3.6.2014
På engelsk findes ordsproget ’pas på med hvad du ønsker, for du får det måske’. Det relativt komplekse forhold, som dette ordsprog påpeger, mellem drømme, aspirationer eller krav på den ene side, og på den anden: opfyldelsen heraf, tænkes at gælde alle livets forhold. Men det synes i sjælden grad relevant, når vi taler om den historiske relation mellem arbejdslivet af i går og i dag. På mange måder minder vores filosofiske, normative og helt praktiske forhold til arbejdet i dag nemlig om, hvordan vi en gang drømmende forestillede os, hvad arbejdet kunne og burde være i stedet – især når vi kritiserede, hvordan det var. På overfladen synes drømmen altså opfyldt. Som denne artikel vil anskueliggøre, er drømmene dog blevet realiseret i ganske forvrænget form. Jeg vil i denne sammenhæng fokusere på særligt to af disse perverterede realiseringer af det ny arbejde, som i grove træk er centreret omkring to begreber: kreativitet og fleksibilitet. To begreber, som i sidste ende også har en del fælles skæringspunkter.
Det rekombinante arbejdsliv
Når vi i dag taler om fleksibilitet i forbindelse med arbejdet, anvender vi begrebet på især to specifikke måder. For det første med reference til, hvordan arbejdslivet tænkes struktureret mht. ansættelsesformer; for det andet: hvordan selve arbejdsdagen tilrettelæggelses, dvs. hvornår – og måske også hvordan – vi lægger vores timer eller løser vores opgaver. Mht. til den første forståelse er den helt centrale akse spørgsmålet om fast fuldtidsansættelse versus diverse fleksible og multiple ansættelses- og arbejdsformer; herunder i stigende grad også under- eller endog ubetalt arbejde. Fleksibilitet kan altså tænkes at referere til et arbejdsliv bestående af enten serielle, tidsbegrænsede (fuldtids)ansættelser, fx i form af projektansættelser, eller af tidsligt sideløbende ansættelser, der hver især ikke isoleret set udgør et ’fuldt arbejdsskema’. Konkret kunne man ofte forestille sig en kombination af disse to hovedformer.
Anskuet i et historisk perspektiv var et mere fleksibelt arbejdsliv oprindeligt et centralt modbillede i modkulturens nedrakning af det kapitalistiske arbejdssamfund fra 1960erne og frem. Her var eksistentiel bortvisnen gennem livstidsansættelse ved den bureaukratisk-industrielle kapitalismes primære topoi, skrivebordet eller samlebåndet, et hyppigt tema i den teoretiske litteratur og ikke mindst i film, litteratur og populærmusik. Ifølge den italienske neomarxistiske eller såkaldt postarbejderistiske filosof og sociolog Bifo (Franco Berardi) er det netop disse specifikke kritikker, krav og drømme, som i løbet af 1990’erne vender tilbage i perverteret form, og som nu udgør rygraden i den ny kapitalismes freelance-baserede arbejdskultur med dens relativt ensidigt positive betoning af det frie, selventreprenante subjekt og dets flydende, såkaldt ’rekombinante’ arbejdsliv uden reelle, transparente karriereveje (2003).
Prekariatet og portfoliokarrieren
Som afløsning for tidligere tiders forestilling om den meritokratisk funderede opadstigen i virksomhedshierarkiet, hvor karrieremæssig forfremmelse især afhænger af bedrifter og uddannelse, der er relaterede til den specifikke arbejdsplads og dens ofte ekspliciterede mål, fremfører den postbureaukratiske managementdiskurs i stedet ideen om en ’portfoliokarriere’ (Handy 1994) centreret omkring en række personlige aktiver, som en arbejdstager kan besidde og fremvise. Blandt disse har de væsentligste netop at gøre med evnen til at indgå i serielle projekter. Her tænkes på evner eller personlige kvaliteter som ’åbenhed’, ’tolerance’, ’omstillingsparathed’, ’spontanitet’, ’intuition’, ’social intelligens’ samt ikke mindst: ’fleksibilitet’ og ’kreativitet’. Evner, som alle i stigende grad netop tænkes at kunne opdyrkes og trænes gennem indgåelse i stadigt nye projekter, men som til gengæld ikke alle fremstår arbejdsrelaterede i traditionel forstand. Præmisserne for succes i arbejdslivet, hævder organisations- og innovationsteoretikeren Rosabeth Moss Kanter, bliver under disse nye vilkår
’en kombination af den professionelles vidensbase og søgen efter anseelse med iværksætterens evne til at bevæge sig fra projekt til projekt og skabe ny værdi. Folks karrierer afhænger mere af deres egne ressourcer end af en bestemt virksomheds skæbne. […] Ikke længere at kunne sætte sin lid til virksomhed for at give sikkerhed og omdømme kræver af folk, at de skal opbygge disse ressourcer i sig selv…’ (1989: 357)
Som jeg vil vende tilbage til nedenfor, ligger der i Kanters normative beskrivelse af karrierevejens nye betingelser et ret eksplicit imperativ, som foreskriver en personlig forpligtelse til at udvikle sig selv og sine ressourcer specifikt med henblik på arbejdslivet. Men samtidig handler det for den arbejdende simpelthen også om at sende det signal, at man ikke er ’groet fast’ for længe ét sted, eller at man er i fare for eller endog har intentioner om det. I deres sociologiske nyklassiker Kapitalismens ny ånd (2005: 93-96) benytter Boltanski og Chiapello termen ’ansættelighed’ (employability) til at beskrive den kvalitet, nutidens arbejdsgivere i hidtil uset omfang interesserer sig for hos sine potentielle ansatte (typisk i form af de ovennævnte personlige aktiver). Det er employability, den individuelle arbejdstager bør fremvise, hvis de af lyst eller af nødvendighed ønsker at lade sig indskrive i arbejdets nye vision, som er ’personlig tilfredsstillelse gennem en mangfoldighed af projekter’, som Boltanski & Chiapello opsummerer det (ibid.: 90). Samme fænomen er også blevet refereret til som en form or ’cv-ficering’ af arbejdslivet eller ’the wired life’, som ifølge Flores & Gray ’er mere som en novellesamling end som den borgerlige romans store narrative forløb’ (2000: 24). Ifølge de positive fortalere for denne tendens, er der her tale om en radikalt ny form for personlig autonomi. Tidligere tiders arbejdslivsmæssige orientering mod det kontinuerligt narrative og på den vis meningsgivende og bl.a. socialt mere stabile karriereforløb er blevet erstattet af en langt mere diskontinuerlig, men altså også mere fri og individuel måde, hvorpå man sammensætter sit hverdags- og arbejdsliv og tilskriver det betydning (ibid.: 23).
