Wall

18.05.2018

Af Kristoffer Balslev Willert

Kunstneriske fremstillinger af den politisk-religiøse konflikt mellem palæstinensere og israelere er hverken en ligetil eller uprøvet sag. I filmen Wall, som blev vist under dokumentarfestivalen CPH:DOX i år, giver instruktøren Cam Christensen alligevel en original fremstilling af konflikten, både stilistisk og tematisk: Filmen er for det første en politisk animationsfilm, der skriver sig ind i en ny dokumentargenre. For det andet drejer filmens hovedtema sig om baggrunden for og implikationerne af den mur, som den israelske regering besluttede at bygge imellem Vestbredden og resten af Israel i år 2002. Officielt blev muren retfærdiggjort som en reaktion på de voldelige sammenstød og konflikter, der fandt sted før, under og efter palæstinensernes anden intifada (”opstand”). Turbulens mødte under festivalen Christensen for at tale om filmen og de politiske problemstillinger, den bringer på banen.

Fraværet af simple svar

Wall er ikke en neutral skildring af konflikten i Israel. Men da jeg mødte Christensen, understregede han, at den samtidig ikke optegner en fremtidig løsningsmodel eller en normativ appel, der kan fungere som en ”afsats for forandring”. Derimod skal filmen forstås som en ”fleksibel” og ”moderat” stemme i et politisk rum, der ofte fremstilles igennem ensidige og polariserede perspektiver:

”Det gik op for mig i løbet af processen, at eftersom alting er så polariseret, så kan det have en stærk virkning, at udefrakommende og mere smidige stemmer skildrer konflikten. Det interessante ved at lære om den politiske situation var desuden, at det ikke altid har været så polariseret. Den israelske general Moshe Dayan tog til Palæstina efter den arabisk-israelske krig 1948, satte sig ned og drak kaffe med lokale folk. Forholdet var fuldkommen anderledes.”

Først og fremmest præsenterer Wall et æstetisk, tankevækkende og faktuelt billede af en politisk virkelighed, der er præget af dybe kontraster, undertrykkelse og frem for alt: en indre skrøbelighed, som er konkretiseret i en manglende evne til at artikulere og virkeliggøre politiske ønsker. Det er en politisk virkelighed, der er kondenseret, både symbolsk og materielt, i den opførte mur, og som fremstiller en politisk situation af global relevans, hvor undtagelsestilstanden er blevet normen, hvilket adskillige personer i filmen, fra begge sider af konflikten, pointerer. Man skal altså lede længe efter et eksakt normativt budskab i Wall. Derimod er den, som Christensen siger, et ”snapshot” af samtiden, som rejser ubehagelige, men samtidig uundgåelige spørgsmål:

”Ved en af filmvisningerne under CPH:DOX spurgte en kvinde, hvad jeg forsøgte at sige med filmen – hvad er svaret på alt det her? Jeg kunne fornemme en form for frustration over manglen på et sådant svar. Og det er helt sandt. Filmen leverer på ingen måde et svar. Den reflekterer og tilskynder os alle sammen til at stille nogle spørgsmål, som vi måske hellere ville være foruden. Hvis du leder efter lette løsninger og forenklede svar, så får du det ikke – hverken i filmen eller derude.”

Hvis du leder efter lette løsninger og forenklede svar, så får du det ikke – hverken i filmen eller derude

 

En ny dokumentargenre

Produktionen af Wall har omtrent varet i 7 år, selvom filmen kun varer 1 time og 20 minutter. Det skyldes, at den er skabt på baggrund af talrige fotos fra Israel, som senere er blevet behandlet af computermodeller og suppleret af adskillige håndtegninger. Da jeg spørger Christensen, hvorfor de, tiden til trods, alligevel valgte at lave filmen som en animationsdokumentar, giver han først en pragmatisk begrundelse:

”Det ville være svært at lave en normal dokumentar, da mange af scenerne folder sig ud i militærområder og på militærkontrolsteder, som det ville være svært at få adgang til over længere tid.”

