Henri Bergson Intuition – Introduktion til metafysikken Forlaget Mindspace, 1. november 2023 100 sider – 160 kr. Oversat af Søren Rosendal – Indledt af Martin Hauberg-Lund Laugesen       Henri Bergsons indførende værk Intuition, som nu kan læses på dansk, er en opfordring til at søge det autentiske og dybere perspektiv. Derfor er den ikke blevet mindre aktuel 120 år efter sin oprindelige udgivelse. Forlaget Mindspace har netop oversat og udgivet den indflydelsesrige franske filosof Henri Bergsons (1859–1941) bog Introduction à la Métaphysique fra 1903. I indledningen skriver Martin Hauberg-Lund Laugesen, at bogen kan læses “som en samlet introduktion til Bergsons filosofi” (s. 14). Som læser oplever man også en indføring, der ikke forudsætter forudgående kendskab til Bergsons filosofiske værker. Bogen formår, udover at indføre, at inddrage læseren med sine velformulerede og skarpe billedbeskrivelser. Man hører sig selv ofte sige, “prøv lige at hør det her…” til personen tættest på, som f.eks. når Bergson i sin kritik af empirismen beskriver dens på forhånd umulige opgave som “at søge originalen i oversættelsen, hvor den naturligvis ikke kan findes, og at benægte originalen under påskud af, at man ikke kan finde den i oversættelsen” (s. 54-55). Dette vidner om Bergsons skrivestil, og man forstår, hvorfor han i 1927 blev tildelt Nobelprisen i litteratur for “hans rige og oplivende ideer og den brillante evne, med hvilken de er blevet præsenteret” (s. 11). I dag, 120 år efter Bergson skrev bogen, finder vi en opfordring til at kigge ud i verden, ind i tingene, og ikke mindst, at se ud over os selv for at forstå, i stedet for at observere udefra og placere tingene i generaliserende kategorier. Intuition tilbyder en måde at skabe nye tilgange til, hvordan vi kan nærme os virkeligheden på en anden måde, hvordan vi kan få en bedre forståelse af verden, økosystemet, dyrevelfærd og medmenneskelighed. En sådan tilgang kan måske give os en mere nuanceret forståelse og intelligent sympati i forhold til de udfordringer, verden står overfor. Dermed falder bogen naturligt ind i Forlaget Mindspaces bogserie AFTRYK, der vil samle vedkommende filosofiske tekster. Analyse og intuition; skyggebilleder og essens Bogen vil noget med os. Den henvender sig ikke blot til metafysikere, filosoffer og videnskabsmænd, selvom det ofte er denne gruppe, bogen adresserer mest direkte. Den appellerer til os alle. Bogen ønsker at åbne vores øjne for, at der findes to tilgange til erkendelse. Det første afsnit i Bergsons bog indikerer dette tydeligt: “Den første [af de to erkendelsesformer] indebærer, at man kredser omkring tingen; den anden, at man trænger ind i den. Den første afhænger af det synspunkt, man indtager, og af de symboler, igennem hvilke man udtrykker sig. Den anden indtager intet synspunkt og støtter sig ikke til nogen symboler. Om den første form for viden siger man, at den bliver stående ved det relative; om den anden, hvor den er mulig, at den opnår det absolutte” (s. 32). Bergson betegner den relative erkendelsesform som analysen og den absolutte som intuitionen. Set i et filosofihistorisk perspektiv udfordrer dette synspunkt Immanuel Kant – en konfrontation der også er et centralt tema i de sidste sider af bogen. Kant hævdede, at vi aldrig kan kende ‘tingen i sig selv’ (noumenon), men kun hvordan den fremstår for os (phenomenon) gennem vores kognitive strukturer, de transcendentale betingelser. Meget forenklet kunne man sige, at Bergson mente, at Kant overså en metode, der kommer tættere på objektets sande natur end ren analyse gør. Selvom Bergson ikke nødvendigvis mener, at intuition giver direkte adgang til ‘tingen i sig selv’ i samme forstand som Kant definerede noumenon, kan man sige, at den intuitive fremgangsmåde giver os mulighed for at transcendere Kants transcendentale betingelser eller i det mindste udvide dem. Intelligent sympati Bergson argumenterer for, at vi via intuitionen kan udøve en intelligent sympati med objekter uden for os selv. Med andre ord kan vi med intuitionen placere os inde i objektet og forstå det indefra i stedet for at analysere det udefra. Således kunne Bergson medgive Kant i, at vi ikke kan opnå absolut viden om ‘tingen i sig selv’ ved udelukkende at observere den udefra, idet vores (relative) viden, formidlet gennem generaliserede begreber, altid vil komme til kort i beskrivelsen af et objekts unikke væsen. Bergson bruger eksemplet med en romanforfatters heltekarakter for at beskrive begrebers begrænsning og intuitionens styrke: “Symboler og synspunkter placerer mig […] uden for karakteren; de viser mig kun alt det, som han har tilfælles med andre, og som ikke hører til hans særegenhed. Men det, som er hans særegenhed, det, der udgør hans væsen, kan ikke ses udefra, det er per definition indvendigt, og det kan heller ikke udtrykkes med symboler, da det er inkommensurabelt med alle andre ting” (s. 34). For Bergson handler det om, at vi gennem vores begreber og symboler kun ser skyggebilleder af virkeligheden. Hvad Kant antager er ‘tingene for os’, er ifølge Bergson snarere ‘tingene for analysen’. For Kant er noumenon en uopnåelig viden om ‘tingen i sig selv’, men for Bergson er det ‘tingene for intuitionen’ – og dermed ikke uopnåelig viden, men blot en viden, der er ubegribelig med begreber. Vi er “nødt til at overskride begreberne for at nå frem til intuitionen” (s. 46), den ikke-sproglige, absolutte viden. Virkelighedens bevægelighed I bogen får man også indblik i Bergsons forståelse af tid. Bergson ser tiden som en kontinuerlig varighed, en udelelig kvalitativ strøm. Man må forstå, at øjeblikke ikke eksisterer isoleret; hvert øjeblik integreres med det næste som en flydende kontinuitet, og er på den måde aldrig helt sig selv, hvis man tager det ud af strømmen. Det er den oplevede tid, Bergson undersøger her. “Hvis ikke fortiden således overlevede ind i nutiden, ville varigheden ikke findes, men kun øjeblikkeligheden” (s. 64). Det Bergson henviser til her, er ikke vægurets tik og efterfølgende tak, altså den mekaniske repræsentation af tid, men varigheden, den virkelige tid, der mister sit væsen idet den opdeles i særskilte øjeblikke. Den græske filosof Heraklit (ca. 540-480 f.Kr.) mente, at man ikke kan træde ned i den samme flod to gange, hvorved han påpegede universets ustandselige forandring. På samme måde opfatter Bergson varigheden som en uophørlig strøm. Varigheden repræsenterer en konstant forandring, som samtidig inkorporerer det, den tidligere har været, det den nu er, og det den er på vej til at blive. Og ifølge Bergson følger menneskets bevidsthed samme mønster. Han illustrerer dette med et eksempel, der minder om Heraklits tanke om floden og mennesket: “Prøv at tage den mest simple følelse, antag så, at den er konstant, og lad hele din person absorberes i den: Den bevidsthed som følger denne følelse, ville i løbet af to på hinanden følgende øjeblikke ikke kunne forblive identisk med sig selv, for det efterfølgende øjeblik indeholder altid erindringen om det foregående” (s. 40). Vores hukommelse sørger for, at vi altid mærker spor af, hvad vi netop har været, selvom vi ikke fuldt ud er det længere. Samtidig er vores nuværende selv kun muligt på grund af vores fortid, fordi vi lige har været det, vi var. På den måde er vi altid i gang med at blive til. Eller med Bergsons ord, virkeligheden er “en stadig tilblivelse” (s. 65). Varigheden ustandselige natur er, ud over begrebernes og symbolernes begrænsning, en yderligere årsag til, at analysen altid fjerner os fra objekternes egentlige væsen. Når vi analyserer, forsøger vi at isolere bestemte øjeblikke, at tage dem ud af den strøm de naturligt tilhører. Men dette er en paradoksal tilgang, da man i undersøgelsen af objektets væsen, undergraver dets autentisk strømmende natur. I stedet for at forstå helheden fokuserer vi fejlagtigt på det, vi antager er elementer af helheden. Problemet er bare, at “elementet er uforanderligt per definition, […] [det er] kun et stillbillede af den strømmende virkelighed” (s. 66), Bergson refererer også til dem som “analysens ubevægelige billeder af bevægeligheden” (s. 67). Hinsides nytten En væsentlig pointe, som Bergson fremhæver i bogen, er tendensen i vores intelligens til at søge det nyttige. Selv når vi bestræber os på at forstå ‘tingen i sig selv’, ender vi ofte med at analysere den baseret på dens nytteværdi for os: “Generelt set sigter vi ikke mod at opnå viden for videns egen skyld, men for at opnå viden for at vælge side, for at drage fordel, kort sagt, for at tilfredsstille en interesse” (s. 61). Vores nysgerrighed er indlejret med et brugbarhedskriterium, som vi sjældent er beviste om. Denne programmering er ikke ligefrem noget dårligt. Den er god, når vi vil vide, hvordan man laver skipperlabskovs, når it-personen skal hjælpe os med at få internet på computeren eller når politikerne skal lægge planer for, hvordan man får bedre velfærd i kommunerne. Problemet opstår, når denne nytteorienterede tilgang breder sig til domæner, hvor den ikke hører hjemme, hvor den er malplaceret, som f.eks. i filosofien. Hvis vores grundlæggende forståelse af verden konstant filtreres gennem et latent brugbarhedskriterium, risikerer vi at misse det væsentlige ved tingene. Måske er dette grunden til, at Mindspace på bogens bagside har bemærket, at Bergsons filosofiske intuition er “en økologisk bevidst etik”. Intuitionen i dag Bergsons filosofi i 2023 fremstår som en opfordring til at forankre dele af vores tænkning i intuitionen. Det er en opfordring til at placere vores forestillinger om verden i noget uden for os selv, og til at opfatte helheden. Vi bør ikke lade os forlede af begrebers forførende kraft eller af politikeres, videnskabsfolks og filosoffers anvendelse af dem. I denne forståelse er man “nødt til at bevæge sig omvendt i forhold til, hvordan intelligensen sædvanligvis arbejder” (s. 61). Vi er ifølge Bergson vant til at bevæge os fra begreberne til tingen, men vi må, hvis vi vil opnå absolut viden, stå fast på, at tænke omvendt, for “[m]an kan gå fra intuitionen til analysen, men ikke fra analysen til intuitionen” (s. 66). Der er talrige områder, hvor man kunne forestille sig, at denne omvendte tænkning kunne være til gavn. Fra et dyreetisk perspektiv kan vi ved at prioritere intuition bedre forstå dyrs behov og følelser, hvilket kan føre til en dybere indsigt i, hvad dyrevelfærd er. I stedet for udelukkende at analysere dyrene udefra vil intuitionen tillade os en indlevelse i, hvad det vil sige at være et ikke-menneskeligt dyr. Set fra et miljø- og klimaperspektiv kan intuition styrke vores forbindelse til naturen på baggrund af en dybere forståelse for økosystemer og deres skrøbelighed og dermed styrke vores ønske om at beskytte dem. Ved at fremhæve intuition fremfor analyse på disse områder kan vi opnå en dybere, mere autentisk og absolut viden om verden og dens komplekse udfordringer, og derfor er Bergson ikke mindre relevant i dag. Kunstig intelligens eller intelligent sympati Et andet område, hvor man kan se nødvendigheden af at inddrage intuitionen, er i forbindelse med kunstig intelligens (AI). I takt med at AI cementerer sin rolle i vores hverdag og udfordrer forestillingen om menneskets unikke kognitive fortrin, står vi over for en uundgåelig selvrefleksion: Hvad er det, der essentielt definerer menneskelig tænkning? Når mange af de analytiske aspekter inden for videnskab og tænkning kan outsources til maskiner, hvis præstationer ofte overgår menneskets, bliver det afgørende at identificere og værdsætte de færdigheder, som forbliver unikt menneskelige. Bergsons intuition med sin intelligente sympati kan her fremstå som en fundamental menneskelig egenskab, der potentielt kan tilføre videnskaben en dybere mening og kontekst. Intuitionen kan være den indsigt, som algoritmerne ikke kan efterligne. Udgivelsen af Bergsons tanker i en dansk oversættelse kan ses som en invitation til os om at genoverveje værdien af intuition i en tid, hvor datadrevne beslutninger og algoritmisk tænkning dominerer. Måske er det netop i denne genopdagelse og værdsættelse af den menneskelige intuitions kraft, at vi finder en nøgle til at balancere teknologi og menneskelighed. I erkendelsen af at AI kan overtage en stor del af byrden inden for analyse og logik, bliver Bergsons fokus på intuition ikke en modpol, men et supplement, der beriger den menneskelige oplevelse og forståelse af verden - en komplementær dyd i samspillet med de digitale kræfter....

En af vor tids mest betydningsfulde filosoffer, Martha Nussbaum, udgav i 2016 bogen Vrede og tilgivelse – harme, storsind og retfærdighed, og nu findes bogen heldigvis også på dansk. Bogen beskæftiger sig med noget af det allermest elementære i den menneskelige tilværelse; følelsen af at blive udsat for uretfærdig behandling, den vrede det afstedkommer, og muligheden for at tilgive og komme videre....

Økonomi er ikke bare endeløse talrækker i store excel-ark, komplekse formler eller indviklede grafer og kurver. Det kan ikke reduceres til aritmetik og algebra. Økonomiske processer er ikke naturlige lovmæssigheder, og økonomer er ikke videnskabsfolk med patent på sandheden. Økonomien er i stedet, hvad vi gør den til. Den er formet og betinget af sociale relationer, kultur, normer, politik og religion. I idéhistoriker Mikkel Thorups nyeste bog, Fællesøkonomi, forsøger han at udvide vores forståelse af økonomibegrebet, og vise os alt dét, økonomi også er. Og det lykkes han på overbevisende vis med....

