Tyrkiet: Et sekulært land – eller hvad?

1.1.2006

Tina Magaard, Ph.D. fra Sorbonne i 2002, tværinstitutionel post doc. ved CNRS-forskerenheden Concept et langages på Sorbonne og litteraturvidenskab på Københavns Universitet i 2003-2004. Siden 1. September 2005 har Magaard fungeret som forskningsassistent på Institut for Statskundskab ved Århus Universitet.

“The Republic of Turkey is a democratic, secular and social State governed by the rule of law” (Tyrkiets Konstitution Art. 2http://www.tbmm.gov.tr/anayasa/constitution.htm )

“Turkey (…) a Moslem secular country”
(EU-Kommissionrapport af d. 6. oktober 2004 EU restricted: Issues arising from Turkey’s Membership Perspective, http://www.deltur.cec.eu.int/ !PublishDocs/en/2004issuesPaper.pdf p. 5tast notetekst her; nummerering styres automatisk )

“Turkey is a secular nation”
(Jack Straw, UK Foreign Secretary, 8. sept. 2005 http://news.bbc.co.uk/2/hi/europe/4227744.stmIndtast notetekst her; nummerering styres automatisk )

Der kan vist ikke være nogen tvivl: Tyrkiet er et sekulært land. Eller hvad? Som politolog og Tyrkiet-specialist Elise Massicard MASSICARD, E. « L’islam en Turquie, pays « musulman et laïc », in La Turquie aujourd’hui.
Un pays européen ? dir. Par Olivier Roy, Le tour du sujet, Universalis, 2004, p. 55
gør opmærksom på, blev det sekulære princip skrevet ind i den tyrkiske Konstitution i 1937, men det betyder ikke, at man i Tyrkiet adskiller stat og religion – det betyder til gengæld, at man forvalter forholdet mellem de to enheder på en speciel måde, sammenlignet med andre overvejende muslimske lande. I den muslimske verdens kontekst giver det altså fuld mening at definere den tyrkiske model som sekulær. Taler man til et europæisk publikum, må man til gengæld tage højde for, at de fleste der vil definere sekularisme som adskillelse af stat og religion. Hvis man ikke vil vildlede sit publikum, må man altså gøre opmærksom på, hvad det er for en virkelighed, ordet ”laic”, sekulær, dækker over i Tyrkiet. Ang. de enkelte institutioners historie henvises til bibliografien

Diyanet og Vakiflar

Nutidens tyrkiske samfund bærer naturligt nok stadig præg af den sammensmeltning mellem islam og stat, religion og lovgivning, som fandtes indtil Kalifatets ophævelse i 1923, og som Atatürks reformideal måtte sættes i forhold til.Se for eksempel DANIEL, G. Atatürk, une certaine idée de la Turquie, l’Harmattan, Paris, 2000  Et specifikt træk ved det osmanniske kalifat kan her fremhæves: ved erobringen af Konstantinopel i 1453 overtog osmannerne det ortodokse patriarkats institutioner, og byggede efterfølgende islams administration op efter samme mønster. MASSICARD, op.cit.p. 55  Den tyrkiske specificitet i forhold til den arabisk-persiske islam har altså en historisk baggrund, som går næsten 500 år forud for Mustafa Kemal og den Tyrkiske Republik. Man kan spørge om denne ”pavestatslige tradition” har spillet ind på den løsning, den nuværende tyrkiske republik fandt på administrationen af forholdet mellem religion og stat, som denne udtrykkes gennem to institutioner: Diyanet, en form for ”Religionsministerium”, og Vakiflar Genel Mudurlugu, som administrerer religiøse mindretals religionsudøvelse. Administrationen af Tyrkiets moskeer hører under Diyanet, som er et af den tyrkiske stats mest vægtige institutioner, med omkring 165.000 ansatte. [8] . Desuden administrerer Diyanet relationerne til tyrkiske menigheder etableret i Europa, og udvikler netværk i de tyrkisktalende centralasiatiske republikker. Endelig har Diyanet en omfattende forlagsvirksomhed af teologiske værker, som er udtryk for den officielle islamfortolkning og som bruges i skoler, moskeer etc. Det er nemlig også Diyanet, som giver retningslinjer i forhold til, hvad der skal prædikes i moskeerne. Denne ”pavestatslige” administration af det religiøse kædes så sammen med, hvad der ifølge Mehmet Zeki Aydin fra Cumhuriyet Üniversitesi, Sivas, karakteriserer den islamiske religion:

”Den islamiske religion er kendt for sit totaliserende aspekt. Dens forskrifter, forpligtelser og anbefalinger rækker langt ud over det religiøse rituals eller den etiske morals begrænsninger, for at omfatte alle menneskelivets individuelle og kollektive facetter: måden at arbejde på, at sove på, at spise, at klæde sig, at føre handel. Denne totaliserende verdensanskuelse inkarneret i islam angår naturligvis også opdragelsens og uddannelsens univers”. [9]

Dette udtrykker sig gennem nogle praksis, som jeg her vil give eksempler på.

1. Statsfinansierede teologiske fakultet

Der findes i Tyrkiet 23 muslimske teologiske fakulteter, som uddanner ikke bare imamer og muftier – funktioner, som er forbeholdt mænd – men også undervisere i islam, som kan varetage ”Kuran Kursu” i moskeerne, hvor børnene lærer at læse Koranen på arabisk og recitere den udenad. Sådanne kurser er kønsadskilte, så der er naturligvis brug for kvindelige lærere. [10] Desuden underviser kandidaterne fra de teologiske fakulteter i religion i folkeskolen, på gymnasiet og i de specielle religiøse gymnasier, ”Imam-Hatip Lisesi”.

Et af de mest prestigiøse teologiske fakulteter er Istanbuls Universitets Ilâhiyat Fakültesi, hvis læseplan, det her kan være interessant at kigge nærmere på [11] . En del af fagene ligner til forveksling dem, man kan finde på for eksempel danske teologiske fakulteter, altså fag relateret til den officielle religion, men også mere verdslige fag som religionshistorie og religionssociologi. To kursur om ”Atatürk’s principle and revolution” har også sneget sig ind på 1. års-studiet. Da islam jo er en lovreligion, har man også en del jura, omhandlende islams forskrifter indenfor for eksempel arveret og ægteskabslovgivning. Der kan man eventuelt sammenligne med de til Vatikanet tilknyttede katolske universiteter, som tilbyder kurser i ”Diritto canonico” [12] . Ligeledes findes der tematisk sammenfald mellem de mere pædagogisk orienterede fag som “Religious education in Pre-Puberty children” på Ilâhiyat Fakültesi og den katolske “L’educazione cattolica” [13] . Som Mehmet Zeki Aydan påpegede det, ligger islams forskrifter dog ud over disse områder. Derfor undervises der på Istanbuls Ilâhiyat Fakültesi også i islams regler for handel, krigsførelse, etc. Desuden undervises der i fag, som er mere normative og forkyndende, end hvad man umiddelbart ville forvente på et europæisk teologisk fakultet. På Istanbuls Universitets teologiske fakultetet undervises der for eksempel i emner som ”Abnormal Religious Behaviour”, ”The main duty of a married couple one to each other”, “Psychology of conversion”. Det må formodes, at undervisningen i konverteringspsykologi angår ikke-muslimers omvendelse til islam, ikke det modsatte, da studerende, som måtte have kontakt med kristne missionærer, kan blive indberettet til universitets ledelse af politiet [14] .

