23.6.2016
Af Vanessa Bowns Poulsen
I april i år blev der lækket 11,5 mio. filer fra Mossack Fonseca, et af verdens største offshore advokatfirmaer. Lækket afslørede virksomheders og velhavende privates massive udnyttelse af skattely i Panama. Heraf navnet ’Panama Papers’. Blandt de afslørede var også politikere og kendte personer. Jeg har mødt Amnon Lev – lektor på Centre for international law, Conflict and Crisis, Juridisk Fakultet, Københavns Universitet – for at få hans synspunkt på den juridiske og moralske gråzone, som skattely umiddelbart synes at befinde sig i. Ifølge Amnon Lev skal det aktuelle fokus på et velkendt fænomen som skattely tolkes som en konsekvens af den vestlige verdens økonomiske krise, folkets mistillid til eliterne samt de riges tiltagende synlighed. Vi kommer gennem interviewet rundt om de involverede parters moralske og juridiske positioner og ansvar samt det egennyttige menneskesyn, der ifølge Amnon Lev har en ganske stor betydning for lovgivning og samfundsindretning i moderne tid.
Det interessante ved gråzonen
Vil du fortælle lidt om din faglige baggrund og primære forskningsområder?
Jeg har en baggrund inden for filosofi og retsvidenskab, som er de to discipliner, jeg bevæger mig mellem i mit arbejde. Helt overordnet beskæftiger jeg med tænkningens politiske og forfatningsmæssige forudsætninger; hvordan tænkning hænger sammen med bestemte politiske organisationsformer. I de sidste par år har jeg primært interesseret mig for koblingen mellem suverænitet og stat. Tidligere har jeg beskæftiget mig med sammenhængen mellem filosofi og den antikke bystat. I forlængelse af emnet suverænitet arbejder jeg nu med forskellige aspekter af føderalisme og sammenhængen mellem krig og det, man kunne kalde civilkultur eller politisk moral.
Hvorfor er et tema som skattely, og overvejelserne over de juridiske og moralske gråzoner, interessant for dig at diskutere?
Indledningsvis kan der måske være grund til at præcisere, at der juridisk set ikke er tale om en gråzone. Grænsen mellem det tilladte og det ulovlige er – juridisk set – klar, nemlig om hvorvidt man har oplyst, at man bringer midler i skattely eller ej. Når det er sagt, kan jeg godt forstå, at du betegner området som en gråzone. Staterne i den vestlige verden har jo gennem deres lovgivning skabt mulighed for, at man kan udsætte – og dermed, om man vil unddrage sig – den almindelige beskatning. I en vis forstand er forskellen mellem det tilladte og det ulovlige derfor ikke absolut, selvom den er det i juridisk henseende. Hvad angår gråzoner, så er de altid interessante, fordi det ofte er her, tingene sker. Skatteområdet er selvfølgelig et oplagt skæringspunkt for private og offentlige interesser, og derfor en meget interessant gråzone.
Modernitetens intime sammenhæng mellem lovgivning og moral
Hvis vi betragter det historisk, hvordan har sammenhængen mellem den almene moral og lovgivningen så været?
Den måde, magten organiserer sig på i det moderne, dvs. i hvert fald siden det syttende århundrede, handler om afstemning mellem tvangsmagt og politisk moral. Det gælder om at bringe lovgivningens indhold sammen med den almindelige moral. Det vil sige, at loven ideelt set skal befale os at gøre det, vi under alle omstændigheder ville have gjort, hvis vi havde kunnet bestemme selv. Det ligger der forskellige pointer i. For det første en pointe om frihed. Suverænitet, koden til den moderne magt, bygger på en afgivelse af frihed fra den enkelte til bæreren af den suveræne magt. I retlig forstand er vi derfor ufrie, slaver, om man vil. Men suverænitet har altid samtidig hvilet på en kompensationsstrategi, der gik ud på, at vi som subjekter fik mulighed for at indrette os i forhold til magten, så vi følte, at vi er frie.
Den anden pointe er, at den nemmeste måde at styre folk på er at lade dem styre sig selv. Det vil sige, at organiseringen af magten både handler om at muliggøre en oplevelse af frihed og om at muliggøre en styring, som er uproblematisk. Og de to hensyn mødes i dækningen mellem lov og moral.
Kan man argumentere for, at der historisk set var noget, der kom først? Og var det i så fald tvangen eller moralen?
Den udvikling, og den overordnede sammenhæng, jeg påpegede, gælder særligt for det moderne. Her hænger tvangen og moralen intimt sammen. Vi ser i Hobbes’ Leviathan fra 1651, hvordan disse tanker falder på plads. Hvis man skal gå tilbage og se, hvordan det udspiller sig i tidligere epoker, må man se hver epoke for sig selv. For så vidt angår den epoke, vi stadig lever i slutningen af, er det ikke muligt at vise, at et af momenterne – tvang eller moral – går forud. Når det er sagt, er moralen, for Hobbes, en konstant størrelse. Han overtager i det væsentligste en traditionel kristen moral, som han installerer, eller lader komme til udfoldelse, ved at indoptage den i magten.
Hvilken rolle har moralske religiøse forskrifter tidligere spillet for vores lovgivning? Det lyder som om, at det har haft meget stor betydning i begyndelsen af moderne tid, i hvert fald til og med Hobbes.
Ja, religionen har en meget stor betydning for den moderne politiske tænkning, hvilket vi først for alvor er blevet opmærksomme på i de sidste femten-tyve år. Man kan sige, at der sker en kooptering af det religiøse i det moderne. Den tidlige moderne politiske tænkning er ganske vist en sekulariseringstænkning, men det er en tænkning, der stadigvæk har et ben i en verden, hvor Gud er den øverste lovgivende magt. Det, der bliver kendetegnet for det moderne, og for den måde, hvorpå magten organiserer sig i det moderne, er, at magten bliver mimetisk i forhold til det religiøse. Den skal kunne meget af det samme, som den kunne, da Gud var lovgiver, men loven skal formidles gennem suverænen.
Den moderne forestilling om individets egennytte
Hvis vi ser på sammenhængen mellem lov og moral i forhold til den gråzone, som skattely, i hvert fald moralsk set, synes at befinde sig i, kunne det være spændende at betragte det fra forskellige involverede parters perspektiv. Hvad kunne retfærdiggøre formueejernes handling?
De kategorier af mennesker, for hvem det giver mening at bringe midler eller aktiver i skattely, er folk, der har mere end de fleste. Det er formuer, de har opnået på en eller anden måde. Typisk har de enten arvet eller arbejdet sig til formuen. Jeg tror gennemgående, at argumentet ville være, at de i forvejen yder så meget til samfundet, at det ville være uretfærdigt at skære dem over samme læst som andre ved at underkaste dem den samme progressive beskatning, som andre mennesker er underlagt.
Der er forskere, herunder blandt andre sociolog og formueforvalter, Brooke Harrington, der peger på, og finder det meget foruroligende, at der hos formueejerne er en tendens til at ville leve uden for loven, baseret på en idé om, at ”så længe du har penge, gælder loven ikke for dig”. Hun påpeger, hvordan de rige finder sammen i en art lukkede samfund, hvor man omgås de mennesker, der minder om en selv, og hvor man inden for denne særlige kultur kan retfærdiggøre sin indstilling. Hvad tænker du om en sådan tolkning?
I en eller anden forstand handler det for os allesammen om at leve uden for loven. Det er det, vi gerne vil, og det er sådan set netop dét, der er pointen med den moderne magt. Det gælder med andre ord ikke kun for rige mennesker. Det moderne samfund bygger på forestillingen om individets egennytte. Drivkraften i samfundet er individets egennytte, og opgaven for lovgiver har været at finde måder, hvorpå vi kan kanalisere egennytten, så den gavner almenvellet. Det ”naturlige” ud fra denne forestilling om individets egennytte er, at vi søger at maksimere denne. Og det kan vi kun gøre på bekostning af andre.