Medforfattere: Frederik Schou-Juul Kandidat i Filosofi og ph.d.-studerende ved Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet. Særlig interesse for bioetik, etiske dilemmaer inden for neurodegenerative sygdomme, demenspleje, samt folkesundhedsetik og manipulation. Sigurd Lauridsen Sigurd Lauridsen er forskningsleder og lektor ved Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet. Hans forskningsinteresser omfatter mental sundhed, etik og neurodegenerative sygdomme samt sundhed og teknologi.   Samtaler om demens og etik – banalt eller genialt? Noget forenklet kan etik forstås som et par briller, vi bærer og ser verden igennem. Det er først når brillerne får ridser eller overfladen slår en flænge, at vi bemærker glasset og forstår dets betydning for vores udsyn. På samme måde bærer vi alle etik med os og ubevidst trækker på vores etiske overbevisninger, når vi agerer i en social verden. Ligesom glasset, bemærker vi først vores etiske fundament, når vi befinder os i situationer, som på sin vis udfordrer os eller synes uvante. Den slags situationer fremtvinger vores bevidsthed om, hvad der er ”rigtigt” og ”forkert” – vores etik. De fleste befinder sig muligvis sjældent i etisk udfordrende situationer eller i hvert fald ikke på daglig basis. Mennesker med demens og deres pårørende, derimod, gør det hver dag! Demens er betegnelsen for en lang række neurodegenerative sygdomme, som alle sammen påvirker den menneskelig hjerne og dermed basale kognitive og sociale færdigheder heriblandt hukommelse, sprog, social forståelse og perception (World Health Organization, 2020). En demenssygdom forplanter sig derfor i og forandrer menneskers liv både hos dem, der rammes af sygdommen og blandt dem, der står nærmest. Sygdommens indhug i tilværelsen sker i forskellige, uforudsigelige tempis. Nogle mennesker med demens forbliver i eget hjem længe, genkender længe familiære ansigter og mister aldrig deres sprog, måske nok ordenes betydning og sammenhæng, men aldrig flowet af ord. For andre går det smertefuldt stærkt. De mister orientering i tid, sted og i bekendtskaber. De forandrer sig radikalt og kan ikke længere give et autentisk udtryk for egne ønsker eller præferencer. I takt med, at forandringerne sker, oplever de, der lever med sygdommen og deres pårørende, ofte at stå i vanskelige situationer. Særligt tre områder kan gøres til overskrifter for, hvad der opleves svært, når én i hjemmet rammes af demens: åbenhed omkring sygdommen, rolleforskydninger og spørgsmål om fremtiden. De tre områder har vi, et forskerteam på Statens Institut for Folkesundhed (SIF) i samarbejde med Rudersdal Kommune og Alzheimerforeningen, gjort til omdrejningspunkt i en sundhedsfremmende indsats rettet mod hjemmeboende borgere med demens og deres pårørende. Mere specifikt er indsatsen blevet til i et større forskningsprojekt kaldt OMTANKE. Projektets overordnede formål er at udforske etiske dilemmaer i livet med demens og udvikle indsatser, der kan støtte mennesker med demens, deres pårørende og sundhedsprofessionelle i troen på at de kan mestre svære dilemmaer.[1] Indsatsen, som artiklen her beror på, tilbyder et rum til at tale om små og store udfordringer i et liv med demens og består af et dialogmøde, hvor tre til fire familier inviteres til at deltage. Samtaler om hverdagsetik med udspring i litteratur Med denne artikel vil vi invitere læseren med ind på dialogmødet og præsentere foreløbige resultater fra en evaluering. Med andre ord skal vi høre fra de mennesker, som har afprøvet indsatsen. Hvad er deres oplevelser? Og hvad har de fået ud af at være med? Den kvalitative evaluering er foretaget med udgangspunkt i fem indsatsafprøvninger, som fandt sted i perioden marts-november 2022. I selve afprøvningen deltog 23 personer, hvoraf 11 var borgere med demens og 12 var pårørende. Ud af disse talte vi med 14 fordelt på otte opfølgende interviews (afholdt ca. en uge efter dialogmødet), hvoraf seks var dyadeinterviews, hvor borgeren med demens og dennes pårørende interviewes samtidigt og to enkeltpersonsinterviews med pårørende.[2] De deltagende familier består som oftest af ægtepar, hvoraf den ene har en demenssygdom, og sommetider følger en øvrig pårørende trop såsom et voksent barn. Fælles for familierne er, at de helt nyligt eller inden for ganske få år har fået en demensdiagnose ind i tilværelsen, og at den sygdomsramte fortsat bor hjemme. I mange danske kommuner tilknyttes nydiagnosticerede med demens en demenskoordinator, der vejleder og hjælper familierne i hjemmet. I samarbejde med en demenskoordinator i en nordsjællandsk kommune, har vi inviteret og rekrutteret borgere og pårørende til at afprøve indsatsen. Demenskoordinatoren blev en gennemgående person i afprøvningen og et velkendt ansigt, idet hun også – sammen med én fra forskerteamet – faciliterede dialogmøderne. Møderne er bygget op omkring tidligere nævnte overskrifter: åbenhed, rolleforskydning og fremtid og dertilhørende litterære tekstuddrag fra den danske demenslitteratur. Tekstuddragene læses højt, hvorefter familierne samtaler om dem foranlediget af teksternes indhold, formulerede spørgsmål og egne erfaringer og villighed til at dele ud af dem. Brugen af litteratur er inspireret af den humanistiske forskningsdisciplin ”narrativ medicin”. Narrativ medicin er beskrevet som en metodisk bevidst praksis, der gennem brug af litteratur og andre kulturelementer (såsom kunst) skal uddanne sundhedsfaglige personalelag blandt andre (Rasmussen et al., 2020). Ifølge Rasmussen og Sodemann er metoden velegnet til ’at fremme en opmærksomhed på værdien – og gerne hæve niveauet – af empati mellem behandler og behandlet’ og desuden indgyde nysgerrighed overfor de små, men vigtige nuancer og detaljer i livshistorier (Ibid., p. 2). I vores tilfælde er den narrative medicinske metode og brugen af litterære uddrag således indgangsbillet til at rette opmærksomhed på hverdagsetik og værdien af at samtale om dét, der er – eller kan blive – svært i relation til at leve med demens. Ethical self-efficacy Det helt store spørgsmål, som vi i forskningsprojektet og evalueringen interesserer os for, er hvorvidt – hvis overhovedet – indsatsen kan medvirke til at ruste borgere og pårørende bedre til at befinde sig i etisk svære situationer, når de opstår, og finde styrken til at handle i situationerne. Den evne refererer vi til med begrebet ethical self-efficacy. Self-efficacy er tiltro til egne evner til at håndtere potentielle mentale og psykiske udfordringer (Bandura, 1997). Det handler mindre om, hvad vi rent faktisk gør i udfordrende situationer, og mere om, hvad vi tror, vi er i stand til at gøre, når der er behov for det. I relation til vores indsats henviser ethical self-efficacy til tro på egen formåen i et etisk råderum. Ethical self-efficacy er en svært målbar størrelse, og i denne indsats rettet mod hjemmeboende borgere med demens og deres pårørende har vi ikke til hensigt at måle begrebet objektivt,[3] men i stedet udforske det kvalitativt og få de deltagendes egne ord på, hvad de oplever at få ud af samtalerne. I det følgende vil vi tilbyde et kig ind i dialogmødet og vise ét af de litteraturuddrag, hvor samtalerne mellem de deltagende familier udspringer fra. Dialogmødet og ’det fælles tredje’ Samlet omkring et bord på et idrætscenter nord for København sidder tre familier, en demenskoordinator og to forskere fra SIF. Det er mandag formiddag og bag os ligger to emner, to tekstuddrag og de samtaler, der blev affødt deraf. Vi er dermed nået til dagens sidste tekstuddrag og dagens sidste emne, der handler om fremtid og om timingen og processen omkring overgang til plejehjem. Som primær facilitator af dialogmødet præsenterer jeg kort det næste tekstuddrag. Det er fra bogen ’Demens, dilemmaer og stjernestunder’, der er skrevet af terapeut Lone Carmel og journalist Annette Thuesen og berører mange dilemmaer i familien særligt anskuet fra de voksne børns perspektiv (Carmel et al., 2020, pp. 78-79). Derefter læser jeg højt, imens de fremmødte følger med på et tekstudprint foran dem: Tekstuddrag Dengang i december, med æbleskiverne, siger min far ud i det blå: jeg kan ikke have mor hjemme mere. Vi må tale om plejehjem. Hjælp. Jeg får et chok. Heldigvis er min kæreste der også og hører det samme. Min mor har en virkelig dårlig periode. Jeg siger, at det forstår jeg godt, og det må vi tale mere om. Min far siger: det er jo ikke fordi, jeg vil smide hende ud… jeg siger: nej, det ved jeg godt, men det kan være svært for jer begge. En lille, kort samtale. Men for mig ændrer den alt. Min far er gået fra ikke at kunne acceptere, forstå og rumme. At være i en proces, hvor han ikke kunne forstå sygdommen, til at erkende demensens indhug i deres tilværelser. Og til at sige det allerværste i et godt ægteskab gennem 60 år: vi må skilles ad rent fysisk. Bo hver for sig. Jeg er glad for, jeg lige havde sat kaffekoppen, for ellers ville jeg have tabt koppen ned over mig selv. Jeg blev meget overrasket, og det er nok sådan, mange har det. De skal tænke længe, men pludselig kan de være klar til en beslutning. På den anden side en lettelse over, at min far forstår sygdommens grimme ansigt. På den anden side en kæmpe sorg over, at min mor og far nu skal bo hver for sig, selv om de elsker hinanden højt. En følelse af svigt kommer snigende. Kunne man have gjort det anderledes? Bedre for hende? For ham? Har jeg gjort det jeg kunne? Det er virkelig mærkeligt at have så modsatrettede følelser hele tiden. Det er som om, jeg ikke kan putte noget af det her i de kasser, jeg plejer for at holde orden på mine tanker og følelser. Spørgsmål til teksten - Hvad tænker I om farens behov/ønske om at sende sin hustru på plejehjem? - Datteren beskriver at en følelse af svigt kommer snigende. Er der i jeres øjne tale om svigt? Hvorfor/hvorfor ikke? - Har I gjort jer tanker om, hvordan I vil håndtere svære situationer i fremtiden, eksempelvis at flytte på plejehjem   Jeg gør ophold og uden at se op fra teksten, lader jeg stilheden og eftertænksomheden fylde for en stund. Det lader til at have gjort indtryk. Fra et tekststykke bliver læst op, kan samtalen gå flere veje. Der er nogen, som foretrækker at blive i teksten, tage udgangspunkt i spørgsmålene og tale om de præsenterede personer og dilemmaer, og så er der andre, som hurtigt refererer tekstens tema(er) over i eget liv. Sidstnævnte scenarie gjorde sig gældende i de fleste afprøvninger. I det bragte citat fra et opfølgende interview forklarer en pårørende, hvad tekstuddragene gjorde ved samtalen: ”Jamen det [tekstuddrag] var sådan set et fælles grundlag, hvor man ikke sådan behøvede at relatere det til de andre der er til stede. ’Altså smører hun nu ikke lige lovlig tykt på?’ – ’Og overdriver han nu ikke lidt?’ På en måde så fik vi jo sådan set… selvom det er skønlitteratur eller erindringslitteratur, så får jeg alligevel et mere objektivt grundlag at diskutere ud fra.” At tale ud fra litterære uddrag tilbyder borgerne med demens og deres pårørende ’et fælles tredje’, når de indbyrdes og sammen med andre i en lignende situation skal samtale om svære, intime situationer. Under de kommende overskrifter præsenteres foreløbige indsigter fra evalueringen understøttet af deltagernes egne udtalelser. Genkendelseskraften Gennemgående fremhæver borgere med demens og deres pårørende, at de var glade for at være med i dialogmøderne. Sammen med en tryg og tillidsfuld atmosfære fremhæves også dét at mødes med ligestillede og finde trøst og inspirationen i hinanden som en gavnlig del af deltagelsen. Eksempelvis sagde en kvinde med demens efterfølgende: ”Men man kan ikke se på et andet menneske [med demens], hvor er du [i dit forløb med sygdom]? Og dét synes jeg var meget interessant. Det må jeg indrømme at sige, og så var det på en eller anden måde… jeg vil ikke kalde det beroligende, bekræftende. ‘Nå jamen dér er du også.’ Jeg havde en god følelse, fornemmelse da jeg gik hjemad.” Styrken i at finde genkendelse blandt andre i en lignende situation som én selv, den såkaldte peerstøtte, er velbegrundet i sundhedsforskningen (Smit et al., 2022). Også på demensområdet er peerstøtte gavnligt og har en positiv følelsesmæssig og social effekt på pårørende til mennesker med demens forankret i identifikation med andre, en fælles erfaring og gensidig støtte (Keyes et al., 2016). Ikke desto mindre fremhæves dette aspekt af vores indsats som et afgørende omdrejningspunkt og en positiv oplevelse for de medvirkende. En anderledes samtale – banalt eller genialt? ”Jamen altså jeg synes helt banalt i virkeligheden, var det jo en god oplevelse og være sammen med folk som gik op i det, vi snakkede om, som havde noget at komme med, som udvidede vores horisont.”  Sådan svarer en borger med demens, da vi spørger ham, hvad han oplevede at få ud af at være med i indsatsen. En anden borger med demens fremhæver, at han oplever, at det har sat gang i noget mentalt, selvom ”man ikke er enige om ting”. Helt generelt sætter borgerne med demens færre ord på deres oplevelser sammenlignet med de pårørende. Selvom de befinder sig i de tidlige stadier af deres demenssygdom, manifesterer symptomerne sig stadigvæk og hæmmer flere i at formulere sig frit. Derimod formår de pårørende at sætte flere ord på deres oplevelser. Eksempelvis fortæller et voksent barn til en person med demens om hendes oplevelse og hvad hun håber familiens medvirken kan bidrage med fremadrettet: ”Jamen jeg tror på, at I vores lille familie, hvor de svære ting at tale om nærmest ikke bliver talt om, så blev der åbnet op for noget her, som jeg håber kan være en fortsat dialog i vores familie. Jeg er bange for det ikke bliver det. Fordi sådan er mine forældre. Og det er derfor, at det kunne være dejligt, hvis der var flere af dem [dialogmøderne]. Men det var en positiv oplevelse, og jeg vil bruge det i mine samtaler med mine forældre. Hele tiden bringe det på banen.” Ligesom datteren i citatet ovenfor er der flere deltagere som oplever, at deltagelsen på dialogmødet gav anledning til at føre andre og dybere samtaler om dét at leve et liv med demens, end de samtaler, familierne almindeligvis har. En ægtefælle sætter andre ord på, hvad en anderledes samtale om demens, som den på dialogmødet, kan – og ikke kan: ”Man taler om, at man skal leve [i] et demensvenligt hjem, demensvenlige måde[r] at omgås på, en demensvenlig måde at være på og så videre… og det kræver en træning. En opmærksomhed, forståelse, en indsigt hos den pårørende (…) Man vil jo gerne udnytte hinanden på den bedste måde både den demente men også alle de pårørende. Og det spil i dagligdagen det er der jo ingen, som kan forberede sig på, før man står i det. Det kan ikke indstuderes. Det skal opleves. Det er faktisk den allervigtigste læring. Han erkender, at det kræver opmærksom træning at omgås og værne om hinanden i en relation, hvor den ene har demens. Samtidig mener han også, at ingen på et teoretisk plan kan forberede nogen på, hvordan en gradvis sygdomsudvikling udmønter sig i hverdagen og dermed hvad de enkelte parter følelses- og relationsmæssigt skal forberede sig på. Netop den træning af opmærksomhed, som den pårørende fremhæver, er kernen i vores indsats. Ved at rette opmærksom på det, der opleves som udfordrende, håber vi at styrke borgere med demens og styrke pårørendes tro på egen formåen i et liv med demens, der kontinuerligt udfordrer deres etik. I en sundhedsfremmende indsats har vi favnet etik, litteratur og familier berørte af demens – og hvad familierne selv siger om kombinationen. Det kan måske synes banalt, men for familierne er det genialt at have vedkommende og jordnære samtaler om hvad der for dem er “rigtigt” og “forkert,” mens tid er. Det peger vores evaluering i al fald (stadig lidt forsigtigt) på.   Fodnoter [1]For en nærmere beskrivelse af forskningsprojektet OMTANKE, dets videnskabelige fundament og tre applikationer, se artiklen Lauridsen et al. (2023). [2]Bemærk at analysen af data fra evalueringen fortsat pågår, og at de præsenterede indsigter derfor er foreløbige. [3]I en nærtbeslægtet indsats rettet mod sundhedsprofessionelle, der arbejder med borgere med demens, måler vi objektivt på ethical self-efficacy vha. et før- og efter spørgeskemaundersøgelse. Referencer Bandura, A. (1997). Self-efficacy in changing societies (Reprint ed.). Cambridge: Cambridge University Press. Carmel, L., & Thuesen, A. W. (2020). Demens, dilemmaer og stjernestunder. Roskilde: Relazion. Keyes, S. E., et al. (2016). "We're all thrown in the same boat ...

