11 Sep

Medforfattere: Frederik Schou-Juul Kandidat i Filosofi og ph.d.-studerende ved Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet. Særlig interesse for bioetik, etiske dilemmaer inden for neurodegenerative sygdomme, demenspleje, samt folkesundhedsetik og manipulation. Sigurd Lauridsen Sigurd Lauridsen er forskningsleder og lektor ved Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet. Hans forskningsinteresser omfatter mental sundhed, etik og neurodegenerative sygdomme samt sundhed og teknologi.   Samtaler om demens og etik – banalt eller genialt? Noget forenklet kan etik forstås som et par briller, vi bærer og ser verden igennem. Det er først når brillerne får ridser eller overfladen slår en flænge, at vi bemærker glasset og forstår dets betydning for vores udsyn. På samme måde bærer vi alle etik med os og ubevidst trækker på vores etiske overbevisninger, når vi agerer i en social verden. Ligesom glasset, bemærker vi først vores etiske fundament, når vi befinder os i situationer, som på sin vis udfordrer os eller synes uvante. Den slags situationer fremtvinger vores bevidsthed om, hvad der er ”rigtigt” og ”forkert” – vores etik. De fleste befinder sig muligvis sjældent i etisk udfordrende situationer eller i hvert fald ikke på daglig basis. Mennesker med demens og deres pårørende, derimod, gør det hver dag! Demens er betegnelsen for en lang række neurodegenerative sygdomme, som alle sammen påvirker den menneskelig hjerne og dermed basale kognitive og sociale færdigheder heriblandt hukommelse, sprog, social forståelse og perception (World Health Organization, 2020). En demenssygdom forplanter sig derfor i og forandrer menneskers liv både hos dem, der rammes af sygdommen og blandt dem, der står nærmest. Sygdommens indhug i tilværelsen sker i forskellige, uforudsigelige tempis. Nogle mennesker med demens forbliver i eget hjem længe, genkender længe familiære ansigter og mister aldrig deres sprog, måske nok ordenes betydning og sammenhæng, men aldrig flowet af ord. For andre går det smertefuldt stærkt. De mister orientering i tid, sted og i bekendtskaber. De forandrer sig radikalt og kan ikke længere give et autentisk udtryk for egne ønsker eller præferencer. I takt med, at forandringerne sker, oplever de, der lever med sygdommen og deres pårørende, ofte at stå i vanskelige situationer. Særligt tre områder kan gøres til overskrifter for, hvad der opleves svært, når én i hjemmet rammes af demens: åbenhed omkring sygdommen, rolleforskydninger og spørgsmål om fremtiden. De tre områder har vi, et forskerteam på Statens Institut for Folkesundhed (SIF) i samarbejde med Rudersdal Kommune og Alzheimerforeningen, gjort til omdrejningspunkt i en sundhedsfremmende indsats rettet mod hjemmeboende borgere med demens og deres pårørende. Mere specifikt er indsatsen blevet til i et større forskningsprojekt kaldt OMTANKE. Projektets overordnede formål er at udforske etiske dilemmaer i livet med demens og udvikle indsatser, der kan støtte mennesker med demens, deres pårørende og sundhedsprofessionelle i troen på at de kan mestre svære dilemmaer.[1] Indsatsen, som artiklen her beror på, tilbyder et rum til at tale om små og store udfordringer i et liv med demens og består af et dialogmøde, hvor tre til fire familier inviteres til at deltage. Samtaler om hverdagsetik med udspring i litteratur Med denne artikel vil vi invitere læseren med ind på dialogmødet og præsentere foreløbige resultater fra en evaluering. Med andre ord skal vi høre fra de mennesker, som har afprøvet indsatsen. Hvad er deres oplevelser? Og hvad har de fået ud af at være med? Den kvalitative evaluering er foretaget med udgangspunkt i fem indsatsafprøvninger, som fandt sted i perioden marts-november 2022. I selve afprøvningen deltog 23 personer, hvoraf 11 var borgere med demens og 12 var pårørende. Ud af disse talte vi med 14 fordelt på otte opfølgende interviews (afholdt ca. en uge efter dialogmødet), hvoraf seks var dyadeinterviews, hvor borgeren med demens og dennes pårørende interviewes samtidigt og to enkeltpersonsinterviews med pårørende.[2] De deltagende familier består som oftest af ægtepar, hvoraf den ene har en demenssygdom, og sommetider følger en øvrig pårørende trop såsom et voksent barn. Fælles for familierne er, at de helt nyligt eller inden for ganske få år har fået en demensdiagnose ind i tilværelsen, og at den sygdomsramte fortsat bor hjemme. I mange danske kommuner tilknyttes nydiagnosticerede med demens en demenskoordinator, der vejleder og hjælper familierne i hjemmet. I samarbejde med en demenskoordinator i en nordsjællandsk kommune, har vi inviteret og rekrutteret borgere og pårørende til at afprøve indsatsen. Demenskoordinatoren blev en gennemgående person i afprøvningen og et velkendt ansigt, idet hun også – sammen med én fra forskerteamet – faciliterede dialogmøderne. Møderne er bygget op omkring tidligere nævnte overskrifter: åbenhed, rolleforskydning og fremtid og dertilhørende litterære tekstuddrag fra den danske demenslitteratur. Tekstuddragene læses højt, hvorefter familierne samtaler om dem foranlediget af teksternes indhold, formulerede spørgsmål og egne erfaringer og villighed til at dele ud af dem. Brugen af litteratur er inspireret af den humanistiske forskningsdisciplin ”narrativ medicin”. Narrativ medicin er beskrevet som en metodisk bevidst praksis, der gennem brug af litteratur og andre kulturelementer (såsom kunst) skal uddanne sundhedsfaglige personalelag blandt andre (Rasmussen et al., 2020). Ifølge Rasmussen og Sodemann er metoden velegnet til ’at fremme en opmærksomhed på værdien – og gerne hæve niveauet – af empati mellem behandler og behandlet’ og desuden indgyde nysgerrighed overfor de små, men vigtige nuancer og detaljer i livshistorier (Ibid., p. 2). I vores tilfælde er den narrative medicinske metode og brugen af litterære uddrag således indgangsbillet til at rette opmærksomhed på hverdagsetik og værdien af at samtale om dét, der er – eller kan blive – svært i relation til at leve med demens. Ethical self-efficacy Det helt store spørgsmål, som vi i forskningsprojektet og evalueringen interesserer os for, er hvorvidt – hvis overhovedet – indsatsen kan medvirke til at ruste borgere og pårørende bedre til at befinde sig i etisk svære situationer, når de opstår, og finde styrken til at handle i situationerne. Den evne refererer vi til med begrebet ethical self-efficacy. Self-efficacy er tiltro til egne evner til at håndtere potentielle mentale og psykiske udfordringer (Bandura, 1997). Det handler mindre om, hvad vi rent faktisk gør i udfordrende situationer, og mere om, hvad vi tror, vi er i stand til at gøre, når der er behov for det. I relation til vores indsats henviser ethical self-efficacy til tro på egen formåen i et etisk råderum. Ethical self-efficacy er en svært målbar størrelse, og i denne indsats rettet mod hjemmeboende borgere med demens og deres pårørende har vi ikke til hensigt at måle begrebet objektivt,[3] men i stedet udforske det kvalitativt og få de deltagendes egne ord på, hvad de oplever at få ud af samtalerne. I det følgende vil vi tilbyde et kig ind i dialogmødet og vise ét af de litteraturuddrag, hvor samtalerne mellem de deltagende familier udspringer fra. Dialogmødet og ’det fælles tredje’ Samlet omkring et bord på et idrætscenter nord for København sidder tre familier, en demenskoordinator og to forskere fra SIF. Det er mandag formiddag og bag os ligger to emner, to tekstuddrag og de samtaler, der blev affødt deraf. Vi er dermed nået til dagens sidste tekstuddrag og dagens sidste emne, der handler om fremtid og om timingen og processen omkring overgang til plejehjem. Som primær facilitator af dialogmødet præsenterer jeg kort det næste tekstuddrag. Det er fra bogen ’Demens, dilemmaer og stjernestunder’, der er skrevet af terapeut Lone Carmel og journalist Annette Thuesen og berører mange dilemmaer i familien særligt anskuet fra de voksne børns perspektiv (Carmel et al., 2020, pp. 78-79). Derefter læser jeg højt, imens de fremmødte følger med på et tekstudprint foran dem: Tekstuddrag Dengang i december, med æbleskiverne, siger min far ud i det blå: jeg kan ikke have mor hjemme mere. Vi må tale om plejehjem. Hjælp. Jeg får et chok. Heldigvis er min kæreste der også og hører det samme. Min mor har en virkelig dårlig periode. Jeg siger, at det forstår jeg godt, og det må vi tale mere om. Min far siger: det er jo ikke fordi, jeg vil smide hende ud… jeg siger: nej, det ved jeg godt, men det kan være svært for jer begge. En lille, kort samtale. Men for mig ændrer den alt. Min far er gået fra ikke at kunne acceptere, forstå og rumme. At være i en proces, hvor han ikke kunne forstå sygdommen, til at erkende demensens indhug i deres tilværelser. Og til at sige det allerværste i et godt ægteskab gennem 60 år: vi må skilles ad rent fysisk. Bo hver for sig. Jeg er glad for, jeg lige havde sat kaffekoppen, for ellers ville jeg have tabt koppen ned over mig selv. Jeg blev meget overrasket, og det er nok sådan, mange har det. De skal tænke længe, men pludselig kan de være klar til en beslutning. På den anden side en lettelse over, at min far forstår sygdommens grimme ansigt. På den anden side en kæmpe sorg over, at min mor og far nu skal bo hver for sig, selv om de elsker hinanden højt. En følelse af svigt kommer snigende. Kunne man have gjort det anderledes? Bedre for hende? For ham? Har jeg gjort det jeg kunne? Det er virkelig mærkeligt at have så modsatrettede følelser hele tiden. Det er som om, jeg ikke kan putte noget af det her i de kasser, jeg plejer for at holde orden på mine tanker og følelser. Spørgsmål til teksten - Hvad tænker I om farens behov/ønske om at sende sin hustru på plejehjem? - Datteren beskriver at en følelse af svigt kommer snigende. Er der i jeres øjne tale om svigt? Hvorfor/hvorfor ikke? - Har I gjort jer tanker om, hvordan I vil håndtere svære situationer i fremtiden, eksempelvis at flytte på plejehjem   Jeg gør ophold og uden at se op fra teksten, lader jeg stilheden og eftertænksomheden fylde for en stund. Det lader til at have gjort indtryk. Fra et tekststykke bliver læst op, kan samtalen gå flere veje. Der er nogen, som foretrækker at blive i teksten, tage udgangspunkt i spørgsmålene og tale om de præsenterede personer og dilemmaer, og så er der andre, som hurtigt refererer tekstens tema(er) over i eget liv. Sidstnævnte scenarie gjorde sig gældende i de fleste afprøvninger. I det bragte citat fra et opfølgende interview forklarer en pårørende, hvad tekstuddragene gjorde ved samtalen: ”Jamen det [tekstuddrag] var sådan set et fælles grundlag, hvor man ikke sådan behøvede at relatere det til de andre der er til stede. ’Altså smører hun nu ikke lige lovlig tykt på?’ – ’Og overdriver han nu ikke lidt?’ På en måde så fik vi jo sådan set… selvom det er skønlitteratur eller erindringslitteratur, så får jeg alligevel et mere objektivt grundlag at diskutere ud fra.” At tale ud fra litterære uddrag tilbyder borgerne med demens og deres pårørende ’et fælles tredje’, når de indbyrdes og sammen med andre i en lignende situation skal samtale om svære, intime situationer. Under de kommende overskrifter præsenteres foreløbige indsigter fra evalueringen understøttet af deltagernes egne udtalelser. Genkendelseskraften Gennemgående fremhæver borgere med demens og deres pårørende, at de var glade for at være med i dialogmøderne. Sammen med en tryg og tillidsfuld atmosfære fremhæves også dét at mødes med ligestillede og finde trøst og inspirationen i hinanden som en gavnlig del af deltagelsen. Eksempelvis sagde en kvinde med demens efterfølgende: ”Men man kan ikke se på et andet menneske [med demens], hvor er du [i dit forløb med sygdom]? Og dét synes jeg var meget interessant. Det må jeg indrømme at sige, og så var det på en eller anden måde… jeg vil ikke kalde det beroligende, bekræftende. ‘Nå jamen dér er du også.’ Jeg havde en god følelse, fornemmelse da jeg gik hjemad.” Styrken i at finde genkendelse blandt andre i en lignende situation som én selv, den såkaldte peerstøtte, er velbegrundet i sundhedsforskningen (Smit et al., 2022). Også på demensområdet er peerstøtte gavnligt og har en positiv følelsesmæssig og social effekt på pårørende til mennesker med demens forankret i identifikation med andre, en fælles erfaring og gensidig støtte (Keyes et al., 2016). Ikke desto mindre fremhæves dette aspekt af vores indsats som et afgørende omdrejningspunkt og en positiv oplevelse for de medvirkende. En anderledes samtale – banalt eller genialt? ”Jamen altså jeg synes helt banalt i virkeligheden, var det jo en god oplevelse og være sammen med folk som gik op i det, vi snakkede om, som havde noget at komme med, som udvidede vores horisont.”  Sådan svarer en borger med demens, da vi spørger ham, hvad han oplevede at få ud af at være med i indsatsen. En anden borger med demens fremhæver, at han oplever, at det har sat gang i noget mentalt, selvom ”man ikke er enige om ting”. Helt generelt sætter borgerne med demens færre ord på deres oplevelser sammenlignet med de pårørende. Selvom de befinder sig i de tidlige stadier af deres demenssygdom, manifesterer symptomerne sig stadigvæk og hæmmer flere i at formulere sig frit. Derimod formår de pårørende at sætte flere ord på deres oplevelser. Eksempelvis fortæller et voksent barn til en person med demens om hendes oplevelse og hvad hun håber familiens medvirken kan bidrage med fremadrettet: ”Jamen jeg tror på, at I vores lille familie, hvor de svære ting at tale om nærmest ikke bliver talt om, så blev der åbnet op for noget her, som jeg håber kan være en fortsat dialog i vores familie. Jeg er bange for det ikke bliver det. Fordi sådan er mine forældre. Og det er derfor, at det kunne være dejligt, hvis der var flere af dem [dialogmøderne]. Men det var en positiv oplevelse, og jeg vil bruge det i mine samtaler med mine forældre. Hele tiden bringe det på banen.” Ligesom datteren i citatet ovenfor er der flere deltagere som oplever, at deltagelsen på dialogmødet gav anledning til at føre andre og dybere samtaler om dét at leve et liv med demens, end de samtaler, familierne almindeligvis har. En ægtefælle sætter andre ord på, hvad en anderledes samtale om demens, som den på dialogmødet, kan – og ikke kan: ”Man taler om, at man skal leve [i] et demensvenligt hjem, demensvenlige måde[r] at omgås på, en demensvenlig måde at være på og så videre… og det kræver en træning. En opmærksomhed, forståelse, en indsigt hos den pårørende (…) Man vil jo gerne udnytte hinanden på den bedste måde både den demente men også alle de pårørende. Og det spil i dagligdagen det er der jo ingen, som kan forberede sig på, før man står i det. Det kan ikke indstuderes. Det skal opleves. Det er faktisk den allervigtigste læring. Han erkender, at det kræver opmærksom træning at omgås og værne om hinanden i en relation, hvor den ene har demens. Samtidig mener han også, at ingen på et teoretisk plan kan forberede nogen på, hvordan en gradvis sygdomsudvikling udmønter sig i hverdagen og dermed hvad de enkelte parter følelses- og relationsmæssigt skal forberede sig på. Netop den træning af opmærksomhed, som den pårørende fremhæver, er kernen i vores indsats. Ved at rette opmærksom på det, der opleves som udfordrende, håber vi at styrke borgere med demens og styrke pårørendes tro på egen formåen i et liv med demens, der kontinuerligt udfordrer deres etik. I en sundhedsfremmende indsats har vi favnet etik, litteratur og familier berørte af demens – og hvad familierne selv siger om kombinationen. Det kan måske synes banalt, men for familierne er det genialt at have vedkommende og jordnære samtaler om hvad der for dem er “rigtigt” og “forkert,” mens tid er. Det peger vores evaluering i al fald (stadig lidt forsigtigt) på.   Fodnoter [1]For en nærmere beskrivelse af forskningsprojektet OMTANKE, dets videnskabelige fundament og tre applikationer, se artiklen Lauridsen et al. (2023). [2]Bemærk at analysen af data fra evalueringen fortsat pågår, og at de præsenterede indsigter derfor er foreløbige. [3]I en nærtbeslægtet indsats rettet mod sundhedsprofessionelle, der arbejder med borgere med demens, måler vi objektivt på ethical self-efficacy vha. et før- og efter spørgeskemaundersøgelse. Referencer Bandura, A. (1997). Self-efficacy in changing societies (Reprint ed.). Cambridge: Cambridge University Press. Carmel, L., & Thuesen, A. W. (2020). Demens, dilemmaer og stjernestunder. Roskilde: Relazion. Keyes, S. E., et al. (2016). "We're all thrown in the same boat ...

20:40 / Artikler / Artikler uden for tema / Seneste artikler
19 Aug

Ikke mange i Danmark har hørt om den russiske forfatter Maria Stepanova, men hendes erindringsprosa udgør et vigtigt bidrag til at forstå den kunstneriske russiske modstand og måske gentænke et nyt Rusland. Maria Stepanova er en russisk-jødisk forfatter og journalist. Hun er født i 1972 og er vokset op i Moskva. Som ung læste hun på Maksim Gorkij litteraturinstituttet, hvorfra hun dimitterede i 1995. Hun modtog allerede inden sit internationale gennembrud mange priser i Rusland for sit forfatterskab og gjorde sig især bemærket for sin poesi, som tæller mere end 10 antologier. Romanen "Til minde om erindringen" (2017) udkom i dansk oversættelse i 2022 ved forlaget Palomar. Romanen var Stepanovas store internationale debut, en roman der siden har modtaget adskillige priser både i Rusland og Europa og bl.a. har vundet den russiske Bolsjaja Kniga pris i 2018 samt været shortlistet til at modtage International Booker Prize i 2021, m.fl. I værket undersøger hun ikke bare sin egen familiehistorie, men også erindringens væsen, som synes at være svær at fatte greb om. Det er et værk, der, ved at behandle det kommunistiske traume, insisterer på erindringens ustabile betydninger og underminerer den heroiske fortælling, der promoveres gennem den russiske historiepolitik. Hun har ydermere siden krigen i Ukraines begyndelse været konsistent i sin kritik af det russiske regime, og er derfor ikke bare en litterær figur, men også en politisk. Hun bor i dag i eksil i Tyskland. At erindre, hvad andre helst vil glemme Begrebet postmemorial eller posterindring dækker over, at erindringen produceres af efterkommerne af dem, som har oplevet traumet. Det er nok vigtigt her at indskyde, at de ting, som erindres, ikke udelukkende er traumatiske. Dog ser man en tendens til, at traumebearbejdelse er det altovervejende tema inden for posterindringen. For Stepanova er det at skrive om sin familiehistorie et dilemma: ”Hvis jeg stiller min familie frem til åbent skue, om jeg så gør det med den aller største kærlighed, med de mest udsøgte ord og i den bedst tænkelige rækkefølge, vil det alligevel være at sammenligne med Kams gerning over for Noah: jeg blotter slægtens ubeskyttede nøgenhed, dens mørke armhuler og hvide mave” (Stepanova, 2022, s. 50). Kams gerning over for Noa er en fortælling fra det gamle testamente, hvor Noa, Kams far, drikker sig beruset og blotter sig inde i sit telt. Kam, der ser sin far ligge nøgen inde i teltet, går ud og fortæller det til sine brødre, der straks går ind og dækker ham til. Da brødrene modsat Kam dækker deres far til, gøres Kam til sine brødres træl og mister dermed sit fortin som den førstefødte. På russisk kan man være ”en Kam” eller ”kamsk” som svarer til at være ”ubehøvlet” eller ”grov”, og derfor siger referencen lidt sig selv for de russisksprogede læsere (Søgaard, 2022). Maria Stepanova identificerer i Til minde om erindringen motivet om Kam som en blufærdighedsproblematik, når hun undersøger sin slægt, men føler samtidig en trang og kunstnerisk forpligtelse til at bringe dét frem i synlighed, slægten helst vil glemme og dække til (Stepanova, 2022, s. 49). Sådanne selvrefleksioner er gennemgående for værket, og er med til at give det en essayistisk karakter; hun går i dialog med familiehistorien, men også med russiske og europæiske tænkere for således at undersøge erindringen. Hun blander familiefortællinger med offentlige dokumenter fra arkiver, hvor fiktionen absorberes af hendes egne tanker om tid og erindring, identitet og egen transformation fra at have været tilskuer til fortæller i familiehistorien. Den form for erindring, vi møder hos Stepanova, er en forestillingspraksis, der ikke er baseret på førstehåndsvidnesbyrd, som f.eks. hos den belarusiske nobelpristager Svetlana Aleksijevitj, men som beror på medier og kilder, der er utroværdige. Denne utroværdighed er Stepanova i værket selv bevidst om, hvorfor hun også er meget opmærksom på forestillingsevnen, intuitionen og sin egen følelsesmæssige investering (Kapičiak & Ulbrechtová, 2023). I første del af bogen er der f.eks. en scene, hvor hun, af en ven, bliver inviteret til byen Saratov, hvor oldefaren engang havde boet. Vennen hjælper hende med at finde oldefarens hus, og idet hun står i baggården og stryger hænderne over de rå mursten, føler hun en stærk følelsesmæssig forbindelse til stedet: ”Skønt jeg aldrig havde set min oldefars baggård eller fået den beskrevet af nogen, genkendte jeg den (…) tingene var velkendte og fortrolige, som gamle slægtninge” (Stepanova, 2022, s. 54). Nogen tid senere ringer vennen og bekender, at han havde taget hende et forkert sted hen. Hun accepterer ironien ved sandheden og konkluderer, at hændelsen omtrent er alt, hvad hun ved om erindringen. Stepanova erkender i denne passage, at den følelsesmæssige forbindelse til familiehistorien, hun oplevede, idet hun stod uden for det ’det falske hus’, følelsen af genkendelse og historiens vingesus, var illusorisk. Således erkender hun også med en indrømmet selvironi, at erindringen er vanskelig at gribe fat om, at den ikke har en kerne udover de ting, hun selv fylder erindringen op med, og at hendes egne forestillinger, intuition og følelser kan føre en på afveje, være tvetydige eller misvisende. For Stepanova er målet i værket aldrig at finde frem til en bestemt sandhed, at gribe bag om familiens overfladiske almindelighed og finde frem til heltehistorierne, hun som barn fantaserede om. Hendes værk er tværtimod en selvundersøgelse af, hvordan erindringen fungerer, og hvad den fordrer af hende (Stepanova, 2022, s. 51). Det erindringsbegreb Stepanova arbejder med er meget anderledes end den måde, man har praktiseret erindringspolitik i Rusland i de seneste år. For mens erindringen for Stepanova er konstrueret, sammensat af følelsesmæssige indskydelser og ustabile betydninger, er den erindring den russiske regering promoverer fikseret, har en essentiel kerne, og hvor mindet om ”Den store fædrelandskrig”, Anden Verdenskrig, er nøglemyten for ideen om nationen (Kapičiak & Ulbrechtová, 2023). Hverken aggressorer eller ofre I en samtale med akademikerne Kevin M. F. Platt og Mark Lipovetsky forklarer Stepanova, at der er forskel på den ’første-emmigrationsbølge’, der fik forfattere og intellektuelle som Marina Tsvetaeva, Vladimir Nabokovs familie og kunstmaler Marc Chagall til at ekspatriere i 20’erne og den bølge af intellektuelle, der forlader landet i dag. Mens der i 20’erne var en følelse af, at russerne var blevet ofre for en katastrofe, så er de, som forlader Rusland i dag, ikke åbenlyst ofre på samme måde, selvom de er flygtet. Det er tilmed ikke åbenlyst, hvem russerne overhovedet er, hvis ikke man begynder at diskutere, hvilket ansvar man har. Hun påpeger at russerne først og fremmest er det folk, andre flygter fra, og først derefter kan betegne sig selv som flygtninge. Det sidste man må fortælle sig selv, er, at krigen ikke har noget med en selv at gøre, ”jeg har gjort mit”, for man kunne altid have gjort mere (Platt et al., 2023). ”Man har måske lyst til at skrive om sommerfugle, men i sidste ende bliver man nødt til at forklare krigen.” (ibid. s. 44) [min oversættelse] Stepanova begræder, at eksilforfatteren Iosif Brodskijs utopi om den private eksistens, som han beskrev i sin nobelprisforelæsning, er utænkelig i lyset af krigen. Brodskij, der talte ud fra en kontekst af Sovjetunionen, beskrev hvordan han hellere ville mødes som privat person end som person med social betydning, for det var trods alt bedre at være en fiasko i et demokrati, end at være créme de la créme i et tyrannisk system (Brodskij, 1987). I tråd med det mener Stepanova, at russiske forfattere ikke længere vil blive modtaget som forfatter, men som et produkt af en kollektiv identitet, et ”vi”. Det betyder også, at man vil læse russiske forfattere i relation til krigen, at deres tekster bliver en form for allegori over krigen. Stepanova mener derfor, at det er nødvendigt og muligt at skabe et nyt ”vi” igennem samtale, og at det er vigtigt at skabe nye institutioner, der publicerer russisksproget litteratur. En sådan institution vil have til formål at modarbejde censurerende lovgivninger, som Rusland har set flere af de seneste par år. Der er også behov for nye uddannelsesinstitutioner; krigens katastrofale konsekvenser fordrer, at det er nødvendigt at finde ud af, hvordan og hvorfor det skete. Med det synes Stepanova at trække en tråd tilbage til Adornos radiotale ”Uddannelse efter Auschwitz”, der med devisen ’aldrig mere Auschwitz’ havde samme element af selvundersøgelse og anså erkendelse af eget ansvar som en afgørende faktor (Adorno, 2012, s. 191). Stepanova bruger metaforen ”en øde ø” til at beskrive den position, russerne bliver nødt til at indtage nu. Det er et sted, der uden forbindelse til det krigsførende Rusland har potentiale til at bygge noget nyt op, at skabe momentum til en ny start (Platt et al., 2023). Ydermere er det nødvendigt, at dette nye adresserer alle russere. Det ligger Stepanova meget på sinde netop at nå ud til alle russere, for det er netop nu, at det er blevet vigtigt at tale om, hvad det vil sige at være russer (Søgaard, 2021). Strategier til modstand Maria Stepanova skriver først og fremmest, som Til minde om erindringen er et eksempel på, kompleks prosa, der er eksperimenterende, og det samme gælder hendes poesi. Hun vil gerne skabe et nyt sprog, der med nye troper kan disrupte det russisk sprog indefra, ligesom Paul Celan gjorde det med tysk, altså samle enhver etymologi op og vende den på vrangen, indtil sproget er blevet hendes. Paul Celan er kendt i den tyske litteraturhistorie for sin traumebearbejdelse af anden verdenskrig. Han skrev ud fra erfaringen af at blive forfulgt som tysk jøde og fastholder i sin poesi det tyske sprog, som var blevet forvrænget af Nazitysklands bødler. Hans ærinde var derfor også at udfordre den vold, sproget var blevet et udtryk for, og skabe et nyt indefra. For Stepanova er russisk på samme måde blevet et udtryk for en imperialstruktur, et udtryk for vold og et minefelt, hvor man ikke kan sætte sin fod ned. Noget absurd ved krigen er, at Rusland og Ukraine har et sprogfællesskab, og hvis man ser nærmere på rødderne i russiske udtryk og metaforer, er sproget fyldt med allusioner til krig og vold, mener hun (Søgaard, 2022). At udfordre russisk som imperialsprog og give det tilbage til russerne er netop dét, juryen lagde vægt på, da hun vandt prisen for ”europæisk forståelse” ved Leipzigs bogmesse i april 2023. Motivationen lød: ”for at give det ikke-imperialistiske Rusland en litterær stemme, som fortjener at blive hørt i hele Europa” (Johansen, 2023). Derudover vil hun gerne udfordre den erindring, Putin er blevet hovedperson i, for som hun selv siger, så dyrker hun og Putin samme kult. For Stepanova er krigen i Ukraine nemlig en erindringskrig, der handler om at genoprette en gammel verdensorden. Det er et eksempel på, hvordan den voksende interesse for fortiden ikke kun vedrører en personlig undersøgelse af slægten, men rækker ind i det politiske rum. Hun mener, at det, som berører fortiden, er blevet instinktivt vigtigt for efterkommerne af det 20. århundredes katastrofer såsom kommunismen, nazismen og holocaust. Fortiden er blevet hellig, en slags sekulær kult (Søgaard, 2022). Onlinemagasinet Colta.ru, som Stepanova er redaktør på, er en anden arena for opposition. Websitet blev stiftet i 2007 og er arvtageren fra OpenSpace.ru, som hun besluttede at lukke ned pga. hendes voksende bekymring for det politiske landskab i Rusland og privatinvestorernes indflydelse. På Colta.ru står der: "COLTA-websitet har ikke nogen ejer hverken offentlig eller privat. Det er et fuldstændig uafhængigt medie, der fokuserer på kultur og samfund" (Colta.ru, 2023) [min oversættelse]. Onlinemediet blev blokeret i Rusland den 11. marts 2022 kort tid efter krigens begyndelse, men er stadig tilgængeligt gennem en VPN. Hun har også givet udtryk for sin opposition i essayet ”The War of Putins Imagination” som blev trykt i Financial Times ved krigens begyndelse. Hun opfordrer direkte I essayet til at gøre modstand mod diktaturet ved en andens [Putins] forestillinger, som griber fat om russernes drømme, dage og tidslinjer, og at krigen i Ukraine er en direkte kamp for ens egen selvstændighed. ”It is going on in every house and in every head. Here as well as there, we must resist.” (Stepanova, 2022). Hendes tilstedeværelse på internettet synes at udgøre en lige så vigtig front som hendes poesi og prosa og er en platform, der gør at hendes stemme har rækkevidde, selvom hun til tider har befundet sig uden for Rusland, og også gør det i dag. Hun forklarer, hvordan internettet er måden, hvorpå man kommer i kontakt med andre russere i og uden for Rusland, og kun er blevet mere relevant, fordi så mange forlader landet. Internettet synes derfor også at få en funktion af ucensureret samtale og selvudgivelse, hvor tekster, der ikke kan cirkulere i hjemlandet, kan blive læst. Internettets funktion kan måske sammenlignes med den funktion, ’samizdat’ og ’tamizdat’ havde i Sovjetunionen. ’Samizdat’, der kan oversættes med ’selvudgivelse’, og ’tamizdat’, der kan oversættes med ’derovreudgivelse’ (dvs. i Vesten) var en måde for forfattere at få tekster i cirkulation uden for censurens rækkevidde. Når man ser på andre samtidige oppositionsfigurer, er Svetlana Aleksijevitj en anden prominent figur, der arbejder for, at det autoritære styre i Belarus skal afsættes. Aleksijevitj har været i eksil siden protesterne mod genvælgelsen af præsident Viktor Lukasjenko i 2020 og bor nu i Berlin, hvor hun har etableret forlaget Pflaŭmbaŭm, som kun udgiver værker skrevet af kvinder. Hun mener nemlig, at det var kvinderne, der gik forrest ved protesterne. Svetlana Aleksijevitj og Maria Stepanova bliver i øvrigt sidestillet for deres litterære kvaliteter, idet de begge har erindringen og den sovjetiske erfaring som genstand (Jamney, 2021).   Litteraturliste Adorno, T. W. (2012): “Education after Auschwitz”, Critical Models, New York: Columbia University Press: 191-204. Brodskij, Josef – Nobelprisforelæsning. (1987) org. Hentet d. 16. august 2023. Fra https://www.nobelprize.org/prizes/literature/1987/brodsky/lecture/ Jamney, M. (11. februar 2021). ““Love’s labours should be lost”: Maria Stepanova, Russia’s next great writer”. The Guardian. Hentet d. 7. august 2023, fra https://www.theguardian.com/books/2021/feb/11/maria-stepanova-russia-in-memory-of-memory Johansen, T. S. (30. april 2023). ”Bøger kan ikke stoppe krige. Men de kan gøre os til mennesker”. Kristeligt Dagblad. Hentet d. 7. august 2023, fra https://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/reportage-fra-tysklands-aeldste-bogmesse-boeger-kan-ikke-stoppe-krige-men-de-kan-goere-os Kapičiak, J., Ulbrechtová, H. (2023) "Postmemorial sincerity in the writing of Sergei Lebedev and Maria Stepanova". World Literature Studies 1:3-22. Platt, K. M. F., Lipovetsky, M., & Stepanova, M. (2023). ”A Conversation with Maria Stepanova”. World Literature Today. Stepanova, M. (18. marts 2022). “Maria Stepanova: The War of Putin’s Imagination” (oversat af Dugdale, S). Financial Times. Hentet d. 7. August, 2023, fra https://www.ft.com/content/c2797437-5d3f-466a-bc63-2a1725aa57a5 Stepanova, M. (2022). Til minde om erindringen. København: Palomar. Stjo Takoje COLTA? (Что такое COLTA?) ru. Hentet d. 18. august 2023, fra https://www.colta.ru/about Søgaard, L. K. (25. August 2022). “Hun kaldes Ruslands nye, store forfatter: Det er skræmmende. Men på en måde dyrker Putin og jeg samme kult”. Kristeligt Dagblad. Hentet d. 7. august 2023, fra https://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/hun-kaldes-ruslands-nye-store-forfatter-det-er-skraemmende-men-paa-en-maade-dyrker-putin-og   Baggrund- og featurebillede: Hreinn Gudlaugsson, Maria Stepanova @ LiteratureXchange Festival Aarhus (Denmark 2023)...

