Medforfattere: Frederik Schou-Juul Kandidat i Filosofi og ph.d.-studerende ved Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet. Særlig interesse for bioetik, etiske dilemmaer inden for neurodegenerative sygdomme, demenspleje, samt folkesundhedsetik og manipulation. Sigurd Lauridsen Sigurd Lauridsen er forskningsleder og lektor ved Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet. Hans forskningsinteresser omfatter mental sundhed, etik og neurodegenerative sygdomme samt sundhed og teknologi.   Samtaler om demens og etik – banalt eller genialt? Noget forenklet kan etik forstås som et par briller, vi bærer og ser verden igennem. Det er først når brillerne får ridser eller overfladen slår en flænge, at vi bemærker glasset og forstår dets betydning for vores udsyn. På samme måde bærer vi alle etik med os og ubevidst trækker på vores etiske overbevisninger, når vi agerer i en social verden. Ligesom glasset, bemærker vi først vores etiske fundament, når vi befinder os i situationer, som på sin vis udfordrer os eller synes uvante. Den slags situationer fremtvinger vores bevidsthed om, hvad der er ”rigtigt” og ”forkert” – vores etik. De fleste befinder sig muligvis sjældent i etisk udfordrende situationer eller i hvert fald ikke på daglig basis. Mennesker med demens og deres pårørende, derimod, gør det hver dag! Demens er betegnelsen for en lang række neurodegenerative sygdomme, som alle sammen påvirker den menneskelig hjerne og dermed basale kognitive og sociale færdigheder heriblandt hukommelse, sprog, social forståelse og perception (World Health Organization, 2020). En demenssygdom forplanter sig derfor i og forandrer menneskers liv både hos dem, der rammes af sygdommen og blandt dem, der står nærmest. Sygdommens indhug i tilværelsen sker i forskellige, uforudsigelige tempis. Nogle mennesker med demens forbliver i eget hjem længe, genkender længe familiære ansigter og mister aldrig deres sprog, måske nok ordenes betydning og sammenhæng, men aldrig flowet af ord. For andre går det smertefuldt stærkt. De mister orientering i tid, sted og i bekendtskaber. De forandrer sig radikalt og kan ikke længere give et autentisk udtryk for egne ønsker eller præferencer. I takt med, at forandringerne sker, oplever de, der lever med sygdommen og deres pårørende, ofte at stå i vanskelige situationer. Særligt tre områder kan gøres til overskrifter for, hvad der opleves svært, når én i hjemmet rammes af demens: åbenhed omkring sygdommen, rolleforskydninger og spørgsmål om fremtiden. De tre områder har vi, et forskerteam på Statens Institut for Folkesundhed (SIF) i samarbejde med Rudersdal Kommune og Alzheimerforeningen, gjort til omdrejningspunkt i en sundhedsfremmende indsats rettet mod hjemmeboende borgere med demens og deres pårørende. Mere specifikt er indsatsen blevet til i et større forskningsprojekt kaldt OMTANKE. Projektets overordnede formål er at udforske etiske dilemmaer i livet med demens og udvikle indsatser, der kan støtte mennesker med demens, deres pårørende og sundhedsprofessionelle i troen på at de kan mestre svære dilemmaer.[1] Indsatsen, som artiklen her beror på, tilbyder et rum til at tale om små og store udfordringer i et liv med demens og består af et dialogmøde, hvor tre til fire familier inviteres til at deltage. Samtaler om hverdagsetik med udspring i litteratur Med denne artikel vil vi invitere læseren med ind på dialogmødet og præsentere foreløbige resultater fra en evaluering. Med andre ord skal vi høre fra de mennesker, som har afprøvet indsatsen. Hvad er deres oplevelser? Og hvad har de fået ud af at være med? Den kvalitative evaluering er foretaget med udgangspunkt i fem indsatsafprøvninger, som fandt sted i perioden marts-november 2022. I selve afprøvningen deltog 23 personer, hvoraf 11 var borgere med demens og 12 var pårørende. Ud af disse talte vi med 14 fordelt på otte opfølgende interviews (afholdt ca. en uge efter dialogmødet), hvoraf seks var dyadeinterviews, hvor borgeren med demens og dennes pårørende interviewes samtidigt og to enkeltpersonsinterviews med pårørende.[2] De deltagende familier består som oftest af ægtepar, hvoraf den ene har en demenssygdom, og sommetider følger en øvrig pårørende trop såsom et voksent barn. Fælles for familierne er, at de helt nyligt eller inden for ganske få år har fået en demensdiagnose ind i tilværelsen, og at den sygdomsramte fortsat bor hjemme. I mange danske kommuner tilknyttes nydiagnosticerede med demens en demenskoordinator, der vejleder og hjælper familierne i hjemmet. I samarbejde med en demenskoordinator i en nordsjællandsk kommune, har vi inviteret og rekrutteret borgere og pårørende til at afprøve indsatsen. Demenskoordinatoren blev en gennemgående person i afprøvningen og et velkendt ansigt, idet hun også – sammen med én fra forskerteamet – faciliterede dialogmøderne. Møderne er bygget op omkring tidligere nævnte overskrifter: åbenhed, rolleforskydning og fremtid og dertilhørende litterære tekstuddrag fra den danske demenslitteratur. Tekstuddragene læses højt, hvorefter familierne samtaler om dem foranlediget af teksternes indhold, formulerede spørgsmål og egne erfaringer og villighed til at dele ud af dem. Brugen af litteratur er inspireret af den humanistiske forskningsdisciplin ”narrativ medicin”. Narrativ medicin er beskrevet som en metodisk bevidst praksis, der gennem brug af litteratur og andre kulturelementer (såsom kunst) skal uddanne sundhedsfaglige personalelag blandt andre (Rasmussen et al., 2020). Ifølge Rasmussen og Sodemann er metoden velegnet til ’at fremme en opmærksomhed på værdien – og gerne hæve niveauet – af empati mellem behandler og behandlet’ og desuden indgyde nysgerrighed overfor de små, men vigtige nuancer og detaljer i livshistorier (Ibid., p. 2). I vores tilfælde er den narrative medicinske metode og brugen af litterære uddrag således indgangsbillet til at rette opmærksomhed på hverdagsetik og værdien af at samtale om dét, der er – eller kan blive – svært i relation til at leve med demens. Ethical self-efficacy Det helt store spørgsmål, som vi i forskningsprojektet og evalueringen interesserer os for, er hvorvidt – hvis overhovedet – indsatsen kan medvirke til at ruste borgere og pårørende bedre til at befinde sig i etisk svære situationer, når de opstår, og finde styrken til at handle i situationerne. Den evne refererer vi til med begrebet ethical self-efficacy. Self-efficacy er tiltro til egne evner til at håndtere potentielle mentale og psykiske udfordringer (Bandura, 1997). Det handler mindre om, hvad vi rent faktisk gør i udfordrende situationer, og mere om, hvad vi tror, vi er i stand til at gøre, når der er behov for det. I relation til vores indsats henviser ethical self-efficacy til tro på egen formåen i et etisk råderum. Ethical self-efficacy er en svært målbar størrelse, og i denne indsats rettet mod hjemmeboende borgere med demens og deres pårørende har vi ikke til hensigt at måle begrebet objektivt,[3] men i stedet udforske det kvalitativt og få de deltagendes egne ord på, hvad de oplever at få ud af samtalerne. I det følgende vil vi tilbyde et kig ind i dialogmødet og vise ét af de litteraturuddrag, hvor samtalerne mellem de deltagende familier udspringer fra. Dialogmødet og ’det fælles tredje’ Samlet omkring et bord på et idrætscenter nord for København sidder tre familier, en demenskoordinator og to forskere fra SIF. Det er mandag formiddag og bag os ligger to emner, to tekstuddrag og de samtaler, der blev affødt deraf. Vi er dermed nået til dagens sidste tekstuddrag og dagens sidste emne, der handler om fremtid og om timingen og processen omkring overgang til plejehjem. Som primær facilitator af dialogmødet præsenterer jeg kort det næste tekstuddrag. Det er fra bogen ’Demens, dilemmaer og stjernestunder’, der er skrevet af terapeut Lone Carmel og journalist Annette Thuesen og berører mange dilemmaer i familien særligt anskuet fra de voksne børns perspektiv (Carmel et al., 2020, pp. 78-79). Derefter læser jeg højt, imens de fremmødte følger med på et tekstudprint foran dem: Tekstuddrag Dengang i december, med æbleskiverne, siger min far ud i det blå: jeg kan ikke have mor hjemme mere. Vi må tale om plejehjem. Hjælp. Jeg får et chok. Heldigvis er min kæreste der også og hører det samme. Min mor har en virkelig dårlig periode. Jeg siger, at det forstår jeg godt, og det må vi tale mere om. Min far siger: det er jo ikke fordi, jeg vil smide hende ud… jeg siger: nej, det ved jeg godt, men det kan være svært for jer begge. En lille, kort samtale. Men for mig ændrer den alt. Min far er gået fra ikke at kunne acceptere, forstå og rumme. At være i en proces, hvor han ikke kunne forstå sygdommen, til at erkende demensens indhug i deres tilværelser. Og til at sige det allerværste i et godt ægteskab gennem 60 år: vi må skilles ad rent fysisk. Bo hver for sig. Jeg er glad for, jeg lige havde sat kaffekoppen, for ellers ville jeg have tabt koppen ned over mig selv. Jeg blev meget overrasket, og det er nok sådan, mange har det. De skal tænke længe, men pludselig kan de være klar til en beslutning. På den anden side en lettelse over, at min far forstår sygdommens grimme ansigt. På den anden side en kæmpe sorg over, at min mor og far nu skal bo hver for sig, selv om de elsker hinanden højt. En følelse af svigt kommer snigende. Kunne man have gjort det anderledes? Bedre for hende? For ham? Har jeg gjort det jeg kunne? Det er virkelig mærkeligt at have så modsatrettede følelser hele tiden. Det er som om, jeg ikke kan putte noget af det her i de kasser, jeg plejer for at holde orden på mine tanker og følelser. Spørgsmål til teksten - Hvad tænker I om farens behov/ønske om at sende sin hustru på plejehjem? - Datteren beskriver at en følelse af svigt kommer snigende. Er der i jeres øjne tale om svigt? Hvorfor/hvorfor ikke? - Har I gjort jer tanker om, hvordan I vil håndtere svære situationer i fremtiden, eksempelvis at flytte på plejehjem   Jeg gør ophold og uden at se op fra teksten, lader jeg stilheden og eftertænksomheden fylde for en stund. Det lader til at have gjort indtryk. Fra et tekststykke bliver læst op, kan samtalen gå flere veje. Der er nogen, som foretrækker at blive i teksten, tage udgangspunkt i spørgsmålene og tale om de præsenterede personer og dilemmaer, og så er der andre, som hurtigt refererer tekstens tema(er) over i eget liv. Sidstnævnte scenarie gjorde sig gældende i de fleste afprøvninger. I det bragte citat fra et opfølgende interview forklarer en pårørende, hvad tekstuddragene gjorde ved samtalen: ”Jamen det [tekstuddrag] var sådan set et fælles grundlag, hvor man ikke sådan behøvede at relatere det til de andre der er til stede. ’Altså smører hun nu ikke lige lovlig tykt på?’ – ’Og overdriver han nu ikke lidt?’ På en måde så fik vi jo sådan set… selvom det er skønlitteratur eller erindringslitteratur, så får jeg alligevel et mere objektivt grundlag at diskutere ud fra.” At tale ud fra litterære uddrag tilbyder borgerne med demens og deres pårørende ’et fælles tredje’, når de indbyrdes og sammen med andre i en lignende situation skal samtale om svære, intime situationer. Under de kommende overskrifter præsenteres foreløbige indsigter fra evalueringen understøttet af deltagernes egne udtalelser. Genkendelseskraften Gennemgående fremhæver borgere med demens og deres pårørende, at de var glade for at være med i dialogmøderne. Sammen med en tryg og tillidsfuld atmosfære fremhæves også dét at mødes med ligestillede og finde trøst og inspirationen i hinanden som en gavnlig del af deltagelsen. Eksempelvis sagde en kvinde med demens efterfølgende: ”Men man kan ikke se på et andet menneske [med demens], hvor er du [i dit forløb med sygdom]? Og dét synes jeg var meget interessant. Det må jeg indrømme at sige, og så var det på en eller anden måde… jeg vil ikke kalde det beroligende, bekræftende. ‘Nå jamen dér er du også.’ Jeg havde en god følelse, fornemmelse da jeg gik hjemad.” Styrken i at finde genkendelse blandt andre i en lignende situation som én selv, den såkaldte peerstøtte, er velbegrundet i sundhedsforskningen (Smit et al., 2022). Også på demensområdet er peerstøtte gavnligt og har en positiv følelsesmæssig og social effekt på pårørende til mennesker med demens forankret i identifikation med andre, en fælles erfaring og gensidig støtte (Keyes et al., 2016). Ikke desto mindre fremhæves dette aspekt af vores indsats som et afgørende omdrejningspunkt og en positiv oplevelse for de medvirkende. En anderledes samtale – banalt eller genialt? ”Jamen altså jeg synes helt banalt i virkeligheden, var det jo en god oplevelse og være sammen med folk som gik op i det, vi snakkede om, som havde noget at komme med, som udvidede vores horisont.”  Sådan svarer en borger med demens, da vi spørger ham, hvad han oplevede at få ud af at være med i indsatsen. En anden borger med demens fremhæver, at han oplever, at det har sat gang i noget mentalt, selvom ”man ikke er enige om ting”. Helt generelt sætter borgerne med demens færre ord på deres oplevelser sammenlignet med de pårørende. Selvom de befinder sig i de tidlige stadier af deres demenssygdom, manifesterer symptomerne sig stadigvæk og hæmmer flere i at formulere sig frit. Derimod formår de pårørende at sætte flere ord på deres oplevelser. Eksempelvis fortæller et voksent barn til en person med demens om hendes oplevelse og hvad hun håber familiens medvirken kan bidrage med fremadrettet: ”Jamen jeg tror på, at I vores lille familie, hvor de svære ting at tale om nærmest ikke bliver talt om, så blev der åbnet op for noget her, som jeg håber kan være en fortsat dialog i vores familie. Jeg er bange for det ikke bliver det. Fordi sådan er mine forældre. Og det er derfor, at det kunne være dejligt, hvis der var flere af dem [dialogmøderne]. Men det var en positiv oplevelse, og jeg vil bruge det i mine samtaler med mine forældre. Hele tiden bringe det på banen.” Ligesom datteren i citatet ovenfor er der flere deltagere som oplever, at deltagelsen på dialogmødet gav anledning til at føre andre og dybere samtaler om dét at leve et liv med demens, end de samtaler, familierne almindeligvis har. En ægtefælle sætter andre ord på, hvad en anderledes samtale om demens, som den på dialogmødet, kan – og ikke kan: ”Man taler om, at man skal leve [i] et demensvenligt hjem, demensvenlige måde[r] at omgås på, en demensvenlig måde at være på og så videre… og det kræver en træning. En opmærksomhed, forståelse, en indsigt hos den pårørende (…) Man vil jo gerne udnytte hinanden på den bedste måde både den demente men også alle de pårørende. Og det spil i dagligdagen det er der jo ingen, som kan forberede sig på, før man står i det. Det kan ikke indstuderes. Det skal opleves. Det er faktisk den allervigtigste læring. Han erkender, at det kræver opmærksom træning at omgås og værne om hinanden i en relation, hvor den ene har demens. Samtidig mener han også, at ingen på et teoretisk plan kan forberede nogen på, hvordan en gradvis sygdomsudvikling udmønter sig i hverdagen og dermed hvad de enkelte parter følelses- og relationsmæssigt skal forberede sig på. Netop den træning af opmærksomhed, som den pårørende fremhæver, er kernen i vores indsats. Ved at rette opmærksom på det, der opleves som udfordrende, håber vi at styrke borgere med demens og styrke pårørendes tro på egen formåen i et liv med demens, der kontinuerligt udfordrer deres etik. I en sundhedsfremmende indsats har vi favnet etik, litteratur og familier berørte af demens – og hvad familierne selv siger om kombinationen. Det kan måske synes banalt, men for familierne er det genialt at have vedkommende og jordnære samtaler om hvad der for dem er “rigtigt” og “forkert,” mens tid er. Det peger vores evaluering i al fald (stadig lidt forsigtigt) på.   Fodnoter [1]For en nærmere beskrivelse af forskningsprojektet OMTANKE, dets videnskabelige fundament og tre applikationer, se artiklen Lauridsen et al. (2023). [2]Bemærk at analysen af data fra evalueringen fortsat pågår, og at de præsenterede indsigter derfor er foreløbige. [3]I en nærtbeslægtet indsats rettet mod sundhedsprofessionelle, der arbejder med borgere med demens, måler vi objektivt på ethical self-efficacy vha. et før- og efter spørgeskemaundersøgelse. Referencer Bandura, A. (1997). Self-efficacy in changing societies (Reprint ed.). Cambridge: Cambridge University Press. Carmel, L., & Thuesen, A. W. (2020). Demens, dilemmaer og stjernestunder. Roskilde: Relazion. Keyes, S. E., et al. (2016). "We're all thrown in the same boat ...

G.W.F. Hegel Dialektik Forlaget Mindspace, 2022         “En kriseramt verden kalder på en forandringslogik, og filosoffen G.W.F. Hegel forsøgte med sin banebrydende dialektik netop at kortlægge strukturen i overgangsprocesser.” Sådan forlyder det på bagsiden af Mindspaces nye Hegel-udgivelse. Bogen er en del af forlagets farverige bogserie AFTRYK, der “samler korte og vedkommende filosofiske tekster med væsentlig virkningshistorie.”  Der lægges således op til, at vi står over for en udgivelse af en særlig betydning, som kan hjælpe os til at forstå de kolossale og komplekse udfordringer, vi står over for. Men hvor langt strækker Hegels dialektik sig egentligt? Forlaget Mindspace har udgivet en oversættelse af tre nøje udvalgte tekster af den tyske filosof G.W.F. Hegel (1770-1831) på filosoffens 252-års fødselsdag. Disse tre tekster er akkompagneret af en omfattende introduktion skrevet af Anna Cornelia Ploug, ph.d.-studerende ved Roskilde Universitet, og har til formål at introducere læseren til den hegelianske dialektik, som i den grad stadig præger filosofien. Blandt de nulevende betydningsfulde figurer, der har engageret sig med dialektikken, kan nævnes den amerikanske filosof, kønsforsker og queer-teoretiker Judith Butler og den slovenske filosof og kulturkritiker Slavoj Žižek. Inden for den danske intellektuelle ramme kan også Rune Lykkeberg fremhæves. Bogens introduktion med titlen ‘Forandringens logik – om Hegels dialektik, dens forhistorie og kritiske aftryk’ stiller sig på samme side som Hegel-entusiasterne. Den udtrykker også en vis hengivenhed over for potentialet i den hegeliansk-dialektiske tænkning, som synes at være nærmest ubegrænset. Dette perspektiv deles af andre nylige udgivelser, der også har beskæftiget sig med dette emne. Jeg tænker her især på essaysamlingen Hegel: For et større publikum, der er redigeret af Rune Lykkeberg, og som så dagens lys på Hegels 250-års fødselsdag i 2020. I introduktionen belyser Anna Cornelia Ploug begrebet dialektik og dets indflydelse på filosofien, der går tilbage til Platons dialoger. Det græske dialegō, der refererer til det dialogiske, modstridende og diskuterende, udgør ophavet til dialektikbegrebet. “Dialektik betegner nemlig helt grundlæggende det forhold, at noget bliver til noget andet i kraft af sig selv, eller at noget kun kan være, hvad det er, ved at modsige sig selv” (s. 10). Hertil knytter Ploug på fortrinlig og underholdende vis håndgribelige eksempler på dette forhold. Eksempelvis er det ironisk nok den mandige PTSD-ramte soldats maskulinitet, “der undergraver de mandige dyder og slår over i sin selvbestaltede modsætning, det svage og skræmte” (s.11). “Helt grundlæggende har dialektik at gøre med at tænke forandring”, skriver Ploug, og gør det samtidig klart, at for Hegel “er bevægelse et essentielt og ufravigeligt træk ved virkeligheden” (s. 12). Vi må forstå, at dialektikken ikke blot er en tilgang til at skabe forståelse for verden; den repræsenterer faktisk verdens egen beskaffenhed. I modsætning til Immanuel Kant (1724-1804), der hævder, at das Ding für mich (‘tingen for mig’; genstanden som mennesker kan opleve og begribe den) og das Ding an sich (‘tingen i sig selv’; genstanden sådan som den faktisk er) aldrig kan være det samme, forener Hegel epistemologi og ontologi. Hvor det for Kant er menneskets oplevelse af verden, der kan virke absurd, er det for Hegel verden selv, der indeholder modsætningsfyldte forhold – heldigvis er menneskets forstand via den dialektiske logik gearet til at omfavne verdens modsigelsesaspekt. Dialektikken repræsenterer altså en form for tænkning i bevægelse, der formår at begribe verdens foranderlighed. Dermed bliver det ikke kun vigtigt, men nødvendigt at have indblik i denne tankegang. Når vi læser Hegel i dag, finder vi et påbud, der handler om, at vi ikke må blive fastlåste i en bestemt tænkemåde, hvor vi risikerer at blive naive og ensidige. I dialektikken finder vi en metode, der giver os mulighed for at forstå komplekse udfordringer, der rummer mange forskellige og til tider modstridende elementer på én gang. For eksempel er klimakrisen kendt for sin kompleksitet og for de divergerende videnskabelige, politiske og økonomiske interesser, den indebærer. Dialektisk metode opfordrer os til at betragte dette i en holistisk forståelse i stedet for at polarisere. Med andre ord må vi betragte klimakrisen som en dynamisk proces, der nødvendigvis indeholder modsigende elementer og interesser. Denne tilgang er ikke unik for klimakrisen; den kan lige så vel anvendes på andre komplekse udfordringer som den stigende sociale ulighed i Danmark eller migrationskrisen. Dialektikken inviterer til en bredere dialog, der kan være med til at forme politikker og initiativer, der bedre reflekterer og håndterer mangfoldigheden i disse udfordringer. Hegels dialektik kan være et uvurderligt redskab i vores bestræbelser på at forstå og løse moderne komplekse udfordringer. Den kræver, at vi omfavner en mere åben og dynamisk tilgang til tænkning og problemløsning, hvilket er særligt vigtigt i en tid, hvor verden ændrer sig i et stigende tempo, og hvor komplekse globale udfordringer sætter vores forståelsesevner- og metoder på prøve. Hvorvidt Hegels dialektik fungerer som redningsbåden i det hav af kriser vi befinder os i, er jeg stadig usikker på efter at have læst denne udgivelse. Til gengæld er jeg overbevist om, at den er relevant, og har noget at bidrage med, når det kommer til at reflektere over vores holdninger, vores tilværelse og verden omkring os. Netop på grund af den hegelianske dialektiks væsentlighed for en korrekt forståelse af verden, kan pædagogiske forenklinger og tilsnigelser, såsom den klassiske tese-antitese-syntese-model, ikke accepteres. En del af introduktionen er derfor dedikeret til ransagelse og afklaring af disse udbredte misforståelser. Mange forbinder måske umiddelbart Hegel med tese-antitese-syntese, men Ploug giver kort og præcist sine grunde til, hvorfor denne noget karikerede a priori-skabelon fordrejer Hegels tænkning. For det første vil man qua udtrykket ‘syntese’ forledes til at tro, at der er tale om en kombination af forskellige elementer, der tilsammen giver et resultat ud over sig selv, altså bliver “en selvstændig tredje ting” (s.29), som Ploug beskriver det. Dialektikken er imidlertid, som de følgende afsnit i denne anmeldelse også kommer ind på, en bevægelse i én og samme ting. For det andet hævder Hegel, at dialektikken ikke kan bruges som en forudbestemt skabelon, som vi kan tage med os ud i verden og pådutte virkeligheden uden at tage højde for de konkrete omstændigheder. “Kan du være mere konkret?” Gennem de tre Hegel-tekster vil bogen give læseren indsigt i, hvad dialektisk-spekulativ filosofi indebærer. Samtidig vil den introducere dialektikken som et forandringslogisk redskab, læseren kan tage med sig og opbevare i sin kontemplative værktøjskasse. Den første tekst, ‘Hvem tænker abstrakt?’, er en satirisk tekst fra 1807, der handler om, at abstrakt tænkning egentlig ikke betyder det, vi tror det gør. Det abstrakte refererer ikke til den højtravende tænkning i idéernes verden eller metafysikken. I stedet er den abstrakte tænker (jævnfør det latinske ab-straho: uddrage), en person der isolerer og kategoriserer. F.eks. er en morder for den abstrakte tænker blot en morder, og tjeneren er kun tjener. “Hvem tænker abstrakt? Det udannede menneske, ikke det dannede” (s. 60). Den abstrakte tænkning er altså her betragtet som dårlig tænkning. Det er snæversynet tænkning, der ikke formår at omfavne verdens skønhed. En skønhed der bl.a. ligger i at verden er mere end bare én ting ad gangen. Morderen kan godt både være en morder og samtidig være smuk; tjeneren kan godt både være tjener og samtidig være en god ven for herren. Hegel pålægger os derfor at øve os i, at danne os til, at blive bevidste om vores fordomme, være åbne over for verden og udvide vores horisont. Vi bør undgå at være stivsindede og unuancerede, da det kun fører til dårlig tænkning, dvs. abstrakt tænkning. Samtidig skal vi ikke glemme den rige og mangesidige virkelighed vi lever i – “den skønne verden” som Hegel kalder den. I Danmark tales der ofte om, hvordan det omfattende bureaukrati, der omgiver arbejdet hos landets omsorgspersonale, kan medføre, at personalet begynder at opfatte patienten som en journal eller blot som en arbejdsopgave uden at anerkende alle de aspekter, som det hjælpsøgende menneske også udgør. Kun at se patienten som patient eller kun at se kassemedarbejderen som kassemedarbejder er lige så abstrakt og dårlig tænkning, som kun at se morderen som morder – det er kun for de udannede. Hegels idé om den abstrakte tænkning minder os om, at vi bør anerkende og omfavne virkelighedens ‘konkrete’ kompleksitet. At reducere noget til en enkel definition er en form for tænkning, der begrænser vores forståelse af virkeligheden. Vi må stræbe efter og øve os i at se det skønne, det sammensatte, det spekulative. Men hvordan når vi derhen? Fra forstand til fornuft Bogens anden tekst har redaktørerne valgt at kalde ‘Logikkens tre momenter’. Dette uddrag stammer fra Hegels Encyklopädie der philosophischen Wissenschaften (også kendt som ‘den lille logik’). Ifølge Ploug er denne tekst “[…] den bedste og mest overskuelige metodiske indgang til, hvad Hegel mener med dialektik” (s. 33). Med pointerne fra bogens første Hegel-tekst i baghovedet, genkender vi hurtigt et nu velkendt begreb, nemlig det abstrakte, allerede i den indledende sætning: “Logikken har, hvad dets form angår, tre sider: α) den abstrakte eller forstandige, β) den dialektiske eller negativt-fornuftige, γ) den spekulative eller positivt-fornuftige” (s. 67). Nu handler det ikke længere om det abstrakte overfor det konkrete. I stedet beskæftiger vi os med en proces, hvor vi bevæger os fra det abstrakte over til det dialektiske, og til sidst lander i den spekulative begribelse. Som det også fremgår af citatet, introduceres vi for en alternativ terminologi, nemlig forskellen mellem det forstandige og det (negativt-/positivt-) fornuftige. Det, der i ‘Hvem tænker abstrakt?’ blev betragtet som dårlig tænkning, betegnes her med “tænkning som forstand”. Men vi bør ikke lade os forlede af de til tider positive konnotationer, vi kan have ved begrebet ‘forstand’ – det er stadig dårlig tænkning. Tænkningen har, som det beskrives i citatet ovenfor, potentialet til at blive spekulativt eller positivt-fornuftigt. For som Hegel skriver, “[…] er tænkning rigtignok i første omgang forstandig tænkning, men den bliver ikke stående ved det” (s. 68). I refleksionen kommer vi videre i tænkningen, og her kommer det dialektiske element i spil. Dialektikken udgør den “[…] immanente overskridelse, hvori forstandsbestemmelsernes ensidighed og indskrænkethed fremstiller sig som det, de er, nemlig som deres negation. Alt endeligt er dette at ophæve sig selv. […] Det dialektiske er princippet for al bevægelse, alt liv, og al virkelighedens virken overhovedet” (s. 74).i Når vi om foråret ser de grønne blade springe ud på bøgetræet, og senere på året ser dem blive brune og falde af træet, repræsenterer det ikke to adskilte hændelser, men i stedet en immanent overskridelse. Vi må betragte bladet som værende noget, der i sig selv både inkluderer løvspringet og løvfaldet. Hegel giver sit eget eksempel med menneskets liv og død. Her skriver han, at “[…] den sande opfattelse er den, at livet som sådan bærer kimen til døden i sig” (s. 75). Her kan vi vende tilbage til Plougs formulering, som også er inkluderet i denne anmeldelse, nemlig at “noget bliver til noget andet i kraft af sig selv”. Dette ‘i kraft af sig selv’ er nu afklaret, men hvad det vil sige, at det bliver til noget andet, er det næste og sidste af logikkens tre momenter, nemlig det spekulative. “Det spekulative eller positivt-fornuftige opfatter enheden af bestemmelserne i deres modsætning, det affirmative, der er indeholdt i deres opløsning og overgåen” (s. 81). Med andre ord: resultatet af hele denne proces, der går fra det abstrakt isolerede til den dialektiske ophævelse og videre til det konkret spekulative, er ikke bare intet men faktisk noget. Hvad der menes med dette ‘noget’ bliver afklaret i bogens sidste tekst, uddraget ‘Værenslogikken’ fra Wissenschaft der Logik (også kaldet ‘den store logik’), hvor Hegel på provokerende overlegen manér argumenterer for, at ‘tilblivelse’ er noget, der opstår i samspillet mellem ‘væren’ og ‘intet’. Væren og intet er altså ikke to isolerede antiteser, men et makkerpar, der tilsammen udgør en bevægelse. Denne bevægelse er et resultat, et ‘noget’, og det er tilblivelse. Hegel illustrerer dette med et eksempel med lys og mørke, der fungerer som en mere letforståelig analogi. “Det rene lys og det rene mørke er to tomheder, som er det samme. Det er først i det bestemte lys – og lyset bliver bestemt gennem mørket – altså i det formørkede lys, og ligeledes først i det bestemte mørke – og mørket bliver bestemt gennem lyset – i det oplyste mørke, at noget kan skelnes, for først det formørkede lys og det oplyste mørke har forskellen i sig selv, og de er dermed den bestemte væren, tilstedeværen.” (s. 109) Bogen henvender sig både til dem, der allerede interesserer sig for Hegel, og den er samtidig en gave til alle dem, der endnu ikke har opdaget hans tænkning. For de førstnævnte fungerer bogen som en glædelig genopdagelse af idéerne, og for de sidstnævnte fungerer den som en indføring i Hegels dialektik. Med sin velskrevne introduktion og de medfølgende noter formår bogen at udstyre læseren med et sæt af forståelsesredskaber. Derudover er bogen struktureret på en måde, der gradvist, men sikkert, guider læseren frem til et punkt, hvor vi ikke længere blot diskuterer dialektikken, men faktisk tager den i brug. Noter: i: Oversætterne har valgt at oversætte Aufhebung med ophævelse, og påpeger at det danske ‘ophæve’ “har en dobbeltbetydning, nemlig både ‘at opbevare’ og ‘at ophøre’” (s. 48), hvilket er centralt for forståelsen af det dialektiske moment....

