Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539
Turbulens | Det aktive menneskes triumf – Et essay om kategoriseringen af den kunnende kontanthjælpsmodtager
 

Det aktive menneskes triumf – Et essay om kategoriseringen af den kunnende kontanthjælpsmodtager

28.4.2014

Indledning – Velfærdssamfundets hjerte

”Dem, der kan, skal. Dem, der ikke kan, skal have bedre hjælp, end de får i dag.”
Beskæftigelsesministeren ved præsentationen af kontanthjælpsreformen.

Den retfærdige stiller krav til mennesker, der godt kan selv, men som ikke gør. De kunnende, men ikke gørende. Omvendt møder den retfærdige de mennesker, der ikke kan selv med omsorg og støtte. De, der ikke kan selv, må hjælpes, hedder det. Det virker selvfølgeligt, intuitivt appellerende og der er bred enighed om, at sådan bør det være.

Af og til beskrives denne tveæggede logik, hvormed den retfærdige stiller krav til de kunnende, som ikke gør og møder de ikke-kunnende med omsorg, ligefrem som selve ”hjertet i velfærdssamfundet.” Der er noget almenmenneskeligt, nærmest ahistorisk over denne logik. Allerede i de tidligste fattiglove fra 1700-tallet sondres der imellem de værdigt og de uværdigt trængende, og særligt de uværdigt trængende måtte mødes med hårde krav. I vor tids beskæftigelsespolitiske debatter er den optrukne linje imellem de kunnende og de ikke-kunnende ligeledes vigtig for at retfærdiggøre den stadigt hårdere linje, der føres overfor arbejdsløse mennesker på kontanthjælp. Vi rammer jo kun de, der godt kan og som burde gøre, men som lige nu ikke gør. Sådan lyder det. Igen og igen. Her den nuværende beskæftigelsesminister i juni 2011:

”Den første gruppe[de, der kan] skal mødes med meget præcise krav fra samfundet om, at de simpelthen bare kan gå i gang. Og at de ikke får en krone, hvis ikke de gør det. De, der ikke kan, skal derimod have en meget mere omsorgsfuld og helhedsorienteret indsats.”

Politikere og meningsdannere henviser oftest uproblematisk til den bestående virkelighed af kunnende og ikke-kunnende arbejdsløse, som var den et objektivt og givent faktum. Et iagttageligt landskab skabt og formet fra oven af naturens sikre hånd. Men mennesker lander ikke på jorden med en stregkode i panden, der kan aflæses for objektivt at afgøre, om de bør klassificeres som kunnende eller ikke-kunnende. Der er brug for et maskineri,der ordner massen af arbejdsløse mennesker efter deres arbejdsmarkedsegnethed,som sorterer dem og kategoriserer dem i grupper, så de bliver håndterbare for statsapparatet. Den retfærdige har brug for at vide, hvem han skal møde med krav, og hvem han må møde med omsorg.

Kategoriseringsmaskineriet, der skaber denne ’objektive’ virkelighed af kunnende og ikke-kunnende arbejdsløse mennesker, er imidlertid allerede selv et produkt af tidens bærende politiske ideer. Maskineriet er løbende blevet omformet, og særligt over de seneste 15 års tid er justeringerne eskaleret. I den korte årrække har vi bevæget os væk fra et maskineri, som opdelte arbejdsløse i kategorier efter de problemer de sloges med, og som således førte til beskrivelser af mennesker med forskellige problemer; og frem imod et maskineri, som i stadigt stigende grad udelukkende er i stand til at fremkalde en virkelighed af kunnende væsener. En maskine, der sætter beskrivende mærkater på mennesker, men som kun indeholder mærkater, der udtrykker noget positivt. Som ordner en virkelighed af aktive, ressourcestærke, fremdriftige væsener. Kunnende arbejdsløse, som vi, helt i tråd med velfærdssamfundets medmenneskeligt bankende hjerte, nødvendigvis må møde med piskens hårde, men retfærdige krav.