2. Religiøse skoler finansieret af staten

Imam-Hatip-Lisesi, de religiøse gymnasier, får sine elever fra aldersgruppen 14-18 år. Efter studentereksamen kan eleverne blive imamer direkte eller fortsætte deres studier. Undervisning af islamisk karakter udgør 50 % af undervisningen (Koranlæsning, arabiskundervisning, islamisk lovgivning (fiqh) osv.). Imam-Hatip-skolerne lever ifølge Mehmet Zeki Aymet op til den mest religiøse forældregruppes forventninger om

”Kønsadskilt undervisning, tilladelse til at bære islamisk tørklæde (…) skolernes generelt religiøse ånd”. [15]

Det understreges, at ifølge Mehmet Zeki Aymet gik kun 2 % af de relevante årganges elever i Imam-Hatip i 2003-2004, så selv om tallet er voksende, er det stadig marginalt.

3. Religionsundervisning i statsskolen

Den tyrkiske Konstitutions artikel 24 stipulerer at religionsundervisning skal foregå under statslig styring og kontrol [16] , og at ”religiøs kultur og moralsk uddannelse” er et obligatorisk fag i underskolen og realskolen. Det drejer sig i praksis om undervisning i den officielle, hanafitiske sunni-islam. Alevi-muslimer (omkring 15 % af befolkningen) klager derfor rutinemæssigt til menneskerettighedsorganisationer over, at deres fortolkning af islam ignoreres [17] . Undervisningen i religion varetages som ovenfor nævnt af lærere uddannet på de teologiske fakulteter. [18] Ifølge Aydin og Manco [19] findes der en folkelig forventning om, at undervisningen ikke bare er oplysende, men også forkyndende. Derfor undervises der i religionsudøvelse såsom at udføre rituelle afvaskninger, lære bønner udenad osv. Undervisningen er obligatorisk, men børn fra de i Lausanne-traktaten anerkendte mindretal (græsk-ortodoks, armensk-ortodoks, jødisk) kan blive fritaget på skriftlig anmodning fra forældrene. Andre religiøse mindretal (syrisk kristne, bulgarsk ortodokse, maronitter, yezedi, baha’i, protestanter, katolikker, Jehovas vidner etc.) kan ikke blive fritaget, selv om de dog i praksis af og til for lov til det. Ateisters eller fritænkeres børn kan ikke blive fritaget.

4. Statsligt forbud mod, at religiøse mindretals menigheder erhverver, bygger eller restaurerer bygninger

”Religiøse mindretal, inklusive de af Lausanne-traktaten anerkendte, må ikke købe ejendom til noget formål, men de kan til gengæld miste ejendom ved ekspropriering.”

læser man i US State Department’s årlige menneskerettighedsrapport fra 2003 [20] . Under pres fra USA og EU har den tyrkiske lovgivning nu åbnet for muligheden for at religiøse mindretals menigheder erhverver ejendom, typisk til at holde gudstjeneste. Den er dog for de fleste mindretal endnu teoretisk. I 2003 fik Vakiflar 2.234 anmodninger om lov til at købe ejendom fra diverse religiøse mindretal. To år senere ”har Vakiflar anerkendt 292 ansøgninger fra ikke muslimske trosretninger (…) men lovgivningen tillader ikke menighederne at gøre krav på de hundredvis af ejendomme, som staten har eksproprieret gennem årene”, står der i US State Department’s ”Freedom of religion”-rapporten fra 2005 [21] . Den nye lov, som åbner for mulighed for erhvervelse af ejendom, har heller ikke sat det cirkulære fra 2001 ud af kraft, som er specifikt møntet på at ”regulere protestanter, baha’i, Jehovas vidners aktiviteter”, og som ifølge protestanterne har betydet lukning af mere end et dusin af deres kirker. Det er i Tyrkiet vitalt for en menighed at have et statsgodkendt sted at holde gudstjeneste, da det ikke er lovligt at afholde dem privat. Derfor udsættes religiøse mindretal for razzier og arrestationer i forbindelse med private bedemøder.

