Straffens filosofi

Spørgsmålet om, hvorledes og hvorfor vi skal straffe forkerte handlinger som kriminalitet, vedrører alle. Men hvad er formålet med at straffe folk? Kan det overhovedet retfærdiggøres at straffe mennesker? De spørgsmål er omdrejningspunktet i bogen “Straffens Filosofi”, skrevet af filosoffen Thomas Østergaard. Turbulens har talt med forfatteren, som i interviewet blandt andet berører, udover hovedtemaerne i bogen angående straffens moralske forsvarlighed, hvordan tilstanden er med den danske straffeinstitution og om vi bevæger os i den rigtige retning.

17.06.2019

Af Kristoffer Willert

Det giver for de fleste mennesker sig selv, at mennesker, der begår kriminalitet, straffes af staten eller en anden relevant instans. Men hvad er tanken bag at straffe? Er institutionen overhovedet berettiget og moralsk forsvarlig? Hvad er formålet med at straffe folk? Spørgsmålet om, hvorledes og hvorfor vi skal straffe forkerte handlinger som kriminalitet, vedrører alle. Det er en af hovedpointerne i bogen “Straffens Filosofi”, skrevet af filosoffen Thomas Østergaard. Turbulens har talt med forfatteren, som i interviewet blandt andet berører, udover hovedtemaerne i bogen angående straffens moralske forsvarlighed, hvordan tilstanden er med den danske straffeinstitution og om vi bevæger os i den rigtige retning.

 

Temaet for din bog er filosofiske overvejelser over straf og straffeinstitutionens berettigelse og moralske retfærdiggørelse. Bogens undertitel lyder: ”En kritisk indføring i debatten”. Vil du indledningsvist fortælle lidt om, hvor stort og udbredt det forskningsfelt er, som du skriver dig ind i? Er det noget, filosoffer herhjemme forsker i, eller er det hovedsageligt overladt til psykologer, jurister og sociologer?  

Det, som slog mig, dengang jeg begyndte at interessere mig for emnet, var, at man kan finde en masse materiale om straffens jura, hvilket giver sig selv, men også om straf og psykologi, for eksempel set i forhold til, hvordan det er at være indsat. Den slags har også været meget oppe i medierne, f.eks. om hvordan livet er som indsat, hvor man følger dem i dokumentarprogrammer og den slags. Det er selvfølgelig noget, som folk interesserer sig for, og så er der alt det her med politiets efterforskningsarbejde, som også interesserer folk. Men, som du rigtigt spørger om, så findes der forbavsende lidt om det her emne, når det ses fra et filosofisk perspektiv, især på dansk. Der findes kun nogle få artikler, men ikke noget, som tager grundigt fat om diskussionen. Der findes en masse litteratur på engelsk om alle mulige moralfilosofiske emner forbundet med spørgsmålet om straf, og det er dér, jeg hovedsageligt har hentet min inspiration. Men jeg mener, at vi bør have en del mere på dansk om så vigtigt et emne, og det har været en af de væsentligste grunde til, at jeg har skrevet bogen.

For lige at vende tilbage til de førnævnte fagligheder som jura, psykologi og sociologi, så har de jo en lidt anden tilgang til spørgsmålet. Hvad kan filosofien specifikt bidrage med, som andre tilgange ikke kan?

For at give et eksempel kan man tage sådan noget som slaveinstitutionen. Her kunne man også anlægge en psykologisk, en sociologisk og en juridisk indgangsvinkel. For eksempel var slaveriet i juridisk forstand en legitim institution i mange år, og det findes desværre stadig nogle steder i verden. Men man kan også angribe spørgsmålet fra en anden vinkel, idet man spørger: Er det her retfærdigt? Er det her god moral? Og det er i det moment, at filosofien kommer på banen. Juraen er jo ikke selvbegrundende. F.eks. var de tyske Nürnberg-love racistiske love. Blot fordi noget står i loven, er det ikke ensbetydende med, at det er moralsk rigtigt. Det er den tilgang, jeg har til spørgsmålet om straffeinstitutionen. Er den dybest set berettiget eller ej?

