ARTIKLER

\”Vores biologiske krop er vores skæbne\” – sådan sagde man engang. Med bioteknologien og forståelsen af det levende på det molekylære plan skulle dette være slut.

Artikel af Lars Thorup Larsen: Er det i bioteknologien selv, vi skal finde kernen i problemet om politiseringen og kapitaliseringen af det biologiske liv – dets arvemasse, organer etc.?
Eller forudsætter en nuanceret forståelse af bioteknologien snarere et historisk blik på den rationalitet, som siden oplysningstiden på forskellig vis har forbundet økonomi, politik og befolkning?
Er kapitalismen med hjælp fra teknologien blevet biopolitik eller har kapitalisme altid været biopolitik?
Disse spørgsmål diskuterer Lars Thorup Larsen, adjunkt, Ph.d. ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, i denne artikel ved at opstille en teoretisk forbindelse mellem biopolitik og økonomi med udgangspunkt i Foucault. Dermed fremsættes tesen, at den moderne økonomiske rationalitet altid har været biopolitisk.
Artiklen tager afsæt i en kritik af de seneste års brug og misbrug af biopolitik-begrebet. Det er, hævdes det, ofte blevet misforstået enten på grund af en alt for teknologicentreret tilgang (Nikolas Rose) eller en for statscentreret tilgang (Giorgio Agamben), som fraskriver biopolitikken dens økonomiske kerne.
Med udgangspunkt i Foucaults udvikling af begrebet i en forelæsningsrække fra 1979, Biopolitikkens fødsel, argumenteres for, at nøglen til en forståelse af biopolitikken skal søges i befolkningsbegrebet, som ifølge Foucault bliver det væsentlige omdrejningspunkt, der forbinder biologi, politisk økonomi og liberalisme i det 18. århundrede.
Dermed bliver det også tydeligt, hvordan den økonomiske liberalisme, idet den betragter forholdet mellem markedet og befolkningens selvregulering ud fra et princip om rigdomsmaksimering, repræsenterer en biopolitisk regeringsform.

Anmeldelse af Kristian Høyer Toft: Håbets Teknologi – samfundsvidenskabelige perspektiver på stamcelleforskningen i Danmark er titlen på den bog som BioCampus – et af Københavns Universitets fire tværfaglige satsningsområder-lancerede i begyndelsen af året.

Bogen belyser stamcelleforskningen ud fra et tværfagligt, samfundsvidenskabeligt perspektiv og undersøger stamcelleforskningens introduktion og etablering i Danmark.
I følgende anmeldelse af bogen diskuterer Kristian Høyer Toft de metodiske præmisser som artiklerne i bogen operer med, nemlig de sociologisk orienterede Science and Technology Studies (STS). Høyer Toft konkluderer at STS perspektivet på stamcelleforskningen kan være både frugtbart og begrænsende.

Fx er det oplysende, at det ifølge ’Håbets Teknologi’ kan være vanskeligt at beskrive stamceller neutralt, fordi fortolkningen af stamceller er knyttet til bestemte interesser og aktører. Ikke desto mindre har det ifølge Høyer Toft en række filosofiske konsekvenser at acceptere denne form for konstruktivisme, og Høyer anbefaler derfor en række ’rettesnore’ for STS-metoden.

I nærværende artikel er Francis Fukuyama, professor i international politisk økonomi ved John Hopkins School of Advanced International Studies, blevet bedt om at beskrive verdens farligste ide.
Fukuyama frygter, at den eksplosive udvikling indenfor eksempelvis bioteknologi udgør en trussel mod den menneskelige essens – og dermed mod de grundlæggende lighedsidealer, som det vestlige, liberale demokrati bygger på. Fukuyama udnævner derfor det tankesæt, der legitimerer den rasende udvikling, nemlig transhumanismen, til verdens farligste ideer.

Nick Bostrom, direktør for Future of Humanity Institute ved Oxford University, giver her svar på den kritik, Francis Fukuyama retter mod transhumanismen.
Bostrom problematiserer bl.a. Fukuyamas påstande om, at mennesket har en essens, at denne essens er forudsætningen for, at mennesket kan kræve lige rettigheder, og at transhumanismen vil ødelægge denne essens ved at relativere den.