Som han dog uddyber, så er den egentlige begrundelse æstetisk eller tematisk motiveret:

”Animationsgenren tillader dig at gøre ting, som ikke nødvendigvis kan lade sig gøre ellers. Samtidig med, at animationsgenren har givet mig en kunstnerisk frihed, er alt baseret på den virkelighed og de steder, som filmen behandler. Men fordi det er animation, har vi kunnet dykke ned i de filosofiske og metaforiske aspekter, som omgrænser den politiske konflikt i Israel, frem for at være alt for afhængige af bestemte scenarier.”

Mange mennesker forbinder animationsgenren med Pixars og Disneys underholdningsfilm rettet mod et yngre publikum. Kombinationen af form og indhold i Wall, som er udmundet i en uafhængig, politisk animationsfilm, tilhører altså en anderledes genre, som er ganske ny:

”At indføre alvorlige, politiske emner i en animationsramme, må siges at være en ret ny stil, som har været undervejs i løbet af de sidste få år. Mit håb er, at denne genre kan åbne op for, at der kommer en bredere interesse i komplekse politiske emner som dette.”

 

Foto: Anlanda Films

 

Den ulovlige mur

Filmen tilskynder, at muren skal betragtes som et ultimativt symbol på splittelsen mellem israelerne og palæstinenserne. Opførelsen adskiller Vestbredden fra Israel og blev besluttet i år 2002 af den daværende israelske regering med Ariel Sharon i spidsen. Som Christensen fortæller, så fandt det sted uden nogen form for konsensus, endsige konsultation, med den palæstinensiske befolkning. Filmen viser os, at israelerne opfatter den som en succes, eftersom den skulle forhindre de mange terrorangreb og optøjer, som foregik før, under og efter palæstinensernes anden intifada, og efter sigende er antallet af terrorangreb sidenhen svundet ind.

Muren er dog aldrig blevet godkendt af FN og den internationale domstol, hvilket blandt andet skyldes, at den har fortrængt og adskilt palæstinensiske familier og fjernet mange folk fra deres jord og ejendom. Israel har bevaret militær og patruljeveje på den palæstinensiske side, og det har, som Christensen fortæller, forstærket billedet af en undtagelsestilstand i regionen, hvor palæstinenserne undertrykkes politisk, økonomisk og militært. Den internationale domstol i Haag har såmænd også erklæret, at muren strider imod ”international lov”. Christensen fortæller om filmens holdning til muren:

”Filmen er absolut ikke for mure eller pro-Israel. Alligevel må man holde fast i, at hvis folk bliver dræbt på gaden, som det unægteligt var tilfældet i årene før opførelsen af muren, så er det naturligt, at der bliver taget nogle drastiske beslutninger og midler i brug. Men jeg er enig med domstolen i, at den retning som både muren og hele forløbet tog, var foruroligende og forfærdelig, og har initieret en masse berettiget kritik.”

Den ”perfekte forbrydelse”

Filmen peger på, at den ”grusomme vold imod palæstinenserne”, som Christensen kalder det, består i, at befolkningsgruppen ”fastlåses og holdes nede i forsøget på at skabe et liv for dem selv”. Situationen er foruroligende, fordi de ikke har mulighed for at artikulere deres politiske ønsker. Christensen henviser til en af filmens mere bestialske scener, hvor en palæstinenser udsættes for mental tortur af det israelske politi:

”Den palæstinensiske fange bliver bedt om at række hen imod og tage fat i en tegnet cykel, som hænger på væggen. Fangen fremstammer forvirret og håbløst, at det er umuligt, da det jo bare er en tegning. Dette er netop en virkelig metafor for, at palæstinenserne for det første kun kan række ud efter det, som de bliver bedt om, og for det andet ikke kan få fingrene i det alligevel. Dette er for øvrigt en hyppigt anvendt metode i de israelske fængsler.”

 

Foto: Anlanda Films

 

Selvom det har mindsket terrorangrebene mod Israel, har muren alligevel fremskyndet en masse individuelle og kollektive protester over årene, som ofte er blevet stoppet med militære midler. I filmen beskriver en professor opførelsen af muren som den ”perfekte forbrydelse”, ligesom når man ”lukker personer inde i et bur, for dermed at få dem til at begå den forbrydelse, de i første omgang blev buret inde for.”