Så det er en overgang fra det deskriptive til det normative?

Netop. Det er et normativt projekt. Derfor fylder empirien heller ikke vanvittig meget i bogen. Det er helt bevidst og ganske i sagens natur.

I din bog skelner du mellem ”hvordan”-spørgsmålet og ”hvorfor”-spørgsmålet i forhold til straffeinstitutionen. Hvad ligger der i den distinktion?

Hvis du for eksempel tager ud i nattelivet og spørger folk, hvad de synes om den og den kriminelle person, for eksempel Raket-Madsen eller Breivik, så vil du erfare, at diskussionen herom næsten altid vedrører straffens grad af strenghed og dens form. F.eks.: Skal vi have dødsstraf eller ej? Er fængselsstraffen god nok, eller skal vi finde en anden strafform? Hvor strengt skal vi straffe forskellige typer af forbrydelser? Det er noget, som politikere fører sig meget frem på. Men det spørgsmål kan altid ses i relation til det mere fundamentale spørgsmål, nemlig: Hvorforstraffer vi overhovedet? Svaret på spørgsmålet om, hvordan vi straffer, afhænger af svaret på spørgsmålet om, hvorfor vi straffer. Hvis f.eks. formålet med at straffe er at opnå en generalpræventiv effekt, så bør vi straffe på en måde, som er hensigtsmæssig for dette formål. Hvis vi derimod straffer i et forsøg på at forbedre de straffedes moral, ja, så bør vi vælge en strafform – hvis der findes en sådan – der har en chance for at virke forbedrende. Så igen: Hvilken strafform der er hensigtsmæssig, afhænger af, hvad vi som samfund vil opnå med at straffe.

[blockquote text=”Svaret på spørgsmålet om, hvordan vi straffer, afhænger af svaret på spørgsmålet om, hvorfor vi straffer” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]

 

Hvilke af de teorier, som du fremlægger i bogen, har været dominerende set fra et historisk perspektiv? Både intellektuelt, men også politisk?

Retributivismen er det, jeg kalder for ortodoksien. De fleste af os er, hvad jeg kalder intuitive retributivister. Dvs. at når vi hører om en, der har opført sig som et svin, så tænker vi, at han fortjener at blive straffet. Den tanke får jeg da også selv –nærmest som en refleks – men at mange af os er intuitive retributivister ’fra naturen’, om jeg så må sige, er ikke ensbetydende med, at synspunktet er korrekt. Retributivismen er det synspunkt, at hvis folk opfører sig umoralsk, så har de fortjent en straf. Begrebet om fortjeneste er det helt centrale her. Historisk set har retributivismen haft en traditionel modstander i præventionstanken, især i den klassiske afskrækkelsesteori, som man finder hos folk som Bentham og andre utilitarister. Så det er de to hovedaktører. Men i løbet af 1700-1800-tallet begyndte man også at få en mere humanitær tilgang til straf. Og her kom den såkaldte forbedringsteori ind og fik en vigtig rolle at spille. Den går helt basalt ud på, at man straffer kriminelle med henblik på at forbedre dem. Intentionen bag er jo i og for sig god. Tanken er, at hvis vi kan forbedre kriminelle, således at de ikke længere er motiverede til at begå kriminalitet, så er der to parter, som får glæde heraf: både samfundet og dem selv. Hele det moderne fængselsvæsen er, historisk set, baseret på tankegangen om, at kriminelle skal forbedres.

I bogen skriver du, at den ”retributivistiske tankegang har været med os igennem hele menneskehedens historie”. Du har allerede nævnt temaet i forhold til religion og forbedringsteorien. Men det er vel også meget centralt for retributivismen. Er det vigtigt, synes du, at have de historiske kontekster med, for at forstå de her teorier?

Nej, faktisk ikke. Jeg nævner en lille smule om retributivismens historiske baggrund, fordi dens alder er en grund til at opfatte den som den ortodoksi, de andre teorier opponerer imod. Men når vi skal vurdere om en teori som f.eks. retributivismen eller forbedringsteorien er velbegrundet, så skal vi vurdere de argumenter, der fremsættes både for og imod den, hvorimod det er fløjtende ligegyldigt, om den pågældende teori er fra ruder konges tid, eller om den så at sige blev født i går.

