1. februar, 2005
Russernes fascination af det grundtvigske kan forklares med udsagnet ”at stå med Gud i hånden og skabe verden på ny”. Med sin opfordring til med afsæt i den åndelige verden at gå aktivt ind i sin tid, er formuleringen på linie med de eksistentialistiske træk, som præger megen russisk tænkning.
I 1980’erne skrev jeg en bog om den slavofile tænker Ivan Kirejevskij. Her gjorde jeg opmærksom på, at russisk filosofi traditionelt fik mæle gennem skønlitteratur, journalistik og almen skribentvirksomhed. Den filosofiske tænkning havde ikke som i Tyskland rod i universiteternes filosofiske fakulteter, hvorfor man i Rusland heller ikke kan tale om en abstrakt og verdensfjern filosofisk tradition. Russisk filosofisk tænkning trivedes ikke i studerekammerets indelukkethed. Tværtimod forsøgte dens repræsentanter at etablere et nært forhold mellem ide og menneskeliv.
I en erkendelsesteoretisk afhandling kan det være svært at finde forbindelsen tilbage til éns egen tilværelse; at opfatte teoriernes virkelighedsbillede som en genspejling af momenter i éns eget liv.
For mig at se synes russisk kultur at være præget af en eksistentialistisk grundtone: menneskets situation står i centrum, og deltagerne i kulturdebatten er optaget af spørgsmål, som angår menneskets fornuft, dets frihed og ansvar. Mere konkret er de tilbøjelige til at stille antropologiske og eksistentialistiske spørgsmål, når de konfronteres med de problemer, som hører livet, samfundet eller kulturen til. I russisk filosofisk tænkning var det altså ikke så meget erkendelses teori som omstændigheder ved eksistensen, der stod i centrum.
Heller ikke Grundtvig var filosofisk systemtænker. Han var en oprører, som satte det konkrete menneskeliv højere end den abstrakte tanke. Det viser sig i hans opgør med teologien, rationaliteten, den politiske magt og undervisningssystemet og konkretiseres i hele hans digtning og publicistiske virke.
Grundtvig siger, at vi som mennesker først og fremmest er bestemt af vore følelser. Af væsen er vi foretagsomme. Vi tolker og sætter os mål. Vi er historiske væsener, og det er altid livet selv – eksistensen – det kommer an på. Han benægter radikalt, at teologien eller kulturen i sig selv skulle kunne udgøre et livsgrundlag. De kan i bedste fald være udgangspunktet for beskrivelser af livet. Grundtvig forkaster på ingen måde videnskab, kunst og kultur, men han mente, at hvis de ikke udspringer af de livserfaringer, et menneske gør sig i løbet af sin tilværelse, forbliver de abstrakte manifestationer uden virkelig betydning for menneskelivet.
Den historiske erfaring er et centralt begreb for Grundtvig. Al livsforståelse er for ham foreløbig, fordi den er et resultat af de historiske erfaringer, vi har gjort indtil nu. Poul Engberg påpeger, at Grundtvig opfattede det historiske forløb som en vækstproces, der fører menneskeheden frem mod stadig dybere og sandere tilegnelse af det gådefulde menneskeliv: ”Alle læresætninger, al videnskab, al kunst, teologi og kultur har foreløbighedens væsen, fordi de er resultatet af et historisk forløb, der ikke er afsluttet endnu.”
Grundtvig er som Kirejevskij inspireret af de gamle kirkefædre. Den fremtrædende grundtvigforsker Kaj Thaning siger således, at Grundtvigs opfattelse af, at liv er vækst, og at det besidder en værdi i sig selv, er inspireret af kirkefaderen Irenæus (ca. 130-202). “Vi ville ikke have kunnet lære, hvad Gud er, med mindre Ordet – vor mester – var blevet menneske,” sagde Irenæus. Det var i 1823, skriver Thaning, at Grundtvig blev ramt af disse ord som af et elektrisk stød, uden at rækkevidden straks gik op for ham.
Grundtvig anerkendte ikke det absolutte, det én gang givne, og i hans tankeverden kommer skabelse, vækst og menneskelig modning til at indtage en central plads. Det er menneskelivet, det gælder, og han taler ikke længere om kristen dommen , men om kristen livet . Al forkyndelse må knytte forbindelse til menneskets liv, hvis den ikke skal ende som en tom abstraktion, der ser på det jordiske med foragt. Centralt står det spørgsmål, som er fælles for os alle: Hvad vil det sige at være et menneske?
Modernisering og stagnation
Et af de grundlæggende temaer i russisk historie udgøres af modsætningsforholdet modernisering og stagnation. Moderniseringsspørgsmålet har været aktuelt lige siden middelalderen, og alle gennemgribende moderniseringer af samfundet er traditionelt blevet gennemført pr. dekret fra oven.