Hertil er det dog fra flere sider også mere kritisk blevet pointeret, at den centrale kategori til den kritiske beskrivelse af arbejderklassen måske ikke længere bør være proletariatet, men derimod det såkaldte prekariat. Med dette begreb, som semantisk set er en sammentrækning af ’usikkerhed’ og ’proletariat’, forsøger man at indfange objektive aspekter af den projektorienterede postfordistisk kapitalismes skyggeside. Dette kunne fx være den tiltagende brug af tidsbegrænsede ansættelser og dermed et arbejdsliv, som aldrig rigtig finder nogen fast form, som finder sted i ly af den ideologiske dyrkelse af fleksibilitet og omstillingsparathed (Standing 2011, Seymore 2005, Bifo 2009). Medens arbejderklassens kritik af kapitalismen således tidligere var rettet imod socioøkonomisk udbytning og dens psykoeksistentielle konsekvenser (fremmedgørelse, tingsliggørelse osv.), synes prekariatets primære problem ofte nærmere at være, at det slet ikke indgår i en type relationer, som meningsfuldt kan beskrives som systematisk udbytning. ’Elendigheden i at blive udbyttet af kapitalister’, som økonomen Joan Robinson engang sagde i en lidt anden sammenhæng, ’er ingenting ved siden af slet ikke at blive udbyttet.’ (2009: 45)
Fleksible arbejdstider og arbejdets opløsning
Som allerede nævnt, refererer den nutidige brug af fleksibilitetsbegrebet inden for arbejdsdiskursen også til spørgsmålet om tilrettelæggelsen af arbejdsdagen, dvs. hvor og hvornår vi lægger vores timer eller løser vores opgaver. Om end der selvfølgelig kan peges på undtagelser fra reglen – et påtrængende spørgsmål bliver fx, om ’tidsdiktaturets’ logikker nu blot er flyttet fra synlige hierarkiske kommandoveje til usynlige algoritmiske protokoller bag interfacet? – synes det postfordistiske arbejdes fremvækst ret entydig også at medføre øget fleksibilitet ud af denne akse.
Den positive dimension af dette er, som det ofte bliver fremhævet, at vi herved i langt højere grad selv kan planlægge vores arbejdsdag i forhold til andre aktiviteter (især familielivet). På negativsiden finder vi tendensen til at grænserne mellem arbejde og fritid bliver stadig mere udflydende (deraf også begrebet ’grænseløst arbejde’). Det mentale og digitale arbejde udfordrer eksempelvis på mange måder de begreber vi har benyttet os af, når vi har teoretiseret over arbejdet og økonomien. På den vis kan vi måske, som for nylig pointeret af Adam Fish (Andrejevic et al. 2014: 1093), af nød blive tvunget ud i en slags metodisk og teoretisk ”utroskab”, når vi forsøger at forstå, hvad arbejde og økonomisk produktiv aktivitet overhovedet er for en størrelse, og i forlængelse heraf gentænke vores sondringer mellem arbejde og ikke-arbejde og dermed også sondringerne mellem nye arbejdsformer og nye arbejdsløshedsformer. Arbejdet og dets problemer kan simpelthen ikke længere meningsfuldt begribes med teorier, som kun hører til ét teoretisk felt.
Som jeg vil argumentere nedenfor, er der faktisk også store dele af især vores digitale forbrug, herunder de gratis overspringshandlinger vi laver i arbejdstiden (fx på sociale medier), som for alvor rokker ved de konventionelle sondringer mellem arbejde og ikke-arbejde. Netop det forhold, at det ’usynlige arbejde’, som vi de facto udfører her, indbefatter aktiviteter, som vi ikke normalt har regnet for arbejde, bidrager ifølge Lazzarato således yderligere til, at det bliver ’stadig vanskeligere at adskille fritid fra arbejdstid. I denne forstand bliver livet umuligt at adskille fra arbejdet.’ (1996: 137)
På det psykologiske plan medfører denne tendens også, at vi måske i stadig mindre grad er i stand til at skelne mellem vores forskellige identiteter og emotionelle tilhørsforhold. Den amerikanske sociolog Arlie Hochschild (2003) hævder således, at den arbejdende er blevet fanget i en ’tidsfælde’. Som undertitlen til hendes analyse forklarer, har arbejdet og familien for mange mennesker byttet roller. Familien er ’blevet arbejde’; hvormed hun mener noget slidsomt, som vi gør af pligt (eller i det mindste ofte glemmer at forstå som lystfuldt, menings- og identitetsgivende); og arbejdet er ‘blevet familie’; dvs. det sted og den sammenhæng, hvor vi lægger vores bedste tid, skaber vores identitet og udlever vores sociale behov. Og i tilgift til denne tilsyneladende identitets- og værdiforvirring har vi i ly af den ideologiske dyrkelse af fleksibilitet og omstillingsparathed endvidere fået grænseløst arbejde og muligvis også en decideret stressepidemi.
Det kreative arbejde
Richard Sennett rettede i sin analyse af Den ny kapitalismes kultur en kraftig kritik af de frihedsløfter, som den ny arbejdsdiskurs giver. Selve intentionerne erklærer Sennett sig i princippet enig i. Problemet er bare, hævder han, ’at disse forandringer ikke har gjort folk frie.’ (2007: 18) Symptomatisk for denne normative eller arbejdsetiske genopladning af arbejdslivet og dermed også arbejdssamfundet vha. af løfter, hvis reelle indfrielse står til diskussion, er således den rolle, et andet begreb, som står centralt i tidens diskurs om arbejdet, nemlig kreativitet, er blevet tildelt (Stephensen 2010).
Igen er en kort historisk ekskurs relevant: For 4-5 årtier siden var kreativitet nemlig i altovervejende grad det, arbejdslivet under den senmoderne kapitalisme ofte blev beskyldt for ikke at være. I dag er kreativitet i stedet ofte det modsatte: det, der bliver fremhævet som arbejdslivets kerne. Både i økonomisk forstand, dvs. det vi skal klare os ved hjælp af i den såkaldte globaliserede konkurrencesituation, hvor evnen til innovation står centralt. Og som arbejdets meningsgivende essens, dvs. grunden til, at det overhovedet giver mening, og at vi overhovedet gider. Medens kreativiteten altså tidligere fremstod og fremhævedes som arbejdslivets eksterne, kritiske korrelat: det, som arbejdet netop blev beskyldt for ikke at være, ja endog det den senmoderne kapitalismes arbejdsorganisering og dens produktions- og medieteknologiske mekanismer slet og ret kvalte, fremstilles kreativiteten i dag som det, der er det essentielt væsentlige ved arbejdet. Kreativitet er nu blevet det, som giver arbejdet værdi (igen i dobbelt forstand).