22:32 / Artikler / Russiske modhistorier / Seneste artikler
29 May

Når jeg snart forlader varetægtsfængslet, mister jeg kontakten til omverdenen for en tid. I toget og transit-isolationscellerne er der ingen mulighed for at give besked om, hvor jeg er. Indtil jeg ankommer til fangelejren, vil hverken mine advokater eller mine forældre vide, hvor jeg er. Hvor lang tid rejsen vil tage, er der ingen, der ved. Det er normal praksis. Jeg er klar til det og tager det helt roligt. Men for alle tilfældes skyld vil jeg gerne komme med en lille erklæring: 1) Mit helbred er fuldstændig i orden. Jeg er i god fysisk form, lider ikke af nogen kroniske sygdomme og tager ingen medicin. Det bekræftes alt sammen af en nylig lægeundersøgelse på lægeklinikken i varetægtsfængsel nr. 4. 2) Min psyke er normal, min følelsesmæssige tilstand er stabil. Jeg lider ikke af hverken nervøse anfald, depression eller apati. 3) Jeg har ingen som helst tilbøjeligheder i retning af selvmord. Ikke under nogen omstændigheder vil jeg begå selvmord. Det er fuldstændig udelukket. Ovenstående veloplagte og galgenhumoristiske, men sikkert også en lille smule alvorlige citat – de mange ”fald” fra vinduer og andre attentater i dagens Rusland taget i betragtning – er et uddrag fra den fængslede russiske oppositionspolitiker Ilya Yashins opslag på Instagram den 21. april, da hans dom på otte et halvt år i straffekoloni for at sprede ”fake news” om krigen i Ukraine blev stadfæstet. At russiske fængsler igen skulle blive fyldt med politiske fanger, var svært at forestille sig, da jeg selv begyndte at studere russisk i slutningen af 1980’erne, dengang da Gorbatjov indførte glasnost og perestrojka i Sovjet, og landet åbnede op mod demokrati og Vesten, og man pludselig kunne tale om alt. Men efter nogle tiår med Putin ved magten er det det, der er sket, og nu viderefører nogle af de fængslede en gammel tradition for fængselslitteratur, som har rødder tilbage til 1800-tallets Rusland. Vidnesbyrdlitteratur om dramatiske og voldsomme begivenheder eller perioder kan have mange forskellige udtryk, fx holocaustlitteratur om nazisternes kz-lejre eller litteratur som den, belarusiske Svetlana Aleksijevitj har skrevet om bl.a. Tjernobyl-ulykken i 1986. Vidnesbyrdlitteratur kan være mere eller mindre dokumentarisk og mere eller mindre fiktionaliseret og befinder sig tit på et spektrum et sted derimellem. Den kan være selvoplevet, eller den kan, som i Aleksijevitjs tilfælde, være indsamlede vidnesbyrd fra andre mennesker, de egentlige vidner, som oplevede Tjernobyl-ulykken på deres egen krop. I Rusland er vidnesbyrdlitteratur stadig – desværre kan man sige – en produktiv genre, særligt er fængsels- eller lejrlitteraturen en gammel og ustolt tradition, som paradoksalt nok har skabt meget god litteratur. Traditionen indledtes i 1860-61 med Fjodor Dostojevskijs Det døde hus, en beretning om en vis Gorjantjikov, der afsoner ti år i en sibirisk tvangsarbejdslejr, en bog, som Dostojevskij skrev, da han vendte tilbage til Skt. Petersborg efter sine ti år i forvisning i Sibirien, heraf fire år i fangelejr. Traditionen går altså helt tilbage til det tsaristiske Rusland, fortsætter med sovjettidens arbejdslejre og blomstrer ulykkeligvis nu igen i det autokratiske og krigsførende Rusland. Alle de forfattere eller skribenter, jeg nævner i denne artikel, var eller er samvittighedsfanger, og dommene mod dem er i alle tilfælde uhyrlige og absurde, fra Dostojevskijs ti år i forvisning for at deltage i en liberal diskussionskreds til politikeren Ilya Yashins otte et halvt år i straffekoloni for at sprede ”fake news” om Ruslands krig i Ukraine, specifikt om massakren i Butja i 2022. [caption id="attachment_9915" align="aligncenter" width="225"] Det Døde Hus[/caption]   Jeg vil se på nogle af de nyeste manifestationer af selvoplevede vidnesbyrd fra russiske fængsler, som de kommer til udtryk bl.a. på sociale medier. Altså ikke kun som litteratur i form af bøger, men også som skrevne vidnesbyrd med et delvist politisk sigte. Jeg har valgt at fokusere på Nadja Tolokonnikovas Sådan starter man en revolution og Ilya Yashins opslag på de sociale medier Facebook og Instagram (NB: Jeg bruger her undtagelsesvis den engelske, ikke danske, translitteration af hans navn, da det er sådan, det skrives på sociale medier). Nadja Tolokonnikova er forsanger i punkbandet Pussy Riot og politisk aktivist, Ilya Yashin er en fængslet russisk oppositionspolitiker, som har nogle folk uden for fængslet, som bl.a. sørger at lægge hans opslag på sociale medier. At jeg har valgt at se på hans opslag og ikke den mere kendte fængslede oppositionspolitiker Aleksej Navalnyjs, skyldes, at Ilya Yashin har en mere gennemført ”litterær” stemme på sociale medier. Det er altså ikke, fordi jeg mener, at Yashins dom er mere uretfærdig eller absurd end andre fængslede i Rusland. Ak nej. For at kunne sætte disse to stemmer ind i en historisk og litterær ramme vil jeg først beskrive nogle vigtige værker inden for den ældre russiske og sovjetiske fængselslitteratur, fordi de nyere vidnesbyrd ofte refererer til genrens klassikere. Russisk litteratur er i det hele taget kendetegnet ved en høj grad af intertekstualitet – referencer til ældre russiske forfattere og til temaer og figurer, som iscenesættes på en ny måde og i nye rammer, men med tydelige referencer til ældre værker. Man refererer til sine forgængere af respekt, for genkendelighedens skyld og for at indskrive sig i traditionen, men også for tydeligt at kommentere på traditionen og vise, hvor lidt der ændrer sig i en given problematik, eller for at sætte på spidsen, hvilke forandringer der trods alt finder sted. Også russiske læsere er – overordnet set – velbevandrede i deres egen litteratur, kender deres klassikere og vil genkende referencer til fx Dostojevskij, når de støder på dem.   Forfattere om fangelejren: Dostojevskij, Solzjenitsyn og Sjalamov Den allerede nævnte roman Det døde hus af Fjodor Dostojevskij er fiktion, men det er indlysende, at den bygger på Dostojevskijs egne oplevelser i et sibirisk tugthus. I romanen iagttager den adelige straffefange Gorjantjikov, uden at afsløre sine egne følelser og reaktioner, på en distanceret, til tider nærmest antropologisk måde sine medfanger, de ”jævne” folk, som er hans medindsatte i fangelejren. Det er svindlere, desertører, mordere, pantelånere og tyve. Fortællingen er uden et egentligt plot – og er heller ikke som sådan kronologisk, bortset fra at den begynder med den første og slutter med den sidste dag bag tremmer. Den rummer forskellige tableauer, fx den groteske beskrivelse af fangernes årlige vaskedag i badstuen eller glæden over at skabe en fælles teaterforestilling, og har skarpt tegnede psykologiske portrætter af såvel fangevogtere som medfanger, fra sadister og psykopater til de undertrykte og forsagte nederst i hierarkiet. Der er ikke noget heroisk, knap nok noget sympatisk, ved personerne i bogen. Dostojevskij er kendt for at have givet udtryk for, at et menneske kan lutres moralsk gennem straf og soning af sin forbrydelse, men i dette værk, skrevet og udgivet umiddelbart efter hans egen afsoning, er der intet lutrende eller moralsk ophøjende ved fængslet og tvangsarbejdet: Fangelejren er snavset og stinkende, arbejdet er ofte meningsløst og nedværdigende, og kedsomheden er dræbende. Man bliver ikke et moralsk bedre menneske af tvangsarbejde i det døde hus, fremgår det bl.a. i denne passage, som i bedste Dostojevskij-stil snarere lyder som et indlæg i den aktuelle samfundsdebat om fængselssystemet end som fortællerstemmen i værket: Tugthuset og tvangsarbejdssystemet forbedrer selvfølgelig ikke en forbryder, det straffer ham kun og beskytter samfundet mod misdæderens angreb på dets sikkerhed fremover. Tugthuset og det hårdeste tvangsarbejde udvikler kun had, grådighed efter forbudte nydelser og en forfærdelig letsindighed i forbryderen. (Det døde hus, s. 34). I sovjettiden kom tvangsarbejdslejrene i brug igen: De to sovjetiske forfattere Aleksandr Solzjenitsyn og Varlam Sjalamov var begge politiske fanger i Sovjetunionens GULAG-lejre. Solzjenitsyn afsonede otte år i arbejdslejr (1945-1953) for nogle kritiske kommentarer om Stalin i et brev fra fronten og derefter nogle år i forvisning i Kazakhstan, et mønster, vi jo genkender fra Dostojevskijs forvisning. I tøbrudsperioden efter Stalins død, under Khrusjtjov, udkom Solzjenitsyns En dag i Ivan Denisovitjs liv (ru: 1962, da: 1963), en kortroman, der beskriver en ”helt almindelig” dag i en straffefanges liv, hvor Ivan Denisovitj den dag synes, at hans arbejde – at bygge en mur – giver ham mening og glæde. De fleste af Solzjenitsyns efterfølgende værker kunne først udgives i Rusland under og efter perestrojka. Hans andet mest kendte værk, GULAG-Øhavet, er et monumentalt dokumentarisk værk i syv dele, en kæmpe mosaik bestående af rapporter, interviews, officielle udtalelser, dagbøger, retsdokumenter og Solzjenitsyns egne erindringer. Solzjenitsyn tilegner sit mammutværk til ”dem, som ikke levede længe nok til selv at fortælle om det”. Dette er også et vigtigt træk for store dele af vidnesbyrdlitteraturen – forfatterens moralske forpligtelse til at fortælle det, man ved, også på vegne af dem, der ikke selv kan. Varlam Sjalamov er nok mindre kendt i Vesten end Solzjenitsyn, men hans forfatterskab er efter min mening i langt højere grad et bekendtskab værd. Han skrev i årene 1954-1973 i alt 145 ret korte, nøgterne og lakoniske fortællinger fra sine sammenlagt tyve år i sovjetiske arbejdslejre, hvor han sad først i 1929-1932 og derefter fra 1937 og 17 år frem. De sidste 17 år i det koldeste og mest barske område af Sibirien, i Kolyma. På dansk er der indtil videre kun udkommet en enkelt samling: Fortællinger fra Kolyma. Sjalamovs fortællinger er dokumentariske, men ikke kronologiske, der er ingen fast hovedkarakter, ingen autoritativ stemme. Det fornemmes som en bevidst ”uddelegering” af fortællerpositionen, så fortælleren ikke har monopol og ikke er hævet over begivenhederne og det, der beskrives, ikke kan ordne det kronologisk og ikke kan lægge en ”mening” ned over det, der sker. Der er nemlig ingen mening: Arbejdslejrene og alle de spildte liv er meningsløse, og i modsætning til Solzjenitsyn mener Sjalamov ikke, at man forlader arbejdslejrene som ”moralsk genfødt” gennem lidelsen. Som Christel Brinkløv skriver i efterordet til sin oversættelse af fortællingerne: For Sjalamov var det vigtigt at formidle, at intet menneske bliver moralsk bedre af at opholde sig i lejrene. At lejrerfaringen i enhver henseende er en negativ erfaring. Dette kan forekomme indlysende for en vestlig læser, men det var et radikalt brud med en lang tradition i russisk litteratur fra Dostojevskij til Solzjenitsyn, som har som forudsætning og grundopfattelse, at mennesket gennem lidelsen kan opleve en moralsk genfødsel. Sjalamov mente ligefrem, at Solzjenitsyn i sine værker om gulag kom til at idealisere lejrene på grund af denne tankegang, og han understregede, at mennesket kun bliver nedbrudt – såvel fysisk som psykisk – af at være i lejr.   Nadja Tolokonnikova: Fra Pussy Riots punkbøn til aktivisme i fængslet Under glasnost og perestrojka i slutningen af firserne blev der skrevet åbent om alt, også forholdene i de russiske fængsler, som i de år tømtes for politiske fanger. I de senere år er politiske fanger, ”politzeki”, igen begyndt at fylde op i fængslerne. Pussy Riots Nadja Tolokonnikova lever nu i eksil ”et sted uden for Rusland” som mange andre russiske politiske aktivister og kunstnere, der har forladt Rusland de seneste fem-ti år som følge af et stadig mere giftigt, autokratisk og heller ikke ufarligt miljø. Hun blev i marts i år føjet til en officiel russisk liste over eftersøgte kriminelle, dog uden angivelse af, hvilke forbrydelser hun er eftersøgt for. Lad os gætte på, at det nok har noget at gøre med hendes og Pussy Riots optrædener imod Putin og indsamlinger til fordel for Ukraine.   View this post on Instagram   A post shared by (@pussyriot) Billedtekst: Opslag fra Pussyriots officielle Instagram. Efter at Pussy Riot opførte en punkbøn iført elefanthuer i Frelserkatedralen i Moskva i 2012, blev to af gruppens medlemmer, bl.a. Tolokonnikova, idømt to års straffekoloni. Efter sit fængselsophold skrev hun en ”vejledning” til, hvordan man starter et oprør, Sådan starter man en revolution, hvis mest interessante del efter min mening er beskrivelsen af netop fængselsopholdet. Bogens styrke ligger ikke så meget i de politiske og samfundsmæssige analyser, som i det selvoplevede, det autentiske, vreden, humoren og den sproglige kraft. Særligt giver kapitlet ”Fangeflugt” om opholdet i kvindearbejdslejren i Mordova en grum indsigt i fangernes elendige vilkår med fordærvet mad, 16-timers arbejdsdage, mangel på de mest nødvendige ting, bl.a. livsnødvendig medicin, vilkårlige straffe, organiseret tæsk og torturlignende behandling. Nadja Tolokonnikova bruger en montagemetode, der minder om Solzjenitsyns, i sin bog: Her er uddrag af korrespondance med hendes forældre, hendes advokat og filosoffen Slavoj Žižek, udtalelser fra politikere, sangtekster, nyhedsnotitser, slogans og citater fra andre, tidligere politiske fanger, bl.a. Sjalamov og Solzjenitsyn. Parallellerne til Stalintidens udrensninger og referencerne til tidligere politiske fanger er tydelige. Nadja Tolokonnikova slap med ”kun” to års fængsel for sin kirkepunkoptræden og formåede at tage sin aktivisme med i fængslet, hvor hun bl.a. korresponderede med Slavoj Žižek, forsøgte at gøre omverden opmærksom på forholdene i kvindefængslet og på et tidspunkt sultestrejkede for at opnå et minimum af rettigheder for de indsatte: ”Lige meget hvad du gør, vil det være ubetydeligt. Men det er meget vigtigt, at du gør det.” Det er Gandhi. Og du og jeg kan ikke bestride, hvad Gandhi har sagt. Kravene fra min sultestrejke i september-oktober 2013: - Forkort arbejdsdagen til otte timer - Reducer antallet af politiuniformer, vi skal sy pr. arbejdsdag - Indfør to fridage om ugen - Straf og fjern lejrens souschef, der har truet med at myrde mig og andre fanger, der har kritiseret forholdene i lejren - Lad være med at forfølge og lægge pres på dem, der skriver klager over lejren (Sådan starter man en revolution, s. 211). Ligesom Dostojevskij gav udtryk for, at det var nødvendigt at reformere fængselsvæsnet i 1860’erne, og ligesom han ønskede, at Det døde hus kunne være et indlæg i den debat, er det også Tolokonnikovas mål at forbedre forholdene i især kvindelejrene, som hun hævder er endnu værre end mandelejrene: ”Mens folk i en mandelejr ved, hvordan man skal protestere, er kvindelejre autoritære samfund, hvor folk foretrækker at sluge alle embedsmændenes ulovligheder …” Og med sultestrejke og med venner, der kører informationskampagner ude i friheden, opnår hun til sidst at blive ringet op af præsidentens ombudsmand, mens hun er indlagt pga. sin sultestrejke, og er med til at få hævet fangernes løn.   View this post on Instagram   A post shared by (@pussyriot) Billedtekst: Instagram-opslag i forbindelse med at Den Internationale Straffedomstol i Haag udstedte arrestordre mod Putin som mistænkt for krigsforbrydelser i Ukraine. Som noget nyt i russisk fængselslitteratur er der hos Tolokonnikova også et særligt blik for den chikane, som kvindelige fanger oplever fra personalet oven i deres fængselsstraf, alene fordi de er kvinder. Det kommer til udtryk, ved at de fx ikke får udleveret hygiejnebind, som de har krav på, og ved at gravide tvinges til at arbejde lige så meget som de andre. Derudover må de finde sig i sexisme og patroniserende attituder, også bare fordi de er kvinder. Sådan her gengiver Tolokonnikova en samtale med lejrchefen: Min nye chef begynder at irritere mig. ”Måske vil der blive fortalt legender om Dem, som det nu sker for revolutionære, men nu er De her. Sammen med os.” Han ser sig om med ejermine. ”Det må De ikke glemme. Så hold Deres synspunkter for Dem selv, mens De er her. Tænk på Dem selv. Det er bedst for Dem ikke at sige noget. Tænk på Deres nære. Hvem er De måske? De er først og fremmest en, der skaber liv.” ”Typisk mandeattitude.” Jeg trækker på skuldrene. ”?” ”Jeg sagde, at De netop har demonstreret en typisk mandeattitude, og det er ikke så mærkeligt. Incitamentet til emancipation findes kun hos kvinderne, fordi mændene fra starten af befinder sig i den dominerende position.” ”Nu skal De ikke glemme, hvem De er!” Chefen fór op. ”Hvem De er, og hvem jeg er!” (Sådan starter man en revolution, s. 177).   Ilya Yashin: Vidnesbyrd bredes ud til de sociale medier Tolokonnikovas måde at korrespondere fra fængslet på har siden dengang i 2013 udviklet sig rent teknologisk til især at omfatte sociale medier. De tre mest kendte fængslede oppositionspolitikere i Rusland lige nu – Navalnyj, Yashin og Vladimir Kara-Murza – kommunikerer alle med omverdenen via sociale medier, som bestyres af folk uden for fængslet. I nogen grad fungerer dette sandsynligvis også som en slags livline og livsforsikring som i det citerede opslag fra Ilya Yashin først i denne artikel. Denne galgenhumoristiske muntre ”forsikring” (i dobbelt forstand) er kendetegnende for mange af hans opslag, som ofte er små vignetter med nedskrevne optrin og samtaler med andre indsatte. Lidt i stil med Sjalamovs korte fortællinger og scener, dog langt lettere i tonen og mere agiterende.   View this post on Instagram   A post shared by Илья Яшин (@ilya_yashin) Billedtekst: Ilya Yashin Ilya Yashin skriver i øjenhøjde med de fleste. Han smiler altid på de billeder, der bliver lagt op af ham på sociale medier, og ligner virkelig en glad og positiv ung mand. Han skriver ikke indviklede samfundsanalyser, men enkle og direkte budskaber om, at han elsker Rusland, at Rusland vil blive frit en dag, hvordan Rusland kan sone skylden for krigen og betale krigsskadeserstatning, og hvordan Rusland kan blive et bedre sted at være. At sandhed er stærkere end løgn. Han driver også agitation inden for fængslets mure blandt de andre indsatte, og i modsætning til Dostojevskijs distancerede fortæller, hvis reaktioner vi aldrig rigtig hører om, er Ilya Yashin i allerhøjeste grad til stede som person. De seneste måneder er Yashin også begyndt at tegne små skitser af de situationer, han gengiver, hvis der er tale om samtaler med de andre indsatte. Et relativt nyt opslag ser sådan her ud:   View this post on Instagram   A post shared by Илья Яшин (@ilya_yashin) Billedtekst: Opslag med soldaten Grisja (oversat til dansk nedenfor). I efteråret var der masser af straffefanger, som tog fra fangelejrene til fronten. Men nu er tendensen omvendt: Hjemvendte fra krigen ender stadig oftere bag tremmer. Endnu en af mine medindsatte har været soldat, sad indtil for nylig i skyttegravene i Luhansk, men bebor nu en fængselscelle, anklaget for handel med våben. Grisja er ikke ung længere, han bliver snart 57. Bag sig har han to tjetjenske krige, hvor han var skarpskytte. På kroppen har han maleriske hjemmelavede tatoveringer: døden med et maskingevær i stedet for en le, et dødningehoved i rød baret. I juni sidste år underskrev han en kontrakt og havnede i Izjum. Han kunne ikke længere blive ansat som skarpskytte på grund af synet, så han blev udnævnt til seniorsergent i infanteriet. Fra den allerførste dag havnede han i helvede: beskydninger, bombardementer, talløse tab. Han fortæller, at de gik ind i en landsby og kom under beskydning. En anden soldat fik sprængt underbenet af, Grisja trak ham ind i en busk og tilkaldte evakuering. Mens de ventede, krøb katte, der var vanvittige af sult, ud fra de forladte huse og begyndte at æde af benstumpen … En måned senere blev Grisja selv såret [ …] Indtil november var han indlagt på et hospital og kunne læse på nettet, at hans kammerater flygtede fra det forladte Izjum og efterlod alt maskinel. [ …] Jeg spørger Grisja, hvorfor han overhovedet tog til fronten, fordi jeg prøver at forstå hans motivation. Men der er ikke nogen. Myndighederne bryder han sig ikke om. ”Zelenskyjs naziregime” tror han heller ikke på. De militære befalingsmænd og deres ”kødhakker-taktikker” foragter han. ”Hva’ pokker lavede du der så, Grisja?” ”Jeg savnede krigen,” smiler han skævt. ”Nå ja, og pengene … Hvis man bliver såret, får man tre millioner. Hvor kunne jeg ellers have tjent det?” […] Vi tilbragte flere lange dage med at snakke og diskutere. Jeg fortalte ham om Butja, Mariupol, bombardementerne af Kyiv og Odesa. Jeg råbte, forklarede, fortolkede. ”Ilja, hør nu her,” sagde Grisja til sidst. ”Hvis jeg tager i krig igen, så bliver det som chauffør. Jeg tager ikke våben i hænderne mere. Det lover jeg.” Det er da altid noget, Grisja. Det er da noget. (Opslag fra Ilya Yashins Instagramprofil fra ca. 7. maj 2023).   Kampen fortsætter i fængslet Hverken Ilya Yashin eller Nadja Tolokonnikova giver udtryk for, at der er noget som helst lutrende ved et fængselsophold, eller at man kan forlade det moralsk stærkere, end da man kom. De udtrykker begge to, at det er et sygt system, et mikrokosmisk spejl af det omgivende syge samfund. Men de har begge to følt en moralsk forpligtelse til at tage deres aktivisme med ind bag murene og forsøge at ændre den del af det syge samfund indefra, fx hvad angår indsattes basale rettigheder som ordentlig mad og adgang til lægebehandling. Det er ikke ufarligt at være i russisk fængsel, heller ikke i dagens Rusland, og at fremtrædende russiske oppositionspolitikere har ”valgt” at sidde i fængsel – de har sandsynligvis kunnet leve i eksil i udlandet i stedet – har ikke været et nemt valg. Dybest set handler det måske om gennem et meget håndgribeligt martyrium at vise den russiske befolkning, at der stadig er noget at kæmpe for i Rusland. Så moralsk genfødsel – nej, men idealisme og aktivisme – ja. Ud over de selvoplevede vidnesbyrd, jeg har nævnt her, findes der i russisk litteratur lige nu et væld af skønlitteratur, som tematiserer Sovjetunionens voldsomme historie, især 1930’ernes udrensninger. Som om litteraturen ønsker at bearbejde og forstå det, som det officielle Rusland har haft travlt med at bagatellisere de sidste årtier. Der er forfattere som Sergej Lebedev og Guzel Jakhina, der i fiktion følger enten fangevogternes spor tilbage til lejrene eller ofrene for tvangskollektiviseringen, som blev sendt til Sibirien. Deres bøger bliver i skrivende stund fjernet fra russiske biblioteker sammen med mange andres, også vestlige forfatteres, ikke per dekret, men gennem anonyme telefonopkald til bibliotekscheferne med besked på at fjerne den og den forfatter og sende deres bøger til makulering. Men det er en anden historie.   Litteraturliste: Aleksijevitj, Svetlana (2018). Bøn for Tjernobyl, Lindhardt og Ringhof, oversat af Katja Hansen Volkova. Et ud af fem værker, som tilsammen udgør cyklussen Det røde menneske. Utopiens stemmer. Brinkløv, Christel (2008). Brinkløvs efterskrift til sin egen oversættelse af Varlam Sjalamovs Fortællinger fra Kolyma, Tiderne Skifter. Dostojevskij, Fjodor (2016). Det døde hus, Sisyfos, oversat af Trine Søndergaard. Jacek, Kasper Mikael (2021). Litteraturen i tredive minusgrader. I: Anne Sofie Christensen-Dalsgaard m.fl. (red.), Det fængslede menneske – Nedslag i fængslets kulturhistorie, Baggrunds Tidsskrift nr. 2, Baggrund. Roesen, Tine (2021). De døde og de levende i Sibirien. I: Anne Sofie Christensen-Dalsgaard m.fl. (red.), Det fængslede menneske – Nedslag i fængslets kulturhistorie, Baggrunds Tidsskrift nr. 2, Baggrund. Sjalamov, Varlam (2008). Fortællinger fra Kolyma, Tiderne Skifter, oversat af Christel Brinkløv. Solzjenitsyn, Aleksandr (1963). En dag i Ivan Denisovitjs liv, Gyldendal, oversat af Edith Frey. Solzjenitsyn, Aleksandr (1974-76). GULAG-Øhavet, Gyldendal, oversat af Ole Husted Jensen Tolokonnikova, Nadja (2016). Sådan starter man en revolution, Rosinante, oversat af Lars Peder Poulsen-Hansen Yashin, Ilya (u. årstal). Hans profil på Instagram og Facebook. Opslag oversat af denne artikels forfatter.   Forfatterbio: Trine Søndergaard, cand.phil. i russisk filologi. Litterær oversætter og formidler af russisk litteratur. Har oversat bl.a. Dostojevskij, Tolstoj, Bunin, Ulitskaja og Petrusjevskaja fra russisk. (red.: Billedet af Trine Søndergaard i artiklens begyndelse er taget af fotografen Anne Steen)...

