14.5.2014
En ny reform
I foråret 2013 indgik regeringen en aftale med alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten om en reform af kontanthjælpssystemet. Reformen involverede blandt andet en halvering af ydelsen for unge fra 26 til 30 år, krav om at arbejde for kontanthjælpen, flere økonomiske sanktioner og gensidig forsørgerpligt for samlevende par over 25 år. På trods af at kontanthjælpsreformen er omfattende og – i nogles øjne – barsk, har der i befolkningen været bred opbakning til den (Ugebrevet A4 2012).
Det kan undre, eftersom undersøgelser viser, at der i befolkningen er en udbredt modvilje over for at reformere velfærdsstaten, og bare tilbage i 2010 stod en reform af kontanthjælpssystemet ikke højt på befolkningens reformønskeliste (Valgundersøgelsen 2007; Ugebrevet A4 2010). Derudover er danskerne generelt tilhængere af en omfattende velfærdsstat, hvor de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder (Ploug et al. 2004). Blandt velfærdsteoretikere er der også overvejende enighed om, at tilbagerulning af velfærd langt fra er en vindersag for politikere i samfund, hvor der er opbakning til velfærdsstaten (Starke 2006; Pierson 1996). Af samme grund har historien vist, at velfærdsreformer – hvis de ikke skal få befolkningen på barrikaderne – helst skal sniges ind ad bagdøren med så lidt opmærksomhed som muligt (Pierson 1996). Det har dog ikke været tilfældet med kontanthjælpsreformen, som har haft stor bevågenhed i medierne.
I følge nyere teorier om medier og politik spiller netop medierne en stor rolle i den politiske meningsdannelse. Medierne besidder en selvstændig magt til at sætte en dagsorden, men det er også gennem medierne, at politikerne ofte henter legitimitet til deres politiske forslag, fordi mediedækningen påvirker befolkningens meningsdannelse (Hjarvard 2008). Indenfor nyere såkaldte dagsorden-teorier taler man om, at det har betydning for befolkningens meningsdannelse både hvad, der er på mediernes dagsorden og hvordan, medierne dækker de emner, der er på dagsordenen (Ghanem 1997). Specifikt inden for velfærdsområdet har flere studier – danske såvel som udenlandske – blandt andet påvist, at mediernes fremstilling af forskellige velfærdsmodtagere påvirker befolkningens holdning til politiske reformer. Medierne spiller altså en mere eller mindre bevidst rolle i at forme befolkningens opfattelse af forskellige velfærdsområder.
Det er denne artikels påstand, at netop medierne har spillet en stor rolle i legitimeringen af kontanthjælpsreformen – både gennem hvad de har dækket af kontanthjælpsområdet, og hvordan de har dækket det. Det har de blandt andet gjort ved i helt uhørt grad at referere til to enkeltstående personsager og dermed skabe en slags moralsk panik over, at kontanthjælpsmodtagerne over en bred kam er umoralske, dovne og kalkulerende.
Et helt særligt medieår
Året, hvor kontanthjælpsreformen blev diskuteret og vedtaget, var ikke et helt almindeligt medieår, når man kigger på dækningen af kontanthjælpsområdet. Det startede i slutningen af 2011, hvor en fremtidig kontanthjælpsreform allerede var på det politiske tegnebræt, meldte en særlig kontanthjælpsmodtager sin entré på mediernes dagsordenen, nemlig Carina eller ’Fattig-Carina’ som hun hurtigt blev døbt. Det var SF-politikeren Öslem Cekic, der i bedste mening præsenterede Carina for medierne i den tro, at Carina kunne tjene som et eksempel på, at der findes fattige danskere. Sådan skulle det dog ikke gå, for Carina vise sig at have råd til både fladskærm, hund og cigaretter – ting man i dagens Danmark ikke skal have råd til, hvis man samtidig vil gøre krav på at kalde sig fattig, viste eksemplet.
