3.6.2014
Af Niels Mandøe Glæsner
Turbulens har haft lejlighed til at spørge Katrin Hjort, som er professor ved Syddansk Universitet, om hvordan fremtiden ser ud for den generation, der kommer på arbejdsmarkedet i disse år. Hun peger på flere forhold, som vil gøre livet meget anderledes for de nye jobsøgere i forhold til forældregenerationen. Grundlæggende er dog den usikkerhed, som i stigende grad vil være tilstede i den enkelte persons forhold til såvel arbejdsmarkedet som velfærdsinstitutionerne.
Omkring årtusindskiftet forudsagde sociologen Zygmunt Bauman, at forbindelsen mellem kapital og arbejdskraft i fremtiden ville blive meget mere “flydende”. Konkret ville denne udvikling betyde en eksplosion af antallet af løst tilknyttede arbejdstagere, altså af folk i midlertidige ansættelser, folk på tidsbegrænsede projektansættelser. Hvordan ser denne analyse ud i lyset af det sidste halvandet årti?
Det er helt sikkert, at der i disse år sker en voldsom forandring af ansættelsesformerne – en forandring vi allerede er ret langt med. Overordnet mener jeg, at der er to grupper som i særlig grad berøres af den her udvikling: De meget veluddannede og de meget lidt uddannede.
I den ene ende af spektret finder vi unge forskere, som nogle af dem, der er ansat ansat sammen med mig. Her er tale om topuddannede folk i 30’erne og 40’erne, som har været på kroniske løsansættelser hele deres professionelle liv. For dem er det en del af jobbet, konstant at være på jagt efter den næste post-doc eller projektansættelse, som sikrer dem i to-tre år.
Inden for mange af de videnstunge erhverv, er det blevet en helt afgørende kompetence, at kunne holde mange bolde i luften på en gang og magte at genorientere sig hurtigt, hvis en mulighed viser sig ikke at bære frugt.
Denne praksis med konstante projektansættelser betyder, at vi ser en masse hyperkvalificerede folk, ofte med to eller tre akademiske grader i bagagen, som lever på meget usikre vilkår.
Den anden gruppe, som er meget udsatte i denne forandring, er dem vi kan kalde ”sub-professionelle”. Det er dem, der laver rutinepræget og manuelt arbejde i de lavtlønnede erhverv og som ofte er ansat uden papirer eller på meget korte og usikre kontrakter. Se blot på gruppen af østarbejdere, som arbejder med konstruktion i Danmark eller gruppen af illegale indvandrere i diverse serviceerhverv i USA.
Der er to vilkår, som gælder for både de meget højtuddannede og de meget lavtuddannede: For det første, at man skal orientere sig globalt og for det andet, at man er ansat for kort tid af gangen og derfor hele tiden på vej videre.
Grundlæggende tegner der sig et helt anden type karriereforløb, end det traditionelle, hvor du ansættes i bunden af en hierakisk organisation og så efterhånden rykker op i geledderne. Hvis du i 1930’erne indledte en karriere på Fords fabrikker, så var der en rimelig sandsynlighed for at du nogle årtier senere ville ende din karriere samme sted, måske bare et andet sted på rangstien. Sådan er det slet ikke længere.
Men hvis de her ustabile forhold til arbejdsmarkedet gør sig gældende i begge ender af spekteret, så er det vel heller ikke noget, man kan blive kvit ved at satse massivt på uddannelse, som vi har gjort i Danmark? Alligevel har forestillingen om uddannelse, som vejen til en god stilling på arbejdsmarkedet ikke ændret sig markant siden 00’erne.
Det er rigtigt at det stadigvæk officielt er regeringens målsætning at 25pct af en årgang skal have en længerevarende uddannelse i 2020. Alligevel kan vi se, at diskussionen har flyttet sig væk fra den lidt ensidige tro på uddannelse som en mirakelkur. Den handler nu mere om finansiering af fremtidens velfærd, altså om, hvor produktiv den enkelte studerende kan forventes at være efter studierne er afsluttede.
