Undtagelsestilstanden – døren hvorigennem …

1.5.2005

Af Peder Holm

Dette er den 3. del af samtalen – I fraværet af en identitet

Den virkelige undtagelsestilstand, hvor identiteterne bliver afskrællet ethvert prædikat, rummer en positiv mulighed for at skabe noget nyt. Med udgangspunkt i Nielsens erfaringer fra undtagelsestilstanden i Irak, diskuteres det i denne del, hvorledes det mulighedsrum, som undtagelsestilstanden giver, kan holdes intakt, hvorledes døren, der åbner for utopiens mulighed, kan holdes åben.

Undtagelsestilstanden i Irak

Det identitetsløse rummer altså et kritisk potentiale, fordi det ikke kan håndteres eller indgå i den her spejllabyrint, hvor kritikken blot befæster det etablerede. Samtidig ligger der også, som I siger, en mulighed for at noget nyt kan opstå på baggrund af det identitetsløse. I den forbindelse vil jeg gerne ind på undtagelsestilstanden og de erfaringer Nielsen gjorde sig i undtagelsestilstanden i Irak, for i undtagelsestilstanden bliver man jo netop afskrællet ethvert prædikat og dermed identitetsløse. Rummer undtagelsestilstanden i Irak også den mulighed?

Das Beckwerk: En sandhed i Irak var, at den undtagelsestilstand der blev skabt med invasionen, gjorde næsten alle identiteter usikre, hvilket betød, at der blev arbejdet utrolig hårdt på at påstå identiteter. Akkurat som i Eksjugoslavien, hvor der, da magten pludselig forsvandt, lynhurtigt blev produceret disse nationale og etniske identiteter med det sørgelige resultat til følge, som vi alle kender.

Samtidig med at det kan ende der, så rummer undtagelsestilstanden også en mulighed for at noget andet kan opstå. Det mærkede vi tydeligt i de samtaler vi havde i det nomadiske parlament i Irak. Til forskel fra de mulighedsrum Nielsen og Rasmussen forsøgte at åbne i Jordan, USA eller på Kongens Nytorv, hvor vi også opsatte det nomadiske parlament, var der i Irak en interesse og et mod på at forsøge at finde frem til noget nyt i samtalerne. Undtagelsestilstanden betød, at der var en større lydhørhed og åbenhed overfor hinanden, fordi de gamle stabile identiteter var bragt i bevægelse og ingen prædefinerede roller var på plads til at strukturere det hele på forhånd. Folk på udkig efter en identitet, der endnu ikke var fundet og de havde ikke noget de kunne miste. Derfor var hele samfundet interesseret i den her dialog og deltog meget hektisk i den når det nomadiske parlament var åbent.
 

 

Det nomadiske parlament.

Det bedste publikum er muselmænd

Så irakerne var sådan set klar til det, der blev sat i scene?

Das Beckwerk: Ser man på den store koalitions forsøg på at indføre demokratiet i Irak, som et interventionistisk kunstgreb, må man sige, at publikum, altså irakerne var klar. De var med på, at der nu blev skabt en mulighed for at skabe noget nyt. Og de ville gerne gribe den mulighed.

Men kunstnerne, Bush og hans tænketanke, der havde sat det hele i scene, de var ikke klar. De havde ikke gjort sig nogen forestillinger om det konkrete publikum, irakerne . De havde kun en utopi, hvori der var en tom plads, hvor deres idealforestilling om et demokratiserbart irakisk folk, skulle være. Men i praksis var der ikke noget ideelt folk, kun et virvar af konkrete irakiske folk, som jo allerede havde hver deres historie og visse bevægelsesformer, som der ikke var blevet taget højde for.
 

Bolt: Det sætter os jo i den paradoksale situation, at det bedste publikum er en form for muselmænd. Dem, hvis identitet er skrællet helt ned.
 

Das Beckwerk: Ja, hvis muligheden skal holdes åben, så kræver det i en vis forstand denne ikke- identitet. Og i Selvmordsaktionen tror Nielsen & Rasmussen jo også, at de har at gøre med et utopisk subjekt, nemlig Adnan Alshamari, som hjælper Nielsen & Rasmussen på deres færd igennem Irak.