Ikke mange i Danmark har hørt om den russiske forfatter Maria Stepanova, men hendes erindringsprosa udgør et vigtigt bidrag til at forstå den kunstneriske russiske modstand og måske gentænke et nyt Rusland. Maria Stepanova er en russisk-jødisk forfatter og journalist. Hun er født i 1972 og er vokset op i Moskva. Som ung læste hun på Maksim Gorkij litteraturinstituttet, hvorfra hun dimitterede i 1995. Hun modtog allerede inden sit internationale gennembrud mange priser i Rusland for sit forfatterskab og gjorde sig især bemærket for sin poesi, som tæller mere end 10 antologier. Romanen "Til minde om erindringen" (2017) udkom i dansk oversættelse i 2022 ved forlaget Palomar. Romanen var Stepanovas store internationale debut, en roman der siden har modtaget adskillige priser både i Rusland og Europa og bl.a. har vundet den russiske Bolsjaja Kniga pris i 2018 samt været shortlistet til at modtage International Booker Prize i 2021, m.fl. I værket undersøger hun ikke bare sin egen familiehistorie, men også erindringens væsen, som synes at være svær at fatte greb om. Det er et værk, der, ved at behandle det kommunistiske traume, insisterer på erindringens ustabile betydninger og underminerer den heroiske fortælling, der promoveres gennem den russiske historiepolitik. Hun har ydermere siden krigen i Ukraines begyndelse været konsistent i sin kritik af det russiske regime, og er derfor ikke bare en litterær figur, men også en politisk. Hun bor i dag i eksil i Tyskland. At erindre, hvad andre helst vil glemme Begrebet postmemorial eller posterindring dækker over, at erindringen produceres af efterkommerne af dem, som har oplevet traumet. Det er nok vigtigt her at indskyde, at de ting, som erindres, ikke udelukkende er traumatiske. Dog ser man en tendens til, at traumebearbejdelse er det altovervejende tema inden for posterindringen. For Stepanova er det at skrive om sin familiehistorie et dilemma: ”Hvis jeg stiller min familie frem til åbent skue, om jeg så gør det med den aller største kærlighed, med de mest udsøgte ord og i den bedst tænkelige rækkefølge, vil det alligevel være at sammenligne med Kams gerning over for Noah: jeg blotter slægtens ubeskyttede nøgenhed, dens mørke armhuler og hvide mave” (Stepanova, 2022, s. 50). Kams gerning over for Noa er en fortælling fra det gamle testamente, hvor Noa, Kams far, drikker sig beruset og blotter sig inde i sit telt. Kam, der ser sin far ligge nøgen inde i teltet, går ud og fortæller det til sine brødre, der straks går ind og dækker ham til. Da brødrene modsat Kam dækker deres far til, gøres Kam til sine brødres træl og mister dermed sit fortin som den førstefødte. På russisk kan man være ”en Kam” eller ”kamsk” som svarer til at være ”ubehøvlet” eller ”grov”, og derfor siger referencen lidt sig selv for de russisksprogede læsere (Søgaard, 2022). Maria Stepanova identificerer i Til minde om erindringen motivet om Kam som en blufærdighedsproblematik, når hun undersøger sin slægt, men føler samtidig en trang og kunstnerisk forpligtelse til at bringe dét frem i synlighed, slægten helst vil glemme og dække til (Stepanova, 2022, s. 49). Sådanne selvrefleksioner er gennemgående for værket, og er med til at give det en essayistisk karakter; hun går i dialog med familiehistorien, men også med russiske og europæiske tænkere for således at undersøge erindringen. Hun blander familiefortællinger med offentlige dokumenter fra arkiver, hvor fiktionen absorberes af hendes egne tanker om tid og erindring, identitet og egen transformation fra at have været tilskuer til fortæller i familiehistorien. Den form for erindring, vi møder hos Stepanova, er en forestillingspraksis, der ikke er baseret på førstehåndsvidnesbyrd, som f.eks. hos den belarusiske nobelpristager Svetlana Aleksijevitj, men som beror på medier og kilder, der er utroværdige. Denne utroværdighed er Stepanova i værket selv bevidst om, hvorfor hun også er meget opmærksom på forestillingsevnen, intuitionen og sin egen følelsesmæssige investering (Kapičiak & Ulbrechtová, 2023). I første del af bogen er der f.eks. en scene, hvor hun, af en ven, bliver inviteret til byen Saratov, hvor oldefaren engang havde boet. Vennen hjælper hende med at finde oldefarens hus, og idet hun står i baggården og stryger hænderne over de rå mursten, føler hun en stærk følelsesmæssig forbindelse til stedet: ”Skønt jeg aldrig havde set min oldefars baggård eller fået den beskrevet af nogen, genkendte jeg den (…) tingene var velkendte og fortrolige, som gamle slægtninge” (Stepanova, 2022, s. 54). Nogen tid senere ringer vennen og bekender, at han havde taget hende et forkert sted hen. Hun accepterer ironien ved sandheden og konkluderer, at hændelsen omtrent er alt, hvad hun ved om erindringen. Stepanova erkender i denne passage, at den følelsesmæssige forbindelse til familiehistorien, hun oplevede, idet hun stod uden for det ’det falske hus’, følelsen af genkendelse og historiens vingesus, var illusorisk. Således erkender hun også med en indrømmet selvironi, at erindringen er vanskelig at gribe fat om, at den ikke har en kerne udover de ting, hun selv fylder erindringen op med, og at hendes egne forestillinger, intuition og følelser kan føre en på afveje, være tvetydige eller misvisende. For Stepanova er målet i værket aldrig at finde frem til en bestemt sandhed, at gribe bag om familiens overfladiske almindelighed og finde frem til heltehistorierne, hun som barn fantaserede om. Hendes værk er tværtimod en selvundersøgelse af, hvordan erindringen fungerer, og hvad den fordrer af hende (Stepanova, 2022, s. 51). Det erindringsbegreb Stepanova arbejder med er meget anderledes end den måde, man har praktiseret erindringspolitik i Rusland i de seneste år. For mens erindringen for Stepanova er konstrueret, sammensat af følelsesmæssige indskydelser og ustabile betydninger, er den erindring den russiske regering promoverer fikseret, har en essentiel kerne, og hvor mindet om ”Den store fædrelandskrig”, Anden Verdenskrig, er nøglemyten for ideen om nationen (Kapičiak & Ulbrechtová, 2023). Hverken aggressorer eller ofre I en samtale med akademikerne Kevin M. F. Platt og Mark Lipovetsky forklarer Stepanova, at der er forskel på den ’første-emmigrationsbølge’, der fik forfattere og intellektuelle som Marina Tsvetaeva, Vladimir Nabokovs familie og kunstmaler Marc Chagall til at ekspatriere i 20’erne og den bølge af intellektuelle, der forlader landet i dag. Mens der i 20’erne var en følelse af, at russerne var blevet ofre for en katastrofe, så er de, som forlader Rusland i dag, ikke åbenlyst ofre på samme måde, selvom de er flygtet. Det er tilmed ikke åbenlyst, hvem russerne overhovedet er, hvis ikke man begynder at diskutere, hvilket ansvar man har. Hun påpeger at russerne først og fremmest er det folk, andre flygter fra, og først derefter kan betegne sig selv som flygtninge. Det sidste man må fortælle sig selv, er, at krigen ikke har noget med en selv at gøre, ”jeg har gjort mit”, for man kunne altid have gjort mere (Platt et al., 2023). ”Man har måske lyst til at skrive om sommerfugle, men i sidste ende bliver man nødt til at forklare krigen.” (ibid. s. 44) [min oversættelse] Stepanova begræder, at eksilforfatteren Iosif Brodskijs utopi om den private eksistens, som han beskrev i sin nobelprisforelæsning, er utænkelig i lyset af krigen. Brodskij, der talte ud fra en kontekst af Sovjetunionen, beskrev hvordan han hellere ville mødes som privat person end som person med social betydning, for det var trods alt bedre at være en fiasko i et demokrati, end at være créme de la créme i et tyrannisk system (Brodskij, 1987). I tråd med det mener Stepanova, at russiske forfattere ikke længere vil blive modtaget som forfatter, men som et produkt af en kollektiv identitet, et ”vi”. Det betyder også, at man vil læse russiske forfattere i relation til krigen, at deres tekster bliver en form for allegori over krigen. Stepanova mener derfor, at det er nødvendigt og muligt at skabe et nyt ”vi” igennem samtale, og at det er vigtigt at skabe nye institutioner, der publicerer russisksproget litteratur. En sådan institution vil have til formål at modarbejde censurerende lovgivninger, som Rusland har set flere af de seneste par år. Der er også behov for nye uddannelsesinstitutioner; krigens katastrofale konsekvenser fordrer, at det er nødvendigt at finde ud af, hvordan og hvorfor det skete. Med det synes Stepanova at trække en tråd tilbage til Adornos radiotale ”Uddannelse efter Auschwitz”, der med devisen ’aldrig mere Auschwitz’ havde samme element af selvundersøgelse og anså erkendelse af eget ansvar som en afgørende faktor (Adorno, 2012, s. 191). Stepanova bruger metaforen ”en øde ø” til at beskrive den position, russerne bliver nødt til at indtage nu. Det er et sted, der uden forbindelse til det krigsførende Rusland har potentiale til at bygge noget nyt op, at skabe momentum til en ny start (Platt et al., 2023). Ydermere er det nødvendigt, at dette nye adresserer alle russere. Det ligger Stepanova meget på sinde netop at nå ud til alle russere, for det er netop nu, at det er blevet vigtigt at tale om, hvad det vil sige at være russer (Søgaard, 2021). Strategier til modstand Maria Stepanova skriver først og fremmest, som Til minde om erindringen er et eksempel på, kompleks prosa, der er eksperimenterende, og det samme gælder hendes poesi. Hun vil gerne skabe et nyt sprog, der med nye troper kan disrupte det russisk sprog indefra, ligesom Paul Celan gjorde det med tysk, altså samle enhver etymologi op og vende den på vrangen, indtil sproget er blevet hendes. Paul Celan er kendt i den tyske litteraturhistorie for sin traumebearbejdelse af anden verdenskrig. Han skrev ud fra erfaringen af at blive forfulgt som tysk jøde og fastholder i sin poesi det tyske sprog, som var blevet forvrænget af Nazitysklands bødler. Hans ærinde var derfor også at udfordre den vold, sproget var blevet et udtryk for, og skabe et nyt indefra. For Stepanova er russisk på samme måde blevet et udtryk for en imperialstruktur, et udtryk for vold og et minefelt, hvor man ikke kan sætte sin fod ned. Noget absurd ved krigen er, at Rusland og Ukraine har et sprogfællesskab, og hvis man ser nærmere på rødderne i russiske udtryk og metaforer, er sproget fyldt med allusioner til krig og vold, mener hun (Søgaard, 2022). At udfordre russisk som imperialsprog og give det tilbage til russerne er netop dét, juryen lagde vægt på, da hun vandt prisen for ”europæisk forståelse” ved Leipzigs bogmesse i april 2023. Motivationen lød: ”for at give det ikke-imperialistiske Rusland en litterær stemme, som fortjener at blive hørt i hele Europa” (Johansen, 2023). Derudover vil hun gerne udfordre den erindring, Putin er blevet hovedperson i, for som hun selv siger, så dyrker hun og Putin samme kult. For Stepanova er krigen i Ukraine nemlig en erindringskrig, der handler om at genoprette en gammel verdensorden. Det er et eksempel på, hvordan den voksende interesse for fortiden ikke kun vedrører en personlig undersøgelse af slægten, men rækker ind i det politiske rum. Hun mener, at det, som berører fortiden, er blevet instinktivt vigtigt for efterkommerne af det 20. århundredes katastrofer såsom kommunismen, nazismen og holocaust. Fortiden er blevet hellig, en slags sekulær kult (Søgaard, 2022). Onlinemagasinet Colta.ru, som Stepanova er redaktør på, er en anden arena for opposition. Websitet blev stiftet i 2007 og er arvtageren fra OpenSpace.ru, som hun besluttede at lukke ned pga. hendes voksende bekymring for det politiske landskab i Rusland og privatinvestorernes indflydelse. På Colta.ru står der: "COLTA-websitet har ikke nogen ejer hverken offentlig eller privat. Det er et fuldstændig uafhængigt medie, der fokuserer på kultur og samfund" (Colta.ru, 2023) [min oversættelse]. Onlinemediet blev blokeret i Rusland den 11. marts 2022 kort tid efter krigens begyndelse, men er stadig tilgængeligt gennem en VPN. Hun har også givet udtryk for sin opposition i essayet ”The War of Putins Imagination” som blev trykt i Financial Times ved krigens begyndelse. Hun opfordrer direkte I essayet til at gøre modstand mod diktaturet ved en andens [Putins] forestillinger, som griber fat om russernes drømme, dage og tidslinjer, og at krigen i Ukraine er en direkte kamp for ens egen selvstændighed. ”It is going on in every house and in every head. Here as well as there, we must resist.” (Stepanova, 2022). Hendes tilstedeværelse på internettet synes at udgøre en lige så vigtig front som hendes poesi og prosa og er en platform, der gør at hendes stemme har rækkevidde, selvom hun til tider har befundet sig uden for Rusland, og også gør det i dag. Hun forklarer, hvordan internettet er måden, hvorpå man kommer i kontakt med andre russere i og uden for Rusland, og kun er blevet mere relevant, fordi så mange forlader landet. Internettet synes derfor også at få en funktion af ucensureret samtale og selvudgivelse, hvor tekster, der ikke kan cirkulere i hjemlandet, kan blive læst. Internettets funktion kan måske sammenlignes med den funktion, ’samizdat’ og ’tamizdat’ havde i Sovjetunionen. ’Samizdat’, der kan oversættes med ’selvudgivelse’, og ’tamizdat’, der kan oversættes med ’derovreudgivelse’ (dvs. i Vesten) var en måde for forfattere at få tekster i cirkulation uden for censurens rækkevidde. Når man ser på andre samtidige oppositionsfigurer, er Svetlana Aleksijevitj en anden prominent figur, der arbejder for, at det autoritære styre i Belarus skal afsættes. Aleksijevitj har været i eksil siden protesterne mod genvælgelsen af præsident Viktor Lukasjenko i 2020 og bor nu i Berlin, hvor hun har etableret forlaget Pflaŭmbaŭm, som kun udgiver værker skrevet af kvinder. Hun mener nemlig, at det var kvinderne, der gik forrest ved protesterne. Svetlana Aleksijevitj og Maria Stepanova bliver i øvrigt sidestillet for deres litterære kvaliteter, idet de begge har erindringen og den sovjetiske erfaring som genstand (Jamney, 2021).   Litteraturliste Adorno, T. W. (2012): “Education after Auschwitz”, Critical Models, New York: Columbia University Press: 191-204. Brodskij, Josef – Nobelprisforelæsning. (1987) org. Hentet d. 16. august 2023. Fra https://www.nobelprize.org/prizes/literature/1987/brodsky/lecture/ Jamney, M. (11. februar 2021). ““Love’s labours should be lost”: Maria Stepanova, Russia’s next great writer”. The Guardian. Hentet d. 7. august 2023, fra https://www.theguardian.com/books/2021/feb/11/maria-stepanova-russia-in-memory-of-memory Johansen, T. S. (30. april 2023). ”Bøger kan ikke stoppe krige. Men de kan gøre os til mennesker”. Kristeligt Dagblad. Hentet d. 7. august 2023, fra https://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/reportage-fra-tysklands-aeldste-bogmesse-boeger-kan-ikke-stoppe-krige-men-de-kan-goere-os Kapičiak, J., Ulbrechtová, H. (2023) "Postmemorial sincerity in the writing of Sergei Lebedev and Maria Stepanova". World Literature Studies 1:3-22. Platt, K. M. F., Lipovetsky, M., & Stepanova, M. (2023). ”A Conversation with Maria Stepanova”. World Literature Today. Stepanova, M. (18. marts 2022). “Maria Stepanova: The War of Putin’s Imagination” (oversat af Dugdale, S). Financial Times. Hentet d. 7. August, 2023, fra https://www.ft.com/content/c2797437-5d3f-466a-bc63-2a1725aa57a5 Stepanova, M. (2022). Til minde om erindringen. København: Palomar. Stjo Takoje COLTA? (Что такое COLTA?) ru. Hentet d. 18. august 2023, fra https://www.colta.ru/about Søgaard, L. K. (25. August 2022). “Hun kaldes Ruslands nye, store forfatter: Det er skræmmende. Men på en måde dyrker Putin og jeg samme kult”. Kristeligt Dagblad. Hentet d. 7. august 2023, fra https://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/hun-kaldes-ruslands-nye-store-forfatter-det-er-skraemmende-men-paa-en-maade-dyrker-putin-og   Baggrund- og featurebillede: Hreinn Gudlaugsson, Maria Stepanova @ LiteratureXchange Festival Aarhus (Denmark 2023)...

Nok en gang bliver der slået varmerekorder overalt på kloden. Foråret var noget af det varmeste og tørreste nogensinde, og vi går nu en rekordvarm sommer i møde med skovbrande og tørke i udsigt. Det har katastrofale følger for mennesker, dyr og planter. Tidens vel nok vigtigste spørgsmål er; hvordan ændrer vi kurs i tide, før økosystemerne kollapser? I Naturens hellige kraft (2023) argumenterer Karen Armstrong for, at vi (igen) skal lære at behandle naturen med respekt, og i bogen viser hun, hvordan spiritualitet og religiøs filosofi måske kan være vejen frem....

Hvad vil det sige at arbejde? Er det et krav at skulle arbejde eller en menneskeret? Eller er det et menneskeligt behov? Er det gode liv et arbejdende liv? Dette er nogle af de spørgsmål, som Erik Gandini bearbejder i sin dokumentar, After Work (2023), der havde verdenspremiere på CPH:DOX i år. Med eksistentialistisk humor rejser han verden tyndt og undersøger de forskellige syn på arbejde, og konsekvensen af dem. Igennem dokumentaren kommer vi til Kuwait, USA, Italien og Sydkorea, hvor man møder mennesker fra alle sociale lag af samfundet. Gandini foretager et røntgenbillede af ideen om arbejde og arbejdsmoral og stiller spørgsmål ved arbejdets fremtid. Gennem sin kritiske tilgang ønsker han at få seeren til at reflektere over sin egen tid. Det spørgsmål man sidder tilbage med, efter at have set denne dokumentar er: Hvad ville jeg gøre, hvis jeg ikke behøvede at arbejde længere? “Det største mål for de fleste mennesker er at få et job – at tjene en mester”. Sådan begynder After Work (2023) med en unavngiven voice-over, men hvis stemme der alligevel virker lidt bekendt. Den samme stemme taler jævnligt over filmen, og med filmens slutning ser man endelig hvem denne anonyme person, som har brummet over filmens billeder på diverse tidspunkter, er. Det er socialkritikeren Noam Chomsky. Med denne udtalelse bliver filmens tonen sat. Dokumentaren stiller skarpt på hvad arbejdet betyder for os, hvorfor arbejdet betyder sådan for os, og hvordan vi måske bliver nødt til at forstå arbejde på en ny måde, når vi går en ny fremtid i møde. Gandini er ikke dogmatisk i sin kritik af arbejde, og stiller sig ikke konsekvent imod det, men prøver derimod igennem dokumentaren at vise myriader af forskellige perspektiver og vise, at det ikke blot er fra arbejde mening kan komme, og at vi bliver nødt til at se ud over arbejdets næsetip, for at forstå, at det måske ikke bør være det største mål at tjene en mester.   Det arbejdende liv er det dydige liv Sociologen Max Weber skrev i 1920: “The protestant ethic was characterized by a sense of duty to work hard”. Work ethic, eller arbejdsmoral, er et perspektiv, som Gandini bruger noget energi på at beskrive og bearbejde. I After Work hører vi filosoffen Elizabeth Anderson fortælle om arbejdsmoralens historie ikke ulig Webers udlæg af den protestantiske etik. Ideen om at det dydige liv er det travle og arbejdsomme liv kommer, ifølge hende, fra den protestantiske revolution og puritanerne, hvor det hårdt arbejdende liv er et dydigt liv i guds ånd. Dette mener Anderson er sivet ind i den moderne idé om arbejdsmoral. Dokumentaren zoomer ind på dette perspektiv, og undersøger ideen om at være travl. “I’m just so busy” bliver gentaget igen og igen. “You can’t even understand how busy I am”. Sådan lyder det fra Josh Davies, direktør for Center for Work Ethic Development. En meget energisk mand, der nærmest springer rundt på skærmen, mens hans ord “I’m just so busy” konstant gentages som underlægningsmusik. Det virker næsten som en beat fra en Wu-Tang Clan sang. Som at høre C.R.E.A.M. hvor ordene “I’m just so busy” er grundbeatet. Eller som at høre buddhistiske munke sidde i trance mens de mumler, her forstå man blot tranceordene; “I’m just so busy.” Det er i samvær med Davies, den amerikanske arbejdsmoral bliver fremført. 57% af amerikanerne arbejder, selv i deres lønnede ferie, som de kun har ret til to af om året. Dette betyder at der bliver brugt 578 millioner timer på arbejde, som egentlig skulle være lønnet fri. Dette opfatter Davies ikke engang som noget negativt, men kalder det bare god arbejdsmoral. Amerikanerne føler simpelthen, de bliver nødt til at arbejde, fordi travlhed er en dyd og dovenskab er en synd. Josh Davies spørger intervieweren tilbage “How much holiday do you on average take a year?” Da der svares seks uger, bryder Davies ud i et hysterisk grin – det er for ham fuldstændig uforståeligt, ja det virker nærmest til at han finder det latterligt. Sydkorea har en lignende arbejdskultur. En yngre sydkoreaner fortæller bekymret om sin fars tilgang til arbejde. En far, som hun sjældent ser, fordi han arbejder så meget. Ifølge farens generation defineres man som god, hvis man arbejder flest mulige timer, fordi det betyder, at man brødføder sin familie godt. Ifølge den yngre sydkoreaner, er der ikke andet i sine forældre end arbejde. De forstår ikke værdien af eller ideen om lykke, men oversætter alt til arbejde. Dyden ligger i at være travl. Denne kultur prøver Sydkorea dog at modarbejde, hvilket nok også er årsagen til, at den yngre generation ser anderledes på arbejde. Sydkorea prøver på at nedsætte den gennemsnitlige arbejdsuge fra 68 til 52 timer. Derudover indfører nogle arbejdspladser pc-off, hvilket betyder, at arbejdscomputere automatisk slukkes kl. 18 – simpelthen for at undgå, at folk arbejder sig selv i stykker. Sydkoreas regering og diverse arbejdspladser prøver altså at ændre en arbejdsmoral, en kultur gennem disse tiltag. Sydkorea virker som en ekstrem, hvad angår arbejde, men i det mindste prøver de at gøre noget, hvilket er mere, end man kan sige om USA. Den nærmest religiøse ide om dyden gennem arbejdsmoral er i mange dele af verden fasttømret i kulturen. Det er næsten et uudtalt dogme: Vi bør bruge vores tid på arbejde, ikke spilde den på fritid eller frihed. Dokumentaren fremlægger en undersøgelse fra Gallup om hvor engageret mennesker er i deres arbejde. I denne undersøgelse fandt de frem til, at det kun er 15% af medarbejdere der er engageret i deres job. Kun 15% der aktivt engagerer sig i sit job. De resterende 85% af medarbejdere er enten ikke-engageret, eller med andre ord er de ligegyldige, vrede eller uden nogen form for interesse i deres arbejde. Selvom hele 85% af medarbejdere ikke engagerer sig i sit arbejde, vælger de stadig at bruge deres tid, som ellers burde have været deres egen tid, på et arbejde de sandsynligvis ikke interesserer sig for. Over 500 millioner amerikanske ferietimer bliver brugt på arbejde, fordi det føles forkert at have tid til sig selv. En sydkoreansk regering, der bliver nødt til at regulere befolkningens mulighed for arbejde, for at arbejdsmoralen ikke tager overhånd, og bliver skadende for samfundet. Arbejdsmoralens religiøsitet får altså mennesker til at kaste deres liv til siden for arbejdets skyld. Et arbejde som 85% alligevel ikke engagere sig i. Det virker som om, at Gandini med denne skildring af arbejdsmoral prøver at vise absurditeten i vores ide om arbejde. En ide om, at vores tid bør blive brugt i arbejdets tegn. Vi bør og skal forstå vores egen tid på en ny måde, og se vigtigheden af at bruge den på noget vi engagerer os i, i stedet for at tjene en mester.   Hedonisme over arbejde Arbejde har i den moderne tid fået en meningsgivende status. Hvad skulle man dog bruge sin tid på, hvis man ikke arbejdede… bare dovne den? I Gandinis rejse rundt i verden for at undersøge ideen om arbejde, kommer han forbi Italien, hvor vi ser en kvinde gå rundt i en smuk have. Hun hygger om planter og krydderurter. Pludselig bliver der klippet videre til en velklædt mand, der går igennem flotte gange med loftsmalerier i sand italiensk stil. Dette er et modsatfyldt par, men alligevel så ens. Det er et velhavende italiensk par, som har fuldstændig forskellige forhold til det at arbejde. Kvinden har arbejdet i sine yngre dage, men valgte at stoppe, fordi det ikke var det hun ønskede med sit liv, og fordi hun havde midlerne til det. Manden er derimod hårdtarbejdende, ikke fordi det er nødvendigt for deres økonomi, men fordi han nyder det. Hun opfordrer ham “du skal da også have dig en hobby” til hvilket han svarer “arbejdet er min hobby,” som de så sidder og klukker lidt over. De er meget forskellige, men alligevel så ens. De er begge engageret i det, de foretager sig i dagligdagen, noget som 85% af arbejdende mennesker ikke kan prale af. Det de foretager sig, er lystbetonet. De har truffet et valg om, hvordan deres tid skal bruges, i stedet for at lade et valg være truffet for dem. Det Gandini vil fortælle med det velhavende italienske par er ikke, at vi alle skal leve som dem. Det kan vi ikke – de færreste er velhavende. Men det, som parret gør, og som Erik Gandini vil provokere os til, er at reflektere over vores egen tid. Hvordan ønsker vi, at vores tid skal bruges, hvis vi helt selv kunne vælge? Måske skal vi turde forholde os kritisk til vores egen tid, i stedet for at acceptere, at den utvetydigt skal bruges på arbejde.   Gandini bliver i det italienske med hans næste case study, hvor han undersøger fænomenet NEET (Not in Education, Employment or Training). NEET er et akronym for personer, som hverken er i job, i træning til et job eller under nogen form for uddannelse altså med andre ord: personer som ikke stræber mod et arbejdende liv. I Italien, og for den sags skyld Grækenland, falder ca. 30% af unge ind under denne kategori. De gør simpelthen ikke noget for at få et arbejdende liv. De vælger derimod at bruge sin tid på samvær med venner, drikke kaffe, feste, og på andre måder leve fri fra arbejdets tugt. Det er let at kritisere dem som dovne, men det Gandini bruger dem til er at vise, en form for modsvar til den amerikanske og sydkoreanske arbejdsmoral. Det er to modsatrettede ekstremer indenfor ideen om hvordan ens tid skal bruges; på arbejde eller på en anden form for værdsættelse af livet, en form for hedonisme. Det virker ikke som om Gandini advokerer for den ene eller anden indstilling til arbejde, men at han undersøger denne for mange nærmest forbudte ide for at vise, at der kan være en anden måde at leve på, end under arbejdets klo, og at en smule hedonisme måske er sundt for mennesket.   Moderne teknologificering: Med industrialiseringen kom der et øget behov for arbejdskraft. Alle mænd skulle arbejde, og de skulle arbejde meget, for at følge med den enorme vækst i produktionen. Industrialiseringen var en tid, hvor produktion og fremstilling var i højsædet og hvor robotter ikke eksisterede til at lette arbejdsbyrden. Nu befinder vi os i en anden tid, hvor teknologien er begyndt at overtage flere og flere arbejdsfunktioner, hvilket giver mulighed for at lette arbejdsbyrden. Men det har vi endnu ikke, ifølge Gandini, omstillet vores system til. “Teknologi kan og bør give mennesker frihed til kreativitet,” ytrer Noam Chomsky, idet dokumentaren stiller skarpt på den moderne teknologis indvirkning på behovet for arbejde i samfundet. Gandinis pointe er her, at der overhovedet ikke er behov for at arbejde så meget som den vestlige verden gør, og at mange af vores opgaver blot skal udfylde det x-antal timer, samfundet nu engang nummerer til at være en fuld arbejdsuge. Det kan vi se i Danmark, hvor der har været diskussioner indenfor sundhedssektoren om, hvorvidt bureaukratiseringen og registreringsarbejdet nu har taget overhånd. Om vi måske har fået for meget spildarbejde, for arbejdets egen skyld. Gandinis rejse går også til Kuwait, en oliestat som har så mange penge, at de ikke ved, hvad de skal gøre af dem. Hvis man er statsborger i Kuwait, har man ret til et velbetalt job inden for det offentlige. Det er et privilegie, som kun en økonomisk velhavende oliestat har. Det betyder dog også, at der ofte er 20 ansatte til at udføre én persons arbejde. De skal møde op til aftalt tid, sidde på et kontor hele dagen, og til sidst på dagen gå hjem igen, højst sandsynligvis uden at have foretaget noget som helst andet, end blot at sidde der. Det giver simpelthen seeren eksistentialistisk depression at overvære. Alle de penge, nok til at betale gode lønninger til folk, der intet laver – og alligevel kan man ikke forestille sig en anden struktur end klassisk kontorarbejde. Kuwait er et ekstremt eksempel på vores manglende fantasi til hvad tiden ellers kan bruges til, når det ikke behøver at være arbejde. Kuwaits arbejdsprogram er et tankevækkende eksempel, der fint afspejler, hvordan Gandini anser spildarbejde i den nuværende arbejdsstruktur. Måske skulle man i stedet for at bruge energien på nytteløst eller i bedste fald ekstremt ineffektivt arbejde, bruge energien på noget kreativt, noget skabende. Måske bør vi stoppe med at arbejde for arbejdets skyld og i stedet vælge at kaste spildarbejde og overbureaukratisering ud ad vinduet. Vælge at bruge tiden på noget kreativt i stedet for noget overflødigt. Kreativ udfoldelse gennem kunst, fritænkning, skabelse… alt det, der ikke er plads til i den traditionelle arbejdsfunktion. Gandini bruger robotteknologiens fremgang som en udfordring, eller måske endda en trussel, mod behovet for arbejde og vores nuværende forståelse af arbejdsliv og karriere. Denne teknologi har overtaget det repetitive manuelle arbejde, og endda siden Gandini optog After Work, er der sket kvantespring inden for AI-teknologi. Fremtiden med AI-teknologi betyder måske endda at det ikke kun er det rutineprægede arbejde, der bliver overflødigt, men mange andre arbejdsformer. Igennem de seneste måneder er der foretaget forskning angående AI-teknologiens indvirkning på arbejdets fremtid, hvor flere af dem spår, at AI-teknologien vil kunne overtage flere millioner jobs. Goldman Sachs har i år lavet en rapport der indikerer, at AI-teknologien kan påvirke op til 300 millioner jobs. Dette kan betyde flere ting: enten ender mange mennesker som arbejdsløse, fordi AI gør dem overflødige, eller vi finder på nye ligegyldige opgave til at holde folk beskæftiget, hvilket man kan argumentere i store træk er sket hidtil med robotteknologiens indpas i samfundet. En anden mulighed ville også være at reformere ideen om arbejde, hvilket Gandini nok håber på. Som Chomsky har sagt i dokumentaren: Teknologi kan og bør give mennesker frihed til kreativitet. AI-teknologien kan give mennesket mere frihed, men vi skal turde gentænke ideen om arbejde og vores egen tid.   Hvad ville du så gøre? Gandinis afspejling af arbejde, som han foretager gennem sin rejse gennem verden, stiller et kritisk blik på behovet for arbejde og arbejdets mening for mennesket. Men hvordan skal man så have en indkomst, hvis det ikke ene og alene er gennem arbejde? Erik Gandini argumenterer i sit manuskript, med hjælp fra Chomskys stemme, for ideen om basisindkomst, altså en grundlæggende indkomst, som dækker basale behov, og som ALLE i samfundet får ligeligt, lidt ligesom den danske folkepension, bare gældende for hele voksenlivet. Dette vil frigive muligheden for ikke at være tvunget til at være lønslave. Der ville ikke længere være et krav om at arbejde for at overleve, og derved give friheden til at kunne udfolde sig kreativt, både i den klassiske forstand gennem kunst, men også til at udvikle og skabe noget nyt, uden frygten for økonomisk dommedag. Det virker ikke på dokumentaren, som om det er noget, Gandini mener er muligt lige nu. Som systemet er nu, er der ikke mulighed for det, men med teknologiens hastige fremskridt og i takt med at arbejdets nødvendighed bliver mindsket, håber Gandini fremtidens arbejde ikke er drevet af den nuværende arbejdsmoral og manglende engagement. Håbet er derimod, at arbejdets udvikling går i modsat retning. En retning, der er fyldt af mere frihed til kreativitet, nytænkning og økonomisk frihed fra arbejde. Det er en provokerende tanke. Ideen om ikke at behøve at arbejde. Det er en provokation, der på den ene eller anden måde sidder i kroppen af seeren, når dokumentaren når sin ende, og man sprøger sig selv: Hvad ville jeg gøre, hvis jeg ikke behøvede at arbejde længere?   Arbejdet afsluttes Se derfor After Work for at genkalibrere. For at få et kritisk, men også håbefuldt syn på arbejdets natur. Hvor vi er blevet kaliberet til at tænke, at det travle menneske er det dydige menneske, skal vi søge at blive et mere frigjort menneske. Mulighederne er der, men vi skal turde udnytte dem. Vi skal turde generobre vores tid. Gandini bevæger sig elegant gennem dette tunge og komplicerede emne, ved hjælp af et fantastisk brug af filmiske virkemidler, såsom underlægningsmusik og fine klipninger mellem tid og sted, hvilket giver dette noget bestandige emne en lethed. Der er humor hele vejen igennem, hvilket er med til at holde seerens interesse, og lyst til at se videre. Emnet er tungt, kontroversielt og vigtigt, men Gandini bevæger sig igennem dette med en fængende lethed. Filmen er anbefalingsværdig til folk, der ønsker at udvide deres perspektiv på arbejde, eller folk som blot ønsker en velproduceret og underholdende dokumentar.  ...