11:50 / Artikler / Russiske modhistorier / Seneste artikler
10 May

26.03.2023 Visning af dokumentarfilmen Silent Sun of Russia (2023). Sybilla Tuxen (direktør). Grand Teatret, København i anledning af CPH:DOX.       Turbulens har været med i Grand Teatret d. 26. marts for at overvære en visning af dokumentarfilmen Silent Sun of Russia (2023) med en dertilhørende paneldebat om situationen i Rusland lige nu. Paneldebatten putter nye skelsættende perspektiver på de unge russeres dystre fremtidssyn, og hvad der sker med den opposition, som kritiserer Vladimir Putins invasion af Ukraine.  Skal man tie? Sidde bag tremmer? Eller tage transporten ud af landet? Det er det dilemma, som mange unge politisk aktive russere befinder sig i. Oppositionen til Vladimir Putin er hårdt presset, og det går ud over de visionære unge, som ønsker at forandre Rusland til det bedre. Nu er dokumentarfilmen The Silent Sun of Russia af Sybilla Tuxen ude, som belyser hvor skidt det står til for fremtidsudsigterne for de unge, som faktisk vil protestbevægelsen. Silent Sun of Russia er en mørk og dystopisk fremlægning af unge russeres skæbne i det moderne Rusland. Vi følger Alika, Alyona og Katya for at se livet for de politisk aktive unge russere, som er kritiske over for systemet. Det ser ikke lyst ud. Filmen følger de unge russeres nødvendige flugt fra et system, der vil putte dem i fængsel for deres kritiske røster. En atmosfærisk og tung film om, hvor håbløst det ser ud for demokratisk forandring i Rusland, og hvilke negative effekter den demokratiske dødsdom har på de visionære unge. Her kommer transskriptionen af paneldebatten fra visningen i Grand Teatret d. 26. marts 2023. Sybilla Tuxen: Instruktør af filmen, som har tilbragt flere år i Rusland for at filme til dette projekt. Ilya: En af persornerne filmen følger. Han kommer fra Sankt Petersborg. Vera Skvirskaja: Antropolog fra Københavns Universitet. Hun har studeret nogle af udvandringsbølgerne fra Rusland. Charlotte Flindt Pedersen: Direktør for Det Udenrigspolitiske Selskab. Hun har mange års erfaring med at rejse i Rusland.   Moderator: Så lad os begynde. Jeg vil starte med et kort spørgsmål til hver af jer. Og jeg begynder med dig, Sybilla. Du var allerede i gang med filmen, da Ukraine-krigen pludselig brød ud. Hvordan ændrede det dine planer for filmen? Sybilla: Ja. Da krigen begyndte, havde jeg allerede planlagt en rejse til Rusland. For jeg havde ikke været der under coronapandemien. Så jeg havde faktisk et visum. Og jeg havde lang tid på forhånd bestilt flybilletter til et fly, som lettede tre dage efter krigen startede. De første to dage efter krigen brød ud, var jeg ikke sikker på, at jeg skulle af sted. For faktisk var den lufthavn, jeg skulle til, lukket, men så åbnede den, og jeg besluttede mig for at tage af sted for at filme. For i min mave vidste jeg, at jeg måske ikke ville være i stand til at tage af sted senere og gøre filmen færdig. Men bortset fra det var det en meget mærkelig oplevelse at være i Rusland bagefter og filme. For alt det materiale, jeg tidligere havde optaget, måtte jeg virkelig se på med nye øjne. For det var en helt ny situation. Moderator: Og det vender vi tilbage til. Ilya, jeg vil også spørge dig: Når du ser tilbage på den måde, som Sankt Petersborg ser ud på, sidste gang du så det, hvordan kan du så sammenligne det med den måde, som det så ud på før krigen? Du svarer på russisk. Ilya: Da krigen begyndte, var jeg på hospitalet. Da jeg kom ud fra hospitalet, gik jeg direkte til et protestmøde i centrum af byen. Der var mange mennesker, der protesterede i de første dage. Der var en masse panik og følelser, men folk vidste ikke rigtig, hvad de skulle gøre. De var lidt rystede. Der var mange mennesker til den første dags demonstration, men den næste dag var der færre mennesker. Derefter var protesterne kun i weekenderne og derefter kun om søndagen. Hele byen var overmalet med hagekors-graffiti. Færre og færre mennesker deltog i protesterne. På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg stod midt på Nevskij Prospekt [red.: hovedgaden i Sankt Petersborg] i centrum af en storby, og der var ingen, der protesterede mod krigen. Moderator: Det her sætter scenen for, hvad der skete, da protesterne begyndte at svigte. Vi vender tilbage til det senere. Vera, kan du ud fra dine studier kort fortælle, hvad der kendetegnede de mennesker, der efter krigen besluttede sig for at forlade Rusland, særligt de unge mennesker? Vera: Der er en meget klar tendens, at mennesker fra den første bølge af udvandring repræsenterede meget veluddannede middelklassefamilier især familier med små børn. De kunne flytte til steder såsom Istanbul, hvor jeg har lavet min forskning, og de kunne fortsætte med at arbejde for virksomheder i Rusland eller finde en ny beskæftigelse. Den anden bølge var mere forskelligartet og var hovedsageligt repræsenteret af unge mænd, der flyttede væk fra mobiliseringen. Det var de to hovedgrupper. Ifølge mine observationer, og de ting jeg har læst om dem, var det stadig folk fra storbyområder med en vis kapital, så hvis de ikke kunne klare sig i udlandet, kunne de bare tage tilbage. Moderator: Så det var altså en meget specifik gruppe af mennesker, der var blandt de personer, der rent faktisk tog beslutningen om at rejse. Charlotte, du har besøgt Rusland godt nok siden 80'erne. Jeg tror faktisk, at det var en periode med håb for de unge mennesker. Så jeg tænker på, hvordan du har det, når du ser denne film? Det må være en meget anderledes følelse blandt de unge. Charlotte: Ja. Da jeg boede i Moskva i 80'erne, var hver dag en ny dag for de unge mennesker. Lige pludselig var der rockkoncerter, og der var ungdomsbevægelser, hippier og alle mulige andre former for ungdomsbevægelser. I dag kan man se frygten i øjnene igen hos de unge mennesker. Når de bliver spurgt om Putin eller krigen, er der en apati. Selv om der er nogle folk, der tør udtale sig på video, så det er meget trist, fordi man føler, at der er en stærk individualitet, der bliver klemt sammen. Moderator: Og vi vil vende tilbage til disse punkter under diskussionen. Jeg vil bare gerne vende tilbage til dig for nu, Sybilla. Kan du prøve at fortælle os lidt om karaktererne i din film? Du beskriver nogle meget barske skæbner og rørende historier. Der er Katya, Alika, Alyona, Ilya og flere andre. Hvordan møder du dine karakterer? Hvor længe kender du dem? Sybilla: Jeg mødte Alika i 2018 i Vladikavkaz. Jeg mødte hende ret tilfældigt, men jeg kunne lide hende med det samme. Jeg skulle til Vladikavkaz, og jeg lavede bare en lille smule research for at forsøge at møde nogle unge mennesker. Og jeg kunne ikke finde nogen på Facebook, så jeg søgte på Couchsurfing, for der kan man søge efter en by, og jeg fandt denne profil med Alika med hendes navn og et billede. Hun svarede mig ikke, men så fandt jeg hendes profil på VK, som er en russisk Facebook, og så jeg skrev en besked til hende der, og sagde, at jeg var på vej til Vladikavkaz, og om hun ville mødes med mig. Hun svarede mig straks, og vi mødtes i parken om aftenen, og vi gik rundt i et par timer og talte om alt muligt, og så begyndte jeg at filme. Moderator: Er det rimeligt at sige, at du planlagde en anden slags film før krigen brød ud? Sybilla: Jeg planlagde en anden film, ja. Jeg var i Sankt Petersborg mange år tidligere og mødte en masse unge russere, og jeg ville virkelig gerne lave et portræt af disse strålende unge mennesker, som jeg mødte første gang, jeg var der. Moderator: Så måske er det et indlysende svar, men hvorfor var det vigtigt for dig at lave dette ekstra kapitel, da krigen begyndte? Du sagde i dine indledende bemærkninger, at det ændrede alting. Sybilla: Jeg tror, det var svært at afslutte filmen uden dette kapitel, fordi det satte alting i et andet perspektiv. Alle de ting, som jeg faktisk oplevede før, var svært at følge op på, men da krigen kom, viste det virkelig, i hvilken retning alting var på vej hen. Moderator: Ilya, jeg spurgte flere af jer i panelet, hvilke valgmuligheder unge mennesker har i Rusland lige nu, og du sagde bl.a., at de kan vælge mellem tv og internettet. Hvad betyder det? Hvilken slags opdeling er der mellem dem, der følger tv, og dem, der følger internettet? Ilya: Valget er at være eller ikke at være en zombie i det 21. århundrede. Moderator: Hvilken slags opdeling giver det, at nogle mennesker følger det ene og andre det andet? For eksempel i familier, formoder jeg, kan der være begge dele. Ilya: Min familie er faktisk ligeglad med politik eller separatisme, og jeg har kæmpet med min familie hele mit liv. Moderator: Overraskede krigen dig og hvordan din familie reagerede på krigen? Ilya: Tja, krige bliver altid startet af dem, som har magten, men det var et stort chok for mig, at folket ikke stoppede denne krig. Moderator: Føler du, at du også er ansvarlig som ung og som borger i Rusland? Ilya: Selvfølgelig føler jeg mig ansvarlig. Jeg føler smerte. Jeg er vant til at se vold, jeg har set så mange henrettelser, og jeg har set mange børn dø. Hver dag så jeg sådan noget lort. Det er mit liv, men jeg så ikke bomber, jeg så ikke krig. Min søster fødte et barn, og jeg kan ikke møde hendes lille datter. Vores familiesituation er, at min søster har født et barn, men jeg kan ikke besøge hende og holde barnet i mine arme. Men på den anden side bliver folks børn dræbt af bomber, og de folk kan aldrig holde deres børn i armene igen. Moderator: Jeg vil gerne henvende mig til dig, Vera, for jeg ved, at du har studeret dette spørgsmål om skyldfølelse, følelsen af skyldfølelse blandt dem, der forlader landet. Kan du oplyse os lidt om dette? Hvilken slags skyldfølelse kæmper disse mennesker med? Vera: Det er et meget stort spørgsmål, for der er netop denne følelse af ansvar og skyld. Faktisk er det inden for dette miljø af russiske migranter en stor debat om, hvorvidt vi skal føle ansvar, eller om vi skal føle ansvar og skyldfølelse. Og et ret stort antal mennesker, som jeg taler med, siger faktisk: “Nej, vi forlod landet, og vi støttede ikke krigen. Krigen blev ikke startet i vores navn, så der kan ikke være tale om skyld som sådan, men selvfølgelig er vi alle ansvarlige, fordi vi er borgere i det pågældende land.” Så skyldfølelse er en særlig følelse hos de mennesker, der er meget følsomme over for den vold og de forbrydelser, som de russiske tropper har begået i Ukraine, og skyld er også en slags etiket, som folk, der ikke føler den, kan tillægge andre. Så der foregår en hel del diskussioner, debatter og konflikter i dette miljø på baggrund af disse linjer, nemlig om vi skal føle skyld eller blot føle ansvar. Og selvfølgelig er et af de vigtigste argumenter blandt dem, der migrerer, at de ønsker at flytte ud af landet, fordi de ønsker at tjene penge i udlandet, så de ikke betaler skat til finansiering af krigen. Så det er en måde at trække sig fra dette ansvar på ved ikke at sætte penge ind i krigsmaskinen. Moderator: Et spørgsmål mere til dig, Vera. Vi, og også Ilya, talte om generationsspørgsmålet. Du skrev til mig, at der nu er en del forskning om, hvad en længerevarende krig gør ved støtten til krigen. Kan du kort fortælle os, hvad det handler om? Vera: Ja, det var en lidt uventet opdagelse i marken, at nogle af de unge mænd, der flyttede, især den første bølge, men også nogle af dem, der var i fare for at blive mobiliseret, nævnte, at deres forældre i begyndelsen af krigen støttede deres beslutning om at flytte væk. Forældrene støttede handlingen som en slags antikrigsprotest, men jo længere krigen trækker ud, jo mere bliver de påvirket af propagandaen og af idéen om, at hele verden faktisk er imod os som russere. Så en hel del af disse negative ting i forhold til Rusland og også i forhold til russerne, som er blevet forstærket af de russiske medier, har faktisk haft en meget stor indvirkning på den ældre generation. Moderator: Så en lang krig kan faktisk øge støtten til krigen i nogle segmenter af den russiske befolkning? Vera: Ja, præcis. Jeg mener, sanktionerne har naturligvis en indvirkning, men de har en indvirkning på bestemte områder, og for disse mennesker og denne generation af forældre har det ikke nødvendigvis en så vigtig indvirkning. Så jo længere krigen varer, jo mere støtte får den fra de såkaldte dybe masser. Moderator: Charlotte, jeg vil gerne vende mig til dig. Tror du, at Kreml eller den politiske elite er utilfredse med, at disse mennesker flytter ud af Rusland? At unge mennesker rejser væk, eller er de ret tilfredse med det? Charlotte: Jeg tror, at de er tilfredse med det, fordi det er de mennesker, som de er bange for, og til en vis grad kan man sige, at Kreml også fører en krig mod deres egen befolkning. Dette er det første mål i den krig, og derfor er de ganske tilfredse. Selv om det har økonomiske konsekvenser for dem, er det ikke noget, som de tager højde for. Moderator: Vi taler om nogle af de bedste og klogeste. Det er en enorm hjerneflugt. Er de ikke nødt til at tage hensyn til dette som en faktor fra et politisk synspunkt? Charlotte: Jo, ifølge os, i et rationelt land, er de nødt til det. Denne krig handler også om historie, kan man sige. Det er en meget bagudtænkende krig. Det handler om noget, som de mener har stået på i mange år, en uretfærdighed, som fandt sted i fortiden. Så det handler ikke om fremtiden, og det er et eksempel på, at det ikke har noget med fremtiden at gøre, virkelig. Derfor er de glade for, at disse unge potentielle navalnister eller ekstremister faktisk flytter ud af landet. Vera: Jeg vil gerne tilføje, at blandt den anden generation af migranter, disse unge mænd, der er flyttet væk for at undgå mobiliseringen, er en ret stor del af dem, der kaldes digitale nomader. De fortsætter med at arbejde for Rusland. De forlod ikke landet af ideologiske årsager. Det er også vigtigt at forstå, at de bare ikke ønsker at blive mobiliseret og gå i krig. En ret stor del af den ekspertise, som de repræsenterer, er stadig noget, de giver tilbage til Rusland. Så vi kan ikke tale om en total hjerneflugt på dette stadie endnu. Moderator: Ja. Okay. Sybilla, som vi talte om har du arbejdet flere år i Rusland. Du har talt med mange mennesker der. Du beskrev det endda, som jeg læste i et interview, som en slags kærlighedsaffære med Sankt Petersborg, tror jeg, du sagde. Hvordan føles det i dag? Føler du stadig, at du kan tale om sådanne følelser, når vi ser et land, der fører krig mod nabolandet? Sybilla: Det er et vanskeligt spørgsmål, men jeg tror, at allerede dengang, da jeg var der første gang, var det menneskerne, jeg mødte, som jeg kunne lide, og som gav mig så meget. Det var aldrig staten eller den politiske struktur. Så jeg tror, at jeg stadig forstår mange af disse unge mennesker. Moderator: Synes du, at det er rimeligt at tale om en hel generation, der er påvirket af krigen, en krigsgeneration nu i Rusland? Sybilla: Jeg tror på nogle punkter, ja, men som Ilya også sagde lige før, så er mange unge mennesker også ligeglade, de læser ikke nyhederne og støtter ikke Putin. Jeg filmede nogle unge mennesker i et mere alternativt miljø og også folk, der læser nyheder på internettet og kender oppositionens nyheder. Så ja, det er én side af historien, og der er en anden. Moderator: Og hvad er stemningen blandt disse mennesker nu? Charlotte nævnte, at denne krig handler om fortiden. Ser disse mennesker på fremtiden? Har de håb? Har de planer? Når du altså ser på de mennesker, du mødte. Sybilla: Alle dem, jeg taler med nu, har ikke mange planer, fordi de ikke ved, om de kan blive der, hvor de er nu uden for Rusland og ingen af dem ønsker at tage tilbage til Rusland. Jeg tror, det er virkelig svært for dem at tænke på, hvad de vil, at have drømme og at tænke på noget om en måned eller to måneder eller et halvt år eller et år. Det er ikke muligt for dem. Moderator: Vera, jeg vil gerne spørge dig og Charlotte om en sidste ting. Vi ved, at der har været flere andre krige, som har haft stor indflydelse på Rusland og også på Sovjetunionen. For eksempel krigen i Afghanistan. Tror du, at denne krig kan få en lignende indvirkning på Rusland, som krigen i Afghanistan havde på Sovjetunionen med hensyn til at give genlyd i samfundet og i generationer? Mange mennesker, som kom tilbage fra Afghanistan, kom tilbage med ar efter krigen. Charlotte: Der var én ting ved krigen i Afghanistan. Jeg mødte en masse afghanske veteraner, da jeg var i Moskva. Sagen var, at de havde Gorbatjov. Derfor havde man muligheden for åbent at kritisere regeringen og åbent sige, at vi ikke får nok støtte, eller åbent spørge, hvorfor vi egentlig er i denne krig. En af de vigtigste chefredaktører for et sovjetisk ungdomsmagasin, Aganyok, var en afghansk veteran, og han talte åbent om disse ting. I dag har man ikke denne ytringsfrihed eller denne mulighed. Så i den forstand vil der naturligvis være ar og sorg og alt muligt. Men her har vi en situation, hvor vi har et Orwell-lignende system. Og derfor er det meget svært at komme med kritik af det, der foregår med hensyn til soldaternes tilbagevenden. Moderator: Men det betyder vel ikke, at retningen ikke vil komme? Vera: Jeg ville tilslutte mig denne pointe, som Charlotte kommer med, for jeg gik i skole i Sovjetunionen, og jeg husker den måde, hvorpå disse unge mænd, søde unge mænd, blev rullet ind i kørestole til vores klasseværelse for at fortælle os om krigen i Afghanistan, og vi var forfærdede, fordi disse unge mænd var bare en lille smule ældre end vi var. De kunne ikke rigtig kritisere krigen, men de støttede den bestemt ikke, og var bestemt ikke positive over for den. Så igen når vi taler om eftervirkninger i dag, er det næppe muligt at forestille sig den samme måde at interagere med en veteran, med en mand, der er blevet sprængt i luften i Ukraine, for eksempel. I den forstand var der mere plads til en mere kritisk diskussion, end vi kan se i dag. Moderator: Jeg ville gerne afslutte denne diskussion med et glimt af håb, men det ser ud til at blive svært. Jeg spurgte  dig, Ilya, om håb, og jeg tror, dit svar var noget i retning af: Fuck håb. Du skrev dengang, at "min generation er blevet voldtaget." Kan du uddybe, hvad mente du med det? Ilya: Jeg håber ikke længere. Fuck håbet. Hvad kan man håbe på? Jeg ved ikke, hvad jeg skal håbe på i denne situation. At Putin dør? At krigen stopper? Jeg ved det ikke. Eller at folk vil lære af dette? Jeg ved det ikke. Moderator: Okay, så vil jeg vende mig til dig, Sybilla. Hvad er dit håb for dine karakterer i filmen? Sybilla: Hvis jeg skal tænke på de unge mennesker i filmen, som er imod Putin, håber jeg, at vi på en eller anden måde kan hjælpe dem med at kæmpe imod Putin. At vi i den vestlige verden vil hjælpe de unge mennesker mod Putin. Moderator: Det var de sidste ord fra dette panel. Vi vil nu vise filmen.   Detaljer om filmen: https://cphdox.dk/film/silent-sun-of-russia/...

21:52 / Artikler / Russiske modhistorier / Seneste artikler / Turbulens på CPH:DOX
16 Apr

20 Days in Mariupol (dokumentarfilm, 2023) CPH:DOX visning Dokumentarfilm af Mstyslav Chernov   Trillende tårer, udvandring fra biografsalen og flere minutters total stilhed efter endt film og tændt lys. Det var hvad man kunne opleve til CPH:DOX-festivalen under visningen af 20 Days in Mariupol. Den urovækkende dokumentarfilm havde verdenspremiere tilbage i januar på Sundance Film Festival og europapremiere på CPH:DOX. Den har i løbet af festivalugen haft mange visninger på tværs af de københavnske biografteatre. Selv ved en af de sidste visninger, hvor jeg var inde og se den, kunne man på ingen måde kalde salen for tyndt besat. Der var stadig mange mennesker klar til at blive berørt af de voldsomme billeder. Billeder af død, ødelæggelse, massegrave og menneskelig depression. Dokumentaren omhandler, som titlen også indikerer, de første 20 dage af krigen i Ukraine, og hvilke konsekvenser russernes voldsomme angreb på havnebyen Mariupol havde for byens indbyggere. Den er skabt af den ukrainske journalist Mstyslav Chernov og hans team, der som de eneste journalister blev i Mariupol længere end syv dage. Det er en brutal film, hvor meget få fingre bliver holdt for seerens øjne. Billeder såsom en 16-årig drengs ben, der er blevet sprunget af pga. russisk artilleri, bliver dog censureret. Men de grafiske skildringer af lemlæstelser er ikke engang de voldsomste. De mest rørende billeder er dem med ufiltreret desperation i ukrainernes ansigter, når et barn på 18 måneder mister livet til krigen, efter læger panisk prøvede at redde hans liv. Billeder af en mor, der ikke kan være i sig selv, og læger der sidder på gulvet og græder. Det er de stemningsbilleder, der rammer hårdest. Krigens første 20 dage 20 Days in Mariupol er inddelt i dage, hvor filmen starter med dag 1, dagen hvor invasionen bryder ud. Chernov og hans team vælger at køre til Mariupol, eftersom de forventer at det bliver en vigtig kampplads. Filmen slutter med dag 20, hvor journalistholdet får smuglet sine kameraer og harddiske ud af Mariupol og gennem mere end 100 km russisk besat territorie. Imellem disse to dage er filmen opdelt i 12 forskellige dage, som dokumentaristerne har udvalgt. Udover at give et overblik over tidslinjen, så sætter det også ødelæggelserne i perspektiv. Ødelæggelserne bliver sat i struktur, og det bliver muligt at se, hvordan det starter med at være ødelæggelse af militære platforme og udvikler sig til destruktion af civile bygninger… og af civile mennesker. Allerede ved krigens tredje dag er en fjerdedel af Mariupols befolkning flygtet fra byen, og ved dag fire ser vi billeder af det første døde barn på hospitalet. Idet lægerne giver op på at redde ham, kigger den ene læge ind i kameraet og ytrer med bestemt stemme ”vis Putin hvad han gør.” Ved den syvende dag af krigen begynder elektriciteten og internettet at forsvinde i store dele af byen. De resterende journalister, der rapporterede fra Mariupol, flygter ud af byen, og de eneste tilbage er Chernov og hans team. Den destruerede by filmes, og hvad der for få dage siden var en intakt og industriel havneby, er nu en samling murbrokker, fyldt med destruerede bygninger og desperate mennesker. Chernov og hans team opholder sig på et hospital, som både virker til at være det sikreste sted at opholde sig, men også epicentret for den død, som krigen medbringer. Uden forbindelse til internettet begynder Chernov en lang kamp for at få sendt sine billeder ud til omverdenen. Ved dag 11 er den eneste mulige adgang til information fra omverdenen gennem radioen, men det eneste signal der modtages, er russisk propaganda. Ved dag 14 vælger Chernov og hans team at tage med nogle brave mænd til byens nyanlagte massegrave. Her få seeren mulighed for at gense en af de afdøde fra dag syv. Det er en utrolig voldsom scene, når Chernov forsøger, uden held, at indgå i dialog med en mand i færd med at bære lig til massegraven. Manden ignorerer Chernov, ikke på grund af en aversion mod ham, men simpelthen fordi manden ikke vil kunne være i sig selv, hvis han skulle forholde sig til det, som egentligt foregår. Ved den 15. dag har mange af disse billeder nået udlandet, og nu begynder en nyt vigtigt slag, nemlig slaget om sandheden. På dette tidspunkt forsøger russerne af afskrive alle disse billeder som ukrainsk propaganda, produceret af den ukrainske regering og fyldt med skuespillere. Dag 16 lykkedes det de russiske kampvogne at nå til hospitalet, hvor soldaterne opholder sig iblandt de mange civile. Her indfanger Chernov med sit kamera bevis på at de russiske soldater målrettet angriber civile mål: kampvogne med russernes ikoniske Z skyder mod flere civile bygninger. Ikke nok med det, så begynder kuglerne også at regne ned over hospitalet, da en snigskytte har fået blik for hospitalets flygtninge. Billeder siger mere end tusind år – særligt når den sande historie om krigens slagmark skal fortælles. Dagen efter bliver Chernov og hans hold reddet fra hospitalet og ved den 20. dag trækker de endelig stikket, og flygter ud af Mariupol. Verden fik disse optagelser. Optagelser af destruktion og død i Mariupol. En af de sidste personer, Chernov taler med i Mariupol siger ”Thank you for telling the story of our city” – og det er præcis det, som han er lykkedes med i denne brutale dokumentarfilm. Hvorfor skal det gentages? Uanset hvor voldsomme disse billeder er, så har alle, der har fulgt med i krigen erfaret Ruslands invasion af Ukraine i diverse medier. Billederne af Mariupols fald blev vist i krigens tidlige dage. Så hvorfor, kunne nogle måske fristes til at spørge, behøver vi en dokumentar nu, når Mariupols fald skete for knap et år siden i krigens tidlige måneder? Andre Gidé skrev i 1892 ”Alt er blevet sagt før, men siden ingen lytter, bliver vi nødt til at begynde forfra igen og igen.” Det er årsagen til, at vi skal se disse billeder. Det er årsagen til at denne dokumentar burde vises og fortællingen gentages. Krigen er endnu ikke slut, og disse horrible handlinger foregår stadig, blot andre steder end i Mariupol, og uden nogen til at dokumentere dem. Vigtigheden af denne dokumentar ligger altså ikke i at kunne forarge seerne med de voldsomme billeder, men at holde verdens øjne åbne for de voldsomme handlinger der foregår i Ukraine lige nu. Vigtigheden ligger ikke i de enkelte viste billeder, men derimod i at få verden til at lytte, selvom det betyder at fortællingen om Ruslands invasion i Ukraine gang på gang skal gentages. Dokumentaren er skabt for at vise omverdenen det, som foregår i Ukraine lige nu, med fokus på den destruktion invasionen medfører, men der er også et andet mål med denne dokumentar. Chernov sætter ord på det, jeg tror er dokumentarens fornemste opgave, nemlig at være et redskab i kampen mod misinformation. Det er en kamp om forståelse af krigen. Chernov udtrykker også i et interview med Deadline, at kampen mod misinformation er en vigtig del af krigen. Aischylos, en oldgræsk digter, skrev "I krig er sandhed det første offer”. Store dele af Ruslands krigsførelse handler lige præcis om at bekæmpe sandheden både i og udenfor Ukraine. Ukraine er afhængig af omverdenens støtte i kampen mod Rusland, og hvis Rusland kan så usikkerhed ift. Ukraines fortælling, så vil det potentielt få store konsekvenser for den livgivende støtte, som Europa og USA har bidraget med. Uden denne støtte vil Rusland have en noget lettere situation foran sig. Den russiske regering har forsøgt at sprede misinformation om at hospitalet de bombede, ikke var fyldt med civile, men derimod højreekstremistiske oprørsgrupper. De har sågar forsøgt at bilde deres befolkning og omverden ind, at de ofre, man ser komme væltende, alle er skuespillere. De vil påstå, at alle Chernovs optagelser ingen sandhed har i sig, men blot er ukrainsk propaganda affødt af deres nazistiske regering. Der er vel ikke nogen, som kan tage disse anklager fra Rusland seriøst, tænker du måske. Men for russerne er det ikke nødvendigt at få alle overbevist om, at dette er sandheden, men hvis en tvivl kan sås, så kan der skabes mistro til Ukraines narrativ. I dokumentaren ses f.eks. ukrainere, der er i tvivl om det er Ukraine selv, som bomber nogle af hospitalerne. Dette fremstiller Chernov som værende en konsekvens af den manglende information de havde adgang til i Mariupol, og den russiske propaganda, der dominerer radiobølgerne. Det kan i værste fald medføre en form for modvilje til Ukraine, eller i hvert fald en tvivl om hvordan man skal forstå krigen, som får omverden til at tøve om at bekende kulør eller vælge side. Chernov udtrykker i et interview med Deadline, at disse billeder bliver set af mange mennesker, og fortolkningen af dem ikke er noget han kan styre, men med dokumentaren bliver alle disse enkeltstående klip, som mange mennesker har set i brudstykker, sat i en kontekst. I stedet for en samling af klip, bliver der skabt en samlet fortælling om Mariupols virkelighed. En fortælling er sværere at afskrive som propaganda eller skuespil. Dette er årsagen til, det ikke er nok at gentage de enkelte klip, men derimod skabe en samlet fortælling om Mariupol og derved om krigen. Det er sværere at afskrive en samlet fortælling end et enkelt klip. Vold, ødelæggelse og kampen om fortællingen Krigen raser stadig, men få medier rapporterer stadig jævnligt om den. Der er ikke længere chokværdi i at fortælle om russernes hærgen gennem Ukraine, men voldsomhederne foregår stadig, og for at der stadig kan komme støtte til Ukraine, bliver vi også nødt til at være bevidste om, at krigen stadig foregår. Vi må ikke lade den gå i glemmebogen ligesom Krim-halvøen gjorde efter Ruslands invasion i 2014. Dokumentaren er den nødvendige gentagelse, så folk lytter endnu en gang, og ikke blot søger det næste chok. Dokumentaren er et redskab til forståelse af krigen. Volden og ødelæggelsen er det, som vises. Det er i fokus i alle dokumentarens billeder, men det er ikke alt dokumentaren gør. Den skaber nemlig også en samlet fortælling om Mariupol og dens beboere. Om deres desperation, kamp for overlevelse og deres død. Som Chernov udtrykker det i dokumentaren: ”My brain wants me to forget all this but the camera won’t let it happen.” At se 20 Days in Mariupol er en voldsom oplevelse. Hvor de enkelte klip forargede, dengang de blev sendt for lidt over et år siden, så trækker dokumentaren seeren helt ind i Mariupol. Det er ikke blot de voldsomme billeder man ser, men også den menneskelige desperation og opgivenhed. Seeren føler sig som en del af Mariupols befolkning, hvilket også medførte at mange biografgængere i den nørrebroske biograf Empire græd, og en mand forlod salen, fordi han ikke kunne rumme følelserne. Denne dokumentar bør ses, så vi ikke forglemmer de rædsler, som en ubarmhjertig krigsførelse kan medføre. Den vækker både medfølelse for sine ukrainske medmennesker, og kaster lys på Putins forfærdelige handlinger. Den bør ses så Ukraine ikke forsvinder ud af vores bevidsthed....

