24.6.2014
Et epistemes magt
Et helt centralt begreb i bogen er ’episteme’. Hvordan er staten – markedsstaten – et episteme?
I Markedsstaten Pedersen OK. (2014) Markedsstaten, København: Hans Reitzels Forlag. prøver jeg at vise at den moderne liberale stat, den jeg kalder markedsstaten, bør forstås som et episteme. Staten er derfor først og fremmest en videnshorisont og et vidensrum i foucualdeansk forstand. Det er den, der sætter grænserne for hvad det overhovedet er muligt at skabe indsigt i.
Som videnshorisont fastsætter staten både logos, ratio og tempus. Med logos menes, hvem det er, der er aktør eller agent i en given sammenhæng. Ratio henviser til de muligheder disse aktører har for at agere meningsfyldt for sig selv og for andre. Tempus er den tids- eller historieforståelse, som forudsættes i disse handlinger. De tre elementer er uadskillelige, og optræder i ethvert episteme.
Epistemebegrebet giver mig en anden tilgang til staten end traditionel statsteori, for i begrebet findes både en forestilling om statens koncentration af magt, samt dens spredte og løbende magtudøvelse på mikroniveau.
Jeg prøver også at lave en sondring mellem “enevold” under enevælden og magtudøvelse i markedsstaten. Den sidste type magt er dén, hvor nogen, qua magtfordelingen inden for epistemet, får myndighed til at handle i forhold til noget eller andre. Dette kan foregå gennem domstolskontrol eller lovgivning. Generelt foregår det under frihedens vilkår, altså under den forudsætning, at der er et logos, et subjekt, der er udstyret med frihed. Det er væsensforskelligt fra den absolutistiske periode, hvor enevold blev udøvet uden vilkår og grænser, uden frihed og uden magtfordeling.
Staten i vores tanker
Epistemet er altså den måde, hvorpå staten er i vores tanker, i vores adfærd, i vores viden om hvad der overhovedet findes af udfordringer og problemer derude, men også i vores måde at forstå hinanden som rationelle eller det modsatte, og dermed til at skabe mening i de ting vi gør.
Markedsstaten er således en bog om hvordan der konstrueres et episteme, som i dag er så selvfølgeligt, at det er nærmest har universel status. Markedsstaten afdækker “de stille præmisser” for overhovedet at skrive Konkurrencestaten. Pedersen OK. (2011) Konkurrencestaten, København: Hans Reitzel. Altså med andre ord dykker jeg ned i det, jeg selv tog for givet i Konkurrencestaten. De stille præmisser er fx modsætningen mellem stat og marked og det at individer er udstyret med friheder. Epistemet sættes igennem ved politiske handlinger, både af fagteorietikere, faghistorikere og retsdogmatikere, men også lovgivere. Jeg viser hvordan retdogmatikerne og faghistorikerne gør det over en række perioder, således at de begge bidrager til at skabe det vidensrum som ingen i dag stiller spørgsmålstegn ved.
Jeg er især ude på at undersøge hvordan denne treenighed af stat/marked/individ opstår, og prøver at vise, at nok er markedet blevet gjort til en selvstændig arena i forhold til staten, men hverken stat eller marked kan forstås uafhængigt af hinanden. Markedstaten indgår som sagt i en treenighed med stat, marked og et individ udstyret med friheder. Derfor har du også sondringen mellem økonomi, politik og civilsamfund som dette epistemes egentlige strukturelle opbygning. Pointen er, at markedet ikke er en selvkodende eller naturkodet institution. Det er ikke skabt, når vi taler om arbejdsmarkedet, af spontane individer. Den er snarere et resultat af en historisk proces, hvor der har været involveret politikere, fagteoretikere, tænkere og så videre. Så stat og marked kan ikke løsrives fra hinanden, ligesom individets friheder, og dermed også individets definition som retsbærer, ikke kan løsrives fra hinanden. Tager du et element ud af ligningen, falder det hele sammen.