I Vesten er Peter den Store det mest kendte eksempel herpå. Han er den mest fremtrædende repræsentant for dem, der senere blev kaldt ”zapadniki”, ”europæister”. Det vil sige tilhængere af en vestlig eller europæisk udviklingsmodel. Som modstandere havde europæisterne dem, der ønskede at fremme en udvikling baseret på russiske kulturelle traditioner: slavofilerne, som de blev kaldt i det 19. århundredes kulturkamp. Efter revolutionen i 1917 blev slavofilerne for øvrigt over en kam fremstillet som reaktionens stødtropper, hvilket absolut ikke var retfærdigt.
Den fremtrædende slavofile tænker Ivan Kirejevskij, der døde af kolera i 1856 i Moskva og altså levede og var aktiv samtidig med Grundtvig, var på linie med denne, når han om fornuften sagde, at den var et fremragende analytisk redskab, men at den ikke kan arbejde isoleret uden at virke indskrænkende, eftersom livets mest fundamentale sandheder alle ligger udenfor den spekulative fornufts rækkevidde. Han taler om ”den enevældige fornuft, som frasiger sig alle menneskets øvrige veje til erkendelse”. På tilsvarende vis siger Grundtvig, at ved at udsætte alle livsområder for fornuftens lidenskabsløse analyse bliver den moderne videnskabelighed hængende i overfladiskhed og åndløshed, fordi den udelukkende opfatter mennesket som en målelig størrelse og fornægter det gådefulde ved menneskelivet. Han brugte udtrykket ”den højtyske indbildning” om den filosofi, der vil forklare livet, før det leves, og som vil omskabe det efter de lærdes hoved. Om dansk filosofi skrev han, at den er fremmed for tysk tankegang, og “vore indvendinger, der alle er empiriske, hentede fra erfaringen, gør naturligvis intet indtryk på tyskerne, der helst vil betragte Nordens ånd som en gårdnisse hos den kejserlige tyske fornuft.”
Denne mildest talt ufilosofiske udtryksmåde anvendte Grundtvig i 1838. Under indflydelse af de engelske empirister – først og fremmest John Locke og Francis Bacon – nåede han frem til den opfattelse, at der ikke findes nogen åndelig erkendelse udenom erfaringen. Det åndelige og det legemlige hos mennesket kan ikke adskilles, så lidt som man kan adskille ordet fra lyden.
Friheden fra og friheden til
Den frihed, Grundtvig fandt på sine rejser i England i årene 1829-31, gjorde et uudsletteligt indtryk på ham. Imidlertid fandt han, at hvis kræfternes frie spil ikke skulle føre til slaveri under maskinerne og social elendighed, således som han havde set det i London, måtte friheden styres af fornuften. Frihed betyder for Grundtvig nemlig lige ret for alle og knytter sig til det, han kalder ”vekselvirkning”. Eller ”den levende vekselvirkning”, hvor spændinger og modsætninger mødes i åben kamp og på den måde fremkalder liv. Når tingene får lov at udfolde sig på deres egne betingelser i henhold til deres natur, bliver vekselvirkningen levende. Grundtvig så for eksempel for sig en ny og anderledes type skole, hvor den til grund liggende lige ret for elever og lærere skulle præge vekselvirkningen: vekselvirkningen mellem eleverne og lærerne, mellem eleverne indbyrdes og mellem elever med forskellig baggrund i henseende til alder, baggrund, erhverv, hjemstavn osv. Jo større forskelligheden er, jo mere har man at meddele hinanden, mente Grundtvig. I kraft af vekselvirkningen lærer alle af hinanden: eleverne af lærerne og af hinanden. Lærerne, – Grundtvig kaldte dem også ”vækkerne”, fordi de skal vække kreativiteten til live i hver enkelt elev, – lærer i kraft heraf også af eleverne.
Friheden eller den lige ret er for Grundtvig modsigelsens grundsætning. Denne frihed er det, der konkret kommer til udtryk i Grundtvigs vekselvirkning mellem på den ene side ethvert fænomen, begreb og forhold og på den anden side modsætningen dertil. Den eneste vej til friheden består i at søge at ændre magtforhold, så de bliver til vekselvirkningsforhold.