G.W.F. Hegel Dialektik Forlaget Mindspace, 2022         “En kriseramt verden kalder på en forandringslogik, og filosoffen G.W.F. Hegel forsøgte med sin banebrydende dialektik netop at kortlægge strukturen i overgangsprocesser.” Sådan forlyder det på bagsiden af Mindspaces nye Hegel-udgivelse. Bogen er en del af forlagets farverige bogserie AFTRYK, der “samler korte og vedkommende filosofiske tekster med væsentlig virkningshistorie.”  Der lægges således op til, at vi står over for en udgivelse af en særlig betydning, som kan hjælpe os til at forstå de kolossale og komplekse udfordringer, vi står over for. Men hvor langt strækker Hegels dialektik sig egentligt? Forlaget Mindspace har udgivet en oversættelse af tre nøje udvalgte tekster af den tyske filosof G.W.F. Hegel (1770-1831) på filosoffens 252-års fødselsdag. Disse tre tekster er akkompagneret af en omfattende introduktion skrevet af Anna Cornelia Ploug, ph.d.-studerende ved Roskilde Universitet, og har til formål at introducere læseren til den hegelianske dialektik, som i den grad stadig præger filosofien. Blandt de nulevende betydningsfulde figurer, der har engageret sig med dialektikken, kan nævnes den amerikanske filosof, kønsforsker og queer-teoretiker Judith Butler og den slovenske filosof og kulturkritiker Slavoj Žižek. Inden for den danske intellektuelle ramme kan også Rune Lykkeberg fremhæves. Bogens introduktion med titlen ‘Forandringens logik – om Hegels dialektik, dens forhistorie og kritiske aftryk’ stiller sig på samme side som Hegel-entusiasterne. Den udtrykker også en vis hengivenhed over for potentialet i den hegeliansk-dialektiske tænkning, som synes at være nærmest ubegrænset. Dette perspektiv deles af andre nylige udgivelser, der også har beskæftiget sig med dette emne. Jeg tænker her især på essaysamlingen Hegel: For et større publikum, der er redigeret af Rune Lykkeberg, og som så dagens lys på Hegels 250-års fødselsdag i 2020. I introduktionen belyser Anna Cornelia Ploug begrebet dialektik og dets indflydelse på filosofien, der går tilbage til Platons dialoger. Det græske dialegō, der refererer til det dialogiske, modstridende og diskuterende, udgør ophavet til dialektikbegrebet. “Dialektik betegner nemlig helt grundlæggende det forhold, at noget bliver til noget andet i kraft af sig selv, eller at noget kun kan være, hvad det er, ved at modsige sig selv” (s. 10). Hertil knytter Ploug på fortrinlig og underholdende vis håndgribelige eksempler på dette forhold. Eksempelvis er det ironisk nok den mandige PTSD-ramte soldats maskulinitet, “der undergraver de mandige dyder og slår over i sin selvbestaltede modsætning, det svage og skræmte” (s.11). “Helt grundlæggende har dialektik at gøre med at tænke forandring”, skriver Ploug, og gør det samtidig klart, at for Hegel “er bevægelse et essentielt og ufravigeligt træk ved virkeligheden” (s. 12). Vi må forstå, at dialektikken ikke blot er en tilgang til at skabe forståelse for verden; den repræsenterer faktisk verdens egen beskaffenhed. I modsætning til Immanuel Kant (1724-1804), der hævder, at das Ding für mich (‘tingen for mig’; genstanden som mennesker kan opleve og begribe den) og das Ding an sich (‘tingen i sig selv’; genstanden sådan som den faktisk er) aldrig kan være det samme, forener Hegel epistemologi og ontologi. Hvor det for Kant er menneskets oplevelse af verden, der kan virke absurd, er det for Hegel verden selv, der indeholder modsætningsfyldte forhold – heldigvis er menneskets forstand via den dialektiske logik gearet til at omfavne verdens modsigelsesaspekt. Dialektikken repræsenterer altså en form for tænkning i bevægelse, der formår at begribe verdens foranderlighed. Dermed bliver det ikke kun vigtigt, men nødvendigt at have indblik i denne tankegang. Når vi læser Hegel i dag, finder vi et påbud, der handler om, at vi ikke må blive fastlåste i en bestemt tænkemåde, hvor vi risikerer at blive naive og ensidige. I dialektikken finder vi en metode, der giver os mulighed for at forstå komplekse udfordringer, der rummer mange forskellige og til tider modstridende elementer på én gang. For eksempel er klimakrisen kendt for sin kompleksitet og for de divergerende videnskabelige, politiske og økonomiske interesser, den indebærer. Dialektisk metode opfordrer os til at betragte dette i en holistisk forståelse i stedet for at polarisere. Med andre ord må vi betragte klimakrisen som en dynamisk proces, der nødvendigvis indeholder modsigende elementer og interesser. Denne tilgang er ikke unik for klimakrisen; den kan lige så vel anvendes på andre komplekse udfordringer som den stigende sociale ulighed i Danmark eller migrationskrisen. Dialektikken inviterer til en bredere dialog, der kan være med til at forme politikker og initiativer, der bedre reflekterer og håndterer mangfoldigheden i disse udfordringer. Hegels dialektik kan være et uvurderligt redskab i vores bestræbelser på at forstå og løse moderne komplekse udfordringer. Den kræver, at vi omfavner en mere åben og dynamisk tilgang til tænkning og problemløsning, hvilket er særligt vigtigt i en tid, hvor verden ændrer sig i et stigende tempo, og hvor komplekse globale udfordringer sætter vores forståelsesevner- og metoder på prøve. Hvorvidt Hegels dialektik fungerer som redningsbåden i det hav af kriser vi befinder os i, er jeg stadig usikker på efter at have læst denne udgivelse. Til gengæld er jeg overbevist om, at den er relevant, og har noget at bidrage med, når det kommer til at reflektere over vores holdninger, vores tilværelse og verden omkring os. Netop på grund af den hegelianske dialektiks væsentlighed for en korrekt forståelse af verden, kan pædagogiske forenklinger og tilsnigelser, såsom den klassiske tese-antitese-syntese-model, ikke accepteres. En del af introduktionen er derfor dedikeret til ransagelse og afklaring af disse udbredte misforståelser. Mange forbinder måske umiddelbart Hegel med tese-antitese-syntese, men Ploug giver kort og præcist sine grunde til, hvorfor denne noget karikerede a priori-skabelon fordrejer Hegels tænkning. For det første vil man qua udtrykket ‘syntese’ forledes til at tro, at der er tale om en kombination af forskellige elementer, der tilsammen giver et resultat ud over sig selv, altså bliver “en selvstændig tredje ting” (s.29), som Ploug beskriver det. Dialektikken er imidlertid, som de følgende afsnit i denne anmeldelse også kommer ind på, en bevægelse i én og samme ting. For det andet hævder Hegel, at dialektikken ikke kan bruges som en forudbestemt skabelon, som vi kan tage med os ud i verden og pådutte virkeligheden uden at tage højde for de konkrete omstændigheder. “Kan du være mere konkret?” Gennem de tre Hegel-tekster vil bogen give læseren indsigt i, hvad dialektisk-spekulativ filosofi indebærer. Samtidig vil den introducere dialektikken som et forandringslogisk redskab, læseren kan tage med sig og opbevare i sin kontemplative værktøjskasse. Den første tekst, ‘Hvem tænker abstrakt?’, er en satirisk tekst fra 1807, der handler om, at abstrakt tænkning egentlig ikke betyder det, vi tror det gør. Det abstrakte refererer ikke til den højtravende tænkning i idéernes verden eller metafysikken. I stedet er den abstrakte tænker (jævnfør det latinske ab-straho: uddrage), en person der isolerer og kategoriserer. F.eks. er en morder for den abstrakte tænker blot en morder, og tjeneren er kun tjener. “Hvem tænker abstrakt? Det udannede menneske, ikke det dannede” (s. 60). Den abstrakte tænkning er altså her betragtet som dårlig tænkning. Det er snæversynet tænkning, der ikke formår at omfavne verdens skønhed. En skønhed der bl.a. ligger i at verden er mere end bare én ting ad gangen. Morderen kan godt både være en morder og samtidig være smuk; tjeneren kan godt både være tjener og samtidig være en god ven for herren. Hegel pålægger os derfor at øve os i, at danne os til, at blive bevidste om vores fordomme, være åbne over for verden og udvide vores horisont. Vi bør undgå at være stivsindede og unuancerede, da det kun fører til dårlig tænkning, dvs. abstrakt tænkning. Samtidig skal vi ikke glemme den rige og mangesidige virkelighed vi lever i – “den skønne verden” som Hegel kalder den. I Danmark tales der ofte om, hvordan det omfattende bureaukrati, der omgiver arbejdet hos landets omsorgspersonale, kan medføre, at personalet begynder at opfatte patienten som en journal eller blot som en arbejdsopgave uden at anerkende alle de aspekter, som det hjælpsøgende menneske også udgør. Kun at se patienten som patient eller kun at se kassemedarbejderen som kassemedarbejder er lige så abstrakt og dårlig tænkning, som kun at se morderen som morder – det er kun for de udannede. Hegels idé om den abstrakte tænkning minder os om, at vi bør anerkende og omfavne virkelighedens ‘konkrete’ kompleksitet. At reducere noget til en enkel definition er en form for tænkning, der begrænser vores forståelse af virkeligheden. Vi må stræbe efter og øve os i at se det skønne, det sammensatte, det spekulative. Men hvordan når vi derhen? Fra forstand til fornuft Bogens anden tekst har redaktørerne valgt at kalde ‘Logikkens tre momenter’. Dette uddrag stammer fra Hegels Encyklopädie der philosophischen Wissenschaften (også kendt som ‘den lille logik’). Ifølge Ploug er denne tekst “[…] den bedste og mest overskuelige metodiske indgang til, hvad Hegel mener med dialektik” (s. 33). Med pointerne fra bogens første Hegel-tekst i baghovedet, genkender vi hurtigt et nu velkendt begreb, nemlig det abstrakte, allerede i den indledende sætning: “Logikken har, hvad dets form angår, tre sider: α) den abstrakte eller forstandige, β) den dialektiske eller negativt-fornuftige, γ) den spekulative eller positivt-fornuftige” (s. 67). Nu handler det ikke længere om det abstrakte overfor det konkrete. I stedet beskæftiger vi os med en proces, hvor vi bevæger os fra det abstrakte over til det dialektiske, og til sidst lander i den spekulative begribelse. Som det også fremgår af citatet, introduceres vi for en alternativ terminologi, nemlig forskellen mellem det forstandige og det (negativt-/positivt-) fornuftige. Det, der i ‘Hvem tænker abstrakt?’ blev betragtet som dårlig tænkning, betegnes her med “tænkning som forstand”. Men vi bør ikke lade os forlede af de til tider positive konnotationer, vi kan have ved begrebet ‘forstand’ – det er stadig dårlig tænkning. Tænkningen har, som det beskrives i citatet ovenfor, potentialet til at blive spekulativt eller positivt-fornuftigt. For som Hegel skriver, “[…] er tænkning rigtignok i første omgang forstandig tænkning, men den bliver ikke stående ved det” (s. 68). I refleksionen kommer vi videre i tænkningen, og her kommer det dialektiske element i spil. Dialektikken udgør den “[…] immanente overskridelse, hvori forstandsbestemmelsernes ensidighed og indskrænkethed fremstiller sig som det, de er, nemlig som deres negation. Alt endeligt er dette at ophæve sig selv. […] Det dialektiske er princippet for al bevægelse, alt liv, og al virkelighedens virken overhovedet” (s. 74).i Når vi om foråret ser de grønne blade springe ud på bøgetræet, og senere på året ser dem blive brune og falde af træet, repræsenterer det ikke to adskilte hændelser, men i stedet en immanent overskridelse. Vi må betragte bladet som værende noget, der i sig selv både inkluderer løvspringet og løvfaldet. Hegel giver sit eget eksempel med menneskets liv og død. Her skriver han, at “[…] den sande opfattelse er den, at livet som sådan bærer kimen til døden i sig” (s. 75). Her kan vi vende tilbage til Plougs formulering, som også er inkluderet i denne anmeldelse, nemlig at “noget bliver til noget andet i kraft af sig selv”. Dette ‘i kraft af sig selv’ er nu afklaret, men hvad det vil sige, at det bliver til noget andet, er det næste og sidste af logikkens tre momenter, nemlig det spekulative. “Det spekulative eller positivt-fornuftige opfatter enheden af bestemmelserne i deres modsætning, det affirmative, der er indeholdt i deres opløsning og overgåen” (s. 81). Med andre ord: resultatet af hele denne proces, der går fra det abstrakt isolerede til den dialektiske ophævelse og videre til det konkret spekulative, er ikke bare intet men faktisk noget. Hvad der menes med dette ‘noget’ bliver afklaret i bogens sidste tekst, uddraget ‘Værenslogikken’ fra Wissenschaft der Logik (også kaldet ‘den store logik’), hvor Hegel på provokerende overlegen manér argumenterer for, at ‘tilblivelse’ er noget, der opstår i samspillet mellem ‘væren’ og ‘intet’. Væren og intet er altså ikke to isolerede antiteser, men et makkerpar, der tilsammen udgør en bevægelse. Denne bevægelse er et resultat, et ‘noget’, og det er tilblivelse. Hegel illustrerer dette med et eksempel med lys og mørke, der fungerer som en mere letforståelig analogi. “Det rene lys og det rene mørke er to tomheder, som er det samme. Det er først i det bestemte lys – og lyset bliver bestemt gennem mørket – altså i det formørkede lys, og ligeledes først i det bestemte mørke – og mørket bliver bestemt gennem lyset – i det oplyste mørke, at noget kan skelnes, for først det formørkede lys og det oplyste mørke har forskellen i sig selv, og de er dermed den bestemte væren, tilstedeværen.” (s. 109) Bogen henvender sig både til dem, der allerede interesserer sig for Hegel, og den er samtidig en gave til alle dem, der endnu ikke har opdaget hans tænkning. For de førstnævnte fungerer bogen som en glædelig genopdagelse af idéerne, og for de sidstnævnte fungerer den som en indføring i Hegels dialektik. Med sin velskrevne introduktion og de medfølgende noter formår bogen at udstyre læseren med et sæt af forståelsesredskaber. Derudover er bogen struktureret på en måde, der gradvist, men sikkert, guider læseren frem til et punkt, hvor vi ikke længere blot diskuterer dialektikken, men faktisk tager den i brug. Noter: i: Oversætterne har valgt at oversætte Aufhebung med ophævelse, og påpeger at det danske ‘ophæve’ “har en dobbeltbetydning, nemlig både ‘at opbevare’ og ‘at ophøre’” (s. 48), hvilket er centralt for forståelsen af det dialektiske moment....

