I takt med at klimakriserne forværres, og vi befinder os i en stadigt mere desperate kamp for at undgå økologisk kollaps, har vi akut brug for alternative fortællinger og forestillinger, som kan udfordre kapitalismens katastrofale udnyttelse af naturen. Hvor finder vi sådanne alternativer?
Den politiske økolog Stefania Barca har passende beskrevet det øjeblik, vi befinder os i, som kapitalistisk øko-realisme. Jeg deler hendes synspunkt om, at den dominerende diskurs fremmer øko-kapitalistiske og øko-moderne løsninger som de eneste mulige svar på de klimakriser og miljøkatastrofer, vi står overfor. Disse løsninger indebærer sjældent en radikal revurdering af kapitalismens grundlæggende antagelser – vækst, profitjagt, udnyttelse og den ekstraktive brug af naturen. Hovedformålet med disse strategier er i stedet at opretholde status quo, samtidig med at man afbøder og tilpasser sig konsekvenserne af klimakriserne.
Interessant nok er spørgsmål om klimauretfærdighed og ulighed — både mellem det Globale Nord og det Globale Syd og blandt de rigeste 1% og resten — sjældent centrale i disse øko-kapitalistiske og grønne modernistiske diskurser. Dette understreger behovet for kritisk at undersøge disse narrativer og formulere alternative diskurser, narrativer og politiske strategier. Akademiske analyser, selv fra fremragende kritiske forskere forbundet med eller inspireret af Frankfurterskolen, afslører, at visualisering og diskussion af alternativer ofte træder i baggrunden for en diagnosticering og kritik af nutidens kapitalisme. Refleksioner over alternative fremtider har en tendens til at være marginale, vage og forhastede. Mens diagnoser utvivlsomt er vigtige, mener jeg, at dette historiske øjeblik kræver, at vi dedikerer lige så stor opmærksomhed til to andre sammenhængende aspekter: den slags samfund, vi stræber efter at skabe, og de politiske strategier, der er nødvendige for at opnå det.
I løbet af de sidste seks år har min forskning koncentreret sig om en specifik — omend ikke uproblematisk — type politisk strategi kendt som interstitiel (interstitial) eller præfigurativ (prefigurative) politik. Præfigurative bevægelser sigter mod at legemliggøre alternative samfund i nutiden. Blandt disse bevægelser finder vi intentionelle fællesskaber, kooperativer, bofællesskaber og forskellige småskala, lokale og kommunale initiativer. Der er betydelig variation i deres niveauer af politisk engagement og radikalisme. For eksempel udforsker nogle arbejderkooperativer aktivt græsrodsgrønne overgange i deres produktionsmåder, mens små øko-fællesskaber lægger vægt på lav-impact livsstil, permakultur og fødevaredemokrati. Hvad der gør disse initiativer særligt interessante, er deres løbende eksperimentering med radikalt forskellige måder at leve på, opnået gennem processer af trial and error med talrige fiaskoer og et par succeser.
Mit forskningsprojekt, med titlen “EcoLabSS – Økolandsbyer som laboratorier for bæredygtighed og social forandring”, som blev afsluttet i år, fokuserede på øko-fællesskaber, også kendt som økolandsbyer, i Italien og Danmark — begge lande rige på sådanne fællesskaber. Formålet med min forskning er ikke at foreslå, at disse initiativer skal erstatte traditionel parti- eller bevægelsespolitik, men snarere at fremhæve dem som alternative måder at være politisk og skabe forandring på som svar på de hegemoniske diskurser, der tidligere er nævnt. Hvorvidt og i hvilket omfang disse initiativer lykkes med deres mål, forbliver åbent for diskussion, og afhænger klart af vores definition af ‘succes’.
Hvordan kan disse sociale fællesskaber skabe forandring, og hvordan kan de hjælpe os med at forestille eller præfigurere (prefigure) alternative og bedre fremtider?
Præfiguration er en egenskab, der deles af mange nutidige sociale bevægelser. Der er en voksende erkendelse af at visualiseringen om mere retfærdige bæredygtige fremtider, sammen med kritik og modstand, er essentielt. For bevægelser som Fridays for Future og Extinction Rebellion er det tydeligt, at det sammen med protesterne, er lige så vigtigt at fantasere og eksperimentere med, hvordan fremtiden skal se ud. Hvad der adskiller de intentionelle fællesskaber, bofællesskaber og kooperativer er, at eksperimenteringen står i centrum; legemliggørelsen af en anden måde at leve på er, som deres navn antyder, den eksplicitte ‘intention’ bag disse fællesskaber, som typisk ikke fokuserer på modstand og kritik.