Oftest er forandringerne af kategoriseringsmaskineriet blevet begrundet med henvisning til, at man nu vil sikre borgerens retssikkerhed. Den skal øges igennem mere objektivitet, mere ensartethed og en systematisk sagsbehandling på tværs af landets kommuner ogjobcentre. Sådan har det lydt. Men de forandringer, som over tid er trådt tydeligere og tydeligere i karakter, kan ikke forklares alene ud fra ønsket om at ville øge borgerens retssikkerhed. Analyseres ændringerne over de seneste 15 år i sammenhæng, kommer en særlig bevægelse tydeligt til syne: En løbende, trinvis realisering af et maskineri, som effektivt ordner en virkelighed, hvor alle arbejdsløse kategoriseres som kunnende, ressourcebærende og aktive væsner, og hvor ingen eller få må kategoriseres som ressourceløse, stillestående og ikke-kunnende. Det er en proces, hvor kategoriale beskrivelser af svære problemer trin for trin udgår som mulige formelle måder at blive kategoriseret på.

Tilbage står et kategoriseringsmaskineri, der kun kan forbinde den konkrete kontanthjælpsmodtager til begreber som ”ressourcer”,”udfordringer”, ”aktivitet” og ”potentiale”. Det maskineri, der frembringer den håndterbare virkelighed af arbejdsløse, skal tilsyneladende helst fabrikere en virkelighed, hvor mange eller alle er kunnende væsner, der må mødes med krav,og hvor få eller ingen er ikke-kunnende væsner, som må mødes med hjælp og støtte.

Dette essay fortæller historien om denne særlige maskine,der kobler de enkelte arbejdsløse til kategorier, samler dem i grupper, og gør dem til håndterbare objekter for den førte beskæftigelsespolitik. Det er historien om, hvordan tidens højthyldede plusord om det aktive, selvansvarlige og ressourcestærke menneske ikke blot fungerer som et ideal, men nu er kravlet helt ind i selve dette kategoriseringsmaskineri, der afgør, hvilket væsen den arbejdsløse er. Det er historien om, hvordan det aktive menneske med gøgeungens møjsommelighed har kilet sig ind i kategoriseringsmaskineriet, hvorfra han nu maler sit eget selvbillede oven i alle de kontanthjælpsmodtagere, som føres igennem maskinen. ”Verden er”, som Peter A.G fra Gnags engang sang, ”fuld af selvopfyldte profetier.” Her følger historien om én.

Boltanski og institutionen

For at belyse, hvordan denne særlige virkelighed af de kunnende og de ikke-kunnende arbejdsløse over de seneste godt og vel 15 år er forsøgt skabt og omformet fra centralt hold, trækker jeg primært den franskesociolog Luc Boltanskis begreb om institutionen., (Boltanski2011, Boltanski, Held 2011). Institutionen betegner for Boltanski en ikke-kropslig, overindividuel kraft, der kan etablere og beskytte forbindelser imellem det konkrete og det symbolske niveau. Denne proces, hvori det konkrete forbindes til symbolformer, kalder Boltanski for kvalificering. Når den arbejdsløse af et statsbestemt socialfagligt maskineri forbindes til en kategori, som han ikke selv kan anfægte, er det, der er på spil, netop en sådan institutionel fiksering af det konkrete (den arbejdsløse) til en særlig symbolsk form (fx uddannelsesparat), dvs. en kvalificering. Pointen er ikke, at arbejdsløse borgere står magtesløse overfor sådanne institutionelle logikker, og blindt underkaster sig eller ligefrem internaliserer disse. Pointen er snarere, at situationen som udspiller sig, når kontanthjælpsmodtageren møder socialrådgiveren på jobcenteret til en visitationssamtale, som udgangspunkt ikke er fri for fortolkning, men transcenderet af en institutionelt forankret logik for hvordan det konkrete forbindes til det symbolske. Aktørerne – den arbejdsløseog jobkonsulenten – skal ikke, i situationen, skabe denne forbindelse fra scratch, men møder en reguleret virkelighed, som de har kompetence til at forholde sig kritisk til. For Boltanski er institutionen altså begrebet for en særlig kraft, som hæver sig over situationen, og hvis primære opgave det er at kvalificere det værende, således at det bliver en virkelighed, der er ordnet, og som vi kan mene noget om og handle på (Boltanski,Held 2011:277).

