1.4.2006
Der er de senere år sket en kapitalisering af humanismen. En kapitalisering der i stadig højere grad gennemstrømmer det moderne menneskes måde at tænke og begrebsliggøre verden og eksistensen. På trods af de mange fordele ved partnerskabet advarer Finn Janning i denne artikel mod en yderligere applicering af den kapitalistiske model på menneskelivet. I takt med den kapitalistiske models fortsatte applicering på livet, udgrænses nemlig nogle af de allermest fundamentale mulighedsbetingelser for udvikling og liv.
Fra opposition til parløb
Noget af det første, man lægger mærke til ved arbejdsmarkedet, er, at det er præget af kontrol. Den menneskelige kapacitet sættes i systemer, hvor den kan måles og vejes som en ressource. Der sker en kapitalisering af det humane.
Normalt ville de fleste nok karakterisere humanisme og kapitalisme som et umage par. Hvor humanismen forbindes med en frigørende menneskelig dannelse, forbindes kapitalen med en regulerende, styrende og kontrollerende mekanik. Det paradoksale er dog, at humanisme og kapitalisme i dag fremstår som et glimrende par. Humanismen er blevet kapitaliseret. Alt lige fra uddannelse henover arbejde til kærlighed og sex skal i dag kunne betale sig. Vi kan alene se det på det sprogbrug, vi anvender om sociale og eksistentielle emner, fx når vi investerer i et kærlighedsforhold. Samtidig tillægges kapitalen sit eget liv, fx når flere og flere ønsker mere luft i økonomien. Frihed er blevet lig med økonomisk frihed. Alt hvad vi gør, motiveres af penge, fordi vi med penge kan erhverve alle de ting som dominerer os: computere, biler, status og magt.
Denne kapitalisering af humanismen er tæt forbundet med to gensidigt forstærkende fænomener: Det ene er kapitalen, som ønsker kontrol, ro og orden; det andet, skyldes at angsten er blevet livets vejleder. Vi er i stigende grad blevet bange for ikke at kunne slå til på kapitalens domæne, nemlig arbejdsmarkedet. På den måde er nysgerrigheden, det afvigende, imaginationen og det uforudset blevet forsøgt homogeniseret. Vi har ikke råd til, at et helt livs tilpasning til arbejdsmarkedet gennem alverdens institutioner, spoleres af mulige kættere.
I de sidste 10-15 år er den menneskelige dannelse, nærmest blevet synonym med kapitalens interesser. På Handelshøjskolen i København har man i de sidste mange år skabt en masse passende kombinationsuddannelser (filosofi, psykologi, kommunikation kombineret med erhvervsøkonomi), som kan imødekomme erhvervslivets behov. Efterspørgslen af bestemte kompetencer styrer udbuddet af uddannelser. Dette betyder, at den menneskelige dannelse ikke længere forløber gennem alverdens umulige og indviklede alfarveje, men i en disciplineret løbebane, der på sigt vil sikre mere økonomisk velfærd. Samme tendens er vi vidner til indenfor kunsten, hvor forfattere og kunstnere ofte vurderes efter hvor meget de tjener, hvorved et værks værdi i stigende grad gøres lig med dets økonomiske indtjening.
Det urene, irrationelle og uverificerbare liv kontra det lineære, målbare livssyn
Resultatet af denne udvikling er blandt andet, at en masse aktiviteter, som bedst kan rubriceres som ikke-arbejde, ikke tillægges den enorme kreative og innovative værdi, som rent faktisk produceres. Kapitalen er slet ikke modtagelig over for den dynamik, der kommer udefra. Her tænker jeg blandt andet på de relationer og forbindelser, som ikke kan bestemmes med én identitet. Tilfældige møder på gaden, film og litteratur kan alle vække tanken fra dens slumrende hi; idet tanken er en bevægelse der samtidig er det stof, der bevæger den. Der er tale om en ikke-normativ praksis, hvor den umiddelbart udstødte på et senere tidspunkt kan bryde med det kapitalistiske system ved at udvide dette indefra. Et eksempel herpå er små forlag, hvis ukendte forfattere pludselig slår igennem. Eller tilsynekomsten af alternative livsformer, som endnu ikke er blevet paralyseret af den kapitalistiske orden. Dette kunne fx være unge medarbejdere, som ikke ønsker at blive ledere pga. de lange arbejdstider, folk der dropper karrieren i en alder af 40 år eller de alternative livsformer, som blandt andet samspillet mellem kunst og design kan åbne op for.