Artikel af Thomas Søbirk Petersen: Nutidens dopingbekæmpelse er præget af for meget vanetænkning og teknologiforskrækkelse. Forestillingen om at præstationsfremmende stoffer er principielt uforenelige med sportens verden og stiller sig kritisk overfor det moralbegreb, som World Anti-Doping Agency’s (WADA) forbudsliste repræsenterer, bør udfordres.

Lovliggøres præsentationsfremmende stoffer og metoder, såsom EPO, betablokkere og intravenøst drop, vil det på sigt have to signifikante fordele. Dels vil eliteidrætsudøvernes kunne forbedre deres sundhedsmæssige tilstand, dels vil en sådan lovliggørelse have en social effekt, da mulighederne for at udøve sport på lige vilkår vil blive større.

Derimod er det et problem, at eliteudøvere, som konsekvens af den stramme lovgivning, ikke har de samme rettigheder som personer, der ikke udøver sport på eliteplan, og som har fri adgang til en række forbudte stoffer fx betablokkere og hormontilskud.

På et generelt plan knytter artiklen an til en diskussion om, at den foranderlighed, som kroppen undergår i andre sammenhænge vha. nye teknologier, ikke finder sted inden for sporten, der bør være langt bedre til at omfavne de muligheder, som de teknologiske landvindinger og den medicinske udvikling giver.

Artikel af Inger Kryger Pedersen: Denne tekst tager kritisk udgangspunkt i tematikkens tekst af Thomas Søbirk. Inge Kryger Pedersen, der er lektor ved Sociologisk Institut, KU, argumenterer for, at doping ikke bare er snyd men simpelthen korrumperer sporten som system. For sport har hverken noget med kunst og underholdning eller sundhed at gøre, men er sit helt eget system, der har indbygget såvel et ligheds- som et forskelsprincip, hvor lige parter skal dyste med henblik på at finde en forskel, der ikke umiddelbart kan forklares. Det system, og dermed sporten, ødelægger brugen af doping.

Genmæle af Thomas Søbirk Petersen: Søbirk Petersen svarer igen på Inge Krygers Pedersens kritik af \”No Dope, No Hope\”. Søbirk har fem indvendinger til Krygers kritik i \”Sportens spil handler ikke om sundhed\”. Søbirk retter afslutningsvist en kritisk kommentar til Inge Kryger Petersens eget bud på hvorfor EPO korrumperer sporten og bør forblive på forbudslisten.

Inge Kryger Pedersen er lektor ved Sociologisk Institut, KU mens Thomas Søbirk Petersen er adjunkt, Ph.d. i moralfilosofi ved afdelingen for Filosofi og Videnskabsteori ved RUC.

Artikel af Niels Brügger: Når forholdet mellem krop og teknik sættes i forbindelse med fremmedgørelse og forfald, sker det ofte ud fra en klassisk forestilling om kroppen som en autonom og lukket størrelse. Imidlertid bliver det mere og mere vanskeligt at begrebsliggøre, hvor krop og teknik adskiller sig fra hinanden.

Med udgangspunkt i Marcell Mauss, Marshall McLuhan og Paul Virilio opstiller Niels Brügger, der er lektor ved Institut for informations- og medievidenskab, Aarhus Universitet, tre scenarier, der nuancerer og sammentænker forholdet mellem krop og teknik.

For det første kan kroppen betragtes som teknik i sig selv, idet bevægelser og kropsfunktioner udgør tekniske redskaber.
For det andet kan teknikken anskues som en naturlig forlængelse af og protese på kroppens ydre funktioner, og omvendt kan teknikken trænge helt ind i kroppen og fungere indefra, som protese for kroppens indre organer.

I dette perspektiv problematiseres ideerne om den teknologiske fremmedgørelse og det kropslige forfald, fordi der sættes spørgsmålstegn ved en naturlig og umiddelbar kropslighed.