22:32 / Anmeldelser / Artikler / Artikler uden for tema / Seneste artikler / Turbulens på CPH:DOX
28 Mar

Labor (dokumentarfilm, 2023) CPH:DOX visning Dokumentarfilm af Tove Pils Verdenspremiere 21.03.2023, Empire Bio (København)   Er du glad for dit arbejde? Tja… der er vel gode og dårlige dage, som ved så mange andre jobs. Det ville en sexarbejder sandsynligvis svare dig, hvis du spurgte. Dokumentarfilmen Labor følger tre sexarbejdere i San Francisco over otte år og udforsker elegant, hvordan arbejde, privilegier og vilje indgår i valget om at lave sexarbejde. En klar anbefaling af Labor lyder fra Turbulens, da den giver et kærkomment nuanceret vidnesbyrd om verden fra en sexarbejders synspunkt. Det starter med lukkede øjne. En stemme fortæller os, at hun gerne vil forblive anonym af hensyn til hendes forældre. Så skal de ikke frygte for, hvad andre vil sige om dem, eller blive udsat for krænkende spørgsmål om deres evner som forældre. Sådan starter Hannas historie om sexarbejde. Men det er også en historie om valg, stigma og kærlighed. Slørede stemningsbilleder af skummende bølger dukker frem på skærmen. De uskarpe billeder komplementeres af historien om otte år af Hannas liv. Otte år, hvor hendes sexarbejdertilværelse holdes skjult for hendes forældre i Sverige. Men også otte år med eventyr, tilhørsforhold, glæde og gode venskaber.   Sexarbejde tjener bedre end så meget andet Labor er ikke kun om Hannas historie. Chloe og Cyd, to queer sexarbejdere i San Francisco, danner hovedrammen for fortællingen. Chloe er ved starten af filmen i midten af tyverne og tjener til dagen og vejen som dominatrix til $250 i timen. Cyd er en ung transmand, som også lever af sexarbejde. Chloe er homoseksuel og ikke tiltrukket af mænd, men vælger alligevel at sælge seksuelle ydelser til mænd, hvor hun er den dominerende partner under analsex. “Det er sjovt at være dominatrix,” griner hun, “Jeg har altid været en meget dominerende type”. Arbejdet tjener godt i sammenligning med andre jobs. Det gælder ikke kun ufaglærte jobs. Selv når Chloe får en uddannelse og arbejder som frivilligkoordinator og senere i den amerikanske stat, vælger hun at supplere sin faste indkomst med 2-4 månedlige dominatrix-sessioner med gamle kunder. Det er ikke for nydelsen, men fordi arbejdet tjener godt. Chloe bekymrer sig om fremtiden. Hun sparer op til sin egen pension og til at kunne forsørge sine forældre, når de bliver gamle, fordi sundhedsvæsenet i USA ikke har tænkt sig at gøre det. Sexarbejdet handler for Chloe om pengene – men hvilket arbejde gør ikke det? Nogle dage har hun gode sessioner, der får hende i et flow og fjerner tankerne fra stresset på dagarbejdet. Andre dage er det bare et arbejde. For mange sexarbejdere er fordelen også, at indkomsten kan sikres på relativt få timer sammenlignet med et 8 til 16 job. Cyd vælger eksempelvis at holde fast i sexarbejdet som en sidegesjæft, mens han læser på universitetet. Det frigiver flere timer til studiet, end et studiejob til 20 timer eller mere ville, og det tjener mindst lige så godt.   Et stigmatiseret erhverv Fortællingens slutning vil jeg ikke afsløre. Til gengæld er det værd at nævne, at filmen belyser mange af de aspekter af sexarbejde, som bliver glemt i den dominerende diskurs. Ofte er sexarbejde stigmatiseret eller anset som et kvindeundertrykkende foretagende. Instruktøren Tove Pils formår at fokusere på de smukke ting, der findes i fællesskabet og tilhørsforholdet blandt mange sexarbejdere. Selvfølgelig er der forskel på sexarbejde. En gadesexarbejder er ofte fattigere og i en mere prekær situation, hvis de bliver anholdt. Størstedelen af dem er migranter og risikerer at blive udvist. Det gælder både i USA og Danmark, selvom de to landes lovgivning på området ikke kunne være mere forskellige. USA kriminaliserer alle former for sexarbejde, hvilket marginaliserer og presser sexarbejdere ud i farlige situationer. Danmark har derimod afkriminaliseret sexarbejde og endda gjort indkomsten skattepligtig, om end der stadig er strenge regler omkring sexarbejde i Danmark. En mere privilegeret sexarbejder, såsom Hanna, har bedre arbejdsvilkår, da hun kan rejse fra Sverige til San Francisco – det samme gælder Chloe, som kan vælge og vrage blandt de mange potentielle kunder. Fælles for alle sexarbejdere er dog stigmaet, der hænger som en sort sky. Selv de mest privilegerede sexarbejdere, med rige forældre, et vestligt pas og en tryg barndom med i bagagen, kan ikke afværge stigmaet omkring sexarbejde. I dokumentaren frygter Hanna at fortælle sine forældre om det, og hun vælger af samme grund at være anonym i filmen. Mange danske sexarbejdere, hvad enten de er escortpiger, ansat i massageklinikker eller andet, vælger at dække over deres erhverv over for venner og familie. Netop dette stigma dannede grobunden for filmens efterfølgende paneldebat.   Højdepunkter fra verdenspremierens paneldebat Efter filmens 95 minutter tændes lyset og fire stole hives ned på tomrummet foran lærredet i Empire Bios sal 2. I anledningen af aftenens visning er der arrangeret en kort paneldebat på 40 minutter. Følgende er en sammenfatning og løs oversættelse. Sofie Riise Nors, dansk feminist og forfatter, modererer og stiller spørgsmål til de tre deltagere: Jelena fra Sexarbejdernes Interesseorganisation (SIO). Tove Pils, filmens instruktør og kamerakvinde. Oliver fra Red Umbrella Sweden. Jelena fra SIO understreger, at sexarbejde i Danmark er meget forskelligt. Selvom det er meget bredt, forsøger SIO at repræsentere alle: migranter, massageklinikarbejdere, gadearbejdere osv. Sexarbejderes rettigheder er både for de privilegerede og for dem fanget i fattigdom, understreger hun. Tove Pils: “Alle sexarbejdere burde have muligheden for at være åbne omkring deres arbejde. Også de sexarbejdere, som kommer fra en mere privilegeret position.” Oliver: “Sexarbejde er kun anerkendt som arbejde, hvis du er glad. Enten det, eller også bliver det et spørgsmål om moralitet. Det er som om, at der kun eksisterer myten om den ”glade luder” [happy hooker] eller den sextrafikerede kvinde. Det er som om, der ikke er noget rum for ambivalens omkring ens sexarbejde. Mange klager over at have en dårlig dag på arbejde, eller en dårlig kunde. Hvorfor skulle sexarbejde være anderledes? Hvis en sexarbejder udtrykker frustration over deres arbejde, så antages det med det samme, at de er undertrykte eller sextraffikerede. Det er en skam, at diskussionen ofte handler om sexarbejdes moralitet eller om grænsekontrol (mod migranter), og at sexarbejde kun bliver anerkendt, hvis den arbejdende er glad for sit arbejde hele tiden.” Tove Pils: “Meget i livet handler om valg. Hvor mange valg, du har at vælge mellem, er dikteret af, hvor privilegeret du er. Vi træffer hele tiden valg, hver dag. Hvordan er valget om at udføre sexarbejde anderledes? Med mindre du er meget, meget rig, bliver du nødt til at arbejde. Hvilken slags arbejde du har at vælge mellem afhænger af dit privilegie. Det giver ikke mening at stille sexarbejde op som om, at du skal være lykkelig, for ikke at være et offer.” Hvis der var et budskab, som paneldebatten var enige om, så er det at: Sexarbejde er et arbejde. Det er en måde at tjene penge på. Når en person vælger at sælge seksuelle ydelser, så er det et valg. Nogle sexarbejdere vælger sexarbejde fordi det er det mindste onde mellem dårlige indtægtsmuligheder. Og som andre jobs er der fordele og ulemper ved arbejdet, samt gode og dårlige dage. At anerkende sexarbejde som arbejde betyder ikke, at sexarbejde skal promoveres som en karrierevej. Det betyder derimod at man skal lytte til sexarbejderne og anerkende deres rettigheder til frihed og sikkerhed. Sexarbejde burde være fri for stigma. En af de største skader ved at udføre sexarbejde er at det er højt stigmatiseret. Det medfølger at sexarbejdere må holde deres profession hemmeligt for omverden eller lyve for deres forældre og venner. Det gør det også svært at få et andet arbejde en dag, hvis man ønsker det, fordi det ikke ser godt ud på CV'et. Vil du lære mere om sexarbejde og hvad du kan gøre? Der er så meget godt indhold på internettet, hvor sexarbejdere selv fortæller deres historie og kæmper for deres rettigheder. Find paneldeltagerne, deres organisationer og deres anbefalinger her:   Paneldeltagerne: Sofie Riise Nors: Feminist og forfatter. Instagram: @sofieriisenors Jelena fra SIO (Sexarbejdernes Interesseorganisation): http://s-i-o.dk/ , Facebook: https://www.facebook.com/sexarbejder/ Tove Pils, instruktør og kamerakvinde. Instagram: @tovestelefon Oliver fra Red Umbrella Sweden: https://redumbrella.se/ (Red Umbrella Sweden: medlemmerne af Red Umbrella Sweden er aktive sexarbejdere og de har omkring 110 nuværende medlemmer. Den røde paraply er et internationalt symbol på sexarbejde.)   Anbefalinger fra panelet: Sexarbejdernes Interesseorganisation (SIO) anbefaler: The Red Van. Det er en NGO, som giver gadesexarbejdere et sikkert sted at udføre deres arbejde. Støt deres arbejde med en donation eller lignende. The Red Umbrella anbefaler: ESWA (European Sex Worker Alliance). En europæisk sammenslutning af sexarbejdere. Tove Pils anbefaler: St. James Infirmary i San Francisco. Sofie Riise Nors anbefaler: Bogen Revolting Prostitutes: The Fight for Sex Workers’ Rights af Molly Smith og Juno Mac (2020) af Verso Books.   Dokumentarfilmen Labor (2023) kan desværre ikke ses på CPH:DOX' online platform PARA:DOX - men der er adgang til et væld af andre spændende dokumentarfilm fra d. 24. marts til d. 2. april (49 kr per film, 495 kr for ubegrænset adgang)...

23:07 / Anmeldelser / Artikler / Artikler uden for tema / Seneste artikler / Turbulens på CPH:DOX
20 Mar

Hvordan har billedkunsten bidraget til naturfilosofien gennem tiden? I denne samtale dykker Mikkel Bogh, Direktør for Statens Museum for Kunst, ned i kunsthistorien og giver eksempler på, hvordan billedkunsten reflekterer menneskers erfaringer med naturen. Som under romantikken, hvor billedkunsten giver åbninger ind i en naturfølelse og billeder af en natur, som mennesker har drømt om at være i kontakt med. For billedkunsten er en fantastisk indikator på, hvordan vi har tænkt om naturen, og selvom den er lige så bredspektret som menneskeheden, har den ikke desto mindre udviklet en særlig følsomhed over for alt det, der risikerer at forsvinde ned mellem sprækkerne og gå tabt – hvad enten det er truede dyrearter, truede tænkemåder eller en truet omverdensrelation....

09:59 / Artikler / Naturfilosofien 2.0 / Seneste artikler
25 Aug

I forbindelse med Turbulens' tema om posthumanisme bringes her et uddrag fra andet kapitel af Henrik Jøker Bjerre & Carsten Bagge Laustens bog "Den nyttige idiot: Om Slavoj Žižeks samfundsteori" fra 2013. Kapitlet har titlen "Psykoanalyse som ideologikritik" og handler om, hvordan det ubevidste også kan analyseres og diskuteres på et samfundsplan med en ideologikritisk tilgang. Det ubevidste er således ikke bare en konstant udfordring for det enkelte menneske - det er det for os alle sammen i fællesskab!...

14:45 / Artikler / Seneste artikler
29 Jun

07.07.2022 “I en eller anden afsidesliggende krog i det i talløse solsystemer flimrende og udhældte verdensalt, fandtes der engang en stjerne, hvor kloge dyr opfandt erkendelsen. Det var det mest indbildske og løgnagtige minut i "verdenshistorien", men det var blot et minut. Stjernen størknede efter få af naturens åndedrag, og de kloge dyr måtte dø. Således kunne man opfinde en fabel uden dog egentlig tilstrækkeligt at have illustreret, hvor ynkeligt, hvor skyggeagtigt og flygtigt, hvor formålsløst og vilkårligt det menneskelige intellekt tager sig ud i naturen. Der har været evigheder, hvor det ikke eksisterede; og når det igen væk, vil intet være hændt. For dette intellekt har ingen videre mission, som fører det udover menneskelivet. Det er derimod menneskeligt, og kun dets ejer og skaber udlægger det så patetisk, som om verden drejede rundt om det. Men hvis vi kunne forstå myggen, ville vi finde ud af, at den også sværmer igennem luften med denne patos og føler dette flyvende centrum i verden i sig. Der er intet så forkasteligt og ubetydeligt i naturen, at det ikke med det samme igennem et mindre åndepust fra erkendelsens kraft kan svulme op som en slange; og ligesom enhver lastdrager vil have en beundrer, så tror det stolteste menneske, filosoffen, at verdensaltets øjne teleskopisk er rettet mod dennes handlinger og tænkning fra alle sider." Den kosmologiske pessimisme eller anti-humanisme, som Friedrich Nietzsche fremkalder i Om sandhed og løgn i udenommoralsk betydning, latterliggør det antropocentriske aksiom, der placerer mennesket på en moralsk, erkendelsesmæssig og metafysisk piedestal. Der findes i dag, omtrent 150 år efter Nietzsches kritik, en gennemgribende tendens – inden for alt lige fra klimatænkning, science-fiction, kunst- og kulturstudier, litteraturteori, filosofi og politisk tænkning – til at forstå mennesket i kraft af det ikke-menneskelige. En genoplivning af Nietzsches angreb på antropocentrismen. Det indebærer, at en række stadig uafklarede såvel som helt nye spørgsmål bringes til overfladen: Har naturvidenskaben efterhånden ikke bevist, at mennesket ikke er andet og mere end en kompleks fysisk genstand? Giver det mening at tale om menneskets natur, når menneskelige kroppe er fyldt og interagerer med mere eller mindre komplekse teknologier – lige fra pacemakere til computere? Giver det efterhånden mere mening at tale om mennesket som en hybrid genstand, der består af menneskelige såvel som ikke-menneskelige komponenter? Kommer der et tidspunkt, hvor vi kan manipulere så meget med menneskets biologi, hvad angår aldring og intelligens, at det ikke længere giver mening at tale om en og samme art? Er det naivt at påstå, at mennesket har en særstilling i universet – moralsk såvel som ontologisk? Bør vi gentænke demokratiske praksisser ud fra andet end menneskelige væsner? Er den planetære krise resultatet af bestemte antropocentriske grundanskuelser? Er det nødvendigt at komme ud over det ‘modernes’ eller ‘humanismens’ forståelse af ‘mennesket’ (eller: det kønnede ”Man”) som helt igennem autonomt, rationelt og bevidst? Denne tendens til at stille spørgsmålstegn ved begrebet om mennesket som sådan, eller bestemte traditionelle begreber om mennesket, henvises til af mange som en posthumanistisk vending. Som en af posthumanismens bannerførere, filosoffen Francesca Ferrando, hårdnakket påstår: ”Posthumanism is the philosophy of our time” (Ferrando 2019: 1). Nogle gange refereret til som ”kritiske posthumanister” har forfattere som Donna Haraway, N. Katherine Hayles og Rosi Braidotti i mange år været fascinerede af fremtidsudsigterne og potentialet for teknologisk modificerede kroppe. For eksempel taler Haraway i sit Cyborgmanifest (1991) om, at menneskets identitet ikke længere kan kategoriseres ud fra en bestemt essens, fordi mennesket er en kybernetisk organisme, en hybrid mellem en maskine og en organisme; et dyr og en maskine med biologiske, kulturelle og teknologiske forskelle, der umuliggør en samlet forståelse af det menneskelige selv. Andre, for eksempel Cary Wolfe, Timothy Morton og Ursula K. Heise, har forsøgt at overføre de posthumanistiske antagelser til deres økokritiske perspektiv. Fælles for mange af posthumanisterne er, at de ikke nødvendigvis forsøger at eliminere mennesket som kategori – hvad end det så ville betyde – men at repositionere og begrebsligt omdefinere mennesket ud fra en række ”ikke-menneskelige” andre (geologisk tid, maskiner, det uorganiske, sociale dynamikker, magtstrukturer, ikke-menneskelige dyr). Andre ser ganske enkelt posthumanismen som et ‘buzzword’, der overdriver den kendsgerning, at mennesker og deres levevilkår er anderledes nu, end de har været tidligere. Nogle af de antagelser, der ofte forener forskellige typer af posthumanismer, er: Mennesket er ikke et særegent eller exceptionelt væsen; ‘humanismen’ har i et historisk perspektiv været vest-centrisk og mandschauvinistisk; distinktionen mellem ’kultur’ og ’natur’ eller det ’menneskelige’ og ’ikke-menneskelige’ er uholdbar; der findes intet ontologisk hierarki (det er en såkaldt ’flad’ ontologi); alt eksisterende bør forstås som hybride aktører i et komplekst netværk; ’natur’ og ’kultur’ er så sammenfiltret, at verden efterhånden kun indeholder assemblager eller hybride aktanter; der er et metafysisk såvel som normativt behov for at sætte parentes om det menneskelige perspektiv (vi må gøre op med enhver form for antropocentrisme) – er det nemlig ikke tilfældet, således går ræsonnementet, at kedler koger vand? At knive skærer i kød? At hammere slår søm i?; vi bør ikke tale om ‘natur’ og ‘kultur’ – eller ’natur’ og ’menneske’ – som adskilte begreber, men udelukkende om ”naturecultures”, som Donna Haraway ynder at kalde det (Haraway 2007). De her naturecultures fremtræder løbende i nye konfigurationer, assemblager eller kludetæpper på et horisontalt plan, hvor ’agens’ er distribueret over en lang række af processer, entiteter og sammenfiltringer. Som filosoffen Rosi Braidotti bastant har formuleret det: “the concept of the human has exploded” (Braidotti 2013: 65). Præfikset ”post” i posthumanisme indikerer ikke nødvendigvis, at posthumanistiske positioner først er opstået ”efter” humanismen. Derimod har posthumanistiske perspektiver historisk set ofte eksisteret i spænding med de humanistiske. Der er ikke tale om en lineær fortælling. Som Hayles har formuleret det: ”Vi har altid været posthumanistiske”. Men det er kun inden for de sidste par årtier, at posthumanismen har etableret sig selv som et selvstændigt forskningsfelt. Begrebet opstod inden for humaniora i slutningen af det 20. århundrede i samspil med, men også som en reaktion på, andre ”post”-bevægelser: postmodernismen, poststrukturalismen og postkolonialismen. Dette er blandt andet kommet til udtryk i en bemærkelsesværdig trang påhumanistiske universitetsafdelinger til at bryde ud af symbolernes, diskursernes og tegnenes univers og gå ind i materialiteten selv. Et eksempel er den (ny)materialistiske vending inden for litteraturvidenskaben. Men denne posthumanistiske vending indtager mange former, og den fungerer ofte som en form for paraplybetegnelse for alt lige fra såkaldt transhumanisme og nymaterialisme til objektorienteret ontologi og klassisk anti-humanisme i 60’erne og 70’erne i Frankrig. Derfor taler vi i denne serie om posthumanismer frem for posthumanismen. Et andet sted, hvor det posthumanistiske tankegods har haft gode levevilkår, er inden for sci-fi-litteraturen. En række sci-fi-forfattere, såsom Mary Shelley, H. G. Wells, Greg Egan, Bruce Sterling og Frederik Pohl, har skrevet værker, der er sat i posthumanistiske fremtider, hvor blandt andet mennesker og maskiner fusionerer. Deri opstilles ofte komplet nye politiske virkeligheder og spørgsmål, ligesom film som Ex Machina og Annihilation udforsker posthumanistiske tematikker og scenarier. Hos Shelley findes videnskabsmanden Frankenstein, der i sit laboratorium sætter legemsdele fra døde mennesker og skaber en slags cyborg: Frankensteins monster. Lignende tematikker finder vi i William Gibsons Neuromancer og i Bruce Sterlings Schizmatrix, mens vi hos Wells ­– i The Time Machine – i en fjern fremtid ser, at Homo sapiens er splittet i to arter: de fredelige og uproduktive Eloi og de hårdtarbejdende Morlocks. Eller i Margaret Atwoods Oryx and Crake, hvor en vanvittig ingeniør har skabt en virus, som udrydder menneskeheden, samtidig med at han har skabt en ny og intelligent form for hominid, der er immun over for virussen, med håbet om at genstarte menneskeden, så den aldrig igen vil opleve krig eller seksuel jalousi. Derudover findes der efterhånden en masse klimarelateret sci-fi-litteratur, såsom Kim Stanley Robinsons The Ministry for the Future, der hjælper til at genfortolke og gentænke vores verden og os selv på måder, der kan afværge nogle af de forestående katastrofer. Hvad skyldes denne trang til at italesætte menneskebegrebets eksplosion? Et udtalt posthumanistisk eksempel er transhumanismen, som antager, at vi med teknologiens og oplysningens udvikling – for eksempel inden for digital teknologi og biomedicin – vil ændre så radikalt på de menneskelige levevilkår, at det ikke længere giver mening at tale om samme art, og at det er vel at mærke til det positive, som de hævder. Nick Bostrom er en af de mest fremtrædende akademiske transhumanister sammen med en række forfattere som Ray Kurzweil og Natasha Vita-More. Som det står i første paragraf i den erklæring, der blev udarbejdet ved det stiftende møde for World Transhumanist Association i 1998: ”Menneskeheden vil blive radikalt forandret af teknologien i fremtiden. Vi forudser muligheden for at redesigne de menneskelige grundvilkår, inklusive parametre som aldringens nødvendighed, begrænsninger af menneskelig og kunstig intelligens, medfødt psykologi, lidelse og vores indespærring på planeten Jorden.” Højere intelligens, længere levetid (helst udødelighed), mere glæde, mere frihed og grænseløse muligheder er transhumanisternes bagvedliggende fremtidshåb. De er især interesseret i udviklingen af såkaldte interfaces mellem computere og den menneskelige hjerne. Håbet er en klode fyldt med lykkelige superintelligenser. En anden posthumanistisk form for tænkning kaldes ofte for hård naturalisme eller scientisme. Kort fortalt udspringer hård naturalisme – som efterhånden er blevet til en filosofisk ortodoksi i den angelsaksiske verden – af en radikal fortolkning af det videnskabelige verdensbillede, hvor filosofien (hvis den ikke skal elimineres som sådan) reduceres til (natur)videnskabens tjenestepige. Som Sellars formulerer det: “[…] in the dimension of describing and explaining the world, science is the measure of all things” (Sellars 1997: 83). Kort fortalt går den hårde naturalisme ud fra, at ‘natur’ er det eneste, der eksisterer, og at ’natur’ er det, som naturvidenskaberne beskriver, hvilket naturligvis sætter en parentes om (eller helt igennem eliminerer) det, der traditionelt set er blevet forstået ved det menneskelige perspektiv. Mennesket er, i bund og grund, intet andet end en kompleks, fysisk genstand; bevidsthed, frihed, normativitet, mening, værdier osv. er intet andet end naturlige eller fysiske fænomener, som kan reduceres til eller forklares udtømmende af naturvidenskaberne (for eksempel mikrofysik, evolutionær biologi eller neurovidenskaben). Posthumanisme inviterer typisk til interdisciplinær forskning ved at kombinere klassiske humanistiske felter med traditionelt set non-humanistiske felter som biologi og datalogi. I indeværende serie om posthumanismer undersøger vi de forskelligartede bestræbelser – inden for filosofien, kunsten, samfundsteorien og litteraturen – på at sætte parentes om ‘mennesket’. Spørgsmålet om humanisme overfor posthumanisme er fuldkommen centralt i forhold til, hvilken retning humanistisk forskning generelt skal gå: Hvordan skal vi definere det generelle videnssubjekt og de forskellige typer af videnskabsproduktion, der finder sted på tværs af forskellige videnskabelige felter som Environmental Humanities, Digital Humanities, Bio Humanities, og så videre? Skal magtteorier inden for samfundsvidenskaberne tage afsæt i andet end menneskelige relationer? Hvad betyder det for kunstteoriens fortolkningsværktøjer, når mere og mere kunst vender sig bort fra det menneskelige subjekts forestillingsrum og mod materialiteten? Hvilke typer af viden påkræves midt i den planetære krise, som mange hævder er blevet til på baggrund af et historisk snævert fokus på det menneskelige subjekts kategorier og behov? Det er den slags spørgsmål, Turbulens stiller i indeværende serie....

10:22 / Artikler / Posthumanisme / Seneste artikler
10 Jun

I løbet af de seneste årtier er en ny sårbarhed i vores forhold til naturen blevet mere åbenbar. Coronapandemien, klimakrisen og biodiversitetsnedgangen blotlægger på forskellig vis vores skrøbelighed i forhold til den natur, der er vores fælles livsgrundlag. Selvom vi forsøger at udnytte vores tekniske og videnskabelige snilde til at holde naturen i en armslængde, afslører det antropocæne landskab, hvor tørke og oversvømmelser mange steder er blevet en ny normaltilstand, at vi også i høj grad er prisgivet naturens luner. Dette åbner for en filosofisk undren i forhold til menneskets rolle i forhold til naturen i dag....

15:41 / Artikler / Naturfilosofien 2.0 / Seneste artikler
20 Nov

I sin bog "Det sociale arbejdes genealogi" beskriver Kaspar Villadsen, hvordan filantropien er ved at blive genopdaget i det sociale arbejde. Hermed er principper for fattighjælp, som oprindelig blev udviklet af filantropiske foreninger sidst i 1800-tallet atter på fremmarch. Turbulens bringer her, som en del af vores tema om velgørenhed, sidste kapitel fra Villadsens bog, som beskriver filantropiens genkomst og dennes betydning for vores forståelse af medborgerskab, fællesskab og frihed....