Det er jo en gammel sociologisk sandhed, at vi søger vore lige, og at vi finder sammen med folk, der er som os, tænker som os, klæder sig som os og opfører sig som os. Jeg er ikke sikker på, at det gælder mere for rige mennesker end for andre.
De riges synlighed og det øgede pres på middelklassen
Kan man argumentere for, at der findes en parallel moral hos den rige elite, men at et sådant fænomen altså gør sig gældende for mange befolkningsgrupper?
Samfundet indeholder en lang række parallelle moralkodekser. Opgaven er at integrere de forskellige modstridende interesser på en sådan måde, at de ikke sætter spørgsmålstegn ved den sociale sammenhængskraft.
Et hyppigt argument er, at folk, der ikke betaler skat, unddrager sig deres forpligtelser. Man mener, at de ikke vil yde på lige fod med andre. Denne lighedstanke vinder frem i takt med demokratiseringen af de vestlige samfund. Tanken optræder hos forskellige aristokratiske, eller måske især hos pseudo-aristokratiske, forfattere. Man finder den f.eks. hos Tocqueville og Nietzsche, som begge kritiserer demokratiet, fordi det dyrker ligheden som en afgud.
Jeg tror imidlertid ikke, at det er den egentlige kerne i diskussionen af skattely. Jeg tror, at det handler om, at et bestemt socialt ækvilibrium ikke længere findes. Vi har kunnet leve med forskellen mellem rig og fattig, også med en forskelsbehandling af rig og fattig, fordi samfundet har kompenseret os, gennem uddannelse og gennem overførselsydelser, så vi har haft en forestilling om, at de rige nok har flere muligheder end os, men at det også for os gik i den rigtige retning.
Det er selvfølgelig i høj grad et spørgsmål om økonomi, men det er også et spørgsmål om, hvordan velstand kommer til udtryk. De rige måtte tidligere ikke vise, at de var rigere end os andre, og derfor kunne vi alle sammen føle os som middelklasse. Vi var klar over, at middelklassen var en meget bred betegnelse, der dækkede over ganske betydelige forskelle, men så længe vi allesammen kunne føle os som middelklasse, gik det alligevel. De kompensationsstrategier fungerer ikke længere. Både i Europa og i USA har middelklassen tabt troen på, at det går den rigtige vej, og pludselig bliver forskellen mellem middelklassen og de rige meget synlig. Vi ser på alle mulige måder, hvordan middelklassen blive presset i forhold til uddannelse, i forhold til forbrug og så videre.
Det er ikke uden betydning, at vi i de seneste år har været vidne til en ekstrem dyrkelse af superrige individer, de såkaldte ’High Net Worth Individuals’. Produktion bliver i højere grad lagt an på sådanne mennesker, fordi middelklassen ikke længere kan fungere som den drivende økonomiske og kulturelle kraft. Når det sker, begynder vi at opleve forskellen mellem rig og fattig som et problem. Der kan måske være grund til at tilføje, at årsagerne til middelklassens krise går meget længere tilbage end den aktuelle økonomiske krise, selvom den har medført, at presset på middelklassen er steget betydeligt
Men derudover hører man jo, at den økonomiske forskel på de rigeste og de fattigste rent faktisk er større i dag, end den var…
Der er en større forskel, men det handler egentlig ikke om, hvor stor forskellen er. Det handler snarere om, hvor synlig den er, og hvordan den opleves.
Sådan noget som skattely er måske et eksempel på usynlig rigdom?
Jeg tror snarere, at interessen for skattely skyldes, at vi er blevet meget optaget af forskellen mellem rig og fattig. Skattely er jo ikke en ny opfindelse, men da vi alle havde en opfattelse af at være rige, var det ikke noget, der optog os på samme måde.
Balancen mellem frit marked og samfundsundergravende adfærd
Kan man argumentere for, at skattely er samfundsundergravende, uafhængigt af, om det udspringer af en almen forestilling om menneskets egennytte?
Det er samfundsundergravende, ja. Men det handler alt sammen om balance, en balance, der måske nu er gået tabt. Det moderne samfund bygger på markedet. Det er markedet, der er drivkraften. Vi har givet individet frit ved at afgrænse et område inden for hvilket, individet kan forfølge sin egeninteresse. Man siger: ”I må gøre, hvad I vil, men I må kun gøre det inden for denne sfære. Så selvfølgelig er det samfundsundergravende ikke at bidrage til fællesskabet. Og det er tilfældet med skattely, at man ikke bidrager til fællesskabet. På den anden side (over)lever samfundet, som organisme, kun, fordi vi giver markedet frit, – det er sådan set uanset, hvordan man politisk tager stilling til markedet – hvilket vil sige, at vi giver plads til, at den enkelte kan forfølge sine egne interesserer og maksimere sin egennytte. Det indebærer en oplagt risiko for, at den enkelte kommer i konflikt med hensynet til det fællesskab, vedkommende er en del af.
Gælder det også for tidspunkter og steder gennem historien, der har været præget af socialisme og kommunisme?
Det er en stor diskussion, men der er ingen tvivl om, at marxismen udfolder sig med liberalismen som forudsætning. Det, Marx forsøger at gøre, er at tænke samfundet ud fra civilsfæren. Det er derfor, at marxismen har så svært ved at formulere et begreb om stat. Den marxistiske tanke, om at staten ville sygne hen og forsvinde med tiden, stammer herfra, fordi marxismen tænker med udgangspunkt i civilsamfundet. Med det udgangspunkt forsøger Marx at tænke samfundet, ikke som marked, men som et kollektivt subjekt, der ikke er drevet af egennytte, men af almenvellet, og hvor almenvellet er potenseret i en sådan grad, at egennytten ikke kan komme til udtryk.
Partsrådgiverens loyalitet over for klienten
Hvis vi anskuer skattely fra rådgivernes perspektiv, hvilke retsfilosofiske eller moralfilosofiske indstillinger ser vi så i spil? Det drejer sig om de her advokater, revisionsfirmaer, private skatterådgivere osv., som er helt bevidste om, hvad de gør og udnytter loven bedst muligt, velvidende at staten snydes for skattepenge.
Rådgiverne indtager strukturelt en position, hvor de i en vis forstand skal bevæge sig på grænsen, for så vidt de både er forpligtet af den almindelige lovgivning og af hensynet til deres klient. Således som vi har indrettet vore samfund, er det nødvendigt, at de indtager en sådan mellemposition. Vi ser det tydeligst i strafferetten i forhold til idéen om, at selv den skyldige har ret til, ikke bare et forsvar, men et forsvar, der er lige så godt, som hvis han var uskyldig. Der må ikke være forskel på den skyldige og den uskyldige i så henseende. Det er et væsentligt moralfilosofisk hensyn, og det opnår vi ved, at vi tillader rådgiveren at fungere som repræsentant for sin klient, snarere end for fællesskabet. Partsrådgiveren skal vandre på en knivsæg. Og når man går på en knivsæg, skal der kun et skridt til, før man træder ved siden af.
Så hvis partsrådgiverne ved, hvordan loven hænger sammen, og hvilke muligheder loven giver, har de i princippet pligt til at rådgive deres klient så godt som muligt ud fra dennes interesser?
Det bliver de nødt til. Man kan sige, at det først er, når juristen ved, hvordan man omgår loven, at han eller hun har forstået den fuldt ud. Men igen kan der være grund til at understrege, at grænsen mellem det lovlige og ulovlige ofte vil være ganske klar.
Gør det spørgsmålet, om hvorvidt handlingen er moralsk eller ej, irrelevant?
Det er en del af juristens faglighed ikke at foretage en moralsk vurdering af loven eller handlingen. Juristens opgave i denne arbejdsdeling er at rådgive sin klient.
Kan juristen dermed frasige sig ethvert moralsk ansvar?
Den enkelte jurist eller rådgiver kan selvfølgelig ikke frasige et ansvar, men som samfundsmæssigt problem er det igen et spørgsmål om balance og omfang. Vi tillader jurister og advokater, som profession, at udøve en sådan rådgivning, men vi tillader ikke, når det bliver en generel tendens. Det er ikke et problem, at der findes enkelte brodne kar. Problemet opstår, når en hel profession pludselig har fingrene nede kagedåsen. Vi så det med selskabstømmersagerne, som involverede hele advokat- og revisorbranchen, med meget få undtagelser. Det er med andre ord ikke noget nyt.
Hvis det moderne samfund bygger på den forestilling, vi finder hos Hobbes, om menneskets egennytte, kan den samfundsundergravende handling, som skattely synes at være, dermed undskyldes som et udslag af menneskets væsen?
Jeg ved ikke, om den kan undskyldes. Men det, der er naturligt, og som i en vis forstand ikke kan være anderledes, oplever vi ikke på samme måde som angribeligt. Så i den forstand er det en undskyldning. Lad mig lige indskyde, at Hobbes i virkeligheden er en noget mere kompliceret forfatter. Han anerkender, at moralen findes, og han anerkender også, at den forpligter. Men den forpligter kun internt. Det traditionelle billede af Hobbes er en karikatur, selvom man også må medgive, at han i meget høj grad selv er ansvarlig for, at eftertiden har fået det billede af ham.
Befolkningens aktuelle mistillid til eliterne
Befolkningerne er involveret i skattely på den måde, at de ikke får gavn af de mange skattekroner. Hvilke reaktioner har det skabt i den danske befolkning, og hvad kan reaktionerne fortælle os om opfattelsen af sammenhæng mellem lov og moral?
Reaktionerne kommer jo i kølvandet på, og er måske også forårsaget af, en generel mistillid til eliterne. Vi har set bevægelsen ’Occupy Wall Street’, som også har været aktiv i Europa, for eksempel i England. Også i Danmark har det givet efterdønninger. Forestillingen om ’the one percent’ – som i virkeligheden måske er en promille – over for os andre 99 procent, er også tanker, der har tag i den danske befolkning. For mig at se er det blot endnu et led i en kæde, der handler om en udpræget mistillid til eliterne. Og en forestilling om, at man ikke længere er repræsenteret.
En forestilling, der så bliver bekræftet, når der kommer en afsløring som Panama-papirerne?
I et vist omfang vidste vi det jo selvfølgelig godt. Men det bekræfter en opfattelse af, at der er ”dem” og ”os”, og at vi, som befolkning, står uden for systemet, og at vores interesser ikke bliver hørt. Vi kommer derved til at betragte magten som illegitim, fordi den ikke afspejler vore værdier.
Tror du, det gør en forskel for folk, at der med Panama-papirerne er kommet ansigter på de skyldige, fremfor da de var anonyme? Og gør det en forskel for vores reaktion, at vi ved, at det er Putin eller en kendt sportsstjerne osv., det drejer sig om?
Det gør det nemmere at sælge aviser, at man kan sætte billeder af ti kendte mennesker på forsiden og skrive: ”De rige lægger deres penge i skatteskjul”. I islandsk politik er det ikke uden betydning, at en politiker bliver tvunget til at træde tilbage. I England er det ikke uden betydning, at Camerons mor måske har været lidt kreativ i forhold til penge, der er overført til ham. Det kan gribe ind i det daglige politiske liv og bære ved til et bål, der brænder allerede. Jeg tror ikke, det betyder meget mere end det.