Historiske eksempler på kapitalismekritikkens dikotomi ’kreativitet’ versus ’fremmedgjort arbejde’ er legio (jf. fx en lang række politisk-filosofiske og arbejdssociologiske analyser og kampskrifter fra 1950-70erne af bl.a. Herbert Marcuse, Robert Blauner, Peter Berger, Henri, Lefebvre, Cornelius Castoriadis, Erich Fromm m.fl.), hvorfor et enkelt eksempel, nemlig fra André Gorz, her vil være tilstrækkeligt. Med kraftige affiniteter til den unge Karl Marx’ beskrivelse af den flydende (læs: fleksible) arbejdsdeling i det kommunistiske samfund (Marx & Engels 1973: 106-7), gav Gorz således følgende karakteristik af det ideelle (arbejds)samfund, hvor ’arbejde skulle kunne vælges for dets egen skyld og svare til et ”kald” af den slags, som driver kunstneren, filosoffen, den politisk aktive, folkeoplyseren og opfinderen, for hvem selve gerningen er målet’ (1989: 44). Hermed gentog Gorz en pointe, som han selv og mange andre i samtiden allerede ofte havde fremført, nemlig at ’målet nødvendigvis må være en ”kulturel revolution”: en nedbrydning af ulighederne, hierarkiseringerne og sondringerne mellem manuelt og åndeligt arbejde, mellem planlægning og udførelse; en frisættelse af alle arbejderes kreative potentialer, som skolerne og arbejdets organisering kvæler.’ (1977: 41). Ifølge Gorz handlede det altså ikke om gennem fx automatisering at minimere arbejdets fylde i hverdagslivet for derved at skaffe mere fritid til kreative aktiviteter, som det ellers også ofte diskuteredes i tiden. Det handlede derimod, som Cornelius Castoriadis prægnant havde formuleret det, om at ’bringe poesi ind i arbejdet. (Strengt taget betyder poesi skabelse)’ (1957).
Nærlæser man de sidste årtiers arbejdsdiskurs (fx i organisations- og ledelsesteorien) er det da også ganske tydeligt, at bevidstheden om tidligere arbejds- og kapitalismerelaterede problematikker og kritikker er ganske kraftigt til stede. Og dette bliver på mange måder kun endnu mere tydeligt, når man dykker ned i de teorier, som stiller sig som fortalere for kreativitetens, det kreative arbejdes og den kreative økonomis tidsalder – herunder også store dele af Web 2.0-manifesterne. Her møder man således ofte en helt eksplicit insisteren på, at den nye epoke under kreativitetens banner udgør en lykkelig, historisk udgang af kapitalismens tidligere fejl og sygdomme.
Et indlysende eksempel på dette er Richard Floridas indflydelsesrige teori om Den kreative klasse, hvor en lang række problemer ved kapitalismen, som tidligere – også ifølge Florida selv – med rette kritisk var blevet fremhævet, nu med ét kan historisk transcenderes. Florida formår således i sin argumentation simultant at koble (i) ideen om den kreative økonomis tidsalder som en art post-kapitalistisk kapitalistisk epoke; (ii) antagelsen om kreativiteten som ’en fundamental ting ved det at være menneske’ (Florida 2002: 381), dvs. et ’artskarakteristika’ (Gattungswesen), som det hedder hos Karl Marx (1965: 58); samt endelig (iii) det eksplicit Max Weber-inspirerede forslag om en ’ny kreative etik’, der driver vores tidsalder frem, og som ifølge Florida må betragtes som en endnu stærkere arbejdsetik end den protestantiske (Florida 2002: 5 og 211).
Kendere af Boltanski og Chiapellos Kapitalismens ny ånd (2005, 2011) vil vide, at beskrivelsen af denne type positive indoptagelse af tidligere tiders kritiske begreber – både mht. selve den diskursive rekuperationsmekanisme og rent indholdsmæssigt betragtet – flugter med, hvordan kapitalismens seneste åndsperiode (dvs. dens nyeste ideologiske legitimeringsdiskurs) tager sig ud og fungerer. En sådan ånd er ifølge Boltanski og Chiapello et generelt behov, som kapitalismen og dermed også arbejdet altid har, fordi det er et ’absurd system’, som behøver udefrakommende legitimering, der ’retfærdiggør folks tilslutning […] og som gør denne tilslutning attraktiv’ (2011: 203). Appliceret på Floridas teori fremstår aktiv deltagelse i den kreative kapitalisme altså attraktiv, fordi der her tilsyneladende er tale om en økonomisk orden, som både er sundere og rigere (såvel individuelt som kollektivt), fordi den netop drives frem af realiseringen af menneskets kreative essens. Og mindst lige så væsentligt: denne position taler med i det kor, som i tiltagende grad priser arbejdet, som det eneste mulige sted for realisering af det sandt menneskelige. At ikke ville realisere sig selv og sine produktive, kreative potentialer i arbejdslivet bliver så at sige en noget nær umulig position (som der da også rent social- og beskæftigelsespolitisk slås hårdt ned på i disse år).
Genstandsgjort kreativitet
Medens denne analyse indtil videre primært har fokuseret på det ideologisk-diskursive niveau, har den italienske neomarxisme (som også betegnes ’postarbejderismen’) vist os, at disse kritikker, krav og drømme også har ladet sig materialisere i form af nye teknologier, der tilbyder nye økonomisk-produktive mulighedsrum og dermed også transformerede arbejdsprocesser, nye organisationsformer osv. (Stephensen 2013). En proces, som ofte er sket med det formål at afvæbne den potentielt kritiske arbejdsklasse. Ikke blot transformationerne i kapitalismens ideologiske niveau (’kapitalismens ånd’), men også dens materielle og teknologiske udvikling kan således ses som konsekvenserne af en serie ganske bevidste forsøg på at indoptage og dermed neutralisere eller afvæbne de revolutionære transformationsbestræbelser, som kapitalismekritikken peger frem imod. Ifølge Nick Dyer-Witheford er det nemlig netop ’behovet for at foregribe, forstyrre og bekæmpe denne indre fjendes tiltagende styrke, som ansporer kapitalen til at udvikle og perfektionere sig selv’ (2004: 8). En pointe, som Marx faktisk allerede selv påpegede i Kapitalen, da han konstaterede, at ’der kunne skrives en hel historie om de opfindelser efter 1830, der kun blev til noget, fordi de skulle tjene som kapitalens krigsvåben mod arbejderrevolterne’ (1970-72, vol. 1, bog 3: 628), men som han altså ikke – i modsætning til postarbejderismen – gjorde til sin primære matrice for udlægningen af kapitalismens forandringshistorie.
Dette synes også at gælde de digitale teknologier. Dels hvordan de så at sige sælges som nye, frigørende arbejdsredskaber (jf. fx hvordan Mac’en fremstilles som den kreative klasses Harley Davidson), dels på det konkret materielle plan. Helt ned på interfacets og kodens konkrete niveau er disse teknologier og deres infrastrukturelle konstitution nemlig i afgørende omfang formet efter menneskets kulturelle og sociale forventninger, drømme og behov, herunder også kritiske, mod- og vrangvillige teknologianvendelser og afvisninger (Turner 2006, Stephensen 2012). Parallelt med Boltanski & Chiapellos udlægning kan udviklingen af hele den teknologiske arkitektur, som ligger til grund for netværksorganiseringen af den digitale arbejdskultur, således forstås som kapitalens (im)materielle modreaktion på de forskellige antikapitalistiske og lønarbejdskritiske bølger, som i efterkrigstiden prægede den politiske opinion i især Vesten.