Frigørelse og disciplinering
Det helt centrale er definitionen af den enkelte som et individ. Herigennem udstyres den enkelte med rettigheder og bliver til det jeg kalder “normalsubjektet” og som Alf Ross kalder for ‘generalsubjektet’, altså et individ med påtaleret, beskyttelsesret, viljesret, og alt muligt. I denne individidentifikation er der både en retslig dimension og en disciplineringsdimension. Blot fordi du, qua grundlov og alt muligt andet, får tilkendt visse friheder, så er det jo ikke sikkert at du, eller andre, forstår dig selv en der er udstyret med frihed. Der finder derfor en disciplinering sted, som giver dig en selvforståelse af at være fri og tilskynder dig til at få andre til at acceptere, at du også er ligesom de er. Med Markedsstaten har jeg derfor fortalt individets retlige historie, og vil med det tredje bind Staten fortælle dens disciplineringshistorie.
Jeg følger hvordan individet udstyres med en normalsubjektivitet over ca. 350 års meget kompleks og spredt historie. Her kommer jeg naturligt ind på det væld af kategoriseringer som hørte enevælden til: Om man bor på land eller i by, om man er mand eller kvinde, gift eller ugift, jøde eller protestant, besiddelsesløs eller har besiddelse, værdig eller uværdig, om man kan arbejde, kan arbejde delvist eller ikke kan arbejde, osv.
Fordi enevælden er karakteriseret ved udøvelse af vold uden vilkår, er der en konstant vekslen mellem tildeling og fratagelse af friheder. Det resulterer i en myriade af voldsomt detaljerede kategoriseringer. Selve det bare at fremstille det i fire kapitler har været en umådelig opgave. Det karakteristiske for kategoriseringen, er at der er nogle kategoriseringer, der er væsentligere end andre, og inden for de mest væsentlige finder der en voldsom detaljeringsgrad sted i underkategoriseringer helt ned til enkelte personer.
I overgangen fra enevold til magtudøvelse, altså fra enevælden til markedsstaten, forsvinder denne myriade af kategoriseringer og et fåtal af kategorier opstår, såsom stat/marked/individ og en kategori som fuldmyndig/umyndig. Overgangen til den moderne stat er altså et opbrud af dimensioner i kategorierne og en fastlæggelse af nogle få kategorier, som opnår en stabilitet, de aldrig havde under enevolden.
Normaliseringen af egeninteressen
Er det dette problem med myriaden af konstant skiftende kategorier som markedsstaten adresserer?
Ja, det er det netop. Fra enevældens periode til 1910 eksisterer en enorm kompleksitet og konstant ustabilitet i kategoriseringen af den enkelte. Denne kompleksitet skyldes, at der er nogen, for hvem kategoriseringen tjener et formål. Det er for eksempel kongen, der anvender og udnytter befolkningens arbejdskraft til sin egen produktion og krigsførelse. Ustabiliteten skyldes, at formålet hele tiden skifter alt efter hvad kongens arbitrære interesse er. Grundlæggende er det fordi den enkelte bliver betragtet som løsøre, som et redskab, et ’omvandrende legeme’ og dermed bliver noget, der kan anvendes af andre som et middel for deres egne interesse. Denne type kategorisering forsvinder gradvist og erstattes af få, men mere stabile kategorier. Individualiseringen betyder også man nu får sig selv og sin egeninteresse som formål.
Der er en pointe om rationalitet her. Rationaliteten opstår i denne moderniseringsproces, som et udtryk for, at der dannes et individ, som både af andre og af sig selv skal forstås, som en der bærer en egeninteresse. Hvis agens skal forstås i forhold til denne vilje og egeninteresse, bliver det det rationelle dermed det meningsfyldte. Det meningsløse bliver derimod dér, hvor vedkommende gør noget, som åbenlyst ikke er i hendes egen interesse.
Det er også i denne sammamhæng forestillingen om myndighed opstår: Hvis du er til fare for dig selv eller andre, eller åbenlyst ikke kan varetage dine egen interesse i egenskab af formuebærer eller arbejdskraftbærer, så umyndiggøres du. Du tvangsindlægges, kommer under administration eller medicineres.
Så rationalitetsbegrebet baseres på tanken om individet som retsbærer og på at den enkelte gennem disciplinering får en selvforståelse at have egeninteresse og varetage den på en meningsfyldt måde. Så individets historie er også rationalitetens historie.
