03.06.2020
Den igangværende corona-pandemi har affødt en række forestillinger og begreber for, hvad det egentlig er for en type af politik, der kendetegner situationen i Danmark og globalt. Er vi her vidne til en dramatisk undtagelsens politik, hvor almindelige love tilsidesættes i katastrofens skær, sådan som det er blevet tænkt fra Thomas Hobbes til Carl Schmitt? Er der måske tale om en teknokratisk risiko-politik, i den forstand at eksperters kvantitative risikovurderinger for en stund har overtaget det politiske kontrolrum? Eller gennemspiller vi snarere en mere velkendt krise-politik, ikke ulig den fra finanskrisen i 2008-09 – med den implikation, at situationen rummer nye muligheder og at vi kan imødese et større ideologisk slagsmål om samfundets retning, som globalt, kapitalistisk, grønt eller andet, post-corona?
Der kan givetvis argumenteres for, at situationen rummer elementer af alle disse velkendte figurer. Ikke desto mindre tilbyder Andrew Lakoff, som er professor i sociologi og kommunikation ved University of Southern California, et mere præcist og træffende alternativ: (u-)forberedthedens politik. Det sker i en bog fra 2017, der som få andre samtids- og politikanalyser har fået fornyet aktualitet i corona-pandemiens kølvand. I bogen analyserer Lakoff, hvordan vi gradvist har opbygget nationale og globale sundheds-ekspertise-organer, centreret i verdenssundhedsorganisationen WHO, hvis opgave det er at forberede samfundet bedst muligt på at imødegå de sygdomstrusler, som samme organer anser for både uforudsigelige og uundgåelige. Det handler om at udvise årvågenhed om trusler, der kan vise sig værre end vi forestillede os, og som vi derfor aldrig vil være helt forberedte nok på.
Den sundhedspolitiske forberedtheds-logik, hvis akutte nødforanstaltninger vi oplever over hele verden for indeværende, har sine rødder i den kolde krigs katastrofe-beredskabs-tænkning i USA. Her opstod efterhånden den administrative og politiske tænkning, der tilsiger, at en række storstilede katastrofe-scenarier – fra atomangreb til naturkatastrofer, virus-epidemier og biologisk terrorisme – bedst imødegås gennem et vidtforgrenet og trussels-uspecifikt beredskab med integrerede vidensmæssige, juridiske, infrastrukturelle og civile dimensioner. Nok kunne disse usandsynlige, men katastrofale hændelser ikke endegyldigt afværges. Men gennem scenarier og simulationer, juridiske nødprocedurer, beskyttelse af kritisk infrastruktur og mobilisering af civil agtpågivenhed og handlekraft kunne de værste konsekvenser afbødes hvis, eller rettere når, det værste skulle indtræffe.
Op igennem 1990’erne og særligt fra starten af 2000’erne flød denne tænkning og disse teknikker sammen til det, der i dag fremstår som et globalt sundheds-sikkerheds-regime. Dette regime var fra start motiveret i lige grad af trusler om terroristers angreb med kopper, miltbrand og andet biologisk materiale som af bekymringer om såkaldte ”nye smitsomme sygdomme” med globalt spredningspotentiale. Blandt sidstnævnte skilte fugleinfluenza (H5N1) sig ud, i takt med at rapporter om lokale sydøstasiatiske udbrud fik bekymringen til at stige i USA og Europa om udsigten til en mutation, der ville kombinere høj dødelighed med stor spredningsrate fra menneske til menneske. I en mobil verden af handel og rejser på tværs af lande, indså flere, kunne konsekvenserne blive uoverskuelige.
Med SARS-epidemien i Østasien i 2002 fik det nye, WHO-dominerende regime mulighed for at afprøve nye teknikker for global virus-overvågning, informationsdeling i realtid og koordineret vaccineudvikling for første gang. Erfaringerne førte i 2005 til en større ændring i de internationale sundheds-regulativer, IHR, med dertil hørende nye beføjelser til eksperterne i WHO, ikke mindst når det kommer til at klassificere og udnævne en smitsom sygdom til en international bekymring og siden en egentlig pandemi. Betydningen af disse beføjelser blev tydelige i 2009, hvor udnævnelsen af svineinfluenza (H1N1) til global pandemi førte til et længere efterspil om det massive og, skulle det (heldigvis) vise sig, mestendels unødvendige vaccineindkøb blandt vestlige stater, Danmark inklusive. I 2014 var problematikken så den modsatte, idet WHO længe valgte ikke at udnævne ebola-udbruddet i det østlige Afrika til en global pandemi, med store humanitære konsekvenser til følge.
WHO og det globale sundheds-sikkerheds-regime har således levet en omtumlet tilværelse fra start; og i en situation præget af geopolitiske spændinger mellem USA og Kina tyder meget på, at organisationen endnu engang vil komme omstridt ud af corona-pandemiens skygge. For sin del afholder Lakoff sig dog fornuftigvis fra letkøbte kritikker af velmenende og underfinansierede globale sundheds-eksperter og -administratorer. Det vigtige at forstå er derimod, hvordan ”forberedthed” er blevet til den dominerende logik og norm, der styrer koordinerede nationale og globale indsatser mod sundheds-pandemier og -nødsituationer, som i sidste ende unddrager sig kontrol.