I begyndelsen ser Nielsen & Rasmussen Adnan som en idealstørrelse: Den irakiske flygtning, der er frataget sit statsborgerskab og sin historie og dermed næsten er muselmanden. Han kunne være det identitetsløse subjekt, der kunne gribe den mulighed, øjeblikket åbnede. Men undervejs kommer hans fortid frem og opbygger et alt for konkret subjekt, der ikke er vidt åbent, men tværtimod meget målrettet mod sin drøm om at blive den første folkevalgte irakiske præsident . I stedet for det fantastiske åbne n u, hvor mulighedsrummet åbner sig, bliver nuet mast sammen af både fortiden og fremtiden og det personlige projekt om at blive præsident.

Her ser vi den anden side af undtagelsestilstanden, der træder i kraft så snart man ikke arbejder hårdt for at holde mulighedsrummet åbent, f.eks. i form af samtalerne i det nomadiske parlament. Lynhurtigt korrumperes og fyldes åbningen af forskellige identitetsproducerende projekter, der udelukker andre muligheder. Enten i form af de enkelte kroppes opdagelse af egen etnicitet, religiøsitet og andre identitetsskabende projekter, eller koalitionsstyrkernes fuldstændig futile forsøg på at holde orden i undtagelsestilstanden. Futilt, fordi i undtagelsestilstanden råder undtagelsestilstanden suverænt.

På trods af denne negative side af undtagelsestilstanden vil jeg stadig insistere på, at den rummer en mulighed. En mulighed, som det er vores opgave at holde åben.

Hjørring og tomme effektive rum

Bolt: Problemet er, at den politiske virkelighed bevæger sig hurtigere end den kunstneriske, og præcis som du beskrev det, kommer ind og overtager og fylder åbningerne op. Den politiske kunst kommer næsten altid bagefter jævnfør f.eks. kunstnernes diskussion herhjemme af krigen i Irak, der ikke handlede om krigen, der var i gang, men årsagerne til krigen.

Das Beckwerk: Angående den politiske virkelighed i forhold til Irak repræsenterer Nielsen & Rasmussen jo Europa som tvivlens kultur. Denne tvivlens kultur betyder, at europæerne egentlig har nogle langt bedre forudsætninger end amerikanerne for at kunne træffe de rigtige beslutninger, men alt imens europæerne sidder og tænker over, hvad der bør gøres, så er amerikanerne og de andre fundamentalister gået i gang. De tvivler ikke, de er så faste i deres tro, at det bare er at stå op om morgenen og gå i gang. På verdensscenen nu er der simpelthen ikke tid til at tvivle. Der er kun handlingen tilbage. Det er nu og nu og nu eller aldrig.

Det er derfor Nielsen & Rasmussen nu forsøger at komme amerikanerne i forkøbet med hensyn til Iran. Hvor de med deres indførelse af Demokratiet i Irak fulgte i amerikanernes fodspor, og med den senere genindførelse af Demokratiet i USA var ude i en slags modsatrettet parallelaktion, så er deres mål nu i tredje og sidste forsøg at komme amerikanerne i forkøbet ved at kuppe deres plan og derpå udføre planen med deres europæiske midler. I slutningen af marts måned flyver de til Washington og afholder møder med en række af de amerikanske tænketanke, som står bag Bush-doktrinen. Målet er at få så meget som muligt at vide om deres planer for en løsning af problemet Iran, “den største trussel mod USA’s sikkerhed”. Derefter vil Nielsen & Rasmussen i efteråret 2006 gå ind i Iran og udføre den amerikanske plan, inden Pentagon når at iværksætte den.
 

Bolt: Netop hastigheden er vigtig i forhold til det vi her har diskuteret, idet der er en række mekanismer, og her tænker jeg ikke kun på det politiske men også på f.eks. kapitalismen og massemedierne, der bevæger sig med en hastighed, som gør, at de alternative livsformer, identiteter eller mulighedsrum, som kunsten producerer lynhurtigt kan overtages, udnyttes og omsættes i andet øjemed.
 

