28.4.2014
Af Mathieu Charbonneau og Magnus Paulsen Hansen
Den første del af dette interview, som blev bragt i Turbulens’ tema om kriser fokuserede på den forgældede mands opkomst og rolle i neoliberalismen og de seneste økonomiske kriser. I denne sidste del af interviewet tager vi fat på, hvordan neoliberalismens gældsrelation konkret udmønter sig i velfærdsstatens forhold til sine borgere, heriblandt den arbejdsløse. Selvom kreditor/debitor relationen hænger tæt sammen med den finansielle verden og spørgsmålet om penge, har den , ifølge Lazzarato, også haft afgørende betydning for de sidste 30 års reformer af velfærdsstaten. Disse reformer, som stort set alle europæiske stater på forskellige måder har indført, er blevet beskrevet som overgangen fra en keynesiansk rettighedsbaseret velfærdsstat til en aktiverende workfareJacob Torfing, “Towards a Schumpeterian workfare postnational regime: path shaping and path-dependency in Danish welfare reform”, Economy and Society 28, no. 3 (1999)– eller konkurrencestat Philip G. Cerny, The Changing Architecture of Politics: Structure, Agency and the Future of the State (Newsbury Park: Sage, 1990) og Ove K. Pedersen, Konkurrencestaten (Copenhagen: Hans Reitzel, 2011) . Lazzarato anfægter ikke denne diagnose, men sætter den i et nyt perspektiv: Vi kan ikke forstå konkurrencestaten, uden at se den i sammenhæng med hvordan kapitalismen i stigende grad struktureres omkring den finansielle kapital og gennem kreditor/debitor relationen.
Lazzaratos konklusion er, for det første, at den neoliberale konkurrencestat er med til at omforme modtageren af offentlige ydelser, herunder den arbejdsløse, fra ’uskyldig’ rettighedshaver (’offer) til ansvarlig skyldner (’skyldig’), der tærer på samfundets ressourcer. Dette udmønter sig på den ene side i en række ansvarliggørende styringsinstrumenter som fx aktivering af den arbejdsløse og på den anden side i en øget kontrol af modtagere af offentlige ydelser, som knopskydningen af de kommunale kontrolgrupper mod socialt bedrageri er et blandt mange eksempler på. Staten, som overfor den finansielle kapital er debitor par excellence (legitimeret af bl.a. de såkaldte credit rating agencies) sender på denne måde ’skylden’ videre til sine borgere. Statens offentlige gæld oversættes, med Lazzaratos ord, til ’social’ gæld. Så provokatorisk formuleret omfordeler staten ikke længere fra dem der har, til dem der ikke har, men fra dem der skylder, til dem der låner ud.
For det andet, skal vi droppe den romantiske drøm om en tilbagevenden til den keynesianske velfærdsstat. Reformer i den retning er ganske enkelt nytteløse, da kapitalismen ikke længere er organiseret omkring kapital/arbejde, som var udgangspunktet for velfærdsstaten, men omkring renteindtægter og gæld. Fremtidige kritikker bør derfor ikke tage udgangspunkt i arbejderen, men i debitoren. Så måske strejken skal afløses af truslen om ikke at betale tilbage?
omfordeling vendt på hovedet
Et centralt emne i The Making of Indebted Man er, hvordan gældsrelationen siver videre over i staten, og materialiseres i det du kalder ”social gæld” i en ny form for velfærdsstat. Bogens tese synes at være, at hvor velfærdsstaten i det fordistiske samfund, gennem udbredelsen af universelle sociale rettigheder, medierede mellem på den ene side økonomiske interesser og på den anden side politiske rettigheder, så er den neoliberale ’velfærdsstat’ organiseret omkring gældsspørgsmålet. Velfærdsstaten er i dag blevet forbindelsesleddet mellem privat gæld og statsgæld og skaber således ”social gæld” Maurizio Lazzarato, The Making of Indebted Man: An Essay on the Neoliberal Condition (Los Angeles: Semiotext(e), 2012) 122f. Kan du nærmere beskrive denne transformation af velfærdsstatens funktion fra garant af sociale rettigheder til skaber af social gæld?