Jeg prøver altså at vise, at alle disse tendenser vokser frem med den moderne stat og dermed opstår i den moderniseringsproces, som i det danske tilfælde i hvert fald tager 250 år. Ja faktisk hævder jeg at der er enevælden, der er den mest effektive til gradvist at gennemføre processen uden at have et formål med den.
Dermed prøver jeg at kritisere faghistoriens store tilbøjelighed: At skrive historien i lyset af nutiden. Jeg prøver at vise, at faghistorien hele tiden tager udgangspunkt i normalsubjektet for så at skrive historien baglæns og sige “i 1700tallet startede moderniteten”. Dette forudsætter jo at enevældens konger godt vidste hvad de gjorde… Vel gjorde de ej! De havde intet formål med det andet end at fastholde deres egen enevold og lade befolkningens arbejde tjene deres egne formål. At der så i løbet af historien, ud af alle disse handlinger, som kun var meningsfulde for konger, men ikke for alle mulige andre, opstår betingelserne for rationalitet og dermed meningsfuldhed er en anden sag.
I dag forstår vi altså fortiden i lyset af historiens nuværende stadie med normalsubjektet som det karakteristiske. Derfor bliver normalsubjektet også knyttet til historiens temporalitet: Den tidsforståelse vi indfører gennem historieskrivningen, fastslår at vi hele tiden, trin for trin, er gået i retning af normalsubjektets almengørelse. Når det er almengjort, har historien nået sit foreløbige højdepunkt, men har samtidig netop set historien i lyset af dette højdepunkt. Problemet er at da kongerne i 1700tallet begyndte modernitetsprocessen havde de ikke normalsubjektet som ideal. Idealet formuleres først 200 år senere og systematiseres af retsdogmatikken.
Almenvellet og den danske markedsstat
Du har talt omskabelsen af individet med egeninteresse, men hvordan kommer almenvellet og idéen om det fælles formål ind i billedet?
Udspringet ligger først og fremmest hos enevælden. Det er kongenmagtens “fælles bedste”, som al samfundsmæssig aktivitet er centreret omkring. Men udspringet ligger også i det forhold at arbejdsfriheden aldrig gennemføres fuldt ud i Danmark. Det er paradoksalt at Grundloven har en paragraf om næringsfrihed, men ikke en om arbejdsfrihed. §75 stk. 1 siger, at fremme af almenvellet bør tilstræbes at skabe betingelser for at den enkelte kan skabe livsbetingelser for sig selv, altså arbejde for sig selv. I stk. 2 hedder det så at hvis vedkommende ikke kan det, så har det offentlige en forsørgelsespligt, ligesom enevælden havde det. Dette betyder at modtageren af forsørgelse accepterer ”at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder”. Der vil sige, at der faktisk er en arbejdspligt involveret. Det er den arbejdspligt, som har eksisteret i 400 år og som enevælden har generaliseret og som nu bliver indskrænket. Men arbejdsfriheden bliver aldrig defineret og aldrig gennemsat som en frihedsret. Man har aldrig hørt arbejdsfriheden blive diskuteret. Man har hørt om næringsfrihed til ejendomsret, men arbejdsfriheden, altså friheden til at bære sin egen arbejdskraft, bliver aldrig gennemsat som en individuel frihed, hverken i Grundloven eller efterfølgende lovgivning. Den står som denne paradoksale arbejdspligt med mulighed for en afgrænset arbejdsfrihed indenfor.
Tvangen går altså forud for friheden. Arbejdsfriheden gennemføres heller ikke i 1899 med hovedaftalen for arbejdsmarkedet om den kollektive arbejdsret og overenskomst. Ved hovedaftalen forpligter hovedorganisationerne sig for det første til at gennemføre retten til passivitet, dvs. arbejdsfriheden. Du har frihed til at arbejde eller lade være. Men det ligger som grundlag for hovedaftalen, at de faglige organisationer gennem deres organisationsret får tildelt muligheden for at begrænse denne arbejdsfrihed i det øjeblik vedkommende er underlagt en hovedorganisation eller en overenskomst. Så det er organisationernes forpligtelse at disciplinere den enkelte til at underordne sig arbejdsgiveren og til at opretholde fredspligt, herunder ikke at værge arbejde kollektivt.
Man får altså retten til individuel passivitet og frataget retten til kollektiv passivitet. Her er fredspligten og arbejdsfriheden, men det er den kollektive organisation, der skal sikre begge. Derfor får vi aldrig en positivt formuleret arbejdsfrihed, da den er inkluderet i hovedaftalen, med det resultat, at enevældens underordnelse af arbejdskraften – den ret til at kontrollere, indespærre og disciplinere den – videregår til de kollektive organisationer, der garanterer passiviteten individuelt men samtidig fratager retten til kollektiv passivitet. Det gør jo at organisationerne hermed tildeles retten til at definere en fælles interesse, som den individuelle arbejdslejekontrakt indordner sig under. Resultatet er at vi går fra en enevælde-disciplinering med én enkelt central definition af den fælles interesse til en overenskomstfastsættelse af den fælles interesse – for både arbejdsgivere og -tagere.
Og det er den særlige danske historie. Den kollektive overenskomst bliver faktisk den mekanisme hvorigennem den individuelle arbejdsfrihed gennemsættes, men i den paradoksale forstand, at overenskomsten både skal kunne opretholde individuel passivitet og samtidig sikre, at der ikke sker kollektiv passivitet. Derfor får vi aldrig i Danmark en næringsfrihed, altså retten til at skabe eget erhverv, som modsvares af friheden til at arbejde.
Her sidder vi så i et land der aldrig har gennemført arbejdsfriheden og gjort friheden til at arbejde til en demokratisk frihed, da arbejdskraften øjensynligt er en sådan væsentlig størrelse, at den har ingen tiltroet den usynlige hånd til at skabe den ønskede orden i økonomien. Hverken de enevældige konger, parlamenterne, eller den kollektive parter på arbejdsmarkedet har nogensinde tilladt ‘den usynlige hånd’ at regere på arbejdsmarkedet. Defintionen af fællesinteressen har altid været monopoliseret.
Jeg forsøger at vise at selvforsørgelsen er den store frigørelse, men at den aldrig bliver en egentlig frigørelse i Danmark, fordi selvforsørgelsen altid underlægges et fællesformål. I det øjeblik du ikke kan forsørge dig selv, så forpligter du dig til at underkaste dig loven.
Der er jo paradoksalt at der i Grundloven står at du forpligtes til at underkaste dig loven, da Grundloven jo har som forudsætning, at alle borgere er underkastet loven. Det står der fordi de friheder, som Grundloven i øvrigt giver dig, eksempelvis retten til at bære egen ejendom og formue, retten til at indgå ægteskab, til at bevæge dig frit, til at stemme eller lade dig stemme på, kan tages fra dig, hvis du modtager offentlig forsørgelse. Det er en slags særlovgivning kan man sige.
Der er altså i Grundloven også en videreførelse af den underkastelse af arbejdet som karakteriserer enevælden. Derfor siger jeg at selvforsørgelsen er det ugennemførte frigørelsesprojekt og arbejdsfriheden er den glemte frihed. Grunden til at jeg kalder det et “frigørelsesprojekt”, fordi en hver får jo retten til at bære sin egen arbejdskraft og retten til med egen vilje at beslutte om man vil arbejde eller lade være. Alle og enhver kan leve uden at arbejde hvis man i øvrigt ikke modtager offentlig forsørgelse, så er der ingen absolutte forpligtelser. Har du en stor arv, kan du roligt gå og dandere den ned ad gaden, men i det øjeblik du ikke arbejder og modtager offentlig forsørgelse, underkaster du dig loven.
Den danske udgave af den liberale stat gennemføres altså aldrig som en egentlig liberal stat, men sætter kollektivismen højere end individualismen. Dette træk videreføres over en periode 150 år på tværs af selv konservative og liberale regeringer. Liberalismen spiller altså andenviolin i den danske liberale stat. Kollektivismen er det primære. Hele disciplineringen i Danmark har derfor haft som mål at fastholde denne fællesskabsforpligtelse.
Er det den samme spænding man ser i den klassiske socialdemokratiske debat om ret og pligt?