Hvad vil det sige at arbejde? Er det et krav at skulle arbejde eller en menneskeret? Eller er det et menneskeligt behov? Er det gode liv et arbejdende liv? Dette er nogle af de spørgsmål, som Erik Gandini bearbejder i sin dokumentar, After Work (2023), der havde verdenspremiere på CPH:DOX i år. Med eksistentialistisk humor rejser han verden tyndt og undersøger de forskellige syn på arbejde, og konsekvensen af dem. Igennem dokumentaren kommer vi til Kuwait, USA, Italien og Sydkorea, hvor man møder mennesker fra alle sociale lag af samfundet. Gandini foretager et røntgenbillede af ideen om arbejde og arbejdsmoral og stiller spørgsmål ved arbejdets fremtid. Gennem sin kritiske tilgang ønsker han at få seeren til at reflektere over sin egen tid. Det spørgsmål man sidder tilbage med, efter at have set denne dokumentar er: Hvad ville jeg gøre, hvis jeg ikke behøvede at arbejde længere? “Det største mål for de fleste mennesker er at få et job – at tjene en mester”. Sådan begynder After Work (2023) med en unavngiven voice-over, men hvis stemme der alligevel virker lidt bekendt. Den samme stemme taler jævnligt over filmen, og med filmens slutning ser man endelig hvem denne anonyme person, som har brummet over filmens billeder på diverse tidspunkter, er. Det er socialkritikeren Noam Chomsky. Med denne udtalelse bliver filmens tonen sat. Dokumentaren stiller skarpt på hvad arbejdet betyder for os, hvorfor arbejdet betyder sådan for os, og hvordan vi måske bliver nødt til at forstå arbejde på en ny måde, når vi går en ny fremtid i møde. Gandini er ikke dogmatisk i sin kritik af arbejde, og stiller sig ikke konsekvent imod det, men prøver derimod igennem dokumentaren at vise myriader af forskellige perspektiver og vise, at det ikke blot er fra arbejde mening kan komme, og at vi bliver nødt til at se ud over arbejdets næsetip, for at forstå, at det måske ikke bør være det største mål at tjene en mester.   Det arbejdende liv er det dydige liv Sociologen Max Weber skrev i 1920: “The protestant ethic was characterized by a sense of duty to work hard”. Work ethic, eller arbejdsmoral, er et perspektiv, som Gandini bruger noget energi på at beskrive og bearbejde. I After Work hører vi filosoffen Elizabeth Anderson fortælle om arbejdsmoralens historie ikke ulig Webers udlæg af den protestantiske etik. Ideen om at det dydige liv er det travle og arbejdsomme liv kommer, ifølge hende, fra den protestantiske revolution og puritanerne, hvor det hårdt arbejdende liv er et dydigt liv i guds ånd. Dette mener Anderson er sivet ind i den moderne idé om arbejdsmoral. Dokumentaren zoomer ind på dette perspektiv, og undersøger ideen om at være travl. “I’m just so busy” bliver gentaget igen og igen. “You can’t even understand how busy I am”. Sådan lyder det fra Josh Davies, direktør for Center for Work Ethic Development. En meget energisk mand, der nærmest springer rundt på skærmen, mens hans ord “I’m just so busy” konstant gentages som underlægningsmusik. Det virker næsten som en beat fra en Wu-Tang Clan sang. Som at høre C.R.E.A.M. hvor ordene “I’m just so busy” er grundbeatet. Eller som at høre buddhistiske munke sidde i trance mens de mumler, her forstå man blot tranceordene; “I’m just so busy.” Det er i samvær med Davies, den amerikanske arbejdsmoral bliver fremført. 57% af amerikanerne arbejder, selv i deres lønnede ferie, som de kun har ret til to af om året. Dette betyder at der bliver brugt 578 millioner timer på arbejde, som egentlig skulle være lønnet fri. Dette opfatter Davies ikke engang som noget negativt, men kalder det bare god arbejdsmoral. Amerikanerne føler simpelthen, de bliver nødt til at arbejde, fordi travlhed er en dyd og dovenskab er en synd. Josh Davies spørger intervieweren tilbage “How much holiday do you on average take a year?” Da der svares seks uger, bryder Davies ud i et hysterisk grin – det er for ham fuldstændig uforståeligt, ja det virker nærmest til at han finder det latterligt. Sydkorea har en lignende arbejdskultur. En yngre sydkoreaner fortæller bekymret om sin fars tilgang til arbejde. En far, som hun sjældent ser, fordi han arbejder så meget. Ifølge farens generation defineres man som god, hvis man arbejder flest mulige timer, fordi det betyder, at man brødføder sin familie godt. Ifølge den yngre sydkoreaner, er der ikke andet i sine forældre end arbejde. De forstår ikke værdien af eller ideen om lykke, men oversætter alt til arbejde. Dyden ligger i at være travl. Denne kultur prøver Sydkorea dog at modarbejde, hvilket nok også er årsagen til, at den yngre generation ser anderledes på arbejde. Sydkorea prøver på at nedsætte den gennemsnitlige arbejdsuge fra 68 til 52 timer. Derudover indfører nogle arbejdspladser pc-off, hvilket betyder, at arbejdscomputere automatisk slukkes kl. 18 – simpelthen for at undgå, at folk arbejder sig selv i stykker. Sydkoreas regering og diverse arbejdspladser prøver altså at ændre en arbejdsmoral, en kultur gennem disse tiltag. Sydkorea virker som en ekstrem, hvad angår arbejde, men i det mindste prøver de at gøre noget, hvilket er mere, end man kan sige om USA. Den nærmest religiøse ide om dyden gennem arbejdsmoral er i mange dele af verden fasttømret i kulturen. Det er næsten et uudtalt dogme: Vi bør bruge vores tid på arbejde, ikke spilde den på fritid eller frihed. Dokumentaren fremlægger en undersøgelse fra Gallup om hvor engageret mennesker er i deres arbejde. I denne undersøgelse fandt de frem til, at det kun er 15% af medarbejdere der er engageret i deres job. Kun 15% der aktivt engagerer sig i sit job. De resterende 85% af medarbejdere er enten ikke-engageret, eller med andre ord er de ligegyldige, vrede eller uden nogen form for interesse i deres arbejde. Selvom hele 85% af medarbejdere ikke engagerer sig i sit arbejde, vælger de stadig at bruge deres tid, som ellers burde have været deres egen tid, på et arbejde de sandsynligvis ikke interesserer sig for. Over 500 millioner amerikanske ferietimer bliver brugt på arbejde, fordi det føles forkert at have tid til sig selv. En sydkoreansk regering, der bliver nødt til at regulere befolkningens mulighed for arbejde, for at arbejdsmoralen ikke tager overhånd, og bliver skadende for samfundet. Arbejdsmoralens religiøsitet får altså mennesker til at kaste deres liv til siden for arbejdets skyld. Et arbejde som 85% alligevel ikke engagere sig i. Det virker som om, at Gandini med denne skildring af arbejdsmoral prøver at vise absurditeten i vores ide om arbejde. En ide om, at vores tid bør blive brugt i arbejdets tegn. Vi bør og skal forstå vores egen tid på en ny måde, og se vigtigheden af at bruge den på noget vi engagerer os i, i stedet for at tjene en mester.   Hedonisme over arbejde Arbejde har i den moderne tid fået en meningsgivende status. Hvad skulle man dog bruge sin tid på, hvis man ikke arbejdede… bare dovne den? I Gandinis rejse rundt i verden for at undersøge ideen om arbejde, kommer han forbi Italien, hvor vi ser en kvinde gå rundt i en smuk have. Hun hygger om planter og krydderurter. Pludselig bliver der klippet videre til en velklædt mand, der går igennem flotte gange med loftsmalerier i sand italiensk stil. Dette er et modsatfyldt par, men alligevel så ens. Det er et velhavende italiensk par, som har fuldstændig forskellige forhold til det at arbejde. Kvinden har arbejdet i sine yngre dage, men valgte at stoppe, fordi det ikke var det hun ønskede med sit liv, og fordi hun havde midlerne til det. Manden er derimod hårdtarbejdende, ikke fordi det er nødvendigt for deres økonomi, men fordi han nyder det. Hun opfordrer ham “du skal da også have dig en hobby” til hvilket han svarer “arbejdet er min hobby,” som de så sidder og klukker lidt over. De er meget forskellige, men alligevel så ens. De er begge engageret i det, de foretager sig i dagligdagen, noget som 85% af arbejdende mennesker ikke kan prale af. Det de foretager sig, er lystbetonet. De har truffet et valg om, hvordan deres tid skal bruges, i stedet for at lade et valg være truffet for dem. Det Gandini vil fortælle med det velhavende italienske par er ikke, at vi alle skal leve som dem. Det kan vi ikke – de færreste er velhavende. Men det, som parret gør, og som Erik Gandini vil provokere os til, er at reflektere over vores egen tid. Hvordan ønsker vi, at vores tid skal bruges, hvis vi helt selv kunne vælge? Måske skal vi turde forholde os kritisk til vores egen tid, i stedet for at acceptere, at den utvetydigt skal bruges på arbejde.   Gandini bliver i det italienske med hans næste case study, hvor han undersøger fænomenet NEET (Not in Education, Employment or Training). NEET er et akronym for personer, som hverken er i job, i træning til et job eller under nogen form for uddannelse altså med andre ord: personer som ikke stræber mod et arbejdende liv. I Italien, og for den sags skyld Grækenland, falder ca. 30% af unge ind under denne kategori. De gør simpelthen ikke noget for at få et arbejdende liv. De vælger derimod at bruge sin tid på samvær med venner, drikke kaffe, feste, og på andre måder leve fri fra arbejdets tugt. Det er let at kritisere dem som dovne, men det Gandini bruger dem til er at vise, en form for modsvar til den amerikanske og sydkoreanske arbejdsmoral. Det er to modsatrettede ekstremer indenfor ideen om hvordan ens tid skal bruges; på arbejde eller på en anden form for værdsættelse af livet, en form for hedonisme. Det virker ikke som om Gandini advokerer for den ene eller anden indstilling til arbejde, men at han undersøger denne for mange nærmest forbudte ide for at vise, at der kan være en anden måde at leve på, end under arbejdets klo, og at en smule hedonisme måske er sundt for mennesket.   Moderne teknologificering: Med industrialiseringen kom der et øget behov for arbejdskraft. Alle mænd skulle arbejde, og de skulle arbejde meget, for at følge med den enorme vækst i produktionen. Industrialiseringen var en tid, hvor produktion og fremstilling var i højsædet og hvor robotter ikke eksisterede til at lette arbejdsbyrden. Nu befinder vi os i en anden tid, hvor teknologien er begyndt at overtage flere og flere arbejdsfunktioner, hvilket giver mulighed for at lette arbejdsbyrden. Men det har vi endnu ikke, ifølge Gandini, omstillet vores system til. “Teknologi kan og bør give mennesker frihed til kreativitet,” ytrer Noam Chomsky, idet dokumentaren stiller skarpt på den moderne teknologis indvirkning på behovet for arbejde i samfundet. Gandinis pointe er her, at der overhovedet ikke er behov for at arbejde så meget som den vestlige verden gør, og at mange af vores opgaver blot skal udfylde det x-antal timer, samfundet nu engang nummerer til at være en fuld arbejdsuge. Det kan vi se i Danmark, hvor der har været diskussioner indenfor sundhedssektoren om, hvorvidt bureaukratiseringen og registreringsarbejdet nu har taget overhånd. Om vi måske har fået for meget spildarbejde, for arbejdets egen skyld. Gandinis rejse går også til Kuwait, en oliestat som har så mange penge, at de ikke ved, hvad de skal gøre af dem. Hvis man er statsborger i Kuwait, har man ret til et velbetalt job inden for det offentlige. Det er et privilegie, som kun en økonomisk velhavende oliestat har. Det betyder dog også, at der ofte er 20 ansatte til at udføre én persons arbejde. De skal møde op til aftalt tid, sidde på et kontor hele dagen, og til sidst på dagen gå hjem igen, højst sandsynligvis uden at have foretaget noget som helst andet, end blot at sidde der. Det giver simpelthen seeren eksistentialistisk depression at overvære. Alle de penge, nok til at betale gode lønninger til folk, der intet laver – og alligevel kan man ikke forestille sig en anden struktur end klassisk kontorarbejde. Kuwait er et ekstremt eksempel på vores manglende fantasi til hvad tiden ellers kan bruges til, når det ikke behøver at være arbejde. Kuwaits arbejdsprogram er et tankevækkende eksempel, der fint afspejler, hvordan Gandini anser spildarbejde i den nuværende arbejdsstruktur. Måske skulle man i stedet for at bruge energien på nytteløst eller i bedste fald ekstremt ineffektivt arbejde, bruge energien på noget kreativt, noget skabende. Måske bør vi stoppe med at arbejde for arbejdets skyld og i stedet vælge at kaste spildarbejde og overbureaukratisering ud ad vinduet. Vælge at bruge tiden på noget kreativt i stedet for noget overflødigt. Kreativ udfoldelse gennem kunst, fritænkning, skabelse… alt det, der ikke er plads til i den traditionelle arbejdsfunktion. Gandini bruger robotteknologiens fremgang som en udfordring, eller måske endda en trussel, mod behovet for arbejde og vores nuværende forståelse af arbejdsliv og karriere. Denne teknologi har overtaget det repetitive manuelle arbejde, og endda siden Gandini optog After Work, er der sket kvantespring inden for AI-teknologi. Fremtiden med AI-teknologi betyder måske endda at det ikke kun er det rutineprægede arbejde, der bliver overflødigt, men mange andre arbejdsformer. Igennem de seneste måneder er der foretaget forskning angående AI-teknologiens indvirkning på arbejdets fremtid, hvor flere af dem spår, at AI-teknologien vil kunne overtage flere millioner jobs. Goldman Sachs har i år lavet en rapport der indikerer, at AI-teknologien kan påvirke op til 300 millioner jobs. Dette kan betyde flere ting: enten ender mange mennesker som arbejdsløse, fordi AI gør dem overflødige, eller vi finder på nye ligegyldige opgave til at holde folk beskæftiget, hvilket man kan argumentere i store træk er sket hidtil med robotteknologiens indpas i samfundet. En anden mulighed ville også være at reformere ideen om arbejde, hvilket Gandini nok håber på. Som Chomsky har sagt i dokumentaren: Teknologi kan og bør give mennesker frihed til kreativitet. AI-teknologien kan give mennesket mere frihed, men vi skal turde gentænke ideen om arbejde og vores egen tid.   Hvad ville du så gøre? Gandinis afspejling af arbejde, som han foretager gennem sin rejse gennem verden, stiller et kritisk blik på behovet for arbejde og arbejdets mening for mennesket. Men hvordan skal man så have en indkomst, hvis det ikke ene og alene er gennem arbejde? Erik Gandini argumenterer i sit manuskript, med hjælp fra Chomskys stemme, for ideen om basisindkomst, altså en grundlæggende indkomst, som dækker basale behov, og som ALLE i samfundet får ligeligt, lidt ligesom den danske folkepension, bare gældende for hele voksenlivet. Dette vil frigive muligheden for ikke at være tvunget til at være lønslave. Der ville ikke længere være et krav om at arbejde for at overleve, og derved give friheden til at kunne udfolde sig kreativt, både i den klassiske forstand gennem kunst, men også til at udvikle og skabe noget nyt, uden frygten for økonomisk dommedag. Det virker ikke på dokumentaren, som om det er noget, Gandini mener er muligt lige nu. Som systemet er nu, er der ikke mulighed for det, men med teknologiens hastige fremskridt og i takt med at arbejdets nødvendighed bliver mindsket, håber Gandini fremtidens arbejde ikke er drevet af den nuværende arbejdsmoral og manglende engagement. Håbet er derimod, at arbejdets udvikling går i modsat retning. En retning, der er fyldt af mere frihed til kreativitet, nytænkning og økonomisk frihed fra arbejde. Det er en provokerende tanke. Ideen om ikke at behøve at arbejde. Det er en provokation, der på den ene eller anden måde sidder i kroppen af seeren, når dokumentaren når sin ende, og man sprøger sig selv: Hvad ville jeg gøre, hvis jeg ikke behøvede at arbejde længere?   Arbejdet afsluttes Se derfor After Work for at genkalibrere. For at få et kritisk, men også håbefuldt syn på arbejdets natur. Hvor vi er blevet kaliberet til at tænke, at det travle menneske er det dydige menneske, skal vi søge at blive et mere frigjort menneske. Mulighederne er der, men vi skal turde udnytte dem. Vi skal turde generobre vores tid. Gandini bevæger sig elegant gennem dette tunge og komplicerede emne, ved hjælp af et fantastisk brug af filmiske virkemidler, såsom underlægningsmusik og fine klipninger mellem tid og sted, hvilket giver dette noget bestandige emne en lethed. Der er humor hele vejen igennem, hvilket er med til at holde seerens interesse, og lyst til at se videre. Emnet er tungt, kontroversielt og vigtigt, men Gandini bevæger sig igennem dette med en fængende lethed. Filmen er anbefalingsværdig til folk, der ønsker at udvide deres perspektiv på arbejde, eller folk som blot ønsker en velproduceret og underholdende dokumentar.  ...