Når vi undersøger intentionelle fællesskaber rundt om i verden, finder vi, at deres eksperimenter omfatter forskellige aspekter af livet: uddannelse, styrings- og beslutningsmodeller, tilgange til privat ejendom, konceptualiseringer af familie og intimitet, arbejde og forbrug, blandt andre. Disse fællesskaber giver også fascinerende indsigter fra et arkitektonisk og planlægningsperspektiv, da deres design skal facilitere bæredygtige og fælles livsstile. For eksempel har brugen af biobaserede materialer i byggeri været en langvarig praksis i økolandsbyer, og bliver nu i stigende grad anerkendt, af arkitekter og byplanlæggere, som et levedygtigt alternativ til traditionelle byggematerialer som beton, stål og aluminium. Dette er blot et af mange eksempler på, hvordan eksperimenter, der finder sted på forskellige niveauer inden for intentionelle fællesskaber og andre præfigurative initiativer, kan ‘skalere ud’ — et fænomen, som nogle forskere refererer til som ‘scaling out’ — og have en bredere indvirkning på samfundet.
Man kan godt argumentere for, at eksperimentelle fællesskaber altid har eksisteret; dog mener jeg, at de sidste to årtier har set en genopblussen af interesse for disse alternative måder at leve på, drevet af hastigheden og, som du nævnte, de ‘desperate’ konsekvenser af klimaforandringerne. Ikke desto mindre er det afgørende at nærme sig disse eksperimenter uden at romantisere eller fejre dem som eksempler på ‘ideelle’ eller ‘perfekte’ mikrosamfund. Som alle sociale eksperimenter kan de have deres egne begrænsninger, paradokser og særegenheder. En nylig forskningsretning om intentionelle fællesskaber er begyndt at se dem gennem et køns- og dekolonialt perspektiv, hvilket belyser nogle af disse modsætninger. For eksempel er etniske og racemæssige minoriteter, LGBTQIA+ individer og mennesker fra arbejderklassen ofte markant underrepræsenteret i mange af disse fællesskaber, og står over for forhindringer for at opnå lederroller. Dog er nogle individer, jeg kender, som bor i intentionelle fællesskaber, optimistiske over, at vi er vidner til et generationsskifte med stigende bevidsthed og følsomhed over for disse spørgsmål, især blandt de yngre medlemmer. Professor Jenny Pickerill, en radikal geograf fra University of Sheffield i Storbritannien, udfører spændende forskning om mangfoldighed og inklusivitet inden for intentionelle fællesskaber.
Jeg vil også gerne understrege, at mens den type præfiguration, vi diskuterer her, omfavner progressive idealer — enten implicit eller eksplicit — såsom socioøkonomisk og miljømæssig retfærdighed, omfordeling og demokrati, er ikke alle nutidige bevægelser ved at præfigurere den “samme” fremtid. Dette er tydeligt, når vi undersøger alt-right, konspirationsteoretiske og neokonservative bevægelser og diskurser, som eksemplificeres og legemliggøres i deres mest ekstreme form af figurer som Donald Trump og mere nyligt den republikanske vicepræsidentkandidat J.D. Vance. Desuden komplicerer visioner om fremtiden, der stammer fra teknoutopiske og libertarianske milliardærer som Elon Musk og Peter Thiel, yderligere dette landskab, hvilket afslører, at visioner om fremtiden repræsenterer et stærkt omstridt terræn.
Marx sagde, at sociale bevægelser kan ophæve den aktuelle situation, som samfundet befinder sig i, og John Holloway lægger vægt på, at sociale bevægelser kan åbne og fremhæve små sprækker i det kapitalistiske samfund. Tror du, at disse sociale bevægelser eller fællesskaber, som du har beskrevet, rent faktisk kan lykkes med det? Har vi ikke brug for en større massebevægelse, som i større grad kan udfordre og i sidste ende ophæve det kapitalistiske system?
Du fremhæver med rette det afgørende spørgsmål om magt og hegemoni. Kritikken af at de præfigurative bevægelser ikke formår at fungere som en modhegemonisk kraft mod dominansen af global virksomhedskapitalisme og fremkomsten af neofascistiske politiske kræfter, er alvorlig og fortjener grundig overvejelse. Selvom en detaljeret udforskning af dette emne kræver mere end et par afsnit, vil jeg forsøge at skitsere nogle analytiske nøglepunkter.