At frihed skulle betyde løsrevethed fra alle sammenhænge var for Grundtvig det rene nonsens. Erkendelsen af frihed opstår for ham tværtimod der, hvor mennesket oplever sig selv som del af en sammenhæng. Det vil sige, at hvor der på den ene side er tale om frihed fra noget: tvang og undertrykkelse, er der på den anden side tale om frihed til noget: at handle uden at være spærret inde i sin egen egoisme. Indsigt i livssammen-hængene giver handlingen mål og retning, og den forhindrer, at frihed afføder vilkårlighed og tøjlesløshed. Eftersom vilkårlighed og tøjlesløshed er udtryk for egoisme og grådig individualisme, sætter Grundtvig altid friheden ind i en folkelig sammenhæng, og han fastholder, at den, der vil være fri, også må unde sit medmenneske friheden. Friheden kan ikke være relationsløs. Den går til grunde, når personer eller hele samfundsklasser forsøger at tilrane sig den på bekostning af den øvrige befolknings frihed.
”Vi befinder os aldrig nogensinde i et magttomt rum. Den enkeltes livsudfoldelse er også altid en udfoldelse af hans magt over andre. Livs- og magtudfoldelse kan ikke skilles ad, men eftersom magtudfoldelsen er uadskilleligt forbundet med livsudfoldelsen, skal den ikke udryddes, men tæmmes.” Hvad det gælder om, er at organisere den gensidige afhængighed på en sådan måde, at magtmisbrug undgås, og at samfundsmagten bruges til noget godt. Forhindrer man den politiske magt i at fungere, forsvinder magten ikke. Den flytter blot andre steder hen, bliver ukontrollabel og farlig. Kun denne opfattelse kan bære et folkestyre. Som Grundtvig udtrykte det: ”Kongens og folkets frihed forudsætter hinanden.” Der er her tale om et tillidsforhold. Hvor et samfunds tillidsstrukturer nedbrydes, får demagogerne magt, og med demagogerne begynder det autoritære system. Derfor er det blændværk, hævder Grundtvig, når enten kongen eller folket mener at vinde ved hinandens tab da det altid kun er et eller andet rovdyr – det kalde sig nu adel, gejstlighed, eller hvad det vil – der vinder, hvad de begge taber.”
En af folkeoplysningens allervigtigste opgaver består derfor i at bidrage til, at “rovdyret” ikke vinder. Af hensyn til demokratiet er det vigtigt, at der rundt omkring i samfundet er grupper, der, også selvom de nogen steder er små, tager aktivt del i kultur- og samfundsliv i bred forstand: “Uden folkelige energicentre og deres udstrålingskraft dør demokratiet.”
Arbejdsdeling og den folkelige dannelse
Grundtvigs holdning til folkestyre og demokrati kommer til udtryk i hans højskoleskrifter fra 1830’erne. I overensstemmelse med sin opfattelse af begrebet frihed påpeger Grundtvig, at hvis demokratiet skal fungere i praksis og være et ægte folkestyre, hvor den demokratiske styreform ikke blot bliver et nyt undertrykkelsesmiddel i hænderne på en enkelt samfundsgruppe og dermed i praksis ophæver sig selv, skal der hos politikere, embedsmænd og befolkning som helhed udvikles en politisk kultur og en folkelig dannelse.
Den politiske kultur skal sikre, at hensynet til helheden ikke svigtes ved, at demokratiet degenererer til at blive partipolitik forstået som varetagelse af forskellige særinteresser.
Den folkelige dannelse, der bygger på et kendskab til historien, modersmålet og det folkelige liv, skal drage omsorg for, at de elementer i det politiske, som ikke er partipolitiske, bliver bærende for samfundets politiske liv. Her tænker Grundtvig på det, man er fælles om trods forskellighed og uenighed såsom sproget, historien og de elementære livserfaringer.
Højskolens opgave skulle være at fremme en sådan folkelig dannelse . Her er det, som Hans Henningsen [1] skriver, folkeoplysning det kommer an på: “ikke forstået som oplysning af folket ud fra specialisternes ophøjede stade, men en folkelig bestræbelse på at få tingene belyst i sammenhæng. Ordet ”oplyse” betyder, at det, som sagen drejer sig om, bringes ud i dagens lys, så alle kan tage den i øjesyn og på egne vegne tage stilling til den. Men det er ikke tilfældigt, at eksperterne foretrækker ordet ”information”. At blive “informeret” er at blive belært.” Undertiden af en professor eller anden specialist, om hvem man kan sige, at han ved alt, men han forstår ikke alt det, han ved.
