Global idéhistorie
Casper Andersen & Mikkel Thorup (red.)
Forlaget Baggrund, 2018
17. november, 2021
Global idéhistorie er en ny måde at gå til idéhistorie på under kraftig udvikling i disse år – en tilgang, der fokuserer på både idéers grænseoverskridende bevægelser og deres lokale forankringspunkter. Antologien Global idéhistorie fra 2018 samler en lang række danske idéhistorikere med hver deres bud på, hvordan global idéhistorie kan se ud. På denne måde vises det, at det globale ikke nødvendigvis betyder, at alt og alle hænger sammen på tværs af kloden; at det globale ikke så meget er en allerede etableret geografisk ramme a la ‘jordkloden’, hvori idéer så må tænkes at cirkulere, men at det er en konstant grænseoverskridende kategori.
I brev 22 af den islamiske encyklopædi forfattet af gruppen Ikhwan al-Safa, “Renhedens brødre”, fra 900-tallet fortælles fantasifuldt om en retssag mellem mennesker og andre dyrearter om, hvem der egentlig er de mest overlegne på denne jord. Hvis den moderne globalisering har vist os noget omkring forskelle i dag, handler det imidlertid ikke så meget om forskelle mellem mennesker og andre dyr som forskelle iblandt menneskearten selv. Én af disse forskelsmarkører er de to væsensforskellige positioner, globalister og lokalister, der kan siges at føre en kontinuerlig ‘retssag’ med hinanden om, hvem der er skyldige i at korrumpere den kaotiske verden, som vi lever i. Er det lokale traditioner og indskrænkethed, som er skyld i, at der f.eks. ikke løftes et fælles ansvar på globalt plan for klimakrisen – eller er det lige netop global rodløshed, som er skyld i, at de fleste af os har ‘mistet’ et moralsk kompas i sådan en krise? Globalisering kan imidlertid også tolkes som det vilkår, at globalisterne på sin vis allerede har vundet på forhånd; at debatten netop foregår inden for en global forståelsesramme. En ‘lokalist’ må netop retfærdiggøre sig selv inden for en ramme og på en scene, der rækker langt ud over hendes udgangspunkt for at træde frem. Man agerer således allerede som en global aktør, hvis man f.eks. argumenterer for sit folks rettigheder til at leve for sig selv i FN eller andre internationale fora.
Lidt på samme måde kan global idéhistorie siges at fokusere på de grænseoverskridende forbindelser og sammenhænge, som ofte findes på et idémæssigt plan, selv når de selvsamme idéer udspringer fra en snæver geografisk ramme. Global idéhistorie handler om at sætte fokus på de idéer, der befinder sig midt i et spændingsforhold mellem det lokale og det globale. I den forstand findes der ikke nogen ren global idé – men alligevel besidder enhver idé et globaliserende potentiale, da den både kan bruges til at sige noget om verden i sin helhed og forbinde sig med stadigt flere aktører. Som Jakob Bek-Thomsen i sit bidrag sætter fokus på i forhold til radikalt forskellige sygdomsopfattelser, som det f.eks. ses i forskellene mellem vestlig medicin og rituelle begravelsesritualer i afrikanske lande, udfolder enhver sygdomsopfattelse sin egen universalisme. Idéer om, hvordan sygdom bør forstås og behandles, er svære at begrænse til en specifik kontekst; de tenderer til at både omhandle og henvende sig til alle.
Rejsen går til de globale have
Redaktørerne Casper Andersen og Mikkel Thorup gør i deres indledning også opmærksom på, at der findes en vis forvirring omkring, hvad ‘global’ egentlig betyder i denne sammenhæng – “betyder global blot ideers “forbundethed” over store afstande, eller skal en idé være tilstede overalt for at være global?” (s. 44). I forlængelse heraf er det muligt at tolke Andersen og Thorups slogan om, at globale idéhistorie omhandler idéers geografiske troløshed, på mindst to forskellige måder. Idéer kan nemlig tænkes at være troløse i den forstand, at de krydser etablerede grænser og f.eks. udvikles på tværs af sprog og lande. Men de kan lige så vel forstås som troløse ved, at de i deres indhold siger noget om en langt større kontekst end den, som de udspringer fra. Ud fra dette perspektiv viser der sig også to modpoler og to modsatrettede idealtyper for global idéhistorie: Enten undersøges lokalt forankrede idéer, der til gengæld indholdsmæssigt har en universel rækkevidde, eller også fokuseres der på internationalt forbundne idéer, der i sit indhold kun henviser til en lokal kontekst. Apropos spændingsforhold igen kan global idéhistorie siges at befinde sig midt imellem disse to modpoler, samtidig med at den er åben over for en tredje mulighed: Globale idéer i både indhold og udbredelse.
I antologien findes der dog indlæg, som befinder sig tættere på den ene af idealtyperne. Eksempelvis omhandler Casper Andersens interessante bidrag, Achebe og Ngugi på kostskole, den kenyanske forfatter Chinua Achebe og nigerianske Ngugi wa Thiong’o, der begge gik på koloniale kostskoler som børn. Den form for uddannelsessystem, som de mødte i denne periode og resten af livet var voldsomt kritiske over for, indgik som del af en vestlig imperialisme med fangarme ud i hele verden. Hvis kolonialisme især bestod i at behandle resten af verden som sin egen baghave, kan de kolonialt udbredte idéer også siges altid at have henvist tilbage til deres lokale udgangspunkt, uanset hvor langt ud i verden de så rejste. Med dette perspektiv på sådanne idéers udbredelse kan en kritisk impuls for global idéhistorie netop bestå i – som Louise Rognlien påpeger i sit bidrag, Subaltern idéhistorie – at ‘provinsialisere Europa’, som den indiske historiker Dipesh Chakrabarty præcist har formuleret det.
