Niels Thomassen
Kærlighed til kunst
Multivers, 2015
01. september, 2021
Hvad er kunst? Dette spørgsmål stilles stadig igen og igen og er ofte forbundet med en slet skjult forargelse over det seneste kunstværk, der provokerer offentligheden. Niels Thomassens værk Kærlighed til kunst fra 2015 går på befriende vis ud over et sådant spørgsmål for i stedet at karakterisere alt det, som kunst kan være for os. Med Thomassens egne ord er det en filosofisk kærlighedserklæring til – og visse steder også romantisering af – kunsten, og en sådan entusiasme på kunstens vegne kan ikke undgå at smitte.
Niels Thomassen er en kunstelsker med særlig forkærlighed for klassisk musik og litteratur, og Kærlighed til kunst er lige så meget en diskussion af, hvad der gør kunst så fængende og livsbekræftende, som det er en undersøgelse af, hvad vi egentlig forstår som kunst. Som det formuleres på de allersidste sider, er kærlighed til kunst og kærlighed til livet ifølge Thomassen i virkeligheden to sider af samme sag – en erklæring som dog også synes at have en mere negativ bagside, der til gengæld udelades; for betyder det så ikke, at det ikke at kunne lide kunst er lig med at være livsfornægtende? Uanset hvad er det Thomassens klare tese, at kunst besidder en særlig kulturel kraft, som overordnet set står på livets og endda også det godes side. Men hvorfor egentlig? Som det udfoldes i de første kapitler, træder et kunstværk ifølge Thomassen frem af virkeligheden som en gestus, der gør opmærksom på sig selv. Det er et “anliggende kraftfuldt udtrykt i et medium”, og af denne grund besidder det også et nærvær og en stemthed (s. 11).
Et kunstværk er dermed med Thomassens egne ord et stykke virkelighed med en vilje formet til en helhed, selvom det samtidig er en åben villen, idet ethvert kunstværk åbner op for, at den enkelte kunstmodtager kan finde sin egen vej ind og ud af kunstværket. I denne grundkarakteristik af kunst lykkes det således Thomassen at karakterisere en særlig æstetisk kraft som gennemgående i alle kunstarter, selvom han dog ikke kommer så meget ind på, hvordan det kan være, at så mange af os som oftest ikke rammes af denne kraft men f.eks. sagtens kan slentre os halvsovende igennem et kunstmuseum, hvis det ikke lige interesserer os. For Thomassen er det snarere kunstens magt end afmagt, der er i fokus, selvom begge dele synes at være en del af nutidens forhold til kunst.
Thomassen er generelt god til at inddrage relevante tænkere i sin overordnede karakteristik af kunstens rolle og værdi, selvom læseren godt kunne bruge en mere systematisk introduktion til kunstens filosofi- og idéhistorie i stedet for eksempelvis at blive kastet næste direkte ind i Martin Heidegger og K.E. Løgstrups kunstfilosofi. Samtidig tages der i løbet af bogen hensyn til, at kunst ikke bare er kunst, men at der findes et utal af kunstarter, som hver besidder sine særegenheder og udtryksmuligheder. Eksempelvis fokuseres der også på mere ‘urene’ kunstarter som arkitektur og design, hvor kunstværkets anliggende er indlejret i en brugssammenhæng, idet en bygning eller et møbel ikke bare er til for at blive udstillet. Disse kunstarter har dermed karakter af en form for brugskunst, som flytter det kunstneriske tættere på hverdagen, men samtidig risikerer det æstetiske også at drukne til fordel for andre hensyn.
Derudover er en gennemgående skillelinje ifølge Thomassen brugen af sproget som et særligt medium, der gør, at sådan noget som skønlitteratur bibringer en umiddelbar forståelse, en rationalitet, som f.eks. instrumental musik eller malerier ikke kan gøre det – selvom sidstnævnte til gengæld kan gribe én mere direkte i krop og sind, som når vi lader os rive med af et fængende stykke musik. Med inspiration fra den tyske filosof Martin Seels idé om, at enhver kunst også er karakteriseret af intermedialitet, at de forskelligartede medier krydser og forholder sig til hinanden, påpeger Thomassen dog også, at sprog i kunst ofte udfolder en vis musikalitet, mens toner og andre sanseindtryk synes at ‘tale’ til os på et ukendt sprog. Det at forme og bruge kunstens medier på nye måder kan siges at være enhver kunstners store mulighed og opgave. Som Thomassen f.eks. skriver om forfatterens stilistiske muligheder og brug af sprogets valør: “Sproget er forfatterens orkester” (s. 73).
Er privat kunst ikke kunst?
For Thomassen er det samtidig vigtigt at påpege, at der bag ethvert kunstværk ligger en kunstnerisk skabelse, hvor den enkelte kunstner har fordybet sig og givet noget af sig selv i processen. Det er selvfølgelig vidt forskelligt, hvordan kunstnere går til denne skabelsesproces, og hvor krævende det er, men alligevel må enhver skabelse beskrives ifølge Thomassen som en “åndelig kraftanstrengelse”, fordi kunstneren på en eller anden måde udleverer sig selv (s. 98). Et kunstværk er et hjertebarn. Dette knytter sig samtidig til Thomassens idé om, at kunst er netop lig med kunstværker og dermed fremstilling og udstilling af strukturerede og helhedsprægede værker. Selvom Thomassen eksplicit afviser den såkaldte institutionsteori omkring kunst, der hævder, at kunst blot er, hvad der tilhører den moderne institution for, hvad vi kalder kunst, må kunstværker alligevel siges at tilhøre sin egen sfære ud fra denne forståelse. Thomassen er samtidig fast omkring, at ethvert kunstværk er en offentlig henvendelse – “privat kunst er ikke kunst” (s. 95) – hvilket reducerer endnu mere, hvad der tæller som kunst i første omgang, og hvad der ikke gør.
Selvom Thomassen som udgangspunkt ikke mener, at vi kan definere én gang for alle, hvad der tæller som kunst, synes han med ovenstående beskrivelser alligevel at have sat en forholdsvis snæver ramme for, hvad vi ifølge ham bør kalde kunst. Men spørgsmålet er imidlertid, om sådanne begrænsninger ikke snarere er til de store kunstinstitutioners fordel, som kan profitere på kunstens eksklusivitet, end for alle os, der gerne vil lade os begejstre og udfordre af det kunstneriske, uanset hvor og i hvilken form det findes? Er det ikke lige meget, hvorvidt kunst manifesterer sig i særskilte kunstværker med specifikke afsendere i et offentligt rum? Med Thomassens beskrivelse af æstetisk kraft kan der i hvert fald åbnes for, at det kunstneriske med dets særlige kendetegn kan manifestere sig på alle mulige andre måder end i det færdige kunstværk. Kan en lille del af en Hollywood-film eksempelvis ikke besidde en vis kunstnerisk kraft, selvom resten af filmen er ren underholdning? Hvorfor kan naturfænomener og tilfældigheder i hverdagen ikke også have et strøg af kunst med deres særlige stemning såsom et pludseligt tordenvejr, der buldrer frem som om, at det har et særligt anliggende; et bestemt formål som vi selv kan lægge i det, selvom det uden os blot ville være en del af naturen? Hvis kunst er en virkelighed med vilje, kan kunstmodtageren i hvert fald også selv være med til at sætte en sådan vilje på spil og dermed sløre selve skellet mellem kunstskaber og kunstmodtager.
På trods af alt det ovenstående er Kærlighed til kunst stadig en fremragende og filosofisk dybdegående undersøgelse og hyldest til kunsten i alle dens facetter. Thomassen er heller ikke bange for at fremdrage mange eksempler undervejs på kunstværker, der selv har bevæget ham, hvilket giver et mere personligt perspektiv, som når han f.eks. fortæller om sin oplevelse af Käthe Kollwitz’s bevægende skulptur Moder med sin døde søn, som befinder sig midt i Berlin. For med ethvert kunstværks stemning følger også forskelligartede følelser, som ifølge Thomassen ‘vibrerer’ i værket og er med til at gøre kunst til en både personlig og kollektiv måde at erfare verden på. Thomassens entusiasme på kunstens vegne kan dermed ikke undgå at smitte læseren undervejs og sætte nye tanker i gang om ens eget forhold til kunstens kraft.
