Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2543

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/output.class.php on line 3525
Turbulens | Vi er historiens undtagelse
 

Vi er historiens undtagelse

1.8.2016

Af Lars Brund Jensen

I langt størstedelen af den menneskelige historie har vi levet med en helt anden moralopfattelse, end tilfældet er det i dag.  Tidligere tiders mennesker levede efter egalitære samfundsordener med fokus på at dele de tilgængelige ressourcer, meget i modsætning til vor dages forbrugs – og ejerkultur. 

Turbulens har mødt religionshistoriker Jens-André Herbener til en snak om forbindelsen mellem religion og etik. Fra nomadernes monisme til dannelsen af formaliserede magthierarkier og de monoteistiske religioners indflydelse på Europas historie, danskernes kristne kulturarv og vores selvopfattelse og positionering i forhold til islam i dag.    

 

Fra animisme og jæger-og-samlerkultur til agerbrug, samfundsklasser og sakrale kongedømmer


Kan du fortælle noget om, hvordan religion, etik og moral har været forbundet, helt tilbage fra antikken?

Ifølge religionerne selv er det guderne, der har bestemt, hvordan tingene skal være. Guderne dikterer grundlæggende ikke blot, hvordan samfundet er, men også hvordan det bør være, og hvordan vi bør handle. Man siger at religionernes myter er ætiologiske (af det græske aitia, der betyder årsag). De giver årsagsforklaring og retfærdiggør det samtidig. Tingene er ikke blot sådan og sådan, men i og med at det er blevet dikteret af guderne, skal det også være sådan. Myterne er altså ikke blot deskriptive, men også normative, f.eks. når der i Første Mosebog kap. 3 står, at Jahve siger til kvinden, at hun skal begære og underkaste sig manden, som skal herske over hende. Det er den ene måde religion og etik hænger sammen på.

Efter nogle århundreder begynder man i nogle religioner at udlede nogle generelle etiske principper fra traditionerne. Der står ikke direkte, hvad man skal gøre, men man må udlede fra de normer, som er angivet – udlede generelle principper, der også kan gælde for langt senere tider. Dvs. der opstår nogle tolkningstraditioner. Inden for jødernes historie har man ikke blot Den Hebraiske Bibel, det som de kristne kalder Det Gamle Testamente, men også Talmud, som oprindeligt er en mundtlig kommentar, der består af alle mulige nyfortolkninger, omfortolkninger, ekspliciteringer og tilføjelser.

Går vi længere tilbage til jæger-samler samfundene – hvilket jeg mener er nødvendigt for at forstå, hvordan religion og moral hænger sammen – har man ofte en egalitær samfundsorden. Dvs. at man ikke har nogle formaliserede eller institutionaliserede magthierarkier. Det er en indgroet del af vores samfund i dag, at man selvfølgelig har en chef, statsminister, konge, men det kendte man på det tidspunkt ingenting til. Måske havde nogle mere indflydelse end andre, i kraft af at de var ældre eller mere erfarne, men det var ofte meget lige samfund.

Noget andet, der også var meget udbredt, var, at man skulle dele alt – dvs. mad. Man akkumulerede ikke noget. Vi er så vant til at eje og forbruge, men i virkeligheden er der tale om en historisk undtagelse. Som nomadiske jæger-samlere – og det har vi været i langt størstedelen af vores historie – ejede man stort set ingenting. Det er altså en helt anden moral, der kommer til udtryk. Man har myter og historier, som fortæller om, hvad der sker, hvis det går galt. Hvad sker der, hvis en person der har været på jagt kommer hjem, og har nedlagt en kæmpe bison, og han får et alt for stort hoved, så kan du være sikker på at historien ender med, at det går galt for ham.

I den allerstørste del af vores religionshistorie har vi været animister. Man var overbevist om, at store dele af naturen var fyldt med guder og ånder, som var hellige. Ligeså snart man i religion siger ’hellig’, siger man også ’tabu’. De fleste kender det ift. Muhammedkarikaturer. Men det gælder stort set enhver form for hellighed.

