Krig og fred og Anna Karenina er kendte værker af den verdensberømte russiske forfatter Lev Tolstoj. Peter Bock Nielsen skriver derimod om en anden side af den kendte forfatter; hans kristent-anarkistisk filosofi, hvis pacifistiske indhold har været en torn i øjet på...
Medforfattere: Frederik Schou-Juul Kandidat i Filosofi og ph.d.-studerende ved Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet. Særlig interesse for bioetik, etiske dilemmaer inden for neurodegenerative sygdomme, demenspleje, samt folkesundhedsetik og...
Ikke mange i Danmark har hørt om den russiske forfatter Maria Stepanova, men hendes erindringsprosa udgør et vigtigt bidrag til at forstå den kunstneriske russiske modstand og måske gentænke et nyt Rusland. Maria Stepanova er en russisk-jødisk forfatter og journalist....
Pussy Riots fortælling om modstand, undertrykkelse og politisk-kunstnerisk revolution blev udødeliggjort gennem Maria Alyokhinas bog Riot Days (2017). Turbulens bringer her et uddrag fra bogen om optakten og udførslen af deres berømte aktion i Frelserkirken i Moskva.
Når jeg snart forlader varetægtsfængslet, mister jeg kontakten til omverdenen for en tid. I toget og transit-isolationscellerne er der ingen mulighed for at give besked om, hvor jeg er. Indtil jeg ankommer til fangelejren, vil hverken mine advokater eller mine...
26.03.2023 Visning af dokumentarfilmen Silent Sun of Russia (2023). Sybilla Tuxen (direktør). Grand Teatret, København i anledning af CPH:DOX. Turbulens har været med i Grand Teatret d. 26. marts for at overvære en visning af dokumentarfilmen...
20 Days in Mariupol (dokumentarfilm, 2023) CPH:DOX visning Dokumentarfilm af Mstyslav Chernov Trillende tårer, udvandring fra biografsalen og flere minutters total stilhed efter endt film og tændt lys. Det var hvad man kunne opleve til CPH:DOX-festivalen under...
Labor (dokumentarfilm, 2023) CPH:DOX visning Dokumentarfilm af Tove Pils Verdenspremiere 21.03.2023, Empire Bio (København) Er du glad for dit arbejde? Tja… der er vel gode og dårlige dage, som ved så mange andre jobs. Det ville en sexarbejder sandsynligvis...
Hvordan har billedkunsten bidraget til naturfilosofien gennem tiden? I denne samtale dykker Mikkel Bogh, Direktør for Statens Museum for Kunst, ned i kunsthistorien og giver eksempler på, hvordan billedkunsten reflekterer menneskers erfaringer med naturen. Som under romantikken, hvor billedkunsten giver åbninger ind i en naturfølelse og billeder af en natur, som mennesker har drømt om at være i kontakt med. For billedkunsten er en fantastisk indikator på, hvordan vi har tænkt om naturen, og selvom den er lige så bredspektret som menneskeheden, har den ikke desto mindre udviklet en særlig følsomhed over for alt det, der risikerer at forsvinde ned mellem sprækkerne og gå tabt – hvad enten det er truede dyrearter, truede tænkemåder eller en truet omverdensrelation.
I forbindelse med Turbulens’ tema om posthumanisme bringes her et uddrag fra andet kapitel af Henrik Jøker Bjerre & Carsten Bagge Laustens bog “Den nyttige idiot: Om Slavoj Žižeks samfundsteori” fra 2013. Kapitlet har titlen “Psykoanalyse som ideologikritik” og handler om, hvordan det ubevidste også kan analyseres og diskuteres på et samfundsplan med en ideologikritisk tilgang. Det ubevidste er således ikke bare en konstant udfordring for det enkelte menneske – det er det for os alle sammen i fællesskab!
07.07.2022 “I en eller anden afsidesliggende krog i det i talløse solsystemer flimrende og udhældte verdensalt, fandtes der engang en stjerne, hvor kloge dyr opfandt erkendelsen. Det var det mest indbildske og løgnagtige minut i “verdenshistorien”, men det...
I løbet af de seneste årtier er en ny sårbarhed i vores forhold til naturen blevet mere åbenbar. Coronapandemien, klimakrisen og biodiversitetsnedgangen blotlægger på forskellig vis vores skrøbelighed i forhold til den natur, der er vores fælles livsgrundlag. Selvom vi forsøger at udnytte vores tekniske og videnskabelige snilde til at holde naturen i en armslængde, afslører det antropocæne landskab, hvor tørke og oversvømmelser mange steder er blevet en ny normaltilstand, at vi også i høj grad er prisgivet naturens luner. Dette åbner for en filosofisk undren i forhold til menneskets rolle i forhold til naturen i dag.
I sin bog “Det sociale arbejdes genealogi” beskriver Kaspar Villadsen, hvordan filantropien er ved at blive genopdaget i det sociale arbejde. Hermed er principper for fattighjælp, som oprindelig blev udviklet af filantropiske foreninger sidst i 1800-tallet atter på fremmarch. Turbulens bringer her, som en del af vores tema om velgørenhed, sidste kapitel fra Villadsens bog, som beskriver filantropiens genkomst og dennes betydning for vores forståelse af medborgerskab, fællesskab og frihed.
Når vi tænker på velgørenhed, tænker vi almindeligvis på donationer til fattige lande og nonprofit-organisationer, der hjælper fattige, syge eller på anden måde trængende. Men hvordan kan vi så fortolke en organisation som Kræftens Bekæmpelse, der har en massiv betydning i vores sundhedssystem, når de for eksempel sælger små armbånd ved kassen i Netto, eller når de afholder deres store, årlige TV-indsamlingsshow? Er det velgørenhed, altså filantropi, eller er det snarere rendyrket kapitalisme i forklædning?
Nutidens politikere er meget optaget af at kritisere ‘parallelsamfund’ og betragter dem som en trussel mod ‘det danske samfund’. I filantropiske skrifter fra midten af 1800-tallet genfindes en bekymring for en kløft mellem de to samfundsklasser. Dengang blev ‘de andre’ på den anden side dog anskuet med mere barmhjertige øjne. Velgørenhed blev set som en brobygger, og adskillige tiltag blev sat i værk for at undgå, at samfundet knækkede over på midten. Tilgangen var menneskekærlig, men der var ikke stor forståelse for kulturforskelle, og de trængende blev målt med middelklassens målestok. Alligevel kan vi i dag lade os inspirere af den tids medfølelse.
“Det rette ville være at forsøge at gentænke samfundet på et grundlag, der umuliggør fattigdom. Og de altruistiske dyder har i virkeligheden forhindret os i at opnå dette mål. Ganske som de værste slaveejere var dem, der behandlede deres slaver godt og dermed forhindrede dem, der led under systemet, i at indse dets sande rædsel og dem, der betragtede systemet udefra, i at forstå det til fulde”. Således beskriver Oscar Wilde velgørenhedens væsen i sin tekst “Menneskets sjæl under socialismen”, som Turbulens her bringer et uddrag af som første del af serien om velgørenhed.
Turbulens undersøger i denne temaserie begrebet “velgørenhed”, om hvilket forfatteren Oscar Wilde i 1800-tallet skrev følgende:
“Vi får ofte at vide, at de fattige er taknemmelige for velgørenhed. Det er nogle af dem utvivlsomt, men de ædleste blandt de fattige er aldrig taknemmelige. De er utaknemmelige, utilfredse, ulydige og oprørske. Det er de i deres gode ret til. De føler, at velgørenhed er en latterligt utilstrækkelig måde at slå halv skade på, eller en sentimental tvangsmæssig uddeling, som oftest ledsages af et upassende forsøg fra den sentimentales side på at tyrannisere deres privatliv. Hvorfor skulle de være taknemmelige for de krummer, der falder fra den rige mands bord? De burde sidde med ved bordet, og det begynder at gå op for dem”.
Har vi ret til at udøve voldelig opstand overfor staten? CPH:DOX-filmen Un pays qui se tient sage (engelsk titel: The Monopoly of Violence) undersøger spørgsmålet om statens voldsmonopol med afsæt i gadekampene under De gule vestes opstand i Frankrig. Nicolai von Eggers har skrevet en analyse.
Filmfestivalen CPH:DOX 2021 er i fuld gang. En af de film, som har international premiere på dette års festival, udforsker hjernens mysterier i en fremtidssøgende film om biologisk og kunstig intelligens, etiske dilemmaer og den tavse krig mellem feltets førende forskere. Turbulens bringer her en kritisk anmeldelse, skrevet af hjerne- og kognitionsforsker Mikkel Wallentin, af The Brain.
Dokumentarfilmen ”The Healing” fra årets CPH:DOX, instrueret af Natalia Ciepel og Hannah Elbke, går bag om Lundtoftegades kreative forsøg på at undgå den hårde ghettoliste. Gennem sanselige og æstetiske billeder skildres beboernes kollektive ”fjernhealing” af boligområdet. Derved giver filmen også et indblik i det fællesskab og de følelser, som ghettoloven frembringer hos dem, den rammer.
”Children of the Enemy” er en ny dokumentarfilm af Gorki Glaser-Müller, som havde verdenspremiere i 2021 til filmfestivalen CPH:DOX. Den fortæller historien om, hvordan den svensk-chilenske morfar Patricio Galvez rejser til Mellemøsten for at redde sine syv forældreløse børnebørn, som er fanget i en kurdisk flygtningelejr. Det er en rørende historie men samtidig også en politisk fortælling, fordi de syv ’børn af fjenden’ ikke ifølge alle er velkomne i Sverige – snarere tværtimod anses de af nogle som ”ISIS børn” eller ”terroristbørn”. Turbulens har mødt instruktør Gorki Glaser-Müller til en snak om både at lave en så bevægende dokumentar og samtidig om de mere kontroversielle aspekter af Patricio Galvez’ kamp.
Skolens socialiserende og opdragende funktion søger at forberede elever til at kunne indgå som demokratisk engagerede borgere, når de engang skal ud i samfundet. Et fremtidsperspektiv, som f.eks. findes i statsdefinerede læringsmålstyrede tiltag. Denne artikel identificerer og udfordrer en problematik i en nuværende pædagogisk og didaktisk diskurs: At undervisning arbejder i umiddelbart kort- og middelsigtede rationaler, som relaterer sig til elevens aktuelle situation.
Hjernen er blevet den nye spådomskugle i det 21. århundrede, som vi kigger dybt ind i for at få svar på alverdens mysterier. For tænk, hvis vi omsider kunne finde de ultimative årsager til en lang række psykiske sygdomme, kortlægge drømmenes egentlige funktion, og en gang for alle kunne få afklaret filosofiske grundspørgsmål om bevidsthedens væsen?
Der er et væld af emner at tage fat på, når man vil forsøge at belyse musikkens plads i det menneskelige samfund og forholdet mellem musik og hjerne. De emotionelle aspekter er for mange er den drivende kraft for at beskæftige sig med musik. Med udgangspunkt i et andet perspektiv vil denne artikel dog overvejende fokusere på vores kognitive evne til at håndtere de komplekse rytmiske strukturer, der ligger til grund for musik. Den vil forsøge at argumentere for, at de neurale mekanismer, der sandsynligvis muliggør evnen til at klappe i takt, er grundlæggende for hjernens funktion, og at musik slet ikke ville eksistere i vores samfund, hvis ikke vi havde denne evne. Og så bruger den corona-krisen som konkret eksempel på, hvordan musikken bogstavelig talt kan bringe os på bølgelængde, selv på afstand.
Ifølge nye kognitionsteorier om distribueret tænkning lærer mennesker gennem helkropsoplevelser. Det har givet god mening for jæger/samleren, men hvordan ser det ud for det moderne menneske, der ikke mere lever i tæt kontakt med natur? Ifølge teorier som ART (Attention Restoration Theory) stimulerer det ikke-menneskeskabte miljø vores opmærksomhedssystem på en anden måde end det menneskeskabte. Naturen indeholder et særligt potentiale for at berige det moderne menneske med sansebærende, kognitive aktiviteter og oplevelser – og her kan smartphoneteknologien være en ny metode til at hjælpe særligt de naturuvante børn.
Drømme er et besynderligt fænomen – det er de fleste drømmeforskere enige om. I denne artikel præsenterer filosof Melanie Rosen, hvor langt hjerneforskningen er kommet i forhold til at sige noget substantielt om, hvad drømme er, hvordan de fungerer, og om det nogensinde bliver muligt at udlede indholdet af drømme ved at se direkte ind i hjernen – og hvad vi ville kunne bruge det til. Det viser sig, at vi endnu mangler pålidelige måder at studere drømme på, selvom vi har set en række exceptionelle fremskridt de senere år.
En ambitiøs grøn omstilling kræver en besindelse på det forhold, at hverken velfærds- eller konkurrencestaten har vist sig i stand til at reagere rettidigt på de stadigt mere omfattende klima- og biodiversitetskriser. Men disse statsformers gamle ideologiske klæder støbt i socialismens og liberalismens billede hænger ved og står i vejen. Det viser de modsatrettede reaktioner på vores bog, ”Den bæredygtige stat”, hvor vi forsøger at skitsere en tredje vej til den påkrævede samfundstransformation.
Ofte tager vi eksistensen af politik for givet. Politik er i det perspektiv den form for praksis, som er konstant til stede inden for den offentlige debat og i de forsamlinger, råd og parlamenter, som vi netop kalder for ‘politiske’. Men samtidig kan vi også tale om politisering og afpolitisering, om at politik både opstår og forsvinder igen inden for visse omstændigheder. I følgende essay argumenterer Andreas Beyer Gregersen for, at vi bør nuancere vores brug af politikbegrebet. I stedet for blot at skelne mellem politik og det ‘apolitiske’ giver det nemlig mening at anvende en adskillelse mellem mikropolitik og makropolitik som to forskellige måder, hvorpå politik manifesterer sig på. Dette giver især mulighed for at forstå og diskutere ‘det mikropolitiske moment’, som er den situation, hvor det politiske rum stadig har en uudfoldet og skrøbelig karakter. Det mikropolitiske moment handler om selve den politiske virkeligheds spæde begyndelse.
Effektiv teknologi og kvantitativ vækst er afgørende for Vestens fremskridt, også når det gælder klimaspørgsmål. Omtrent sådan kan man opsummere dele af et perspektiv, der forsvares af prominente stemmer, og hvis grundforståelse er intuitivt til stede i den folkelige bevidsthed i et land som Danmark. Espen Malling overvejer i denne artikel et andet perspektiv. Det går ud fra, at blandt andet klima- og miljøproblematikker kan ses som tegn på indbyggede svagheder i den vestlige model, og at konsekvenserne af blind tillid til det reduktionistiske verdenssyn, som modellen er baseret på, således er ved at indhente vores nu globale civilisation. I artiklen argumenteres der omvendt for, at sikringen af langsigtet social og miljømæssig trivsel afhænger af øget systemtænkning og -praksis.
Corona-pandemien har affødt et opbud af meninger og teorier. Lever vi undtagelsestilstandens tidsalder? I risikopolitikkens? Krisepolitikkens? I denne artikel taler sociologen Anders Blok, med afsæt Andrew Lakoffs bog Unprepared: Global Health in a Time of Emergency (2017), for at corona-krisen afslører en ”(u)forberedthedens politik”. I årevis har vi gradvist opbygget en række lokale og globale sundhedsorganer, hvis rolle det er at forberede samfundet på såvel uforudsigelige som uundgåelige sundhedstrusler. Vi lever med andre ord i en politisk tidsalder, hvor vi med al kraft forsøger at forberede os på det ukontrollable.
I en tid, hvor kunstig intelligens i tiltagende grad og samtidigt på en foruroligende, ubemærket måde, spiller en større rolle i vores samfund, kan det være vigtigt at gøre sig klart, hvori dens principielle begrænsninger består. Ligesom den menneskelige tænkeevne med Kants berømte Kritik af den rene fornuft (1781) fik tildelt og afgrænset sit råderum, er tiden måske inde til, at den kunstige intelligens (algoritmen) får tildelt sit. Denne artikel berører nogle af de mest grundlæggende særtræk ved den menneskelige intelligens og dens mulighedsbetingelser, som synes uden for rammerne af enhver mulig kunstig intelligens.
Under en økonomisk krise vil der altid være håb, også når man er drevet til det yderste. Dette er en af de budskaber, som hovedpersonen i Mogens Klitgaards roman Der sidder en mand i en sporvogn, overbringer. Lauritz Korfix Schultz beskriver i denne artikel hvordan Klitgaards tanker fra 1930’erne synes mærkværdigt moderne. Romanen kaster lys på en nutidig problemstilling ved det at være menneske i 2018. Ofte er man blind for, at der kan være andre mekanismer end ens egen formåen, der gør, om man lykkes eller går rabundus. Romanen kan ad denne vej læses som et vidunderligt vink til nutidens optimeringskurser og selvhjælpsbøger, der fortæller mennesker, hvordan de skal få succes og vende negative tanker til positive. Konsekvensen bliver et samfund, hvor mennesker aldrig føler sig tilstrækkelige og hele tiden må bevæge sig – sporvognen er lagt på skinner – fremad, fremad! Hvis man bare viser energi og handlekraft, så skal det hele nok komme.
