1.12.2014
Af Markus Floris Christensen
Akademiske konferencer afholdes ofte ud fra en bestemt opskrift. De foregår i et lokale med plads til en større eller mindre gruppe af tilhørere, programmet består af en række oplægsholdere, der forstandigt taler til den fremmødte forsamling, og talerrækken afbrydes kun af den obligatoriske frokostpause samt en kaffepause eller to, hvor man kan være så heldig, at der fx vil blive serveret chokoladekage.
I forbindelse med afholdelsen af ”Litteraturhistorie i praksis – en inspirationskonference”, der fandt sted d. 24. oktober i år, var der imidlertid vendt op og ned på den traditionelle afvikling. Der var i hvert fald noget nyt at spore i det nedre, da performancegruppen ”Sisters Hope” havde indtaget kælderetagen med dialog-aktionen ”Sisters Deep” under overskriften ”Fiktionsrummets sanselige muligheder”.
I praksis betød det, at konferencens deltagere, foruden at lytte til de vidtfavnende oplæg, undervejs havde mulighed for at træde ind i et dystert og noget krypto-freudiansk rum for dér at indgå i en dialog om litteraturens fremtid med værkets performere, der alle var mere eller mindre maskerede i sorte gevandter. Man havde i samme ombæring mulighed for at nedskrive og donere sit håb for litteraturens fremtid under indtagelse af et glas kirsebærvin eller en Jägermeister. Håbet blev nedfældet med pen og blæk og videregivet til ”Sisters Archive” – et arkiv for alskens indsamlet empiri – fra videnskabelige artikler til collagebøger.
Turbulens har mødt Gry Worre Hallberg, den ene af grundlæggerne af ”Sisters Hope”, til en samtale om det at intervenere en litteraturhistorisk konference – og om projektets teoretiske ophav, metoder, ambitioner – og håb for fremtiden. For en person, som ikke er indviet i performancekunstens fordulgte gåder, kan en aktion som ”Sisters Deep” umiddelbart virke diffus og fremmedgørende. Derfor bliver et nærliggende indledningsspørgsmål, hvor det er, man befinder sig, når man befinder sig i Søstrenes rum. Herpå svarer Gry, at Sisters Hope kommer fra den ”immersive (fordybende) og interaktive” tradition indenfor performancekunsten, hvilket kom til udtryk ved konferencen. Hvad der nærmere skal forstås ved det, udlægger hun:
“Det er en bevægelse fra, at man ikke længere bare står og betragter værket, men at man bliver en faktisk del af det. Værket fordybes, idet du træder ind i det og indgår i en dialog med de performere, der medvirker”.
Gry forklarer også, at Sisters Hope i reglen laver ”large scale-opsætninger”, som da de fx – som en del af projektet ”Sisters Academy” – intervenerede og overtog styringen på HF & VUC Fyn i to uger i februar og marts. Når de indtager et hjørne af en kælder under en litteraturhistorie-konference på KUA, skal det derfor forstås som en smagsprøve på noget, der sagtens kunne blive større:
“Forestil dig, hvis hele KUA var blevet transformeret. Det, vi lavede på konferencen var et ”drop”, vi kalder det et drop, en sprække, en art smagsprøve. Vi skaber en ramme, hvor vi kan diskutere centrale ting på andre præmisser. Det vil sige, at i denne her kontekst er uddannelsessystemet og litteraturens fremtid dét, vi kan tage op. At have nogle samtaler i et rum, der er anderledes end dem, vi normalt befinder os i, fordi vi derfra kan tænke og være og agere – på en ny måde“.
Sisters Hope er, som det fremgår af ovenstående, et tværgående anliggende, der insisterer på at operere ligeligt mellem fagflader som kunst, uddannelse, forskning og aktivisme. Gry Worre Hallberg har således opstillet et fremtidsbillede kaldet ”The Sensuous Society”, der er den vision, som man udforsker ud fra. Den overordnede tanke er, at den ”æstetiske dimension” er blevet fortrængt i samfundet siden oplysningstiden og industrialiseringen, der hhv. satte den rationelle erkendelse og akkumuleringen af kapital i centrum som samfundsmæssige strukturelementer. Uddannelsessystemet er – som det tager sig ud i dag – et af de områder, der er påvirket af yderliggjorte maksimerings-imperativer hidrørende fra oplysningen og industrialiseringen. Uddannelse i dag er dikteret efter kvantificerbare begreber som ”målvariabler” og ”gennemsnitseffekter”, og det er denne åndskalkulering, som opprioriteringen af den æstetiske dimension skal problematisere.
Søstrenes teoretiske ophav udgøres bl.a af den kritiske teori, herunder særligt Herbert Marcuses ideer om kunstens transcenderende kvaliteter, men i modsætning til den klassisk-kritiske tænkning, søger Sisters Hope også at gå videre end den blotte udpegning af problemerne. Her er det, at performancekunstens sanselige egenskaber kommer ind i billedet:
“Ordet sanselighed kommer af den kritiske teori, vi er funderet i, men det stopper ikke der, for den kritiske teori strander i at pege på et civilisationsproblem, men viser ikke rigtigt et alternativ. Performancekunsten, som er en metode, en metodik, kan også pege på alternativer – og det er også derfor, vi hedder Sisters Hope. Det er det håb, der ligger i det. Det handler ikke kun om at pege på problemerne”.
Alternativet, forstår man, er den sanselige erkendelse, der kommer i stand ved formidlende aktioner i uddannelses- og kunstsystemet. Ved at intervenere dialogisk indefra og ved at tilrettelægge undervisningen på en ny måde, kan man gøre en forskel. Det er gennem ændringer i de fysiske omgivelser (fx i klasseværelser og konferencerum) – og gennem aktiveringen af sanserne – at ”transformationen” skal finde sted.
Nuvel. En hverdagssproglig indvending kunne lyde: Ja, ja, det lyder alt sammen meget fint og flot, men hvordan vil I sikre, at det sætter sig fast? Hvordan vil I sikre, at kunsten kommer ned i madpakken? Gry beretter, at det er et spørgsmål, de bliver stillet ofte, hvilket er belejligt, fordi forankringen er en fase, de er meget optagede af.
I første omgang slår hun fast, at dialogen er det tilbagevendende omdrejningspunkt i alt, hvad de foretager sig:
“Dialogen kan – udtrykt med en lidt banal metafor – få projektet til at spire. Når det sanselige og det taktile aktiveres, sætter dialogen sig også ret dybt i hukommelsen. Det sidder fast på en anden måde, og derfor kan det også forplante sig på en anden måde. Du går ud i de cirkler, hvor du færdes og spreder det der. Og det kan være, at det en dag påvirker nogle beslutninger eller handlinger uden at du selv er klar over det”.
Gry fortæller videre, at de i projektet i Odense gjorde en dyd ud af at arbejde med lærerne, hvad der resulterede i, at de forpligtede sig på at integrere tre elementer fra forløbet i deres undervisning over en periode på to år. For det skal ikke forstås sådan, at Sisters Hope ligger inde med alle svarene:
“Vi opstiller et laboratorium, hvor vi undersøger mere sanselige læringstilgange, og den laboratorie-tankegang har præget hele projektet. I Odense arbejdede vi med lærerne et halvt år forud og forberedte dem på, hvordan de kunne arbejde med deres faglighed ud fra det sanselige benspænd. Og det er jo ikke os, der foretager undervisningen. Vi skaber et fundament og en inspirationsramme, som lærerne kan arbejde ud fra”.
Forankringsstrategien er altså baseret på en ide om forgrening. Det handler om at så et frø, der kan spire i forskellige retninger, og det er ligeså meget en indvendig som en udvendig progression, der skal finde sted. Udbredelsen af det sanselige er forankret i det knopskydende. Hvor det fører hen, har Gry svært ved at spå om, for interventionerne er svære at ”masse-evaluere”, men det er heller ikke den markedsøkonomiske målbarhed, der er projektets verificerende underlag. Hele tiden handler det om at balancere behændigt i forholdet mellem ”det midlertidige og det permanente”. Tanken om at etablere et permanent sted, en art sanselig uddannelsesinstitution, er fristende, men de midlertidige interventioner i de allerede eksisterende institutioner kan lige så vel vise sig at være de mest frugtbare.
Et er om ikke andet sikkert. Arrangementer såsom litteraturhistoriske konferencer nyder godt af et opbrud i den sædvanlige opskrift, i den vante grammatik. Sisters Hope arbejder intenst for sagen og vil ikke sidde på hænderne i en tid, hvor der er mange, der kritiserer og få, der handler. Frygten for at blive anklaget som ansvarsløs synes at være så altgennemgribende, at de færreste tør påtage sig et ansvar. Derfor er det glædeligt, at Sisters Hope findes.
Markus Floris Christensen (f. 1989) er kandidatstuderende i Dansk og Filosofi, medredaktør på ‘Reception – tidsskrift for nordisk litteratur’ og associeret medlem i styregruppen for Netværk Ny Litteraturhistorie.