16:57 / Artikler / Seneste artikler / Velgørenhed
31 Oct

Når vi tænker på velgørenhed, tænker vi almindeligvis på donationer til fattige lande og nonprofit-organisationer, der hjælper fattige, syge eller på anden måde trængende. Men hvordan kan vi så fortolke en organisation som Kræftens Bekæmpelse, der har en massiv betydning i vores sundhedssystem, når de for eksempel sælger små armbånd ved kassen i Netto, eller når de afholder deres store, årlige TV-indsamlingsshow? Er det velgørenhed, altså filantropi, eller er det snarere rendyrket kapitalisme i forklædning?...

08:21 / Artikler / Seneste artikler / Velgørenhed
09 Oct

Nutidens politikere er meget optaget af at kritisere ‘parallelsamfund’ og betragter dem som en trussel mod ‘det danske samfund’. I filantropiske skrifter fra midten af 1800-tallet genfindes en bekymring for en kløft mellem de to samfundsklasser. Dengang blev ‘de andre’ på den anden side dog anskuet med mere barmhjertige øjne. Velgørenhed blev set som en brobygger, og adskillige tiltag blev sat i værk for at undgå, at samfundet knækkede over på midten. Tilgangen var menneskekærlig, men der var ikke stor forståelse for kulturforskelle, og de trængende blev målt med middelklassens målestok. Alligevel kan vi i dag lade os inspirere af den tids medfølelse....

20:39 / Artikler / Seneste artikler / Velgørenhed
08 Oct

"Det rette ville være at forsøge at gentænke samfundet på et grundlag, der umuliggør fattigdom. Og de altruistiske dyder har i virkeligheden forhindret os i at opnå dette mål. Ganske som de værste slaveejere var dem, der behandlede deres slaver godt og dermed forhindrede dem, der led under systemet, i at indse dets sande rædsel og dem, der betragtede systemet udefra, i at forstå det til fulde". Således beskriver Oscar Wilde velgørenhedens væsen i sin tekst "Menneskets sjæl under socialismen", som Turbulens her bringer et uddrag af som første del af serien om velgørenhed....

10:21 / Artikler / Seneste artikler / Velgørenhed
04 Oct

Turbulens undersøger i denne temaserie begrebet "velgørenhed", om hvilket forfatteren Oscar Wilde i 1800-tallet skrev følgende: “Vi får ofte at vide, at de fattige er taknemmelige for velgørenhed. Det er nogle af dem utvivlsomt, men de ædleste blandt de fattige er aldrig taknemmelige. De er utaknemmelige, utilfredse, ulydige og oprørske. Det er de i deres gode ret til. De føler, at velgørenhed er en latterligt utilstrækkelig måde at slå halv skade på, eller en sentimental tvangsmæssig uddeling, som oftest ledsages af et upassende forsøg fra den sentimentales side på at tyrannisere deres privatliv. Hvorfor skulle de være taknemmelige for de krummer, der falder fra den rige mands bord? De burde sidde med ved bordet, og det begynder at gå op for dem”. ...

19:34 / Artikler / Seneste artikler / Velgørenhed
10 May

Filmfestivalen CPH:DOX 2021 er i fuld gang. En af de film, som har international premiere på dette års festival, udforsker hjernens mysterier i en fremtidssøgende film om biologisk og kunstig intelligens, etiske dilemmaer og den tavse krig mellem feltets førende forskere. Turbulens bringer her en kritisk anmeldelse, skrevet af hjerne- og kognitionsforsker Mikkel Wallentin, af The Brain....

11:33 / Anmeldelser / Artikler / Artikler uden for tema / Seneste artikler / Turbulens på CPH:DOX
06 May

Dokumentarfilmen ”The Healing” fra årets CPH:DOX, instrueret af Natalia Ciepel og Hannah Elbke, går bag om Lundtoftegades kreative forsøg på at undgå den hårde ghettoliste. Gennem sanselige og æstetiske billeder skildres beboernes kollektive ”fjernhealing” af boligområdet. Derved giver filmen også et indblik i det fællesskab og de følelser, som ghettoloven frembringer hos dem, den rammer....

17:55 / Anmeldelser / Artikler / Artikler uden for tema / Seneste artikler / Turbulens på CPH:DOX
05 May

”Children of the Enemy” er en ny dokumentarfilm af Gorki Glaser-Müller, som havde verdenspremiere i 2021 til filmfestivalen CPH:DOX. Den fortæller historien om, hvordan den svensk-chilenske morfar Patricio Galvez rejser til Mellemøsten for at redde sine syv forældreløse børnebørn, som er fanget i en kurdisk flygtningelejr. Det er en rørende historie men samtidig også en politisk fortælling, fordi de syv ’børn af fjenden’ ikke ifølge alle er velkomne i Sverige – snarere tværtimod anses de af nogle som ”ISIS børn” eller ”terroristbørn”. Turbulens har mødt instruktør Gorki Glaser-Müller til en snak om både at lave en så bevægende dokumentar og samtidig om de mere kontroversielle aspekter af Patricio Galvez’ kamp....

10:46 / Anmeldelser / Artikler / Seneste artikler / Turbulens på CPH:DOX
11 Apr

Skolens socialiserende og opdragende funktion søger at forberede elever til at kunne indgå som demokratisk engagerede borgere, når de engang skal ud i samfundet. Et fremtidsperspektiv, som f.eks. findes i statsdefinerede læringsmålstyrede tiltag. Denne artikel identificerer og udfordrer en problematik i en nuværende pædagogisk og didaktisk diskurs: At undervisning arbejder i umiddelbart kort- og middelsigtede rationaler, som relaterer sig til elevens aktuelle situation....

07:21 / Artikler / Artikler uden for tema / Seneste artikler
23 Mar

Hjernen er blevet den nye spådomskugle i det 21. århundrede, som vi kigger dybt ind i for at få svar på alverdens mysterier. For tænk, hvis vi omsider kunne finde de ultimative årsager til en lang række psykiske sygdomme, kortlægge drømmenes egentlige funktion, og en gang for alle kunne få afklaret filosofiske grundspørgsmål om bevidsthedens væsen?...

11:00 / Artikler / Hjernen / Seneste artikler
22 Mar

Der er et væld af emner at tage fat på, når man vil forsøge at belyse musikkens plads i det menneskelige samfund og forholdet mellem musik og hjerne. De emotionelle aspekter er for mange er den drivende kraft for at beskæftige sig med musik. Med udgangspunkt i et andet perspektiv vil denne artikel dog overvejende fokusere på vores kognitive evne til at håndtere de komplekse rytmiske strukturer, der ligger til grund for musik. Den vil forsøge at argumentere for, at de neurale mekanismer, der sandsynligvis muliggør evnen til at klappe i takt, er grundlæggende for hjernens funktion, og at musik slet ikke ville eksistere i vores samfund, hvis ikke vi havde denne evne. Og så bruger den corona-krisen som konkret eksempel på, hvordan musikken bogstavelig talt kan bringe os på bølgelængde, selv på afstand....

13:45 / Artikler / Hjernen / Seneste artikler
08 Mar

Ifølge nye kognitionsteorier om distribueret tænkning lærer mennesker gennem helkropsoplevelser. Det har givet god mening for jæger/samleren, men hvordan ser det ud for det moderne menneske, der ikke mere lever i tæt kontakt med natur? Ifølge teorier som ART (Attention Restoration Theory) stimulerer det ikke-menneskeskabte miljø vores opmærksomhedssystem på en anden måde end det menneskeskabte. Naturen indeholder et særligt potentiale for at berige det moderne menneske med sansebærende, kognitive aktiviteter og oplevelser – og her kan smartphoneteknologien være en ny metode til at hjælpe særligt de naturuvante børn....

16:02 / Artikler / Hjernen / Seneste artikler
22 Feb

Drømme er et besynderligt fænomen - det er de fleste drømmeforskere enige om. I denne artikel præsenterer filosof Melanie Rosen, hvor langt hjerneforskningen er kommet i forhold til at sige noget substantielt om, hvad drømme er, hvordan de fungerer, og om det nogensinde bliver muligt at udlede indholdet af drømme ved at se direkte ind i hjernen - og hvad vi ville kunne bruge det til. Det viser sig, at vi endnu mangler pålidelige måder at studere drømme på, selvom vi har set en række exceptionelle fremskridt de senere år....

15:26 / Artikler / Hjernen / Seneste artikler
29 Dec

En ambitiøs grøn omstilling kræver en besindelse på det forhold, at hverken velfærds- eller konkurrencestaten har vist sig i stand til at reagere rettidigt på de stadigt mere omfattende klima- og biodiversitetskriser. Men disse statsformers gamle ideologiske klæder støbt i socialismens og liberalismens billede hænger ved og står i vejen. Det viser de modsatrettede reaktioner på vores bog, ”Den bæredygtige stat”, hvor vi forsøger at skitsere en tredje vej til den påkrævede samfundstransformation....

13:25 / Artikler / Artikler uden for tema / Seneste artikler
12 Nov

Ofte tager vi eksistensen af politik for givet. Politik er i det perspektiv den form for praksis, som er konstant til stede inden for den offentlige debat og i de forsamlinger, råd og parlamenter, som vi netop kalder for ‘politiske’. Men samtidig kan vi også tale om politisering og afpolitisering, om at politik både opstår og forsvinder igen inden for visse omstændigheder. I følgende essay argumenterer Andreas Beyer Gregersen for, at vi bør nuancere vores brug af politikbegrebet. I stedet for blot at skelne mellem politik og det ‘apolitiske’ giver det nemlig mening at anvende en adskillelse mellem mikropolitik og makropolitik som to forskellige måder, hvorpå politik manifesterer sig på. Dette giver især mulighed for at forstå og diskutere ‘det mikropolitiske moment’, som er den situation, hvor det politiske rum stadig har en uudfoldet og skrøbelig karakter. Det mikropolitiske moment handler om selve den politiske virkeligheds spæde begyndelse....

12:10 / Artikler / Artikler uden for tema / Seneste artikler
25 Jun

Effektiv teknologi og kvantitativ vækst er afgørende for Vestens fremskridt, også når det gælder klimaspørgsmål. Omtrent sådan kan man opsummere dele af et perspektiv, der forsvares af prominente stemmer, og hvis grundforståelse er intuitivt til stede i den folkelige bevidsthed i et land som Danmark. Espen Malling overvejer i denne artikel et andet perspektiv. Det går ud fra, at blandt andet klima- og miljøproblematikker kan ses som tegn på indbyggede svagheder i den vestlige model, og at konsekvenserne af blind tillid til det reduktionistiske verdenssyn, som modellen er baseret på, således er ved at indhente vores nu globale civilisation. I artiklen argumenteres der omvendt for, at sikringen af langsigtet social og miljømæssig trivsel afhænger af øget systemtænkning og -praksis. ...

08:48 / Artikler / Artikler uden for tema / Seneste artikler
03 Jun

Corona-pandemien har affødt et opbud af meninger og teorier. Lever vi undtagelsestilstandens tidsalder? I risikopolitikkens? Krisepolitikkens? I denne artikel taler sociologen Anders Blok, med afsæt Andrew Lakoffs bog Unprepared: Global Health in a Time of Emergency (2017), for at corona-krisen afslører en ”(u)forberedthedens politik”. I årevis har vi gradvist opbygget en række lokale og globale sundhedsorganer, hvis rolle det er at forberede samfundet på såvel uforudsigelige som uundgåelige sundhedstrusler. Vi lever med andre ord i en politisk tidsalder, hvor vi med al kraft forsøger at forberede os på det ukontrollable. ...

08:26 / Artikler / Artikler uden for tema / Seneste artikler
12 Jan

I en tid, hvor kunstig intelligens i tiltagende grad og samtidigt på en foruroligende, ubemærket måde, spiller en større rolle i vores samfund, kan det være vigtigt at gøre sig klart, hvori dens principielle begrænsninger består. Ligesom den menneskelige tænkeevne med Kants berømte Kritik af den rene fornuft (1781) fik tildelt og afgrænset sit råderum, er tiden måske inde til, at den kunstige intelligens (algoritmen) får tildelt sit. Denne artikel berører nogle af de mest grundlæggende særtræk ved den menneskelige intelligens og dens mulighedsbetingelser, som synes uden for rammerne af enhver mulig kunstig intelligens....

19:55 / Artikler / Seneste artikler
15 Apr

Under en økonomisk krise vil der altid være håb, også når man er drevet til det yderste. Dette er en af de budskaber, som hovedpersonen i Mogens Klitgaards roman Der sidder en mand i en sporvogn, overbringer. Lauritz Korfix Schultz beskriver i denne artikel hvordan Klitgaards tanker fra 1930'erne synes mærkværdigt moderne. Romanen kaster lys på en nutidig problemstilling ved det at være menneske i 2018. Ofte er man blind for, at der kan være andre mekanismer end ens egen formåen, der gør, om man lykkes eller går rabundus. Romanen kan ad denne vej læses som et vidunderligt vink til nutidens optimeringskurser og selvhjælpsbøger, der fortæller mennesker, hvordan de skal få succes og vende negative tanker til positive. Konsekvensen bliver et samfund, hvor mennesker aldrig føler sig tilstrækkelige og hele tiden må bevæge sig – sporvognen er lagt på skinner – fremad, fremad! Hvis man bare viser energi og handlekraft, så skal det hele nok komme. ...

09:49 / Artikler / Artikler uden for tema / Seneste artikler
19 Mar

Dette års historisk varme sommer, med intet eller meget lidt nedbør og skovbrande i mange lande, har en gang for alle gjort, at klimaforandringerne har slået rod i almindelige menneskers bevidsthed. Samtalen om klimaforandringer foregår i et sammensat felt, hvor videnskab, politik, hverdagsliv og kunst krydser hinanden. Ved at sætte en række forskellige videnskaber og discipliner i spil, bringer Turbulens over de næste måneder en serie af tekster og interviews, som fra forskellige vinkler undersøger et af de mest omdiskuterede begreber inden for dette felt, nemlig Antropocæn. Temaserien skydes i gang med denne indførende artikel, skrevet af Turbulens' redaktion....

15:16 / Antropocæn / Artikler / Seneste artikler
18 Mar

Den Antropocæne tidsalder er bedst kendt som et ’mega-fænomen’, der beskriver menneskehedens destruktive adfærds aftryk i klodens geologiske lag. Men begreber som ’det globale’ og ’menneskeheden’ er abstraktioner, som ingen repræsenterer eller har direkte adgang til. Hvordan ser Antropocæn ud i det nære, hvor den enkelte borgers hænder deler berøringsflade med den økologiske krise som storpolitisk emne? Hvordan ser Antropocæn ud fra en villavej i det ’globale Nord’? Line Marie Thorsen giver i denne artikel en fremstilling af, at øko-æstetiske kunstpraksisser kan binde de mest almindelige erfaringer af økologi sammen med mega-fænomener som globalt klima og den Antropocæne tidsalder. Det giver udslag i begrebet om det 'banalt Antropocæne'....

19:06 / Antropocæn / Artikler / Seneste artikler
21 Jan

Som svar på de planetære økologiske trusler, som begrebet Antropocæn dramatiserer, er der opstået heftige diskussioner i social- og kulturvidenskaberne om den rette måde at forstå og problematisere vores nutidige situation. I denne artikel gennemgår og diskuterer sociolog Anders Blok de tre mest betydningsfulde planetære perspektiver, som er vokset frem, nemlig en ny-materialistisk tilgang til ”Antropocæn”, en øko-marxistisk tilgang til ”Kapitalocæn” samt en videnskabs- og teknologistudiebaseret tilgang til ”Gaia”. Mens de to førstnævnte tilgange løber ind i begrebslige vanskeligheder er det artiklens bud, at den intellektuelt seriøse figur om Gaia, som Isabelle Stengers (og Bruno Latour) har givet en renæssance, rummer en række konstruktive muligheder for tænkning og handlen i mødet mellem videnskab, mytologi og aktivisme....

11:56 / Antropocæn / Artikler / Seneste artikler
10 Dec

”Antropocæn” er et problematisk begreb med en problematisk etymologi. Det beskriver et sæt af fænomener, som vi kun lige er begyndt at ane sammenhængene imellem. Ikke desto mindre rummer det også potentiale for tværfagligt samarbejde og mellemartslig sameksistens. Det er lykkes ordet at bryde igennem lydmuren mellem naturvidenskab og samfundsvidenskab, mellem videnskab og kunst, mellem universiteterne og medierne. Dermed synes det at tilbyde, hvad ingen andre ord for nuværende kan: at åbne muligheden for en politisk aktuel, empirisk og tværdisciplinær viden om klimaforandringerne som global krise. I seks teser, der vokser ud af et forskningssamarbejde på Aarhus Universitet mellem biologer og antropologer (AURA), forsvarer Nils Bubandt et såkaldt gennemstreget begreb om Antropocæn og argumenterer for, at vi skal bruge det som udgangspunkt til at undersøge en verden, som ingen af os længere kan genkende....

18:19 / Antropocæn / Artikler / Seneste artikler
29 Nov

Er det nødvendigt for at imødegå klimaproblemerne, at mennesket begynder at gå mindre op i sig selv og mere op i det, vi normalt opfatter som det ikke-menneskelige? Det argumenterer Martin Hauberg-Lund Laugesen for i denne artikel, hvor han især henter inspiration fra populærfilosoffen Timothy Morton. Artiklen tager afsæt i det, Hauberg-Lund kalder for "det antropocæne paradoks", som han sætter ind i en bredere kontekst ved at koble det sammen med eksistentialistisk tænkning og forslag til radikal, politisk forandring. Sidstnævnte koges ind til parolen: "Arter på hele planeten, foren jer!"....

13:49 / Antropocæn / Artikler / Seneste artikler
20 Nov

I denne artikel tilfører Torsten Bøgh Thomsen en litterær stemme til temaet om Antropocæn. Det sker igennem en læsning af Nanna-Storr Hansens digtsamling Mimosa fra 2018, som i år er nomineret til Montanas litteraturpris. Digtene læses ud fra, hvordan de forbinder personlige sansninger med overpersonlige klimakriseperspektiver, som sættes sammen med et økofeministisk og socialt orienteret perspektiv. Der argumenteres for, at digtene også indeholder metapoetiske overvejelser om sprog og litteratur, hvilket munder ud i en pointering af økopoesiens risiko for at ende i forudsigeligheder – et forhold som Mimosa virtoust-vrængende og eftertænksomt undgår....

13:36 / Antropocæn / Artikler / Seneste artikler
09 Nov

I denne naturvidenskabelige, men letlæste artikel fra år 2000 introducerer Paul Crutzen og Eugene F. Stoermer begrebet "Antropocæn". Teksten har derfor været banebrydende inden for forskningsverden, da den som en af de første angiver konkrete beviser for, at mennesket er blevet en planetforandrende kraft. Crutzen og Stoermer forbinder her en historisk og naturvidenskabelig udlægning af Antropocæn med en bestemmelse af, hvordan vi bør tackle situationen. Ifølge dem bør vi sætte absolut tillid til videnskaben og informationssamfundets evne til at udvikle teknologiske løsninger. Artiklen er oversat af Kristoffer Willert....

14:54 / Antropocæn / Artikler / Seneste artikler
06 Sep

I forbindelse med udgivelsen af interviewet med den italienske filosof og psykoanalytiker Umberto Galimberti, udfolder tekstens oversætter, Jens Viggo Olavi Nielsen, det filosofiske udgangspunkt bag Galimbertis tanker om ungdommen og nihilismen. I artiklen tager Nielsen livtag med Galimbertis samfundsdiagnose og sætter den i relation til den danske ungdom, ligesom han peger på en række forskelle mellem den pessimisme, han mener der hersker blandt de unge i Danmark og i Italien....

09:00 / Artikler / Artikler uden for tema / Seneste artikler
04 Sep

Turbulens bringer her en dansk oversættelse af et interview med den italienske filosof og psykoanalytiker Umberto Galimberti. I interviewet reflekterer Galimberti over det, han ser som en nihilistisk samfundstendens, der er blevet båret frem af en italiensk ungdomsgeneration, som i lyset af stadig mere usikre økonomiske vilkår og mangel på politisk medindflydelse, har mistet livsgnisten og håbet på en bedre fremtid....

09:00 / Artikler / Artikler uden for tema / Interviews / Seneste artikler
01 Aug

Det er ikke en helt ualmindelig antagelse, at politik er noget, som den almindelige borger kun har ringe indflydelse på. Gennem en idéhistorisk udlægning af begivenhederne i årene omkring den russiske Oktoberrevolution udfordrer Mikkel Flohr og Benjamin Ask Popp-Madsen denne forestilling. I denne anden af to artikler vil de bruge dette som grundlag for at lave en politisk teori om rådsdemokrati med folkets egenbestemmelse som sit omdrejningspunkt....

14:20 / Artikler / Arven fra Oktoberrevolutionen / Seneste artikler
29 Jul

Det er ikke en helt ualmindelig antagelse, at politik er noget, som den almindelige borger kun har ringe indflydelse på. Gennem en idéhistorisk udlægning af begivenhederne i årene omkring den russiske Oktoberrevolution udfordrer Mikkel Flohr og Benjamin Ask Popp-Madsen denne forestilling. I denne første af to artikler vil de bruge dette som grundlag for at lave en politisk teori om rådsdemokrati med folkets egenbestemmelse som sit omdrejningspunkt....

16:27 / Artikler / Arven fra Oktoberrevolutionen / Seneste artikler
16 Jul

Hvad betyder det når politiske begivenheder bliver anvendt som et værktøj til at fremme politiske formål igennem bestemte historiske narrativer? Dette spørgsmål stiller arkivar og historiker ved Arbejdermuseet, Jesper Jørgensen, i denne artikel, hvor han sætter fokus på, hvordan forskellige udlægninger af den russiske Oktoberrevolution i den danske offentlighed historisk og aktuelt er blevet brugt til at fremme bestemte politiske agendaer....

22:46 / Artikler / Arven fra Oktoberrevolutionen / Seneste artikler
13 Apr

Uanset om man vurderer den epistemiske krise, som vi aktuelt befinder os i, som et nyt eller et accelereret fænomen, har diagnosen af det postfaktuelle samfund bidraget til at gøre opmærksom på en række problemstillinger omkring den måde vi som samfund håndterer viden og fakta. I denne artikel kvalificerer David Budtz Pedersen, Andreas Brøgger Jensen, Jacob Lauge Thomassen og Rolf Hvidtfeldt, hvad de mener der kendetegner den nuværende videns- og autoritetskrise, samtidig med at de kommer med en række forslag til, hvordan tilliden til eksperter og myndigheder på længere sigt kan genoprettes....

08:55 / Artikler / Seneste artikler / Viden og fakta i en offentlighed under forandring
23 Mar

Konspirationsteorier er virkningsfulde og fascinerende fortællinger om, at intet er som det ser ud, og at vi ikke kan stole på magthaverne, som bevidst fører os bag lyset. I den forstand udtrykker de et for demokratiet helt centralt krav om at forholde sig kritisk og at have mod til at betjene os af vores egen forstand. Men gennem de seneste år er begrebet 'konspirationsteori' blevet vanskeligere at have med at gøre, fordi det på den ene side er blevet et skældsord, som man kan hæfte på sine politiske modstandere, men på den anden side også er blevet synonym med at turde være i opposition. I denne artikel undersøger Rikke Alberg Peters de mekanismer, der er på spil i begrebets anvendelse i den offentlige diskurs, og fremsætter nogle bud på, hvad vi egentlig stiller op med dette kulturelle fænomen, som tilsyneladende er kommet for at blive....

08:37 / Artikler / Seneste artikler / Viden og fakta i en offentlighed under forandring
16 Mar

En demokratisk offentlighed sættes almindeligvis lig med en informeret og reflekteret offentlighed. Men spørgsmålet er, hvordan en sådan overhovedet er mulig i en verden, hvor alene benævnelsen af USA’s 45. præsident, Donald J. Trump, kan få enhver fornuftig diskussion til at bevæge sig ud ad en tangent? Med den tyske oplysningsfilosof Immanuel Kant i den ene hånd og den britiske satiriker John Oliver i den anden argumenterer Lars Lodberg i denne artikel for, at en oplyst, demokratisk debat først og fremmest er betinget af, at vi i fællesskab gør brug af vores almindelige sunde fornuft....

11:03 / Artikler / Seneste artikler / Viden og fakta i en offentlighed under forandring
09 Mar

I denne artikel introducerer Henrik Skov Nielsen til fiktionalitetsteori, som et sæt grundantagelser, der kan bruges som udgangspunkt for at diskutere forskellige former for fake news. I artiklen skelner han mellem fake news som fiktion og bedrag, og argumenterer for, at de af væsen er særdeles forskellige, og at spørgsmålet om fiktionalitet først og fremmest er relevant for førstnævnte. Henrik Skov Nielsen analyserer en række eksempler af hver type, før han til sidst skitserer nogle mulige implikationer og perspektiver, og argumenterer for en bredere sammenhæng mellem fiktionalitet og oplysning. ...

08:00 / Artikler / Seneste artikler / Viden og fakta i en offentlighed under forandring
02 Mar

Siden det amerikanske præsidentvalg i 2016 er ‘fake news’ blevet et stadigt mere benyttet begreb i analyser og diskussioner af især den politiske nyhedsdækning. Men på trods af fake news-begrebets popularitet er der langt fra enighed om, hvad begrebet præcist betyder. I denne artikel skitserer Carsten Fogh Nielsen derfor tre forskellige betydninger af fake news, som han mener er relevante at skelne imellem: for det første propagandistisk, ideologisk fake news, for det andet satirisk fake news, og endelig fake news som et retorisk redskab i den politiske og offentlige debat. ...

10:00 / Artikler / Seneste artikler / Viden og fakta i en offentlighed under forandring
23 Feb

Udtrykket ’alternative fakta’ refererer ikke kun til en uheldig bemærkning på vegne af præsident Trumps administration. Tværtimod argumenterer Mikkel Thorup i denne artikel for, at der i dybere forstand kan aflæses nogle væsentlige udviklinger og forskydninger med og gennem begrebet, særligt hvad angår tre forhold: for det første omkring politikkens almene karakter udspændt mellem ubestemmelighed og lukning; for det andet omkring de konfliktlinjer der kendetegner aktuel politik, og endelig omkring den offentlige debats nye stærke aktører. Tilsammen giver alternative fakta derfor mulighed for at diagnosticere vores samtid som en intensiveret og generaliseret kamp om begrebsmagten....

09:30 / Artikler / Seneste artikler / Viden og fakta i en offentlighed under forandring
03 Jan

Artikel af Hans Hauge: Det borgerlige universitet, som 68’erne gik til angreb på, var slet ikke borgerligt, men derimod i udpræget grad aristokratisk. I dag er åndsaristokratiet fjernet fra universitetet – der må ikke længere tænkes uden faktura. Universitetet er nu endeligt blevet borgerligt, altså nyttigt. Hans Hauge giver her en historisk og kritisk gennemgang af universitetets omvæltende udvikling og spørger retorisk: Lå “Fra tanke til faktura” i kim i studenteroprøret?...

19:00 / Artikler / Kognitiv Kapitalisme / Seneste artikler
27 Nov

Linjen mellem nord og syd i EU er mere tydelig end nogensinde. Bag ‘hjælpepakkerne’ fra de rige i Nord til de fattige i Syd ligger en imperialistisk og neoliberal dagsorden. Den enes nød bliver den andens brød. Sådan lyder det fra Stathis Kouvelakis, politisk teoretiker og medlem af det græske venstreorienterede parti, SYRIZA. Ønsker man et brud med den neoliberale dagsorden, må landene bryde med euroen og samtidig konfrontere selve EU. Ét er i hvert fald sikkert ifølge Kouvelakis: Det såkaldte ‘europæiske projekt’ er eurokrisens sikre dødsoffer. ...

10:05 / Artikler / Kriser / Seneste artikler
26 Oct

I anledning af DR's programserie "Historien om Danmark" har ph.d. i filosofi Kasper Lysemose skrevet en filosofisk-litterær artikel, der præsenterer et uddrag af et foredrag fra en tværvidenskabelig konference afholdt på Københavns Universitet, hvor spørgsmålet om mytens og litteraturens betydning for dannelsen af fællesskab blev behandlet. Lysemoses hovedpointe er, at fællesskaber ikke bliver til gennem mytens fortælling, men gennem fortællingen af myten – og at myten lever af at tildække netop denne forskel. Hermed iværksætter myten den totalitet, som litteraturen er forstyrrelsen af. Men spørgsmålet er, om en sådan forstyrrelse overhovedet er mulig, og i så fald hvordan?...

10:35 / Artikler / Artikler uden for tema / Seneste artikler
16 Mar

Den 4. marts 2017 deltog Turbulens på Dansk Filosofisk Selskabs årsmøde, hvor vi inviterede til en paneldebat om forskningsformidling og dannelse. Panelet bestod af filosofferne Carsten Fogh Nielsen og Jan Faye, sociolog og repræsentant for forskerkollektivet UTOPIA, Anders Blok og Peter Hyldgård, udviklingschef på videnskab.dk. Har forskerne et ansvar for almen dannelse, eller skal de koncentrere sig om den akademiske vidensproduktion? Er kravet om formidling en spændetrøje eller et oplysningens middel? Hvilke former kan og bør formidlingen tage? Det var nogle af de spørgsmål, Turbulens havde lagt op til. Vi bringer her et sammendrag med et udvalg at temaer, der kom til at dominere debatten. ...