Dette års historisk varme sommer, med intet eller meget lidt nedbør og skovbrande i mange lande, har en gang for alle gjort, at klimaforandringerne har slået rod i almindelige menneskers bevidsthed. Samtalen om klimaforandringer foregår i et sammensat felt, hvor videnskab, politik, hverdagsliv og kunst krydser hinanden. Ved at sætte en række forskellige videnskaber og discipliner i spil, bringer Turbulens over de næste måneder en serie af tekster og interviews, som fra forskellige vinkler undersøger et af de mest omdiskuterede begreber inden for dette felt, nemlig Antropocæn. Temaserien skydes i gang med denne indførende artikel, skrevet af Turbulens’ redaktion.
Den Antropocæne tidsalder er bedst kendt som et ’mega-fænomen’, der beskriver menneskehedens destruktive adfærds aftryk i klodens geologiske lag. Men begreber som ’det globale’ og ’menneskeheden’ er abstraktioner, som ingen repræsenterer eller har direkte adgang til. Hvordan ser Antropocæn ud i det nære, hvor den enkelte borgers hænder deler berøringsflade med den økologiske krise som storpolitisk emne? Hvordan ser Antropocæn ud fra en villavej i det ’globale Nord’? Line Marie Thorsen giver i denne artikel en fremstilling af, at øko-æstetiske kunstpraksisser kan binde de mest almindelige erfaringer af økologi sammen med mega-fænomener som globalt klima og den Antropocæne tidsalder. Det giver udslag i begrebet om det ‘banalt Antropocæne’.
Som svar på de planetære økologiske trusler, som begrebet Antropocæn dramatiserer, er der opstået heftige diskussioner i social- og kulturvidenskaberne om den rette måde at forstå og problematisere vores nutidige situation. I denne artikel gennemgår og diskuterer sociolog Anders Blok de tre mest betydningsfulde planetære perspektiver, som er vokset frem, nemlig en ny-materialistisk tilgang til ”Antropocæn”, en øko-marxistisk tilgang til ”Kapitalocæn” samt en videnskabs- og teknologistudiebaseret tilgang til ”Gaia”. Mens de to førstnævnte tilgange løber ind i begrebslige vanskeligheder er det artiklens bud, at den intellektuelt seriøse figur om Gaia, som Isabelle Stengers (og Bruno Latour) har givet en renæssance, rummer en række konstruktive muligheder for tænkning og handlen i mødet mellem videnskab, mytologi og aktivisme.
”Antropocæn” er et problematisk begreb med en problematisk etymologi. Det beskriver et sæt af fænomener, som vi kun lige er begyndt at ane sammenhængene imellem. Ikke desto mindre rummer det også potentiale for tværfagligt samarbejde og mellemartslig sameksistens. Det er lykkes ordet at bryde igennem lydmuren mellem naturvidenskab og samfundsvidenskab, mellem videnskab og kunst, mellem universiteterne og medierne. Dermed synes det at tilbyde, hvad ingen andre ord for nuværende kan: at åbne muligheden for en politisk aktuel, empirisk og tværdisciplinær viden om klimaforandringerne som global krise. I seks teser, der vokser ud af et forskningssamarbejde på Aarhus Universitet mellem biologer og antropologer (AURA), forsvarer Nils Bubandt et såkaldt gennemstreget begreb om Antropocæn og argumenterer for, at vi skal bruge det som udgangspunkt til at undersøge en verden, som ingen af os længere kan genkende.
Er det nødvendigt for at imødegå klimaproblemerne, at mennesket begynder at gå mindre op i sig selv og mere op i det, vi normalt opfatter som det ikke-menneskelige? Det argumenterer Martin Hauberg-Lund Laugesen for i denne artikel, hvor han især henter inspiration fra populærfilosoffen Timothy Morton. Artiklen tager afsæt i det, Hauberg-Lund kalder for “det antropocæne paradoks”, som han sætter ind i en bredere kontekst ved at koble det sammen med eksistentialistisk tænkning og forslag til radikal, politisk forandring. Sidstnævnte koges ind til parolen: “Arter på hele planeten, foren jer!”.
I denne artikel tilfører Torsten Bøgh Thomsen en litterær stemme til temaet om Antropocæn. Det sker igennem en læsning af Nanna-Storr Hansens digtsamling Mimosa fra 2018, som i år er nomineret til Montanas litteraturpris. Digtene læses ud fra, hvordan de forbinder personlige sansninger med overpersonlige klimakriseperspektiver, som sættes sammen med et økofeministisk og socialt orienteret perspektiv. Der argumenteres for, at digtene også indeholder metapoetiske overvejelser om sprog og litteratur, hvilket munder ud i en pointering af økopoesiens risiko for at ende i forudsigeligheder – et forhold som Mimosa virtoust-vrængende og eftertænksomt undgår.
I denne naturvidenskabelige, men letlæste artikel fra år 2000 introducerer Paul Crutzen og Eugene F. Stoermer begrebet “Antropocæn”. Teksten har derfor været banebrydende inden for forskningsverden, da den som en af de første angiver konkrete beviser for, at mennesket er blevet en planetforandrende kraft. Crutzen og Stoermer forbinder her en historisk og naturvidenskabelig udlægning af Antropocæn med en bestemmelse af, hvordan vi bør tackle situationen. Ifølge dem bør vi sætte absolut tillid til videnskaben og informationssamfundets evne til at udvikle teknologiske løsninger. Artiklen er oversat af Kristoffer Willert.
I forbindelse med udgivelsen af interviewet med den italienske filosof og psykoanalytiker Umberto Galimberti, udfolder tekstens oversætter, Jens Viggo Olavi Nielsen, det filosofiske udgangspunkt bag Galimbertis tanker om ungdommen og nihilismen. I artiklen tager Nielsen livtag med Galimbertis samfundsdiagnose og sætter den i relation til den danske ungdom, ligesom han peger på en række forskelle mellem den pessimisme, han mener der hersker blandt de unge i Danmark og i Italien.
Turbulens bringer her en dansk oversættelse af et interview med den italienske filosof og psykoanalytiker Umberto Galimberti. I interviewet reflekterer Galimberti over det, han ser som en nihilistisk samfundstendens, der er blevet båret frem af en italiensk ungdomsgeneration, som i lyset af stadig mere usikre økonomiske vilkår og mangel på politisk medindflydelse, har mistet livsgnisten og håbet på en bedre fremtid.
Det er ikke en helt ualmindelig antagelse, at politik er noget, som den almindelige borger kun har ringe indflydelse på. Gennem en idéhistorisk udlægning af begivenhederne i årene omkring den russiske Oktoberrevolution udfordrer Mikkel Flohr og Benjamin Ask Popp-Madsen denne forestilling. I denne anden af to artikler vil de bruge dette som grundlag for at lave en politisk teori om rådsdemokrati med folkets egenbestemmelse som sit omdrejningspunkt.
Det er ikke en helt ualmindelig antagelse, at politik er noget, som den almindelige borger kun har ringe indflydelse på. Gennem en idéhistorisk udlægning af begivenhederne i årene omkring den russiske Oktoberrevolution udfordrer Mikkel Flohr og Benjamin Ask Popp-Madsen denne forestilling. I denne første af to artikler vil de bruge dette som grundlag for at lave en politisk teori om rådsdemokrati med folkets egenbestemmelse som sit omdrejningspunkt.
Hvad betyder det når politiske begivenheder bliver anvendt som et værktøj til at fremme politiske formål igennem bestemte historiske narrativer? Dette spørgsmål stiller arkivar og historiker ved Arbejdermuseet, Jesper Jørgensen, i denne artikel, hvor han sætter fokus på, hvordan forskellige udlægninger af den russiske Oktoberrevolution i den danske offentlighed historisk og aktuelt er blevet brugt til at fremme bestemte politiske agendaer.
Uanset om man vurderer den epistemiske krise, som vi aktuelt befinder os i, som et nyt eller et accelereret fænomen, har diagnosen af det postfaktuelle samfund bidraget til at gøre opmærksom på en række problemstillinger omkring den måde vi som samfund håndterer viden og fakta. I denne artikel kvalificerer David Budtz Pedersen, Andreas Brøgger Jensen, Jacob Lauge Thomassen og Rolf Hvidtfeldt, hvad de mener der kendetegner den nuværende videns- og autoritetskrise, samtidig med at de kommer med en række forslag til, hvordan tilliden til eksperter og myndigheder på længere sigt kan genoprettes.
Konspirationsteorier er virkningsfulde og fascinerende fortællinger om, at intet er som det ser ud, og at vi ikke kan stole på magthaverne, som bevidst fører os bag lyset. I den forstand udtrykker de et for demokratiet helt centralt krav om at forholde sig kritisk og at have mod til at betjene os af vores egen forstand. Men gennem de seneste år er begrebet ‘konspirationsteori’ blevet vanskeligere at have med at gøre, fordi det på den ene side er blevet et skældsord, som man kan hæfte på sine politiske modstandere, men på den anden side også er blevet synonym med at turde være i opposition. I denne artikel undersøger Rikke Alberg Peters de mekanismer, der er på spil i begrebets anvendelse i den offentlige diskurs, og fremsætter nogle bud på, hvad vi egentlig stiller op med dette kulturelle fænomen, som tilsyneladende er kommet for at blive.
En demokratisk offentlighed sættes almindeligvis lig med en informeret og reflekteret offentlighed. Men spørgsmålet er, hvordan en sådan overhovedet er mulig i en verden, hvor alene benævnelsen af USA’s 45. præsident, Donald J. Trump, kan få enhver fornuftig diskussion til at bevæge sig ud ad en tangent? Med den tyske oplysningsfilosof Immanuel Kant i den ene hånd og den britiske satiriker John Oliver i den anden argumenterer Lars Lodberg i denne artikel for, at en oplyst, demokratisk debat først og fremmest er betinget af, at vi i fællesskab gør brug af vores almindelige sunde fornuft.
I denne artikel introducerer Henrik Skov Nielsen til fiktionalitetsteori, som et sæt grundantagelser, der kan bruges som udgangspunkt for at diskutere forskellige former for fake news. I artiklen skelner han mellem fake news som fiktion og bedrag, og argumenterer for, at de af væsen er særdeles forskellige, og at spørgsmålet om fiktionalitet først og fremmest er relevant for førstnævnte. Henrik Skov Nielsen analyserer en række eksempler af hver type, før han til sidst skitserer nogle mulige implikationer og perspektiver, og argumenterer for en bredere sammenhæng mellem fiktionalitet og oplysning.
Siden det amerikanske præsidentvalg i 2016 er ‘fake news’ blevet et stadigt mere benyttet begreb i analyser og diskussioner af især den politiske nyhedsdækning. Men på trods af fake news-begrebets popularitet er der langt fra enighed om, hvad begrebet præcist betyder. I denne artikel skitserer Carsten Fogh Nielsen derfor tre forskellige betydninger af fake news, som han mener er relevante at skelne imellem: for det første propagandistisk, ideologisk fake news, for det andet satirisk fake news, og endelig fake news som et retorisk redskab i den politiske og offentlige debat.
Udtrykket ’alternative fakta’ refererer ikke kun til en uheldig bemærkning på vegne af præsident Trumps administration. Tværtimod argumenterer Mikkel Thorup i denne artikel for, at der i dybere forstand kan aflæses nogle væsentlige udviklinger og forskydninger med og gennem begrebet, særligt hvad angår tre forhold: for det første omkring politikkens almene karakter udspændt mellem ubestemmelighed og lukning; for det andet omkring de konfliktlinjer der kendetegner aktuel politik, og endelig omkring den offentlige debats nye stærke aktører. Tilsammen giver alternative fakta derfor mulighed for at diagnosticere vores samtid som en intensiveret og generaliseret kamp om begrebsmagten.
Artikel af Hans Hauge: Det borgerlige universitet, som 68’erne gik til angreb på, var slet ikke borgerligt, men derimod i udpræget grad aristokratisk. I dag er åndsaristokratiet fjernet fra universitetet – der må ikke længere tænkes uden faktura. Universitetet er nu endeligt blevet borgerligt, altså nyttigt. Hans Hauge giver her en historisk og kritisk gennemgang af universitetets omvæltende udvikling og spørger retorisk: Lå “Fra tanke til faktura” i kim i studenteroprøret?
Linjen mellem nord og syd i EU er mere tydelig end nogensinde. Bag ‘hjælpepakkerne’ fra de rige i Nord til de fattige i Syd ligger en imperialistisk og neoliberal dagsorden. Den enes nød bliver den andens brød. Sådan lyder det fra Stathis Kouvelakis, politisk teoretiker og medlem af det græske venstreorienterede parti, SYRIZA. Ønsker man et brud med den neoliberale dagsorden, må landene bryde med euroen og samtidig konfrontere selve EU. Ét er i hvert fald sikkert ifølge Kouvelakis: Det såkaldte ‘europæiske projekt’ er eurokrisens sikre dødsoffer.
I anledning af DR’s programserie “Historien om Danmark” har ph.d. i filosofi Kasper Lysemose skrevet en filosofisk-litterær artikel, der præsenterer et uddrag af et foredrag fra en tværvidenskabelig konference afholdt på Københavns Universitet, hvor spørgsmålet om mytens og litteraturens betydning for dannelsen af fællesskab blev behandlet. Lysemoses hovedpointe er, at fællesskaber ikke bliver til gennem mytens fortælling, men gennem fortællingen af myten – og at myten lever af at tildække netop denne forskel. Hermed iværksætter myten den totalitet, som litteraturen er forstyrrelsen af. Men spørgsmålet er, om en sådan forstyrrelse overhovedet er mulig, og i så fald hvordan?
Den 4. marts 2017 deltog Turbulens på Dansk Filosofisk Selskabs årsmøde, hvor vi inviterede til en paneldebat om forskningsformidling og dannelse. Panelet bestod af filosofferne Carsten Fogh Nielsen og Jan Faye, sociolog og repræsentant for forskerkollektivet UTOPIA, Anders Blok og Peter Hyldgård, udviklingschef på videnskab.dk.
Har forskerne et ansvar for almen dannelse, eller skal de koncentrere sig om den akademiske vidensproduktion? Er kravet om formidling en spændetrøje eller et oplysningens middel? Hvilke former kan og bør formidlingen tage? Det var nogle af de spørgsmål, Turbulens havde lagt op til. Vi bringer her et sammendrag med et udvalg at temaer, der kom til at dominere debatten.
Cand.jur. Kirstine Nordentoft Mose sætter, med en retsfilosofisk analyse, fokus på opfattelsen af territoriale og juridiske grænser i primært EU. Hun påpeger, at de juridiske grænser i dag er både ustabile og uklare, og at grænser i stadigt højere grad må forstås som zoner for kontrol der spreder sig udover territoriet. Rammerne for individets fri bevægelighed stammer, ifølge Mose, fra en ambition om varernes fri bevægelighed og cirkulation. Artiklen bygger på Moses speciale fra 2016.
Filosof og lektor Oliver Kauffmann, rejser, med sit fokus på implicit læring, en kritik af det omdiskuterede begreb “synlig læring”, som uddannelsespolitisk har vundet vid udbredelse. Ved teoretiske og empiriske eksempler, argumenterer han for, at meget, af det vi lærer, foregår udenom bevidstheden, hvilket vanskeliggør den forsøgt styrede læring.
På Institut for antropologi på Københavns Universitet er en gruppe studerende og undervisere gået sammen på jagt efter en mulig fremtid for området omkring det, der engang, og nu igen, hedder Ladegårds Å. Hop med i forskerkollektivet Utopias tidsmaskine og få inspiration til, hvordan morgendagens København måske kunne se ud.
Moral og etik er dybt forbundet til den menneskelige eksistens og til selvets oplevelse af- og ageren i verden. Turbulens undersøger sammenhængen.
Søren Schack Andersen, forskningsassistent og cand.mag. i filosofi, præsenterer i artiklen, med et særligt fokus på de menneskelignende \’sociale robotter\’, nogle etiske problemstillinger, der må adresseres indenfor robot – og androideforskning. Hvordan reagerer vi følelsesmæssigt på robotten? Og hvor går grænsen for produktion og anvendelse?
I stedet for at tale om flygtningekrisen som en ufravigelig moralsk udfordring vælger vor tids politikere i udbredt grad at karakterisere situationen syd for vores grænser som et uheldigt moralsk dilemma af sikkerhedspolitisk karakter: Hvis ikke vi stopper immigrationen mod Europa, vil vores økonomiske og socialpolitiske strukturer kollapse. Denne portrættering er et overkarikeret narrativ. Ser vi tallene efter i sømmene, vil vi erfare, at vi ikke skal øge bistanden og opholdstilladelserne væsentligt for at leve op til vores moralske forpligtigelser. Den manglende flygtningehjælp forklares derfor bedst med, hvad man kan karakterisere som en kronisk moral-politisk krise i vores demokratiske samfund.
I denne artikel foretager Carsten Fogh Nielsen, adjunkt i pædagogisk filosofi, en filosofihistorisk afklaring af begreberne “moral” og “etik”. Artiklen er den første i vores tema af samme navn, og kan bruges som et afsæt for de mere konkrete etisk-moralske problemstillinger, temaet i kommende artikler vil tage op. Artiklen kan også bidrage til en afklaring omkring de forskellige forståelser af moral og etik, der har gjort sig gældende, og som fortsat kan være en kilde til uenighed og misforståelser.
