Sociale bevægelser i den porøse offentlighed

1.11.2006

Af Rasmus Holm-Pedersen og Jonatan Yde

DELOFFENTLIGHEDERNES KOMMUNIKATIVE INFRASTRUKTUR


De små fællesskaber, der bl.a. bliver dannet gennem kommunikation via mikromedierne i form af web sites, blogs, e-mail-lister og SMS, går under betegnelsen deloffentligheder. Hvordan forholder disse deloffentligheder sig til begrebet om ”den store offentlighed” eller den offentlighed, der delvist genereres af makromedierne; de etablerede massemedier såsom TV, radio og aviser?

Det peger i første omgang tilbage på diskussionerne af Habermas, hvor der blandt andet er nogle, som har kritiseret Habermas for netop at se den borgerlige offentlighed som Offentligheden, i ental. Kritikere af Habermas har påpeget, at der igennem historien og i særdeleshed i dag findes det, man kalder deloffentligheder – eller det som Nancy Fraser kalder modoffentligheder – som også er offentligheder i den forstand, at der foregår en eller anden form for åben kommunikation, informationsudveksling og debat. Debatten foregår dog indenfor nogle andre rammer end i, hvad man af mangel på bedre kunne kalde ”den store offentlighed”.

Det, man har lagt vægt på, er, at deloffentlighederne primært bliver brugt til at udvikle nye identiteter, nye politiske holdninger. Og det er nok primært det, som de nye deloffentligheder kan bruges til, og spørgsmålet bliver derfor selvfølgelig også, hvordan de her diskurser eller debatter kommer ud i offentligheden og får påvirket diskussionen der.

Hvilke positive og kritiske funktioner kan disse deloffentligheder udfylde?

Deloffentligheden kan have flere funktioner, og der, hvor den kan virke mere positiv, er i forhold til mobilisering og protest. Her kan vi tage et eksempel, som jeg har beskæftiget mig med, nemlig situationen med zapatisterne i Mexico, hvor der er opstået et transnationalt netværk af ikke-mexicanske zapatist-tilhængere omkring bevægelsen. Dette netværk udgør en form for deloffentlighed eller modoffentlighed, hvor der indenfor netværkets rammer hele tiden foregår en eller anden form for debat, bliver udviklet politiske holdninger og udvekslet informationer om, hvad der foregår i Chiapas-regionen i Mexico. I forhold til at kunne påvirke debatten i den store offentlighed, så er det, der foregår i deloffentligheden, en opbygning af personlige relationer, udveksling af organisatoriske erfaringer, samt koordinering og mobilisering af aktivister i forbindelse med protester og demonstrationer. Man får debatteret tingene, inden man lancerer et forsøg på at påvirke den store offentlighed, og der foregår en løbende udvikling af kompetencer og resurser, som i bedste fald kan gøre det nemmere at påvirke både massemedier og andre aktivister, der befinder sig udenfor denne her mere lukkede deloffentlighed. Og en gang imellem sker det, i forbindelse med eksempelvis events og demonstrationer, at deloffentlighederne så at sige åbner sig, og medier fra den store offentlighed henvender til aktivisterne. Hvis der f.eks. sker et overgreb i Chiapas, hvor militæret slår ned på zapatisterne, så bliver alle de ting, der er foregået indenfor deloffentligheden lige pludseligt interessant i den store offentlighed, og så har man noget at byde på, fordi man har brugt mange kræfter på den interne debat og kommunikation i deloffentligheden.

I forhold til zapatist-bevægelsen kan du også læse Thomas Olesens artikel “Demokrati og protest – fra Chiapas til Seattle”, der blev bragt i Turbulens.nets nummer om Kritik

Det asymmetriske forhold til massemedierne


Den kommunikative infrastruktur i deloffentligheden er vigtig, men hvordan skal de etablere deres eksterne kommunikation? Dels for at genere en interesse og dels for at komme frem med deres politiske budskab i medierne, der ofte fordrejer budskabet eller kun kommer til at fokusere på eventuelle uroligheder i forbindelse med protesten?