Das Beckwerk: Det er netop derfor, jeg ser Hjørring som en mulighed.

Det bliver du vist nød til at give et par ord med på vejen.

Das Beckwerk: Ja, nu nævner jeg lige Hjørring, og det skyldes at jeg langt om længe og noget overraskende fandt ud af, at Bolt rent faktisk border, men det kunne også være så mange andre mindre byer. Det, jeg mener med det, er, at det kunne være en mulighed for faktisk at etablere og opbygge nogle mulighedsrum eller alternative livsformer, uden at de uden videre opdages og overtages af kapitalismen.

Bolt: Man får også gratis kuglepenne af kommunen.

Das Beckwerk: Der kan du bare se. Men nu ved jeg faktisk ikke præcis med Hjørring, men f.eks. i Saltum, som ogsåer en by oppe i det område og hvor jeg tit kommer, der kan man se en by, der helt sikkert er en del af markedet, men som er gået i stå og i en eller anden forstand har vendt markedet ryggen. Det er ikke en del af dynamikken mere. Her åbner der sig måske en mulighed, for Hjørring eller Saltum er et sted man ikke kan bo. Det kan man slet ikke forestille sig, og det kan kapitalismen heller ikke forestille sig, og derfor udgør det et slags tomrum og dermed et mulighedsrum.

Det handler generelt om at skabe tomme effektive rum, og med effektive, mener jeg rum, der er givet form på en sådan måde, at de ikke uden videre kan overtages, som vi f.eks. så det var tilfældet med de formløse og åbne rum, som den relationelle æstetik stiller frem. Det må være tomme rum, der fungerer som de ældre mennesker i lejlighederne jeg refererede til tidligere, som kapitalismen ikke kunne stille noget andet op med end at vente på at de døde. På den måde kan de tomme rums muligheder holdes intakte.

Hallo – at udstrække øjeblikket

Bolt: Det er også denne tomhed, som Agamben ser som en mulighed. Han har som Guy Debord og situationisterne en forestilling om de vestlige demokratier som et skuespilssamfund, den spektakulære markedskapitalisme, hvor borgerne bliver til passive beskuere, der hele tiden fyldes med identiteter og prædikater igennem reklamer, slogans og logoer. Gennem den massive skuespilsmæssige orkestrering holdes samtalekøkkenerne og hiphop-bukserne kørende.

Dette scenario skaber samtidig en form for håbløshed eller undtagelsestilstand, hvor fællesskaber opløses og traditioner nedbrydes.

Det kommer sig bl.a. af, at vi i skuespilsamfundet ifølge Debord ikke længere kan benytte os af sproget, der tidligere bandt os sammen. Sproget adskiller os i stedet, fordi det bruges til at skabe bestemte typer af identitet og bestemte prædikater.

Noget af det interessante hos Agamben er, at undtagelsestilstanden og erfaringsdestruktionen faktisk er en mulighed. Hvis vi tager håbløsheden på os bliver det tydeligt, at der bag de desperate forsøg på hele tiden at fylde identitet på disse relative tomme kroppe, ikke gemmer sig andet end netop tomme kroppe. I den forstand står mennesket i Agambens undtagelsestilstand klædt af, nøgent i en ørken.

Det, der så ifølge ham åbnes op for i den her situation er, at man er i stand til at affirmere livet. Man er i stand til at holde alle muligheder åbne, når man står afklædt i ørkenen og derfor kan: ”Hvert øjeblik være den dør, igennem hvilken Messias kommer”.
 

Das Beckwerk: Mit problem med Agamben er, at jeg godt nok aner en mulighed hos ham , men når jeg læser ham, bliver jeg stadig mere utålmodig efter at vide, hvordan denne her “synken ned i håbløsheden”, denne her ikke-identitet i praksis kan se ud: Hvad skal man helt præcis gøre en helt konkret morgen, når man vågner? Men jo nærmere Agamben kommer en beskrivelse af, hvordan denne livsform, hvor man lever håbløsheden, i praksis ser ud , des mere floromvundet bliver det, indtil han til sidst får fat i vingen af en engel, og der kan jeg ikke være med mere. Det er som o m, han ikke kan holde åbenheden u d, og pludselig opdager man, at ørkene n, hvor mennesket står afklæd t, er blevet til en kirke. Der ligger i hvert fald de her fjer fra englevingen når Agamben har talt.