11:50 / Artikler / Artikler uden for tema / Interviews / Seneste artikler
25 Feb

Cand.jur. Kirstine Nordentoft Mose sætter, med en retsfilosofisk analyse, fokus på opfattelsen af territoriale og juridiske grænser i primært EU. Hun påpeger, at de juridiske grænser i dag er både ustabile og uklare, og at grænser i stadigt højere grad må forstås som zoner for kontrol der spreder sig udover territoriet. Rammerne for individets fri bevægelighed stammer, ifølge Mose, fra en ambition om varernes fri bevægelighed og cirkulation. Artiklen bygger på Moses speciale fra 2016. ...

15:11 / Artikler / Artikler uden for tema / Seneste artikler
25 Feb

Filosof og lektor Oliver Kauffmann, rejser, med sit fokus på implicit læring, en kritik af det omdiskuterede begreb “synlig læring”, som uddannelsespolitisk har vundet vid udbredelse. Ved teoretiske og empiriske eksempler, argumenterer han for, at meget, af det vi lærer, foregår udenom bevidstheden, hvilket vanskeliggør den forsøgt styrede læring....

15:10 / Artikler / Artikler uden for tema / Seneste artikler
09 Jun

Søren Schack Andersen, forskningsassistent og cand.mag. i filosofi, præsenterer i artiklen, med et særligt fokus på de menneskelignende \'sociale robotter\', nogle etiske problemstillinger, der må adresseres indenfor robot - og androideforskning. Hvordan reagerer vi følelsesmæssigt på robotten? Og hvor går grænsen for produktion og anvendelse? ...

00:00 / Artikler / Moral og etik / Seneste artikler
27 May

I stedet for at tale om flygtningekrisen som en ufravigelig moralsk udfordring vælger vor tids politikere i udbredt grad at karakterisere situationen syd for vores grænser som et uheldigt moralsk dilemma af sikkerhedspolitisk karakter: Hvis ikke vi stopper immigrationen mod Europa, vil vores økonomiske og socialpolitiske strukturer kollapse. Denne portrættering er et overkarikeret narrativ. Ser vi tallene efter i sømmene, vil vi erfare, at vi ikke skal øge bistanden og opholdstilladelserne væsentligt for at leve op til vores moralske forpligtigelser. Den manglende flygtningehjælp forklares derfor bedst med, hvad man kan karakterisere som en kronisk moral-politisk krise i vores demokratiske samfund....

00:00 / Artikler / Moral og etik / Seneste artikler
13 May

I denne artikel foretager Carsten Fogh Nielsen, adjunkt i pædagogisk filosofi, en filosofihistorisk afklaring af begreberne "moral" og "etik". Artiklen er den første i vores tema af samme navn, og kan bruges som et afsæt for de mere konkrete etisk-moralske problemstillinger, temaet i kommende artikler vil tage op. Artiklen kan også bidrage til en afklaring omkring de forskellige forståelser af moral og etik, der har gjort sig gældende, og som fortsat kan være en kilde til uenighed og misforståelser. ...

00:01 / Artikler / Moral og etik / Seneste artikler
21 Jun

Artikel af Søren Riishøj. Ungarns premierminister Viktor Orbán bragte sig på kant med store dele af det internationale samfund, da han i 2014 fremlagde sin vision om et ‘illiberalt’ demokrati – en politisk model, som, forklarede han, i langt højere grad end det liberale demokrati er i stand til at sikre nationalstater velstand og fremgang. I denne artikel skitserer lektor emeritus ved Syddansk Universitet Søren Riishøj de vigtigste begivenheder i Orbán-regeringens første 5 år ved magten og diskuterer en lang række eksperters bud på, hvad der kendetegner ‘Orbánismen’ som styreform. ...

00:00 / Artikler / Kapitalisme uden demokrati? / Seneste artikler
19 Jun

Sofie Rosengaard er ph.d.-stipendiat ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, KU, og arbejder på et projekt med arbejdstitlen ‘Pædagogik i en krisetid’. I denne artikel diskuterer hun, hvordan den bølge, der ofte omtales som ‘neoliberaliseringen af velfærdsstaten’, kan have betydning for, hvilken form for demokratisk dannelse, der praktiseres i daginstitutionerne i dag....

00:00 / Artikler / Kapitalisme uden demokrati? / Seneste artikler
19 Jun

Artikel af Tim Holst Celik. Er demokratiet i dets nuværende form en gave eller en forbandelse? Det spørgsmål undersøger ph.d.-stipendiat ved Copenhagen Business School Tim Holst Celik i denne artikel, der nuancerer tidens ensidige demokrati-forherligelse og argumenterer for, at det markedsøkonomisk funderede partidemokrati kun er én mulig variant af demokratisk politik....

00:00 / Artikler / Kapitalisme uden demokrati? / Seneste artikler
19 Jun

Artikel af Curt Sørensen. ‘Demokrati’ er blevet et slags ultimativt slogan for det gode samfund. Men hvad dækker begrebet helt konkret over? I denne artikel diskuterer Curt Sørensen, hvordan demokrati er en omstridt og skrøbelig størrelse, og at udviklingen af det liberale demokrati har en lang og broget forhistorie. Derudover viser han, hvordan definitionen af demokrati langt fra er entydig, og at kampen for demokrati i lige så høj grad har været en kamp om ordets betydningsindhold. ...

00:00 / Artikler / Kapitalisme uden demokrati? / Seneste artikler
17 Feb

For mange er forskning i klimaforandringer lig med naturvidenskabelige undersøgelser af, hvordan mennesket påvirker jordens mangfoldige biologiske liv og delikate meteorologiske kredsløb. Men en stigende interesse for klimaet inden for humanvidenskaberne kan udvide vores perspektiv. I artiklen sporer Mikkel Fugl Eskjær denne udvikling på humaniora, som kan give os en anden indgangsvinkel til menneskenes forhold til klimaet....

00:00 / Artikler / Bæredygtighed / Seneste artikler
01 Dec

Forfatteren Jesper Wung-Sung tager os på en tur ind i sit forfatterskab i et møde med de litterære forbilleder, der spøger i hans egne værker. Teksten kan samtidig læses som en lang refleksion over, hvad litteraturen kan: \"Jeg ved, at der findes læsere, der læser for at blive underholdt. Det gør jeg ikke. Jeg ved, der er læsere, som finder litteraturen underholdende. Det gør jeg ikke. Jeg synes litteraturen er mangt og meget underlegent, når det handler om at være underholdende. For eksempel fodbold og film. Men som middel til overlevelse – overlevelse gennem dannelse, om man vil – er litteratur overlegen. Jeg læser for at overleve. Og det er så enkelt, at mine litteraturhistoriske valgslægtskaber er med dem, der bedst holder mig i live\". ...

00:00 / Artikler / Litteraturhistorie i praksis / Seneste artikler
01 Dec

Jens Bjerring Hansen tager os med en tur ind i den digitale litteraturhistorie og kigger bl.a. på, hvordan forfattere helt tilbage fra 1700-tallet og forfattere i dag fremstiller og iscenesætter sig selv gennem medierne. Han viser os, hvilket skatkammer af billed- og tekstmateriale, de nye digitale muligheder åbner for os....

00:00 / Artikler / Litteraturhistorie i praksis / Seneste artikler
01 Jul

Verden har ændret sig for den arbejdsløse i de seneste årtier. Men hvad skyldes ændringerne, og hvilken indflydelse har de på både de arbejdsløse og dem i job? Turbulens.net sætter fra i dag og de næste par måneder frem fokus på arbejdsløshed og nye arbejdsformer. Læs lederen her....

00:00 / Arbejdsløshed og nye arbejdsformer / Artikler / Seneste artikler
24 Jun

Tyskland fremstår lige nu som klare dagsordensættere i Europa. Ofte roses de tyske Hartz-reformer som den hårde men nødvendige kur, der har stillet Tyskland i en position med et fleksibelt arbejdsmarked og lav arbejdsløshed. I dette essay undersøger Jon Lystlund Halkjær og Mads Peter Klindt indholdet af disse arbejdsmarkedsreformer, der umiddelbart har forringet vilkårerne for de arbejdsløse betydligt. Er Hartz-reformerne virkelig svaret på den tyske succes? ...

00:00 / Arbejdsløshed og nye arbejdsformer / Artikler / Seneste artikler
03 Jun

I det postindustrielle samfund, langt væk fra samlebåndets rutiner, har begrebet kreativitet fået en større og større rolle i såvel samfundsøkonomi og arbejdsliv. I dette essay ser Jan Løhmann Stephensen på det kreative arbejdes potentialer i forhold til at udfri arbejderen af repetetive arbejdsrutiner. Men også på de problematikker som følger med når et varieret arbejdsliv med store muligheder for selvudfoldelse stadig lader en del tilbage at ønske, når det kommer til arbejdsvilkår. ...

00:00 / Arbejdsløshed og nye arbejdsformer / Artikler / Seneste artikler
14 May

I januar trådte en ny reform af kontanthjælpssystemet i kraft – en reform der historisk set er både hård og vidtrækkende. Bemærkelsesværdigt nok er reformen indført uden modstand i den normalt så velfærdsværnende befolkning. Opbakningen kan forklares med, at medierne har leveret en dækning af kontanthjælpsområdet, der både er unuanceret og skæv. Ikke mindst på grund af deres vedholdende referencer til de to kontroversielle kontanthjælpsmodtagere Carina og Robert. Det har skabt et billede af, at kontanthjælpsmodtagerne generelt er kalkulerende, nyttemaksimerende individer uden arbejdsmoral. Noget som kontanthjælpsreformen med dens nyttejob, lavere ydelser og flere sanktioner kan rette op på....

00:00 / Arbejdsløshed og nye arbejdsformer / Artikler / Seneste artikler
28 Apr

Mathias Herup Nielsen sporer i dette essay, en række forandringer i kategoriseringen af kontanthjælpsmodtagere gennem de sidste 15 år. Under dække af at ville øge retssikkerheden og sikre ens regler for alle, har skiftende regeringer, ministerier og kommisioner, forvandlet problemer til udfordringer og fremelsket den ”kunnende” kontanthjælpsmodtager\". Essayet søger at beskrive, hvilke idéer og forestillinger der ligger bag forandringerne. ...

00:00 / Arbejdsløshed og nye arbejdsformer / Artikler / Seneste artikler
17 Feb

Litteraturhistorien er trængt i det danske undervisningssystem. Læsningen af historiske litterære værker fylder mindre og mindre på skoleskemaet på alle klassetrin – lige fra folkeskolen til det, der burde være litteraturens ubetingede højborg, nemlig danskstudiet på landets universiteter. Også her går udviklingen i én retning. Færre og færre studerende vælger i dag at skrive speciale om litteratur skrevet før 1980. Danskfaget er ikke længere primært et klassisk humanistisk fag med fokus på menneskelig og litterær dannelse, men et bredt anvendelsesorienteret kompetencefag. Faget har vundet terræn på andre væsentlige områder, men kaster man et kritisk blik på udviklingen - er det tydeligt, at litteraturhistorien i stigende grad spiller rollen som kuriøst kompendium i stedet for rollen som en af fagets indiskutable hovedrolleindehavere. Et skift, der naturligvis er sket gradvist og ikke længere kan kaldes en nyhed, men som nu er kulmineret til et punkt, der i efteråret fik flere af landets professorer i nordisk litteratur til at skride til handling og danne Projekt Ny Litteraturhistorie....

20:19 / Artikler / Litteraturhistoriens fremtid / Seneste artikler
17 Feb

Er undervisningen i litteraturhistorie blandt gymnasieelever ved at forfalde til et afkrydsningssystem, en ydre staffage og en kedsommelig dogmatik? Og hvordan forholder vi os til, at der på universiteternes danskstudier i dag kun skrives få specialer om emner, der ligger før det moderne gennembrud, ja, endda før 1980? Professor i Litteratur fra Syddansk Universitet Anne-Marie Mai er enig i, at litteraturhistorien er trængt, men plæderer for, at man i stedet for at se det udvidede danskfag som en trussel mod litteraturhistorien bør kigge på de mange nye muligheder, der er for at gentænke litteraturhistorien på alle niveauer af undervisningen....

20:18 / Artikler / Litteraturhistoriens fremtid / Seneste artikler
17 Feb

Den historiske læsning af litteratur er trængt i det danske undervisningssystem. Professor i Nordisk Litteratur ved Københavns Universitet Johnny Kondrup er en af initiativtagerne bag ’Projekt Ny Litteraturhistorie’. Han fremlægger her nogle nedslående nøgletal fra det sted, der skulle være litteraturhistoriens stærkeste bastion: danskuddannelserne på de danske universiteter. I forlængelse af tallene peger han på nogle af de udfordringer, som litteraturhistorieundervisningen står over for, og på nødvendigheden af at fastholde det historisk fremmede som dannelseselement. ...

00:00 / Artikler / Litteraturhistoriens fremtid / Seneste artikler
17 Feb

Siden 60’erne er indtruffet en accelererende af-historisering af de litterære fag og af danskundervisningen på alle niveauer: tab af historisk bevidsthed, også som symbolsk fællesgods, og af kronologisk sans for kulturhistoriens epoker. Klassedelingen mellem en højtuddannet mandarinklasse og flertallet af ’kulturelle analfabeter’ er både et undervisnings- og et samfundsproblem. Professor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet Hans Hertel reflekterer her over en række væsentlige årsager til misèren og peger, inspireret af amerikaneren Martha Nussbaum, på humaniora og litteraturen som en ny vej til ’udvikling af det demokratiske og globale medborgerskab’. ...

00:00 / Artikler / Litteraturhistoriens fremtid / Seneste artikler
17 Feb

Hvilken kurs udstikker de gennem tiderne talrige bekendtgørelser for danskundervisningen i gymnasiet? Lektor og dr. phil Peter Michael Lauritzen tager her et vue hen over bekendtgørelserne for danskfaget i gymnasiet fra 1961-2013 og viser os i hvor høj grad de politiske klimaskifte har påvirket danskfagets udformning, fra 70ernes marxisme og emancipering af subjektet, over Schlüters 80er-konservatisme og frem til 2005-reformen, der for alvor cementerede kompetencetænkningens ankomst....

00:00 / Artikler / Litteraturhistoriens fremtid / Seneste artikler
17 Feb

Forfatteren Ole Dalgaard, der bl.a. har gendigtet litterære sværvægtere som Shakespeare, Cervantes og Goethe for nutidens mere utålmodige læsere, står bag projektet ’Bærbar dansk litteraturs historie’. Her kaster han et nyt blik på værker, der på den ene side hviler på og forholder sig til eksisterende litteratur og på den anden tilføjer den gamle litteratur ny betydning og originalitet i skabelsen af et selvstændigt, fiktivt univers, et nyt kontinent eller en genopfundet verden. Ideen er at indkredse nogle få lysende litterære værker og deres indbyrdes samspil og se på værkernes vekselvirkning med tidernes skiftende verdensbillede, livsfølelse og tanker....

00:00 / Artikler / Litteraturhistoriens fremtid / Seneste artikler
17 Feb

I dag er litteraturhistorien faldet i kurs – og det både samfundsmæssigt og som paradigme i danskfaget. En gentænkning af litteraturhistorien må derfor både kunne svare på, hvad samfundet skal med litteraturhistorien – og hvad der skal få de studerende til at engagere sig i den. Inspireret af 70ernes fagkritik plæderer dr. phil og lektor i nordisk litteratur på Aarhus Universitet Per Stounbjerg for en traditionsrevision, hvor de studerende i højere grad inddrages i et ligeværdigt arbejde med at genskrive litteraturhistorien som et åbent, dynamisk konfliktfelt frem for et bjerg af færdig viden. For gøres litteraturhistorien levende rummer den et socialt dannelsespotentiale, der ruster de studerende til at orientere sig i som medborgere i en globaliseret og medialiseret verden....

00:00 / Artikler / Litteraturhistoriens fremtid / Seneste artikler
17 Feb

Folkeskolen er for alle – og folkeskolens litteraturhistorie er for alle! Men hvis teksterne ikke blot skal ende som Kanonføde – gælder det også om at finde nye og utraditionelle veje, der letter adgangen til den ældre litteratur. Sådan lyder det fra formanden for Dansklærerforeningens folkeskolesektion, Jens Raahauge, der kaster et blik på de barrierer, litteraturundervisningen står over for i nutidens folkeskole – særligt set i lyset af, at danskfaget netop er blevet skåret med 40 % i timetal i den nye læreruddannelseslov, og at faget kan se frem mod en stadig større atomisering som følge af undervisningsminister Christine Antorinis politik om en forenkling af Fælles Mål – en politik, der har til hensigt, at alt skal kunne evalueres for at kunne passe ind i nutidens politiske målsætninger om evidensforskning og standardisering. Udfordringer er der nok af. ...

00:00 / Artikler / Litteraturhistoriens fremtid / Seneste artikler
17 Feb

I de gamle arabiske 1001 nats eventyr fortæller den smukke Scheherazade hver nat et nyt eventyr til underholdning for den grusomme sultan. Han har nemlig den usympatiske vane at lade sine koner halshugge, én for én, efter først at have tilbragt bryllupsnatten med dem. Men da turen kommer til Scheherazade, begynder hun at digte; nat efter nat fortæller hun et nyt eventyr og udsætter dermed gang på gang det fatale endeligt. For den skrækkelige sultan skulle jo nødigt gå glip af fortsættelsen. Professorerne i nordisk litteratur Johnny Kondrup og Ivy York Möller-Christensen stiller spørgsmålet: Hvad er det nu, historier kan, og hvad er det, som altid har fascineret mennesker? ...

00:00 / Artikler / Litteraturhistoriens fremtid / Seneste artikler
27 Nov

I denne artikel retter Steen Nepper Larsen et kritisk blik på den kommende læreruddannelsesreform. Reformen sætter læreren som omdrejningspunkt og ansvarshavende for opfyldelsen af en mangfoldighed af, ofte modsatrettede, rationaler. Alt imens lærerrollen således overophedes, er lærerne selv på paradoksal vis ’underophedet’ når det kommer til inddragelse i reformprocessen....

00:00 / Artikler / Artikler uden for tema / Seneste artikler
28 Oct

Krisen i Grækenland har været en dramaforestilling med politikerne, økonomer og eksperter på rollelisten, og den nu tidligere premierminister George Papandreou i hovedrollen som Samson Agonistes. I den ulige kamp mod Trojkaen rev han det græske samfund med i sit fald, da han overgav sig. Alt imens denne tragedie er blevet opført, er fokus blevet fjernet fra de sociale og politiske problemer. Turbulens.net bringer her et uddrag fra juraprofessor Costas Douzainas’ seneste bog, \'Philosophy and Resistance in the Crisis\'....

00:00 / Artikler / Kriser / Seneste artikler
28 Oct

Forestillinger og åbenbaringer om verdens undergang og en efterfølgende installering af en ny verden kan spores i dele af den moderne politiske tænkning. Cand.mag. i Filosofi Philip Martinussen sætter fokus på det apokalyptiske tankegods hos den slovenske filosof Slavoj Žižek, den tyske samfundsdebattør Thilo Sarrazin og den amerikanske historiker og politiske kommentator Robert Kagan, der bl.a. er blevet læst og refereret til af Barack Obama....

00:00 / Artikler / Kriser / Seneste artikler
09 Sep

Vi har altid kendt til sygdomme af forskellig slags og har ligeledes altid prøvet at både overleve og bekæmpe dem. Den moderne medicinske videnskab giver os i høj grad mulighed for at bekæmpe sygdom ved at manipulere biologien. Dog udøves største-delen af epidemi-bekæmpelsen - både tidligere og idag - ikke ved at rokere rundt på naturens byggeklodser. Fortrinsvis består bestræbelser på at imødegå epidemier af ændringer i vores adfærdsmønstre, af forhåndsregler der tages og begrænsninger der sættes for vores færden. Når vi kommer til denne erkendelse er det oplagt at spørge: Er det biologien der manipulerer os? Som den anden tekst i vores tema om kriser, bringer vi her et uddrag fra filosoffen Anders Fogh Jensens bog \"Epidemos\" fra 2012. I teksten analyserer Fogh Jensen de forskellige måder epidemier og den særlige form for trussel de udgør, modellerer de samfund som må håndtere dem. ...

00:00 / Artikler / Kriser / Seneste artikler
27 Aug

Lars-Henrik Schmidt er ikke alene grundlægger og skaber af ‘det socialanalytiske perspektiv’, men hans akademiske liv afspejler desuden et stykke bemærkelsesværdigt dansk intellektuel historie, som spænder over 1970’ernes marxistiske og kritiske skoler, 80’ernes nietzscheanske forsøg på at forvalte kritikken anderledes og 90’erne og 00’erne, hvor pædagogik og dannelse udgør en intellektuel kamplads. I anledning af Lars-Henrik Schmidt 60års fødselsdag – og 25året for socialanalytikkens opkomst – er det oplagt at kigge tilbage på en afgørende periode i dansk intellektuel historie og en af dens frontfigurer. Socialanalytikkens opkomst og historie refererer i den forstand ikke til et overstået kapitel, tværtimod identificerer og fremskriver den socialteoretiske problemstillinger, som vi først nu er i stand til at se....

00:00 / Artikler / Artikler uden for tema / Seneste artikler
17 Oct

Medarbejdere vil i fremtiden også kunne arbejde, mens de sover. Virksomheder tilbyder snart deres ansatte interne kurser i ‘lucid dreaming’. Disse giver mulighed for, at man i sine drømme bliver bevidst om, at man drømmer og således kan manipulere dem. Det skal nu udnyttes. Management-teknologernes våde drøm. Frihedens sidste bastion, sengens søvn, koloniseres nu af erhvervslivet, og den kognitive kapitalisme planter sit flag i drømmenes bløde muld. Denne tekst er en optegning af dette mulige nært forestående dystopiske skræmmescenario....

00:00 / Artikler / Artikler uden for tema / Seneste artikler
17 Oct

Litteraten Lars Kiilerich Laustsen fra forskningsnetværket Gnosis undersøger samspillet mellem litterære klassikere og samtidig selviscenesættelse. Med afsæt i de sidste par års blæst omkring den tidligere hjerneforsker Milena Penkowa, der den 7. august foreløbigt kulminerede med en rapport fra det internationale forskerpanel, afdækkes og spores de samme symptomer hos Blixen, Kafka og Grass. Litteraturen og fiktionen har en seismografisk fornemmelse for samtidens virkelighed og Lars Kiilerich Laustsen giver her sit bud på, hvordan man skal aflæse den...

00:00 / Artikler / Artikler uden for tema / Seneste artikler
17 Oct

Undervisningsministeriets store forandringsprojekt Ny Nordisk Skole har til formål, at forankre fremtidig uddannelsesmæssigudvikling i en nyfortolkning af traditionelle nordiske lærings- og dannelsestraditioner. Søren Christensen og Jens Erik Kristensen undersøger og reflekterer her over projektets luftighed og hvad vi kan forvente os af det nye udspil. Er det en ny konkurrencestatspædagogik gennem traditionsbesindelse? ...

00:00 / Artikler / Artikler uden for tema / Seneste artikler
18 Apr

Dokumenter, synliggør og evaluer. Vi møder dokumentationskravene på stort set alle samfundsniveauer. De skal efter sigende føre til bedre kvalitet i virkelighedens praksis. Men det er ikke altid så ligetil, for når noget synliggøres, bliver noget andet usynligt, og dokumentationskravene risikerer at skabe pseudovirkeligheder. Ane Qvortrup og Dion Rüsselbæk Hansen analyserer synliggørelses-tendensen, som den udfolder sig i uddannelsessektoren og påpeger blinde pletter....

00:00 / Artikler / Artikler uden for tema / Seneste artikler
18 Apr

Hvorfor har højrepopulistiske ledere så godt fat i det såkaldte folkedyb? Fordi de er karismatiske ledere, lyder svaret som oftest. Men hvori består denne karisma? Med udgangspunkt i den idehistoriske overgang fra det romantiske folkebegreb til det moderne begreb om massen, analyserer Søren Christensen sig frem til en bestemmelse af den populistiske karisma. En bestemmelse, som han efterfølgende udfolder i detaljer - bl.a. gennem en sammenlignende analyse af Pia Kjærsgaard og Mogens Glistrups tandsæt....

00:00 / Artikler / Artikler uden for tema / Seneste artikler
16 Mar

ARTIKEL: Avantgardens død spøger stadig i alskens afskygninger inden for nutidens kunst og kunstkritik. Tabet af den store utopi er blevet en lænke om benet på samtidskunsten, der forsøger at kompensere for dette tab enten ved at legitimere sig selv gennem en kritisk attitude eller ved at referere til avantgarden som inspirationskilde. Men kunsten må vriste sig fri af disse forventninger og agere kritik på egne og nye præmisser....

00:00 / Artikler / Artikler uden for tema / Seneste artikler
17 Feb

Artikel af Martin Fuglsang: I mødet med den kognitive kapitalisme kommer det klassiske kritikbegreb til kort. De humanistiske begreber og idealer, kritikken var funderet i, er i dag indfoldet i kapitalismen og udgør de begreber, hvorigennem den moderne medarbejder ledes og leder sig selv. Martin Fuglsang tegner konturerne af et nyt kritikbegreb, der er på højde med sin tid. ...

00:00 / Artikler / Artikler uden for tema / Seneste artikler
18 Jan

Artikel: I løbet af de seneste årtier har oplevelsesøkonomien bevæget sig mere og mere i retning af den såkaldte affektive økonomi. Rationalet bag den affektive økonomi bygger på at udtrykke og bekræfte køberens identitet – en af grundtankerne er, at investeringen af personlige relationer i forhold til varen overskygger selve brugsværdien af produktet. Build-A-Bear (B-A-B) Workshoppen er et illustrativt eksempel på...

00:00 / Artikler / Artikler uden for tema / Seneste artikler
01 May

Artikel af Thomas Lodrup Hjort: Gennem en række historiske nedslag giver Thomas Lopdrup Hjort et overblik over, hvorledes begreberne værdi, arbejde og ledelse har indtaget forskellige konstellationer, forskydninger og transformationer igennem historien. Hjort følger udviklingen fra handelskapitalismens merkantalisme i det 16. århundrede, over den industrielle kapitalisme og frem til dagens kognitive kapitalisme, hvor værdi nu synes at blive skabt alle steder og hele tiden. ...

00:00 / Artikler / Kognitiv Kapitalisme / Seneste artikler
01 May

Artikel af Mikkel Thorup og Christian Olaf Christiansen: Oprindeligt var managementtænkningen rettet mod driften af private virksomheder, men den har efterhånden fået en voksende indflydelse uden for dens egentlige område. Den er i dag blevet til en dominerende og generel tankeform, idet den ofte – ikke helt uproblematisk – hæves op til samtidig at udgøre en totalforståelse af samfundet. Christian Olaf Christiansen og Mikkel Thorup stiller skarpt på det problematiske i dens enorme udbredelse, og analyserer, hvorledes de klare ideologiske træk ved managementtænkningen udfolder sig i dens litteratur. Ifølge Christiansen og Thorup sker der samtidig en managerialisering af det politiske område, da politikken i dag i høj grad låner forståelseskompetencer og begreber fra managementtænkningen, hvorved det politiske sprog erstattes af et teknisk og grundlæggende apolitisk vokabular....

00:00 / Artikler / Kognitiv Kapitalisme / Seneste artikler
01 May

Artikel af Lars Axel Pedersen: Med den franske økonom Yann Moulier-Boutangs vision om pollensamfundet sættes viden – og ikke mindst vores forståelse af vidensarbejderen – i et nyt lys. Lars Axel Pedersen analyserer, med Marx under den ene arm og Lyotard under den anden, forestillingen om de fritsvævende og altbestøvende vidensarbejdere, der klarer sig selv og gratis leverer uanede positive eksternaliteter til kapitalen og samfundet. Men drømmen kan selvfølgelig ikke baseres på rene eksternaliteter alene. Der er som bekendt no such thing as a free lunch, og selv en vidensarbejder må have noget at internalisere i sin mave. ...

00:00 / Artikler / Kognitiv Kapitalisme / Seneste artikler
01 May

Artikel af Lars René Petersen: Socialøkonomiske virksomheder som Proremus og Specialisterne, der beskæftiger henholdsvis sindslidende og autister, eller en virksomhed som Dugnad, som arbejder med stofbrugere på Vesterbro, er ikke enkeltstående tilfælde. Ifølge Lars René Petersen er de udtryk for en tendens og eksempler på en ny, rivende udvikling inden for socialøkonomisk iværksætteri. I dag er alt fra kommuner til politikere, iværksættere og medier bevidste om, at den socialøkonomiske virksomhedsform kan noget helt særligt i udviklingen af velfærdsstaten. Men hvad kan den, og hvilken udvikling er det, vi ser? ...

00:00 / Artikler / Kognitiv Kapitalisme / Seneste artikler
01 May

Artikel af Lars Hulgård: Hulgård giver en kort og præcis introduktion til Turbulens.nets interview med nobelpristager Muhammad Yunus og hans begreb om den sociale virksomhed, som kan læses på de efterfølgende sider. Hulgård pointerer forskellen på Yunus’ vision og erhvervslivets velkendte tiltag i retning af CSR (Corporate Social Responsibility), Triple Bottom Line og andre lignende forsøg på at forene profit og social ansvarlighed. Yunus vil mere end det. Der er nemlig behov for at udvikle og supplere kapitalismen, som vi kender den, da den endnu kun er et halvt udviklet system. ...

