TURBULENS PÅ CPH:DOX

For andet år i træk deltog Turbulens i den internationale dokumentarfilmfestival CPH:DOX. Derfor bringer vi i løbet af maj måned en række længere interviews med instruktører, hvis film enten beskæftiger sig med eviggyldige filosofiske og eksistentielle spørgsmål, eller de politiske og økonomiske konfliktlinjer, som er med til at definere den tid, vi lever i.

"13, a ludodrama about Walter Benjamin", som blev vist på CPH:DOX, er en dokumentar om Walter Benjamins syv sidste leveår, instrueret af den canadiske filminstruktør Carlos Ferrand. Filmen går på opdagelse i dokumentarfilmens muligheder ved at blande vidt forskellige komponenter: animationer, dagbogscitater og arkivoptagelser. Inspireret af Benjamin skaber Ferrand sit helt eget kalejdoskopiske univers, der giver indblik i Benjamins alsidighed som en moderne og poetisk tænker....

Med afsæt i muren, som blev bygget mellem Israel og Vestbredden i 2002, giver den animerede dokumentarfilm "Wall" et æstetisk enestående og sindsoprivende indblik i den politisk-religiøse konflikt mellem israelere og palæstinensere. Under CPH:DOX 2018 talte Turbulens med filmens canadiske instruktør Cam Christensen om hans forsøg på at gøre op med ensidige og polariserede attituder i en kompleks politisk situation....

Dokumentaren "Playing God" fra 2017 skildrer, med Washington-advokaten Kenneth Feinberg som nøgleperson, hvordan virksomheder og regeringer undgår erstatningsretten ved at tilbyde kompensationsforlig. Filmen problematiserer et system, der koncentrerer magten hos de få og gør menneskeliv op i økonomisk værdi. På CPH:DOX 2018 fik Turbulens chancen for at tale med den tyske instruktør Karin Jurschick om hendes seneste filmprojekt. ...

I dokumentarfilmen "Zentralflughafen THF" skildrer den brasiliansk-algeriske instruktør Karim Aïnouz på indlevende vis hverdagslivet i den midlertidige flygtningelejr, som blev indrettet i Berlins Tempelhof-lufthavn i kølvandet på flygtningekrisen i 2015. Under CPH:DOX mødte Turbulens instruktøren til en samtale om krisen og dokumentargenrens evne til at rykke ved vores grænser....

Filmen “The Future of Work and Death” giver os et indblik i mulige konsekvenser af den hastigt accelererende teknologiske udvikling. Konkret peges der på livsforlængelse og digital udødelighed samt massearbejdsløshed som følge af automatiseret arbejde. Vi har mødt den britiske instruktørduo Sean Blacknell og Wayne Walsh, der først og fremmest understreger et etisk og politisk behov for stillingtagen til den fremtid, der venter os....

I dokumentaren ”The Third Option” problematiseres muligheden for — ved hjælp af prænatale screeninger — at abortere helt op til fødslen, hvis barnet diagnosticeres med et svært handicap. Filmen rejser nogle store etiske og filosofiske spørgsmål omkring teknologiens betydning for tolkningen af den menneskelige eksistens, normalitetsbegrebet og lægevidenskabens magt i samfundet. Vi har taget en snak med instruktør Thomas Fürhapter for at få hans perspektiv på nogle af de temaer, som filmen kaster lys over. ...

Den italienske Femstjernebevægelse har med komikeren Beppe Grillo i spidsen formået at mobilisere hundredetusindvis af italienere i et fælles opgør med en gennemkorrupt politisk kultur. Men hvad sker der med en populistisk protestbevægelse, når systemkritikken skal omsættes til partipolitik? Det spørgsmål stiller Lise Birk Pedersen i filmen “Al magt til folket”, som handler om Femstjernebevægelsens jordskredsvalg i 2013 og de interne stridigheder, som mødet med den parlamentariske virkelighed skaber for partiet....

I filmen “Brexitannia” foretager den australske filminstruktør Timothy George Kelly, hvad der måske bedst kan beskrives som en sociologisk feltundersøgelse af Storbritannien og det britiske folk efter Brexit. Ved at give ordet til briterne selv, gives det, som i medierne ofte bliver fremstillet som en anonym masse, et menneskeligt ansigt. ...