17.2.2014
Litteraturhistorien er trængt i det danske undervisningssystem. Læsningen af historiske litterære værker fylder mindre og mindre på skoleskemaet på alle klassetrin – lige fra folkeskolen til det, der burde være litteraturens ubetingede højborg, nemlig danskstudiet på landets universiteter. Også her går udviklingen i én retning. Færre og færre studerende vælger i dag at skrive speciale om litteratur skrevet før 1980.
Danskfaget er ikke længere primært et klassisk humanistisk fag med fokus på menneskelig og litterær dannelse, men et bredt anvendelsesorienteret kompetencefag. Faget har vundet terræn på andre væsentlige områder, men kaster man et kritisk blik på udviklingen – er det tydeligt, at litteraturhistorien i stigende grad spiller rollen som kuriøst kompendium i stedet for rollen som en af fagets indiskutable hovedrolleindehavere. Et skift, der naturligvis er sket gradvist og ikke længere kan kaldes en nyhed, men som nu er kulmineret til et punkt, der i efteråret fik flere af landets professorer i nordisk litteratur til at skride til handling og danne Projekt Ny Litteraturhistorie.
Projekt Ny Litteraturhistorie, der netop er omdøbt til Netværk Ny Litteraturhistorie, blev skudt i gang i efteråret 2013 med en række kronikker i landets store dagblade. Formålet var at sætte debatten om litteraturhistoriens fremtid og berettigelse i det danske undervisningssystem på dagsordenen. Bag projektet står professorerne i nordisk litteratur Johnny Kondrup og Hans Hertel fra Københavns Universitet, professor i dansk litteratur Ivy York Möller-Christensen fra Universität Flensburg og forfatteren Ole Dalgaard alias Oscar K. Kronikkerne blev i oktober 2013 fulgt op af seminaret Litteraturhistoriens fremtid i det danske undervisningssystem på Københavns Universitet.
Turbulens.net bringer her i et særligt temanummer oplæggene fra seminaret – her omskrevet til artikler, der hver især beskæftiger sig med spørgsmålene: Hvad skal det moderne menneske – og fremtidens elever – egentlig bruge litteraturhistorien til? Hvordan puster vi støvet af de gamle klassikere og gør dem tilgængelige og fængende for fremtidens generationer? Hvordan genrejser eller re-brander vi litteraturhistorien i det offentlige rum? Og hvilket danskfag ønsker vi egentlig?
Bidragyderne til seminaret er langt fra enige om diagnosen og heller ikke om kursen for fremtidens danskfag. Men én ting synes at samle dem, nemlig ønsket om ikke at bryde ud i endnu en lang kulturkonservativ klagesang – eller som professor Johnny Kondrup beskriver det: ”Vi vil ikke identificeres med en aura af cigarrøg og gamle klager over litteraturhistoriens forfald. Vi vil ikke tilbage til tidligere tider. Vi vil gentænke litteraturhistorien som dynamisk konfliktfelt og sætte fokus på litteraturhistoriens fremtid i det danske undervisningssystem”.
Øverst i artikelserien kan du læse de to kronikker ’Brug den litteraturhistoriske kikkert’ og ’Forsvar for litteraturhistorien’, begge skrevet af Johnny Kondrup og Ivy York Möller-Christensen og bragt i hhv. Jyllandsposten og Berlingske Tidende i efteråret 2013. Johnny Kondrup går herefter statistisk til værks i artiklen ’Litteraturhistoriens krise sort på hvidt – nogle tal fra de danske universiteter’, hvor han sammenligner antallet af undervisningstimer dedikeret til litteraturhistorien fra 1970erne og frem til i dag. Og lad os bare afsløre, at der ikke er tale om en stigning. Til gengæld har disciplinen ’litterær analyse’ vundet større indpas på skemaet – og om det er en gevinst og en formildende omstændighed bliver også diskuteret af flere af skribenterne. Kondrup tager i samme artikel fat om roden af emnet og plæderer for, at vi som moderne mennesker netop skal dykke ned i litteraturhistorien for at møde ’det fremmede’. Vi skal læse for at opleve andre måder at tænke, føle, se og forstå på, og vi skal læse for at undgå ’provinsialisme i tid’, for som han siger: ”Vi går meget op i, at de unge skal rejse ud, men ikke, at de også skal rejse i tid”.
Professor Hans Hertel efterspørger i artiklen ’Da filmen knækkede. Nykritisk dogmatisme, historietab og uundværlig historie’ en større plads i undervisningen til verdenslitteraturen og det globale perspektiv. Han peger på det historietab, der har forvandlet dagens ungdom til “kulturelle analfabeter”. Hertel citerer Ole Wivel, der i 1987 spåede: ”Næste generation vil ikke vide, hvad Golghata og Hiroshima står for”, hvorefter han selv konkluderer, at ”dette allerede er sket. Vi er kommet til næste generation”. Hertel fremhæver endvidere den amerikanske filosof Martha Nussbaums synspunkt om, at litteratur er noget af det bedste til at udvikle vores narrative imagination, vores empati og vores evne til at indleve os i andre livsformer på tværs af køn, race, lande og sprog.
Dr. phil og lektor i nordisk litteratur Per Stounbjerg fra Aarhus Universitet fortsætter i samme spor i artiklen ’Litteraturhistorie mellem fagkritik og dannelse’, hvor han advarer mod, at vi brander litteraturen for meget på dens potentiale som vej til ’eksistentiel selvudvikling’. For Stounbjerg handler det i højere grad om litteraturens evne til at anspore en social dannelse og en fælleskulturel referenceramme. Også Stounbjerg efterlyser en større global orientering og anbefaler, at vi i højere grad udvider de danske værker med tekster fra andre sprogområder.
Anne-Marie Mai, professor i Litteratur ved Syddansk Universitet, går anderledes praktisk til værks. Hun tager med køligt hu udgangspunkt i, at de studerende ikke længere er mærkbart interesseret i litterært stof fra før 1980 og fokuserer på, hvordan litteraturen i højere grad kan komme i øjenhøjde med de studerende på en sådan måde, at de selv kan tænke videre over og forholde sig til stoffet. Det sker bl.a., når vi ser på litteraturen som en størrelse med mange medier og udtryk som fx ordkunst, graffiti, runer, sange, film, kunst. Vi skal have kroppen med i vores omgang med sproget, lyder det mere optimistisk fra Anne-Marie Mai.
Jens Raahauge, lærer og formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion, minder os alle sammen om, at litteraturundervisningen starter i folkeskolen – og at folkeskolen er for alle. Så hvordan griber vi det fx an, når 80 % af eleverne fra Kokkedal skole kommer fra et hjem uden bogreol? Raahauge opfordrer til, at der ikke går fine fornemmelser i litteraturundervisningen, og husker os på, at vi har en litterær kompostbunke – en sand skatkiste af litteratur og gode fortællinger – som vi fornægter, så snart vi har læst de store værker. Vi glemmer, at vi har været børn, lyder det fra Raahauge, og at vi ofte er startet med at sluge stakkevis af tegneserier. Vi må med andre ord finde ud af at tale børnenes sprog.
Lektor og dr. phil Peter Michael Lauritzen kaster et kærligt, men kritisk blik på litteraturhistoriens sørgelige afvikling i gymnasiet – og på kompetencebegrebets himmelflugt. Han tager et fly hen over danskfagets bekendtgørelser fra 1961-2013 og viser os i hvor høj grad de politiske klimaskifte har påvirket danskfagets udformning, fra 70ernes marxisme og emancipering af subjektet, over Schlüters 80er-konservatisme til 2005-reformen, der for alvor cementerede kompetencetænkningens ankomst.
Sidst i perlerækken beretter forfatteren Ole Dalgaard alias Oscar K. om sit projekt ’Bærbar dansk litteraturhistorie’, et projekt, der kaster et nyt blik på værker, der på den ene side hviler på og forholder sig til eksisterende litteratur og på den anden side tilføjer den gamle litteratur ny betydning og originalitet i skabelsen af et selvstændigt fiktivt univers, et nyt kontinent eller en genopfundet verden. Oscar K. har bl.a. gendigtet værker af litterære sværvægtere som Shakespeare, Cervantes og Goethe til nutidens mere utålmodige læsere, og hermed får vi endnu et bud på, hvordan vi åbner nye døre til litteraturhistorien.
Vi ønsker jer en rigtig god debat – og god læselyst!
På vegne af redaktionen
Katja Marie Rønnike