18 Nov

Henri Bergson Intuition – Introduktion til metafysikken Forlaget Mindspace, 1. november 2023 100 sider – 160 kr. Oversat af Søren Rosendal – Indledt af Martin Hauberg-Lund Laugesen       Henri Bergsons indførende værk Intuition, som nu kan læses på dansk, er en opfordring til at søge det autentiske og dybere perspektiv. Derfor er den ikke blevet mindre aktuel 120 år efter sin oprindelige udgivelse. Forlaget Mindspace har netop oversat og udgivet den indflydelsesrige franske filosof Henri Bergsons (1859–1941) bog Introduction à la Métaphysique fra 1903. I indledningen skriver Martin Hauberg-Lund Laugesen, at bogen kan læses “som en samlet introduktion til Bergsons filosofi” (s. 14). Som læser oplever man også en indføring, der ikke forudsætter forudgående kendskab til Bergsons filosofiske værker. Bogen formår, udover at indføre, at inddrage læseren med sine velformulerede og skarpe billedbeskrivelser. Man hører sig selv ofte sige, “prøv lige at hør det her…” til personen tættest på, som f.eks. når Bergson i sin kritik af empirismen beskriver dens på forhånd umulige opgave som “at søge originalen i oversættelsen, hvor den naturligvis ikke kan findes, og at benægte originalen under påskud af, at man ikke kan finde den i oversættelsen” (s. 54-55). Dette vidner om Bergsons skrivestil, og man forstår, hvorfor han i 1927 blev tildelt Nobelprisen i litteratur for “hans rige og oplivende ideer og den brillante evne, med hvilken de er blevet præsenteret” (s. 11). I dag, 120 år efter Bergson skrev bogen, finder vi en opfordring til at kigge ud i verden, ind i tingene, og ikke mindst, at se ud over os selv for at forstå, i stedet for at observere udefra og placere tingene i generaliserende kategorier. Intuition tilbyder en måde at skabe nye tilgange til, hvordan vi kan nærme os virkeligheden på en anden måde, hvordan vi kan få en bedre forståelse af verden, økosystemet, dyrevelfærd og medmenneskelighed. En sådan tilgang kan måske give os en mere nuanceret forståelse og intelligent sympati i forhold til de udfordringer, verden står overfor. Dermed falder bogen naturligt ind i Forlaget Mindspaces bogserie AFTRYK, der vil samle vedkommende filosofiske tekster. Analyse og intuition; skyggebilleder og essens Bogen vil noget med os. Den henvender sig ikke blot til metafysikere, filosoffer og videnskabsmænd, selvom det ofte er denne gruppe, bogen adresserer mest direkte. Den appellerer til os alle. Bogen ønsker at åbne vores øjne for, at der findes to tilgange til erkendelse. Det første afsnit i Bergsons bog indikerer dette tydeligt: “Den første [af de to erkendelsesformer] indebærer, at man kredser omkring tingen; den anden, at man trænger ind i den. Den første afhænger af det synspunkt, man indtager, og af de symboler, igennem hvilke man udtrykker sig. Den anden indtager intet synspunkt og støtter sig ikke til nogen symboler. Om den første form for viden siger man, at den bliver stående ved det relative; om den anden, hvor den er mulig, at den opnår det absolutte” (s. 32). Bergson betegner den relative erkendelsesform som analysen og den absolutte som intuitionen. Set i et filosofihistorisk perspektiv udfordrer dette synspunkt Immanuel Kant – en konfrontation der også er et centralt tema i de sidste sider af bogen. Kant hævdede, at vi aldrig kan kende ‘tingen i sig selv’ (noumenon), men kun hvordan den fremstår for os (phenomenon) gennem vores kognitive strukturer, de transcendentale betingelser. Meget forenklet kunne man sige, at Bergson mente, at Kant overså en metode, der kommer tættere på objektets sande natur end ren analyse gør. Selvom Bergson ikke nødvendigvis mener, at intuition giver direkte adgang til ‘tingen i sig selv’ i samme forstand som Kant definerede noumenon, kan man sige, at den intuitive fremgangsmåde giver os mulighed for at transcendere Kants transcendentale betingelser eller i det mindste udvide dem. Intelligent sympati Bergson argumenterer for, at vi via intuitionen kan udøve en intelligent sympati med objekter uden for os selv. Med andre ord kan vi med intuitionen placere os inde i objektet og forstå det indefra i stedet for at analysere det udefra. Således kunne Bergson medgive Kant i, at vi ikke kan opnå absolut viden om ‘tingen i sig selv’ ved udelukkende at observere den udefra, idet vores (relative) viden, formidlet gennem generaliserede begreber, altid vil komme til kort i beskrivelsen af et objekts unikke væsen. Bergson bruger eksemplet med en romanforfatters heltekarakter for at beskrive begrebers begrænsning og intuitionens styrke: “Symboler og synspunkter placerer mig […] uden for karakteren; de viser mig kun alt det, som han har tilfælles med andre, og som ikke hører til hans særegenhed. Men det, som er hans særegenhed, det, der udgør hans væsen, kan ikke ses udefra, det er per definition indvendigt, og det kan heller ikke udtrykkes med symboler, da det er inkommensurabelt med alle andre ting” (s. 34). For Bergson handler det om, at vi gennem vores begreber og symboler kun ser skyggebilleder af virkeligheden. Hvad Kant antager er ‘tingene for os’, er ifølge Bergson snarere ‘tingene for analysen’. For Kant er noumenon en uopnåelig viden om ‘tingen i sig selv’, men for Bergson er det ‘tingene for intuitionen’ – og dermed ikke uopnåelig viden, men blot en viden, der er ubegribelig med begreber. Vi er “nødt til at overskride begreberne for at nå frem til intuitionen” (s. 46), den ikke-sproglige, absolutte viden. Virkelighedens bevægelighed I bogen får man også indblik i Bergsons forståelse af tid. Bergson ser tiden som en kontinuerlig varighed, en udelelig kvalitativ strøm. Man må forstå, at øjeblikke ikke eksisterer isoleret; hvert øjeblik integreres med det næste som en flydende kontinuitet, og er på den måde aldrig helt sig selv, hvis man tager det ud af strømmen. Det er den oplevede tid, Bergson undersøger her. “Hvis ikke fortiden således overlevede ind i nutiden, ville varigheden ikke findes, men kun øjeblikkeligheden” (s. 64). Det Bergson henviser til her, er ikke vægurets tik og efterfølgende tak, altså den mekaniske repræsentation af tid, men varigheden, den virkelige tid, der mister sit væsen idet den opdeles i særskilte øjeblikke. Den græske filosof Heraklit (ca. 540-480 f.Kr.) mente, at man ikke kan træde ned i den samme flod to gange, hvorved han påpegede universets ustandselige forandring. På samme måde opfatter Bergson varigheden som en uophørlig strøm. Varigheden repræsenterer en konstant forandring, som samtidig inkorporerer det, den tidligere har været, det den nu er, og det den er på vej til at blive. Og ifølge Bergson følger menneskets bevidsthed samme mønster. Han illustrerer dette med et eksempel, der minder om Heraklits tanke om floden og mennesket: “Prøv at tage den mest simple følelse, antag så, at den er konstant, og lad hele din person absorberes i den: Den bevidsthed som følger denne følelse, ville i løbet af to på hinanden følgende øjeblikke ikke kunne forblive identisk med sig selv, for det efterfølgende øjeblik indeholder altid erindringen om det foregående” (s. 40). Vores hukommelse sørger for, at vi altid mærker spor af, hvad vi netop har været, selvom vi ikke fuldt ud er det længere. Samtidig er vores nuværende selv kun muligt på grund af vores fortid, fordi vi lige har været det, vi var. På den måde er vi altid i gang med at blive til. Eller med Bergsons ord, virkeligheden er “en stadig tilblivelse” (s. 65). Varigheden ustandselige natur er, ud over begrebernes og symbolernes begrænsning, en yderligere årsag til, at analysen altid fjerner os fra objekternes egentlige væsen. Når vi analyserer, forsøger vi at isolere bestemte øjeblikke, at tage dem ud af den strøm de naturligt tilhører. Men dette er en paradoksal tilgang, da man i undersøgelsen af objektets væsen, undergraver dets autentisk strømmende natur. I stedet for at forstå helheden fokuserer vi fejlagtigt på det, vi antager er elementer af helheden. Problemet er bare, at “elementet er uforanderligt per definition, […] [det er] kun et stillbillede af den strømmende virkelighed” (s. 66), Bergson refererer også til dem som “analysens ubevægelige billeder af bevægeligheden” (s. 67). Hinsides nytten En væsentlig pointe, som Bergson fremhæver i bogen, er tendensen i vores intelligens til at søge det nyttige. Selv når vi bestræber os på at forstå ‘tingen i sig selv’, ender vi ofte med at analysere den baseret på dens nytteværdi for os: “Generelt set sigter vi ikke mod at opnå viden for videns egen skyld, men for at opnå viden for at vælge side, for at drage fordel, kort sagt, for at tilfredsstille en interesse” (s. 61). Vores nysgerrighed er indlejret med et brugbarhedskriterium, som vi sjældent er beviste om. Denne programmering er ikke ligefrem noget dårligt. Den er god, når vi vil vide, hvordan man laver skipperlabskovs, når it-personen skal hjælpe os med at få internet på computeren eller når politikerne skal lægge planer for, hvordan man får bedre velfærd i kommunerne. Problemet opstår, når denne nytteorienterede tilgang breder sig til domæner, hvor den ikke hører hjemme, hvor den er malplaceret, som f.eks. i filosofien. Hvis vores grundlæggende forståelse af verden konstant filtreres gennem et latent brugbarhedskriterium, risikerer vi at misse det væsentlige ved tingene. Måske er dette grunden til, at Mindspace på bogens bagside har bemærket, at Bergsons filosofiske intuition er “en økologisk bevidst etik”. Intuitionen i dag Bergsons filosofi i 2023 fremstår som en opfordring til at forankre dele af vores tænkning i intuitionen. Det er en opfordring til at placere vores forestillinger om verden i noget uden for os selv, og til at opfatte helheden. Vi bør ikke lade os forlede af begrebers forførende kraft eller af politikeres, videnskabsfolks og filosoffers anvendelse af dem. I denne forståelse er man “nødt til at bevæge sig omvendt i forhold til, hvordan intelligensen sædvanligvis arbejder” (s. 61). Vi er ifølge Bergson vant til at bevæge os fra begreberne til tingen, men vi må, hvis vi vil opnå absolut viden, stå fast på, at tænke omvendt, for “[m]an kan gå fra intuitionen til analysen, men ikke fra analysen til intuitionen” (s. 66). Der er talrige områder, hvor man kunne forestille sig, at denne omvendte tænkning kunne være til gavn. Fra et dyreetisk perspektiv kan vi ved at prioritere intuition bedre forstå dyrs behov og følelser, hvilket kan føre til en dybere indsigt i, hvad dyrevelfærd er. I stedet for udelukkende at analysere dyrene udefra vil intuitionen tillade os en indlevelse i, hvad det vil sige at være et ikke-menneskeligt dyr. Set fra et miljø- og klimaperspektiv kan intuition styrke vores forbindelse til naturen på baggrund af en dybere forståelse for økosystemer og deres skrøbelighed og dermed styrke vores ønske om at beskytte dem. Ved at fremhæve intuition fremfor analyse på disse områder kan vi opnå en dybere, mere autentisk og absolut viden om verden og dens komplekse udfordringer, og derfor er Bergson ikke mindre relevant i dag. Kunstig intelligens eller intelligent sympati Et andet område, hvor man kan se nødvendigheden af at inddrage intuitionen, er i forbindelse med kunstig intelligens (AI). I takt med at AI cementerer sin rolle i vores hverdag og udfordrer forestillingen om menneskets unikke kognitive fortrin, står vi over for en uundgåelig selvrefleksion: Hvad er det, der essentielt definerer menneskelig tænkning? Når mange af de analytiske aspekter inden for videnskab og tænkning kan outsources til maskiner, hvis præstationer ofte overgår menneskets, bliver det afgørende at identificere og værdsætte de færdigheder, som forbliver unikt menneskelige. Bergsons intuition med sin intelligente sympati kan her fremstå som en fundamental menneskelig egenskab, der potentielt kan tilføre videnskaben en dybere mening og kontekst. Intuitionen kan være den indsigt, som algoritmerne ikke kan efterligne. Udgivelsen af Bergsons tanker i en dansk oversættelse kan ses som en invitation til os om at genoverveje værdien af intuition i en tid, hvor datadrevne beslutninger og algoritmisk tænkning dominerer. Måske er det netop i denne genopdagelse og værdsættelse af den menneskelige intuitions kraft, at vi finder en nøgle til at balancere teknologi og menneskelighed. I erkendelsen af at AI kan overtage en stor del af byrden inden for analyse og logik, bliver Bergsons fokus på intuition ikke en modpol, men et supplement, der beriger den menneskelige oplevelse og forståelse af verden - en komplementær dyd i samspillet med de digitale kræfter....

10:52 / Anmeldelser / Artikler uden for tema / Seneste artikler
12 Nov

Velvet Terrorisms øredøvende larm og overvældende tekstmængde åbner for en ny indlevelse i Pussy Riots aktivisme, og derfor kan 12 års iltre og livsfarlige aktioner sagtens forvandles til en museumsudstilling på Louisiana. Kunstudstilling Pussy Riot, Velvet Terrorism Louisiana - Museum of Modern art, Humlebæk 13. september 2023 - 14. januar 2024 I en video står en elefanthueklædt kvinde. Hun bæller en flaske vand, løfter op i sin kjole, tømmer blæren ud over et billede af Vladimir Putin, sparker til billedet og rækker fingeren i vejret. Det her vrede, underfundige øjeblik indleder Pussy Riots Velvet Terrorism, og er også det mest rolige sted i hele udstillingen. For selvom humoren og vreden fortsætter gennem udstillingen, så er det, der følger på den anden side af videoprojektionen et informationsmylder i infernalsk støj. Udstillingen giver nemlig én en smule hjernekatar, fordi man skal læse utallige linjer tekst i punket støj fra videoskærme, men det er som sådan ikke en kaotisk oplevelse. Barberer man meget af udtrykket væk, de farvede tapeoverskrifter, håndskrevne tekster, lyden og det at performancerne er utroligt modige og farlige, så er Velvet Terrorism en fuldstændig systematisk kronologisk gennemgang af Pussy Riots aktiviteter fra 2011 til i dag. Det er faktisk et arkiv. På afstand kan det virke som om, Velvet Terrorism besidder en paradoksal energi. For hvad skal vi  med punk protestperformances på Louisiana - Museum for moderne kunst i nordsjællandsk idyl? Det larmende, punkede DIY-udseende må forstås som et forsøg på at sætte arkivet i live og forbinde os til Pussy Riots aktivisme. Og man bliver revet med, netop fordi Pussy Riot i deres første museumsudstilling ikke forsøger at genoplive 12 års protester, så vi skulle ønske vi havde været der under de oprindelige performancer. De viser efterspillet, de dokumenterer, og museet spiller en central rolle for, at vi kan nærme os Pussy Riots aktivisme. [caption id="attachment_10294" align="aligncenter" width="800"] Installationsfoto, Velvet Terrorism – Pussy Riot’s Russia September 13th 2023 Foto: Louisiana Museum of Modern Art / Kim Hansen[/caption]   Ingen introduktion Det antages helt klart, at vi kender Pussy Riot. Titlen på udstillingen, oversat til fløjlsterrorisme, har de fra biskop Tikhon Shevkunov, der er åndelig rådgiver til Putin, som brugte denne betegnelse om Pussy Riot efter den performance, der gjorde dem berømte, nemlig Punk Prayer, hvor de i 2012 spillede en punkkoncert midt i Moskvas Frelserkirke. Performancen og den efterfølgende fængsling af Nadya Tolokonnikova, Yekarterina Samutsevich og Maria Alyokhina, som har sammensat udstillingen,  skabte så stort røre i vestlige medier, at navnet kun kan lyde velkendt. Men efter seancen med den pissende kvinde begynder en stramt opsat dokumentation af hver eneste peformance/handling/fængsling fra 2011 og frem. Derfor pryder også kun en kort kuratorisk tekst indgangen til Velvet Terrorism. Det er på en måde en total præsentation af Pussy Riot. Det bør gå ret hurtigt op for en, at man ikke kender Pussy Riot, så godt som man skulle tro. Der er de mest berømte performances, som selvfølgelig, Punk Prayer og Police man enters the game, hvor baneløbere fra Pussy Riot afbrød VM-finalen i 2018 og gav en high-five til Mbappé, men der er så meget Pussy Riot aktivisme, som vi aldrig har hørt om. Fra de nyeste performances fra i år, der protesterer mod invasionen af Ukraine, til små aktivistiske handlinger og utallige retssager. Der er virkelig imponerende meget. [caption id="attachment_10297" align="aligncenter" width="800"] Fra aktionen: 'Putin Will Teach You How To Love The Motherland', Winter Olympic Games, Sochi, 2014, Foto: Pussy Riot[/caption]   Systematisk larm Der er en bias i, hvilke performances der fylder mest. Det gør de store og mest kendte, fx Punk Prayer og Police man enters the game, men systemet er det samme udstillingen igennem. Hver performance har en titel, klistret med tape i skrigende farve på forskelligfarvede vægge, tid og sted er indikeret, deltager er markeret med en tegnet elefanthue, konteksten er forklaret i trin, billed- og videodokumentation af perfomancen er præsenteret og ikke mindst er reaktionerne beskrevet, uanset effekt. I det mudrede lydunivers fra de mange videoskærme, der spredt i udstillingen, er der en salig orden, og selvom sproget i teksterne oser af vrede, med et skvæt humor, så er det ret nøgternt. Maria Alyokhina vægter tydeligt det at dokumentere performancerne højt, og at dokumentationen skal ledsages af støj, uro og forvirring. Metaforisk er er det et symbol på, hvad Pussy Riot laver: systematiske politiske handlinger, alt imens de oplever en larmende uretfærdighed i deres eget Rusland. Man mærker denne anspændte trykken gennem hele Velvet Terrorism, og der er så mange aktivistiske handlinger, at det er uoverskueligt at opleve alt på nært hold. En de store perfomances er Putin will teach you to love the motherland i forbindelse med OL i Sochi 2014. Dokumenteret med stedet: Vinter OL, tidspunktet: 2014, de otte deltagere, og så en detaljeret beskrivelse i 23 trin. Her beskrives alt det, der sker i Pussy Riots forsøg på at lave en musikvideo med samme titel som performancen: De bliver interneret af den russiske efterretningstjeneste FSB, banket af lokale kosakker, chikaneret af kyllingeudklædte pro-Putin tilhænger, og meget mere, mens de filmer. Et eksempel på hvordan de skriver, er teksten efter mødet med kossakkerne: "We wipe away the blood, put bandages on the wounds in the hospital, wash the tear gas out of our eyes and go to shoot the next and last episode of the video”. Alt imens er væggen fyldt med billeder, hvor de poserer ironisk med og uden de neonfarvede elefanthuer blandet med billeder af de skader, som er blevet dem forvoldt. Der er en hardcore trodsighed i deres blikke midt i volden, et overskud, som man ikke kan lade være med at blive ramt af. Og så peger beskrivelserne mindst lige så meget mod revolutionen i Ukraine, der foregår samtidig i 2014, og den efterfølgende russiske annektering af Krimhalvøen. Fra de små handlinger Når de mindre handlinger flettes ind blandt de store, opstår en mere rå poetik i udstillingen. Tag peformancen Don’t be afraid action, day 18, 2015, hvor Katrin Nenasheva bar en fængselsuniform i Moskva i 30 dage og dokumenterede folks reaktioner. Nadya Tolokonnikova deltog på 18 dagen i hendes oprindelig fængselsuniform fra den moravianske fængelskoloni den 12. juni på Ruslands Dag, Ruslands uafhængighedsdag fra Sovjet Unionen. Sammen forsøgte de at sy et russisk flag sammen med teksten ”Rusland fængselskoloni-1”, hvilket de aldrig nåede, da politiet efter kort tid stoppede aktionen. Et andet rørende nedslag er House Arrest 2021-2022, dokumentationen af Maria Alyokhinas og Lucy Shteins husarrest. Efter de forsøger at deltage i en støttedemonstration for Alexei Navalnij, den russiske oppositionspolitiker, der blev forgiftet og efterfølgende arresteret ved sin ankomst i Rusland, har Politiet fjernet strømmen i Lucys bygning, og efter flere forsøg lykkes det dem at deltage i demonstrationen ved hoppe ind i en vens bil. De poster her også begge på Twitter, nu X, og deltager i demonstrationen. Hvad der følger, er et spin af husarrester og retssager. Der er billeder af dem blandt tekster, hvor de poserer, viser fredstegn og står i håndjern. Der er noget nonchalant over billederne, hvor instagram møder ren undertrykkelse. Mens teksterne beskriver, hvordan de til sidst endelig får lov til at være i husarrest sammen som den lyksalige konklusion. De lidt mindre prangende aktiviteter besidder en styrke i, at de ikke virker så ekstreme og voldsomme. De er ikke tættere på vores hverdag, men fængselsperformancen er i sin essens simpel og at deltage i en demonstration er for os så ufarligt og ukompliceret. Fordi de er dokumenteret i samme system som de større og mere voldsomme aktioner, så anlægger den systematiske lighed en løbebane, der strækker sig mod at blive banket af kosakker eller sendt i fængsel. Alt det gør, at vi på en måde indhylles i et underkuet og rettighedsnedbrudt Rusland. [caption id="attachment_10291" align="aligncenter" width="800"] Maria Alyokhina og Lucy Shtein i husarrest med elektronisk fodlænke, 2021. Foto: Pussy Riot[/caption]   Dokumentation i museet En udstilling der dokumenterer perfomancekunst, kan hurtigt blive et loddent minde om den flygtige ”rigtige” perfomance. Det er Velvet Terrorism dog ikke. Den punkede gør-det-selv attitude bliver til et billede på Pussy Riots tilgang, mens den overdrevne systematik og de detaljerede beskrivelser ikke udstråler nostalgi eller forherliger performancerne, og det er heller ikke en belærende samtidshistorisk affære, der beder om medlidenhed, selvom det nok er noget, som de får. Systematikken viser en trofasthed mod at dokumentere. Derfor opnår den at få os til at indleve os i Pussy Riots Rusland, fordi det er æstetisk dokumentation af en performance og ikke dokumentation af en æstetisk performance. Det er det aspekt, der gør Velvet Terrorism så utrolig medrivende og gribende, og ikke at udstillingen beretter om vigtig og yderst aktuel aktivisme. Vi står altså overfor et arkiv, der vidner om undertrykkelse og modstand i Rusland, og det æstetiske udsagn kan trænge ind på os med arkivet som medie. Velvets Terrorisms placering på et kunstmuseum giver et endeligt carte blanche til, at beskueren oplever udstillingen æstetisk. Kunstmuseer har en tyngde med sine lovforankrede samlinger, og udstillingen kan låne lidt af den stabilitet. Den har ikke behov for at afprøve dens kunstneriske evne på samme måde som i en kunsthal for slet ikke at tænke på oplevelsen på et kulturhistorisk museum. Så kan man jo sige, at Louisiana langt fra skriger oprør. Museet har engang set Nam June Paik smadre et klaver og faciliteret Bjørn Nørgaards hesteslagtning, men i dag rimer det mere på søndagstur med dyr frokost. Det berører dog som sådan ikke oplevelsen af udstillingen. [caption id="attachment_10293" align="aligncenter" width="800"] Installationsfoto fra udstillingen, Velvet Terrorism – Pussy Riot’s Russia, September 13th 2023, Foto: Louisiana Museum of Modern Art / Kim Hansen[/caption]   Vi mødes i sanserne Hvis der er noget politisk mål for Pussy Riot med Velvet Terrorism, så er det vel at vække en mere vedvarende æstetiske indlevelse hos os. Det giver genklang i det mintgrønne rum sent i kronologien, der er et opbrud fra dokumentationen. Inden man træder ind ad den vippende dør, står der: ”Prison Wake Up 6 AM”, hvor den russiske nationalsang brager løs i det helt vinduesløse, tomme rum. Det er et hul i kronologien, markeringen af skellet hvor Maria Alyokhina er i Rusland, og der, hvor hun er flygtet. Rummet er selvfølgelig fængslet, og nok et billede på der, hun ville være, hvis hun ikke havde flygtet. Det er definitivt den stærkeste sanselige appel i Velvet Terrorism. I en ellers fyldt udstilling stod ingen i rummet, da ingen nok kunne holde ud at være der særlig længe ad gangen. Det er på grænsen til det patetiske, men også en håndsrækning mod at opleve tilværelsen som Pussy Riot-medlem. Og som der står i begyndelsen, så kan alle jo blive medlem. Institutions indlevelse Enhver trang til indvindinger forstummer med den indlevelse, som Pussy Riot fostrer. Selv hvis man har harme mod aktivismens aggressive og ofte banale retorik og sprog, så viser Velvet Terrorisms systematiske støj aktivismens mere strategiske side sammen med vreden og afmagten. Den arbejder et sted langt fra vante kunstbegreber og prøver aldrig at forædle sine budskaber ved at erobre et unødvendigt akademisk sprog. Pussy Riot taler direkte og hårdt til os, og i det beholder Velvet Terrorism en charmerende og chokerende aura, der er nærværende og medrivende midt i alt det frygtindgydende. Både Louisiana og den kunstnerdrevne institution Kling & Bang i Reykjavik, hvor udstillingen først blev konceptualiseret, har forstået vigtigheden i ikke at kvase Pussy Riots sprog i unødvendig akademia. Udstillingen sætter derudover nogle af de mest markante diskussioner om museets rolle på dagsorden. Åbenlyst er udstillingen en del af den håndsrækning, som museerne har foretaget mod mindre konventionelle kunstneriske grupper, som vi nok kommer til at se mere til de næste år.  Den lander også et sted midt i kritikken af kunstmuseets som institution, og dets evne til at glorificere kunstværket. For den her virkelighedsfjerne tilværelse, som et kunstværk besidder i museet, der blåstempler værkernes kvalitet og som ofte er blevet kritiseret, har Velvet Terrorism gavn af. Måske fordi det udstillingen beretter om, er så virkeligt, og det giver os et æstetisk rum til, at vi faktisk kan føle os ind i det Pussy Riot laver. Derfor er det at præsentere en komplet dokumentation effektivt, den viser efterskælvet, og ikke den første chokterapi. Og vi har behov for at mærke dette efterskælv, for Pussy Riots kamp er langt fra overstået, og der er stadig behov for støj mod Putins velklingende autokratiske stat.  ...

10:08 / Anmeldelser / Russiske modhistorier / Seneste artikler
10 Nov

En af vor tids mest betydningsfulde filosoffer, Martha Nussbaum, udgav i 2016 bogen Vrede og tilgivelse – harme, storsind og retfærdighed, og nu findes bogen heldigvis også på dansk. Bogen beskæftiger sig med noget af det allermest elementære i den menneskelige tilværelse; følelsen af at blive udsat for uretfærdig behandling, den vrede det afstedkommer, og muligheden for at tilgive og komme videre....

19:23 / Anmeldelser / Artikler uden for tema / Seneste artikler
28 Sep

Økonomi er ikke bare endeløse talrækker i store excel-ark, komplekse formler eller indviklede grafer og kurver. Det kan ikke reduceres til aritmetik og algebra. Økonomiske processer er ikke naturlige lovmæssigheder, og økonomer er ikke videnskabsfolk med patent på sandheden. Økonomien er i stedet, hvad vi gør den til. Den er formet og betinget af sociale relationer, kultur, normer, politik og religion. I idéhistoriker Mikkel Thorups nyeste bog, Fællesøkonomi, forsøger han at udvide vores forståelse af økonomibegrebet, og vise os alt dét, økonomi også er. Og det lykkes han på overbevisende vis med....

12:39 / Anmeldelser / Artikler uden for tema / Seneste artikler
03 Sep

G.W.F. Hegel Dialektik Forlaget Mindspace, 2022         “En kriseramt verden kalder på en forandringslogik, og filosoffen G.W.F. Hegel forsøgte med sin banebrydende dialektik netop at kortlægge strukturen i overgangsprocesser.” Sådan forlyder det på bagsiden af Mindspaces nye Hegel-udgivelse. Bogen er en del af forlagets farverige bogserie AFTRYK, der “samler korte og vedkommende filosofiske tekster med væsentlig virkningshistorie.”  Der lægges således op til, at vi står over for en udgivelse af en særlig betydning, som kan hjælpe os til at forstå de kolossale og komplekse udfordringer, vi står over for. Men hvor langt strækker Hegels dialektik sig egentligt? Forlaget Mindspace har udgivet en oversættelse af tre nøje udvalgte tekster af den tyske filosof G.W.F. Hegel (1770-1831) på filosoffens 252-års fødselsdag. Disse tre tekster er akkompagneret af en omfattende introduktion skrevet af Anna Cornelia Ploug, ph.d.-studerende ved Roskilde Universitet, og har til formål at introducere læseren til den hegelianske dialektik, som i den grad stadig præger filosofien. Blandt de nulevende betydningsfulde figurer, der har engageret sig med dialektikken, kan nævnes den amerikanske filosof, kønsforsker og queer-teoretiker Judith Butler og den slovenske filosof og kulturkritiker Slavoj Žižek. Inden for den danske intellektuelle ramme kan også Rune Lykkeberg fremhæves. Bogens introduktion med titlen ‘Forandringens logik – om Hegels dialektik, dens forhistorie og kritiske aftryk’ stiller sig på samme side som Hegel-entusiasterne. Den udtrykker også en vis hengivenhed over for potentialet i den hegeliansk-dialektiske tænkning, som synes at være nærmest ubegrænset. Dette perspektiv deles af andre nylige udgivelser, der også har beskæftiget sig med dette emne. Jeg tænker her især på essaysamlingen Hegel: For et større publikum, der er redigeret af Rune Lykkeberg, og som så dagens lys på Hegels 250-års fødselsdag i 2020. I introduktionen belyser Anna Cornelia Ploug begrebet dialektik og dets indflydelse på filosofien, der går tilbage til Platons dialoger. Det græske dialegō, der refererer til det dialogiske, modstridende og diskuterende, udgør ophavet til dialektikbegrebet. “Dialektik betegner nemlig helt grundlæggende det forhold, at noget bliver til noget andet i kraft af sig selv, eller at noget kun kan være, hvad det er, ved at modsige sig selv” (s. 10). Hertil knytter Ploug på fortrinlig og underholdende vis håndgribelige eksempler på dette forhold. Eksempelvis er det ironisk nok den mandige PTSD-ramte soldats maskulinitet, “der undergraver de mandige dyder og slår over i sin selvbestaltede modsætning, det svage og skræmte” (s.11). “Helt grundlæggende har dialektik at gøre med at tænke forandring”, skriver Ploug, og gør det samtidig klart, at for Hegel “er bevægelse et essentielt og ufravigeligt træk ved virkeligheden” (s. 12). Vi må forstå, at dialektikken ikke blot er en tilgang til at skabe forståelse for verden; den repræsenterer faktisk verdens egen beskaffenhed. I modsætning til Immanuel Kant (1724-1804), der hævder, at das Ding für mich (‘tingen for mig’; genstanden som mennesker kan opleve og begribe den) og das Ding an sich (‘tingen i sig selv’; genstanden sådan som den faktisk er) aldrig kan være det samme, forener Hegel epistemologi og ontologi. Hvor det for Kant er menneskets oplevelse af verden, der kan virke absurd, er det for Hegel verden selv, der indeholder modsætningsfyldte forhold – heldigvis er menneskets forstand via den dialektiske logik gearet til at omfavne verdens modsigelsesaspekt. Dialektikken repræsenterer altså en form for tænkning i bevægelse, der formår at begribe verdens foranderlighed. Dermed bliver det ikke kun vigtigt, men nødvendigt at have indblik i denne tankegang. Når vi læser Hegel i dag, finder vi et påbud, der handler om, at vi ikke må blive fastlåste i en bestemt tænkemåde, hvor vi risikerer at blive naive og ensidige. I dialektikken finder vi en metode, der giver os mulighed for at forstå komplekse udfordringer, der rummer mange forskellige og til tider modstridende elementer på én gang. For eksempel er klimakrisen kendt for sin kompleksitet og for de divergerende videnskabelige, politiske og økonomiske interesser, den indebærer. Dialektisk metode opfordrer os til at betragte dette i en holistisk forståelse i stedet for at polarisere. Med andre ord må vi betragte klimakrisen som en dynamisk proces, der nødvendigvis indeholder modsigende elementer og interesser. Denne tilgang er ikke unik for klimakrisen; den kan lige så vel anvendes på andre komplekse udfordringer som den stigende sociale ulighed i Danmark eller migrationskrisen. Dialektikken inviterer til en bredere dialog, der kan være med til at forme politikker og initiativer, der bedre reflekterer og håndterer mangfoldigheden i disse udfordringer. Hegels dialektik kan være et uvurderligt redskab i vores bestræbelser på at forstå og løse moderne komplekse udfordringer. Den kræver, at vi omfavner en mere åben og dynamisk tilgang til tænkning og problemløsning, hvilket er særligt vigtigt i en tid, hvor verden ændrer sig i et stigende tempo, og hvor komplekse globale udfordringer sætter vores forståelsesevner- og metoder på prøve. Hvorvidt Hegels dialektik fungerer som redningsbåden i det hav af kriser vi befinder os i, er jeg stadig usikker på efter at have læst denne udgivelse. Til gengæld er jeg overbevist om, at den er relevant, og har noget at bidrage med, når det kommer til at reflektere over vores holdninger, vores tilværelse og verden omkring os. Netop på grund af den hegelianske dialektiks væsentlighed for en korrekt forståelse af verden, kan pædagogiske forenklinger og tilsnigelser, såsom den klassiske tese-antitese-syntese-model, ikke accepteres. En del af introduktionen er derfor dedikeret til ransagelse og afklaring af disse udbredte misforståelser. Mange forbinder måske umiddelbart Hegel med tese-antitese-syntese, men Ploug giver kort og præcist sine grunde til, hvorfor denne noget karikerede a priori-skabelon fordrejer Hegels tænkning. For det første vil man qua udtrykket ‘syntese’ forledes til at tro, at der er tale om en kombination af forskellige elementer, der tilsammen giver et resultat ud over sig selv, altså bliver “en selvstændig tredje ting” (s.29), som Ploug beskriver det. Dialektikken er imidlertid, som de følgende afsnit i denne anmeldelse også kommer ind på, en bevægelse i én og samme ting. For det andet hævder Hegel, at dialektikken ikke kan bruges som en forudbestemt skabelon, som vi kan tage med os ud i verden og pådutte virkeligheden uden at tage højde for de konkrete omstændigheder. “Kan du være mere konkret?” Gennem de tre Hegel-tekster vil bogen give læseren indsigt i, hvad dialektisk-spekulativ filosofi indebærer. Samtidig vil den introducere dialektikken som et forandringslogisk redskab, læseren kan tage med sig og opbevare i sin kontemplative værktøjskasse. Den første tekst, ‘Hvem tænker abstrakt?’, er en satirisk tekst fra 1807, der handler om, at abstrakt tænkning egentlig ikke betyder det, vi tror det gør. Det abstrakte refererer ikke til den højtravende tænkning i idéernes verden eller metafysikken. I stedet er den abstrakte tænker (jævnfør det latinske ab-straho: uddrage), en person der isolerer og kategoriserer. F.eks. er en morder for den abstrakte tænker blot en morder, og tjeneren er kun tjener. “Hvem tænker abstrakt? Det udannede menneske, ikke det dannede” (s. 60). Den abstrakte tænkning er altså her betragtet som dårlig tænkning. Det er snæversynet tænkning, der ikke formår at omfavne verdens skønhed. En skønhed der bl.a. ligger i at verden er mere end bare én ting ad gangen. Morderen kan godt både være en morder og samtidig være smuk; tjeneren kan godt både være tjener og samtidig være en god ven for herren. Hegel pålægger os derfor at øve os i, at danne os til, at blive bevidste om vores fordomme, være åbne over for verden og udvide vores horisont. Vi bør undgå at være stivsindede og unuancerede, da det kun fører til dårlig tænkning, dvs. abstrakt tænkning. Samtidig skal vi ikke glemme den rige og mangesidige virkelighed vi lever i – “den skønne verden” som Hegel kalder den. I Danmark tales der ofte om, hvordan det omfattende bureaukrati, der omgiver arbejdet hos landets omsorgspersonale, kan medføre, at personalet begynder at opfatte patienten som en journal eller blot som en arbejdsopgave uden at anerkende alle de aspekter, som det hjælpsøgende menneske også udgør. Kun at se patienten som patient eller kun at se kassemedarbejderen som kassemedarbejder er lige så abstrakt og dårlig tænkning, som kun at se morderen som morder – det er kun for de udannede. Hegels idé om den abstrakte tænkning minder os om, at vi bør anerkende og omfavne virkelighedens ‘konkrete’ kompleksitet. At reducere noget til en enkel definition er en form for tænkning, der begrænser vores forståelse af virkeligheden. Vi må stræbe efter og øve os i at se det skønne, det sammensatte, det spekulative. Men hvordan når vi derhen? Fra forstand til fornuft Bogens anden tekst har redaktørerne valgt at kalde ‘Logikkens tre momenter’. Dette uddrag stammer fra Hegels Encyklopädie der philosophischen Wissenschaften (også kendt som ‘den lille logik’). Ifølge Ploug er denne tekst “[…] den bedste og mest overskuelige metodiske indgang til, hvad Hegel mener med dialektik” (s. 33). Med pointerne fra bogens første Hegel-tekst i baghovedet, genkender vi hurtigt et nu velkendt begreb, nemlig det abstrakte, allerede i den indledende sætning: “Logikken har, hvad dets form angår, tre sider: α) den abstrakte eller forstandige, β) den dialektiske eller negativt-fornuftige, γ) den spekulative eller positivt-fornuftige” (s. 67). Nu handler det ikke længere om det abstrakte overfor det konkrete. I stedet beskæftiger vi os med en proces, hvor vi bevæger os fra det abstrakte over til det dialektiske, og til sidst lander i den spekulative begribelse. Som det også fremgår af citatet, introduceres vi for en alternativ terminologi, nemlig forskellen mellem det forstandige og det (negativt-/positivt-) fornuftige. Det, der i ‘Hvem tænker abstrakt?’ blev betragtet som dårlig tænkning, betegnes her med “tænkning som forstand”. Men vi bør ikke lade os forlede af de til tider positive konnotationer, vi kan have ved begrebet ‘forstand’ – det er stadig dårlig tænkning. Tænkningen har, som det beskrives i citatet ovenfor, potentialet til at blive spekulativt eller positivt-fornuftigt. For som Hegel skriver, “[…] er tænkning rigtignok i første omgang forstandig tænkning, men den bliver ikke stående ved det” (s. 68). I refleksionen kommer vi videre i tænkningen, og her kommer det dialektiske element i spil. Dialektikken udgør den “[…] immanente overskridelse, hvori forstandsbestemmelsernes ensidighed og indskrænkethed fremstiller sig som det, de er, nemlig som deres negation. Alt endeligt er dette at ophæve sig selv. […] Det dialektiske er princippet for al bevægelse, alt liv, og al virkelighedens virken overhovedet” (s. 74).i Når vi om foråret ser de grønne blade springe ud på bøgetræet, og senere på året ser dem blive brune og falde af træet, repræsenterer det ikke to adskilte hændelser, men i stedet en immanent overskridelse. Vi må betragte bladet som værende noget, der i sig selv både inkluderer løvspringet og løvfaldet. Hegel giver sit eget eksempel med menneskets liv og død. Her skriver han, at “[…] den sande opfattelse er den, at livet som sådan bærer kimen til døden i sig” (s. 75). Her kan vi vende tilbage til Plougs formulering, som også er inkluderet i denne anmeldelse, nemlig at “noget bliver til noget andet i kraft af sig selv”. Dette ‘i kraft af sig selv’ er nu afklaret, men hvad det vil sige, at det bliver til noget andet, er det næste og sidste af logikkens tre momenter, nemlig det spekulative. “Det spekulative eller positivt-fornuftige opfatter enheden af bestemmelserne i deres modsætning, det affirmative, der er indeholdt i deres opløsning og overgåen” (s. 81). Med andre ord: resultatet af hele denne proces, der går fra det abstrakt isolerede til den dialektiske ophævelse og videre til det konkret spekulative, er ikke bare intet men faktisk noget. Hvad der menes med dette ‘noget’ bliver afklaret i bogens sidste tekst, uddraget ‘Værenslogikken’ fra Wissenschaft der Logik (også kaldet ‘den store logik’), hvor Hegel på provokerende overlegen manér argumenterer for, at ‘tilblivelse’ er noget, der opstår i samspillet mellem ‘væren’ og ‘intet’. Væren og intet er altså ikke to isolerede antiteser, men et makkerpar, der tilsammen udgør en bevægelse. Denne bevægelse er et resultat, et ‘noget’, og det er tilblivelse. Hegel illustrerer dette med et eksempel med lys og mørke, der fungerer som en mere letforståelig analogi. “Det rene lys og det rene mørke er to tomheder, som er det samme. Det er først i det bestemte lys – og lyset bliver bestemt gennem mørket – altså i det formørkede lys, og ligeledes først i det bestemte mørke – og mørket bliver bestemt gennem lyset – i det oplyste mørke, at noget kan skelnes, for først det formørkede lys og det oplyste mørke har forskellen i sig selv, og de er dermed den bestemte væren, tilstedeværen.” (s. 109) Bogen henvender sig både til dem, der allerede interesserer sig for Hegel, og den er samtidig en gave til alle dem, der endnu ikke har opdaget hans tænkning. For de førstnævnte fungerer bogen som en glædelig genopdagelse af idéerne, og for de sidstnævnte fungerer den som en indføring i Hegels dialektik. Med sin velskrevne introduktion og de medfølgende noter formår bogen at udstyre læseren med et sæt af forståelsesredskaber. Derudover er bogen struktureret på en måde, der gradvist, men sikkert, guider læseren frem til et punkt, hvor vi ikke længere blot diskuterer dialektikken, men faktisk tager den i brug. Noter: i: Oversætterne har valgt at oversætte Aufhebung med ophævelse, og påpeger at det danske ‘ophæve’ “har en dobbeltbetydning, nemlig både ‘at opbevare’ og ‘at ophøre’” (s. 48), hvilket er centralt for forståelsen af det dialektiske moment....

15:45 / Anmeldelser / Artikler uden for tema / Seneste artikler
18 Jul

Nok en gang bliver der slået varmerekorder overalt på kloden. Foråret var noget af det varmeste og tørreste nogensinde, og vi går nu en rekordvarm sommer i møde med skovbrande og tørke i udsigt. Det har katastrofale følger for mennesker, dyr og planter. Tidens vel nok vigtigste spørgsmål er; hvordan ændrer vi kurs i tide, før økosystemerne kollapser? I Naturens hellige kraft (2023) argumenterer Karen Armstrong for, at vi (igen) skal lære at behandle naturen med respekt, og i bogen viser hun, hvordan spiritualitet og religiøs filosofi måske kan være vejen frem....

11:41 / Anmeldelser / Seneste artikler
09 Jul

Hvad vil det sige at arbejde? Er det et krav at skulle arbejde eller en menneskeret? Eller er det et menneskeligt behov? Er det gode liv et arbejdende liv? Dette er nogle af de spørgsmål, som Erik Gandini bearbejder i sin dokumentar, After Work (2023), der havde verdenspremiere på CPH:DOX i år. Med eksistentialistisk humor rejser han verden tyndt og undersøger de forskellige syn på arbejde, og konsekvensen af dem. Igennem dokumentaren kommer vi til Kuwait, USA, Italien og Sydkorea, hvor man møder mennesker fra alle sociale lag af samfundet. Gandini foretager et røntgenbillede af ideen om arbejde og arbejdsmoral og stiller spørgsmål ved arbejdets fremtid. Gennem sin kritiske tilgang ønsker han at få seeren til at reflektere over sin egen tid. Det spørgsmål man sidder tilbage med, efter at have set denne dokumentar er: Hvad ville jeg gøre, hvis jeg ikke behøvede at arbejde længere? “Det største mål for de fleste mennesker er at få et job – at tjene en mester”. Sådan begynder After Work (2023) med en unavngiven voice-over, men hvis stemme der alligevel virker lidt bekendt. Den samme stemme taler jævnligt over filmen, og med filmens slutning ser man endelig hvem denne anonyme person, som har brummet over filmens billeder på diverse tidspunkter, er. Det er socialkritikeren Noam Chomsky. Med denne udtalelse bliver filmens tonen sat. Dokumentaren stiller skarpt på hvad arbejdet betyder for os, hvorfor arbejdet betyder sådan for os, og hvordan vi måske bliver nødt til at forstå arbejde på en ny måde, når vi går en ny fremtid i møde. Gandini er ikke dogmatisk i sin kritik af arbejde, og stiller sig ikke konsekvent imod det, men prøver derimod igennem dokumentaren at vise myriader af forskellige perspektiver og vise, at det ikke blot er fra arbejde mening kan komme, og at vi bliver nødt til at se ud over arbejdets næsetip, for at forstå, at det måske ikke bør være det største mål at tjene en mester.   Det arbejdende liv er det dydige liv Sociologen Max Weber skrev i 1920: “The protestant ethic was characterized by a sense of duty to work hard”. Work ethic, eller arbejdsmoral, er et perspektiv, som Gandini bruger noget energi på at beskrive og bearbejde. I After Work hører vi filosoffen Elizabeth Anderson fortælle om arbejdsmoralens historie ikke ulig Webers udlæg af den protestantiske etik. Ideen om at det dydige liv er det travle og arbejdsomme liv kommer, ifølge hende, fra den protestantiske revolution og puritanerne, hvor det hårdt arbejdende liv er et dydigt liv i guds ånd. Dette mener Anderson er sivet ind i den moderne idé om arbejdsmoral. Dokumentaren zoomer ind på dette perspektiv, og undersøger ideen om at være travl. “I’m just so busy” bliver gentaget igen og igen. “You can’t even understand how busy I am”. Sådan lyder det fra Josh Davies, direktør for Center for Work Ethic Development. En meget energisk mand, der nærmest springer rundt på skærmen, mens hans ord “I’m just so busy” konstant gentages som underlægningsmusik. Det virker næsten som en beat fra en Wu-Tang Clan sang. Som at høre C.R.E.A.M. hvor ordene “I’m just so busy” er grundbeatet. Eller som at høre buddhistiske munke sidde i trance mens de mumler, her forstå man blot tranceordene; “I’m just so busy.” Det er i samvær med Davies, den amerikanske arbejdsmoral bliver fremført. 57% af amerikanerne arbejder, selv i deres lønnede ferie, som de kun har ret til to af om året. Dette betyder at der bliver brugt 578 millioner timer på arbejde, som egentlig skulle være lønnet fri. Dette opfatter Davies ikke engang som noget negativt, men kalder det bare god arbejdsmoral. Amerikanerne føler simpelthen, de bliver nødt til at arbejde, fordi travlhed er en dyd og dovenskab er en synd. Josh Davies spørger intervieweren tilbage “How much holiday do you on average take a year?” Da der svares seks uger, bryder Davies ud i et hysterisk grin – det er for ham fuldstændig uforståeligt, ja det virker nærmest til at han finder det latterligt. Sydkorea har en lignende arbejdskultur. En yngre sydkoreaner fortæller bekymret om sin fars tilgang til arbejde. En far, som hun sjældent ser, fordi han arbejder så meget. Ifølge farens generation defineres man som god, hvis man arbejder flest mulige timer, fordi det betyder, at man brødføder sin familie godt. Ifølge den yngre sydkoreaner, er der ikke andet i sine forældre end arbejde. De forstår ikke værdien af eller ideen om lykke, men oversætter alt til arbejde. Dyden ligger i at være travl. Denne kultur prøver Sydkorea dog at modarbejde, hvilket nok også er årsagen til, at den yngre generation ser anderledes på arbejde. Sydkorea prøver på at nedsætte den gennemsnitlige arbejdsuge fra 68 til 52 timer. Derudover indfører nogle arbejdspladser pc-off, hvilket betyder, at arbejdscomputere automatisk slukkes kl. 18 – simpelthen for at undgå, at folk arbejder sig selv i stykker. Sydkoreas regering og diverse arbejdspladser prøver altså at ændre en arbejdsmoral, en kultur gennem disse tiltag. Sydkorea virker som en ekstrem, hvad angår arbejde, men i det mindste prøver de at gøre noget, hvilket er mere, end man kan sige om USA. Den nærmest religiøse ide om dyden gennem arbejdsmoral er i mange dele af verden fasttømret i kulturen. Det er næsten et uudtalt dogme: Vi bør bruge vores tid på arbejde, ikke spilde den på fritid eller frihed. Dokumentaren fremlægger en undersøgelse fra Gallup om hvor engageret mennesker er i deres arbejde. I denne undersøgelse fandt de frem til, at det kun er 15% af medarbejdere der er engageret i deres job. Kun 15% der aktivt engagerer sig i sit job. De resterende 85% af medarbejdere er enten ikke-engageret, eller med andre ord er de ligegyldige, vrede eller uden nogen form for interesse i deres arbejde. Selvom hele 85% af medarbejdere ikke engagerer sig i sit arbejde, vælger de stadig at bruge deres tid, som ellers burde have været deres egen tid, på et arbejde de sandsynligvis ikke interesserer sig for. Over 500 millioner amerikanske ferietimer bliver brugt på arbejde, fordi det føles forkert at have tid til sig selv. En sydkoreansk regering, der bliver nødt til at regulere befolkningens mulighed for arbejde, for at arbejdsmoralen ikke tager overhånd, og bliver skadende for samfundet. Arbejdsmoralens religiøsitet får altså mennesker til at kaste deres liv til siden for arbejdets skyld. Et arbejde som 85% alligevel ikke engagere sig i. Det virker som om, at Gandini med denne skildring af arbejdsmoral prøver at vise absurditeten i vores ide om arbejde. En ide om, at vores tid bør blive brugt i arbejdets tegn. Vi bør og skal forstå vores egen tid på en ny måde, og se vigtigheden af at bruge den på noget vi engagerer os i, i stedet for at tjene en mester.   Hedonisme over arbejde Arbejde har i den moderne tid fået en meningsgivende status. Hvad skulle man dog bruge sin tid på, hvis man ikke arbejdede… bare dovne den? I Gandinis rejse rundt i verden for at undersøge ideen om arbejde, kommer han forbi Italien, hvor vi ser en kvinde gå rundt i en smuk have. Hun hygger om planter og krydderurter. Pludselig bliver der klippet videre til en velklædt mand, der går igennem flotte gange med loftsmalerier i sand italiensk stil. Dette er et modsatfyldt par, men alligevel så ens. Det er et velhavende italiensk par, som har fuldstændig forskellige forhold til det at arbejde. Kvinden har arbejdet i sine yngre dage, men valgte at stoppe, fordi det ikke var det hun ønskede med sit liv, og fordi hun havde midlerne til det. Manden er derimod hårdtarbejdende, ikke fordi det er nødvendigt for deres økonomi, men fordi han nyder det. Hun opfordrer ham “du skal da også have dig en hobby” til hvilket han svarer “arbejdet er min hobby,” som de så sidder og klukker lidt over. De er meget forskellige, men alligevel så ens. De er begge engageret i det, de foretager sig i dagligdagen, noget som 85% af arbejdende mennesker ikke kan prale af. Det de foretager sig, er lystbetonet. De har truffet et valg om, hvordan deres tid skal bruges, i stedet for at lade et valg være truffet for dem. Det Gandini vil fortælle med det velhavende italienske par er ikke, at vi alle skal leve som dem. Det kan vi ikke – de færreste er velhavende. Men det, som parret gør, og som Erik Gandini vil provokere os til, er at reflektere over vores egen tid. Hvordan ønsker vi, at vores tid skal bruges, hvis vi helt selv kunne vælge? Måske skal vi turde forholde os kritisk til vores egen tid, i stedet for at acceptere, at den utvetydigt skal bruges på arbejde.   Gandini bliver i det italienske med hans næste case study, hvor han undersøger fænomenet NEET (Not in Education, Employment or Training). NEET er et akronym for personer, som hverken er i job, i træning til et job eller under nogen form for uddannelse altså med andre ord: personer som ikke stræber mod et arbejdende liv. I Italien, og for den sags skyld Grækenland, falder ca. 30% af unge ind under denne kategori. De gør simpelthen ikke noget for at få et arbejdende liv. De vælger derimod at bruge sin tid på samvær med venner, drikke kaffe, feste, og på andre måder leve fri fra arbejdets tugt. Det er let at kritisere dem som dovne, men det Gandini bruger dem til er at vise, en form for modsvar til den amerikanske og sydkoreanske arbejdsmoral. Det er to modsatrettede ekstremer indenfor ideen om hvordan ens tid skal bruges; på arbejde eller på en anden form for værdsættelse af livet, en form for hedonisme. Det virker ikke som om Gandini advokerer for den ene eller anden indstilling til arbejde, men at han undersøger denne for mange nærmest forbudte ide for at vise, at der kan være en anden måde at leve på, end under arbejdets klo, og at en smule hedonisme måske er sundt for mennesket.   Moderne teknologificering: Med industrialiseringen kom der et øget behov for arbejdskraft. Alle mænd skulle arbejde, og de skulle arbejde meget, for at følge med den enorme vækst i produktionen. Industrialiseringen var en tid, hvor produktion og fremstilling var i højsædet og hvor robotter ikke eksisterede til at lette arbejdsbyrden. Nu befinder vi os i en anden tid, hvor teknologien er begyndt at overtage flere og flere arbejdsfunktioner, hvilket giver mulighed for at lette arbejdsbyrden. Men det har vi endnu ikke, ifølge Gandini, omstillet vores system til. “Teknologi kan og bør give mennesker frihed til kreativitet,” ytrer Noam Chomsky, idet dokumentaren stiller skarpt på den moderne teknologis indvirkning på behovet for arbejde i samfundet. Gandinis pointe er her, at der overhovedet ikke er behov for at arbejde så meget som den vestlige verden gør, og at mange af vores opgaver blot skal udfylde det x-antal timer, samfundet nu engang nummerer til at være en fuld arbejdsuge. Det kan vi se i Danmark, hvor der har været diskussioner indenfor sundhedssektoren om, hvorvidt bureaukratiseringen og registreringsarbejdet nu har taget overhånd. Om vi måske har fået for meget spildarbejde, for arbejdets egen skyld. Gandinis rejse går også til Kuwait, en oliestat som har så mange penge, at de ikke ved, hvad de skal gøre af dem. Hvis man er statsborger i Kuwait, har man ret til et velbetalt job inden for det offentlige. Det er et privilegie, som kun en økonomisk velhavende oliestat har. Det betyder dog også, at der ofte er 20 ansatte til at udføre én persons arbejde. De skal møde op til aftalt tid, sidde på et kontor hele dagen, og til sidst på dagen gå hjem igen, højst sandsynligvis uden at have foretaget noget som helst andet, end blot at sidde der. Det giver simpelthen seeren eksistentialistisk depression at overvære. Alle de penge, nok til at betale gode lønninger til folk, der intet laver – og alligevel kan man ikke forestille sig en anden struktur end klassisk kontorarbejde. Kuwait er et ekstremt eksempel på vores manglende fantasi til hvad tiden ellers kan bruges til, når det ikke behøver at være arbejde. Kuwaits arbejdsprogram er et tankevækkende eksempel, der fint afspejler, hvordan Gandini anser spildarbejde i den nuværende arbejdsstruktur. Måske skulle man i stedet for at bruge energien på nytteløst eller i bedste fald ekstremt ineffektivt arbejde, bruge energien på noget kreativt, noget skabende. Måske bør vi stoppe med at arbejde for arbejdets skyld og i stedet vælge at kaste spildarbejde og overbureaukratisering ud ad vinduet. Vælge at bruge tiden på noget kreativt i stedet for noget overflødigt. Kreativ udfoldelse gennem kunst, fritænkning, skabelse… alt det, der ikke er plads til i den traditionelle arbejdsfunktion. Gandini bruger robotteknologiens fremgang som en udfordring, eller måske endda en trussel, mod behovet for arbejde og vores nuværende forståelse af arbejdsliv og karriere. Denne teknologi har overtaget det repetitive manuelle arbejde, og endda siden Gandini optog After Work, er der sket kvantespring inden for AI-teknologi. Fremtiden med AI-teknologi betyder måske endda at det ikke kun er det rutineprægede arbejde, der bliver overflødigt, men mange andre arbejdsformer. Igennem de seneste måneder er der foretaget forskning angående AI-teknologiens indvirkning på arbejdets fremtid, hvor flere af dem spår, at AI-teknologien vil kunne overtage flere millioner jobs. Goldman Sachs har i år lavet en rapport der indikerer, at AI-teknologien kan påvirke op til 300 millioner jobs. Dette kan betyde flere ting: enten ender mange mennesker som arbejdsløse, fordi AI gør dem overflødige, eller vi finder på nye ligegyldige opgave til at holde folk beskæftiget, hvilket man kan argumentere i store træk er sket hidtil med robotteknologiens indpas i samfundet. En anden mulighed ville også være at reformere ideen om arbejde, hvilket Gandini nok håber på. Som Chomsky har sagt i dokumentaren: Teknologi kan og bør give mennesker frihed til kreativitet. AI-teknologien kan give mennesket mere frihed, men vi skal turde gentænke ideen om arbejde og vores egen tid.   Hvad ville du så gøre? Gandinis afspejling af arbejde, som han foretager gennem sin rejse gennem verden, stiller et kritisk blik på behovet for arbejde og arbejdets mening for mennesket. Men hvordan skal man så have en indkomst, hvis det ikke ene og alene er gennem arbejde? Erik Gandini argumenterer i sit manuskript, med hjælp fra Chomskys stemme, for ideen om basisindkomst, altså en grundlæggende indkomst, som dækker basale behov, og som ALLE i samfundet får ligeligt, lidt ligesom den danske folkepension, bare gældende for hele voksenlivet. Dette vil frigive muligheden for ikke at være tvunget til at være lønslave. Der ville ikke længere være et krav om at arbejde for at overleve, og derved give friheden til at kunne udfolde sig kreativt, både i den klassiske forstand gennem kunst, men også til at udvikle og skabe noget nyt, uden frygten for økonomisk dommedag. Det virker ikke på dokumentaren, som om det er noget, Gandini mener er muligt lige nu. Som systemet er nu, er der ikke mulighed for det, men med teknologiens hastige fremskridt og i takt med at arbejdets nødvendighed bliver mindsket, håber Gandini fremtidens arbejde ikke er drevet af den nuværende arbejdsmoral og manglende engagement. Håbet er derimod, at arbejdets udvikling går i modsat retning. En retning, der er fyldt af mere frihed til kreativitet, nytænkning og økonomisk frihed fra arbejde. Det er en provokerende tanke. Ideen om ikke at behøve at arbejde. Det er en provokation, der på den ene eller anden måde sidder i kroppen af seeren, når dokumentaren når sin ende, og man sprøger sig selv: Hvad ville jeg gøre, hvis jeg ikke behøvede at arbejde længere?   Arbejdet afsluttes Se derfor After Work for at genkalibrere. For at få et kritisk, men også håbefuldt syn på arbejdets natur. Hvor vi er blevet kaliberet til at tænke, at det travle menneske er det dydige menneske, skal vi søge at blive et mere frigjort menneske. Mulighederne er der, men vi skal turde udnytte dem. Vi skal turde generobre vores tid. Gandini bevæger sig elegant gennem dette tunge og komplicerede emne, ved hjælp af et fantastisk brug af filmiske virkemidler, såsom underlægningsmusik og fine klipninger mellem tid og sted, hvilket giver dette noget bestandige emne en lethed. Der er humor hele vejen igennem, hvilket er med til at holde seerens interesse, og lyst til at se videre. Emnet er tungt, kontroversielt og vigtigt, men Gandini bevæger sig igennem dette med en fængende lethed. Filmen er anbefalingsværdig til folk, der ønsker at udvide deres perspektiv på arbejde, eller folk som blot ønsker en velproduceret og underholdende dokumentar.  ...

10:31 / Anmeldelser / Artikler uden for tema / Seneste artikler / Turbulens på CPH:DOX
13 Jun

Kunstner i arbejde Bojana Kunst Oversat af Peter Borum Informations forlag, 2022       13. juni 2023 Kunstner i arbejde er en sjældent aktuel bog. I performanceteoretiker Bojana Kunsts hovedværk, som nu er udkommet på dansk, gransker hun arbejdet i dag og dets nære relation til kunsten. I bogen beskriver Kunst, hvordan arbejdet dominerer vores liv og hvordan kunstneren besidder en helt særlig position i arbejdslivet. Det er en utrolig elegant og komplet kritik med et tungt fokus på det samtidige arbejde i alt fra æstetiske analyser til kunstnerens konkrete arbejds- og levevilkår. Men er der også noget uden for arbejdet? Vores arbejdsliv i vesten har ændret sig meget de sidste 100 år. Vi arbejder i dag hellere på et kontor end på en fabrik, vi er mere psykisk nedslidte end fysisk og arbejdet er mere afvekslende end rutinepræget. Men arbejdet er ikke bare anderledes, det er også blevet mere definerende for, hvordan vi forstår vores liv. Det er her professor i performanceteori Bojana Kunsts Kunstner i arbejde har sit udspring. Over fem kapitler trævler hun nærmest alle tænkelige aspekter af kunstnerens arbejde op, og viser, hvordan det kunstneriske arbejde er selve forbilledet for det generelle arbejdsliv i dag. Hendes perspektiv er stærkt forbundet til hendes eget felt, performance og scenekunst, hvor nærmest alle hendes eksempler er taget fra for at forbinde det samtidige kapitalistiske arbejde med kunstnerens virke. Og performancekunst virker som den helt rigtige indgangsvinkel til at skabe nøjagtig den forbindelse. Kunstner i arbejde bringer et arbejdsregime ind i vores kunstforståelse, og det gør bogen utrolig fascinerende og ikke mindst aktuel, men den anlægger også et ensidigt perspektiv på arbejdet, og det er nok værkets største problem. Banalt, men ikke forsimplet Bojana Kunst vil vise ”billedet af kunstneren i arbejde” (Kunst, 2022, s. 15), hvilket egentlig er et ret banalt udgangspunkt. Måske er det derfor, hun ikke behøver et teoriudpenslende afsnit, der mejsler teorien fast. I stedet laver hun en præmis, som vi egentlig ikke er meget i tvivl om, og det bliver så grundlaget for det greb, hun laver, og som føres ud i værkets fem kapitler. Hendes præmis er, at vestens kapitalistiske postfordiske arbejde (arbejdet efter samlebåndet) priser kreativt, kommunikerende, sprogligt og immaterielt arbejde. Væk er bønderne, og fabriksarbejderen er, sammen med fabrikken, et sted mellem Kina og Indien. Nu er Idealet Djøf’eren, kommunikationsrådgiveren eller konsulenten. Her påpeger Kunst, at det vi priser ved arbejdet i dag, er det, vi plejede at prise ved kunst i vores fritid, mens det nu er vores levebrød. Det vi producerer i dag, er mest af alt sociale og mellemmenneskelige forhold (ibid, s. 136). Deri laver hun det, der er et ret banebrydende greb, at flytte fokus fra kunstnerisk arbejde til kunstnerens arbejde, fra at analysere kunstværket til at forstå, hvordan værket bliver skabt. Kunstneren er derfor, som hun skriver, ”protypen på den prekære arbejder, fordi kunstnerens arbejde knytter sig til selve produktionen af livet.” (ibid., s. 165). Meget kan vi være uenige i, men der er ingen tvivl om, at kunstnernes arbejde er exceptionelt prekært. Kunst nævner selv et eksempel på en kunstners arbejde, der, udover, det vi ”normalt” forbinder med at lave værker, er dj, fotograf, festarrangør, konstant networker og sågar kunstspekulant i egen praksis (ibid., s. 161). Vi kan også nævne, at kunstnerne er selvstændige og arbejder med løsekontrakter. De er på alle måder at sammenligne med iværksætteren, hvis produkt, hvis vi tænker med Kunst, er dem selv og deres kreative arbejde. Her bliver performancekunsten en åbenlys kampplads, da kunstneren jo står frem med et værk, der oftest er sig selv, sit eget kød og blod. Det Kunst forsøger at vise om nærheden mellem kunstnerens arbejde og kapitalisme, virker derfor også helt naturligt ved at have performance som sit mest klare eksempel. Arbejdets mange facetter Kunstner i arbejde er mere en række indhug end en progression, hvor hvert kapitel beskriver et centralt selvstændigt aspekt af forholdet mellem det kapitalistiske arbejde og kunstnerens arbejde. Kort sagt omhandler første kapitel ubehaget, andet subjektivitet, tredje sociale relationer, fjerde bevægelser og femte oplevelsen af arbejdet. Det bliver til nogle ret fænomenale analyser af de vigtigste fænomener i samtidskunstnerens arbejde. Det gælder for eksempel det hun kalder radikal konsumption. Begrebet omhandler subjektets krise i dag, at subjektet ingen kerne har, men er noget mere løst og endda tomt. Den radikale konsumption er, at denne krise træder ind i det performative felt, der hvor vi udtrykker meninger med handlinger. For performancekunst kan vi sige, at det nærmest altid har omhandlet diskussionen om kunstnerens subjekt. Det skjuler, at hvis man skal diskutere subjektet i kunst, så er det altid i dette spil mellem at fremhæve subjektet, og trække det tilbage igen (ibid., s. 36). Det måske mest berømte performanceværk i dag, Marina Abramovichs The artist is Present, handler ret direkte om dette spil, hvor beskueren både møder en kunstner, et subjekt og et kunstnersubjekt. For Kunst har det den konsekvens, at undersøgelsen af subjektiviteten altid bliver en krise, der egentlig fremhæver noget tomt. Det bliver et slags tomt forbrug, hver gang vi skal hævde vores kreative subjektivitet i offentligheden (ibid., s. 40). [caption id="attachment_9954" align="aligncenter" width="799"] The artist is present, Marina Abramovic, 2010, MoMA[/caption] En anden analyse er af det hun kalder den projektive tid, som er kunstarbejdets og det samtidige arbejdets grundlæggende tid. I dag er det mere normalt at være projektansat end fastansat, og hvis man er heldig, bliver man projektleder. Til det beskriver hun denne tidsbegrænsede periode, som egentlig kun refererer til sig selv, og som ikke behøver at være en del af det liv, der ellers foregår på arbejdspladsen. Deri refererer projektet også kun til fremtidige resultater mod en deadline, som det håber, det kan få til at passe ind i nutiden på et tidspunkt. Arbejderen og kunstneren er hermed mere fokuseret på projektet i sig selv, og er mere interesseret i fremtiden end nutiden (ibid., s. 182ff). I et med tidsånden Vi har kun nævnt to begreber blandt mange her, men det mest imponerende er, hvordan disse begreber resonerer med interessen i samtidskunst, måske særligt efter bogens udgivelse i 2015. 2022s documenta fifteen, den 15. udgave af den måske mest indflydelsesrige tilbagevendende udstilling i samtidskunst, der finder sted hvert femte år i den lille tyske by Kassel, er et stærkt vidne om, hvor central Kunstner i arbejdes vinkel er. Kuratorerne, det indonesiske kunstnerkollektiv ruangrupa, havde lavet temaet lumbung, som betyder ’rislade’ på indonesisk, der skulle symbolisere en lade, hvor alle tager del i at lave afgrøderne, og alle bidrager til fællesskabets gunst. Det er først og fremmest en kritik af den vestlige arbejdslogik. Det ses i, at de hele tiden bruger indonesiske ord til at forklare deres vision. For eksempel begrebet nonkrong, der betyder at hænge ud. Ideen er så, at kunstneren og beskueren skal ’hygge’ sig sammen uden et konkret formål – ikke just et formål for det vestlige kapitalistisk produktive arbejde. For det andet blev der kun inviteret kunstnerkollektiver til at udstille, hvilket er et forsøg på at modgå besættelsen af subjektet i vesten, og kreativiteten kan ikke blive, som Kunst kritiserer, til en krise for at hævde sit subjekt offentligt. For det tredje var alt processer. Der var intet ønske om at have fokus på færdige værker. Alt havde endda lidt en ufærdig æstetik, og ruangrupas introduktionsrum var nærmest en stor brainstorm. Det er langt fra en søgen efter et fremtidigt endemål, altså ikke et projekt. På den måde kunne vi blive ved. Bojana Kunsts kritik af samtidens arbejde kunne næsten være skabelonen for ruangrupas kritik. [caption id="attachment_9956" align="aligncenter" width="800"] documenta fifteen: Fridskul Common Library, Fridericianum, Kassel, 17. Juni 2022, Foto: Victoria Tomaschko[/caption] Ulydighed mod arbejdet Man nyder faktisk at tænke med Kunst, for hun kan forbinde den dødssyge begrebsverden fra vores arbejdsliv, om projektet, deadlines, produktivitet, til kunst, der ellers altid skal tænkes som noget unikt og ekstraordinært. Unikheden i kunst glemmer hun dog ikke, hun plæderer endda for kunstens autonomi og kraft til at være flertydig (ibid., s. 205f). Arbejdet bliver dog nærmest ekstremt, når hun, i form af tre ulydigheder mod arbejdet, konkluderende indkapsler måden kunstneren kan hævde sig i offentligheden på. Det bliver tre bombastiske ulydigheder: 1. at vi bruger tid og penge på kunst – et ødselt meningsløst forbrug af noget, der ikke giver noget tilbage (ibid., s. 213), 2. at kunstnere både kan lave arbejde, der er umådeligt dovent, men stadig kan forstås produktivt, stadig laver kunstværker (ibid., s. 217), og 3. at kunst kan gøre mindre, den undgår at blive en del af livets gang ved at stå for noget langt større end det egentlig er (ibid., 228). Der er klart mere til disse ulydigheder end beskrevet her, og jeg er som sådan heller ikke interesseret i at betvivle deres evne til at modgå det kapitalistiske arbejde i dag. Straks mere problematisk er det, at disse ulydigheder skal vise, som hun skriver, hvordan ”kunstnerens arbejde kan åbne sig for alles liv, og ikke bare dem, der er i arbejde.” (ibid., s. 212). For det virker kontraintuitivt, at en ulydighed fra kunstnerens arbejde skal kunne modgå samtidens kapitalistiske arbejde og derved åbne sig for alles liv. Bliver det at følge en ulydighed overfor arbejdet ikke stadig på det kapitalistiske arbejdes præmisser? Et eksempel er, når kunstnerens arbejde tydeligt handler om arbejde. Mierle Laderman Ukeles’ berømte performances Maintenance Art fra 70’erne, hvor hun gjorde rent på kunstinstitutioner, er en kritik af det kvindelige huslige arbejde og det kapitalistiske arbejde. Kunstneren er ulydig mod arbejdet med arbejde. Derfor vil jeg mene, at det mere er, hvad ulydigheden udtrykker æstetisk og følelsesmæssigt, som en uretfærdighed, der åbner for livet fremfor ulydigheden. Selvfølgelig er arbejdet i dag, i Kunst tilgang, altdominerende, men kunst appellerer vel også til fremtiden, og deraf må der være et ønske fra kunstnerens side om at berøre noget andet end arbejdets tilstand i nuet. Den største ulydighed mod arbejdet er vel slet ikke at inkludere arbejdet i sine overvejelser, men er det så stadig en ulydighed? For nutidens blik Alligevel forbliver Bojana Kunsts teori i Kunstner i arbejde vigtig, fordi den så præcist rammer tidsånden. Det kan man også se Elisabeth Friis’ skarpe efterskrift, der forbinder værket til #metoo og det dansk/tyske kunstprojekt Laboratoriet for æstetik og økologi. For på en måde hungrer man efter at pege på steder, hvor Kunsts begreber kan passe ind. Alene det faktum at performancekunst i de seneste år har været i stigende kurs, er et stærkt udtryk for relevansen af Kunstner i arbejde. Tænk blot på kunstnere som Esben Weile Kjær og Maja Malou Lyse, der allerede havde haft flere store solo udstillinger, før de overhovedet var trådt ud af Kunstakademiet. Det altoverskyggende fokus på det samtidige arbejde i Kunsts teori bliver nok for dominerende for at forstå kunstens mange facetter. Men Bojana Kunsts teori bør ikke læses for at forstå fortiden eller fremtiden, men nutiden. Kunst vil forstå kunstnerens arbejde i dag, og nu er det kapitalistiske arbejde altopslugende, og det er et helt originalt perspektiv. Derfor er det kærkomment, at Kunstner i arbejde nu er oversat til dansk i Informations forlags serie ’Bibliotek for ny kunstteori’. Og der ingen tvivl om at værket kalder på reaktioner fra læseren. En kunstner vil helt sikkert se en allieret i hendes analyser. Andre vil være fortørnede over, at hun ser kunstnerens arbejde som prækært og helt udlader en debat om privilegier. Kunstner i arbejde har en provokation i sig, for man kan aldrig helt afvise hendes analyser, og derfor bliver bogen meget svær at ignorere. Litteraturliste Kunst, B. (2022). Kunstner i arbejde: Om nærheden mellem kunst og kapitalisme. (P. Borum, Overs.; 1. udgave.). Informations forlag, København. Noter Baggrundsbillede: documenta fifteen: Baan Noorg Collaborative Arts and Culture, The Rituals of Things, 2022, installation view, documenta Halle, Kassel, June 13, 2022, Foto: Nicolas Wefers...

08:02 / Anmeldelser / Artikler uden for tema / Seneste artikler
16 Apr

20 Days in Mariupol (dokumentarfilm, 2023) CPH:DOX visning Dokumentarfilm af Mstyslav Chernov   Trillende tårer, udvandring fra biografsalen og flere minutters total stilhed efter endt film og tændt lys. Det var hvad man kunne opleve til CPH:DOX-festivalen under visningen af 20 Days in Mariupol. Den urovækkende dokumentarfilm havde verdenspremiere tilbage i januar på Sundance Film Festival og europapremiere på CPH:DOX. Den har i løbet af festivalugen haft mange visninger på tværs af de københavnske biografteatre. Selv ved en af de sidste visninger, hvor jeg var inde og se den, kunne man på ingen måde kalde salen for tyndt besat. Der var stadig mange mennesker klar til at blive berørt af de voldsomme billeder. Billeder af død, ødelæggelse, massegrave og menneskelig depression. Dokumentaren omhandler, som titlen også indikerer, de første 20 dage af krigen i Ukraine, og hvilke konsekvenser russernes voldsomme angreb på havnebyen Mariupol havde for byens indbyggere. Den er skabt af den ukrainske journalist Mstyslav Chernov og hans team, der som de eneste journalister blev i Mariupol længere end syv dage. Det er en brutal film, hvor meget få fingre bliver holdt for seerens øjne. Billeder såsom en 16-årig drengs ben, der er blevet sprunget af pga. russisk artilleri, bliver dog censureret. Men de grafiske skildringer af lemlæstelser er ikke engang de voldsomste. De mest rørende billeder er dem med ufiltreret desperation i ukrainernes ansigter, når et barn på 18 måneder mister livet til krigen, efter læger panisk prøvede at redde hans liv. Billeder af en mor, der ikke kan være i sig selv, og læger der sidder på gulvet og græder. Det er de stemningsbilleder, der rammer hårdest. Krigens første 20 dage 20 Days in Mariupol er inddelt i dage, hvor filmen starter med dag 1, dagen hvor invasionen bryder ud. Chernov og hans team vælger at køre til Mariupol, eftersom de forventer at det bliver en vigtig kampplads. Filmen slutter med dag 20, hvor journalistholdet får smuglet sine kameraer og harddiske ud af Mariupol og gennem mere end 100 km russisk besat territorie. Imellem disse to dage er filmen opdelt i 12 forskellige dage, som dokumentaristerne har udvalgt. Udover at give et overblik over tidslinjen, så sætter det også ødelæggelserne i perspektiv. Ødelæggelserne bliver sat i struktur, og det bliver muligt at se, hvordan det starter med at være ødelæggelse af militære platforme og udvikler sig til destruktion af civile bygninger… og af civile mennesker. Allerede ved krigens tredje dag er en fjerdedel af Mariupols befolkning flygtet fra byen, og ved dag fire ser vi billeder af det første døde barn på hospitalet. Idet lægerne giver op på at redde ham, kigger den ene læge ind i kameraet og ytrer med bestemt stemme ”vis Putin hvad han gør.” Ved den syvende dag af krigen begynder elektriciteten og internettet at forsvinde i store dele af byen. De resterende journalister, der rapporterede fra Mariupol, flygter ud af byen, og de eneste tilbage er Chernov og hans team. Den destruerede by filmes, og hvad der for få dage siden var en intakt og industriel havneby, er nu en samling murbrokker, fyldt med destruerede bygninger og desperate mennesker. Chernov og hans team opholder sig på et hospital, som både virker til at være det sikreste sted at opholde sig, men også epicentret for den død, som krigen medbringer. Uden forbindelse til internettet begynder Chernov en lang kamp for at få sendt sine billeder ud til omverdenen. Ved dag 11 er den eneste mulige adgang til information fra omverdenen gennem radioen, men det eneste signal der modtages, er russisk propaganda. Ved dag 14 vælger Chernov og hans team at tage med nogle brave mænd til byens nyanlagte massegrave. Her få seeren mulighed for at gense en af de afdøde fra dag syv. Det er en utrolig voldsom scene, når Chernov forsøger, uden held, at indgå i dialog med en mand i færd med at bære lig til massegraven. Manden ignorerer Chernov, ikke på grund af en aversion mod ham, men simpelthen fordi manden ikke vil kunne være i sig selv, hvis han skulle forholde sig til det, som egentligt foregår. Ved den 15. dag har mange af disse billeder nået udlandet, og nu begynder en nyt vigtigt slag, nemlig slaget om sandheden. På dette tidspunkt forsøger russerne af afskrive alle disse billeder som ukrainsk propaganda, produceret af den ukrainske regering og fyldt med skuespillere. Dag 16 lykkedes det de russiske kampvogne at nå til hospitalet, hvor soldaterne opholder sig iblandt de mange civile. Her indfanger Chernov med sit kamera bevis på at de russiske soldater målrettet angriber civile mål: kampvogne med russernes ikoniske Z skyder mod flere civile bygninger. Ikke nok med det, så begynder kuglerne også at regne ned over hospitalet, da en snigskytte har fået blik for hospitalets flygtninge. Billeder siger mere end tusind år – særligt når den sande historie om krigens slagmark skal fortælles. Dagen efter bliver Chernov og hans hold reddet fra hospitalet og ved den 20. dag trækker de endelig stikket, og flygter ud af Mariupol. Verden fik disse optagelser. Optagelser af destruktion og død i Mariupol. En af de sidste personer, Chernov taler med i Mariupol siger ”Thank you for telling the story of our city” – og det er præcis det, som han er lykkedes med i denne brutale dokumentarfilm. Hvorfor skal det gentages? Uanset hvor voldsomme disse billeder er, så har alle, der har fulgt med i krigen erfaret Ruslands invasion af Ukraine i diverse medier. Billederne af Mariupols fald blev vist i krigens tidlige dage. Så hvorfor, kunne nogle måske fristes til at spørge, behøver vi en dokumentar nu, når Mariupols fald skete for knap et år siden i krigens tidlige måneder? Andre Gidé skrev i 1892 ”Alt er blevet sagt før, men siden ingen lytter, bliver vi nødt til at begynde forfra igen og igen.” Det er årsagen til, at vi skal se disse billeder. Det er årsagen til at denne dokumentar burde vises og fortællingen gentages. Krigen er endnu ikke slut, og disse horrible handlinger foregår stadig, blot andre steder end i Mariupol, og uden nogen til at dokumentere dem. Vigtigheden af denne dokumentar ligger altså ikke i at kunne forarge seerne med de voldsomme billeder, men at holde verdens øjne åbne for de voldsomme handlinger der foregår i Ukraine lige nu. Vigtigheden ligger ikke i de enkelte viste billeder, men derimod i at få verden til at lytte, selvom det betyder at fortællingen om Ruslands invasion i Ukraine gang på gang skal gentages. Dokumentaren er skabt for at vise omverdenen det, som foregår i Ukraine lige nu, med fokus på den destruktion invasionen medfører, men der er også et andet mål med denne dokumentar. Chernov sætter ord på det, jeg tror er dokumentarens fornemste opgave, nemlig at være et redskab i kampen mod misinformation. Det er en kamp om forståelse af krigen. Chernov udtrykker også i et interview med Deadline, at kampen mod misinformation er en vigtig del af krigen. Aischylos, en oldgræsk digter, skrev "I krig er sandhed det første offer”. Store dele af Ruslands krigsførelse handler lige præcis om at bekæmpe sandheden både i og udenfor Ukraine. Ukraine er afhængig af omverdenens støtte i kampen mod Rusland, og hvis Rusland kan så usikkerhed ift. Ukraines fortælling, så vil det potentielt få store konsekvenser for den livgivende støtte, som Europa og USA har bidraget med. Uden denne støtte vil Rusland have en noget lettere situation foran sig. Den russiske regering har forsøgt at sprede misinformation om at hospitalet de bombede, ikke var fyldt med civile, men derimod højreekstremistiske oprørsgrupper. De har sågar forsøgt at bilde deres befolkning og omverden ind, at de ofre, man ser komme væltende, alle er skuespillere. De vil påstå, at alle Chernovs optagelser ingen sandhed har i sig, men blot er ukrainsk propaganda affødt af deres nazistiske regering. Der er vel ikke nogen, som kan tage disse anklager fra Rusland seriøst, tænker du måske. Men for russerne er det ikke nødvendigt at få alle overbevist om, at dette er sandheden, men hvis en tvivl kan sås, så kan der skabes mistro til Ukraines narrativ. I dokumentaren ses f.eks. ukrainere, der er i tvivl om det er Ukraine selv, som bomber nogle af hospitalerne. Dette fremstiller Chernov som værende en konsekvens af den manglende information de havde adgang til i Mariupol, og den russiske propaganda, der dominerer radiobølgerne. Det kan i værste fald medføre en form for modvilje til Ukraine, eller i hvert fald en tvivl om hvordan man skal forstå krigen, som får omverden til at tøve om at bekende kulør eller vælge side. Chernov udtrykker i et interview med Deadline, at disse billeder bliver set af mange mennesker, og fortolkningen af dem ikke er noget han kan styre, men med dokumentaren bliver alle disse enkeltstående klip, som mange mennesker har set i brudstykker, sat i en kontekst. I stedet for en samling af klip, bliver der skabt en samlet fortælling om Mariupols virkelighed. En fortælling er sværere at afskrive som propaganda eller skuespil. Dette er årsagen til, det ikke er nok at gentage de enkelte klip, men derimod skabe en samlet fortælling om Mariupol og derved om krigen. Det er sværere at afskrive en samlet fortælling end et enkelt klip. Vold, ødelæggelse og kampen om fortællingen Krigen raser stadig, men få medier rapporterer stadig jævnligt om den. Der er ikke længere chokværdi i at fortælle om russernes hærgen gennem Ukraine, men voldsomhederne foregår stadig, og for at der stadig kan komme støtte til Ukraine, bliver vi også nødt til at være bevidste om, at krigen stadig foregår. Vi må ikke lade den gå i glemmebogen ligesom Krim-halvøen gjorde efter Ruslands invasion i 2014. Dokumentaren er den nødvendige gentagelse, så folk lytter endnu en gang, og ikke blot søger det næste chok. Dokumentaren er et redskab til forståelse af krigen. Volden og ødelæggelsen er det, som vises. Det er i fokus i alle dokumentarens billeder, men det er ikke alt dokumentaren gør. Den skaber nemlig også en samlet fortælling om Mariupol og dens beboere. Om deres desperation, kamp for overlevelse og deres død. Som Chernov udtrykker det i dokumentaren: ”My brain wants me to forget all this but the camera won’t let it happen.” At se 20 Days in Mariupol er en voldsom oplevelse. Hvor de enkelte klip forargede, dengang de blev sendt for lidt over et år siden, så trækker dokumentaren seeren helt ind i Mariupol. Det er ikke blot de voldsomme billeder man ser, men også den menneskelige desperation og opgivenhed. Seeren føler sig som en del af Mariupols befolkning, hvilket også medførte at mange biografgængere i den nørrebroske biograf Empire græd, og en mand forlod salen, fordi han ikke kunne rumme følelserne. Denne dokumentar bør ses, så vi ikke forglemmer de rædsler, som en ubarmhjertig krigsførelse kan medføre. Den vækker både medfølelse for sine ukrainske medmennesker, og kaster lys på Putins forfærdelige handlinger. Den bør ses så Ukraine ikke forsvinder ud af vores bevidsthed....

22:32 / Anmeldelser / Artikler / Russiske modhistorier / Seneste artikler / Turbulens på CPH:DOX
28 Mar

Labor (dokumentarfilm, 2023) CPH:DOX visning Dokumentarfilm af Tove Pils Verdenspremiere 21.03.2023, Empire Bio (København)   Er du glad for dit arbejde? Tja… der er vel gode og dårlige dage, som ved så mange andre jobs. Det ville en sexarbejder sandsynligvis svare dig, hvis du spurgte. Dokumentarfilmen Labor følger tre sexarbejdere i San Francisco over otte år og udforsker elegant, hvordan arbejde, privilegier og vilje indgår i valget om at lave sexarbejde. En klar anbefaling af Labor lyder fra Turbulens, da den giver et kærkomment nuanceret vidnesbyrd om verden fra en sexarbejders synspunkt. Det starter med lukkede øjne. En stemme fortæller os, at hun gerne vil forblive anonym af hensyn til hendes forældre. Så skal de ikke frygte for, hvad andre vil sige om dem, eller blive udsat for krænkende spørgsmål om deres evner som forældre. Sådan starter Hannas historie om sexarbejde. Men det er også en historie om valg, stigma og kærlighed. Slørede stemningsbilleder af skummende bølger dukker frem på skærmen. De uskarpe billeder komplementeres af historien om otte år af Hannas liv. Otte år, hvor hendes sexarbejdertilværelse holdes skjult for hendes forældre i Sverige. Men også otte år med eventyr, tilhørsforhold, glæde og gode venskaber.   Sexarbejde tjener bedre end så meget andet Labor er ikke kun om Hannas historie. Chloe og Cyd, to queer sexarbejdere i San Francisco, danner hovedrammen for fortællingen. Chloe er ved starten af filmen i midten af tyverne og tjener til dagen og vejen som dominatrix til $250 i timen. Cyd er en ung transmand, som også lever af sexarbejde. Chloe er homoseksuel og ikke tiltrukket af mænd, men vælger alligevel at sælge seksuelle ydelser til mænd, hvor hun er den dominerende partner under analsex. “Det er sjovt at være dominatrix,” griner hun, “Jeg har altid været en meget dominerende type”. Arbejdet tjener godt i sammenligning med andre jobs. Det gælder ikke kun ufaglærte jobs. Selv når Chloe får en uddannelse og arbejder som frivilligkoordinator og senere i den amerikanske stat, vælger hun at supplere sin faste indkomst med 2-4 månedlige dominatrix-sessioner med gamle kunder. Det er ikke for nydelsen, men fordi arbejdet tjener godt. Chloe bekymrer sig om fremtiden. Hun sparer op til sin egen pension og til at kunne forsørge sine forældre, når de bliver gamle, fordi sundhedsvæsenet i USA ikke har tænkt sig at gøre det. Sexarbejdet handler for Chloe om pengene – men hvilket arbejde gør ikke det? Nogle dage har hun gode sessioner, der får hende i et flow og fjerner tankerne fra stresset på dagarbejdet. Andre dage er det bare et arbejde. For mange sexarbejdere er fordelen også, at indkomsten kan sikres på relativt få timer sammenlignet med et 8 til 16 job. Cyd vælger eksempelvis at holde fast i sexarbejdet som en sidegesjæft, mens han læser på universitetet. Det frigiver flere timer til studiet, end et studiejob til 20 timer eller mere ville, og det tjener mindst lige så godt.   Et stigmatiseret erhverv Fortællingens slutning vil jeg ikke afsløre. Til gengæld er det værd at nævne, at filmen belyser mange af de aspekter af sexarbejde, som bliver glemt i den dominerende diskurs. Ofte er sexarbejde stigmatiseret eller anset som et kvindeundertrykkende foretagende. Instruktøren Tove Pils formår at fokusere på de smukke ting, der findes i fællesskabet og tilhørsforholdet blandt mange sexarbejdere. Selvfølgelig er der forskel på sexarbejde. En gadesexarbejder er ofte fattigere og i en mere prekær situation, hvis de bliver anholdt. Størstedelen af dem er migranter og risikerer at blive udvist. Det gælder både i USA og Danmark, selvom de to landes lovgivning på området ikke kunne være mere forskellige. USA kriminaliserer alle former for sexarbejde, hvilket marginaliserer og presser sexarbejdere ud i farlige situationer. Danmark har derimod afkriminaliseret sexarbejde og endda gjort indkomsten skattepligtig, om end der stadig er strenge regler omkring sexarbejde i Danmark. En mere privilegeret sexarbejder, såsom Hanna, har bedre arbejdsvilkår, da hun kan rejse fra Sverige til San Francisco – det samme gælder Chloe, som kan vælge og vrage blandt de mange potentielle kunder. Fælles for alle sexarbejdere er dog stigmaet, der hænger som en sort sky. Selv de mest privilegerede sexarbejdere, med rige forældre, et vestligt pas og en tryg barndom med i bagagen, kan ikke afværge stigmaet omkring sexarbejde. I dokumentaren frygter Hanna at fortælle sine forældre om det, og hun vælger af samme grund at være anonym i filmen. Mange danske sexarbejdere, hvad enten de er escortpiger, ansat i massageklinikker eller andet, vælger at dække over deres erhverv over for venner og familie. Netop dette stigma dannede grobunden for filmens efterfølgende paneldebat.   Højdepunkter fra verdenspremierens paneldebat Efter filmens 95 minutter tændes lyset og fire stole hives ned på tomrummet foran lærredet i Empire Bios sal 2. I anledningen af aftenens visning er der arrangeret en kort paneldebat på 40 minutter. Følgende er en sammenfatning og løs oversættelse. Sofie Riise Nors, dansk feminist og forfatter, modererer og stiller spørgsmål til de tre deltagere: Jelena fra Sexarbejdernes Interesseorganisation (SIO). Tove Pils, filmens instruktør og kamerakvinde. Oliver fra Red Umbrella Sweden. Jelena fra SIO understreger, at sexarbejde i Danmark er meget forskelligt. Selvom det er meget bredt, forsøger SIO at repræsentere alle: migranter, massageklinikarbejdere, gadearbejdere osv. Sexarbejderes rettigheder er både for de privilegerede og for dem fanget i fattigdom, understreger hun. Tove Pils: “Alle sexarbejdere burde have muligheden for at være åbne omkring deres arbejde. Også de sexarbejdere, som kommer fra en mere privilegeret position.” Oliver: “Sexarbejde er kun anerkendt som arbejde, hvis du er glad. Enten det, eller også bliver det et spørgsmål om moralitet. Det er som om, at der kun eksisterer myten om den ”glade luder” [happy hooker] eller den sextrafikerede kvinde. Det er som om, der ikke er noget rum for ambivalens omkring ens sexarbejde. Mange klager over at have en dårlig dag på arbejde, eller en dårlig kunde. Hvorfor skulle sexarbejde være anderledes? Hvis en sexarbejder udtrykker frustration over deres arbejde, så antages det med det samme, at de er undertrykte eller sextraffikerede. Det er en skam, at diskussionen ofte handler om sexarbejdes moralitet eller om grænsekontrol (mod migranter), og at sexarbejde kun bliver anerkendt, hvis den arbejdende er glad for sit arbejde hele tiden.” Tove Pils: “Meget i livet handler om valg. Hvor mange valg, du har at vælge mellem, er dikteret af, hvor privilegeret du er. Vi træffer hele tiden valg, hver dag. Hvordan er valget om at udføre sexarbejde anderledes? Med mindre du er meget, meget rig, bliver du nødt til at arbejde. Hvilken slags arbejde du har at vælge mellem afhænger af dit privilegie. Det giver ikke mening at stille sexarbejde op som om, at du skal være lykkelig, for ikke at være et offer.” Hvis der var et budskab, som paneldebatten var enige om, så er det at: Sexarbejde er et arbejde. Det er en måde at tjene penge på. Når en person vælger at sælge seksuelle ydelser, så er det et valg. Nogle sexarbejdere vælger sexarbejde fordi det er det mindste onde mellem dårlige indtægtsmuligheder. Og som andre jobs er der fordele og ulemper ved arbejdet, samt gode og dårlige dage. At anerkende sexarbejde som arbejde betyder ikke, at sexarbejde skal promoveres som en karrierevej. Det betyder derimod at man skal lytte til sexarbejderne og anerkende deres rettigheder til frihed og sikkerhed. Sexarbejde burde være fri for stigma. En af de største skader ved at udføre sexarbejde er at det er højt stigmatiseret. Det medfølger at sexarbejdere må holde deres profession hemmeligt for omverden eller lyve for deres forældre og venner. Det gør det også svært at få et andet arbejde en dag, hvis man ønsker det, fordi det ikke ser godt ud på CV'et. Vil du lære mere om sexarbejde og hvad du kan gøre? Der er så meget godt indhold på internettet, hvor sexarbejdere selv fortæller deres historie og kæmper for deres rettigheder. Find paneldeltagerne, deres organisationer og deres anbefalinger her:   Paneldeltagerne: Sofie Riise Nors: Feminist og forfatter. Instagram: @sofieriisenors Jelena fra SIO (Sexarbejdernes Interesseorganisation): http://s-i-o.dk/ , Facebook: https://www.facebook.com/sexarbejder/ Tove Pils, instruktør og kamerakvinde. Instagram: @tovestelefon Oliver fra Red Umbrella Sweden: https://redumbrella.se/ (Red Umbrella Sweden: medlemmerne af Red Umbrella Sweden er aktive sexarbejdere og de har omkring 110 nuværende medlemmer. Den røde paraply er et internationalt symbol på sexarbejde.)   Anbefalinger fra panelet: Sexarbejdernes Interesseorganisation (SIO) anbefaler: The Red Van. Det er en NGO, som giver gadesexarbejdere et sikkert sted at udføre deres arbejde. Støt deres arbejde med en donation eller lignende. The Red Umbrella anbefaler: ESWA (European Sex Worker Alliance). En europæisk sammenslutning af sexarbejdere. Tove Pils anbefaler: St. James Infirmary i San Francisco. Sofie Riise Nors anbefaler: Bogen Revolting Prostitutes: The Fight for Sex Workers’ Rights af Molly Smith og Juno Mac (2020) af Verso Books.   Dokumentarfilmen Labor (2023) kan desværre ikke ses på CPH:DOX' online platform PARA:DOX - men der er adgang til et væld af andre spændende dokumentarfilm fra d. 24. marts til d. 2. april (49 kr per film, 495 kr for ubegrænset adgang)...

