Tyrkerne, EU og tyrkisk politisk kultur

1.1.2006

”Der er ingen, der i samme grad som os selv er i stand til at skade os selv. Det er et angreb mod ytringsfriheden i Tyrkiet.” Så kontant var udmeldingen fra den tyrkiske udenrigsminister, Abdullah Gül, efter en domstol i Istanbul havde nedlagt forbud mod en konference vedr. det armenske spørgsmål. Forbuddet blev offentliggjort dagen før konferencen skulle begynde, og mindre end to uger før Tyrkiet skulle indlede medlemsforhandlinger med EU d. 3. oktober 2005. Gül hentydede med sit udsagn til de skadelige implikationer, det ville have for demokratiseringsprocessen i Tyrkiet og for promoveringen af tyrkisk EU-medlemskab.

Den to-dages konference, der allerede var blevet udskudt en gang, ville samle akademikere og intellektuelle fra ind- og udland for at diskutere det armenske spørgsmål. Umiddelbart efter dommen syntes udsigten til, at den skulle finde sted meget ringe. Forbudet mod konferencen var kun én af flere sager i efteråret 2005, der havde det armenske spørgsmål som omdrejningspunkt. I september fik Hrant Dink – en fremtrædende redaktør af en armensk avis i Tyrkiet – 6 måneders fængsel for at have vanæret den tyrkiske nation. Ligeledes er der blevet rejst anklage mod den verdensberømte forfatter Orhan Pamuk for en lignende forseelse.

De tre sager kan på den ene side ses som udtryk for den positive demokratiske udvikling, som det tyrkiske samfund har gennemgået de seneste årtier. For få år tilbage ville alene tanken om at lave en konference vedr. det armenske spørgsmålet være fuldkommen utænkelig. På den anden side vidner sagerne også om, at demokratiseringen af Tyrkiet er en proces som stadig er i gang, ligesom de er et vidnesbyrd om, hvordan forskellige politiske grupperinger strides om, hvad begreber som demokrati og ytringsfrihed overhovedet vil sige.

Det armenske spørgsmål, den tyrkiske nation og EU

Det armenske spørgsmål refererer særligt til, hvorvidt der skete et folkemord på armenierne under 1. Verdenskrig, altså endnu før den tyrkiske republik blev oprettet i 1923. Alligevel er spørgsmålet centralt i relation til tyrkisk nationalhistorie. At blive stemplet som en nation der har et folkemord på samvittigheden, vil for altid udgøre en skamplet. En indrømmelse ville endvidere kunne lede til erstatningssager ved internationale domstole samt legitimere et yderligere internationalt pres mod tyrkerne, ikke mindst fra armensk side. Tyrkiet nægter derfor stadig at anerkende at overgrebene, som fandt sted mod armeniere i perioden 1915-16, skal betegnes som folkemord. De benægter ikke, at et større antal armeniere blev dræbt som led i krigens gang, men de er uenige i antallet af dræbte og anerkender ikke, at armenierne døde som følge af en bevidst politik fra tyrkisk side. En politik der havde til henblik at reducere antallet af armeniere i de Anatolske områder samt undgå oprør og politiske udfordringer fra denne befolkningsgruppe. Samtidig henleder tyrkerne opmærksomheden på, at armeniere også dræbte tyrkere, og fremviser gerne billeder af tyrkiske ofre.

Når det armenske spørgsmål og konferencen har noget at gøre med EU og med interne tyrkiske diskussioner om EU medlemskab, hænger det sammen med, at EU har taget sagen op og gjort en officiel tyrkisk anerkendelse af et folkemord til et af de symbolske omdrejningspunkter i bedømmelsen af graden af demokratisering i Tyrkiet. De mange anklageskrifter og domme vidner for EU om, at der finder en stadig knægtelse af etniske mindretalsrettigheder og ytringsfrihed sted i Tyrkiet, og at Københavner-kriterierne således ikke er opfyldt i praksis. Netop denne tilgang ses videreført i kritikken hos en række af de dominerende tyrkiske civilsamfundsorganisationer, der arbejder for en yderligere demokratisering af den tyrkiske stat.

