Feministisk teori uden feminisme

Feminisme er aldrig helt, hvad den har været. Det er efterhånden en gammel traver at betegne udviklinger inden for feministisk aktivisme som nye ’bølger’, og inden for feministisk teori er der lige så ofte udviklinger og nybrud. Performative vendinger: Introduktion til nyere feministisk teori leverer en tiltrængt opdatering på dansk af, hvad de nyeste strømninger er inden for feministisk teori med et særligt fokus på teorier og tilgange udviklet inden for de sidste par årtier. Som der også står på bagsiden, er dette intet mindre end en kollektiv kraftpræstation, der baserer sig på et omfattende samarbejde mellem forskere fra Aarhus Universitet, Roskilde Universitet og Københavns Universitet.

Værket indfanger også de mest indflydelsesrige strømninger inden for feministisk teori fra i hvert fald starten af 2000’erne og frem. Det kan diskuteres, om udtrykket ’performative vendinger’ er den mest dækkende betegnelse for de forskelligartede strømninger, da antologien indeholder et lige så stort fokus på for eksempel minoriteters vilkår og posthumanisme, som det handler om performativitet, der udgør ét af kernebegreberne i nyere feministisk teori. Men selvom feministisk teori af nyere dato er svært, hvis ikke umuligt, at sætte ét mærkat på, formår denne antologi at sætte et imponerende tekstkorpus sammen med forbindelser på kryds og tværs. 

Ifølge redaktørerne er den overordnede ambition med antologien ”at bidrage til et dansk kønsvokabularium” (s. 16), hvilket man sandelig også får på over 600 sider, der indeholder både nytænkende og udfordrende tekster. Læseren får dog ikke meget mere at vide fra redaktørernes side om, hvad der egentlig forbinder de forskellige temaer og tilgange i antologien ud over den simple erklæring, at de på en eller anden måde alle sammen hører til nutidig feministisk teori. At det handler om at bidrage til et ’kønsvokabularium’, er heller ikke helt dækkende i sig selv, da størstedelen af teksterne handler om meget mere end blot køn, hvilket må siges at reflektere nutidig feminisme i både teori og praksis.

Forvirringen er nærmest total til sidst, da bogen slutter med en såkaldt epilog, som slet ikke er skrevet til antologien, men er en oversat artikel fra 2005 af Clare Hemmings, ”At fortælle feministiske historier”. Denne artikel er skrevet før udgivelsestidspunkterne for en stor del af teksterne i antologien, og den handler slet ikke om disse nye strømninger, men problematiserer i det hele taget det at periodisere og kategorisere udviklingerne i feministisk teori. Selvom antologien selvfølgelig stadig kan siges at handle om feminisme på forskellige måder, synes rammesætningen af teksterne således at implicere en form for feministisk teori uden (et eksplicit fokus på) feminisme, som om det bare er selvindlysende for alle, hvad ’feministisk’ betyder i dag. 

Det mere-end-kønnede

Antologien er delt op i 7 hoveddele eller sektioner, som har følgende overskrifter: 1) Materie og betydning, 2) Affekt, 3) Intersektionalitet og racegørelse, 4) Transteori og cisnormativitet, 5) QTIBIPoC-teori og queer of color-kritik, 6) Handicap og tykhed, og 7) Det mere-end-menneskelige. Denne inddeling kan virke lettere overvældende og kaotisk, men ved nærmere eftersyn kan disse hoveddele inddeles i to gennemgående temaer, der egentlig peger på to forskellige slags vendinger inden for nyere feministisk teori.

Den ene vending, som muligvis kan betegnes som en ontologisk vending, dækkes af sektionerne om materie og betydning, affekt og det ’mere-end-menneskelige’, da disse dele af antologien alle indeholder teoretiseringer af, hvad blandt andet køn og seksualitet implicerer ud fra langt mere vidtrækkende og dermed ontologiske perspektiver. Overskrifterne i disse dele er særligt nymaterialisme og posthumanisme.

Den anden vending kan muligvis betegnes som en minoritetsorienteret vending med inspiration fra Rosi Braidottis udtryk om, at i hvert fald økofeminisme har antaget en ”minoritetsorienteret tone”. Denne vending repræsenteres af sektionerne om intersektionalitet og racegørelse, transteori og cisnormativitet, QTIBIPoC-teori og queer of color-kritik samt handicap og tykhed og er dermed mindst lige så repræsenteret som de mere ontologisk orienterede tekster. Fælles for begge vendinger er, at de udvikler feministisk teori langt videre end et snævert fokus på køn og det komplicerede forhold mellem mænd og kvinder anskuet ud fra en kønsbinær ramme. Med inspiration fra udtrykket om det ’mere-end-menneskelige’, som introduceres i de posthumanistiske tekster, kan bogens fokus dermed siges at være det mere-end-kønnede.

Den første sektion om ’materie og betydning’ indeholder fire oversatte tekster af henholdsvis Judith Butler, Karen Barad, Rosi Braidotti og Hortense J. Spillers. Særligt Karen Barads og Rosi Braidottis to tekster kan dog være særdeles vanskelige at gå til, hvis man ikke allerede er orienteret inden for akademisk filosofi og diskussioner om eksempelvis nymaterialisme. Dette er ærgerligt, hvis det har den konsekvens, at for eksempel nye universitetsstuderende bruger størstedelen af deres tid på at finde hoved og hale i det ofte indforståede sprogbrug frem for at forholde sig kritisk til indholdet. Samtidig er det allerede i den første sektion uklart, hvad der er særligt feministisk ved eksempelvis Karen Barads tekst, der udfolder en såkaldt ”agential realisme” om, hvordan materie i sig selv har en skabende karakter. Sat på spidsen synes der ikke at være noget til hinder for, at en ultrakonservativ antifeminist også kunne abonnere på en sådan metafysisk teori, da den ikke i sig selv har nogle implikationer for, hvordan samfundsforhold bør indrettes.

Butlers tekst om transkønnethed er til gengæld yderst interessant og viser tydeligt hendes velfortjente status som den sandsynligvis mest indflydelsesrige tænker inden for nyere feministisk teori. Modsat i hvert fald en del af de andre tekster i antologien præsenterer Butler ikke bare en statisk opstillet ’teori’, men tillader sig at stille genuint åbne spørgsmål og tvivle på om, hvad for eksempel transkønnethed betyder for vores forståelse af køn samt vores grundantagelser og værdier inden for feminisme. Teksterne i de efterfølgende sektioner om affekt og det mere-end-menneskelige er også på hver deres måde interessante og udfordrende med en forfriskende diversitet af skrivestile. Donna Haraway er for eksempel repræsenteret med en tekst i sektionen om det mere-end-menneskelige, hvor hun også peger på dybe skillelinjer inden for nutidig feminisme ved på kontroversiel, og for undertegnede ikke helt overbevisende, vis at argumentere for, at kloden er overbefolket, og at vi derfor bør få færre børn.  

Sektionerne, der handler om forskellige slags minoriteter såsom LGBTQ+ personer, handicappede og tykke, afspejler tydeligt den fortsat dominerende rolle som angelsaksiske og især amerikanske akademikere spiller i nyere feministisk teori, selvom det også i denne antologi vises i flere tekster, at feministiske teoretikere fra det globale syd også er begyndt at få en større og større stemme.  Det er nemlig først og fremmest fra angelsaksiske lande, at det feministiske fokus på inklusion af minoriteter kommer, og dette ses i særdeleshed i den hastigt voksende udbredelse af begrebet intersektionalitet, der netop stammer fra et fokus på sorte og brune kvinder i USA.

Alligevel indeholder disse sektioner yderst relevante og tankeprovokerende tekster, også i en dansk kontekst, såsom Samantha Murrays feministiske kritik af fedmeoperationer, ”Båndlagte kroppe: De somatekniske aspekter af gastrisk båndlægning”, og Susan Strykers dybt personlige refleksioner om det at føle sig som et Frankenstein-monster som transkønnet i nutidens samfund, ”Mine ord til Victor Frankenstein over landsbyen Chamonix: At performe transkønnet vrede”. Det er også forfriskende med kritiske diskussioner af intersektionalitetsbegrebet og en problematisering fra flere forfattere af den gængse fortolkning, at det implicerer en række statisk opstillede sociale kategorier såsom køn, race og klasse, der så siges at flette sammen på forskellige måder.

På tværs af de mange tekster synes der dog samtidig at være en tendens til, at de forskellige minoriteter hovedsageligt italesættes som passive og undertrykte grupper, som derfor har brug for blandt andet den feministiske teoretikers assistance – selvom der samtidig er flere af forfatterne, der selv tilhører de minoriteter, som de aktivt skriver om og på vegne af. Hovedproblemet i den forbindelse er, at en bestemt samfundsgruppe dermed skal være mere eller mindre entydigt udsat for undertrykkelse, hvad det så end helt præcist betyder, for at tælle som ’værdig’ for den feministiske teoretiker. Dette kan for eksempel forklare, hvorfor alder synes at spille en så lille rolle i disse tekster, da de færreste vil hævde i dag, at eksempelvis ældre mennesker er entydigt undertrykte.