00:00 / Artikler / Kognitiv Kapitalisme / Seneste artikler
01 May

Statements: Kvæler copyright-lovene den kreative proces, sikrer de kunstneren frihed over sit værk, stopper de gement tyveri eller hindrer de udvikling i den tredje verden? Skal lovene reformeres og i så fald hvordan? Turbulens.net har bedt musikere, pladeindustrien, kunst- og kulturformidleren og udviklingschefen om at give deres syn på den intellektuelle ophavsret, dens virke og fremtid....

00:00 / Artikler / Kognitiv Kapitalisme / Seneste artikler
07 Apr

Artikel af Stig Grøntved Larsen: I dag har kampen om den intellektuelle ophavsret udviklet sig til en gordisk knude præget af mange modstridende holdninger og interesser. Men ifølge Stig Grøntved Larsen skal man ikke kigge langt mod nord for at finde et inspirerende og tiltrængt indspark i debatten om ophavsret og rettigheder. Inden for den samiske tradition er det musiske fænomen yoiken en populær sangpraksis, der ikke lader sig stadfæste til et skabende kunstnersubjekt og dermed synliggør en fundamentalt anderledes måde at begribe den intellektuelle produktion og ophavsret på. ...

00:00 / Artikler / Kognitiv Kapitalisme / Seneste artikler
01 May

Interview med Klaus Lindgaard Høyer: Historisk set har udviklingen af det kapitalistiske marked skabt en skarp adskillelse mellem personer og ting. Denne distinktion gør os ude af stand til moralsk at kapere handel med menneskeligt arvemateriale, som hverken er det ene eller det andet. Adjunkt Claus Højer, institut for sundhedsvidenskab, Københavns Universitet fortæller i interviewet, hvordan spørgsmålet om ejerskab af cellerne og det menneskelige arvemateriale i virkeligheden viser, at også etik er en form for regulering af samfundet. En regulering, som finder sted netop i diskussionerne om eksempelvis patent på stamceller. Høyer forklarer også, hvorfor han ikke ser patentdiskussionen inden for stamcelleforskningen som en glidebane, selvom der kan være nok så meget brug for at flytte fokus fra netop patent- og ejerskabsdiskussionen til en debat om, hvad patenterne betyder, og for hvem....

00:00 / Artikler / Liv, Krop og Teknologi 1
01 May

Artikel af Lars Thorup Larsen: Er det i bioteknologien selv, vi skal finde kernen i problemet om politiseringen og kapitaliseringen af det biologiske liv – dets arvemasse, organer etc.? Eller forudsætter en nuanceret forståelse af bioteknologien snarere et historisk blik på den rationalitet, som siden oplysningstiden på forskellig vis har forbundet økonomi, politik og befolkning? Er kapitalismen med hjælp fra teknologien blevet biopolitik eller har kapitalisme altid været biopolitik? Disse spørgsmål diskuterer Lars Thorup Larsen, adjunkt, Ph.d. ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, i denne artikel ved at opstille en teoretisk forbindelse mellem biopolitik og økonomi med udgangspunkt i Foucault. Dermed fremsættes tesen, at den moderne økonomiske rationalitet altid har været biopolitisk. Artiklen tager afsæt i en kritik af de seneste års brug og misbrug af biopolitik-begrebet. Det er, hævdes det, ofte blevet misforstået enten på grund af en alt for teknologicentreret tilgang (Nikolas Rose) eller en for statscentreret tilgang (Giorgio Agamben), som fraskriver biopolitikken dens økonomiske kerne. Med udgangspunkt i Foucaults udvikling af begrebet i en forelæsningsrække fra 1979, Biopolitikkens fødsel, argumenteres for, at nøglen til en forståelse af biopolitikken skal søges i befolkningsbegrebet, som ifølge Foucault bliver det væsentlige omdrejningspunkt, der forbinder biologi, politisk økonomi og liberalisme i det 18. århundrede. Dermed bliver det også tydeligt, hvordan den økonomiske liberalisme, idet den betragter forholdet mellem markedet og befolkningens selvregulering ud fra et princip om rigdomsmaksimering, repræsenterer en biopolitisk regeringsform....

00:00 / Artikler / Liv, Krop og Teknologi 1 / Seneste artikler
01 May

Anmeldelse af Kristian Høyer Toft: Håbets Teknologi - samfundsvidenskabelige perspektiver på stamcelleforskningen i Danmark er titlen på den bog som BioCampus - et af Københavns Universitets fire tværfaglige satsningsområder-lancerede i begyndelsen af året. Bogen belyser stamcelleforskningen ud fra et tværfagligt, samfundsvidenskabeligt perspektiv og undersøger stamcelleforskningens introduktion og etablering i Danmark. I følgende anmeldelse af bogen diskuterer Kristian Høyer Toft de metodiske præmisser som artiklerne i bogen operer med, nemlig de sociologisk orienterede Science and Technology Studies (STS). Høyer Toft konkluderer at STS perspektivet på stamcelleforskningen kan være både frugtbart og begrænsende. Fx er det oplysende, at det ifølge ’Håbets Teknologi’ kan være vanskeligt at beskrive stamceller neutralt, fordi fortolkningen af stamceller er knyttet til bestemte interesser og aktører. Ikke desto mindre har det ifølge Høyer Toft en række filosofiske konsekvenser at acceptere denne form for konstruktivisme, og Høyer anbefaler derfor en række ’rettesnore’ for STS-metoden....

00:00 / Artikler / Liv, Krop og Teknologi 1 / Seneste artikler
01 May

I nærværende artikel er Francis Fukuyama, professor i international politisk økonomi ved John Hopkins School of Advanced International Studies, blevet bedt om at beskrive verdens farligste ide. Fukuyama frygter, at den eksplosive udvikling indenfor eksempelvis bioteknologi udgør en trussel mod den menneskelige essens - og dermed mod de grundlæggende lighedsidealer, som det vestlige, liberale demokrati bygger på. Fukuyama udnævner derfor det tankesæt, der legitimerer den rasende udvikling, nemlig transhumanismen, til verdens farligste ideer. ...

00:00 / Artikler / Liv, Krop og Teknologi 1 / Seneste artikler
01 May

Nick Bostrom, direktør for Future of Humanity Institute ved Oxford University, giver her svar på den kritik, Francis Fukuyama retter mod transhumanismen. Bostrom problematiserer bl.a. Fukuyamas påstande om, at mennesket har en essens, at denne essens er forudsætningen for, at mennesket kan kræve lige rettigheder, og at transhumanismen vil ødelægge denne essens ved at relativere den....

00:00 / Artikler / Liv, Krop og Teknologi 1 / Seneste artikler
01 May

Artikel af Thomas Søbirk Petersen: Nutidens dopingbekæmpelse er præget af for meget vanetænkning og teknologiforskrækkelse. Forestillingen om at præstationsfremmende stoffer er principielt uforenelige med sportens verden og stiller sig kritisk overfor det moralbegreb, som World Anti-Doping Agency’s (WADA) forbudsliste repræsenterer, bør udfordres. Lovliggøres præsentationsfremmende stoffer og metoder, såsom EPO, betablokkere og intravenøst drop, vil det på sigt have to signifikante fordele. Dels vil eliteidrætsudøvernes kunne forbedre deres sundhedsmæssige tilstand, dels vil en sådan lovliggørelse have en social effekt, da mulighederne for at udøve sport på lige vilkår vil blive større. Derimod er det et problem, at eliteudøvere, som konsekvens af den stramme lovgivning, ikke har de samme rettigheder som personer, der ikke udøver sport på eliteplan, og som har fri adgang til en række forbudte stoffer fx betablokkere og hormontilskud. På et generelt plan knytter artiklen an til en diskussion om, at den foranderlighed, som kroppen undergår i andre sammenhænge vha. nye teknologier, ikke finder sted inden for sporten, der bør være langt bedre til at omfavne de muligheder, som de teknologiske landvindinger og den medicinske udvikling giver....

00:00 / Artikler / Liv, Krop og Teknologi 1 / Seneste artikler
01 May

Artikel af Inger Kryger Pedersen: Denne tekst tager kritisk udgangspunkt i tematikkens tekst af Thomas Søbirk. Inge Kryger Pedersen, der er lektor ved Sociologisk Institut, KU, argumenterer for, at doping ikke bare er snyd men simpelthen korrumperer sporten som system. For sport har hverken noget med kunst og underholdning eller sundhed at gøre, men er sit helt eget system, der har indbygget såvel et ligheds- som et forskelsprincip, hvor lige parter skal dyste med henblik på at finde en forskel, der ikke umiddelbart kan forklares. Det system, og dermed sporten, ødelægger brugen af doping....

00:00 / Artikler / Liv, Krop og Teknologi 1 / Seneste artikler
01 May

Genmæle af Thomas Søbirk Petersen: Søbirk Petersen svarer igen på Inge Krygers Pedersens kritik af \"No Dope, No Hope\". Søbirk har fem indvendinger til Krygers kritik i \"Sportens spil handler ikke om sundhed\". Søbirk retter afslutningsvist en kritisk kommentar til Inge Kryger Petersens eget bud på hvorfor EPO korrumperer sporten og bør forblive på forbudslisten. Inge Kryger Pedersen er lektor ved Sociologisk Institut, KU mens Thomas Søbirk Petersen er adjunkt, Ph.d. i moralfilosofi ved afdelingen for Filosofi og Videnskabsteori ved RUC. ...

00:00 / Artikler / Liv, Krop og Teknologi 1 / Seneste artikler
01 May

Artikel af Niels Brügger: Når forholdet mellem krop og teknik sættes i forbindelse med fremmedgørelse og forfald, sker det ofte ud fra en klassisk forestilling om kroppen som en autonom og lukket størrelse. Imidlertid bliver det mere og mere vanskeligt at begrebsliggøre, hvor krop og teknik adskiller sig fra hinanden. Med udgangspunkt i Marcell Mauss, Marshall McLuhan og Paul Virilio opstiller Niels Brügger, der er lektor ved Institut for informations- og medievidenskab, Aarhus Universitet, tre scenarier, der nuancerer og sammentænker forholdet mellem krop og teknik. For det første kan kroppen betragtes som teknik i sig selv, idet bevægelser og kropsfunktioner udgør tekniske redskaber. For det andet kan teknikken anskues som en naturlig forlængelse af og protese på kroppens ydre funktioner, og omvendt kan teknikken trænge helt ind i kroppen og fungere indefra, som protese for kroppens indre organer. I dette perspektiv problematiseres ideerne om den teknologiske fremmedgørelse og det kropslige forfald, fordi der sættes spørgsmålstegn ved en naturlig og umiddelbar kropslighed. ...

00:00 / Artikler / Liv, Krop og Teknologi 1 / Seneste artikler
01 May

Artikel af Gert Balling: Her inviteres du med på en tour de force igennem historiens forskellige begreber om henholdsvis mennesket og teknikken. Gert Balling belyser disse begrebers udviklingshistorie og deres indbyrdes relationer ud fra to klassisk forskellige perspektiver - det humanistiske og det naturvidenskabelige - med deres to forskellige formål: Nemlig naturvidenskabens kamp for at kortlægge og operationalisere naturen til glæde for menneskeheden, og humanisternes kamp for at udbedre det vakuum, der opstår mellem natur og operationaliseret natur - mellem menneske og teknik. Spørgsmålet er selvfølgelig hvilket menneske, der er centrum for disse bestræbelser. Operationaliseringen har nemlig affødt et nyt menneskebillede...

00:00 / Artikler / Liv, Krop og Teknologi 1 / Seneste artikler
01 May

Indledende artikel af Ulrik Ekman: I den udvidede virkelighed, man møder i nutidens digitale kultur og projekter i informationskunst, er det vanskeligt, hvis ikke umuligt, at distingvere klart mellem forskellige korporealiteter (fysiske, mekaniske, kemiske, biologiske, psykiske, bevidste, forstående, intelligente, rationelle), ligesom grænserne for human kropslighed synes overmåde svære at få øje på. Dette tidsskriftsnummer retter sig mod en udforskning af (post)human kropslighed som problemstilling for en epoke karakteriseret ved udvidet virkelighed og informationsteknologisk allestedsnærvær. Artikelbidragene sigter specielt mod en fint differentieret behandling af denne problemstilling i forhold til mulighederne for menneskeligt kropslig æstetisk erfaring af den samtidskunst, der aktivt og eksplorativt involverer nye medier, digitalitet og IT. Leder af Ulrik Ekman: Artiklerne forfølger spørgsmålet om menneskelig krop og kropslighed i en bred vifte af mediekunstformer i informationskulturen i dag – fra installationskunst over arkitektur, video, mobiltelefoni, computerspil, reklamer, sportsmediering og wearable computing til kunstigt liv. Denne introduktion søger specifikt at artikulere og udfolde kompleksiteten i den helt aktuelle forskningsmæssige debat om posthuman kropslighed, som udgør den bredere kontekst for de følgende artiklers behandling af vigtige facetter af en korporeal medieæstetik af i dag....

00:00 / Artikler / Liv, krop og teknologi 2 / Seneste artikler
01 May

Artikel af Arild Fetveit: Digitaliseringen av audiovisuelle medier, har understøtte en postproduksjonsestetikk og muliggjort grenseoverskridende estetiske former, ikke minst med hensyn til spatiotemporal fleksibilitet og representasjon av menneskekroppen. Dette diskuteres i dette bidraget med utgangspunkt i Chris Cunninghams video til Portisheads Only You (1997), og Cunninghams eget videoprosjekt Rubber Johnny (2005). Mens videoen til Only You iscenesetter en postindustriell humanisme i sin måte å figurere kroppen, presser Rubber Johnny opp mot sansenes grenser og en posthumanisme som stiller spørsmål om hva det menneskelige er....

00:00 / Artikler / Liv, krop og teknologi 2 / Seneste artikler
01 May

Artikel af Bent Fausig: Artiklen undersøger hverdagsæstetikkens forestillinger om teknologi, nærmere bestemt en tv-reklame for en mobiltelefon fra Nokia. Nokias slogan er, som bekendt: ”Nokia – connecting people”. Hvilken funktion tilskrives denne succes-teknologi via billeder, narrativer, lyde, interaktioner og affekter? Mobiltelefonen og dens digitale kamera vises som en teknologi, der kan skabe et originalt menneskeligt tilstedevær og en speciel interaktion. Mediet, teknologien, er en nødvendig hjælper for at komme til denne originale og tabte humanitet. ’Uden teknologien ingen særegen humanitet’ er profetien. Denne personifikation eller antropomorfisering er vigtig for brandingen af den ny teknologi. Teknologien bliver betragtet som skaber af en teknotranscendens mod en mere kvalificeret humanitet, som er i kontakt med fundamentale humane værdier som intuition, fantasi og sansning. Det drejer sig i alle tilfælde om kvaliteter som teknologien og industrialiseringen er blevet kritiseret for at have taget væk fra den menneskelige eksistens. Det, teknologien har taget væk, kommer nu tilbage via ny teknologi som en nødvendig hjælper til en bedre humanitet. Teknologien peger mod en glemt præ-human og ikke mod den så ofte nævnte post-humane tilstand, er konklusionen. ...

00:00 / Artikler / Liv, krop og teknologi 2 / Seneste artikler
01 May

Artikel af Anne Ring: Bidraget diskuterer, hvilken rolle videoinstallationen har spillet i de seneste årtiers radikale receptionsæstetiske omstillinger inden for samtidskunsten i almindelighed og installationskunsten i særdeleshed. I fokus for diskussionen står beskuerens krop og spørgsmålet om på hvilke måder videoinstallationer kan involvere kroppen og siges at appellere til kroppens sensorium på andre måder end klassiske billedmedier som maleri og fotografi. Der argumenteres for at videoinstallation opererer med en ’posthuman’ krops- og subjektopfattelse, og at den deltager i udviklingen af nye multisensoriske receptionsformer lige fra genrens undfangelse i 1960’erne. I forlængelse heraf påvises det, at videoinstallationer kan invitere til en vifte af forskellige receptionsformer, hvoraf artiklen særligt koncentrerer sig om at redegøre for tre: navigation, immersion og interaktion....

00:00 / Artikler / Liv, krop og teknologi 2 / Seneste artikler
01 May

Artikel af Kjetil Sandvik: Jeg krummer mig sammen, drejer om min egen akse, satser og springer halvanden meter op i i luften, spinder rundt og med et voldsomt halvcirkelspark sender jeg min modstander i gulvet. Egentlig er det kun min kickbokser-karakter i Tekken 5 som foretager denne akrobatiske handling; selv har jeg kun trykket på et par knapper og vrikket lidt med en styrepind. Men mine muskler værker og jeg er lettere forpustet… Kropsligheden findes på mange niveauer i computerspil - fra den computermedierede fysik, der ligger i at føle sig forbundet til spilkarakteren, over det taktile i mødet med spillets interface, til overskridelsen af skærmens rumlige repræsentation gennem anvendelse af surround-sound og samspil med det fysiske rum og spillerens krop. Essayet undersøger disse forskellige niveauer af kropslighed i computerspil, men fokuserer især på det paradoks, der ligger i at avancerede spilkarakterer, som – især i 3D-kampspil – bliver udstyret med en stigende grad af kompleks performativitet og som rummer detaljeret fysiognomi, evne til at udvikle og udføre komplicerede partiturer og koreografier, skal styres gennem relativt simple kommandoer udført via mus, tastatur, controllere: Hvordan konstrueres spillerens oplevelse af tilstedeværelse (telepresence) i spillets computerskabte rum og identifikation med den avatar som han/hun styrer; hvordan skaber disse spil en kropslig oplevelse på tværs spillets simple interfaceoperationer. ...

00:00 / Artikler / Liv, krop og teknologi 2 / Seneste artikler
01 May

Essay af Bo Kampman: Essayet handler om sportens ­ og i særdeleshed fodboldens ­ teknologiske reversibilitetstriumf. Med de moderne massemediers massive indtrængen i sportens virkefelt kan tiden betvinges og, næsten, vendes om. Moderne medier dvæler ved kroppen som en plastisk skønhed, enten i et frossent \"nu\" ­ sekundet før helflugteren lander i netmaskerne ­ eller i den fart og flygtighed, som efterlader beskueren stakåndet tilbage. Sportens post-humane væsen og den medieteknologiske determinisme er intimt sammenkoblede. Essayet er på sporet af den kobling via sondringer i sportskroppens rolle, fodboldens medierede æstetik og fascinationen af virkeligheden som et miks af rå dokumentarisme og glamourøs iscenesættelse. ...

00:00 / Artikler / Liv, krop og teknologi 2 / Seneste artikler
01 May

Artikel af Hanne-Louise Johannesen: De to værker Blur Building af Diller + Scofidio og Underscan af Rafael Lozano-Hemmer, der begge udelukkende eksisterer i kraft af avanceret computerteknologi, er her omdrejningspunktet for en undersøgelse af, hvordan man som ’beboer’ eller ’bruger’ af arkitektur må imødekomme helt anderledes udfordringer. I værkerne er ens tilstedeværelse afgørende for, at der opstår et rum og en arkitektonisk ramme, og rummet reagerer på ens tilstedeværelse. Man må nærmest iklæde sig rummet for at gå på opdagelse i det spektakulære skue, der er rammesat af arkitekterne. Men hvilken oplevelse er på spil og hvad betyder den aktive deltagelse for relationen mellem arkitektur og bruger? Kan vi kaste os ud i fri leg med kontrol over situationen eller bliver arkitekturen omklamrende som tågen i Blur Building?...

00:00 / Artikler / Liv, krop og teknologi 2 / Seneste artikler
01 May

Artikel af Ulrik Ekman: Artiklen præsenterer meksikansk-canadiske Rafael Lozano-Hemmers arbejde inden for performativ og interaktiv mediekunst i sin helhed, både hans projekter i relationel arkitektur og hans installationsmæssige subskulpturer, fra tidlige værker som Surface Tension (1993) over hans gennembrud med Vectorial Elevation i 2000 til den seneste store præsentation af hans oeuvre ved biennalen i Venedig 2008. Igennem artiklens konkrete analyser af Lozano-Hemmers installationsprojekter argumenteres der for, at disse fremstiller en tankevækkende behandling af grænsefladerne mellem menneskelig kropslighed og den nyere informationsteknologi under udvikling navnlig siden årtusindskiftet inden for ubiquitous computing og udvidet eller blandet virkelighed. Lozano-Hemmers arbejde synes her af særlig vigtighed grundet sin fint differentierede tilnærmelse til samspillet i dag i denne kontekst mellem en bevægende, primært taktil sanselighed og en mangfoldigt kompleks, indlejret informationsteknologi. Ikke mindst forekommer Lozano-Hemmers informationskunst provokerende eller medrivende i sin bevægelse henimod en immanent anden- og andethed i humane livsformer, en potentiel in-humanitet eller et indre ydre i menneskelig kropslighed, der berører og bevæger ethvert menneskeligt \'os\' med sin animalske dynamik og energi....

00:00 / Artikler / Liv, krop og teknologi 2 / Seneste artikler
01 Nov

Offentligheden er blevet til mange offentligheder, der fungerer på nye og forskellige måder og forbinder sig på kryds og tværs. Resultatet af disse nyskabelser og sammenkoblinger af offentligheder kan synes uoverskueligt og svært at få greb om. Ikke mindst når dets betydning for måden vores demokrati fungerer på tages med i betragtningen. Det er ikke desto mindre det vi vil forsøge med denne udgave af turbulens.net...

00:01 / Artikler / Nye offentligheder / Seneste artikler
01 Nov

Artikel af Henrik Kaare Nielsen: I denne artikel undersøger Henrik Kaare Nielsen internettets potentiale som et offentlighedsdannende medie, der vil kunne styrke det deliberative demokrati, hvor den enkelte borger deltager aktivt i den almene offentlige meningsdannelse. Det afgørende spørgsmål, der undersøges og belyses, er, hvorvidt internettet lægger op til en selvforståelse og en ageren hos individet som henholdsvis samfundsborger eller forbruger. For at besvare det spørgsmål pointeres det, hvorledes det nye praksisrum, som internettet åbner, på samme måder som alle andre sociale praksisrum er gennemtrængt af det generelle brydningsforhold mellem stat, marked og civilsamfund omkring hvilke principper, der skal være dominerende for handlen og ageren i det pågældende rum. Samme konflikt gør sig gældende i forhold til den form for individuel ageren som selve mediets karakteristika med sine kommunikationsmuligheder lægger op til. Der finder med andre ord en tilspidset kamp sted mellem individet som samfundsborger og individet som forbruger, og kampen udspiller sig såvel på den store samfundsmæssige scene som internt i det enkelte individ....

00:00 / Artikler / Nye offentligheder / Seneste artikler
01 Nov

Artikel af Niels Ole Finnemann: I denne tekst vises det igennem en række konkrete nedslag i medieverdenen, hvorledes internettet har haft stor betydning for det politiske liv. Det belyses bl.a., hvorledes det i dag spiller en stor rolle i forskellige valgkampsstrategier, en stadig større rolle for de gamle mediers strategier og ikke mindst spiller det en betydningsfuld rolle som medie for mange typisk mindre debatmiljøer. Taberen i denne udvikling er den ”fælles” politiske debat om samfundets fælles anliggender, eller rettere størrelsen af det publikum, der overværer elitens indbyrdes diskussion herom i de gamle medier. Denne udvikling udgør ikke et demokratisk tilbageskridt, idet centralisme aldrig har været et mål i sig selv. Det er snarere udtryk for, at den stadigt større veluddannede middelklasse, har tillid til velfærdstaten og overskud til at forfølge deres egne dagsordener. Internettets enorme succes beror netop på, at det er det medie, der bedst modsvarer netop det behov hos den veluddannede middelklasse. ...

00:00 / Artikler / Nye offentligheder / Seneste artikler
01 Nov

Artikel af Jacob Linaa Jensen: Internettet er måske ikke den nye tidsalders revolutionære agent i demokratiets tjeneste, men det indeholder revolutionerende udgivelsesmuligheder; det gør enhver til potentiel udgiver af egne tanker, holdninger eller synspunkter. Denne tendens er med til at gøre det bestandig sværere at skelne mellem offentligt og privat. Med weblogen som eksempel viser artiklen, hvordan det politiske domæne hermed udvides, hvordan det private i stigende grad offentliggøres – og dermed i virkeligheden politiseres. Så er det bare spørgsmålet hvem, der læser, lytter eller kigger med, når den private borger giver sig i kast med sit politiseringsprojekt. Teksten er en bearbejdet og oversat version af Linaas bidrag til Modinets forskningspublikation om nye offentligheder....

00:00 / Artikler / Nye offentligheder / Seneste artikler
01 Nov

Artikel af Thomas Olesen: Den såkaldte Muhammedsag viste med al mulig tydelighed, at medier ikke begår sig indenfor en lukket, national offentlighed. Thomas Olesen benytter i denne artikel sagen til at sætte spot på det, han kalder ”den porøse offentlighed”, som er betegnelsen for den gennemsigtige offentlighed, der påvirkes både udefra og indefra. Offentligheder opererer altid indenfor en kommunikativ infrastruktur, som tidligere var stort set identisk med de traditionelle, top-down, nationale makromedier. I takt med, at decentrale (ofte digitale) bottom-up mikromedier overtager den kommunikative infrastruktur, begynder offentlighedernes nationale rammesætning at smuldre bort. Denne porøsitet forstærkes naturligvis af, at flygtninge og indvandrere i DK via mikromedieret kontakt med ”hjemlandet” bidrager til at øge ekstern indflydelse på den tidligere relativt lukkede, danske offentlighed. Selvom offentlighederne stadig er nationalt definerede (i udgangspunktet), kan man således efterhånden begynde at tale om en ”transnational offentlighed” eller en ”global bevidsthed”. ...

00:00 / Artikler / Nye offentligheder / Seneste artikler
01 Nov

Artikel af Søren Steen Olsen: Politik er i medier og daglig tale noget, der foregår i dertil indrettede institutioner. Nationalt, lokalt og overnationalt. Det vil det også være fremover, men der er en meget interessant udvikling i gang, hvor den formelle politik i stigende grad bliver suppleret og til tider udfordret af nye former for politik, der foregår andre steder. Søren Steen Olsen hævder i denne artikel, at politik er ved at blive til gør-det-selv politik. ...

00:00 / Artikler / Nye offentligheder / Seneste artikler
01 Nov

Artikel af Manuel Castells: Bagtalelse og rygtespredning er blevet den dominerende politiske kunst, hvilket har medført mord på folkevalgte, massive regeringskriser og manglende tillid fra befolkningen. To tredjedele af planetens indbyggere, oplever at de ikke føler sig repræsenteret af deres regeringer. Ifølge Manuel Castells, der har professorater i kommunikation, teknologi og samfund ved universiteter i USA og Spanien, er en ny enestående social kommunikationsform i færd med at opstå. Den er både politisk og et massemedie - men skabes, modtages og erfares individuelt. Disse masseindividuelle kommunikationsformer synes at udgøre en konstruktion af nye politiske former. Det er dog stadig for tidligt at sige, hvor disse leder os hen. ...

00:00 / Artikler / Nye offentligheder / Seneste artikler
01 Nov

Artikel af Vibeke Norman Andersen: Vibeke Normann Andersens tekst er en bearbejdet og oversat version af hendes bidrag til det store forskningsprojekt om nye offentligheder under Modinet.Målet for hendes analyse er den stigende tendens fra de offentlige myndigheders side til at offentliggøre de enkelte serviceinstitutioners præstationsresultater, sådan som vi f.eks. ser det med folkeskolernes gennemsnitskarakterer. Bag denne tendens til åbenhed og gennemsigtighed gemmer, der sig flere rationaler. Et demokratisk rationale går ud på, at man hermed informerer og myndiggører borgerne. Samtidig repræsenterer det en ny styreform, ligesom der introduceres en ny borgermodel, nemlig brugeren eller forbrugeren. ...

00:00 / Artikler / Nye offentligheder / Seneste artikler
01 Nov

Artikel af Anker Brink Lund og Gitte Meyer: I denne tekst forsøges det at vise, at en normativ teori om det medierede demokrati må betragte journalister som professionelle framers og plejere af den offentlige mening og common sense, der gør offentlig brug af interviews, storytelling og praktisk ræsonnement. Ifølge denne tekst er der nemlig ikke nogen automatisk mekanisme ifølge hvilken, magtudøvelse altid udelukker offentligt ræsonnement. Hvis offentligheden overhovedet er blevet en spøgelsesoffentlighed, som det ofte hævdes, skyldes det snarere, at journalistikken har annekteret naturvidenskabens og ingeniørfagets erkendelsesmæssige paradigmer (moderniserede opdateringer af de klassisk græske episteme og techne) og det dertilhørende normative ideal om objektivisme. Journalistikken har altså udviklet en position, der a priori udelukker almindelige menneskers opfattelser af virkeligheden, fraskriver politikeres holdninger som subjektivt spin af særinteresser og generelt hylder de ”objektive” eksperters sagkundskab. Dette er et alvorligt problem for det medierede demokrati, fordi mange politiske problemstillinger slet ikke lader sig forstå af episteme eller techne, men af den praktiske rationalitet, phronesis. Journalister bør med andre ord betjene sig af kløgt og common sense – og ikke læne sig op ad den objektive viden eller videnskab....

