Forankring gennem forgrening – Interview med Gry Worre Hallberg fra performancegruppen ‘Sisters Hope’
Turbulens har mødt Gry Worre Hallberg, den ene af grundlæggerne af performance-gruppen ‘Sisters Hope’. Gry Worre Hallberg fortæller her om fremtidsvisionen ‘The Sensuous Society’, der kæmper for en genopdagelse af det sanselige og æstetiske læringsrum. Ifølge gruppen er ”den æstetiske dimension” blevet fortrængt i samfundet siden oplysningstiden og industrialiseringen, der hhv. satte den rationelle erkendelse og akkumuleringen af kapital i centrum som samfundsmæssige strukturelementer. Uddannelsessystemet er – som det tager sig ud i dag – et af de områder, der er påvirket af yderliggjorte maksimerings-imperativer hidrørende fra oplysningen og industrialiseringen. Uddannelse i dag er dikteret efter kvantificerbare begreber som ”målvariabler” og ”gennemsnitseffekter”, og det er denne åndskalkulering, som opprioriteringen af den æstetiske dimension skal problematisere.