For at tydeliggøre institutionens rolle og dens relativeskrøbelighed, arbejder Boltanski med en begrebslig modstilling imellem virkeligheden (reality) og verdenen (world). Opdelingen skal forstås som en sondring imellem på den ene side dét, der er kvalificeret dvs. det som har betydning og værdi for det værende, og på den anden side alt det, der potentielt kunne blive betydende, men som lige nu ikke kvalificeres som væsentligt (Boltanski2011:57).Virkeligheden betegner i dette essay dét særlige produkt, som kategoriseringsmaskineriet spytter ud: En ordnet virkelighed, hvor massen af arbejdsløse er blevet kvalificeret af bestemte symbolformer (fx uddannelsesparate/jobparate/ aktivitetsparate) og placeret i særlige grupper, som gør dem håndterbare for det beskæftigelsespolitiske system. Pointen med at modstille begrebet om virkeligheden med begrebet om verdenen er at understrege, at virkeligheden kunne være en anden. Verdenen er alt det, der kunne være, men som ikke er. Det er den støjende og uordnede baggrund, som den fikserede virkelighed aldrig fuldkomment kan absorbere, og som dens orden træder i forgrunden for.

Det er med dette teoretiske blik for institutionen som denkraft, der kvalificerer og forsvarer virkeligheder, at jeg iagttager kategoriseringen af den arbejdsløse: Som skabelsen og omformningen af en særlig virkelighed, der løbende fabrikeres af institutionelt betingede koblinger imellem på den ene side de konkrete sagsakter (de arbejdsløse) og på den anden side symbolformer (kategorier).

At kategorisere problemer

Kategoriseringen af kontanthjælpsmodtagere er langt fra blevet overladt til situationerne, og de mennesker, der udlever disse – dvs.frontmedarbejdere og borgere i kommuner og jobcentre. Tværtimod er flokke af bekendtgørelser, vejledninger og konkrete metoder og redskaber over de sidste20 år vandret i en lind strøm fra centralt hold (primært fra Socialministeriet, Beskæftigelsesministeriet og Arbejdsmarkedsstyrelsen) og ud i kommuner og jobcentre, hvor de har pålagt frontmedarbejderne at kategorisere arbejdsløseborgere i tråd med særlige logikker. Det er netop i disse logikker, at institutionen kommer til syne som den ikke-kropslige kraft, der regulerer skabelsen af virkeligheden af kunnende og ikke-kunnende arbejdsløse. Disse særlige logikker er løbende blevet underlagt et kritisk blik. De er blevet evalueret af forskere og konsulentbureauer, drøftet og vurderet i politiske debatter, og smedet om eller helt forkastet til fordel for nye institutionelle logikker op igennem90’erne, 00’erne og frem til i dag. Dvs. igennem dét, der oftest regnes som den aktive beskæftigelsespolitiske æra.

I de første år af denne periode, overlades kategoriseringen af den arbejdsløse i stor udtrækning til de enkelte kommuner, og til de frontmedarbejdere som møder borgeren ansigt til ansigt. Vi kan sige, at arbejdet med at koble den konkrete arbejdsløse til bestemte symbolformer, i disse år i overvejende grad er overladt til de enkelte situationer. Den manglende centrale styring er dog genstand for en tiltagende kritik. Der er, lyder kritikken, alt for stor variation fra kommune til kommune. Der mangler systematik og ensartethed i behandlingen, og kritikere peger på, at borgerens retssikkerhed hermed er truet: ’Hvor er retssikkerheden henne, hvis den samme sag var faldet anderledes ud i nabokommunen eller på nabokontoret?’

For at imødegå denne kritik af den manglende retssikkerhed,indføres med en vejledning i år 2000 en række kriterier, som frontmedarbejdere ialle landets kommuner skal benytte i visitationen af kontanthjælpsmodtageren (Arbejdsmarkedsstyrelsen 2000). Vejledningen må ses som et første forsøg på fra centralt hold at transcendere de situationer, hvor borgeres sager behandles, igennem klare, lovpligtige og centralt fastsatte principper for kategoriseringsprocessen. Først fra dette punkt, tager kategoriseringsmaskineriet reelt form som en institution, dvs. som en ikke-kropslig, overindividuel kraft, der trænger ind i situationerne og bistår med at skabe forbindelser imellem konkrete sagsakter og generelle symbolformer.

