Maria Stepanova er en russisk-jødisk forfatter og journalist. Hun er født i 1972 og er vokset op i Moskva. Som ung læste hun på Maksim Gorkij litteraturinstituttet, hvorfra hun dimitterede i 1995. Hun modtog allerede inden sit internationale gennembrud mange priser i Rusland for sit forfatterskab og gjorde sig især bemærket for sin poesi, som tæller mere end 10 antologier. Romanen “Til minde om erindringen” (2017) udkom i dansk oversættelse i 2022 ved forlaget Palomar. Romanen var Stepanovas store internationale debut, en roman der siden har modtaget adskillige priser både i Rusland og Europa og bl.a. har vundet den russiske Bolsjaja Kniga pris i 2018 samt været shortlistet til at modtage International Booker Prize i 2021, m.fl.
I værket undersøger hun ikke bare sin egen familiehistorie, men også erindringens væsen, som synes at være svær at fatte greb om. Det er et værk, der, ved at behandle det kommunistiske traume, insisterer på erindringens ustabile betydninger og underminerer den heroiske fortælling, der promoveres gennem den russiske historiepolitik. Hun har ydermere siden krigen i Ukraines begyndelse været konsistent i sin kritik af det russiske regime, og er derfor ikke bare en litterær figur, men også en politisk. Hun bor i dag i eksil i Tyskland.
At erindre, hvad andre helst vil glemme
Begrebet postmemorial eller posterindring dækker over, at erindringen produceres af efterkommerne af dem, som har oplevet traumet. Det er nok vigtigt her at indskyde, at de ting, som erindres, ikke udelukkende er traumatiske. Dog ser man en tendens til, at traumebearbejdelse er det altovervejende tema inden for posterindringen. For Stepanova er det at skrive om sin familiehistorie et dilemma:
”Hvis jeg stiller min familie frem til åbent skue, om jeg så gør det med den aller største kærlighed, med de mest udsøgte ord og i den bedst tænkelige rækkefølge, vil det alligevel være at sammenligne med Kams gerning over for Noah: jeg blotter slægtens ubeskyttede nøgenhed, dens mørke armhuler og hvide mave” (Stepanova, 2022, s. 50).
Kams gerning over for Noa er en fortælling fra det gamle testamente, hvor Noa, Kams far, drikker sig beruset og blotter sig inde i sit telt. Kam, der ser sin far ligge nøgen inde i teltet, går ud og fortæller det til sine brødre, der straks går ind og dækker ham til. Da brødrene modsat Kam dækker deres far til, gøres Kam til sine brødres træl og mister dermed sit fortin som den førstefødte. På russisk kan man være ”en Kam” eller ”kamsk” som svarer til at være ”ubehøvlet” eller ”grov”, og derfor siger referencen lidt sig selv for de russisksprogede læsere (Søgaard, 2022).
Maria Stepanova identificerer i Til minde om erindringen motivet om Kam som en blufærdighedsproblematik, når hun undersøger sin slægt, men føler samtidig en trang og kunstnerisk forpligtelse til at bringe dét frem i synlighed, slægten helst vil glemme og dække til (Stepanova, 2022, s. 49).
Sådanne selvrefleksioner er gennemgående for værket, og er med til at give det en essayistisk karakter; hun går i dialog med familiehistorien, men også med russiske og europæiske tænkere for således at undersøge erindringen. Hun blander familiefortællinger med offentlige dokumenter fra arkiver, hvor fiktionen absorberes af hendes egne tanker om tid og erindring, identitet og egen transformation fra at have været tilskuer til fortæller i familiehistorien.
Den form for erindring, vi møder hos Stepanova, er en forestillingspraksis, der ikke er baseret på førstehåndsvidnesbyrd, som f.eks. hos den belarusiske nobelpristager Svetlana Aleksijevitj, men som beror på medier og kilder, der er utroværdige. Denne utroværdighed er Stepanova i værket selv bevidst om, hvorfor hun også er meget opmærksom på forestillingsevnen, intuitionen og sin egen følelsesmæssige investering (Kapičiak & Ulbrechtová, 2023).
