Retfærdig fordeling mellem alle levende arter
Forestil dig en verden, hvor ressourceanvendelsen omprioriteres efter nye, globale målestokke for bæredygtighed og arters trivsel. Hvor den danske befolkning har genfundet værdien i at dele. Forestil dig, at vores økonomi er fuldstændig transformeret, og at vi langt om længe har taget opgøret med den økonomiske vækst som det enestående succeskriterium for virksomheder og lande. Faktisk har vi nu svært ved at begribe, at det gamle vækstsamfund fandt opbakning trods eskalerende global ulighed, psykisk sygdom og et igangværende økologisk kollaps.
I fremtiden er økonomien i stedet blevet et middel til at opnå meningsfulde liv for alle levende væsener. I den nye økonomi er der faldet ro på, fordi produktionen er droslet ned til et stadie og omfordelingen er øget til et niveau, hvor alle i verden har mulighed for et fyldestgørende liv i harmoni med de planetære grænser.
Den globale omfordeling har givet plads til, at mindre velstillede nationer kan forbedre deres levevilkår. Vi har indset, at ressourcerne er knappe, og at vi er mange til at deles; fra tapiren i Amazonas og landmanden i Vendsyssel til kaffebonden i det centrale Vietnam. Men vi ved også, at der er nok ressourcer, så længe de rigeste ikke længere stjæler fra resten af verden. Det har skabt rum for en ny forståelse af det gode liv, hvor mindre ressourcekrævende aktiviteter som samvær, kreativitet, leg, bevægelse, kultur og nysgerrighed igen er kommet i centrum frem for det kollektive afhængighedsforhold af materielt forbrug.
Vi har indset, at økosystemernes og arternes verden er fysisk forankrede i lokale miljøer. Den levede verden udfolder sig i de øverste jordlag; under træernes bark, oppe i trækronerne og under tagene i lokalsamfund. Vi er vendt tilbage til lokale livsforhold med stærkere bånd til den fauna og det liv, der omgiver os, der hvor vi er. Hvis vi bruger af naturen, kan vi i højere grad se, hvilke konsekvenser det har. Vi ved, hvor vores mad er fra, hvem der har produceret vores tøj og under hvilke forhold.
Al global handel foregår nu i gennemsigtige strukturer, der er forankret i lokale og lige relationer. De lokalbefolkninger, som står for produktionen af varer, har nu demokratisk indflydelse på, hvad der produceres, hvordan det produceres, hvilke betingelser handlen foregår under, samt hvem der får del i overskuddet. Det har en stor betydning for de lande, der ellers var skubbet ud i periferien af det globale handelssystem og lagde land og krop til de mest skadelige arbejds- og produktionsformer. Lokale, demokratiske strukturer i hele den globale forsyningskæde sikrer nu, at miljøet beskyttes, at arbejdsforholdene er gode, og at alle mennesker har ret til selv at bestemme, hvilke forhold de lever under.
Vi lever nu i en verden, hvor magtfulde mennesker ikke længere kan profitere på mekanisk udnyttelse af andre mennesker og andre levende arter. Hvor ingen liv ofres til fordel for økonomiske interesser.
Fødevaresuverænitet er blevet en grundpille i international handelspolitik. Det betyder, at lokalbefolkninger over hele kloden har selvbestemmelse over egen jord, landbrugsproduktion og adgang til næringsrige og økologiske fødevarer.
Alle danske virksomheder arbejder nu aktivt for at regenerere det livsgrundlag, som produktionen afhænger af, i stedet for blot at begrænse skaden, hvor de opererer. Der produceres ikke længere mere, end hvad der dækker samfundets behov, hverken i Danmark eller internationalt. Pengestrømmene er vendt væk fra biodiversitetsskadelige investeringer og kommer i stedet langt om længe lokalmiljøerne til gode.
Den nye retfærdige danske handels- og investeringspolitik har set den globale ulighed og Danmarks ressourceovertræk i øjnene. Danmark har erkendt, at global biodiversitetsbeskyttelse krævede et opgør med de koloniale strukturer, der skabte og vedligeholdte global ulighed og udnyttelse selv efter kolonitidens officielle ophør. I anerkendelsen af, at de befolkningsgrupper, som var mest udsatte i de økologiske kriser, også var de mindst ansvarlige for kriserne, er vores modtagelse af klimaflygtninge blevet langt mere solidarisk, omsorgsfuld og i højere grad baseret på feministiske og antiracistiske principper (Halton, 2018).
