Livshistoren – et vindue til identiteten

Dorthe Kirkegaard Thomsen er professor i psykologi ved Aarhus Universitet og forsker i livshistorien. Livshistorieforskningen er et tværfagligt forskningsfelt, der spænder over hukommelses, udviklings- og personlighedspsykologi. Idéen om at narrativer udgør en vigtig del vores psykiske liv forbinder man særligt med Jerome Bruner, og idéen om at historier og livshistorier er helt grundlæggende for vores identitet er blevet anfægtet af Ian Mc. Adam. I den nyere forskning undersøger man særligt de sociale og kulturelle processers betydning i forhold til vores erindring og livshistorier.

7.12.2015

Af Maiken Fredsøe

Dorthe Kirkegaard Thomsen er professor ved Institut for psykologi ved Aarhus Universitet og forsker i livshistoriernes betydning. Livshistorien – fortællingen om vores livsforløb – er et psykisk fænomen, der indfanger vores identitet, idet den hænger sammen med vores hukommelse, vores udvikling og vores kultur. Livshistorien dannes på baggrund af erindringer om vores liv – valg vi har truffet, og de mål vi har forfulgt. Den er en måde at forstå os selv på og fortæller hvem vi er, hvordan vi er blevet sådan, og hvad der er vigtigt for os. Livshistorien er for de færreste en fiks og færdig historie; men er noget dynamisk og mangfoldigt, der skrues sammen ud fra en større mængde af viden, erfaringer og refleksioner. Dorthe Kirkegaard Thomsen holdt et oplæg om livshistorier på sommerkurset ”Tænkepauser” på Krogerup Højskole, og i dette interview uddyber hun nogle af sine overvejelser, hvorefter 4 kursister efterfølgende reflekterer over livshistoriens betydning i deres eget liv.

Kan du karakterisere det forskningsfelt, der omhandler livshistorier?

Det er et forskningsfelt, der går på tværs af psykologiens discipliner: det omfatter både personlighedspsykologi, udviklingspsykologi og hukommelsespsykologi. Inden for mit eget forskningsområde prøver jeg at forstå, hvordan livshistorier hænger sammen med hele vores personlighed. Derudover interesserer jeg mig også for udviklingspsykologi i form af, hvordan man udvikler sine livshistorier – hvornår børn bliver i stand til at fortælle en livshistorie, og hvordan vi bliver bedre til at udvikle vores livshistorier i løbet af ungdomsårene. I forbindelse med livshistorier interesserer man sig også for hukommelsespsykologi, idet man undersøger, hvordan den måde, vi husker på, sætter nogle rammer for, hvordan vi kan danne vores livshistorie. En anden ting, der kendetegner forskningsfeltet er, at man tager kulturen meget alvorligt. Forskningen i livshistorier er båret af en forestilling om, at kulturen betyder noget i forhold til den måde, vi fortolker os selv på, og derfor er man meget opmærksom på samspillet mellem individ og kultur.

Kan du give et eksempel på hvordan kulturen påvirker vores livshistorie

Cykelrytteren Lance Armstrong udtalte følgende i forbindelse med sin kræftsygdom: ”Når jeg ser tilbage på det, er der intet jeg ville ændre. Hvis jeg ikke var blevet syg, ville jeg ikke have mødt min kone. Jeg føler ikke at det er uheldigt at jeg skulle igennem dette. Jeg lærte en masse og har udviklet mig enormt i de sidste to år” Han sagde f.eks. ikke følgende: ”Når jeg ser tilbage på det tænker jeg at kræftsygdommen er en straf for en synd begået i et tidligere liv”. Dette ville være en kulturelt ikke-acceptabel tolkning. Den kulturelt acceptable tolkning ligger i at hans fortolker den negative begivenhed (sygdommen), som havende positive konsekvenser (lært en masse; møde sin kone).

Hvordan har forskningen i livshistorier ført til nye erkendelser inden for personlighedspsykologien?

Inden for personlighedspsykologien beskæftiger man sig med personlighedstræk, og disse har man generelt forstået som delvist medfødte. Derudover peger en del af forskningen på, at disse er relativt stabile over livsforløbet – dvs. når man først er blevet 30, så ændrer personlighedstræk sig ikke så meget. Så inden for personlighedspsykologien har man haft fokus på den del af personligheden, som er medfødt og stabil. Jeg tror, at når man begynder at fokusere på livshistorier som værende en del af vores personlighed, så skifter man fokus i forhold til at pege på, at der også er dele af vores personlighed som er socialt og kulturelt påvirkelige, og som dermed er foranderlige og dynamiske over hele livsforløbet. Det har den konsekvens, at personligheden ikke kun anskues som medfødt og stabil. Der er selvfølgelig også andre forskningsområder, der bidrager til denne dynamiske opfattelse af personligheden.

Er det så muligt at omskrive sin livshistorie?

For at finde ud af om livshistorier er foranderlige, er man nødt til at lave undersøgelser, der kan vise, hvor stabile eller foranderlige vores livshistorier er. Der er dog kun lavet få undersøgelser, og de længste af disse forløber over tre år, dvs. ikke over et helt livsforløb. Nogle af disse undersøgelser peger på, at der en vis stabilitet i nogen aspekter af livshistorien, men der er også foranderlighed. De forandrer sig dog ikke fuldstændigt fra den ene dag til den anden.

Hvad er det så, der gør, at man ændrer sin livshistorie?

På baggrund af hvad der er lavet af undersøgelser, kan jeg ikke svare på, hvad det er, der gør, at man ændrer sin livshistorie. Men jeg tror, at forskningen generelt peger på nogle generelle faktorer, der kan have betydning for, at man ændrer sin livshistorie. Det kan f.eks. være oplevelser, der indeholder nogle temaer, som man ikke plejer at have med i livshistorien eller nye omstændigheder: at man får nogle nye nære relationer eller flytter til et andet sted og får en helt ny social omgangskreds. Men det er ikke noget, man har lavet undersøgelser om.

Har forskningsområdet inden for livshistorier kunnet bidrage med viden til hukommelsespsykologien? 

Ja, det synes jeg. For nylig har jeg fået optaget en artikel, der omhandler, hvordan erindringer bliver valgt som en del af livshistorien. Den undersøgelse, som artiklen bygger på, er baseret på 1. års psykologistuderende, som vi fik til at beskrive to oplevelser hver uge gennem hele deres 1.semester. Tre år senere kom de ind til en opfølgende session, og så viste vi dem alle de dagbogsopskrivelser, som de havde lavet. Vi spurgte dem om, hvilke begivenheder, de opfattede som en vigtig del af deres livshistorier. Vi spurgte også om hvilke begivenheder, som de kunne huske, men som de ikke opfattede som særligt vigtige for deres livshistorier. Det viste sig, at der også var nogle oplevelser, som de havde glemt. De kunne godt se, at de selv havde skrevet noget ned omkring en bestemt oplevelse, men de kunne simpelthen ikke huske det, når de læste deres dagbogsoptegnelse. Efterfølgende undersøgte vi, om der var nogle forskelle mellem disse forskellige typer af erindringer. Det måtte vi konstatere, at der var. Den type erindringer, som de studerende synes var vigtige for deres livshistorie, henviste til begivenheder som, dengang de blev oplevet, blev opfattet som særligt relevante for deres længerevarende mål, som særligt følelsesmæssigt intense og som de studerende havde tænkt på som havende betydning. Den type erindringer, som de studerende godt kunne huske, men som de ikke vurderede som særlig relevant for deres livshistorie, refererede til oplevelser som ikke var særligt følelsesmæssigt intense, men som på en eller anden måde var usædvanlig og stak ud i forhold til, hvad de ellers plejede at opleve. Til gengæld var de oplevelser, som de havde glemt, at karakterisere som typiske handlinger. De ting, som det er meget almindeligt at foretage sig, og som de have oplevet gentagne gange: f.eks. at gå i supermarkedet eller gå til forelæsning. Sådanne hændelser, som de havde oplevet mange gange, kunne de glemme – den enkelte forelæsning kunne de f.eks. ikke skille fra de øvrige, for den ligner alle de andre forelæsningsoplevelser så meget, at den glemmes. Det, vi fik ud af den undersøgelse, var, at det at erindre og det at danne livshistorier er betinget af nogle vidt forskellige processer. For det at erindre handler om, at vi over tid husker de ting, der stikker ud og er usædvanlige, men når vi danner livshistorier så tager vi de erindringer, der er følelsesmæssigt intense for vores længerevarende mål.

Hvilken betydning har det narrative element i livshistorien?   

Livshistorier har den særlige funktion, at de binder ting sammen over tid, så de binder mit fortidige selv sammen med mit nutidige selv; og peger frem mod, hvordan jeg kan forandre mig – hvordan jeg kan blive i fremtiden. Hvis man ikke havde livshistorien til at danne nogle forbindelser mellem fortiden og fremtiden eller fortiden og nutiden, så ville man have den her fornemmelse af, at der ikke var nogen sammenhæng mellem hvad der var sket dengang, og hvem jeg er nu. Det kan give en fornemmelse af, at man har manglende sammenhæng i livet. Jeg tror, at det er det særlige, livshistorier kan – at bidrage til en fornemmelse af sammenhæng, formål og mening i livet.

Hvordan har det betydning for vores identitet?

I forhold til identiteten omfatter det både det at vide ”hvem er jeg” men også fornemmelsen af at være den samme over tid. Spørgsmålet om ”hvem jeg er” kan man også bruge livshistorien til, men livshistorien er nok mere kritisk i forhold til at hjælpe med at skabe fornemmelsen af, at man er den samme over tid på trods af forandringer.

Man tror, at livshistorier bidrager til fornemmelsen af at være den samme over tid – som er et væsentligt aspekt ved identiteten. Man kan godt have en fornemmelse at være den samme over tid, selvom man har forandret sig. At være den samme over tid betyder, at det jeg har lovet for tre uger siden, det skal jeg stadig holde for. Selvom det er tre uger siden, så er jeg den samme stadigvæk, så det jeg sagde for tre uger siden også passer i dag.

Det lyder som om, at der også er et moralsk aspekt i at vedblive med at være den samme?

Ja, det er der også. Det er vigtigt ud fra et juridisk standpunkt, for hvis ikke folk erkender at være den samme over tid, så kan man ikke stille dem til ansvar for det, der er sket tidligere. Man tror, at livshistorien har betydning for det at være den samme over tid. Selvom der ikke er så mange undersøgelser, der peger på dette, er det noget, man tror, fordi det virker logisk. Men der kan også være andre ting, der bidrager til fornemmelsen af at være den samme over tid – bl.a. det, at vi gør det samme hver dag, og at vi har nogle af de samme rutiner. Fysisk set forandrer vi os heller ikke så meget, så der er måske nogen ting der er mindre komplicerede end livshistorien, der dermed bidrager til fornemmelsen af at være den samme over tid.

Har du kendskab til studier omkring livshistorier i andre kulturer end den vestlige? 

Nej, og det er en begrænsning ved forskningen, der er stort set kun lavet undersøgelser i den vestlige verden. Der er lavet nogle få undersøgelser omkring forskelle i erindringer i forbindelse med, hvordan forældre taler til deres børn om erindringer. I disse undersøgelser har man sammenlignet, hvordan mødre i USA taler med deres børn sammenlignet med mødre i Kina. Der viser sig nogle ret systematiske forskelle i forhold til, at børn af mødre i USA taler til deres børn om erindringer på en måde, der stiller barnet i centrum – de spørger f.eks. ind til barnets følelser og tanker. Mødre i Kina spørger derimod ind til deres børes erindringer ud fra en mere moralsk tilgang – f.eks. i forhold til det at passe ind i den sociale orden. Dette er formentligt et udtryk for, at man har nogen lidt andre kulturelle værdier i Asien sammenlignet med USA og den vestlige verden, og at mødrene lærer deres børn at lægge vægt på de værdier, når de taler med deres børn om oplevelser. Dette har også indflydelse på, hvad børnene senere husker. Måske har det også konsekvens for deres livshistorier – det ved man ikke endnu. Man ved bare, at der er disse kulturelle forskelle i forhold til enkelte erindringer.

Efterfølgende satte Turbulens fire kursister stævne for at høre, hvilken betydning livshistorierne spiller i deres liv. De fire kursister var alle deltagere på kurset Tænkepauser, der blev afholdt på Krogerup Højskole i uge 28.

Kan I genkende forestillingen om livshistorier fra jeres eget liv? 

Ulla: Ja, men jeg troede, at det var de mere negative ting, man ville huske bedst, når man skulle skrive sin biografi. Jeg tror, at det er det, der påvirker ens liv mest – og giver det en drejning, så man kan ruste sig til at blive stærkere til livet. Sådan synes jeg lidt, at mit liv har været. Jeg hæfter mig særligt ved brud – f.eks. opbrud i min barndom. Jeg kan næsten ikke huske mine klassekammerater fra jeg var 6 år til 10 år, for der gik jeg i 5 forskellige skoler. Det er ikke godt for børn at flytte så meget. Så jeg kan ikke huske mine skolekammerater, og det er jo unormalt. For normalt er det jo sådan, at hvis man har gået 10 år i samme skole, så kan man jo huske sine skolekammerater.

Hans: Jeg er i den alder, hvor jeg rekapitulerer mit eget liv. Jeg har haft, og har, en alvorlig kræftsygdom, der har påvirket mit liv. I den sammenhæng er det spændende at høre, hvad der sker, når folk skal skrive deres livshistorie. Hvad er det, der kommer frem – og hvad kommer ikke frem? Fra mit eget liv er det nok det, at jeg har en formidabel evne til fortrængning. Men mit liv har også været et helt eventyrligt liv – mit arbejdsliv har været helt, helt specielt. De traumatiske oplevelser, som jeg også har haft, fortoner sig i mit øvrige liv. Jeg kommer fra en meget solid og rodfæstet bondefamilie, og sådan opfatter jeg også mig selv, og jeg tror, at min force har været, at jeg har en meget stærk forankring i jorden og dermed har kunnet klare alle disse kolbøtter og al den turbulens. Jeg har overordnet haft en ambition om et liv som et ordentligt menneske. Mit arbejdsliv har ikke været min primære ambition. Min intention med arbejdslivet har været at have en identitet og tjene penge – intet andet. Jeg har været lokumsrenser, hvad som helst – bare jeg kunne tjene penge og havde et arbejde. Jeg har f.eks. aldrig været arbejdsløs.

Birgit: Jeg synes, at livshistorier er en god måde at tænke livet på, at tænke sig selv på. I forbindelse med oplægget sad jeg og tænkte, at det handler om den måde, vi definerer os selv på, og den måde vi forankrer os på i os selv og i hinanden. Livshistorier er med til at skabe vores identitet – jeg synes særligt, at ens livshistorie er en social historie.

Ulla (nikker): Hvis man er begavet med et lyst sind, så bliver livet trods besværligheder alligevel godt. Det har i hvert fald båret mig igennem livet. At man kan se humoren, selvom tingene går nok så skævt.

Er livshistorien vigtig i jeres egen hverdag?

Anne: Jeg synes måske, at virkeligheden bliver mindre interessant, jo ældre man bliver, og jo mindre interessant bliver livshistorien også. Men der er også det aspekt med ” at det jo aldrig er for sent at få en god barndom”. Det er lidt skønt. Jeg har også en kræftsygdom, lige nu tror jeg dog nok, at jeg er rask. Og jeg synes også, at der er noget lidt frigørende i at slippe for livshistorien og så bare leve. Jeg har en masse børnebørn, og jeg glæder mig over hvert sekund, hvor jeg kan være sammen med dem. Jeg er glad for, at jeg kan cykle og nyde naturen, og jeg har lige som alle andre nogle svære tider. Jeg synes heller ikke, at jeg har lært noget ved at have kræft. Jeg blev skideirriteret over, at de fandt fejl ved mig, og så slog de mig i stykker, og nu har jeg mén af det. Men jeg synes ikke, at jeg er blevet hverken bedre, klogere, dummere eller grimmere af det. Jo, jeg er blevet grimmere, for jeg mangler en masse ting, og jeg har et stort grimt arvæv og sådan noget. Men livshistorien er ikke så vigtig. Jeg kan da godt fortælle mine børnebørn lidt om min egen barndom, hvis det passer…

Hans: Jeg er ikke helt uenig…

Birgit: Jeg synes de her historier, som vi nu fortæller, da også er en bekræftelse på, at livshistorier er vigtige.  Det er dem vi lever af og på, når vi lukker op for, hvem vi er. Hvordan jeg kan fortælle jer, hvem jeg er…

Ulla: Mit barndomsliv har været ekstremt turbulent, men i mit voksenliv har jeg været meget stabil, næsten overstabil, jeg har lige sagt farvel til det firma, hvor jeg har været i 34 år. Det er lang tid at være på samme arbejdsplads, men der var også en glæde og tryghed forbundet med at være sammen med nogle mennesker, som man følger over tid – og som man har en historie sammen med. Jeg har også boet meget længe på de samme steder, så ingen af mine børn har skullet skifte skole. Nu er de fundamentale ting i orden, hvilket glæder mig meget: altså bopæl, økonomi, uddannelse, børn og børnebørn. Jeg har kun grund til at være glad. De skavanker vi får, når vi er over 60, dem kan jeg godt leve med.

Har I omskrevet jeres egen livshistorie?

Birgit: Jeg tror, at man omskriver sin historie hele tiden. Man kan tage sin historie til sig eller lade være, men hele tiden tror jeg, at man definerer sig ud fra, hvad man er udsat for – særligt andre mennesker.

Ulla: På et punkt har jeg ændret mig – de værdier, som jeg havde som ung, har jeg bestemt ikke mere. I dag har jeg helt andre værdier, jeg ser mere på det ægte. Der var lidt glamour over mig i mine yngre dage, det er helt forvundet nu. De værdier som jeg har i dag, synes jeg er meget mere sunde. Så på den måde synes jeg, at jeg er blevet sundere med årene.

Hans: Ja, man bliver mere stabil i sin selvopfattelse over årene. Det hænger jo sammen med, at man får en erfaring og en større indsigt i sig selv og sit eget liv – for nu kan man jo se det på afstand. Men det med at omskrive sin biografi – det ved jeg ikke, om jeg har gjort. Det er klart, at der er nogen ting, som man ikke havde behøvet at opleve og få traumer af – men sådan er det vel i alle liv. Og det der med kræften, det behøvede jeg ikke at have haft. Selvfølgelig kommer der nogen refleksioner ud af at få at vide, at du kan dø – det vidste jeg ikke før. Det er kun noget, jeg er kommet i tanke om nu, og det er selvfølgelig en udmærket refleksion, men den skulle nok være kommet alligevel. Der er jo ikke nogen grund til at omskrive sit liv. Men det Lance Armstrong siger (evt. eks. S.1), det er sgu’ dumt at høre på. For man får det ikke bedre af at have haft kræft. Man skal ikke lave om på virkeligheden

Birgit: Jeg synes, det er rigtig godt at I sætter ord på det svære. Det gør, at der ikke bliver så mange hemmeligheder.

Ulla: Jeg har en søster, der har været helt ude at vende først med en hjerneblødning og så en alvorlig tarmsygdom. Hun siger, at der sker noget med en, når man har været helt derude på kanten – man får et andet syn på livet. Hver dag er værdifuld, siger hun. ”Ulla, du har ikke været derude”. Og jeg kan godt forstå, hvad hun mener.

Anne: Man kan jo ikke lade være med at definere sig selv ud fra, hvor man er i livet. Historien bliver omskrevet i løbet af livet, selvom det ikke er bevidst for ret mange af os. For der er en udvikling forbundet ved at være menneske, at lære noget, se noget, høre noget. Jeg kommer til at tænke på en episode, hvor en som jeg havde kendt i mange år, gav en beskrivelse af mig. Men jeg kunne slet ikke genkende mig selv i hendes beskrivelse. Jeg tænkte, er det mig, hun taler om – er jeg sådan en? Det var sådan, hun oplevede mig, da jeg var 20 år, men jeg er jo for længst et andet sted. Selvom den oplevelse, hun havde af mig, sikkert er rigtig. Jeg synes ikke, at jeg har omskrevet min person, selvom jeg ikke kender den person, som hun beskriver. Livet har gjort noget ved mig, forandret mig. Ikke på en bevidst måde, men ved at blive en familie, blive arbejdsduelig, passe gamle og syge, passe børn, og alt hvad der nu er af sorger, bekymringer og glæder. Så noget der måske fyldte og betød meget engang, det forsvinder og betyder ikke noget mere.

Anne, Birgit: Ja, det kender vi….

Hans: Jeg har noget generelt til det her. For mig betyder det noget at fortælle min egen historie til mine børn og måske til venner, der er yngre end mig. De gider jo ikke at sidde og høre på mig i timevis, men det ville være sundt for mig, hvis jeg kunne skrive mine erindringer – dels for at få dem formuleret for mig selv, men sørme’ også for min eftertid. For det liv, som jeg har levet, er et konkret liv, som ikke kan leves mere – for det var en helt, helt anden tid. Det er en periode i historien som er forbi, men min historie bør egentlig være til gavn for eftertiden. For at de nye generationer kan danne erfaringer ud fra det, jeg har fortalt. Men nu kommer jeg til at promovere mig selv, det er en bagside ved det her.

Ulla: Ja, men du vil vel gerne oplyse eftertiden om din måde at leve på.

Hans: Ja, og om det arbejdsliv som jeg har oplevet – og som slet ikke findes mere…

Anne: Jeg tænker, at der slet ikke er plads til alle de historier i verden, hvis vi alle skulle skrive dem.

Hans: Nej, det er umuligt. Det kunne også være, at jeg skulle holde kæft…

Anne:..så jeg tænker: er det ikke bare meningen, at man skal føre slægten videre. Det har jeg gjort. Jeg har født to børn. Behøver jeg at lave en stor regnskabsafdeling eller et bogholderi over mit liv. Skal jeg ikke bare prøve at være der, hvor mine børnebørn er: snakke med dem, kysse dem, og fortælle lidt om gamle dage, og så plejer de at sige: ”Kommer de aldrig igen, farmor? ”. Og jeg svarer: ”Nej, det tror jeg ikke”. For jeg tror ikke, at der kan blive plads til, at vi alle sammen står i bøgerne. Kan jeg ikke bare have været et pust og have smilet til nogen, kysset nogen og grædt med nogen…

Hans: Men du er jo ikke et pust!

Anne: Jo, det er jeg. Jeg har prøvet at vænne mig til døden fra dag et. Jeg har heller ikke oplevet det skræmmende at få cancer, men bare tænkt: ”Så nu rammer det mig”. Men ikke på nogen anden måde, så jeg er ikke blevet mere dødsangst.

Birgit: Jeg synes nu tværtimod, at der mangler livshistorier. Jeg synes, at det der med at kunne sætte sig ind i andre mennesker, ganske almindelige menneskers historier er vigtigt. Vi mangler ganske almindelige menneskers livshistorier.

Anne: Men jeg deler mine oplevelser med mine kursister, alle mennesker omkring mig. Så der er rigtig mange, der kender min livshistorie – mens den foregår!

Ulla: Jeg synes bestemt, at dem, der har trangen til det, skal skrive deres livshistorie. Jeg kunne også selv have lyst til det, men så ville der nok være nogle ting, som jeg ville undgå at fortælle. Eller måske censurere.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *