Heartland har efterhånden slået sig op som den pæne klasses festival, hvor kunst- og talkprogrammet ofte er ligeså eftertragtet som musikken. Deres kunstprogram er smalt, men består af en lille skare af højt ansete og interessante danskbaserede kunstnere. Blandt dem er stjernekunstneren Dahn Vo, Esben Weile Kjær, der kunne ligne den næste stjernekunstner, den veletablerede Torve Storch og Kåre Frang, der er den eneste mindre kendt.
Man mærker den pæne klasses logik i festivalen, folk opfører sig generelt ordentlig og jeg har noteret mig, at jeg ikke så en eneste, der tisset et et ureglementeret sted. Nogle værker kunne lide en mere sørgelig skæbne på andre festivaler med besøgende, der er mindre venlig stemt. Der er dog ingen tvivl om, at Heartland har lavet et kunstprogram, der vil undersøge festivalkunstens muligheder og engagere publikum. For festivalkunst er en svær genre, folk skal tages i hånden. Det viser mest af alt, hvor seriøst festivalen anser samtidskunst på festival, også selvom det med at engagere publikum tager lidt overhånd.
Champagneregn
At værkerne er på en festival, har sine udfordringer. Lørdagens regn ødelagde næsten muligheden for at opleve hovedparten af kunstværkerne. Performance og kunsthappenings blev minimeret, nogle endda aflyst såsom Motherboard. Muligheden til at opdage kunst på Heartland blev derfor reduceret til de større installationer. Alligevel gjorde regnen det umuligt at opleve Esben Weile Kjærs værk midt i slottets voldgrav. Kun en sølvfigur på en enorm piedestal kunne man skue i horisonten gennem de velklippede labyrinthække. Det så ellers lovende ud.
Havde regnen forsat, kunne Dahn Vos værk have lidt samme skæbne, men heldigvis, i flere henseender, kunne værket opleves. Værket føles som noget, man dumper ind i. Ned af en skråning befandt der sig en ligvogn proppet med blomster, champagne og mousserende vin. På tidspunktet jeg oplevede værket, måske ved fire tiden på eftermiddagen, var det det perfekte værk. Der blev nemlig gavmildt uddelt af den mousserende vin fra ligvognen, og hvem holder ikke af det. Spørger man lidt rundt, så viser det sig at være et familieforetagende, hvor store dele af Vos familie stod for vognen, mens han selv også var tilstede og snakkede med andre velkendte kunstbranche-folk i nærheden.
Værket virker lidt letkøbt, men har alligevel – i meget klassisk Vosk forstand – en dybde og samtidig en åbenlys æstetisk kvalitet. En ligvogn spækket med blomster og champagne fremstår dystert og samtidig yndefuldt. Der er en kontrast mellem den normale oplevelse af ligvognen, der er højtidelig og kontrolleret, en overbringer af at ubehageligt budskab, i modsætning til den mere højstemte receptionsagtige stemning værket indtager på Heartland med servering af forfriskninger. Og at inddrage familien er et kneb, Vo har brugt utallige gange blandet andet med sin fars kalligrafi og sin nevøer og niecers tegninger. Med den baggrund kan man ikke undgå at opleve et æstetisk nærvær, der dog mest af alt er at mingle mellem venner, der nyder et glas sammen, hvilket ikke føles så æstetisk givende, men meget rart. Vos værker plejer dog at have en eller anden tekst som en central del af værket, men der var ikke meget information at hente på skiltet ved siden af, andet end at det var publikumsinddragende, og ak jeg var da på sin vis inddraget.
Klam sæbe
Regnen var også tæt på at forpurre Tove Storchs værk. Værket består af en oval blok af sæbe i en sart lyserød nuance hængt op i en metalkæde. Ideen er, at man skulle vaske sine hænder i sæben og så deltage kollektivt i værket. Storchs værk kunne man ikke undgå at opdage, da sæbeblokken var placeret uden for toiletterne. Man kunne derfor deltage i en omgang fælles håndvaskning hver gang, man fik lettet på trykket. Visuelt ligner værket lidt et hængende bolsje med sin aflange form, mens den lyserøde farve, som tydeligt er at genkende fra andre af Storchs værker, opererer i det her sarte farvespekter, som på en gang virker porøst og tiltrækkende.
En let væmmelse bliver hurtigt den herskende følelse i værket. Når jeg lægger mine hænder på værket, på det i teorien rengørende sæbe, bliver hænderne farvet røde, og så får jeg kort efter en overvældende lyst til at vaske mig igen og igen og blive ren. Ritualet er første gang en lidt tam affære, men efter anden vask bliver det tydeligt, at mønsteret gentager sig og pludselig berører det en mere kompleks følelse, der omhandler min tilnærmelse af materialerne. At sæben, farven og handlingen kan udløse en så klar følelse i mig, er en foruroligende oplevelse. Måske er mine hænder faktisk blevet rene af at gnubbe på den lyserøde sæbe, men renlighed er først og fremmest en følelse. Storch fremhæver på den måde det individuelle bånd til materialerne og i udvidet forstand omverden. Bag den kollektive mentalitet er vi alle sammen i sidste ende i vores egne følelser vold.
Den tragikomiske sandhed.
Et værk, der dog kunne modstå regnen, måske endda fik gavn af den, er Kåre Frangs værk Portraits of Overwhelm. Dets placering midt på festivalpladsen gjorde det umuligt at overse. I en slags filmkulisse har Frang lavet en facade af et fleretagershus med støbte sten og vinduer, der kunne være fra hvilken som helst by i Danmark, mens der ligger biltag med en 20-30 centimeters vand under. Man kunne derfra gå på biltagene og have sit selfiemoment med en mild frygt for at falde i vandet.
Frang har her lavet en perle af et klimaværk. Det kunne sagtens være en scene fra en katastrofefilm, en oversvømmelse, men der er en anonymitet i værket. Anonymiteten gør, at man, måske særligt som dansker, har et slægtskab med bygningerne, men det fjerner dramaet, og alt det der måske kunne have gjort værket patetisk. Det er i stedet en varme i værket. Det er komisk at se på voksne og børn bevæge sig, hoppe fra tag til tag og vurderer om de mon falder i, og når man selv, med bange anelser, forsøger at komme videre fra tagene eller måske giver op.
Det Frang får skabt er nemlig en sand kulisse også i overført betydning. Klimakrisen er på alle måder kulissen til vores liv, den omstændighed som vi altid omgives af. I den forstand lyder det banalt, det Frang foretager sig i værket. For han har egentlig ”bare” udstillet et klimamareridt, men at det er anonymt og aktiverende, demonterer fuldstændig det alvorlige i situationen. Det bliver en absurd situation, hvor det uhyggelige i Frangs kulisse, der i sig selv burde være et skrækscenarie, flyttes over til om man nu kan holde balancen eller ej. På den måde viser det, hvor let det er at flytte opmærksomhed fra klimakrisen og en stærk påmindelse om den trussel klimaet indebærer.
Festivalkunst
Det er ingen nævnt tematisk sammenhæng mellem Heartlands kunstværker, men de indebærer alle tre, sikkert også Esben Weile Kjær, en diskussion af, hvad kunst er på en festival. Værkerne er inddragende og bliver tydeligt kombineret med en mere betænksom side, som opfordrer publikum til at tænke med dem. Der er dog heller ingen tvivl om, at værkerne passer til festivalen, til et mere “pænt” publikum. Havde værkerne overlevet Roskilde Festival? Havde Storchs sæbe endt ud i det rene smadder eller var Vos gavmilde ligvogn blevet overrendt af et pludseligt kunstinteresseret publikum med en særlig stor vinentusiasme?
Værkerne viser primært, at Heartland ser publikumsinddragende kunst som midlet til at skabe et stærkt bånd mellem beskuer og kunstværk på en festival – en situation, der aldrig har været særlig gunstig til at forbinde de to. Der er ikke mange institutionelle rammer at læne sig op ad for kunstværket og beskueren er ofte snalrede og har fokus et andet sted. At få publikum med i værket er derfor en effektiv løsning på det problem. Det er nemt at opdage værker, når man og andre kan engagere sig i dem, og man bliver vækket fra sin festivaldvale.
Kunsten bliver også ren gimmick, når tre ud af fire installationsværker har en aktivitet i centrum for oplevelsen af værket. På en måde viser det lidt en ringe tro på kunsten evne til at gøre indtryk, at kun en vild, sjov eller skør handling skal fænge publikum på en festival. Jeg tror på ingen måde, at det er Heartlands intention. I stedet tror jeg, at de vil forsøge at engagere festivalpublikummet så meget som muligt i kunst, så kunst ikke bare bliver noget, man tilfældigt løber forbi fra den ene scene til den anden. En større variation kunne nok have vejet op for det problem, og det skal ikke spolere at værkerne faktisk lykkes med at være sjove og medrivende og samtidig betænksomme og kritisk funderede.
Forsidebillede: Kåre Frang, Portraits of Overwhelm, Heartland, 2024. Foto: Pernille April