Hvad går rimelighedsteorien ud på?

Denne teori er enig med retributivismen i, at vi her har at gøre med et retfærdighedsspørgsmål, dvs. at straf ikke handler om, at man skal forsøge at opnå en bestemt effekt, hverken på den kriminelle eller andre. Det, som en kriminel person gør, når han eller hun begår noget kriminelt, er ifølge denne teori at tiltage sig en fordel, som lovlydige borgere ikke har. Straffens funktion er altså simpelthen, ifølge rimelighedsteorien, at eliminere denne fordel. Teorien er interessant, bl.a. fordi den munder ud i forskellige versioner, alt afhængigt af hvordan man mere præcist fortolker denne fordel, og det viser sig, at dens tilhængere har meget svært ved at løse denne opgave på troværdig vis.

Hvilke grundbegreber er nødvendige at analysere for overhovedet at kunne tale om en filosofisk teori om straf?

Først og fremmest den grundlæggende distinktion mellem det deskriptive og det normative. Man taler ikke om, hvordan samfundet rent faktisk ser ud, men hvordan det bør se ud. Derudover vil jeg også mene, at det er grundlæggende at forstå forskellen på præventionstanken på den ene side og på den anden side teorier som retributivismen og rimelighedsteorien. Altså, på den ene side har vi den overordnede idé, at vi bør straffe med et kriminalpræventivt formål, og på den anden side har vi idéen om en retfærdig straf, der ikke behøver at have bestemte konsekvenser, udover at retfærdigheden sker fyldest. Det er med andre ord en diskussion om, hvorvidt straffen har en intrinsisk værdi, eller om den skal udrette og medføre noget bestemt.

Selv står du i noget, der hælder mod en skeptisk position. Du anerkender, at der i fremtiden måske kan komme bedre teorier, som kan give os nogle klarere svar angående retfærdiggørelsen af straffeinstitutionen, men at den type teori ikke findes lige nu. Men hvilken position sympatiserer du mest med?

Vi mangler en dækkende teori i tilstrækkelig god form. Alle teorierne har deres stærke sider, men også i høj grad deres svage sider. Jeg synes, at karantæneteorien giver os en tilstrækkelig god grund til at straffe farlige kriminelle. Den er den eneste af de teorier, jeg diskuterer, som har et begrænset sigte, da den ikke forsøger at begrunde straf af samtlige kriminelle, men kun såkaldt farlige kriminelle. Så er der selvfølgelig en efterfølgende diskussion af, hvordan vi afgrænser det begreb – om farlige kriminelle– hvilket jeg er inde på i et af bogens afsnit. Men idéen er, at hvis vi nu holder os til den her delmængde af alle kriminelle, nemlig farlige kriminelle, så spærrer vi dem inde, eller uskadeliggør dem, for at beskytte andre mod den kriminalitet, vi med rimelighed kunne forvente, at de ville begå, hvis de ikke blev straffet. Her udfolder jeg et argument, jeg kalder risikofordelingsargumentet: Enten risikerer vi, at de farlige kriminelle løber rundt og skader en masse mennesker, eller også straffer vi dem. Så det handler om, hvordan man fordeler det onde, så at sige, der består i enten at blive straffet eller at blive et offer for alvorlig kriminalitet. Og det rejser selvfølgelig nogle vigtige og svære spørgsmål om, hvordan vi vurderer, at en given kriminel er ’farlig’. Og her kommer der også noget psykologi ind fra siden. Men den teori er efter min mening det nærmeste, vi kommer på at give en god grund for at straffe farlige kriminelle.

Ortodoksien, altså retributivismen, er så efter din mening et af de værste bud på en omfattende teori?

Den er forfærdelig og forfejlet. I bogen kalder jeg den vist nok for en ”eklatant fiasko”. En af bogens pointer er altså, at vi skal til at tænke nyt inden for det her felt. Vi skal forkaste ortodoksien. Jeg mener, at det retributive ansvarsbegreb er meningsløst. Det er baseret på idéen om en form for kontrol, som ingen af os dybest set besidder, nemlig kontrol over eget sindelag. Det knytter selvfølgelig an til den såkaldte ”fri vilje”-diskussion, som er for stor at tage i den her omgang. Men der er også andre problemer, blandt andet retributivismens manglende hensyntagen til effekterne af at straffe. Retributivismen ser overhovedet ikke på, hvad vi kan opnå med at straffe, og hvordan vi på mest hensigtsmæssig vis kan opnå det.

[blockquote text=”Vi skal forkaste ortodoksien. Jeg mener, at det retributive ansvarsbegreb er meningsløst” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]

 

Som du også nævner, nu når vi taler om det politiske, så kan de her spørgsmål om straf ikke forstås i løsrivning fra deres kontekst. Blandt andet taler du i bogen om det, du kalder for det ”uundgåelige prioriteringsspørgsmål”. Hvad ligger der bag det udtryk?

Det er netop et af de problemer, som er meget overset i debatten. Selv hvis du tager fat i den engelsksprogede litteratur, så nævnes dette spørgsmål kun meget sjældent. Spørgsmålet går ganske enkelt ud på, at ethvert samfund naturligvis har et begrænset antal midler til rådighed. Staten har et budget, som skal dække en række områder. Hvor vigtig er straffeinstitutionen, sammenlignet med andre institutioner, lige fra uddannelsesvæsnet til sygehusvæsnet? Der er altså et moralsk spørgsmål om, hvordan vi som samfund bør prioritere vores ressourcer, og selv hvis straffeinstitutionen er velbegrundet isoleret set, så er det på ingen måde givet, at den stadig er velbegrundet, når vi sammenholder den med de mange andre samfundsinstitutioner, som jo også koster penge. Hver krone, der bruges på at straffe, kunne i stedet bruges på f.eks. uddannelse eller sygehusvæsen. Derfor bør en god teori om, hvorfor vi bør straffe, også have noget at sige om straffeinstitutionens vigtighed vis-a-vis samfundets øvrige institutioner.

Hvis vi fortsætter lidt ud af det politiske spor, er der så forbindelser mellem bestemte strafteorier og bestemte politiske opfattelser eller ”ideologier”?

[blockquote text=”Undersøgelser viser i øvrigt, at der er en signifikant sammenhæng mellem uligheden i et samfund og mængden af kriminalitet. USA er et meget kriminelt samfund, og det er også et meget ulige samfund” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]

 

Man kan ikke diskutere straffeinstitutionens retfærdiggørelse uden at diskutere større samfundspolitiske spørgsmål om, hvordan samfundet grundlæggende bør være indrettet. En socialist vil for eksempel sige, at hvis man accepterer store velfærdsuligheder, som i USA, så accepterer man implicit, at langt flere mennesker har flere incitamenter til at begå kriminalitet. Men hvordan kan man så, når man straffer de her mennesker, komme med den retributivistiske grundidé og sige: ”Jamen de har fortjent det! De kunne bare lade være”. Så enkelt er det ikke. Nogle når jo et punkt, hvor de hellere vil begå kriminalitet end at leve under kummerlige forhold, som de måske ikke kan se sig ud af på anden vis. Undersøgelser viser i øvrigt, at der er en signifikant sammenhæng mellem uligheden i et samfund og mængden af kriminalitet. USA er et meget kriminelt samfund, og det er også et meget ulige samfund.

Til sidst i bogen skriver du: ”Ifølge den kultagtige og næsten religiøst dogmatiske tilbedelse af ’det personlige ansvar’ (et som oftest uanalyseret og forvirret ansvarsbegreb), er enhver ’sin egen lykkes smed’ – en latterlig overtro, der synes at være uløseligt knyttet til det moderne, individualitetsdyrkende og åndløst ’vækst’-fetichistiske samfund. Men tænk over dette: Hvorfor skulle vi nogensinde bekymre os om samfundets indretning, hvis individets adfærd aldrig skyldes – eller aldrig påvirkes af – noget uden for ham eller hende selv? Det tror vi jo ikke på, når vi tænker klart; vi tror kun på det, når vi ser verden igennem selvtilfredshedens fedtede og forvrængende brilleglas”. Kan du måske uddybe polemikken?

Altså tanken om, at enhver er sin egen lykkes smed, er jo i meget høj grad det, som ligger i det neoliberalistiske menneskesyn og verdenssyn, og som også ligger mere eller mindre eksplicit i retributivismen: Hvis du laver noget skidt, så har du fortjent at blive straffet. Jeg finder denne tankegang åbenlyst forkert, hvilket bl.a. fremgår af et eksempel i bogen, som jeg har lånt fra selveste Platon, dog i en moderniseret udgave: Nielsen har lånt Hansens jagtriffel, som står sikkert forvaret i Nielsens aflåste våbenskab. En aften kommer Hansen og ringer på hos Nielsen, og Nielsen kan se, at Hansen er helt ude af den. Hansen siger: ”Den er helt gal! Det er min kone, hun har været mig utro. Jeg har lige taget dem på fersk gerning, de svin!”. Lige efter følger han op: ”I øvrigt vil jeg gerne have min jagtriffel tilbage, lige nu!”. Lad os nu sige, at Nielsen leverer riflen tilbage til Hansen med en forholdsvis god idé om, hvad der kan ske. Og lad os også sige, at Hansen så går hjem og skyder sin kone. Kan Nielsen så frasige sig ansvaret fuldstændigt? Det kan han efter min mening ikke. Ideen med eksemplet er, at Nielsen repræsenterer samfundet, og det skulle gerne stå klart, at samfundet kan gøre nogle ting for at forhindre deres borgere i at begå kriminalitet–og man kan være mere eller mindre effektiv i måden, hvorpå man gør det –i stedet for bare at smide hele ansvaret over på enkeltindividet. Blandt andet har jeg undersøgt en masse litteratur om empiri, som viser, at kriminalitet, selvfølgelig, fristes man til at sige, ofte er et udtryk for, at folk ikke føler sig accepteret eller retfærdigt behandlet af samfundet. Det gælder især unge mænd, men der gælder også den mere generelle og statistisk påviste korrelation, at i jo højere grad borgerne i et samfund ikke føler sig respekterede, i jo højere grad vokser mængden af kriminalitet i samfundet.

Et godt eksempel på dette er måske de uroligheder på Nørrebro, som har fundet sted den seneste tid. Hvor skal ansvaret placeres? Mange lader til at ty til de retributivistiske intuitioner?

Lige netop, for det er den lette løsning, men den er forlet. Samfundet er jo en vanvittig kompleks størrelse. Det er ikke bare en akkumulation af selvberoende individer, der lever i en boble, isoleret fra alle andre. Det er jo ikke sådan, det fungerer. Vi kender det alle sammen godt, hvis vi for eksempel ankommer til en fest eller et arrangement, hvor vi ikke føler, at vi passer ind, føler os dårligt tilpas, udenfor og mindreværdige. Det gør en hel masse ved os rent psykisk. Hvorimod hvis vi omgås mennesker, der kan lide os, eller i hvert fald respekterer os, så viser vi os også ofte fra vores bedste side. Der er ingen tvivl om, at gensidig respekt – en respekt, der går begge veje – er befordrende for lovlydigheden i et samfund, men det er netop en af de mange ting, som retributivismen ser stort på med sine unuancerede påstande om ansvar og fortjeneste.

Der lader til at være et evindeligt kalkuleringsproblem vedrørende den praktiske anvendelighed, når vi diskuterer straf. Det er selvfølgelig et generelt problem for en teori som utilitarismen. Vi kan vel aldrig komme til universel enighed om, hvilken straf, der er den helt rigtige i et givent tilfælde? Hvordan går man fra ”hvorfor” til ”hvordan” på den korrekte måde, så vi ikke bare ender i en form for grel relativisme, hvor måden at straffe på i Saudi Arabien er ligeså retfærdiggjort som måden, hvorpå vi gør det herhjemme?