Det, der tidligere har været meget helligt, det har været kilder, særlige dyrearter, visse bjerge, solen osv. Ikke fordi guder nødvendigvis har boet i dem, men fordi de er blevet opfattet som guder i sig selv. Så er der blevet lavet restriktioner. Man måtte så kun jage i visse perioder af året, og på ingen måde misbruge eller foretage overjagt. Her optræder moralen tydeligt: hvis du gør det og det, så vil det gå frygteligt galt, så vil alle blive slået med sygdom eller dyrene vil forsvinde. Så der er en etik og moral i forhold til naturen. Det var en del af deres kosmologi, som var monistisk i modsætning til vores, dvs. det guddommelige var i verden, i kosmos, hvilket har været centralt i de ældste og mest udbredte former for religion.

For 11.000 år siden begynder mennesket at blive fastboende og befolkningstallet øges, da vi producerer meget mere føde og øger vores overlevelseschancer. Det, vi kalder agerbrugsrevolutionen, er den vigtigste revolution i verdenshistorien.

Vi begynder at leve i byer og kommer på afstand af naturen. Vi begynder også at akkumulere og få materielle goder. Det sker langsomt, over årtusinder, men der sker et fundamentalt skift, og først nu, med fremvæksten af agerbrug, byer og landsbyer, begynder der at opstå samfundshierarkier og klassesamfund. Det er historisk altså noget nyt. Magthaverne vil ofte fortælle, at måden klassesamfundet er indrettet på, er bestemt af guderne. Det gør det ikke særlig indbydende at lave samfundsoprør fra undersåtternes synsvinkel.

Bliver disse begyndende hierarkier formaliseret ved, at konger f.eks. lod dem nedskrive?

Skriften blev opfundet for godt 5000 år siden i Mesopotamien i Mellemøsten. Der går skellet mellem historisk og forhistorisk tid. Den forhistoriske tid udgør 97 % af vores tid som Homo sapiens. Men skriftlige kilder gør, at vi med noget større sikkerhed kan udtale os om, hvad der er sket. Omtrent samtidig med Mesopotamien har vi det gamle Egypten, og der kan vi så se, at de få skrivere, der til at starte med beherskede skrivekunsten i 3. og 2. årtusind før vor tidsregning, de begynder at nedskrive og producere love, og de begynder at producere skabelsesmyter, og der kan man i en gammel mesopotamisk skabelsesmyte bl.a. læse, at kongedømmet steg ned fra himlen. Skriverne var nært knyttet til landets magthavere, hvilket vil sige til kongerne.

I det gamle Egypten havde man en lang tradition for, at kongerne er guder, og der har man meget hierarkiserede samfund, ligesom f.eks. det gamle Kina, hvor man sagde, at kejseren havde himlens mandat. Og der får man klassesamfund, der opstår ved, at nogle mennesker får mere jord end andre. Nogle mennesker får skrabet flere materielle goder sammen end andre, hvilket også medfører en stigende gruppe af mennesker, som ingenting ejer, hvilket vil sige, at deres eksistens kommer til at afhænge 100 % af dem, der ejer noget. Her begynder man også at bruge slaver, og når du ejer meget, kan du efterhånden også skabe en hær.

Med opfindelsen af agerbruget får vi efterhånden klassesamfund og magtfulde sakrale kongedømmer. Vi kender det fra danmarkshistorien, hvor man sagde, og måske stadig siger, at man er dronning eller konge af Guds nåde. Altså en direkte forbindelse, der gør, at et oprør mod den jordiske magthaver bliver et oprør mod den guddommelige orden.

Det er interessant ift. Danmarks historie, at der i Bibelen, Romerbrevet kapitel 13, står: ”Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud. Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod, og de, der gør det, vil pådrage sig dom.” Det er magthaverne, der beslutter sig for, at sådan skal det være. Paulus siger også, at de, der er slaver, skal forblive slaver, for hvad Jesus prædiker, har ikke noget at gøre med, hvad der sker på jorden, men handler om Guds rige / himmerige / paradis, som skal komme ganske snart. Derfor må man ikke begå oprør, ligesom kvinder skal underordne sig mænd.

Etik og moral, religion og samfundsmagt har hængt uadskilleligt sammen, og det bliver et helt andet hierarkisk samfund, hvor guderne – formidlet gennem præster, shamaner, rabbinere eller imamer – docerer og videreformidler en magt, der understøtter dem selv. Det pudsige er så, at noget tyder på, at i langt størstedelen af vores historie er man gået den modsatte vej. Der har man ofte gjort sit yderste for, at man ikke stak sit hoved frem. Men de sidste 10.000 år – hvor høvdinger, konger, dronninger, kejsere og præsidenter har regeret – så bruger man guderne til at understøtte denne nye type hierarkiske samfundsorden, hvor man tidligere har brugt guderne til at understøtte et egalitært samfund.

 

Udbredelsen af de monoteistiske religioner


Hvilken rolle får de monoteistiske religioners stadigt stigende indflydelse i forhold til spørgsmål om etik og moral i vores samfund?

Jeg, og flere andre forskere, slår til lyd for, at der sker en afgørende revolution i religionshistorien ved fremkomsten af de monoteistiske religioner. Fra at man tidligere har haft polyteistiske religioner, hvor man uproblematisk dyrker en masse guder, og animisme, hvor guderne var i solen, månen og træerne, klipperne, og i markerne, korn, byg og majs osv., kommer Det Gamle Testamente i 1. årtusind før vor tidsregning med en religionsform, der har budskabet: ”Du må ikke have andre guder end mig.” Her dikterer guden over for det lille folk israelitterne noget, der kun var ment for dem. Det er monolatri, for det udelukker ikke eksistensen af andre guder, kun dyrkelsen af dem.

Andre steder står, at man skal destruere al anden gudsdyrkelse, hvilket dog stadig kun gælder det lille land Israel, på størrelse med Jylland. De, der ikke overholder pagten om kun at dyrke Jahve, skal iflg. 5 Mosebog kap. 13 og 17 stenes ihjel.

Med kristendommen og islam udvides kravet om, at man kun må dyrke én gud – nu gælder det hele menneskeheden. Fra en etnisk, geografisk partikulær monoteisme i Det Gamle Testamente får vi en universel, ikke etnisk, missionerende monoteisme med Det Nye Testamente og Koranen. Det indebærer, at troen på én gud nu skal udbredes til hele verden. I Matthæusevangeliet, kap. 28, vers 18-20, siger den opstandne Jesus – det en religionshistoriker vil kalde en myte, for selvfølgelig opstår mennesker ikke fra de døde – : ”Gå ud og gør alverdens folkeslag til mine disciple, idet I døber dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn”. Det er reelt en krigserklæring til alle andre religioner – når noget kommer ind, må noget andet ud. Noget lignende sker med islam. Dog med den forskel, at islam – i hvert fald i teorien – accepterer jødedom og kristendom, fordi der også er tale om monoteistiske religioner.

Men der sker altså noget nyt, da der kommer en religionsform, der agiterer for udryddelse af alle andre religioner end sin egen. Desuden: Hvor det guddommelige i animismen har været en del af naturen, kosmos og det hele, så bliver det i monoteismen adskilt gennem en af-sakralisering, en af-helligelse af verden. Fra en monistisk kosmologi, hvor det guddommelige og kosmos var mere eller mindre ét, bliver de to nu adskilt.

Derudover er kristendom og islam eskatologiske, dvs. at det egentlige mål med verdenshistorien er verdens undergang og oprettelsen af paradis, Guds rige. Det Nye Testamente, og til dels også Koranen, siger, at det snart skal ske. Indtil de monoteistiske religioner har man haft verdenspositive religioner, hvor guderne er en del af den her verden, som skal videreføres. Herefter får vi verdensskeptiske religionsformer. Man ser det også indenfor dele af buddhisme og hinduisme, i græsk filosofi og i persisk zarathustrisme, at man begynder at vende sig bort fra verden, og etikken og moralen bliver tæt forbundet med alle disse ting.

De monoteistiske religioner viderefører agerbrugssamfundene og klassesamfundene. Dvs. den kristne konge eller kejser eller den islamiske kalif bliver fremstillet som gudens talerør eller forlængede arm, og derfor skal man i f.eks. kristendommen underordne sig. Der er indtil 1800-tallet intet folkestyre i moderne forstand. Det er teokratier, og altså guden, der styrer, modsat demokratier, hvor det er folket – demos – der styrer. I praksis er det naturligvis repræsentative teokratier, der indebærer, at det er guden, der styrer gennem kongen, kejseren eller kaliffen, modsat dagens repræsentative demokratier. Det er i princippet fundamentalt forskellige styreformer.

 

Kristendommen sætter religiøs intolerance i system


Er der politiske begivenheder, som tvinger religionen til at lave en tættere alliance med staten og det politiske liv?  

I det fjerde århundrede indgår kirken en alliance med den politiske magt. Og fra slutningen af det fjerde og ind i det femte århundrede kommer der en masse kejserlige love, der smelter religion og statslig magt sammen. De love forbyder folk at dyrke ikke-katolske former for kristendom, og de forholder sig til, hvordan man skal udrydde sådanne, hvis de alligevel opstår, og dødsstraf indføres, hvis man dyrker polyteisme. Det er ikke nyt, at politikken og religionen hænger sammen, men det er nyt, at den religiøse intolerance sættes i system og bliver massivt udbredt med kristendommen. Kristendommen har bare været historiens sejrherre, og det betyder, at der ikke har været lagt særlig meget vægt på dens intolerante bagside.

Det romerske rige var indtil 4. århundrede polyteistisk og på visse undtagelser nær religiøst tolerant. Den moderne tids religionsfrihed kan opfattes som en afart af polyteisme, som har været den mest udbredte religionsform i verdenshistorien. Grundloven knæsætter også religionsfrihed – så længe du ikke forstyrrer den offentlige orden. Det er som skrevet ud af ældgammel polyteisme. Derfor er religionsfrihed ikke kristendommens fortjeneste, men opstået i opposition til den, som en renæssance af en førkristen polyteistisk religionsform.

Efter kristendommens indførelse bliver det også i Danmark efterhånden en selvfølge, at man kun må dyrke den kristne gud. Det var ikke mindst tilfældet efter indførelsen af protestantismen i 1536 og i de lovsamlinger der fulgte med.

Reformationen startede i Tyskland i 1517. Hidtil havde man haft en internationalt orienteret katolsk kirke. Kirken i Danmark var indtil da underlagt paven i Rom. Med den protestantiske reformation får man en statskirke og bryder al forbindelse til paven i Rom. Luther dæmoniserede ham som antikrist, og sådan en skal selvfølgelig udryddes, hvilket Luther også meget gerne, i bogstavelig forstand, ville. Det kan ikke overraske, at den katolske kirke blev strengt forbudt, men faktisk blev al ikke-protestantisk religion strengt forbudt efter Reformationen i Danmark.

Ser du på de love – specielt Danske Lov fra 1683 – der gjorde sig gældende helt indtil Grundloven i 1849, er et af de centrale elementer religionstvang. Det er antitesen til den religionsfrihed, vi hylder: Både kongen og hele folket skal, pinedød, kun dyrke den evangelisk-lutherske protestantisme. Dette gælder både offentligt og privat.

Man får det, som flere historikere har kaldt et totalitært, protestantisk teokrati herhjemme. Hvad der er centralt i Luthers samfundslære, er på mange måder en fuldstændig antitese til demokratiet, sådan som vi kender det i dag. Ifølge Luther skal vi udvise absolut og total lydighed overfor magthaverne. Kun hvis magthaveren er sindssyg, må vi afsætte ham. Luther siger, at magthaveren er Guds forlængede arm på Jorden, og han går ind for lydighed på alle samfundsniveauer; børn skal adlyde deres forældre, tjenestefolk deres husherre, folket skal adlyde fyrsterne og kongerne, og kongerne skal adlyde Gud.

Kongen blev tiltænkt en central rolle, som én man skulle udvise absolut lydighed overfor. Omvendt skulle kongen sørge for, at der kun blev dyrket én religionsform, den evangelisk- lutherske. Og han skulle bekæmpe al anden religion, hvilket gjorde ham til religionens ypperste beskytter.

Religionsfrihed var utænkelig. Ifølge Luthers lille Katekismus fra 1529, Reformationens vigtigste bog, skal husherren overhøre sit tyende og prædike overfor sine børn, som skal kunne bogen udenad. Læreren skal tvinge skoleeleverne til at lære de her ting. Hvor man i dag taler om koranskole, kunne man dengang tale om katekismusskole. Vi ville i dag kalde det for religiøs indoktrinering. Det var det vigtigste mål med skoleundervisningen. Det skulle gennemstrømme lovene, som du spørger til, og der kommer det meget eksplicit til udtryk i Danske Lovs 6. bog, der handler om straffeloven i Danmark.

Hvis der f.eks. kommer jesuitter til Danmark, skal de henrettes. Hvis der er papister, dvs. katolske gejstlige, skal de henrettes. Hvis du begår blasfemi, gudsbespottelse, skal du henrettes. Hvis du er en troldkvinde eller troldmand, skal du henrettes. Hvis du begår incest, eller manddrab, skal du henrettes.

I flere tilfælde blev folk brændt i levende live eller fik skåret tungen ud først. Denne strafferamme er bygget op på basis af Moseloven. Den følger omhyggeligt de 10 bud og en masse andre – hvad vi har her, er en kristen lovreligion, så det basker – en slags kristen sharia. Og det var en selvfølge, fordi en af de ting Luther slog på var sola scriptura – Skriften alene. Hvis det ikke kunne baseres på Skriften, dvs. Bibelen, skulle det ikke have betydning, og ideelt set skulle alt udrenses, der ikke havde grundlag i Bibelen.

Luther slog til lyd for dødsstraf i tre tilfælde. Først og fremmest overfor hekse. For det andet overfor gendøbere – en protestantisk sekt. For det tredje overfor det han kalder for blasfemikere / gudsbespottere. Det inspirerede Danske Lov og en masse andre ting.

 

1600-tallets religiøse politi og indførelse af dødsstraf


Hvordan spillede religionen ind på moralopfattelser i forhold til hverdagslivet?

Mange af de domme, som domstolene fældede, blev sendt til teologiske professorer på Københavns Universitet, som oftest stadfæstede dødsstraffene. Til sidst skulle de så forelægges kongen, som faktisk relativt ofte benådede de her mennesker. Kongerne var ofte mere humanistisk indstillet end de teologiske professorer.

En af årsagerne til, at man ikke kunne lade hekse, mordere eller tyve leve, var ifølge teologerne, at de ville vække Guds vrede, og det ville ramme hele folket. Det er en tankegang, der er udbredt i Det Gamle Testamente, men denne overbevisning gjorde sig altså også gældende i 16-1700-tallet. Guds fortørnelse kunne gøre, at man blev ramt af krig, misvækst på markerne eller pest. Hvis man ikke udryddede hekse, ville Guds vrede ramme hele samfundet, så det var nærmest en kosmologisk nødvendighed.

En anden årsag til dødsstraf var, at det var for den dødsdømtes egen skyld, for at vedkommende kunne komme i himlen. Det er også den tankegang, der ligger bag stening de få steder i islamiske lande, hvor det praktiseres i dag. Hvor det gøres, er ideen, at for hver sten, der rammer en person, mister personen en af sine synder, så vedkommende kan komme i paradis.

Man var helt overbevist om, at man skulle lægge Moselovene til grund for samfundet. Der er i Bibelen masser af advarsler om, hvad der sker, hvis man ikke følger Guds ord, f.eks. historien om byerne Sodoma og Gomorra, der ender med at blive fuldstændig udslettet på en måde, der minder om atombombesprængninger. Der var i 1600-tallet i øvrigt et religiøst politi, som skulle holde øje med, om folk nu også udviste tilstrækkelig fromhed privat; om de bandede, om de svovlede, om de spillede spil, for alt dette skulle fjernes.

En af de sanktioner, man anvendte, var at udelukke en person fra nadveren. Det lyder sikkert harmløst i moderne øren. Men når du blev udelukket fra altergangen, fordi du ikke havde opført dig ordentligt, eller fordi du ikke kunne Luthers Lille Katekismus udenad, så kunne du ikke blive gift. Så kunne du heller ikke overtage en gård. Dvs. du blev udelukket fra nogle helt centrale dele af samfundet. Du kunne komme i fængsel, blive landsforvist eller sendt i gabestokken. Dette samfund minder mest af alt om nogle af de værste islamisk-fundamentalistiske stater i dag.

Det er ikke i Reformationen, at man finder spirerne til moderne retsopfattelser, tværtimod. Før Reformationen, når man havde begået en forbrydelse, havde man som regel skullet betale bøder eller gøre bod. Men nu bliver der indført dødsstraf i stor stil, hvilket var sjældent før Reformationen.

Før Reformationen havde man valgkongedømme. Danmark blev styret af et rigsnævn og en konge i fællesskab. Rigsnævnet bestod af adelige og af biskopper, der valgte kongen. Efter Reformationen afskaffes rigsnævnet i 1660, og kongen bliver enevældig og altså absolut monark og i princippet en diktator med uindskrænket magt. Kongen skal ikke længere vælges til sin position, men arver den. Efter Reformationen får vi altså ikke mere, men mindre demokrati.

 

Religionskrige, kirkekritik og Oplysningstidens indflydelse


Så når man på dette tidspunkt skriver verdenshistorie, skriver man da samtidig religionshistorie?