Ja, diskussionen om ret og pligt er én der opstår næste for næsten 200 år siden og trækker på et grundlæggende aspekt af denne unikke relation mellem kollektivisme og individualisme, som karakteriserer den danske markedsstat i sammenligning med andre landes. Det jeg selv synes har været mest spændende, er, at vise at statsbegrebet og markedsbegrebet er geografisk og situationelt bestemt, og at der ikke er en almen definition til stede i dem. Når man taler om staten i USA og staten i Danmark, taler man om to forskellige ting, som ikke har et fælles fikspunkt i idéer om “liberalismen”, “markedet” eller “individet”. Stat og marked er institutioner, der er historisk tilblevne og man kan derfor kun forstå dem som specifikke og geografisk afgrænsede og dermed ikke som universelle størrelser.
Forandringers tidforståelse
Men markedsstaten som begreb lægger alligevel op til en vis universalitet?
Nej, fordi markedsstaten er den første stat. Karl Polanyi kalder den for den liberale stat og Weber kalder den for den moderne stat. Jeg kalder den for den første stat, netop fordi jeg vil vise at absolutismen og enevælden ikke er statsformer. Staten er karakteriseret ved magt, hvor enevælden er karakteriseret ved enevold -altså uvilkårlig, uden lov. Så en stat er noget historisk specifikt og markedsstaten er den første stat. Markedsstaten er derfor ikke en universel størrelse, men findes i forskellige lokale historiske sammenhænge. Den har sin institutionelle historie, som er forskellig fra sted til sted. Men det er karakteristisk at markedsstaten i dag er grundlaget for socialstaten, for velfærdsstaten og senest konkurrencestaten. Alle disse senere typer stater er mere moderniserede former af markedsstaten. Det er altså stadig markedsstaten, der sætter strukturen, herunder normalsubjektet og forholdet mellem ret og pligt.
Det jeg prøver at vise, er ikke en epokeinddeling, som jeg selv indfører, men én som jeg henter ud af retsdogmatikken og faghistorien. Jeg prøver at vise at selve tidsdimensionen er inkluderet immanent i et vidensrum og derfor er en institutionel tidsdimension, som opstår historisk. Derfor er tid noget forskelligt fra Danmark til fx England, fordi faghistorien, retdogmatikken og mange andre skriver den på forskellig vis. Der prøver jeg så at vise at de discipliner, du og jeg arbejder indenfor -komparativ politisk økonomi, komparativ politik – er dem, der forstår forandringerne på baggrund af denne institutionelle historisk til blevet tempus-forståelse. Vi kan ikke se forandringer, ej heller lokalisere dem, hvis ikke der allerede var et episteme, der lagde grundlaget for at forstå forandringerne. Epistemet består således i fordelingen af funktioner til agenter og gør det inden for en struktur – statsformen – hvis historiske tilblivelse sætter epoker og perioder som forudsætninger for at konstatere forandringer.
Dette er selve præmissen for, at vi som forskere kan se, at der sker de forandringer vi konstaterer med udsagn som “nu har vi en markedsgørelse”, “nu ser vi en statsliggørelse”, etc. Disse postulater forudsætter jo nogle grundstrukturer, som vi allerede har fikseret og kan konstatere forandring i. Derfor er det symptomatisk, at vi leder efter nogle allerede givne aktører, som vi ved er i stand til at skabe forandringer. Det er en række aktører som af epistemet tildeles agens. Agens er dér hvor vi går hen og identificerer, hvordan nogen har gjort noget, der har etableret en forandring. Men vi ved allerede, hvem vi skal lede efter, for vi ved hvem der er aktører. Vi ved derfor også hvilke typer af funktioner disse aktører udøver igennem bestemte kilder. Det er først og fremmest lovgivnings- og retskilder. Hvorfor er det altid i loven? Jamen, det er fordi loven er blevet den mekanisme hvorigennem forandringen bliver udpeget og dermed det rum hvori den skabes. Og hvorfor går vi ind i markedet og ser på hvordan arbejdstagere og arbejdsgivere agerer for at konstatere forandring? Fordi de allerede i epistemet er udpeget til at være aktører og derfor dem hvis agens vi eftersøger i kilderne. Så hele fortællingen om historien er inkluderet i et vidensrum, som er etableret forud.
Det betyder jo at alt, hvad vi sidder og laver hver eneste dag, forudsætter epistemet. I det sidste kapitel i bogen diskuterer jeg derfor hvordan vores discipliner- organisationsteorien, den institutionelle teori, diskursteorien, filosofien -alle er immanente i epistemet. Der er derfor potentiale for kritik af vores discipliner med hensyn til indsigt i og distance til epistemet.