En vigtig forskel på den fordistiske og den neoliberale epoke har netop at gøre med, hvordan velfærdsstaten reformuleres. I bogen, som jeg er ved at gøre færdig Maurizio Lazzarato, Il governo dell’uomo indebitato – Saggio sulla condizione neoliberista (Roma: Derive Approdi, 2013), går jeg ved hjælp af Foucault og hans biopolitik forelæsninger Michel Foucault, Biopolitikkens fødsel – Forelæsninger på Collège de France 1978-1979 (København: Hans Reitzels Forlag, 2009) tilbage til grundlæggelsen af den vesttyske stat. Der sker nogle meget interessante ting i den epoke og nogle vigtige diskussioner finder sted [om betydningen af den fordistiske velfærdsstat]. Blandt andet hos [den tyske jurist og filosof] Carl Schmitt, en reaktionær, som ikke desto mindre er meget klarsynet omkring, hvad der var i færd med at ske på daværende tid. I en tekst fra 1953 citerer Schmitt en anden tysk jurist for følgende: ”Om det der omhandler ejendomsretten”, som jo er kernen i kapitalismen, ”og som har at gøre med den sociale orden, forstår jeg ved organiseringen af den sociale orden en reorganisering af ejendomsretssystemet, så det bliver i stand til at omfordele (…) [D]ette indebærer således, at den individuelle ejendomsret, baseret på personlige interesser og fastholdt af enkle generelle regler i den offentlige ret, udskiftes med et pluralt integrationssystem, hvorigennem ellers ekskluderede sociale grupper begynder at få adgang til ejendomsretten.” Carl Schmitt, “Prendre / partager /paître: La Question de l’ordre économique et social à partir du nomos (1953)” in La guerre civil mondiale: essais (1943-1978), ed. Céline Jouin (Alfortville: Éditions ère, 2006), 58
Man kan også gå til en mindre reaktionær, nemlig [den franske sociolog] Robert Castel, som observerer nogenlunde det samme. Castel forklarer at velfærdsstaten [under fordismen] repræsenterer en form for social ejendom (propriété sociale) for de ikke-besiddende Robert Castel, Les métamorphoses de la question sociale: une chronique du salariat (Fayard, 1995). Arbejdere er per definition ikke-besiddere, og den eneste måde de kan få adgang til ejendom, er gennem den sociale ejendom. Man ser altså her, hvad velfærdsstatens historie grundlæggende handler om: For både Schmitt og Castel handler den om de ikke-besiddendes adgang til ejendom.
Og det er præcist denne egenskab, som de neoliberale angriber, for hvem velfærdsstaten netop krænker ejendomsretten. Velfærdsstaten opstod som svar på rædslerne under de to verdenskrige, Sovjetunionens magt, og den voksende organiserede arbejderbevægelse. Velfærdsstaten var altså et kompromis, som følge af en ændring i magtforholdet [til fordel for arbejderklassen og de ikke-besiddende] og som i neoliberale kredse førte til spørgsmålet om, hvordan de indrømmelser, som kompromiset har ført med sig, kan generhverves. Carl Schmitt anfører desuden, hvordan socialstaten (l’État social) adskiller sig fra nationalstaten, som man havde kendt den. Socialstaten repræsenterer en ny form for institution, fordi den i sin yderste konsekvens har mistet evnen til at være ”super partes”, altså upartisk: Den er nemlig komplet gennemsyret af klassekampen. Socialstaten, som Carl Schmitt siger, bliver således et slags krigsbytte.Schmitt, “Prendre / partager /paître: La Question de l’ordre économique et social à partir du nomos (1953)”, 60
Det som neoliberalismen observerer, det er, at det her bytte er ved at være endeligt erobret. Men neoliberalismens svar er ikke at destruere socialstaten som sådan, kun en særlig udgave af den, nemlig den som giver magt til arbejdere og kvinder gennem tildeling af rettigheder. Det keynesianske omfordelingssystem forsvinder ikke med neoliberalismen, men vendes på hovedet: I stedet for at omfordele penge til de ikke-besiddende, bidrager den nu til at omfordele til besidderne. Finans- og pengepolitikken samt den offentlige gæld bevidner dette. Der omfordeles nu enorme summer fra samfundet og socialstaten til kreditorerne.
Denne dynamik ses tydeligt under den nuværende krise. Faktisk er der jo fra kreditorernes synspunkt ingen krise. De er tværtimod i gang med at foretage den anden store tilegnelse ved at indfange velfærdsstatens sociale rigdom. Den første tilegnelse skete i 2007 gennem den finansielle verdens indfangning af penge fra privat gæld, som herefter blev videredistribueret. Men videredistribueret til hvem? Jeg mener ikke længere at nutidens rentier ligner billedet af 1900-tallets rentier bourgeois [som Keynes i sin tid kritiserede] Se del I af interviewet: ”Den evigt forgældede mand”, særligt note xxiv, https://www.turbulens.net/temaer/kriser/?article=330. Dem der først og fremmest begunstiges af renteindtægter er i virkeligheden virksomhederne og ikke den klassiske figur i skikkelse af rentieren. I dag handler det altså om en indfangning af sociale rigdomme og efterfølgende redistribuering til virksomheder og velhavere. For eksempel, skrev Financial Times for nylig at mellem 21.000 og 32.000 milliarder dollars er placeret i skattely Jeffrey Sachs, “Austerity exposes the global threat from tax havens” Financial Times, 29 April, 2013 2013. Artiklen refererer til følgende rapport: James S Henry, “The price of offshore revisited : new estimates for ‘missing’ global private wealth, income, inequality, and lost taxes”, (Tax Justice Network, 2013). Det svarer til mindst halvdelen af den statslige gæld i verden Se fx Economist’ såkaldte ”Global Debt Clock” der i skrivende stund er på ca. 53.00 milliarder dollars: http://www.economist.com/content/global_debt_clock. Så groft sagt pumpes gældspengene fra samfundet for at blive anbragt i skattely.
Finanspolitikken udgør et af de primære instrumenter i skabelsen af den sociale gæld. For hvorfor er staten forgældet? Bl.a. fordi skatterne er sænket. Finanspolitikken siden Reagan-æraen, har grundlæggende handlet om at sætte skatterne ned for virksomhederne og de rige, og (dette) på en næsten karikeret facon under regeringer som fx under George W. Bush. Politikerne er på dette punkt så langt ude, at en person som Warren Buffet har udtalt, at han betaler mindre i skat end sin sekretær Chris Isidore, “Buffett says he’s still paying lower tax rate than his secretary ” Fortune/CNN Money, 4 March, 2013 2013.. Når man sænker skatterne samtidig med, at man mere eller mindre vil fastholde det samme niveau af service, så er der ikke andre muligheder end at stifte gæld. Den nuværende velfærdsstat, selvom det egentlig ikke giver mening at tale om en velfærdsstat, ja det er en velfærdsstat for de rige og for virksomhederne. Det er en ganske radikal ændring: Omfordelingsprincippet er bevaret, men omfordelingens retning er ændret 180 grader.
Fra rettigheder til gæld
Hvordan hænger neoliberalismens skabelse af social gæld sammen med ændringerne i de styringsteknikker velfærdsstaten i dag benytter?
Det var under vores undersøgelser af løsarbejdere i underholdningsbranchen, altså personer i usikre ansættelsesforhold og modtagere af RSA (Revenu de solidarité active) RSA er en reformering af den offentlig minimumsydelse som blev indført i 2009 og som svarer til den danske kontanthjælp, dog med et væsentligt lavere ydelsesbeløb. Den tilfalder altså arbejdsløse, som ikke er forsikrede eller har opbrugt deres berettigede ydelsesperiode. Den blev konstrueret med det formål at skabe yderligere incitament til at arbejde samtidig med at nedsætte antallet af arbejdende fattige. Ydelsen frafalder således ikke nødvendigvis hvis man har et arbejde men nedsættes gradvist i forhold til ens øvrige indtjening., at vi observerede denne fundamentale ændring i velfærdsstaten, som måske nærmere burde betegnes socialstaten, på tæt hold Se Antonella Corsani and Maurizio Lazzarato, Intermittents et Précaires (Paris: Éditions Amsterdam, 2008). Det er i øvrigt altid i håndteringen af de fattige, man tydeligst ser, hvilke samfundsændringer der er under vej. Disse ændringer ledsages af transformationer i selve organiseringen af staten med direkte inspiration fra virksomhedsverdenen. For eksempel har socialarbejdernes funktion ændret sig radikalt. Generelt set, de sidste 15 år, har tendensen været en transformation af rettigheder til gæld.
Ændringen er også præcist beskrevet i et vigtigt dokument udgivet af den franske arbejdsgiverorganisation MEDEF (Movement des entreprises de France). I 1999 skiftede magtforholdet i ledelsen af MEDEF: Fra at have været domineret af jern- og metalindustrien, det vil sige den klassiske industri, der repræsenterer kernen af kapital/arbejde relationen, blev den overtaget af repræsentanter fra finansverdenen og servicebranchen, hvori en vigtig del bestod af forsikringsbranchen. En pudsighed, som jeg har skrevet mere om i en anden bog , er at det var en af Foucaults elever, François Ewald, der sammen med Denis Kessler, dengang nummer to i MEDEF, som skrev MEDEF’s nye programerklæring. I The Making of Indebted Man kommer Lazzarato med et meget konkret eksempel på hvordan kontrollen over dette ’bytte’ kan generhverves. Da den franske arbejdsløshedskasse Unédic på grund af stigende arbejdsløshed, flere tidsbegrænsede ansættelsesforhold, og stigende udgifter til den ’aktive’ beskæftigelsespolitik, havde problemer med finansieringen af arbejdsløshedsydelserne, valgte man at finansiere underskuddet ved hjælp af låntagning. Gældstiftelses betød for det første at arbejdsløshedsforsikringerne bliver en ny kilde til profit for de finansielle selskaber. For det andet betød det at arbejdsløshedskassen nu er blevet afhængig af gode evalueringer fra de såkaldte credit rating agencies for at kunne optage favorable lån. For det tredje betyder det at en gældslogik installeres i arbejdsløshedsforsikringen, eftersom de nu bliver målt på deres rentabilitet og effektivitet. Lazzarato, The Making of Indebted Man: An Essay on the Neoliberal Condition, 13f
MEDEF’s program markerer en vigtig ændring i synet på arbejdsløshedsordningerne: Hvor de før opfattedes som en, gennem arbejdet og bidragsindbetaling, optjent rettighed, ses de nu her som en kontraktliggjort gældsstiftelse overfor staten. Det er denne ændring, man kan observere i overgangen fra fordisme til neoliberalisme. Under fordismen blev arbejdsløshed opfattet som ufrivillig: ansvaret faldt ikke tilbage på individet, men på selve samfundet. Det var med andre ord økonomiens tilstand, der afgjorde, hvorvidt du var arbejdsløs eller ej. Men nu, under neoliberalismen, vendes argumentationen på hovedet og arbejdsløshed bliver ’frivillig’: Du er nu selv ansvarlig for din situation. Det er absurd, men det er, hvad man ser.
Neoliberalismen er altså også historien om, hvordan forestillingen om arbejdsløshed vendes på hovedet. Ideen om den arbejdsløses individuelle ansvarlighed for sin arbejdsløshed er en logisk følge af neoliberalismens opfattelse af offentlig understøttelse som gæld. Systemet der etablerer sig, er således grundlæggende organiseret omkring spørgsmålet om gæld. Det der sker i Europa handler kort sagt om at omforme rettigheder til gæld. Transformationen vedrører, som jeg var inde på tidligere, nemlig mekanismen omkring social ejendom: Denne dimension, som blev garanteret af velfærdsstaten, er ikke længere en social ejendom, men snarere en social gæld. Og dette projekt, som er en logisk konsekvens fra et neoliberalt perspektiv, blev altså i Frankrig udarbejdet af en af Foucault’s elever!
Pastoralmagt i velfærdstaten
I The Making of Indebted Man beskriver du, hvordan velfærdsstaten har udviklet en række kontrol- og evalueringsinstrumenter, som bringer tankerne tilbage til Nietzsche og til Foucaults pastoralmagt Pastoralmagt baserer sig på hyrde/flok metaforen. Det er en individualiserende magt, der ikke er territorial men er baseret på flokken og i at lede den fra et sted til et andet og herigennem mod dens frelse. Den er individualiserende fordi den ”kan ikke udøves uden at kende indersiden af menneskets sind, uden at undersøge dets sjæl, uden at få det til at afsløre sine inderste hemmeligheder. Den kræver en viden om samvittigheden og en evne til at rette den ind”. Så magten udøves med andre ord gennem en produktion af viden (og sandheder) om det enkelte individs subjektivitet. Michel Foucault, “The subject and power”, Critical inquiry (1982). Se også Michel Foucault, Sikkerhed, territorium, befolkning – forelæsninger på Collège de France, 1977-1978 (København: Hans Reitzels Forlag, 2008) Forelæsning 8. februar 1978 . Hvordan mobiliseres disse styringsteknikker konkret i den neoliberale socialstat?
Det er ganske rigtigt, at vi her har at gøre med manifestationer af pastoralmagt. Suivi individuel Direkte oversat ”individuel opfølgning”. Et styringsinstrument som benyttes overfor alle arbejdsløse, forsikrede såvel som ikke-forsikrede. indskriver sig i en større samling af teknikker til at kontrollere de arbejdsløse: én gang om måneden skal du som arbejdsløs præsentere dig for en medarbejder i Pôle emploi (jobcentret), hvor du skal redegøre for, hvad du har foretaget dig den sidste måned; din jobsøgningsaktivitet, hvilken oplæring/uddannelse du planlægger at følge, og hvordan du har tænkt dig at bruge din tid. Disse kontrolteknikker eksisterede ikke under fordismen.
Denne form for pastoralmagt iværksat af neoliberalismen er endnu tydeligere overfor modtagerne af RSA. Her vil jobcentermedarbejderne sågar komme hjem til dig. Faktisk har de ret til at komme ind i dit hjem og gennemsøge det. Hvis du fx er arbejdsløs og bor sammen med én der arbejder, har du ikke ret til RSA. Når jobcentermedarbejderne foretager kontrol i hjemmene ser de bl.a. efter om der er to tandbørster på badeværelset, kigger i klædeskabene om der kun er dit tøj, og kræver at se dine kvitteringer for indkøb, for bor man med nogen uden at have givet besked til myndighederne, fjernes ydelsen. Det er en helt utrolig kontrol, og alt dette for en månedlig ydelse på ca. 400 euro.
Desuden sker det, at myndighederne foretager efterforskning i nabolaget for nærmere at kende til dit livsmønster. Disse teknikker omfatter ganske vist et begrænset antal personer, men det er teknikker, der eksperimenteres med på denne afgrænsede befolkningsgruppe. Som jeg sagde tidligere: det er overfor de fattige, man kan observere fremtidens styringsteknikker. Men fremfor alt så berører disse teknikker personernes subjektivitet. Jeg har sågar kendt aktivister, der er blevet usikre. Det er meget intime spørgsmål, der bliver stillet til opfølgningsmøderne: Fx ”hvad er dit livsprojekt?” Og selvom du er i stand til at forsvare dig, rammer det dig dybt. Kontrolteknikkerne er altså ikke blot ’eksterne’, men forsøger at rette dit blik mod dig selv. I virkelighedens verden er det dog ikke så lige til, eftersom der er så mange arbejdsløse, at der ikke er ressourcer til at anvende disse teknikker på alle. Mange nøjes derfor med at få telefonopkald, hvor du risikerer at blive sanktioneret, hvis du ikke svarer.
Ny New Deal?
Kunne du i forlængelse heraf uddybe, hvorfor du mener, at velfærdsstaten ikke længere har et reformistisk potentiale, men snarere er blevet ”et middel til at etablere autoritære regimer” og hvorfor en ny New Deal derfor ikke længere lader sig gøre? Lazzarato, The Making of Indebted Man: An Essay on the Neoliberal Condition, 127f
Som jeg nævnte tidligere, var en af forudsætningerne for at gennemføre New Deal en slags ”aktiv dødshjælp til rentieren” for at kunne kontrollere den finansielle verden Se del I af interviewet: ”Den evigt forgældede mand”, særligt note xxiv, https://www.turbulens.net/temaer/kriser/?article=330 . I perioden omkring New Deal var der stadig en slags heterogenitet imellem den finansielle og industrielle kapital, eftersom den sidste stadig udgjorde hjertet i kapitalismen. Under neoliberalismen er forholdet vendt på hovedet: Den finansielle kapital udgør ikke længere blot den spekulative økonomi. Den er kapitalismens hjerte og politik, og denne politik har fundamentalt rekonfigureret industrien, serviceøkonomien samt økonomien i sin helhed. For eksempel har finansverdenen indført nye måder at føre regnskab i virksomheder og lægge offentlige budgetter.
I dag er det derfor umuligt at adskille den reelle økonomi fra den finansielle, eftersom alt er organiseret i forhold til finansverdenen. Den aktive dødshjælp til rentieren kan derfor ikke udføres, da det ville være det samme som at give selve kapitalismen aktiv dødshjælp. Dette var til gengæld muligt i New Deal’s tid takket være datidens magtforhold mellem kapital og arbejde [og industriens centrale plads i kapitalismen]. Men alt det har ændret sig radikalt siden da. Efter min mening er én af grundene til, at det i dag er umuligt at praktisere en reformisme, at man så vil være nødsaget til at pille ved renteindtægterne, men problemet er, at hvis man rør ved renteindtægterne, rør man ved selve kapitalismen. Renteindtægten udgør vore dages generelle mekanisme til værdiopsamling og ikke blot en simpel spekulativ mekanisme. Den er mekanismen, hvorigennem social merværdi indfanges og videredistribueres til kapitalisterne og befinder sig derfor i hjertet af den aktuelle kapitalisme. Så jeg tror ikke længere den løsning, som virkede med New Deal, er praktiserbar i dag.
Her til sidst vil vi gerne vende tilbage til spørgsmålet om magt i denne relation mellem kreditor og debitor. I vores læsning af The Making of Indepted Man ser vi en spænding i din udlægning af magten i gældsforholdet mellem på den ene side et foucauldeansk, som understreger, hvordan” skyldneren er ’fri’” og styres gennem en inciterende og guidende magt; og på den anden side et marxistisk blik som fremhæver dominans og undertrykkelsesforhold Lazzarato, The Making of Indebted Man: An Essay on the Neoliberal Condition, 31f. Hvordan skal man forstå spændingen og samspillet mellem disse væsensforskellige magtformer?
Sætningen af Deleuze som jeg nævnte i starten af vores møde, ”Mennesket er ikke længere det indelukkede menneske, men det forgældede menneske” kommer fra en artikel, der beskriver passagen fra det disciplinære samfund til kontrolsamfundet Gilles Deleuze, “Postscriptum om kontrolsamfundet” in Forhandlinger (København: Det lille forlag, 2006), 217. . Den samme overgang beskriver Foucault med termerne, fra det disciplinære dispositiv til sikkerhedsdispositivet Foucault, Sikkerhed, territorium, befolkning – forelæsninger på Collège de France, 1977-1978. I sikkerhedssamfundene er gælden en form for kontrol, som i modsætning til i det disciplinære samfund ikke udøves i rumligt og tidsligt afgrænsede institutioner som fx fabrikken og skolen, men i et ikke-afgrænset åbent rum som berør selve organiseringen af livets subjektivitet. Så gælden er altså en ikke-disciplinær form for kontrol. I teorien ligner gældsrelationen altså fx teorien om human kapital og nye managementteknikker om autokontrol og selvledelse, hvor du i begge tilfælde bliver din egen chef og samtidig konstant bliver bedt om at se indad mod dig selv. Om human kapital se fx Gary Becker, Human Capital : A Theoretical and Empirical Analysis, with Special Reference to Education (Chicago: Chicago University Press, 1964) og Foucaults analyse af denne i Foucault, Biopolitikkens fødsel – Forelæsninger på Collège de France 1978-1979, forelæsningerne 14. og 21. marts 1979. Om nye managementteknikker se fx Boltanski og Chiapellos analyse af skiftet i managementlitteraturen mod en netværksbaseret projektledelse Luc Boltanski and Ève Chiapello, Le nouvel esprit du capitalisme (Gallimard, 1999)
Det foucauldeanske blik på neoliberalismen er fx afspejlet i Fréderic Gros’ ellers meget intelligente analyse af sikkerhedssamfundet og neoliberalismen Frédéric Gros, Le principe sécurité (Paris: Gallimard, 2012): Gros fremhæver, hvordan den sikkerhedsbaserede regulering i dag ikke handler om at underkaste, forbyde, befale, dirigere og normalisere, efter som sikkerhedsdispositivet ikke virker ved at sætte sin vilje over andres vilje. Begivenheder, fx produktionsstrømme (flux) og finansielle strømme, har deres egen ’naturlige’ dynamik som skal respekteres. Så i stedet handler sikkerhedsdispositivet [og neoliberalismen] om at handle på miljøet ved hjælp af fleksible anordninger, der inciterer og tilskynder individet til at handle på én måde frem for en anden. Med andre ord har vi altså her en teori om miljømæssige teknikker: I stedet for at handle på individet handler de på miljøet.Et nyere eksempel på en ‘miljøorienteret’ teori er Richard H. Thaler and Cass R. Sunstein, Nudge: Improving Decisions about Health, Wealth, and Happiness (Yale University Press, 2008)
Men det her er på et meget teoretisk og abstrakt plan, og derfor handler det i dag om at teste vores opfattelse af neoliberalisme, heriblandt den foucauldeanske, på håndteringen af den aktuelle krise. Og i virkelighedens verden, i takt med at krisen er blevet forskudt fra privat til offentlig gæld, ser man, at gældens magt er blevet meget mere påbydende. Du er ganske vist ’fri’ når du indtræder i kreditor/debitor relationen, men i samme øjeblik indsættes nu en række autoritære mekanismer, der ikke begrænser sig til at incitere: de påbyder, befaler og normaliserer. På den måde markerer krisen et brud i den neoliberale styringsrationalitet (guvernementalité). Så hvor Foucault sagde, at neoliberalismen handler om, hvordan man regerer så lidt som muligt, viser krisen, at den i dag snarere handler om at styre alt.
Generelt kan man sige, at Foucaults historie om neoliberalisme(n), der bygger på en liberal teori, analytisk er meget skrøbelig. I L’Anti-Œdipe, siger Deleuze og Guattari, at i realiteten er liberalismens historie en illusion: Der har med andre ord aldrig eksisteret en liberal kapitalisme, tværtimod findes der forskellige typer af kapitalistiske stater Gilles Deleuze and Félix Guattari, Anti-Oedipus – Capitalism and Scizophrenia (London: Bloomsbury, 2013) 290. I den forstand er liberalismen en slags subjektivering af den kapitalistiske stat. Det samme ser man med neoliberalismen og den aktuelle krise: De neoliberale eliter har opfundet en ny form for organisering af den kapitalistiske stat.
Så for at vende tilbage til jeres spørgsmål, mener jeg ikke der nødvendigvis er en spænding mellem Foucault og Marx. På den side analyserede Foucault liberalismens historie for mere end fyrre år siden i Biopolitikkens Fødsel med én afgørende mangel: Spørgsmålet om penge var simpelthen fraværende, og det på trods af, at neoliberalismens strategiske dispositiver tager udgangspunkt i penge- og finansspørgsmålet. Det er en afgørende begrænsning, eftersom marginaliseringen af arbejderbevægelsens politikker netop sker gennem relationen mellem kreditor og debitor.
På den anden side har Marx også sine begrænsninger. I og med han ikke havde øje for denne sociale dimension, fører Marx os altid tilbage til kapital/arbejde relationen. Så både Foucault og Marx er blevet overhalet af historien om gælden og neoliberalismen. I stedet for at se os som klemt inde mellem Foucault og Marx, skal vi bruge dem til at flytte vores blik over mod forholdet mellem kreditor og debitor.
Mathieu Charbonneau er Ph.d.-studerende ved henholdsvis Institute of Political Economy på Carleton University (Ottawa) og på Sorbonne universitetet (Paris IV). Hans forskning omhandler forsikringsindustrien, risiko og usikkerhed, filantropi og økonomisk idéhistorie.
Magnus Paulsen Hansen er Ph.d.-studerende ved Department of Business and Politics på Copenhagen Business School og i redaktionen på Turbulens og forsker i retfærdiggørelse og kritik af politikker over for arbejdsløse i Danmark og Frankrig.