Måske er det passende at sammenligne kapitalen med en hysterisk rengøringskone, der vil have rene og klare linier, hvilket på ingen måde stemmer overens med livets spraglethed.
Livet er urent. Det er fuld af metamorfoser, minoritet og alternativer. Hvor kapitalen ensidigt satser på kvantitet, handler livet om kvalitet. Anvender vi tanken om et åbent netværk som et billede på livet, så kan vi sige, at et åbent netværk, modsat de fleste labyrinter, ikke har én privilegeret ind- eller udgang. Derimod er der tale om et kludetæppe af intersektioner, dér hvor forskellige tanker, følelser og kræfter støder sammen. I livet kan man kan begynde, hvor man vil og bevæge sig rundt i det åbne netværk ad de mange forskellige spor. Sagt anderledes: Livet er ikke at sammenligne med kapitalens klassiske forestilling om én stairway to heaven. Ifølge kapitalen skal det enkelte menneske først igennem forskellige institutioner og uddannelser for på et tidspunkt at nå dertil, hvor vedkommende kan starte som juniorkonsulent i en større virksomhed. Og her fortsætter rejsen så frem mod den lidt mere prestigefyldte rolle som seniorkonsulent, senere partner eller chef, for måske på et senere tidspunkt at ende i den jordiske himmel som administrerende direktør. En persons titel fortæller omverden, hvor meget en person endnu mangler for at komme i himlen, en mangel der altid definerer det enkelte menneske negativt. Du kan altid tjene endnu mere!
Problemet er selvfølgelig ikke, at de mennesker, der ender som direktører, ikke har gjort sig fortjent til en behørig respekt. Snarere at respekten alene er forbeholdt de personer, der ender som direktører og i anden ombæring de personer, som kæmper heroisk herfor. Hvorimod mennesker uden for arbejdsmarkedet er, hvad den italienske filosof Giorgio Agamben kalder en homo sacer, en lovløs, der er dømt. Man kan bede den arbejdsløse om hvad som helst, men samtidig har den arbejdsløse ikke mange rettigheder .
Den nye værdiledelse som kompleksitetsreducerende værktøj
Når menneskelige erfaringer, oplevelser, følelser og tanker afkodes til et spørgsmål om penge og magt, så hæmmes de menneskelige udfoldelsesmuligheder. Livets rumlige mangfoldighed reduceres til en tidslig retlinethed, hvor de forskellige delmål afspejles i titlernes medfølgende status. Modsat kunne man sige, at vi som menneske aldrig bliver færdige med fortiden, idet fortiden er en aktiv bevægelse i det enkelte menneskes arbejde med sin egen historie. På den måde er tiden ikke retlinet, men rummelig og kaotisk.
Fastholder vi billedet på livets rigdom som et åbent og fluktuerende netværk, så præsenterer de forskellige intersektioner i dette åbne netværk forskellige møder, fx mellem forskellige mennesker eller kulturer. Der er tale om møder hvis umiddelbare tilfældighed kan vise sig at kaste nødvendige og muntre erkendelser af sig. Ethvert nedslag eller møde i livets netværk er derfor ikke en svag afglans af et ideelt netværk, som det er tilfældet i kapitalens delmål på en persons ”stairway to heaven”. Derimod er disse intersektioner eller møder dele af det åbne netværk, en slags cross over, der kan fremtrylle noget nyt ved hjælp af tilsyneladende uforenelige kræfter. Det er denne udvidelse, som gør det muligt at tænke flere livsformer sammen, der er uopnåelig for det kapitalistiske retteark, et retteark som flere og flere mennesker lever efter. Det gør flere af førnævnte to grunde: Ens rolle i det kapitalistiske system, nemlig ens arbejde, er blevet det altdominerende og eneste saliggørende i dagens arbejdssamfund. Kombineres denne udvikling med angsten for at miste denne identitet og ryge udenfor, så ved vi hvorfor virksomheder har haft stort held med at fortælle os, at vi konstant må omformes, forandres, forbedres og rettes til. Dette er selvsagt problematisk, idet ét liv forudsætter flertal; dét er en mængde uden struktur. Noget som kapitalen konstant strukturerer og gør enfoldigt.