Der er tre tilgange til kritik, den diagnostiske, arkæologiske og genealogiske: Først diagnosen, som er kritisk i den forstand, at den giver indsigt i hvor vi står, med hvilke problemer, der er hvem forsøges håndteret på hvilken måde? Det er altså Konkurrencestaten: Hvor står vi danskere, med hvilke udfordringer som forsøges håndteret af hvilke aktører? Den anden kritik er arkæologien i Markedsstaten, der stiller spørgsmålet hvorfor står vi her med de problemer, i denne geografi, med de allerede prægivne aktører, der har det vidensrum, hvor de kan identificere problemer i? Og så kommer genealogien i tredje bind Staten, som også er en kritisk tilgang og som spørger, hvordan der udøves disciplinering, for at vi kan stå med de problemer, med de aktører, der har disse muligheder for viden?
Moderne skueprocesser
Du har tidligere talt om sagerne om Carina og Robert som skueprocesser. Hvordan hænger det sammen med markedsstaten?
Det hænger tæt sammen med temaet for den næste bog Staten, altså magtudøvelsen og disciplineringen, og dermed også modmagt og modstand. På de sidste sider i Markedsstaten skriver jeg, at når vi nu kommer over i denne her forudsætning om normalsubjektet, så skal vi også disciplineres til at have selvforståelse som værende normalsubjekter. Der er med andre ord nogen, som ikke har forudsætningerne til at blive disciplineret. Det er for eksempel dem, der bliver umyndiggjort – dem der ikke kan betale, er tidligere straffede eller konsekvent ikke ønsker at arbejde. I den sammenhæng er der ingen tvivl om at skueprocesser er et disciplineringsredskab, som benytter sig af de historisk tilgængelige kategorier . Enevolden anvendte jo også i sin tid skueprocesser – mod jøder, katolikker, kvinder, landhåndværkere, etc.
I markedsstaten får disse skueprocesser en særlig karakter, fordi her individualiseres kategorierne. Det er nu det enkelte menneske, – uanset vedkommendes religion, race, etc. – som skueprocessen føres omkring.
Individualiseringen knytter sig til rationalismen, til retsgarantierne og retsstaten. Netop derfor kan der være skueprocesser omkring individer som ‘Dovne Robert’, for tidens kategoriseringer gør det muligt at kalde Robert for doven.
At det er Danmarks Radio, der udpeger Robert til at være doven, er jo et paradoks i sig selv, da det er en offentlig institution, som har til funktion at informere og danne den offentlige befolkning. Jeg ser det som et tegn på at medierne er blevet dem, der foretager disse skueprocesser, og gør det hver eneste dag: Så er der én der lever for dårligt, så er der én der lever for godt, så der én der snyder, etc. Men skueprocesserne er altid individualiserede, for det er den kategorisering, der gælder i dag.
Skueprocessen er altså et disciplineringsredskab, men spørgsmålet er hvem der har retten til at disciplinere. Jeg mener at denne ret idag er diffunderet ud til de mange og er blevet en hverdagsaktivitet. Det er ikke bare kongen, forældrene, domstolene, lovgivningen; det er også medierne, kulturinstitutionerne, naboen. Det er så at sige os alle sammen. Skueprocessen er således i dag et udtryk for social kontrol i vores historiske periode. Den er alles eje i relationen til alle og den mekanisme, hvorved vi alle sammen holder kontrol med hinanden. Dermed er vi henne ved én af markedsstatens karakteristika, nemlig at den bliver en livsform. Staten er noget vi lever i vores hverdagsrelationer. Ved at forvente meningsfylde i alle andres aktiviteter forventer vi en bestemt ratio, et logos og tempus til stede. Alle vogter og ser efter om de andres handlinger er i overensstemmelse med epistemet.
Dermed er selve hverdagen blevet genstand for social kontrol og vi har ikke den distance til kontrollen, som var kendetegnet for enevælden. Dermed bliver alle kontrolleret i hverdagen helt ned i mikrokosmos, hvilket gør hverdagen til en konstant disciplineringsøvelse.