Med vejledningens forskrifter opdeles kontanthjælpsmodtagere i fem undergrupper. Kategoriseringen er her stærkt problemorienteret i den forstand, at den definerer fem forskellige typer af ledige ved at spørge til,hvilke problemer den arbejdsløse er ramt af. Alle arbejdsløse har problemer,men nogle har kun ledigheden som problem. Den første gruppe defineres som ’De arbejdsmarkedsparate personer’, som ”kun har kortvarig ledighed som problem”.Gruppe nummer to rummer ’De uafklarede personer’, hvis problem er, at de ”er uafklarede omkring deres personlige udvikling og i forhold til valg af arbejde eller uddannelse,” mens gruppe nummer tre er for ’De arbejdsmarkedsmæssigtmarginaliserede personer’, der ”har været uden arbejde i længere tid, og som er karakteriseret ved kort skolegang og ingen eller ringe erhvervsuddannelse kombineret med beskeden erhvervserfaring.”. Gruppe nummer fire er for ’De socialt belastede personer’, ”dvs. de personer, der ud over selve ledigheden har betydelige problemer af personlig og/eller familiemæssig art, er kriminelle, står uden socialt netværk eller mangler grundlæggende sociale færdigheder og kompetencer.” Den femte og sidste gruppe er for ’De helbredsmæssigt belastedepersoner’, ”dvs. de personer, der ud over selve ledigheden har sociale problemer kombineret med ressourcemæssige vanskeligheder i form af fysiske eller psykiske helbredsproblemer”[1].

De fem kategorier sætter rammerne for den virkelighed af arbejdsløse,som kategoriseringsarbejdet kan skabe. Den virkelighed, der hermed formes, er en virkelighed af arbejdsløse mennesker, der slås med forskellige problemer; og til de forskellige problemer, knytter sig forskellige løsningsstrategier. Den,der kun har arbejde som problem skal for eksempel søge arbejde hurtigst muligt, mens den socialt belastede skal tilbydes ”socialt betonet aktivering”. Udgangspunktet er, at alle arbejdsløse har problemer, og det bliver socialarbejderens opgave i visitationen at afklare, hvilken af de fem problemkategorier, der mest passende kan kobles til den konkrete kontanthjælpsmodtager.

Fra problemer til ressourcer og fremdrift

I kølvandet på den borgerlige regerings store 2002-reform, Flere i Arbejde, indføres i 2004 et nyt visitations og kategoriseringssystem. Det er de fem såkaldte matchkategorier,som indføres med Visitationsbekendtgørelsen i juni 2004, og hermed forandres kategoriseringsprocessen af den arbejdsløse betydeligt. Denne ny måde at kategorisere arbejdsløse på, begrundes såvel udadtil i den politiske debat såvel som i lovteksten, med henvisning til den lediges retssikkerhed (Beskæftigelsesministeriet 2004). Denne reform af kategoriseringssystemet retfærdiggøres således, nøjagtig som det var tilfældet med ændringerne fire år tidligere, som et svar på en kritik af systemets manglende retssikkerhed.

Selvom der også efter ændringen i 2004 eksisterer fem forskellige kategorier, som arbejdsløse kan kobles til, introduceres med ændringerne en grundlæggende ny måde at tænke kategorier af arbejdsløse på. Dennecændring er af afgørende vigtighed. Frem for at kvalificere arbejdsløse ud fra deres problemer, skal de fra dette punkt i kategoriseringens historie kvalificeres som ressourcebærere, der alle som én rummer et arbejdsmarkedspotentiale. Det hedder blandt andet i bekendtgørelsen, at der med ”den systematiske visitation fastholdes et fokus på de ledigesressourcer og muligheder.” Væk er de fem tunge problemkategorier, som afløses af fem såkaldte match-kategorier, der ikke siger noget om problemer, men angiver, hvor tæt den arbejdsløse lige nu vurderes at være på arbejdsmarkedet. De kvalitativt afgrænsede problemkategorier erstattes dermed af en kvantitativ skala, der bedømmer grader af nærhed til arbejdsmarkedet. Det understreges, at de fem grupper ikke er tunge og statiske, men udtryk for her-og-nu-billeder, der hele tiden er under forandring. Det hedder eksempelvis, at ”der kan skabes nye muligheder for at komme ind på arbejdsmarkedet, hvis man sætter ind med relevante sociale og arbejdsmarkedsmæssige foranstaltninger.” Et match-tal er noget som løbende måles, og som kan forbedres af det menneske, der måles. Ligesom en standpunktskarakter i gymnasiet eller en omgangstid i en løbekonkurrence.

Snarere end ramt af forskellige typer af mere eller mindre tunge problemer, skal arbejdsløse borgere fra dette punkt kategoriseres som ressourcebærende enheder, der alle rummer muligheder for udvikling. Alle arbejdsløse er på vej imod arbejdsmarkedet, og det, der gøres til genstand formåling, er afstanden imellem arbejdsmarkedet på den ene side og det punkt på vejen, hvor den fremadmarcherende arbejdsløse øjeblikkeligt befinder sig på den anden.