Men dermed tenderer nyere feministisk teori til at overse, at samfundsgrupper, hvad enten de er minoriteter eller ej, også kan være både privilegerede og undertrykte på én og samme tid ud fra forskellige perspektiver. Dette betyder ikke, at disse minoritetsorienterede tekster passer ind i en konspirationsteoretisk fortælling om en såkaldt ’woke-agenda’, da de også indeholder spændingsfyldte diskussioner og konflikter på tværs. Dette ses især i Cáel M. Keegans ”At blive disciplineret: Hvor trans* er queerstudier i dag?”, hvor det gøres klart, at der er en modsætning mellem på den ene side queerfeminismens konceptualisering af køn som flydende og omskifteligt og på den anden side den gængse antagelse inden for transteori, at køn er en ”medfødt følelse” (s. 346). Men der synes alligevel at være nogle implicitte antagelser på spil inden for den minoritetsorienterede vending om, hvilke samfundsgrupper feminisme bør fokusere på, og mænd (som næsten halvdelen af befolkningen så vidt vides stadig identificerer sig som) er den gruppe, som mest åbenlyst ikke passer til disse antagelser.

Det er først og fremmest den antagelse at undertrykkelsen af disse grupper kan opfattes som analogt til undertrykkelsen af kvinder ved, at grupperne eksempelvis er hyppige ofre for vold i det offentlige rum eller anses som fysisk svage.  Dette må siges at pege på en væsentlig mangel i antologien, da der faktisk findes en voksende litteratur (og aktivisme) med feministiske tilgange til mænds manglende ligestilling. En påstand om at feminisme ikke også kan fokusere på dette, må forudsætte, at mænd udelukkende positioneres som privilegerede, hvilket i hvert fald slet ikke passer med den intersektionelle tilgang i store dele af antologien, hvor mænd selvfølgelig også er inkluderede som for eksempel transmænd og homomænd.  

Hvor blev ligestillingen af?

På sin vis er en antologi som denne stort set umulig at vurdere som en samlet helhed, da den kan være yderst brugbar til vidt forskellige formål og tilbyder centrale tekster med relevans for en lang række forskellige samfundsspørgsmål. Som allerede antydet er det dog alligevel slående, hvor få gange begreber som ’lighed’ og ’ligestilling’ optræder i løbet af antologien, hvilket antyder, at antologien på trods af at præsentere et feministisk-teoretisk skatkammer ikke tilbyder mere dybdegående refleksioner over, hvad feminisme egentlig står for som en etisk-politisk retning. Hvis feminisme således ikke blot handler om at kæmpe for lighed mellem mænd og kvinder i en kønsbinær ramme, men inkluderer alt fra transkønnede til etniske minoriteter, fra andre dyrearter til natur i bredere forstand, hvad er den lighed og frihed, som vi formodentlig stadig kæmper for, i så fald for noget? Hvad er feminismens normative kompas ud fra for eksempel en posthumanistisk optik?

Dette handler ikke nødvendigvis om at finde frem til feminismens grundværdier, da det med feminismens nye vendinger in mente lige så vel kan vise sig, at der normativt set ikke findes nogen fast grund under fødderne – at værdierne snarere må kontinuerligt forhandles og gentænkes, mens vi bevæger os fremad ad usikre stier og veje. Men det er svært at komme uden om, at feminismens etik, eller måske snarere etikker i flertal, også er et spørgsmål om etisk-politisk subjektivitet.

Det er først og fremmest ud fra et subjektivt perspektiv, at en central værdi som lighed overhovedet fremtræder og får lov til at spille en samfundsmæssig rolle, og derfor er det også bekymrende, at der synes at være så lidt fokus i nyere feministisk teori på at gentænke subjektivitet til fordel for nymaterialistiske teorier, der synes at placere det hele på ét ontologisk plan kaldet ’materie’. Dette gør i øvrigt også feministisk teori mindre relevant i forhold til særligt fjerde-bølge feminisme, der fra 2010’erne har haft et særligt fokus på kønsbaseret vold, især med #MeToo bevægelsen, og dermed også det at være et sårbart kønnet subjekt. Dette kan antologien i sig selv næppe klandres for. Men problematikken kalder på yderligere udvikling af nye teoretiske rammer og tilgange, hvor der også kan trædes et skridt tilbage i forhold til for eksempel det nye fokus på minoriteter for at sætte flere ord på, hvad feminisme på tværs af alle disse felter og politiske arenaer egentlig står for i dag.