Kunstner i arbejde Bojana Kunst Oversat af Peter Borum Informations forlag, 2022       13. juni 2023 Kunstner i arbejde er en sjældent aktuel bog. I performanceteoretiker Bojana Kunsts hovedværk, som nu er udkommet på dansk, gransker hun arbejdet i dag og dets nære relation til kunsten. I bogen beskriver Kunst, hvordan arbejdet dominerer vores liv og hvordan kunstneren besidder en helt særlig position i arbejdslivet. Det er en utrolig elegant og komplet kritik med et tungt fokus på det samtidige arbejde i alt fra æstetiske analyser til kunstnerens konkrete arbejds- og levevilkår. Men er der også noget uden for arbejdet? Vores arbejdsliv i vesten har ændret sig meget de sidste 100 år. Vi arbejder i dag hellere på et kontor end på en fabrik, vi er mere psykisk nedslidte end fysisk og arbejdet er mere afvekslende end rutinepræget. Men arbejdet er ikke bare anderledes, det er også blevet mere definerende for, hvordan vi forstår vores liv. Det er her professor i performanceteori Bojana Kunsts Kunstner i arbejde har sit udspring. Over fem kapitler trævler hun nærmest alle tænkelige aspekter af kunstnerens arbejde op, og viser, hvordan det kunstneriske arbejde er selve forbilledet for det generelle arbejdsliv i dag. Hendes perspektiv er stærkt forbundet til hendes eget felt, performance og scenekunst, hvor nærmest alle hendes eksempler er taget fra for at forbinde det samtidige kapitalistiske arbejde med kunstnerens virke. Og performancekunst virker som den helt rigtige indgangsvinkel til at skabe nøjagtig den forbindelse. Kunstner i arbejde bringer et arbejdsregime ind i vores kunstforståelse, og det gør bogen utrolig fascinerende og ikke mindst aktuel, men den anlægger også et ensidigt perspektiv på arbejdet, og det er nok værkets største problem. Banalt, men ikke forsimplet Bojana Kunst vil vise ”billedet af kunstneren i arbejde” (Kunst, 2022, s. 15), hvilket egentlig er et ret banalt udgangspunkt. Måske er det derfor, hun ikke behøver et teoriudpenslende afsnit, der mejsler teorien fast. I stedet laver hun en præmis, som vi egentlig ikke er meget i tvivl om, og det bliver så grundlaget for det greb, hun laver, og som føres ud i værkets fem kapitler. Hendes præmis er, at vestens kapitalistiske postfordiske arbejde (arbejdet efter samlebåndet) priser kreativt, kommunikerende, sprogligt og immaterielt arbejde. Væk er bønderne, og fabriksarbejderen er, sammen med fabrikken, et sted mellem Kina og Indien. Nu er Idealet Djøf’eren, kommunikationsrådgiveren eller konsulenten. Her påpeger Kunst, at det vi priser ved arbejdet i dag, er det, vi plejede at prise ved kunst i vores fritid, mens det nu er vores levebrød. Det vi producerer i dag, er mest af alt sociale og mellemmenneskelige forhold (ibid, s. 136). Deri laver hun det, der er et ret banebrydende greb, at flytte fokus fra kunstnerisk arbejde til kunstnerens arbejde, fra at analysere kunstværket til at forstå, hvordan værket bliver skabt. Kunstneren er derfor, som hun skriver, ”protypen på den prekære arbejder, fordi kunstnerens arbejde knytter sig til selve produktionen af livet.” (ibid., s. 165). Meget kan vi være uenige i, men der er ingen tvivl om, at kunstnernes arbejde er exceptionelt prekært. Kunst nævner selv et eksempel på en kunstners arbejde, der, udover, det vi ”normalt” forbinder med at lave værker, er dj, fotograf, festarrangør, konstant networker og sågar kunstspekulant i egen praksis (ibid., s. 161). Vi kan også nævne, at kunstnerne er selvstændige og arbejder med løsekontrakter. De er på alle måder at sammenligne med iværksætteren, hvis produkt, hvis vi tænker med Kunst, er dem selv og deres kreative arbejde. Her bliver performancekunsten en åbenlys kampplads, da kunstneren jo står frem med et værk, der oftest er sig selv, sit eget kød og blod. Det Kunst forsøger at vise om nærheden mellem kunstnerens arbejde og kapitalisme, virker derfor også helt naturligt ved at have performance som sit mest klare eksempel. Arbejdets mange facetter Kunstner i arbejde er mere en række indhug end en progression, hvor hvert kapitel beskriver et centralt selvstændigt aspekt af forholdet mellem det kapitalistiske arbejde og kunstnerens arbejde. Kort sagt omhandler første kapitel ubehaget, andet subjektivitet, tredje sociale relationer, fjerde bevægelser og femte oplevelsen af arbejdet. Det bliver til nogle ret fænomenale analyser af de vigtigste fænomener i samtidskunstnerens arbejde. Det gælder for eksempel det hun kalder radikal konsumption. Begrebet omhandler subjektets krise i dag, at subjektet ingen kerne har, men er noget mere løst og endda tomt. Den radikale konsumption er, at denne krise træder ind i det performative felt, der hvor vi udtrykker meninger med handlinger. For performancekunst kan vi sige, at det nærmest altid har omhandlet diskussionen om kunstnerens subjekt. Det skjuler, at hvis man skal diskutere subjektet i kunst, så er det altid i dette spil mellem at fremhæve subjektet, og trække det tilbage igen (ibid., s. 36). Det måske mest berømte performanceværk i dag, Marina Abramovichs The artist is Present, handler ret direkte om dette spil, hvor beskueren både møder en kunstner, et subjekt og et kunstnersubjekt. For Kunst har det den konsekvens, at undersøgelsen af subjektiviteten altid bliver en krise, der egentlig fremhæver noget tomt. Det bliver et slags tomt forbrug, hver gang vi skal hævde vores kreative subjektivitet i offentligheden (ibid., s. 40). [caption id="attachment_9954" align="aligncenter" width="799"] The artist is present, Marina Abramovic, 2010, MoMA[/caption] En anden analyse er af det hun kalder den projektive tid, som er kunstarbejdets og det samtidige arbejdets grundlæggende tid. I dag er det mere normalt at være projektansat end fastansat, og hvis man er heldig, bliver man projektleder. Til det beskriver hun denne tidsbegrænsede periode, som egentlig kun refererer til sig selv, og som ikke behøver at være en del af det liv, der ellers foregår på arbejdspladsen. Deri refererer projektet også kun til fremtidige resultater mod en deadline, som det håber, det kan få til at passe ind i nutiden på et tidspunkt. Arbejderen og kunstneren er hermed mere fokuseret på projektet i sig selv, og er mere interesseret i fremtiden end nutiden (ibid., s. 182ff). I et med tidsånden Vi har kun nævnt to begreber blandt mange her, men det mest imponerende er, hvordan disse begreber resonerer med interessen i samtidskunst, måske særligt efter bogens udgivelse i 2015. 2022s documenta fifteen, den 15. udgave af den måske mest indflydelsesrige tilbagevendende udstilling i samtidskunst, der finder sted hvert femte år i den lille tyske by Kassel, er et stærkt vidne om, hvor central Kunstner i arbejdes vinkel er. Kuratorerne, det indonesiske kunstnerkollektiv ruangrupa, havde lavet temaet lumbung, som betyder ’rislade’ på indonesisk, der skulle symbolisere en lade, hvor alle tager del i at lave afgrøderne, og alle bidrager til fællesskabets gunst. Det er først og fremmest en kritik af den vestlige arbejdslogik. Det ses i, at de hele tiden bruger indonesiske ord til at forklare deres vision. For eksempel begrebet nonkrong, der betyder at hænge ud. Ideen er så, at kunstneren og beskueren skal ’hygge’ sig sammen uden et konkret formål – ikke just et formål for det vestlige kapitalistisk produktive arbejde. For det andet blev der kun inviteret kunstnerkollektiver til at udstille, hvilket er et forsøg på at modgå besættelsen af subjektet i vesten, og kreativiteten kan ikke blive, som Kunst kritiserer, til en krise for at hævde sit subjekt offentligt. For det tredje var alt processer. Der var intet ønske om at have fokus på færdige værker. Alt havde endda lidt en ufærdig æstetik, og ruangrupas introduktionsrum var nærmest en stor brainstorm. Det er langt fra en søgen efter et fremtidigt endemål, altså ikke et projekt. På den måde kunne vi blive ved. Bojana Kunsts kritik af samtidens arbejde kunne næsten være skabelonen for ruangrupas kritik. [caption id="attachment_9956" align="aligncenter" width="800"] documenta fifteen: Fridskul Common Library, Fridericianum, Kassel, 17. Juni 2022, Foto: Victoria Tomaschko[/caption] Ulydighed mod arbejdet Man nyder faktisk at tænke med Kunst, for hun kan forbinde den dødssyge begrebsverden fra vores arbejdsliv, om projektet, deadlines, produktivitet, til kunst, der ellers altid skal tænkes som noget unikt og ekstraordinært. Unikheden i kunst glemmer hun dog ikke, hun plæderer endda for kunstens autonomi og kraft til at være flertydig (ibid., s. 205f). Arbejdet bliver dog nærmest ekstremt, når hun, i form af tre ulydigheder mod arbejdet, konkluderende indkapsler måden kunstneren kan hævde sig i offentligheden på. Det bliver tre bombastiske ulydigheder: 1. at vi bruger tid og penge på kunst – et ødselt meningsløst forbrug af noget, der ikke giver noget tilbage (ibid., s. 213), 2. at kunstnere både kan lave arbejde, der er umådeligt dovent, men stadig kan forstås produktivt, stadig laver kunstværker (ibid., s. 217), og 3. at kunst kan gøre mindre, den undgår at blive en del af livets gang ved at stå for noget langt større end det egentlig er (ibid., 228). Der er klart mere til disse ulydigheder end beskrevet her, og jeg er som sådan heller ikke interesseret i at betvivle deres evne til at modgå det kapitalistiske arbejde i dag. Straks mere problematisk er det, at disse ulydigheder skal vise, som hun skriver, hvordan ”kunstnerens arbejde kan åbne sig for alles liv, og ikke bare dem, der er i arbejde.” (ibid., s. 212). For det virker kontraintuitivt, at en ulydighed fra kunstnerens arbejde skal kunne modgå samtidens kapitalistiske arbejde og derved åbne sig for alles liv. Bliver det at følge en ulydighed overfor arbejdet ikke stadig på det kapitalistiske arbejdes præmisser? Et eksempel er, når kunstnerens arbejde tydeligt handler om arbejde. Mierle Laderman Ukeles’ berømte performances Maintenance Art fra 70’erne, hvor hun gjorde rent på kunstinstitutioner, er en kritik af det kvindelige huslige arbejde og det kapitalistiske arbejde. Kunstneren er ulydig mod arbejdet med arbejde. Derfor vil jeg mene, at det mere er, hvad ulydigheden udtrykker æstetisk og følelsesmæssigt, som en uretfærdighed, der åbner for livet fremfor ulydigheden. Selvfølgelig er arbejdet i dag, i Kunst tilgang, altdominerende, men kunst appellerer vel også til fremtiden, og deraf må der være et ønske fra kunstnerens side om at berøre noget andet end arbejdets tilstand i nuet. Den største ulydighed mod arbejdet er vel slet ikke at inkludere arbejdet i sine overvejelser, men er det så stadig en ulydighed? For nutidens blik Alligevel forbliver Bojana Kunsts teori i Kunstner i arbejde vigtig, fordi den så præcist rammer tidsånden. Det kan man også se Elisabeth Friis’ skarpe efterskrift, der forbinder værket til #metoo og det dansk/tyske kunstprojekt Laboratoriet for æstetik og økologi. For på en måde hungrer man efter at pege på steder, hvor Kunsts begreber kan passe ind. Alene det faktum at performancekunst i de seneste år har været i stigende kurs, er et stærkt udtryk for relevansen af Kunstner i arbejde. Tænk blot på kunstnere som Esben Weile Kjær og Maja Malou Lyse, der allerede havde haft flere store solo udstillinger, før de overhovedet var trådt ud af Kunstakademiet. Det altoverskyggende fokus på det samtidige arbejde i Kunsts teori bliver nok for dominerende for at forstå kunstens mange facetter. Men Bojana Kunsts teori bør ikke læses for at forstå fortiden eller fremtiden, men nutiden. Kunst vil forstå kunstnerens arbejde i dag, og nu er det kapitalistiske arbejde altopslugende, og det er et helt originalt perspektiv. Derfor er det kærkomment, at Kunstner i arbejde nu er oversat til dansk i Informations forlags serie ’Bibliotek for ny kunstteori’. Og der ingen tvivl om at værket kalder på reaktioner fra læseren. En kunstner vil helt sikkert se en allieret i hendes analyser. Andre vil være fortørnede over, at hun ser kunstnerens arbejde som prækært og helt udlader en debat om privilegier. Kunstner i arbejde har en provokation i sig, for man kan aldrig helt afvise hendes analyser, og derfor bliver bogen meget svær at ignorere. Litteraturliste Kunst, B. (2022). Kunstner i arbejde: Om nærheden mellem kunst og kapitalisme. (P. Borum, Overs.; 1. udgave.). Informations forlag, København. Noter Baggrundsbillede: documenta fifteen: Baan Noorg Collaborative Arts and Culture, The Rituals of Things, 2022, installation view, documenta Halle, Kassel, June 13, 2022, Foto: Nicolas Wefers...

Når jeg snart forlader varetægtsfængslet, mister jeg kontakten til omverdenen for en tid. I toget og transit-isolationscellerne er der ingen mulighed for at give besked om, hvor jeg er. Indtil jeg ankommer til fangelejren, vil hverken mine advokater eller mine forældre vide, hvor jeg er. Hvor lang tid rejsen vil tage, er der ingen, der ved. Det er normal praksis. Jeg er klar til det og tager det helt roligt. Men for alle tilfældes skyld vil jeg gerne komme med en lille erklæring: 1) Mit helbred er fuldstændig i orden. Jeg er i god fysisk form, lider ikke af nogen kroniske sygdomme og tager ingen medicin. Det bekræftes alt sammen af en nylig lægeundersøgelse på lægeklinikken i varetægtsfængsel nr. 4. 2) Min psyke er normal, min følelsesmæssige tilstand er stabil. Jeg lider ikke af hverken nervøse anfald, depression eller apati. 3) Jeg har ingen som helst tilbøjeligheder i retning af selvmord. Ikke under nogen omstændigheder vil jeg begå selvmord. Det er fuldstændig udelukket. Ovenstående veloplagte og galgenhumoristiske, men sikkert også en lille smule alvorlige citat – de mange ”fald” fra vinduer og andre attentater i dagens Rusland taget i betragtning – er et uddrag fra den fængslede russiske oppositionspolitiker Ilya Yashins opslag på Instagram den 21. april, da hans dom på otte et halvt år i straffekoloni for at sprede ”fake news” om krigen i Ukraine blev stadfæstet. At russiske fængsler igen skulle blive fyldt med politiske fanger, var svært at forestille sig, da jeg selv begyndte at studere russisk i slutningen af 1980’erne, dengang da Gorbatjov indførte glasnost og perestrojka i Sovjet, og landet åbnede op mod demokrati og Vesten, og man pludselig kunne tale om alt. Men efter nogle tiår med Putin ved magten er det det, der er sket, og nu viderefører nogle af de fængslede en gammel tradition for fængselslitteratur, som har rødder tilbage til 1800-tallets Rusland. Vidnesbyrdlitteratur om dramatiske og voldsomme begivenheder eller perioder kan have mange forskellige udtryk, fx holocaustlitteratur om nazisternes kz-lejre eller litteratur som den, belarusiske Svetlana Aleksijevitj har skrevet om bl.a. Tjernobyl-ulykken i 1986. Vidnesbyrdlitteratur kan være mere eller mindre dokumentarisk og mere eller mindre fiktionaliseret og befinder sig tit på et spektrum et sted derimellem. Den kan være selvoplevet, eller den kan, som i Aleksijevitjs tilfælde, være indsamlede vidnesbyrd fra andre mennesker, de egentlige vidner, som oplevede Tjernobyl-ulykken på deres egen krop. I Rusland er vidnesbyrdlitteratur stadig – desværre kan man sige – en produktiv genre, særligt er fængsels- eller lejrlitteraturen en gammel og ustolt tradition, som paradoksalt nok har skabt meget god litteratur. Traditionen indledtes i 1860-61 med Fjodor Dostojevskijs Det døde hus, en beretning om en vis Gorjantjikov, der afsoner ti år i en sibirisk tvangsarbejdslejr, en bog, som Dostojevskij skrev, da han vendte tilbage til Skt. Petersborg efter sine ti år i forvisning i Sibirien, heraf fire år i fangelejr. Traditionen går altså helt tilbage til det tsaristiske Rusland, fortsætter med sovjettidens arbejdslejre og blomstrer ulykkeligvis nu igen i det autokratiske og krigsførende Rusland. Alle de forfattere eller skribenter, jeg nævner i denne artikel, var eller er samvittighedsfanger, og dommene mod dem er i alle tilfælde uhyrlige og absurde, fra Dostojevskijs ti år i forvisning for at deltage i en liberal diskussionskreds til politikeren Ilya Yashins otte et halvt år i straffekoloni for at sprede ”fake news” om Ruslands krig i Ukraine, specifikt om massakren i Butja i 2022. [caption id="attachment_9915" align="aligncenter" width="225"] Det Døde Hus[/caption]   Jeg vil se på nogle af de nyeste manifestationer af selvoplevede vidnesbyrd fra russiske fængsler, som de kommer til udtryk bl.a. på sociale medier. Altså ikke kun som litteratur i form af bøger, men også som skrevne vidnesbyrd med et delvist politisk sigte. Jeg har valgt at fokusere på Nadja Tolokonnikovas Sådan starter man en revolution og Ilya Yashins opslag på de sociale medier Facebook og Instagram (NB: Jeg bruger her undtagelsesvis den engelske, ikke danske, translitteration af hans navn, da det er sådan, det skrives på sociale medier). Nadja Tolokonnikova er forsanger i punkbandet Pussy Riot og politisk aktivist, Ilya Yashin er en fængslet russisk oppositionspolitiker, som har nogle folk uden for fængslet, som bl.a. sørger at lægge hans opslag på sociale medier. At jeg har valgt at se på hans opslag og ikke den mere kendte fængslede oppositionspolitiker Aleksej Navalnyjs, skyldes, at Ilya Yashin har en mere gennemført ”litterær” stemme på sociale medier. Det er altså ikke, fordi jeg mener, at Yashins dom er mere uretfærdig eller absurd end andre fængslede i Rusland. Ak nej. For at kunne sætte disse to stemmer ind i en historisk og litterær ramme vil jeg først beskrive nogle vigtige værker inden for den ældre russiske og sovjetiske fængselslitteratur, fordi de nyere vidnesbyrd ofte refererer til genrens klassikere. Russisk litteratur er i det hele taget kendetegnet ved en høj grad af intertekstualitet – referencer til ældre russiske forfattere og til temaer og figurer, som iscenesættes på en ny måde og i nye rammer, men med tydelige referencer til ældre værker. Man refererer til sine forgængere af respekt, for genkendelighedens skyld og for at indskrive sig i traditionen, men også for tydeligt at kommentere på traditionen og vise, hvor lidt der ændrer sig i en given problematik, eller for at sætte på spidsen, hvilke forandringer der trods alt finder sted. Også russiske læsere er – overordnet set – velbevandrede i deres egen litteratur, kender deres klassikere og vil genkende referencer til fx Dostojevskij, når de støder på dem.   Forfattere om fangelejren: Dostojevskij, Solzjenitsyn og Sjalamov Den allerede nævnte roman Det døde hus af Fjodor Dostojevskij er fiktion, men det er indlysende, at den bygger på Dostojevskijs egne oplevelser i et sibirisk tugthus. I romanen iagttager den adelige straffefange Gorjantjikov, uden at afsløre sine egne følelser og reaktioner, på en distanceret, til tider nærmest antropologisk måde sine medfanger, de ”jævne” folk, som er hans medindsatte i fangelejren. Det er svindlere, desertører, mordere, pantelånere og tyve. Fortællingen er uden et egentligt plot – og er heller ikke som sådan kronologisk, bortset fra at den begynder med den første og slutter med den sidste dag bag tremmer. Den rummer forskellige tableauer, fx den groteske beskrivelse af fangernes årlige vaskedag i badstuen eller glæden over at skabe en fælles teaterforestilling, og har skarpt tegnede psykologiske portrætter af såvel fangevogtere som medfanger, fra sadister og psykopater til de undertrykte og forsagte nederst i hierarkiet. Der er ikke noget heroisk, knap nok noget sympatisk, ved personerne i bogen. Dostojevskij er kendt for at have givet udtryk for, at et menneske kan lutres moralsk gennem straf og soning af sin forbrydelse, men i dette værk, skrevet og udgivet umiddelbart efter hans egen afsoning, er der intet lutrende eller moralsk ophøjende ved fængslet og tvangsarbejdet: Fangelejren er snavset og stinkende, arbejdet er ofte meningsløst og nedværdigende, og kedsomheden er dræbende. Man bliver ikke et moralsk bedre menneske af tvangsarbejde i det døde hus, fremgår det bl.a. i denne passage, som i bedste Dostojevskij-stil snarere lyder som et indlæg i den aktuelle samfundsdebat om fængselssystemet end som fortællerstemmen i værket: Tugthuset og tvangsarbejdssystemet forbedrer selvfølgelig ikke en forbryder, det straffer ham kun og beskytter samfundet mod misdæderens angreb på dets sikkerhed fremover. Tugthuset og det hårdeste tvangsarbejde udvikler kun had, grådighed efter forbudte nydelser og en forfærdelig letsindighed i forbryderen. (Det døde hus, s. 34). I sovjettiden kom tvangsarbejdslejrene i brug igen: De to sovjetiske forfattere Aleksandr Solzjenitsyn og Varlam Sjalamov var begge politiske fanger i Sovjetunionens GULAG-lejre. Solzjenitsyn afsonede otte år i arbejdslejr (1945-1953) for nogle kritiske kommentarer om Stalin i et brev fra fronten og derefter nogle år i forvisning i Kazakhstan, et mønster, vi jo genkender fra Dostojevskijs forvisning. I tøbrudsperioden efter Stalins død, under Khrusjtjov, udkom Solzjenitsyns En dag i Ivan Denisovitjs liv (ru: 1962, da: 1963), en kortroman, der beskriver en ”helt almindelig” dag i en straffefanges liv, hvor Ivan Denisovitj den dag synes, at hans arbejde – at bygge en mur – giver ham mening og glæde. De fleste af Solzjenitsyns efterfølgende værker kunne først udgives i Rusland under og efter perestrojka. Hans andet mest kendte værk, GULAG-Øhavet, er et monumentalt dokumentarisk værk i syv dele, en kæmpe mosaik bestående af rapporter, interviews, officielle udtalelser, dagbøger, retsdokumenter og Solzjenitsyns egne erindringer. Solzjenitsyn tilegner sit mammutværk til ”dem, som ikke levede længe nok til selv at fortælle om det”. Dette er også et vigtigt træk for store dele af vidnesbyrdlitteraturen – forfatterens moralske forpligtelse til at fortælle det, man ved, også på vegne af dem, der ikke selv kan. Varlam Sjalamov er nok mindre kendt i Vesten end Solzjenitsyn, men hans forfatterskab er efter min mening i langt højere grad et bekendtskab værd. Han skrev i årene 1954-1973 i alt 145 ret korte, nøgterne og lakoniske fortællinger fra sine sammenlagt tyve år i sovjetiske arbejdslejre, hvor han sad først i 1929-1932 og derefter fra 1937 og 17 år frem. De sidste 17 år i det koldeste og mest barske område af Sibirien, i Kolyma. På dansk er der indtil videre kun udkommet en enkelt samling: Fortællinger fra Kolyma. Sjalamovs fortællinger er dokumentariske, men ikke kronologiske, der er ingen fast hovedkarakter, ingen autoritativ stemme. Det fornemmes som en bevidst ”uddelegering” af fortællerpositionen, så fortælleren ikke har monopol og ikke er hævet over begivenhederne og det, der beskrives, ikke kan ordne det kronologisk og ikke kan lægge en ”mening” ned over det, der sker. Der er nemlig ingen mening: Arbejdslejrene og alle de spildte liv er meningsløse, og i modsætning til Solzjenitsyn mener Sjalamov ikke, at man forlader arbejdslejrene som ”moralsk genfødt” gennem lidelsen. Som Christel Brinkløv skriver i efterordet til sin oversættelse af fortællingerne: For Sjalamov var det vigtigt at formidle, at intet menneske bliver moralsk bedre af at opholde sig i lejrene. At lejrerfaringen i enhver henseende er en negativ erfaring. Dette kan forekomme indlysende for en vestlig læser, men det var et radikalt brud med en lang tradition i russisk litteratur fra Dostojevskij til Solzjenitsyn, som har som forudsætning og grundopfattelse, at mennesket gennem lidelsen kan opleve en moralsk genfødsel. Sjalamov mente ligefrem, at Solzjenitsyn i sine værker om gulag kom til at idealisere lejrene på grund af denne tankegang, og han understregede, at mennesket kun bliver nedbrudt – såvel fysisk som psykisk – af at være i lejr.   Nadja Tolokonnikova: Fra Pussy Riots punkbøn til aktivisme i fængslet Under glasnost og perestrojka i slutningen af firserne blev der skrevet åbent om alt, også forholdene i de russiske fængsler, som i de år tømtes for politiske fanger. I de senere år er politiske fanger, ”politzeki”, igen begyndt at fylde op i fængslerne. Pussy Riots Nadja Tolokonnikova lever nu i eksil ”et sted uden for Rusland” som mange andre russiske politiske aktivister og kunstnere, der har forladt Rusland de seneste fem-ti år som følge af et stadig mere giftigt, autokratisk og heller ikke ufarligt miljø. Hun blev i marts i år føjet til en officiel russisk liste over eftersøgte kriminelle, dog uden angivelse af, hvilke forbrydelser hun er eftersøgt for. Lad os gætte på, at det nok har noget at gøre med hendes og Pussy Riots optrædener imod Putin og indsamlinger til fordel for Ukraine.   View this post on Instagram   A post shared by (@pussyriot) Billedtekst: Opslag fra Pussyriots officielle Instagram. Efter at Pussy Riot opførte en punkbøn iført elefanthuer i Frelserkatedralen i Moskva i 2012, blev to af gruppens medlemmer, bl.a. Tolokonnikova, idømt to års straffekoloni. Efter sit fængselsophold skrev hun en ”vejledning” til, hvordan man starter et oprør, Sådan starter man en revolution, hvis mest interessante del efter min mening er beskrivelsen af netop fængselsopholdet. Bogens styrke ligger ikke så meget i de politiske og samfundsmæssige analyser, som i det selvoplevede, det autentiske, vreden, humoren og den sproglige kraft. Særligt giver kapitlet ”Fangeflugt” om opholdet i kvindearbejdslejren i Mordova en grum indsigt i fangernes elendige vilkår med fordærvet mad, 16-timers arbejdsdage, mangel på de mest nødvendige ting, bl.a. livsnødvendig medicin, vilkårlige straffe, organiseret tæsk og torturlignende behandling. Nadja Tolokonnikova bruger en montagemetode, der minder om Solzjenitsyns, i sin bog: Her er uddrag af korrespondance med hendes forældre, hendes advokat og filosoffen Slavoj Žižek, udtalelser fra politikere, sangtekster, nyhedsnotitser, slogans og citater fra andre, tidligere politiske fanger, bl.a. Sjalamov og Solzjenitsyn. Parallellerne til Stalintidens udrensninger og referencerne til tidligere politiske fanger er tydelige. Nadja Tolokonnikova slap med ”kun” to års fængsel for sin kirkepunkoptræden og formåede at tage sin aktivisme med i fængslet, hvor hun bl.a. korresponderede med Slavoj Žižek, forsøgte at gøre omverden opmærksom på forholdene i kvindefængslet og på et tidspunkt sultestrejkede for at opnå et minimum af rettigheder for de indsatte: ”Lige meget hvad du gør, vil det være ubetydeligt. Men det er meget vigtigt, at du gør det.” Det er Gandhi. Og du og jeg kan ikke bestride, hvad Gandhi har sagt. Kravene fra min sultestrejke i september-oktober 2013: - Forkort arbejdsdagen til otte timer - Reducer antallet af politiuniformer, vi skal sy pr. arbejdsdag - Indfør to fridage om ugen - Straf og fjern lejrens souschef, der har truet med at myrde mig og andre fanger, der har kritiseret forholdene i lejren - Lad være med at forfølge og lægge pres på dem, der skriver klager over lejren (Sådan starter man en revolution, s. 211). Ligesom Dostojevskij gav udtryk for, at det var nødvendigt at reformere fængselsvæsnet i 1860’erne, og ligesom han ønskede, at Det døde hus kunne være et indlæg i den debat, er det også Tolokonnikovas mål at forbedre forholdene i især kvindelejrene, som hun hævder er endnu værre end mandelejrene: ”Mens folk i en mandelejr ved, hvordan man skal protestere, er kvindelejre autoritære samfund, hvor folk foretrækker at sluge alle embedsmændenes ulovligheder …” Og med sultestrejke og med venner, der kører informationskampagner ude i friheden, opnår hun til sidst at blive ringet op af præsidentens ombudsmand, mens hun er indlagt pga. sin sultestrejke, og er med til at få hævet fangernes løn.   View this post on Instagram   A post shared by (@pussyriot) Billedtekst: Instagram-opslag i forbindelse med at Den Internationale Straffedomstol i Haag udstedte arrestordre mod Putin som mistænkt for krigsforbrydelser i Ukraine. Som noget nyt i russisk fængselslitteratur er der hos Tolokonnikova også et særligt blik for den chikane, som kvindelige fanger oplever fra personalet oven i deres fængselsstraf, alene fordi de er kvinder. Det kommer til udtryk, ved at de fx ikke får udleveret hygiejnebind, som de har krav på, og ved at gravide tvinges til at arbejde lige så meget som de andre. Derudover må de finde sig i sexisme og patroniserende attituder, også bare fordi de er kvinder. Sådan her gengiver Tolokonnikova en samtale med lejrchefen: Min nye chef begynder at irritere mig. ”Måske vil der blive fortalt legender om Dem, som det nu sker for revolutionære, men nu er De her. Sammen med os.” Han ser sig om med ejermine. ”Det må De ikke glemme. Så hold Deres synspunkter for Dem selv, mens De er her. Tænk på Dem selv. Det er bedst for Dem ikke at sige noget. Tænk på Deres nære. Hvem er De måske? De er først og fremmest en, der skaber liv.” ”Typisk mandeattitude.” Jeg trækker på skuldrene. ”?” ”Jeg sagde, at De netop har demonstreret en typisk mandeattitude, og det er ikke så mærkeligt. Incitamentet til emancipation findes kun hos kvinderne, fordi mændene fra starten af befinder sig i den dominerende position.” ”Nu skal De ikke glemme, hvem De er!” Chefen fór op. ”Hvem De er, og hvem jeg er!” (Sådan starter man en revolution, s. 177).   Ilya Yashin: Vidnesbyrd bredes ud til de sociale medier Tolokonnikovas måde at korrespondere fra fængslet på har siden dengang i 2013 udviklet sig rent teknologisk til især at omfatte sociale medier. De tre mest kendte fængslede oppositionspolitikere i Rusland lige nu – Navalnyj, Yashin og Vladimir Kara-Murza – kommunikerer alle med omverdenen via sociale medier, som bestyres af folk uden for fængslet. I nogen grad fungerer dette sandsynligvis også som en slags livline og livsforsikring som i det citerede opslag fra Ilya Yashin først i denne artikel. Denne galgenhumoristiske muntre ”forsikring” (i dobbelt forstand) er kendetegnende for mange af hans opslag, som ofte er små vignetter med nedskrevne optrin og samtaler med andre indsatte. Lidt i stil med Sjalamovs korte fortællinger og scener, dog langt lettere i tonen og mere agiterende.   View this post on Instagram   A post shared by Илья Яшин (@ilya_yashin) Billedtekst: Ilya Yashin Ilya Yashin skriver i øjenhøjde med de fleste. Han smiler altid på de billeder, der bliver lagt op af ham på sociale medier, og ligner virkelig en glad og positiv ung mand. Han skriver ikke indviklede samfundsanalyser, men enkle og direkte budskaber om, at han elsker Rusland, at Rusland vil blive frit en dag, hvordan Rusland kan sone skylden for krigen og betale krigsskadeserstatning, og hvordan Rusland kan blive et bedre sted at være. At sandhed er stærkere end løgn. Han driver også agitation inden for fængslets mure blandt de andre indsatte, og i modsætning til Dostojevskijs distancerede fortæller, hvis reaktioner vi aldrig rigtig hører om, er Ilya Yashin i allerhøjeste grad til stede som person. De seneste måneder er Yashin også begyndt at tegne små skitser af de situationer, han gengiver, hvis der er tale om samtaler med de andre indsatte. Et relativt nyt opslag ser sådan her ud:   View this post on Instagram   A post shared by Илья Яшин (@ilya_yashin) Billedtekst: Opslag med soldaten Grisja (oversat til dansk nedenfor). I efteråret var der masser af straffefanger, som tog fra fangelejrene til fronten. Men nu er tendensen omvendt: Hjemvendte fra krigen ender stadig oftere bag tremmer. Endnu en af mine medindsatte har været soldat, sad indtil for nylig i skyttegravene i Luhansk, men bebor nu en fængselscelle, anklaget for handel med våben. Grisja er ikke ung længere, han bliver snart 57. Bag sig har han to tjetjenske krige, hvor han var skarpskytte. På kroppen har han maleriske hjemmelavede tatoveringer: døden med et maskingevær i stedet for en le, et dødningehoved i rød baret. I juni sidste år underskrev han en kontrakt og havnede i Izjum. Han kunne ikke længere blive ansat som skarpskytte på grund af synet, så han blev udnævnt til seniorsergent i infanteriet. Fra den allerførste dag havnede han i helvede: beskydninger, bombardementer, talløse tab. Han fortæller, at de gik ind i en landsby og kom under beskydning. En anden soldat fik sprængt underbenet af, Grisja trak ham ind i en busk og tilkaldte evakuering. Mens de ventede, krøb katte, der var vanvittige af sult, ud fra de forladte huse og begyndte at æde af benstumpen … En måned senere blev Grisja selv såret [ …] Indtil november var han indlagt på et hospital og kunne læse på nettet, at hans kammerater flygtede fra det forladte Izjum og efterlod alt maskinel. [ …] Jeg spørger Grisja, hvorfor han overhovedet tog til fronten, fordi jeg prøver at forstå hans motivation. Men der er ikke nogen. Myndighederne bryder han sig ikke om. ”Zelenskyjs naziregime” tror han heller ikke på. De militære befalingsmænd og deres ”kødhakker-taktikker” foragter han. ”Hva’ pokker lavede du der så, Grisja?” ”Jeg savnede krigen,” smiler han skævt. ”Nå ja, og pengene … Hvis man bliver såret, får man tre millioner. Hvor kunne jeg ellers have tjent det?” […] Vi tilbragte flere lange dage med at snakke og diskutere. Jeg fortalte ham om Butja, Mariupol, bombardementerne af Kyiv og Odesa. Jeg råbte, forklarede, fortolkede. ”Ilja, hør nu her,” sagde Grisja til sidst. ”Hvis jeg tager i krig igen, så bliver det som chauffør. Jeg tager ikke våben i hænderne mere. Det lover jeg.” Det er da altid noget, Grisja. Det er da noget. (Opslag fra Ilya Yashins Instagramprofil fra ca. 7. maj 2023).   Kampen fortsætter i fængslet Hverken Ilya Yashin eller Nadja Tolokonnikova giver udtryk for, at der er noget som helst lutrende ved et fængselsophold, eller at man kan forlade det moralsk stærkere, end da man kom. De udtrykker begge to, at det er et sygt system, et mikrokosmisk spejl af det omgivende syge samfund. Men de har begge to følt en moralsk forpligtelse til at tage deres aktivisme med ind bag murene og forsøge at ændre den del af det syge samfund indefra, fx hvad angår indsattes basale rettigheder som ordentlig mad og adgang til lægebehandling. Det er ikke ufarligt at være i russisk fængsel, heller ikke i dagens Rusland, og at fremtrædende russiske oppositionspolitikere har ”valgt” at sidde i fængsel – de har sandsynligvis kunnet leve i eksil i udlandet i stedet – har ikke været et nemt valg. Dybest set handler det måske om gennem et meget håndgribeligt martyrium at vise den russiske befolkning, at der stadig er noget at kæmpe for i Rusland. Så moralsk genfødsel – nej, men idealisme og aktivisme – ja. Ud over de selvoplevede vidnesbyrd, jeg har nævnt her, findes der i russisk litteratur lige nu et væld af skønlitteratur, som tematiserer Sovjetunionens voldsomme historie, især 1930’ernes udrensninger. Som om litteraturen ønsker at bearbejde og forstå det, som det officielle Rusland har haft travlt med at bagatellisere de sidste årtier. Der er forfattere som Sergej Lebedev og Guzel Jakhina, der i fiktion følger enten fangevogternes spor tilbage til lejrene eller ofrene for tvangskollektiviseringen, som blev sendt til Sibirien. Deres bøger bliver i skrivende stund fjernet fra russiske biblioteker sammen med mange andres, også vestlige forfatteres, ikke per dekret, men gennem anonyme telefonopkald til bibliotekscheferne med besked på at fjerne den og den forfatter og sende deres bøger til makulering. Men det er en anden historie.   Litteraturliste: Aleksijevitj, Svetlana (2018). Bøn for Tjernobyl, Lindhardt og Ringhof, oversat af Katja Hansen Volkova. Et ud af fem værker, som tilsammen udgør cyklussen Det røde menneske. Utopiens stemmer. Brinkløv, Christel (2008). Brinkløvs efterskrift til sin egen oversættelse af Varlam Sjalamovs Fortællinger fra Kolyma, Tiderne Skifter. Dostojevskij, Fjodor (2016). Det døde hus, Sisyfos, oversat af Trine Søndergaard. Jacek, Kasper Mikael (2021). Litteraturen i tredive minusgrader. I: Anne Sofie Christensen-Dalsgaard m.fl. (red.), Det fængslede menneske – Nedslag i fængslets kulturhistorie, Baggrunds Tidsskrift nr. 2, Baggrund. Roesen, Tine (2021). De døde og de levende i Sibirien. I: Anne Sofie Christensen-Dalsgaard m.fl. (red.), Det fængslede menneske – Nedslag i fængslets kulturhistorie, Baggrunds Tidsskrift nr. 2, Baggrund. Sjalamov, Varlam (2008). Fortællinger fra Kolyma, Tiderne Skifter, oversat af Christel Brinkløv. Solzjenitsyn, Aleksandr (1963). En dag i Ivan Denisovitjs liv, Gyldendal, oversat af Edith Frey. Solzjenitsyn, Aleksandr (1974-76). GULAG-Øhavet, Gyldendal, oversat af Ole Husted Jensen Tolokonnikova, Nadja (2016). Sådan starter man en revolution, Rosinante, oversat af Lars Peder Poulsen-Hansen Yashin, Ilya (u. årstal). Hans profil på Instagram og Facebook. Opslag oversat af denne artikels forfatter.   Forfatterbio: Trine Søndergaard, cand.phil. i russisk filologi. Litterær oversætter og formidler af russisk litteratur. Har oversat bl.a. Dostojevskij, Tolstoj, Bunin, Ulitskaja og Petrusjevskaja fra russisk. (red.: Billedet af Trine Søndergaard i artiklens begyndelse er taget af fotografen Anne Steen)...