Med en parafrase af det såkaldte ’Maskinfragment’ fra Marx’ kasserede manuskript Grundrids (1974, bind 2: 548), kunne man således hævde, at disse nye, kreative ’samarbejdsteknologier’ (Rheingold 2007), som umiddelbart synes at realisere mange af kapitalismekritikkens sociale aspirationer og drømme i positiv forstand, i virkeligheden rettere bør betragtes som en form for genstandsgjort viden, kreativitet og socialitet. Anskuet gennem denne optik tager den postfordistiske kapitalisme sig ud som et ganske vellykket defensivt svar på kritikken af tidligere versioner af kapitalismen og lønarbejdet. Dens teknologier er i markant grad konfigureret med afsæt i specifikke kritikker, som er blevet vendt om og positivt materialiseret i vores digitale teknologier og deres konkrete muligheder og anvendelser, i vores sociostrukturelle organisering af arbejdet og handlen (f.eks. netværksorganisering). Men også i vores mere overordnede filosofiske tanker og diskurser om, hvad og hvordan arbejdet egentlig er, og hvorfor vi gør det.
Iværksætteri, skabelse og subjektivering
I nyere tid har kunstnerfiguren og iværksætterfiguren gennemgået en diskursiv tilnærmelse fra især erhvervslivets og ledelseslitteraturens side; fx i form af kreativitetsdiskursens hyppige sammenfletning af kunstnerfigurens bohememytologi med relativt tilsvarende forestillinger om iværksætteren som den ’seje individualist’ (rugged individualism), som præsident Herbert Hoover altid efterlyste i sin præsidentperiode (1929-33) under Den store Krise. Inden for denne blandede diskurs optræder iværksætteren nu som den ’ny kulturhelt’, som det hedder hos Kanter (1989: 9-10), hvor han/hun – ladet med alskens kreative, ikke- eller endog antiinstrumentelle konnotationer – således optræder som en mytologisk figur i en affortryllet verden (Styhre 2005: 170-1).
Denne sammenfletning af kunstnerfiguren og iværksætterfiguren foregår på en række forskellige planer. For det første er det ikke usædvanligt at opleve, at der drages ganske tydelige paralleller mellem på den ene side iværksætterens evne til at opfinde nye produkter eller forretningsmodeller – og på den anden side en i øvrigt yderst romantiseret udlægning af kunstnerens skaberevne, dvs. hans evne til at ’skabe verdner ud af intet’. I deres indflydelsesrige bog om netop iværksætteriets økonomiske, politiske og sociale betydning, Disclosing New Worlds: Entrepreneurship, Democratic Action and Cultivation of Solidarity, beskriver Spinosa, Flores & Dreyfus således ægte iværksættere som dem, ’der skaber historisk forandring ved at fremstille både et produkt, som ansporer folk til at forandre den måde, de udfører deres hverdagslige aktiviteter, og et firma som repræsenterer den nye livsførelse produktet etablerer’ (1997: 44). En iværksætter er her ikke blot en økonomisk eller merkantil figur, en handelsmand, men derimod én, der ligefrem skriver eller skaber historie; én, hvis beskæftigelsesområde og evner er kulturel innovation. Iværksætteren er et menneske (eller for den sags skyld en organisation/virksomhed), som snarere skaber nye livs- eller hverdagsformer, nye verdener og praksisser, end blot nye produkter, forretningsmetoder og lign.: ’De forandringer, de skaber, er forandringer af historisk omfang, fordi de ændrer den måde, vi ser og forstår ting på i det givne domæne.’ (ibid.: 41)
Tilsvarende, omend i den kritiske ende af spektret, bemærker Lazzarato, at ’kapitalismen ikke er en produktionsmåde, men derimod produktionen af måder og verdener’ (citeret fra Pasquinelli 2007: 80), og at eksempelvis virksomheden (og hermed også iværksætteren) ’ikke skaber et objekt (varen), men den verden, som objektet eksisterer i. Og […] virksomheden skaber ikke dens subjekter (arbejdere og forbrugere), men den verden, som subjekterne lever i’ (Lazzarato 2004: 188).
Den indre fabrik
For det andet: hvis vi ser på videre på individplanet, har sammenfletningen af disse to forståelser om henholdsvis kunstnerisk kreativitet og økonomisk iværksætteri tillige resulteret i idealet om det, som det britiske sociolog Paul du Gay i forlængelse af Foucaults begreb om ’selvteknikker’ har betegnet ’organisk, æstetisk selv-entreprenans’ (1994: 663, 1996: 51-74). Eller som ledelsesguruen Tom Peters bl.a. formulerede det i et af iværksætterdiskursens hoforganer fra Den ny Økonomis storhedstid, tidsskriftet Fast Company: ’I dag, i Individets Tidsalder, skal du være dit eget brand. […] CEO hos Me Inc’ (Peters 1997) eller ’Inc. Yourself’ (Peters 1999: 49).
Hvad enten kritisk formuleret hos du Gay eller affirmativt hos Peters, er pointen, at den enkeltes opgave er blevet ikke blot at brande, men endog subjektivere sig selv som et firma. Hermed tænkes den kreative skaberkraft ikke længere blot iværksat i forbindelse med ydre frembringelser (ideer, produkter, varer osv.), men tillige rettet mod det indre, subjektiviteten eller (som minimum det ydre indtryk heraf).
En væsentlig mellemregning er i denne forbindelse, at produktionskræfterne nu tilsyneladende er blevet en størrelse, der så at sige ”bor” i den arbejdende. En udvikling, som både kan anskues positivt og negativt, især hvad angår magtbalancen mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Alt imens den største fyringsrunde nogensinde på et dansk universitet (AU) i februar 2014 udfoldede sig, lod Magisterbladet eksempelvis ’månedens iværksætter’, fremtidsforsker Anne Skare Nielsen, jublende proklamere på forsiden, at ’Karl Marx er ved at få ret, fordi vi ejer vores produktionsapparat, som er vores hjerne’. Et udsagn, som fungerede som forskræp til en artikel længere inde i bladet med titlen ’Fremtiden er fuld af frihed’ (Ammitzbøll 2014: 51-53). Denne rosenrøde argumentation, der nærmest fremstår provokerende verdensfjern vis-a-vis begivenhederne på AU, som tydeligvis afspejler et radikalt andet magtforhold end det fremtidsforskeren fremdrager, kan da reelt heller ikke hævdes at være nogen kontemporær samtidsdiagnose, der er foranlediget af nylige transformationer af arbejdets verden. Den fremstår derimod som en ideologisk ladet arbejdsmarkedsmyte, som man allerede kan finde udfoldet hos fx erhvervslivsguruen Peter Drucker helt tilbage i 1957 (1996). En fortælling om det vidende subjekts sociopolitiske potentialer, som netop sidenhen fik ham til at beskrive vidensamfundet som et ’postkapitalistisk’ samfund (1994), dvs. et markedsbaseret (læs: fortsat kapitalistisk) samfund tilsyneladende befriet for alle de problemer og kampe, som kapitalismekritikken historisk set – og med rette – havde påpeget. En figur, som Florida også fremfører (2002: 37), hvilket ’månedens iværksætter’ og Magisterbladet i øvrigt forsømmer at kreditere ham for, på trods af at referencen nærmest er ordret.