Muren som vor tids konfliktsymbol

Da jeg spørger ind til filmens politiske aktualitet i en bredere kontekst, lægger Christensen ud med at fortælle, at de faktisk var en smule bekymrede for filmens relevans: ”Ville der pludselig komme fred i Mellemøsten? Ville konflikten ophøre? Det viste sig bare med tiden, at filmen blev mere og mere relevant”, og han skynder sig at tilføje, at de naturligvis sætter freden højere end relevansen af deres film! En anden relevansforstærker, som Christensen også selv pointerer, er den isolationspolitik, der bliver ført mange steder i verden, f.eks. i flere europæiske stater og i USA. Filmen slår helt bevidst ned på et højaktuelt tema: Rundt omkring i verden ser vi flere og flere mure og hegn, som skal manifestere forskellen og splittelsen mellem kulturer, nationer og religioner og fremhæve nationalstatens potens. Christensen opfatter tilmed monoteismen som en grundlæggende årsag til den adskillelsestendens, vi ser udspille sig mange steder i verden:

”Jeg mener, at monoteismen skal angribes på et eller andet niveau. Den første linje i hver af de hellige bøger, hvor det hedder, at der kun findes én Gud, gør det netop umuligt at leve sammen med andre mennesker. Det er et af kerneproblemerne i Israel og mange andre steder. Og det er netop så stort et problem, fordi det uomtvisteligt er rodfæstet så dybt i vores individuelle og kollektive sind.”

Filmen er påpasselig med at drage generelle slutninger og holder sig hovedsageligt til særkenderne ved konflikten i Israel, men trækker dog linjer til andre konflikter og de opblomstrende politiske tendenser i den vestlige verden:

”I slutningen af filmen forsøger jeg at optegne en bredere politisk kontekst, men det er helt klart en bevidst handling ikke at prioritere det. Jeg var faktisk meget interesseret i at forbinde det med Berlinmurens fald og situationen i Irland, hvor der var såkaldte fredsmure, samt med Columbia og selvfølgelig USA. Vi var dog bange for, at det ville gøre en kompleks situation endnu mere kompleks.”

Alligevel holder Christensen sig ikke tilbage, hverken i filmen eller i løbet af vores samtale, med at drage bredere konklusioner, både i forhold til isolationspolitik og flygtningekrise:

”Til sidst maler jeg med en bredere pensel, hvor jeg refererer til Syrien og Mellemøsten generelt. Det afgørende er, at selve konstruktionen af eller forslaget om mure for det meste fungerer som et symbol for en grænsedragning mellem ’os’ og ’dem’. Brexit aftegner den samme kontur – Storbritannien afskærmer sig fra resten af Europa ved at sætte en ikke-fysisk mur op mellem sig selv og resten af verden. Selvom mange ikke føler, at de befinder sig i en situation, der ligner den i Israel, så er strukturerne de samme. Bare se på flygtningekrisen. Grænserne bliver strammet op, og der er endda forslag om midlertidige mure, mens forskellige former for hegn jo allerede er en realitet. Så selvom den form for konflikt ikke er noget, vi forbinder med vores egen hverdag, så står vi allerede midt i den.”

Selvom mange ikke føler, at de befinder sig i en situation, der ligner den i Israel, så er strukturerne de samme. Bare se på flygtningekrisen

 

Normalitet og undtagelsestilstand

Begrebet om ”normalitet” er helt centralt i Wall. Undervejs fortæller folk fra begge sider af konflikten, at idealet om normalitet – en fredelig tilstand, side om side – er væk: ”Vi har ikke lyst til at være normale længere”, som en palæstinenser erklærer. Dette peger samtidig på, at idéen om normalitet har været en illusion, som blot har forstærket den militante og rettighedskrænkende undtagelsestilstand, symboliseret ved opførslen af muren. Undtagelsestilstanden er på sin vis blevet normaliteten i regionen. Christensen fortæller:

”Det er interessant, hvordan denne tilstand slet ikke er fremmed for de tendenser, vi ser i både Europa og i USA. Trump bortkaster demokratiske værdier som var de fuldstændig værdiløse. At mange af de ting, der bliver sagt af Trump og hans administration, overhovedet bliver sendt ud til offentligheden, er i sig selv skræmmende. De er blevet en større og mere accepteret del af den offentlige diskurs. Men i forhold til norm og undtagelse, er det mit håb, at vi kan holde fast i nogle basale, demokratiske værdier, der kan fungere som en normalitetsbaggrund. Det er forfærdende, hvis normalitetstilstanden bliver til afvisningen af den slags værdier.”