Alle undersøgelser af relationen mellem massemedier og sociale bevægelser peger på, at det er et asymmetrisk forhold, hvor man banalt sagt kan sige, at det er de sociale bevægelser, der har brug for medierne og ikke omvendt. Det giver jo allerede en klar asymmetri, så spørgsmålet for de sociale bevægelser bliver hele tiden, hvordan de kommer i medierne uden at sælge ud af deres budskaber, uden at fremstille sig selv på en måde, der ikke er i overensstemmelse med, hvad de egentlig står for. Tager man igen eksemplet med zapatist-bevægelsen, så er det inden for denne transnationale modoffentlighed, nogle store organisationer, der står for selve mediekontakten. Disse store organisationer har ofte mulighed for at ansætte folk som deciderede pr-medarbejdere, der kultiverer en eller anden form for relation til medierne – især til nogle bestemte journalister, der så giver dem mulighed for at få nogle af de her budskaber ud, når de vil og som de vil.

Det er en klar tendens, man kan se i mange sociale bevægelser, at de tænker meget i, hvad det er, medierne gerne vil have, og tænker deres happenings og strategier ind i dette mediebillede. Tager man f.eks. Greenpeace, der laver de her aktiviteter, hvor de kravler op på bygninger og hænger bannere op, så er det jo 100 % medietænkt, fordi de ved, at den her form for civil ulydighed altid er en god historie for medierne. Greenpeace er altså et klart eksempel på en bevægelse, der tænker uhyre mediestrategisk..

De sociale bevægelser er altså meget afhængige af makromedierne, der dog ofte har deres egen meget hierarkiske dagsorden, så muligheden, for at de sociale bevægelser kan gå uden om og omgå massemedierne, er derfor kun via mikromedierne?

Ja, det er som sagt bl.a. i kraft af de her nye mikromedier, såsom mobiltelefonen med SMS og internettet med e-mails, blogs og web sites. Helt banalt er der jo tale om en konkurrencesituation. Makromedierne har et vist antal ord at gøre godt med, og der er ufatteligt mange potentielle emner og udbydere af holdninger og værdier. Der er en kraftig konkurrence om at få sine holdninger eksponeret i det offentlige rum, og det er klart, at der nogle gange er andre ting, som er højere på dagsordenen. Dette er også ofte bestemt af nogle verdenspolitiske begivenheder og dagsordener som f.eks. 11.september, der har betydet, at terror og sikkerhed fylder så meget mere i mediebilledet i dag, og at andre af de mere bløde emner som menneskerettigheder, demokrati og aktivisme nok kommer lidt længere bagud i køen.

Men så er der altså muligheden med kommunikation via mikromedierne, selvom jeg er forholdsvis skeptisk overfor denne medieteknologiske eufori, der eksempelvis er omkring internettets kritiske potentialer. Der er dog sket en mindre revolution med internettet, idet enhver kan oprette en blog eller en hjemmeside og dermed i princippet kan blive producent af sine egne nyheder, der kan eksponeres i et offentligt rum. Set fra de sociale bevægelsers perspektiv er det revolutionerende netop, at de ikke i så høj grad længere er afhængige af de her gate-keepers i de traditionelle medier. De kan faktisk tale til et stort, globalt publikum via web sites, e-mail-lister og blogs, og det er jo en forholdsvis unik og næsten revolutionær udvikling set fra de sociale bevægelsers perspektiv.

Protest i den virtuelle og i den fysiske offentlighed


Er der ikke stadig en stor risiko for, at disse virtuelle deloffentligheder lukker sig om sig selv, kun taler med meningsfæller, og dermed ikke kommer udover den forholdsvis snævre ramme eller bliver en integreret, kritisk del af debatten i den større offentlighed?