Såfremt det humane, mennesket og livet i flertal ikke skal kapitaliseres fuldstændigt, så må vi vedkende os, at livets mangfoldighed har en ontologisk status. Det mangfoldige er, før der er én. Kapitalen forsøger hele tiden at tænke livet i ental, som én enhed her og én mangfoldighed der. Jeg vil prøve at præcisere dette yderlige gennem et eksempel.
Vi har et menneske, og vi har et arbejdsmarked. Ifølge den traditionelle kapitalistiske opfattelse er et menneske enten medlem af arbejdsmarkedet eller ikke med. Men mellem enten-eller, inde eller ude i forhold til arbejdsmarkedet, er der en uendelighed af værdier. Det vil sige, at grænserne mellem arbejde og ikke-arbejde er flydende. Og det er hele dette mellemliggende spektrum mellem arbejde og ikke-arbejde, mellem at være en del af arbejdsmarkedet eller ikke, som kapitalen slet ikke kan håndtere, ej heller betragter. Produktiviteten finder reelt sted alle steder. Dikotomien mellem arbejde og ikke-arbejde er i den immaterielle økonomi blevet uskelnelig, selv når vi er på toilettet tænker vi stort. Mon det var dét Marcel Duchamp ville gøre os opmærksom på med sin Fontain?
Duchamp lærte os at selv de mest ydmyge steder eller genstande, besidder træk og egenskaber, som vi desværre sjældent er opmærksomme på. Relaterer vi dette til produktivitet, så betyder det at alle kan lære af hinanden, alle steder.
Et andet eksempel på kapitalens moraliserende reduktion af ét liv, er vi vidner til i forbindelse med nogle de ledelsesmæssige tiltag, som blev foretaget i firserne og halvfemserne. Her begyndte mange virksomheder at fokusere på etik og værdier. Jeg tænker blandt andet på værdiledelse og mangfoldighedsledelse. Skønt de humanistiske intentioner så har det vist sig, at værdierne har vist sig mest værdifulde som en eksklusionsmekanisme og som kompleksitetsreducerende. Denne angst for kompleksitet er ganske synonym for kapitalen, endskønt jo mere komplekst vi kan tænke, desto væsentligere vil vores forslag eller forbedringer være. Lidt firkantet kunne vi sige, at jo mere virksomheder leder efter værdier, desto mindre forstår virksomheden. Værdiledelse er en måde, hvorpå virksomheder begrænser deres eget manøvrerum for ikke at virke inkompatible. Dette er én måde, hvorpå kapitalen har været med til at gøre angsten til et livsvilkår eller en livsvejleder for mange. Med vores ensidige fokusering på penge og profit, minimerer vi vores tro på, at uforudsete afvigelser kan berige os. Vi minimerer vores tro på denne ene verden, fordi vi udsætter troen herpå til næste lønningsdag.