23:07 / Anmeldelser / Artikler / Artikler uden for tema / Seneste artikler / Turbulens på CPH:DOX
05 Mar

Gaston Bachelard Rummets poetik Forlaget Mindspace, 2022 05.03.2023     Rummets poetik (La poétique de l’espace) fra 1957 af Gaston Bachelard foreligger her på dansk. Bogen er en protest mod den rationelle læser, forskeren, psykologen og psykoanalytikeren. Rummets poetik handler om geometri-transcenderende rum. De rum hvor vi fantaserer, og skaber billeder. Her er der hverken grund til at skelne mellem res cogitans og res extensa, eller at undersøge hvilke tanker, der ligger til grund for disse billeder. I denne bog, der nærmest kan siges at være en digtsamling, bliver vi præsenteret for en undersøgelse af fantasiens fænomenologi. En fænomenologi, der har til formål at dykke ned i de billeder, der er til stede i vores dagdrømme. For Bachelard er det klart, at psykologen, psykoanalytikeren og for det meste også filosoffen ikke formår at gå i dybden med menneskets væren, bl.a. fordi de ikke kan sætte sig ud over det rigide, logiske sprog. De ænser ikke livet i sproget – men det gør digteren. Derfor må vi gå til poesien, til den poetiske logos. “Det begrebsbundne sprogs atomisme kræver forankringsgrunde, centraliserende kræfter, men i verset [det poetiske vers] findes der altid en bevægelse; billedet smyger sig om verslinjen, det fører fantasien med sig, som skabte det en nervefiber”. Citatet demonstrerer, hvordan Bachelard ikke er sky for at give sine filosofiske idéer poetiske anstrøg. Ifølge Bachelard er poesien frihed. Det er en hjertestarter for sproget. Fantasiens fænomenologer må uforbeholdent leve sig ind i billederne for at forstå menneskets væren og dens evne til at dagdrømme.   Ånder barndomshjemmet altid fred og idyl? Bogens første kapitel, Huset fra kælder til kvist. Hyttens betydning, er en undersøgelse af menneskets forhold til huset. “Vores sjæl er en bolig”, skriver Bachelard, og vi må forstå at begrebet hus ikke blot handler om bygninger, men det handler mere grundlæggende om det, vi bebor. Vores sjæl er altså en bolig på den måde, at vi kan bebo os selv. Vores erfaringer og vores minder er placeret i forskellige huse og værelser, som vi gang på gang besøger i vores drømme. Disse huse og værelser er altså steder, hvor vi kan befinde os i os selv. Derfor kalder Bachelard analysen af disse steder for en topoanalyse, et studie af “steder i vores intime liv”. Hertil skriver Bachelard også: “Ingen ægte intimitet frastøder. Alle intimitetsrum er kendetegnet ved en tiltrækning. […] Og hvis det er sandt, må topoanalysen være kendetegnet ved en topofili.” Topofili skal her forstås som steder (topos), der er behagelige og som giver velvære (filia). Topoanalysen i Rummets poetik handler altså om at undersøge de lykkebringende rum. De rum, der giver mennesker en følelse af velbehag. Med denne topofili i tankerne dykker Bachelard ned i betydningen af fødehjemmet. Barndomshjemmet spiller en central rolle for os hver især. Det er et uforglemmeligt hus, der gav os tryghed, og hvor alle vores vaner havde mulighed for at spire frem. Måden vi går op ad trapper på, henviser altid til barndomshjemmets trapper. Måden vi åbner døre på, henviser altid til barndomshjemmets døre. Bachelard opstiller tilmed modsætningen mellem kælderen og loftet. Loftet, oppe under taget, giver klarhed. Det er et symbol på rationaliteten i vores væren. Kælderen, derimod, er det dunkle og irrationelle. “Kælderdrømmeren ved, at kælderens mure er begravede, de har kun én flade, og bag sig har de hele jorden. Dramaet tager til, og frygten overdrives. […] Kælderen er da begravet galskab, tilmuret drama”. Selvom dette barndomshjem ikke skal forstås som det fysiske hjem, hvor vi er vokset op, men som det hjem, der er i os, og som vi kan fantasere os til, så er Bachelard forudindtaget i sin forestilling om det perfekte barndomshjem. Han beskriver sin aversion over storbyens larm, dens høje bygninger med elevatorer og det at hjemmet blot bliver en horisontalitet i form af lejligheder, der kun har én enkelt etage. Bachelard skriver Rummets poetik og denne kritik af storbyen for mere end 60 år siden. Hvad ville han ikke sige om nutidens metropoler? Og hvordan vil hans smalsporede og unuancerede beskrivelse af drømmeboligens arkitektoniske træk blive modtaget af de mange mennesker, der i dag bor i en horisontal bolig? Der er ingen grund til at storbybørnenes drømme om barndomshjemmet ikke kan indeholde en trappeopgang, en vaskekælder eller en elevator. Arkitekturen af drømmeboligen, og de dertilhørende billeder, bør ikke være begrænset, men i stedet tilgængelig på en måde, der giver genklang i enhver læser. Derudover kan man diskutere, om billedet på et barndomshjem overhovedet er noget, der almenmenneskeligt forbindes med tryghed og intimitet. Der findes mennesker, der forbinder barndomshjemmet med vold og utryghed, og der findes mennesker, der ikke har følt sig accepteret eller ikke har følt sig hjemme i sig selv. Hvordan ser en topoanalyse ud for dem? Og kan den stadig være en topofili?   Mennesket er hjemme-væren Når kritikken af Bachelards anti-moderne nostalgiske idéer om hjemmet stilles i bero, er pointen dog værd at dvæle ved. “Før det er ‘kastet i verden’, som så mange forhastede metafysikker har det med at hævde, er mennesket lagt i husets vugge”. Her kommer Bachelard med et opråb til alle de filosoffer, der er ude på at skabe universer inden de har sat sig ind i menneskets primære sted, nemlig huset. Heri ligger der formentligt også en henvisning til Heidegger. Den direkte kommentar til Heideggers tilstedeværensanalytik der kan udledes af denne argumentation ville være, at mennesket først og fremmest skal forstås som hjemme-væren frem for i-verden-væren – et budskab Peter Sloterdijk har taget til sig i sin filosofi.1 Rummets poetik er en hyldest til den kontemplative aktivitet med de vidunderlige billeder, vi kan skabe i os selv. Bachelard minder os om, at vores indre liv, vores dagdrømme, vores fantasi betyder noget. Han minder os om, at ikke alt handler om logiske domme over objekter. Læserens fantasi vækkes, hvad enten den altid har slumret, eller blot er blundet hen et kort sekund. På omtrent hver side i bogen har Bachelard citeret dele af digte, der understøtter undersøgelserne af vores intime rum. De store digtere inddrages, og læseren bliver selv draget ind. Det er den langsomme læsning, der fordres. Ro, sindighed, fantasi! At dykke ned i billederne er ikke at flygte fra livet– det er netop at tilgå det.   Noter: Se bl.a. Værens domesticering (2022), der ligesom Rummets poetik er udgivet af Forlaget Mindspace. Bogen er også anmeldt her på Turbulens (“Den, der ikke vil tale om sten, skal tie om mennesket”: https://turbulens.net/den-der-ikke-vil-tale-om-sten-skal-tie-om-mennesket/) ...

21:45 / Anmeldelser / Artikler uden for tema / Seneste artikler
08 Nov

Rejsen mod Europa bind 1 er en let læselig og fornøjelig indføring i den europæiske historie fra de første mennesker sætter fod på det europæiske kontinent og op til den franske revolution og de napoleonske krige. Bogen er let fordøjelig, da Danneskiold-Samsøe skriver med både overskud og overblik, og han formår at holde sig til bogens præmis, selvom han også giver sig selv plads til at fortælle sjove anekdoter og interessante sidehistorier....

16:07 / Anmeldelser / Seneste artikler
15 Aug

Hvordan forstår vi egentlig verden, livet, mennesket, væren? Hos Peter Sloterdijk finder vi nogle tanker om dette, der både provokerer og inspirerer på samme tid. For hvad nu hvis Réne Descartes havde misforstået sit cogito? Og hvad nu hvis vi i vores mellem 'vita activa' og 'vita contemplativa' har fortrængt den vigtigste menneskelige aktivitet? ...

11:37 / Anmeldelser / Artikler uden for tema / Seneste artikler
09 Aug

Donna Haraways bog "At blive i besværet" er en besværlig bog - lettere usammenhængende, essayistisk og tankeprovokerende. Men det er samtidig alt dette, som gør Haraway interessant at beskæftige sig med. Modsat tidligere værker i samme genre er det imidlertid som om, at Haraway denne gang har glemt sig at tænke sig om en ekstra gang i forhold til, hvad det egentlig er for en klima- og miljøkrise, som vi alle står midt i. ...

14:26 / Anmeldelser / Artikler uden for tema / Seneste artikler
01 Aug

Nymaterialismen er trådt ind i sin anden fase. Denne standhaftige påstand udtrykkes af Tobias Skiveren i nærværende anmeldelse af Jane Bennetts nye bog Influx and Efflux: Writing Up with Walt Whitman. Bogen indtræder, ifølge Skiveren, som et centralt værk i en ny tendens om at gentænke viden, immaterialitet og bevidsthed i materialistisk kritisk teori. Men hvilken indflydelse har denne tendens på nymaterialismens kritiske potentialer? For Skiveren står det klart, at bogen i og for sig tilbyder flere diffuse antydninger end klare retningslinjer, men i et større perspektiv bør vi også bifalde dens bidrag til nymaterialismens fortsatte udbredelse af nye analysestrategier. Anmeldelsen er en fordanskning af Skiverens ”New Materialism’s Second Phase” udgivet af Wayne State University Press....

11:44 / Anmeldelser / Posthumanisme / Seneste artikler
02 Jun

Forvandlinger giver en grundlæggende introduktion til et religionshistorisk perspektiv på historiske og aktuelle kulturfænomener. Man kan i dagens Danmark nemt glemme, at religionens arv stadig strømmer igennem vores kultur. Men i denne bog bliver vi gjort opmærksomme på, at selv de fænomener vi ellers ville sætte under den sekulære eller verdslige rubrik faktisk har direkte forbindelser til religiøse ritualer og mytologier. ...

10:23 / Anmeldelser / Artikler uden for tema / Seneste artikler
13 May

Thomas Pikettys "En kort historie om lighed" er ikke bare endnu en fremskridtsfortælling om, hvordan verden bliver et mere og mere lige samfund. Som økonom er Piketty særligt opmærksom på historiens svingninger mellem lighed og ulighed, samtidig med at han argumenterer for, at der faktisk er sket mærkbare fremskridt gennem de sidste par århundreder. For Piketty er der således grund til optimisme - men samtidig radikal politisk handling....

19:34 / Anmeldelser / Artikler uden for tema / Seneste artikler
10 Apr

Georges Batailles "Nietzsche. Memorandum" er en bog, der, som titlen antyder, vil have os til at ihukomme og forholde os til det vigtigste fra Nietzsches forfatterskab. Men det er vigtigt at understrege, at Bataille bruger Nietzsche som en indgang til sin egen filosofi. Man bør derfor være opmærksom på, at det er en Bataille-sorteret Nietzsche, som man har med at gøre....

18:31 / Anmeldelser / Artikler uden for tema / Seneste artikler
29 Mar

Det er en ofte gentaget påstand, at demokratiet er i krise. Men det er lidt for tidligt til at skrive demokratiets mindetale, hvis man spørger Jan-Werner Müller. I sin nyeste bog "Demokratiet styrer" fra 2021 inviterer Müller læseren ind i et historisk perspektiv på demokratiet. Gennem anekdoter fra historien og referencer til mange af demokratiets fædre giver Müller et overbevisende argument for det repræsentative demokrati som den bedste styreform....

22:01 / Anmeldelser / Artikler uden for tema / Seneste artikler
18 Feb

Wolfram Eilenbergers "Frihedens ild – filosofiens redning i en mørk tid, 1933-1943" fra 2020 er noget så sjældent som en samtidig indføring i fire fascinerende filosoffers tænkning såvel som levede liv. Med udbruddet af Anden Verdenskrig som den store kulisse viser Eilenberger på gribende vis således, hvordan både Simone Weil, Simone de Beauvoir, Hannah Arendt og Ayn Rand hver især har noget at fortælle os i dag om forholdet mellem den enkeltes frihed og verdenshistoriens gang. ...

21:08 / Anmeldelser / Seneste artikler
03 Feb

"Filosofien i Frankrig" er trods forfatterens antydninger intet filosofisk 'tag-selv-bord', hvor værten har helgarderet sig ved i behandlingen af sit emne at forsøge at få alt det mest velkendte med. Og den er bedre for det. I Søren Gosvig Olesens behandling af den franske filosofi præsenteres vi for en række nøje anrettede tænkere, der hver især behandles på forfatterens egne betingelser....

21:43 / Anmeldelser / Artikler uden for tema / Seneste artikler
18 Jan

Køn fylder mere i vores offentlige debat end nogensinde før, som det f.eks. ses i diskussioner af #MeToo og transkønnethed. Derfor er forståelsen af alle kønnene og deres historie vigtigere end nogensinde før, hvis man vil forstå den verden, vi lever i. Hvis du vil vide mere om, hvordan køn har været – og til stadighed er - en social og kulturelt betinget kategori gennem historien, er bogen "Kønnets idéhistorie" fra 2020 lige for dig. ...

18:20 / Anmeldelser / Seneste artikler
11 Jan

Zetkin-kollektivets nye og ambitiøse bog, "White Skin, Black Fuel – On the Danger of Fossil Fascism", argumenterer for, at ekstreme højrefløjspartier verden over bærer en væsentlig del af skylden for den manglende handling i klimakrisen. Det yderste højre og klimabenægtelse går hånd i hånd. Og dermed bringer Zetkin-kollektivet også et yderst vigtigt perspektiv ind i debatten: At ultranationalisme som et projekt, der blandt andet går ud på at beskytte 'vores' eksklusive ret til at brænde fossible brændsler af, må og skal bekæmpes i den globale kamp om både retfærdighed og uretfærdighed, som klimakrisen er blevet til i dag....

16:19 / Anmeldelser / Seneste artikler
14 Dec

Jacques Rancière er en af de politiske tænkere i nyere tid, som de færreste har hørt om, men hvis idéer alligevel må siges at være banebrydende og dybt originale. Derfor er det på sin plads med en ny dansk oversættelse af to centrale tekster af Rancière omhandlende forholdet mellem kunst og politik. "Den frigjorte beskuer" og "Det sanseliges deling" handler på hver deres måde om, hvordan politisk kunst – og dermed også kunstens politik – kan 'frigøre' os i den forstand, at det kan åbne op for radikalt nye måder at opfatte vores fælles verden på. ...

16:39 / Anmeldelser / Seneste artikler
02 Dec

Den nyeste antologi om et aktuelt emne behandlet med idéhistoriske briller fra forlaget Baggrund handler om det nok mest aktuelle område, som man i 2021 kunne have valgt. "Klimaets idéhistorie" er et overvældende potpourri af historiske perspektiver på klimaet, som ifølge redaktørerne Mikkel Thorup & Jakob Bek-Thomsen er blevet til et afgørende billede på vores tid. ...

12:00 / Anmeldelser / Artikler uden for tema / Seneste artikler
16 Nov

Global idéhistorie er en ny måde at gå til idéhistorie på under kraftig udvikling i disse år – en tilgang, der fokuserer på både idéers grænseoverskridende bevægelser og deres lokale forankringspunkter. Antologien "Global idéhistorie" fra 2018 samler en lang række danske idéhistorikere med hver deres bud på, hvordan global idéhistorie faktisk kan se ud. ...

19:17 / Anmeldelser / Artikler uden for tema / Seneste artikler
08 Nov

Den omfattende antologi "Simmel – sociologiens eventyrer" giver en grundig introduktion til den tyske sociolog Georg Simmel (1858-1918) gennem en perlerække af tekster både af og om Simmel. Simmel var ikke systembygger og dannede ikke sociologisk skole – men, som antologien viser undervejs, kunne Simmel ikke desto mindre tænke med en gennemtrængende kraft og skarphed, hvilket gør hans essayistiske analyser af bl.a. penge, selskabsliv og storbyens travlhed overraskende relevante for den nutidige læser....

21:41 / Anmeldelser / Artikler uden for tema / Seneste artikler
03 Nov

For nylig udkom Informations Forlag med en oversættelse af den amerikanske akademiker og aktivist Cornel Wests "Race Matters" (1993) som led i deres serie Antiracistiske klassikere. Selvom bogen først og fremmest er skrevet i en amerikansk kontekst og kritiserer den diskrimination og fattigdom, som afrikansk-amerikanske borgere er ramt af, lægger læsestoffet bestemt op til eftertanke i vores danske kontekst også....

11:14 / Anmeldelser / Artikler uden for tema / Seneste artikler
13 Oct

Med udgivelsen af "Demokratisk forvaltning: Magt, etik og anerkendelse" har de tre politiske teoretikere Simon Laumann Jørgensen, Jacob Dahl Rendtorff og Peter Sørensen sat fingeren på et ømt punkt i vores tid. For der bliver ved med at dukke møgsager op omkring den offentlige forvaltning, men alligevel synes det ikke rigtigt at føre til en ny konsensus i den offentlige debat omkring, hvad god forvaltningsetik og -ansvar bør være. Ifølge de tre forfattere findes svaret i en gennemgribende demokratisering af forvaltningen, der især giver rum til en fælles refleksion på den enkelte arbejdsplads om, hvad der er rigtigt og forkert at gøre. ...

21:22 / Anmeldelser / Artikler uden for tema / Seneste artikler
14 Aug

Hvad er egentlig problemet med populisme? Dette stilles op som hovedspørgsmålet i Andreas Mebus’ ambitiøse bog "Populisme, slavemoral & demokrati" fra 2019. Svaret findes ifølge Mebus især i Friedrich Nietzsches teori om slavemoral, hvilket anvendes på Dansk Folkeparti som et nutidigt eksempel på et populistisk parti. Men selvom Mebus dermed kommer med et relevant bidrag til populismelitteraturen, får bogen ikke argumenteret til ende, hvorfor populisme egentlig er problematisk....

12:15 / Anmeldelser / Artikler uden for tema / Seneste artikler
22 Jul

Markus Hatting og Esben Lichts "Vores tøj – verdens ressourcer" burde næsten være obligatorisk læsning for alle, der som det mindste køber nyt tøj engang imellem. Tekstilindustrien er kompleks, men Hatting og Licht formår at give et letforståeligt indblik i alle de problemer, som findes på dette område lige fra overforbrug til dårlige arbejdsforhold, fra farlig kemi til globale drivhusgasudledninger...

21:25 / Anmeldelser / Artikler uden for tema / Seneste artikler
15 Jul

Med de to udgivelser "Hvad er kærlighed?" samt "Lovprisning af kærligheden" fra henholdsvis 2017 og 2019 har forlaget Philosophia givet den danske offentlighed en unik mulighed for at dykke ned i én af de mest radikale og tankevækkende kærlighedsopfattelser, der findes i dag – nemlig den tolkning af kærlighed som en såkaldt sandhedsproduktion, som den franske filosof Alain Badiou abonnerer på. Kærligheden går som bekendt aldrig af mode. Men hvorfor egentlig ikke? Det har Badiou med en vis portion idealisme et seriøst bud på. ...

11:16 / Anmeldelser / Artikler uden for tema / Seneste artikler
11 Jul

Den britiske kulturkritiker og filosof Mark Fishers indflydelsesrige værk "Kapitalistisk realisme – findes der ikke noget alternativ?" er nu endelig oversat til dansk. Det er en polemisk, overdreven og deprimerende men fortsat meget relevant fortælling om kapitalismens tag om os – om den ‘realistiske’ men alligevel snævre ramme for vores forestillinger om nutidige samfund, som vi stadig i 2021 finder det nærmest umuligt at tænke os selv ud af....

19:58 / Anmeldelser / Artikler uden for tema / Seneste artikler
05 Jul

Peter Høilunds forsvar for naturret i værket "Naturret som samfundskritik" fra 2016 er et tankeprovokerende bud på, hvordan vi kan basere globale principper for rigtigt og forkert på en idé om, at vi er en del af en meget større natur. Men desværre lykkes det ikke for Høilund at komme med en overbevisende forklaring af, hvorfor vi egentlig skal følge denne tankegang i det 21. århundrede....

20:55 / Anmeldelser / Artikler uden for tema / Seneste artikler
02 Jul

Michael Hviid Jakobsens introduktion til den canadisk-amerikanske sociolog Erving Goffman er lidt af en anderledes tilføjelse til Djøf Forlags serie om ‘statskundskabens klassikere’. For Goffman arbejdede slet ikke med statskundskab i den traditionelle forståelse af det begreb. Til gengæld blev han med sin mikrosociologiske tilgang én af de mest indflydelsesrige samfundsvidenskabelige forskere fra det 20. århundrede. ...

08:33 / Anmeldelser / Artikler uden for tema / Seneste artikler
23 Jun

"En lille bog om hjemløshed" af den danske filosof Ole Thyssen er en lille bog om et meget stort emne. Thyssen formår at løfte spørgsmål om hjemløshed ud fra deres vante rammer i den offentlige debat og diskutere dét at være hjemløs som lige så meget en social, politisk og eksistentiel tilstand som blot det at mangle en fysisk bolig. Dette fører dog også til en blandet landhandel med såvel skarpe perspektiver som mere overfladiske refleksioner om emnet....

09:23 / Anmeldelser / Artikler uden for tema / Seneste artikler
15 Jun

Friedrich Wilhelm Joseph Schellings "Den transcendentale idealismes system" fra 1800 er både en kraftpræstation af en purung filosof, et af hovedværkerne inden for den såkaldt ‘tyske idealisme’ samt en labyrint af begreber, dristige teser og indforståede diskussioner. Men jo mere man kaster sig ud i Schellings filosofiske vokabular og argumentrækker, jo mere får man også et interessant indblik i et helt verdenssyn sat i system....

09:45 / Anmeldelser / Artikler uden for tema / Seneste artikler
03 Jun

Med "Konfucius – samlede samtaler" er én af verdenshistoriens mest læste og indflydelsesrige tekster på linje med Bibelen og Koranen endelig oversat til dansk. Oversætter Bent Nielsen har dermed givet os detaljeret adgang til ikke blot et afgørende værk i forhold til at forstå kinesisk kultur men også til et radikalt anderledes perspektiv på moral og politik, der ikke kan undgå at vække til eftertanke for enhver vestlig læser. ...

08:35 / Anmeldelser / Artikler uden for tema / Seneste artikler
25 May

Samtidsidéhistorie og samtidens idéhistorie – for mange vil det sandsynligvis være fremmede og lidt mystiske udtryk. Dette råder den nye antologi "Samtidens idéhistorie" til gengæld bod på ved både at give en udførlig introduktion til samtidsidéhistorie som faglig tilgang og dernæst i 15 korte kapitler at levere eksempel på eksempel i forhold til, hvad denne tilgang kan fortælle os om sådan noget som samtidsdiagnostik, tidsåndsfænomener og nutidens historie....

11:46 / Anmeldelser / Artikler uden for tema / Seneste artikler
21 May

Claude Lévi-Strauss anses nogle gange som en rigid strukturalist af ‘den gamle skole’. Den nye oversættelse af et af Lévi-Strauss’ tidligste og mest banebrydende tekster, et slags manifest for strukturalismen som sådan, viser imidlertid en anden side af tingene. Introduktion til Marcel Mauss’ værk fra 1950 er nemlig både en diskussion af den franske sociolog og antropolog Marcel Mauss og et ambitiøst forsøg på at indkredse den konstante vekslen mellem orden og uorden, det bevidste og det ubevidste, det faste og det flydende, som synes at karakterisere sociale forhold. ...

11:22 / Anmeldelser / Artikler uden for tema / Seneste artikler
19 May

Hvornår tænkte du sidst over, at vi lever i et arbejdsdelt samfund? For mange af os er det en selvfølgelighed, ja nærmest lig med et samfund som sådan, at det økonomiske liv er delt op. Men for en sociolog er dette værd at undres over, og af den grund er Émile Durkheims "Om den sociale arbejdsdeling" fra 1893 stadig yderst relevant som ikke blot en væsentlig brik i grundlæggelsen af den moderne sociologi men også som en fortolkningsnøgle til dét, at vi lever i et mere og mere globalt og differentieret samfund....

11:56 / Anmeldelser / Artikler uden for tema / Seneste artikler
10 May

Filmfestivalen CPH:DOX 2021 er i fuld gang. En af de film, som har international premiere på dette års festival, udforsker hjernens mysterier i en fremtidssøgende film om biologisk og kunstig intelligens, etiske dilemmaer og den tavse krig mellem feltets førende forskere. Turbulens bringer her en kritisk anmeldelse, skrevet af hjerne- og kognitionsforsker Mikkel Wallentin, af The Brain....

11:33 / Anmeldelser / Artikler / Artikler uden for tema / Seneste artikler / Turbulens på CPH:DOX
10 May

"Forbundne arters manifest" er en velkommen tilføjelse til en række af nyere oversættelser på dansk af den amerikanske køns-, teknologi- og biologiteoretiker Donna Haraway. Første gang udgivet i 2003 som "The Companion Species Manifesto" er teksten egentlig ikke så meget et klart struktureret eller politisk orienteret ’manifest’ som en række refleksioner over forbindelserne mellem arter såsom især hunde og mennesker, der på godt og ondt er forbundne til hinanden i dag....

07:50 / Anmeldelser / Artikler uden for tema / Seneste artikler
06 May

Dokumentarfilmen ”The Healing” fra årets CPH:DOX, instrueret af Natalia Ciepel og Hannah Elbke, går bag om Lundtoftegades kreative forsøg på at undgå den hårde ghettoliste. Gennem sanselige og æstetiske billeder skildres beboernes kollektive ”fjernhealing” af boligområdet. Derved giver filmen også et indblik i det fællesskab og de følelser, som ghettoloven frembringer hos dem, den rammer....

17:55 / Anmeldelser / Artikler / Artikler uden for tema / Seneste artikler / Turbulens på CPH:DOX
05 May

”Children of the Enemy” er en ny dokumentarfilm af Gorki Glaser-Müller, som havde verdenspremiere i 2021 til filmfestivalen CPH:DOX. Den fortæller historien om, hvordan den svensk-chilenske morfar Patricio Galvez rejser til Mellemøsten for at redde sine syv forældreløse børnebørn, som er fanget i en kurdisk flygtningelejr. Det er en rørende historie men samtidig også en politisk fortælling, fordi de syv ’børn af fjenden’ ikke ifølge alle er velkomne i Sverige – snarere tværtimod anses de af nogle som ”ISIS børn” eller ”terroristbørn”. Turbulens har mødt instruktør Gorki Glaser-Müller til en snak om både at lave en så bevægende dokumentar og samtidig om de mere kontroversielle aspekter af Patricio Galvez’ kamp....

10:46 / Anmeldelser / Artikler / Seneste artikler / Turbulens på CPH:DOX
17 Oct

Idehistorikeren Christian Olaf Christiansen anmelder den amerikanske historiker og journalist Thomas Franks seneste bog, 'Pity the Billionaire: The Hard-Times Swindle and the unlikely Comeback of the Right', der forklarer, hvorfor finanskrisen og 'den store recession' ikke er blevet ledsaget af en ny New Deal, som den præsident Roosevelt iværksatte i 1930'ernes kriseramte USA....

00:00 / Anmeldelser / Artikler uden for tema / Seneste artikler
01 Jan

Orhan Pamuks nye bog om Istanbul skildrer ikke blot hans erindring af barndommen og lokalhistorien, men har også et større sigte, da bogen først og fremmest handler om Europa i Tyrkiet og om tyrkernes billeder af Europa. Henning Goldbæks analyse sætter blandt andet fokus på et centralt begrebspar, melankoli-harmoni, der danner en særegen ’hemmelig symmetri’ i Pamuks Istanbul-bog. Erindringen hos Pamuk er ramt af denne hemmelige symmetri, da der ikke er tale om en nostalgi eller en rekonstruktion, men om en fragmentering af erindring til erindringsstumper, der hele tiden dukker op som noget ukendt, farligt og truende. Bogen tematiserer en skepsis overfor fremskridtet og en længsel efter Europa, for det moderne Istanbul befinder sig stadig i et tomrum, en limbotilstand, efter det osmanniske riges undergang og før Tyrkiets genintegration i Europa i den nærmeste fremtid. ...

00:00 / Anmeldelser / Seneste artikler / Tyrkiet
01 Oct

Artikel af Anders Michelsen: Kan vi se med øjnene vidt lukket? Eller kan vi, omvendt, lukke øjnene, mens vi ser? Med udgangspunkt i Stanley Kubricks film Eyes Wide Shut præsenterer Michelsen et kritisk perspektiv på den nutidige visuelle kultur. Kritikken tager afsæt i billedet som et blændværk, som vi ikke længere kan eller vil reflektere over, hvilket blandt andet kan resultere i “diskurspolitikere” af værste grad, som fx Anders Fogh Rasmussen, der skjuler sin politik bag ureflekterende spin. ...

00:00 / Anmeldelser / Kritik / Seneste artikler