Umiddelbart efter Ruslands invasion af Ukraine kunne man i vestlige medier læse om opblussende modstand mod Putin og stigende utilfredshed i den russiske befolkning. Nogle diskuterede sågar, hvorvidt en opposition kunne samle sig mod Putin. Protesterne er dog langsomt ebbet ud. For aktivister og systemkritikere møder barske vilkår, og så mangler de et fælles projekt. Læs med her når Turbulens tegner et omrids af den politiske modstand og opposition i Rusland i forbindelse med vores tema om russiske modhistorier....

26.03.2023 Visning af dokumentarfilmen Silent Sun of Russia (2023). Sybilla Tuxen (direktør). Grand Teatret, København i anledning af CPH:DOX.       Turbulens har været med i Grand Teatret d. 26. marts for at overvære en visning af dokumentarfilmen Silent Sun of Russia (2023) med en dertilhørende paneldebat om situationen i Rusland lige nu. Paneldebatten putter nye skelsættende perspektiver på de unge russeres dystre fremtidssyn, og hvad der sker med den opposition, som kritiserer Vladimir Putins invasion af Ukraine.  Skal man tie? Sidde bag tremmer? Eller tage transporten ud af landet? Det er det dilemma, som mange unge politisk aktive russere befinder sig i. Oppositionen til Vladimir Putin er hårdt presset, og det går ud over de visionære unge, som ønsker at forandre Rusland til det bedre. Nu er dokumentarfilmen The Silent Sun of Russia af Sybilla Tuxen ude, som belyser hvor skidt det står til for fremtidsudsigterne for de unge, som faktisk vil protestbevægelsen. Silent Sun of Russia er en mørk og dystopisk fremlægning af unge russeres skæbne i det moderne Rusland. Vi følger Alika, Alyona og Katya for at se livet for de politisk aktive unge russere, som er kritiske over for systemet. Det ser ikke lyst ud. Filmen følger de unge russeres nødvendige flugt fra et system, der vil putte dem i fængsel for deres kritiske røster. En atmosfærisk og tung film om, hvor håbløst det ser ud for demokratisk forandring i Rusland, og hvilke negative effekter den demokratiske dødsdom har på de visionære unge. Her kommer transskriptionen af paneldebatten fra visningen i Grand Teatret d. 26. marts 2023. Sybilla Tuxen: Instruktør af filmen, som har tilbragt flere år i Rusland for at filme til dette projekt. Ilya: En af persornerne filmen følger. Han kommer fra Sankt Petersborg. Vera Skvirskaja: Antropolog fra Københavns Universitet. Hun har studeret nogle af udvandringsbølgerne fra Rusland. Charlotte Flindt Pedersen: Direktør for Det Udenrigspolitiske Selskab. Hun har mange års erfaring med at rejse i Rusland.   Moderator: Så lad os begynde. Jeg vil starte med et kort spørgsmål til hver af jer. Og jeg begynder med dig, Sybilla. Du var allerede i gang med filmen, da Ukraine-krigen pludselig brød ud. Hvordan ændrede det dine planer for filmen? Sybilla: Ja. Da krigen begyndte, havde jeg allerede planlagt en rejse til Rusland. For jeg havde ikke været der under coronapandemien. Så jeg havde faktisk et visum. Og jeg havde lang tid på forhånd bestilt flybilletter til et fly, som lettede tre dage efter krigen startede. De første to dage efter krigen brød ud, var jeg ikke sikker på, at jeg skulle af sted. For faktisk var den lufthavn, jeg skulle til, lukket, men så åbnede den, og jeg besluttede mig for at tage af sted for at filme. For i min mave vidste jeg, at jeg måske ikke ville være i stand til at tage af sted senere og gøre filmen færdig. Men bortset fra det var det en meget mærkelig oplevelse at være i Rusland bagefter og filme. For alt det materiale, jeg tidligere havde optaget, måtte jeg virkelig se på med nye øjne. For det var en helt ny situation. Moderator: Og det vender vi tilbage til. Ilya, jeg vil også spørge dig: Når du ser tilbage på den måde, som Sankt Petersborg ser ud på, sidste gang du så det, hvordan kan du så sammenligne det med den måde, som det så ud på før krigen? Du svarer på russisk. Ilya: Da krigen begyndte, var jeg på hospitalet. Da jeg kom ud fra hospitalet, gik jeg direkte til et protestmøde i centrum af byen. Der var mange mennesker, der protesterede i de første dage. Der var en masse panik og følelser, men folk vidste ikke rigtig, hvad de skulle gøre. De var lidt rystede. Der var mange mennesker til den første dags demonstration, men den næste dag var der færre mennesker. Derefter var protesterne kun i weekenderne og derefter kun om søndagen. Hele byen var overmalet med hagekors-graffiti. Færre og færre mennesker deltog i protesterne. På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg stod midt på Nevskij Prospekt [red.: hovedgaden i Sankt Petersborg] i centrum af en storby, og der var ingen, der protesterede mod krigen. Moderator: Det her sætter scenen for, hvad der skete, da protesterne begyndte at svigte. Vi vender tilbage til det senere. Vera, kan du ud fra dine studier kort fortælle, hvad der kendetegnede de mennesker, der efter krigen besluttede sig for at forlade Rusland, særligt de unge mennesker? Vera: Der er en meget klar tendens, at mennesker fra den første bølge af udvandring repræsenterede meget veluddannede middelklassefamilier især familier med små børn. De kunne flytte til steder såsom Istanbul, hvor jeg har lavet min forskning, og de kunne fortsætte med at arbejde for virksomheder i Rusland eller finde en ny beskæftigelse. Den anden bølge var mere forskelligartet og var hovedsageligt repræsenteret af unge mænd, der flyttede væk fra mobiliseringen. Det var de to hovedgrupper. Ifølge mine observationer, og de ting jeg har læst om dem, var det stadig folk fra storbyområder med en vis kapital, så hvis de ikke kunne klare sig i udlandet, kunne de bare tage tilbage. Moderator: Så det var altså en meget specifik gruppe af mennesker, der var blandt de personer, der rent faktisk tog beslutningen om at rejse. Charlotte, du har besøgt Rusland godt nok siden 80'erne. Jeg tror faktisk, at det var en periode med håb for de unge mennesker. Så jeg tænker på, hvordan du har det, når du ser denne film? Det må være en meget anderledes følelse blandt de unge. Charlotte: Ja. Da jeg boede i Moskva i 80'erne, var hver dag en ny dag for de unge mennesker. Lige pludselig var der rockkoncerter, og der var ungdomsbevægelser, hippier og alle mulige andre former for ungdomsbevægelser. I dag kan man se frygten i øjnene igen hos de unge mennesker. Når de bliver spurgt om Putin eller krigen, er der en apati. Selv om der er nogle folk, der tør udtale sig på video, så det er meget trist, fordi man føler, at der er en stærk individualitet, der bliver klemt sammen. Moderator: Og vi vil vende tilbage til disse punkter under diskussionen. Jeg vil bare gerne vende tilbage til dig for nu, Sybilla. Kan du prøve at fortælle os lidt om karaktererne i din film? Du beskriver nogle meget barske skæbner og rørende historier. Der er Katya, Alika, Alyona, Ilya og flere andre. Hvordan møder du dine karakterer? Hvor længe kender du dem? Sybilla: Jeg mødte Alika i 2018 i Vladikavkaz. Jeg mødte hende ret tilfældigt, men jeg kunne lide hende med det samme. Jeg skulle til Vladikavkaz, og jeg lavede bare en lille smule research for at forsøge at møde nogle unge mennesker. Og jeg kunne ikke finde nogen på Facebook, så jeg søgte på Couchsurfing, for der kan man søge efter en by, og jeg fandt denne profil med Alika med hendes navn og et billede. Hun svarede mig ikke, men så fandt jeg hendes profil på VK, som er en russisk Facebook, og så jeg skrev en besked til hende der, og sagde, at jeg var på vej til Vladikavkaz, og om hun ville mødes med mig. Hun svarede mig straks, og vi mødtes i parken om aftenen, og vi gik rundt i et par timer og talte om alt muligt, og så begyndte jeg at filme. Moderator: Er det rimeligt at sige, at du planlagde en anden slags film før krigen brød ud? Sybilla: Jeg planlagde en anden film, ja. Jeg var i Sankt Petersborg mange år tidligere og mødte en masse unge russere, og jeg ville virkelig gerne lave et portræt af disse strålende unge mennesker, som jeg mødte første gang, jeg var der. Moderator: Så måske er det et indlysende svar, men hvorfor var det vigtigt for dig at lave dette ekstra kapitel, da krigen begyndte? Du sagde i dine indledende bemærkninger, at det ændrede alting. Sybilla: Jeg tror, det var svært at afslutte filmen uden dette kapitel, fordi det satte alting i et andet perspektiv. Alle de ting, som jeg faktisk oplevede før, var svært at følge op på, men da krigen kom, viste det virkelig, i hvilken retning alting var på vej hen. Moderator: Ilya, jeg spurgte flere af jer i panelet, hvilke valgmuligheder unge mennesker har i Rusland lige nu, og du sagde bl.a., at de kan vælge mellem tv og internettet. Hvad betyder det? Hvilken slags opdeling er der mellem dem, der følger tv, og dem, der følger internettet? Ilya: Valget er at være eller ikke at være en zombie i det 21. århundrede. Moderator: Hvilken slags opdeling giver det, at nogle mennesker følger det ene og andre det andet? For eksempel i familier, formoder jeg, kan der være begge dele. Ilya: Min familie er faktisk ligeglad med politik eller separatisme, og jeg har kæmpet med min familie hele mit liv. Moderator: Overraskede krigen dig og hvordan din familie reagerede på krigen? Ilya: Tja, krige bliver altid startet af dem, som har magten, men det var et stort chok for mig, at folket ikke stoppede denne krig. Moderator: Føler du, at du også er ansvarlig som ung og som borger i Rusland? Ilya: Selvfølgelig føler jeg mig ansvarlig. Jeg føler smerte. Jeg er vant til at se vold, jeg har set så mange henrettelser, og jeg har set mange børn dø. Hver dag så jeg sådan noget lort. Det er mit liv, men jeg så ikke bomber, jeg så ikke krig. Min søster fødte et barn, og jeg kan ikke møde hendes lille datter. Vores familiesituation er, at min søster har født et barn, men jeg kan ikke besøge hende og holde barnet i mine arme. Men på den anden side bliver folks børn dræbt af bomber, og de folk kan aldrig holde deres børn i armene igen. Moderator: Jeg vil gerne henvende mig til dig, Vera, for jeg ved, at du har studeret dette spørgsmål om skyldfølelse, følelsen af skyldfølelse blandt dem, der forlader landet. Kan du oplyse os lidt om dette? Hvilken slags skyldfølelse kæmper disse mennesker med? Vera: Det er et meget stort spørgsmål, for der er netop denne følelse af ansvar og skyld. Faktisk er det inden for dette miljø af russiske migranter en stor debat om, hvorvidt vi skal føle ansvar, eller om vi skal føle ansvar og skyldfølelse. Og et ret stort antal mennesker, som jeg taler med, siger faktisk: “Nej, vi forlod landet, og vi støttede ikke krigen. Krigen blev ikke startet i vores navn, så der kan ikke være tale om skyld som sådan, men selvfølgelig er vi alle ansvarlige, fordi vi er borgere i det pågældende land.” Så skyldfølelse er en særlig følelse hos de mennesker, der er meget følsomme over for den vold og de forbrydelser, som de russiske tropper har begået i Ukraine, og skyld er også en slags etiket, som folk, der ikke føler den, kan tillægge andre. Så der foregår en hel del diskussioner, debatter og konflikter i dette miljø på baggrund af disse linjer, nemlig om vi skal føle skyld eller blot føle ansvar. Og selvfølgelig er et af de vigtigste argumenter blandt dem, der migrerer, at de ønsker at flytte ud af landet, fordi de ønsker at tjene penge i udlandet, så de ikke betaler skat til finansiering af krigen. Så det er en måde at trække sig fra dette ansvar på ved ikke at sætte penge ind i krigsmaskinen. Moderator: Et spørgsmål mere til dig, Vera. Vi, og også Ilya, talte om generationsspørgsmålet. Du skrev til mig, at der nu er en del forskning om, hvad en længerevarende krig gør ved støtten til krigen. Kan du kort fortælle os, hvad det handler om? Vera: Ja, det var en lidt uventet opdagelse i marken, at nogle af de unge mænd, der flyttede, især den første bølge, men også nogle af dem, der var i fare for at blive mobiliseret, nævnte, at deres forældre i begyndelsen af krigen støttede deres beslutning om at flytte væk. Forældrene støttede handlingen som en slags antikrigsprotest, men jo længere krigen trækker ud, jo mere bliver de påvirket af propagandaen og af idéen om, at hele verden faktisk er imod os som russere. Så en hel del af disse negative ting i forhold til Rusland og også i forhold til russerne, som er blevet forstærket af de russiske medier, har faktisk haft en meget stor indvirkning på den ældre generation. Moderator: Så en lang krig kan faktisk øge støtten til krigen i nogle segmenter af den russiske befolkning? Vera: Ja, præcis. Jeg mener, sanktionerne har naturligvis en indvirkning, men de har en indvirkning på bestemte områder, og for disse mennesker og denne generation af forældre har det ikke nødvendigvis en så vigtig indvirkning. Så jo længere krigen varer, jo mere støtte får den fra de såkaldte dybe masser. Moderator: Charlotte, jeg vil gerne vende mig til dig. Tror du, at Kreml eller den politiske elite er utilfredse med, at disse mennesker flytter ud af Rusland? At unge mennesker rejser væk, eller er de ret tilfredse med det? Charlotte: Jeg tror, at de er tilfredse med det, fordi det er de mennesker, som de er bange for, og til en vis grad kan man sige, at Kreml også fører en krig mod deres egen befolkning. Dette er det første mål i den krig, og derfor er de ganske tilfredse. Selv om det har økonomiske konsekvenser for dem, er det ikke noget, som de tager højde for. Moderator: Vi taler om nogle af de bedste og klogeste. Det er en enorm hjerneflugt. Er de ikke nødt til at tage hensyn til dette som en faktor fra et politisk synspunkt? Charlotte: Jo, ifølge os, i et rationelt land, er de nødt til det. Denne krig handler også om historie, kan man sige. Det er en meget bagudtænkende krig. Det handler om noget, som de mener har stået på i mange år, en uretfærdighed, som fandt sted i fortiden. Så det handler ikke om fremtiden, og det er et eksempel på, at det ikke har noget med fremtiden at gøre, virkelig. Derfor er de glade for, at disse unge potentielle navalnister eller ekstremister faktisk flytter ud af landet. Vera: Jeg vil gerne tilføje, at blandt den anden generation af migranter, disse unge mænd, der er flyttet væk for at undgå mobiliseringen, er en ret stor del af dem, der kaldes digitale nomader. De fortsætter med at arbejde for Rusland. De forlod ikke landet af ideologiske årsager. Det er også vigtigt at forstå, at de bare ikke ønsker at blive mobiliseret og gå i krig. En ret stor del af den ekspertise, som de repræsenterer, er stadig noget, de giver tilbage til Rusland. Så vi kan ikke tale om en total hjerneflugt på dette stadie endnu. Moderator: Ja. Okay. Sybilla, som vi talte om har du arbejdet flere år i Rusland. Du har talt med mange mennesker der. Du beskrev det endda, som jeg læste i et interview, som en slags kærlighedsaffære med Sankt Petersborg, tror jeg, du sagde. Hvordan føles det i dag? Føler du stadig, at du kan tale om sådanne følelser, når vi ser et land, der fører krig mod nabolandet? Sybilla: Det er et vanskeligt spørgsmål, men jeg tror, at allerede dengang, da jeg var der første gang, var det menneskerne, jeg mødte, som jeg kunne lide, og som gav mig så meget. Det var aldrig staten eller den politiske struktur. Så jeg tror, at jeg stadig forstår mange af disse unge mennesker. Moderator: Synes du, at det er rimeligt at tale om en hel generation, der er påvirket af krigen, en krigsgeneration nu i Rusland? Sybilla: Jeg tror på nogle punkter, ja, men som Ilya også sagde lige før, så er mange unge mennesker også ligeglade, de læser ikke nyhederne og støtter ikke Putin. Jeg filmede nogle unge mennesker i et mere alternativt miljø og også folk, der læser nyheder på internettet og kender oppositionens nyheder. Så ja, det er én side af historien, og der er en anden. Moderator: Og hvad er stemningen blandt disse mennesker nu? Charlotte nævnte, at denne krig handler om fortiden. Ser disse mennesker på fremtiden? Har de håb? Har de planer? Når du altså ser på de mennesker, du mødte. Sybilla: Alle dem, jeg taler med nu, har ikke mange planer, fordi de ikke ved, om de kan blive der, hvor de er nu uden for Rusland og ingen af dem ønsker at tage tilbage til Rusland. Jeg tror, det er virkelig svært for dem at tænke på, hvad de vil, at have drømme og at tænke på noget om en måned eller to måneder eller et halvt år eller et år. Det er ikke muligt for dem. Moderator: Vera, jeg vil gerne spørge dig og Charlotte om en sidste ting. Vi ved, at der har været flere andre krige, som har haft stor indflydelse på Rusland og også på Sovjetunionen. For eksempel krigen i Afghanistan. Tror du, at denne krig kan få en lignende indvirkning på Rusland, som krigen i Afghanistan havde på Sovjetunionen med hensyn til at give genlyd i samfundet og i generationer? Mange mennesker, som kom tilbage fra Afghanistan, kom tilbage med ar efter krigen. Charlotte: Der var én ting ved krigen i Afghanistan. Jeg mødte en masse afghanske veteraner, da jeg var i Moskva. Sagen var, at de havde Gorbatjov. Derfor havde man muligheden for åbent at kritisere regeringen og åbent sige, at vi ikke får nok støtte, eller åbent spørge, hvorfor vi egentlig er i denne krig. En af de vigtigste chefredaktører for et sovjetisk ungdomsmagasin, Aganyok, var en afghansk veteran, og han talte åbent om disse ting. I dag har man ikke denne ytringsfrihed eller denne mulighed. Så i den forstand vil der naturligvis være ar og sorg og alt muligt. Men her har vi en situation, hvor vi har et Orwell-lignende system. Og derfor er det meget svært at komme med kritik af det, der foregår med hensyn til soldaternes tilbagevenden. Moderator: Men det betyder vel ikke, at retningen ikke vil komme? Vera: Jeg ville tilslutte mig denne pointe, som Charlotte kommer med, for jeg gik i skole i Sovjetunionen, og jeg husker den måde, hvorpå disse unge mænd, søde unge mænd, blev rullet ind i kørestole til vores klasseværelse for at fortælle os om krigen i Afghanistan, og vi var forfærdede, fordi disse unge mænd var bare en lille smule ældre end vi var. De kunne ikke rigtig kritisere krigen, men de støttede den bestemt ikke, og var bestemt ikke positive over for den. Så igen når vi taler om eftervirkninger i dag, er det næppe muligt at forestille sig den samme måde at interagere med en veteran, med en mand, der er blevet sprængt i luften i Ukraine, for eksempel. I den forstand var der mere plads til en mere kritisk diskussion, end vi kan se i dag. Moderator: Jeg ville gerne afslutte denne diskussion med et glimt af håb, men det ser ud til at blive svært. Jeg spurgte  dig, Ilya, om håb, og jeg tror, dit svar var noget i retning af: Fuck håb. Du skrev dengang, at "min generation er blevet voldtaget." Kan du uddybe, hvad mente du med det? Ilya: Jeg håber ikke længere. Fuck håbet. Hvad kan man håbe på? Jeg ved ikke, hvad jeg skal håbe på i denne situation. At Putin dør? At krigen stopper? Jeg ved det ikke. Eller at folk vil lære af dette? Jeg ved det ikke. Moderator: Okay, så vil jeg vende mig til dig, Sybilla. Hvad er dit håb for dine karakterer i filmen? Sybilla: Hvis jeg skal tænke på de unge mennesker i filmen, som er imod Putin, håber jeg, at vi på en eller anden måde kan hjælpe dem med at kæmpe imod Putin. At vi i den vestlige verden vil hjælpe de unge mennesker mod Putin. Moderator: Det var de sidste ord fra dette panel. Vi vil nu vise filmen.   Detaljer om filmen: https://cphdox.dk/film/silent-sun-of-russia/...

10.05.2023 Ikke mange nationer fremkalder i disse dage så voldsomme reaktioner som den russiske. Rusland associeres med rette med Vladimir Putins autokratiske styre, men samtidig er Rusland også meget andet og mere. Men hvad? Historisk set har det noget (u)sammensatte land været rigt på litteratur, filosofi, kunst og politisk kamp. Det har gennemgået en dramatisk ideologisk rejse fra tsarstyre til Sovjetkommunismen til liberalt (pseudo)demokrati til autokratisk krigsregime på knap hundrede år. Den moderne russiske historie har udviklet sig i en vekselvirkning mellem frigørelseskamp og undertrykkelse. Revolution, modstand og opstand er gået hånd i hånd med radikal politisk tænkning og grænseoverskridende kunst og litteratur, men er ofte blevet slået ned, forfulgt eller undertrykt. Kampen for frigørelse og modstand – i nutid såvel som fortid – glemmes ofte i den måde, hvorpå Rusland skildres i dag. I dag har vi europæere, særligt takket være Putin, et anstrengt forhold til Rusland. Putins iværksættelse af den “specielle militære operation” i Ukraine brød officielt et allerede skrøbeligt bånd mellem Europa og Rusland. Det tydeliggøres ikke blot af økonomiske sanktioner og militær assistance til Ukraine, men også ved bandlysningen af russisk kulturhistorie – der ofte ikke har meget med Putins krigsførelse at gøre. Af vesterlændinge beskrives det ‘russiske folk’ over en kam som præmoderne og fuldkommen interpelleret af det russiske regimes krigsmaskine. De bliver opfattet som værende ude af stand til at tage kritisk stilling til Putins diktatoriske tendenser. Muren bygges op lag for lag uden at tage højde for de progressive og modstandsbetonede stemmer og kroppe, som kæmper, og historisk set har kæmpet for et andet Rusland end det, regimet tvinger ned over befolkningen gennem medier, kultur og love. Blandt de russiske journalister, som har formået at undslippe Putins propagandamaskine, er Lev Kadik. Han har arbejdet i eksil for vestlige medier siden krigens begyndelse, og i et interview med Politiken kommer han med et klart budskab: Vesten skal blive bedre til at forstå den gennemsnitlige russer. Når vi i Vesten taler om ‘Rusland’, taler vi i virkeligheden om en løs sammensætning af 190 etniciteter, spredt over enorme landområder med få storbyer, hvor langt størstedelen af befolkningen lever primitive liv. Dertil har den økonomiske ulighed i Rusland buldret i årtier. Mens den rigeste procent af befolkningen sidder på hele 80 procent af landets velstand, ligger gennemsnitslønnen for en russer på omkring 3.500 kr. For langt de fleste russere handler livet om at overleve, og derfor skal Vesten, ifølge Kadik, være bedre til at skelne mellem Rusland og Putin, når vi forholder os til krigen. For der er massive protester både internt og eksternt i Rusland, men samtidig en stærk militant aflivning af alt oprør. Siden Putin kom til magten, har vi hørt om tvivlsomme valgresultater, forfølgelse af politiske dissidenter som Pussy Riot, kritiske journalister, forskere, og ligefrem forsøg på at likvidere politiske modstandere som Aleksej Navalny. Den ‘russiske’ historie bugner af eksempler på politiske, kunstneriske og filosofiske forsøg, ligesom disse på at udøve kritik mod regimet. Det er desperate forsøg på at tage kampen op imod Putin og Vestens monopoliserede historiefortælling om, hvad og hvem ‘Rusland’ er og kan være. Der er behov for også at skildre disse forsøg på modstand, der kæmper for at gøre op med undertrykkelsen og narrativet om ‘Rusland’. I denne temaserie vil Turbulens granske Rusland i et kulturkritisk, idéhistorisk, litteraturhistorisk og kunsthistorisk perspektiv. Vores håb er, at en analyse og diskussion af både moderne russisk kultur og historie kan sætte Rusland i perspektiv. Hvordan kan vi bedre forstå og udfordre Putins version af Rusland? Hvilke nutidige og historiske eksempler findes der på politiske, filosofiske, litterære og kunstneriske modhistorier i Rusland – eller fra eksilens perspektiv? Hvordan ser eller bør Rusland se ud hos oprindelige folk i for eksempel Sibirien eller Tjetjenien? Hos LGBT+-aktivister? Hos russiske klimaaktivister? Hos russiske protestkunstnere? Hos undergrundsforfattere? Følg med på Turbulens’ forståelsesrejse af russiske modhistorier. Er du interesseret i at skrive en artikel, en anmeldelse eller noget helt tredje indenfor temaet? Så skriv til vores mail  info@turbulens.net. Interviewet med Lev Kadnik, som desuden er tilknyttet Politikens internationale redaktion, kan læses her. Foto: Billede af den russiske aktivistiske kunstner Petr Pavlenskys protestværk "Seam", Skt. Petersborg, 2012, hvor han syede sin mund sammen i protest mod fængslingen af Pussy Riot samme år efter deres aktivistiske performance i Kazan-katedralen, Skt. Petersborg. Copyright: Maxim Zmeyev. ...