Mindre naivt fremhæves det da også af en af den såkaldt ’kognitive kapitalismes’ kritiske analytikere, Yann Moulier Boutang, at konsekvensen af det forhold, at individet nu er blevet selve produktionsmidlet, faktisk i stedet synes at være, at ikke blot menneskets arbejdskraft, men endog dets indre, er blevet inddraget i de økonomiske produktionsprocesser som såkaldt ’positive eksternaliteter’ (2011: 28-30). Med dette begreb refereres der dels til kognitive fænomener, som ligner de ting, vi typisk taler om i forbindelse med vidensamfundet og videnøkonomien (dvs. viden og information); dels til fænomener, som normalt opfattes som ikke-økonomiske: kreativitet, dømmekraft, fornuft, smag, følelser, socialitet osv.
En kritisk analyse af måden, hvorpå den postfordistiske kapitalisme med den såkaldt immaterielle produktionsforms fremvækst nu i stigende grad underordner menneskets indre, kognitive og følelsesmæssige dimensioner økonomiske logikker og styringsteknologier, finder vi også inden for den italienske postarbejderisme (Stephensen 2013). Her har bl.a. Lazzarato adresseret fænomenet i forlængelse af Foucaults begreb ’biopolitik’, som netop defineres som ’den strategiske koordinering af […] magtrelationer rettet mod at få de levende væsener til at producere mere kraft.’ (Lazzarato 2006: 5). Den kritiske pointe lyder her, at der ikke længere blot sker en kolonisering af livsverdenen (jf. den mere traditionelle, neomarxistiske analyse), men af selve livet – især det mentale. Hermed bliver det menneskelige intellekt, ja endog ’sjælen’, som det noget højstemt hedder hos en anden af skolens teoretikere (Bifo 2009), på en og samme tid arbejdets primære produktionsmiddel og dets råstof. Reguleringen af det økonomiske griber nu også ind i menneskelivets allerinderste og mest private.
Det springende punkt er imidlertid, at dette typisk ikke sker gennem tvang, men derimod gennem socialisering, fx gennem internalisering af særlige karaktertræk, som bliver noget der efterstræbes hos den enkelte. Hvem vil fx i dag ikke gerne være kreativ? En problemstilling og et valg, som nu fylder meget i arbejdslivet, men som for blot få årtier siden ikke på samme vis ville have været noget, som kunne dukke op på forventningsradaren, hverken hos arbejdsgiver eller arbejdstager. Pointen er således, at moderne ledelsesteknikker og -filosofier slet og ret bestræber sig på, at få gjort arbejderens sjæl, drømme og eksistentielle aspirationer til en del af ’fabrikken’. Heri, hævder Bifo, ligger en af de væsentligste forskelle fra den industrielle kapitalismes håndtering af arbejdersubjektet:
’Industrielle fabrikker udnyttede kroppen, tvang den til at efterlade sjælen uden for samlebåndet således arbejderen fremstod som en sjælløs krop. Den immaterielle fabrik forlanger i stedet af få vores sjæl stillet til rådighed: intelligens, følsomhed, kreativitet og sprog.’ (Bifo 2009: 192)
Denne insisteren på en ’anden antropologi’ hos det arbejdende subjekt kan også findes i andre analyser, om end artikuleret i et andet register. I Det fleksible menneske beskriver Richard Sennett eksempelvis, hvordan Bill Gates – som ifølge et utal af beskrivelser fra senhalvfemserne, hvor Microsoft havde sin absolutte storhedstid, fremstår som inkarnationen af den heroisk fleksible kapitalist – udviser en forbavsende ‘vilje til at nedbryde, hvad han har skabt, når nuet kræver det’ (1999: 65-6). Denne tendens, hævder Sennett senere i Den ny kapitalismes kultur (2007), udspringer imidlertid ikke altid af en objektiv nødvendighed. Den hænger i højere grad sammen med, at omstillingsparathed og villighed til at opløse alt, som hidtil har været fast – selv etablerede og velfungerende produkter, organisationsformer og forretningsmodeller – i sig selv er blevet noget nær den eneste signalværdi, som aktiemarkedets utålmodige kapital i dag forstår at sætte pris på.
Ifølge Sennett gælder dette evindelige forandringsimperativ, der ligger i forlængelse af bl.a. økonomen Joseph A. Schumpeters italesættelse af kapitalismen som en kontinuerlig proces af ’kreativ destruktion’ (Schumpeter 1976: 83-4), dog ikke kun organisationer eller virksomheder. Det har tillige sat sig igennem på subjektets og selvets niveau. Den ny kapitalismes kulturelle fejring af omstillingsparathed og fleksibilitet – dvs. den økonomiske, strukturelle og ideologiske ramme, som Sennett slet og ret betegner ’fresh page-capitalism’ med henvisning til dens evige, diskursive postulat om tidligere organiserings- og praksisformers obsolens og behovet for at starte forfra på ny (2007: 19-72) – synes nemlig at medføre radikale forskydninger i hvilke menneskelige kvaliteter, evner og måder at forvalte og håndtere disse på, man dyrker og hylder ved såvel det enkelte individ som ved mennesket som almen, antropologisk kategori:
‘Den nye sociale orden modsætter sig idealet om håndværksmæssighed – altså det at lære at gøre en bestemt ting rigtig godt. […] I stedet […] lægger den moderne kultur vægt på en meritokratisk idé, som fremhæver potentielle evner frem for allerede frembragte resultater.’ (ibid.: 11)
Denne ‘nye humanisme’, som eksemplificeret i Kanter citatet tidligere i dette essay, får ganske typisk for Sennett følgende, tørre bemærkning med på vejen: ‘En personlighed, der fokuserer på det korte sigt, orienterer sig mod potentielle fremtidige evner og er villig til at opgive allerede indhøstede erfaringer, er – for nu at formulere det venligt – et usædvanligt menneske’ (ibid.: 12).