Der bliver derfor i disse år sat spørgsmålstegn ved om uddannelse overhovedet er af det gode. For hvad kan man egentlig bruge den til, når man er færdig? Alligevel står folk i kø for at komme ind på universiteterne. I USA og Storbritannien findes en stor mængde unge, som er i bundløs gæld, fordi de har valgt at uddanne sig.
En sådan beslutning om at stifte gæld, kan i virkeligheden ses som en investering i MIG A/S. Du har investeret i din egen virksomhed. Og driften af MIG A/S er, som i alle andre virksomheder, i et eller andet omfang dikteret af markedernes bølgegang. Det øjeblik du af forskellige årsager ikke er i stand til at sælge din gode hjerne – så har din virksomhed problemer.
Og gælden hænger ved. For på et tidspunkt vil staten eller banken have sine studielån tilbagebetalt. Hvis du ikke har formået at få din investering til at give afkast i form af en høj løn, sikre vilkår eller fordelagtige karriereperspektiver, så er dine lånte penge og din tid spildt, og du må håndtere gælden, som du bedst kan. Så denne her investering i dig selv er absolut ikke risikofri. Lidt hårdt kan man sige, at i disse år er springet fra internationalt orienteret, topuddannet professionel til ufaglært taxachauffør eller pizzabager i New York, uhyggelig kort.
Virkeligheden slår ikke folk helt så hårdt på pengepungen herhjemme i velfærdsstaten, men tendensen er den samme. Folk der har brugt det meste af et årti på skolebænken risikerer at ende med at falde ud af dagpengesystemet for at være henvist til at tage lavtlønnede jobs for at klare sig. Unge mennesker under uddannelse i dag, er altså i højere grad nu end tidligere klar over, at deres valg er et sats, at de ikke er sikret gode vilkår, blot fordi de har dedikeret sig til en lang og videnstung uddannelse.
Hvor du i USA og Storbritannien satser en konkret sum penge, kunne man måske sige at du herhjemme satser nogle vigtige formative år i 20’erne. Satser du forkert, er din indsats spildt.
Hvilken indflydelse har det på folk, som er under uddannelse, at de konstant bliver konfronteret med denne her risiko for at ende som veluddannede arbejdsløse?
Selvfølgelig betyder det umiddelbart, at mange ikke har tatoveringer længere ned end til manchetterne. Det har altså en ret tydelig normaliserende effekt, at du konstant bliver mindet om, at varen i MIG A/S er dig selv, og at du skal kunne sælges til en arbejdsgiver. En anden og mere interessant konsekvens er, at folk kommer hyperkvalificerede ud på arbejdsmarkedet, vel vidende, at de bliver nødt til at være meget opsøgende og ekstremt netværksorienterede, hvis de skal gøre sig håb om at finde en stilling.
Derfor står man som nyuddannet arbejdsløs ofte foran en, i princippet, grænseløs arbejdsbyrde, som består i at navigere en jungle af forskellige sociale relationer. Du bliver nødt til at dyrke alle dine kontakter og muligheder, for der kan altid være en dør et eller andet sted, som du bliver nødt til at holde åben – og som måske er ved at lukke sig. Derfor skal du være i konstant bevægelse – hele tiden svare på mails, hele tiden vurdere hvilke kontakter og relationer der kan give dig hvad. Du kan ikke bare ignorere muligheden for at dit livs job ligger og venter lige rundt om hjørnet.
Resultatet er en arbejdssituation, som i den grad presser folk til det yderste af deres formåen. For du kan jo altid være mere opsøgende eller pleje flere relationer. Samtidig gives der typisk ingen anden feedback på din indsats end om den giver afkast eller ej.
Hvad gør den her arbejdsform ved folk?
For sjov kunne man jo koble denne arbejdsform til diagnosen ”ADHD”. De fleste i denne gruppe lider af en form af kronisk hyperaktivitet, hvor det du er i gang med i nuet, på en eller anden måde allerede ligger i fortiden. Dit blik er rettet mod fremtiden, mod det næste projekt og den næste ansættelse.