Religiøse mindretals menigheder har heller ikke lov til at restaurere eller reparere deres bygninger uden at have fået tilladelse fra Vakiflar, hvilket kan være meget svært at opnå, også når skaderne på bygningerne skyldes hærværk. Over hele landet er der generelt problemer med hærværk mod kristne kirker, ligesom der i 2005 blev smidt en hjemmelavet bombe mod de græsk-ortodokses hovedsæde og katedral i Istanbul. Den græsk-ortodokse menighed har endnu ikke opnået tilladelse til at reparere de kirker, som blev beskadiget under 1999 jordskælvet og bomberne i Istanbul i 2003.

Mønsteret i administrationen af religiøse mindretal i Tyrkiet vækker minder om Omar-pagtens. I den islamiske tradition siges Omars betingelse for at lade de kristne leve efter erobringen af Syrien, at de blandt andet lover, at de

”ikke mere vil bygge (…) hverken klostre eller kirker (…)ikke reparere, hverken om dagen eller om natten, de bygninger, som forfalder til ruiner”. [22]

Omar-pagtens betingelser har i islams historie været mere eller mindre respekteret i virkeligheden. Pudsigt nok har lige præcis den osmanniske statsmagt af og til set meget liberalt på disse betingelser, i den forstand at diverse kapitulationer og det franske Protectorat Catholique [23] i visse perioder sikrede kristne og jøders fri religionsudøvelse, og altså også retten til at bygge eller restaurere synagoger og kirker [24] . Men den Tyrkiske Republiks praksis følger derimod kuriøst nok Omar-pagtens mønster.

5. Statslige institutioners krav om jomfrutests på kvindelige studerende eller ansatte

I februar 2002 udstedte den tyrkiske regering et dekret, som forbød tvungne jomfrutests. Jomfrutests blev brugt af en del statslige institutioner i Tyrkiet, hvilket her opresumeres af Chanté Lasco fra den Internationale Domstol i Haag, i en artikel i Human Rights Brief:

”Ledere af statslige kollegier for kvindelige universitetsstuderende krævede ofte jomfrutests af kvinder, når de flyttede ind på kollegiet, og derefter for hver nat, de tilbragte andetsteds. Sygeplejestuderende og jordemoderstuderende er også blevet underkastet jomfrutests. (…) ansøgere til job i Forsvarsministeriet har klaget over at være blevet jomfrutestet. Desuden kræver nogle hospitalers reglement at kvindelige patienter skal jomfrutestes inden de bliver indlagt. (…) Politiet tilbageholder og tester ofte kvinder som de bedømmer som umoralske” [25]

Nu er det altså forbudt. Men, påpeger Lasco, det er stadig spørgsmålet, om jomfrutests vil blive stoppet af den grund, da det kun er de ”tvungne” tests, der nu er forbudte. Det tyrkiske undervisningsministerium har for øvrigt heller ikke annulleret den statut, der stipulerer at piger kan blive bortvist fra det offentlige uddannelsessystem i tilfælde af ”bevist ukyskhed”. Hvis et statsligt kollegiums ledelse sætter spørgsmålstegn ved en studerendes dyd, kan hun ”frivilligt” acceptere en sådan test, da kvinder, som afviser at blive testet, ifølge Lasco risikerer at blive stemplet som ikke-jomfruer. En sådan stigmatisering kan som sagt udelukke dem fra det offentlige uddannelsessystem, men også gøre det meget svært for dem at blive gift, ligesom de i mere traditionelle miljøer risikerer at blive udsat for vold.

At det her ikke drejer sig om en konflikt mellem Tyrkiet på den ene side og ”Vesten” på den anden, anskueliggøres ud fra det faktum, at det var tyrkiske kvindesagsorganisationer, som oprindelig gjorde Human Rights Watch opmærksom på problemet, hvilket i 1994 affødte HRW-rapporten ”A matter of power. State control of women’s virginity in Turkey” [26] . Det er også især HRW, som aktivt lægger pres på skiftende tyrkiske regeringer for at få jomfrutests afskaffet, som i et brev til Premierministeren Bülent Ecevit i 2001, hvor det fastslås at

”Disse test er en krænkelse af kvindens fysiske sikkerhed og integritet. De indebærer smerte, ydmygelse og intimideren” [27]