Artikel af Søren Riishøj. Ungarns premierminister Viktor Orbán bragte sig på kant med store dele af det internationale samfund, da han i 2014 fremlagde sin vision om et ‘illiberalt’ demokrati – en politisk model, som, forklarede han, i langt højere grad end det liberale demokrati er i stand til at sikre nationalstater velstand og fremgang. I denne artikel skitserer lektor emeritus ved Syddansk Universitet Søren Riishøj de vigtigste begivenheder i Orbán-regeringens første 5 år ved magten og diskuterer en lang række eksperters bud på, hvad der kendetegner ‘Orbánismen’ som styreform.
Sofie Rosengaard er ph.d.-stipendiat ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, KU, og arbejder på et projekt med arbejdstitlen ‘Pædagogik i en krisetid’. I denne artikel diskuterer hun, hvordan den bølge, der ofte omtales som ‘neoliberaliseringen af velfærdsstaten’, kan have betydning for, hvilken form for demokratisk dannelse, der praktiseres i daginstitutionerne i dag.
Artikel af Tim Holst Celik. Er demokratiet i dets nuværende form en gave eller en forbandelse? Det spørgsmål undersøger ph.d.-stipendiat ved Copenhagen Business School Tim Holst Celik i denne artikel, der nuancerer tidens ensidige demokrati-forherligelse og argumenterer for, at det markedsøkonomisk funderede partidemokrati kun er én mulig variant af demokratisk politik.
Artikel af Curt Sørensen. ‘Demokrati’ er blevet et slags ultimativt slogan for det gode samfund. Men hvad dækker begrebet helt konkret over? I denne artikel diskuterer Curt Sørensen, hvordan demokrati er en omstridt og skrøbelig størrelse, og at udviklingen af det liberale demokrati har en lang og broget forhistorie. Derudover viser han, hvordan definitionen af demokrati langt fra er entydig, og at kampen for demokrati i lige så høj grad har været en kamp om ordets betydningsindhold.
Overskridelsen udmøntet som vækst er blevet den nye ontologiske suveræn. En første-årsag til vores eksistens, hvorudfra alle andre ting i verden relateres for at give mening. Læs Andreas Møller Langes essay om konkurrencestatens paradokser og om reetableringen af spørgsmålet om hvorfor?
For mange er forskning i klimaforandringer lig med naturvidenskabelige undersøgelser af, hvordan mennesket påvirker jordens mangfoldige biologiske liv og delikate meteorologiske kredsløb. Men en stigende interesse for klimaet inden for humanvidenskaberne kan udvide vores perspektiv. I artiklen sporer Mikkel Fugl Eskjær denne udvikling på humaniora, som kan give os en anden indgangsvinkel til menneskenes forhold til klimaet.
Endnu engang sætter Turbulens.net fokus på litteraturens historie. Det gør vi ved at lægge platform til oplæggene fra Netværk Ny Litteraturhistories konference ’Litteraturhistorie i praksis – en inspirationskonference’. Her kan du læse temaets leder.
Netværk Ny Litteraturhistorie er dannet af en gruppe, der har fundet sammen for at styrke den historiske dimension i litteraturundervisningen. Her kan du læse gruppens \’Charter 2014\’.
Litteraturhistorien kommer under pres i samme stigende grad som mange af grundskolens andre humanistiske fagområder. Det er lige så forkert som det er farligt, og der er derfor god grund til at sætte et fokus på, hvorfor den er så vigtig og fantastisk – både fagligt og menneskeligt.
Tag med digteren Thomas Kingo ud på dybt vand i selskab med lektor og mag.art. Lars Arndal, der kaster nye perspektiver på Kingos forlisdigt Hierte-Suk. Arndal kommer hermed også med et bud på, hvordan man som lærer kan invitere eleverne med på opdagelse i digtet.
Forfatteren Jesper Wung-Sung tager os på en tur ind i sit forfatterskab i et møde med de litterære forbilleder, der spøger i hans egne værker. Teksten kan samtidig læses som en lang refleksion over, hvad litteraturen kan: \”Jeg ved, at der findes læsere, der læser for at blive underholdt. Det gør jeg ikke. Jeg ved, der er læsere, som finder litteraturen underholdende. Det gør jeg ikke. Jeg synes litteraturen er mangt og meget underlegent, når det handler om at være underholdende. For eksempel fodbold og film. Men som middel til overlevelse – overlevelse gennem dannelse, om man vil – er litteratur overlegen. Jeg læser for at overleve. Og det er så enkelt, at mine litteraturhistoriske valgslægtskaber er med dem, der bedst holder mig i live\”.
Jens Bjerring Hansen tager os med en tur ind i den digitale litteraturhistorie og kigger bl.a. på, hvordan forfattere helt tilbage fra 1700-tallet og forfattere i dag fremstiller og iscenesætter sig selv gennem medierne. Han viser os, hvilket skatkammer af billed- og tekstmateriale, de nye digitale muligheder åbner for os.
Ivy York Möller-Christensen kaster i \’et charter – fra tanke til handling\’ et tilbageblik på Netværk Ny Litteraturhistories aktiviteter gennem det sidste år og stiller det oplagte spørgsmål: Hvad så nu?
Verden har ændret sig for den arbejdsløse i de seneste årtier. Men hvad skyldes ændringerne, og hvilken indflydelse har de på både de arbejdsløse og dem i job? Turbulens.net sætter fra i dag og de næste par måneder frem fokus på arbejdsløshed og nye arbejdsformer. Læs lederen her.
Tyskland fremstår lige nu som klare dagsordensættere i Europa. Ofte roses de tyske Hartz-reformer som den hårde men nødvendige kur, der har stillet Tyskland i en position med et fleksibelt arbejdsmarked og lav arbejdsløshed. I dette essay undersøger Jon Lystlund Halkjær og Mads Peter Klindt indholdet af disse arbejdsmarkedsreformer, der umiddelbart har forringet vilkårerne for de arbejdsløse betydligt. Er Hartz-reformerne virkelig svaret på den tyske succes?
I det postindustrielle samfund, langt væk fra samlebåndets rutiner, har begrebet kreativitet fået en større og større rolle i såvel samfundsøkonomi og arbejdsliv. I dette essay ser Jan Løhmann Stephensen på det kreative arbejdes potentialer i forhold til at udfri arbejderen af repetetive arbejdsrutiner. Men også på de problematikker som følger med når et varieret arbejdsliv med store muligheder for selvudfoldelse stadig lader en del tilbage at ønske, når det kommer til arbejdsvilkår.
I januar trådte en ny reform af kontanthjælpssystemet i kraft – en reform der historisk set er både hård og vidtrækkende. Bemærkelsesværdigt nok er reformen indført uden modstand i den normalt så velfærdsværnende befolkning. Opbakningen kan forklares med, at medierne har leveret en dækning af kontanthjælpsområdet, der både er unuanceret og skæv. Ikke mindst på grund af deres vedholdende referencer til de to kontroversielle kontanthjælpsmodtagere Carina og Robert. Det har skabt et billede af, at kontanthjælpsmodtagerne generelt er kalkulerende, nyttemaksimerende individer uden arbejdsmoral. Noget som kontanthjælpsreformen med dens nyttejob, lavere ydelser og flere sanktioner kan rette op på.
Er de ledige dovne eller er de ofre for samfundsmæssige svingninger, som de ingen kontrol har over? Turbulens bringer her to kapitler fra Rune Engelbreth Larsens bog \”Fra ledighed til ledighad\”. Bogen undersøger den udvikling, som har fundet sted i det danske samfunds syn på dem, der står uden for arbejdsmarkedet.
Mathias Herup Nielsen sporer i dette essay, en række forandringer i kategoriseringen af kontanthjælpsmodtagere gennem de sidste 15 år. Under dække af at ville øge retssikkerheden og sikre ens regler for alle, har skiftende regeringer, ministerier og kommisioner, forvandlet problemer til udfordringer og fremelsket den ”kunnende” kontanthjælpsmodtager\”. Essayet søger at beskrive, hvilke idéer og forestillinger der ligger bag forandringerne.
Litteraturhistorien er trængt i det danske undervisningssystem. Læsningen af historiske litterære værker fylder mindre og mindre på skoleskemaet på alle klassetrin – lige fra folkeskolen til det, der burde være litteraturens ubetingede højborg, nemlig danskstudiet på landets universiteter. Også her går udviklingen i én retning. Færre og færre studerende vælger i dag at skrive speciale om litteratur skrevet før 1980. Danskfaget er ikke længere primært et klassisk humanistisk fag med fokus på menneskelig og litterær dannelse, men et bredt anvendelsesorienteret kompetencefag. Faget har vundet terræn på andre væsentlige områder, men kaster man et kritisk blik på udviklingen – er det tydeligt, at litteraturhistorien i stigende grad spiller rollen som kuriøst kompendium i stedet for rollen som en af fagets indiskutable hovedrolleindehavere. Et skift, der naturligvis er sket gradvist og ikke længere kan kaldes en nyhed, men som nu er kulmineret til et punkt, der i efteråret fik flere af landets professorer i nordisk litteratur til at skride til handling og danne Projekt Ny Litteraturhistorie.
Er undervisningen i litteraturhistorie blandt gymnasieelever ved at forfalde til et afkrydsningssystem, en ydre staffage og en kedsommelig dogmatik? Og hvordan forholder vi os til, at der på universiteternes danskstudier i dag kun skrives få specialer om emner, der ligger før det moderne gennembrud, ja, endda før 1980? Professor i Litteratur fra Syddansk Universitet Anne-Marie Mai er enig i, at litteraturhistorien er trængt, men plæderer for, at man i stedet for at se det udvidede danskfag som en trussel mod litteraturhistorien bør kigge på de mange nye muligheder, der er for at gentænke litteraturhistorien på alle niveauer af undervisningen.
Den historiske læsning af litteratur er trængt i det danske undervisningssystem. Professor i Nordisk Litteratur ved Københavns Universitet Johnny Kondrup er en af initiativtagerne bag ’Projekt Ny Litteraturhistorie’. Han fremlægger her nogle nedslående nøgletal fra det sted, der skulle være litteraturhistoriens stærkeste bastion: danskuddannelserne på de danske universiteter. I forlængelse af tallene peger han på nogle af de udfordringer, som litteraturhistorieundervisningen står over for, og på nødvendigheden af at fastholde det historisk fremmede som dannelseselement.
Siden 60’erne er indtruffet en accelererende af-historisering af de litterære fag og af danskundervisningen på alle niveauer: tab af historisk bevidsthed, også som symbolsk fællesgods, og af kronologisk sans for kulturhistoriens epoker. Klassedelingen mellem en højtuddannet mandarinklasse og flertallet af ’kulturelle analfabeter’ er både et undervisnings- og et samfundsproblem. Professor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet Hans Hertel reflekterer her over en række væsentlige årsager til misèren og peger, inspireret af amerikaneren Martha Nussbaum, på humaniora og litteraturen som en ny vej til ’udvikling af det demokratiske og globale medborgerskab’.
Hvilken kurs udstikker de gennem tiderne talrige bekendtgørelser for danskundervisningen i gymnasiet? Lektor og dr. phil Peter Michael Lauritzen tager her et vue hen over bekendtgørelserne for danskfaget i gymnasiet fra 1961-2013 og viser os i hvor høj grad de politiske klimaskifte har påvirket danskfagets udformning, fra 70ernes marxisme og emancipering af subjektet, over Schlüters 80er-konservatisme og frem til 2005-reformen, der for alvor cementerede kompetencetænkningens ankomst.
Forfatteren Ole Dalgaard, der bl.a. har gendigtet litterære sværvægtere som Shakespeare, Cervantes og Goethe for nutidens mere utålmodige læsere, står bag projektet ’Bærbar dansk litteraturs historie’. Her kaster han et nyt blik på værker, der på den ene side hviler på og forholder sig til eksisterende litteratur og på den anden tilføjer den gamle litteratur ny betydning og originalitet i skabelsen af et selvstændigt, fiktivt univers, et nyt kontinent eller en genopfundet verden. Ideen er at indkredse nogle få lysende litterære værker og deres indbyrdes samspil og se på værkernes vekselvirkning med tidernes skiftende verdensbillede, livsfølelse og tanker.
I dag er litteraturhistorien faldet i kurs – og det både samfundsmæssigt og
som paradigme i danskfaget. En gentænkning af litteraturhistorien må derfor
både kunne svare på, hvad samfundet skal med litteraturhistorien – og hvad
der skal få de studerende til at engagere sig i den. Inspireret af 70ernes
fagkritik plæderer dr. phil og lektor i nordisk litteratur på Aarhus Universitet
Per Stounbjerg for en traditionsrevision, hvor de studerende i højere grad
inddrages i et ligeværdigt arbejde med at genskrive litteraturhistorien som
et åbent, dynamisk konfliktfelt frem for et bjerg af færdig viden. For gøres
litteraturhistorien levende rummer den et socialt dannelsespotentiale, der
ruster de studerende til at orientere sig i som medborgere i en globaliseret og medialiseret verden.
Indtil for få år siden var litteraturhistorien rygraden i universiteterenes undervisning i dansk litteratur. Det var den bl.a., fordi universiteterne uddannede de dansklærere, som skulle ud i gymnasiet – hvor de skulle undervise i dansk litteraturhistorie.
Helt så enkelt er det ikke længere.
Folkeskolen er for alle – og folkeskolens litteraturhistorie er for alle! Men hvis teksterne ikke blot skal ende som Kanonføde – gælder det også om at finde nye og utraditionelle veje, der letter adgangen til den ældre litteratur. Sådan lyder det fra formanden for Dansklærerforeningens folkeskolesektion, Jens Raahauge, der kaster et blik på de barrierer, litteraturundervisningen står over for i nutidens folkeskole – særligt set i lyset af, at danskfaget netop er blevet skåret med 40 % i timetal i den nye læreruddannelseslov, og at faget kan se frem mod en stadig større atomisering som følge af undervisningsminister Christine Antorinis politik om en forenkling af Fælles Mål – en politik, der har til hensigt, at alt skal kunne evalueres for at kunne passe ind i nutidens politiske målsætninger om evidensforskning og standardisering. Udfordringer er der nok af.
I de gamle arabiske 1001 nats eventyr fortæller den smukke Scheherazade hver nat et nyt eventyr til underholdning for den grusomme sultan. Han har nemlig den usympatiske vane at lade sine koner halshugge, én for én, efter først at have tilbragt bryllupsnatten med dem. Men da turen kommer til Scheherazade, begynder hun at digte; nat efter nat fortæller hun et nyt eventyr og udsætter dermed gang på gang det fatale endeligt. For den skrækkelige sultan skulle jo nødigt gå glip af fortsættelsen. Professorerne i nordisk litteratur Johnny Kondrup og Ivy York Möller-Christensen stiller spørgsmålet: Hvad er det nu, historier kan, og hvad er det, som altid har fascineret mennesker?
Så er vores tema under overskriften “Kriser” skudt igang. Læs lederen her.
Kulturhistorikeren Mikkel Bolt stiller skarpt på de sidste 50 års økonomiske historie, som han læser som en lang opbremsning af de vestlige kapitalistiske økonomier. Teksten er første del af Mikkel Bolts bog \”Krise til Opstand\”.
I denne artikel retter Steen Nepper Larsen et kritisk blik på den kommende læreruddannelsesreform. Reformen sætter læreren som omdrejningspunkt og ansvarshavende for opfyldelsen af en mangfoldighed af, ofte modsatrettede, rationaler. Alt imens lærerrollen således overophedes, er lærerne selv på paradoksal vis ’underophedet’ når det kommer til inddragelse i reformprocessen.
Krisen i Grækenland har været en dramaforestilling med politikerne, økonomer og eksperter på rollelisten, og den nu tidligere premierminister George Papandreou i hovedrollen som Samson Agonistes. I den ulige kamp mod Trojkaen rev han det græske samfund med i sit fald, da han overgav sig. Alt imens denne tragedie er blevet opført, er fokus blevet fjernet fra de sociale og politiske problemer. Turbulens.net bringer her et uddrag fra juraprofessor Costas Douzainas’ seneste bog, \’Philosophy and Resistance in the Crisis\’.
Forestillinger og åbenbaringer om verdens undergang og en efterfølgende installering af en ny verden kan spores i dele af den moderne politiske tænkning. Cand.mag. i Filosofi Philip Martinussen sætter fokus på det apokalyptiske tankegods hos den slovenske filosof Slavoj Žižek, den tyske samfundsdebattør Thilo Sarrazin og den amerikanske historiker og politiske kommentator Robert Kagan, der bl.a. er blevet læst og refereret til af Barack Obama.
Er katastrofers ofre ramt af en uretfærdighed eller var de simpelthen bare på det forkerte sted på det forkerte tidpunkt? I sin tekst blotlægger Kristian Lauta den forskydning der har fundet sted i vores måde at forstå det katastrofale – fra guds vilje over sort uheld til forestillingen om at katastrofen byder os at finde en skyldig.
Vi har altid kendt til sygdomme af forskellig slags og har ligeledes altid prøvet at både overleve og bekæmpe dem. Den moderne medicinske videnskab giver os i høj grad mulighed for at bekæmpe sygdom ved at manipulere biologien. Dog udøves største-delen af epidemi-bekæmpelsen – både tidligere og idag – ikke ved at rokere rundt på naturens byggeklodser. Fortrinsvis består bestræbelser på at imødegå epidemier af ændringer i vores adfærdsmønstre, af forhåndsregler der tages og begrænsninger der sættes for vores færden. Når vi kommer til denne erkendelse er det oplagt at spørge: Er det biologien der manipulerer os? Som den anden tekst i vores tema om kriser, bringer vi her et uddrag fra filosoffen Anders Fogh Jensens bog \”Epidemos\” fra 2012. I teksten analyserer Fogh Jensen de forskellige måder epidemier og den særlige form for trussel de udgør, modellerer de samfund som må håndtere dem.
