Virtuel offentlighed

1.11.2006

Af Rasmus Holm-Pedersen og Jonatan Yde

I 2000 blev borgmestervalget i Minneapolis, Minnesota afgjort på baggrund af en debat, der startede på et politisk debatforum på Internettet. I løbet af de seneste 10 år er Internettet blevet stadig mere fremtrædende i den offentlige debat og er efterhånden ved at finde en plads som demokratisk medium i samspil med avis og TV. I et interview med Turbulens giver phd. ved institut for informations- og medievidenskab, AU, Jakob Linaa Jensen sin opfattelse af Internettet som ny offentlighed.

Internettet som ny offentlighed


Internettet og World Wide Web i særdeleshed er et nyt og åbent medie. Men hvad er det, der gør det interessant i forhold til offentlighed?

Når vi taler om Internet i demokratisk øjemed, skal vi huske på, at der er mange ting og aktiviteter, som ikke foregår på World Wide Web; eksempelvis mail og usenetgrupper (netbaserede nyhedsgrupper, red.). Der er derfor en stor del af den politiske debat, som kører udenom World Wide Web. Det, der gør Internettet interessant som ny offentlighed, er først og fremmest, at det er så åbent og tilgængeligt. Det er tilgængeligt, ligegyldigt hvor man sidder og på hvilket som helst tidspunkt. Man har fået det, Niels Ole Finnemann kalder en permanent offentlighed: politikere, partier, virksomheder og vi borgere kan være permanent tilstede i det offentlige rum via vores hjemmesider. Der, hvor der er meget større forhåbninger til Internettet i forhold til radio/TV, er, at Internettet er interaktivt – og det er det, der er helt afgørende.

Hver gang der kommer en ny teknologi – avis, telegraf, telefon, radio, tv, kabel-tv – har vi hørt samme sang om, at nu vil det blive et demokratisk medie. Man har skelnet mellem, om det vil blive et medie til demokratisk oplysning eller et medie til demokratisk kommunikation, og det er netop meget vigtigt at skelne mellem information og kommunikation. Denne skelnen er særlig vigtig, hvis der skal være en debat. Sandt demokrati handler om debat, men der skal også være oplysning, så information er en nødvendig – men ikke i sig selv en tilstrækkelig – betingelse for demokrati. Kommunikationen skal på den anden side også være der. Når vi har lavet denne sondring, kan man sige, at eksempelvis telefon og telegraf bidrog til en kommunikativ proces, men ikke fik spredt oplysning. Det gjorde derimod avisen, som – ved vi fra Habermas – måske er det mest demokratiske medie, der til gengæld ikke bidrog til en kommunikativ proces.

Det næste punkt er så at spørge, hvad det nye ved nettet består i? Det nye ved nettet består i, at det både er kommunikation og information på én gang, man får mulighed for at tilvejebringe den information, der er nødvendig i en demokratisk debat, mens man samtidig får mulighed for feedback. Nettet har alle de muligheder, som de andre medier ikke havde, og er både et informationsmedie som radio og tv og et kommunikationsmedie som telegraf og telefon. Det betyder, at det både er et globalt bibliotek for oplysning og besidder en feedbackmekanisme, der gør det muligt at interagere brugerne imellem. Man kan svare igen på nettet, og det er helt afgørende. Desuden spiller nettets nærmest ubegrænsede plads en anden afgørende rolle. Til en avis kan der måske være indsendt 200 læserbreve, men der kan kun blive plads til 10 – på nettet er der plads til dem alle. Der er så omvendt et problem i, hvor mange der reelt læser dem. Vi kan alle sammen komme til orde, vi kan alle sammen skrive og vi kan alle sammen lave vidunderlige hjemmesider, og derfor er nettet en radikalt ny mulighed for udgiveren for at komme til orde, men omvendt er der også radikalt anderledes betingelser for at skaffe publikum. Tor Nørretranders taler om, at vi kommer til at leve i en opmærksomhedsøkonomi, hvor opmærksomhed bliver det mest dyrebare, hvilket også spiller ind på den demokratiske debat.

Nettet bidrager altså med en mulighed for interaktivitet og en mulighed for, at alle kan komme til orde, og det er selvfølgelig nyt. Og det, der så er problemet, er, om folk så gør det, og om der er nogen, der lytter.

Hastigheden på informationsudveksling på nettet er forholdsvis høj. Men hvad betyder hastigheden? Det må næsten betyde, at der ryger noget information i processen, at der mistes noget af den refleksion, som de traditionelle medier leverer?