Jo, det er klart, at der kan ligge et problem i, at deloffentligheden primært debatterer internt og derfor kun taler til en forholdsvis udvalgt skare af mennesker, der allerede er interesseret i emnet. Der er dog flere eksempler på, hvordan beskeder på forholdsvis kort tid kan nå utrolig langt rundt ud de mikromediebaserede netværk, fordi folk er løst forbundet i mange forskellige netværk, hvori budskaber hurtigt kan blive spredt ved hjælp af mailinglister eller SMS-kæder. Selvom man måske ikke selv interesserer sig for eller er engageret i emnet, er man næsten altid forbundet med eller kender nogen, som måske er, og derfor sender man beskeden videre til dem.

På den måde er der en reel mulighed for at gå udenom de traditionelle massemedier og stadigvæk kunne kommunikere offentligt, men hvis ens mål er at påvirke de politiske aktører på en eller anden måde, så er man næsten tvunget til at gå til offentligheden via massemediesystemet.

I forhold til internettets – og dermed mikromediernes – revolutionære muligheder skal man altså passe på med at blive for euforiske. Internettet kan bruges til nogle ting, og det giver en effekt i nogle bestemte retninger, men i forhold til at påvirke det politiske system indirekte gennem medierne, der er det stadig svært at komme udenom makromedierne. Man vil f.eks. aldrig se en politiker reagere på debatter eller protestbevægelser, der kun figurerer på nettet, fordi politikerne godt ved, hvor begrænsede konsekvenser disse debatter kan få, så længe de forbliver på nettet; indenfor rammerne af disse små, lukkede deloffentligheder.

Men tager man et aktuelt eksempel med de nylige protester mod nedskæringer i forbindelse med kommunalreformen og et tidligere eksempel med protesterne mod Irakkrigen, så synes disse folkeprotester, der foregår i et fysisk, offentligt rum, heller ikke at have nogen synderlig effekt på politikerne.

Den magt, som sociale bevægelser har, er en diskursiv og offentlig magt. De har ikke de store resurser, og de har ikke de stærke forbindelser til det politiske system. Der, hvor de kan påvirke tingene, er ved at generere en eller anden form for offentlig politisk protest, men som de empiriske eksempler I nævner viser, så er det på ingen måde en garant for succes i forhold til målopfyldelse. Især synes protesterne imod Irakkrigen at være et fantastisk eksempel, fordi alle taler om protesterne imod krigen som noget revolutionært, og det var det jo også i den forstand, at der nærmest aldrig har været en større koordineret demonstration i menneskehedens historie. Det var jo en gigantisk, rungende succes set i forhold til koordineringen og hvor mange mennesker man kunne få mobiliseret, og dette blandt andet i kraft af nogle af de mikromedier, som vi lige har talt om. Set i det perspektiv var det en kæmpe succes, men i forhold til at opnå deres mål, så var det jo i virkeligheden en rungende fiasko.

Et sammenligneligt historisk eksempel kunne være de enorme demonstrationer under Vietnam-krigen. Her fik demonstrationerne dog ikke nogen effekt lige med det sammen, men havde stået på i lang tid, før de fik nogen reel indflydelse. Der er flere, som har prøvet at teoretisere over det, og kommet frem til, at der hvor medierne og de sociale bevægelser faktisk begynder at have en effekt, det er der, hvor der opstår splittelser i elitesystemet. Det er, set fra de sociale bevægelsers perspektiv, måske en lidt desillusionerende pointe, da det dermed ikke er før, at den politiske elite begynder at slås indbyrdes, at de sociale bevægelsers krav begynder at få en eller anden form for resonans. Så er man inde i en vanskelig diskussion af, hvad der egentlig kommer først. Elitesplittelserne kan jo netop også være en konsekvens af en voksende kritik. I kronologien viser det sig i hvert fald, at både mediernes kritiske effekt og de sociale bevægelsers kritiske effekt er størst der, hvor eliterne begynder at skændes.

Ser man på Irak-krigen, stod eliterne forholdsvis samlet. De var sammentømrede – i hvert fald indenfor alliancen – og der var bred enighed om projektet, så der var ikke nogen splittelser, som man som aktivist kunne udnytte eller åbne yderligere.