Lars-Henrik Schmidt er ikke alene grundlægger og skaber af ‘det socialanalytiske perspektiv’, men hans akademiske liv afspejler desuden et stykke bemærkelsesværdigt dansk intellektuel historie, som spænder over 1970’ernes marxistiske og kritiske skoler, 80’ernes nietzscheanske forsøg på at forvalte kritikken anderledes og 90’erne og 00’erne, hvor pædagogik og dannelse udgør en intellektuel kamplads. I anledning af Lars-Henrik Schmidt 60års fødselsdag – og 25året for socialanalytikkens opkomst – er det oplagt at kigge tilbage på en afgørende periode i dansk intellektuel historie og en af dens frontfigurer. Socialanalytikkens opkomst og historie refererer i den forstand ikke til et overstået kapitel, tværtimod identificerer og fremskriver den socialteoretiske problemstillinger, som vi først nu er i stand til at se.
I anledning af dramaet i Boston de forløbne dage, tager vi forskud på vores tema om kriser ved at bringe Mikkel Thorups tekst Bomber i Bevidstheden.
I denne artiklen motiveres en invitation til måltidspædagogik. Måltidspædagogik er i kort form den pædagogiske strategi at bruge måltidet (i bred forstand) til at skabe mulighed for læring. Først angives anledningen til og indholdet af invitationen kort, derefter falder artiklen i to hoveddele: Første del er et litteraturreview over, hvordan det ligger med spisningen i skolen for indeværende. Her er konklusionen, at der kan aflæses en bespisningspædagogisk strategi i den måde spisningen foregår i skolen. Denne bespisningspædagogik opstår i og med skolens rammesætninger og et overordnet folkesundhedsperspektiv på skolemad. Anden del handler om, hvordan måltidet kunne indgå helt anderledes i den pædagogiske praksis – visioner der basere sig på en case i SFO-regi: et madværksted. Her er pointen, at måltidet kan være anledning til at lære at håndtere madlavning, sundhedshensyn og socialt samvær samt at lære at læse, skrive, regne og mundtlig fortælleevne – at lære at håndtere livet. Artiklen afrundes med nogle overvejelser over hvordan måltidspædagogik kunne blive en del af skolens hverdag.
Det overordnede emne for dette essay er de teknikker og praksisser som kan tages i anvendelse når mennesker skal eller vil forandre sin smag. Der fokuseres derfor ikke på selve den subjektive lyst, men derimod på det praktisk-tekniske arbejde det er at transformere måden at nyde på. Dette arbejde er stærkt forbundet med selve livets udfoldelse og den stil, der lægges for dagen heri. Ligeledes er det forbundet med et levet liv, dvs. med de relationer individer har til andre. Emnet bliver politisk-medicinsk-pædagogisk, idet der er stærke sundhedspolitiske og professionelle interesser forbundet med det arbejde det er at vejlede og lede andres selvtransformation. Denne artikels formål er derfor at fokusere mindre på de sociale, politiske og sundhedsmæssige normer, der er impliceret i denne livsstilstransformation – og mere på det praktiske arbejde på sig selv, der er forbundet hermed. Dette perspektiv skal lede fokus væk fra en moralsk tone i forhold til sundhedsfremme samt en psykologisering af de problemer, der er forbundet hermed, og i stedet præsentere nydelsestransformationens mere praktisk-tekniske side. Det, der skal fokuseres på i denne artikel, er de helt konkrete teknikker, som de enkelte individer anvender i tilværelsen med det formål, ikke bare at forandre sin livsstil, men også sin smag.
I artiklen anrettes en menu, hvis hovedret består af argumentation for, hvorfor en aktuel sundheds-oplysningstendens, der kan beskrives som den sunde smags dannelse, er potentielt forførerisk, foregøglende, umyndiggørende, sygeliggørende, stigmatiserende eo ipso antioplysende endog tendentielt sundhedsfascistisk. Der argumenteres for, at en radikal form for tendensforskning kan tilbydes som foregribende orientering imod en mulig udvikling af den slags sundhedsuvæsen. I forlængelse heraf serveres til dessert en plaidoyer for sundhedsoplysning på et pædagogisk-filosofisk grundlag, hvor den sunde levemåde (igen) gøres til et spørgsmål om diæt·etisk bemestring og ikke kun diæte-tisk profylakse i moderne fysiologisk, ernæringsvidenskabelig forstand.
Musik synes at sætte sanselighedens problematik på spidsen. På trods af at være en udbredt sanselig og æstetisk praksis, som de fleste af os – som lyttere om ikke andet – er fortrolige med og dagligt praktiserer, forbliver musik tilsyneladende et mysterium. Som Claude Lévi-Strauss formulerer det: \”Since music is the only language with the contradictory attributes of being at once intelligible and untranslatable, the musical creator is being comparable to the gods, and music itself the supreme mystery of the science of man\” (Lévi-Strauss 1970: 18).
Imidlertid er musik ikke alene et mysterium, hvad angår forståelse af, hvordan musik virker, men ifølge Anthony Storr også i forhold til, hvordan det virker på os: \”Music for those who love it is so important that to be deprived of it would constitute a cruel and unusual punishment […] Both musicians and lovers of music who are not professionally trained know that great music brings us more than sensuous pleasure, although sensuous pleasure is certainly part of musical experience. Yet what it brings is hard to define\” (Storr 1992: xi-xii).
Musik forekommer med andre ord både som sprog (tekst) og socialt forhold (kontekst) at have en dobbelt paradoksal karakter: Som sprog er musik umiddelbart forståelig i den forstand, at man, når man hører ny musik, er i stand til spontant at følge og gentage dens mønstre, samtidig med at man kan opleve med ét at blive bevæget af den. Selv børn forstår umiddelbart musik, ofte før de kan tale, hvilket blandet andet kan komme til udtryk ved, at de spontant begynder at vrikke med kroppen, når musikken spiller. På den anden side er det svært at sætte ord på dette umiddelbart forståelige sprog uden at mening tabes, dvs. det er svært at oversætte det til andre dagligdags sprog. Musikkens grammatik lader sig godt nok beskrive med musikvidenskabens tekniske og faglige fremmedord, men når det kommer til karakteristikker af de udtryk og oplevelser, musikken skaber, må selv fagfolk som regel tage flugten til metaforer og kvasi-poetiske formuleringer.
Musikken har endvidere en paradoksal karakter som socialt forhold. Mange har gennem deres personlige forhold til musik antagelig gjort erfaringer, der giver dem vished om, at musik er vigtig. Men hvorfor musik er vigtig, synes vanskeligt for de fleste at forklare. Tilsvarende forekommer hverken den sociologiske forklaring, at musikken er en del af ens sociale identitet og fungerer som markør for den enkeltes subkulturelle tilhørsforhold (Middleton 2001), eller den filosofiske forklaring, at musikken udtrykker den menneskelige naturs universelle følelser (Storr 1992), at være udtømmende eller tilfredsstilende forklaringer herpå. Erfaringen af at musik er vigtigt for den enkelte synes hverken at kunne reduceres til et spørgsmål om socialt tilhørsforhold eller generaliseres til en problematik vedrørende den menneskelige natur. Derimod peger netop erfaringens karakter af erfaring – dvs. dens livshistoriske og personlige karakter – på, at musik som socialt forhold frem for alt angår en dannelsesproblematik og dermed selve forholdet mellem selv og socialitet.
Denne artikel tager udgangspunkt i det sidste. Målet er at forstå musik som et socialt forhold og at belyse sanselighedens problematikker ved at betragte musik i et socialanalytisk selvdannelsesperspektiv (Schmidt 1999; Hammershøj 2003). Idéen er, at musik angår en dannelsesproblematik såvel som en kreativitetsproblematik. Musik har ganske vist siden de gamle grækere været opfattet som hørende til almendannelsen, f.eks. er musik en af de \’syv frie kunster\’, ligesom kendskab til klassisk musik har været en del af den borgerlig dannelses \’kulturelle kapital\’. Tilsvarende går forestillingen om musik som kreativ aktivitet og guddommeligt inspireret skaberværk tilbage den græske mytologis forestilling om \’muser\’, Euterpe for fløjtespil og Terpsichore for lyre, og dyrkes i den romantiske forestilling om den geniale og/eller gale komponist. Endelig har det været en dominerende forestilling i reformpædagogikken, at musik og sang som legende aktivitet er udtryk for menneskelig kreativitet.
Hensigten er imidlertid at forsøge at vinde en rigere forståelse af musik ved at anvende anderledes og mere specifikke begreber om dannelse og kreativitet end dem, som gængse forestillinger om musik opererer med. Til det formål skal selvdannelsesperspektivet anvendes, og grundantagelsen er her, at såvel dannelsesprocesser som kreative processer konstitueres af et spil mellem overskridelseskraft og afgørelseskraft (Hammershøj 2009, 2012).
I forlængelse heraf er tesen i denne artikel, at musik er en praksis, der umiddelbart former forholdet mellem selv og socialitet, og som sådan er en både kreativ og dannende praksis. Af denne tese følger, at svaret på spørgsmålet, om hvorfor musik er vigtigt, er, at musik praktiserer og spejler dannelsesprocesser . Det er således heller ikke tilfældigt, at vor tids musik er den rytmiske musik. Tværtimod er det tesen, rytmisk musik udtrykker og praktisere samtidens dannelsesformer, og at disse har karakter af selvdannelse.
Pædagogikken har et mellemværende med sanseligheden og sanseligheden har et mellemværende med pædagogikken. Dette fokus på såvel pædagogik som sanselighed udspringer af pædagogikkens idehistorie, hvori i tendensen er, at sanseligheden er blevet udgrænset for at tjene udviklingen af menneskers fornuft fx bogligt, rationelt eller intellektuelt.
Bestræbelsen har blandt andet handlet om at gøre pædagogikken comme il faut i en verden hvor den akademiske vidensform er blevet gjort til den mest velansete form for fornuft, man kan besidde. Alene de tilbagevende udgrænsningsforsøg viser med al tydelighed, at sanseligheden ikke er sådan at slippe af med i pædagogikken. Derimod har sanseligheden ikke haft problemer med at slippe af med pædagogikken, dersom pædagogikken netop ikke har villet vide af sanselige forholdsmåder i det pædagogiske felt. Dette på nær pædagogiske tænkninger, der udmærker sig i det sanselige felt inden for bl.a. musik, drama, kulturarv og billedekunst. I disse læringsarenaer dyrkes det sanselige aspekt af læringen i stor stil som et særligt pædagogisk omdrejningspunkt, hvor der er mere fokus på den pædagogiske proces end påudfaldet af processen dvs. produktet. Her falder sanselighed og pædagogik sammen, idet det sanselige bliver gjort til pædagogik og pædagogikken bliver gjort sanselig.
I sådanne læringsarenaer handler det ikke nødvendigvis om hvad, der skal læres, men mere om måden, der læres på. Der er ikke en bestræbelse på at opnå et bestemt outcome, men derimod at sætte læreprocesser i gang, der kan tage forskellige drejninger undervejs. Det betyder også at processerne er i bevægelse uden at være udstanset som det nødvendige i at skulle følge en stringent linje fra punkt A til punkt B.
Det ikke stringente, men nærmere uberegnelige eller urene aspekt i sådanne pædagogiske læringsarenaer udgør det kreative omdrejningspunkt og bliver gjort efterstræbelsesværdigt, fordi det har en såkaldt \”wow-effekt\”: \”Hold da helt op! Kan man også gøre sådan! – wow!\”. Det er tillige i disse læringsarenaer, at man kan finde børn og unge, som ikke har kunnet klare sig i den rene, rendyrkede eller stuerene pædagogiske praksis, som praktiseres i stor stil i fx folkeskoler og på ungdomsuddannelser. Udelukkende med det resultat, at børn og unge ekskluderes fra de traditionelle undervisningsmiljøer, for i de urene læringsarenaer at kunne føle sig inkluderet, fordi måden at lære på er sanseligt orkestreret.
Aktuelt ser vi således tegn på, at udgrænsningen af sanseligheden for længst har udtømt sit potentiale for at fremme læring blandt fx børn og unge. Vi tænker her på diagnosticeringen af børn, der ikke passer ind i skolens pædagogiske praksis, og deraf på skolens problemer med at inkludere alle børn. Man kan sige, at udgrænsningen producerer en række problemer for pædagogikken, som ikke er acceptable i en tid, hvor vi har erkendt, at det er pædagogikken, der må tilpasse sig den lærendes måde at lære på og ikke omvendt. Når fokus er på læring og den lærende må underviseren nødvendigvis forholde sig til hvordan sanseligheden spiller en ikke uvæsentlig rolle i den pædagogiske praksis.
I forskningsprogrammet Pædagogiske Samtidsdiagnostik ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet har vi igennem mange år forholdt os til pædagogikkens mellemværende med sanseligheden som et afgørende omdrejningspunkt, hvis vi vil fatte samtidens pædagogik – dvs. forstå hvad der er på spil i den pædagogiske praksis og komme med anvisninger på hvordan situationen bedre kan håndteres.
Vores interne diskussioner har fået enkelte medlemmer af forskningsprogrammet til at angribe tematikken om pædagogikkens mellemværende med sanseligheden, på højst forskellig vis, hvilket afspejler sig i denne klynge af artikler som Turbulens har valgt at publicere.
Udgrænsningen af sanseligheden i fx sundhedspædagogikken er et aktuelt og iøjnefaldende eksempel. Tre af artiklerne går i lag med forskellige aspekter af sundhedspædagogikken i spisningens felt og en strategi fremanalyseres: Hver gang vi putter noget i munden bør det ske på baggrund af rationelle valg forankret i viden om ernæring. Men er det overhovedet muligt endsige ønskeligt at tage sanseligheden som fx nydelsen ud af spisningen, spørges der til i de tre artikler af henholdsvis Frank Juul Agerholm, Anders Kruse Ljungdalh og Christian Stenbak Larsen.
Sanselighed gør sig ikke kun gældende i forhold til vores forhold til fx mad: Lars Geer Hammershøj ser på hvorfor musik betyder så meget for mange af os.
Alle artiklerne komme således til at handle om smagsdannelse, om hvordan vi danner smag for noget og afsmag for andet i vores sanselige omgang med verden. Smagsdannelse er således den pædagogiske udfordring i mange forskellige læringsarenaer, hvor den lærende ikke altid lærer det underviseren har sat sig for at eleven, den studerende eller blot den lærende skal lære. At der læres noget i forskellige sammenhænge kan ikke betvivles, og med
sanseligheden som perspektiv, vil det være muligt at undersøge forskellige forholdsmåder i det pædagogiske felt som smagsdannelser.
Medarbejdere vil i fremtiden også kunne arbejde, mens de sover. Virksomheder tilbyder snart deres ansatte interne kurser i ‘lucid dreaming’. Disse giver mulighed for, at man i sine drømme bliver bevidst om, at man drømmer og således kan manipulere dem. Det skal nu udnyttes. Management-teknologernes våde drøm. Frihedens sidste bastion, sengens søvn, koloniseres nu af erhvervslivet, og den kognitive kapitalisme planter sit flag i drømmenes bløde muld. Denne tekst er en optegning af dette mulige nært forestående dystopiske skræmmescenario.
Litteraten Lars Kiilerich Laustsen fra forskningsnetværket Gnosis undersøger samspillet mellem litterære klassikere og samtidig selviscenesættelse. Med afsæt i de sidste par års blæst omkring den tidligere hjerneforsker Milena Penkowa, der den 7. august foreløbigt kulminerede med en rapport fra det internationale forskerpanel, afdækkes og spores de samme symptomer hos Blixen, Kafka og Grass. Litteraturen og fiktionen har en seismografisk fornemmelse for samtidens virkelighed og Lars Kiilerich Laustsen giver her sit bud på, hvordan man skal aflæse den
Undervisningsministeriets store forandringsprojekt Ny Nordisk Skole har til formål, at forankre fremtidig uddannelsesmæssigudvikling i en nyfortolkning af traditionelle nordiske lærings- og dannelsestraditioner. Søren Christensen og Jens Erik Kristensen undersøger og reflekterer her over projektets luftighed og hvad vi kan forvente os af det nye udspil. Er det en ny konkurrencestatspædagogik gennem traditionsbesindelse?
Turbulens.net bringer her i samarbejde med Forlaget Philosophia indledningen til den slovenske filosof og sociolog Renata Salecls bog, Valgets Tyranni, der udkom på dansk tidligere på året.
Der er intet, der kan erstatte ansigt-til-ansigt mødet mellem mennesker, og det skal vi mange, der kalder os venner på Facebook, huske. Den franske-jødiske filosof Lévinas fortæller os hvorfor.
Filosof Kirsten Hyldgaard analyserer den populære tv-serie The Wire. Med udgangspunkt i psykoanalysen betegner hun serien som et paranoidt sociologisk mesterværk i kraft af dens gennemførte præsentation af forholdet mellem subjektet og den Anden som forholdet mellem den enkelte og systemet.
Dokumenter, synliggør og evaluer. Vi møder dokumentationskravene på stort set alle samfundsniveauer. De skal efter sigende føre til bedre kvalitet i virkelighedens praksis. Men det er ikke altid så ligetil, for når noget synliggøres, bliver noget andet usynligt, og dokumentationskravene risikerer at skabe pseudovirkeligheder. Ane Qvortrup og Dion Rüsselbæk Hansen analyserer synliggørelses-tendensen, som den udfolder sig i uddannelsessektoren og påpeger blinde pletter.
Hvorfor har højrepopulistiske ledere så godt fat i det såkaldte folkedyb? Fordi de er karismatiske ledere, lyder svaret som oftest. Men hvori består denne karisma? Med udgangspunkt i den idehistoriske overgang fra det romantiske folkebegreb til det moderne begreb om massen, analyserer Søren Christensen sig frem til en bestemmelse af den populistiske karisma. En bestemmelse, som han efterfølgende udfolder i detaljer – bl.a. gennem en sammenlignende analyse af Pia Kjærsgaard og Mogens Glistrups tandsæt.
Alain Ehrenberg gæstede i oktober Den Femte Salon med en forelæsning på DPU. Her kan du læse manuskriptet til forelæsningen.
ARTIKEL: Peter Borum giver en sand tour de force forelæsning om den historiske avantgardes væsen og bestræbelser.
ARTIKEL: Æstetikken er ikke længere forbeholdt kunsthistorien eller kunstfilosofien. I det senkapitalistiske samfund er æstetikken trådt ud i hverdagen, hvor den er blevet formen for kapitalens kolonisering af stadig flere aspekter af den menneskelige tilværelse.
ARTIKEL: Avantgardens død spøger stadig i alskens afskygninger inden for nutidens kunst og kunstkritik. Tabet af den store utopi er blevet en lænke om benet på samtidskunsten, der forsøger at kompensere for dette tab enten ved at legitimere sig selv gennem en kritisk attitude eller ved at referere til avantgarden som inspirationskilde. Men kunsten må vriste sig fri af disse forventninger og agere kritik på egne og nye præmisser.
ARTIKEL: Nike er ikke blot et hipt urbant varemærke, der sælger dig kondisko og sportsudstyr. Nike sælger dig drømme, frigørelse og identitet. Arkitekten og forfatteren Friedrich von Borries stiller skarpt på Nike som post-politisk ideologi, der udstikker en helt ny kurs for moderne og fremtidig byplanlægning.
Artikel af Martin Fuglsang: I mødet med den kognitive kapitalisme kommer det klassiske kritikbegreb til kort. De humanistiske begreber og idealer, kritikken var funderet i, er i dag indfoldet i kapitalismen og udgør de begreber, hvorigennem den moderne medarbejder ledes og leder sig selv. Martin Fuglsang tegner konturerne af et nyt kritikbegreb, der er på højde med sin tid.
Artikel af Eve Chiapello: Chiapello fortsætter hvor hun og Luc Boltanski slap i deres nyklassiker Kapitalismens nye ånd. Ifølge Chiapello er en ny omformning af kapitalismen i disse år ved at tage form.
Artikel af Mathias Hein Jessen: Om Superflex som sociale entreprenører
Købesex-industriens opblomstring er et biprodukt af Berlin-murens fald. Læs den italienske økonom og terrorekspert Loretta Napoleonis artikel om en sexindustri med enorme konsekvenser – ikke kun for de involverede prostituerede, men også for de samfund, hvor de nye sexmarkeder vokser frem.
Artikel: I løbet af de seneste årtier har oplevelsesøkonomien bevæget sig mere og mere i retning af den såkaldte affektive økonomi. Rationalet bag den affektive økonomi bygger på at udtrykke og bekræfte køberens identitet – en af grundtankerne er, at investeringen af personlige relationer i forhold til varen overskygger selve brugsværdien af produktet. Build-A-Bear (B-A-B) Workshoppen er et illustrativt eksempel på
Artikel af Francis Fukuyama
Forord af Morten Haugaard jeppesen og Frederik Stjernfelt: Vi bringer her det nye forord til den genudgivelse af Historiens afslutning og det sidste menneske.
Artikel af Michael Böss
Af Sune de Souza Schmidt-Madsen
Professor George Sørensen kommenterer Fukuyamas State Building: Governance and World Order in the Twenty-First Century
Artikel af Thomas Lodrup Hjort: Gennem en række historiske nedslag giver Thomas Lopdrup Hjort et overblik over, hvorledes begreberne værdi, arbejde og ledelse har indtaget forskellige konstellationer, forskydninger og transformationer igennem historien. Hjort følger udviklingen fra handelskapitalismens merkantalisme i det 16. århundrede, over den industrielle kapitalisme og frem til dagens kognitive kapitalisme, hvor værdi nu synes at blive skabt alle steder og hele tiden.
Artikel af Mikkel Thorup og Christian Olaf Christiansen: Oprindeligt var managementtænkningen rettet mod driften af private virksomheder, men den har efterhånden fået en voksende indflydelse uden for dens egentlige område. Den er i dag blevet til en dominerende og generel tankeform, idet den ofte – ikke helt uproblematisk – hæves op til samtidig at udgøre en totalforståelse af samfundet. Christian Olaf Christiansen og Mikkel Thorup stiller skarpt på det problematiske i dens enorme udbredelse, og analyserer, hvorledes de klare ideologiske træk ved managementtænkningen udfolder sig i dens litteratur. Ifølge Christiansen og Thorup sker der samtidig en managerialisering af det politiske område, da politikken i dag i høj grad låner forståelseskompetencer og begreber fra managementtænkningen, hvorved det politiske sprog erstattes af et teknisk og grundlæggende apolitisk vokabular.
Artikel af Lars Axel Pedersen: Med den franske økonom Yann Moulier-Boutangs vision om pollensamfundet sættes viden – og ikke mindst vores forståelse af vidensarbejderen – i et nyt lys. Lars Axel Pedersen analyserer, med Marx under den ene arm og Lyotard under den anden, forestillingen om de fritsvævende og altbestøvende vidensarbejdere, der klarer sig selv og gratis leverer uanede positive eksternaliteter til kapitalen og samfundet. Men drømmen kan selvfølgelig ikke baseres på rene eksternaliteter alene. Der er som bekendt no such thing as a free lunch, og selv en vidensarbejder må have noget at internalisere i sin mave.
Artikel af Lars René Petersen: Socialøkonomiske virksomheder som Proremus og Specialisterne, der beskæftiger henholdsvis sindslidende og autister, eller
en virksomhed som Dugnad, som arbejder med stofbrugere på Vesterbro, er ikke enkeltstående tilfælde. Ifølge Lars René Petersen er de udtryk for en tendens og eksempler på en ny, rivende udvikling inden for socialøkonomisk iværksætteri. I dag
er alt fra kommuner til politikere, iværksættere og medier bevidste om, at den socialøkonomiske virksomhedsform kan noget helt særligt i udviklingen af velfærdsstaten. Men hvad kan den, og hvilken udvikling er det, vi ser?
Artikel af Lars Hulgård: Hulgård giver en kort og præcis introduktion til Turbulens.nets interview med nobelpristager Muhammad Yunus og hans begreb om den sociale virksomhed, som kan læses på de efterfølgende sider. Hulgård pointerer forskellen på Yunus’ vision og erhvervslivets velkendte tiltag i retning af CSR (Corporate Social Responsibility), Triple Bottom Line og andre lignende forsøg på at forene profit og social ansvarlighed. Yunus vil mere end det. Der er nemlig behov for at udvikle og supplere kapitalismen, som vi kender den, da den endnu kun er et halvt udviklet system.
Statements: Kvæler copyright-lovene den kreative proces, sikrer de kunstneren frihed over sit værk, stopper de gement tyveri eller hindrer de udvikling i den tredje verden? Skal lovene reformeres og i så fald hvordan? Turbulens.net har bedt musikere, pladeindustrien, kunst- og kulturformidleren og udviklingschefen om at give deres syn på den intellektuelle ophavsret, dens virke og fremtid.
Artikel af Kristian Lund: Hvordan kan den britiske filosof John Lockes teorier fra det 17.århundrede anvendes i samtidens diskussion om ophavsret? Kristian Lund giver en nuancerede introduktion til Lockes begreber og peger på, hvordan man kan anskue Locke i dag.
Artikel af Stig Grøntved Larsen: I dag har kampen om den intellektuelle ophavsret udviklet sig til en gordisk knude præget af mange modstridende holdninger og interesser. Men ifølge Stig Grøntved Larsen skal man ikke kigge langt mod nord for at finde et inspirerende og tiltrængt indspark i debatten om ophavsret og rettigheder. Inden for den samiske tradition er det musiske fænomen yoiken en populær sangpraksis, der ikke lader sig stadfæste til et skabende kunstnersubjekt og dermed synliggør en fundamentalt anderledes måde at begribe den intellektuelle produktion og ophavsret på.
\”Vores biologiske krop er vores skæbne\” – sådan sagde man engang. Med bioteknologien og forståelsen af det levende på det molekylære plan skulle dette være slut.
Interview med Klaus Lindgaard Høyer: Historisk set har udviklingen af det kapitalistiske marked skabt en skarp adskillelse mellem personer og ting. Denne distinktion gør os ude af stand til moralsk at kapere handel med menneskeligt arvemateriale, som hverken er det ene eller det andet.
Adjunkt Claus Højer, institut for sundhedsvidenskab, Københavns Universitet fortæller i interviewet, hvordan spørgsmålet om ejerskab af cellerne og det menneskelige arvemateriale i virkeligheden viser, at også etik er en form for regulering af samfundet. En regulering, som finder sted netop i diskussionerne om eksempelvis patent på stamceller.
Høyer forklarer også, hvorfor han ikke ser patentdiskussionen inden for stamcelleforskningen som en glidebane, selvom der kan være nok så meget brug for at flytte fokus fra netop patent- og ejerskabsdiskussionen til en debat om, hvad patenterne betyder, og for hvem.
Artikel af Lars Thorup Larsen: Er det i bioteknologien selv, vi skal finde kernen i problemet om politiseringen og kapitaliseringen af det biologiske liv – dets arvemasse, organer etc.?
Eller forudsætter en nuanceret forståelse af bioteknologien snarere et historisk blik på den rationalitet, som siden oplysningstiden på forskellig vis har forbundet økonomi, politik og befolkning?
Er kapitalismen med hjælp fra teknologien blevet biopolitik eller har kapitalisme altid været biopolitik?
Disse spørgsmål diskuterer Lars Thorup Larsen, adjunkt, Ph.d. ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, i denne artikel ved at opstille en teoretisk forbindelse mellem biopolitik og økonomi med udgangspunkt i Foucault. Dermed fremsættes tesen, at den moderne økonomiske rationalitet altid har været biopolitisk.
Artiklen tager afsæt i en kritik af de seneste års brug og misbrug af biopolitik-begrebet. Det er, hævdes det, ofte blevet misforstået enten på grund af en alt for teknologicentreret tilgang (Nikolas Rose) eller en for statscentreret tilgang (Giorgio Agamben), som fraskriver biopolitikken dens økonomiske kerne.
Med udgangspunkt i Foucaults udvikling af begrebet i en forelæsningsrække fra 1979, Biopolitikkens fødsel, argumenteres for, at nøglen til en forståelse af biopolitikken skal søges i befolkningsbegrebet, som ifølge Foucault bliver det væsentlige omdrejningspunkt, der forbinder biologi, politisk økonomi og liberalisme i det 18. århundrede.
Dermed bliver det også tydeligt, hvordan den økonomiske liberalisme, idet den betragter forholdet mellem markedet og befolkningens selvregulering ud fra et princip om rigdomsmaksimering, repræsenterer en biopolitisk regeringsform.
Anmeldelse af Kristian Høyer Toft: Håbets Teknologi – samfundsvidenskabelige perspektiver på stamcelleforskningen i Danmark er titlen på den bog som BioCampus – et af Københavns Universitets fire tværfaglige satsningsområder-lancerede i begyndelsen af året.
Bogen belyser stamcelleforskningen ud fra et tværfagligt, samfundsvidenskabeligt perspektiv og undersøger stamcelleforskningens introduktion og etablering i Danmark.
I følgende anmeldelse af bogen diskuterer Kristian Høyer Toft de metodiske præmisser som artiklerne i bogen operer med, nemlig de sociologisk orienterede Science and Technology Studies (STS). Høyer Toft konkluderer at STS perspektivet på stamcelleforskningen kan være både frugtbart og begrænsende.
Fx er det oplysende, at det ifølge ’Håbets Teknologi’ kan være vanskeligt at beskrive stamceller neutralt, fordi fortolkningen af stamceller er knyttet til bestemte interesser og aktører. Ikke desto mindre har det ifølge Høyer Toft en række filosofiske konsekvenser at acceptere denne form for konstruktivisme, og Høyer anbefaler derfor en række ’rettesnore’ for STS-metoden.
I nærværende artikel er Francis Fukuyama, professor i international politisk økonomi ved John Hopkins School of Advanced International Studies, blevet bedt om at beskrive verdens farligste ide.
Fukuyama frygter, at den eksplosive udvikling indenfor eksempelvis bioteknologi udgør en trussel mod den menneskelige essens – og dermed mod de grundlæggende lighedsidealer, som det vestlige, liberale demokrati bygger på. Fukuyama udnævner derfor det tankesæt, der legitimerer den rasende udvikling, nemlig transhumanismen, til verdens farligste ideer.
Nick Bostrom, direktør for Future of Humanity Institute ved Oxford University, giver her svar på den kritik, Francis Fukuyama retter mod transhumanismen.
Bostrom problematiserer bl.a. Fukuyamas påstande om, at mennesket har en essens, at denne essens er forudsætningen for, at mennesket kan kræve lige rettigheder, og at transhumanismen vil ødelægge denne essens ved at relativere den.
Artikel af Thomas Søbirk Petersen: Nutidens dopingbekæmpelse er præget af for meget vanetænkning og teknologiforskrækkelse. Forestillingen om at præstationsfremmende stoffer er principielt uforenelige med sportens verden og stiller sig kritisk overfor det moralbegreb, som World Anti-Doping Agency’s (WADA) forbudsliste repræsenterer, bør udfordres.
Lovliggøres præsentationsfremmende stoffer og metoder, såsom EPO, betablokkere og intravenøst drop, vil det på sigt have to signifikante fordele. Dels vil eliteidrætsudøvernes kunne forbedre deres sundhedsmæssige tilstand, dels vil en sådan lovliggørelse have en social effekt, da mulighederne for at udøve sport på lige vilkår vil blive større.
Derimod er det et problem, at eliteudøvere, som konsekvens af den stramme lovgivning, ikke har de samme rettigheder som personer, der ikke udøver sport på eliteplan, og som har fri adgang til en række forbudte stoffer fx betablokkere og hormontilskud.
På et generelt plan knytter artiklen an til en diskussion om, at den foranderlighed, som kroppen undergår i andre sammenhænge vha. nye teknologier, ikke finder sted inden for sporten, der bør være langt bedre til at omfavne de muligheder, som de teknologiske landvindinger og den medicinske udvikling giver.
Artikel af Inger Kryger Pedersen: Denne tekst tager kritisk udgangspunkt i tematikkens tekst af Thomas Søbirk. Inge Kryger Pedersen, der er lektor ved Sociologisk Institut, KU, argumenterer for, at doping ikke bare er snyd men simpelthen korrumperer sporten som system. For sport har hverken noget med kunst og underholdning eller sundhed at gøre, men er sit helt eget system, der har indbygget såvel et ligheds- som et forskelsprincip, hvor lige parter skal dyste med henblik på at finde en forskel, der ikke umiddelbart kan forklares. Det system, og dermed sporten, ødelægger brugen af doping.
Genmæle af Thomas Søbirk Petersen: Søbirk Petersen svarer igen på Inge Krygers Pedersens kritik af \”No Dope, No Hope\”. Søbirk har fem indvendinger til Krygers kritik i \”Sportens spil handler ikke om sundhed\”. Søbirk retter afslutningsvist en kritisk kommentar til Inge Kryger Petersens eget bud på hvorfor EPO korrumperer sporten og bør forblive på forbudslisten.
Inge Kryger Pedersen er lektor ved Sociologisk Institut, KU mens Thomas Søbirk Petersen er adjunkt, Ph.d. i moralfilosofi ved afdelingen for Filosofi og Videnskabsteori ved RUC.
Artikel af Niels Brügger: Når forholdet mellem krop og teknik sættes i forbindelse med fremmedgørelse og forfald, sker det ofte ud fra en klassisk forestilling om kroppen som en autonom og lukket størrelse. Imidlertid bliver det mere og mere vanskeligt at begrebsliggøre, hvor krop og teknik adskiller sig fra hinanden.
Med udgangspunkt i Marcell Mauss, Marshall McLuhan og Paul Virilio opstiller Niels Brügger, der er lektor ved Institut for informations- og medievidenskab, Aarhus Universitet, tre scenarier, der nuancerer og sammentænker forholdet mellem krop og teknik.
For det første kan kroppen betragtes som teknik i sig selv, idet bevægelser og kropsfunktioner udgør tekniske redskaber.