Kunstner i arbejde Bojana Kunst Oversat af Peter Borum Informations forlag, 2022       13. juni 2023 Kunstner i arbejde er en sjældent aktuel bog. I performanceteoretiker Bojana Kunsts hovedværk, som nu er udkommet på dansk, gransker hun arbejdet i dag og dets nære relation til kunsten. I bogen beskriver Kunst, hvordan arbejdet dominerer vores liv og hvordan kunstneren besidder en helt særlig position i arbejdslivet. Det er en utrolig elegant og komplet kritik med et tungt fokus på det samtidige arbejde i alt fra æstetiske analyser til kunstnerens konkrete arbejds- og levevilkår. Men er der også noget uden for arbejdet? Vores arbejdsliv i vesten har ændret sig meget de sidste 100 år. Vi arbejder i dag hellere på et kontor end på en fabrik, vi er mere psykisk nedslidte end fysisk og arbejdet er mere afvekslende end rutinepræget. Men arbejdet er ikke bare anderledes, det er også blevet mere definerende for, hvordan vi forstår vores liv. Det er her professor i performanceteori Bojana Kunsts Kunstner i arbejde har sit udspring. Over fem kapitler trævler hun nærmest alle tænkelige aspekter af kunstnerens arbejde op, og viser, hvordan det kunstneriske arbejde er selve forbilledet for det generelle arbejdsliv i dag. Hendes perspektiv er stærkt forbundet til hendes eget felt, performance og scenekunst, hvor nærmest alle hendes eksempler er taget fra for at forbinde det samtidige kapitalistiske arbejde med kunstnerens virke. Og performancekunst virker som den helt rigtige indgangsvinkel til at skabe nøjagtig den forbindelse. Kunstner i arbejde bringer et arbejdsregime ind i vores kunstforståelse, og det gør bogen utrolig fascinerende og ikke mindst aktuel, men den anlægger også et ensidigt perspektiv på arbejdet, og det er nok værkets største problem. Banalt, men ikke forsimplet Bojana Kunst vil vise ”billedet af kunstneren i arbejde” (Kunst, 2022, s. 15), hvilket egentlig er et ret banalt udgangspunkt. Måske er det derfor, hun ikke behøver et teoriudpenslende afsnit, der mejsler teorien fast. I stedet laver hun en præmis, som vi egentlig ikke er meget i tvivl om, og det bliver så grundlaget for det greb, hun laver, og som føres ud i værkets fem kapitler. Hendes præmis er, at vestens kapitalistiske postfordiske arbejde (arbejdet efter samlebåndet) priser kreativt, kommunikerende, sprogligt og immaterielt arbejde. Væk er bønderne, og fabriksarbejderen er, sammen med fabrikken, et sted mellem Kina og Indien. Nu er Idealet Djøf’eren, kommunikationsrådgiveren eller konsulenten. Her påpeger Kunst, at det vi priser ved arbejdet i dag, er det, vi plejede at prise ved kunst i vores fritid, mens det nu er vores levebrød. Det vi producerer i dag, er mest af alt sociale og mellemmenneskelige forhold (ibid, s. 136). Deri laver hun det, der er et ret banebrydende greb, at flytte fokus fra kunstnerisk arbejde til kunstnerens arbejde, fra at analysere kunstværket til at forstå, hvordan værket bliver skabt. Kunstneren er derfor, som hun skriver, ”protypen på den prekære arbejder, fordi kunstnerens arbejde knytter sig til selve produktionen af livet.” (ibid., s. 165). Meget kan vi være uenige i, men der er ingen tvivl om, at kunstnernes arbejde er exceptionelt prekært. Kunst nævner selv et eksempel på en kunstners arbejde, der, udover, det vi ”normalt” forbinder med at lave værker, er dj, fotograf, festarrangør, konstant networker og sågar kunstspekulant i egen praksis (ibid., s. 161). Vi kan også nævne, at kunstnerne er selvstændige og arbejder med løsekontrakter. De er på alle måder at sammenligne med iværksætteren, hvis produkt, hvis vi tænker med Kunst, er dem selv og deres kreative arbejde. Her bliver performancekunsten en åbenlys kampplads, da kunstneren jo står frem med et værk, der oftest er sig selv, sit eget kød og blod. Det Kunst forsøger at vise om nærheden mellem kunstnerens arbejde og kapitalisme, virker derfor også helt naturligt ved at have performance som sit mest klare eksempel. Arbejdets mange facetter Kunstner i arbejde er mere en række indhug end en progression, hvor hvert kapitel beskriver et centralt selvstændigt aspekt af forholdet mellem det kapitalistiske arbejde og kunstnerens arbejde. Kort sagt omhandler første kapitel ubehaget, andet subjektivitet, tredje sociale relationer, fjerde bevægelser og femte oplevelsen af arbejdet. Det bliver til nogle ret fænomenale analyser af de vigtigste fænomener i samtidskunstnerens arbejde. Det gælder for eksempel det hun kalder radikal konsumption. Begrebet omhandler subjektets krise i dag, at subjektet ingen kerne har, men er noget mere løst og endda tomt. Den radikale konsumption er, at denne krise træder ind i det performative felt, der hvor vi udtrykker meninger med handlinger. For performancekunst kan vi sige, at det nærmest altid har omhandlet diskussionen om kunstnerens subjekt. Det skjuler, at hvis man skal diskutere subjektet i kunst, så er det altid i dette spil mellem at fremhæve subjektet, og trække det tilbage igen (ibid., s. 36). Det måske mest berømte performanceværk i dag, Marina Abramovichs The artist is Present, handler ret direkte om dette spil, hvor beskueren både møder en kunstner, et subjekt og et kunstnersubjekt. For Kunst har det den konsekvens, at undersøgelsen af subjektiviteten altid bliver en krise, der egentlig fremhæver noget tomt. Det bliver et slags tomt forbrug, hver gang vi skal hævde vores kreative subjektivitet i offentligheden (ibid., s. 40). [caption id="attachment_9954" align="aligncenter" width="799"] The artist is present, Marina Abramovic, 2010, MoMA[/caption] En anden analyse er af det hun kalder den projektive tid, som er kunstarbejdets og det samtidige arbejdets grundlæggende tid. I dag er det mere normalt at være projektansat end fastansat, og hvis man er heldig, bliver man projektleder. Til det beskriver hun denne tidsbegrænsede periode, som egentlig kun refererer til sig selv, og som ikke behøver at være en del af det liv, der ellers foregår på arbejdspladsen. Deri refererer projektet også kun til fremtidige resultater mod en deadline, som det håber, det kan få til at passe ind i nutiden på et tidspunkt. Arbejderen og kunstneren er hermed mere fokuseret på projektet i sig selv, og er mere interesseret i fremtiden end nutiden (ibid., s. 182ff). I et med tidsånden Vi har kun nævnt to begreber blandt mange her, men det mest imponerende er, hvordan disse begreber resonerer med interessen i samtidskunst, måske særligt efter bogens udgivelse i 2015. 2022s documenta fifteen, den 15. udgave af den måske mest indflydelsesrige tilbagevendende udstilling i samtidskunst, der finder sted hvert femte år i den lille tyske by Kassel, er et stærkt vidne om, hvor central Kunstner i arbejdes vinkel er. Kuratorerne, det indonesiske kunstnerkollektiv ruangrupa, havde lavet temaet lumbung, som betyder ’rislade’ på indonesisk, der skulle symbolisere en lade, hvor alle tager del i at lave afgrøderne, og alle bidrager til fællesskabets gunst. Det er først og fremmest en kritik af den vestlige arbejdslogik. Det ses i, at de hele tiden bruger indonesiske ord til at forklare deres vision. For eksempel begrebet nonkrong, der betyder at hænge ud. Ideen er så, at kunstneren og beskueren skal ’hygge’ sig sammen uden et konkret formål – ikke just et formål for det vestlige kapitalistisk produktive arbejde. For det andet blev der kun inviteret kunstnerkollektiver til at udstille, hvilket er et forsøg på at modgå besættelsen af subjektet i vesten, og kreativiteten kan ikke blive, som Kunst kritiserer, til en krise for at hævde sit subjekt offentligt. For det tredje var alt processer. Der var intet ønske om at have fokus på færdige værker. Alt havde endda lidt en ufærdig æstetik, og ruangrupas introduktionsrum var nærmest en stor brainstorm. Det er langt fra en søgen efter et fremtidigt endemål, altså ikke et projekt. På den måde kunne vi blive ved. Bojana Kunsts kritik af samtidens arbejde kunne næsten være skabelonen for ruangrupas kritik. [caption id="attachment_9956" align="aligncenter" width="800"] documenta fifteen: Fridskul Common Library, Fridericianum, Kassel, 17. Juni 2022, Foto: Victoria Tomaschko[/caption] Ulydighed mod arbejdet Man nyder faktisk at tænke med Kunst, for hun kan forbinde den dødssyge begrebsverden fra vores arbejdsliv, om projektet, deadlines, produktivitet, til kunst, der ellers altid skal tænkes som noget unikt og ekstraordinært. Unikheden i kunst glemmer hun dog ikke, hun plæderer endda for kunstens autonomi og kraft til at være flertydig (ibid., s. 205f). Arbejdet bliver dog nærmest ekstremt, når hun, i form af tre ulydigheder mod arbejdet, konkluderende indkapsler måden kunstneren kan hævde sig i offentligheden på. Det bliver tre bombastiske ulydigheder: 1. at vi bruger tid og penge på kunst – et ødselt meningsløst forbrug af noget, der ikke giver noget tilbage (ibid., s. 213), 2. at kunstnere både kan lave arbejde, der er umådeligt dovent, men stadig kan forstås produktivt, stadig laver kunstværker (ibid., s. 217), og 3. at kunst kan gøre mindre, den undgår at blive en del af livets gang ved at stå for noget langt større end det egentlig er (ibid., 228). Der er klart mere til disse ulydigheder end beskrevet her, og jeg er som sådan heller ikke interesseret i at betvivle deres evne til at modgå det kapitalistiske arbejde i dag. Straks mere problematisk er det, at disse ulydigheder skal vise, som hun skriver, hvordan ”kunstnerens arbejde kan åbne sig for alles liv, og ikke bare dem, der er i arbejde.” (ibid., s. 212). For det virker kontraintuitivt, at en ulydighed fra kunstnerens arbejde skal kunne modgå samtidens kapitalistiske arbejde og derved åbne sig for alles liv. Bliver det at følge en ulydighed overfor arbejdet ikke stadig på det kapitalistiske arbejdes præmisser? Et eksempel er, når kunstnerens arbejde tydeligt handler om arbejde. Mierle Laderman Ukeles’ berømte performances Maintenance Art fra 70’erne, hvor hun gjorde rent på kunstinstitutioner, er en kritik af det kvindelige huslige arbejde og det kapitalistiske arbejde. Kunstneren er ulydig mod arbejdet med arbejde. Derfor vil jeg mene, at det mere er, hvad ulydigheden udtrykker æstetisk og følelsesmæssigt, som en uretfærdighed, der åbner for livet fremfor ulydigheden. Selvfølgelig er arbejdet i dag, i Kunst tilgang, altdominerende, men kunst appellerer vel også til fremtiden, og deraf må der være et ønske fra kunstnerens side om at berøre noget andet end arbejdets tilstand i nuet. Den største ulydighed mod arbejdet er vel slet ikke at inkludere arbejdet i sine overvejelser, men er det så stadig en ulydighed? For nutidens blik Alligevel forbliver Bojana Kunsts teori i Kunstner i arbejde vigtig, fordi den så præcist rammer tidsånden. Det kan man også se Elisabeth Friis’ skarpe efterskrift, der forbinder værket til #metoo og det dansk/tyske kunstprojekt Laboratoriet for æstetik og økologi. For på en måde hungrer man efter at pege på steder, hvor Kunsts begreber kan passe ind. Alene det faktum at performancekunst i de seneste år har været i stigende kurs, er et stærkt udtryk for relevansen af Kunstner i arbejde. Tænk blot på kunstnere som Esben Weile Kjær og Maja Malou Lyse, der allerede havde haft flere store solo udstillinger, før de overhovedet var trådt ud af Kunstakademiet. Det altoverskyggende fokus på det samtidige arbejde i Kunsts teori bliver nok for dominerende for at forstå kunstens mange facetter. Men Bojana Kunsts teori bør ikke læses for at forstå fortiden eller fremtiden, men nutiden. Kunst vil forstå kunstnerens arbejde i dag, og nu er det kapitalistiske arbejde altopslugende, og det er et helt originalt perspektiv. Derfor er det kærkomment, at Kunstner i arbejde nu er oversat til dansk i Informations forlags serie ’Bibliotek for ny kunstteori’. Og der ingen tvivl om at værket kalder på reaktioner fra læseren. En kunstner vil helt sikkert se en allieret i hendes analyser. Andre vil være fortørnede over, at hun ser kunstnerens arbejde som prækært og helt udlader en debat om privilegier. Kunstner i arbejde har en provokation i sig, for man kan aldrig helt afvise hendes analyser, og derfor bliver bogen meget svær at ignorere. Litteraturliste Kunst, B. (2022). Kunstner i arbejde: Om nærheden mellem kunst og kapitalisme. (P. Borum, Overs.; 1. udgave.). Informations forlag, København. Noter Baggrundsbillede: documenta fifteen: Baan Noorg Collaborative Arts and Culture, The Rituals of Things, 2022, installation view, documenta Halle, Kassel, June 13, 2022, Foto: Nicolas Wefers...

Labor (dokumentarfilm, 2023) CPH:DOX visning Dokumentarfilm af Tove Pils Verdenspremiere 21.03.2023, Empire Bio (København)   Er du glad for dit arbejde? Tja… der er vel gode og dårlige dage, som ved så mange andre jobs. Det ville en sexarbejder sandsynligvis svare dig, hvis du spurgte. Dokumentarfilmen Labor følger tre sexarbejdere i San Francisco over otte år og udforsker elegant, hvordan arbejde, privilegier og vilje indgår i valget om at lave sexarbejde. En klar anbefaling af Labor lyder fra Turbulens, da den giver et kærkomment nuanceret vidnesbyrd om verden fra en sexarbejders synspunkt. Det starter med lukkede øjne. En stemme fortæller os, at hun gerne vil forblive anonym af hensyn til hendes forældre. Så skal de ikke frygte for, hvad andre vil sige om dem, eller blive udsat for krænkende spørgsmål om deres evner som forældre. Sådan starter Hannas historie om sexarbejde. Men det er også en historie om valg, stigma og kærlighed. Slørede stemningsbilleder af skummende bølger dukker frem på skærmen. De uskarpe billeder komplementeres af historien om otte år af Hannas liv. Otte år, hvor hendes sexarbejdertilværelse holdes skjult for hendes forældre i Sverige. Men også otte år med eventyr, tilhørsforhold, glæde og gode venskaber.   Sexarbejde tjener bedre end så meget andet Labor er ikke kun om Hannas historie. Chloe og Cyd, to queer sexarbejdere i San Francisco, danner hovedrammen for fortællingen. Chloe er ved starten af filmen i midten af tyverne og tjener til dagen og vejen som dominatrix til $250 i timen. Cyd er en ung transmand, som også lever af sexarbejde. Chloe er homoseksuel og ikke tiltrukket af mænd, men vælger alligevel at sælge seksuelle ydelser til mænd, hvor hun er den dominerende partner under analsex. “Det er sjovt at være dominatrix,” griner hun, “Jeg har altid været en meget dominerende type”. Arbejdet tjener godt i sammenligning med andre jobs. Det gælder ikke kun ufaglærte jobs. Selv når Chloe får en uddannelse og arbejder som frivilligkoordinator og senere i den amerikanske stat, vælger hun at supplere sin faste indkomst med 2-4 månedlige dominatrix-sessioner med gamle kunder. Det er ikke for nydelsen, men fordi arbejdet tjener godt. Chloe bekymrer sig om fremtiden. Hun sparer op til sin egen pension og til at kunne forsørge sine forældre, når de bliver gamle, fordi sundhedsvæsenet i USA ikke har tænkt sig at gøre det. Sexarbejdet handler for Chloe om pengene – men hvilket arbejde gør ikke det? Nogle dage har hun gode sessioner, der får hende i et flow og fjerner tankerne fra stresset på dagarbejdet. Andre dage er det bare et arbejde. For mange sexarbejdere er fordelen også, at indkomsten kan sikres på relativt få timer sammenlignet med et 8 til 16 job. Cyd vælger eksempelvis at holde fast i sexarbejdet som en sidegesjæft, mens han læser på universitetet. Det frigiver flere timer til studiet, end et studiejob til 20 timer eller mere ville, og det tjener mindst lige så godt.   Et stigmatiseret erhverv Fortællingens slutning vil jeg ikke afsløre. Til gengæld er det værd at nævne, at filmen belyser mange af de aspekter af sexarbejde, som bliver glemt i den dominerende diskurs. Ofte er sexarbejde stigmatiseret eller anset som et kvindeundertrykkende foretagende. Instruktøren Tove Pils formår at fokusere på de smukke ting, der findes i fællesskabet og tilhørsforholdet blandt mange sexarbejdere. Selvfølgelig er der forskel på sexarbejde. En gadesexarbejder er ofte fattigere og i en mere prekær situation, hvis de bliver anholdt. Størstedelen af dem er migranter og risikerer at blive udvist. Det gælder både i USA og Danmark, selvom de to landes lovgivning på området ikke kunne være mere forskellige. USA kriminaliserer alle former for sexarbejde, hvilket marginaliserer og presser sexarbejdere ud i farlige situationer. Danmark har derimod afkriminaliseret sexarbejde og endda gjort indkomsten skattepligtig, om end der stadig er strenge regler omkring sexarbejde i Danmark. En mere privilegeret sexarbejder, såsom Hanna, har bedre arbejdsvilkår, da hun kan rejse fra Sverige til San Francisco – det samme gælder Chloe, som kan vælge og vrage blandt de mange potentielle kunder. Fælles for alle sexarbejdere er dog stigmaet, der hænger som en sort sky. Selv de mest privilegerede sexarbejdere, med rige forældre, et vestligt pas og en tryg barndom med i bagagen, kan ikke afværge stigmaet omkring sexarbejde. I dokumentaren frygter Hanna at fortælle sine forældre om det, og hun vælger af samme grund at være anonym i filmen. Mange danske sexarbejdere, hvad enten de er escortpiger, ansat i massageklinikker eller andet, vælger at dække over deres erhverv over for venner og familie. Netop dette stigma dannede grobunden for filmens efterfølgende paneldebat.   Højdepunkter fra verdenspremierens paneldebat Efter filmens 95 minutter tændes lyset og fire stole hives ned på tomrummet foran lærredet i Empire Bios sal 2. I anledningen af aftenens visning er der arrangeret en kort paneldebat på 40 minutter. Følgende er en sammenfatning og løs oversættelse. Sofie Riise Nors, dansk feminist og forfatter, modererer og stiller spørgsmål til de tre deltagere: Jelena fra Sexarbejdernes Interesseorganisation (SIO). Tove Pils, filmens instruktør og kamerakvinde. Oliver fra Red Umbrella Sweden. Jelena fra SIO understreger, at sexarbejde i Danmark er meget forskelligt. Selvom det er meget bredt, forsøger SIO at repræsentere alle: migranter, massageklinikarbejdere, gadearbejdere osv. Sexarbejderes rettigheder er både for de privilegerede og for dem fanget i fattigdom, understreger hun. Tove Pils: “Alle sexarbejdere burde have muligheden for at være åbne omkring deres arbejde. Også de sexarbejdere, som kommer fra en mere privilegeret position.” Oliver: “Sexarbejde er kun anerkendt som arbejde, hvis du er glad. Enten det, eller også bliver det et spørgsmål om moralitet. Det er som om, at der kun eksisterer myten om den ”glade luder” [happy hooker] eller den sextrafikerede kvinde. Det er som om, der ikke er noget rum for ambivalens omkring ens sexarbejde. Mange klager over at have en dårlig dag på arbejde, eller en dårlig kunde. Hvorfor skulle sexarbejde være anderledes? Hvis en sexarbejder udtrykker frustration over deres arbejde, så antages det med det samme, at de er undertrykte eller sextraffikerede. Det er en skam, at diskussionen ofte handler om sexarbejdes moralitet eller om grænsekontrol (mod migranter), og at sexarbejde kun bliver anerkendt, hvis den arbejdende er glad for sit arbejde hele tiden.” Tove Pils: “Meget i livet handler om valg. Hvor mange valg, du har at vælge mellem, er dikteret af, hvor privilegeret du er. Vi træffer hele tiden valg, hver dag. Hvordan er valget om at udføre sexarbejde anderledes? Med mindre du er meget, meget rig, bliver du nødt til at arbejde. Hvilken slags arbejde du har at vælge mellem afhænger af dit privilegie. Det giver ikke mening at stille sexarbejde op som om, at du skal være lykkelig, for ikke at være et offer.” Hvis der var et budskab, som paneldebatten var enige om, så er det at: Sexarbejde er et arbejde. Det er en måde at tjene penge på. Når en person vælger at sælge seksuelle ydelser, så er det et valg. Nogle sexarbejdere vælger sexarbejde fordi det er det mindste onde mellem dårlige indtægtsmuligheder. Og som andre jobs er der fordele og ulemper ved arbejdet, samt gode og dårlige dage. At anerkende sexarbejde som arbejde betyder ikke, at sexarbejde skal promoveres som en karrierevej. Det betyder derimod at man skal lytte til sexarbejderne og anerkende deres rettigheder til frihed og sikkerhed. Sexarbejde burde være fri for stigma. En af de største skader ved at udføre sexarbejde er at det er højt stigmatiseret. Det medfølger at sexarbejdere må holde deres profession hemmeligt for omverden eller lyve for deres forældre og venner. Det gør det også svært at få et andet arbejde en dag, hvis man ønsker det, fordi det ikke ser godt ud på CV'et. Vil du lære mere om sexarbejde og hvad du kan gøre? Der er så meget godt indhold på internettet, hvor sexarbejdere selv fortæller deres historie og kæmper for deres rettigheder. Find paneldeltagerne, deres organisationer og deres anbefalinger her:   Paneldeltagerne: Sofie Riise Nors: Feminist og forfatter. Instagram: @sofieriisenors Jelena fra SIO (Sexarbejdernes Interesseorganisation): http://s-i-o.dk/ , Facebook: https://www.facebook.com/sexarbejder/ Tove Pils, instruktør og kamerakvinde. Instagram: @tovestelefon Oliver fra Red Umbrella Sweden: https://redumbrella.se/ (Red Umbrella Sweden: medlemmerne af Red Umbrella Sweden er aktive sexarbejdere og de har omkring 110 nuværende medlemmer. Den røde paraply er et internationalt symbol på sexarbejde.)   Anbefalinger fra panelet: Sexarbejdernes Interesseorganisation (SIO) anbefaler: The Red Van. Det er en NGO, som giver gadesexarbejdere et sikkert sted at udføre deres arbejde. Støt deres arbejde med en donation eller lignende. The Red Umbrella anbefaler: ESWA (European Sex Worker Alliance). En europæisk sammenslutning af sexarbejdere. Tove Pils anbefaler: St. James Infirmary i San Francisco. Sofie Riise Nors anbefaler: Bogen Revolting Prostitutes: The Fight for Sex Workers’ Rights af Molly Smith og Juno Mac (2020) af Verso Books.   Dokumentarfilmen Labor (2023) kan desværre ikke ses på CPH:DOX' online platform PARA:DOX - men der er adgang til et væld af andre spændende dokumentarfilm fra d. 24. marts til d. 2. april (49 kr per film, 495 kr for ubegrænset adgang)...