Jo, det er meget rigtigt. Paul Virilio hævder eksempelvis, at ulykker sker på grund af forhøjet hastighed – når man har en absolut hastighed, har man også et absolut antal ulykker. Problemet er selvfølgelig, at refleksionen er erstattet af reflekstænkning. Når vi skal reagere så hurtigt, så kan hjernen ikke følge med, ligesom den demokratiske refleksion ikke kan følge med: altså reagerer vi på refleks. Det kan man se på email-konversationer på arbejdspladser, hvor der nogle gange bliver sendt nogle finker af fadet, og der sker nogle ting, som simpelthen ikke ville ske, hvis man tog sig tid til at tænke sig lidt om. Jeg har f.eks. som privatperson været involveret i nogle læserbrevsfejder, men jeg har det sådan, at jeg aldrig poster et læserbrev lige efter, at jeg har skrevet det, men sover gerne på det for at se, om jeg nu også har samme holdninger næste dag. Man kan sige, at nettet gør nok, at der vil komme nogle flere spontane udbrud, hvor overjeget måske ikke har været inde og moderere. Bekymringen her er naturligvis også trykknapdemokratiet, hvor der bliver præsenteret politiske valgmuligheder på skærmen, og folk sidder med fjernbetjeningen og trykker. Hastigheden er et problem. Måske et af de største problemer med nettet.

De nye digitale offentligheder består altså af flere mindre, såkaldte deloffentligheder. Hvordan kan man karakterisere disse deloffentligheder, og kan det ikke give et solidaritetsproblem, når referencerammen for fællesskabet bliver for snæver?

 Vi har et kæmpemæssigt skisma i forhold til nettet, når vi taler om fællesskaber. I forbindelse med solidaritet på nettet har vi to retninger. Den ene retning er den, der begynder med Howard Rheingold i 1993, hvor han skriver sin bog “Virtual community”. Om nettet siger han bl.a., at folk på tværs af geografi, fysiske afstande, køn, race og religion kan finde sammen i fællesskaber om det, der interesserer dem, hvilket giver nye muligheder. Det handler om communities og fællesskaber, mens der deroverfor står de folk, der taler om demokrati og mener, at nettet er det, der binder nationen sammen i et fællesskab og kan blive forum for en offentlighed. Det, vi normalt forstår ved en offentlighed, er jo netop et samlet fællesskab, hvor vi har et eller andet til fælles. Vi har altså en offentlighed, der fungerer som en national opslagstavle. I 1950erne havde vi en national offentlighed i Danmark – der var kun radio og så TV på vej frem. Der var rent faktisk én national offentlighed, mens vi i dag har mange.

Jeg ser en konflikt mellem fællesskaberne, eftersom vi i en national offentlighed på en eller anden måde er nationalstatsligt organiseret og orienteret – vi har en offentlighed i Danmark, man har en offentlighed i Holland, Tyskland etc. Det, der er problemet, er, at sådan et fællesskab er organiseret på baggrund af, at man lever sammen i et samfund og derfor er nødt til at få det til at fungere. Men disse fællesskaber har ikke nødvendigvis noget med offentlighed at gøre, hvis man definerer offentligheder som fællesskaber med politisk relevans. En skakklub er ikke en offentlighed, ligesom en lystfiskerklub heller ikke er, men et klasselokale er, fordi det er nationens fremtid, som uddannes der. Det er også en offentlighed, når Hizb-ut-Tahrir holder møder, da noget af det, der bliver fremlagt der, ønskes som national lov af nogle. Det vil sige, at de er en deloffentlighed, der har deres egen dagsorden. Og det er et af de problemer, vi står med. Folk kan grave sig ned og kun omgås med ligesindede, altså folk der mener og synes det samme som dem selv – hvis man tror på spøgelser, kan man finde fællesskaber på nettet, der kan bekræfte én i det virkelighedsbillede. Vi ser desværre – og det er ikke kun Internettets skyld – flere og flere sådanne grupper, der graver sig ned i et virkelighedsbillede, der ikke stemmer overens med den virkelighed, vi andre færdes i. Det er ikke et problem med deloffentligheder, med mindre disse deloffentligheder radikaliserer sig, som eksempelvis terrorgrupper, der netop også er deloffentligheder, der har gravet sig langt ned i deres eget virkelighedsbillede. Vi er alle medlem af flere forskellige delfællesskaber eller delsystemer, som Niklas Luhmann skriver – vi er eksempelvis både studerende, forbrugere, privatpersoner, del af arbejdsstyrken etc. Det, der er et problem, er, hvis en af disse delfællesskaber eller deloffentligheder tager over og bliver fuldstændig dominerende i forhold til de andre, som det sker med terrorgrupper eller nogle af de nynazistiske grupper, der graver sig så langt ned, at de ikke kan fungere sammen med os andre i et samfund.