Spørgsmålet har således fået ekstra symbolsk betydning i Tyrkiet grundet EU tilnærmelsen. Men spørgsmålet er ikke skabt af EU. Når dommen om forbudet mod armenier konferencen bliver tolket som et eksempel på EU-modstand i Tyrkiet, vidner det nemlig samtidig om, hvordan spørgsmålene om for- eller imod tyrkisk EU medlemskab filtreres gennem nationale politiske debatter og oftest italesættes via de eksisterende politiske dagsordener såsom diskussionerne om kurderne, armenierne, Cypern, tørklædespørgsmålet og privatisering.

Endnu er en egentlig EU debat i Tyrkiet meget svag. Tyrkerne diskuterer sjældent direkte de konsekvenser et EU medlemskab ville have indenfor forskellige områder som fx landbrug, miljø og fødevarer. Det er ikke mindst et resultat af, at tyrkernes viden om EU er ringe på trods de positive tilkendegivelser omkring medlemskab hvor omkring 65% erklærer sig som tilhængere. En nylig undersøgelse foretaget blandt unge mellem 18-25 viste, at kun 7% af de adspurgte mener, at de faktisk ved noget om EU (www.ari.org.tr). En ikke uvæsentlig andel i et land, hvor halvdelen af befolkningen på 70 millioner er under 30 år.

Tyrkernes diskussion af EU foregår således hovedsagligt gennem en diskussion af nationale mærkesager, og EU integreres primært i debatten som alliancepartner til den ene eller anden fraktion på den nationale politiske arena. For at forstå EU diskussioner i Tyrkiet, som de kommer til syne gennem eksempelvis forbuddet mod armenier konferencen, er det derfor af helt afgørende betydning at forstå den politiske dynamik og kultur i Tyrkiet.

Plads til selvransagelse og tilgivelse?

Det armenske spørgsmål trækker vigtige tråde gennem den tyrkiske republiks historie og op til nutidens tyrkiske politik. Det blev tydeligt, da tyrkerne aktivt støttede Aserbajdsjan mod Armenien i konflikten om Nagorno-Karabakh. Disse tråde handler dog ikke kun om geopolitik, eller om at blive stemplet som en nation, der udførte et folkemord. Det handler i lige så høj grad om en intern kritik af den minoritetspolitik, som har været dominerende i Tyrkiet, ligesom det handler om en tyrkisk politisk kultur, hvori der ikke er tradition for at gøre op med mørke kapitler i nationens historie.

Som et led i skabelsen af en enhedsnation med en befolkning hvis primære identitet var at være medborgere i den tyrkiske republik, udviklede den politiske elite, kemalisterne – under ledelse af republikkens grundlægger Mustafa Kemal Atatürk – en bevidst kulturel homogeniseringspolitik. Kemalisterne søgte at udviske den etniske og religiøse pluralisme, som kendetegnede og stadig kendetegner Tyrkiet, til fordel for ideen om at alle medborgere i republikken først og fremmest var tyrkere og dermed først og fremmest skulle udvise loyalitet overfor den tyrkiske nation. Denne kulturelle enhedsideologi resulterede i en undertrykkelse af etniske og religiøse mindretal med henvisning til, at udtryk for etnisk og religiøs identitet i den offentlige sfære var en udfordring af den tyrkiske nationale enhed og nationens integritet.

Kurderne er i Europa det mest kendte eksempel, men også armenierne er en gruppe, der gennem årtier har haft trange kår i Tyrkiet, som følge af en dominerende nationalforståelse, der hylder og praktiserer ideen om ’én nation ét folk’. Når spørgsmålet om armenierne bringes på bane i Tyrkiet i dag, handler det altså ikke kun om overgreb begået under 1. Verdenskrig. Det handler også om et opgør med den kemalistiske elites politik overfor etniske og religiøse mindretal og en generobring af mindretallenes ret til selvbestemmelse og til kulturelt og individuelt udtryksrum i Tyrkiet, uden at det nødvendigvis opfattes som en udfordring af den nationale integritet og som illoyalt overfor nationen.

I dette bredere perspektiv var armenierkonferencen kun en af mange verserende sager, hvorigennem man kan spore, et opgør med kemalisternes homogeniseringspolitik og en påbegyndelse af en diskussion af, hvad der i fremtiden egentlig skal karakterisere en god medborger i den tyrkiske nation. Kan en god medborger være en person, som har en fremtrædende etnisk identitet som armenier eller kurder eller en fremtrædende religiøs identitet som Alevi eller Sunni-islamist? Eller udgør påkaldelsen af sådanne identitetsmarkører i f.eks. en national politisk sammenhæng en udfordring af medborgerskabet?