I første del af bogen er der f.eks. en scene, hvor hun, af en ven, bliver inviteret til byen Saratov, hvor oldefaren engang havde boet. Vennen hjælper hende med at finde oldefarens hus, og idet hun står i baggården og stryger hænderne over de rå mursten, føler hun en stærk følelsesmæssig forbindelse til stedet: ”Skønt jeg aldrig havde set min oldefars baggård eller fået den beskrevet af nogen, genkendte jeg den (…) tingene var velkendte og fortrolige, som gamle slægtninge” (Stepanova, 2022, s. 54). Nogen tid senere ringer vennen og bekender, at han havde taget hende et forkert sted hen. Hun accepterer ironien ved sandheden og konkluderer, at hændelsen omtrent er alt, hvad hun ved om erindringen.
Stepanova erkender i denne passage, at den følelsesmæssige forbindelse til familiehistorien, hun oplevede, idet hun stod uden for det ’det falske hus’, følelsen af genkendelse og historiens vingesus, var illusorisk. Således erkender hun også med en indrømmet selvironi, at erindringen er vanskelig at gribe fat om, at den ikke har en kerne udover de ting, hun selv fylder erindringen op med, og at hendes egne forestillinger, intuition og følelser kan føre en på afveje, være tvetydige eller misvisende.
For Stepanova er målet i værket aldrig at finde frem til en bestemt sandhed, at gribe bag om familiens overfladiske almindelighed og finde frem til heltehistorierne, hun som barn fantaserede om. Hendes værk er tværtimod en selvundersøgelse af, hvordan erindringen fungerer, og hvad den fordrer af hende (Stepanova, 2022, s. 51).
Det erindringsbegreb Stepanova arbejder med er meget anderledes end den måde, man har praktiseret erindringspolitik i Rusland i de seneste år. For mens erindringen for Stepanova er konstrueret, sammensat af følelsesmæssige indskydelser og ustabile betydninger, er den erindring den russiske regering promoverer fikseret, har en essentiel kerne, og hvor mindet om ”Den store fædrelandskrig”, Anden Verdenskrig, er nøglemyten for ideen om nationen (Kapičiak & Ulbrechtová, 2023).
Hverken aggressorer eller ofre
I en samtale med akademikerne Kevin M. F. Platt og Mark Lipovetsky forklarer Stepanova, at der er forskel på den ’første-emmigrationsbølge’, der fik forfattere og intellektuelle som Marina Tsvetaeva, Vladimir Nabokovs familie og kunstmaler Marc Chagall til at ekspatriere i 20’erne og den bølge af intellektuelle, der forlader landet i dag. Mens der i 20’erne var en følelse af, at russerne var blevet ofre for en katastrofe, så er de, som forlader Rusland i dag, ikke åbenlyst ofre på samme måde, selvom de er flygtet. Det er tilmed ikke åbenlyst, hvem russerne overhovedet er, hvis ikke man begynder at diskutere, hvilket ansvar man har. Hun påpeger at russerne først og fremmest er det folk, andre flygter fra, og først derefter kan betegne sig selv som flygtninge. Det sidste man må fortælle sig selv, er, at krigen ikke har noget med en selv at gøre, ”jeg har gjort mit”, for man kunne altid have gjort mere (Platt et al., 2023).
”Man har måske lyst til at skrive om sommerfugle, men i sidste ende bliver man nødt til at forklare krigen.” (ibid. s. 44) [min oversættelse]
Stepanova begræder, at eksilforfatteren Iosif Brodskijs utopi om den private eksistens, som han beskrev i sin nobelprisforelæsning, er utænkelig i lyset af krigen. Brodskij, der talte ud fra en kontekst af Sovjetunionen, beskrev hvordan han hellere ville mødes som privat person end som person med social betydning, for det var trods alt bedre at være en fiasko i et demokrati, end at være créme de la créme i et tyrannisk system (Brodskij, 1987). I tråd med det mener Stepanova, at russiske forfattere ikke længere vil blive modtaget som forfatter, men som et produkt af en kollektiv identitet, et ”vi”. Det betyder også, at man vil læse russiske forfattere i relation til krigen, at deres tekster bliver en form for allegori over krigen.
Stepanova mener derfor, at det er nødvendigt og muligt at skabe et nyt ”vi” igennem samtale, og at det er vigtigt at skabe nye institutioner, der publicerer russisksproget litteratur. En sådan institution vil have til formål at modarbejde censurerende lovgivninger, som Rusland har set flere af de seneste par år. Der er også behov for nye uddannelsesinstitutioner; krigens katastrofale konsekvenser fordrer, at det er nødvendigt at finde ud af, hvordan og hvorfor det skete. Med det synes Stepanova at trække en tråd tilbage til Adornos radiotale ”Uddannelse efter Auschwitz”, der med devisen ’aldrig mere Auschwitz’ havde samme element af selvundersøgelse og anså erkendelse af eget ansvar som en afgørende faktor (Adorno, 2012, s. 191).
Stepanova bruger metaforen ”en øde ø” til at beskrive den position, russerne bliver nødt til at indtage nu. Det er et sted, der uden forbindelse til det krigsførende Rusland har potentiale til at bygge noget nyt op, at skabe momentum til en ny start (Platt et al., 2023). Ydermere er det nødvendigt, at dette nye adresserer alle russere. Det ligger Stepanova meget på sinde netop at nå ud til alle russere, for det er netop nu, at det er blevet vigtigt at tale om, hvad det vil sige at være russer (Søgaard, 2021).
Strategier til modstand
Maria Stepanova skriver først og fremmest, som Til minde om erindringen er et eksempel på, kompleks prosa, der er eksperimenterende, og det samme gælder hendes poesi. Hun vil gerne skabe et nyt sprog, der med nye troper kan disrupte det russisk sprog indefra, ligesom Paul Celan gjorde det med tysk, altså samle enhver etymologi op og vende den på vrangen, indtil sproget er blevet hendes.
Paul Celan er kendt i den tyske litteraturhistorie for sin traumebearbejdelse af anden verdenskrig. Han skrev ud fra erfaringen af at blive forfulgt som tysk jøde og fastholder i sin poesi det tyske sprog, som var blevet forvrænget af Nazitysklands bødler. Hans ærinde var derfor også at udfordre den vold, sproget var blevet et udtryk for, og skabe et nyt indefra.
For Stepanova er russisk på samme måde blevet et udtryk for en imperialstruktur, et udtryk for vold og et minefelt, hvor man ikke kan sætte sin fod ned. Noget absurd ved krigen er, at Rusland og Ukraine har et sprogfællesskab, og hvis man ser nærmere på rødderne i russiske udtryk og metaforer, er sproget fyldt med allusioner til krig og vold, mener hun (Søgaard, 2022).
At udfordre russisk som imperialsprog og give det tilbage til russerne er netop dét, juryen lagde vægt på, da hun vandt prisen for ”europæisk forståelse” ved Leipzigs bogmesse i april 2023. Motivationen lød: ”for at give det ikke-imperialistiske Rusland en litterær stemme, som fortjener at blive hørt i hele Europa” (Johansen, 2023). Derudover vil hun gerne udfordre den erindring, Putin er blevet hovedperson i, for som hun selv siger, så dyrker hun og Putin samme kult. For Stepanova er krigen i Ukraine nemlig en erindringskrig, der handler om at genoprette en gammel verdensorden. Det er et eksempel på, hvordan den voksende interesse for fortiden ikke kun vedrører en personlig undersøgelse af slægten, men rækker ind i det politiske rum. Hun mener, at det, som berører fortiden, er blevet instinktivt vigtigt for efterkommerne af det 20. århundredes katastrofer såsom kommunismen, nazismen og holocaust. Fortiden er blevet hellig, en slags sekulær kult (Søgaard, 2022).
Onlinemagasinet Colta.ru, som Stepanova er redaktør på, er en anden arena for opposition. Websitet blev stiftet i 2007 og er arvtageren fra OpenSpace.ru, som hun besluttede at lukke ned pga. hendes voksende bekymring for det politiske landskab i Rusland og privatinvestorernes indflydelse. På Colta.ru står der: “COLTA-websitet har ikke nogen ejer hverken offentlig eller privat. Det er et fuldstændig uafhængigt medie, der fokuserer på kultur og samfund” (Colta.ru, 2023) [min oversættelse]. Onlinemediet blev blokeret i Rusland den 11. marts 2022 kort tid efter krigens begyndelse, men er stadig tilgængeligt gennem en VPN.
Hun har også givet udtryk for sin opposition i essayet ”The War of Putins Imagination” som blev trykt i Financial Times ved krigens begyndelse. Hun opfordrer direkte I essayet til at gøre modstand mod diktaturet ved en andens [Putins] forestillinger, som griber fat om russernes drømme, dage og tidslinjer, og at krigen i Ukraine er en direkte kamp for ens egen selvstændighed. ”It is going on in every house and in every head. Here as well as there, we must resist.” (Stepanova, 2022).