Det er således åbenlyst, at der i det simultane krav fra den ny, postfordistiske kapitalisme om både et potentialefyldt, fleksibelt og kreativt menneske opstår nogle nærliggende krydspodninger: Fleksibilitet vedrører ikke længere bare omstillingsparathed i mødet med eksterne, objektive omstændigheder (dvs. villighed til nye opgaver, rutiner, arbejdstider etc.). Man forventes tillige ideelt set at skabe sig selv på ny igen og igen. Som konsekvens heraf bliver arbejdet med selvet altså en udviklings- og vedligeholdelsesopgave, som tjener andre formål end blot ens egen eksistentielle drift eller lyster. I forlængelse af Ulrick Beck’s konstatering allerede fra midtfirserne af, at individet i stigende grad er blevet tvunget til at forsøge ’livshistorisk […] at løse de systemiske selvmodsigelser’ (1997: 218), som moderniteten er så rig på, kan man således hævde, at det kreativt arbejdende individ i dag synes ramt af et dobbelt ’kreativt imperativ’ (Bröckling 2006). Man skal både ’performe’ kreativt i arbejdslivet af hensyn til såvel sin egen karriere som til bruttonationalproduktet (en størrelse, som synes at befinde sig i en permanent undtagelsestilstand, som typisk betegnes ’den globale konkurrencesituation’). Og ikke mindst skal man nu også sørge for kontinuerligt at udvikle og optimere sine personlige arbejdsredskaber, dvs. ens kreative ressourcer, simpelthen blot for at dokumentere sin ansættelighed.
Igen kan der peges på mulige, historiske tråde tilbage til tidligere tiders kapitalismekritiske idealscenarier, som tilsyneladende nok en gang er blevet realiseret i relativt forvrænget form i dag; jf. eksempelvis den ovenfor citerede passage fra André Gorz fra slutningen af 1970erne, som specifikt og historisk handlede om mulighederne for at forene den gamle (manuelle) arbejderklasse og den ny (teknologiske) gennem såkaldt ’job enlargement’ (dvs. inklusiv en dimension om det ’lærende arbejde’), som netop skulle resultere i ’en frisættelse af alle arbejderes kreative potentialer, som skolerne og arbejdets organisering kvæler.’ (1977: 41). Drømmen om og trangen til kreativitetens frisættelse også i arbejdslivet er således historisk blevet forvandlet til en subtil form for tvang (Kristensen 2006), som den enkelte forventes relativt velvilligt at internalisere i sin individuelle livshistorie.
Den sociale fabrik
På samme vis synes de mellemmenneskelige relationer, socialiteten, og hermed menneskets sociale kompetencer også at være blevet en ganske central komponent i de økonomiske kredsløb (hvilket var grunden til at jeg ovenfor også refererede til de nye medier som ’genstandsgjort socialitet’). Moulier Boutang illustrerer dette med en insektallegori: det væsentligste produkt af biernes arbejde, dvs. deres største økonomiske bidrag, er ikke, som man ellers umiddelbart ville formode, honningproduktion, men derimod deres cirkulation mellem og bestøvning af planter (2011: 186). Moulier Boutang anvender derfor også fra tid til anden betegnelsen ’pollensamfundet’ om den kognitive kapitalismes netværkssamfund og dets sociale produktionsformer. Et indlysende eksempel på dette er de sociale mediers kapitalisering på de kommunikative udvekslinger, der foregår.
En endnu mere kritisk analyse af dette forhold finder vi dog hos Tiziana Terranova (2000). Hun påpeger, at selv når vi foretager os noget online, som vi slet ikke selv opfatter som arbejde, så kan vores virtuelle aktiviteter fra kapitalens optik faktisk jævnstilles med ’gratis arbejde’. Selv vores (digitale) forbrug – dvs. det som vi i den klassiske analyse køber os råd til ved at sælge vores arbejdskraft – bliver nu til en økonomisk handling, som genererer værdi. Dette gælder endog vores overspringshandlinger, som ellers typisk analyseres som uproduktive, grænsende til subversive: når vi sniger os til at holde lidt fri i arbejdstiden for i stedet at gå på Facebook, Twitter eller Instagram, så producerer vi så at sige også – bare for nogle andre end dem, der betaler vores løn. Som påpeget af Lazzarato ovenfor, er det altså i tiltagende grad blevet vanskeligt at skelne ikke blot fritiden, men endog livet fra arbejdet (dvs. den økonomisk produktive aktivitet), hvilket i sagens natur udløser en række potentielle udbytningserfaringer, hvor de økonomiske rationalers usynlige indtrængen i det allermest private kan føles ubehageligt.
Objektiv vs. subjektiv udbytning
Samtidig er det centralt at holde sig for øje, at oplevelsen af de praksisser, som befinder sig dette landskab af nye og konstant skiftende arbejds(løsheds)former, faktisk opleves ret forskelligt. Medens nogle oplever sig kraftigt udnyttet (eller udbyttet), oplever andre det langt fra sådan. Man kan således grundlæggende sige, at der findes to former for udbytning: objektive, dvs. hvor der på den ene eller anden måde sker en socioøkonomisk skævvridning i fordelingen af det betalte eller ubetalte arbejdes frugter; og subjektive, hvor en skævvridning opleves og ofte også italesættes som netop en form for udbytning, ofte med fremmedgørelseserfaringer som konsekvens (Andrejevic et al. 2014: 1092). Pointen er her, at det sagtens kan være at de to fænomener ikke nødvendigvis sammenfalder: dvs. at reel udbytning enten kan erfares eller ikke erfares som sådan, og at den subjektive erfaring kan eksistere, uden at der nødvendigvis er tale om en reel udbytningsrelation.
Dette er muligvis et generelt vilkår, som altid har gjort sig gældende – hvorfor har man fx ellers insisteret på, at der findes ideologiske forvrængninger, samt at nogle kan lide af ’falsk bevidsthed’ som konsekvens heraf, og at det rette teoretisk-politiske arbejde kan afhjælpe denne tilstand? Samtidig synes denne ambivalente erfaring dog at være et helt særligt kendetegn for nutidens ’mentale arbejde’ og dets særlige problemer (Ross 2000), som især slår igennem i forbindelse med den type arbejdsprocesser og -strukturer, som hænger sammen med det digitale, kreative (og muligvis også akademiske) arbejde og ikke mindst dets kulturelle eller symbolske hegemoni (dvs. det forhold, at der her er tale om en type arbejde, som ikke nødvendigvis er dominerende statistisk set, men som til gengæld simpelthen opfattes eller ofte omtales som ’det nye/fremtidens arbejde’ og dermed dominerer vores forståelse af, hvad arbejdet i dag er, eller hvor arbejdet er ved at bevæge sig hen).
Særligt centralt for konstitueringen af den ovennævnte ambivalente erfaring af arbejdet som udbytning eller ej står således også det forhold, at arbejdet i de former, det antager for os i dag, i høj grad er omgæret af historisk betingede betydninger (og heraf afledt teknologiske materialiseringer), der ofte helt eksplicit er skrevet kritisk op imod den bureaukratisk-industrielle produktionsmodel og dens hierarkiske organisationsformer. De typer produktive praksisser, som i dag dominerer arbejdet (eller vores forståelse heraf), har – ikke mindst på det diskursive eller arbejdsetiske niveau – nemlig, som nævnt indledningsvist, en lang række sammenfald med den type arbejde og arbejdsorganisering, som vi tidligere forestillede os ville rime på lighed, frihed og kreativitet, og som vi forestillede os, og derfor kæmpede for, skulle afløse det udbyttende eller fremmedgjorte arbejde (fx kreativitet og fleksibilitet i arbejdslivet).
Som hidtil argumenteret i denne artikel gælder denne temporale udspænding på det samfundsmæssigt historiske plan. Men den gælder også på det individuelle, livshistoriske niveau. Kuehn & Corrigan (2013) har således for nylig introduceret begrebet ’håbefuldt arbejde’ (hope labor) til at beskrive, hvordan folk der giver sig i kast med under- eller ubetalt arbejde/produktiv aktivitet (fx online) lader sig motivere af håbet om fremtidige, mere økonomisk profitable ansættelsesrelationer. Det håbefulde arbejde kan ses som del af, hvad man i en økonomisk terminologi ville betegne en individuel investeringsstrategi, hvor fravalget af indtjening periodisk accepteres som prisen for, at man kan bygge oven på éns netværk og portfolio.
Dette er forhold, som nærmest kronisk har præget det kaldsarbejde, som man har pålagt sig selv inden for kunstens (og et vist omfang også den akademiske verden). Og det er forhold, som forsat er til stede, hvilket Angela McRobbies (2002a, 2002b, 2004) analyser af de kreative erhvervs økonomiske realiteter omkring årtusindeskiftet da også tydeligt har afdækket (se eksempelvis også Hesmondalgh og Baker 2011). Én af McRobbies pointer er således, at disse sektorer i langt højere grad er ramt af ’underansættelse’ (under-employment) med stor usikkerhed i ansættelsen, frem for decideret arbejdsløshed (unemployment). Det hænger bl.a. sammen med, at det arbejde, der så at sige er til rådighed i disse sektorer, af en række årsager – heriblandt især alt for stort arbejdsudbud – spredes ud på alt for mange aktører, med heraf følgende hård konkurrence og kraftigt lønpres. En anden konsekvens heraf bliver, at opdeling mellem arbejde og ikke-arbejde – eller om man vil: arbejdsløshed og ikke-arbejdsløshed – eroderes; både i den konkrete hverdagslige praksis og for os observatører.
I denne sammenhæng spiller det sandsynligvis en afgørende rolle, at kreativitetsbegrebet – på trods af at det er blevet radikalt transformeret især fra midten af det 20. århundrede og frem (Stephensen 2010: 29-115, 395-454) – fortsat trækker på en levende kunstner/bohememytologi. Et eksempel er de stærkt romantiserede forestillinger om kunstneren på loftskammeret, som ganske vist er underlagt et lunefuldt og uretfærdigt arbejdsmarked (dvs. et kunstmarked, som typisk kun belønner stor kreativitet posthumt), men som til gengæld er rig i åndelig forstand – hvilket ifølge den romantiserede forestilling rigeligt kompenserer for den materielle fattigdom (Chiapello 2004). Netop fordi kreativitetsbegrebet i høj grad stadig har denne romantiske rest, som kobler an til forestillinger om at udtrykke og realisere sig selv, vil man være tilbøjelig til at acceptere arbejdsvilkår, som man normalt ikke ville tolerere i et mere klassisk lønarbejderforhold. Diskursen om kreativt arbejde og den bredere forestilling om ’kreativitet i arbejdet’, dvs. i nærmest alle former for arbejde, synes således at være underordnet et løfte og en forventning om tilfredsstillelse, glæde, ja måske endog nydelse i arbejdet, som i de sidste årtier er blevet installeret i vores forestillinger om arbejdets natur (Donzelot 1991).
Og netop fordi arbejdet i de kreative erhverv (eller blot den kreative økonomi i en bredere, epokal forstand) kobles til en tilsyneladende essentiel, menneskelig evne, kreativiteten, bliver spørgsmål om succes og fiasko i emfatisk grad individualiseret. Et forhold, som McRobbie spydigt, med henvisning til det forhold at det netop var Tony Blairs New Labour Party, der var global bannerfører for ideen om den kreative økonomis vidundere, betegner ’new right by stealth’ (1999: 24). På trods af ovennævnte barske realiteter, pointerer McRobbie, hyldes det kreative arbejde nemlig fortsat som ikke blot trendy, men endog nærmest som den eneste farbare vej til personlig uafhængighed, frihed og selvrealisering (2002b: 518). Derfor kan det da også synes paradoksalt – hvis ikke ligefrem lidt mistænkeligt? – hvordan især det kreative arbejde, forstået som urformen til den bredere forestilling om kreativitet i arbejdet er blevet hyldet som en art best practice for ’det nye arbejde’ (Lazzarato 2007) og ikke mindst for fremtidens måde at håndtere innovationskapløbet i den globale konkurrencesituation. Det rejser i hvert fald det helt åbenlyse spørgsmål: hvem står i så fald tilbage som vindere?
Litteratur:
Ammitzbøll, Lisbeth (2014): ’Fremtiden er fuld af frihed’, Magisterbladet nr. 2, pp. 51-3.
Andrejevic, Mark, John Banks, John Edward Campbell, Nick Couldry, Adam Fish, Alison Hearn og Laurie Ouellette (2014): ‘Participations: Dialogues on the Participatory Promise of Contemporary Culture and Politics – Part 2: Labor’, The International Journal of Communication, vol. 8, pp. 1086-1106.
Asp, Lene (2012): ‘Spørgeskema til kunstnere (mit bidrag til UKKs rapport om kunstneres arbejdsvilkår)’, http://prmndn.dk/sporgeskema-til-kunstnere-mit-bidrag-til-ukks-rapport-om-kunstneres-arbejdsvilkar-2/ .
Beck, Ulrich (1997): Risikosamfundet – på vej mod en ny modernitet, København: Gyldendals Bogklubber.
Berardi, Franco (’Bifo’) (2003): ’What is the Meaning of Autonomy Today?’, http://www.republicart.net/disc/realpublicspaces/berardi01_en.htm.
Berardi, Franco (’Bifo’) (2009): The Soul at Work: From Alienation to Autonomy, Los Angeles: Semiotext(e).
Boltanski, Luc og Eve Chiapello (2005): The New Spirit of Capitalism, London: Verso.
Boltanski, Luc og Eve Chiapello (2011): ’Kapitalismens nye ånd’ i Luc Boltanski, Pragmatisk sociologi – En tekstsamling (red. Lars Held), København: Hans Reitzels Forlag, pp. 201-250.
Castoriadis, Cornelius (1957): ’On the Content of Socialism II – Socialisme Ou Barbarie’, Socialisme Ou Barbarie, vol. 22, http://libcom.org/library/on-the-content-of-socialism-ii-socialisme-ou-barbarie.
Chiapello, Eve (2004): ‘Evolution and Co-optation: The “Artist Critique” of Management and Capitalism’, Third Text, vol. 18, nr. 6, pp. 585-94.
Donzelot, Jacques (1991): ’Pleasure in work’, i Burchell, Gordon og Miller (red.), The Foucault Effect: Studies in Governmentality, London: Harvester, pp. 262–281.