00:00 / Artikler / Nye offentligheder / Seneste artikler
01 Nov

Artikel af Christian Koch: Via syv velkendte eksempler fra den danske debat og en tour de force gennem argumentationens filosofi argumenterer Christian Kock for at der er brug for adfærdsregler i den offentlige debat. Alt for ofte tales der bevidst forbi hinanden. Standpunkter fordrejes eller \"opfindes\" ligefrem til skade for såvel sagen som tilhører eller vælger. Derfor må offentlig debat tjene til at belyse de relevante argumenter i en sag. Ikke for at debattørerne selv skal nå frem til en konsensus, hvilket hverken kan eller skal forlanges men derimod for tilhørernes skyld. Reglerne skal altså tjene til sagens oplysning og dermed hjælpe vælgerne til at træffe mere kvalificerede valg....

00:00 / Artikler / Nye offentligheder / Seneste artikler
01 Nov

Artikel af Kerstin Bergendal: Spørgsmålet om billedkunstens rolle i det offentlige rum er stadigt aktuelt. Kerstin Bergendal giver her sine personlige overvejelser til kende, når hun med en særlig poesi fletter refleksioner om det offentlige rum som et operativt rum sammen med forestillinger om det offentlige rum som en æstetisk abstraktion. ...

00:00 / Artikler / Nye offentligheder / Seneste artikler
01 Nov

Artikel af Mikkel Bolt: The Artist Placement Group (APG) opstod i London i 1960`erne. Gruppen forsøgte via en række eksperimenterende praksisser at redefinere kunstnerens rolle indenfor en bredere social kontekst ved at placere \"tilfældige personer\" i virksomheder og offentlige institutioner. Mikkel Bolt beskriver i artiklen APG`s forsøg på at skabe en anden offentlighed hinsides den traditionelle kunstneriske offentlighed. Det viser sig at APG`s mere eller mindre succesfulde forsøg på at indsætte kreativitet i produktionsprocessen er vendt tilbage i det kapitalistiske systems behov for fleksibel produktion og mantraer om autenticitet, netværk og selvstyring. Denne forbindelse mellem 1960`ernes eksperimenterende kunst og kapitalen er derfor et nødvendigt udgangspunkt for formuleringen af et modstandsparadigme, der er på højde med den samtidige situation....

00:00 / Artikler / Nye offentligheder / Seneste artikler
01 Nov

Artikel af Anna Berit Asp Christensen og Anne Marqvardsen: Den ny kompositionsmusiks vilkår og fremtid er et tilbagevendende tema i diskussioner inden for det danske musikmiljø og sammenfattes ofte under den populære overskrift: publikumskrise. Der er bred enighed om værkernes kunstneriske kvaliteter, men Anna Berit Asp Christensen og Anne Marqvardsen argumenterer her for, at den klassiske koncertform – der stadig karakteriserer koncerter i det 21. århundrede – begrænser den nykomponerede kunstmusiks rækkevidde som nutidigt offentligt fællesskab. Muligheder...

00:00 / Artikler / Nye offentligheder / Seneste artikler
01 Jun

Interview med Christian Yde Frostholm, Thorkild Haughøj og Nicolai Knudsen: Litteraturen har, som mange andre kunstformer, fundet vej ud i cyberspace, hvor den er begyndt at mutere i nye genrer, der kan indfanges med begrebet ’netlitteratur’. Turbulens har sat tre eksperter stævne til en diskussion om nye litterære genrer på internettet. Vi har mødt Christian Yde Frostholm, digter og en af grundlæggerne af websitet Afsnit P, og Thorkild Hanghøj og Nicolai Knudsen, forfattere af bogen ”Når nye medier fortæller”. ...

00:00 / Artikler / Internettet / Seneste artikler
01 Jun

Artikel af Andreas Brøgger: Den følgende tekst er et uddrag af en artikel om nettets rolle og betydning i danske kunstsammenhænge fra midt i 1990erne og frem til i dag. Den endelige artikel vil optræde i en antologien Vi elsker din computer, der er under udgivelse på Det kgl. danske Kunstakademi (red. Jacob Lillemose) med tekster af danske og internationale kunstnere og teoretikere om netkunst. ...

00:00 / Artikler / Internettet / Seneste artikler
02 May

I dag synes de intellektuelle at have udspillet deres rolle som sandhedens bannerførere og talerør, men debatten om de intellektuelles ansvar og engagement fortsætter – også her på Turbulens.net, der i maj måned har valgt at fokusere på de intellektuelles rolle og den offentlige debat....

00:01 / Artikler / De Intellektuelle / Seneste artikler
01 Apr

Med denne udgave af Turbulens.net sættes der fokus på to ismer, der oftest tænkes i opposition til hinanden. Den kyniske kapitalistiske maskine, hvori alt omsmeltes og alle forskelle nivelleres til den ene: prisforskellen. Og humanismen, der karakteriserer dels en levemåde, der skal fremme det enkelte menneskes dannelse frem imod det gode, det sande og det skønne, og dels det studium, hvis emne er videnskaben om det menneskeskabte i form af litteratur, sprog, retorik og meget andet godt. Kort sagt pengene eller mennesket som altings målestok....

00:01 / Artikler / Kapitalisme og Humanisme / Seneste artikler
01 Apr

Artikel af Anders Fogh Jensen: Med udgangspunkt i Luc Boltanski og Eve Chiapellos hovedværk om kapitalismen Le nouvel esprit du capitalisme leder Anders Fogh Jensen i det følgende læseren gennem kapitalismens 500 år gamle historie, for her igennem at lede efter nogle af svarene på kapitalismens formidable overlevelsesevne og uomgængelige succes....

00:00 / Artikler / Kapitalisme og Humanisme / Seneste artikler
01 Apr

Universitetets humanistiske fag har gennem de sidste 100 år været præget af tre idealsæt: først Aristokratiets, siden Adornos og nu Arlas. Først skulle humaniora være elitært, kosmopolitisk og unyttigt. Siden skulle det være folkeligt, politisk og kritisk. Og nu skal det være effektivt, nyttigt og underholdende. Hans Hauge viser her, hvordan tanken om det kritiske universitet i dag er anakronistisk, hvordan grundforskning er blevet grundfosning, og hvordan universitetet er blevet et undervisitet - og måske dermed endelig borgerligt....

00:00 / Artikler / Kapitalisme og Humanisme / Seneste artikler
01 Apr

Brandon LaBelle er lydkunstner, kurator og forsker. I denne artikel argumenterer han for, at man ikke kun bør fokusere på de sanselige og æstetiske egenskaber ved lyd, når man diskuterer lydkunst i offentlige rum, men at man i lige så høj grad bør forholde sig til lyds evne til at genere, forstyrre og forarge. Denne evne – som især forstærket lyd besidder – giver lydkunst en særlig intervenerende kraft, der i sidste ende har både individuelt og socialt konstituerende værdi....

00:00 / Artikler / Nye offentligheder / Seneste artikler
01 Apr

Artikel af Mette Kia Krabbe Meyer: Inden for det sidste århundrede har reklamefotografiet optrådt som det ideelle medium til at give varer et selvstændigt liv og camouflere arbejderes kummerlige vilkår. Forbrugere før og nu kan vælge at synke hen i reklamens drømmende fantastik eller åbne det ene øje på klem for den virkelige verden, hvor varen skabes. ...

00:00 / Artikler / Kapitalisme og Humanisme / Seneste artikler
01 Apr

Artikel af Thomas Frank: Frigørelsesmarkedsføringen i 1990erne var vellykket fordi den udgav sig for at være kritisk diskurs. Men en af de mest sejlivede myter i \"Kulturkrigene\" som har foregået i mere end 30 år i USA, er den som siger at ungdommens modkulturer besidder overskridende kræfter. Teksten er på norsk....

00:00 / Artikler / Kapitalisme og Humanisme / Seneste artikler
01 Apr

Artikel af Finn Janning: På trods af de mange fordele ved partnerskabet mellem humanisme og kapitalisme advarer Finn Janning i denne artikel mod en yderligere applicering af den kapitalistiske model på menneskelivet. I takt med den kapitalistiske models fortsatte applicering på livet, udgrænses nemlig nogle af de allermest fundamentale mulighedsbetingelser for udvikling og liv. ...

00:00 / Artikler / Kapitalisme og Humanisme / Seneste artikler
01 Apr

Artikel af Jacob Dahl Rendorff: Den moralske oprustning, man i øjeblikket kan se virksomhederne gennemføre, virker måske overraskende, men skal i virkeligheden ses som en naturlig konsekvens af den sammenhæng, der altid har været mellem økonomi og religion. Jacob Dahl Rendorff viser her, hvorledes betoningen af det religiøse indhold i to af det 20. århundredes væsentligste økonomiske teoridannelser, hhv. Chicago-skolen og Cambridge-skolen, kan give fornuftge forklaringer på virksomhedernes nutidige behov for etisk og moralsk legitimering...

00:00 / Artikler / Kapitalisme og Humanisme / Seneste artikler
01 Jan

"Tyrkiet" er et usandsynligt sprængfarligt ord; ladet som det er med konnotativt materiale. Hele debatten om Tyrkiet samt det væld af problemstillinger, den rejser, sætter Turbulens.net fokus på i dette tema-nummer...

00:01 / Artikler / Seneste artikler / Tyrkiet
01 Jan

Hvordan ser det ud med forestillingen om islam som demokratiets og vest-integrationens værste modstander i Tyrkiet? Ifølge Dietrich Jung må den revideres kraftigt sammen med andre forsimplede forestillinger om forholdet mellem religion, politik og modernisering i Tyrkiet. Jung udfolder en historisk anlagt analyse af Tyrkiets udvikling fra Kemal Atatürks sekulære bestræbelser og op til den i dag førte politik. Herunder gør han op med den gængse dikotomiske tænkning, der postulerer, at mere religion altid er lig med mindre modernitet. Han påviser desuden, at genetableringen af religiøse symboler og religiøs retorik i Tyrkisk politik og offentlighed ikke skal opfattes som et tilbageskridt i forhold til demokrati og europæisering, men som et nødvendigt og legitimt led i landets gradvise moderniseringsproces. Dietrich Jung er politolog med forskningsområde inden for islam og politisk videnskab, ph.d. i politisk videnskab og seniorforsker på DIIS. ...

00:00 / Artikler / Seneste artikler / Tyrkiet
01 Jan

Her bringes et essay om Istanbul set gennem en udvekslingsstuderendes øjne. Med sine studier i moderne tyrkisk litteratur, især i Orhan Pamuks forfatterskab, som bagage begiver stud.mag. Jesper Moll sig ud i Istanbuls modsætningsfyldte byrum. Han beskriver forskellige kendetegnende lokaliteter i Istanbul, gengiver sine personlige oplevelser af byen og præsenterer samtidig et Istanbul set gennem Pamuks romaner, der for hovedparten har denne paradoksernes storby som et betydningsfuldt omdrejningspunkt. Essayet indeholder også betragtninger over Pamuks ny bog om Istanbul og en mindre analyse af hans hovedværk Den sorte bog. ...

00:00 / Artikler / Seneste artikler / Tyrkiet
01 Jan

Interview: Turbulens.net har mødt udstillingsaktuelle Canan Senol. I Canan Senols univers optræder den nøgne krop på uanstændige måder, mens dukker begår seksuelle overgreb og torturofre beskriver hvilke fysiske og psykiske lidelser, de er blevet påført. Denne artikel introducerer Şenols kunst med udgangspunkt i tre kulturelle tabuer, hun ofte beskæftiger sig med: religionens, familiens og retssystemets magt over individet....

00:00 / Artikler / Seneste artikler / Tyrkiet
01 Jan

Erden Kosova er kunstkritiker, kurator og chefredaktør for det Istanbulbaserede magasin om samtidskunst, ”art-ist.” Han skriver Ph.d. om visuel kultur ved Goldsmiths College i London og bor og arbejder i dag i både Istanbul og London. Kosova tilhører den postanarkistiske kreds omkring tidsskriftet ”Siyahi,” og giver her sit bud på en tyrkisk kunsthistorie fra 1960erne til i dag...

00:00 / Artikler / Seneste artikler / Tyrkiet
01 Jan

Tyrkisk kunst er et enestående konglomerat af østlige og vestlige strømninger, religiøse såvel som sekulære, der er blevet blandet sammen igennem flere århundreder. Markus Bogisch er kunsthistoriker og ansat som ekstern lektor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet....

00:00 / Artikler / Seneste artikler / Tyrkiet
01 Oct

Artikel af Martin Fuglsang og Michael Pedersen: Den sociale orden i det moderne arbejdsliv synes i dag at udfolde sig i zoner af uadskillelighed, hvor relationen mellem selvets eksistens og dets arbejde blandes og udveksler træk fra hinanden i en sådan grad, at skellet mellem disse to sfærer synes vanskeligt at bestemme og aftegne. En sådan udveksling medfører, at begreber som forandring, autonomi, selvbestemmelse og frigørelse, som vi normalt har forbundet med et kritikbegreb i dag er indlejret, organiseret og sedimenteret i arbejdet, og derved er blevet dagligdag for den moderne medarbejder. Dette frit flydende essay rejser spørgsmålet om, hvordan en kritisk indstiftelse og bestemmelse må se ud i forhold til denne nye sociale orden, og hvilken praksis en sådan kritik som minimum må forpligte sig på for at være på højde med denne orden....

00:00 / Artikler / Kritik / Seneste artikler
01 Oct

Artikel af Thomas Olesen: Forskere, journalister og aktivister har siden det såkaldte ”Battle in Seattle” i 1999 talt om et nyt og noget diffust fænomen: den globale solidaritets- og retfærdighedsbevægelse. Blandt de vigtigste inspirationskilder for denne bevægelse er de mexicanske zapatister, der satte det demokratiske element i den globale solidaritets- og retfærdighedsbevægelse på dagsordenen. Ved at arrangere interkontinentale møder formåede de at sætte deres lokale og nationale aktiviteter ind i et globalt perspektiv. Men siden den 11. september er den internationale politiske legitimitets vægtning gledet fra det demokratiske over mod et mere sikkerhedspolitisk imperativ. Denne glidning og retfærdighedsbevægelsens diffuse karakter er to af de mest presserende udfordringer den globale protest står overfor i dag. ...

00:00 / Artikler / Kritik / Seneste artikler
01 Jun

Uddrag af Lars-Henrik Schmidts afhandling om Respekten: I dette uddrag kaster Lars-Henrik Schmidt sit socialanalytiske blik på nettets konsekvenser for vores forhold til seksualiteten. Og det har ændret sig radikalt og absolut ikke ubetydeligt. Med nettet har vi med en mere reel realitet at gøre end den gammeldags realitet. Og den gør den gamle realitet rangen stridig. ...

00:00 / Artikler / Internettet / Seneste artikler
01 Jun

Artikel af Lars Qvortrup: Nogle kunstværker er gode, andre er dårlige. Nogle provokerer, andre er ligegyldige. Nogle kommunikerer det, man troede var usigeligt, andre er bare banale. Det gælder også digitale kunstværker, hvad enten de er interaktive eller ej. Men hvornår er et digitalt kunstværk godt eller dårligt? Hvad betyder interaktiviteten? Og hvilken eller hvilke kunsttraditioner bygger den digitale kunst på? Det er de spørgsmål, som nærværende artikel diskuterer. ...

00:00 / Artikler / Internettet / Seneste artikler
01 Jun

Artikel af Anne Sophie Spanner Witze og Minna Major Wright: Som al anden historieskrivning er netkunstens historie en konstruktion, der fremstilles som en enkelt sammenhængende fortælling, der fremhæver visse aspekter ved netkunsten, mens andre nedtones. Denne artikel er derfor ikke en udtømmende kortlægning af netkunstens historie men snarere et rids over netkunstens udvikling, der giver et bud på, hvorfor visse værker og kunstnere har modtaget megen opmærksomhed, mens andre hidtil ikke har. Artiklen forsøger at nuancere den gængse udlægning af netkunstens historie, der til dels er baseret på myter og kunstneriske ’helteskikkelser’. ...

00:00 / Artikler / Internettet / Seneste artikler
01 Jun

Artikel af Heino Holst Hansen og Jacob Holm Øe: Det, der for alvor bliver den innovative udfordring for udviklingen af de digitale medier, er hverken Informationen eller Teknologierne i sig selv, men derimod Kommunikationen. Derfor kan æstetikken, hvis den afbryder sin Tornerosesøvn, indtage en væsentlig rolle i fremtidens teknologiske innovation. ...

00:00 / Artikler / Internettet / Seneste artikler
01 Jun

Artikel af Heino Holst Hansen og Jacob Holm Øe: Innovation er ved at blive en af de mest benyttede fraser i det danske sprog. Specielt når det indgår i sammenhæng med andre buzz words som IKT, højteknologi og vidensamfund, danner det en tilsyneladende uovervindelig cocktail af lyse fremtidsudsigter for Danmark. Spørgsmålet er imidlertid, hvad innovation er, og på hvilke planer Danmarks største innovative ressourcer bør målrettes. Måske er vi i virkeligheden ved at skyde over målet. Ved at sigte en anelse lavere kan vi imidlertid ramme plet og udnytte, at Danmark faktisk altid har været et innovativt samfund. Også inden innovation blev et moderne mantra. Lad os starte med at besøge Japan....

00:00 / Artikler / Internettet / Seneste artikler
01 Jun

Artikel af Stine Gotved: Det tidlige internet var en udfordring til vores kompetencer, både i relation til teknologi og menneskeligt samvær. Måske derfor blev det i høj grad italesat på samme måde som storbyen 100 år tidligere, der grundlæggende gav andre vilkår end hidtil for det levede liv. Men der er faktisk også mange umiddelbare lighedspunkter mellem det urbane og det computermedierede, og der sker konstante betydningsudvekslinger mellem storbyernes stadige forandringer og vores forestillinger om en fremtid gennemsyret af avanceret digital teknologi. Denne artikel beskriver i korte træk bysociologiens grundlag og de senere paralleller til nettets udfordringer, samt diskuterer nutidens sammenvævninger af storbyens kommunikative og materielle infrastruktur. I sidste ende bliver det svært (måske ligefrem meningsløst) at adskille nettet og det urbane, og istedet skal vi sandsynligvis fokusere på forskellige former for netværk samlet under én hat: the cybercity...

00:00 / Artikler / Internettet / Seneste artikler
01 Jun

Artikel af Mehmet Necef: Necef har besøgt forskellige chatrooms og foretaget en række interviews med tyrkiske kvinder og mænd om seksualitet og adfærd på nettet. Der er en del, der tyder på, at kvinder (og mænd), der delvis lever under traditionelle begrænsninger, bruger internettet til at udforske en række nye - og frigørende - muligheder. I den forstand er internettet et vindue til frihed....

00:00 / Artikler / Internettet / Seneste artikler
01 Jun

Artikel af Anne Sophie Spanner Witzke og Minna Major Wright: Netkunsten er i høj grad en kunstform, hvis udøvere og kritikere for den uindviede synes at excellere i uldne termer og udflydende begreber. Der florerer et væld af overlappende kategorier, der bruges til forsøgsvist at indfange og katalogisere den sprælske netkunst, som dog alligevel har det med at undslippe. Som en hjælp til Dem, kære læser, giver vi derfor i det følgende en kort sproglig indføring i netkunstens kaudervælsk, selvom der ikke er tale om fast definerede begreber....

00:00 / Artikler / Internettet / Seneste artikler
01 May

Svar fra Alexander Carnera og Bent Meier Sørensen: Kritikken må være båret af en dobbelt dynamik. Som den ulydige kriger, Kombattanten, der hverken tror på at den skabende virksomhed skal gå restløst op i historien (stat, menneskerettigheder, etc), men heller ikke er en flanerende, postmoderne bajads på barrikaderne. Hans aktivitet må både være båret af en vrede mod det som sker og samtidig en entusiastisk skabende glæde. Carnera og Meier Sørensen svarer Stjernfelt og Thomsen. ...

00:00 / Artikler / De Intellektuelle / Seneste artikler
01 May

Artikel af Marianne Jelved: Symbolpolitikken er stadig ikke til at komme uden om. Og den dækker over tendenser, der er i tiden, og som understøttes af det herskende flertals måde at herske på. Med de små skridts politik fra folkestyre til virksomheden Danmark A/S. Marianne Jelved samler op på folketingsvalget i februar. ...

00:00 / Artikler / De Intellektuelle / Seneste artikler
01 May

Artikel af Poul Ferland: Vi har i dag al mulighed for, globalt, universelt, at træde ud af umyndigheden. Manipulation, propaganda samt materiel undertrykkelse og udbytning af andre lader sig i virkeligheden omtrent afskaffe fra den ene dag til den anden, hvis vi ville. Derfor har Kants rigoristiske påstand, at umyndigheden er selvforskyldt, sin klare berettigelse i dag: Alle skal vide, at der ikke er nogen undskyldning for ikke at give de andre og sig selv de bedst mulige livsbetingelser. ...

00:00 / Artikler / De Intellektuelle
01 May

Artikel af Jørgen Hinsby: Fremtrædende medlemmer af den russiske intelligentsia har gennem tiderne rettet en del bidske angreb mod vestlig kultur, der i denne sammenhæng opfattes som en materiel kultur. Men samtidig indeholder kritikken et korrektiv til den livsstil vi ser udfoldet også i nutidens metropoler. Hvad enten de hedder New York, London, Paris, København eller Moskva. ...

00:00 / Artikler / De Intellektuelle / Seneste artikler
01 May

Artikel af Anders Michelsen: Med udgangspunkt i kunstprojektet Black Shoals diskuteres forholdet mellem kunstigt liv i computere – ”Alife” program-former - og den menneskelige krop. Alife analyseres som kroppe ”in silico”. Det vil sige kroppe, som fremstilles artificielt gennem computermodeller, hvor aspekter af menneskekroppen - organiske strukturer - simuleres og dermed rykker ved vores forståelse af den menneskelige krops singularitet. Alife signalerer et nyt komplekst interface mellem det ukendte og det artificielle som et særligt forhold af fakticitet. Hvilket i videre forstand er et skisma mellem menneskelig kreativitet og teknologi. De former for kompleksitet, der genereres af artefakter, kan ikke tages som verdens kompleksitet, men som et faktum vedrørende denne kompleksitet: de føjer for det første noget til vores modellisering af verden, og de føjer for det andet noget til verden gennem deres fakticitet. Og det er ikke muligt at fremstille en sikker relation mellem disse to tilføjelser....

00:00 / Artikler / Liv, krop og teknologi 2 / Seneste artikler
01 May

Artikel af Lone Koefod: Artiklen undersøger, hvordan parløbet mellem virtualitet og materialitet italesættes i kunstartefakter, der tematiserer og problematiserer computerens og kroppens samspil. I takt med at de digitale teknologier smelter sammen med vores \'virkelige\' verden, opløses modstillingen mellem det virtuelle og det materielle, idet det virtuelle materialiseres, og det materielle får virtuelle egenskaber. Med udgangspunkt i de analyserede kunstartefakter argumenterer Lone Koefoed Hansen for, at vores liv ikke nødvendigvis bliver mere og mere virtuelle, men at teknologien snarere bliver mere og mere materiel, organisk og \'humaniseret\'. ...

00:00 / Artikler / Liv, krop og teknologi 2 / Seneste artikler
01 Apr

Artikel af Finn Janning: Loyalitet er alfa og omega for en organisation. Det mener i hvert fald Finn Janning, der i denne tekst plæderer for, at loyalitet ikke bare er en betingelse for kontinuitet, men også for kreativ skabelse og selve arbejdets mulighedsrum. ...

00:00 / Arbejdsliv / Artikler / Seneste artikler
01 Apr

Artikel af Jørgen Hinsby: Siden midten af 1990´erne er der i Rusland sket en væsentlig vækst i antallet af små og mellem-store virksomheder. Alligevel er denne sektors bidrag til bruttonationalprodukt, innovation og beskæftigelse relativt beskeden i forhold til de fleste af OECDs medlemslande. Dette skyldes i meget høj grad, at det indbyrdes forhold mellem staten og repræsentanterne for de små og mellem-store virksomheder ikke reguleres af et ensartet og sammenhængende system af juridiske regler....

00:00 / Arbejdsliv / Artikler / Seneste artikler
01 Mar

Begivenhederne omkring 9-11 markerer et før og et efter. En lille gruppe terrorister formåede med relativt simple midler at ryste vor gældende tankemønstre og begreber. Men har begivenhederne virkelig ændret vores måde at tænke og handle på? Turbulens.net vil svare ja til det spørgsmål, men med den vigtige tilføjelse, at vi ikke har ændret vores måde at tænke og agere på i forhold til terrorismen nok. ...

00:00 / Artikler / Seneste artikler / Terrorisme
01 Mar

Artikel af Lars Qvortrup: Mange moderne terrorattentater er ikke i nogen specifik forstand politiske. Man tager ikke gidsler og forlanger ikke modydelser. Man udsender ikke sociale manifester. Nej, terroristens diabolske sans for skønhed, hans forkærlighed for minutiøs koordinering og veltilrettelagt iscenesættelse forvandler terrorattentaterne til æstetiske projekter. Det er ikke \"de primitive\" mod \"de civiliserede\", det er æstetisk kraft mod teleologisk rationalitet. ...

00:00 / Artikler / Seneste artikler / Terrorisme
01 Mar

Artikel af Anders Fogh Jensen: Både Windows og krigen mod terror benytter sig af krisens styresystem. I begge tilfælde er undtagelsestilstanden blevet reglen og krisen selve systemets funktionsprincip - de har brug for krisen for at kunne intervenere og få det til at fremstå som en nødvendighed, hvis ikke ligefrem en service. Som sådan er der ikke forskel på krig og Windows. ...

00:00 / Artikler / Seneste artikler / Terrorisme
01 Mar

Artikel af Jørgen Hinsby: Krigsførelsen i Tjetjenien bliver i Rusland hyppigt beskrevet som terroristbekæmpelse. Stramninger i det politiske system og krigens grusomhed finder her sin legitimitet. På denne baggrund har befolkningens opbakning til krigen været stor. I takt med at krigen trækker i langdrag, er denne opbakning dog nu for stærkt nedadgående, men de synspunkter, Sergej Mikhajlov giver udtryk for i sin artikel, vinder stadigvæk stor tilslutning....

00:00 / Artikler / Seneste artikler / Terrorisme
01 Feb

Artikel af Marianne Jelved: Ved ensidigt at fokusere på styrket faglighed i uddannelsesdebatten glemmer man den demokratiske dimension af skolens almene dannelse. Man kan ikke læse sig til en fælles forståelse af, hvad det vil sige at deltage i et samfund med frihed og folkestyre i en global verden. Det er derimod erfaringer der skal gøres af det barn, der bliver borger – og ikke forbruger....

00:00 / Artikler / Dannelse
01 Feb

Artikel af Poul Ferland: ”Vi skal følge med!” Det er den lære, der kan uddrages af Poul Nyrup Rasmussens (PNR) artikel \"Dannelsens ny forbindelse\". Vi – og altså dannelsen – skal i dag først og fremmest følge med globaliseringen. Men hellere et bedre samfund af frie individer end et nyt fællesskab....

00:00 / Artikler / Dannelse / Seneste artikler
01 Jan

Artikel af Jørn Loftager: I følge Jørn Loftager må enhver, der beskæftiger sig med offentlighed og demokrati, nødvendigvis forholde sig til Jürgen Habermas` Borgerlig offentlighed fra 1962, der for længst er blevet en klassiker. Der gives en kortfattet præsentation af værket, hvis væsentligste pointer diskuteres bl.a. under inddragelse af Habermas` senere formulerede korrektioner og præcisioner af sin egen teori. Spørgsmålet, der derefter stilles, er, hvorvidt teoriens kritiske potentiale, dermed udvandes. Igennem konkrete nedslag i den danske politiske offentlighed og debat, viser Loftager, at der stadig er kritisk bid i Habermas` offentlighedsteori. ...

00:00 / Artikler / Nye offentligheder / Seneste artikler
01 Jan

Artikel af Danielle Kuzman: Kort før forhandlingerne om tyrkisk EU medlemskab skulle begynde, nedlagde en domstol i Istanbul forbud mod en konference, der skulle omhandle det armenske spørgsmål. Tyrkerne havde dermed endnu engang selv givet de europæiske modstandere af tyrkisk EU medlemskab vægtige argumenter for at afvise landet. Det er langt fra første gang, vi ser denne signalforvirring fra tyrkisk side. Hvorfor - og hvilket indblik giver sager som denne i tyrkernes holdning til EU medlemskab og i den politiske kultur og dynamik i landet? Daniella Kuzmanovic, antropolog og forsker i tyrkiske indenrigspolitiske forhold herunder i landets relationer til EU, leverer her en aktuel analyse fra Ankara....

00:00 / Artikler / Seneste artikler / Tyrkiet
01 Jan

Af Dan Ringgaard Nordbrandts mangeårige ophold i Tyrkiet har ikke alene sat sit præg på hans poetiske udtryk, men har også givet ham et meget skarpt, kritisk, blik på tyrkiske forhold og ikke mindst på religionens rolle i verden. Dan Ringgaard giver os, gennem analytiske betragtninger, et indblik i Tyrkiets plads i og indflydelse på Nordbrandts digtning. Han afslører blandt andet også, at Nordbrandt absolut ikke er nogen nuance-debattør, og at hans magt- og religionskritik i Dumhedens løvefødder er urimelig og i splid med sig selv, idet ”den anlægger en barnlig eller absurdistisk optik og hævder logisk konsekvens på et brændstof af idiosynkrasier”. Digtene er og bliver Nordbrandts skarpeste og mest effektive politiske våben, fordi de helt anderledes radikalt saboterer konventionerne og henter et nyt sprog. ...

00:00 / Artikler / Seneste artikler / Tyrkiet