Frihed og overflod – økologiens politiske idéhistorie
Pierre Charbonnier
Hans Reitzels Forlag
Oversat af Tom Havemann – Forord af Marie Kongsted Møller og Nikolaj Schultz
Bogen tilbyder ikke blot en skarp kritik af det moderne samfunds politiske og økonomiske mekanismer, men beder os også om at turde være nyskabende og tænke radikalt anderledes. Gennem en blanding af idéhistoriske og filosofiske analyser, opfordrer Charbonnier os til at genoverveje den måde, vi lever på og de idealer, vi stræber efter, i en æra defineret af klima- og miljømæssig usikkerhed. Frihed og overflod er et ambitiøst forsøg på at sætte en ny dagsorden for, hvordan vi kan skabe en ny menneske-natur-relation i den antropocæne tid uden at lægge idéen om frihed i graven.
En verden i forandring
Frihed og overflod indledes med en skarp beskrivelse af de alvorlige miljømæssige forandringer, som præger vores tid. Her beskriver Charbonnier på alarmerende vis, hvordan klimakrisen og tabet af biodiversitet eksemplificerer den hastighed, hvormed vores verden forandres i dag. Han peger på målinger, der viser hvor hurtigt koncentrationen af CO2 i atmosfæren stiger og på studier der viser, at tre fjerdedele af verdens insekter er forsvundet i løbet af få årtier. Charbonniers pointe med dette er at sige, at “Jorden nu forandrer sig i et tempo, der kan sammenlignes med varigheden af et menneskeliv eller selv af et simpelt bogprojekt” (s. 20). Verden er i dag så usikker og foranderlig, at på de fem år det kan tage at skrive et filosofisk værk som Frihed og overflod, har verden forandret sig radikalt. Når Charbonnier fanger an på denne måde, skaber det ikke blot en følelse af akut nødvendighed, men det tjener også som et udgangspunkt for at udforske dybere filosofiske spørgsmål angående forholdet mellem frihed og overflod, som behandles gennem hele værket. Det er værd at bemærke, at Charbonnier er stærkt inspireret af Bruno Latour i sine undersøgelser af forholdet mellem samfund og natur.
Ifølge Charbonnier viser verdens hastige omskiftelighed nødvendigheden af at opgive den stædige fastholdelse af fortidens politiske idealer. Det nytter ikke noget, at vi “klamrer [os] til en nødvendigvis midlertidig mekanisme, der allerede har fungeret meget længere, end Jorden har givet den lov til” (s. 362). Vi må se i øjnene, at vores konventionelle politiske idealer eller ‘mekanismer’ ikke længere er bæredygtige i lyset af de miljø- og klimamæssige realiteter. Charbonniers argument er, at moderne politiske idealer altid har centreret sig om en bestemt brug, dominans og udnyttelse af naturen. Med andre ord kan man sige, at politik altid-allerede indeholder en forbindelse til naturen, hvad enten denne er åbenlys eller skjult.
“Det moderne politiske sprog er så tæt knyttet til forældede former for erhvervelse af land, ressourcehåndtering og videnskabelig autoritet, at det nødvendigvis må underkastes grundig revision” (s. 364), skriver Charbonnier. Han advarer os om, at uden en forståelse af forholdet mellem politiske abstraktioner og den materielle verden, vil vores forsøg på at skabe klimavenlig politik uundgåeligt være frugtesløse. Man kan forestille sig, at klimaindsatserne i stedet vil ende i en absurd cirkel, hvor man, i sit forsøg på at skabe ny politik, benytter sig af det konventionelle politiske sprog, der ironisk nok er baseret på de udvindingsmekanismer, som er dem man søger at eliminere. Vi må altså skabe et nyt politisk sprog.
Økologisk nylæsning af den politiske kanon
I Frihed og overflod udvikler Charbonnier en metode, han kalder økologisk idéhistorie, som adskiller sig fra det, han kalder de økologiske idéers historie. Mens sidstnævnte skaber et skisma mellem politiske og miljømæssige idéer, integrerer den økologiske idéhistorie menneske-natur-relation i enhver politisk idé. Med Charbonniers ord er det en separatistisk strategi over for en integrerende metode. Således er “den økologiske tænkning ikke […] begrænset til en samling på forhånd opstillede bevisførelser”, i stedet giver den “mulighed for at skabe overraskelser i den konventionelle historie om det sociales forhold til naturen” (s. 40).
Ved at anvende denne metode, kan Charbonnier genlæse og revitalisere den vestlige politiske kanon gennem en økologisk læsning. Formålet med Frihed og overflod er således ikke at erstatte grundpillerne i de traditionelle politiske tekster med en ny økologisk kanon, men snarere at fremhæve de oversete naturforståelser, der ligger implicit i de klassiske politiske værker og dermed også i vores gældende politiske vokabular. Denne tilgang afslører miljøreflektioner i tekster, der på overfladen kan virke nærmest øko-golde og frie for økologisk indhold, såsom tekster forfattet af bl.a. John Locke, Alexis de Tocqueville og Émile Durkheim. På den måde åbner Charbonnier op for, at vi kan finde nye indsigter og reaktualisere de traditionelle politiske tænkere og tekster i en antropocæn kontekst.
Et omdefineret og symmetriseret frihedsbegreb
Som bogens titel antyder, fokuserer Charbonnier på at analysere idéen om frihed med henblik på at kortlægge dens politisk-historiske relation til naturen. Han argumenterer for, at frihedsidealet historisk har haft en asymmetrisk relation til naturen, idet menneskelig frihed har været (og stadig er) betinget af materiel overflod. Charbonnier betegner dette asymmetriske frihedsbegreb som den liberale pagt, hvilket han undersøger gennem bogens analyser af den politiske tænkning i det moderne fra 1700-tallets præ-industrielle samfund til nutiden.
Dette asymmetriske frihedsideal, der er integreret som en naturlig del af vores politiske diskurs, må identificeres og destrueres. Problemet bliver dog, at det bliver svært hvis ikke umuligt at skabe en frodig økologisk politik uden et frihedsideal – for som Charbonnier spørger, “hvem ønsker en autoritær økologi eller en frihed uden fremtid?” (s. 33). Det nuværende frihedsbegreb skaber unødige spændinger mellem de miljø- og klimaaktivister, som ønsker restriktioner og begrænsninger for at tilgodese klimaet, og dem, der kæmper for at bibeholde menneskers muligheder for overflod. “Nutidens teoretiske og politiske imperativ er derfor at genopfinde friheden i klimakrisens tidsalder” (s. 33) – en genopfindelse der formår at basere friheden på et nyt og ikke-asymmetrisk forhold til den materielle verden.
Charbonniers greb er her at arbejde med spørgsmålet, ‘hvad nu hvis økologien var en integreret del af frihedsbegrebet, således at naturen ikke stod i modsætning til menneskets frihed, men derimod fremstod som frigørende’. Frihed og overflod er her ikke et bidrag til en bestemmelse af, hvad dette nye frihedsideal konkret skal være, i stedet viser bogen gennem idéhistoriske analyser, at frihed er en fleksibel størrelse, der kan og bør udvikles med tiden.
Charbonnier foreslår, at vi bør arbejde hen imod en symmetrisering af frihedsbegrebet. For at give en forståelse af, hvad en symmetrisering er, peger Charbonnier på tre ‘symmetriseringsfronter’, der har præget vestens tænkning siden midten af 1900-tallet: Feminismens udfordring af patriarkatet, postkolonialismens kritik af kolonimagter og de økologiske bevægelsers udfordringer af den industrielle dominans. Disse fronter har “givet næring til en dybtgående rekonfiguration af den politiske viden […]. I alle tre tilfælde gælder det altså om at problematisere den hidtidige standard for sikker viden og påvise, at de realiteter, der førhen var underlagt denne standards kontrol og autoritet, besidder en vis epistemisk autonomi” (s. 300). Symmetrisering må her forstås som en dobbelt proces, der ikke blot kritiserer og destabiliserer de eksisterende asymmetriske forståelser, men også aktivt arbejder for en transformation ved at etablere nye indsigter, der vender “op og ned på det vidensmæssige ‘tyngdepunktssystem’” (s. 300).
Idéer for de mange, skrevet til de få
I Frihed og overflod forbliver Charbonnier på et abstrakt niveau. Han forholder sig primært til frihed som en idé, der skal tænkes på ny, snarere end som en praktisk realitet i samfundet, hvilket til tider får begrebet og diskussionerne til at virke omtågede. Desuden er bogen skrevet med et globalt perspektiv, hvilket understreger, at de udfordringer vi står over for, er omfattende og kræver en verdensomspændende ‘tyngdepunktsændring’. Til gengæld gør dette ikke overgangen mere håndgribelig eller overskuelig. Det hjælper heller ikke med til at bekæmpe den ‘foregangspessisme’, der ofte ses i klimadebatten og som siger, ‘det nytter ikke noget, hvis det kun er os, der gør det’.
Charbonniers budskab om, at økologi implicit er en del af al politisk tænkning og at frihedsbegrebet bør ‘økologiseres’, er betydningsfuld – og ikke kun for en snæver kreds af højtuddannede politiske idéhistorikere. Desværre er Frihed og overflod skrevet i et krævende, teknisk og akademisk sprog, der kan virke nedslidende på læseren gennem bogens godt 400 sider. Det gør at Frihed og overflod er anstrengende og udmattende at komme igennem, og det er ærgerligt, da de diskussioner Charbonnier tager op og inviterer til, er af stor vigtighed og aktualitet for et bredt publikum.