I den her sammenhæng kan jeg godt lide Deleuzes forstilling om “dividualisering”. Deleuze sætter begrebet i modsætning til begrebet ”individualisering”, skabelsen af et uafhængigt selv, som var det 20. århundredes store projekt. I begyndelsen af det 21. århundrede bliver det sværere og sværere for mange at skabe et enkelt sammenhængende selv på arbejdsmarkedet, da vi til stadighed indgår i flere og flere relationer med forskellige mennesker i forskellige sammenhænge. Det er denne situation. Deleuze kalder “dividualisering”, og den skabes i høj grad, fordi det er et krav for at opnå succes, at du skal kunne bruge dine følelsesmæssige relationer til at opsøge nye situationer og så justere din selvopfattelse, alt efter hvilket projekt, der er det næste på dagsordenen. Du er ikke længere lærer, bureaukrat eller forsker – du er alle tre på samme tid, for de stillinger du søger kræver at du skal kunne lidt af det hele.
Men det er ikke bare folks selvopfattelse, der påvirkes. Det samme gør selve handlingsrationalet bag vores omgang med andre mennesker. Når denne “dividualisering” bliver et gennemgående fænomen i folks professionelle liv, vokser antallet af sociale relationer også eksplosivt. Derfor begynder man at sortere strategisk i informationer og relationer, for man ikke kan prioritere alt, og derfor må man simpelthen vurdere alting ud fra en nyttekalkule. De altoverskyggende spørgsmål for de hyperuddannede løstansatte bliver derfor: “Hvilke aktiviteter og forbindelser giver mig de bedste muligheder for at blive sikret økonomisk og karrieremæssigt nu, i den nærmeste fremtid og på længere sigt?”
Så mange mennesker, som sluses ind på arbejdsmarkedet gennem et længere jobsøgningsforløb, gennemgår en rationel personlighedstranformation – både mod det mere socialt opsøgende og mod det mere instrumentelt indstillede. Vores følelser, som vi bruger til at etablere og vedligeholde relationerne til andre, bliver til ressourcer for os.
Det er her type adfærd kan vi lære på kurser. Ja faktisk er den læreproces obligatorisk, hvis man ikke har noget arbejde. På mange af disse kurser, hvor den arbejdsløse skal lære at være “employable”, er det udgangspunktet, at hvis du ikke har et job, er der noget galt med din evne til at bruge følelsesmæssige relationer, som en ressource i jobsøgningen. Derfor må du ringe til den gamle folkeskoleven, til din tidligere chef eller den kunde du måske kom godt ud af det med for et par år siden.
Kan man se denne instrumentalisering af følelserne andre steder end i jobsøgningen?
Jeg mener at disse her læringsmål på jobsøgningskurserne, vidner om fremkomsten af en “affektiv” arbejdsform, som jeg har brugt de sidste 10 år på at studere. Denne type arbejde kan defineres meget bredt, som det, der har med følelser og kropslige processer at gøre. Affektivt arbejde er i sig selv ikke noget nyt, for vi har jo altid haft professionelle stuepiger, ammer og børnepassere. Det nye er det meget specialiserede, industrielle system, der er vokset op omkring affektive services.
En af de senest tilkomne former for affektivt arbejde, er den, hvor man gennem terapi og coaching, prøver at manipulere med sin individualitet og tilgang til omverdenen for at optræde mere effektivt på jobmarkedet. Men denne nye type industri opstår jo ikke ud af den blå luft. Den findes blandt andet netop fordi den affektive komponent fylder mere i arbejdslivet – især for de veluddannede, for hvem det gælder, at er du god til at netværke – har du let ved at forstå menneskers følelser – så har du en konkurrencefordel.
Og i konkurrencestaten disciplineres arbejdstagerne netop til at være opsøgende og opføre sig arbejdsdueligt, gennem det pres der opstår, når man kæmper mod andre for at få det næste job. Og dette pres forplanter sig så til det affektive niveau. Du bliver simpelthen nødt til at tage dine følelser med på arbejde, ellers får du ikke den næste stilling.
Hvem bliver så taberne på det affektive og omskiftelige arbejdsmarked?