Artikel af Gert Balling: Her inviteres du med på en tour de force igennem historiens forskellige begreber om henholdsvis mennesket og teknikken. Gert Balling belyser disse begrebers udviklingshistorie og deres indbyrdes relationer ud fra to klassisk forskellige perspektiver – det humanistiske og det naturvidenskabelige – med deres to forskellige formål: Nemlig naturvidenskabens kamp for at kortlægge og operationalisere naturen til glæde for menneskeheden, og humanisternes kamp for at udbedre det vakuum, der opstår mellem natur og operationaliseret natur – mellem menneske og teknik.

Spørgsmålet er selvfølgelig hvilket menneske, der er centrum for disse bestræbelser. Operationaliseringen har nemlig affødt et nyt menneskebillede…og et nyt vakuum. Forude venter Homo Technicus

Indledende artikel af Ulrik Ekman: I den udvidede virkelighed, man møder i nutidens digitale kultur og projekter i informationskunst, er det vanskeligt, hvis ikke umuligt, at distingvere klart mellem forskellige korporealiteter (fysiske, mekaniske, kemiske, biologiske, psykiske, bevidste, forstående, intelligente, rationelle), ligesom grænserne for human kropslighed synes overmåde svære at få øje på.
Dette tidsskriftsnummer retter sig mod en udforskning af (post)human kropslighed som problemstilling for en epoke karakteriseret ved udvidet virkelighed og informationsteknologisk allestedsnærvær.
Artikelbidragene sigter specielt mod en fint differentieret behandling af denne problemstilling i forhold til mulighederne for menneskeligt kropslig æstetisk erfaring af den samtidskunst, der aktivt og eksplorativt involverer nye medier, digitalitet og IT. Leder af Ulrik Ekman: Artiklerne forfølger spørgsmålet om menneskelig krop og kropslighed i en bred vifte af mediekunstformer i informationskulturen i dag – fra installationskunst over arkitektur, video, mobiltelefoni, computerspil, reklamer, sportsmediering og wearable computing til kunstigt liv.
Denne introduktion søger specifikt at artikulere og udfolde kompleksiteten i den helt aktuelle forskningsmæssige debat om posthuman kropslighed, som udgør den bredere kontekst for de følgende artiklers behandling af vigtige facetter af en korporeal medieæstetik af i dag.

Artikel af Arild Fetveit: Digitaliseringen av audiovisuelle medier, har understøtte en postproduksjonsestetikk og muliggjort grenseoverskridende estetiske former, ikke minst med hensyn til spatiotemporal fleksibilitet og representasjon av menneskekroppen. Dette diskuteres i dette bidraget med utgangspunkt i Chris Cunninghams video til Portisheads Only You (1997), og Cunninghams eget videoprosjekt Rubber Johnny (2005). Mens videoen til Only You iscenesetter en postindustriell humanisme i sin måte å figurere kroppen, presser Rubber Johnny opp mot sansenes grenser og en posthumanisme som stiller spørsmål om hva det menneskelige er.

Artikel af Anne Ring: Bidraget diskuterer, hvilken rolle videoinstallationen har spillet i de seneste årtiers radikale receptionsæstetiske omstillinger inden for samtidskunsten i almindelighed og installationskunsten i særdeleshed. I fokus for diskussionen står beskuerens krop og spørgsmålet om på hvilke måder videoinstallationer kan involvere kroppen og siges at appellere til kroppens sensorium på andre måder end klassiske billedmedier som maleri og fotografi. Der argumenteres for at videoinstallation opererer med en ’posthuman’ krops- og subjektopfattelse, og at den deltager i udviklingen af nye multisensoriske receptionsformer lige fra genrens undfangelse i 1960’erne. I forlængelse heraf påvises det, at videoinstallationer kan invitere til en vifte af forskellige receptionsformer, hvoraf artiklen særligt koncentrerer sig om at redegøre for tre: navigation, immersion og interaktion.