Derudover har Danmark også været med til at ophæve den gældsbyrde, som ellers fastholdt lande i Det Globale Syd i koloniale magtforhold (Hickel, 2018). Vi og alle andre tidligere kolonimagter har kompenseret for den skade, vi historisk har forvoldt lande, mennesker og andre arter i de tidligere kolonier ved at undertrykke deres kulturer, udnytte deres arbejdskraft og stjæle deres ressourcer. Vi har indset, at kun ved at føre penge tilbage og slette gælden kan omfattende social og økologisk genoprettelse finde sted. Vi har erkendt, at de lokalt forankrede, demokratiske strukturer også skal indarbejdes her til lands, og støtter derfor aktivt autonomi og selvstændighed for det grønlandske folk.
I Danmark er uligheden også kraftigt reduceret. Overklassen, der førhen var hovedansvarlig for forurening, overforbrug og destruktion af økosystemerne (Gore, 2020), findes ikke længere. Gennem vores nye økologiske bevidsthed har vi har lokaliseret de sexistiske, racistiske og på anden vis diskriminerende strukturer, som vi nu aktivt bekæmper i de politiske rum. Vi er blevet mere trygge ved hinandens intentioner, fordi vi ved, at ingen tager mere til sig selv, end det de kan give tilbage. Og vi har set, at den grønne omstilling kunne lade sig gøre på en retfærdig måde, hvor det ikke var de mest udsatte, men de mest privilegerede og ressourcestærke, der bar det tungeste læs.
DET HELE ER FORBUNDET, MEGET MERE FORBUNDET, END MAN LIGE TROR.
HOS OPRINDELIGE FOLK, HERUNDER INUIT, TAGER VIDEN UDGANGSPUNKT I NATUREN. VI ER SELV EN DEL AF NATUREN, OG NATUREN ER EN DEL AF OS. MAN UDVINDER DEN IKKE, MAN UDNYTTER DEN IKKE. MAN DRAGER IKKE PROFIT PÅ DEN.
DER ER EN MASSE TING, VI KAN GØRE I DET YDRE, MEN VI SKAL OGSÅ TÆNKE OVER, HVAD VI GERNE SELV VIL HAVE: HVORDAN STILLER VI OS OVER FOR ANDRE MENNESKER? OG HVORDAN STILLER VI OS OVER FOR KLIMAET OG NATUREN? DET MÅ VI GØRE OP MED OS SELV. VI SKAL BEGYNDE AT FORSTÅ OS SELV SOM MENNESKER, DER ER I FORHOLD TIL NATUREN, IKKE I FORHOLD TIL EN ØKONOMISK VÆRDIMÅLING.
DETTE ER DEN INDRE AFKOLONISERING.
OG DER SKAL SKE EN INDRE AFKOLONISERING HOS ALLE MENNESKER. VI HAR ALLE SAMMEN FÅET KOLONISERET VORES SJÆL AF DEN MÅDE AT LEVE PÅ, SOM, VI NU KAN SE, HAR FATALE KONSEKVENSER.
OPRINDELIGE FOLKS VIDEN SKAL HAVE LIGE SÅ STOR VÆGT SOM VESTLIG, AKADEMISK VIDEN. OG MAN SKAL BYGGE BRO IMELLEM DE TO. OPRINDELIGE FOLKS VIDEN ER ANDERLEDES SKRUET SAMMEN END DEN VESTLIGE AKADEMISKE VIDEN, OG DET ER EN ANDEN MAGT, VIDEN FÅR OVER FOR NATUREN. DET ER ENORMT VIGTIGT I DE ØKOLOGISKE SPØRGSMÅL, FORDI DEN VESTLIGE AKADEMISKE VIDEN ER SÅ MAGTFULD, AT DEN KAN BESTEMME OVER NATUREN OG FORTÆLLE, HVORDAN NATUREN ER UD FRA EN TEORI. SÅDAN OPERERER OPRINDELIGE FOLKS VIDEN IKKE. MAN ARBEJDER I STEDET NEDEFRA OG OP. MAN FORHOLDER SIG TIL DET, MAN SER LIGE NU OG HER. OPRINDELIGE FOLKS VIDEN TAGER UDGANGSPUNKT I DEN JORD, MAN STÅR I, OG MAN VED, AT DET HELE ER OMSKIFTELIGT. MAN FORSTÅR, AT DET, MAN SER, IKKE ALTID KAN TEORETISERES.
VI TALER MEGET OM OPRINDELIGE FOLK OG OPRINDELIGE FOLKS VIDEN, MEN I VIRKELIGHEDEN HANDLER DET OGSÅ BARE OM AT VÆRE MENNESKE – NOGET VI ALLE SAMMEN KAN RELATERE TIL. DET HANDLER IKKE OM EN BESTEMT ”RACE” ELLER EN ”OLDTIDSAGTIG” MÅDE AT VÆRE PÅ. DET HANDLER OM EN MÅDE AT VÆRE MENNESKE PÅ, HVOR VI LEVER I BALANCE OG FÆLLESSKAB MED NATUREN.