Reformen i 2004 udskifter dermed fuldkomment det eksisterende reservoir af symbolformer med et ganske nyt, der kvalificerer virkeligheden af de kunnende og de ikke-kunnende arbejdsløse på en grundlæggende ny måde. Det er en omfattende forandring af den institution, der producerer virkeligheden af kunnende og ikke-kunnende arbejdsløse, der hermed foretages. Den gamle institution forbandt den arbejdsløse med forskellige kategorier af problemer, nogle endog meget tunge, der kaldte på forskellige løsninger. Den nye institution kvalificerer aktive mennesker på vej fremad imod arbejdsmarkedet, der bevæger sig med forskellig hastighed, og møder forskellige ’forhindringer’, der skal forceres på deres vej.

De løsningsmuligheder, som byder sig til i dette nye univers, er alle varianter af øget aktivitet, udvikling og fremdrift. De væsener, der skal beskrives er de samme som før reformen. Men det blik, der kastes på dem, er et ganske andet blik, som er trænet til at kigge efter nogle ganske andre ting. Men hvor kommer dette skifte fra?

Hvor kommer det aktive menneske fra?

Det abstrakte svar er, at det kommer fra tidsånden. Det er senmodernitetens bærende idealer om, at aktivitet er bedre end passivitet (Boltanski, Chiapello 2005a) og om, at det fleksible (Sennett 1998) og flydende (Bauman 2000) er bedre end det fastlåste og hårde, som banker på og lukkes ind.

Det lidt mere konkrete svar er, at matchkategorierne er et forsinket ekko af det omfattende arbejde med at udvikle og implementere den såkaldte Arbejdsevnemetode, der fra 2003 til 2010 var lovpligtig at benytte i sager omrevalidering, fleksjob og førtidspension.

Man kan sige, at metoden i denne periode fungerer som statens sidste skanse for de mennesker, der er på vej ud i nogle områder, hvor de er vanskelige for aktivsamfundet at nå. Hvor man risikerer at måtte frede dem som ikke-kunnende væsener med krav på ubetinget hjælp og støtte.

Arbejdet med at udvikle metoden begynder i 1998 og fra 2003 bliver metoden lovpligtig på landsplan. I den omfattende metodebeskrivelse(Socialministeriet 2001) beskrives, at ”det overordnede formål med denne metode er, at forbedre borgernes retssikkerhed.” Som med øvrige reformer afkategoriseringsmetoder, understreges altså også her, at metoden bidrager til at sikre systematik og ensartethed i behandlinger af borgeres sager. Men metoden bliver ligeledes en indgang for politiske aktører til at føre en eksplicit og meget polemisk værdikamp, der skal gøre op med en ”forældet” måde at beskrive den arbejdsløse på.

Arbejdsevnemetoden er altså ikke blot et arbejdsredskab, men et væsentligt fremstød i den særlige kamp om sandheden om den arbejdsløse, der har udspillet sig over de seneste ti år. I den omfangsrige metodebeskrivelse præsenteres grundsynet som et opgør med selve det menneskesyn, der bar socialpolitikken i1970’erne og 1980’erne:

”Op igennem 1970’erne og 1980’erne afspejlede socialpolitikken – konkret udmøntet ibistandsloven – et menneskesyn, som fokuserer på, at mennesker er ”ramt” af sociale omstændigheder eller sygdom og dermed af problemer og begrænsninger” (Socialministeriet 2001)

I modsætning hertil, formulerer Arbejdsevnemetoden etsåkaldt positivt menneskesyn:

”Det menneskesyn, der nuligger til grund for socialpolitikken, kan derimod udtrykkes ved en tro på, atmennesker har ressourcer og udviklingsmuligheder. Hovedformået erselvforsørgelse i det omfang, det er muligt(…)Menneskesynet kanformuleres i den aktive sætning: ’jeg kan’. ’Jeg kan’ skalforstås som, at alle mennesker kan noget”(Socialministeriet 2001)

Mennesket skal ikke ses som noget, der er begrænset, men som noget, der rummer potentiale for aktivitet . Med afsæt i dette positive menneskesyn, hvor alle borgere mødes som ressourcebærende væsener, der kan, er ”metodens udgangspunkt en anerkendelse af, at borgeren har det primære ansvar for sin situation.” Den arbejdsløse bør mødes som et ressourcebærende og selvansvarligt væsen på vej mod arbejdsmarkedet, der dog på sin aktive færd fremad kan være stødt på problemer, som imidlertid ikke beskrives som problemer, men som ”barrierer”, ”forhindringer”og ”udfordringer”.