Set ud fra datidens egen synsvinkel handler alt i sidste ende om Guds vilje. Men det er klart, at de religiøse og politiske begivenheder har haft afgørende betydning. F.eks. havde man i de første 150 år efter Reformationen en masse modbydelige religionskrige, der var ved at rive Europa fra hinanden. Blandt andet 30-års krigen, som med Den Westfalske Fred i 1648 afsluttede den lange periode med religionskrige. Der vedtog man, at i de katolske lande skal alle være katolikker, og i lutheranske lande skal alle være protestanter, i reformerede lande, som var en anden form for protestantisme, skal alle være reformerede. Dvs. at du skal have samme religion som din hersker, og du skal udvandre, hvis du ikke vil det. Insisterer du på at have en anden religion end din hersker og blive, skal du henrettes. Det er begyndelsen på en religiøs pluralisme – ikke en religionstolerance – men en slags våbenhvile.

Men følgerne af de blodige religionskrige, hvor der procentuelt døde mange flere i Europa end under 2. Verdenskrig, førte til en begyndende accept af folk med andre religioner. Agnostikere, ateister og deister begyndte i 1700-tallet at argumentere for religionstolerance som ideal. Både protestanters og katolikkers mål var ellers at udrydde den anden part, hvis de ikke kunne omvende dem. Men nu argumenterede nogle for, at den monokatolske enhed fra før Reformationen skulle erstattes af et multikristent samfund. Der begyndte også at komme nye statsteorier, som ofte blev formuleret af mennesker, der ikke var særligt kristne, eller som decideret var agnostikere eller ateister.

Hvor kom disse folk fra, og hvordan kom deres opgør med lovreligion til udtryk? Fandt de begrundelser i Bibelen?

De kom fra Storbritannien, de kom fra Tyskland, de kom fra Frankrig – altså især fra Vesteuropa, hvor religionskrigene havde været værst, og hvor behovet for en modreaktion derfor var størst. Det skyldes dog ikke lutheranisme i anden forstand, end at staten Israel skyldes Hitler. I løbet af 1700-tallet skete der, inden for strafferetsområdet i Danmark, det, at Moseloven blev skubbet mere og mere til side i retspraksis.

Derudover var der en begyndende kirkekritik i løbet af 1700-tallet, hvor man begyndte at slå til lyd for mere humanistiske idealer. De første manifeste eksempler på religionsfrihed har vi med den amerikanske uafhængighedserklæring i 1776 og erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder i Frankrig i 1789. Det er noget, der i Danmark først begynder at gøre sig officielt gældende i 1849 med Grundloven. Så meget af det, vi ser i Oplysningstiden, kommer som en modreaktion på kirkelig intolerance.

Der findes ikke religionsfrihed i Bibelen eller hos Luther, og den katolske kirke hyldede princippet, at uden for kirken er der ingen frelse, og at kirken skal udbredes til alle mennesker. Den katolske kirke anerkendte først officielt religionsfrihed under Det Andet Vatikankoncil, der fandt sted i 1962-1965.

Opgøret med den religiøse intolerance opstod som resultat af en krigstræthed, der, til at starte med, kom fra kristne kættere, som frygtede for deres eget liv. Senere begyndte også forfattere og filosoffer, som f.eks. Voltaire og Diderot i Frankrig og John Locke i England, at formulere stats- og samfundsteorier.

Noget, der får stor betydning for Grundloven, er Montesquieus tredeling af magten, i udøvende, lovgivende og dømmende, da det gennemsyrer hele Grundloven. I Jean-Jacques Rousseaus Samfundspagten overlader folket på den ene side magten til en række folkevalgte, hvilket vi også gør i dag. Men de folkevalgte skal på den anden side sikre en række friheder og frihedsrettigheder. Vi ser det også i f.eks. Grundlovens paragraf 67, der slår til lyd for religionsfrihed. Man må dyrke den Gud, man vil, så længe det ikke forstyrrer den offentlige orden, eller det går imod sædeligheden. I paragraf 77 står der, at censur aldrig nogensinde må indføres på ny.

Man har tidligere i Danmark haft både voldsom religionstvang og censur som noget helt centralt, der i årene inden Grundloven dog langsomt mildnes. Religionstvangen var en samfundsmæssig legemliggørelse af monoteismen, forestillingen om, at der kun findes en gud. Man har hyldet religionstvangen i langt størstedelen af kirkens historie som en selvfølge, ligesom i islam, der ikke er meget bedre – og i dag nogle steder værre. Og som jeg omtalte før, er det faktisk i modsætning til store dele af tiden før kristendommen.

Etik og religion har i årtusinder hængt uadskilleligt sammen, men bliver i løbet af 1700-tallet og i 1800-tallet langsomt adskilt fra hinanden. Man henter simpelthen ikke længere legitimation eller begrundelser i religionsverdenen.

Nogle af de første, der slog til lyd for religionsfrihed og tolerance, kunne godt begrunde det ud fra Jesus, der siger, at man skal elske sine fjender og vende den anden kind til. Men generelt har kristne til enhver tid fundet det i Bibelen, de har brug for. Man har brugt Bibelen til at legitimere og afskaffe apartheid, man har brugt Bibelen til at legitimere og afskaffe jødeforfølgelser. Man har brugt Bibelen til at legitimere transatlantisk slavehandel og til det modsatte. Man er hele tiden dybt selektiv. I dag siger protestantiske præster, at alt handler om Guds nåde, men ser dermed bort fra en masse steder i Det Nye Testamente, hvor der står, at de som ikke har omvendt sig og tror på Gud, de skal brænde op i helvede.

Præsterne ville virkelig få et problem, hvis folk kendte Bibelen og kunne se, at det som mange af dem siger, er yderst selektivt. I værste fald fri fantasi.

 

Kristendommens placering i den danske stat


Er der stadig noget religiøst i Grundloven eller er det forsvundet? 

Noget fortsætter. I Grundloven, hhv. paragraf 4 og 6, står, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, og at kongen skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke. Dermed er stat og kirke stadig flettet sammen.

Det kommer til udtryk på en række punkter i dag, hvor folkekirken f.eks. nyder en særstilling med eget kirkeministerium. Den er også på finansloven og har en fremtrædende position i folkeskolen, f.eks. i form af faget kristendomskundskab, der har en kristen slagside. Og det eneste religiøse overgangsritual, der prioriteres i folkeskolen, er folkekirkens konfirmation.

Et andet eksempel er Jellingestenen, der viser et kristent kors, og er at finde på første side af vores pas. Et tredje eksempel er, at bortset fra i Sønderjylland, så er det kirken, der står for registreringen af dit nyfødte barn eller din afdøde far, også selvom du er medlem af Scientology eller er ateist.

Så jo, på nogle områder der har vi fjernet os langt. På andre områder er vores stat stadig knyttet tæt til en specifik religion, folkekirken, på trods af, at der bliver flere og flere religioner og godkendte trossamfund i landet, og på trods af, at der bliver flere og flere, der melder sig ud af folkekirken. Da Grundloven blev indført i 1849, var 99 % af Danmarks befolkning medlem af folkekirken. I dag er vi nede på ca. 76,7 %, men den reelle tilslutning er langt lavere.

Man har lavet en undersøgelse, hvor kun 48 % af danskerne giver udtryk for, at de ville melde sig ind i folkekirken igen, hvis de blev udmeldt. En anden undersøgelse viser, at vælgere fra Enhedslisten til og med De Radikale sætter buddhisme højere end kristendom.

I Danmark har vi godt nok religionsfrihed, men langtfra religionslighed. Så vi er på ingen måde i mål endnu.

Når nogle af vores centrale værdier ikke skyldes kristendommen, men et opgør hermed, hvorfor så beskæftige sig så meget med kristendommen og ikke f.eks. med islam, hvor ortodoksien i dag trods alt er større?

Kristendom er stadig en væsentlig del af staten, og der er rigtig mange, der allerede beskæftiger sig med islam. Vi har et politisk parti, masser af organisationer og et hav af hjemmesider, der kritiserer islam. Og selvom jeg absolut er kritisk overfor missionerende monoteisme, bliver islam ofte fremstillet så propagandistisk, generaliserende og ensidigt – og dermed falsk – at man nogle gange må påtage sig apologetens rolle og forsvare minoriteten. Intet i virkelighedens verden er jo sort og hvidt.

Det mest folkerige islamiske land i verden, Indonesien, med over 200 millioner muslimer, har faktisk en islamform, som er uforenelig med Koranen og Hadith. Indonesere er i mange tilfælde også animister, hvilket ikke burde kunne lade sig gøre.