Selvom Carina ikke kunne bruges som eksempel på en fattig dansker, kunne hun dog bruges som eksempel på noget andet: At livet på kontanthjælp er lidt mere fedt, end det burde være. I ugerne efter at Carina første gang blev nævnt, kunne man derfor i forskellige dagblade læse overskrifter som ’Man kunne næsten ønske sig at blive bistandsklient’ (Berlingske 30. november 2011), ’Kan ikke betale sig at arbejde’ (BT 2. december 2011) og ’Hver tredje kvinde på kontanthjælp vil ikke have et arbejde’ (Jyllands-Posten 6. december 2011).
Et lille år senere gjorde en anden kontanthjælpsmodtager sig ligeledes bemærket. Kontanthjælpsmodtageren Robert Hansen – også kaldet ’Dovne-Robert’ – kom i DR2-programmet ’På den 2. Side’ med den noget kontroversielle udmelding at ”I virkeligheden er jeg sgu et dovent svin”. Noget der, som tilfældet havde været med Carina, affødte en del omtale i form af overskrifter som ’5000 Robert’er’ (BT 11. September 2012), ’Der er hundredvis af Robert’er – måske flere’ (Politiken 13. september 2012), ’Der er mange som Dovne Robert’ (Ekstra Bladet 11. september 2012) og ’Danskerne er dovne’ (BT 28. september 2012).
Året, hvor kontanthjælpsreformen skulle forhandles på plads, var altså et år, der var præget af to kontroversielle og langt fra repræsentative kontanthjælpsmodtagere. En kontanthjælpsmodtager, der fordi hun har et barn, havde et økonomisk råderum på størrelse med lavtlønnede lønmodtagere. Og en kontanthjælpsmodtager, der purre nægter at arbejde, medmindre han kan få et job, han synes matcher sine kompetencer.
Skæv mediedækning
En systematisk gennemgang af syv dagblades dækning af kontanthjælpsområdet, fra Carina første gang nævnes i medierne og et år frem, viser, at medierne langt fra begrænsede deres dækning af Carina og Robert til ovennævnte få overskrifter. De syv dagblade Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten, Ekstra Bladet, BT, Information og Kristeligt Dagblad bragte i perioden d. 28. november 2011 – 27. November 2012 i alt 446 nyheds- og baggrundsartikler med kontanthjælp som centralt tema. Mere end hver fjerde af de artikler – 117 artikler i alt – havde én eller flere referencer til Carina eller Robert.
Fordeler man artiklerne over året, som illustreret i nedenstående graf, ser man, at det er i de perioder, hvor Carina og Robert gør deres entre i medierne (uge 48 og uge 37) og derfor fylder meget i mediedækningen, at kontanthjælpsområdet generelt får meget spalteplads. Mediedækningen af kontanthjælpsområdet har altså i høj grad været dikteret af de to personsager.
Antal artikler om kontanthjælp fordelt på uger
Særligt ét tema inden for kontanthjælp har fyldt meget i mediedækningen af kontanthjælpsområdet i kølevandet på Carina-eksemplet. Det er artikler om incitament – altså hvad der motiverer og ikke motiverer kontanthjælpsmodtagerne til at arbejde eller blive på kontanthjælp. Næsten hver femte artikel har incitament som hovedtema, og det er også artikler med dette tema, der oftest er blevet placeret på forsiden af dagbladene. 21 pct. af de i alt 43 artikler om kontanthjælp, der har haft en forsideplacering, handler om incitament.
Et andet karakteristika ved mediedækningen er den beskedne brug af forskere som kilder og generel fakta om kontanthjælpsmodtagere, når kontanthjælpsområdet skal dækkes. Forskerne udgør kun knap 12 pct. af de citerede kilder i de 446 artikler. Med det befinder de sig helt nede på en fjerdeplads i mediernes kildevalg – både overgået af interesseorganisationer, privatpersoner og politikere som kilder. Udviklingen i det generelle mediebillede peger ellers i den modsatte retning – at eksperter fylder mere og mere i medierne og partskilder og privatpersoner fylder mindre (Lund 2013).