For det andet kan teknikken anskues som en naturlig forlængelse af og protese på kroppens ydre funktioner, og omvendt kan teknikken trænge helt ind i kroppen og fungere indefra, som protese for kroppens indre organer.
I dette perspektiv problematiseres ideerne om den teknologiske fremmedgørelse og det kropslige forfald, fordi der sættes spørgsmålstegn ved en naturlig og umiddelbar kropslighed.
Artikel af Gert Balling: Her inviteres du med på en tour de force igennem historiens forskellige begreber om henholdsvis mennesket og teknikken. Gert Balling belyser disse begrebers udviklingshistorie og deres indbyrdes relationer ud fra to klassisk forskellige perspektiver – det humanistiske og det naturvidenskabelige – med deres to forskellige formål: Nemlig naturvidenskabens kamp for at kortlægge og operationalisere naturen til glæde for menneskeheden, og humanisternes kamp for at udbedre det vakuum, der opstår mellem natur og operationaliseret natur – mellem menneske og teknik.
Spørgsmålet er selvfølgelig hvilket menneske, der er centrum for disse bestræbelser. Operationaliseringen har nemlig affødt et nyt menneskebillede…og et nyt vakuum. Forude venter Homo Technicus
Indledende artikel af Ulrik Ekman: I den udvidede virkelighed, man møder i nutidens digitale kultur og projekter i informationskunst, er det vanskeligt, hvis ikke umuligt, at distingvere klart mellem forskellige korporealiteter (fysiske, mekaniske, kemiske, biologiske, psykiske, bevidste, forstående, intelligente, rationelle), ligesom grænserne for human kropslighed synes overmåde svære at få øje på.
Dette tidsskriftsnummer retter sig mod en udforskning af (post)human kropslighed som problemstilling for en epoke karakteriseret ved udvidet virkelighed og informationsteknologisk allestedsnærvær.
Artikelbidragene sigter specielt mod en fint differentieret behandling af denne problemstilling i forhold til mulighederne for menneskeligt kropslig æstetisk erfaring af den samtidskunst, der aktivt og eksplorativt involverer nye medier, digitalitet og IT. Leder af Ulrik Ekman: Artiklerne forfølger spørgsmålet om menneskelig krop og kropslighed i en bred vifte af mediekunstformer i informationskulturen i dag – fra installationskunst over arkitektur, video, mobiltelefoni, computerspil, reklamer, sportsmediering og wearable computing til kunstigt liv.
Denne introduktion søger specifikt at artikulere og udfolde kompleksiteten i den helt aktuelle forskningsmæssige debat om posthuman kropslighed, som udgør den bredere kontekst for de følgende artiklers behandling af vigtige facetter af en korporeal medieæstetik af i dag.
Artikel af Arild Fetveit: Digitaliseringen av audiovisuelle medier, har understøtte en postproduksjonsestetikk og muliggjort grenseoverskridende estetiske former, ikke minst med hensyn til spatiotemporal fleksibilitet og representasjon av menneskekroppen. Dette diskuteres i dette bidraget med utgangspunkt i Chris Cunninghams video til Portisheads Only You (1997), og Cunninghams eget videoprosjekt Rubber Johnny (2005). Mens videoen til Only You iscenesetter en postindustriell humanisme i sin måte å figurere kroppen, presser Rubber Johnny opp mot sansenes grenser og en posthumanisme som stiller spørsmål om hva det menneskelige er.
Artikel af Bent Fausig: Artiklen undersøger hverdagsæstetikkens forestillinger om teknologi, nærmere bestemt en tv-reklame for en mobiltelefon fra Nokia. Nokias slogan er, som bekendt: ”Nokia – connecting people”. Hvilken funktion tilskrives denne succes-teknologi via billeder, narrativer, lyde, interaktioner og affekter?
Mobiltelefonen og dens digitale kamera vises som en teknologi, der kan skabe et originalt menneskeligt tilstedevær og en speciel interaktion. Mediet, teknologien, er en nødvendig hjælper for at komme til denne originale og tabte humanitet. ’Uden teknologien ingen særegen humanitet’ er profetien.
Denne personifikation eller antropomorfisering er vigtig for brandingen af den ny teknologi. Teknologien bliver betragtet som skaber af en teknotranscendens mod en mere kvalificeret humanitet, som er i kontakt med fundamentale humane værdier som intuition, fantasi og sansning. Det drejer sig i alle tilfælde om kvaliteter som teknologien og industrialiseringen er blevet kritiseret for at have taget væk fra den menneskelige eksistens. Det, teknologien har taget væk, kommer nu tilbage via ny teknologi som en nødvendig hjælper til en bedre humanitet.
Teknologien peger mod en glemt præ-human og ikke mod den så ofte nævnte post-humane tilstand, er konklusionen.
Artikel af Anne Ring: Bidraget diskuterer, hvilken rolle videoinstallationen har spillet i de seneste årtiers radikale receptionsæstetiske omstillinger inden for samtidskunsten i almindelighed og installationskunsten i særdeleshed. I fokus for diskussionen står beskuerens krop og spørgsmålet om på hvilke måder videoinstallationer kan involvere kroppen og siges at appellere til kroppens sensorium på andre måder end klassiske billedmedier som maleri og fotografi. Der argumenteres for at videoinstallation opererer med en ’posthuman’ krops- og subjektopfattelse, og at den deltager i udviklingen af nye multisensoriske receptionsformer lige fra genrens undfangelse i 1960’erne. I forlængelse heraf påvises det, at videoinstallationer kan invitere til en vifte af forskellige receptionsformer, hvoraf artiklen særligt koncentrerer sig om at redegøre for tre: navigation, immersion og interaktion.
Artikel af Kjetil Sandvik: Jeg krummer mig sammen, drejer om min egen akse, satser og springer halvanden meter op i i luften, spinder rundt og med et voldsomt halvcirkelspark sender jeg min modstander i gulvet. Egentlig er det kun min kickbokser-karakter i Tekken 5 som foretager denne akrobatiske handling; selv har jeg kun trykket på et par knapper og vrikket lidt med en styrepind. Men mine muskler værker og jeg er lettere forpustet… Kropsligheden findes på mange niveauer i computerspil – fra den computermedierede fysik, der ligger i at føle sig forbundet til spilkarakteren, over det taktile i mødet med spillets interface, til overskridelsen af skærmens rumlige repræsentation gennem anvendelse af surround-sound og samspil med det fysiske rum og spillerens krop.
Essayet undersøger disse forskellige niveauer af kropslighed i computerspil, men fokuserer især på det paradoks, der ligger i at avancerede spilkarakterer, som – især i 3D-kampspil – bliver udstyret med en stigende grad af kompleks performativitet og som rummer detaljeret fysiognomi, evne til at udvikle og udføre komplicerede partiturer og koreografier, skal styres gennem relativt simple kommandoer udført via mus, tastatur, controllere: Hvordan konstrueres spillerens oplevelse af tilstedeværelse (telepresence) i spillets computerskabte rum og identifikation med den avatar som han/hun styrer; hvordan skaber disse spil en kropslig oplevelse på tværs spillets simple interfaceoperationer.
Essay af Bo Kampman: Essayet handler om sportens og i særdeleshed fodboldens teknologiske reversibilitetstriumf. Med de moderne massemediers massive indtrængen i sportens virkefelt kan tiden betvinges og, næsten, vendes om. Moderne medier dvæler ved kroppen som en plastisk skønhed, enten i et frossent \”nu\”
sekundet før helflugteren lander i netmaskerne eller i den fart og flygtighed, som efterlader beskueren stakåndet tilbage. Sportens post-humane væsen og den medieteknologiske determinisme er intimt sammenkoblede. Essayet er på sporet af den kobling via sondringer i sportskroppens rolle, fodboldens medierede æstetik og fascinationen af virkeligheden som et miks af rå dokumentarisme og glamourøs iscenesættelse.
Artikel af Hanne-Louise Johannesen: De to værker Blur Building af Diller + Scofidio og Underscan af Rafael Lozano-Hemmer, der begge udelukkende eksisterer i kraft af avanceret computerteknologi, er her omdrejningspunktet for en undersøgelse af, hvordan man som ’beboer’ eller ’bruger’ af arkitektur må imødekomme helt anderledes udfordringer.
I værkerne er ens tilstedeværelse afgørende for, at der opstår et rum og en arkitektonisk ramme, og rummet reagerer på ens tilstedeværelse. Man må nærmest iklæde sig rummet for at gå på opdagelse i det spektakulære skue, der er rammesat af arkitekterne. Men hvilken oplevelse er på spil og hvad betyder den aktive deltagelse for relationen mellem arkitektur og bruger? Kan vi kaste os ud i fri leg med kontrol over situationen eller bliver arkitekturen omklamrende som tågen i Blur Building?
Artikel af Ulrik Ekman: Artiklen præsenterer meksikansk-canadiske Rafael Lozano-Hemmers arbejde inden for performativ og interaktiv mediekunst i sin helhed, både hans projekter i relationel arkitektur og hans installationsmæssige subskulpturer, fra tidlige værker som Surface Tension (1993) over hans gennembrud med Vectorial Elevation i 2000 til den seneste store præsentation af hans oeuvre ved biennalen i Venedig 2008.
Igennem artiklens konkrete analyser af Lozano-Hemmers installationsprojekter argumenteres der for, at disse fremstiller en tankevækkende behandling af grænsefladerne mellem menneskelig kropslighed og den nyere informationsteknologi under udvikling navnlig siden årtusindskiftet inden for ubiquitous computing og udvidet eller blandet virkelighed. Lozano-Hemmers arbejde synes her af særlig vigtighed grundet sin fint differentierede tilnærmelse til samspillet i dag i denne kontekst mellem en bevægende, primært taktil sanselighed og en mangfoldigt kompleks, indlejret informationsteknologi. Ikke mindst forekommer Lozano-Hemmers informationskunst provokerende eller medrivende i sin bevægelse henimod en immanent anden- og andethed i humane livsformer, en potentiel in-humanitet eller et indre ydre i menneskelig kropslighed, der berører og bevæger ethvert menneskeligt \’os\’ med sin animalske dynamik og energi.
Offentligheden er blevet til mange offentligheder, der fungerer på nye og forskellige måder og forbinder sig på kryds og tværs. Resultatet af disse nyskabelser og sammenkoblinger af offentligheder kan synes uoverskueligt og svært at få greb om. Ikke mindst når dets betydning for måden vores demokrati fungerer på tages med i betragtningen. Det er ikke desto mindre det vi vil forsøge med denne udgave af turbulens.net
Artikel af Henrik Kaare Nielsen: I denne artikel undersøger Henrik Kaare Nielsen internettets potentiale som et offentlighedsdannende medie, der vil kunne styrke det deliberative demokrati, hvor den enkelte borger deltager aktivt i den almene offentlige meningsdannelse.
Det afgørende spørgsmål, der undersøges og belyses, er, hvorvidt internettet lægger op til en selvforståelse og en ageren hos individet som henholdsvis samfundsborger eller forbruger.
For at besvare det spørgsmål pointeres det, hvorledes det nye praksisrum, som internettet åbner, på samme måder som alle andre sociale praksisrum er gennemtrængt af det generelle brydningsforhold mellem stat, marked og civilsamfund omkring hvilke principper, der skal være dominerende for handlen og ageren i det pågældende rum.
Samme konflikt gør sig gældende i forhold til den form for individuel ageren som selve mediets karakteristika med sine kommunikationsmuligheder lægger op til.
Der finder med andre ord en tilspidset kamp sted mellem individet som samfundsborger og individet som forbruger, og kampen udspiller sig såvel på den store samfundsmæssige scene som internt i det enkelte individ.
Artikel af Niels Ole Finnemann: I denne tekst vises det igennem en række konkrete nedslag i medieverdenen, hvorledes internettet har haft stor betydning for det politiske liv. Det belyses bl.a., hvorledes det i dag spiller en stor rolle i forskellige valgkampsstrategier, en stadig større rolle for de gamle mediers strategier og ikke mindst spiller det en betydningsfuld rolle som medie for mange typisk mindre debatmiljøer.
Taberen i denne udvikling er den ”fælles” politiske debat om samfundets fælles anliggender, eller rettere størrelsen af det publikum, der overværer elitens indbyrdes diskussion herom i de gamle medier.
Denne udvikling udgør ikke et demokratisk tilbageskridt, idet centralisme aldrig har været et mål i sig selv. Det er snarere udtryk for, at den stadigt større veluddannede middelklasse, har tillid til velfærdstaten og overskud til at forfølge deres egne dagsordener.
Internettets enorme succes beror netop på, at det er det medie, der bedst modsvarer netop det behov hos den veluddannede middelklasse.
Artikel af Jacob Linaa Jensen: Internettet er måske ikke den nye tidsalders revolutionære agent i demokratiets tjeneste, men det indeholder revolutionerende udgivelsesmuligheder; det gør enhver til potentiel udgiver af egne tanker, holdninger eller synspunkter. Denne tendens er med til at gøre det bestandig sværere at skelne mellem offentligt og privat. Med weblogen som eksempel viser artiklen, hvordan det politiske domæne hermed udvides, hvordan det private i stigende grad offentliggøres – og dermed i virkeligheden politiseres. Så er det bare spørgsmålet hvem, der læser, lytter eller kigger med, når den private borger giver sig i kast med sit politiseringsprojekt.
Teksten er en bearbejdet og oversat version af Linaas bidrag til Modinets forskningspublikation om nye offentligheder.
Artikel af Thomas Olesen: Den såkaldte Muhammedsag viste med al mulig tydelighed, at medier ikke begår sig indenfor en lukket, national offentlighed. Thomas Olesen benytter i denne artikel sagen til at sætte spot på det, han kalder ”den porøse offentlighed”, som er betegnelsen for den gennemsigtige offentlighed, der påvirkes både udefra og indefra.
Offentligheder opererer altid indenfor en kommunikativ infrastruktur, som tidligere var stort set identisk med de traditionelle, top-down, nationale makromedier.
I takt med, at decentrale (ofte digitale) bottom-up mikromedier overtager den kommunikative infrastruktur, begynder offentlighedernes nationale rammesætning at smuldre bort.
Denne porøsitet forstærkes naturligvis af, at flygtninge og indvandrere i DK via mikromedieret kontakt med ”hjemlandet” bidrager til at øge ekstern indflydelse på den tidligere relativt lukkede, danske offentlighed.
Selvom offentlighederne stadig er nationalt definerede (i udgangspunktet), kan man således efterhånden begynde at tale om en ”transnational offentlighed” eller en ”global bevidsthed”.
Artikel af Søren Steen Olsen: Politik er i medier og daglig tale noget, der foregår i dertil indrettede institutioner. Nationalt, lokalt og overnationalt. Det vil det også være fremover, men der er en meget interessant udvikling i gang, hvor den formelle politik i stigende grad bliver suppleret og til tider udfordret af nye former for politik, der foregår andre steder. Søren Steen Olsen hævder i denne artikel, at politik er ved at blive til gør-det-selv politik.
Artikel af Manuel Castells: Bagtalelse og rygtespredning er blevet den dominerende politiske kunst, hvilket har medført mord på folkevalgte, massive regeringskriser og manglende tillid fra befolkningen. To tredjedele af planetens indbyggere, oplever at de ikke føler sig repræsenteret af deres regeringer. Ifølge Manuel Castells, der har professorater i kommunikation, teknologi og samfund ved universiteter i USA og Spanien, er en ny enestående social kommunikationsform i færd med at opstå. Den er både politisk og et massemedie – men skabes, modtages og erfares individuelt. Disse masseindividuelle kommunikationsformer synes at udgøre en konstruktion af nye politiske former. Det er dog stadig for tidligt at sige, hvor disse leder os hen.
Artikel af Vibeke Norman Andersen: Vibeke Normann Andersens tekst er en bearbejdet og oversat version af hendes bidrag til det store forskningsprojekt om nye offentligheder under Modinet.Målet for hendes analyse er den stigende tendens fra de offentlige myndigheders side til at offentliggøre de enkelte serviceinstitutioners præstationsresultater, sådan som vi f.eks. ser det med folkeskolernes gennemsnitskarakterer.
Bag denne tendens til åbenhed og gennemsigtighed gemmer, der sig flere rationaler. Et demokratisk rationale går ud på, at man hermed informerer og myndiggører borgerne. Samtidig repræsenterer det en ny styreform, ligesom der introduceres en ny borgermodel, nemlig brugeren eller forbrugeren.
Artikel af Anker Brink Lund og Gitte Meyer: I denne tekst forsøges det at vise, at en normativ teori om det medierede demokrati må betragte journalister som professionelle framers og plejere af den offentlige mening og common sense, der gør offentlig brug af interviews, storytelling og praktisk ræsonnement.
Ifølge denne tekst er der nemlig ikke nogen automatisk mekanisme ifølge hvilken, magtudøvelse altid udelukker offentligt ræsonnement.
Hvis offentligheden overhovedet er blevet en spøgelsesoffentlighed, som det ofte hævdes, skyldes det snarere, at journalistikken har annekteret naturvidenskabens og ingeniørfagets erkendelsesmæssige paradigmer (moderniserede opdateringer af de klassisk græske episteme og techne) og det dertilhørende normative ideal om objektivisme.