20 Days in Mariupol (dokumentarfilm, 2023) CPH:DOX visning Dokumentarfilm af Mstyslav Chernov   Trillende tårer, udvandring fra biografsalen og flere minutters total stilhed efter endt film og tændt lys. Det var hvad man kunne opleve til CPH:DOX-festivalen under visningen af 20 Days in Mariupol. Den urovækkende dokumentarfilm havde verdenspremiere tilbage i januar på Sundance Film Festival og europapremiere på CPH:DOX. Den har i løbet af festivalugen haft mange visninger på tværs af de københavnske biografteatre. Selv ved en af de sidste visninger, hvor jeg var inde og se den, kunne man på ingen måde kalde salen for tyndt besat. Der var stadig mange mennesker klar til at blive berørt af de voldsomme billeder. Billeder af død, ødelæggelse, massegrave og menneskelig depression. Dokumentaren omhandler, som titlen også indikerer, de første 20 dage af krigen i Ukraine, og hvilke konsekvenser russernes voldsomme angreb på havnebyen Mariupol havde for byens indbyggere. Den er skabt af den ukrainske journalist Mstyslav Chernov og hans team, der som de eneste journalister blev i Mariupol længere end syv dage. Det er en brutal film, hvor meget få fingre bliver holdt for seerens øjne. Billeder såsom en 16-årig drengs ben, der er blevet sprunget af pga. russisk artilleri, bliver dog censureret. Men de grafiske skildringer af lemlæstelser er ikke engang de voldsomste. De mest rørende billeder er dem med ufiltreret desperation i ukrainernes ansigter, når et barn på 18 måneder mister livet til krigen, efter læger panisk prøvede at redde hans liv. Billeder af en mor, der ikke kan være i sig selv, og læger der sidder på gulvet og græder. Det er de stemningsbilleder, der rammer hårdest. Krigens første 20 dage 20 Days in Mariupol er inddelt i dage, hvor filmen starter med dag 1, dagen hvor invasionen bryder ud. Chernov og hans team vælger at køre til Mariupol, eftersom de forventer at det bliver en vigtig kampplads. Filmen slutter med dag 20, hvor journalistholdet får smuglet sine kameraer og harddiske ud af Mariupol og gennem mere end 100 km russisk besat territorie. Imellem disse to dage er filmen opdelt i 12 forskellige dage, som dokumentaristerne har udvalgt. Udover at give et overblik over tidslinjen, så sætter det også ødelæggelserne i perspektiv. Ødelæggelserne bliver sat i struktur, og det bliver muligt at se, hvordan det starter med at være ødelæggelse af militære platforme og udvikler sig til destruktion af civile bygninger… og af civile mennesker. Allerede ved krigens tredje dag er en fjerdedel af Mariupols befolkning flygtet fra byen, og ved dag fire ser vi billeder af det første døde barn på hospitalet. Idet lægerne giver op på at redde ham, kigger den ene læge ind i kameraet og ytrer med bestemt stemme ”vis Putin hvad han gør.” Ved den syvende dag af krigen begynder elektriciteten og internettet at forsvinde i store dele af byen. De resterende journalister, der rapporterede fra Mariupol, flygter ud af byen, og de eneste tilbage er Chernov og hans team. Den destruerede by filmes, og hvad der for få dage siden var en intakt og industriel havneby, er nu en samling murbrokker, fyldt med destruerede bygninger og desperate mennesker. Chernov og hans team opholder sig på et hospital, som både virker til at være det sikreste sted at opholde sig, men også epicentret for den død, som krigen medbringer. Uden forbindelse til internettet begynder Chernov en lang kamp for at få sendt sine billeder ud til omverdenen. Ved dag 11 er den eneste mulige adgang til information fra omverdenen gennem radioen, men det eneste signal der modtages, er russisk propaganda. Ved dag 14 vælger Chernov og hans team at tage med nogle brave mænd til byens nyanlagte massegrave. Her få seeren mulighed for at gense en af de afdøde fra dag syv. Det er en utrolig voldsom scene, når Chernov forsøger, uden held, at indgå i dialog med en mand i færd med at bære lig til massegraven. Manden ignorerer Chernov, ikke på grund af en aversion mod ham, men simpelthen fordi manden ikke vil kunne være i sig selv, hvis han skulle forholde sig til det, som egentligt foregår. Ved den 15. dag har mange af disse billeder nået udlandet, og nu begynder en nyt vigtigt slag, nemlig slaget om sandheden. På dette tidspunkt forsøger russerne af afskrive alle disse billeder som ukrainsk propaganda, produceret af den ukrainske regering og fyldt med skuespillere. Dag 16 lykkedes det de russiske kampvogne at nå til hospitalet, hvor soldaterne opholder sig iblandt de mange civile. Her indfanger Chernov med sit kamera bevis på at de russiske soldater målrettet angriber civile mål: kampvogne med russernes ikoniske Z skyder mod flere civile bygninger. Ikke nok med det, så begynder kuglerne også at regne ned over hospitalet, da en snigskytte har fået blik for hospitalets flygtninge. Billeder siger mere end tusind år – særligt når den sande historie om krigens slagmark skal fortælles. Dagen efter bliver Chernov og hans hold reddet fra hospitalet og ved den 20. dag trækker de endelig stikket, og flygter ud af Mariupol. Verden fik disse optagelser. Optagelser af destruktion og død i Mariupol. En af de sidste personer, Chernov taler med i Mariupol siger ”Thank you for telling the story of our city” – og det er præcis det, som han er lykkedes med i denne brutale dokumentarfilm. Hvorfor skal det gentages? Uanset hvor voldsomme disse billeder er, så har alle, der har fulgt med i krigen erfaret Ruslands invasion af Ukraine i diverse medier. Billederne af Mariupols fald blev vist i krigens tidlige dage. Så hvorfor, kunne nogle måske fristes til at spørge, behøver vi en dokumentar nu, når Mariupols fald skete for knap et år siden i krigens tidlige måneder? Andre Gidé skrev i 1892 ”Alt er blevet sagt før, men siden ingen lytter, bliver vi nødt til at begynde forfra igen og igen.” Det er årsagen til, at vi skal se disse billeder. Det er årsagen til at denne dokumentar burde vises og fortællingen gentages. Krigen er endnu ikke slut, og disse horrible handlinger foregår stadig, blot andre steder end i Mariupol, og uden nogen til at dokumentere dem. Vigtigheden af denne dokumentar ligger altså ikke i at kunne forarge seerne med de voldsomme billeder, men at holde verdens øjne åbne for de voldsomme handlinger der foregår i Ukraine lige nu. Vigtigheden ligger ikke i de enkelte viste billeder, men derimod i at få verden til at lytte, selvom det betyder at fortællingen om Ruslands invasion i Ukraine gang på gang skal gentages. Dokumentaren er skabt for at vise omverdenen det, som foregår i Ukraine lige nu, med fokus på den destruktion invasionen medfører, men der er også et andet mål med denne dokumentar. Chernov sætter ord på det, jeg tror er dokumentarens fornemste opgave, nemlig at være et redskab i kampen mod misinformation. Det er en kamp om forståelse af krigen. Chernov udtrykker også i et interview med Deadline, at kampen mod misinformation er en vigtig del af krigen. Aischylos, en oldgræsk digter, skrev "I krig er sandhed det første offer”. Store dele af Ruslands krigsførelse handler lige præcis om at bekæmpe sandheden både i og udenfor Ukraine. Ukraine er afhængig af omverdenens støtte i kampen mod Rusland, og hvis Rusland kan så usikkerhed ift. Ukraines fortælling, så vil det potentielt få store konsekvenser for den livgivende støtte, som Europa og USA har bidraget med. Uden denne støtte vil Rusland have en noget lettere situation foran sig. Den russiske regering har forsøgt at sprede misinformation om at hospitalet de bombede, ikke var fyldt med civile, men derimod højreekstremistiske oprørsgrupper. De har sågar forsøgt at bilde deres befolkning og omverden ind, at de ofre, man ser komme væltende, alle er skuespillere. De vil påstå, at alle Chernovs optagelser ingen sandhed har i sig, men blot er ukrainsk propaganda affødt af deres nazistiske regering. Der er vel ikke nogen, som kan tage disse anklager fra Rusland seriøst, tænker du måske. Men for russerne er det ikke nødvendigt at få alle overbevist om, at dette er sandheden, men hvis en tvivl kan sås, så kan der skabes mistro til Ukraines narrativ. I dokumentaren ses f.eks. ukrainere, der er i tvivl om det er Ukraine selv, som bomber nogle af hospitalerne. Dette fremstiller Chernov som værende en konsekvens af den manglende information de havde adgang til i Mariupol, og den russiske propaganda, der dominerer radiobølgerne. Det kan i værste fald medføre en form for modvilje til Ukraine, eller i hvert fald en tvivl om hvordan man skal forstå krigen, som får omverden til at tøve om at bekende kulør eller vælge side. Chernov udtrykker i et interview med Deadline, at disse billeder bliver set af mange mennesker, og fortolkningen af dem ikke er noget han kan styre, men med dokumentaren bliver alle disse enkeltstående klip, som mange mennesker har set i brudstykker, sat i en kontekst. I stedet for en samling af klip, bliver der skabt en samlet fortælling om Mariupols virkelighed. En fortælling er sværere at afskrive som propaganda eller skuespil. Dette er årsagen til, det ikke er nok at gentage de enkelte klip, men derimod skabe en samlet fortælling om Mariupol og derved om krigen. Det er sværere at afskrive en samlet fortælling end et enkelt klip. Vold, ødelæggelse og kampen om fortællingen Krigen raser stadig, men få medier rapporterer stadig jævnligt om den. Der er ikke længere chokværdi i at fortælle om russernes hærgen gennem Ukraine, men voldsomhederne foregår stadig, og for at der stadig kan komme støtte til Ukraine, bliver vi også nødt til at være bevidste om, at krigen stadig foregår. Vi må ikke lade den gå i glemmebogen ligesom Krim-halvøen gjorde efter Ruslands invasion i 2014. Dokumentaren er den nødvendige gentagelse, så folk lytter endnu en gang, og ikke blot søger det næste chok. Dokumentaren er et redskab til forståelse af krigen. Volden og ødelæggelsen er det, som vises. Det er i fokus i alle dokumentarens billeder, men det er ikke alt dokumentaren gør. Den skaber nemlig også en samlet fortælling om Mariupol og dens beboere. Om deres desperation, kamp for overlevelse og deres død. Som Chernov udtrykker det i dokumentaren: ”My brain wants me to forget all this but the camera won’t let it happen.” At se 20 Days in Mariupol er en voldsom oplevelse. Hvor de enkelte klip forargede, dengang de blev sendt for lidt over et år siden, så trækker dokumentaren seeren helt ind i Mariupol. Det er ikke blot de voldsomme billeder man ser, men også den menneskelige desperation og opgivenhed. Seeren føler sig som en del af Mariupols befolkning, hvilket også medførte at mange biografgængere i den nørrebroske biograf Empire græd, og en mand forlod salen, fordi han ikke kunne rumme følelserne. Denne dokumentar bør ses, så vi ikke forglemmer de rædsler, som en ubarmhjertig krigsførelse kan medføre. Den vækker både medfølelse for sine ukrainske medmennesker, og kaster lys på Putins forfærdelige handlinger. Den bør ses så Ukraine ikke forsvinder ud af vores bevidsthed....

Hvordan bidrager billedkunsten til vores moderne naturerkendelse? Ifølge Mikkel Bogh, Direktør for Statens Museum for Kunst, har billedkunsten en særlig ”poetisk licens” til at trække inspiration mange steder fra og inviterer derfor til at skabe forbindelser mellem ting, der holdes adskilte gennem institutionelle barrierer. Billedkunsten viser, hvordan alting er viklet sammen – jorden er ikke blot viklet ind i vores bygninger, men også i vores måde at male og tænke på. At mennesker, naturprocesser og omgivelser er spundet sammen i et komplekst væv sætter en ny præmis for hele diskussionen om, hvad natur, kultur og civilisation overhovedet er....

Labor (dokumentarfilm, 2023) CPH:DOX visning Dokumentarfilm af Tove Pils Verdenspremiere 21.03.2023, Empire Bio (København)   Er du glad for dit arbejde? Tja… der er vel gode og dårlige dage, som ved så mange andre jobs. Det ville en sexarbejder sandsynligvis svare dig, hvis du spurgte. Dokumentarfilmen Labor følger tre sexarbejdere i San Francisco over otte år og udforsker elegant, hvordan arbejde, privilegier og vilje indgår i valget om at lave sexarbejde. En klar anbefaling af Labor lyder fra Turbulens, da den giver et kærkomment nuanceret vidnesbyrd om verden fra en sexarbejders synspunkt. Det starter med lukkede øjne. En stemme fortæller os, at hun gerne vil forblive anonym af hensyn til hendes forældre. Så skal de ikke frygte for, hvad andre vil sige om dem, eller blive udsat for krænkende spørgsmål om deres evner som forældre. Sådan starter Hannas historie om sexarbejde. Men det er også en historie om valg, stigma og kærlighed. Slørede stemningsbilleder af skummende bølger dukker frem på skærmen. De uskarpe billeder komplementeres af historien om otte år af Hannas liv. Otte år, hvor hendes sexarbejdertilværelse holdes skjult for hendes forældre i Sverige. Men også otte år med eventyr, tilhørsforhold, glæde og gode venskaber.   Sexarbejde tjener bedre end så meget andet Labor er ikke kun om Hannas historie. Chloe og Cyd, to queer sexarbejdere i San Francisco, danner hovedrammen for fortællingen. Chloe er ved starten af filmen i midten af tyverne og tjener til dagen og vejen som dominatrix til $250 i timen. Cyd er en ung transmand, som også lever af sexarbejde. Chloe er homoseksuel og ikke tiltrukket af mænd, men vælger alligevel at sælge seksuelle ydelser til mænd, hvor hun er den dominerende partner under analsex. “Det er sjovt at være dominatrix,” griner hun, “Jeg har altid været en meget dominerende type”. Arbejdet tjener godt i sammenligning med andre jobs. Det gælder ikke kun ufaglærte jobs. Selv når Chloe får en uddannelse og arbejder som frivilligkoordinator og senere i den amerikanske stat, vælger hun at supplere sin faste indkomst med 2-4 månedlige dominatrix-sessioner med gamle kunder. Det er ikke for nydelsen, men fordi arbejdet tjener godt. Chloe bekymrer sig om fremtiden. Hun sparer op til sin egen pension og til at kunne forsørge sine forældre, når de bliver gamle, fordi sundhedsvæsenet i USA ikke har tænkt sig at gøre det. Sexarbejdet handler for Chloe om pengene – men hvilket arbejde gør ikke det? Nogle dage har hun gode sessioner, der får hende i et flow og fjerner tankerne fra stresset på dagarbejdet. Andre dage er det bare et arbejde. For mange sexarbejdere er fordelen også, at indkomsten kan sikres på relativt få timer sammenlignet med et 8 til 16 job. Cyd vælger eksempelvis at holde fast i sexarbejdet som en sidegesjæft, mens han læser på universitetet. Det frigiver flere timer til studiet, end et studiejob til 20 timer eller mere ville, og det tjener mindst lige så godt.   Et stigmatiseret erhverv Fortællingens slutning vil jeg ikke afsløre. Til gengæld er det værd at nævne, at filmen belyser mange af de aspekter af sexarbejde, som bliver glemt i den dominerende diskurs. Ofte er sexarbejde stigmatiseret eller anset som et kvindeundertrykkende foretagende. Instruktøren Tove Pils formår at fokusere på de smukke ting, der findes i fællesskabet og tilhørsforholdet blandt mange sexarbejdere. Selvfølgelig er der forskel på sexarbejde. En gadesexarbejder er ofte fattigere og i en mere prekær situation, hvis de bliver anholdt. Størstedelen af dem er migranter og risikerer at blive udvist. Det gælder både i USA og Danmark, selvom de to landes lovgivning på området ikke kunne være mere forskellige. USA kriminaliserer alle former for sexarbejde, hvilket marginaliserer og presser sexarbejdere ud i farlige situationer. Danmark har derimod afkriminaliseret sexarbejde og endda gjort indkomsten skattepligtig, om end der stadig er strenge regler omkring sexarbejde i Danmark. En mere privilegeret sexarbejder, såsom Hanna, har bedre arbejdsvilkår, da hun kan rejse fra Sverige til San Francisco – det samme gælder Chloe, som kan vælge og vrage blandt de mange potentielle kunder. Fælles for alle sexarbejdere er dog stigmaet, der hænger som en sort sky. Selv de mest privilegerede sexarbejdere, med rige forældre, et vestligt pas og en tryg barndom med i bagagen, kan ikke afværge stigmaet omkring sexarbejde. I dokumentaren frygter Hanna at fortælle sine forældre om det, og hun vælger af samme grund at være anonym i filmen. Mange danske sexarbejdere, hvad enten de er escortpiger, ansat i massageklinikker eller andet, vælger at dække over deres erhverv over for venner og familie. Netop dette stigma dannede grobunden for filmens efterfølgende paneldebat.   Højdepunkter fra verdenspremierens paneldebat Efter filmens 95 minutter tændes lyset og fire stole hives ned på tomrummet foran lærredet i Empire Bios sal 2. I anledningen af aftenens visning er der arrangeret en kort paneldebat på 40 minutter. Følgende er en sammenfatning og løs oversættelse. Sofie Riise Nors, dansk feminist og forfatter, modererer og stiller spørgsmål til de tre deltagere: Jelena fra Sexarbejdernes Interesseorganisation (SIO). Tove Pils, filmens instruktør og kamerakvinde. Oliver fra Red Umbrella Sweden. Jelena fra SIO understreger, at sexarbejde i Danmark er meget forskelligt. Selvom det er meget bredt, forsøger SIO at repræsentere alle: migranter, massageklinikarbejdere, gadearbejdere osv. Sexarbejderes rettigheder er både for de privilegerede og for dem fanget i fattigdom, understreger hun. Tove Pils: “Alle sexarbejdere burde have muligheden for at være åbne omkring deres arbejde. Også de sexarbejdere, som kommer fra en mere privilegeret position.” Oliver: “Sexarbejde er kun anerkendt som arbejde, hvis du er glad. Enten det, eller også bliver det et spørgsmål om moralitet. Det er som om, at der kun eksisterer myten om den ”glade luder” [happy hooker] eller den sextrafikerede kvinde. Det er som om, der ikke er noget rum for ambivalens omkring ens sexarbejde. Mange klager over at have en dårlig dag på arbejde, eller en dårlig kunde. Hvorfor skulle sexarbejde være anderledes? Hvis en sexarbejder udtrykker frustration over deres arbejde, så antages det med det samme, at de er undertrykte eller sextraffikerede. Det er en skam, at diskussionen ofte handler om sexarbejdes moralitet eller om grænsekontrol (mod migranter), og at sexarbejde kun bliver anerkendt, hvis den arbejdende er glad for sit arbejde hele tiden.” Tove Pils: “Meget i livet handler om valg. Hvor mange valg, du har at vælge mellem, er dikteret af, hvor privilegeret du er. Vi træffer hele tiden valg, hver dag. Hvordan er valget om at udføre sexarbejde anderledes? Med mindre du er meget, meget rig, bliver du nødt til at arbejde. Hvilken slags arbejde du har at vælge mellem afhænger af dit privilegie. Det giver ikke mening at stille sexarbejde op som om, at du skal være lykkelig, for ikke at være et offer.” Hvis der var et budskab, som paneldebatten var enige om, så er det at: Sexarbejde er et arbejde. Det er en måde at tjene penge på. Når en person vælger at sælge seksuelle ydelser, så er det et valg. Nogle sexarbejdere vælger sexarbejde fordi det er det mindste onde mellem dårlige indtægtsmuligheder. Og som andre jobs er der fordele og ulemper ved arbejdet, samt gode og dårlige dage. At anerkende sexarbejde som arbejde betyder ikke, at sexarbejde skal promoveres som en karrierevej. Det betyder derimod at man skal lytte til sexarbejderne og anerkende deres rettigheder til frihed og sikkerhed. Sexarbejde burde være fri for stigma. En af de største skader ved at udføre sexarbejde er at det er højt stigmatiseret. Det medfølger at sexarbejdere må holde deres profession hemmeligt for omverden eller lyve for deres forældre og venner. Det gør det også svært at få et andet arbejde en dag, hvis man ønsker det, fordi det ikke ser godt ud på CV'et. Vil du lære mere om sexarbejde og hvad du kan gøre? Der er så meget godt indhold på internettet, hvor sexarbejdere selv fortæller deres historie og kæmper for deres rettigheder. Find paneldeltagerne, deres organisationer og deres anbefalinger her:   Paneldeltagerne: Sofie Riise Nors: Feminist og forfatter. Instagram: @sofieriisenors Jelena fra SIO (Sexarbejdernes Interesseorganisation): http://s-i-o.dk/ , Facebook: https://www.facebook.com/sexarbejder/ Tove Pils, instruktør og kamerakvinde. Instagram: @tovestelefon Oliver fra Red Umbrella Sweden: https://redumbrella.se/ (Red Umbrella Sweden: medlemmerne af Red Umbrella Sweden er aktive sexarbejdere og de har omkring 110 nuværende medlemmer. Den røde paraply er et internationalt symbol på sexarbejde.)   Anbefalinger fra panelet: Sexarbejdernes Interesseorganisation (SIO) anbefaler: The Red Van. Det er en NGO, som giver gadesexarbejdere et sikkert sted at udføre deres arbejde. Støt deres arbejde med en donation eller lignende. The Red Umbrella anbefaler: ESWA (European Sex Worker Alliance). En europæisk sammenslutning af sexarbejdere. Tove Pils anbefaler: St. James Infirmary i San Francisco. Sofie Riise Nors anbefaler: Bogen Revolting Prostitutes: The Fight for Sex Workers’ Rights af Molly Smith og Juno Mac (2020) af Verso Books.   Dokumentarfilmen Labor (2023) kan desværre ikke ses på CPH:DOX' online platform PARA:DOX - men der er adgang til et væld af andre spændende dokumentarfilm fra d. 24. marts til d. 2. april (49 kr per film, 495 kr for ubegrænset adgang)...

Hvordan har billedkunsten bidraget til naturfilosofien gennem tiden? I denne samtale dykker Mikkel Bogh, Direktør for Statens Museum for Kunst, ned i kunsthistorien og giver eksempler på, hvordan billedkunsten reflekterer menneskers erfaringer med naturen. Som under romantikken, hvor billedkunsten giver åbninger ind i en naturfølelse og billeder af en natur, som mennesker har drømt om at være i kontakt med. For billedkunsten er en fantastisk indikator på, hvordan vi har tænkt om naturen, og selvom den er lige så bredspektret som menneskeheden, har den ikke desto mindre udviklet en særlig følsomhed over for alt det, der risikerer at forsvinde ned mellem sprækkerne og gå tabt – hvad enten det er truede dyrearter, truede tænkemåder eller en truet omverdensrelation....

Fasan, Canadagås og Japansk pileurt er alle på listen over invasive arter i Danmark. Men hvorfor er det ikke så godt, når den sjældne Amerikanske skarveand parrer sig med den hvidhovede and? Og hvorfor er grågåsen ikke en invasiv art? I tredje del af Turbulens’ serie om naturfilosofien rejser biolog og videnskabsteoretiker Claus Emmeche spørgsmålet om, hvad en invasiv art er. ...

Gaston Bachelard Rummets poetik Forlaget Mindspace, 2022 05.03.2023     Rummets poetik (La poétique de l’espace) fra 1957 af Gaston Bachelard foreligger her på dansk. Bogen er en protest mod den rationelle læser, forskeren, psykologen og psykoanalytikeren. Rummets poetik handler om geometri-transcenderende rum. De rum hvor vi fantaserer, og skaber billeder. Her er der hverken grund til at skelne mellem res cogitans og res extensa, eller at undersøge hvilke tanker, der ligger til grund for disse billeder. I denne bog, der nærmest kan siges at være en digtsamling, bliver vi præsenteret for en undersøgelse af fantasiens fænomenologi. En fænomenologi, der har til formål at dykke ned i de billeder, der er til stede i vores dagdrømme. For Bachelard er det klart, at psykologen, psykoanalytikeren og for det meste også filosoffen ikke formår at gå i dybden med menneskets væren, bl.a. fordi de ikke kan sætte sig ud over det rigide, logiske sprog. De ænser ikke livet i sproget – men det gør digteren. Derfor må vi gå til poesien, til den poetiske logos. “Det begrebsbundne sprogs atomisme kræver forankringsgrunde, centraliserende kræfter, men i verset [det poetiske vers] findes der altid en bevægelse; billedet smyger sig om verslinjen, det fører fantasien med sig, som skabte det en nervefiber”. Citatet demonstrerer, hvordan Bachelard ikke er sky for at give sine filosofiske idéer poetiske anstrøg. Ifølge Bachelard er poesien frihed. Det er en hjertestarter for sproget. Fantasiens fænomenologer må uforbeholdent leve sig ind i billederne for at forstå menneskets væren og dens evne til at dagdrømme.   Ånder barndomshjemmet altid fred og idyl? Bogens første kapitel, Huset fra kælder til kvist. Hyttens betydning, er en undersøgelse af menneskets forhold til huset. “Vores sjæl er en bolig”, skriver Bachelard, og vi må forstå at begrebet hus ikke blot handler om bygninger, men det handler mere grundlæggende om det, vi bebor. Vores sjæl er altså en bolig på den måde, at vi kan bebo os selv. Vores erfaringer og vores minder er placeret i forskellige huse og værelser, som vi gang på gang besøger i vores drømme. Disse huse og værelser er altså steder, hvor vi kan befinde os i os selv. Derfor kalder Bachelard analysen af disse steder for en topoanalyse, et studie af “steder i vores intime liv”. Hertil skriver Bachelard også: “Ingen ægte intimitet frastøder. Alle intimitetsrum er kendetegnet ved en tiltrækning. […] Og hvis det er sandt, må topoanalysen være kendetegnet ved en topofili.” Topofili skal her forstås som steder (topos), der er behagelige og som giver velvære (filia). Topoanalysen i Rummets poetik handler altså om at undersøge de lykkebringende rum. De rum, der giver mennesker en følelse af velbehag. Med denne topofili i tankerne dykker Bachelard ned i betydningen af fødehjemmet. Barndomshjemmet spiller en central rolle for os hver især. Det er et uforglemmeligt hus, der gav os tryghed, og hvor alle vores vaner havde mulighed for at spire frem. Måden vi går op ad trapper på, henviser altid til barndomshjemmets trapper. Måden vi åbner døre på, henviser altid til barndomshjemmets døre. Bachelard opstiller tilmed modsætningen mellem kælderen og loftet. Loftet, oppe under taget, giver klarhed. Det er et symbol på rationaliteten i vores væren. Kælderen, derimod, er det dunkle og irrationelle. “Kælderdrømmeren ved, at kælderens mure er begravede, de har kun én flade, og bag sig har de hele jorden. Dramaet tager til, og frygten overdrives. […] Kælderen er da begravet galskab, tilmuret drama”. Selvom dette barndomshjem ikke skal forstås som det fysiske hjem, hvor vi er vokset op, men som det hjem, der er i os, og som vi kan fantasere os til, så er Bachelard forudindtaget i sin forestilling om det perfekte barndomshjem. Han beskriver sin aversion over storbyens larm, dens høje bygninger med elevatorer og det at hjemmet blot bliver en horisontalitet i form af lejligheder, der kun har én enkelt etage. Bachelard skriver Rummets poetik og denne kritik af storbyen for mere end 60 år siden. Hvad ville han ikke sige om nutidens metropoler? Og hvordan vil hans smalsporede og unuancerede beskrivelse af drømmeboligens arkitektoniske træk blive modtaget af de mange mennesker, der i dag bor i en horisontal bolig? Der er ingen grund til at storbybørnenes drømme om barndomshjemmet ikke kan indeholde en trappeopgang, en vaskekælder eller en elevator. Arkitekturen af drømmeboligen, og de dertilhørende billeder, bør ikke være begrænset, men i stedet tilgængelig på en måde, der giver genklang i enhver læser. Derudover kan man diskutere, om billedet på et barndomshjem overhovedet er noget, der almenmenneskeligt forbindes med tryghed og intimitet. Der findes mennesker, der forbinder barndomshjemmet med vold og utryghed, og der findes mennesker, der ikke har følt sig accepteret eller ikke har følt sig hjemme i sig selv. Hvordan ser en topoanalyse ud for dem? Og kan den stadig være en topofili?   Mennesket er hjemme-væren Når kritikken af Bachelards anti-moderne nostalgiske idéer om hjemmet stilles i bero, er pointen dog værd at dvæle ved. “Før det er ‘kastet i verden’, som så mange forhastede metafysikker har det med at hævde, er mennesket lagt i husets vugge”. Her kommer Bachelard med et opråb til alle de filosoffer, der er ude på at skabe universer inden de har sat sig ind i menneskets primære sted, nemlig huset. Heri ligger der formentligt også en henvisning til Heidegger. Den direkte kommentar til Heideggers tilstedeværensanalytik der kan udledes af denne argumentation ville være, at mennesket først og fremmest skal forstås som hjemme-væren frem for i-verden-væren – et budskab Peter Sloterdijk har taget til sig i sin filosofi.1 Rummets poetik er en hyldest til den kontemplative aktivitet med de vidunderlige billeder, vi kan skabe i os selv. Bachelard minder os om, at vores indre liv, vores dagdrømme, vores fantasi betyder noget. Han minder os om, at ikke alt handler om logiske domme over objekter. Læserens fantasi vækkes, hvad enten den altid har slumret, eller blot er blundet hen et kort sekund. På omtrent hver side i bogen har Bachelard citeret dele af digte, der understøtter undersøgelserne af vores intime rum. De store digtere inddrages, og læseren bliver selv draget ind. Det er den langsomme læsning, der fordres. Ro, sindighed, fantasi! At dykke ned i billederne er ikke at flygte fra livet– det er netop at tilgå det.   Noter: Se bl.a. Værens domesticering (2022), der ligesom Rummets poetik er udgivet af Forlaget Mindspace. Bogen er også anmeldt her på Turbulens (“Den, der ikke vil tale om sten, skal tie om mennesket”: https://turbulens.net/den-der-ikke-vil-tale-om-sten-skal-tie-om-mennesket/) ...

Rejsen mod Europa bind 1 er en let læselig og fornøjelig indføring i den europæiske historie fra de første mennesker sætter fod på det europæiske kontinent og op til den franske revolution og de napoleonske krige. Bogen er let fordøjelig, da Danneskiold-Samsøe skriver med både overskud og overblik, og han formår at holde sig til bogens præmis, selvom han også giver sig selv plads til at fortælle sjove anekdoter og interessante sidehistorier....

Skoven er underfuld. For at begribe dens komplicitet skal du kigge nærmere. Forbindelser mellem skoven, kolonialisme og samtidens grænseregime ligger umiddelbart skjult. De forbindelser fremskriver antropologistuderende Emma Klöcker-Gatzwiller i sin tekst om forholdet mellem de danske udvisningscentrene og den tætbevoksede skov. I teksten går hun i dialog med en ven og sig selv, og konfronterer rumlige politikker, der isolerer og udstøder....

Tænk hvis man kunne ændre på sit ansigts form og udseende og dermed ændre på betingelserne for sin tilværelse. Denne tanke leger den danske forfatter Hans Peter Madsen med i den kortprosatekst, som vi her bringer i forbindelse med Turbulens tema om posthumanisme. Hans Peter Madsen udgav sidste år den anmelderroste novellesamling Brænd huset ned, giv træet vand. I denne kortprosatekst skriver han om samfundets uforanderlige strukturer, en mand der kan omarrangere sine ansigtstræk efter behov og også lidt om international finanskapitalisme. ...