I en DR-dokumentar om skattely fra 2013 fortælles der under et filmklip, at de førende industrilande forsøger at bekæmpe muligheden for skattely. I klippet spadserer Merkel, Cameron og Putin side om side. Nu er der afsløringer, der viser, at nogle af dem selv sandsynligvis er, eller har været, involveret. Hvordan kan vi i lyset af disse afsløringer forstå de juridiske muligheder for udnyttelse af skattely?
Det er et interessant spørgsmål, fordi det knytter an til forholdet mellem magtudøvelse og symbolsk repræsentation af magten, tanken om kongens to kroppe, som Kantorowicz skrev om. Kongen er en ideel størrelse og samtidig bærer af den suveræne magt. Han er både en fysisk person og en repræsentation af fællesskabets enhed. Det er oprindeligt derfor, vi siger: ”Kongen er død. Kongen leve!”. Kongen er ganske vist død. Den fysiske person, der var bærer af den suveræne magt, er død, men kongen som institution kan ikke dø.
Denne sondring mellem kongens to kroppe er helt central for det moderne. Men for at det skal fungere, må vi ikke kunne se den fysiske person, der tjener som fikspunkt for repræsentationen. Vi må i hvert fald ikke kunne se for meget af ham. Kongen som fysisk person skal træde tilbage og så vidt muligt være dækket af repræsentationen. Det gælder også for magten i et samfund som vores, hvor kongen – dronningen – ikke udøver magten. Det gælder stadig, at indehaveren af magten skal træde tilbage og placere sig bag ved repræsentationen. Kun sådan er magten legitim. Det, der sker, når vi opdager, at f.eks. Cameron har været kreativ i forvaltningen af sin formue, er, at vi får øje på personen bag repræsentationen, og derfor kan vi ikke opretholde forestillingen om, at han eller hun er en fuldstændig repræsentant for det almene.
Den moderne statsleder står i et dilemma. Han eller hun skal være en person, som vi skal kunne forholde os til, men må ikke blive for meget privatperson. Vi må ikke kunne se alle de ting, der faktisk foregår. For så kan vi ikke længere tro på, at vedkommende repræsenterer det almene.
Kunne det, ud fra den analyse, betragtes som et alment vilkår, at man gør noget andet som privatperson, end det, man som politiker, er fortaler for?
Det bliver man nødt til. Det skal bare ikke blive for synligt.
Kunne man forestille sig, at afsløringerne af skattely vil spille en rolle i forhold til befolkningens tillid til demokratiet?
Nu er skatteområdet jo i forvejen meget betændt i Danmark. Man kan næsten ikke forestille sig en offentlig institution, der har et dårligere renommé end SKAT. Jeg tror, at der er en almindelig udbredt harme, og at afsløringerne blot vil bære ved det til det bål. Om det har nogen større betydning, er jeg ikke så sikker på.
Kunne afsløringerne efter din mening neddæmpe den almene pligtfølelse i forhold til betaling af indkomstskat?
Jeg tror ikke, at det fungerer på den måde. Jeg tror, at forbrydelse falder i forskellige kategorier. Det kan godt være, at alt ikke bliver gjort lige efter bogen, men generelt er det ikke attraktivt for en person med en almindelig lønning at udsætte sig for den risiko, som skattesvig indebærer.
Konsekvenser af staternes økonomiske krise
Kunne man forestille sig, at der er en sandsynlighed for, at man som magthaver og politiker, der selv har en interesse i at benytte sig af skattely, ikke ønsker at komme muligheden for skattely til livs?
Jeg tror ikke, at det er et spørgsmål om individuel moral, der afgør det. Det handler ikke om den gave, Cameron har fået af sin mor, eller om Putins to eller fyrre milliarder. Nej, det er et spørgsmål om, at vi i den vestlige verden for alvor mangler penge, og derfor vil vi gerne komme muligheden for skatteunddragelse til livs. Vores økonomiske krise har varet siden 2008, og vi har set nedskæringer i dele af Europa, som har ført det almindelige velstandsniveau tilbage til det niveau, det befandt sig på i firserne. Politikerne er på grund af den aktuelle situation tvunget til at gøre noget ved skatteunddragelse, både af hensyn til deres økonomi og af hensyn til befolkningerne.
Der har været eksempler på, at f.eks. Singapore har spurgt skatterådgiverne, hvad deres klienter ønsker, og derefter har indrettet loven i henhold til disse. Kunne der opstå nogle problemer ved at ændre lovgivningen alt efter formueejernes behov?
Man gør det for at trække den slags mennesker til landet. London er et oplagt eksempel. Ændrer man på reglerne om beskatning, flytter disse mennesker et andet sted hen. De er ligeglade. De vil måske hellere bo i London end i Singapore, men hvis det er et spørgsmål om, at de skal beskattes på lige fod med alle andre, så tror jeg ikke, at det er en svær overvejelse. Det er det samme med selskaber. Staterne gør, hvad de kan for at vise, at de er attraktive i forhold til investeringer.
I disse år ser vi konturerne af en ny form for stat, som ikke først og fremmest kan forstås som et politisk-moralsk fællesskab, men som en præstationsmekanisme, der er kalkeret af markedet. Det er en væsentlig forandring, der har implikationer på en lang række niveauer, både moralsk, politisk og juridisk. Vi kan diskutere, om det er godt eller dårligt. Der er ikke tvivl om, at befolkningerne ikke ønsker denne forandring, men spørgsmålet er, om de ønsker det samfund, der ville eksistere, hvis vi holdt op med at tænke ud fra markedet. I en situation, hvor staterne ofte kæmper på egen hånd mod markedskræfterne, selv inden for Europa, vil det formentlig betyde, at vi måtte indstille os på at leve i et betydeligt mindre velstående samfund.
Ansvar og handlingsrum
Hvem kan tilskrives det primære ansvar for den massive udnyttelse af skattely?
Der er et juridisk ansvar, som hviler på de folk, der har begået skatteunddragelse, og for de rådgivere, der råder dem til det. Og så vil jeg sige, at der hviler et moralsk ansvar på rådgiverne som ikke formår at vandre på knivsæggen mellem hensynet til klienten og hensynet til almenvellet.
Har politikerne et ansvar for, ved hjælp af lovgivning, at dæmme op for skattely?
Jeg tror, at de ting, der bliver afgjort, handler mere om, hvad politikerne føler sig tvunget til at gøre for ikke at være ude af trit med befolkningen. Samtidig er de opmærksomme på, hvor langt de kan gå.
Gælder det for politikere generelt, uanset hvilken politisk blok eller hvilket parti, de tilhører?
Ja, det vil jeg mene. Kommer man tilstrækkeligt langt ud på venstrefløjen, ser de selvfølgelig anderledes på det, men de er jo ikke ved magten. Problemet er, at de pågældende virksomheder og formueejere flytter et andet sted hen, hvis man vælger at lukke alle smuthullerne. Og det ønsker vi ikke. På den ene side bliver vi nødt til at stramme snøren for at stille befolkningen tilfreds, og på den anden side vil vi helst ikke slå gåsen, der lægger guldæg, ihjel.
Kommer dette dilemma, efter din mening, tilstrækkeligt til udtryk i medierne?
Nej, synspunktet, at vi i et eller andet omfang er nødt til at se igennem fingre med det hér, får ikke særlig meget opmærksomhed i pressen.
Med den virkelighed, vi befinder os i, præget af global kapitalisme, hvordan skal man da stoppe muligheden for skattely?
Kapitalens bevægelighed gør, at det ikke reelt er muligt at stoppe sådan noget som skattely. Det er også derfor, vi ser, at staterne overvejer nye måder at beskatte på. For eksempel bliver fast ejendom og arv i stigende grad kilder til skat, som de vestlige lande bliver nødt til at interessere sig for.
