Artikel af Inger Kryger Pedersen: Denne tekst tager kritisk udgangspunkt i tematikkens tekst af Thomas Søbirk. Inge Kryger Pedersen, der er lektor ved Sociologisk Institut, KU, argumenterer for, at doping ikke bare er snyd men simpelthen korrumperer sporten som system. For sport har hverken noget med kunst og underholdning eller sundhed at gøre, men er sit helt eget system, der har indbygget såvel et ligheds- som et forskelsprincip, hvor lige parter skal dyste med henblik på at finde en forskel, der ikke umiddelbart kan forklares. Det system, og dermed sporten, ødelægger brugen af doping....

Genmæle af Thomas Søbirk Petersen: Søbirk Petersen svarer igen på Inge Krygers Pedersens kritik af \"No Dope, No Hope\". Søbirk har fem indvendinger til Krygers kritik i \"Sportens spil handler ikke om sundhed\". Søbirk retter afslutningsvist en kritisk kommentar til Inge Kryger Petersens eget bud på hvorfor EPO korrumperer sporten og bør forblive på forbudslisten. Inge Kryger Pedersen er lektor ved Sociologisk Institut, KU mens Thomas Søbirk Petersen er adjunkt, Ph.d. i moralfilosofi ved afdelingen for Filosofi og Videnskabsteori ved RUC. ...

Artikel af Niels Brügger: Når forholdet mellem krop og teknik sættes i forbindelse med fremmedgørelse og forfald, sker det ofte ud fra en klassisk forestilling om kroppen som en autonom og lukket størrelse. Imidlertid bliver det mere og mere vanskeligt at begrebsliggøre, hvor krop og teknik adskiller sig fra hinanden. Med udgangspunkt i Marcell Mauss, Marshall McLuhan og Paul Virilio opstiller Niels Brügger, der er lektor ved Institut for informations- og medievidenskab, Aarhus Universitet, tre scenarier, der nuancerer og sammentænker forholdet mellem krop og teknik. For det første kan kroppen betragtes som teknik i sig selv, idet bevægelser og kropsfunktioner udgør tekniske redskaber. For det andet kan teknikken anskues som en naturlig forlængelse af og protese på kroppens ydre funktioner, og omvendt kan teknikken trænge helt ind i kroppen og fungere indefra, som protese for kroppens indre organer. I dette perspektiv problematiseres ideerne om den teknologiske fremmedgørelse og det kropslige forfald, fordi der sættes spørgsmålstegn ved en naturlig og umiddelbar kropslighed. ...

Artikel af Gert Balling: Her inviteres du med på en tour de force igennem historiens forskellige begreber om henholdsvis mennesket og teknikken. Gert Balling belyser disse begrebers udviklingshistorie og deres indbyrdes relationer ud fra to klassisk forskellige perspektiver - det humanistiske og det naturvidenskabelige - med deres to forskellige formål: Nemlig naturvidenskabens kamp for at kortlægge og operationalisere naturen til glæde for menneskeheden, og humanisternes kamp for at udbedre det vakuum, der opstår mellem natur og operationaliseret natur - mellem menneske og teknik. Spørgsmålet er selvfølgelig hvilket menneske, der er centrum for disse bestræbelser. Operationaliseringen har nemlig affødt et nyt menneskebillede...

Interview med Niklas Rose: Vi er blevet somatiske individer, dvs individer der i stigende grad erfarer, handler og udlægger sig selv som kroppe i en biomedicinsk diskurs. En diskurs der inspireret af systembiologien bygger på en \"overfladisk\" epistemologi, der bliver på overfladen, i modsætning til Foucaults karakteristik af det moderne episteme, hvor en række overflade fænomener forklares på baggrund af nogle underliggende dybder (Freud, Marx m. fl). Fremkomsten af det biologiske selv får konsekvenser for vores forestillinger om normalitet og sygdom. I og med at de nye teknologier, med den nye genetiske risikoviden til sin rådighed, ikke kun sigter mod at kurere og helbrede, men også forebygge og forbedre er grænserne mellem normalt og unormalt, sygdom og sundhed blevet mere diffuse. Nogle har i denne forbindelse frygtet at de nye teknologier vil forandre menneskets selvforståelse i en sådan grad at vi ikke længere ved hvem eller hvad vi er (Habermas, Fukuyama) Ikke desto mindre udgør mulighederne for at kontrollere, optimere og manipulere de mest vitale egenskaber ved mennesket som biologisk krop og \"selv\" feltet og perspektiverne for vor tids bio-eller livspolitik. Nye former for styring sætter sig igennem når vores vante selvforståelse, lebensführung og forpligtelser udvides eller tilføjes vores genetiske dispositioner. Med governmentality tænkningens fokus på forsøget på at forme adfærd med henblik på ganske bestemte formål viser Rose at begrebet om det informerede samtykke, herunder retten til selvbestemmelse ikke er helt så neutralt og ikke-styrende som det lyder. ...