Hvad er oplysning (endnu) i dag? – gensyn med Kant

Artikel af Poul Ferland: Vi har i dag al mulighed for, globalt, universelt, at træde ud af umyndigheden. Manipulation, propaganda samt materiel undertrykkelse og udbytning af andre lader sig i virkeligheden omtrent afskaffe fra den ene dag til den anden, hvis vi ville. Derfor har Kants rigoristiske påstand, at umyndigheden er selvforskyldt, sin klare berettigelse i dag: Alle skal vide, at der ikke er nogen undskyldning for ikke at give de andre og sig selv de bedst mulige livsbetingelser.

1.5.2005

Vi har i dag al mulighed for, globalt, universelt, at træde ud af umyndigheden. Manipulation, propaganda samt materiel undertrykkelse og udbytning af andre lader sig i virkeligheden omtrent afskaffe fra den ene dag til den anden, hvis vi ville. Derfor har Kants rigoristiske påstand, at umyndigheden er selvforskyldt, sin klare berettigelse i dag: Alle skal vide, at der ikke er nogen undskyldning for ikke at give de andre og sig selv de bedst mulige livsbetingelser.

Kants Immanuel Kant (1724-1804): tysk oplysningsfilosof. svar på spørgsmålet: ‘Hvad er oplysning?’ i sin artikel af samme navn Er oversat til dansk i det idéhistoriske tidsskrift Slagmark nr. 9, 1987. fra 1784 lød, som det måske er nogen bekendt: Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed.
Værd at bemærke i dette svar er først og fremmest det dynamiske, bevægelsen i Kants oplysningsbegreb. Han taler nemlig om at gå ud af umyndigheden; der er altså ikke tale om at indtage en på forhånd fastlagt, nærmere bestemt eller defineret myndighedsposition, sætningen lyder ikke: “Oplysning er at udbrede de myndige evige sandheder”, eller lignende. Bevægelsen væk fra det umyndige er det væsentlige for Kant. Ordet “udgang” angiver således også en bevægelse og ikke en tilstand; han taler ikke om, at oplysning er en nærmere defineret position, viden eller adfærd hinsides umyndigheden, nej, oplysning er til forskel herfra udgangen, selve bevægelsen væk fra umyndigheden.
En ubevægelig tilstand af selvgod oplysthed, samt stilstanden i det at være kommet frelst ud på den anden side af umyndigheden og ind i myndighedens evighedsrige er på ingen måde Kants sag. Han tillader ikke, at tænkningen går i stå og stivner til dogmatik: Sapere aude! “Hav mod til at bruge din egen forstand”, siger han også. Man skal altså ifølge Kant bruge sin forstand og vedblive dermed, ikke lade den gå i stå i dogmer og i for evigt sikre sandheder. Ingen er nogensinde immuniseret imod umyndigheden.
Kant er på den måde negativ, kritisk; hans ærinde er først og fremmest kritikken af umyndigheden. Ved oplysning forstår han således ikke primært elevers og studerendes indføring for eksempel i naturvidenskabens lovmæssigheder, i juridisk gældende lov, i litteraturens eller kunstens historie. Viden om disse emner kan kun interessere oplysningsmanden, for så vidt som den tjener udgangen af umyndigheden.