Ideen er klar nok. Arbejdsløse skal beskrives som mennesker,der kan noget, og det sprog der hermed udvikles til at beskrive den arbejdsløse, rummer udelukkende positive termer som ”ressourcer”, ”kompetencer” og”potentialer”.

Lægekonsulent Jens Bang bistod arbejdet med at udvikle Arbejdsevnemetoden, og han har i flere udgivelser beskrevet det nødvendige værdiskifte, som arbejdet med metoden ifølge ham er et udtryk for (jf. fxBang 2002a). I en artikel i Socialrådgiveren fra 2002 (Bang 2002b), argumenterer han for, at socialrådgiveren bør påtage sig en ny professional identitet i arbejdet med arbejdsløse. Denne ny fagidentitet bør grundlæggende omforme synet på den arbejdsløse: Socialarbejderen bør være en konsulent,der hjælper borgeren videre imod deltagelse på arbejdsmarkedet, snarere end en behandler, der bekræfter borgerens egen forståelse af, at han eller hun er et offer med et problem. Bang beskriver selv et menneskesyn, der ”hviler på en forestilling om, at det er værdifuldt at deltage aktivt i det sociale liv” samt en ”tro på, at udvikling og forandring opstår i takt med, at nye muligheder og friske oplevelser genererer positiv udadrettet energi til gavn for en konstruktiv ommøblering af den sociale identitet.”

Det handler med andre ord om, at se muligheder og arbejdspotentiale, frem for problemer. Opgøret med den ’gamle’, problemfikserede måde at kategorisere arbejdsløse på, og indførslen af en ny ressourceorienteret model, beskrives af Bang metaforisk som et led i nedbrydningen af ”kulisserne til elendighedens teater.” Arbejdsløse skal, i behandlingen af deres sager om fleksjob, førtidspension og revalidering, ikke længere præstere som ”elendige”, hvor gode præstationer belønnes med særlige sociale ydelser, men imødegås og beskrives som aktive mennesker med ressourcer og potentiale for arbejdsmarkedstilknytning.

Det passive elimineres

Arbejdsevnemetoden blev som redskab begravet i 2010, men den pomp og pragt, der omgav dens indførsel, giver et detaljeret indblik i de ideer,som fra 2004 og frem i stigende omfang bliver bærende for det maskineri, der ordner alle kontanthjælpsmodtagere i grupper af kunnende og ikke-kunnende.

Da kategoriseringssystemet i 2010 endnu engang reformeres, retfærdiggøres forandringen, nøjagtig som i 2000 og i 2004, som et svar på kritik af det bestående system for at mangle retssikkerhed og systematik (jf. fx Rambøll Management 2006). Også med 2010-reformen henvises eksplicit til ønsker om at skabe mere objektive kriterier, mere ensartethed og systematik og for derigennem at øge borgerens retssikkerhed. Men under overskrifterne om ønsket ensartethed, leder reformen samtidigt til en mærkbar udvidelse af den gruppe af arbejdsløse, der føres igennem maskineriet. Den nye matchmodel gælder nemlig for alle jobcentrets målgrupper, herunder også sygedagpengemodtagere, personer i revalidering og mennesker indstillede til en førtidspension. Hidtil har disse været undtaget for matchkategorisering, fordi de blev regnet for ikke-arbejdsmarkedsparate.

Denne udvidelse af målgruppen for kategoriseringssystemet begrundes med henvisning til, at alle offentligt forsørgede skal have muligheden for at forløse deres potentiale til at bidrage på arbejdsmarkedet. ”Den nye model”,hedder det i en skrivelse fra AMS, ”er et opgør med en forældet tankegang om, at kun visse grupper af offentligt forsørgede udgør et potentiale i forhold til arbejdsmarkedet”(Arbejdsmarkedsstyrelsen 2010a). Nu får alle ret til at få deres potentiale for arbejde belyst, og i en pjece om den nye matchmodel mindes om, at ”vejen til helbredelse ofte går via arbejde” (Arbejdsmarkedsstyrelsen 2010b).