Anonymitet og magt


Betyder nettets potentielle anonymitet ikke, at folk ikke længere føler, at de behøver at stå til regnskab for deres holdninger på samme måde som i en traditionel debat?

Jeg vil mene, at det er et dobbeltægget sværd. På den ene side har vi et habermasiansk ideal med en herredømmefri dialog. Og en herredømmefri dialog, hvor det er argumentet, og ikke debattøren, der tæller, kan man blandt andet opnå ved, at folk i en debat ikke afslører deres sociale position, hvilket nettets anonymitet netop kan afstedkomme i politiske debatter på nettet. I debatfora fremgår det sjældent af folks brugernavne, hvem de er, men folk har stadig en tendens til at ville afsløre sig selv, og faste debattører i debatfora ved som regel også hvem hinanden er. På den anden side frister anonymiteten til at fremsætte ekstreme synspunkter – eller måske netop fordi folk har lyst til at fremsætte ekstreme nynazistiske eller radikale islamistiske synspunkter, ønsker de at være anonyme. Anonymiteten kan altså være et redskab til at sætte argumentet i centrum, men kan også være det, der gør, at debatten bliver radikaliseret. Det er et dobbeltægget sværd, som man bliver nødt til at forholde sig til. Anonymitet er en mulighed, men reelt holder det ikke, da folk netop gerne vil være genkendelige eller ligefrem mødes i den virkelige verden.

Hvilke nye magtstrukturer opstår der i en virtuel offentlig debat?

Der er tale om nye magtstrukturer på den måde, at de hidtil umyndiggjorte – dem uden magt – får mulighed for at udøve magt. Det, der sker, er, at de umyndiggjorte får en mulighed – eksempelvis fik zapatisterne i Mexico med Internettet en mulighed for at gøre oprør mod centralmagten. De udnyttede det til at skabe en boomerangeffekt, så de fik den amerikanske regering med sig i protester mod den undertrykkelse, centralmagten udøvede. Zapatisterne fik deres sag igennem, og episoden er et af de eksempler, man som regel nævner på, at Internettet betyder noget for de umyndiggjorte.

Ja, det er et redskab, man kan anvende til at publicere sine synspunkter og komme frem i debatten. Det, der selvfølgelig er problemet, er, at magt altid skyldes et eller andet, og derfor hører den ikke bare op, fordi man er på nettet. Nettet giver nogle nye muligheder, men det, min forskning viser, er, at de eksisterende magtstrukturer stadig slår igennem – også på nettet. Ikke så kraftigt dog, der er nogle muligheder for at omstrukturere de eksisterende magtstrukturer, men på det punkt har optimisterne ikke fået ret – de eksisterende strukturer slår altså i gennem også på nettet. Nettet radikaliserer muligvis vores måde at leve og tænke på, men det radikaliserer ikke den bestående politiske overbygning fra den ene dag til den næste – det er utopi at tro på.

Den herredømmefri dialog?


Man kan altså ikke tale om, at den almindelige borger genvinder kontrollen over den politiske debat?

Først er det måske vigtigt at spørge, om den almindelige borger overhovedet ønsker at genvinde kontrollen over den politiske debat? De fleste har så travlt med deres samtalekøkken og deres afdragsfrie lån, at de måske slet ikke interesserer sig for kontrollen af den politiske debat. Nu lever vi i et land, hvor langt størstedelen af befolkningen er meget oplyste – Danmark er lidt af et mønsterland i forhold til mange andre lande. De seneste demonstrationer mod nedskæringer viser i hvert fald, at folk kan tændes og mobiliseres politisk, når der er noget, der angår dem. Og ligegyldigt om man er enig eller ej med dem, der demonstrerer, så viser det i hvert fald, at der er et politisk engagement, og at der er en demokratisk bevidsthed. Man kan ikke tvinge folk til at blive demokratisk bevidste, men med nettet har folk fået en mulighed for at bevidstgøre sig – for at tage del i den demokratiske debat, for at stå frem og tage et ansvar. Og det er der faktisk også mange, der gør, men det er ikke nødvendigvis sådan, at alle går ud og bliver politisk aktive på nettet.