Viden som værktøj

Den borgerlige, danske regerings neoliberalistisk prægede kompetencetænkning ser i modsætning hertil viden som rent værktøj i den blinde omverdensbeherskelses interesse, ser – på pragmatisk og altså ikke sandhedssøgende vis – udelukkende viden som middel til på mere eller mindre konventionel eller konform facon at kunne klare sig i konkurrencekampen som individ så vel som som samfund. Dette samfund for sin del ses i denne instrumentelle optik, som der reelt er tale om, som bestående af atomiserede individer, der i princippet ikke er andet end deres respektive arbejdsfunktioner i samfundet. Udfylder individet ikke (længere) nogen funktion, er vedkommende tendentielt ikke mere samfundsmedlem. Nogen ikke-produktionsmæssigt begrundet omsorg for de andres sande anliggende, nogen fornuftigt begrundet samvittighed levner denne ideologi i grunden kun dårligt plads til. I denne kompetenceideologi (som også var særdeles bekendt i både fascistisk og sovjetkommunistisk styrede lande) forfalder kritik-begrebet fra at være kritik af inhumane og barbariske omstændigheder til udelukkende at være kritik af manglende effektivitet, og oplysningsbegrebet tager ifølge samme ideologi tilsvarende sigte på beherskelse af og tilpasningsdygtig manøvreren i omverdenen, ikke på menneskets, på alle menneskers udgang af umyndigheden som alle menneskers fælles anliggende, den udgang, der netop i høj grad tager sigte på ophævelsen af beherskelse og af menneskers kritikløse tilpasning til omstændighederne.
Klart, at Kants maksime vil bekæmpe alle falske autoriteter, heri afviger han på ingen måde fra oplysningstænkningens almene tankegods. Hvad der imidlertid er bemærkelsesværdigt hos Kant her, er hans oplysnings-maksimes implicitte indhold: At oplysningstænkningen, forstået som positivt program, som færdigt tankesæt eller rent ud som en bestemt norm, hvorudfra man bedsteborgerligt kan hente sådan noget som værdier eller ligefrem et samfunds- og kulturfundament, selv falder ind under de falske autoriteter. Oplysning er kritisk, selvklart også selvkritisk, den vil bevægelsen væk fra umyndigheden. Standser den sin bevægelse, så er den selv gået i umyndighedens fælde, så sandt som umyndighed i høj grad er tankeforbud eller tankestop.
Imidlertid står det jo klart nok hos Kant: Oplysning er at foretrække frem for erkendelsens og samfundets mørke og obskurantisme. Og tilsvarende er myndighed immervæk at foretrække frem for umyndighed. Ud af dét negative, at bevægelsen skal gå væk fra umyndighed følger klart nok det tilsyneladende positive, at samme bevægelse da må gå hen imod myndighed. Men man begår en fejl, dersom man vil gøre oplysning og myndighed til faste, veldefinerede ‘værdier’, som andre mennesker kan slås i hovedet med i sådan noget som en værdikamp; oplysning og myndighed har ingen fast bestand, de er derimod i bestandig bevægelse, væk fra det fastlåste og dogmatiske.

Tænk selv

Tilsyneladende er tilskyndelsen stor i dag hos mange mennesker, også hos såkaldt kulturradikale Dansk, men også international, retning med emancipatorisk sigte inden for kulturliv og (idé)politik, udsprunget i 20’erne, med Poul Henningsen som en hoved- og frontfigur i Danmark – østrigeren Karl Kraus nævnes ofte som en international protagonist. Retningen blev også af modstandere hånligt kaldt ‘salonkommunisme’. Den har inden for det seneste par år vundet fornyet indpas i debatten i Danmark, idet den af den liberale-konservative-højrekristne danske regering, inklusive støtteparti, er blevet udråbt til hovedmodstander i den af den samme regering erklærede ‘værdikamp’ eller ‘kulturkamp’. Disse politiske kræfter anser nemlig kulturradikalismen for at være dominerende i dansk kulturliv i dag og for at have været det i hvert fald siden ’68. Begrebet synes ofte at blive forstået temmelig bredt af borgerlige danske ideologer, det synes at måtte dække det meste af, hvad disse ikke bryder sig om af idéindhold, uanset om det nu også med føje kan hævdes at tilhøre kulturradikalismen eller det snarere kan henregnes til en anden isme eller retning.
, til at opstille alternativer til ikke mindst religiøse og andre mørkemænd og -kvinder samt markedsfundamentalister. Men alternativ tænkning, tænkning i eller rettere: opstilling af alternativer, kan der ikke hentes belæg for hos Kant, der ikke giver menneskeheden andet håb end tankens og handlingens kritiske bevægelse hos hvert enkelt individ. Hvor trygt, behageligt og beroligende ville det ikke være, dersom man blot kunne skrive under på Menneskerettigheds-erklæringer og så eventuelt lade FN om resten i den tro, at det er det, oplysning og myndighed i dag betyder. Men så let går det ikke; du kan ikke unddrage dig din helt egen forpligtelse: Sapere aude! tænk selv – og hold ikke op med det.