Muhammedsagen og den nye globale bevidsthed


Muhammed-sagen er et klart eksempel på, at den nationale, danske offentlighed også er en transnational, global offentlighed. Vi betragter Danmark som et yderst globaliseret samfund, så hvordan kunne det egentligt gå så galt?

Vi er et globaliseret samfund, vi tænker forholdsvis globalt og ser os som en del af et større fællesskab, men man må også sige, at vi ikke er vant til, at det, vi foretager os socialt og politisk i Danmark, lige pludselig kan få nogle konsekvenser udenfor landet. Vi er vant til at se amerikanske flag blive brændt af rundt omkring i verden, og hvad USA gør, bliver hurtigt genstand for en global politisk konflikt. Det har vi virkeligt ikke været vant til herhjemme. Det, der var den store overraskelse, var, at den sociale og politiske virkelighed pludselig kunne blive gjort til genstand for opmærksomhed udenfor Danmark.

I forhold til det danske politiske system og hele deres reaktionsmønster, tyder det også helt klart på, at man ikke var gearet til at tænke den danske offentlighed som værende genstand for den globale opmærksomhed. Men så er det, jeg siger, at vi nu har opnået en større global bevidsthed. Man kan se det allerede med den her famøse DFU-video. Nu er alle de muslimske ambassadører lige pludselig til møde inde i udenrigsministeriet dagen efter, og husker man tilbage på hele problematikken med ambassadørerne i forbindelse med Muhammedsagen, viser det i høj grad, hvorledes det danske politiske system har en meget større global bevidsthed. Nu vil de simpelthen tage det her i opløbet, for at undgå at løbe ind i endnu en Muhammedsag.

På den måde kan man sige, at det nationale påvirker det transnationale, men det, det sker derude vender altså også tilbage som en form for boomerang og påvirker, hvordan vi tænker på nationalt plan. Dette er set i et globalt perspektiv en af de mest interessante ting ved hele Muhammedsagen.

Du siger, at vi på baggrund af Muhammed-sagen har opnået en større global bevidsthed, at det er blevet klart for enhver, at den danske offentlighed også indgår i en større transnational offentlighed. Hvilke konsekvenser får det for vores måde at forholde os til det faktum, at vi er en del af en større global verden?

Det er stadig lidt uafklaret, hvad det er for en konsekvens, hele Muhammedsagen har fået og vil få for den almindelige borgers globale bevidsthed. Jeg tror, man vil se en eller anden form for splittelse. Nogle vil sige, at sagen har vist, at vi på godt og ondt er en del af et større skæbnefællesskab, og hvis tingene ikke skal gå fuldstændigt ad helvede til, så bliver vi nødt til at tale på tværs af de her religiøse, kulturelle og sproglige forskelle. Andre vil drage den modsatte konklusion: ”Se hvor ad helvede til det kan gå, hvis vi bliver ved med at være så åbne overfor de her ting. Så er det bedre, at vi bygger en mur op omkring os, hvor indenfor vi dyrker vores fællesskab, vores historiske særegenheder”. Det er jo den samme splittelse vi ser inden for det politiske system, hvor en af de afgørende kampe jo netop går på, hvordan vi skal forholde os til globaliseringen, og hvor porøs vores offentlighed skal være i forhold til de påvirkninger, der kommer udefra.

Det er to meget forskellige konklusioner, der kan drages ud fra den samme sag, og det er endnu lidt tidligt at sige, hvad den vil føre med sig.

Det er dog helt sikkert, at Muhammedsagen vil blive en del af mytologien om Danmarks politiske liv. På den måde vil den være med som et symbolsk referencepunkt i lang tid fremover – ligesom 11.september er blevet (uden sammenligning i øvrigt). Muhammedsagen er trods alt en skelsættende begivenhed, der har påvirket og vil komme til at påvirke den politiske debat og folks holdningsdannelse generelt.