Men jeg tror på, at det på sigt vil blive endnu et medie i mængden af demokratiske medier. Det vil måske blive et stærkere medie end bl.a. TV. Vi ser også nu, at nettet for alvor begynder at slå igennem politisk, som vi bl.a. så i forbindelse med det sidste folketingsvalg, og som vi ser i forbindelse med underskiftsindsamlinger. Nettet betyder noget, også fordi det er blevet en del af folks dagligliv. Det er jo ikke sådan længere, at “vi går på nettet” – vi opfatter ikke længere nettet som noget, der er “derude”, nettet er blevet et medie i folks opfattelse. Vi “ser” TV, og det er et middel i ens dagligdag til at holde sig orienteret og tage stilling, og på samme måde med nettet. Det er også ved at have fundet et modenhedsniveau, hvor det er en integreret del, og man kan sige, at det vil indgå som et politisk medie. Det vil måske ikke være det revolutionerende medie, som nogen har sagt, det vil blive, men det vil være et stærkt medie, og det vil være et medie, der kommer til at gøre en forskel, som vi vil se i årene fremover – ikke revolution men evolution.

Den forskel, som nettet kommer til at udgøre, skyldes den en ”barrierefri” deltagelse?

Habermas’ idé om en herredømmefri dialog bliver en utopi, der ikke kan lade sig gøre. Jeg tror mere på Foucault, der siger, at magten er alle vegne, og at der ikke nødvendigvis er nogen, der er ansvarlig for den. Det er selvfølgelig klart, at folk som Pol Pot og Stalin er ansvarlig for en magtudøvelse, men hvem har magten i det danske samfund? Politikerne er måske ligefrem dem, der har mindst magt, eftersom de er fuldstændig underlagt meningsmålingerne. Det ser måske ud som om, at ministrene og folketinget har magt, men ministrene er styret af deres embedsmænd, og hvad er de så styret af? De er styret af eksisterende strukturer i organisationen, der handler om organisationens bevarelse. Det, jeg prøver at sige, er, at magten er et grundvilkår i samfundet, og magten kommer vi ikke udenom. Og derfor kan man sige, at man må lære at leve med magten, og så gælder det om at undgå, at magtudøvelsen foregår bevidst, og at magtudøvelsen systematisk undertrykker visse befolkningsgrupper. Og derfor tror jeg, at man godt kan glemme den herredømmefri dialog, men man kan sige, at nogle dialoger er mere herredømmefri end andre. Og det er klart, at på nettet ser vi mange ganske fornuftige diskussioner, specielt når det ikke bliver alt for politisk og politiserende. Idealet for de fleste, der deltager i debatter, er vel at lære noget af de debatter, man deltager i, og det gør man, hvis det drejer sig om en civiliseret debat og ikke en ekstrem fløjkrig.

Men idealet om, at det skal være herredømmefri, kan vi godt opgive, men det gør ikke, at vi ikke godt kan tilnærme os Habermas, og vi må se Habermas’ og andres ideer om demokrati som et ideal, vi kan bevæge os hen i mod, men vi kan ikke nå det. Vi har hidtil ikke kunnet nå til den herredømmefri dialog, og nettet bringer ikke noget med sig, der gør, at vi det kan nu.

Relevansen af den politiske debat på Internettet


Kommer debatter på nettet nogensinde uden for dens egen deloffentlighed?

Mht. spørgsmålet om hvad der er formålet med en debat, vil Habermas vel sige, at der på en eller anden måde skal være en politisk problemløsning. En politisk problemløsning kan jo både være at få afklaring på nogle positioner, men også at få konkret indflydelse på en politisk dagsorden.

Mange af de debatter, jeg har studeret, kommer ofte ikke ud, og det er også et af problemerne. Der er mange, der ikke gider at diskutere, hvis ikke politikerne lytter. På dk.politik var der nogle gode debatter ind i mellem, men de forventede heller ikke, at der kom noget ud af det – altså de diskuterede for diskussionens egen skyld, og det kan man måske blive klogere af nogen gange. På Nordpol diskuterede man med henblik på, at de nordjyske politikere skulle lytte til borgerne og gøre noget ved det – der kom borgerne i dialog med politikerne, og det var et andet formål. Jeg tror, man må skelne. Debatten på Nordpol fungerede enormt godt, fordi borgerne vidste, at politikerne lyttede, og derfor gad de engagere sig. Politikerne er på den ene side det, jeg kalder en kritisk masse, de gider først engagere sig, når der er tilstrækkelig mange borgere til, at det kan betale sig for dem at lægge deres kræfter der og ikke et andet sted. Borgerne gider på den anden side kun være med, når politikerne lytter til dem. Der er dog i dag tonsvis af debatter, hvor det kun er borgerne, der diskuterer som f.eks. på dr.dk`s hjemmeside.