Den politiske teoretiker og filosof Nancy Fraser er ret kritisk over for den transformative kraft i præfigurative initiativer. Hun argumenterer for, at “konfrontering af magt kræver modmagt”, og antyder at “anarkistisk strategi har en tendens til i større grad at handle om at undvige, omgå eller arbejde udenom magt end at konfrontere den direkte.” Andre kritikere har beskrevet disse initiativer som “homøopatiske,” idet de understreger deres “feel-good effekt” uden at producere langvarige, storskala-ændringer. Jeg er delvist enig i denne analyse. Der er ofte et ønske om at trække sig tilbage fra, forlade og undslippe kapitalismen og mainstreamsamfundet i de intentionelle fællesskaber og andre småskala eksperimenter. Det er også sandt, at mange præfigurative initiativer investerer de fleste af deres ressourcer — organisatoriske, finansielle og affektive — i at opretholde sig selv snarere end eksplicit at sigte mod at påvirke samfundet. Dog er forsøg på at undslippe kapitalismen — selv hvis sådan en ting er mulig, hvilket jeg er meget skeptisk overfor — ikke nødvendigvis lig med social og politisk passivitet. Den italienske filosof Paolo Virno kalder dette fænomen “engageret tilbagetrækning.” I tråd med Virno argumenterer den afdøde anarkistiske antropolog David Graeber for, at “den mest effektive måde at modsætte sig kapitalismen… ikke er gennem direkte konfrontation, men ved… masseafhoppelse af dem, der ønsker at skabe nye former for fællesskab.”
Jeg mener, at Fraser kan være for hurtig til at afvise præfigurativ politik fuldstændigt, hvilket forstærker det stereotype syn på anarkisme som synonymt med spontanitet og mangel på organisatorisk kapacitet. For det første må vi undgå at forveksle anarkisme med præfigurative initiativer. Mens nogle initiativer måske omfavner mærkatet “anarkistisk” eller “neo-anarkistisk,” gør mange det ikke. For det andet er forestillingen om, at disse initiativer mangler organisation, og udelukkende er afhængige af spontanitet en forenkling. Forskere og eksperter i anarkisme understreger, at anarkisme grundlæggende handler om organisering, ikke om ikke-organisering. For at mange præfigurative initiativer kan overleve over tid og modstå det sociale, økonomiske og juridiske pres fra kapitalismen, må de faktisk nøje overveje deres organisatoriske design, interne styring og midler til subsistens. Hvis Frasers kritik af “mangel på organisation” specifikt refererer til fraværet af bestræbelser på direkte at modsætte sig og konfrontere hegemoniske magter, så er jeg enig i, at dette ikke er deres primære politiske strategi. Men jeg mener ikke, at præfigurative initiativer bør latterliggøres eller afvises, blot fordi de ikke udviser de samme karakteristika, eller forfølger den samme politiske dagsorden som traditionelle politiske partier.
En mere konstruktiv tilgang til social transformation er at udforske, hvad Fraser selv kalder “mellemterritoriet” mellem storskala, centraliseret planlægning og græsrods-eksperimentering. Jeg er helt enig i, at vi skal bevæge os ud over, hvad der synes at være det 21. århundredes iteration af den langvarige dikotomi mellem videnskabelig socialisme og utopisk socialisme. Som jeg diskuterede i en nylig artikel, som jeg medforfattede med Mikkel Krause Frantzen for The Sociological Review, er situationen så alvorlig, at vi har brug for en “alle hænder på dæk”-strategi, hvor progressiv parti-politik, arbejderpolitik, sociale bevægelser og præfigurative initiativer alle bidrager til et synergistisk væv. Jeg ser ingen grund til, at man skal vælge én strategi frem for en anden, når de alle kan være en del af det samme, overordnede frigørende politiske projekt. Koalitioner mellem bevægelser og politiske partier er essentielle, fordi græsrodsorganisationer har kapacitet til at holde partier ansvarlige og presse på for mere radikale, transformative politiske dagsordener. For eksempel eksperimenterer nogle lande med basisindkomstordninger eller fire-dages arbejdsuger. Mens disse foranstaltninger bør suppleres med betydelige reformer for at hæve mindstelønninger, regulere kontrakter, fremme fair arbejdsforhold og udvide juridisk beskyttelse og fagforeningsrepræsentation for alle arbejdere, repræsenterer de vigtige bestræbelser på at gentænke lønarbejdets centralitet i det senkapitalistiske, klima-påvirkede samfund. Ideen om at vi på grund af økologiske og socioøkonomiske årsager skal genoverveje arbejdet i vores samfund, har inspireret mange småskala, lokale eksperimenter. Hvorfor ikke lære af deres succeser og fiaskoer, mens vi udformer politikker og lovgivning på makroniveau? Professor Juliet Schor ved Boston College har udgivet omfattende om dette emne.