Den indre skrøbelighed

Som Christensen flere gange understreger, så er de fysiske mure en effekt af de mentale eller kulturelle mure, som findes i den polariserende tilgang til konflikten: ”Alting er blevet så sort og hvidt – enten er du for eller imod. Der er blevet opbygget en ultimativ distinktion mellem ’os’ og ’dem’, fra begge sider.”

Selvom Wall indeholder mange skildringer af den mentalt og fysisk brutale behandling af palæstinenserne, så er et af formålene alligevel at tilbyde et nyt og mere smidigt blik på konflikten.

Hertil søger filmen inspiration fra den internationalt anerkendte israelske forfatter David Grossman. Som Christensen understreger, er Grossman på ingen måde pro-Israel, i hvert fald ikke i den segregerende og undertrykkende form, der ifølge filmen hyppigt forekommer i regionen. Derimod fremstiller han, som Christensen fortæller, et ”sjælesøgende og selvrefleksivt kontrastperspektiv” til de vanlige fremstillinger af israelerne. I Wall får man et indblik i den skrøbelighed, som præger israelernes selvforståelse: Selvom israelerne ofte portrætterer sig selv som stærke og usårlige, er de præget af en grundlæggende uvished og tvivl. Igennem samtaler med israelere, historiske beretninger og stærke billeder viser Wall, at Israel er konstitueret af en grundlæggende kontrast mellem sikkerhed og usikkerhed, styrke og svaghed, utopi og dystopi:

”Den måde, som Grossman ’forsvarer’ Israel på, er langt mere interessant end den mere militante og maskuline form, da den indeholder et moment af introspektion, som ofte går tabt blandt israelere. Han har på ingen måde et polariserende perspektiv, og det er det, jeg finder så fascinerende. Der er ikke tale om ”os” og ”dem”, ekskluderet og inkluderet, ven og fjende – det er et langt mere nuanceret blik på situationen. Og det tror jeg, at vi har brug for. Vi må komme ud af de polariserende og opdelende vokabularer, da de fungerer som mentale mure, der får deres konkrete udtryk i sådan noget som muren ved Vestbredden.”

Et snapshot af samtiden

”Min film kan forhåbentlig bidrage til en refleksion over, hvordan vi er gået fra forestillingen om et internationalt og multikulturelt samfund til det, vi har i dag. Og hvor uvirkeligt det kan synes, at idealer om samfund uden mure og hegne på et tidspunkt dominerede.”

Da jeg spørger Christensen, hvordan han opfatter dokumentaren som aktør i samfundet, bliver det klart, at han ikke ser sin film som et springbræt til, hvordan vi skifter kursen væk fra murene:

”Jeg er stødt på mange dokumentarister, der opfatter genren og deres film som en direkte afsats for forandring. Det tror jeg ikke på. Men det er ikke ensbetydende med, at dokumentaren ikke er vigtig, eller at den ikke kan have en effekt. Grundlæggende laver vi kulturelle artefakter. Vi skaber ting og forsøger at forstå verden som den er på netop dette tidspunkt i historien.”

Christensen mener, at dokumentargenren bør kunne aftegne konturerer af den nuværende kollektive bevidsthed – uden dog at foregive at kunne indtage et fuldkomment objektivt blik:

”Jeg opfatter det på en måde som et ”snapshot” af samtiden, og jeg tvivler stærkt på, at det vil have nogen dybtgående virkning på den politiske situation. Men det ændrer ikke ved vigtigheden af at handle. Filmen kan aftegne nogle konturer af forandringer som allerede er sket i den internationale bevidsthed.”