At jomfrutests dog stadig praktiseres trods forbuddet, fremgår af en rapport fra Europarådet af den 28. april 2004, hvor den tyrkiske stat kraftigt opfordres til at gøre tvungne jomfrutests til en kriminel handling, så de ikke længere finder sted på foranledning af offentlige institutioner som skoler og fængsler. [28]

Afsluttende kan det her diskuteres, om statskontrol af kvinders seksualitet hører ind under sekulariseringsproblematikken, eller om den snarere skal diskuteres i forbindelse med mere overordnede menneskerettigheder såsom den personlige frihed. Det kan dog argumenteres, at jomfrutests er del af sekulariseringsproblematikken, eftersom de i høj grad bunder i religiøst betonede forestillinger om kvinders kønsliv. Den går dog også på tværs af kategorierne sekulær/religiøs, da jomfrutests som nævnt blev krævet af Forsvarsministeriet, en institution som må formodes at være uden for såvel traditionalister som nyislamisters rækkevidde. Derfor kan man også i høj grad se problematikken i relation til en diskussion af den tyrkiske Konstitutions Art. 17, som stipulerer:

”Individets fysiske integritet må ikke krænkes, undtagen af medicinsk nødvendighed og i tilfælde forordnet af loven” [29] .

Perspektiv

 Ovenstående illustrerer, hvordan den tyrkiske samfundsmodel ikke adskiller stat og religion, men tværtimod forener de to enheder på en måde, der af og til kan lede tankerne hen på den byzantinske pavestatsadministration, af og til på den traditionelle islamiske lovgivning. Dette forhindrer samtidig ikke, at aspekter fra for eksempel verdslig forskning i religionssociologi finder vej til undervisningsplanerne på de statsstyrede teologiske fakulteter. Set fra den islamiske verden, eller ud fra Tyrkiets egen historie, er den tyrkiske ”sekularisme” altså et yderst interessant eksperiment. Det er i den henseende bemærkelsesværdigt, at Atatürks drastiske reformer i 1920’erne og 1930’erne gik endnu længere end franskmændenes adskillelse af kirke og stat i 1905. 1905-loven i Frankrig ophæver statslig støtte til nogen form for religion, men tillader fri religionsudøvelse og lader menighederne beholde deres institutioner. Kun den yderste venstrefløj i Frankrig krævede, at staten skulle konfiskere religiøse institutioners ejendom, og at religiøs aktivitet skulle kontrolleres og om muligt bringes til ophør. Det var der dog ikke flertal for i Folkeforsamlingen. Atatürk sætter faktisk den reform i værk, som den franske yderste venstrefløj drømte om, da han lukker madrasas, hellige steder og andre institutioner knyttet til religiøse grupper. Forudsigeligt nok medførte dette en modreaktion, og derfor en efterfølgende gen-institutionalisering af religiøse forhold. Forholdet mellem religion og stat i Tyrkiet i dag er altså meget komplekst, og når man diskuterer det, kan det være på sin plads at tage højde for det spændfelt, som skabes af de tre modeller, den islamiske, den ortodokse og den sekulære, som historisk set har spillet ind på landets udvikling.

Men i dagens Europa er interessen for Tyrkiet, hvad enten man vil det eller ej, jo i høj grad farvet af debatten om landets eventuelle optagelse i EU. Det er derfor meget beklageligt, at EU-Kommissionens Turkey Team i sine rapporter om Tyrkiet ikke gør læserne opmærksomme på det specifikke ved den tyrkiske model, men nøjes med gentagne gange at bekræfte sig selv i, at Tyrkiet er ”secular”. Et udsagn, som også jævnligt gentages af europæiske toppolitikere, som i eksemplet med den britiske udenrigsminister Jack Straw. I begge tilfælde bliver udsagnet meget politisk ladet, fordi det bruges som hovedargument for Tyrkiets optagelse i EU. Men det kan ikke være Jack Straw og Turkey Team’s funktionærer ubekendt, at definitionen af begrebet ”secular” for de fleste europæiske borgere betyder adskillelse af stat og religion – hvilket jo netop ikke definerer den tyrkiske model.