Det er også vigtigt at bemærke, at disse overvejelser er vestligt centrerede, hvilket er ganske problematisk. I mange lande i det Globale Syd er præfigurative og småskala, lokale initiativer afgørende i modstanden mod de udnyttende og korporative kræfter i den globale virksomhedskapitalisme. For eksempel repræsenterer Vikalp Sangam i Indien, som begyndte i 1979, nu lokale initiativer over hele landet, der modstår den global kapitalismes rovdrift ved at bevare lokale naturlige miljøer og advokere for menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder. Et andet eksempel er det omfattende netværk af sociale solidaritetsøkonomier i Brasilien, som fremmer arbejderkontrol og fremmer lokalsamfundets trivsel, samtidig med at de beskytter jord og naturlige økosystemer. Her bliver grænsen mellem modmagt og præfiguration sløret. Vi bør heller ikke overse det uddannelsesmæssige potentiale i præfigurative initiativer. Ved at gå foran med et godt eksempel demonstrerer de, at alternative måder at leve på, alternative ideer om udvikling, overflod og hvad der udgør et “godt liv” er mulige. Med andre ord legemliggør de, hvad nogle forskere kalder et “onto-epistemisk” skift: en anden måde at være og tænke om den verden, vi lever i.
En nyttig heuristik til at evaluere det frigørende potentiale i en organisation, institution eller social bevægelse, der foreslår en alternativ vision for fremtiden, kan findes i Frasers tre “normative evalueringskriterier”: ikke-dominans, funktionel bæredygtighed og demokrati. Det første kriterium undersøger, om det foreslåede alternativ forstærker dominans på tværs af køn, race/etnicitet og klasse. Det andet, funktionel bæredygtighed, antyder, at forslaget skal være i stand til at blive institutionaliseret og opretholdt over tid. Det tredje, demokrati, betyder, at “ethvert acceptabelt forslag skal institutionaliseres på en sådan måde, at deltagerne forbliver i stand til at ændre det, hvis nødvendigt,” ifølge Fraser. Erik Olin Wright skitserede også tre evalueringskriterier i sin bog Envisioning Real Utopias: ønskværdighed, levedygtighed og opnåelighed. Det kan være ganske nyttigt at analysere det frigørende potentiale i præfigurative initiativer i forhold til disse målepunkter.
Interessant nok understreger både Frasers og Wrights rammer vigtigheden af at institutionalisere alternativer til kapitalisme på et makrosystemisk niveau. I en artikel, jeg medforfattede med antropolog Suryamayi Clarence-Smith, undersøger vi, hvad vi kalder “fleksibel institutionalisering” i Auroville, Indien—et af de største og længst eksisterende intentionelle fællesskaber i verden, med næsten 3.000 indbyggere. Vi udforsker, hvordan denne alternative udviklingsmodel opretholdes og reproduceres inden for og i forhold til det dominerende kapitalistiske system, og vi diskuterer, i hvilket omfang præfigurative eksperimenter kan institutionaliseres, mens de bevarer deres præfigurative karakter. For at konkludere, ligger potentialet i lokale, fællesskabsbaserede initiativer ikke i deres evne til at udvide og “skalere op,” men snarere i deres evne til at “skalere ud,” dvs. at påvirke, uddanne, skabe synergier og samarbejde med andre progressive bevægelser, partier og institutioner.
Forslag til videre læsning:
Monticelli, L. (2021). On the necessity of prefigurative politics. Thesis Eleven, 167(1), 99–118.
Monticelli, L. (Ed.) (2022). The future is now: An introduction to prefigurative politics. Bristol University Press.
Clarence-Smith, S. and Monticelli, L. (2023). Flexible institutionalisation in Auroville: a prefigurative alternative to development. Sustainability Science.
Monticelli, L. and Frantzen, M. K. (2024). Capitalist realism is dead. Long live utopian realism! A sociological exegesis of Kim Stanley Robinson’s The Ministry for the Future. The Sociological Review. Online First.