Nej, det er ganske rigtigt et stort problem, som jeg også gør en del ud af at påpege og diskutere i min bog. Jeg mener naturligvis ikke, man skal være urimeligt nøjeregnende og forlange absolut præcision. Jeg beder f.eks. ikke retributivisten forklare, hvor mange sekunder en bankrøver bør sidde i fængsel. For mig at se er problemet, at de forskellige teorier om straf generelt har så lidt at sige til spørgsmålet. Om man sidder to år eller seks år i fængsel gør immervæk en forskel. Det er ikke bare en detalje. Så der er selvfølgelig et problem her, som det er svært at løse, men som vi skal løse, hvis vi skal kunne forsvare straffeinstitutionen. På længere sigt kunne problemet jo i høj grad omgås, hvis vi kunne indrette et samfund, hvor mængden af kriminalitet faldt drastisk, for med langt færre kriminelle ville det ikke være så stort et problem. Og måske kunne problemet formindskes meget, hvis vi kunne anvende andre strafformer, f.eks. i højere grad noget med, at den kriminelle hjælper sit offer med at komme på fode igen, eller andre af den slags metoder, snarere end at vi straffer blot for at straffe. Det er måske endnu en grund til at være skeptisk over for straffeinstitutionen, som den ser ud i dag.

Hvilken rolle spiller spørgsmålet om retfærdige versus uretfærdige love for spørgsmålet om straf? Det virker nemlig til at være en antagelse inden for diskussionen, at vi arbejder ud fra retfærdige love. Hvilket jo ikke er sandt i mange tilfælde.

Det er ikke et fuldstændig overset spørgsmål, men inden for den engelsksprogede litteratur er der stadig mange, som overser eller ignorerer det. Det er åbenlyst, at hvis en lov er uretfærdig, så burde den netop ikke være en lov, og så er det problematisk at straffe nogen for at overtræde den. Et klicheagtigt eksempel er, hvis du lever i Nazi-Tyskland og hjælper en jøde med at flygte. Her handler du kriminelt ifølge lovgivningen, men de fleste i dag ville sige, at man ikke burde straffes, men snarere belønnes for en sådan handling. Derudover er der en anden betragtning, som er mere generel. Den går ud på, at selvom man har nogle love, som isoleret set er retfærdige og forståelige, for eksempel en lov om, at man ikke må stjæle, så kan samfundets mere overordnede indretning, hvis den ikke er retfærdig, smitte af på de her love. Hvis der for eksempel findes meget voldsomme velfærdsuligheder i et samfund, så er loven om, at man ikke må stjæle, måske ikke så rimelig, sammenlignet med det samme forbud i et andet land, hvor alle borgere har tilstrækkeligt med penge og velfærd. Det er den slags overvejelser, som er utroligt vigtige i den her debat om straf, og det er især den del, som efter min mening ofte mangler. Selvfølgelig skal man også tage højde for de glidende overgange mellem retfærdighed og uretfærdighed, så derfor er dit spørgsmål ikke nemt at besvare. Men sikkert er det, at jo mere uretfærdigt et samfund er, jo mere problematisk bliver det at straffe.

Til sidst i bogen lufter du muligheden for det, som hedder abolitionismen, altså afskaffelsesteorien, der går på, at vi bør afskaffe straffeinstitutionen som sådan. Abolitionismen er selvfølgelig ganske kontraintuitiv, men set fra et teoretisk perspektiv er den måske mere attraktiv, som du lader til at argumentere for, da der ikke findes nogen sammenhængende eller udtømmende teorier lige nu, som kan gøre arbejdet.