Essay af Bo Kampman: Essayet handler om sportens ­ og i særdeleshed fodboldens ­ teknologiske reversibilitetstriumf. Med de moderne massemediers massive indtrængen i sportens virkefelt kan tiden betvinges og, næsten, vendes om. Moderne medier dvæler ved kroppen som en plastisk skønhed, enten i et frossent \”nu\” ­
sekundet før helflugteren lander i netmaskerne ­ eller i den fart og flygtighed, som efterlader beskueren stakåndet tilbage. Sportens post-humane væsen og den medieteknologiske determinisme er intimt sammenkoblede. Essayet er på sporet af den kobling via sondringer i sportskroppens rolle, fodboldens medierede æstetik og fascinationen af virkeligheden som et miks af rå dokumentarisme og glamourøs iscenesættelse.

Artikel af Hanne-Louise Johannesen: De to værker Blur Building af Diller + Scofidio og Underscan af Rafael Lozano-Hemmer, der begge udelukkende eksisterer i kraft af avanceret computerteknologi, er her omdrejningspunktet for en undersøgelse af, hvordan man som ’beboer’ eller ’bruger’ af arkitektur må imødekomme helt anderledes udfordringer.
I værkerne er ens tilstedeværelse afgørende for, at der opstår et rum og en arkitektonisk ramme, og rummet reagerer på ens tilstedeværelse. Man må nærmest iklæde sig rummet for at gå på opdagelse i det spektakulære skue, der er rammesat af arkitekterne. Men hvilken oplevelse er på spil og hvad betyder den aktive deltagelse for relationen mellem arkitektur og bruger? Kan vi kaste os ud i fri leg med kontrol over situationen eller bliver arkitekturen omklamrende som tågen i Blur Building?

Artikel af Ulrik Ekman: Artiklen præsenterer meksikansk-canadiske Rafael Lozano-Hemmers arbejde inden for performativ og interaktiv mediekunst i sin helhed, både hans projekter i relationel arkitektur og hans installationsmæssige subskulpturer, fra tidlige værker som Surface Tension (1993) over hans gennembrud med Vectorial Elevation i 2000 til den seneste store præsentation af hans oeuvre ved biennalen i Venedig 2008.

Igennem artiklens konkrete analyser af Lozano-Hemmers installationsprojekter argumenteres der for, at disse fremstiller en tankevækkende behandling af grænsefladerne mellem menneskelig kropslighed og den nyere informationsteknologi under udvikling navnlig siden årtusindskiftet inden for ubiquitous computing og udvidet eller blandet virkelighed. Lozano-Hemmers arbejde synes her af særlig vigtighed grundet sin fint differentierede tilnærmelse til samspillet i dag i denne kontekst mellem en bevægende, primært taktil sanselighed og en mangfoldigt kompleks, indlejret informationsteknologi. Ikke mindst forekommer Lozano-Hemmers informationskunst provokerende eller medrivende i sin bevægelse henimod en immanent anden- og andethed i humane livsformer, en potentiel in-humanitet eller et indre ydre i menneskelig kropslighed, der berører og bevæger ethvert menneskeligt \’os\’ med sin animalske dynamik og energi.

Artikel af Anders Michelsen: Med udgangspunkt i kunstprojektet Black Shoals diskuteres forholdet mellem kunstigt liv i computere – ”Alife” program-former – og den menneskelige krop. Alife analyseres som kroppe ”in silico”. Det vil sige kroppe, som fremstilles artificielt gennem computermodeller, hvor aspekter af menneskekroppen – organiske strukturer – simuleres og dermed rykker ved vores forståelse af den menneskelige krops singularitet. Alife signalerer et nyt komplekst interface mellem det ukendte og det artificielle som et særligt forhold af fakticitet. Hvilket i videre forstand er et skisma mellem menneskelig kreativitet og teknologi. De former for kompleksitet, der genereres af artefakter, kan ikke tages som verdens kompleksitet, men som et faktum vedrørende denne kompleksitet: de føjer for det første noget til vores modellisering af verden, og de føjer for det andet noget til verden gennem deres fakticitet. Og det er ikke muligt at fremstille en sikker relation mellem disse to tilføjelser.

Efterord til tematikken af Arild Fetveit