Et andet og lige så væsentligt aspekt i diskussionen er spørgsmålet om, hvorvidt det i det hele taget er muligt at være en god medborger i Tyrkiet – uanset om man er tyrk, armenier eller kurder – hvis man offentligt ’lufter det beskidte vasketøj’? Kan en god medborger tage et opgør med fortidens synder, kritisere den tyrkiske nation og den politiske elites gerninger, eller er en sådan offentlig vanærelse af den tyrkiske nation og den kemalistiske elite så stort et loyalitetsbrud, at vedkommende ikke længere kan betegnes som en god medborger med respekt for nationen? Herunder hører selvfølgelig også det afgørende spørgsmål om, hvad vanærelse overhovedet vil sige?

Mange civilsamfundsaktivister i Tyrkiet har påpeget, at et af de største problemer i forhold til udviklingen af en demokratisk politisk kultur er fraværet af en tilgivelses-kultur. Hermed hentydes til en kultur, der giver mulighed for at kunne tage et opgør med fortidens synder og derfra komme videre. Fraværet af en sådan kultur er ikke mindst synligt i forhold til perioden omkring det sidste militærkup i Tyrkiet i 1980. Årene efter kuppet var præget af systematisk undertrykkelse af civile politiske kræfter, fængslinger og tortur. Men i dag, 25 år senere, er disse hændelser stadig sjældent noget som diskuteres offentligt, på trods af at de politiske og personlige betydninger af kuppet stadig er markante. Ligeledes melder fraværet sig i spørgsmålet om armenierne, både hvad angår folkemordskontroversen og den tyrkiske stats behandling af befolkningsgruppen i republikperioden.

Jura, politik, nation

Spørgsmålet om hvad det vil sige at være en god medborger, og om hvorvidt en kritik af den tyrkiske nation er en direkte frasigelse af den loyalitet som kendetegner den gode medborger, kommer ofte i spil gennem retssystemet. En velkendt paragraf i tyrkisk lov, nu paragraf 301, angiver at vanærelse og nedgørelse af den tyrkiske republik, tyrkisk identitet eller statslige institutioner er gyldig grund for retsforfølgelse og kan straffes med fængsel i op til 3 år. Det bemærkelsesværdige er måske ikke så meget paragraffen i sig selv, men omfanget hvormed den bliver brugt samt den fortolkning af begrebet vanærelse, som dermed finder sted.

Domstolene er formelt uafhængige i Tyrkiet, men mange anser etablissementet omkring dem, ikke mindst anklagerne, for primært at bestå af folk, som ideologisk ligger tæt op ad den traditionelle kemalistiske elites opfattelse af nationen og medborgerskab. Der har da også i Tyrkiet været tradition for at bruge retssystemet til at forfølge individer, som eliten mener afviger fra denne opfattelse. Redaktør Hrant Dink forbandt således sin egen fængselsdom på 6 måneder efter paragraf 301 direkte til spørgsmålet om, hvorvidt han blev anset som medborger i Tyrkiet eller ej.

En anden interessant sag der vidner om, at det netop er spørgsmålet om, hvad det vil sige at være en god medborger, som er på spil, er den verserende sag mod forfatteren Orhan Pamuk. En anklager har rejst anklage mod Pamuk efter paragraf 301(1) for at vanære den tyrkiske nation, stat og tyrkisk identitet. Pamuks forbrydelse består i, at han til en schweizisk avis har sagt, at ”en million armeniere og 30.000 kurdere er blevet dræbt i dette land, og ingen taler om det”. Pamuk har med andre ord brudt tavshedens lov og søgt at promovere en tilgivelseskultur som led i demokratiseringen af Tyrkiet. Samtidig rejser han en kritik af den tyrkiske stats forsøg på at undertrykke de personer, som ønsker at tale om mørke sider i nationens historie og dermed ændre den officielle historieskrivning.