Gaston Bachelard Rummets poetik Forlaget Mindspace, 2022 05.03.2023     Rummets poetik (La poétique de l’espace) fra 1957 af Gaston Bachelard foreligger her på dansk. Bogen er en protest mod den rationelle læser, forskeren, psykologen og psykoanalytikeren. Rummets poetik handler om geometri-transcenderende rum. De rum hvor vi fantaserer, og skaber billeder. Her er der hverken grund til at skelne mellem res cogitans og res extensa, eller at undersøge hvilke tanker, der ligger til grund for disse billeder. I denne bog, der nærmest kan siges at være en digtsamling, bliver vi præsenteret for en undersøgelse af fantasiens fænomenologi. En fænomenologi, der har til formål at dykke ned i de billeder, der er til stede i vores dagdrømme. For Bachelard er det klart, at psykologen, psykoanalytikeren og for det meste også filosoffen ikke formår at gå i dybden med menneskets væren, bl.a. fordi de ikke kan sætte sig ud over det rigide, logiske sprog. De ænser ikke livet i sproget – men det gør digteren. Derfor må vi gå til poesien, til den poetiske logos. “Det begrebsbundne sprogs atomisme kræver forankringsgrunde, centraliserende kræfter, men i verset [det poetiske vers] findes der altid en bevægelse; billedet smyger sig om verslinjen, det fører fantasien med sig, som skabte det en nervefiber”. Citatet demonstrerer, hvordan Bachelard ikke er sky for at give sine filosofiske idéer poetiske anstrøg. Ifølge Bachelard er poesien frihed. Det er en hjertestarter for sproget. Fantasiens fænomenologer må uforbeholdent leve sig ind i billederne for at forstå menneskets væren og dens evne til at dagdrømme.   Ånder barndomshjemmet altid fred og idyl? Bogens første kapitel, Huset fra kælder til kvist. Hyttens betydning, er en undersøgelse af menneskets forhold til huset. “Vores sjæl er en bolig”, skriver Bachelard, og vi må forstå at begrebet hus ikke blot handler om bygninger, men det handler mere grundlæggende om det, vi bebor. Vores sjæl er altså en bolig på den måde, at vi kan bebo os selv. Vores erfaringer og vores minder er placeret i forskellige huse og værelser, som vi gang på gang besøger i vores drømme. Disse huse og værelser er altså steder, hvor vi kan befinde os i os selv. Derfor kalder Bachelard analysen af disse steder for en topoanalyse, et studie af “steder i vores intime liv”. Hertil skriver Bachelard også: “Ingen ægte intimitet frastøder. Alle intimitetsrum er kendetegnet ved en tiltrækning. […] Og hvis det er sandt, må topoanalysen være kendetegnet ved en topofili.” Topofili skal her forstås som steder (topos), der er behagelige og som giver velvære (filia). Topoanalysen i Rummets poetik handler altså om at undersøge de lykkebringende rum. De rum, der giver mennesker en følelse af velbehag. Med denne topofili i tankerne dykker Bachelard ned i betydningen af fødehjemmet. Barndomshjemmet spiller en central rolle for os hver især. Det er et uforglemmeligt hus, der gav os tryghed, og hvor alle vores vaner havde mulighed for at spire frem. Måden vi går op ad trapper på, henviser altid til barndomshjemmets trapper. Måden vi åbner døre på, henviser altid til barndomshjemmets døre. Bachelard opstiller tilmed modsætningen mellem kælderen og loftet. Loftet, oppe under taget, giver klarhed. Det er et symbol på rationaliteten i vores væren. Kælderen, derimod, er det dunkle og irrationelle. “Kælderdrømmeren ved, at kælderens mure er begravede, de har kun én flade, og bag sig har de hele jorden. Dramaet tager til, og frygten overdrives. […] Kælderen er da begravet galskab, tilmuret drama”. Selvom dette barndomshjem ikke skal forstås som det fysiske hjem, hvor vi er vokset op, men som det hjem, der er i os, og som vi kan fantasere os til, så er Bachelard forudindtaget i sin forestilling om det perfekte barndomshjem. Han beskriver sin aversion over storbyens larm, dens høje bygninger med elevatorer og det at hjemmet blot bliver en horisontalitet i form af lejligheder, der kun har én enkelt etage. Bachelard skriver Rummets poetik og denne kritik af storbyen for mere end 60 år siden. Hvad ville han ikke sige om nutidens metropoler? Og hvordan vil hans smalsporede og unuancerede beskrivelse af drømmeboligens arkitektoniske træk blive modtaget af de mange mennesker, der i dag bor i en horisontal bolig? Der er ingen grund til at storbybørnenes drømme om barndomshjemmet ikke kan indeholde en trappeopgang, en vaskekælder eller en elevator. Arkitekturen af drømmeboligen, og de dertilhørende billeder, bør ikke være begrænset, men i stedet tilgængelig på en måde, der giver genklang i enhver læser. Derudover kan man diskutere, om billedet på et barndomshjem overhovedet er noget, der almenmenneskeligt forbindes med tryghed og intimitet. Der findes mennesker, der forbinder barndomshjemmet med vold og utryghed, og der findes mennesker, der ikke har følt sig accepteret eller ikke har følt sig hjemme i sig selv. Hvordan ser en topoanalyse ud for dem? Og kan den stadig være en topofili?   Mennesket er hjemme-væren Når kritikken af Bachelards anti-moderne nostalgiske idéer om hjemmet stilles i bero, er pointen dog værd at dvæle ved. “Før det er ‘kastet i verden’, som så mange forhastede metafysikker har det med at hævde, er mennesket lagt i husets vugge”. Her kommer Bachelard med et opråb til alle de filosoffer, der er ude på at skabe universer inden de har sat sig ind i menneskets primære sted, nemlig huset. Heri ligger der formentligt også en henvisning til Heidegger. Den direkte kommentar til Heideggers tilstedeværensanalytik der kan udledes af denne argumentation ville være, at mennesket først og fremmest skal forstås som hjemme-væren frem for i-verden-væren – et budskab Peter Sloterdijk har taget til sig i sin filosofi.1 Rummets poetik er en hyldest til den kontemplative aktivitet med de vidunderlige billeder, vi kan skabe i os selv. Bachelard minder os om, at vores indre liv, vores dagdrømme, vores fantasi betyder noget. Han minder os om, at ikke alt handler om logiske domme over objekter. Læserens fantasi vækkes, hvad enten den altid har slumret, eller blot er blundet hen et kort sekund. På omtrent hver side i bogen har Bachelard citeret dele af digte, der understøtter undersøgelserne af vores intime rum. De store digtere inddrages, og læseren bliver selv draget ind. Det er den langsomme læsning, der fordres. Ro, sindighed, fantasi! At dykke ned i billederne er ikke at flygte fra livet– det er netop at tilgå det.   Noter: Se bl.a. Værens domesticering (2022), der ligesom Rummets poetik er udgivet af Forlaget Mindspace. Bogen er også anmeldt her på Turbulens (“Den, der ikke vil tale om sten, skal tie om mennesket”: https://turbulens.net/den-der-ikke-vil-tale-om-sten-skal-tie-om-mennesket/) ...

Skoven er underfuld. For at begribe dens komplicitet skal du kigge nærmere. Forbindelser mellem skoven, kolonialisme og samtidens grænseregime ligger umiddelbart skjult. De forbindelser fremskriver antropologistuderende Emma Klöcker-Gatzwiller i sin tekst om forholdet mellem de danske udvisningscentrene og den tætbevoksede skov. I teksten går hun i dialog med en ven og sig selv, og konfronterer rumlige politikker, der isolerer og udstøder....

Hvordan forstår vi egentlig verden, livet, mennesket, væren? Hos Peter Sloterdijk finder vi nogle tanker om dette, der både provokerer og inspirerer på samme tid. For hvad nu hvis Réne Descartes havde misforstået sit cogito? Og hvad nu hvis vi i vores mellem 'vita activa' og 'vita contemplativa' har fortrængt den vigtigste menneskelige aktivitet? ...

Donna Haraways bog "At blive i besværet" er en besværlig bog - lettere usammenhængende, essayistisk og tankeprovokerende. Men det er samtidig alt dette, som gør Haraway interessant at beskæftige sig med. Modsat tidligere værker i samme genre er det imidlertid som om, at Haraway denne gang har glemt sig at tænke sig om en ekstra gang i forhold til, hvad det egentlig er for en klima- og miljøkrise, som vi alle står midt i. ...

Forvandlinger giver en grundlæggende introduktion til et religionshistorisk perspektiv på historiske og aktuelle kulturfænomener. Man kan i dagens Danmark nemt glemme, at religionens arv stadig strømmer igennem vores kultur. Men i denne bog bliver vi gjort opmærksomme på, at selv de fænomener vi ellers ville sætte under den sekulære eller verdslige rubrik faktisk har direkte forbindelser til religiøse ritualer og mytologier. ...

Thomas Pikettys "En kort historie om lighed" er ikke bare endnu en fremskridtsfortælling om, hvordan verden bliver et mere og mere lige samfund. Som økonom er Piketty særligt opmærksom på historiens svingninger mellem lighed og ulighed, samtidig med at han argumenterer for, at der faktisk er sket mærkbare fremskridt gennem de sidste par århundreder. For Piketty er der således grund til optimisme - men samtidig radikal politisk handling....

Georges Batailles "Nietzsche. Memorandum" er en bog, der, som titlen antyder, vil have os til at ihukomme og forholde os til det vigtigste fra Nietzsches forfatterskab. Men det er vigtigt at understrege, at Bataille bruger Nietzsche som en indgang til sin egen filosofi. Man bør derfor være opmærksom på, at det er en Bataille-sorteret Nietzsche, som man har med at gøre....

Det er en ofte gentaget påstand, at demokratiet er i krise. Men det er lidt for tidligt til at skrive demokratiets mindetale, hvis man spørger Jan-Werner Müller. I sin nyeste bog "Demokratiet styrer" fra 2021 inviterer Müller læseren ind i et historisk perspektiv på demokratiet. Gennem anekdoter fra historien og referencer til mange af demokratiets fædre giver Müller et overbevisende argument for det repræsentative demokrati som den bedste styreform....

Det franske demokrati befinder sig i en krise. Lav valgdeltagelse, stigende ulighed samt manglende politisk handling på klimaudfordringerne har ledt til fortvivlelse, oprør og protest i den franske befolkning. De Gule Veste legemliggør på mange måder den folkelige protest mod de franske politiske institutioner. Turbulens har sat Anne-Sofie Dichman i stævne, for at tale om De Gule Veste og de demokratiske potentialer som dele af bevægelsen rummer.     ...

"Filosofien i Frankrig" er trods forfatterens antydninger intet filosofisk 'tag-selv-bord', hvor værten har helgarderet sig ved i behandlingen af sit emne at forsøge at få alt det mest velkendte med. Og den er bedre for det. I Søren Gosvig Olesens behandling af den franske filosofi præsenteres vi for en række nøje anrettede tænkere, der hver især behandles på forfatterens egne betingelser....

Borgere, politikere og embedsmænd – det er tre forskelligartede roller, som man kan siges at indtage i et demokrati i dag. Men i hvor høj grad kan disse roller overhovedet adskilles fra hinanden, når f.eks. folkevalgte politikere og embedsmænd hele tiden synes at ’blande sig’ i hinandens arbejde? Turbulens har interviewet filosof Tine Hindkjær Madsen om sådanne rollefordelinger i moderne demokratier. Ifølge Madsen, som lige nu arbejder på et forskningsprojekt om særligt politikeres moralske forpligtelser, både kan og bør politikere nemlig fungere som bindeled og dermed mæglere mellem borgere og embedsfolk. ...

Den nyeste antologi om et aktuelt emne behandlet med idéhistoriske briller fra forlaget Baggrund handler om det nok mest aktuelle område, som man i 2021 kunne have valgt. "Klimaets idéhistorie" er et overvældende potpourri af historiske perspektiver på klimaet, som ifølge redaktørerne Mikkel Thorup & Jakob Bek-Thomsen er blevet til et afgørende billede på vores tid. ...

Inden for demokratisk teori anses det såkaldte 'afgrænsningsproblem' stadig af mange som et uløst problem – et problem omkring hvordan vi egentlig afgør, hvem der bør inkluderes og ekskluderes i demokratiske processer. Turbulens har interviewet Andreas Bengtson, som i sin forskning fokuserer på dette spørgsmål ud fra en idé, at demokrati handler om, at mennesker skal relatere til hinanden som ligeværdige. ...

Global idéhistorie er en ny måde at gå til idéhistorie på under kraftig udvikling i disse år – en tilgang, der fokuserer på både idéers grænseoverskridende bevægelser og deres lokale forankringspunkter. Antologien "Global idéhistorie" fra 2018 samler en lang række danske idéhistorikere med hver deres bud på, hvordan global idéhistorie faktisk kan se ud. ...

Den omfattende antologi "Simmel – sociologiens eventyrer" giver en grundig introduktion til den tyske sociolog Georg Simmel (1858-1918) gennem en perlerække af tekster både af og om Simmel. Simmel var ikke systembygger og dannede ikke sociologisk skole – men, som antologien viser undervejs, kunne Simmel ikke desto mindre tænke med en gennemtrængende kraft og skarphed, hvilket gør hans essayistiske analyser af bl.a. penge, selskabsliv og storbyens travlhed overraskende relevante for den nutidige læser....

For nylig udkom Informations Forlag med en oversættelse af den amerikanske akademiker og aktivist Cornel Wests "Race Matters" (1993) som led i deres serie Antiracistiske klassikere. Selvom bogen først og fremmest er skrevet i en amerikansk kontekst og kritiserer den diskrimination og fattigdom, som afrikansk-amerikanske borgere er ramt af, lægger læsestoffet bestemt op til eftertanke i vores danske kontekst også....

Denne artikel (og Turbulens i det hele taget) kan siges at være offentlig tilgængelig – men hvad betyder dette egentlig? Turbulens har søgt om hjælp til at opklare, hvad en offentlighed er for en størrelse, hos filosof Joachim Wiewiura, som sidste år blev færdig med sin afhandling "The Ground of Legitimacy – An Investigation of the Public Sphere as Political Semantics". Ifølge Wiewiura er offentlighed ikke bare lig med demokrati eller en gensidig udveksling af de 'rigtige holdninger'. Men offentlighed handler alligevel om, at der i et fælles rum skabes retfærdiggørelser og opfattelser af, hvad der anses som legitimt og illegitimt – offentlighed er med andre ord enhver legitimitets grund. ...

Med udgivelsen af "Demokratisk forvaltning: Magt, etik og anerkendelse" har de tre politiske teoretikere Simon Laumann Jørgensen, Jacob Dahl Rendtorff og Peter Sørensen sat fingeren på et ømt punkt i vores tid. For der bliver ved med at dukke møgsager op omkring den offentlige forvaltning, men alligevel synes det ikke rigtigt at føre til en ny konsensus i den offentlige debat omkring, hvad god forvaltningsetik og -ansvar bør være. Ifølge de tre forfattere findes svaret i en gennemgribende demokratisering af forvaltningen, der især giver rum til en fælles refleksion på den enkelte arbejdsplads om, hvad der er rigtigt og forkert at gøre. ...

Hvad er egentlig problemet med populisme? Dette stilles op som hovedspørgsmålet i Andreas Mebus’ ambitiøse bog "Populisme, slavemoral & demokrati" fra 2019. Svaret findes ifølge Mebus især i Friedrich Nietzsches teori om slavemoral, hvilket anvendes på Dansk Folkeparti som et nutidigt eksempel på et populistisk parti. Men selvom Mebus dermed kommer med et relevant bidrag til populismelitteraturen, får bogen ikke argumenteret til ende, hvorfor populisme egentlig er problematisk....

Hvert eneste år dør syge mennesker i både Danmark og resten af verden, som står på venteliste til en organtransplantation. Samtidig er det f.eks. i Danmark kun omkring en fjerdel af alle borgere, der faktisk er registrerede som organdonorer. Ifølge filosof Andreas Brøgger Albertsen betyder dette, at vi bør kigge det nuværende system efter i sømmene og kraftigt overveje at indføre andre modeller. Turbulens har taget en snak med Albertsen omkring mulighederne for at organisere organdonation anderledes på baggrund af hans bog "Organdonation – og behovet for en ny model" fra 2020....

Markus Hatting og Esben Lichts "Vores tøj – verdens ressourcer" burde næsten være obligatorisk læsning for alle, der som det mindste køber nyt tøj engang imellem. Tekstilindustrien er kompleks, men Hatting og Licht formår at give et letforståeligt indblik i alle de problemer, som findes på dette område lige fra overforbrug til dårlige arbejdsforhold, fra farlig kemi til globale drivhusgasudledninger...