Journalistikken har altså udviklet en position, der a priori udelukker almindelige menneskers opfattelser af virkeligheden, fraskriver politikeres holdninger som subjektivt spin af særinteresser og generelt hylder de ”objektive” eksperters sagkundskab. Dette er et alvorligt problem for det medierede demokrati, fordi mange politiske problemstillinger slet ikke lader sig forstå af episteme eller techne, men af den praktiske rationalitet, phronesis. Journalister bør med andre ord betjene sig af kløgt og common sense – og ikke læne sig op ad den objektive viden eller videnskab.
Artikel af Christian Koch: Via syv velkendte eksempler fra den danske debat og en tour de force gennem argumentationens filosofi argumenterer Christian Kock for at der er brug for adfærdsregler i den offentlige debat. Alt for ofte tales der bevidst forbi hinanden. Standpunkter fordrejes eller \”opfindes\” ligefrem til skade for såvel sagen som tilhører eller vælger. Derfor må offentlig debat tjene til at belyse de relevante argumenter i en sag. Ikke for at debattørerne selv skal nå frem til en konsensus, hvilket hverken kan eller skal forlanges men derimod for tilhørernes skyld. Reglerne skal altså tjene til sagens oplysning og dermed hjælpe vælgerne til at træffe mere kvalificerede valg.
Artikel af Kerstin Bergendal: Spørgsmålet om billedkunstens rolle i det offentlige rum er stadigt aktuelt. Kerstin Bergendal giver her sine personlige overvejelser til kende, når hun med en særlig poesi fletter refleksioner om det offentlige rum som et operativt rum sammen med forestillinger om det offentlige rum som en æstetisk abstraktion.
Artikel af Mikkel Bolt: The Artist Placement Group (APG) opstod i London i 1960`erne. Gruppen forsøgte via en række eksperimenterende praksisser at redefinere kunstnerens rolle indenfor en bredere social kontekst ved at placere \”tilfældige personer\” i virksomheder og offentlige institutioner. Mikkel Bolt beskriver i artiklen APG`s forsøg på at skabe en anden offentlighed hinsides den traditionelle kunstneriske offentlighed. Det viser sig at APG`s mere eller mindre succesfulde forsøg på at indsætte kreativitet i produktionsprocessen er vendt tilbage i det kapitalistiske systems behov for fleksibel produktion og mantraer om autenticitet, netværk og selvstyring. Denne forbindelse mellem 1960`ernes eksperimenterende kunst og kapitalen er derfor et nødvendigt udgangspunkt for formuleringen af et modstandsparadigme, der er på højde med den samtidige situation.
Artikel af Anna Berit Asp Christensen og Anne Marqvardsen: Den ny kompositionsmusiks vilkår og fremtid er et tilbagevendende tema i diskussioner inden for det danske musikmiljø og sammenfattes ofte under den populære overskrift: publikumskrise. Der er bred enighed om værkernes kunstneriske kvaliteter, men Anna Berit Asp Christensen og Anne Marqvardsen argumenterer her for, at den klassiske koncertform – der stadig karakteriserer koncerter i det 21. århundrede – begrænser den nykomponerede kunstmusiks rækkevidde som nutidigt offentligt fællesskab.
Muligheder
Kommentar af Emil Schuldt-Jensen til Schmidt og Stjernfelts samtale
Fortløbende brevveksling mellem Peter Laugesen og Marianne Ping Huang.
Internettet har fået plads på teknologihistoriens all-star hold. Og ligesom andre store teknologiske nyskabelser breder nettets betydning sig langt ud over det teknologiske felt
Interview med Christian Yde Frostholm, Thorkild Haughøj og Nicolai Knudsen: Litteraturen har, som mange andre kunstformer, fundet vej ud i cyberspace, hvor den er begyndt at mutere i nye genrer, der kan indfanges med begrebet ’netlitteratur’. Turbulens har sat tre eksperter stævne til en diskussion om nye litterære genrer på internettet. Vi har mødt Christian Yde Frostholm, digter og en af grundlæggerne af websitet Afsnit P, og Thorkild Hanghøj og Nicolai Knudsen, forfattere af bogen ”Når nye medier fortæller”.
Artikel af Andreas Brøgger: Den følgende tekst er et uddrag af en artikel om nettets rolle og betydning i danske kunstsammenhænge fra midt i 1990erne og frem til i dag. Den endelige artikel vil optræde i en antologien Vi elsker din computer, der er under udgivelse på Det kgl. danske Kunstakademi (red. Jacob Lillemose) med tekster af danske og internationale kunstnere og teoretikere om netkunst.
Artikel af Anne Sophie Warberg Løssing: Om den række af spørgsmål, som den digitale kunst rejser
I dag synes de intellektuelle at have udspillet deres rolle som sandhedens bannerførere og talerør, men debatten om de intellektuelles ansvar og engagement fortsætter – også her på Turbulens.net, der i maj måned har valgt at fokusere på de intellektuelles rolle og den offentlige debat.
Med denne udgave af Turbulens.net sættes der fokus på to ismer, der oftest tænkes i opposition til hinanden. Den kyniske kapitalistiske maskine, hvori alt omsmeltes og alle forskelle nivelleres til den ene: prisforskellen. Og humanismen, der karakteriserer dels en levemåde, der skal fremme det enkelte menneskes dannelse frem imod det gode, det sande og det skønne, og dels det studium, hvis emne er videnskaben om det menneskeskabte i form af litteratur, sprog, retorik og meget andet godt. Kort sagt pengene eller mennesket som altings målestok.
Artikel af Anders Fogh Jensen: Med udgangspunkt i Luc Boltanski og Eve Chiapellos hovedværk om kapitalismen Le nouvel esprit du capitalisme leder Anders Fogh Jensen i det følgende læseren gennem kapitalismens 500 år gamle historie, for her igennem at lede efter nogle af svarene på kapitalismens formidable overlevelsesevne og uomgængelige succes.
Universitetets humanistiske fag har gennem de sidste 100 år været præget af tre idealsæt: først Aristokratiets, siden Adornos og nu Arlas. Først skulle humaniora være elitært, kosmopolitisk og unyttigt. Siden skulle det være folkeligt, politisk og kritisk. Og nu skal det være effektivt, nyttigt og underholdende. Hans Hauge viser her, hvordan tanken om det kritiske universitet i dag er anakronistisk, hvordan grundforskning er blevet grundfosning, og hvordan universitetet er blevet et undervisitet – og måske dermed endelig borgerligt.
Brandon LaBelle er lydkunstner, kurator og forsker. I denne artikel argumenterer han for, at man ikke kun bør fokusere på de sanselige og æstetiske egenskaber ved lyd, når man diskuterer lydkunst i offentlige rum, men at man i lige så høj grad bør forholde sig til lyds evne til at genere, forstyrre og forarge. Denne evne – som især forstærket lyd besidder – giver lydkunst en særlig intervenerende kraft, der i sidste ende har både individuelt og socialt konstituerende værdi.
Artikel af Gitte Vang Sørensen: Samarbejder mellem kulturinstitutioner og virksomheder er i mange sammenhænge blevet en avanceret forhandling om bytteforholdet mellem symbolsk og økonomisk kapital, hvor den økonomiske kapital ofte spiller den dominerende rolle.
Artikel af Merete Jankowski: En opfordring til hukommelsesøvelser, når talen falder på dansk kunstpolitik.
Artikel af Mette Kia Krabbe Meyer: Inden for det sidste århundrede har reklamefotografiet optrådt som det ideelle medium til at give varer et selvstændigt liv og camouflere arbejderes kummerlige vilkår. Forbrugere før og nu kan vælge at synke hen i reklamens drømmende fantastik eller åbne det ene øje på klem for den virkelige verden, hvor varen skabes.
Artikel af Thomas Frank: Frigørelsesmarkedsføringen i 1990erne var vellykket fordi den udgav sig for at være kritisk diskurs. Men en af de mest sejlivede myter i \”Kulturkrigene\” som har foregået i mere end 30 år i USA, er den som siger at ungdommens modkulturer besidder overskridende kræfter. Teksten er på norsk.
Af stud.Idehistorie Christian Olaf Christiansen og Ph.d ved Idehistorie Mikkel Thorup.
I dette essay undersøges omfanget og substansen af kapitalens humanisering.
Artikel af Finn Janning: På trods af de mange fordele ved partnerskabet mellem humanisme og kapitalisme advarer Finn Janning i denne artikel mod en yderligere applicering af den kapitalistiske model på menneskelivet. I takt med den kapitalistiske models fortsatte applicering på livet, udgrænses nemlig nogle af de allermest fundamentale mulighedsbetingelser for udvikling og liv.
Interview med Rasmus Willig: Kapitalismen legitimerer sig i dag ved hjælp af humanistiske idealer om selvrealisering og autenticitet. Men hvor disse idealer traditionelt set skulle frisætte subjektet og udvide dets mulighedsrum, har de i dag fået tvangskarakter.
Artikel af Jacob Dahl Rendorff: Den moralske oprustning, man i øjeblikket kan se virksomhederne gennemføre, virker måske overraskende, men skal i virkeligheden ses som en naturlig konsekvens af den sammenhæng, der altid har været mellem økonomi og religion. Jacob Dahl Rendorff viser her, hvorledes betoningen af det religiøse indhold i to af det 20. århundredes væsentligste økonomiske teoridannelser, hhv. Chicago-skolen og Cambridge-skolen, kan give fornuftge forklaringer på virksomhedernes nutidige behov for etisk og moralsk legitimering
Artikel af Carsen Sestoft: Nutidens økonomiske tænkning har bredt sig til talrige områder, som ikke er rent økonomiske. Det gælder især kultur, hvor økonomitænkningens forveksling af mål og midler har tendens til at destruere det, den ville profitere af.
Af Jørgen Hinsby: Resultatet af indførelsen af kapitalisme og demokrati i Rusland er et ideologisk kaos, der har ført til identitetskrise kulturelt, personligt og socialt.
Artikel af Lila Sjevtsova: Som supplement til beskrivelsen af vilkårene for en kapitalistisk markedsøkonomi i Rusland bringes her i uddrag en artikel, som er skrevet af politologen Lilia Sjevtsova. Artiklen giver et særdeles tankevækkende og kritisk signalement af den kultur, der gør sig gældende i russisk politik i dag.
“Tyrkiet” er et usandsynligt sprængfarligt ord; ladet som det er med konnotativt materiale. Hele debatten om Tyrkiet samt det væld af problemstillinger, den rejser, sætter Turbulens.net fokus på i dette tema-nummer
Hvordan ser det ud med forestillingen om islam som demokratiets og vest-integrationens værste modstander i Tyrkiet? Ifølge Dietrich Jung må den revideres kraftigt sammen med andre forsimplede forestillinger om forholdet mellem religion, politik og modernisering i Tyrkiet. Jung udfolder en historisk anlagt analyse af Tyrkiets udvikling fra Kemal Atatürks sekulære bestræbelser og op til den i dag førte politik. Herunder gør han op med den gængse dikotomiske tænkning, der postulerer, at mere religion altid er lig med mindre modernitet. Han påviser desuden, at genetableringen af religiøse symboler og religiøs retorik i Tyrkisk politik og offentlighed ikke skal opfattes som et tilbageskridt i forhold til demokrati og europæisering, men som et nødvendigt og legitimt led i landets gradvise moderniseringsproces. Dietrich Jung er politolog med forskningsområde inden for islam og politisk videnskab, ph.d. i politisk videnskab og seniorforsker på DIIS.
Her bringes et essay om Istanbul set gennem en udvekslingsstuderendes øjne. Med sine studier i moderne tyrkisk litteratur, især i Orhan Pamuks forfatterskab, som bagage begiver stud.mag. Jesper Moll sig ud i Istanbuls modsætningsfyldte byrum. Han beskriver forskellige kendetegnende lokaliteter i Istanbul, gengiver sine personlige oplevelser af byen og præsenterer samtidig et Istanbul set gennem Pamuks romaner, der for hovedparten har denne paradoksernes storby som et betydningsfuldt omdrejningspunkt. Essayet indeholder også betragtninger over Pamuks ny bog om Istanbul og en mindre analyse af hans hovedværk Den sorte bog.
Interview: Turbulens.net har mødt udstillingsaktuelle Canan Senol. I Canan Senols univers optræder den nøgne krop på uanstændige måder, mens dukker begår seksuelle overgreb og torturofre beskriver hvilke fysiske og psykiske lidelser, de er blevet påført. Denne artikel introducerer Şenols kunst med udgangspunkt i tre kulturelle tabuer, hun ofte beskæftiger sig med: religionens, familiens og retssystemets magt over individet.
Erden Kosova er kunstkritiker, kurator og chefredaktør for det Istanbulbaserede magasin om samtidskunst, ”art-ist.” Han skriver Ph.d. om visuel kultur ved Goldsmiths College i London og bor og arbejder i dag i både Istanbul og London. Kosova tilhører den postanarkistiske kreds omkring tidsskriftet ”Siyahi,” og giver her sit bud på en tyrkisk kunsthistorie fra 1960erne til i dag
Tyrkisk kunst er et enestående konglomerat af østlige og vestlige strømninger, religiøse såvel som sekulære, der er blevet blandet sammen igennem flere århundreder. Markus Bogisch er kunsthistoriker og ansat som ekstern lektor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet.
Via en række konkrete eksempler vurderer kunstkritiker og kurator Fatos Üstek i dette essay, hvor tyrkisk kunst befinder sig i dag. Her vil du også både kunne se og læse mere om billederne, der pryder turbulens.net i dette tema
Artikel af Jacob Lillemose: En væsentlig impuls i megen netkunst er forestillinger om åbne netværker og informationers frie bevægelse. Her præsenteres fire projekter som hver især arbejder med de sociale, politiske og æstetiske potentialer i disse forestillinger.
Artikel af Martin Fuglsang og Michael Pedersen: Den sociale orden i det moderne arbejdsliv synes i dag at udfolde sig i zoner af uadskillelighed, hvor relationen mellem selvets eksistens og dets arbejde blandes og udveksler træk fra hinanden i en sådan grad, at skellet mellem disse to sfærer synes vanskeligt at bestemme og aftegne. En sådan udveksling medfører, at begreber som forandring, autonomi, selvbestemmelse og frigørelse, som vi normalt har forbundet med et kritikbegreb i dag er indlejret, organiseret og sedimenteret i arbejdet, og derved er blevet dagligdag for den moderne medarbejder. Dette frit flydende essay rejser spørgsmålet om, hvordan en kritisk indstiftelse og bestemmelse må se ud i forhold til denne nye sociale orden, og hvilken praksis en sådan kritik som minimum må forpligte sig på for at være på højde med denne orden.
Af forfatterkollektivet www.undtagelsestilstand.dk
Artikel af Thomas Olesen: Forskere, journalister og aktivister har siden det såkaldte ”Battle in Seattle” i 1999 talt om et nyt og noget diffust fænomen: den globale solidaritets- og retfærdighedsbevægelse.
Blandt de vigtigste inspirationskilder for denne bevægelse er de mexicanske zapatister, der satte det demokratiske element i den globale solidaritets- og retfærdighedsbevægelse på dagsordenen. Ved at arrangere interkontinentale møder formåede de at sætte deres lokale og nationale aktiviteter ind i et globalt perspektiv.
Men siden den 11. september er den internationale politiske legitimitets vægtning gledet fra det demokratiske over mod et mere sikkerhedspolitisk imperativ. Denne glidning og retfærdighedsbevægelsens diffuse karakter er to af de mest presserende udfordringer den globale protest står overfor i dag.
Artikel af Jacob Lillemose: En væsentlig impuls i megen netkunst er forestillinger om åbne netværker og informationers frie bevægelse. Her præsenteres fire projekter som hver især arbejder med de sociale, politiske og æstetiske potentialer i disse forestillinger.
Uddrag af Lars-Henrik Schmidts afhandling om Respekten: I dette uddrag kaster Lars-Henrik Schmidt sit socialanalytiske blik på nettets konsekvenser for vores forhold til seksualiteten. Og det har ændret sig radikalt og absolut ikke ubetydeligt. Med nettet har vi med en mere reel realitet at gøre end den gammeldags realitet. Og den gør den gamle realitet rangen stridig.
Artikel af Lars Qvortrup: Nogle kunstværker er gode, andre er dårlige. Nogle provokerer, andre er ligegyldige. Nogle kommunikerer det, man troede var usigeligt, andre er bare banale.
Det gælder også digitale kunstværker, hvad enten de er interaktive eller ej. Men hvornår er et digitalt kunstværk godt eller dårligt? Hvad betyder interaktiviteten? Og hvilken eller hvilke kunsttraditioner bygger den digitale kunst på? Det er de spørgsmål, som nærværende artikel diskuterer.
Artikel af Anne Sophie Spanner Witze og Minna Major Wright: Som al anden historieskrivning er netkunstens historie en konstruktion, der fremstilles som en enkelt sammenhængende fortælling, der fremhæver visse aspekter ved netkunsten, mens andre nedtones. Denne artikel er derfor ikke en udtømmende kortlægning af netkunstens historie men snarere et rids over netkunstens udvikling, der giver et bud på, hvorfor visse værker og kunstnere har modtaget megen opmærksomhed, mens andre hidtil ikke har. Artiklen forsøger at nuancere den gængse udlægning af netkunstens historie, der til dels er baseret på myter og kunstneriske ’helteskikkelser’.
