Naturens hellige kraft – Hvordan vi kan genskabe vores bånd til den naturlige verden
Karen Armstrong
Kristeligt Dagblads Forlag, 2023
Nok en gang bliver der slået varmerekorder overalt på kloden. Foråret var noget af det varmeste og tørreste nogensinde, og vi går nu en rekordvarm sommer i møde med skovbrande og tørke i udsigt. Det har katastrofale følger for mennesker, dyr og planter. Tidens vel nok vigtigste spørgsmål er; hvordan ændrer vi kurs i tide, før økosystemerne kollapser? I Naturens hellige kraft (2023) argumenterer Karen Armstrong for, at vi (igen) skal lære at behandle naturen med respekt, og i bogen viser hun, hvordan spiritualitet og religiøs filosofi måske kan være vejen frem.
Boghandlerne og bibliotekerne bugner med udgivelser, som diagnosticerer og genfortolker menneskets ødelæggende forhold til naturen. Der er mange gode bud på, hvordan vi kan ændre på menneskets udnyttelse og undertrykkelse af Moder Jord og redde planeten fra os selv; panpsykistiske, nymaterialistiske og økomarxistiske. I Naturens hellige kraft (2023) anlægger Karen Armstrong et anderledes perspektiv, når hun forsøger at vise os, hvordan religiøs og spirituel tænkning kan bruges til at genskabe og revitalisere vores bånd til naturen. I stedet for at tænke på naturen som en ressource og som en kilde til vores forbrugsbehov, skal vi genopdage den guddommelige kraft, der er i naturen. Naturen skal genfortrylles, så vi lærer at omgås den med respekt, medfølelse og ærefrygt.
En ny måde at tænke om naturen på
Karen Armstrong var nonne i syv år, men forlod klosteret for at studere engelsk ved universitetet i Oxford. Siden har hun skrevet flere prisbelønnede værker om verdensreligionerne, og hun skriver med dyb indsigt om religion og spirituel filosofi. Derudover formidler hun godt og præcist, hvilket gør bogen til en yderst læseværdig oplevelse. Hvor inspirerende og interessant bogen end er, sidder man dog også tilbage med følelsen af, at der mangler noget i hendes analyse. Bogen har nemlig ikke noget svar på, hvordan vi ændrer de produktionsforhold, som er kernen i vores udbytning af naturen. Der tages ikke højde for, at vi skal ændre vores samfund på et strukturelt plan. Armstrong lægger ansvaret for handling over på individet, selvom klimakrisen kalder på kollektiv handling og systemisk forandring. Det virker uklart, hvordan Armstrongs radikale forandring skal afstedkomme, og hvad effekten vil være.
Armstrongs argument er, at vi skal ændre vores måde at tænke om naturen på og få et nyt blik på den gennem spirituel tænkning og praksis. Den måde vi, i Vesten, anskuer naturen på, er blevet radikalt forandret i løbet af de sidste tusinde år: Naturen er blevet affortryllet og afmystificeret, og har mistet sin guddommelighed og magi. Vi tænker logisk og rationelt om naturen, og ser den som noget mekanisk og som en ressource. Konsekvensen er, at vi forstår naturen som noget, der skal beherskes, betvinges og udnyttes. Vi er, ifølge Armstrong, ikke længere til i naturen, men i stedet til uden for den. Det er, ikke overraskende, i den moderne vestlige idéhistorie, at vi skal finde årsagen til dette skadelige forhold til naturen, mener Armstrong.
Vores videnskabelige og rationelle verdensopfattelse er den store synder. Den har adskilt mennesket og Gud fra naturen. Armstrong daterer udviklingen af denne verdensopfattelse til middelalderen, hvor interessen for en videnskabelig udvikling og rationelle og empiriske tænkemåder trådte frem gennem folk som Johannes Duns Scotus, Francis Bacon, René Descartes og Isaac Newton. Fælles for dem er, ifølge Armstrong, at de ikke så naturen som en åbenbaring af en transcenderende og guddommelig kraft, men i stedet anså naturen for noget, som menneskene skal underlægge sig og herske over. De forkastede tidligere tiders opfattelse af naturen som et resultat af guddommelig intervention til fordel for en opfattelse af naturen som et produkt af kemiske processer, som kan måles og kontrolleres. Dette var, ifølge Armstrong, dybt revolutionerende og vi bør nu vende tilbage til tidligere tiders naturopfattelse.
Vejen frem
Men er det ikke netop den rationelle tænkning og videnskabelige erkendelse, som Armstrong kritiserer, der skal bringe os væk fra katastrofekursen? Er det ikke videnskaben, som er afgørende for, at vi overhovedet kan erkende kriserne og gøre noget ved dem? Og er det ikke den teknologiske udvikling, som kan hjælpe os med at løse problemerne? Vi kan nok ikke løse klimakriserne uden videnskabelig erkendelse, men ikke desto mindre er Armstrongs krav om, at vi skal genfortrylle naturen og forstå at vi er en del af den, besnærende.
Armstrong foreslår, at vi skal give afkald på vores selviske behov og forstå, at mennesket ikke er i centrum, og derfor må acceptere sin skæbne og plads i naturen. Vi skal forstå, at verden er skrøbelig, og vi skal igen lære at beundre naturen og udvise medfølelse og ærefrygt for den. Gennem ritualer, meditation og kontemplation kan vi måske lære at se naturen på en anden måde og forstå, at den ikke er adskilt fra os men en del af os. Ifølge Armstrong kan vi hente inspiration hos store digtere, brahmanske mystikere, muslimske profeter, stammefolk og daoistiske vismænd. Det er fra dem, vi skal genlære vores væren i naturen.
Det virker som et vanskeligt, ja næsten utopisk, foretagende, men Armstrong kommer med gode og konkrete forslag til, hvordan spirituel praksis og livsfilosofi kan ændre vores naturopfattelse. Bogen er inddelt i ti kapitler, og hvert kapitel fungerer som et bud på, hvordan forbindelsen mellem menneske og natur kan genetableres. Kapitlerne er korte og overskuelige, og de afrundes af et konkluderende vejen frem-afsnit med anbefalinger til, hvordan man rent praktisk kan gebærde sig, for at ændre sit syn på naturen. Dette bidrager til bogens overskuelighed, anvendelighed og gennemslagskraft. Om Armstrongs bud på hvordan vi ændrer på vores natursyn, kan materialisere sig i vores senkapitalistiske samfundssystem, er en anden snak.