I forbindelse med Turbulens' tema om posthumanisme bringes her et uddrag fra andet kapitel af Henrik Jøker Bjerre & Carsten Bagge Laustens bog "Den nyttige idiot: Om Slavoj Žižeks samfundsteori" fra 2013. Kapitlet har titlen "Psykoanalyse som ideologikritik" og handler om, hvordan det ubevidste også kan analyseres og diskuteres på et samfundsplan med en ideologikritisk tilgang. Det ubevidste er således ikke bare en konstant udfordring for det enkelte menneske - det er det for os alle sammen i fællesskab!...

Hvordan forstår vi egentlig verden, livet, mennesket, væren? Hos Peter Sloterdijk finder vi nogle tanker om dette, der både provokerer og inspirerer på samme tid. For hvad nu hvis Réne Descartes havde misforstået sit cogito? Og hvad nu hvis vi i vores mellem 'vita activa' og 'vita contemplativa' har fortrængt den vigtigste menneskelige aktivitet? ...

Donna Haraways bog "At blive i besværet" er en besværlig bog - lettere usammenhængende, essayistisk og tankeprovokerende. Men det er samtidig alt dette, som gør Haraway interessant at beskæftige sig med. Modsat tidligere værker i samme genre er det imidlertid som om, at Haraway denne gang har glemt sig at tænke sig om en ekstra gang i forhold til, hvad det egentlig er for en klima- og miljøkrise, som vi alle står midt i. ...

Nymaterialismen er trådt ind i sin anden fase. Denne standhaftige påstand udtrykkes af Tobias Skiveren i nærværende anmeldelse af Jane Bennetts nye bog Influx and Efflux: Writing Up with Walt Whitman. Bogen indtræder, ifølge Skiveren, som et centralt værk i en ny tendens om at gentænke viden, immaterialitet og bevidsthed i materialistisk kritisk teori. Men hvilken indflydelse har denne tendens på nymaterialismens kritiske potentialer? For Skiveren står det klart, at bogen i og for sig tilbyder flere diffuse antydninger end klare retningslinjer, men i et større perspektiv bør vi også bifalde dens bidrag til nymaterialismens fortsatte udbredelse af nye analysestrategier. Anmeldelsen er en fordanskning af Skiverens ”New Materialism’s Second Phase” udgivet af Wayne State University Press....

Bør vi fokusere på at finde alternativer til graviditet såsom 'ektogenese' - hel eller delvis udvikling af et foster uden for en livmoder - for at gøre det muligt at få børn uden, at man nødvendigvis gennemgår den sædvanlige graviditetsperiode og fødsel? Dette undersøger Andrea Bidoli i sit Ph.d.-projekt ud fra et feministisk perspektiv på reproduktiv autonomi. Som en del af Turbulens' tema omkring posthumanisme har vi interviewet Bidoli for at blive klogere på, hvordan vi på graviditetens område også kan udfordre og diskutere, hvad der ellers anses som et uomgængeligt menneskeligt vilkår: At ethvert nyt menneske begynder sit liv i en livmoder....

07.07.2022 “I en eller anden afsidesliggende krog i det i talløse solsystemer flimrende og udhældte verdensalt, fandtes der engang en stjerne, hvor kloge dyr opfandt erkendelsen. Det var det mest indbildske og løgnagtige minut i "verdenshistorien", men det var blot et minut. Stjernen størknede efter få af naturens åndedrag, og de kloge dyr måtte dø. Således kunne man opfinde en fabel uden dog egentlig tilstrækkeligt at have illustreret, hvor ynkeligt, hvor skyggeagtigt og flygtigt, hvor formålsløst og vilkårligt det menneskelige intellekt tager sig ud i naturen. Der har været evigheder, hvor det ikke eksisterede; og når det igen væk, vil intet være hændt. For dette intellekt har ingen videre mission, som fører det udover menneskelivet. Det er derimod menneskeligt, og kun dets ejer og skaber udlægger det så patetisk, som om verden drejede rundt om det. Men hvis vi kunne forstå myggen, ville vi finde ud af, at den også sværmer igennem luften med denne patos og føler dette flyvende centrum i verden i sig. Der er intet så forkasteligt og ubetydeligt i naturen, at det ikke med det samme igennem et mindre åndepust fra erkendelsens kraft kan svulme op som en slange; og ligesom enhver lastdrager vil have en beundrer, så tror det stolteste menneske, filosoffen, at verdensaltets øjne teleskopisk er rettet mod dennes handlinger og tænkning fra alle sider." Den kosmologiske pessimisme eller anti-humanisme, som Friedrich Nietzsche fremkalder i Om sandhed og løgn i udenommoralsk betydning, latterliggør det antropocentriske aksiom, der placerer mennesket på en moralsk, erkendelsesmæssig og metafysisk piedestal. Der findes i dag, omtrent 150 år efter Nietzsches kritik, en gennemgribende tendens – inden for alt lige fra klimatænkning, science-fiction, kunst- og kulturstudier, litteraturteori, filosofi og politisk tænkning – til at forstå mennesket i kraft af det ikke-menneskelige. En genoplivning af Nietzsches angreb på antropocentrismen. Det indebærer, at en række stadig uafklarede såvel som helt nye spørgsmål bringes til overfladen: Har naturvidenskaben efterhånden ikke bevist, at mennesket ikke er andet og mere end en kompleks fysisk genstand? Giver det mening at tale om menneskets natur, når menneskelige kroppe er fyldt og interagerer med mere eller mindre komplekse teknologier – lige fra pacemakere til computere? Giver det efterhånden mere mening at tale om mennesket som en hybrid genstand, der består af menneskelige såvel som ikke-menneskelige komponenter? Kommer der et tidspunkt, hvor vi kan manipulere så meget med menneskets biologi, hvad angår aldring og intelligens, at det ikke længere giver mening at tale om en og samme art? Er det naivt at påstå, at mennesket har en særstilling i universet – moralsk såvel som ontologisk? Bør vi gentænke demokratiske praksisser ud fra andet end menneskelige væsner? Er den planetære krise resultatet af bestemte antropocentriske grundanskuelser? Er det nødvendigt at komme ud over det ‘modernes’ eller ‘humanismens’ forståelse af ‘mennesket’ (eller: det kønnede ”Man”) som helt igennem autonomt, rationelt og bevidst? Denne tendens til at stille spørgsmålstegn ved begrebet om mennesket som sådan, eller bestemte traditionelle begreber om mennesket, henvises til af mange som en posthumanistisk vending. Som en af posthumanismens bannerførere, filosoffen Francesca Ferrando, hårdnakket påstår: ”Posthumanism is the philosophy of our time” (Ferrando 2019: 1). Nogle gange refereret til som ”kritiske posthumanister” har forfattere som Donna Haraway, N. Katherine Hayles og Rosi Braidotti i mange år været fascinerede af fremtidsudsigterne og potentialet for teknologisk modificerede kroppe. For eksempel taler Haraway i sit Cyborgmanifest (1991) om, at menneskets identitet ikke længere kan kategoriseres ud fra en bestemt essens, fordi mennesket er en kybernetisk organisme, en hybrid mellem en maskine og en organisme; et dyr og en maskine med biologiske, kulturelle og teknologiske forskelle, der umuliggør en samlet forståelse af det menneskelige selv. Andre, for eksempel Cary Wolfe, Timothy Morton og Ursula K. Heise, har forsøgt at overføre de posthumanistiske antagelser til deres økokritiske perspektiv. Fælles for mange af posthumanisterne er, at de ikke nødvendigvis forsøger at eliminere mennesket som kategori – hvad end det så ville betyde – men at repositionere og begrebsligt omdefinere mennesket ud fra en række ”ikke-menneskelige” andre (geologisk tid, maskiner, det uorganiske, sociale dynamikker, magtstrukturer, ikke-menneskelige dyr). Andre ser ganske enkelt posthumanismen som et ‘buzzword’, der overdriver den kendsgerning, at mennesker og deres levevilkår er anderledes nu, end de har været tidligere. Nogle af de antagelser, der ofte forener forskellige typer af posthumanismer, er: Mennesket er ikke et særegent eller exceptionelt væsen; ‘humanismen’ har i et historisk perspektiv været vest-centrisk og mandschauvinistisk; distinktionen mellem ’kultur’ og ’natur’ eller det ’menneskelige’ og ’ikke-menneskelige’ er uholdbar; der findes intet ontologisk hierarki (det er en såkaldt ’flad’ ontologi); alt eksisterende bør forstås som hybride aktører i et komplekst netværk; ’natur’ og ’kultur’ er så sammenfiltret, at verden efterhånden kun indeholder assemblager eller hybride aktanter; der er et metafysisk såvel som normativt behov for at sætte parentes om det menneskelige perspektiv (vi må gøre op med enhver form for antropocentrisme) – er det nemlig ikke tilfældet, således går ræsonnementet, at kedler koger vand? At knive skærer i kød? At hammere slår søm i?; vi bør ikke tale om ‘natur’ og ‘kultur’ – eller ’natur’ og ’menneske’ – som adskilte begreber, men udelukkende om ”naturecultures”, som Donna Haraway ynder at kalde det (Haraway 2007). De her naturecultures fremtræder løbende i nye konfigurationer, assemblager eller kludetæpper på et horisontalt plan, hvor ’agens’ er distribueret over en lang række af processer, entiteter og sammenfiltringer. Som filosoffen Rosi Braidotti bastant har formuleret det: “the concept of the human has exploded” (Braidotti 2013: 65). Præfikset ”post” i posthumanisme indikerer ikke nødvendigvis, at posthumanistiske positioner først er opstået ”efter” humanismen. Derimod har posthumanistiske perspektiver historisk set ofte eksisteret i spænding med de humanistiske. Der er ikke tale om en lineær fortælling. Som Hayles har formuleret det: ”Vi har altid været posthumanistiske”. Men det er kun inden for de sidste par årtier, at posthumanismen har etableret sig selv som et selvstændigt forskningsfelt. Begrebet opstod inden for humaniora i slutningen af det 20. århundrede i samspil med, men også som en reaktion på, andre ”post”-bevægelser: postmodernismen, poststrukturalismen og postkolonialismen. Dette er blandt andet kommet til udtryk i en bemærkelsesværdig trang påhumanistiske universitetsafdelinger til at bryde ud af symbolernes, diskursernes og tegnenes univers og gå ind i materialiteten selv. Et eksempel er den (ny)materialistiske vending inden for litteraturvidenskaben. Men denne posthumanistiske vending indtager mange former, og den fungerer ofte som en form for paraplybetegnelse for alt lige fra såkaldt transhumanisme og nymaterialisme til objektorienteret ontologi og klassisk anti-humanisme i 60’erne og 70’erne i Frankrig. Derfor taler vi i denne serie om posthumanismer frem for posthumanismen. Et andet sted, hvor det posthumanistiske tankegods har haft gode levevilkår, er inden for sci-fi-litteraturen. En række sci-fi-forfattere, såsom Mary Shelley, H. G. Wells, Greg Egan, Bruce Sterling og Frederik Pohl, har skrevet værker, der er sat i posthumanistiske fremtider, hvor blandt andet mennesker og maskiner fusionerer. Deri opstilles ofte komplet nye politiske virkeligheder og spørgsmål, ligesom film som Ex Machina og Annihilation udforsker posthumanistiske tematikker og scenarier. Hos Shelley findes videnskabsmanden Frankenstein, der i sit laboratorium sætter legemsdele fra døde mennesker og skaber en slags cyborg: Frankensteins monster. Lignende tematikker finder vi i William Gibsons Neuromancer og i Bruce Sterlings Schizmatrix, mens vi hos Wells ­– i The Time Machine – i en fjern fremtid ser, at Homo sapiens er splittet i to arter: de fredelige og uproduktive Eloi og de hårdtarbejdende Morlocks. Eller i Margaret Atwoods Oryx and Crake, hvor en vanvittig ingeniør har skabt en virus, som udrydder menneskeheden, samtidig med at han har skabt en ny og intelligent form for hominid, der er immun over for virussen, med håbet om at genstarte menneskeden, så den aldrig igen vil opleve krig eller seksuel jalousi. Derudover findes der efterhånden en masse klimarelateret sci-fi-litteratur, såsom Kim Stanley Robinsons The Ministry for the Future, der hjælper til at genfortolke og gentænke vores verden og os selv på måder, der kan afværge nogle af de forestående katastrofer. Hvad skyldes denne trang til at italesætte menneskebegrebets eksplosion? Et udtalt posthumanistisk eksempel er transhumanismen, som antager, at vi med teknologiens og oplysningens udvikling – for eksempel inden for digital teknologi og biomedicin – vil ændre så radikalt på de menneskelige levevilkår, at det ikke længere giver mening at tale om samme art, og at det er vel at mærke til det positive, som de hævder. Nick Bostrom er en af de mest fremtrædende akademiske transhumanister sammen med en række forfattere som Ray Kurzweil og Natasha Vita-More. Som det står i første paragraf i den erklæring, der blev udarbejdet ved det stiftende møde for World Transhumanist Association i 1998: ”Menneskeheden vil blive radikalt forandret af teknologien i fremtiden. Vi forudser muligheden for at redesigne de menneskelige grundvilkår, inklusive parametre som aldringens nødvendighed, begrænsninger af menneskelig og kunstig intelligens, medfødt psykologi, lidelse og vores indespærring på planeten Jorden.” Højere intelligens, længere levetid (helst udødelighed), mere glæde, mere frihed og grænseløse muligheder er transhumanisternes bagvedliggende fremtidshåb. De er især interesseret i udviklingen af såkaldte interfaces mellem computere og den menneskelige hjerne. Håbet er en klode fyldt med lykkelige superintelligenser. En anden posthumanistisk form for tænkning kaldes ofte for hård naturalisme eller scientisme. Kort fortalt udspringer hård naturalisme – som efterhånden er blevet til en filosofisk ortodoksi i den angelsaksiske verden – af en radikal fortolkning af det videnskabelige verdensbillede, hvor filosofien (hvis den ikke skal elimineres som sådan) reduceres til (natur)videnskabens tjenestepige. Som Sellars formulerer det: “[…] in the dimension of describing and explaining the world, science is the measure of all things” (Sellars 1997: 83). Kort fortalt går den hårde naturalisme ud fra, at ‘natur’ er det eneste, der eksisterer, og at ’natur’ er det, som naturvidenskaberne beskriver, hvilket naturligvis sætter en parentes om (eller helt igennem eliminerer) det, der traditionelt set er blevet forstået ved det menneskelige perspektiv. Mennesket er, i bund og grund, intet andet end en kompleks, fysisk genstand; bevidsthed, frihed, normativitet, mening, værdier osv. er intet andet end naturlige eller fysiske fænomener, som kan reduceres til eller forklares udtømmende af naturvidenskaberne (for eksempel mikrofysik, evolutionær biologi eller neurovidenskaben). Posthumanisme inviterer typisk til interdisciplinær forskning ved at kombinere klassiske humanistiske felter med traditionelt set non-humanistiske felter som biologi og datalogi. I indeværende serie om posthumanismer undersøger vi de forskelligartede bestræbelser – inden for filosofien, kunsten, samfundsteorien og litteraturen – på at sætte parentes om ‘mennesket’. Spørgsmålet om humanisme overfor posthumanisme er fuldkommen centralt i forhold til, hvilken retning humanistisk forskning generelt skal gå: Hvordan skal vi definere det generelle videnssubjekt og de forskellige typer af videnskabsproduktion, der finder sted på tværs af forskellige videnskabelige felter som Environmental Humanities, Digital Humanities, Bio Humanities, og så videre? Skal magtteorier inden for samfundsvidenskaberne tage afsæt i andet end menneskelige relationer? Hvad betyder det for kunstteoriens fortolkningsværktøjer, når mere og mere kunst vender sig bort fra det menneskelige subjekts forestillingsrum og mod materialiteten? Hvilke typer af viden påkræves midt i den planetære krise, som mange hævder er blevet til på baggrund af et historisk snævert fokus på det menneskelige subjekts kategorier og behov? Det er den slags spørgsmål, Turbulens stiller i indeværende serie....

Hvad er der blevet af ”ånden i naturen”? Meget af den nye klimabevidsthed er båret af videnskabelighed, men er det, at folk krammer træer udtryk for en ny naturspiritualitet? Og hvordan vi udvikler vores forståelse for, at alt i naturen hænger sammen? Er det en åndelig forbindelse eller snarere en praktisk forståelse, der er gået tabt? I anden del af Turbulens’ serie om naturfilosofien taler jeg med studenterpræst ved KU, Nicolai Halvorsen samt nogle af deltagerne på den årlige, filosofiske fugletur som i år foregår ved Vaserne i Holte. ...

I første del af Turbulens artikelserie om naturfilosofien reflekterer biolog og videnskabsteoretiker Claus Emmeche over naturfilosofiens rolle i dag. Det handler også om mødet med mærkelige dyr, som vi sjældent møder, når vi går i Netto og fylder indkøbskurven; om, hvordan vi skal indrette skolesystemet og hele det forvaltningsprægede natursyn, der gennemsyrer vores kultur. Og ikke mindst, turens tilbagevendende spørgsmål: Hvad er en invasiv art?...

I løbet af de seneste årtier er en ny sårbarhed i vores forhold til naturen blevet mere åbenbar. Coronapandemien, klimakrisen og biodiversitetsnedgangen blotlægger på forskellig vis vores skrøbelighed i forhold til den natur, der er vores fælles livsgrundlag. Selvom vi forsøger at udnytte vores tekniske og videnskabelige snilde til at holde naturen i en armslængde, afslører det antropocæne landskab, hvor tørke og oversvømmelser mange steder er blevet en ny normaltilstand, at vi også i høj grad er prisgivet naturens luner. Dette åbner for en filosofisk undren i forhold til menneskets rolle i forhold til naturen i dag....

Forvandlinger giver en grundlæggende introduktion til et religionshistorisk perspektiv på historiske og aktuelle kulturfænomener. Man kan i dagens Danmark nemt glemme, at religionens arv stadig strømmer igennem vores kultur. Men i denne bog bliver vi gjort opmærksomme på, at selv de fænomener vi ellers ville sætte under den sekulære eller verdslige rubrik faktisk har direkte forbindelser til religiøse ritualer og mytologier. ...

Thomas Pikettys "En kort historie om lighed" er ikke bare endnu en fremskridtsfortælling om, hvordan verden bliver et mere og mere lige samfund. Som økonom er Piketty særligt opmærksom på historiens svingninger mellem lighed og ulighed, samtidig med at han argumenterer for, at der faktisk er sket mærkbare fremskridt gennem de sidste par århundreder. For Piketty er der således grund til optimisme - men samtidig radikal politisk handling....

Georges Batailles "Nietzsche. Memorandum" er en bog, der, som titlen antyder, vil have os til at ihukomme og forholde os til det vigtigste fra Nietzsches forfatterskab. Men det er vigtigt at understrege, at Bataille bruger Nietzsche som en indgang til sin egen filosofi. Man bør derfor være opmærksom på, at det er en Bataille-sorteret Nietzsche, som man har med at gøre....

Den vilde natur forsvinder med lynets hast, og det anslås, at op imod 94% af den danske natur har det skidt. Biodiversitetskrisen er altså allerede i gang med at forandre livet på jorden for altid. Dokumentarfilmen After Nature, der har været vist på årets CPH:DOX, er et detaljeret og nøgternt vidnesbyrd om livet i en antropocæn tidsalder. Turbulens bringer her et interview med instruktør Esther Elmholt. ...

Det er en ofte gentaget påstand, at demokratiet er i krise. Men det er lidt for tidligt til at skrive demokratiets mindetale, hvis man spørger Jan-Werner Müller. I sin nyeste bog "Demokratiet styrer" fra 2021 inviterer Müller læseren ind i et historisk perspektiv på demokratiet. Gennem anekdoter fra historien og referencer til mange af demokratiets fædre giver Müller et overbevisende argument for det repræsentative demokrati som den bedste styreform....

Det franske demokrati befinder sig i en krise. Lav valgdeltagelse, stigende ulighed samt manglende politisk handling på klimaudfordringerne har ledt til fortvivlelse, oprør og protest i den franske befolkning. De Gule Veste legemliggør på mange måder den folkelige protest mod de franske politiske institutioner. Turbulens har sat Anne-Sofie Dichman i stævne, for at tale om De Gule Veste og de demokratiske potentialer som dele af bevægelsen rummer.     ...

Wolfram Eilenbergers "Frihedens ild – filosofiens redning i en mørk tid, 1933-1943" fra 2020 er noget så sjældent som en samtidig indføring i fire fascinerende filosoffers tænkning såvel som levede liv. Med udbruddet af Anden Verdenskrig som den store kulisse viser Eilenberger på gribende vis således, hvordan både Simone Weil, Simone de Beauvoir, Hannah Arendt og Ayn Rand hver især har noget at fortælle os i dag om forholdet mellem den enkeltes frihed og verdenshistoriens gang. ...

"Filosofien i Frankrig" er trods forfatterens antydninger intet filosofisk 'tag-selv-bord', hvor værten har helgarderet sig ved i behandlingen af sit emne at forsøge at få alt det mest velkendte med. Og den er bedre for det. I Søren Gosvig Olesens behandling af den franske filosofi præsenteres vi for en række nøje anrettede tænkere, der hver især behandles på forfatterens egne betingelser....

Borgere, politikere og embedsmænd – det er tre forskelligartede roller, som man kan siges at indtage i et demokrati i dag. Men i hvor høj grad kan disse roller overhovedet adskilles fra hinanden, når f.eks. folkevalgte politikere og embedsmænd hele tiden synes at ’blande sig’ i hinandens arbejde? Turbulens har interviewet filosof Tine Hindkjær Madsen om sådanne rollefordelinger i moderne demokratier. Ifølge Madsen, som lige nu arbejder på et forskningsprojekt om særligt politikeres moralske forpligtelser, både kan og bør politikere nemlig fungere som bindeled og dermed mæglere mellem borgere og embedsfolk. ...

Køn fylder mere i vores offentlige debat end nogensinde før, som det f.eks. ses i diskussioner af #MeToo og transkønnethed. Derfor er forståelsen af alle kønnene og deres historie vigtigere end nogensinde før, hvis man vil forstå den verden, vi lever i. Hvis du vil vide mere om, hvordan køn har været – og til stadighed er - en social og kulturelt betinget kategori gennem historien, er bogen "Kønnets idéhistorie" fra 2020 lige for dig. ...

Zetkin-kollektivets nye og ambitiøse bog, "White Skin, Black Fuel – On the Danger of Fossil Fascism", argumenterer for, at ekstreme højrefløjspartier verden over bærer en væsentlig del af skylden for den manglende handling i klimakrisen. Det yderste højre og klimabenægtelse går hånd i hånd. Og dermed bringer Zetkin-kollektivet også et yderst vigtigt perspektiv ind i debatten: At ultranationalisme som et projekt, der blandt andet går ud på at beskytte 'vores' eksklusive ret til at brænde fossible brændsler af, må og skal bekæmpes i den globale kamp om både retfærdighed og uretfærdighed, som klimakrisen er blevet til i dag....

Er der en modsætning mellem at bryde med årsagerne til global fattigdom og ulighed på den ene side og donere store mængder penge til uddannelse, sundhed og ressourcer i tredjeverdenslande på den anden? I dette afsluttende indslag i serien om velgørenhed bringer Turbulens et interview med moralfilosoffen Peter Singer, som i mange år har argumenteret for, at der er stærke moralske grunde til at donere store del af sin velstand til at bekæmpe global fattigdom samt til at frigøre ikke-menneskelige dyr....

Doping er ét af de emner, som i dag er genstand for nærmest universel fordømmelse. Men ifølge filosof Thomas Søbirk Petersen er denne fordømmelse præget af et tunnelsyn omkring, at doping altid er moralsk forkert. Turbulens har interviewet Petersen i anledning af hans nyligt udgivne bog "Doping in Sport: A Defence", hvori han forsvarer en anden tilgang til doping i sport....

Jacques Rancière er en af de politiske tænkere i nyere tid, som de færreste har hørt om, men hvis idéer alligevel må siges at være banebrydende og dybt originale. Derfor er det på sin plads med en ny dansk oversættelse af to centrale tekster af Rancière omhandlende forholdet mellem kunst og politik. "Den frigjorte beskuer" og "Det sanseliges deling" handler på hver deres måde om, hvordan politisk kunst – og dermed også kunstens politik – kan 'frigøre' os i den forstand, at det kan åbne op for radikalt nye måder at opfatte vores fælles verden på. ...

Både inden for daglig tale og i den politiske tænkning anses det normalt for værdifuldt at holdes ansvarlig for ens handlinger. Men hvorfor er dette egentlig værdifuldt? I en nyligt udgivet artikel argumenterer Lasse Nielsen og David V. Axelsen for, at det at holdes ansvarlig og det at være ansvarlig hænger tæt sammen fra et værdimæssigt perspektiv; at ansvar har en værdi for ikke blot samfundet og andre mennesker men også for den enkelte. Turbulens har interviewet Lasse Nielsen om den individuelle ansvarligheds rolle i nutidig politisk filosofi....

Turbulens har foretaget et interview med Kaspar Villadsen, forfatter til bogen "Det sociale arbejdes genealogi", som vi netop har bragt et uddrag fra. Bogen skitserer den historiske udvikling i det sociale arbejde i Danmark fra 1700-tallet og frem til 2004, og de implikationer det sociale arbejdes praksis har på vores forståelse af samfundsborgerskab. I interviewet uddyber Villadsen bogens analyser og konklusioner, og giver desuden sit bud på, hvorvidt disse stadig er retningssættende for socialpolitikken i dag. ...

Den nyeste antologi om et aktuelt emne behandlet med idéhistoriske briller fra forlaget Baggrund handler om det nok mest aktuelle område, som man i 2021 kunne have valgt. "Klimaets idéhistorie" er et overvældende potpourri af historiske perspektiver på klimaet, som ifølge redaktørerne Mikkel Thorup & Jakob Bek-Thomsen er blevet til et afgørende billede på vores tid. ...

Inden for demokratisk teori anses det såkaldte 'afgrænsningsproblem' stadig af mange som et uløst problem – et problem omkring hvordan vi egentlig afgør, hvem der bør inkluderes og ekskluderes i demokratiske processer. Turbulens har interviewet Andreas Bengtson, som i sin forskning fokuserer på dette spørgsmål ud fra en idé, at demokrati handler om, at mennesker skal relatere til hinanden som ligeværdige. ...

I sin bog "Det sociale arbejdes genealogi" beskriver Kaspar Villadsen, hvordan filantropien er ved at blive genopdaget i det sociale arbejde. Hermed er principper for fattighjælp, som oprindelig blev udviklet af filantropiske foreninger sidst i 1800-tallet atter på fremmarch. Turbulens bringer her, som en del af vores tema om velgørenhed, sidste kapitel fra Villadsens bog, som beskriver filantropiens genkomst og dennes betydning for vores forståelse af medborgerskab, fællesskab og frihed....

Global idéhistorie er en ny måde at gå til idéhistorie på under kraftig udvikling i disse år – en tilgang, der fokuserer på både idéers grænseoverskridende bevægelser og deres lokale forankringspunkter. Antologien "Global idéhistorie" fra 2018 samler en lang række danske idéhistorikere med hver deres bud på, hvordan global idéhistorie faktisk kan se ud. ...

I midten af 1800-tallets København begyndte et bemærkelsesværdigt boligprojekt af filantropisk karakter: Lægeforeningens Boliger. Turbulens har interviewet Lykke L. Pedersen fra Nationalmuseet for at blive klogere på dette projekt, og hvad det kan lære os om den moderne filantropis idealer og genvordigheder. Ifølge Pedersen, som bl.a. har været med til at udvikle og opbygge et bydelsmuseum i  Lægeforeningens Boliger, var filantropi nemlig en afgørende faktor i etableringen af projektet og dets særlige udvikling....

Den omfattende antologi "Simmel – sociologiens eventyrer" giver en grundig introduktion til den tyske sociolog Georg Simmel (1858-1918) gennem en perlerække af tekster både af og om Simmel. Simmel var ikke systembygger og dannede ikke sociologisk skole – men, som antologien viser undervejs, kunne Simmel ikke desto mindre tænke med en gennemtrængende kraft og skarphed, hvilket gør hans essayistiske analyser af bl.a. penge, selskabsliv og storbyens travlhed overraskende relevante for den nutidige læser....

For nylig udkom Informations Forlag med en oversættelse af den amerikanske akademiker og aktivist Cornel Wests "Race Matters" (1993) som led i deres serie Antiracistiske klassikere. Selvom bogen først og fremmest er skrevet i en amerikansk kontekst og kritiserer den diskrimination og fattigdom, som afrikansk-amerikanske borgere er ramt af, lægger læsestoffet bestemt op til eftertanke i vores danske kontekst også....

Når vi tænker på velgørenhed, tænker vi almindeligvis på donationer til fattige lande og nonprofit-organisationer, der hjælper fattige, syge eller på anden måde trængende. Men hvordan kan vi så fortolke en organisation som Kræftens Bekæmpelse, der har en massiv betydning i vores sundhedssystem, når de for eksempel sælger små armbånd ved kassen i Netto, eller når de afholder deres store, årlige TV-indsamlingsshow? Er det velgørenhed, altså filantropi, eller er det snarere rendyrket kapitalisme i forklædning?...

Denne artikel (og Turbulens i det hele taget) kan siges at være offentlig tilgængelig – men hvad betyder dette egentlig? Turbulens har søgt om hjælp til at opklare, hvad en offentlighed er for en størrelse, hos filosof Joachim Wiewiura, som sidste år blev færdig med sin afhandling "The Ground of Legitimacy – An Investigation of the Public Sphere as Political Semantics". Ifølge Wiewiura er offentlighed ikke bare lig med demokrati eller en gensidig udveksling af de 'rigtige holdninger'. Men offentlighed handler alligevel om, at der i et fælles rum skabes retfærdiggørelser og opfattelser af, hvad der anses som legitimt og illegitimt – offentlighed er med andre ord enhver legitimitets grund. ...

Med udgivelsen af "Demokratisk forvaltning: Magt, etik og anerkendelse" har de tre politiske teoretikere Simon Laumann Jørgensen, Jacob Dahl Rendtorff og Peter Sørensen sat fingeren på et ømt punkt i vores tid. For der bliver ved med at dukke møgsager op omkring den offentlige forvaltning, men alligevel synes det ikke rigtigt at føre til en ny konsensus i den offentlige debat omkring, hvad god forvaltningsetik og -ansvar bør være. Ifølge de tre forfattere findes svaret i en gennemgribende demokratisering af forvaltningen, der især giver rum til en fælles refleksion på den enkelte arbejdsplads om, hvad der er rigtigt og forkert at gøre. ...

Nutidens politikere er meget optaget af at kritisere ‘parallelsamfund’ og betragter dem som en trussel mod ‘det danske samfund’. I filantropiske skrifter fra midten af 1800-tallet genfindes en bekymring for en kløft mellem de to samfundsklasser. Dengang blev ‘de andre’ på den anden side dog anskuet med mere barmhjertige øjne. Velgørenhed blev set som en brobygger, og adskillige tiltag blev sat i værk for at undgå, at samfundet knækkede over på midten. Tilgangen var menneskekærlig, men der var ikke stor forståelse for kulturforskelle, og de trængende blev målt med middelklassens målestok. Alligevel kan vi i dag lade os inspirere af den tids medfølelse....

"Det rette ville være at forsøge at gentænke samfundet på et grundlag, der umuliggør fattigdom. Og de altruistiske dyder har i virkeligheden forhindret os i at opnå dette mål. Ganske som de værste slaveejere var dem, der behandlede deres slaver godt og dermed forhindrede dem, der led under systemet, i at indse dets sande rædsel og dem, der betragtede systemet udefra, i at forstå det til fulde". Således beskriver Oscar Wilde velgørenhedens væsen i sin tekst "Menneskets sjæl under socialismen", som Turbulens her bringer et uddrag af som første del af serien om velgørenhed....

Turbulens undersøger i denne temaserie begrebet "velgørenhed", om hvilket forfatteren Oscar Wilde i 1800-tallet skrev følgende: “Vi får ofte at vide, at de fattige er taknemmelige for velgørenhed. Det er nogle af dem utvivlsomt, men de ædleste blandt de fattige er aldrig taknemmelige. De er utaknemmelige, utilfredse, ulydige og oprørske. Det er de i deres gode ret til. De føler, at velgørenhed er en latterligt utilstrækkelig måde at slå halv skade på, eller en sentimental tvangsmæssig uddeling, som oftest ledsages af et upassende forsøg fra den sentimentales side på at tyrannisere deres privatliv. Hvorfor skulle de være taknemmelige for de krummer, der falder fra den rige mands bord? De burde sidde med ved bordet, og det begynder at gå op for dem”. ...