Dermed er et beredskab imod globale sundhedspandemier tillige blevet en egenskab ved nationale samfund og styreformer, der lader sig udmåle i kapacitet og sammenligne i dødstal, præcist som vi oplever for øjeblikket i medierne. At den danske stat tillige med de fleste andre europæiske her har været relativt underforberedte, særligt når vi sammenligner med de højforberedte østasiatiske samfund i Taiwan, Sydkorea og Singapore, synes her allerede at stå klart. Det har afsat sig spor i to bredt forskellige håndteringsstrategier, en europæisk afbødningsstrategi og en østasiatisk inddæmningsstrategi, hvis lokale danske aftryk vi kender som manglende værnemidler, institutions-nedlukninger og kropslig distancering. Det virker sandsynligt at tænke, at vi kan se frem til et større efterspil om denne danske og europæiske (u-)forberedtheds-politiske tilgang, når pandemien igen er ebbet ud.
Derimod bør Lakoffs skarpe analyser nok få os til at se på de mange bud på et radikalt anderledes samfund post-corona, og disses undtagelses-, risiko- eller krisepolitiske antagelser, med en vis forsigtig skepsis. Nok er vigtige demokratiske rettigheder i et samfund som det danske sat midlertidigt ud af kraft af en hastebehandlet epidemilov. Men dette kan i sig selv siges at ligge i tråd med, snarere end at udgøre et brud på, de normer og regulativer, der er institutionaliseret i WHO og det globale sundheds-sikkerheds-regime. I det hele taget er det sigende, at vi i Danmark på lange stræk udspiller en variant af et plot, der som scenarie vil være velkendt i netop dette forberedtheds-politiske, globale apparatur. At det hele forekommer så nyt og undtagelses-lignende er derfor mest udtryk for, at vi i Europa hidtil er gået fri af triste erfaringer, man for længst har indhøstet i Østasien og andetsteds.
Her hører det omvendt også med til billedet, at forberedthedens sundheds-sikkerheds-politik ikke uden videre lader sig aflæse som element i en bredere risiko- og krisepolitik, sådan som særligt miljø- og klimaforkæmperne ellers ihærdigt forsøger at gøre det. Nok har klimakrisens trusler det til fælles med corona og sundhedspandemier i øvrigt, at de unddrager sig teknikker til kvantitativ risikovurdering og dertilhørende forestillinger om teknisk og anden kontrol. Men heraf følger for klimakrisens vedkommende en ganske anden forebyggelses- og forsigtighedspolitik: vi må afværge en fremtidig katastrofe gennem at nedbringe de globale drivhusgasudledninger til et niveau, der sikrer, at vi holder os inden for de kritiske, planetære grænser. Det kræver store samfundsomlægninger og indebærer store kampe lokalt og globalt om hvem der har ansvaret, hvem der skal betale og hvem der høster frugterne.
Sådan er det ikke med den globale sundheds-sikkerheds-politik: her synes ingen for alvor at forestille sig, at vi som verdenssamfund kan nedbringe risikoen for, at virus-pandemier af et omfang og en dødelighed, der også overstiger coronaens, vil opstå igen inden for en overskuelig fremtid. Uagtet at megen forskning peger på de menneskeskabte kilder til forøget forekomst af smitsomme sygdomme, i form af miljøødelæggelser, trafik-infrastrukturer og andet, så behandles vira politisk set stadig som en ”ukontrollabel natur”, hvis luner og sårbarheder vi i bedste fald kan forberede os på og opbygge modstandskraft imod. Konkret står det faktisk i de internationale sundhedsregulativer, at hensynet til flytrafik skal veje tungt i WHO’s beslutninger. Disse risikopolitiske forskelle må miljø- og klimaforkæmpere besinde sig på, hvis de ønsker at komme styrket ud af pandemiens skygge.
Mere kortsigtet kan vi med fordel rejse de to spørgsmål, som Lakoff også ender sin analyse af forberedthedens politik med. For det første: en ”nødsituation” som corona-krisen er per definition midlertidig; men det kræver vedholdende indsatser og investeringer over lange stræk at opbygge solid modsvarskapacitet til næste gang. USA’s svigtende vilje til at finansiere WHO, en kronisk underfinansieret organisation, trækker her i den forkerte retning. For det andet: et ”globalt” modsvar indebærer, at politisk ansvar på én og samme tid er alles og ingens. Vi mangler stadig at se, hvor heftigt corona-virus vil hærge i Sydasien, i Latinamerika, i Afrika syd for Sahara og i Mellemøstens flygtningelejre. Hvis det går, som man rimeligvis kan frygte, vil den humanitære solidaritet for alvor komme på prøve.
Unprepared: Global Health in a Time of Emergency. Af Andrew Lakoff. University of California Press, 2017.