Med de to udgivelser "Hvad er kærlighed?" samt "Lovprisning af kærligheden" fra henholdsvis 2017 og 2019 har forlaget Philosophia givet den danske offentlighed en unik mulighed for at dykke ned i én af de mest radikale og tankevækkende kærlighedsopfattelser, der findes i dag – nemlig den tolkning af kærlighed som en såkaldt sandhedsproduktion, som den franske filosof Alain Badiou abonnerer på. Kærligheden går som bekendt aldrig af mode. Men hvorfor egentlig ikke? Det har Badiou med en vis portion idealisme et seriøst bud på. ...

Den britiske kulturkritiker og filosof Mark Fishers indflydelsesrige værk "Kapitalistisk realisme – findes der ikke noget alternativ?" er nu endelig oversat til dansk. Det er en polemisk, overdreven og deprimerende men fortsat meget relevant fortælling om kapitalismens tag om os – om den ‘realistiske’ men alligevel snævre ramme for vores forestillinger om nutidige samfund, som vi stadig i 2021 finder det nærmest umuligt at tænke os selv ud af....

Hvordan erfarer studerende det at skrive? Hvorfor udløser eksamensskrivning ofte negative følelser hos mange studerende? Hvordan skabes der bedre vilkår for mere skriftligt engagement blandt studerende? Turbulens har interviewet Martin Hauberg-Lund Laugesen om den ph.d.-afhandling, han netop har forsvaret ved Syddansk Universitet. I afhandlingen fremstiller han en fænomenologisk undersøgelse af skrivning med afsæt i bachelorstuderendes erfaringer med eksamensskrivning....

Peter Høilunds forsvar for naturret i værket "Naturret som samfundskritik" fra 2016 er et tankeprovokerende bud på, hvordan vi kan basere globale principper for rigtigt og forkert på en idé om, at vi er en del af en meget større natur. Men desværre lykkes det ikke for Høilund at komme med en overbevisende forklaring af, hvorfor vi egentlig skal følge denne tankegang i det 21. århundrede....

Michael Hviid Jakobsens introduktion til den canadisk-amerikanske sociolog Erving Goffman er lidt af en anderledes tilføjelse til Djøf Forlags serie om ‘statskundskabens klassikere’. For Goffman arbejdede slet ikke med statskundskab i den traditionelle forståelse af det begreb. Til gengæld blev han med sin mikrosociologiske tilgang én af de mest indflydelsesrige samfundsvidenskabelige forskere fra det 20. århundrede. ...

"En lille bog om hjemløshed" af den danske filosof Ole Thyssen er en lille bog om et meget stort emne. Thyssen formår at løfte spørgsmål om hjemløshed ud fra deres vante rammer i den offentlige debat og diskutere dét at være hjemløs som lige så meget en social, politisk og eksistentiel tilstand som blot det at mangle en fysisk bolig. Dette fører dog også til en blandet landhandel med såvel skarpe perspektiver som mere overfladiske refleksioner om emnet....

Friedrich Wilhelm Joseph Schellings "Den transcendentale idealismes system" fra 1800 er både en kraftpræstation af en purung filosof, et af hovedværkerne inden for den såkaldt ‘tyske idealisme’ samt en labyrint af begreber, dristige teser og indforståede diskussioner. Men jo mere man kaster sig ud i Schellings filosofiske vokabular og argumentrækker, jo mere får man også et interessant indblik i et helt verdenssyn sat i system....

Hvad er demokrati egentlig for noget i dag? Ifølge en række af politiske teoretikere inden for den brede tradition, der ofte kaldes ’radikalt demokrati’, er både demokrati og repræsentation meget mere end f.eks. folketingsvalg. Turbulens har interviewet Lasse Thomassen fra Københavns Universitet for netop at blive klogere på denne tradition og på, hvordan man kan bruge radikalt demokrati til at forstå sådan noget som populisme i nyere tid....

Med "Konfucius – samlede samtaler" er én af verdenshistoriens mest læste og indflydelsesrige tekster på linje med Bibelen og Koranen endelig oversat til dansk. Oversætter Bent Nielsen har dermed givet os detaljeret adgang til ikke blot et afgørende værk i forhold til at forstå kinesisk kultur men også til et radikalt anderledes perspektiv på moral og politik, der ikke kan undgå at vække til eftertanke for enhver vestlig læser. ...

Samtidsidéhistorie og samtidens idéhistorie – for mange vil det sandsynligvis være fremmede og lidt mystiske udtryk. Dette råder den nye antologi "Samtidens idéhistorie" til gengæld bod på ved både at give en udførlig introduktion til samtidsidéhistorie som faglig tilgang og dernæst i 15 korte kapitler at levere eksempel på eksempel i forhold til, hvad denne tilgang kan fortælle os om sådan noget som samtidsdiagnostik, tidsåndsfænomener og nutidens historie....

Som modsvar til alt lige fra budgetnedskæringer, fremdriftsreformer, ensidige pensumplaner samt etnisk og seksuel diskrimination, har vi på tværs af klodens kontinenter kunne bevidne en opblomstring af kritiske studenterbevægelser i løbet af det seneste årti. I et nyt etnografisk forskningsprojekt, med titlen "Fighting for e/quality: Comparative Ethnographies of New Student Movements", undersøger en række forskere denne opblomstring i Danmark, Storbritannien og USA. Turbulens har talt med antropolog Gritt B. Nielsen, som leder forskningsprojektet, om de aktivistiske studerendes bevæggrunde....

Claude Lévi-Strauss anses nogle gange som en rigid strukturalist af ‘den gamle skole’. Den nye oversættelse af et af Lévi-Strauss’ tidligste og mest banebrydende tekster, et slags manifest for strukturalismen som sådan, viser imidlertid en anden side af tingene. Introduktion til Marcel Mauss’ værk fra 1950 er nemlig både en diskussion af den franske sociolog og antropolog Marcel Mauss og et ambitiøst forsøg på at indkredse den konstante vekslen mellem orden og uorden, det bevidste og det ubevidste, det faste og det flydende, som synes at karakterisere sociale forhold. ...

Hvornår tænkte du sidst over, at vi lever i et arbejdsdelt samfund? For mange af os er det en selvfølgelighed, ja nærmest lig med et samfund som sådan, at det økonomiske liv er delt op. Men for en sociolog er dette værd at undres over, og af den grund er Émile Durkheims "Om den sociale arbejdsdeling" fra 1893 stadig yderst relevant som ikke blot en væsentlig brik i grundlæggelsen af den moderne sociologi men også som en fortolkningsnøgle til dét, at vi lever i et mere og mere globalt og differentieret samfund....

Filmfestivalen CPH:DOX 2021 er i fuld gang. En af de film, som har international premiere på dette års festival, udforsker hjernens mysterier i en fremtidssøgende film om biologisk og kunstig intelligens, etiske dilemmaer og den tavse krig mellem feltets førende forskere. Turbulens bringer her en kritisk anmeldelse, skrevet af hjerne- og kognitionsforsker Mikkel Wallentin, af The Brain....

"Forbundne arters manifest" er en velkommen tilføjelse til en række af nyere oversættelser på dansk af den amerikanske køns-, teknologi- og biologiteoretiker Donna Haraway. Første gang udgivet i 2003 som "The Companion Species Manifesto" er teksten egentlig ikke så meget et klart struktureret eller politisk orienteret ’manifest’ som en række refleksioner over forbindelserne mellem arter såsom især hunde og mennesker, der på godt og ondt er forbundne til hinanden i dag....

Dokumentarfilmen ”The Healing” fra årets CPH:DOX, instrueret af Natalia Ciepel og Hannah Elbke, går bag om Lundtoftegades kreative forsøg på at undgå den hårde ghettoliste. Gennem sanselige og æstetiske billeder skildres beboernes kollektive ”fjernhealing” af boligområdet. Derved giver filmen også et indblik i det fællesskab og de følelser, som ghettoloven frembringer hos dem, den rammer....

Virksomheders samfundsansvar er i en mere og mere globaliseret verden blevet et både kompliceret og forvirrende spørgsmål. For giver det egentlig teoretisk mening at tale om virksomheders samfundsansvar – og hvis ja, i hvilken forstand? Turbulens har interviewet Kristian Høyer Toft i anledning af hans nyudgivne bog ”Corporate Responsibility and Political Philosophy: Exploring the Social Liberal Corporation” (Routledge, 2020) omkring virksomheders politiske rolle i samfundet. ...

Skolens socialiserende og opdragende funktion søger at forberede elever til at kunne indgå som demokratisk engagerede borgere, når de engang skal ud i samfundet. Et fremtidsperspektiv, som f.eks. findes i statsdefinerede læringsmålstyrede tiltag. Denne artikel identificerer og udfordrer en problematik i en nuværende pædagogisk og didaktisk diskurs: At undervisning arbejder i umiddelbart kort- og middelsigtede rationaler, som relaterer sig til elevens aktuelle situation....

Forholdet mellem lovgivning og moral er i dag ikke ligetil og har formodentlig aldrig været det. For hvis vi ikke bare som udgangspunkt bør lovgive én til én i forhold til, hvad der er moralsk rigtigt og forkert, hvordan bør lovgivningen i et givent samfund så være i forhold til vores moralske standarder? Turbulens har sat filosof Jens Damgaard Thaysen i stævne til en snak om de normative perspektiver på forholdet mellem lov og moral. ...

Den franske revolution siges nogle gange at være revolutionen over alle revolutioner, men alligevel er der meget af den politiske tænkning fra denne turbulente periode, som stadig mangler at blive udforsket nærmere. For hvad er egentlig den franske revolutions ’arv’ til os i dag med hensyn til idéer og forestillinger om moderne politik og særligt republikanisme? Dette arbejder idéhistoriker Nicolai von Eggers med at belyse i et bogprojekt om fransk revolutionær tænkning og de måder, hvorpå republikanisme blev udtænkt og diskuteret på i disse år. Turbulens har mødt von Eggers til en samtale om den franske revolutions politiske idéer – idéer, der stadig er yderst relevante for nutidens diskussioner om f.eks. repræsentation, borgerskab og demokrati...

Selv hvis vi ikke selv bruger udtrykket, har de fleste af os en vis idé om, hvad et ’moralsk fremskridt’ går ud på. Det kunne f.eks. være afskaffelsen af slaveriet eller indførelsen af stemmeret til kvinder. Men er enhver forandring i vores moralske kompas over tid en god forandring, som mange ellers vil mene, at førnævnte eksempler peger på? Og hvad sker der egentlig, når selve vores moral forandrer sig? I anledning af hendes nyudgivne bog ”Moral Change – Dynamics, Structure, and Normativity”, der handler om sådanne spørgsmål, har Turbulens taget en snak med filosof Cecilie Eriksen om det nogle gange forstyrrende og andre gange befriende faktum, at vores moralske idéer, idealer og principper har forandret sig – og stadig gør det den dag i dag ...

Ifølge de fleste er etikkens rolle og ambition hovedsageligt at give os teoretisk velbegrundede svar på, hvordan vi bør handle. Alligevel synes de ’svar’, som moralfilosofien gennem tiderne har leveret, at være svære at omsætte til konkret handling og forstå ud fra de forskellige kontekster, som vi hver især lever i. Dette stiller derfor et overordnet spørgsmål: Hvad skal vi med etik i dag? Turbulens har i anledning af en nyudgivet artikel, hvori hun argumenterer for en mere kontekstuel tilgang til etik, snakket med filosof Anne-Marie Søndergaard Christensen om etikkens relevans og fremtid....

Positiv særbehandling er ikke et stort emne i den danske offentlighed sammenlignet med f.eks. den amerikanske debat om afroamerikaneres stilling i uddannelsessystemet. Men spørgsmålet er, om det bør være sådan? Dette afhænger ikke bare, om der er grupper i samfundet, som har brug for denne slags tiltag, men også af om positiv særbehandling i det hele taget kan retfærdiggøres – en problematik, som er relateret til større filosofiske spørgsmål omkring diskrimination, lighed og retfærdighed. Turbulens har i den anledning taget en snak med filosof Kasper Lippert-Rasmussen om argumenter for og imod positiv særbehandling, samt hvad det egentlig er for en type praksis. ...

Efter en særdeles turbulent historie igennem det 20. århundrede er marxisme som akademisk forskningsfelt og tradition inden for de sidste årtier blevet mere og mere populær igen. Et særligt vigtigt spørgsmål i den forbindelse handler om, hvilken kropsopfattelse der egentlig følger af marxismen. Dette spørgsmål beskæftiger filosof Søren Mau sig med i sin forskning. Marx’ forståelse af menneskekroppen kan nemlig bruges ifølge Mau til at fortolke alt lige fra forandringer i samfundsproduktion til politiske kampe – og ikke mindst hvorfor vi mennesker er historiske væsener. ...

Det synes at være en selvfølgelighed for mange, at vi som samfund bør beskytte privatlivets fred. Alligevel er det ofte uklart, hvad dette betyder i praksis – særligt i forbindelse med det enorme ’udsalg’ af personlige informationer, som finder sted hver eneste dag, når vi tillader, at virksomheder som Facebook og Google kan anvende vores data i bytte for, at vi må bruge deres platforme. Turbulens har i anledning af en snarligt udgivet artikel om netop markeder med køb og salg af personlige informationer interviewet filosof Jakob Thrane Mainz, som arbejder med normative spørgsmål omkring dataetik og privatlivsteori til dagligt. ...

Tortur synes for mange at være et ubetinget onde. Alligevel finder tortur sted hver eneste dag verden over. Selv i vestlige lande har der de seneste årtier været løbende diskussioner om, hvorvidt tortur kunne retfærdiggøres i ekstreme situationer – særligt i forbindelse med den såkaldte ’krig mod terror’. Turbulens har i den forbindelse interviewet filosof Morten Dige, som i flere år har beskæftiget sig med tortur som en etisk og politisk problematik. I 2016 udgav han bogen Tortur i Aarhus Universitetsforlag’ populære bogserie Tænkepauser. Som Dige forklarer, er det nemlig stadig vigtigt i 2021 at tage torturen op til kritisk diskussion – og til fordømmelse....

En ambitiøs grøn omstilling kræver en besindelse på det forhold, at hverken velfærds- eller konkurrencestaten har vist sig i stand til at reagere rettidigt på de stadigt mere omfattende klima- og biodiversitetskriser. Men disse statsformers gamle ideologiske klæder støbt i socialismens og liberalismens billede hænger ved og står i vejen. Det viser de modsatrettede reaktioner på vores bog, ”Den bæredygtige stat”, hvor vi forsøger at skitsere en tredje vej til den påkrævede samfundstransformation....

Åbenhed og demokrati er begreber, der ofte diskuteres i forbindelse med politiske institutioner og de magthavere, som er valgt til at varetage disse. Men hvad med den magt, som enhver vælger udøver ved at gå ned i stemmeboksen og stemme til forskellige typer af valg? I sin snarligt udgivne afhandling diskuterer filosof Rasmus Uhrenfeldt, om den hemmelige stemmeafgivning, som vi f.eks. kender til den i dag ved nationale valg, egentlig er den bedste løsning. Turbulens har taget en snak med Uhrenfeldt om demokratiidealer, vælgeres ansvar og argumenterne for at indføre en mere åben form for stemmeafgivning end i dag....

Ofte tager vi eksistensen af politik for givet. Politik er i det perspektiv den form for praksis, som er konstant til stede inden for den offentlige debat og i de forsamlinger, råd og parlamenter, som vi netop kalder for ‘politiske’. Men samtidig kan vi også tale om politisering og afpolitisering, om at politik både opstår og forsvinder igen inden for visse omstændigheder. I følgende essay argumenterer Andreas Beyer Gregersen for, at vi bør nuancere vores brug af politikbegrebet. I stedet for blot at skelne mellem politik og det ‘apolitiske’ giver det nemlig mening at anvende en adskillelse mellem mikropolitik og makropolitik som to forskellige måder, hvorpå politik manifesterer sig på. Dette giver især mulighed for at forstå og diskutere ‘det mikropolitiske moment’, som er den situation, hvor det politiske rum stadig har en uudfoldet og skrøbelig karakter. Det mikropolitiske moment handler om selve den politiske virkeligheds spæde begyndelse....

Effektiv teknologi og kvantitativ vækst er afgørende for Vestens fremskridt, også når det gælder klimaspørgsmål. Omtrent sådan kan man opsummere dele af et perspektiv, der forsvares af prominente stemmer, og hvis grundforståelse er intuitivt til stede i den folkelige bevidsthed i et land som Danmark. Espen Malling overvejer i denne artikel et andet perspektiv. Det går ud fra, at blandt andet klima- og miljøproblematikker kan ses som tegn på indbyggede svagheder i den vestlige model, og at konsekvenserne af blind tillid til det reduktionistiske verdenssyn, som modellen er baseret på, således er ved at indhente vores nu globale civilisation. I artiklen argumenteres der omvendt for, at sikringen af langsigtet social og miljømæssig trivsel afhænger af øget systemtænkning og -praksis. ...

Corona-pandemien har affødt et opbud af meninger og teorier. Lever vi undtagelsestilstandens tidsalder? I risikopolitikkens? Krisepolitikkens? I denne artikel taler sociologen Anders Blok, med afsæt Andrew Lakoffs bog Unprepared: Global Health in a Time of Emergency (2017), for at corona-krisen afslører en ”(u)forberedthedens politik”. I årevis har vi gradvist opbygget en række lokale og globale sundhedsorganer, hvis rolle det er at forberede samfundet på såvel uforudsigelige som uundgåelige sundhedstrusler. Vi lever med andre ord i en politisk tidsalder, hvor vi med al kraft forsøger at forberede os på det ukontrollable. ...