Taberne bliver dem, der har svært ved det interpersonelle og det hurtige perspektivskifte. Dem der ikke lærer at begå sig på konkurrencevilkår, og derfor ikke får de rigtige uddannelser. De vil være at finde i de dårlige, midlertidige stillinger. Straffen for ikke at kunne begå sig på de affektive konkurrencevilkår er simpelthen ikke bare kedeligt arbejde, men også yderst usikre vilkår. Faktisk er det paradoksalt, at dem der er gode til det omskiftelige, bliver belønnet med stillinger der har faste rammer.
I lyset af de her forskydninger på arbejdsmarkedet, mener jeg, at vi kan se en mere omfattende tendens, nemlig at der opstår en bred kløft mellem dem energiske og handlekraftige med de gode jobs, de rigtige uddannelser og så resten. For den gruppe, som allerede nu må leve med usikre vilkår på arbejdsmarkedet, vil opleve at usikkerheden vil forplante sig til andre områder af deres liv.
Netop det med den personlige handlekraft, tror jeg bliver helt essentielt i fremtidens velfærdssamfund, hvor private og offentlige udbud vil supplere hinanden i langt højere grad end i dag. Du skal have personlig handlekraft og overskud til at sortere i de mange tilbud, der vil være, for at kunne forhandle dig frem til en løsning, som er fordelagtig for dig eller dine børn og så have penge til at handle med. Så det bliver altså nogle af de samme persontræk, der som nu er afgørende på arbejdsmarkedet, som bliver de nye succeskriterier i velfærdssystemerne: Personligt initiativ, handlekraft og evnen til konstant at overskue nye komplekse situationer. Du skal kunne klare dig selv, for der bliver ikke taget hånd om dig… og så skal du selvfølgelig have penge til at betale.
Du har tidligere skrevet at fremtidens fordelingskamp i Danmark, kommer til at handle om adgangen til velfærdsgoder. Er det denne udvikling, du ser komme snigende ind på arbejdsmarkedet?
Ja i høj grad. De løstansatte og lavtlønnede vil komme til at kæmpe hårdt for deres adgang til de goder, som du og jeg i dag anser for universelle og almene. Allerede i dag spiller patientforeninger og faglige organisationer en vigtig rolle i forbindelse med f.eks. adgang til sundheds- og sociale ydelser, og det er måske ikke tilfældigt, at kommunerne i dag klager over, at borgerne understreger deres titler og evt. ansættelsesforhold i henvendelser til det offentlige. Forskning fra bl.a. professor Kristian Larsen AAU tyder på, at det faktisk er de sundeste, der får flest sundhedsydelser, og når vi i dag planlægger afgangsbegrænsninger i uddannelsessystemet, så ved vi jo godt, at det vil favorisere visse sociale grupper frem for andre. Og så er der de forsikringer og pensionsopsparinger, der knytter sig til de gode jobs – sammen med frugtordninger og motionsrum – men som ikke er tilgængelige for de mennesker, der er ”imellem jobs”.
Et væsentligt element, som kommer til at sætte sig præg på fordelingsskampen i konkurrencedanmark, bliver privatiseringen, og de konsekvenser den får for, hvordan velfærdsydelserne bliver udbudt… og ikke mindst til hvem. For det er klart, at når private virksomheder byder ind på markedet for velfærdsydelser, vil det altoverskyggende handlingsrationale hedde effektivisering til et punkt, hvor der kan genereres profit. Det kommer til at betyde, at det der ikke kan effektiviseres, bliver ladt tilbage i den offentlige sektor. Og dem der ikke har en god privat forsikring må tage til takke med en offentlig velfærd af dalende kvalitet.
I et fremtidsscenarie, hvor der bliver lagt yderligere præstationspres på individet for at få den rigtige uddannelse, fordi ens adgang til kvalitetsvelfærd afgøres af ens stilling på arbejdsmarkedet, ja så er det en virkelig dårlig idé at være født som indvandrerdreng med en forælder på overførselsindkomst. Vi kan allerede nu begynde at ane, hvilke grupper der sandsynligvis bliver ladt tilbage, når konkurrencestaten Danmark første kommer op i omdrejninger og kampen om adgang til velfærd skærpes.