Men selvfølgelig forandrer rejsen ud på de globale have også idéer undervejs. Dette viser f.eks. Hans Henrik Hjermitslev i sit bidrag, Global kreationisme, der handler om, hvordan kreationisme startede som en kristen organiseret modstand mod evolutionsteorien i 1920’ernes USA – men særligt fra 1980’erne og frem også har spredt sig ud over hele verden og forvandlet sig til mange nye former. I dag findes der således også en islamisk kreationisme, der ofte henvender sig til borgere med muslimsk baggrund i Vesteuropa og gør kreationisme til en identitetsmarkør, der står i modsætning til vestlige værdier i det hele taget. Samtidig har internettet givet nye muligheder, som f.eks. den tyrkiske prædikant Adnan Oktar har opdaget med sine massive internetkampagner rettet mod hele verden. Kreationisme er i dag altså meget andet end blot en bibeltro og protestantisk fortælling om, at Gud skabte Jorden for ca. 6.000 år siden, og at Charles Darwin er symbolet på moderne gudløshed.
Det universelle kalder – men hvorfra?
Global idéhistorie må derfor hele tiden være årvågen i forhold til, at hvad der tilsyneladende er begrænset til en lokal kontekst, muligvis rækker længere ud, end vi tror – samtidig med at hvad der kan se ud til at have en global rækkevidde, måske i virkeligheden blot er en lokal udvikling. Nicolai von Eggers Mariegaards bidrag omkring de haitianske revolutionæres idéer, Hvad tænkte de på? De haitianske revolutionæres idéer ved revolutionens udbrud i 1791, er et godt eksempel på, hvordan dette kan gøres i praksis. Mariegaard forudsætter nemlig ikke bare, at de haitianske revolutionære tænkte i direkte forlængelse af den Franske Revolution i deres kamp mod fransk overherredømme og slaveri – selvom der utvivlsomt blev importeret idéer om frigørelse og borgerrettigheder over Atlanterhavet. I stedet viser Mariegaard, at der fandtes en række interne skillelinjer blandt de haitianske revolutionære, idet nogle af dem kæmpede for forbedringer af det eksisterende system med slaveri og kolonialisme, mens andre ønskede en mere radikal forandring af revolutionær karakter. Samtidig blev idéer ikke kun importeret fra Europa men også fra særligt det vestlige Centralafrika, hvor en del slaver kom fra, og hvorfra de f.eks. medbragte brugbare guerillakrigsteknikker.
Andre dele af antologien halter dog mere i forhold til at reflektere over forholdet mellem det lokale og det globale. Det gælder særligt det allerførste bidrag, Anders Dræbys Filosofien som universel livsform og dens globale rødder, der åbner op for en række interessante overvejelser om, hvorvidt vestlig filosofi egentlig er så vestlig, som vi går og tror – om den både i sin oprindelse og sine væsentlige karaktertræk er forbundet med idéhistoriske udviklinger i både Asien og Afrika, som især den tyske filosof Karl Jaspers er berømt for at hævde med sit begreb akstiden om en periode fra det ottende til det andet århundrede fvt., hvor der på tværs af verden opstod en række fælles tankeformer. Men der er imidlertid et stykke vej fra at kortlægge tankemæssige forbindelser og så at spekulere over “filosofien som universel livsform”, og Dræby lykkes ikke med at forklare, hvad en sådan livsform egentlig indebærer, eller at argumentere for, at den findes på ‘universel’ vis på tværs af afstande og tider. Lidt på samme måde er Louise Fabians og Christian Oluf Christiansens bidrag om henholdsvis feminisme og global ulighed tankevækkende – men i forhold til at de begge forsøger at karakterisere globale idéudviklinger, mangler der en diskussion af, i hvor høj grad selve idékataloget om i disse tilfælde feminisme og ulighed er vestligt præget; om verden egentlig taler med ét sprog i disse sammenhænge.
I Anders Dræbys bidrag slås også store toner an omkring, at hvis filosofi som disciplin skal overleve, må enhver filosof blive verdensborger igen. Filosofien må gentænkes som global praksis. Uanset om dette også passer på idéhistorie som fag, er den globale vending ikke bare et særligt metodisk anliggende. Det handler ligeledes om idéhistoriens relevans og samfundskritiske potentiale. I Tobias Dias’ bidrag, Den tragiske drøm om et universelt sprog. I anledning af Mario Peixotos Limité, diskuteres blandt andet den udbredte idé i den første halvdel af 1900-tallet om, at film er et ‘universelt sprog’, der kan forstås på tværs af kloden. Dette er i sig selv interessant at undersøge idéhistorisk, som Dias påviser, men det åbner samtidig op for en metaidéhistorisk refleksion og diskussion om, i hvor høj grad idéhistorie selv kan fungere som et medium for globale idéer, der rejser på kryds og tværs.
Er idéhistorie egentlig et universelt sprog? I dag kan vi i hvert fald sige, at ‘det universelle kalder’, idet spørgsmål om f.eks. den presserende klimakrise ikke bare har en global rækkevidde men også kalder på nye former for globalt forbundne møder, samarbejder – og idéer. Antologiens bidrag viser i den forbindelse, at idéhistorie hele tiden må genopfinde sig selv, hvis den vil sige noget relevant om de idémæssige forbindelseslinjer, som vi mere og mere er begyndt at kalde ‘globale’. Det universelle er ikke en fast position, som idéhistorie bare kan indtage. Snarere er det en både væsentlig og ustabil ramme, som idéhistorie må forblive kritisk over for i forhold til, hvad der også gemmer sig bag det universelle. Den globale idéhistories credo kan derfor lyde: Det globale kalder, det lokale spøger.
