Tyrkiet på vej til EU?

1.1.2006

Der er for tiden et kæmpestort paradoks i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Men der er ikke ret mange, der tilsyneladende forholder sig til det, hvis man skal tro medierne. Man kan håbe, folk tænker deres. Det er et paradoks af de store, at VK-regeringen med Dansk Folkepartis stemmer i 2003 valgte at følge den amerikanske præsident Bush og lade Danmark gå i krig i Irak. Irak er et muslimsk land med 24 mio. indbyggere. Begrundelsen for dansk deltagelse i krigen er blevet, at Irak skulle befries for diktatoren Hussein, og der skulle vedtages en fri forfatning og gennemføres hemmelige og frie valg. Irak skulle blive et demokrati og være et godt eksempel i den del af verden. Paradokset er, at den danske statsminister samtidig udtrykker meget ambivalente holdninger til tyrkisk medlemskab af EU, mens Dansk Folkeparti er direkte imod og ofte giver udtryk for, at islam forhindrer et land i at blive et demokrati.

Det er velkendt, at medlemslandene i EU skal opfylde krav som demokrati og retsstat, frihed, tolerance og ligestilling, respekt for menneskerettighederne og beskyttelse af minoriteter. Det er en del af de såkaldte Københavnerkriterier vedtaget på topmødet under det danske formandskab i juni 1993. Det gælder også i dag efter den store udvidelse i 2004. Da Grækenland, Portugal og Spanien i 1980´erne blev medlemmer af EU (den gang hed det EF), skete det inden, landene økonomisk var helt parate. Ikke desto mindre var det en politisk prioritering for at have sikkerhedsnettet under de den gang nye demokratier i Europa. Jeg er selv overbevist om, at kravene og løfterne om medlemskab fra EU til ansøgerlandene i det gamle Østeuropa har været en væsentlig del af forklaringen på succeshistorien om et genforenet demokratisk Europa.

Jeg er vokset op i en periode, hvor Sovjetunionens totalitære regime var en markant del af trusselsbilledet, og hvor vi talte om den frie verden i modsætning til naboen og Østeuropa, der var skrækbilledet på ufrihed og undertrykkelse af demokratiske rettigheder og principper. Murens fald og Sovjetunionens kollaps måtte få konsekvenser, hvis det frie Vesteuropa og dets fælles institution, EU, skulle have nogen troværdighed både i forhold til sine egne borgere og i forhold til omverdenen. Derfor måtte de nye demokratier i det gamle Østeuropa kunne blive medlemmer af EU. Den mulighed, der blev givet på topmødet i København i juni 1993, fungerede som et lys for enden af en tunnel. Det skabte retning for og mening med de reformer, som de nye demokratier skulle igennem for at få etableret et demokrati og en retsstat og en markedsorienteret økonomi. Jeg er overbevist om, at det retningsgivende lys har gjort den vanskelige proces mulig. Det var en konsekvens af ideen med EU, nemlig foreningen af selvstændige, demokratiske nationalstater i Europa.

Helt grundlæggende bør Tyrkiet være en del af det europæiske samarbejde på samme måde, som Tyrkiet er en del af samarbejdet i NATO. Det skal ses som en konsekvens af det demokratiske grundlag, EU-samarbejdet bygger på, og det skal ses som en konsekvens af en bevidst sikkerhedspolitik, der samler Europa i samarbejde for styrkelse af demokrati og respekt for menneskerettigheder og for, at Europa kan spille en rolle i det globale samarbejde.

EU´s muligheder for at agere aktivt og varetage europæiske interesser afhænger af beføjelser tildelt af medlemslandene. EU er en organisation, der skal løse forskellige opgaver for medlemslandene. Blot nogle få eksempler: Globaliseringen stiller alle lande i Europa over for udfordringer og opgaver, som medlemslandene mener, de bedst kan løse i fællesskab. EU´s indre marked er et stort hjemmemarked, der giver alle virksomheder bedre muligheder for at sælge deres produkter og udvikle nye. Miljøproblemer er grænseoverskridende og kræver fælles aktion, hvis det skal give mening. Flygtninge- og indvandre er i sagens natur grænseoverskridende, og det er en fordel, at der er fælles regler i EU. Det globale internationale samarbejde bliver mere og mere omfattende, og her er det selvfølgelig også en fordel, hvis der er kompetente regionale institutioner, der kan samarbejde bl.a. i FN´s regi. Men er Tyrkiet en del af den europæiske region? Eller en del af en helt anden region?