Målgruppen for kategoriseringen udvides hermed til at omfatte grupper, der tidligere automatisk blev regnet som ikke-kunnende. Heriblandt mennesker, der er sygemeldte og mennesker, der er indstillet til en førtidspensionering. Samtidig reduceres de fem matchgrupper til tre, der beskrives som ”de jobklare”, ”de indsatsklare” og ”de midlertidigt passive”.
Forandringerne beskrives som ”mere enkle – og dermed objektive.” Men 2010-reformen sikrer en to-vejs-udvikling, som vel bedst kan beskrives som paradoksal: Dels skal nye grupper af mennesker, som forventeligt er ressourcesvage og på aktivsamfundets kant, føres igennem kategoriseringsmaskineriet; dels tømmes maskinen for mærkater, der kan beskrive mennesker som ressourcesvage.

Den tungeste gruppe af arbejdsløse skal således ikke længere beskrives som ”uden match med arbejdsmarkedet”, men blot som ”midlertidigt passiv”. Signalværdien i dette skift er klar nok: Ingen er håbløs, og selv de, der lige nu er gået i stå på deres vej mod arbejdsmarkedet, kan udvikle sig,forcere barrierer og komme videre.

Aktivitet for alle og enhver – et opgør med det midlertidigt passive

Med den kontanthjælpsreform, som just er trådt i kraft 1.januar i år,(Beskæftigelsesministeriet 2013) ændres kategoriseringssystemet nok engang. Reformen beskrives som en radikal forandring af det værende system, og allerede første sætning i reformudspillet bebuder, at ”[r]egeringen vil skabe et nyt kontanthjælpssystem.” Nu skal der,tilsyneladende, ske noget nyt.

Forandringerne ligger imidlertid fint i forlængelse af de justeringer, kategoriseringssystemet har gennemgået fra 2004-forandringerne og frem. Hovedændringen består her i, at kategorien for de sværeste og mest passive arbejdsløse, de midlertidigt passive, afskaffes. Fremadrettet opererer maskineriet kun med to kategorier – de job-/uddannelsesparate på den ene side, og de aktivitetsparate på den anden.

Ingen skal, lyder det, kunne kategoriseres som ”midlertidigt passive”, for alle mennesker har potentiale til aktivitet. Mette Frederiksen begrunder blandt andet forandringerne på denne måde:

”Vi vil afskaffe matchgrupperne, fordi vi vil sende det meget entydige signal, at vi skal væk fra den passive og frem imod den aktive socialpolitik (…) Mennesker skal ikke længere parkeres i matchgruppe 3 som passive, fordi de har problemer med stofmisbrug eller store psykiske og sociale problemer” (Jyllands Posten 2013)

Vi frygter altså så meget for menneskelig stilstand, at betegnende begreber som insinuerer stilstand simpelthen skrives ud af det vokabularium, som arbejdsløse mennesker beskrives ved hjælp af. Det positive menneskesyn, som eksplicit blev formuleret med Arbejdsevnemetoden, skinner her tydeligt igennem, og i det nye kategoriseringssystem kan man kun kategoriseres som parat. Enten parat til job, til uddannelse eller til aktivitet. Alle er dermed parate og alle har ret og pligt til aktivitet.

I sin ordførertale for Folketinget fortæller den socialdemokratiske beskæftigelsesordfører, Lennart Damsbo Sørensen, at reformen skal gøre op med den hidtidige passivkultur, hvor ”kontanthjælpen er blevet et sikkerhedsnet, som alt for mange mennesker bliver filtret ind i, så de sidder fast.” Muligheden for at blive kategoriseret som ”midlertidigt passiv” elimineres som symbolform, fordi aktiviteter bedre end passivitet – både for den enkelte og for samfundet.

Helt i tråd hermed understreger reformens aftaletekst, at den arbejdsløse i visitationen skal mødes som et ressourcestærkt væsen. Det hedder for eksempel, ”at alle unge som udgangspunkt skal mødes som uddannelsesparate”(Aftaletekst 2013).

Det kategoriseringsmaskineri, som frembringer den virkelighed af arbejdsløse som vi kan handle på, justeres således at den udelukkende i stand til at fabrikere en virkelighed, der lever op til vores ideal. En virkelighed, hvor alle arbejdsløse er kunnende væsner. Kunnende væsener, som dog lige nu ikke gør, og som den retfærdige derfor må møde med krav og sanktioner.

Løbende er mulighederne for at borgere kvalificeres som mennesker med problemer blevet ekskluderet fra virkeligheden,og skubbet ud i verdenens brusende strømme af alt det, der kunne være, men som ikke er. Alt det, der ikke vurdere sat have relevans for det værende.