DENNE VIDEN OG LEVEMÅDE ER IKKE NOGET, MAN SKAL OBSERVERE ELLER KOMMENTERE UDEFRA. DET ER VIDEN, DER SKAL INTEGRERES, FORDI DET VEDRØRER ALLE.
Mira Brandes
Organisationen Nalik
Byer der befrier naturen
Forestil dig, at det er sommer, og du cykler gennem byen. Denne morgen er alt anderledes: Byen vrimler med grønne oaser og et vildt liv af dyr og planter. Naturen er sluppet løs.
Hvor der før var parkeringspladser, er der nu grønne alléer. Da vi gav afkald på bilernes og industriens fortrinsret, fandt vi forbavsende meget plads, hvor ikke kun mennesker, men alle byens levende beboere nu frit kan bevæge sig på kryds og tværs. I stedet for lyden af bilmotorer kan du høre fuglesang. I stedet for lugten af benzin er det duften af syrener, der kilder i næsen.
I baghaverne og parkerne er græsplænernes regeringstid forbi, og i stedet ser du vilde engblomster og et virvar af sommerfugle i smukke farver. Du cykler forbi et æbletræ og plukker et saftigt æble, som du sætter tænderne i. Tempoet er sat ned. Der er ro. Du har tid til at stå lidt i træets kølende skygge, som beskytter dig fra solens stadigt hårdere stråler, før du cykler videre.
Der er ikke længere støj fra byggeprojekter på hvert eneste hjørne. I stedet kan du høre summen af insekter, græshopper og en gammel cykelkæde, der knirker på din vej.
Vi stoppede med at bygge nyt i 2023, da vi indså, at vi ikke havde metoderne til at bygge skånsomt for klima og biodiversitet. Derfor deles vi nu om og bevarer de bygninger der allerede findes. De lokaler vi arbejder i om dagen bruges til fritidsklubber om eftermiddagen og huser læseklubber og tangohold om aftenen. Hvor byen førhen var propfyldt med opmærksomhedskrævende tøjbutikker og pengesultne indretningsforretninger, er der nu plads til fællesspisninger, genbrugsbutikker og reparationscaféer. Gågaden, som du trækker din cykel igennem, er en oase for fællesskaber og liv.
Da vi ved, at vi skal dele pladsen med andre arter, optager vores hjem nu også mindre plads. Vi bor mindre, men har organiseret os i fællesskaber, hvor vi hjælper og støtter hinanden. Fælleshuse giver os plads til at udfolde os kreativt, reparere vores hullede bukser og mødes over madlavning. Du kender dem i din opgang eller på din vej, fordi I deles om græsslåmaskinen, støvsugeren og boremaskinen.
Du cykler videre i byen, hvor en række huse er beklædt i lysegrønne klatreplanter, og du kan dufte jordbærplanter og purløg fra byhaverne, som bidrager med grøntsager til byboerne.
Børnehaver, skoler og fritidsinstitutioner behøver ikke længere tage “ud i naturen”, når de skal opleve dens magi.
I stedet har vi inviteret naturen ind. Bag hvert hjørne gemmer sig skolehaver og fælleshaver, hvor store som små jævnligt stikker hænderne i den bløde muld.
På vejen videre af den rummelige cykelsti ser du vilde blomsterbede, et utal af fuglearter og rindende åer. De tætte skyer af luftforurening er forduftet, og du og alle andre levende arter kan indånde frisk luft. Vores nedsatte tempo er synkroniseret med årstidernes gang og døgnets rytme. Vores overskud skaber balance mellem mennesker, og der opstår nye harmoniske fællesskaber.
Du parkerer din cykel uden for dit hjem. Nattens mørke får lov til at sætte sit præg på aftentimerne, når vi sammen sænker belysningen på arbejdspladserne og i dagligstuerne, og du kan igen se stjernerne på nattehimlen fra din lille altan – selv hvis du bor midt i bykernen.
Referencer
Gore, T. (2020). Confronting Carbon Inequality: Putting climate justice at the heart of the COVID-19 recovery. Oxfam Media Briefing, 2020, 1–12.
Halton. (2018, marts 8). Climate change “impacts women more than men”. https://www.bbc.com/news/science-environment-43294221
Hickel, J. (2018). The divide: Global inequality from conquest to free markets. W.W. Norton & Company.
Kapitlerne: ‘Retfærdig fordeling mellem alle levende arter’ (s. 39-44) og ‘Byer der befrier naturen’ (s. 60-62) forefindes i Den Grønne Ungdomsbevægelse. (2023) Retfærdig naturbevarelse. Økotopia.
Udgivet med tilladelse fra forlaget Økotopia og Den Grønne Ungdomsbevægelse.