Hvad er egentlig problemet med populisme? Dette stilles op som hovedspørgsmålet i Andreas Mebus’ ambitiøse bog "Populisme, slavemoral & demokrati" fra 2019. Svaret findes ifølge Mebus især i Friedrich Nietzsches teori om slavemoral, hvilket anvendes på Dansk Folkeparti som et nutidigt eksempel på et populistisk parti. Men selvom Mebus dermed kommer med et relevant bidrag til populismelitteraturen, får bogen ikke argumenteret til ende, hvorfor populisme egentlig er problematisk....

Hvert eneste år dør syge mennesker i både Danmark og resten af verden, som står på venteliste til en organtransplantation. Samtidig er det f.eks. i Danmark kun omkring en fjerdel af alle borgere, der faktisk er registrerede som organdonorer. Ifølge filosof Andreas Brøgger Albertsen betyder dette, at vi bør kigge det nuværende system efter i sømmene og kraftigt overveje at indføre andre modeller. Turbulens har taget en snak med Albertsen omkring mulighederne for at organisere organdonation anderledes på baggrund af hans bog "Organdonation – og behovet for en ny model" fra 2020....

Markus Hatting og Esben Lichts "Vores tøj – verdens ressourcer" burde næsten være obligatorisk læsning for alle, der som det mindste køber nyt tøj engang imellem. Tekstilindustrien er kompleks, men Hatting og Licht formår at give et letforståeligt indblik i alle de problemer, som findes på dette område lige fra overforbrug til dårlige arbejdsforhold, fra farlig kemi til globale drivhusgasudledninger...

Med de to udgivelser "Hvad er kærlighed?" samt "Lovprisning af kærligheden" fra henholdsvis 2017 og 2019 har forlaget Philosophia givet den danske offentlighed en unik mulighed for at dykke ned i én af de mest radikale og tankevækkende kærlighedsopfattelser, der findes i dag – nemlig den tolkning af kærlighed som en såkaldt sandhedsproduktion, som den franske filosof Alain Badiou abonnerer på. Kærligheden går som bekendt aldrig af mode. Men hvorfor egentlig ikke? Det har Badiou med en vis portion idealisme et seriøst bud på. ...

Den britiske kulturkritiker og filosof Mark Fishers indflydelsesrige værk "Kapitalistisk realisme – findes der ikke noget alternativ?" er nu endelig oversat til dansk. Det er en polemisk, overdreven og deprimerende men fortsat meget relevant fortælling om kapitalismens tag om os – om den ‘realistiske’ men alligevel snævre ramme for vores forestillinger om nutidige samfund, som vi stadig i 2021 finder det nærmest umuligt at tænke os selv ud af....

Hvordan erfarer studerende det at skrive? Hvorfor udløser eksamensskrivning ofte negative følelser hos mange studerende? Hvordan skabes der bedre vilkår for mere skriftligt engagement blandt studerende? Turbulens har interviewet Martin Hauberg-Lund Laugesen om den ph.d.-afhandling, han netop har forsvaret ved Syddansk Universitet. I afhandlingen fremstiller han en fænomenologisk undersøgelse af skrivning med afsæt i bachelorstuderendes erfaringer med eksamensskrivning....

Peter Høilunds forsvar for naturret i værket "Naturret som samfundskritik" fra 2016 er et tankeprovokerende bud på, hvordan vi kan basere globale principper for rigtigt og forkert på en idé om, at vi er en del af en meget større natur. Men desværre lykkes det ikke for Høilund at komme med en overbevisende forklaring af, hvorfor vi egentlig skal følge denne tankegang i det 21. århundrede....

Michael Hviid Jakobsens introduktion til den canadisk-amerikanske sociolog Erving Goffman er lidt af en anderledes tilføjelse til Djøf Forlags serie om ‘statskundskabens klassikere’. For Goffman arbejdede slet ikke med statskundskab i den traditionelle forståelse af det begreb. Til gengæld blev han med sin mikrosociologiske tilgang én af de mest indflydelsesrige samfundsvidenskabelige forskere fra det 20. århundrede. ...

"En lille bog om hjemløshed" af den danske filosof Ole Thyssen er en lille bog om et meget stort emne. Thyssen formår at løfte spørgsmål om hjemløshed ud fra deres vante rammer i den offentlige debat og diskutere dét at være hjemløs som lige så meget en social, politisk og eksistentiel tilstand som blot det at mangle en fysisk bolig. Dette fører dog også til en blandet landhandel med såvel skarpe perspektiver som mere overfladiske refleksioner om emnet....

Friedrich Wilhelm Joseph Schellings "Den transcendentale idealismes system" fra 1800 er både en kraftpræstation af en purung filosof, et af hovedværkerne inden for den såkaldt ‘tyske idealisme’ samt en labyrint af begreber, dristige teser og indforståede diskussioner. Men jo mere man kaster sig ud i Schellings filosofiske vokabular og argumentrækker, jo mere får man også et interessant indblik i et helt verdenssyn sat i system....

Hvad er demokrati egentlig for noget i dag? Ifølge en række af politiske teoretikere inden for den brede tradition, der ofte kaldes ’radikalt demokrati’, er både demokrati og repræsentation meget mere end f.eks. folketingsvalg. Turbulens har interviewet Lasse Thomassen fra Københavns Universitet for netop at blive klogere på denne tradition og på, hvordan man kan bruge radikalt demokrati til at forstå sådan noget som populisme i nyere tid....

Med "Konfucius – samlede samtaler" er én af verdenshistoriens mest læste og indflydelsesrige tekster på linje med Bibelen og Koranen endelig oversat til dansk. Oversætter Bent Nielsen har dermed givet os detaljeret adgang til ikke blot et afgørende værk i forhold til at forstå kinesisk kultur men også til et radikalt anderledes perspektiv på moral og politik, der ikke kan undgå at vække til eftertanke for enhver vestlig læser. ...

Samtidsidéhistorie og samtidens idéhistorie – for mange vil det sandsynligvis være fremmede og lidt mystiske udtryk. Dette råder den nye antologi "Samtidens idéhistorie" til gengæld bod på ved både at give en udførlig introduktion til samtidsidéhistorie som faglig tilgang og dernæst i 15 korte kapitler at levere eksempel på eksempel i forhold til, hvad denne tilgang kan fortælle os om sådan noget som samtidsdiagnostik, tidsåndsfænomener og nutidens historie....

Som modsvar til alt lige fra budgetnedskæringer, fremdriftsreformer, ensidige pensumplaner samt etnisk og seksuel diskrimination, har vi på tværs af klodens kontinenter kunne bevidne en opblomstring af kritiske studenterbevægelser i løbet af det seneste årti. I et nyt etnografisk forskningsprojekt, med titlen "Fighting for e/quality: Comparative Ethnographies of New Student Movements", undersøger en række forskere denne opblomstring i Danmark, Storbritannien og USA. Turbulens har talt med antropolog Gritt B. Nielsen, som leder forskningsprojektet, om de aktivistiske studerendes bevæggrunde....

Claude Lévi-Strauss anses nogle gange som en rigid strukturalist af ‘den gamle skole’. Den nye oversættelse af et af Lévi-Strauss’ tidligste og mest banebrydende tekster, et slags manifest for strukturalismen som sådan, viser imidlertid en anden side af tingene. Introduktion til Marcel Mauss’ værk fra 1950 er nemlig både en diskussion af den franske sociolog og antropolog Marcel Mauss og et ambitiøst forsøg på at indkredse den konstante vekslen mellem orden og uorden, det bevidste og det ubevidste, det faste og det flydende, som synes at karakterisere sociale forhold. ...

Hvornår tænkte du sidst over, at vi lever i et arbejdsdelt samfund? For mange af os er det en selvfølgelighed, ja nærmest lig med et samfund som sådan, at det økonomiske liv er delt op. Men for en sociolog er dette værd at undres over, og af den grund er Émile Durkheims "Om den sociale arbejdsdeling" fra 1893 stadig yderst relevant som ikke blot en væsentlig brik i grundlæggelsen af den moderne sociologi men også som en fortolkningsnøgle til dét, at vi lever i et mere og mere globalt og differentieret samfund....

Filmfestivalen CPH:DOX 2021 er i fuld gang. En af de film, som har international premiere på dette års festival, udforsker hjernens mysterier i en fremtidssøgende film om biologisk og kunstig intelligens, etiske dilemmaer og den tavse krig mellem feltets førende forskere. Turbulens bringer her en kritisk anmeldelse, skrevet af hjerne- og kognitionsforsker Mikkel Wallentin, af The Brain....

"Forbundne arters manifest" er en velkommen tilføjelse til en række af nyere oversættelser på dansk af den amerikanske køns-, teknologi- og biologiteoretiker Donna Haraway. Første gang udgivet i 2003 som "The Companion Species Manifesto" er teksten egentlig ikke så meget et klart struktureret eller politisk orienteret ’manifest’ som en række refleksioner over forbindelserne mellem arter såsom især hunde og mennesker, der på godt og ondt er forbundne til hinanden i dag....

Dokumentarfilmen ”The Healing” fra årets CPH:DOX, instrueret af Natalia Ciepel og Hannah Elbke, går bag om Lundtoftegades kreative forsøg på at undgå den hårde ghettoliste. Gennem sanselige og æstetiske billeder skildres beboernes kollektive ”fjernhealing” af boligområdet. Derved giver filmen også et indblik i det fællesskab og de følelser, som ghettoloven frembringer hos dem, den rammer....

Hvad ville der være sket med vores verden, hvis ikke europæisk kolonialisme var indtruffet — eller ikke var indtruffet på den måde, den nu engang indtraf? Nogenlunde sådan lyder det spørgsmål, som Det Fragmentariske Institut for Komparative Tidslinjer (FIKT) kollektivt har arbejdet på at undersøge over de seneste godt tre-fire måneder, i vinter og det tidlige forår 2021. Det konkrete resultat af disse undersøgelser tager form som et museum for nordiske skov-bønder med en udstilling af artefakter, der giver indsigt i betydningen af lokale stridigheder, såvel som brændenælder og deres bredere skovomgivelser, for bøndernes levevilkår....

”Children of the Enemy” er en ny dokumentarfilm af Gorki Glaser-Müller, som havde verdenspremiere i 2021 til filmfestivalen CPH:DOX. Den fortæller historien om, hvordan den svensk-chilenske morfar Patricio Galvez rejser til Mellemøsten for at redde sine syv forældreløse børnebørn, som er fanget i en kurdisk flygtningelejr. Det er en rørende historie men samtidig også en politisk fortælling, fordi de syv ’børn af fjenden’ ikke ifølge alle er velkomne i Sverige – snarere tværtimod anses de af nogle som ”ISIS børn” eller ”terroristbørn”. Turbulens har mødt instruktør Gorki Glaser-Müller til en snak om både at lave en så bevægende dokumentar og samtidig om de mere kontroversielle aspekter af Patricio Galvez’ kamp....

Virksomheders samfundsansvar er i en mere og mere globaliseret verden blevet et både kompliceret og forvirrende spørgsmål. For giver det egentlig teoretisk mening at tale om virksomheders samfundsansvar – og hvis ja, i hvilken forstand? Turbulens har interviewet Kristian Høyer Toft i anledning af hans nyudgivne bog ”Corporate Responsibility and Political Philosophy: Exploring the Social Liberal Corporation” (Routledge, 2020) omkring virksomheders politiske rolle i samfundet. ...

Skolens socialiserende og opdragende funktion søger at forberede elever til at kunne indgå som demokratisk engagerede borgere, når de engang skal ud i samfundet. Et fremtidsperspektiv, som f.eks. findes i statsdefinerede læringsmålstyrede tiltag. Denne artikel identificerer og udfordrer en problematik i en nuværende pædagogisk og didaktisk diskurs: At undervisning arbejder i umiddelbart kort- og middelsigtede rationaler, som relaterer sig til elevens aktuelle situation....

Forholdet mellem lovgivning og moral er i dag ikke ligetil og har formodentlig aldrig været det. For hvis vi ikke bare som udgangspunkt bør lovgive én til én i forhold til, hvad der er moralsk rigtigt og forkert, hvordan bør lovgivningen i et givent samfund så være i forhold til vores moralske standarder? Turbulens har sat filosof Jens Damgaard Thaysen i stævne til en snak om de normative perspektiver på forholdet mellem lov og moral. ...

Hjernen er blevet den nye spådomskugle i det 21. århundrede, som vi kigger dybt ind i for at få svar på alverdens mysterier. For tænk, hvis vi omsider kunne finde de ultimative årsager til en lang række psykiske sygdomme, kortlægge drømmenes egentlige funktion, og en gang for alle kunne få afklaret filosofiske grundspørgsmål om bevidsthedens væsen?...

Der er et væld af emner at tage fat på, når man vil forsøge at belyse musikkens plads i det menneskelige samfund og forholdet mellem musik og hjerne. De emotionelle aspekter er for mange er den drivende kraft for at beskæftige sig med musik. Med udgangspunkt i et andet perspektiv vil denne artikel dog overvejende fokusere på vores kognitive evne til at håndtere de komplekse rytmiske strukturer, der ligger til grund for musik. Den vil forsøge at argumentere for, at de neurale mekanismer, der sandsynligvis muliggør evnen til at klappe i takt, er grundlæggende for hjernens funktion, og at musik slet ikke ville eksistere i vores samfund, hvis ikke vi havde denne evne. Og så bruger den corona-krisen som konkret eksempel på, hvordan musikken bogstavelig talt kan bringe os på bølgelængde, selv på afstand....

Den franske revolution siges nogle gange at være revolutionen over alle revolutioner, men alligevel er der meget af den politiske tænkning fra denne turbulente periode, som stadig mangler at blive udforsket nærmere. For hvad er egentlig den franske revolutions ’arv’ til os i dag med hensyn til idéer og forestillinger om moderne politik og særligt republikanisme? Dette arbejder idéhistoriker Nicolai von Eggers med at belyse i et bogprojekt om fransk revolutionær tænkning og de måder, hvorpå republikanisme blev udtænkt og diskuteret på i disse år. Turbulens har mødt von Eggers til en samtale om den franske revolutions politiske idéer – idéer, der stadig er yderst relevante for nutidens diskussioner om f.eks. repræsentation, borgerskab og demokrati...

Ifølge nye kognitionsteorier om distribueret tænkning lærer mennesker gennem helkropsoplevelser. Det har givet god mening for jæger/samleren, men hvordan ser det ud for det moderne menneske, der ikke mere lever i tæt kontakt med natur? Ifølge teorier som ART (Attention Restoration Theory) stimulerer det ikke-menneskeskabte miljø vores opmærksomhedssystem på en anden måde end det menneskeskabte. Naturen indeholder et særligt potentiale for at berige det moderne menneske med sansebærende, kognitive aktiviteter og oplevelser – og her kan smartphoneteknologien være en ny metode til at hjælpe særligt de naturuvante børn....

Selv hvis vi ikke selv bruger udtrykket, har de fleste af os en vis idé om, hvad et ’moralsk fremskridt’ går ud på. Det kunne f.eks. være afskaffelsen af slaveriet eller indførelsen af stemmeret til kvinder. Men er enhver forandring i vores moralske kompas over tid en god forandring, som mange ellers vil mene, at førnævnte eksempler peger på? Og hvad sker der egentlig, når selve vores moral forandrer sig? I anledning af hendes nyudgivne bog ”Moral Change – Dynamics, Structure, and Normativity”, der handler om sådanne spørgsmål, har Turbulens taget en snak med filosof Cecilie Eriksen om det nogle gange forstyrrende og andre gange befriende faktum, at vores moralske idéer, idealer og principper har forandret sig – og stadig gør det den dag i dag ...

Ifølge de fleste er etikkens rolle og ambition hovedsageligt at give os teoretisk velbegrundede svar på, hvordan vi bør handle. Alligevel synes de ’svar’, som moralfilosofien gennem tiderne har leveret, at være svære at omsætte til konkret handling og forstå ud fra de forskellige kontekster, som vi hver især lever i. Dette stiller derfor et overordnet spørgsmål: Hvad skal vi med etik i dag? Turbulens har i anledning af en nyudgivet artikel, hvori hun argumenterer for en mere kontekstuel tilgang til etik, snakket med filosof Anne-Marie Søndergaard Christensen om etikkens relevans og fremtid....

Drømme er et besynderligt fænomen - det er de fleste drømmeforskere enige om. I denne artikel præsenterer filosof Melanie Rosen, hvor langt hjerneforskningen er kommet i forhold til at sige noget substantielt om, hvad drømme er, hvordan de fungerer, og om det nogensinde bliver muligt at udlede indholdet af drømme ved at se direkte ind i hjernen - og hvad vi ville kunne bruge det til. Det viser sig, at vi endnu mangler pålidelige måder at studere drømme på, selvom vi har set en række exceptionelle fremskridt de senere år....

Positiv særbehandling er ikke et stort emne i den danske offentlighed sammenlignet med f.eks. den amerikanske debat om afroamerikaneres stilling i uddannelsessystemet. Men spørgsmålet er, om det bør være sådan? Dette afhænger ikke bare, om der er grupper i samfundet, som har brug for denne slags tiltag, men også af om positiv særbehandling i det hele taget kan retfærdiggøres – en problematik, som er relateret til større filosofiske spørgsmål omkring diskrimination, lighed og retfærdighed. Turbulens har i den anledning taget en snak med filosof Kasper Lippert-Rasmussen om argumenter for og imod positiv særbehandling, samt hvad det egentlig er for en type praksis. ...

Filmkunstens påvirkning på krop og sind er ikke kun blevet et interessefelt for filmskabere, men også neuroforskere. Gennem nye teknologiske målinger af hjerneaktivitet har vi fået indsigt i det neurologiske fundament for menneskers empatiske indlevelse under filmvisninger. Det har ført til etableringen af neurocinematics – et spirende forskningsfelt, som blandt andet omhandler, hvordan filmiske virkemidler kan påvirke og udvide vores æstetiske dømmekraft og oplevelsesevner. I den forbindelse har Turbulens været i dialog med neuroforsker Katrin Heimann, som fra et empirisk og filosofisk grundlag har undersøgt vores naturlige og kulturelle perceptionsformer i relation til specifikke kamerabevægelser. Fra spejlneuroner over Steadicam-teknikker til virtual reality fortæller Heimann, at vi i kraft af moderne filmkunst har indlært særlige redigeringsregler i vores kropsskemaer, som går hinsides vores perceptuelle natur, og som gennem nye æstetiske oplevelser kan mobilisere politiske beslutninger. ...

Efter en særdeles turbulent historie igennem det 20. århundrede er marxisme som akademisk forskningsfelt og tradition inden for de sidste årtier blevet mere og mere populær igen. Et særligt vigtigt spørgsmål i den forbindelse handler om, hvilken kropsopfattelse der egentlig følger af marxismen. Dette spørgsmål beskæftiger filosof Søren Mau sig med i sin forskning. Marx’ forståelse af menneskekroppen kan nemlig bruges ifølge Mau til at fortolke alt lige fra forandringer i samfundsproduktion til politiske kampe – og ikke mindst hvorfor vi mennesker er historiske væsener. ...

Digitalisering, befolkningstæthed og -tilvækst i urbane områder er blot få eksempler på, at den daglige tilværelse i storbyen spiller en stor rolle for menneskers stress og mentale sundhed. Det turbulente byliv stiller nye krav til behandlingen af mentale lidelser, hvilket har givet anledning til stiftelsen af det internationale forskningscenter Urban Brain Lab. Ved at kombinere gamle forskningstraditioner fra sociologien og nyeste fund fra neurovidenskaberne undersøger centret, hvorvidt bylivets praksisser og påvirkninger er målelige på hjernens niveau. Men hvordan kan et tværvidenskabeligt blik på hjernen give os nye indsigter i urban sundhed og udviklingen af psykiatriske problemer? Som startskuddet på en ny artikelserie om Hjernen har Turbulens interviewet centerleder Nikolas Rose, som argumenterer for, at en forståelse af hjernen som legemliggjorte ‘stier’ i det stressende miljø er den optimale tankemodel for vores psykiatriske fremtid....

Det synes at være en selvfølgelighed for mange, at vi som samfund bør beskytte privatlivets fred. Alligevel er det ofte uklart, hvad dette betyder i praksis – særligt i forbindelse med det enorme ’udsalg’ af personlige informationer, som finder sted hver eneste dag, når vi tillader, at virksomheder som Facebook og Google kan anvende vores data i bytte for, at vi må bruge deres platforme. Turbulens har i anledning af en snarligt udgivet artikel om netop markeder med køb og salg af personlige informationer interviewet filosof Jakob Thrane Mainz, som arbejder med normative spørgsmål omkring dataetik og privatlivsteori til dagligt. ...

Tortur synes for mange at være et ubetinget onde. Alligevel finder tortur sted hver eneste dag verden over. Selv i vestlige lande har der de seneste årtier været løbende diskussioner om, hvorvidt tortur kunne retfærdiggøres i ekstreme situationer – særligt i forbindelse med den såkaldte ’krig mod terror’. Turbulens har i den forbindelse interviewet filosof Morten Dige, som i flere år har beskæftiget sig med tortur som en etisk og politisk problematik. I 2016 udgav han bogen Tortur i Aarhus Universitetsforlag’ populære bogserie Tænkepauser. Som Dige forklarer, er det nemlig stadig vigtigt i 2021 at tage torturen op til kritisk diskussion – og til fordømmelse....

En ambitiøs grøn omstilling kræver en besindelse på det forhold, at hverken velfærds- eller konkurrencestaten har vist sig i stand til at reagere rettidigt på de stadigt mere omfattende klima- og biodiversitetskriser. Men disse statsformers gamle ideologiske klæder støbt i socialismens og liberalismens billede hænger ved og står i vejen. Det viser de modsatrettede reaktioner på vores bog, ”Den bæredygtige stat”, hvor vi forsøger at skitsere en tredje vej til den påkrævede samfundstransformation....

Åbenhed og demokrati er begreber, der ofte diskuteres i forbindelse med politiske institutioner og de magthavere, som er valgt til at varetage disse. Men hvad med den magt, som enhver vælger udøver ved at gå ned i stemmeboksen og stemme til forskellige typer af valg? I sin snarligt udgivne afhandling diskuterer filosof Rasmus Uhrenfeldt, om den hemmelige stemmeafgivning, som vi f.eks. kender til den i dag ved nationale valg, egentlig er den bedste løsning. Turbulens har taget en snak med Uhrenfeldt om demokratiidealer, vælgeres ansvar og argumenterne for at indføre en mere åben form for stemmeafgivning end i dag....

Ofte tager vi eksistensen af politik for givet. Politik er i det perspektiv den form for praksis, som er konstant til stede inden for den offentlige debat og i de forsamlinger, råd og parlamenter, som vi netop kalder for ‘politiske’. Men samtidig kan vi også tale om politisering og afpolitisering, om at politik både opstår og forsvinder igen inden for visse omstændigheder. I følgende essay argumenterer Andreas Beyer Gregersen for, at vi bør nuancere vores brug af politikbegrebet. I stedet for blot at skelne mellem politik og det ‘apolitiske’ giver det nemlig mening at anvende en adskillelse mellem mikropolitik og makropolitik som to forskellige måder, hvorpå politik manifesterer sig på. Dette giver især mulighed for at forstå og diskutere ‘det mikropolitiske moment’, som er den situation, hvor det politiske rum stadig har en uudfoldet og skrøbelig karakter. Det mikropolitiske moment handler om selve den politiske virkeligheds spæde begyndelse....

Effektiv teknologi og kvantitativ vækst er afgørende for Vestens fremskridt, også når det gælder klimaspørgsmål. Omtrent sådan kan man opsummere dele af et perspektiv, der forsvares af prominente stemmer, og hvis grundforståelse er intuitivt til stede i den folkelige bevidsthed i et land som Danmark. Espen Malling overvejer i denne artikel et andet perspektiv. Det går ud fra, at blandt andet klima- og miljøproblematikker kan ses som tegn på indbyggede svagheder i den vestlige model, og at konsekvenserne af blind tillid til det reduktionistiske verdenssyn, som modellen er baseret på, således er ved at indhente vores nu globale civilisation. I artiklen argumenteres der omvendt for, at sikringen af langsigtet social og miljømæssig trivsel afhænger af øget systemtænkning og -praksis. ...

Corona-pandemien har affødt et opbud af meninger og teorier. Lever vi undtagelsestilstandens tidsalder? I risikopolitikkens? Krisepolitikkens? I denne artikel taler sociologen Anders Blok, med afsæt Andrew Lakoffs bog Unprepared: Global Health in a Time of Emergency (2017), for at corona-krisen afslører en ”(u)forberedthedens politik”. I årevis har vi gradvist opbygget en række lokale og globale sundhedsorganer, hvis rolle det er at forberede samfundet på såvel uforudsigelige som uundgåelige sundhedstrusler. Vi lever med andre ord i en politisk tidsalder, hvor vi med al kraft forsøger at forberede os på det ukontrollable. ...

I en tid, hvor kunstig intelligens i tiltagende grad og samtidigt på en foruroligende, ubemærket måde, spiller en større rolle i vores samfund, kan det være vigtigt at gøre sig klart, hvori dens principielle begrænsninger består. Ligesom den menneskelige tænkeevne med Kants berømte Kritik af den rene fornuft (1781) fik tildelt og afgrænset sit råderum, er tiden måske inde til, at den kunstige intelligens (algoritmen) får tildelt sit. Denne artikel berører nogle af de mest grundlæggende særtræk ved den menneskelige intelligens og dens mulighedsbetingelser, som synes uden for rammerne af enhver mulig kunstig intelligens....

Turbulens var til stede under festivalen The World Transformed i Brighton, som er en årlig venstreorienteret politisk festival med talks, filmvisninger, kunstudstillinger, læsekredse, workshops mm. Undervejs talte vi med Cambridge-professoren Diane Reay om politisk dannelse og den markante ulighed inden for uddannelsessektoren, som hun har beskæftiget sig med i mere end 30 år. Derudover forsøger hun at udlægge den magtesløshed, som præger Storbritanniens befolkning i forbindelse Brexit og det omkringliggende kaos. ...

Spørgsmålet om, hvorledes og hvorfor vi skal straffe forkerte handlinger som kriminalitet, vedrører alle. Men hvad er formålet med at straffe folk? Kan det overhovedet retfærdiggøres at straffe mennesker? De spørgsmål er omdrejningspunktet i bogen "Straffens Filosofi", skrevet af filosoffen Thomas Østergaard. Turbulens har talt med forfatteren, som i interviewet blandt andet berører, udover hovedtemaerne i bogen angående straffens moralske forsvarlighed, hvordan tilstanden er med den danske straffeinstitution og om vi bevæger os i den rigtige retning....

Under en økonomisk krise vil der altid være håb, også når man er drevet til det yderste. Dette er en af de budskaber, som hovedpersonen i Mogens Klitgaards roman Der sidder en mand i en sporvogn, overbringer. Lauritz Korfix Schultz beskriver i denne artikel hvordan Klitgaards tanker fra 1930'erne synes mærkværdigt moderne. Romanen kaster lys på en nutidig problemstilling ved det at være menneske i 2018. Ofte er man blind for, at der kan være andre mekanismer end ens egen formåen, der gør, om man lykkes eller går rabundus. Romanen kan ad denne vej læses som et vidunderligt vink til nutidens optimeringskurser og selvhjælpsbøger, der fortæller mennesker, hvordan de skal få succes og vende negative tanker til positive. Konsekvensen bliver et samfund, hvor mennesker aldrig føler sig tilstrækkelige og hele tiden må bevæge sig – sporvognen er lagt på skinner – fremad, fremad! Hvis man bare viser energi og handlekraft, så skal det hele nok komme. ...

Dette års historisk varme sommer, med intet eller meget lidt nedbør og skovbrande i mange lande, har en gang for alle gjort, at klimaforandringerne har slået rod i almindelige menneskers bevidsthed. Samtalen om klimaforandringer foregår i et sammensat felt, hvor videnskab, politik, hverdagsliv og kunst krydser hinanden. Ved at sætte en række forskellige videnskaber og discipliner i spil, bringer Turbulens over de næste måneder en serie af tekster og interviews, som fra forskellige vinkler undersøger et af de mest omdiskuterede begreber inden for dette felt, nemlig Antropocæn. Temaserien skydes i gang med denne indførende artikel, skrevet af Turbulens' redaktion....

Den Antropocæne tidsalder er bedst kendt som et ’mega-fænomen’, der beskriver menneskehedens destruktive adfærds aftryk i klodens geologiske lag. Men begreber som ’det globale’ og ’menneskeheden’ er abstraktioner, som ingen repræsenterer eller har direkte adgang til. Hvordan ser Antropocæn ud i det nære, hvor den enkelte borgers hænder deler berøringsflade med den økologiske krise som storpolitisk emne? Hvordan ser Antropocæn ud fra en villavej i det ’globale Nord’? Line Marie Thorsen giver i denne artikel en fremstilling af, at øko-æstetiske kunstpraksisser kan binde de mest almindelige erfaringer af økologi sammen med mega-fænomener som globalt klima og den Antropocæne tidsalder. Det giver udslag i begrebet om det 'banalt Antropocæne'....

Som svar på de planetære økologiske trusler, som begrebet Antropocæn dramatiserer, er der opstået heftige diskussioner i social- og kulturvidenskaberne om den rette måde at forstå og problematisere vores nutidige situation. I denne artikel gennemgår og diskuterer sociolog Anders Blok de tre mest betydningsfulde planetære perspektiver, som er vokset frem, nemlig en ny-materialistisk tilgang til ”Antropocæn”, en øko-marxistisk tilgang til ”Kapitalocæn” samt en videnskabs- og teknologistudiebaseret tilgang til ”Gaia”. Mens de to førstnævnte tilgange løber ind i begrebslige vanskeligheder er det artiklens bud, at den intellektuelt seriøse figur om Gaia, som Isabelle Stengers (og Bruno Latour) har givet en renæssance, rummer en række konstruktive muligheder for tænkning og handlen i mødet mellem videnskab, mytologi og aktivisme....

”Antropocæn” er et problematisk begreb med en problematisk etymologi. Det beskriver et sæt af fænomener, som vi kun lige er begyndt at ane sammenhængene imellem. Ikke desto mindre rummer det også potentiale for tværfagligt samarbejde og mellemartslig sameksistens. Det er lykkes ordet at bryde igennem lydmuren mellem naturvidenskab og samfundsvidenskab, mellem videnskab og kunst, mellem universiteterne og medierne. Dermed synes det at tilbyde, hvad ingen andre ord for nuværende kan: at åbne muligheden for en politisk aktuel, empirisk og tværdisciplinær viden om klimaforandringerne som global krise. I seks teser, der vokser ud af et forskningssamarbejde på Aarhus Universitet mellem biologer og antropologer (AURA), forsvarer Nils Bubandt et såkaldt gennemstreget begreb om Antropocæn og argumenterer for, at vi skal bruge det som udgangspunkt til at undersøge en verden, som ingen af os længere kan genkende....

Er det nødvendigt for at imødegå klimaproblemerne, at mennesket begynder at gå mindre op i sig selv og mere op i det, vi normalt opfatter som det ikke-menneskelige? Det argumenterer Martin Hauberg-Lund Laugesen for i denne artikel, hvor han især henter inspiration fra populærfilosoffen Timothy Morton. Artiklen tager afsæt i det, Hauberg-Lund kalder for "det antropocæne paradoks", som han sætter ind i en bredere kontekst ved at koble det sammen med eksistentialistisk tænkning og forslag til radikal, politisk forandring. Sidstnævnte koges ind til parolen: "Arter på hele planeten, foren jer!"....

I denne artikel tilfører Torsten Bøgh Thomsen en litterær stemme til temaet om Antropocæn. Det sker igennem en læsning af Nanna-Storr Hansens digtsamling Mimosa fra 2018, som i år er nomineret til Montanas litteraturpris. Digtene læses ud fra, hvordan de forbinder personlige sansninger med overpersonlige klimakriseperspektiver, som sættes sammen med et økofeministisk og socialt orienteret perspektiv. Der argumenteres for, at digtene også indeholder metapoetiske overvejelser om sprog og litteratur, hvilket munder ud i en pointering af økopoesiens risiko for at ende i forudsigeligheder – et forhold som Mimosa virtoust-vrængende og eftertænksomt undgår....