Den manglende tro på dét der er, bliver endnu mere tydelig i forbindelse med mangfoldighedsledelse, hvor det mangfoldige er blevet til et spørgsmål om kvantitet, ikke kvalitet. Penge taler tilsyneladende et sprog, hvis forførende kraft end ikke digtere og forfattere kan matche. Virksomhederne vil gerne signalere mangfoldighed med ansættelser af kvindelige ledere, medarbejdere med forskellig etnisk og religiøs baggrund, så længe alle blot tænker det samme. Der er tale om en strategisk omsorg, ikke en interesseret og solidarisk inkorporering af et større og mere rummeligt ”vi”. Devisen er klar: Bliv som OS og VI kan lide dig. Så længe der reelt ikke er handlefrihed og tankefrihed, så nytter camouflagedragten ikke. Modsat ville jeg ønske, at virksomheder ville kunne inkorporere det, som eksisterer udenfor grænserne for det, de normalt accepterer, det som eksisterer udenfor de kendte kategorier og tanker. En bevægelse hinsides kapitalens grænser ved at inkorporere et alternativ, som kunne sprænge dennes rammer indefra. Det ville blandt andet betyde, at virksomhederne kunne blive til urene organisationer fulde af divergerende livsformer og tanker. En sådan uren organisation producerer nye værdier, som kapitalens begrebsapparat ikke kan begribe.
Den ubetingede gæstfrihed
Jaques Derrida har i sine skrifter plæderet for en ubetinget gæstfrihed, hvilket netop er et brud med denne form for lokumshumanisme, som førnævnte ledelsesteorier repræsenterer. Derrida taler om en gæstfrihed, hvor man ikke kun inviterer nogen på betingelse af, at vedkommende underkaster sig alt, hvad vi siger og gør. Han siger i et interview: ”Ægte og ubetinget gæstfrihed, gæstfriheden selv, åbner sig eller er på forhånd åben over for den, som hverken er ventet eller inviteret, over for hvem som helst, der ankommer som en absolut fremmed besøgende, som en nyankommen, ikke-identificerbar og uforudsigelig, kort sagt som den helt anden.”(Filosofi i terrorens tid).
En måde, hvorpå vi kan humanisere kapitalen, kan ske gennem en relancering eller revitalisering af kærligheden. En kærlighed til livets singulære kræfter, som hverken negeres eller reduceres. Kærligheden kan give mennesket dets mangfoldighed tilbage. Hvorfor elsker jeg netop hende, fordi, fordi, fordi… hvorfor elsker mit arbejde mig, fordi jeg skaber merværdi.
Det smukke ved kærligheden er, at den aldrig blomstrer på betingelse af, men altid på trods af. Den er uafhængig af den andens gengældelse. Det er gennem kærlighedens imødekommende gæstfrihed, at nye møder opstår, møder som kan vise sig at medføre givende og lærerige forandringer. Det handler derfor om at give plads til den anden, som en anden. Faktisk er kærlighed det eksakt modsatte af hele den kapitalistiske ide om noget for noget, som desværre gennemsyrer hele den vestlige verden. Kærlighed handler snarere om noget for noget andet. Hvor noget for noget altid forudsætter, at noget er betinget af noget bestemt, fx at virksomheden kærer for sine medarbejder, fordi de besidder visse rentable kompetencer, eller regeringen tilbyder dansk statsborgerskab, fordi vedkommende kan tjene penge og arbejde, så forudsætter kærlighedens noget for noget andet intet. Kærligheden er intet andet end sig selv.
Måske er kærligheden en fiktiv følelse eller en følende fiktion, et brud på de gængse regler, hvorved der hele tiden opstår nye forbindelser imellem kræfter på tværs af grænser og klasser. Kærligheden hæfter sig ikke ved grænsernes kategoriseringer, men skaber mere virkelighed ved at virkeliggøre livets potentiale. Erkendelse er derved den gestus, der rækker kærligheden og derved skønheden videre. Kærligheden forventer intet til gengæld. Der er tale om et GRATIS gode; en uforpligtende gave. Det er trods alt altid kærligheden, der bringer os videre – aldrig pengene, som blot låser os fast i dyre boliger og lån.
At prise kærligheden er at prise menneskets ukrænkelighed; kærlighed er nemlig summen af alt humant. Kærligheden undfanges i og af det humane, og det humane forøges gennem kærligheden. Hvornår mon vi lærer, at kærlighedens pris blot er at prise den?