Bevægelsen kan spores i de trinvise semantiske skift: Først skulle de sværeste arbejdsløse kategoriseres som ”svære sociale eller helbredsmæssige problemidentiteter” (2000). Senere skulle de kategoriseres som ”uden match med arbejdsmarkedet” (2004), og herefter som ”midlertidigt passive”(2010). Endelig skal de, ved rejsens foreløbige ende, kategoriseres som ”aktivitetsparate” (2013).

Ganske i overensstemmelse med tidens ideal om mennesket som et fremdriftigt, selvansvarligt og ressourcestærkt væsen. Over de sidste 15 års tid sker således en dobbeltsporet forandringsproces. Dels udvides den målgruppe, som kategoriseringsprocessen omfatter, til også at rumme mennesker, som er ressourcesvage og på vej ud over den kant, hvor aktivsamfundet ikke længere kan nå dem og som tidligere automatisk regnedes for ikke-kunnende. Dels sker en samtidig eliminering af de faktisk eksisterende muligheder for at blive kategoriseret som én, der er velbegrundet passiv og som ikke kan eller vil kunne arbejde, og som derfor har ret til en social ydelse uden modkrav. Gruppen, der kategoriseres, er udvidet til at omfatte mennesker, som forventeligt er ressourcesvage; men de kategoriserende mærkater gøres gradvist mere positive. En paradoksal dobbeltbevægelse, hvor flere og flere forventeligt ressourcesvage mennesker gennes ind i et kategoriseringsmaskineri, som i den samme periode trinvist gøres ude af stand til at beskrive andet end menneskelig styrke og potentiale.

Det kritiske spørgsmål er naturligvis, om vi i vores jagt på fremdrift, positivitet, udvikling og aktivitet, er ved at skabe et samfund, som løbende presser sig selv til at blive ude af stand til at se og erkende alt det,der ikke lever op til tidens idealer: Menneskelige problemer, passivitet og manglende ressourcer. Om vi, som en moderne Lord Nelson, bevidst og selvinitieret placerer kikkerten for vort blinde øje, og dermed undgår at se mennesker, der er i vanskeligheder og som har krav på ubetinget hjælp og støtte. Hvor det eneste, der formelt kan erkendes er selvansvarlige, fremaddrivende og aktive mennesker, som vil nyde godt af piskens kærlige smæld.

Her kan vi selvretfærdigt sige til os selv, at vi jo blot stiller hårde krav til de, der godt kan, men som ikke gør. Alt imens vi indforstået nikker til hinanden og blinker med den ene øje. Vi ved jo godt, at alle kan.

Måske bør vi arbejde for at jage det aktive og selvansvarlige menneske ud af kategoriseringsmaskinen. Lige nu har han indtaget den, som var han en konge.

Litteratur:

Aftaletekst 2013, “Aftale om en reform af kontanthjælpssystemet – flere i uddannelse og job “,.

Arbejdsmarkedsstyrelsen 2010a,”Notat. Ny matchmodel – hvorfor og hvordan”, .

Arbejdsmarkedsstyrelsen 2010b, “Ny matchmodel. Sådan og derfor.”, .

Arbejdsmarkedsstyrelsen 2000, Vejledning om ændrede rådigheds- og sanktionsregler, .

Bang, J. 2002a, Arbejdsevnemetode:enteoretisk og praktisk indføring, Nyt Juridisk Forlag.

Bang, J. 2002b,”Arbejdsevnemetoden – baggrund og perspektiver “, Socialrådgiveren.

Beskæftigelsesministeriet 2013, Alle kan gøre nytte – Udspil til en kontanthjælpsreform.

Beskæftigelsesministeriet 2004,”Bekendtgørelse om visitation og det individuelle kontaktforløb”, .

Boltanski, L. 2011, On Critique. A Sociology of Emancipation, 1st edn, Polity Press, Cambridge.

Boltanski, L. & Chiapello, E. 2005a, The New Spirit of Capitalism, 1st edn, Verso, London.

Boltanski, L. & Held, L. (eds) 2011, Pragmatisk sociologi : en tekstsamling, 1. udgave edn, Hans Reitzel, Kbh.

Jyllands Posten 2013, Mette Frederiksen vil af med matchgrupper.

Rambøll Management 2006, “Evaluering af Visitationsværktøjskassen”, .

Socialministeriet 2001,”Arbejdsevnemetode. Metode til beskrivelse, udvikling og forbedring af arbejdsevne”.


https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=19282