Hvem tjener man i den forbindelse? I hvert fald ikke tyrkernes sag. Hvis EU-borgerne får at vide, at Tyrkiet er et sekulært land, uden at blive oplyst om den tyrkiske sekularismes specificitet, så risikerer man at fremkalde en forståelig frustration over at være blevet ført bag lyset, når det går op for borgerne, hvilke oplysninger, der er blevet tilbageholdt. Dermed lægger EU-Kommissionen og politikere som Jack Straw selv op til følgende uheldige konsekvenser: at en del af EU’s borgere vender hele Tyrkiet-debatten ryggen, eller karikerer den ved at overfokusere på de aspekter, man fra officielt hold har ledt opmærksomheden væk fra. Derved forhindres desværre, at samme aspekter kan blive genstand for en legitim og lødig diskussion. Vi gør altså hverken europæerne eller tyrkerne en tjeneste ved at holde »Tyrkiet er et sekulært land«-sløret hen over debatten uden at nævne, hvordan begrebet opfattes i de forskellige kulturelle kontekster. Den aktive åbenhed er et af demokratiets grundpiller. Og hvordan skulle vi for øvrigt kunne belære andre om demokrati, medborgerskab og åbne debatformer, hvis vi ikke selv kan finde ud af det?

Flere perspektiver på Tyrkiet her: http://www.dccd.dk/images/iome.nsf/doc/forside?OpenDocument

Mere om sekularisering ’på tyrkisk’ her: http://www.berlingske.dk/grid/kronikker:aid=637316

Tina Magaard om kultur og identitet: http://www.berlingske.dk/grid/kronikker:aid=599120

 

Bibliografi

AYDIN, M. Z. et MANCO, U. L’enseignement de la religion et de la morale dans le système éducatif turc, (Günümüz Türk Eğitim Sisteminde Din ve Ahlâk Öğretimi)Conférences du centre El Kalima, no. 28, janvier 1998, Centrum voor Islam in Europa, Gent, http://www.flwi.ugent.be/cie/aydin_manco1.htm

CHENAL, Alain, « La France, la Turquie et l’Union Européenne. Novembre 2002 – Décembre 2004 », Fondation Jean Jaurès, no. 9, avril 2004

www.jean-jaures.org/NL/NE9/NE9.pdf

DANIEL, G. Atatürk, une certaine idée de la Turquie, l’Harmattan, Paris, 2000

EDDE, Anne-Marie, MICHEAU, Froncoise, PICARD, Christophe, Communautés chrétiennes en pays d’Islam. Du début du VIIe siècle au milieu du XIe siècle, Sedes, Paris, 1997

LASCO, C., “Virginity testing in Turkey: A violation of Women’s Human Rights, Human Rights Brief Volume 9, Issue 3, http://www.wcl.american.edu/hrbrief/09/3turkey.cfm

GÜRBEY, G. et IBRAHIM, F. « Laïcités en France et en Turquie », in Cahier d’études sur la

Méditerranée orientale et le monde turco-iranien, no. 19, 1995

MARDIN, S. ”La Religion dans la Turquie moderne”, in Revue internationale des sciences sociales, no. 29, 1997

MASSICARD, E. « L’islam en Turquie, pays « musulman et laïc », in La Turquie aujourd’hui. Un pays européen ? dir. Par Olivier Roy, Le tour du sujet, Universalis, 2004

WEB-SIDER

BBC NEWS, “Europe needs Turkey, says Straw” http://news.bbc.co.uk/2/hi/europe/4227744.stm

The Constitution of the Republic of Turkey, http://www.tbmm.gov.tr/anayasa/constitution.htm

Council of Europe, NGO X (2004), Report of the meeting held on 28 April 2004,

http://www.coe.int/t/e/ngo/public/groupings/gender_equality/documents/2004/20040428_rap%20E.doc.asp , Appendix 2