Jeg håber, det fremgår af min bog, at jeg ikke direkte agiterer for abolitionismen. Men jeg forsøger at vise, at den måske ikke er helt så absurd, som den umiddelbart kan lyde, og at vi rent faktisk har gode grunde til ikke at afvise den uden videre. De, som abonnerer på teorien, har selvfølgelig forstået, at hvis man afskaffer straffeinstitutionen, så skal der sættes noget andet i stedet for. Der er ingen, som i ramme alvor kan sige, at vi skal afskaffe straffeinstitutionen og så ellers bare lade alting køre videre som før. Abolitionismen minder os om den mulighed – og den udfordring – der ligger i at finde et brugbart alternativ til straffeinstitutionen, som vi kender den. Med andre ord: Abolitionismen kan ses som et seriøst forslag om, at vi griber om nældens rod og i langt højere grad fokuserer på årsagsbehandling frem for blot at symptombehandle.

Synes du, at straffeinstitutionerne bevæger sig i den rigtige retning i forhold til deres udformning?

Jeg har to svar til det spørgsmål. Ser man historisk på det, så er det heldigvis gået i den rigtige retning. Man kan bare tænke på de grusomme, ofte torturlignende og i alle henseender primitive straffemetoder, man anvendte i middelalderen. Der er ingen tvivl om, at hvis man ser på den lange bane, så har vi fået et mere fornuftigt syn på, hvordan man straffer. Men på den anden side er der for mig at se ingen garanti for, at vi ikke glider tilbage i de tidligere tilstande, blandt andet på grund af populisme og de dertilhørende politiske opfattelser. I medierne tales der hele tiden om strengere straffe, hvilket efter min mening især bunder i udbredelsen af den neoliberalistiske tankegang om, at vi alle sammen er fuldt ud ansvarlige for, hvad vi selv laver. Hvis den tanke går hen og bliver altdominerende, så ser jeg en risiko for, at vi falder tilbage i noget af det, som tidligere generationer engang kæmpede for at komme væk fra.

Har vi en retfærdig straffeinstitution i Danmark?

Når du spørger mig så direkte, så må jeg sige: Nej, det synes jeg ikke, at vi har. Men jeg vil også skynde mig at tilføje, at uretfærdighed kan gradbøjes. Der kan findes eksempler på ekstremt uretfærdige samfund, såsom det tidligere Apartheid-styre i Sydafrika. Det var en grel form for uretfærdighed. Når vi taler samfundets indretning, er et land som Danmark i langt højere grad i overensstemmelse med god moral, men det er bestemt ikke fuldstændig retfærdigt. Det pudsige hos os er, at hvis du kigger på straffeloven, så har den ikke en egentlig formålsparagraf. Det synes jeg personligt er lettere vanvittigt og uforståeligt. Jeg har talt med en professor i strafferet om det her. Han fortalte mig, at der i forarbejderne til loven er nogle lidt vage bemærkninger om generalprævention, men der er ikke noget inkorporeret i selve loven. Jeg kan ikke forstå, hvordan man kan have et civiliseret samfund uden en klar idé om, hvorfor man straffer folk. Det er sådan noget, jeg synes man skulle rydde op i. Forleden dag fik jeg en mail fra den retspolitiske ordfører for et af de politiske partier – det kom sig af, at Syddansk Universitetsforlag har sendt nogle anmeldereksemplarer ud til et tilfældigt udvalg af retspolitiske ordførere. Han fortalte, at der skal nedsættes en ny straffelovskommission på et tidspunkt. Han skrev, at de måske ville kunne få glæde af min bog. Måske var han bare venlig, men jeg håber da, at de vil bruge den, og det vil jeg i hvert fald opfordre dem til, for det kan deres overvejelser ikke blive ringere af. Det er under alle omstændigheder positivt, at der tilsyneladende er visse relevante beslutningstagende personer, der er opmærksomme på, at der skal ryddes op i straffeloven. Problemet er, at når emnet tages op af politikere i forbindelse med den offentlige debat, så får det oftest en populistisk klang, for at de kan vinde stemmer, frem for at de tager en rationel og fornuftig diskussion om, hvordan vi dybest set kan formulere en retfærdiggørelse af vores straffeinstitution herhjemme.

[blockquote text=”Jeg kan ikke forstå, hvordan man kan have et civiliseret samfund uden en klar idé om, hvorfor man straffer folk” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]