Men det er klart, at jeg ser den samme mulighed i tomheden eller ikke-identiteten, men i Das Beckwerk forsøger vi i stedet – hvis jeg skal parafrasere Agambe n – at lade hvert øjeblik, eller hver identitet bliv e – ikke den dør igennem hvilken Messias kan komme, for ham kan vi sgu ikke have rendend e! – men det forsvindingspunk t, igennem hvilken verden eller den enkelte identitet kan gå ud af, ud til den her frihed.

Men det kan så godt vær e, at åbningen er skåret så meget til efter den her tynde spidsnæsede person, at der i første og sidste ende ikke kan komme andre igennem det her forsvindingspunkt end mig. Men det håber jeg jo ikke er tilfældet.

Bolt: Pointen hos Agamben er selvfølgelig, at livsformen er ubestemmelig, den er ikke dét der. Den ser ikke ud på nogen bestemt måde. Vi må konfrontere undtagelsestilstanden og leve den. Agamben stiller spørgsmålet, hvordan vi kan affirmere eller omfavne den nihilisme, der møder os, når vi står afklædte i ørkenen. Vi skal affirmere nihilismen uden at den resulterer i kynisme eller bliver til naivitet. Så opgaven for Agamben lyder, tror jeg: hvordan kan man erhverve sig retten til håb? Vel at mærke et ubestemt håb, ikke et håb om noget. Det er et repræsentationsløst håb. Det er netop, når vi ikke gør os nogen forestillinger, nogle billeder og nogle forhåbninger om, hvordan fremtiden ser ud, at vi kan omfavne og affirmere nihilismen alt imens mulighedsrummet holdes intakt.

Agamben kan derfor ikke skrive manifestet, han kan ikke pege på utopien og sige, det er sådan den ser ud, det er sådan vi skal leve.
 

Das Beckwerk: Derfor er der i en vis forstand tale om en udsættelse. Agambens tautologiske udtryk såsom viljen til at ville eller det potentielle ikke som noget bestemt, men som det muliges mulighed, udsætter det øjeblik, hvor vi skal pege på utopien. Dermed udskydes og forlænges den undtagelsestilstand eller det øjeblik, hvor alle mulighederne er åbne. Og netop denne udskydelse er meget karakteristisk for de t, vi her taler om, fordi det netop ikke er muligt at pege på, hvad utopien er, samtidig me d, at vi jo bliver ved med at famle efter døren, der kan åbne op for den. Derfor kan vi højest udstrække det øjeblik, der giver mulighed for at noget nyt kan tage form, så meget vi kan.

Et banalt men måske meget illustrativt eksempel herpå kunne være, at jeg altid kun siger hallo når jeg tager telefonen, for lige i det splitsekund er intet endnu fastlagt, der står døren stadig åben om man så må sige. Men jeg ved jo godt, at det ikke hjælper noget, for øjeblikket efter så spørges der selvfølgelig: Er det Claus Beck-Nielsen? Nej han er død, siger jeg så i overensstemmelse med biografien om ham . Men så kommer vi i den situation, at folk enten siger, nå ja, fint og er med på legen. Eller også sker det forfærdelige: “Gud nej, er det sandt?” lyder det i den anden ende, og jeg hører en vis bestyrtelse. Derefter bliver samtalen en balanceakt, hvor jeg på den ene side må være utopien og identitetsløsheden tro så langt og radikalt som muligt, og på den anden side ikke gøre stemmen i den anden ende så ulykkelig, at det ender med, at han eller hun sender en bårebuket.

Gå til samtalens del I:Der vinkes til mig eller del II: Det identitetsløses kritiske potentiale.

Læs også Nielsen og Bolts første samtale Hiphopperne fra Falluja.