Myndighed er ikke det, at man går ind for frihed, menneskerettigheder og demokrati, men derimod det, at man så fordomsfrit som muligt og uden tanke på konvention og andet konformerende pres tænker over disse begrebers form, indhold og berettigelse i konkrete situationer, der er ingen vej udenom. Sådan noget som EU’s “fælles europæiske værdigrundlag” er således ugyldigt, forpligter ikke en sjæl. Og i øvrigt er jeg i den forbindelse selv meget i tvivl om, hvorvidt eller i hvor høj grad, jeg deler blot skyggen af ‘værdier’ med den stadig stærkt indflydelsesrige pave; går han virkelig ind for oplysning og myndighed? Men det er ikke det væsentlige; centralt er, at ‘værdier’ er til for at blive kritiseret, modificeret, reformeret, muligvis til ukendelighed. Ingen ‘værdier’ er således immune over for nye erfaringer, som kan omstyrte dem. Derfor er kritikken af værdierne langt væsentligere end værdierne selv.

Omvendt er forsøget på at installere ‘værdier’ i dag ikke sjældent et forsøg på at eliminere kritikken: De ‘værdier’, som man altså intenderer at installere, ønskes givet status som indiskutable første-principper, urørlige fundamenter. Murens fald var gefundenes Fressen for den primitive antikommunisme og antisocialisme, som også landets konservative kulturminister er en bannerfører for. Murens fald var anledning til at søge ikke blot at komme al sovjetkommunisme til livs, hvilket var legitimt, men også, og langt vigtigere, til at komme social, politisk, økonomisk og kulturel kritik overhovedet til livs.
Et skridt på denne restaurative vej, i hvert fald i en dansk konservativ optik, er ønsket om en litterær kanon i folkeskole og gymnasium. Følges kanonens strengeste form, skal der overvejende læses ganske bestemte tekster af ganske bestemte forfattere. Hvorom alting er: Kanontanken intenderer at hæve visse værker og forfattere over kritik, gøre dem til indiskutable – reelt mytiske – dele eller organer i sådan noget som en dansk identitet og gøre en påstået dansk kulturarv til noget fundamentalt uforanderligt. Kanontanken tillader dybest set ikke kritik: Den tillader ikke kritik af sin sammensætning, og den tillader ikke, at nye værker indlemmes, dersom de ikke i deres væsen eller karakter tåler at være sammen med det gamle eller langt hellere vil stå uden for det. Kanontanken tillader kun værker i kanon, som den mener (og rigtignok ofte neutraliserende, ‘kastrerende’ i forhold til kritiske åndsfrembringelser) grundlæggende hænger organisk og harmonisk sammen indbyrdes. For gør de ikke det, så modsiger allerede det tanken om en kanon; dersom det ene værk (måske et digt af (venstresocialisten) Erik Knudsen) ikke ‘vil’ være sammen med det andet (måske et digt af (nationalsocialisten) Harald Bergstedt) i en kanoniseret sammenhæng, men langt hellere vil være sammen med andre (i en ikke nødvendigvis kanoniseret sammenhæng), eller blot være sig selv, så er den kanon, som de uforenelige værker måtte være bragt sammen i, at regne for en kunstig, usand konstruktion. Kritik og kanon hører ikke sammen.

Tankens redning – ikke skepticisme

Men ender vi nu ikke som konsekvens af denne kriticisme ret og slet i en skepticisme? Når ‘værdier’ og andet dogmatisk levn blot skal kritiseres, hvad bliver så tilbage? Væsentlige ting bliver tilbage: kritikkens ret redder tankens frihed, nemlig dens frihed fra at være bundet af overleverede ‘sandheder’. Den vil således også redde tanken fra undertrykkelse – også den undertrykkelse eller mangel, som ligger i uvidenhed om egen begrænsning.

Skepticisme er, tilsyneladende paradoksalt, langt snarere resultat af den neoliberale ideologi, som vil ‘smagsdommerne’ – synonym for den ligeledes, i regeringens ideologiske verden, pejorative betegnelse ‘eksperterne’ – til livs. En ‘smagsdommer’ er en person, der i sin vurdering udelukkende er henvist til sin egen ