Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2543

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/output.class.php on line 3525
Turbulens | Valgets byrde – Interview med Renata Salecl om valgets ideologi
 

Valgets byrde – Interview med Renata Salecl om valgets ideologi

18.4.2012

Af Bjarke Skærlund Risager og Jakob Rosendal

Hvad er vores forhold til det at vælge og hvilken rolle spiller det at vælge i samfundet i dag? Det er det centrale spørgsmål i Renata Salecls nyeste bog, Valgets tyranni, der netop er udkommet på dansk. Turbulens.net mødte den psykoanalytisk orienterede sociolog i forbindelse med hendes keynote-forelæsning ved Dansk Sociologikongres på Aarhus Universitet i januar. Vi spurgte til hendes analyser af ‘valgets ideologi’, til psykoanalysens relevans for analysen af det sociale og til ideologiens indvirken på kærligheden.


 

Valgets ideologi og den politiske situation

 

Din nyeste bog handler om valg og bærer titlen Valgets tyranni. Hvorfor er der behov for sådan en bog?

Jeg var overrasket over, hvor ukritisk ideen om valg accepteres i den dominerende ideologi; hvordan der eksisterer en fuldstændig uoverensstemmelse mellem på den ene side de reelle muligheder for at træffe valg i ens liv og på den anden side troen på friheden til at vælge på alle områder af ens liv, inklusiv områder, som vi indtil for et par årtier siden ikke i samme grad anså som spørgsmål om valg. Eksempelvis ens helbred, ens følelses- og kærlighedsliv, om man skal have børn eller ej, og hvordan de i så fald skal opdrages osv.

Ingen har rigtig set på den uoverensstemmelse. De fleste bøger om valg handler om, hvordan folk vælger, og hvordan markedet udnytter ideen om det frie valg og hvordan det manipulerer mennesker. Jeg fokuserer i højere grad på, hvordan folk faktisk på den ene side tror på, at de træffer valg, mens de på den anden side bliver mere og mere ubeslutsomme og faktisk ikke kan vælge og således tyranniseres af valget.

Uoverensstemmelsen bunder i den stærke tro på, at valget først og fremmest er rationelt, på trods af at et valg altid er et spring ud i det ukendte. Der er en bekymrende tendens til at opfatte subjektet som et, der har magten til at forudse udfaldene, herunder de negative konsekvenser, af alle dets valg og fravalg og på baggrund deraf træffe ideelle valg. Der opstår en form for et gammeldags, magtfuldt subjekt, der paradoksalt nok i virkeligheden er ret magtesløst. Vi ønsker ikke at forbinde valg med tab og risici, og derfor er subjektet ofte for lamslået til overhovedet at træffe valg. Men at afstå fra at vælge kan også være pinefuldt.

Begrebet om ‘valgets ideologi’ er centralt i din bog. Hvordan skal dette forstås?

Ifølge den franske filosof Louis Althusser får ideologien os til at opfatte noget som indlysende, og vi opfatter netop valg som indlysende og rationelle uden at stille spørgsmål ved, hvilken form for valg vi egentlig har med at gøre. Ideen om det rationelle valg stammer egentlig fra økonomisk teori, men gennemtrænger nu alle områder af vores liv, således at vi forestiller os, at vi rationelt kan vælge, hvem vi vil være, hvilket igen skaber krav og forventninger om selvrealisering og om, at man skal ‘være sig selv’. Da det ultimativt er umuligt rationelt at vælge sig selv, må vi hele tiden forholde os til nye valg. Kapitalismen er som bekendt afhængig af subjektets endeløse forbrug, af at det altid er utilfredsstillet, og her fungerer valgets ideologi perfekt ved at holde denne utilfredshed i live. Vi bliver altid nød til at vælge noget andet, noget anderledes, noget bedre, udskifte osv. for at være os selv. Valget er blevet en altgennemtrængende ideologi, der holder kapitalismen sammen.

Hvilken sammenhæng ser du mellem valgets ideologi og social kritik og forandring?

Parallelt med at vores tilgang til det at vælge er præget af den økonomiske teoris antagelse om rationalitet, er de valgmuligheder, vi stilles overfor, næsten udelukkende individuelle forbrugsvalg og ikke egentlige etiske og politiske valg. Valgets ideologi opfatter primært subjektet som forbruger, hvilket får det til at vende sig indad, til at fokusere på sine egne utilstrækkeligheder i forbindelse med at træffe disse valg, og gør det radikalt ansvarligt for alle områder af sit liv. Valgets ideologi forhindrer social kritik og forandring. Den er politisk pacificerende. De former for valg, der er nødvendige, i forbindelse med hvilken form for samfund, vi ønsker at leve i, glemmes. Med valgets ideologi opfattes du ikke som et politisk subjekt, men kun som en tjener af forbrugerismen.

Det mest ekstreme tilfælde er Kina: Samtidig med at landets økonomi buldrer fremad, eksisterer valget udelukkende som forbrugsvalg og på ingen måde som politiske valg. Man kan frygte, at en sådan totalitær stat med uendelige forbrugsvalg, men uden muligheden for at kritisere de politiske strukturer, er kapitalismens fremtidige formel. Det ville være den perfekte måde at pacificere mennesker på.

Er der nogen løsninger på de problemer, der er forbundet med valg? Er der en vej ud af valgets tyranni?

Som jeg argumenterer for i bogen, kan vi ikke opgive valget. Fra et psykoanalytisk synspunkt er valget nødvendigt for at opfatte subjektet som et subjekt, dvs., som en, der ikke er determineret af naturen eller kulturen, men på en måde vælger sit forhold hertil og dermed sig selv. Dette valg sker dog på et ubevidst niveau frem for på rationel vis.

I forhold til de banale, daglige forbrugsvalg kan du håndtere valget ved ikke at tage det for seriøst, og ved ikke at tro, at du kan forhindre risici og tab. I stedet skal valget opfattes som en mekanisme, der sandsynligvis altid vil medføre en vis skuffelse, uanset hvad du vælger. Du vil måske konstant misunde andre for deres valg og kopiere, hvad de vælger, eller du vil prøve at vælge, hvad der er socialt acceptabelt. Ser du, at valget således ikke er særligt individuelt, men ret ofte i høj grad er påvirket af andre og af samfundet som sådan, så afglorificeres det på en måde.

Omvendt må valget genindsættes i forhold til de politiske valg, dvs. i forhold til valgene af samfund, af organiseringer, af økonomiske strukturer. Disse er nødvendige for at tænke enhver form for demokrati: Det er valget, der giver nogen magten, og det er valget, der tager den fra dem igen. Fraværet af de politiske valg pacificerer os imidlertid. I det politiske domæne fremstår det som om, at der ikke er noget at vælge imellem; alt fremstår som det samme. Da den nu afdøde berømte journalist Christopher Hitchens blev spurgt om, hvad han tænkte om David Cameron, svarede han, ‘Cameron er indholdsløs.’ ‘Men hvad tænker du om ham?’, blev der spurgt igen. ‘Han får mig ikke til at tænke’, svarede Hitchens. I det politiske domæne synes vi netop blot at vælge indholdsløs emballage, både hvad angår mennesker og politiske retninger. Her mener jeg, at valget må radikaliseres og opfattes som en egentlig mulighed for at vælge en anden form for organisering af samfundet.

Der vil forhåbentligt komme et tidspunkt, hvor man kan forestille sig nye samfundsorganiseringer eller ligefrem en leg med utopier. Måske vil disse hurtigt anfægtes, men ikke desto mindre er det nødvendigt med forestillinger om, hvilken slags samfund, vi ønsker at leve i. Dette vil involvere radikale politiske valg, som jeg ikke tror, vi kan forudse på nuværende tidspunkt.

Hvordan ser du i denne sammenhæng de politiske protestbevægelser, vi har set opstå i 2011?