Knap fire ud af ti artikler indeholder fakta om kontanthjælpsmodtagerne. De faktuelle oplysninger, som dagbladene typisk bringer i spil, er tal på hvor mange danskere, der er på overførselsindkomster generelt eller specifikt på kontanthjælp. Det kan også være et overblik over kontanthjælpssatserne og redegørelse for nye regler på kontanthjælpsområdet. Og sammenligning af indkomster på kontanthjælp, i arbejde eller i uddannelse. I mindre grad inddrager artiklerne information om, hvordan kontanthjælpsmodtagerne fordeler sig på matchgrupper, for eksempel hvor mange der er arbejdsmarkedsparate, og hvilke problemer de ikke-arbejdsmarkedsparate kæmper med. Det er desuden sjældent, at artiklerne giver et overblik over den aktuelle arbejdsmarkedssituation, som i kølvandet på finanskrisen bærer præg af få ledige stillinger.
Dette kvantitative billede af mediedækningen lægger de første byggeklodser i forhold til at forstå, hvorfor danskerne bakkede op om en reform af kontanthjælpen. De to personsager Carina og Robert fylder uhensigtsmæssigt meget i mediernes dækning, når man sammenligner med, hvor meget taletid forskere fx har haft i mediedækningen. Danskerne er altså især blevet præsenteret for stereotyper på kontanthjælpsmodtagere, der – selvom de selvfølgelig findes – ikke udgør størstedelen af kontanthjælpsmodtagerne. Fordelingen af kontanthjælpsmodtageren i den gamle matchmodel viser fx, at det kun er 27 pct. af kontanthjælpsmodtagerne, der er arbejdsmarkedsparate, mens resten lider af sygdomme, sprogbarrerier eller andre problemer, der udgør en reel barriere i forhold til at komme i beskæftigelse (Beskæftigelsesministeriet 2013; AKF 2011). Så meget desto mere er det påfaldende, at hver femte artikel handler om, hvordan man kan motivere eller tvinge kontanthjælpsmodtagere i arbejde, da dette jo forudsætte, at kontanthjælpsmodtagerne er arbejdsmarkedsparate. Overordnet set har mediedækningen altså været skæv i sin prioritering af kontanthjælpsstoffet.
De uværdige kontanthjælpsmodtagere
Går man et spadestik dybere i mediernes dækning af kontanthjælpsområdet og ser, hvordan kontanthjælpsmodtagerne generelt er fremstillet i de enkelte artikler, viser det sig, at dagbladene, siden Carina gjorde sin entre i medierne, overvejende har haft en negativ fremstilling af kontanthjælpsmodtagerne – både i de artikler, hvor Carina og Robert optræder og i de øvrige artikler. I 23 pct. af artiklerne er kontanthjælpsmodtagerne fremstillet som uværdige – det vil sige som nogle, der er på kontanthjælp, selvom de har andre muligheder. Fx at der er job at få, men at kontanthjælpsmodtagerne aktivt fravælger at søge dem. Et eksempel på en fremstilling af kontanthjælpsmodtagerne som uværdige er Jyllands-Postens overskrift d. 11. august 2012, der lyder ’Venstre: Pluk Jordbær eller vi kapper kontanthjælpen,’ der både i overskriften og i den videre artikel signalerer, at der er job til kontanthjælpsmodtagerne, der bare er for kræsne. Et andet eksempel er en artikel fra Berlingske d. 30. november, der under overskriften ’Politisk opgør med krævementaliteten’ lægger spalter til Karen Hækkerups (S) tese om, at en krævementalitet gør sig gældende blandt kontanthjælpsmodtagerne, at det skal være ”en æressag at klare sig selv”, og at ”vi skal have rusket op i vores værdier, hvad det angår.” Færre artikler har en positiv fremstilling af kontanthjælpsmodtagerne. I 16 pct. af artiklerne er kontanthjælpsmodtagerne fremstillet som værdige – som nogle der ikke selv er skyld i deres situation, fx fordi der ikke findes job, at de er syge osv. Det er fx en fremstilling af kontanthjælpsmodtagerne som værdige, når Jyllands-Posten d. 28. februar 2012 skriver ’Flere på kontanthjælp har psykiske lidelser,’ eller når Politiken d. 14. maj skriver ’12-tals elev på kontanthjælp’ og med dem sender et signal om, at kontanthjælpsmodtagere kan være ofre for ydre omstændigheder som sygdom og dårlige konjunkturer. De resterende artikler har enten ikke en fremstilling af kontanthjælpsmodtagerne eller fremstiller kontanthjælpsmodtagerne som både værdige og ikke værdige.