Drucker, Peter F. (1996 [1957]): The Landmarks of Tomorrow: A Report on the New ’Post-Modern’ World, New Brunswick: Transaction Publ.
Drucker, Peter F. (1994): Post-Capitalist Society, New York: Harper Collins.
du Gay, Paul (1994): ’Making up Managers: Bureaucracy, Enterprise and the Liberal Art of Separation’, British Journal of Sociology. vol. 45 nr. 4, 1994, pp. 655-74.
du Gay, Paul (1996): Consumption and Identity at Work, London: Sage.
Flores, Fernando og John Gray (2000): Entrepreneurship and the Wired Life: Work in the Wake of Careers, London: Demos.
Florida, Richard (2002): The Rise of the Creative Class: and How It’s Transforming Work, Leisure, Community and Everyday Life, New York: Basic Books.
Gorz, André (1977): ’Technical Intelligence and the Capitalist Division of Labor’, Telos, vol. 12, pp. 21-41.
Gorz, André (1989): ’At have magt over tiden er målet med arbejdet’, Fredag, vol. 5 nr. 23, pp. 11-17.
Handy, Charles (1994): The Empty Raincoat, London: Hutchinson.
Hesmondhalgh, David og Sarah Baker (2011): Creative Labour: Media Work in Three Cultural Industries, London: Routledge.
Hochschild, Arlie (2003): Tidsfælden – når familien bliver arbejde og arbejdet bliver familie, Kbh.: Munksgaard.
Kanter, Rosabeth Moss (1989): When Giants Learn to Dance, New York: Simon & Schuster.
Kristensen, Jens Erik (2006): ’Kreativitetens tidsalder? – en idéhistorisk og samtidsdiagnostisk indkredsning’, Dansk Pædagogisk Tidsskrift, nr. 1, pp. 12-22. Kuehn, Kathleen og Thomas F. Corrigan (2013): ‘Hope Labor: The Role of Employment Prospects in Online Social Production’, The Political Economy of Communication, vol. 1, nr. 1, http://www.polecom.org/index.php/polecom/article/view/9/64.
Lazzarato, Maurizio (2004): ’From Capital-Labour to Capital-Life’, Ephemera: theory & politics in organization, vol. 4 nr. 3, pp. 187-208.
Lazzarato, Maurizio (2007): ‘The Misfortunes of the “Artistic Critique” and of Cultural Employment’, Transversal, http://eipcp.net/transversal/0207/lazzarato/en.
Marx, Karl (1965 [1844]): ’Fremmedgjort arbejde’, Tiden – Verden Rundt nr. 2, pp. 54-63.
Marx, Karl (1970-72 [1867-94]): Kapitalen: Kritik af den politiske økonomi, København: Rhodos.
Marx, Karl (1974 [1857-58]): Grundrids til kritikken af den politiske økonomi (bind 1-4), Århus: Modtryk.
Marx, Karl og Friedrich Engels (1973): ’Af: Den tyske ideologi’, Villy Sørensen (red.), Økonomi og filosofi. Ungdomsskrifter, København: Gyldendal, pp. 94-129.
McRobbie, Angela (1999): ’Trust me, I am right: Workplace democracy is being ignored in the rush to celebrate the entrepreneurial spirit’, The Guardian, 23. august, http://www.theguardian.com/politics/1999/aug/23/media.uk.
McRobbie, Angela (2002a): ‘From Holloway to Hollywood: happiness at work in the new economy? i Paul du Gay & Michael Pryke (red.), Cultural Economy: Cultural Analysis and Commercial Life, London: Sage, pp. 97-115.
McRobbie, Angela (2002b): ‘Clubs to Companies: Notes on the Decline of Political Culture in Speeded Up Creative Worlds’, Cultural Studies, vol. 16 nr. 4, pp. 516-31.
McRobbie, Angela (2004): ‘”Everyone is Creative”: Artists as Pioneers of the New Economy?’, i Elizabeth B. Silva og Tony Bennett (red.), Contemporary Culture and Everyday Life, Durham: Sociology Press, pp. 186-202.
Moulier Boutang, Yann (2011): Cognitive Capitalism, Cambridge: Polity.
Pasquinelli, Matteo (2007): ’ICW – Immaterial Civil War: Prototypes of Conflict within Cognitive Capitalism’ i Geert Lovink & Ned Rossiter (red.), My Creativity Reader, Amsterdam: Institute of Network Cultures, pp. 71-82.
Peters, Tom (1999): The Brand You 50, New York: Alfred A. Knopf.
Peters, Tom (1997): ’The Brand Called You’, Fast Company, 31. august, http://www.fastcompany.com/magazine/10/brandyou.html.
Piketty, Thomas (2014): Capital in the Twenty-First Century, Cambridge, Massachusetts: The Belknap Press.
Robinson, Joan (2009): Economic Philosophy, Piscataway: Transaction Books.
Ross, Andrew (2000): ‘The Mental Labor Problem’, Social Text, vol. 18, nr. 2, pp. 1-31.
Schumpeter, Joseph A. (1976 [1942]): Capitalism, Socialism and Democracy, London: George Allen & Unwin Ltd.
Sennett, Richard (1999): Det fleksible menneske – eller arbejdets forvandling og personlighedens nedsmeltning, Højbjerg: Hovedland.
Sennett, Richard (2007): Den ny kapitalismes kultur, Højbjerg: Hovedland.
Seymore, Benedict (2005): Mute: Precarious Reader, London: Mute Magazine.
Spinosa, Charles, Fernando Flores og Hubert L. Dreyfus (1997): Disclosing New Worlds: Entrepreneurship, Democratic Action, and the Cultivation of Solidarity, Cambridge & London: MIT Press.
Standing, Guy (2011): The Precariat: The New Dangerous Class, London: Bloomsbury.
Stephensen, Jan Løhmann (2010): Kapitalismens ånd & den kreative etik, Aarhus: DARC.
Stephensen, Jan Løhmann (2012): ’Kreativ kapitalisme. Nye værdier, nye teknologier og nye diskurser’, i Raffnsøe-Møller, Thorup, Larsen & Hansen (red.), Kapitalismens ansigter, Aarhus: Philosophia, pp. 214-228.
Stephensen, Jan Løhmann (2013): ’Postarbejderismen: neo-marxistisk kritik af den aktuelle kapitalisme’, Samfundsøkonomen, nr. 4, pp. 31-36.
Styhre, Alexander (2005): ’Ideology and the Subjectification of the Entrepreneurial Self’, International Journal of Management Concepts and Philosophy, vol. 1 nr. 2, pp. 168-73.
Turner, Fred (2006): From Counterculture to Cyberculture: Stewart Brand, the Whole Earth Network, and the Rise of Digital Utopianism, Chicago: University of Chicago.
Virno, Paolo og Michael Hardt (1996) (red): Radical Thought in Italy, Minneapolis: University of Minnesota Press.