Med de opstande, der har fundet sted i løbet af det seneste års tid, fra det Arabiske Forår til Occupy Wall Street, har vi set et skifte væk fra ideen om, at subjektet primært er en forbruger mod en ide om valg og frihed, der modsætter sig de magtstrukturer, der dominerer ideologien om forbrugsvalg.

Et af kritikpunkterne af protesterne, eksempelvis af Occupy Wall Street, har været, at de ikke har en klar dagsorden, at de ikke træffer klare valg, og at det er uklart, hvad de egentlig vil. Naomi Klein gav et godt modsvar ved at lave en blog, hvor hun spurgte okkupanterne, hvad deres krav var, og hvad de ville, og derefter opsummerede det. Ud af dette opstod en klar liste med krav, der var meget simple og let kunne opfyldes, hvis den amerikanske regering ville lytte. Det første krav var at adskille politik fra penge, især fra den lobbyisme, der ses overalt i USA. Det andet krav var at gøre bankerne kedelige igen så at sige. Dvs., at adskille de normale banker fra investeringsbankerne, så gamblingkulturen ikke dominerer finansverdenen. Det tredje krav var at forhindre politikerne i Kongressen og Senatet i at vedtage love, der direkte gavner deres egne økonomiske interesser, da det i USA er blevet tydeligt, at dette ofte er tilfældet – de fleste af dem blev millionærer, da de blev valgt til deres magtposter, da de har forskellige politiske og økonomiske interesser sammenfiltret i hinanden. Dette er altså simple krav, der selvfølgelige er klare nok, men ikke desto mindre blev bevægelsen knust, da den begyndte at råbe op. Det var ikke overraskende, at nedlukningen skete på samme tid overalt med henvisning til, at teltlejrene ikke var hygiejniske, at der var fare for infektioner osv. Jeg er sikker på, at Foucault vender sig i sin grav, når han ser denne ideologiske pacificering. De træf altså klare valg og stillede klare krav om forandring, ikke på en universel måde, ved at forandre samfundet radikalt, dette var mere simple ting, der kunne have været imødekommet. Så jeg håber, at Occupy-bevægelsen får momentum igen.

Der er også glimt af håb i de andre opstande, vi har set i 2011, især i protesterne mod valgsvindel i Rusland. Her ser vi noget nyt: Det er ikke fattige mennesker, der demonstrerer, for brød og for ganske enkelt at indtræde i forbruget, men folk, der har forbrugt. Det er den øvre middelklasse, der har nok af de basale fornødenheder, men de vil have noget mere. De vil have politisk frihed og reelle politiske valg. Det er en stor forandring. Vi ser mere og mere, at de meget fattige, arbejderklassen, stort set ikke har nogen muligheder for at demonstrere, da de har midlertidige, lavt betalte jobs, som deres overlevelse afhænger af. De, der kan demonstrere, er dem, der allerede har noget, i hvert fald i den udviklede verden og i Rusland.

Hvilke konsekvenser har den økonomiske krise for den måde, vi forholder os til valget på?

I bogen nævner jeg, hvordan folk nu forsøger at simplificere deres liv, på en måde der paradoksalt nok udgør en ny forbrugerideologi: Du skal købe et par bøger og følge råd fra internetsider for at gøre det, og på en måde forbruger du derved blot på en anden måde.

Desuden ser vi i denne krisetid, at forbruget fortsætter mere eller mindre som før, i hvert fald i mit hjemland, Slovenien. Selvom vi er midt i en krise, har jeg ikke set nogen form for krise i butikscentrene. Overraskende nok vil folk midt i en krise ofte forbruge mere; de vil fylde op på hylderne derhjemme til den tid, der måske kommer, hvor det ikke vil være muligt for dem. Og derved bruger de igen endnu mere tid på at træffe valg, og på at lære, hvordan de gør dette bedst.