Codice de Diritto Canonico, http://www.intratext.com/X/ITA0276.htm

DECRETO della Congregazione per l’Educazione Cattolica con cui viene rinnovato l’ordine degli studi nelle Facoltà di Diritto Canonico http://www.vatican.va/roman_curia/congregations/ccatheduc/documents/rc_con_ccatheduc_doc
_20021114_decree-canon-law_it.html

EU restricted: Issues arising from Turkey’s Membership Perspective ,

http://www.deltur.cec.eu.int/ !PublishDocs/en/2004issuesPaper.pdf

Human Rights Watch World Report 2001: Women’s Human Rights. Turkey: Virginity Tests Reinstated. Human Rights Watch Letter to Prime Minister of Turkey,

http://www.hrw.org/press/2001/07/turkey0724-ltr.htm

Human Rights Watch,”A matter of power. State control of women’s virginity in Turkey”, June 1994, vol. 6, no. 7 http://www.hrw.org/reports/1994/turkey/

Turkey. Country Reports on Human Rights Practices 2003 http://www.state.gov/g/drl/rls/hrrpt/2003/27869.htm

Turkey. International Religious Freedom Report 2004, http://www.state.gov/g/drl/rls/irf/2004/35489.htm

University of Istanbul, Faculty of Theology

www.istanbul.edu.tr/ilahiyat/facultyoftheology.pdf

[1] http://www.tbmm.gov.tr/anayasa/constitution.htm

[2] EU restricted: Issues arising from Turkey’s Membership Perspective,

http://www.deltur.cec.eu.int/ !PublishDocs/en/2004issuesPaper.pdf p. 5

[3] http://news.bbc.co.uk/2/hi/europe/4227744.stm

[4] MASSICARD, E. « L’islam en Turquie, pays « musulman et laïc », in La Turquie aujourd’hui.
Un pays européen ? dir. Par Olivier Roy, Le tour du sujet, Universalis, 2004, p. 55

[5] Ang. de enkelte institutioners historie henvises til bibliografien

[6] Se for eksempel DANIEL, G. Atatürk, une certaine idée de la Turquie, l’Harmattan, Paris, 2000

[7] MASSICARD, op.cit.p. 55

[8] Ibid. , p. 57

[9] Aydin, Mehmet Zeki “L’education de la religion dans le system educatif Turc actuel”, X eme congres de l’ARIC, Alger 2005: Recherche Interculturelle : Partage de cultures, partages de savoir, a organise par l’Association Internationale de Recherche Interculturelle (ARIC), en collaboration avec l’Université d’Alger, le Xème Congrès International d’Interculturalité, à Alger Palais des Nations, du 02 au 06 Mai 2005. public.cumhuriyet.edu.tr/~maydin/Mza/turkce/2005-11.htm

Disse og efterfølgende citater fra fransk og engelsk vil være oversat til dansk

[10] Ibid.

[11] www.istanbul.edu.tr/ilahiyat/facultyoftheology.pdf

[12] http://www.vatican.va/roman_curia/congregations/ccatheduc/documents/rc_con_ccatheduc_
doc_20021114_decree-canon-law_it.html

[13] http://www.intratext.com/X/ITA0276.htm (Codice di diritto Canonico)

[14] Turkey. International Religious Freedom Report 2004, http://www.state.gov/g/drl/rls/irf/2004/35489.htm

[15] AYDIN, op.cit. p. 6

[16] http://www.tbmm.gov.tr/anayasa/consti tution.htm

[17] Turkey. International Religious Freedom Report 2004, http://www.state.gov/g/drl/rls/irf/2004/35489.htm

[18] AYDIN, Mehmet Zeki et MANCO, Ural L’enseignement de la religion et de la morale dans le système éducatif turc, Conférences du centre El Kalima, no. 28, janvier 1998, Centrum voor Islam in Europa, Gent, http://www.flwi.ugent.be/cie/aydin_manco1.htm