Al sand oplysning betød for Grundtvig oplysning om det liv, det enkelte menneske lever med sig selv i fællesskab med andre og som del af universet. Desuden oplysning om samfundets indretning og historiens gang. Det er vigtigt at opretholde denne grundtvigske skelnen mellem på den ene side oplysning og på den anden side uddannelse og information. Det er vigtigt at holde fast ved nødvendigheden af folkelig oplysning som et uundværligt og supplerende modstykke til uddannelse og informationstilegnelse. I modsat fald risikerer vi, at mennesker reduceres til viljeløse brikker og uoplyste specialister i et arbejdsmæssigt og økonomisk kredsløb, der kun går ud på at producere og forbruge
Den nationalistiske fejlslutning
Undertiden er Grundtvig blevet beskyldt for at være nationalist. Når en sådan fejlslutning kan forekomme, skyldes det at nationalistisk sindede personer har kunnet rive hans udsagn ud af deres rette sammenhæng for at anvende dem til deres eget formål. Grundtvig var, når man vurderer hans værk i sin helhed, bestemt ikke nationalist. Den ret og frihed, som han mener, dansk folkeånd skal have til at udvikle sig på sine egne betingelser, tilskriver han også alle andre folkeslag. Grundtvig indskrænker sig nemlig ikke til udelukkende at være optaget af Danmark og det danske. Vigtigst for ham var menneskehedens samlede levnedsløb.
Det folkelige og det mellemfolkelige er for Grundtvig to sider af samme sag, hvorfor man ikke bør spærre for udviklingen udefra.
I dag kan det så være nærliggende spørge, om forestillingen om det folkelige sammenhold ikke er en illusion, der må briste i et multikulturelt samfund. Vil den stigende indvandring af folk fra først og fremmest den muslimske verden ikke umuliggøre et folkeligt sammenhold? Nej, det vil den ikke, hvis man opfatter begrebet ”folkeligt sammenhold” i grundtvigsk forstand. Selv siger han som bekendt, at ”til et folk de høre, som sig regne selv dertil.” Det vil sige, at et land ikke behøver at være homogent etnisk, sprogligt eller kulturelt. Men de folk, som bebor landet, må være fortrolige med landets natur, dets historie og kultur og indgå i en levende vekselvirkning med hinanden. Og så skal de være parate til at deltage i løsningen af landets opgaver.
Hvis man nu bandt folkelighedsbegrebet sammen med det nationale, ville det betyde, at man skelner mellem ”fastboende” og indvandrere. Mellem ”os” og ”dem”, og det nationale bruges, når der kaldes til kamp mod ”de andres” livsforståelse.
Grundtvig skelnede da også skarpt mellem det folkelige og det nationale. Ligesom han skelnede mellem, det internationale og det universelle. Det er således ikke det folkelige og det nationale, men det folkelige og det universelle som hører sammen. Det fælles menneskelige ligger bagved de forskelle, som gør sig gældende mellem de enkelte folkeslag og kommer til udtryk som ”det folkelige”. Ser man bort fra forskellene eller forsøger at udslette dem, ender man i ensretning og umenneskelighed. Det folkelige går tabt eller erstattes med overfladisk folklore.
I alle folk kommer forskellige aspekter af det alment menneskelige til udtryk, og det er ved sammenstillingen af disse forskellige aspekter, at det universelle belyses. Derfor kan den folkelighed, der kommer til udtryk i Danmark – eller i Rusland – logisk set kun realiseres i Danmark eller i Rusland.
Det folkelige er den måde, et givet folk udtrykker det alment menneskelige på, siger altså Grundtvig, medens det universelle udgøres af totaliteten af disse forskellige udtryk. Den ”højtyske indbildning”, Grundtvig opponerer imod, har medført, at den tankens åbenhed, der for ham kendetegner det universelle, er blevet indskrænket ved, at statsprincippet er blevet ophøjet til universel ide. Kants ”indre morallov” – samvittigheden – siger, at den enkelte altid skal handle, som om han i enhver, han står overfor, møder hele menneskeheden. Denne humanistiske etik er under preussisk indflydelse blevet afløst af en pligtetik i forhold til staten. En pligtetik, der binder individet så fast til staten, at mennesket forsvinder i dette altomfattende begreb. Dyrkelsen af staten fører til den isolerede nationalstat. Staten som princip, begreb og magt svulmer op, og nationens indbyggere udskilles fra den almene menneskehed. Borgerens menneskelige værdi afhænger af hensynet til de nationale interesser, og hans bestemmelse er at blive et lydigt redskab i statsmagtens tjeneste. Universalisme er blevet til nationalisme.
– Alt dette var en vederstyggelighed for Grundtvig, som mente, at enhver magtstat til sidst vil gå til grunde, fordi den sætter sig i forsynets sted.
Det turde være overflødigt at understrege, at Grundtvigs tanker om folkelighed, frihed, veksel-virkning og lige ret leverer gode argumenter til russerne i deres aktuelle kamp mod den traditionelle russiske pligtetik, der binder individet til staten som et lydigt redskab i dennes tjeneste.