Men jeg vil gerne påpege en anden dimension af valgets ideologi, der er forbundet til had. I forbindelse med krisen, ser vi nu, hvordan folk giver udtryk for, at mennesker andre steder træffer forfærdelige valg, og at nogen nyder på deres regning. Næsten overalt i Europa er der opstået et had mod grækere, pga. en følelse af, at de har nydt valget og forbrugt for meget i stedet for at begrænse deres begær. De har valgt og nydt på de andre europæeres bekostning. Et bekymrende eksempel på dette had er tv-programmet Go Greek For a Week, hvori britiske deltagere finder ud af, at de med de samme jobs ville kunne leve meget bedre i Grækenland, hvor de kunne slippe for at betale skat, have en masse fridage osv. Et andet eksempel er en populær hjemmeside, der giver tyskere muligheden for at gøre krav på et stykke af Grækenland ved at markere et område på et kort. Ideen er her, at Tyskland allerede har givet så mange penge til Grækenland, at nærmest enhver tysker kan gøre krav på et stykke af landet. Dette er endnu en måde, hvorpå valgets ideologi er forbundet med nye former for had. Valgets ideologi radikaliseres således med forestillingen om, at nogen har stjålet vores valgmuligheder og nydelse.

 

Hvorfor psykoanalyse?

 

Psykoanalysen udgør det teoretiske fundament for Valgets tyranni. Allerførst helt overordnet: Hvordan ser du psykoanalysens status i dag?

Vi ser nu en tilbagevenden til psykoanalysen, som, jeg tror, er knyttet til den kendsgerning, at det er ved at gå op for folk, at kulturens byrde og individets byrde hænger sammen; de påvirker altid hinanden. Vi har nye former for lidelser, som vi ikke havde før, hvilket ikke betyder, at subjektet er blevet ændret radikalt, men at subjektet adresserer sine problemer anderledes. Dette er det vigtigt at tage hensyn til.

I forhold til psykoanalysen som en terapiform har vi set et fuldstændig nyt perspektiv på, hvordan subjektet, der lider, kan adressere denne lidelse. Med medicinalindustriens magt har vi set en enorm propaganda for diverse former for piller og for hurtig terapi. Som følge af den økonomiske krise er forståelsen af subjektet som forbruger blev bestyrket – også som forbruger af forskellige terapiformer. Inden for den terapeutiske diskurs er patienten blevet omdøbt til at være en klient, der har specielle rettigheder og krav osv., og som vil have effektivitet. Så hele diskursen om effektivitet, ansvarlighed, målbarhed og evaluering, der virker inden for kapitalismen, har også domineret dette terapeutiske felt.

Eksempelvis indser regeringen i Storbritannien lige nu, at folk i krisetider lider markant som følge af depression og angst, så den tilbyder en slags hurtige løsninger i form af terapeutiske skoler, der vil give lynterapi, der angiveligt skulle hjælpe. Og regeringen har sagt, at den kun vil sponsorere den slags terapi, der giver hurtige målbare resultater. Men hvad er et målbart resultat når det gælder menneskelig lidelse? Nogle videnskabsmænd er endda ved at prøve at finde ud af, om vi med en blodprøve kan afsløre, om der er sket en ændring i subjektet.

En hel diskurs har været ved at ændre sig. For det første pga. forbrugssamfundets påvirkning mht. at vælge den effektive behandling, og for det andet pga. videnskabens indflydelse på vores opfattelse af tingene. Den ide, at vi kan klare os med en blodprøve, peger i retning af, at den menneskelige subjektivitets hemmelighed skulle befinde sig i kroppen.

Denne forandring kan vi også observere inden for retsvæsenet, der vender sig mod neurovidenskaben og genetikken, dvs. tilbage til studiet af, hvad der er i subjektet mere end subjektet selv. Det er en komplet genfortolkning af subjektiviteten, der finder sted, som uheldigvis ikke efterlader særlig meget plads til at foretage valg. Hvis man grundlægger subjektiviteten i biologi, så må hele ideen om valg fortolkes anderledes. For forstår man eksempelvis subjektet som domineret af genetik, så vil man ofte se et subjekt for hvilket, det ikke længere er muligt at vælge.