Både Venstre, Socialdemokratiet, Politiken og Jyllands Posten har på et tidspunkt måttet lukke deres debatfora pga. radikale synspunkter. I de gode debatfora, jeg har set, har der simpelthen været en moderator, som har smidt de radikale elementer ud. Det er et af de store problemer, men det er simpelthen nødvendigt at have nogen til at rydde op i sådan nogle store debatter, og det er krævende. Men det store spørgsmål er, om de her debatter har en rækkevidde. Og det har de ikke haft, fordi nettet er en lille del af det samlede mediebillede. Men jo større del af mediebillede nettet bliver, jo mere vil netdebatterne også få en betydning. Og så kan man sige, at basalt set er det jo ikke alle debatter, der har til formål at komme ud over stepperne, der er også nogen, hvor man bare diskuterer for diskussionens skyld. Men eksempelvis Minnesota, hvor jeg har studeret den politiske debat, kan man sige, at nettet faktisk er blevet en del af den politiske dagsorden i Minneapolis-området, men det har taget 10 år. Det er på nettet, at nogle af de nye tendenser kommer på den politiske dagsorden – eksempelvis blev borgmestervalget afgjort af en debat, der startede på nettet. Man skal dog stadig gennem TV, men det er på nettet, at debatterne starter, og de fire store Tv-stationer i Minnesota er simpelthen tvunget til at holde øje med nettet for at kunne følge med i det, der sker. Nettet fungerer altså med mest gennemslagskraft, når det konvergerer med andre medier, som f.eks. TV eller avis.

I dag virker det som om, at caféerne er renset for politiske debatter og ikke har meget at gøre med Habermas’ 1800-tals kaffestuer. Er det sådan, at den borgerlige offentlighed er død og genopstået på nettet i virtuelle kafferum?

Nej. Grunden til, at de her politiske kaffestuer opstod, var, at der i de enevældige stater ikke var rum for demokrati – der var ikke en fri presse, og aviserne var kontrolleret af kongen. Det vil sige, at kaffestuerne blev et sted, hvor man kunne søge tilflugt i et samfund, hvor man ikke havde en fri demokratisk debat. Men med revolutionerne i 1848 blev de fleste europæiske lande demokratier, og debatterne flyttede fra kaffestuerne til aviserne og senere radio og senere endnu TV – altså flyttede offentligheden sig. Aviser, radio og TV er måske ikke debatfora, men vi føler alligevel, at vi virtuelt er en del af debatten – vi sidder stadig og tager stilling og diskuterer det måske senere med andre.

Der er selvfølgelig mange deloffentligheder, men jeg tror også, man skal se på, at offentligheden udgøres af mange deloffentligheder. Det kan godt være, der er mange deloffentligheder, men de kobler sig alle til en større samlet offentlighed. Offentligheden i dag er mange steder, så man kan ikke tale om, at der har været én offentlighed engang, som har været død og skal genoplives. Det er forkert, den politiske offentlighed lever og har det godt. Den politiske offentlighed har det nærmest bedre, end den havde i 1800-tallet, hvor det kun var de få og privilegerede, der deltog i kaffestueoffentlighederne. Vi har et menneskerettighedsideal, der hedder, at alle har ret til at være med, og derfor tror jeg ikke, man kan tale om noget forfald. Derimod tror jeg, man kan tale om en kontinuert historie, hvor offentlighed flytter fora og tilpasser sig de nye medier og teknologier, der nu er. Det virtuelle er blevet en ny mulighed, og det virtuelle er en mulighed for at koble både informations- og kommunikationssiden sammen. Med de traditionelle informationsmedier som radio og TV har informationen foregået der, og kommunikationen har så foregået rundt om i samfundet. Internettet muliggør, at de to ting kan integreres, og derfor er det et meget synligt udtryk for offentlighed.

Om politikken er rykket ud af caféerne, ved jeg ikke, men det er måske nærmere en generel tendens, at man tager på café for at se og blive set samt være sammen med sine venner i en lille privatsfære, og ikke for at diskutere med andre. Og guderne må vide, om ikke også man i 1800-tallet har siddet med sine venner og diskuteret – mon det ikke har været en league of gentlemen, der har siddet og røget pibe, mens de andre har siddet rundt om?

Jeg tror, man skal passe på med at generalisere. Hvis man har en hammer, er alting et søm. Og hvis vi hele tiden bruger Habermas’ kategorier for rationel, oplyst debat og kaffestueoffentligheden for diskussion, så er hele den politiske offentlighed død. Men det er kun én måde at se offentlighed på, og der er mange andre måder. Hvis man er åben, kan man finde eksempler på, at den demokratiske debat egentlig lever i bedste velgående – med eller uden nettet.