Kristendommen bliver ofte entydigt fremstillet med den hvide hat, hvor islam ofte får den sorte hat. Og så ser jeg en opgave i at nuancere billedet ved at inddrage en masse historiske ting. Kristendommen har stået bag nogle meget slemme ting, og unuanceret at give den æren for en masse godt, som mange præster – der enten ikke ved bedre eller selv tror eller håber noget andet – gør det i dag, er grov historieforfalskning.

Jeg har selv hårdt kritiseret nogle ting i lande, hvor islam er majoritetsreligionen, og det er klart, at når man vil hugge hovedet af en kristen eller give en ateist 1000 piskeslag, er det fuldstændig vanvittigt. Når mennesker i de lande ikke kan forsvare sig selv, må vi naturligvis hjælpe dem heroppe, bl.a. ved at lægge mest muligt pres på magthaverne. Ingen tvivl om det.

Samtidig er det medmenneskeligt indlysende uacceptabelt og politisk kontraproduktivt, når flere og flere vil smide komplet uskyldige muslimer ud af landet. Vi bør til enhver tid og over alt forsvare de svage og uskyldige.

Jeg har været inde og forsvare kristnes ret til at være kristne i muslimske lande, jeg har kritiseret stening i den islamiske verden, og kunne sagtens have gjort mere ud af det. Men et godt humanistisk grundprincip er også, at man til enhver tid skal spytte de siddende magthavere i øjnene. Og hvor mange fundamentalistiske muslimer sidder i folketinget? Ikke én.

Hvor er de vigtigste etiske/moralske diskussioner i dag i en folkekirke, der på mange måder er fulgt med tiden?

Folkekirken er ikke en enhed. Der er de hardcore antiislamister i Tidehverv, og så er der nogle, der er eksplicit multikulturelt indstillede, og som gladelig lader muslimer lave gudstjenester og samarbejder, og selvfølgelig en masse midt imellem.

Er det baseret på forandrede forståelser i folkekirken af, hvad du må, og hvad du ikke må?

Jeg vil sige det sådan, at de her ”multikulturalister” inden for kirken, som går ind for 100 % ligestilling og 100 % religionstolerance og for seksuel frihed, ikke har det fjerneste at gøre med det, som har udgjort kristendommen i 95 % af tiden. De har nogle idealer i dag, som er kommet udefra, og som de overtager og kalder kristne. Det eneste, man måske kan forbinde det til, er, at man skal elske sin næste, altså kravet om næstekærlighed. Der er intet i de bibelske skrifter, der kan forsvare kønslig ligestilling i moderne forstand. Paulus er fuldstændig utvetydig om, at kvinden skal tie stille, gå med slør, og at hun ikke må optræde som lærer. Alligevel anser de i dag det modsatte som en selvfølge. De benytter sig af et fortolkningsprincip, ifølge hvilket noget er tidsbestemt og noget andet er eviggyldigt, men hvad der er det ene og det andet, ja, det skifter meget betegnende ganske jævnligt.

Så der er tale om mere end en selektiv læsning af Bibelen – at man læser ting udenfor kristendommen ind i kristendommen?

Ja, absolut. Religioner forandrer sig selvfølgelig, men det, mange moderne danskere forbinder med kristendommen, står i modsætning til 95 % af kirkehistorien og de bibelske skrifter. Så kristendom har på mange måder fået ny betydning, og selv om det er OK, er problemet, at man vil give kirken æren for noget, som kirken gennem det meste af sin historie har bekæmpet, og det er historieforfalskning. Hvis det kom frem, at kristendommen i langt størstedelen af dens historie har været imod ligestilling, religiøs tolerance, demokrati og meget mere, så har man på en eller anden måde delegitimeret dens fremtrædende plads i dag.

Og på denne måde bliver det også sværere at bruge kristendommen som udgangspunkt for kamp mod islam?

Mange kristne vil gerne fremstille kristendommen som kærlighedsreligion og islam som lovreligion. Men ser man historisk på det, holder denne dualistiske positionering ofte på ingen måde vand. I store dele af kristendommens historie, i særdeleshed den lutheranske, har kristendommen haft stor indflydelse på lovene. F.eks. har straffelovsdelen i Danske Lov som sagt været bygget op efter Moseloven i den kristne bibel Dermed bliver kristendom selvindlysende en lovreligion – kristen sharia, værsgo!