Flere studier har demonstreret, at netop mediernes fremstillingen af velfærdsmodtagere påvirker befolkningens indstilling til velfærdsmodtagere og til politiske reformer. Et dansk eksperimentstudier har fx vist, at hvis folk udsættes for artikler, hvor kontanthjælpsmodtagerne fremstilles som uværdige, vil de være mere tilbøjelige til at bakke op om stramninger på kontanthjælpsområdet end, hvis de læser artikler, hvor kontanthjælpsmodtagerne fremstilles som værdige (Slothuus 2013). At kontanthjælpsmodtagerne overvejende er fremstillet uværdigt i medierne, er altså med til at forklare, at danskerne bakker op om kontanthjælpsreformen – også selvom det naturligvis ikke er til at vide, hvem der har læst hvilke artikler i aviserne.
Nyt (gammelt) syn på de arbejdsløse
At kontanthjælpsmodtagerne i højere grad fremstilles som ikke værdige end værdige antyder et ideologisk skift i synet på de arbejdsløse. Fremstillingen af kontanthjælpsmodtagerne som værdige kan knyttes til den socialdemokratiske/socialistiske ideologi, hvor de marginaliserede idealtypisk anses som ofre for ydre omstændigheder. Her anskues marginalisering som forårsaget af samfundets udstødningsmekanismer som følge af socioøkonomiske ændringer. Udstødningen fra arbejdsmarkedet fører – som følge af materiel nød og de samfundsmæssige normer om arbejde og selvforsørgelse – til et tab af identitet, dårligt selvværd og tab af sociale og samfundsmæssige relationer. Løsningen er, inden for dette menneskesyn, at sikre kontanthjælpsmodtagernes materielle velfærd samt deres integration på arbejdsmarkedet såvel som i civilsamfundet (Carstens 1998). Dette syn viser sig fx, når Jyllands-Posten bringer overskriften ’Flere på kontanthjælp har psykiske lidelser’ og når Politiken skriver ’12-tals elev på kontanthjælp,’ som netop anerkender, at kontanthjælpsmodtagerne ikke er skyld i deres egen nød.
Fremstilling af kontanthjælpsmodtagerne som ikke værdige knytter sig primært til den liberalistiske og traditionelt konservative ideologi, hvor social nød idealtypisk forstås som henholdsvis et spørgsmål om manglende incitament til at arbejde og manglende moral. Når Jyllands-Posten fx fremstiller kontanthjælpsmodtagerne som uværdige ved at skrive ’Venstre: Pluk Jordbær eller vi kapper kontanthjælpen’ ligger der et underliggende liberalistisk syn på kontanthjælpsmodtageren som rationel (dermed ikke sagt at Jyllands-Postens gennerelle syn på de nødlidende er liberalistisk, men det er en liberalistisk logik, der kommer til udtryk i den pågældende artikel). I en rendyrket liberalistisk optik ligger det i menneskets natur at optimere sin økonomiske gevinst ud fra en rationel kalkule, der afvejer tid og penge i forhold til egeninteresser (Carstens 1998). Moralske principper spiller ikke en rolle for det rationelle menneske, og kontanthjælpsmodtagere såvel som lønmodtagere skal derfor styres af incitamentstrukturer. Hvis ikke det er økonomisk rentabelt for borgerne at arbejde, vil det, ifølge dette menneskesyn, være for fristende at være på offentlig forsørgelse, hvor der skal leveres en lavere indsats. Jyllands-Postens overskrift – og Venstres forslag i øvrigt – indikerer netop en sådan forståelse – at kontanthjælpsmodtagerne kan motiveres til at plukke jordbær, hvis deres forsørgelsesgrundlag er i risiko for at forsvinde.
Når Berlingske lader Karen Hækkerup plædere for, at en grundlæggende krævementalitet gør sig gældende blandt kontanthjælpsmodtageren, at danskerne bør sætte en ære i at klare sig selv og at der er tale om et værdiskred, lægger artiklen op til, at der i højere grad er tale om en mangel på moral blandt kontanthjælpsmodtagerne, end der er tale om en manglende motivation til at arbejde. Dette syn på kontanthjælpsmodtagerne har rødder i en traditionel konservativ forståelse af, at mennesket er moralløst ved fødslen, men gennem opvæksten gennemgår en socialiseringsproces i samfundets institutioner, såsom familien og uddannelsessystemet, som opdrager mennesket til at udvikle en moralsk sans. Hvis et menneske gennem sin opvækst ikke indgår i disse institutioner, er der fare for, at han/hun udvikler afvigende normer og bliver umoralsk. At vi i Danmark har en stor andel borgere på overførselsindkomster, kan derfor forklares inden for en traditionelt konservativ ideologi med en blanding af dårlig moral hos den marginaliserede og opløsningen af traditionelle institutioner såsom kernefamilien og kirken. Arbejdsløshed opfattes som farligt for samfundet, da det er moralnedbrydende for den enkelte. Men det umoralske menneske er ikke nødvendigvis fortabt for evigt. Det kan (gen)opdrages og (gen)disciplineres ved hjælp af samfundets institutioner (Carstens 1998).
Alle tre ideologiske syn på de marginaliserede kan spores op igennem den danske velfærdshistorie. I 1800-tallet blev nødlidende danskere fx opfattet som grundlæggende dårlige mennesker, der var født fordærvede. De nødlidende skulle derfor lære at leve et liv vendt mod Gud eller underkastes behandling i det offentlige fattigvæsen, hvor tvang blev anset som en nødvendighed for at få det faldne menneske til at rette ind. Samtidig blev truslen om arbejdsanstalter anvendt til at skræmme de dovne nødlidende til at gøre en indsats for at blive genopdraget. Hvis truslen ikke virkede, måtte arbejdsanstalten underkaste dem genopdragelse.
I slutningen af 1800-tallet mødte man også det liberalistiske syn på nødlidende. Her starter incitamentstankegangen, idet socialydelserne begyndte at blive anset som en hæmsko for de nødlidendes motivation til at arbejde. I 1888 gjorde landstingmand, professor dr. jur. Carl Goos på Højres delegeretmøde for eksempel opmærksom på, at fattighjælp kunne have konsekvenser for det fri og selvregulerende arbejdsmarked, fordi arbejdsdygtige nødlidende ikke ville have incitament til at arbejde. I samme periode slog den socialistiske tankegang dog også igennem, som argumenterede for, at fattigdom også kunne have rod i strukturelle problemstillinger – herunder de sociale klasser (Petersen et al. 2010).
Vi har dog i Danmark – qua vores socialdemokratiske velfærdsmodel – primært abonneret på et socialdemokratisk menneskesyn i de seneste mange år – om end ikke i rendyrket form. Selv 90’ernes og 00’ernes socialreformer, der bar tydelige neoliberale islæt, talte ind i en socialdemokratisk forståelse af de marginaliserede. Fx hed det i formålet med Lov om aktiv socialpolitik fra 1998, at formålet med aktiveringen af ledige med andre problemer end ledighed var ’først og fremmest at forbedre livskvaliteten og medvirke til at forebygge yderligere sociale problemer’ (Socialministeriet, 1998). Altså en socialdemokratisk forståelse af, at det er et menneskeligt tab i højere grad end et samfundsmæssigt økonomisk tab ikke at integrere de arbejdsløse på en eller anden måde i arbejdsmarkedet.
Et tidligere dansk studium indikerer da også, at den overvejende negative fremstilling af velfærdsmodtagere er ny. Studiet undersøger blandt andet mediernes fremstilling af modtagere af kontanthjælp i perioden 2004-2009 og viser, at der i perioden var en stor overvægt af positive artikler om modtagere af kontanthjælp (Larsen & Dejgaard 2013). Selvom studiet ikke er direkte sammenlignelige med studiet, der danner grundlag for denne artikel, tyder de modsatrettede konklusioner på, at der er sket et skift i fremstillingen af kontanthjælpsmodtagerne hen mod en fremstilling, der bunder i traditionelt konservative og liberalistiske forståelser af de nødlidende.
Moralsk panik og en ny reform
Mediedækningen af kontanthjælpsområdet i kølvandet på sagerne og Carina og Robert kan overodnet forklares og karakteriseres med begrebet om moralsk panik. Begrebet stammer tilbage fra 70’erne og kan overordnet defineres som en gruppe af personer, der opleves og defineres som en trussel mod samfundets værdier og interesser, og som præsenteres på en stiliseret og stereotypisk måde i massemedierne (Cohen 2011).
To velfærdsteoretikere Golding og Middleton har i et studium fra 1982 demonstreret, hvordan en moralsk panik på velfærdsområdet kan udspille sig. Studiet viser, hvordan en enkelt sag om misbrug af velfærdsydelser udvikler sig til en generel panik og skepsis i forhold til hele velfærdssystemet og ender med at få politiske konsekvenser for de marginaliserede i form af omfattende neokonservative reformer. Medierne spillede en afgørende rolle i denne udvikling ved at fokusere på særlige fremstillinger af og forklaringer på velfærdsstatens utilstrækkeligheder og lukke øjnene for andre. Når en skepsis i forhold til velfærdssystemet kunne etableres så hurtigt, skyldtes det ifølge Golding og Middleton et allerede eksisterende og underliggende sæt af forståelser af velfærd og fattigdom, som lå parat til at blive aktiveret i en tilstand af økonomisk krise eller politisk ustabilitet. I Golding og Middletons tilfælde et konservativt syn på modtagerne af sociale ydelser som umoralske (Golding & Middleton 1982).
Mediedækningen af kontanthjælpsområdet, som den er beskrevet på de tidligere sider, har mange af de samme karakteristika som eksemplet fra Storbritannien. I Danmarks tilfælde er der ikke tale om et decideret misbrug af velfærdsydelser, der antænder mediernes og befolkningens opmærksomhed og panik, men om to kontanthjælpsmodtagere der ser ud til at udnytte kontanthjælpssystemet på hver deres måde. Historien om Carina accelererer fx markant inden for bare en uge, hvor den udvikler sig til historien om, at det ikke kan betale sig at arbejde for en stor del af befolkningen og en panik over, at en stor gruppe kontanthjælpsmodtagere måske udnytter dette til egen vinding. Kontanthjælpsmodtagerne som samlet gruppe slås altså i hartkorn med Carina og aktiverer et liberalistisk syn på kontanthjælpsmodtagerne, der antager, at grunden til, at de er på kontanthjælp, er, at de ikke gider arbejde. Det er uden at tage højde for at det er lavkonjunktur og svært at finde job.
På samme måde giver Robert anledning til generel frygt for, at kontanthjælpsmodtagerne er dovne og mangler værdier og moral og derfor i bedste traditionelt konservative ånd bør disciplineres. Hermed vækker mediernes brug af de to personsager forskellige syn på de arbejdsløse – syn som ikke i tilstrækkelig grad udfordres. Forskere eller personsager, der kan demonstrere at kontanthjælpsmodtagere også kan lide af psykiske problemer eller have problemer med at finde job, har mindre taletid i dagbladene, og det overordnede billede af kontanthjælpsmodtagerne bliver altså det som Carina og Robert tegner.
Med dette overordnede mediebillede in mente kan det ikke længere undre, at en stor del af befolkningen bakkede op om kontanthjælpsreformen. Reformelementer som halveringen af kontanthjælpsydelsen til unge under 30 år og kravet til alle kontanthjælpsmodtagere om at gøre en ekstra indsats for deres ydelse harmonerer netop med mediernes fremstilling af kontanthjælpsmodtagerne, som nogen der kan motiveres økonomisk eller skal disciplineres – og som udnytter samfundet, hvis de har muligheden.
Tilbage står spørgsmålet om mediedækningen af kontanthjælpsområdet har eller vil forandre sig efter kontanthjælpsreformen blev implementeret i januar 2014, og om sagerne om Carina og Robert måske (måske ikke?) er ved at ’old news’. Vil der fortsat være en negativ og unuanceret fremstilling af kontanthjælpsmodtagerne, eller ændrer mediedækningen karakter? Et studie fra USA viser, at modtagere af velfærdsydelser blev fremstillet mere værdigt end tidligere, efter en restriktiv velfærdsreform var blevet indført. Dette forklares blandt andet med, at den negative fremstilling af modtagerne af velfærdsydelserne i høj grad tjente til at legitimere reformen, og at der efter indførelsen af denne derfor ikke var samme ’behov’ for en negativ fremstilling (Bullock et al. 2001). Om dette også vil gøre sig gældende i Danmark, kan kun en fremtidig undersøgelse af mediedækningen vise.
Bibliografi
AKF, Anvendt Kommunal Forskning 2011: ”Systematisk registerbaseret kortlægning af sundhedsproblemerne blandt de svageste kontanthjælpsmodtagere”. København: AKF.
Beskæftigelsesministeriet 2013: Flere og flere på kontanthjælp bliver overladt til passivitet. København: Beskæftigelsesministeriet.
Bullock, Heather E., Wyche, Karen Fraser and Williams, Wendy R. 2001: ”Media Images of the Poor”. Journal of Social Issues, 57, no. 2: 229-246.
Carstens, Annette 1998: Aktivering – klientsamtaler og socialpolitik. København: Hans Reitzels Forlag.
Cohen, Stanley 2011: Folk Devils and Moral Panics: The Creation of the Mods and Rockers. Taylor & Francis.
Ghanem, Salma 1997: ”Filling in the Tapestry: The Second Level of Agenda Setting”, in Maxwell McCombs, Donald L. Shaw and David Weaver (eds.): Communication and Democracy. Exploring the intellectual Frontiers in Agenda-setting theory. Mahwah, NJ: Lawrence Erlbaum Associates.
Golding, Peter and Sue Middleton 1982: Images of Welfare. Press and Public Attitudes to Poverty. Oxford: Martin Robertson.
Hjarvard, Stig 2008: En verden af medier. Medialiseringen af politik, sprog, religion og leg. Frederiksberg: Samfundslitteratur.
Larsen, Christian Albrekt and Thomas Engel Dejgaard 2013: ”The Institutional Logic of Images of the Poor and Welfare Recipients. A Comparative Study of British, Swedish and Danish Newspapers.” Journal of Communication, 58, no. 2: 258-279.
Lund, Anker Brink 2013 ”Mangfoldighed i dansk dagspresse : Et publicistisk serviceeftersyn. Frederiksberg”, Center for Civilsamfundsstudier. CBS 2013
Petersen, Jørn Henrik, Klaus Petersen og Niels Finn Christiansen 2010: Dansk velfærdshistorie. Frem mod socialhjælpsstaten. bind 1. Syddansk Universitetsforlag.
Pierson, Paul 1996: ”The New Politics of the Welfare State” i Pierson, P. & F.G. Castles (eds.): The Welfare State Reader. Cambridge: Polity Press.
Ploug, Henriksen og Kærgård 2004: Den danske velfærdsstats historie. København: SFI.
Slothuus, Rune 2007: ”Framing Deservingness to Win Support for Welfare State Retrenchment”. Scandinavian Political Studies, 30, no. 3: 323–344.
Socialministeriet (1998): Vejledning om Lov om aktiv socialpolitik. Socialministeriets vejledning nr. 39 af 5. marts 1998. København: Socialministeriet
Starke, Peter 2006: ”The Politics of Welfare State Retrenchment: A Litterature Review”. Social Policy & Administration, 40, no. 1: 104-120.
Ugebrevet A4 2010: ”Lyst til reformer står stille”. 8. februar 2010.
Valgundersøgelsen 2007: http://bank1.surveybank.aau.dk/webview/