Hendes tilstedeværelse på internettet synes at udgøre en lige så vigtig front som hendes poesi og prosa og er en platform, der gør at hendes stemme har rækkevidde, selvom hun til tider har befundet sig uden for Rusland, og også gør det i dag. Hun forklarer, hvordan internettet er måden, hvorpå man kommer i kontakt med andre russere i og uden for Rusland, og kun er blevet mere relevant, fordi så mange forlader landet. Internettet synes derfor også at få en funktion af ucensureret samtale og selvudgivelse, hvor tekster, der ikke kan cirkulere i hjemlandet, kan blive læst. Internettets funktion kan måske sammenlignes med den funktion, ’samizdat’ og ’tamizdat’ havde i Sovjetunionen. ’Samizdat’, der kan oversættes med ’selvudgivelse’, og ’tamizdat’, der kan oversættes med ’derovreudgivelse’ (dvs. i Vesten) var en måde for forfattere at få tekster i cirkulation uden for censurens rækkevidde.
Når man ser på andre samtidige oppositionsfigurer, er Svetlana Aleksijevitj en anden prominent figur, der arbejder for, at det autoritære styre i Belarus skal afsættes. Aleksijevitj har været i eksil siden protesterne mod genvælgelsen af præsident Viktor Lukasjenko i 2020 og bor nu i Berlin, hvor hun har etableret forlaget Pflaŭmbaŭm, som kun udgiver værker skrevet af kvinder. Hun mener nemlig, at det var kvinderne, der gik forrest ved protesterne. Svetlana Aleksijevitj og Maria Stepanova bliver i øvrigt sidestillet for deres litterære kvaliteter, idet de begge har erindringen og den sovjetiske erfaring som genstand (Jamney, 2021).
Litteraturliste
Adorno, T. W. (2012): “Education after Auschwitz”, Critical Models, New York: Columbia University Press: 191-204.
Brodskij, Josef – Nobelprisforelæsning. (1987) org. Hentet d. 16. august 2023. Fra https://www.nobelprize.org/prizes/literature/1987/brodsky/lecture/
Jamney, M. (11. februar 2021). ““Love’s labours should be lost”: Maria Stepanova, Russia’s next great writer”. The Guardian. Hentet d. 7. august 2023, fra https://www.theguardian.com/books/2021/feb/11/maria-stepanova-russia-in-memory-of-memory
Johansen, T. S. (30. april 2023). ”Bøger kan ikke stoppe krige. Men de kan gøre os til mennesker”. Kristeligt Dagblad. Hentet d. 7. august 2023, fra https://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/reportage-fra-tysklands-aeldste-bogmesse-boeger-kan-ikke-stoppe-krige-men-de-kan-goere-os
Kapičiak, J., Ulbrechtová, H. (2023) “Postmemorial sincerity in the writing of Sergei Lebedev and Maria Stepanova”. World Literature Studies 1:3-22.
Platt, K. M. F., Lipovetsky, M., & Stepanova, M. (2023). ”A Conversation with Maria Stepanova”. World Literature Today.
Stepanova, M. (18. marts 2022). “Maria Stepanova: The War of Putin’s Imagination” (oversat af Dugdale, S). Financial Times. Hentet d. 7. August, 2023, fra https://www.ft.com/content/c2797437-5d3f-466a-bc63-2a1725aa57a5
Stepanova, M. (2022). Til minde om erindringen. København: Palomar.
Stjo Takoje COLTA? (Что такое COLTA?) ru. Hentet d. 18. august 2023, fra https://www.colta.ru/about
Søgaard, L. K. (25. August 2022). “Hun kaldes Ruslands nye, store forfatter: Det er skræmmende. Men på en måde dyrker Putin og jeg samme kult”. Kristeligt Dagblad. Hentet d. 7. august 2023, fra https://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/hun-kaldes-ruslands-nye-store-forfatter-det-er-skraemmende-men-paa-en-maade-dyrker-putin-og
Baggrund- og featurebillede: Hreinn Gudlaugsson, Maria Stepanova @ LiteratureXchange Festival Aarhus (Denmark 2023)