Samtidig mener Christensen, at kunstens rolle er at vise os vores kollektive frihed; at prikke til og forskyde vores fastgroede selvforståelser; at minde os om, at udtryk som ”nødvendighedens politik” er en eklatant selvmodsigelse:

”Det er ligesom når David Grossman taler om, at vi bliver tilvænnet bestemte miljøer, hvor den pågældende virkelighed tager form som den eneste mulige, og vi bilder os selv ind, at den eneste måde, hvorpå vi kan konfrontere de politiske problemer, som konflikten mellem Israel og Palæstina byder, er den aktuelle. For det er jo på ingen måde sandt. Og det er netop her, at kunsten spiller en afgørende rolle. Den kan reflektere over og præsentere andre perspektiver og ruske op i vores selvforståelser, som ellers synes solidt plantet i os.”

En tragisk konflikt – Tjekhov eller Shakespeare?

Alligevel beder jeg Christensen om en fremtidsdiagnose. Hvor findes muligheden for fremtidig fred? Kan den politiske situation forandres på andre måder end ved adskillelse og opførelsen af flere mure? ”Alt er muligt”, er hans umiddelbare svar: ”Men det er velsagtens en smule for ambitiøst at tro, at det hele kan forandre sig til en lykkelig situation fra den ene dag til den anden. Det er i hvert fald en vurdering, der ikke har særlig stor historisk opbakning.”

Selvom Wall antyder et positivt og håbefuldt syn på konflikten, så ender den på en måde med den konklusion, at vi må vælge én tragisk slutning frem for en anden. For så vidt en tragedie defineres som en politisk eller moralsk uløselig konflikt, så bliver det selvfølgelig oplagt at spørge: Hvilken tragedie taler vi om her?

”I forhold til håbet om fredsløsninger og den slags, så holder jeg af den israelske forfatter Amos Oz, som har præsenteret en analogi i den forbindelse. Han siger, at det vi skal håbe på, er en afslutning fra Tjekhovs romaner og teaterstykker, i modsætning til Shakespeares. Som han siger, sker der i Shakespeares stykker det, at karaktererne i sidste ende bevarer deres moral, men samtidig går i døden. I Tjekhovs slutninger, derimod, er karaktererne bitre og vrede efter at have indgået kompromisser, men er alle i live ved historiens slutning. I forhold til konflikten i Israel, vil jeg holde fast i, at der findes en hel del berettiget vrede, men hvis vi kunne komme til et moment af fred, så vil det mere ligne en slutning som Tjekhovs.”

Som filmen fremviser, er konflikten mellem israelere og palæstinensere indfanget i et net af historiske, religiøse og politiske hårdknuder, som det forekommer mere eller mindre umuligt at annullere. Det vi kan håbe på, vurderer Christensen, er at komme adskillelsestendensen til livs og bygge videre på de momenter af fremgang, som ind imellem viser sig:

”Jeg talte forleden med en person fra Irland, som drog en parallel til sit hjemland. De gamle klagepunkter er der stadig og katolikker og protestanter er stadig i konflikt. Men de lever i det mindste i en bedre virkelighed end før – der er for eksempel ikke længere daglige skyderier. Alt i alt, så er det ikke nogen lykkelig slutning, men en lille og gradvis fremgang. Og det tror jeg i det mindste er muligt. Men det kræver, at vi kommer udover det indgroede adskillelsesvokabular.”

I forhold til konflikten i Israel, vil jeg holde fast i, at der findes en hel del berettiget vrede, men hvis vi kunne komme til et moment af fred, så vil det mere ligne en slutning som Tjekhovs

 

Foto: Anlanda Films

 

Håbet om en bedre fremtid kommer også til udtryk til sidst i filmen, hvor Wall bevæger sig fra en mere eller mindre farveløs virkelighed til et udtalt fokus på den farverige graffitimaling, som politiske oprørere har tegnet på muren i protest mod dens undertrykkende effekter og i håbet om fremtidig fred og retfærdighed. Selvom et endegyldigt normativt budskab er fraværende, så fortæller Christensen, at denne kontrast alligevel er ment som en form for håbskatalysator:

”Til sidst i filmen har man næsten opgivet håbet om nogensinde at se farver igen, men at kontrasten træder frem til sidst skal få seeren til at vågne op og se, hvordan situationen kun er håbløs, så længe den forvaltes håbløst.”