Orhan Pamuk blev genstand for en massiv kritik fra mere nationalistiske kredse i Tyrkiet. Han holdt sig i en periode skjult for presse og offentlighed. Da han endelig brød tavsheden i et interview på CNN Türk (tyrkisk CNN), var det med signalforvirrede udtalelser om, at hans kritik var blevet misforstået. Han stod stadig ved sine ord, men brugte efterfølgende flere minutter på at understrege, at han var en god tyrk og elskede den tyrkiske nation. Det var altså heri misforståelsen lå. For en udenforstående virker sådanne retirader måske patetiske, men episoden vidner dels om, at det netop er spørgsmålet om, hvorvidt Pamuk er en god medborger eller ej, som er på spil, og dels om hvor hårdt et slag det er for en tyrk, uanset politisk observans, at blive beskyldt for ikke at være det.

Den gode medborger – individualisme og kollektivitet

For EU vil en tyrkisk anerkendelse af fortidens synder, i form af en anerkendelse af folkemordet på armenierne, medvirke til at overbevise om, at Tyrkiet er berettiget til en plads blandt de europæiske nationer. Det vil vise, at de er i stand til at tage et opgør med fortiden, på samme måde som man har set det i f.eks. Tyskland. Den form for holdningsbearbejdelse betragter EU som et vigtigt led i rodfæstelsen af en demokratisk kultur i Tyrkiet.

Når det er sagt, bliver det straks mere uklart, hvad det er, der egentlig skal holdningsbearbejdes på. For det meste ender det med generelle erklæringer om nødvendigheden af et opgør med kemalismen og den tyrkiske historieskrivning. Selvfølgelig handler en sådan holdningsbearbejdelse i høj grad om at definere en ny forståelse af medborgerskab – en forståelse hvis omdrejningspunkt er sikringen af den enkeltes (menneske)rettigheder vis a vis den tyrkiske stat. Men det er vigtigt at forstå, at medborgerskab og definitionen af forholdet mellem nation, stat og medborger knytter an til en række bredere, centrale kulturelle værdier. Værdier der omhandler individualisme og kollektivisme, og som rækker ud over en politisk kontekst og regulerer sociale relationer og social interaktion mere generelt. Spørger man kemalister, er det jo ikke sådan, at menneskerettigheder har været fraværende i den tyrkiske republik. Deres forståelse af menneskerettigheder hviler blot på en ide om kollektive rettigheder til alle dem, der anses som ’gode’ medborgere i nationen. Rettigheder er altså snævert forbundet med og afhængige af den enkeltes forpligtelser og ansvar i forhold til kollektivet (her nationen). Det er således en noget anden forståelse af menneskerettigheder end den, der er fremherskende i EU, hvor udgangspunktet er rettigheder som noget individuelt, der principielt ikke er afhængig af, hvorvidt et individ er en god medborger eller ej.

Det opgør med den kemalistiske politiske kultur, som EU efterlyser, involverer således et opgør med en forståelse af individuelle rettigheder som noget, der er afhængigt af en række snævert definerede forpligtelser og ansvar, der knytter an til det at være en god medborger i Tyrkiet. Men netop denne forståelse bygger på en bredere kulturel værdi, der definerer en manglende leven op til disse forpligtelser, som lig en socialt uacceptabel form for egoistisk individualisme. En individualisme, hvor individet ikke måler betydningen af sine handlinger og udtalelser i forhold til kollektivets anseelse. Netop heri består Pamuks forbrydelse mod nationen og årsagen til, at han ser sig nødsaget til at erklære, at han er en god Tyrk.

En absurd domstol og politisk-juridiske alliancer i Tyrkiet

Nu skulle man jo tro, at dommen omkring forbuddet mod konferencen vedr. armenierne har hjemmel i netop paragraf 301 om vanærelse af den tyrkiske nation, stat og identitet. Men dommen kom slet ikke fra en domstol, som behandler den slags sager. Derimod kom den fra den fjerde administrative domstol i Istanbul. Forbuddet blev begrundet med, at arrangørerne ikke i tilstrækkelig grad havde redegjort for deltagerne og foredragsholdernes kvalifikationer, samt for hvem der finansierede konferencen.