Artikel af Heino Holst Hansen og Jacob Holm Øe: Det, der for alvor bliver den innovative udfordring for udviklingen af de digitale medier, er hverken Informationen eller Teknologierne i sig selv, men derimod Kommunikationen. Derfor kan æstetikken, hvis den afbryder sin Tornerosesøvn, indtage en væsentlig rolle i fremtidens teknologiske innovation.
Artikel af Heino Holst Hansen og Jacob Holm Øe: Innovation er ved at blive en af de mest benyttede fraser i det danske sprog. Specielt når det indgår i sammenhæng med andre buzz words som IKT, højteknologi og vidensamfund, danner det en tilsyneladende uovervindelig cocktail af lyse fremtidsudsigter for Danmark. Spørgsmålet er imidlertid, hvad innovation er, og på hvilke planer Danmarks største innovative ressourcer bør målrettes. Måske er vi i virkeligheden ved at skyde over målet. Ved at sigte en anelse lavere kan vi imidlertid ramme plet og udnytte, at Danmark faktisk altid har været et innovativt samfund. Også inden innovation blev et moderne mantra. Lad os starte med at besøge Japan.
Artikel af Stine Gotved: Det tidlige internet var en udfordring til vores kompetencer, både i relation til teknologi og menneskeligt samvær. Måske derfor blev det i høj grad italesat på samme måde som storbyen 100 år tidligere, der grundlæggende gav andre vilkår end hidtil for det levede liv. Men der er faktisk også mange umiddelbare lighedspunkter mellem det urbane og det computermedierede, og der sker konstante betydningsudvekslinger mellem storbyernes stadige forandringer og vores forestillinger om en fremtid gennemsyret af avanceret digital teknologi. Denne artikel beskriver i korte træk bysociologiens grundlag og de senere paralleller til nettets udfordringer, samt diskuterer nutidens sammenvævninger af storbyens kommunikative og materielle infrastruktur. I sidste ende bliver det svært (måske ligefrem meningsløst) at adskille nettet og det urbane, og istedet skal vi sandsynligvis fokusere på forskellige former for netværk samlet under én hat: the cybercity
Artikel af Mehmet Necef: Necef har besøgt forskellige chatrooms og foretaget en række interviews med tyrkiske kvinder og mænd om seksualitet og adfærd på nettet. Der er en del, der tyder på, at kvinder (og mænd), der delvis lever under traditionelle begrænsninger, bruger internettet til at udforske en række nye – og frigørende – muligheder. I den forstand er internettet et vindue til frihed.
Artikel af Anne Sophie Spanner Witzke og Minna Major Wright: Netkunsten er i høj grad en kunstform, hvis udøvere og kritikere for den uindviede synes at excellere i uldne termer og udflydende begreber. Der florerer et væld af overlappende kategorier, der bruges til forsøgsvist at indfange og katalogisere den sprælske netkunst, som dog alligevel har det med at undslippe. Som en hjælp til Dem, kære læser, giver vi derfor i det følgende en kort sproglig indføring i netkunstens kaudervælsk, selvom der ikke er tale om fast definerede begreber.
Artikel af Christian Koch: Om de intellektuelle og den offentlige debat
Artikel af Rune Lykkeberg:Den intellektuelle er blevet en latterlig figur: En mediestjerne i bar overkrop, en fortaler for ’at tale i folks eget sprog’, en moderne
Jesus, der kalder sig selv fordømt og dissident.
Uddrag af Frederik Stjernfelt: Turbulens.net bringer her uddrag fra to af Frederik Stjernfelts fire essays fra bogen Kritik af den negative opbyggelighed, som Frederik Stjernfelt har skrevet sammen med digteren Søren Ulrik Thomsen.
Svar fra Alexander Carnera og Bent Meier Sørensen: Kritikken må være båret af en dobbelt dynamik. Som den ulydige kriger, Kombattanten, der hverken tror på at den skabende virksomhed skal gå restløst op i historien (stat, menneskerettigheder, etc), men heller ikke er en flanerende, postmoderne bajads på barrikaderne. Hans aktivitet må både være båret af en vrede mod det som sker og samtidig en entusiastisk skabende glæde. Carnera og Meier Sørensen svarer Stjernfelt og Thomsen.
Artikel af Marianne Jelved: Symbolpolitikken er stadig ikke til at komme uden om. Og den dækker over tendenser, der er i tiden, og som understøttes af det herskende flertals måde at herske på. Med de små skridts politik fra folkestyre til virksomheden Danmark A/S. Marianne Jelved samler op på folketingsvalget i februar.
Artikel af Truls Lie om Norges nye intellektuelle
Artikel af Poul Ferland: Vi har i dag al mulighed for, globalt, universelt, at træde ud af umyndigheden. Manipulation, propaganda samt materiel undertrykkelse og udbytning af andre lader sig i virkeligheden omtrent afskaffe fra den ene dag til den anden, hvis vi ville. Derfor har Kants rigoristiske påstand, at umyndigheden er selvforskyldt, sin klare berettigelse i dag: Alle skal vide, at der ikke er nogen undskyldning for ikke at give de andre og sig selv de bedst mulige livsbetingelser.
Interview med Ole Thyssen: Tre hurtige hurtige spørgsmål til professoren om de intellektuelle og intellektualitet i dag
Artikel af Jørgen Hinsby: Fremtrædende medlemmer af den russiske intelligentsia har gennem tiderne rettet en del bidske angreb mod vestlig kultur, der i denne sammenhæng opfattes som en materiel kultur. Men samtidig indeholder kritikken et korrektiv til den livsstil vi ser udfoldet også i nutidens metropoler. Hvad enten de hedder New York, London, Paris, København eller Moskva.
Artikel af Anders Michelsen: Med udgangspunkt i kunstprojektet Black Shoals diskuteres forholdet mellem kunstigt liv i computere – ”Alife” program-former – og den menneskelige krop. Alife analyseres som kroppe ”in silico”. Det vil sige kroppe, som fremstilles artificielt gennem computermodeller, hvor aspekter af menneskekroppen – organiske strukturer – simuleres og dermed rykker ved vores forståelse af den menneskelige krops singularitet. Alife signalerer et nyt komplekst interface mellem det ukendte og det artificielle som et særligt forhold af fakticitet. Hvilket i videre forstand er et skisma mellem menneskelig kreativitet og teknologi. De former for kompleksitet, der genereres af artefakter, kan ikke tages som verdens kompleksitet, men som et faktum vedrørende denne kompleksitet: de føjer for det første noget til vores modellisering af verden, og de føjer for det andet noget til verden gennem deres fakticitet. Og det er ikke muligt at fremstille en sikker relation mellem disse to tilføjelser.
Artikel af Lone Koefod: Artiklen undersøger, hvordan parløbet mellem virtualitet og materialitet italesættes i kunstartefakter, der tematiserer og problematiserer computerens og kroppens samspil. I takt med at de digitale teknologier smelter sammen med vores \’virkelige\’ verden, opløses modstillingen mellem det virtuelle og det materielle, idet det virtuelle materialiseres, og det materielle får virtuelle egenskaber.
Med udgangspunkt i de analyserede kunstartefakter argumenterer Lone Koefoed Hansen for, at vores liv ikke nødvendigvis bliver mere og mere virtuelle, men at teknologien snarere bliver mere og mere materiel,
organisk og \’humaniseret\’.
Efterord til tematikken af Arild Fetveit
Leder: Spændende, udfordrende og udviklende. Grådigt, grænseløst og stressende. Det moderne arbejdsliv er blevet beskrevet på mange måder. At der er sket og stadig sker store ændringer er der ingen tvivl om.
Artikel af Finn Janning: Loyalitet er alfa og omega for en organisation. Det mener i hvert fald Finn Janning, der i denne tekst plæderer for, at loyalitet ikke bare er en betingelse for kontinuitet, men også for kreativ skabelse og selve arbejdets mulighedsrum.
Artikel af Michael Pedersen: Michael Pedersen analyserer den nye form for stress, der er blevet en folkesygdom for folk i de nye videnstunge jobs. Han stiller en opsigtsvækkende diagnose: De stressforebyggende strategier vi benytter er blot en gentagelse af selvsamme relation, der forårsager den nye form for stress!
Artikel af Marianne Jelved om det moderne arbejdsliv
Artikel af Jørgen Hinsby: Siden midten af 1990´erne er der i Rusland sket en væsentlig vækst i antallet af små og mellem-store virksomheder. Alligevel er denne sektors bidrag til bruttonationalprodukt, innovation og beskæftigelse relativt beskeden i forhold til de fleste af OECDs medlemslande. Dette skyldes i meget høj grad, at det indbyrdes forhold mellem staten og repræsentanterne for de små og mellem-store virksomheder ikke reguleres af et ensartet og sammenhængende system af juridiske regler.
Begivenhederne omkring 9-11 markerer et før og et efter. En lille gruppe terrorister formåede med relativt simple midler at ryste vor gældende tankemønstre og begreber.
Men har begivenhederne virkelig ændret vores måde at tænke og handle på?
Turbulens.net vil svare ja til det spørgsmål, men med den vigtige tilføjelse, at vi ikke har ændret vores måde at tænke og agere på i forhold til terrorismen nok.
Artikel af Lars Qvortrup: Mange moderne terrorattentater er ikke i nogen specifik forstand politiske. Man tager ikke gidsler og forlanger ikke modydelser. Man udsender ikke sociale manifester. Nej, terroristens diabolske sans for skønhed, hans forkærlighed for minutiøs koordinering og veltilrettelagt iscenesættelse forvandler terrorattentaterne til æstetiske projekter. Det er ikke \”de primitive\” mod \”de civiliserede\”, det er æstetisk kraft mod teleologisk rationalitet.
Artikel af Anders Fogh Jensen: Både Windows og krigen mod terror benytter sig af krisens styresystem. I begge tilfælde er undtagelsestilstanden blevet reglen og krisen selve systemets funktionsprincip – de har brug for krisen for at kunne intervenere og få det til at fremstå som en nødvendighed, hvis ikke ligefrem en service. Som sådan er der ikke forskel på krig og Windows.
Artikel af Mikkel Bolt: Forbindelsen mellem terror, den politiske vold, og grundlæggelsen af et andet politisk system har været eksplicit i historiens løb. I dag er terrorisme et slagord, der bruges til at kriminalisere enhver opposition til den etablerede orden.
Peter Laugesen om terror
Artikel af Cecilie Banke: Offergørelse: Vesten er tilbøjelig til at betragte terrorister som ofre for volden i Mellemøsten, som ofre for imperialismen og kolonivældet, og som ofre for moderniseringen. Så længe vi ligger under for fundamentalisternes drøm om det fuldkomne samfund, så længe bifalder vi i praksis terroristernes kamp.
Artikel af Steen Nepper Larsen: Terrorens mangel på projekt, vision og politisk opbyggelig idé giver den paradoksalt nok en frygtindgydende styrke.
Artikel af Jørgen Hinsby: Krigsførelsen i Tjetjenien bliver i Rusland hyppigt beskrevet som terroristbekæmpelse. Stramninger i det politiske system og krigens grusomhed finder her sin legitimitet. På denne baggrund har befolkningens opbakning til krigen været stor. I takt med at krigen trækker i langdrag, er denne opbakning dog nu for stærkt nedadgående, men de synspunkter, Sergej Mikhajlov giver udtryk for i sin artikel, vinder stadigvæk stor tilslutning.
Læs dette temas leder
Artikel af Marianne Jelved: Ved ensidigt at fokusere på styrket faglighed i uddannelsesdebatten glemmer man den demokratiske dimension af skolens almene dannelse. Man kan ikke læse sig til en fælles forståelse af, hvad det vil sige at deltage i et samfund med frihed og folkestyre i en global verden. Det er derimod erfaringer der skal gøres af det barn, der bliver borger – og ikke forbruger.
Peter Laugesen om ordet dannelse
Anders Fogh Jensens 10 oneliners om dannelse
Artikel af Alexander Carnera: Når mennesket som levende væsen og politisk subjekt fusionerer får det konsekvenser for dannelsen. Myndighed kommer ikke ved en identificering med universalier, menneskerettigheder eller andet, men fra livet selv.
Artikel af Ditlev Tamm: En dansk kanon er ok, men den skal suppleres af verdenslitteraturens ”great books”, så vi ikke lukker os inde omkring os selv.
Artikel af Steen Nepper Larsen: Let er det ikke at erklære sig som for eller imod en kanon i skolen. Måske skyldes det, at kanonspørgsmålet hverken kan besvares, endsige begribes med simple revolverpolitiske træk fra hoften.
Artikel af Poul Ferland: Artiklen er en bearbejdet version af artiklen Er almen dannelse mulig i dag?, som findes i Poul Ferlands nye bog Skiftespor. Essays om Adornos tænkning og tidens kultur, der udkommer fredag den 11. februar 2005.
Artikel af Poul Ferland: ”Vi skal følge med!” Det er den lære, der kan uddrages af Poul Nyrup Rasmussens (PNR) artikel \”Dannelsens ny forbindelse\”. Vi – og altså dannelsen – skal i dag først og fremmest følge med globaliseringen. Men hellere et bedre samfund af frie individer end et nyt fællesskab.
Åbent brev til Marianne Jelved fra Ole Grünbaum efter debatarrangement i Politikens Hus arrangeret af Turbulens.net
Alexandra Carnera om dannelse og Yakov Bok, helten i Bernard Malamuds roman The Fixer.
Artikel af Ove Korsgaard: Mødet med Grundtvig har til alle tider og steder været frugtbart. Nu møder vi ham igen som et svar på de udfordringer globaliseringen stiller os overfor. Fra Grundtvig og Livingstone – til globalisering og livslang læring.
Artikel af Af Lidia Shkorkina: Shkorkina er formand for den russiske afdeling af AWE (Association of World Education) og beskriver i artiklen om det russiske forhold til N.F.S Grundtvig.
Artikel af Jørgen Hinsby: Russernes fascination af det grundtvigske kan forklares med udsagnet ”at stå med Gud i hånden og skabe verden på ny”. Med sin opfordring til med afsæt i den åndelige verden at gå aktivt ind i sin tid, er formuleringen på linie med de eksistentialistiske træk, som præger megen russisk tænkning.
Artikel af Jørgen Hinsby: I Rusland er der i øjeblikket stor interesse for den danske tænker N. F. S. Grundtvig. Men hvad er det for behov i Rusland der gør ham aktuel i dag 133 år efter sin død?
Artikel af Jørn Loftager: I følge Jørn Loftager må enhver, der beskæftiger sig med offentlighed og demokrati, nødvendigvis forholde sig til Jürgen Habermas` Borgerlig offentlighed fra 1962, der for længst er blevet en klassiker. Der gives en kortfattet præsentation af værket, hvis væsentligste pointer diskuteres bl.a. under inddragelse af Habermas` senere formulerede korrektioner og præcisioner af sin egen teori. Spørgsmålet, der derefter stilles, er, hvorvidt teoriens kritiske potentiale, dermed udvandes. Igennem konkrete nedslag i den danske politiske offentlighed og debat, viser Loftager, at der stadig er kritisk bid i Habermas` offentlighedsteori.
Erik Boel viser her, hvorledes spørgsmålet om tyrkisk medlemskab af EU rammer direkte ned i helt centrale spørgsmål i de berørte landes indenrigspolitik – og i disses generelle visioner for EU-samarbejdet.
Se også hjemmesiden TRiEU.dk – netværk for Tyrkiet i EU, der er en del af Den Danske Europabevægelse. Her findes flere indlæg skrevet af Erik Boel.
Artikel af Danielle Kuzman: Kort før forhandlingerne om tyrkisk EU medlemskab skulle begynde, nedlagde en domstol i Istanbul forbud mod en konference, der skulle omhandle det armenske spørgsmål. Tyrkerne havde dermed endnu engang selv givet de europæiske modstandere af tyrkisk EU medlemskab vægtige argumenter for at afvise landet. Det er langt fra første gang, vi ser denne signalforvirring fra tyrkisk side. Hvorfor – og hvilket indblik giver sager som denne i tyrkernes holdning til EU medlemskab og i den politiske kultur og dynamik i landet? Daniella Kuzmanovic, antropolog og forsker i tyrkiske indenrigspolitiske forhold herunder i landets relationer til EU, leverer her en aktuel analyse fra Ankara.
Af Dan Ringgaard
Nordbrandts mangeårige ophold i Tyrkiet har ikke alene sat sit præg på hans poetiske udtryk, men har også givet ham et meget skarpt, kritisk, blik på tyrkiske forhold og ikke mindst på religionens rolle i verden. Dan Ringgaard giver os, gennem analytiske betragtninger, et indblik i Tyrkiets plads i og indflydelse på Nordbrandts digtning. Han afslører blandt andet også, at Nordbrandt absolut ikke er nogen nuance-debattør, og at hans magt- og religionskritik i Dumhedens løvefødder er urimelig og i splid med sig selv, idet ”den anlægger en barnlig eller absurdistisk optik og hævder logisk konsekvens på et brændstof af idiosynkrasier”. Digtene er og bliver Nordbrandts skarpeste og mest effektive politiske våben, fordi de helt anderledes radikalt saboterer konventionerne og henter et nyt sprog.
Den litterære kanon betyder ingenting. Den er blot et belejligt påskud for at slippe for at diskutere en række grundliggende og påtrængende spørgsmål. Grünbaum tager fat på spørgsmålene og angiver som svar en videnskanon med dertil hørende nationalkulturel omskæring.