Hvad angår psykoanalysen, så tror jeg, at den altid er ved at dø, men aldrig fuldstændig gør det. Derfor er jeg ikke overrasket over, at der er en genopståen af interesse for psykoanalysen inden for humaniora og socialvidenskaberne. For mig som forsker i det sociale er det vigtigt at forstå subjektiviteten, og til det formål er der ikke nogen videnskab, der har været til større hjælp end psykoanalysen. Særligt hvis jeg vil studere folks motivationer og identifikationer, deres affektive tilstande og følelser, og hvis jeg vil studere de ubevidste mekanismer, der optræder i forbindelse med valg, så tror jeg ikke, jeg ville kunne gøre et ordentligt stykke arbejde uden psykoanalysen.

Hvordan ser du den såkaldte ‘slovenske skoles’ arbejde i forhold til psykoanalysens status?

Før den slovenske skole var psykoanalysen mindre tæt forbundet til socialvidenskabernes spørgsmål. Fordi vi i Jugoslavien i 1980’erne var så heldige at studere filosofi og sociologi, og eftersom vi ikke kunne udvikle en psykoanalytisk praksis, da det var forbudt af det socialistiske regime, så blev vores fokus vendt mod teoriens område.

Jeg tror, vi var heldige, at vi levede under socialismen i Jugoslavien, der var meget mere liberal end de andre socialistiske regimer og grænserne var åbne, og hvor vi på samme tid havde en slags self-management-ideologi. Det var en kompliceret situation, hvor det så ud som om, magten ikke lå hos Partiet, men allerede var i folkets hænder. Denne situation tillod en gruppe teoretikere at se på ideologi på en ny måde.

Udover at foretage en social kritik var det nødvendigt at se på, hvorfor folk, der ikke identificerede sig med ideologien, alligevel ikke kæmpede imod den. Netop i Jugoslavien var der næsten ingen, der troede på Partiets idealer, selv ikke partiapparatjikkerne, men alligevel kæmpede de ikke imod dem. For at analysere dette vanvid, det fungerende samfunds vanvid, var det nødvendigt at se på de mekanismer, som psykoanalysen har analyseret i forbindelse med det at tro. Kendskabet til disse mekanismer hjælper os stadig i dag med at forstå den måde, vi tror på.

I min bog har jeg været informeret af denne tidligere komplicerede situation, hvor folk ikke kæmpede imod, selvom de ikke troede på de kommunistiske idealer. På samme måde kan vi sige, at vi i dag ikke tror på magten ved valgets ideologi, i den forstand at vi skulle tro, at alt kan være et spørgsmål om valg, men alligevel kæmper vi ikke imod den ideologi. Og det er her, jeg tror, psykoanalysen hjælper os til at forstå situationen: at vi tror, at der er en anden, der tror; at vi forudsætter, at der er, hvad psykoanalysen kalder, en stor Anden, der tror. For ikke at fornærme den Andens tro, så opretholder vi troen, selvom vi egentlig godt ved bedre.

Hvordan bidrager psykoanalysen til analysen og kritikken af det sociale?

For det første, fordi den fokuserer på individet, individets motivation. Fra mine tidligste studier har jeg været jeg interesseret i, hvorfor folk adlyder magthaverne. Hvordan de identificerer eller ikke identificerer sig med regimet. Hvad der får dem til at adlyde regimet, og hvad der får dem til at være kritiske. Og her er psykoanalytiske ideer meget vigtige.

I dag kommer der nye diskussioner frem om, hvorvidt noget har ændret sig, i den måde individer fungerer på: Har vi flere psykotikere? Opfordrer kapitalismen hensynsløse mennesker, der ikke har nogen skyldfølelse, til at indtage magtpositioner? I nogen grad tror jeg, det er sandt. Men jeg er ikke enig i, at vi overordnet ser en radikal psykotisering af samfundet. Men ikke desto mindre kan psykoanalysen, med dens begreber om psykiske mekanismer, hjælpe os til at forstå, i hvilken retning vi bevæger os.

Psykosen, som du nævner, er en af psykoanalysens tre begreber om psykiske strukturer. Hvori ser du disse tre begrebers anvendelighed i forbindelse med at forstå og analysere det sociale?

Freudiansk og lacaniansk psykoanalyse ser på tre strukturer: den neurotiske, den psykotiske og den perverse.

Den neurotiske struktur, som er den mest udbredte i samfundet, skaber en endeløs utilfredsstillelse; det er den, der skaber den perfekte forbruger. Vi går fra et objekt til det næste, fra en elsker til den næste, og føler os altid utilfredse. Hvad mere kan du ønske dig, hvis du vil have, at forbrugssamfundet skal blomstre?

Den psykotiske struktur er meget vigtig, fordi psykoanalytikere netop nu observerer, at der i flere og flere tilfælde er tale om ikke-udløst psykose. Med denne form for psykose er der ikke nogen udadvendte og let observerbare psykotiske symptomer, som for eksempel de sædvanlige paranoia eller vrangforestillinger, og den psykotiske person synes at fungere ganske normalt.

Et nyt studie har vist, at en del administrerende direktører og ledere har denne form for psykotisk struktur, fordi det ellers ville være meget svært at være så hensynsløs, som de er. Hvis du har bekymringer for den andens smerter, så er det meget svært at være i en position, hvor du konstant fyrer andre mennesker, hvor du endeløst kun søger profit, og hvor du må leve med en vis mængde paranoia. I forretningsverdenen siger man, at man ikke kan stole på andre, man må altid have øjne i nakken, for at se hvem der måske vil falde dig i ryggen. Den slags paranoia er en del, af den måde kapitalismen fungerer på.

Mht. perversion så synes der at være megen pervers nydelse i den måde det retslige system fungerer på. Fx. den perverse nydelse ved at fange personer der nyder på obskøne måder, såsom pædofile. Man ser ofte i lovens diskurs, når den håndterer den slags sager, en særlig form for nydelse, der kan ses som en pervers nydelse, og en forståelse der peger på, at nogen nyder på en måde, der er i modstrid med de former for nydelse, der skal have lov til at eksistere.

Jeg har for nylig lavet en større undersøgelse af retsmedicinsk bedrag. I USA har man mange sager, hvor retsmedicinere fabrikerer resultaterne af deres analyser, hvorved uskyldige dømmes. I nogle af de sager jeg så på, var der retsmedicinere, der var med til at dømme hundredvis af mennesker ved at påstå, at den blodtype, der blev fundet på gerningsstedet, passede med nogle nærtboende fattige menneskers blodtype. Hvis du som retsmediciner fejlagtigt dømmer en eller to, så kan man sige, at det er dårligt arbejde, men hvis man vedvarende leverer falske vidnesbyrd, så må man spørge, hvad der ligger bag. Du er den perfekte tjener for regimet, du er den perfekte ekspert, men hvad er din egen nydelse? Og hvilken nydelse ligger der i systemet ved ikke at analysere dit arbejde? Jeg vil mene, at der her er tale om en form for pervers nydelse, der opnås ved at dømme en uskyldig, og ved at se denne person, som, du ved, er uskyldig, i øjnene i retten og alligevel hævde at hans dna matcher den dna, der blev fundet på gerningsstedet. Det er den perverse nydelse ved en særlig form for tortur.

 

Kærlighed og valgets ideologi

 

Et andet område, hvor psykoanalysen synes særligt at kunne bidrage til social analyse, og et område som du har arbejdet meget med, er kærligheden. Så lad os som afslutning vende os mod kærligheden. Hvordan ser du forholdet mellem kærlighed og valgets ideologi?

Kærlighed er blevet set, som sociologen Eva Illouz har bemærket, som den sidste religion. Vi ser det som om, alle kan opnå kærligheden; den er det ultimative, som vi stræber efter, men vi ønsker ikke rigtig at ofre noget for den, på den måde som religioner oftest kræver et offer, eller kræver, at man forpligter sig over for den. Kærligheden fremstår i sandhed som et spørgsmål om valg. Vi har i dag en vis demokratisering af kærligheden: Alle skal kunne opleve den sublime kærlighed. Vi ønsker ikke at se de tab og risici, der er involveret i kærligheden. Hvis man tidligere i litteraturen havde smukke kærlighedshistorier, så var de som regel knyttet til tab, død, en eller anden form for traume. I dag ønsker vi det sublime uden det negative.

Eftersom kærligheden i stigende grad opfattes som noget, der vedrører et rationelt valg, så er der selvsagt et endeløst krav om forandring, og vi går fra et objekt til et andet, så snart vi er utilfredse. Vi tager det som om, der er noget i vejen med objektet, og at objektet må udskiftes med et nyt. Det er paradoksalt, at vi på den ene side har valgets ideologi samtidig med, at folk, på den anden side, meget let opgiver deres valg, når det drejer sig om kærlighed. Når det eksempelvis drejer sig om folk, der søger efter partnere på internettet, så konsulterer de horoskoper mere end noget andet – horoskopers kompatibilitet synes at være det, som folk særligt stoler på; eller folk håber på, at der vil være et computerprogram, der vil føre dem til den perfekte partner, som på chemistry.com, hvor ideen er, at man kan måle serotonin-niveauer og således se om folk matcher, og om de vil skabe et perfekt par; og der er genetisk forskning, der prøver at rådgive folk i, om de passer sammen genetisk. Vi ser her, hvor let vi opgiver valget, samtidig med at vi også glorificerer det.

Burde vi ikke insistere på, at der er et aspekt ved kærlighed, der er hinsides valg, som ikke har noget at gøre med valg?

Vi vil have begge dele, valget og de magiske øjeblikke. Kærlighed har traditionelt handlet om, at deres øjne mødtes, og de ikke kunne modstå det. Men igen, vi prøver at forudsige, forhindre og fjerne risici, og at finde den perfekte partner. Det konservative aspekt herved er ret interessant: Folk på internettet leder efter andre inden for strengt fastsatte parametre, så de ikke risikerer noget, hvad angår aldersgruppe, religion osv. – helt modsat det ofte sete scenarie, at man forelsker sig i én, som man troede, var den sidste person, man ville falde for. Folk skaber et perfekt ideal, hvorved de efterfølgende kun kan blive skuffede.

Ligesom den franske filosof Alain Badiou, kritiserer du en forståelse af kærlighed i dag, der betyder kærlighed uden risiko. Er du ikke som ham for en forståelse af kærlighed som en Begivenhed?

Kærligheden er en begivenhed. Men vi forsøger at forhindre den negative side af begivenheden. Vi ved ikke, hvad begivenheden vil føre med sig. Begivenheden er netop det, der omstrukturerer alt det, vi vidste om os selv og den plads, vi har i samfundet. Begivenheder er små personlige revolutioner, der underminerer vores selvopfattelse. Det er det, vi ikke ønsker i dag. Med forestillingen om kærlighed som valg ønsker folk faktisk ikke at beskæftige sig med de sønderrivende aspekter ved kærligheden. Og mere end noget andet ønsker vi at undgå tab, hvorfor subjektet, der leder efter kærlighed, ses som en, der kan manipulere i det uendelige. Det er meget let at få én til at elske sig, til et vist punkt kan man manipulere nogen til at elske sig, men det er meget svært at elske.

 

Om Renata Salecl:

Renata Salecl er slovensk filosof og sociolog, seniorforsker ved Institut for Kriminologi, Ljubljana Universitet, Slovenien, samt gæsteprofessor ved blandt andet BIOS-centret på London School of Economics. Hun har på engelsk udgivet bøgerne The Spoils of Freedom: Psychoanalysis and Feminism after the Fall of Socialism (1994), (Per)versions of Love and Hate (1998), On Anxiety (2004) og Choice (2010). Sidstnævnte er netop udkommet på dansk under titlen Valgets Tyranni; den kan købes hos Forlaget Philosophia, og dens indledning kan desuden læses andetsteds på Turbulens.net.