Når forbuddet alligevel har alt at gøre med en bredere diskussion af nation og medborgerskab, skal det ses i lyset af, hvem der rejste sagen og det fremherskende syn på tyrkiske domstoles ideologiske hældning. Ifølge tilhængere af konferencen viste sagen, hvordan visse grupper i Tyrkiet er parat til at bruge ethvert tilgængeligt middel i kampen mod at undgå en besudling af nationen fra personer, der ikke har forstået deres ansvar og forpligtelser som medborgere. Med ’visse grupper’ hentydes her til ultra-højrenationalisterne i Tyrkiet og til en alliance mellem disse og reaktionære kemalister.

Basis for dommen i den fjerde administrative domstol var en stævning mod konferencen fra en ultra-højrenationalt orienteret forening. Motivet blev åbenlyst, da foreningens talsmand efter dommen udtalte, at forbuddet var ”den tyrkiske nations forsvar mod de, som søgte at true dens eksistens” Han refererede hermed til et klassisk ultra-højrenationalistisk argument om, at (eksil)armenierne og deres støtter søger at splitte den tyrkiske nation og dermed udgør en trussel mod den nationale integritet. Han tilføjede, at alle forsøg på lignende konferencer ville blive mødt med nye stævninger.

Som nævnt offentliggjorde domstolen sin afgørelse blot dagen før konferencens åbning. Arrangørerne kunne derfor ikke nå at anke dommen og dermed få den ombragt. Den sene domsfældelse blev af tilhængere af konferencen udlagt som en klar og bevidst provokation, idet domstolen godt vidste, at indgivelsen af en anke ville være umulig. Domstolen blev således tillagt en bestemt politisk observans som en instans, der havde indgået en alliance med ultra- højrenationalisterne om at hindre ytringsfrihed og bremse demokratiseringsprocessen. Det er få i Tyrkiet, som vil betragte domstolene som deciderede ultra-højrenationalistiske – derfor brugen af ordet alliance. Men de fleste anser etablissementet omkring domstolene, herunder anklagerne, for at repræsentere en reaktionær kemalistisk ideologi.

Den verserende Pamuk anklage ses som endnu et udtryk for domstolenes reaktionære kemalistiske observans, idet sagen mod ham er rejst af en offentlig anklager. I stedet for blot at lade Pamuks ord passere har anklageren brugt tid og energi på udarbejdelsen af et anklageskrift, der har til hensigt at få en af de stemmer, der truer nationens ære og integritet, til at forstumme. Domstolenes reaktionære kemalistiske observans og dennes alliance med de ultra-højrenationale i relation til sager af national betydning blev ligeledes tydeliggjort i konferencesagen af en støtteerklæring til forbuddet fra en person fra den yderste højrefløj – leder af militæret i tiden omkring kuppet i 1980 og senere præsident, Kenan Evren.

Armenien-konferencen og EU tilnærmelse

Ultra-højrenationalisterne, hvis politiske talerør især er partiet Milliyetci Hareket Partisi (MHP), har de seneste år profileret sig som den primære anti-europæiske stemme i Tyrkiet. For dem vidner øgede demokratiske rettigheder til eksempelvis kurdere og armeniere og større åbenhed overfor en generel kritik af den tyrkiske stat om, at landets nationale suverænitet er alvorligt truet af EU’s krav. De mener, at en undergravelse af denne suverænitet vil bringe nationens storhed til fald og ultimativt true dets eksistens. De henviser til at Tyrkiet tidligere har været i de europæiske magters vold, f.eks. efter 1. Verdenskrig. Landet har måttet kæmpe for dets nuværende territorium og har dermed trodset europæernes forsøg på at hindre et stærkt og stort Tyrkiet. Nu overgiver regeringen sig frivilligt til de europæiske magter for at opnå EU-medlemskab, og de risikerer dermed alt hvad kemalisterne kæmpede for.

Reaktionære kemalister deler her ultra-højrenationalisternes frygt for afgivelse af tyrkisk suverænitet, ligesom de deler mistænksomheden over for de europæiske magters reelle intentioner, når EU integrationen muliggør en stadig stærkere europæisk indflydelse på landets beslutninger. Derfor finder man også i reaktionære kemalistiske kredse en indædt skepsis over for EU, om end denne skepsis sjældent udtrykkes som en direkte modstand mod tyrkisk medlemskab. De reaktionære kemalister anerkender jo samtidig, at Tyrkiets tilnærmelse til Europa er naturlig, set i lyset af den vestvendte modernisering og civilisering, der har formet republikken.