Turbulens var til stede under festivalen The World Transformed i Brighton, som er en årlig venstreorienteret politisk festival med talks, filmvisninger, kunstudstillinger, læsekredse, workshops mm. Undervejs talte vi med Cambridge-professoren Diane Reay om politisk dannelse og den markante ulighed inden for uddannelsessektoren, som hun har beskæftiget sig med i mere end 30 år. Derudover forsøger hun at udlægge den magtesløshed, som præger Storbritanniens befolkning i forbindelse Brexit og det omkringliggende kaos. ...

Spørgsmålet om, hvorledes og hvorfor vi skal straffe forkerte handlinger som kriminalitet, vedrører alle. Men hvad er formålet med at straffe folk? Kan det overhovedet retfærdiggøres at straffe mennesker? De spørgsmål er omdrejningspunktet i bogen "Straffens Filosofi", skrevet af filosoffen Thomas Østergaard. Turbulens har talt med forfatteren, som i interviewet blandt andet berører, udover hovedtemaerne i bogen angående straffens moralske forsvarlighed, hvordan tilstanden er med den danske straffeinstitution og om vi bevæger os i den rigtige retning....

Under en økonomisk krise vil der altid være håb, også når man er drevet til det yderste. Dette er en af de budskaber, som hovedpersonen i Mogens Klitgaards roman Der sidder en mand i en sporvogn, overbringer. Lauritz Korfix Schultz beskriver i denne artikel hvordan Klitgaards tanker fra 1930'erne synes mærkværdigt moderne. Romanen kaster lys på en nutidig problemstilling ved det at være menneske i 2018. Ofte er man blind for, at der kan være andre mekanismer end ens egen formåen, der gør, om man lykkes eller går rabundus. Romanen kan ad denne vej læses som et vidunderligt vink til nutidens optimeringskurser og selvhjælpsbøger, der fortæller mennesker, hvordan de skal få succes og vende negative tanker til positive. Konsekvensen bliver et samfund, hvor mennesker aldrig føler sig tilstrækkelige og hele tiden må bevæge sig – sporvognen er lagt på skinner – fremad, fremad! Hvis man bare viser energi og handlekraft, så skal det hele nok komme. ...

I forbindelse med udgivelsen af interviewet med den italienske filosof og psykoanalytiker Umberto Galimberti, udfolder tekstens oversætter, Jens Viggo Olavi Nielsen, det filosofiske udgangspunkt bag Galimbertis tanker om ungdommen og nihilismen. I artiklen tager Nielsen livtag med Galimbertis samfundsdiagnose og sætter den i relation til den danske ungdom, ligesom han peger på en række forskelle mellem den pessimisme, han mener der hersker blandt de unge i Danmark og i Italien....

Turbulens bringer her en dansk oversættelse af et interview med den italienske filosof og psykoanalytiker Umberto Galimberti. I interviewet reflekterer Galimberti over det, han ser som en nihilistisk samfundstendens, der er blevet båret frem af en italiensk ungdomsgeneration, som i lyset af stadig mere usikre økonomiske vilkår og mangel på politisk medindflydelse, har mistet livsgnisten og håbet på en bedre fremtid....

I dette interview påpeger professor emeritus Heine Andersen hvilke væsentlige konsekvenser for demokratiet og forskningens troværdighed, en nedprioritering af forskningsfriheden forårsager. På baggrund af hans bog "Forskningsfrihed - Ideal og virkelighed", mødte vi Andersen til en tankevækkende samtale om ytringsfrihed og sandhedspligt, mundkurve og svækket demokrati, styret forskning, tavshed og frygt. ...

Turbulens har været i Bruxelles for at tale med den politiske aktivist og filosof Lorenzo Marsili om den nye pan-europæiske modstandsbevægelse "Democracy in Europe Movement 2025 (DiEM25)". DiEM arbejder konkret på at omskabe EUs nuværende konstruktion, både for at komme ud over de seneste års højrenationale tendens i Europa og for at bryde med EUs nuværende neoliberale udformning, som bevægelsen anser for at være i demokratisk underskud. ...

I anledning af DR's programserie "Historien om Danmark" har ph.d. i filosofi Kasper Lysemose skrevet en filosofisk-litterær artikel, der præsenterer et uddrag af et foredrag fra en tværvidenskabelig konference afholdt på Københavns Universitet, hvor spørgsmålet om mytens og litteraturens betydning for dannelsen af fællesskab blev behandlet. Lysemoses hovedpointe er, at fællesskaber ikke bliver til gennem mytens fortælling, men gennem fortællingen af myten – og at myten lever af at tildække netop denne forskel. Hermed iværksætter myten den totalitet, som litteraturen er forstyrrelsen af. Men spørgsmålet er, om en sådan forstyrrelse overhovedet er mulig, og i så fald hvordan?...

Den 4. marts 2017 deltog Turbulens på Dansk Filosofisk Selskabs årsmøde, hvor vi inviterede til en paneldebat om forskningsformidling og dannelse. Panelet bestod af filosofferne Carsten Fogh Nielsen og Jan Faye, sociolog og repræsentant for forskerkollektivet UTOPIA, Anders Blok og Peter Hyldgård, udviklingschef på videnskab.dk. Har forskerne et ansvar for almen dannelse, eller skal de koncentrere sig om den akademiske vidensproduktion? Er kravet om formidling en spændetrøje eller et oplysningens middel? Hvilke former kan og bør formidlingen tage? Det var nogle af de spørgsmål, Turbulens havde lagt op til. Vi bringer her et sammendrag med et udvalg at temaer, der kom til at dominere debatten. ...

Cand.jur. Kirstine Nordentoft Mose sætter, med en retsfilosofisk analyse, fokus på opfattelsen af territoriale og juridiske grænser i primært EU. Hun påpeger, at de juridiske grænser i dag er både ustabile og uklare, og at grænser i stadigt højere grad må forstås som zoner for kontrol der spreder sig udover territoriet. Rammerne for individets fri bevægelighed stammer, ifølge Mose, fra en ambition om varernes fri bevægelighed og cirkulation. Artiklen bygger på Moses speciale fra 2016. ...

Filosof og lektor Oliver Kauffmann, rejser, med sit fokus på implicit læring, en kritik af det omdiskuterede begreb “synlig læring”, som uddannelsespolitisk har vundet vid udbredelse. Ved teoretiske og empiriske eksempler, argumenterer han for, at meget, af det vi lærer, foregår udenom bevidstheden, hvilket vanskeliggør den forsøgt styrede læring....

Kan byernes klimaudfordringer bygge bro til fremtiden? I anden del af Turbulens´minitema om bynaturen uddyber Flemming Rafn Thomsen, arkitekt og partner i Tredje Natur, nogle af de forestillinger om naturen, der ligger bag arkitektkontorets virke. Flemming Rafn Thomsen peger på, hvordan fremtidens klimaændringer kan være en enestående anledning til at gentænke naturens rolle i byerne. Læs hele interviewet om Tredje Natur´s visioner for fremtidens bynatur. ...

Interview med Nicolai Von Eggers, ekstern lektor ved Idéhistorie, Aarhus Universitet. Han har i sin ph.d. og som medredaktør på Slagmarks revolutionsserie beskæftiget sig indgående med Den Franske Revolution og demokratibegrebet. I interviewet diskuteres nogle forskellige opfattelser af frihed, der skabte indre splittelser hos de franske revolutionære, og som fortsat deler folk i dag. Von Eggers trækker revolutionens relevans op til nutidens politiske situation. Han gør opmærksom på en frustration og en politikerlede i dagens Danmark, som en afspejling af en dalende tro på de politiske beslutningstagere. ...

Dorthe Kirkegaard Thomsen er professor i psykologi ved Aarhus Universitet og forsker i livshistorien. Livshistorieforskningen er et tværfagligt forskningsfelt, der spænder over hukommelses, udviklings- og personlighedspsykologi. Idéen om at narrativer udgør en vigtig del vores psykiske liv forbinder man særligt med Jerome Bruner, og idéen om at historier og livshistorier er helt grundlæggende for vores identitet er blevet anfægtet af Ian Mc. Adam. I den nyere forskning undersøger man særligt de sociale og kulturelle processers betydning i forhold til vores erindring og livshistorier....

Det siges, at vi lever i en hedonistisk tid, hvor vi alle er frie til at nyde, som det passer os. Men måske er denne tilsyneladende frihed ved nærmere eftersyn snarere en pligt til at nyde? Ifølge filosoffen Rasmus Ugilt er vi ikke frisatte fra alle autoriteter, til at nyde præcis som det passer os, men snarere underkastet nye autoriteter, som påbyder os at nyde på helt bestemte måder....

I denne artikel retter Steen Nepper Larsen et kritisk blik på den kommende læreruddannelsesreform. Reformen sætter læreren som omdrejningspunkt og ansvarshavende for opfyldelsen af en mangfoldighed af, ofte modsatrettede, rationaler. Alt imens lærerrollen således overophedes, er lærerne selv på paradoksal vis ’underophedet’ når det kommer til inddragelse i reformprocessen....

Det politiske menneske lider og tager risici, siger professor Peter Baehr, der har forsket i Hannah Arendts tænkning. For Baehr er Arendt fantastisk til at minde os om, at en intelligent politisk debat forudsætter, at vi ved, hvad vi taler om. Vi er forpligtet på distinktioner, på at turde stå ved vores uenigheder og på tage vores modstanderes argumenter alvorligt. Og det er vi slet ikke så dårlige til, som vi kunne gå rundt og tro....

Lars-Henrik Schmidt er ikke alene grundlægger og skaber af ‘det socialanalytiske perspektiv’, men hans akademiske liv afspejler desuden et stykke bemærkelsesværdigt dansk intellektuel historie, som spænder over 1970’ernes marxistiske og kritiske skoler, 80’ernes nietzscheanske forsøg på at forvalte kritikken anderledes og 90’erne og 00’erne, hvor pædagogik og dannelse udgør en intellektuel kamplads. I anledning af Lars-Henrik Schmidt 60års fødselsdag – og 25året for socialanalytikkens opkomst – er det oplagt at kigge tilbage på en afgørende periode i dansk intellektuel historie og en af dens frontfigurer. Socialanalytikkens opkomst og historie refererer i den forstand ikke til et overstået kapitel, tværtimod identificerer og fremskriver den socialteoretiske problemstillinger, som vi først nu er i stand til at se....

Medarbejdere vil i fremtiden også kunne arbejde, mens de sover. Virksomheder tilbyder snart deres ansatte interne kurser i ‘lucid dreaming’. Disse giver mulighed for, at man i sine drømme bliver bevidst om, at man drømmer og således kan manipulere dem. Det skal nu udnyttes. Management-teknologernes våde drøm. Frihedens sidste bastion, sengens søvn, koloniseres nu af erhvervslivet, og den kognitive kapitalisme planter sit flag i drømmenes bløde muld. Denne tekst er en optegning af dette mulige nært forestående dystopiske skræmmescenario....

I forsommeren 2012 afholdt Københavns Universitet Europa-forskningsinitiativ EURECO-konferencen Cosmopolitanism Contested med den tyrkiskfødte politiske filosof Seyla Benhabib som hovedtaler. Benhabib er professor ved Yale University og har i flere bøger skrevet om relationen mellem supranational lovgivning og enkeltstaters politiske autonomi, ikke mindst i forhold til EU-staternes håndtering af vor tids migrationsbølger samt flygtninge og minoritetsgruppers rettigheder. Benhabib kombinerer ofte refleksioner omkring juridiske problemstillinger med politisk filosofi og kulturvidenskab og har sit akademiske hjemsted mellem postkolonialisme, feminisme og kritisk teori. Turbulens.net talte ved konferencen med Seyla Benhabib og fik efterfølgende mulighed for at stille hende en række spørgsmål via e-mail. Interviewet bragt herunder kom til at berøre en række aktuelle politiske problemstillinger, blandt andet EU’s legitimationskrise, perspektiver i det fremtidige europæiske samarbejde samt den pågående udvikling i den arabiske verden....

Idehistorikeren Christian Olaf Christiansen anmelder den amerikanske historiker og journalist Thomas Franks seneste bog, 'Pity the Billionaire: The Hard-Times Swindle and the unlikely Comeback of the Right', der forklarer, hvorfor finanskrisen og 'den store recession' ikke er blevet ledsaget af en ny New Deal, som den præsident Roosevelt iværksatte i 1930'ernes kriseramte USA....

Hvordan får vi demokratiseret vores arbejdsliv, så vi selv har ejerskab og medbestemmelse og ikke blot sælger vores arbejdskraft til en virksomhed? Turbulens.net har mødt den amerikanske sociolog Erik Olin Wright, der i sit nye mammutværk Envisioning Real Utopias gør op med den kyniske del af venstrefløjen og peger på socialt bæredygtige alternativer til den globale kapitalisme....

Litteraten Lars Kiilerich Laustsen fra forskningsnetværket Gnosis undersøger samspillet mellem litterære klassikere og samtidig selviscenesættelse. Med afsæt i de sidste par års blæst omkring den tidligere hjerneforsker Milena Penkowa, der den 7. august foreløbigt kulminerede med en rapport fra det internationale forskerpanel, afdækkes og spores de samme symptomer hos Blixen, Kafka og Grass. Litteraturen og fiktionen har en seismografisk fornemmelse for samtidens virkelighed og Lars Kiilerich Laustsen giver her sit bud på, hvordan man skal aflæse den...

Undervisningsministeriets store forandringsprojekt Ny Nordisk Skole har til formål, at forankre fremtidig uddannelsesmæssigudvikling i en nyfortolkning af traditionelle nordiske lærings- og dannelsestraditioner. Søren Christensen og Jens Erik Kristensen undersøger og reflekterer her over projektets luftighed og hvad vi kan forvente os af det nye udspil. Er det en ny konkurrencestatspædagogik gennem traditionsbesindelse? ...

Hvad er vores forhold til det at vælge og hvilken rolle spiller det at vælge i samfundet i dag? Det er det centrale spørgsmål i Renata Salecls nyeste bog, ‘Valgets tyranni’, der netop er udkommet på dansk. Turbulens.net mødte den psykoanalytisk orienterede sociolog i forbindelse med hendes keynote-forelæsning ved Dansk Sociologikongres på Aarhus Universitet i januar. Vi spurgte til hendes analyser af ‘valgets ideologi’, til psykoanalysens relevans for analysen af det sociale og til valgets ideologis indvirken på kærligheden....

Dokumenter, synliggør og evaluer. Vi møder dokumentationskravene på stort set alle samfundsniveauer. De skal efter sigende føre til bedre kvalitet i virkelighedens praksis. Men det er ikke altid så ligetil, for når noget synliggøres, bliver noget andet usynligt, og dokumentationskravene risikerer at skabe pseudovirkeligheder. Ane Qvortrup og Dion Rüsselbæk Hansen analyserer synliggørelses-tendensen, som den udfolder sig i uddannelsessektoren og påpeger blinde pletter....

Hvorfor har højrepopulistiske ledere så godt fat i det såkaldte folkedyb? Fordi de er karismatiske ledere, lyder svaret som oftest. Men hvori består denne karisma? Med udgangspunkt i den idehistoriske overgang fra det romantiske folkebegreb til det moderne begreb om massen, analyserer Søren Christensen sig frem til en bestemmelse af den populistiske karisma. En bestemmelse, som han efterfølgende udfolder i detaljer - bl.a. gennem en sammenlignende analyse af Pia Kjærsgaard og Mogens Glistrups tandsæt....

ARTIKEL: Avantgardens død spøger stadig i alskens afskygninger inden for nutidens kunst og kunstkritik. Tabet af den store utopi er blevet en lænke om benet på samtidskunsten, der forsøger at kompensere for dette tab enten ved at legitimere sig selv gennem en kritisk attitude eller ved at referere til avantgarden som inspirationskilde. Men kunsten må vriste sig fri af disse forventninger og agere kritik på egne og nye præmisser....

Artikel af Martin Fuglsang: I mødet med den kognitive kapitalisme kommer det klassiske kritikbegreb til kort. De humanistiske begreber og idealer, kritikken var funderet i, er i dag indfoldet i kapitalismen og udgør de begreber, hvorigennem den moderne medarbejder ledes og leder sig selv. Martin Fuglsang tegner konturerne af et nyt kritikbegreb, der er på højde med sin tid. ...

Artikel: I løbet af de seneste årtier har oplevelsesøkonomien bevæget sig mere og mere i retning af den såkaldte affektive økonomi. Rationalet bag den affektive økonomi bygger på at udtrykke og bekræfte køberens identitet – en af grundtankerne er, at investeringen af personlige relationer i forhold til varen overskygger selve brugsværdien af produktet. Build-A-Bear (B-A-B) Workshoppen er et illustrativt eksempel på...

Første samtale mellem Das Beckwerk og Mikkel Bolt: Samtalen er fra februar 2005 og blev afholdt i forbindelse med Claus Beck-Nielsens terrormusical Den sidste europæer. Samtalen kom bl.a. til at omhandle terrorismens historiske betydning, undtagelsestilstande i demokratiet og i kunsten, forholdet mellem kunst og politik og Danmark som besættelsesmagt....