Allerede i 1963 anerkendes det, at Tyrkiet er et europæisk land. Tyrkiet og EF indgår en associeringsaftale, og det slås fast, at Tyrkiet på sigt kan blive medlem af fællesskabet. Der er som sagt betingelser for medlemskab af EU. De betingelser drejer sig om overholdelse af en række principper, der konstituerer et demokrati og en retsstat, og en markedsorienteret økonomi. Det er lige så afgørende, at demokratier er farveblinde. Borgeren kan have sine egne forestillinger om det gode liv, men de demokratiske principper, vi indretter samfundet efter, skal du overholde. Det at forfægte demokratiet og stille krav om overholdelse af de principper, der konstituere demokratiet, har konsekvenser. Du er selv bundet af at skulle overholde de samme principper, som du stiller krav til andre om at overholde. Alle demokrater skal anerkende, at demokratiet er farveblindt. EU´s troværdighed og medlemslandenes troværdighed som demokratier står på spil, hvis Tyrkiet ikke gives mulighed for at have et EU-medlemskab som lys for enden af en tunnel af reformer, der fører til et demokratisk tyrkisk samfund med retsstat og respekt for menneskerettigheder mm.

Ideen med EU har et større perspektiv end det indre marked. Siden Den anden Verdenskrig har det internationale samfund søgt at bygge en international retsorden på demokratiske principper. Der er skabt internationale institutioner, der bygger på samarbejde om fælles regler for, hvordan vi lever sammen – også med respekt for vores forskelligheder. EU er en sådan institution. EU er også et storstilet forsøg på at udvikle det demokratiske samarbejde mellem demokratiske nationalstater. Vi hjælpes ad med at løse fælles opgaver, fordi det demokratiske samarbejde er det bedste værn mod undertrykkelse, overgreb, den stærkes dominans. Der er i særdeleshed et sikkerhedspolitisk perspektiv. Og det er et sikkerhedspolitisk perspektiv at have Tyrkiet med i EU. Tyrkiet er i gang med reformerne. Den proces skal EU hjælpe med. Det er ikke frugtbart eller værdigt ved hver en given lejlighed at så tvivl om nytten af de tyrkiske reformer, når nogen i Tyrkiet foretager sig noget, der ikke ser konsekvent demokratisk ud. Vi har i EU en forpligtelse til at sætte fokus på forventningerne til reformerne og til udviklingen af den tyrkiske demokratiske retsstat. Så kan vi leve op til vores egne ord og principper. Alternativet er ikke rart at tænke på.

Europa er afhængig af udviklingen i verden. Og det er dybt utilfredsstillende, hvis konflikter eller væsentlige dele af udviklingen styres af et eller få af de største og/eller stærkeste lande i verden. Vil vi tilmed en demokratisk udvikling i verden, må vi selv være troværdige i de selv samme spørgsmål. Derfor er det utroværdigt, hvis USA benytter sig af masseødelæggelsesvåben som hvid fosfor i krigen eller i kampen mod oprørere i Irak. Eller at USA tilsidesætter internationale retsregler og udøver tortur i hemmelige fængsler og lader hånt om den enkeltes retssikkerhed, som det sker for mennesker anbragt på f.eks. Guantanamo-basen.

Det skulle skabe bekymring hos mange demokrater i Europa, for det skaber faktisk stor bekymring i USA. Men den store bekymring blandt mange – herunder politikere – er udsigten til at få et demokratisk Tyrkiet med markedsøkonomi som medlemsland i EU. Befolkningerne er bekymrede siges det. Ja, bekymringen kan uimodsagt brede sig som en stemning over et helt kontinent. Men de folkevalgte tillidsfolk M/K og ikke mindst ministre og statsoverhoveder og regeringschefer må forventes at være politiske ledere, der med ansvar holder fast i mål og retning og går forrest og begrunder de beslutninger, der er taget. Demokratiske principper gælder uanset religion og andre forskelligheder. Vi skal under alle omstændigheder lære at leve sammen – også i Europa.