Når EU her bringes på bane, er det fordi dommen omkring et forbud mod den armenske konference, af konferencens tilhængere, også blev tolket som et forsøg på at hindre tyrkisk EU tilnærmelse. Dommen faldt blot få uger før forhandlingsstart, hvilket næppe kunne være tilfældigt. Dommen ville vække betydelig opsigt i EU, hvor den ville vidne om mangelfuldheder i relation til den demokratiske situation i Tyrkiet. I en periode hvor modstanden mod forhandlinger med Tyrkiet samtidig tog til i Europa, ville dommen kunne bruges som politisk redskab af de, der måtte ønske at blokere for tyrkiske medlemskabsforhandlinger. Således udtalte Nilgün Gülcan, analytiker i en tyrkisk tænketank, ”at den armenske konference ikke er en videnskabelig konference, men et spil, og på den anden side af spillebordet sidder de tyrkiske nationalister. Begge sider forsøger at få EU processen til at bryde sammen. Der er ingen forskel mellem den armenske lobby, PKK, terrorister og anti-europæiske lobbyister i Tyrkiet. De søger alle at undgå tyrkisk EU medlemskab.”

Tyrkiske politiske brydninger og EU-spørgsmålet

Gülcans noget overdrevne udtalelse vidner om, at de politiske alliancer i og omkring Tyrkiet ikke altid er lige gennemskuelige, og at der findes interessefællesskaber på tværs af de ideologiske brydninger. Men hendes udtalelse vidner samtidig om, hvordan mærkesager ofte er viklet ind i de eksisterende politiske brydninger og relaterer sig til eksisterende omdrejningspunkter i de nationale politiske diskussioner. Endvidere vidner udtalelsen om tyrkernes forkærlighed for komplotteorier.

Dagen efter dommen om forbuddet var der demonstrationer foran det universitet, hvor konferencen skulle være åbnet. En gruppe venstreorienterede studerende satte tape for munden for at symbolisere deres utilfredshed med domstolens indgriben i ytringsfrihed og i den akademiske frihed. Samtidig søgte en række ultra-højrenationale modstandere af konferencen at hænge foto op af tyrkere, som blev dræbt af armeniere under 1. Verdenskrig for derigennem at give udtryk for deres fordømmelse af konferencen.

Gemytterne blev kørt godt op. For at forstå årsagen hertil er det nødvendigt at vide, at det langt fra er første gang, de to fløje, som demonstrerede mod hinanden foran universitetet, stødte sammen. Det spændte forhold mellem ultra-højrenationalister og venstrefløjsaktivister går tilbage til kampene mellem de to grupper i 1970erne, og til statens forfølgelse af venstrefløjen efter militærkuppet i 1980. Mange venstrefløjsaktivister anser den tyrkiske stat for at være gennemsyret af ultra-højrenationale personer og af ultra-højrenationalistisk ideologi. Spørgsmål om ytringsfrihed, multikulturalisme og mindre statsintervention i forhold til civilsamfundet (læs: venstrefløjsaktivisterne) har netop været nogle af omdrejningspunkterne i den stadige kamp mellem de to fløje.

Selvom mange af de nuværende politiske brydninger i Tyrkiet stadig har referencer til en kamp mellem venstreorienterede og ultra-højrenationalister, giver det dog ingen mening at definere kampen som et opgør mellem venstre og højre. Denne brydning er blot én ud af flere mulige referencerammer i den flerfacetterede kamp om at definere forholdet mellem stat og medborger og grænserne for statslig intervention i forhold til individet. Den centrale politiske kamp er snarere et opgør mellem de, som anser sig selv for at kæmpe for alles civile- og menneskelige rettigheder og individuel frihed, over for de som fastholder, at disse rettigheder kun skal gælde for de ’gode’ medborgere, der ikke truer den tyrkiske nations eksistens eller vanærer dets navn. Altså for alle dem, der ikke udviser en socialt uacceptabel form for egoistisk individualisme. I relation til denne sidstnævnte gruppe har den tyrkiske stat og dets repræsentanter en vigtig rolle at spille som de, der formår at bedømme, hvad som skader kollektivet og hvad som ikke gør.