Hvor bør ansvaret for klimaforandringerne placeres? Det spørgsmål stillede Turbulens den svenske miljøforsker Andreas Malm, som mener, at begrebet Antropocæn fejlagtigt lægger op til, at ’menneskeheden’ som sådan bærer ansvaret for klimaforandringerne. Ifølge Malm er det slet og ret en empirisk forkert og ideologisk motiveret antagelse. Han argumenterer derimod for, at det er udbredelsen af fossile brændstoffer kombineret med den kapitalistiske profitlogik, som er i færd med at underminere grundlaget for livet på Jorden. I dette interview fortæller Malm om grundtanken bag hans begreb Kapitalocæn og diskuterer aktuelle tendenser i klimadebatten....

I denne naturvidenskabelige, men letlæste artikel fra år 2000 introducerer Paul Crutzen og Eugene F. Stoermer begrebet "Antropocæn". Teksten har derfor været banebrydende inden for forskningsverden, da den som en af de første angiver konkrete beviser for, at mennesket er blevet en planetforandrende kraft. Crutzen og Stoermer forbinder her en historisk og naturvidenskabelig udlægning af Antropocæn med en bestemmelse af, hvordan vi bør tackle situationen. Ifølge dem bør vi sætte absolut tillid til videnskaben og informationssamfundets evne til at udvikle teknologiske løsninger. Artiklen er oversat af Kristoffer Willert....

I forbindelse med udgivelsen af interviewet med den italienske filosof og psykoanalytiker Umberto Galimberti, udfolder tekstens oversætter, Jens Viggo Olavi Nielsen, det filosofiske udgangspunkt bag Galimbertis tanker om ungdommen og nihilismen. I artiklen tager Nielsen livtag med Galimbertis samfundsdiagnose og sætter den i relation til den danske ungdom, ligesom han peger på en række forskelle mellem den pessimisme, han mener der hersker blandt de unge i Danmark og i Italien....

Turbulens bringer her en dansk oversættelse af et interview med den italienske filosof og psykoanalytiker Umberto Galimberti. I interviewet reflekterer Galimberti over det, han ser som en nihilistisk samfundstendens, der er blevet båret frem af en italiensk ungdomsgeneration, som i lyset af stadig mere usikre økonomiske vilkår og mangel på politisk medindflydelse, har mistet livsgnisten og håbet på en bedre fremtid....

Det er ikke en helt ualmindelig antagelse, at politik er noget, som den almindelige borger kun har ringe indflydelse på. Gennem en idéhistorisk udlægning af begivenhederne i årene omkring den russiske Oktoberrevolution udfordrer Mikkel Flohr og Benjamin Ask Popp-Madsen denne forestilling. I denne anden af to artikler vil de bruge dette som grundlag for at lave en politisk teori om rådsdemokrati med folkets egenbestemmelse som sit omdrejningspunkt....

Det er ikke en helt ualmindelig antagelse, at politik er noget, som den almindelige borger kun har ringe indflydelse på. Gennem en idéhistorisk udlægning af begivenhederne i årene omkring den russiske Oktoberrevolution udfordrer Mikkel Flohr og Benjamin Ask Popp-Madsen denne forestilling. I denne første af to artikler vil de bruge dette som grundlag for at lave en politisk teori om rådsdemokrati med folkets egenbestemmelse som sit omdrejningspunkt....

Hvad betyder det når politiske begivenheder bliver anvendt som et værktøj til at fremme politiske formål igennem bestemte historiske narrativer? Dette spørgsmål stiller arkivar og historiker ved Arbejdermuseet, Jesper Jørgensen, i denne artikel, hvor han sætter fokus på, hvordan forskellige udlægninger af den russiske Oktoberrevolution i den danske offentlighed historisk og aktuelt er blevet brugt til at fremme bestemte politiske agendaer....

"13, a ludodrama about Walter Benjamin", som blev vist på CPH:DOX, er en dokumentar om Walter Benjamins syv sidste leveår, instrueret af den canadiske filminstruktør Carlos Ferrand. Filmen går på opdagelse i dokumentarfilmens muligheder ved at blande vidt forskellige komponenter: animationer, dagbogscitater og arkivoptagelser. Inspireret af Benjamin skaber Ferrand sit helt eget kalejdoskopiske univers, der giver indblik i Benjamins alsidighed som en moderne og poetisk tænker....

Med afsæt i muren, som blev bygget mellem Israel og Vestbredden i 2002, giver den animerede dokumentarfilm "Wall" et æstetisk enestående og sindsoprivende indblik i den politisk-religiøse konflikt mellem israelere og palæstinensere. Under CPH:DOX 2018 talte Turbulens med filmens canadiske instruktør Cam Christensen om hans forsøg på at gøre op med ensidige og polariserede attituder i en kompleks politisk situation....

Dokumentaren "Playing God" fra 2017 skildrer, med Washington-advokaten Kenneth Feinberg som nøgleperson, hvordan virksomheder og regeringer undgår erstatningsretten ved at tilbyde kompensationsforlig. Filmen problematiserer et system, der koncentrerer magten hos de få og gør menneskeliv op i økonomisk værdi. På CPH:DOX 2018 fik Turbulens chancen for at tale med den tyske instruktør Karin Jurschick om hendes seneste filmprojekt. ...

I dokumentarfilmen "Zentralflughafen THF" skildrer den brasiliansk-algeriske instruktør Karim Aïnouz på indlevende vis hverdagslivet i den midlertidige flygtningelejr, som blev indrettet i Berlins Tempelhof-lufthavn i kølvandet på flygtningekrisen i 2015. Under CPH:DOX mødte Turbulens instruktøren til en samtale om krisen og dokumentargenrens evne til at rykke ved vores grænser....

Uanset om man vurderer den epistemiske krise, som vi aktuelt befinder os i, som et nyt eller et accelereret fænomen, har diagnosen af det postfaktuelle samfund bidraget til at gøre opmærksom på en række problemstillinger omkring den måde vi som samfund håndterer viden og fakta. I denne artikel kvalificerer David Budtz Pedersen, Andreas Brøgger Jensen, Jacob Lauge Thomassen og Rolf Hvidtfeldt, hvad de mener der kendetegner den nuværende videns- og autoritetskrise, samtidig med at de kommer med en række forslag til, hvordan tilliden til eksperter og myndigheder på længere sigt kan genoprettes....

Konspirationsteorier er virkningsfulde og fascinerende fortællinger om, at intet er som det ser ud, og at vi ikke kan stole på magthaverne, som bevidst fører os bag lyset. I den forstand udtrykker de et for demokratiet helt centralt krav om at forholde sig kritisk og at have mod til at betjene os af vores egen forstand. Men gennem de seneste år er begrebet 'konspirationsteori' blevet vanskeligere at have med at gøre, fordi det på den ene side er blevet et skældsord, som man kan hæfte på sine politiske modstandere, men på den anden side også er blevet synonym med at turde være i opposition. I denne artikel undersøger Rikke Alberg Peters de mekanismer, der er på spil i begrebets anvendelse i den offentlige diskurs, og fremsætter nogle bud på, hvad vi egentlig stiller op med dette kulturelle fænomen, som tilsyneladende er kommet for at blive....

En demokratisk offentlighed sættes almindeligvis lig med en informeret og reflekteret offentlighed. Men spørgsmålet er, hvordan en sådan overhovedet er mulig i en verden, hvor alene benævnelsen af USA’s 45. præsident, Donald J. Trump, kan få enhver fornuftig diskussion til at bevæge sig ud ad en tangent? Med den tyske oplysningsfilosof Immanuel Kant i den ene hånd og den britiske satiriker John Oliver i den anden argumenterer Lars Lodberg i denne artikel for, at en oplyst, demokratisk debat først og fremmest er betinget af, at vi i fællesskab gør brug af vores almindelige sunde fornuft....

I denne artikel introducerer Henrik Skov Nielsen til fiktionalitetsteori, som et sæt grundantagelser, der kan bruges som udgangspunkt for at diskutere forskellige former for fake news. I artiklen skelner han mellem fake news som fiktion og bedrag, og argumenterer for, at de af væsen er særdeles forskellige, og at spørgsmålet om fiktionalitet først og fremmest er relevant for førstnævnte. Henrik Skov Nielsen analyserer en række eksempler af hver type, før han til sidst skitserer nogle mulige implikationer og perspektiver, og argumenterer for en bredere sammenhæng mellem fiktionalitet og oplysning. ...

Siden det amerikanske præsidentvalg i 2016 er ‘fake news’ blevet et stadigt mere benyttet begreb i analyser og diskussioner af især den politiske nyhedsdækning. Men på trods af fake news-begrebets popularitet er der langt fra enighed om, hvad begrebet præcist betyder. I denne artikel skitserer Carsten Fogh Nielsen derfor tre forskellige betydninger af fake news, som han mener er relevante at skelne imellem: for det første propagandistisk, ideologisk fake news, for det andet satirisk fake news, og endelig fake news som et retorisk redskab i den politiske og offentlige debat. ...

Udtrykket ’alternative fakta’ refererer ikke kun til en uheldig bemærkning på vegne af præsident Trumps administration. Tværtimod argumenterer Mikkel Thorup i denne artikel for, at der i dybere forstand kan aflæses nogle væsentlige udviklinger og forskydninger med og gennem begrebet, særligt hvad angår tre forhold: for det første omkring politikkens almene karakter udspændt mellem ubestemmelighed og lukning; for det andet omkring de konfliktlinjer der kendetegner aktuel politik, og endelig omkring den offentlige debats nye stærke aktører. Tilsammen giver alternative fakta derfor mulighed for at diagnosticere vores samtid som en intensiveret og generaliseret kamp om begrebsmagten....

Artikel af Hans Hauge: Det borgerlige universitet, som 68’erne gik til angreb på, var slet ikke borgerligt, men derimod i udpræget grad aristokratisk. I dag er åndsaristokratiet fjernet fra universitetet – der må ikke længere tænkes uden faktura. Universitetet er nu endeligt blevet borgerligt, altså nyttigt. Hans Hauge giver her en historisk og kritisk gennemgang af universitetets omvæltende udvikling og spørger retorisk: Lå “Fra tanke til faktura” i kim i studenteroprøret?...

I dette interview påpeger professor emeritus Heine Andersen hvilke væsentlige konsekvenser for demokratiet og forskningens troværdighed, en nedprioritering af forskningsfriheden forårsager. På baggrund af hans bog "Forskningsfrihed - Ideal og virkelighed", mødte vi Andersen til en tankevækkende samtale om ytringsfrihed og sandhedspligt, mundkurve og svækket demokrati, styret forskning, tavshed og frygt. ...

Linjen mellem nord og syd i EU er mere tydelig end nogensinde. Bag ‘hjælpepakkerne’ fra de rige i Nord til de fattige i Syd ligger en imperialistisk og neoliberal dagsorden. Den enes nød bliver den andens brød. Sådan lyder det fra Stathis Kouvelakis, politisk teoretiker og medlem af det græske venstreorienterede parti, SYRIZA. Ønsker man et brud med den neoliberale dagsorden, må landene bryde med euroen og samtidig konfrontere selve EU. Ét er i hvert fald sikkert ifølge Kouvelakis: Det såkaldte ‘europæiske projekt’ er eurokrisens sikre dødsoffer. ...

Turbulens har været i Bruxelles for at tale med den politiske aktivist og filosof Lorenzo Marsili om den nye pan-europæiske modstandsbevægelse "Democracy in Europe Movement 2025 (DiEM25)". DiEM arbejder konkret på at omskabe EUs nuværende konstruktion, både for at komme ud over de seneste års højrenationale tendens i Europa og for at bryde med EUs nuværende neoliberale udformning, som bevægelsen anser for at være i demokratisk underskud. ...

I anledning af DR's programserie "Historien om Danmark" har ph.d. i filosofi Kasper Lysemose skrevet en filosofisk-litterær artikel, der præsenterer et uddrag af et foredrag fra en tværvidenskabelig konference afholdt på Københavns Universitet, hvor spørgsmålet om mytens og litteraturens betydning for dannelsen af fællesskab blev behandlet. Lysemoses hovedpointe er, at fællesskaber ikke bliver til gennem mytens fortælling, men gennem fortællingen af myten – og at myten lever af at tildække netop denne forskel. Hermed iværksætter myten den totalitet, som litteraturen er forstyrrelsen af. Men spørgsmålet er, om en sådan forstyrrelse overhovedet er mulig, og i så fald hvordan?...

Filmen “The Future of Work and Death” giver os et indblik i mulige konsekvenser af den hastigt accelererende teknologiske udvikling. Konkret peges der på livsforlængelse og digital udødelighed samt massearbejdsløshed som følge af automatiseret arbejde. Vi har mødt den britiske instruktørduo Sean Blacknell og Wayne Walsh, der først og fremmest understreger et etisk og politisk behov for stillingtagen til den fremtid, der venter os....

I dokumentaren ”The Third Option” problematiseres muligheden for — ved hjælp af prænatale screeninger — at abortere helt op til fødslen, hvis barnet diagnosticeres med et svært handicap. Filmen rejser nogle store etiske og filosofiske spørgsmål omkring teknologiens betydning for tolkningen af den menneskelige eksistens, normalitetsbegrebet og lægevidenskabens magt i samfundet. Vi har taget en snak med instruktør Thomas Fürhapter for at få hans perspektiv på nogle af de temaer, som filmen kaster lys over. ...

Den italienske Femstjernebevægelse har med komikeren Beppe Grillo i spidsen formået at mobilisere hundredetusindvis af italienere i et fælles opgør med en gennemkorrupt politisk kultur. Men hvad sker der med en populistisk protestbevægelse, når systemkritikken skal omsættes til partipolitik? Det spørgsmål stiller Lise Birk Pedersen i filmen “Al magt til folket”, som handler om Femstjernebevægelsens jordskredsvalg i 2013 og de interne stridigheder, som mødet med den parlamentariske virkelighed skaber for partiet....

Den 4. marts 2017 deltog Turbulens på Dansk Filosofisk Selskabs årsmøde, hvor vi inviterede til en paneldebat om forskningsformidling og dannelse. Panelet bestod af filosofferne Carsten Fogh Nielsen og Jan Faye, sociolog og repræsentant for forskerkollektivet UTOPIA, Anders Blok og Peter Hyldgård, udviklingschef på videnskab.dk. Har forskerne et ansvar for almen dannelse, eller skal de koncentrere sig om den akademiske vidensproduktion? Er kravet om formidling en spændetrøje eller et oplysningens middel? Hvilke former kan og bør formidlingen tage? Det var nogle af de spørgsmål, Turbulens havde lagt op til. Vi bringer her et sammendrag med et udvalg at temaer, der kom til at dominere debatten. ...

Cand.jur. Kirstine Nordentoft Mose sætter, med en retsfilosofisk analyse, fokus på opfattelsen af territoriale og juridiske grænser i primært EU. Hun påpeger, at de juridiske grænser i dag er både ustabile og uklare, og at grænser i stadigt højere grad må forstås som zoner for kontrol der spreder sig udover territoriet. Rammerne for individets fri bevægelighed stammer, ifølge Mose, fra en ambition om varernes fri bevægelighed og cirkulation. Artiklen bygger på Moses speciale fra 2016. ...

Filosof og lektor Oliver Kauffmann, rejser, med sit fokus på implicit læring, en kritik af det omdiskuterede begreb “synlig læring”, som uddannelsespolitisk har vundet vid udbredelse. Ved teoretiske og empiriske eksempler, argumenterer han for, at meget, af det vi lærer, foregår udenom bevidstheden, hvilket vanskeliggør den forsøgt styrede læring....

Kan byernes klimaudfordringer bygge bro til fremtiden? I anden del af Turbulens´minitema om bynaturen uddyber Flemming Rafn Thomsen, arkitekt og partner i Tredje Natur, nogle af de forestillinger om naturen, der ligger bag arkitektkontorets virke. Flemming Rafn Thomsen peger på, hvordan fremtidens klimaændringer kan være en enestående anledning til at gentænke naturens rolle i byerne. Læs hele interviewet om Tredje Natur´s visioner for fremtidens bynatur. ...

I langt størstedelen af den menneskelige historie har vi levet med en hel anden moralopfattelse end tilfældet er det i dag. Tidligere tiders mennesker levede efter egalitære samfundsordener med fokus på at dele de tilgængelige ressourcer, meget i modsætning til vor dages forbrugs- og ejerkultur. Turbulens har mødt religionshistoriker Jens-André Herbener til en snak om forbindelsen mellem religion og etik. Fra nomadernes monisme til dannelsen af formaliserede magthierarkier og de monoteistiske religioners indflydelse på Europas historie, danskernes kristne kulturarv og vores selvopfattelse og positionering i forhold til islam i dag. ...

Det vakte forargelse, da 'Panama-papirerne' i april 2016 afslørede, hvordan virksomheder og private, politikere og kendte mennesker, ved placering af aktiver i skattely, undgik at betale betydelige summer til egne statskasser. Lektor Amnon Lev fremhæver i dette interview, at det moderne samfund og vores lovgivning bygger på en forestilling om individets egennytte, og han argumenterer for, at det øgede fokus på skattely i højere grad skyldes staternes aktuelle økonomiske problemer og middelklassens øgede bevidsthed om eliten, end det reelt skyldes udnyttelsen af skattely eller en særlig moral hos den økonomiske elite....

Søren Schack Andersen, forskningsassistent og cand.mag. i filosofi, præsenterer i artiklen, med et særligt fokus på de menneskelignende \'sociale robotter\', nogle etiske problemstillinger, der må adresseres indenfor robot - og androideforskning. Hvordan reagerer vi følelsesmæssigt på robotten? Og hvor går grænsen for produktion og anvendelse? ...

På trods af at dronen er et stadigt hyppigere anvendt redskab indenfor militæret og industrien, i virksomheder og på et privat hobbyplan, er den, for mange af os, fortsat et objekt for vores forestilling. I dette interview sætter vi fokus på de etiske overvejelser, der knytter sig til brugen af droner i militære operationer. Vi har talt med seniorforsker Dr. Gary Schaub Jr. og militæranalytiker Jens Wenzel Kristoffersen, fra Center for Militære Studier, for at få et mere praksisnært syn på emnet. ...

I stedet for at tale om flygtningekrisen som en ufravigelig moralsk udfordring vælger vor tids politikere i udbredt grad at karakterisere situationen syd for vores grænser som et uheldigt moralsk dilemma af sikkerhedspolitisk karakter: Hvis ikke vi stopper immigrationen mod Europa, vil vores økonomiske og socialpolitiske strukturer kollapse. Denne portrættering er et overkarikeret narrativ. Ser vi tallene efter i sømmene, vil vi erfare, at vi ikke skal øge bistanden og opholdstilladelserne væsentligt for at leve op til vores moralske forpligtigelser. Den manglende flygtningehjælp forklares derfor bedst med, hvad man kan karakterisere som en kronisk moral-politisk krise i vores demokratiske samfund....

I denne artikel foretager Carsten Fogh Nielsen, adjunkt i pædagogisk filosofi, en filosofihistorisk afklaring af begreberne "moral" og "etik". Artiklen er den første i vores tema af samme navn, og kan bruges som et afsæt for de mere konkrete etisk-moralske problemstillinger, temaet i kommende artikler vil tage op. Artiklen kan også bidrage til en afklaring omkring de forskellige forståelser af moral og etik, der har gjort sig gældende, og som fortsat kan være en kilde til uenighed og misforståelser. ...

Interview med Nicolai Von Eggers, ekstern lektor ved Idéhistorie, Aarhus Universitet. Han har i sin ph.d. og som medredaktør på Slagmarks revolutionsserie beskæftiget sig indgående med Den Franske Revolution og demokratibegrebet. I interviewet diskuteres nogle forskellige opfattelser af frihed, der skabte indre splittelser hos de franske revolutionære, og som fortsat deler folk i dag. Von Eggers trækker revolutionens relevans op til nutidens politiske situation. Han gør opmærksom på en frustration og en politikerlede i dagens Danmark, som en afspejling af en dalende tro på de politiske beslutningstagere. ...

Dorthe Kirkegaard Thomsen er professor i psykologi ved Aarhus Universitet og forsker i livshistorien. Livshistorieforskningen er et tværfagligt forskningsfelt, der spænder over hukommelses, udviklings- og personlighedspsykologi. Idéen om at narrativer udgør en vigtig del vores psykiske liv forbinder man særligt med Jerome Bruner, og idéen om at historier og livshistorier er helt grundlæggende for vores identitet er blevet anfægtet af Ian Mc. Adam. I den nyere forskning undersøger man særligt de sociale og kulturelle processers betydning i forhold til vores erindring og livshistorier....

Det siges, at vi lever i en hedonistisk tid, hvor vi alle er frie til at nyde, som det passer os. Men måske er denne tilsyneladende frihed ved nærmere eftersyn snarere en pligt til at nyde? Ifølge filosoffen Rasmus Ugilt er vi ikke frisatte fra alle autoriteter, til at nyde præcis som det passer os, men snarere underkastet nye autoriteter, som påbyder os at nyde på helt bestemte måder....

Interview med Darrell West. I sin seneste bog Billionaires: Reflections on the Upper Crust (2014) ser den amerikanske forsker og forfatter Darrell West nærmere på den politiske aktivisme blandt verdens omkring 1.600 milliardærer, som han mener udgør et alvorligt problem for det politiske system og demokratiet som sådan. Læs her et interview med West, der bl.a. giver sit bud på, hvad der skal til for at til for at modvirke de negative konsekvenser af de ultrariges – ofte succesfulde – forsøg på at påvirke politiske processer. ...

Artikel af Søren Riishøj. Ungarns premierminister Viktor Orbán bragte sig på kant med store dele af det internationale samfund, da han i 2014 fremlagde sin vision om et ‘illiberalt’ demokrati – en politisk model, som, forklarede han, i langt højere grad end det liberale demokrati er i stand til at sikre nationalstater velstand og fremgang. I denne artikel skitserer lektor emeritus ved Syddansk Universitet Søren Riishøj de vigtigste begivenheder i Orbán-regeringens første 5 år ved magten og diskuterer en lang række eksperters bud på, hvad der kendetegner ‘Orbánismen’ som styreform. ...

Sofie Rosengaard er ph.d.-stipendiat ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, KU, og arbejder på et projekt med arbejdstitlen ‘Pædagogik i en krisetid’. I denne artikel diskuterer hun, hvordan den bølge, der ofte omtales som ‘neoliberaliseringen af velfærdsstaten’, kan have betydning for, hvilken form for demokratisk dannelse, der praktiseres i daginstitutionerne i dag....

Artikel af Tim Holst Celik. Er demokratiet i dets nuværende form en gave eller en forbandelse? Det spørgsmål undersøger ph.d.-stipendiat ved Copenhagen Business School Tim Holst Celik i denne artikel, der nuancerer tidens ensidige demokrati-forherligelse og argumenterer for, at det markedsøkonomisk funderede partidemokrati kun er én mulig variant af demokratisk politik....

Interview med Søren Christensen. Den lille ø-stat Singapore fremhæves ofte som repræsentant for en såkaldt ‘asiatisk kapitalisme’, der forener markedsøkonomi med et autoritært politisk etpartistyre. Turbulens mødtes med lektor ved DPU Søren Christensen til en snak om Singapores vej fra udviklingstat til velstående globalt finanscentrum og om, hvorfor landet (endnu) ikke har oplevet noget reelt gennembrud for demokrati og menneskerettigheder....

Artikel af Curt Sørensen. ‘Demokrati’ er blevet et slags ultimativt slogan for det gode samfund. Men hvad dækker begrebet helt konkret over? I denne artikel diskuterer Curt Sørensen, hvordan demokrati er en omstridt og skrøbelig størrelse, og at udviklingen af det liberale demokrati har en lang og broget forhistorie. Derudover viser han, hvordan definitionen af demokrati langt fra er entydig, og at kampen for demokrati i lige så høj grad har været en kamp om ordets betydningsindhold. ...

Bæredygtighed er et bud på den store fortælling Men de ontologiske faldgruber er mange, når det kommer til at definere og diskutere bæredygtighedsbegrebet. Det forklarer ph.d.-studerende i anvendt filosofi, Lisa Rygaard Frost Kristensen og lektor ved Institut for læring og filosofi ved Aalborg Universitet, Kristian Høyer Toft, i dette interview. Interviewet er lavet på baggrund af Kristensens og Tofts essay ”Questioning the ethical core of sustainability” i antologien Critical Narrative Inquiry – Storytelling, Sustainability and Power ...

Niels Bjørn er ph.d. i urban kompleksitet. Turbulens har mødt ham til en snak om begrebet social bæredygtighed i forhold til arkitektur og byplanlægning. Vi kommer omkring behovet for en bedre definition af begrebet social bæredygtighed som sådan, eksempler på fejlsagen byplanlægning i nye kinesiske megabyer og de fremtidige perspektiver og udfordringer for social bæredygtighed i dansk byplanlægning og arkitektur. ...

Begrebet bæredygtighed er efterhånden blevet temmelig bredtfavnende og dækker over mange forskellige – og ofte indbyrdes modstridende – fænomener som f.eks. ”grøn vækst”, at købe genbrugstøj og at dyrke sine egne grøntsager på toppen af et højhus. Men hvor stammer disse forestillinger fra – og kan vi forme en bæredygtig fremtid på baggrund af disse? Turbulens har interviewet Bo Fritzbøger for at få svar på hvordan begrebet har udviklet sig i en historisk horisont og udfordre de forestillinger,der knytter sig til vores moderne opfattelse af bæredygtighed....

Gregers Andersen har skrevet ph.d. om klimafiktion og er for nylig påbegyndt en 2-årig post.doc med arbejdstitlen ”Theorizing the Antropocene” ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet. Sideløbende arbejder han på at skrive en overordnet kulturkritik om klimaforandringskulturen i Danmark. Dette interview tager sit udgangspunkt i Gregers Andersens indsigt i klimafiktionens diskursiver og hans kulturkritiske overvejelser omkring klimaforandringer og bæredygtighed som begreb. ...

For mange er forskning i klimaforandringer lig med naturvidenskabelige undersøgelser af, hvordan mennesket påvirker jordens mangfoldige biologiske liv og delikate meteorologiske kredsløb. Men en stigende interesse for klimaet inden for humanvidenskaberne kan udvide vores perspektiv. I artiklen sporer Mikkel Fugl Eskjær denne udvikling på humaniora, som kan give os en anden indgangsvinkel til menneskenes forhold til klimaet....

Cecilie Rubow er lektor i antropologi ved Københavns Universitet. Dette interview er lavet på baggrund af Cecilie Rubows antropologiske feltarbejde om klimaforandringer på øen Rarotonga, hovedøen i Cook Islands i Stillehavet. Her fortæller hun blandt andet om de lokale forforståelser af miljø og natur, og hvorledes klimaforandringerne handles på og forstås på Rarotonga, et samfund der er bygget på diskurser formet af et vestligt, naturvidenskabeligt verdensbillede såvel som lokale traditioner for en topografisk forankret, brugsorienteret historiefortælling. ...

Forfatteren Jesper Wung-Sung tager os på en tur ind i sit forfatterskab i et møde med de litterære forbilleder, der spøger i hans egne værker. Teksten kan samtidig læses som en lang refleksion over, hvad litteraturen kan: \"Jeg ved, at der findes læsere, der læser for at blive underholdt. Det gør jeg ikke. Jeg ved, der er læsere, som finder litteraturen underholdende. Det gør jeg ikke. Jeg synes litteraturen er mangt og meget underlegent, når det handler om at være underholdende. For eksempel fodbold og film. Men som middel til overlevelse – overlevelse gennem dannelse, om man vil – er litteratur overlegen. Jeg læser for at overleve. Og det er så enkelt, at mine litteraturhistoriske valgslægtskaber er med dem, der bedst holder mig i live\". ...

Jens Bjerring Hansen tager os med en tur ind i den digitale litteraturhistorie og kigger bl.a. på, hvordan forfattere helt tilbage fra 1700-tallet og forfattere i dag fremstiller og iscenesætter sig selv gennem medierne. Han viser os, hvilket skatkammer af billed- og tekstmateriale, de nye digitale muligheder åbner for os....

Turbulens har mødt Gry Worre Hallberg, den ene af grundlæggerne af performance-gruppen 'Sisters Hope'. Gry Worre Hallberg fortæller her om fremtidsvisionen 'The Sensuous Society', der kæmper for en genopdagelse af det sanselige og æstetiske læringsrum. Ifølge gruppen er ”den æstetiske dimension” blevet fortrængt i samfundet siden oplysningstiden og industrialiseringen, der hhv. satte den rationelle erkendelse og akkumuleringen af kapital i centrum som samfundsmæssige strukturelementer. Uddannelsessystemet er – som det tager sig ud i dag - et af de områder, der er påvirket af yderliggjorte maksimerings-imperativer hidrørende fra oplysningen og industrialiseringen. Uddannelse i dag er dikteret efter kvantificerbare begreber som ”målvariabler” og ”gennemsnitseffekter”, og det er denne åndskalkulering, som opprioriteringen af den æstetiske dimension skal problematisere. ...

Verden har ændret sig for den arbejdsløse i de seneste årtier. Men hvad skyldes ændringerne, og hvilken indflydelse har de på både de arbejdsløse og dem i job? Turbulens.net sætter fra i dag og de næste par måneder frem fokus på arbejdsløshed og nye arbejdsformer. Læs lederen her....

Tyskland fremstår lige nu som klare dagsordensættere i Europa. Ofte roses de tyske Hartz-reformer som den hårde men nødvendige kur, der har stillet Tyskland i en position med et fleksibelt arbejdsmarked og lav arbejdsløshed. I dette essay undersøger Jon Lystlund Halkjær og Mads Peter Klindt indholdet af disse arbejdsmarkedsreformer, der umiddelbart har forringet vilkårerne for de arbejdsløse betydligt. Er Hartz-reformerne virkelig svaret på den tyske succes? ...

Turbulens har interviewet professor Ove K. Pedersen i anledning af hans nye bog Markedsstaten, der tager fat på skabelsen af nogle af de mest grundlæggende størrelser i dag - stat, marked og individet. Markedsstaten er den moderne stat, der over en periode på mere end 100 år gradvist afløser enevældens periode. Markedstaten sætter præmisserne for vores forståelse af os selv som rationelle individer med egeninteresse og sætter rammerne for den daglige disciplinering, der sikrer at vi også forstår som sådanne. Markedsstaten er med andre ord den helt afgørende forudsætning for de mange senere reformer fra fx velfærdsstat til konkurrencestat. ...

Turbulens har haft lejlighed til at spørge Katrin Hjort, som er professor ved Syddansk Universitet om, hvordan fremtiden ser ud for den generation, der kommer på arbejdsmarkedet i disse år. Hun peger på navnlig en ting, som vil være grundlæggende anderledes forhold til forældregenerationen, nemlig den usikkerhed, som i stigende grad vil præge individets forhold til såvel arbejdsmarkedet som velfærdsinstitutionerne....

I det postindustrielle samfund, langt væk fra samlebåndets rutiner, har begrebet kreativitet fået en større og større rolle i såvel samfundsøkonomi og arbejdsliv. I dette essay ser Jan Løhmann Stephensen på det kreative arbejdes potentialer i forhold til at udfri arbejderen af repetetive arbejdsrutiner. Men også på de problematikker som følger med når et varieret arbejdsliv med store muligheder for selvudfoldelse stadig lader en del tilbage at ønske, når det kommer til arbejdsvilkår. ...

I januar trådte en ny reform af kontanthjælpssystemet i kraft – en reform der historisk set er både hård og vidtrækkende. Bemærkelsesværdigt nok er reformen indført uden modstand i den normalt så velfærdsværnende befolkning. Opbakningen kan forklares med, at medierne har leveret en dækning af kontanthjælpsområdet, der både er unuanceret og skæv. Ikke mindst på grund af deres vedholdende referencer til de to kontroversielle kontanthjælpsmodtagere Carina og Robert. Det har skabt et billede af, at kontanthjælpsmodtagerne generelt er kalkulerende, nyttemaksimerende individer uden arbejdsmoral. Noget som kontanthjælpsreformen med dens nyttejob, lavere ydelser og flere sanktioner kan rette op på....

Er de ledige dovne eller er de ofre for samfundsmæssige svingninger, som de ingen kontrol har over? Turbulens bringer her to kapitler fra Rune Engelbreth Larsens bog \"Fra ledighed til ledighad\". Bogen undersøger den udvikling, som har fundet sted i det danske samfunds syn på dem, der står uden for arbejdsmarkedet....