Her danner ultra-højrenationalister og reaktionære kemalister fælles front mod en række forskellige udfordrere fra divergerende politiske miljøer i en bredere politisk kamp. Fælles for disse udfordrere er, at de har en anden opfattelse af hvad, der er den gode medborgers forpligtelser og ansvar. Det armenske spørgsmål har været én af flere brydningsflader mellem de to fronter, fordi det, som vist, udgør en arena, hvori forholdet mellem individ og stat, medborgerskab, forpligtelser og rettigheder forhandles. EU bliver part i denne kamp som agent for dem, der ønsker at svække den tyrkiske stats greb om den enkelte medborger.

Et interessant aspekt ved de sager hvorigennem EU italesættes i Tyrkiet er, at de alle har centrale elementer af den kemalistiske elites nationale ideologi som underliggende omdrejningspunkt. De handler om sikringen af national suverænitet og tyrkisk uafhængighed i forhold til omverdenen, om kulturel homogenisering og skabelsen af den gode medborger, om modernisering og civilisering og om etatisme (statens rolle i økonomiske anliggender). På den måde bliver EU diskussioner i Tyrkiet stadig direkte koblet til eksisterende politiske diskussioner af det kemalistiske nationsprojekt og den kemalistiske ideologi og dermed til de allerede eksisterende politiske brudflader, som er udsprunget af forskellige reaktioner på kemalismen.

Spørgsmålet om national suverænitet er også afgørende i relation til at forstå det mærkværdige interessesammenfald mellem en fløj af politiske aktivister på den yderste venstrefløj og ultra-højrenationalister – den såkaldte røde æble- koalition – i spørgsmålet om for eller imod tyrkisk EU medlemskab. I betragtning af at de to fløje har bekriget og stadig bekriger hinanden, i såvel overført betydning som i bogstavelig forstand, synes en sådan alliance vanvittig. Alligevel har de fundet sammen omkring EU. Begge er stærkt imod, dog af tilsyneladende forskellige årsager. Førstnævnte ser Tyrkiets underlæggen sig EU som et udtryk for imperialismens sejr i Tyrkiet, sidstnævnte som udtryk for de europæiske magters undergravelse af tyrkisk suverænitet. Men i begge tilfælde deler de en bagvedliggende opfattelse af, at integrationen med EU involverer en alvorlig og farlig svækkelse af den tyrkiske stats suverænitet.

EU og tyrkisk national integritet

Den bizarre domstol, den særegne dom og den sene udmelding gjorde situationen omkring den armenske konferences videre skæbne helt absurd. På vanlig tyrkisk maner blev problemerne løst, da justitsministeriet påpegede, at forbuddet var rettet mod specifikke universiteter. Konferencen kunne derfor godt afholdes på et andet universitet. Sagen endte med, at Bilgi Universitetet påtog sig værtskabet for konferencen, som således kom til at løbe af staben med bare en enkelt dags forsinkelse.

På førstedagen af konferencen var der lagt op til den helt store konfrontation mellem tilhængere og modstandere. Modstanderne søgte at kaste æg og tomater efter deltagerne. Men allerede på andendagen havde demonstranterne imidlertid pakket sammen. Dagen efter konferencen var slut, lød manchetten i en af landets aviser: ”Konferencen fandt sted, nogle talte for et folkemord andre imod, men Tyrkiet består endnu.”

Manchetten vidner om, hvordan problematikken vedr. armenierne, og i forlængelse heraf også EU problematikken, er viklet ind i en national politisk dynamik, her udtrykt i spørgsmålet om medborgerskab og national integritet. Netop dette velkendte spørgsmål vil uden tvivl vedblive at være et af de underliggende omdrejningspunkter i diskussioner om EU mange år frem i tiden: Hvem kan bedst sikre den tyrkiske nationale integritet? De som omfavner EU med åbne arme eller de, som ser med skepsis på EU’s motiver. Og hvem er det efterfølgende, som egentlig truer nationens integritet og den sociale orden?

Kilder: Artikler fra Milliyet, Radikal, Turkish Daily News og Turkish Weekly, 16-29. september 2005

Daniella Kuzmanovic er kandidat i antropologi. Hun er ph.d. stipendiat ved Center for Komparative Kulturstudier, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet, og forsker i tyrkiske indenrigspolitiske forhold og Tyrkiet-EU relationer.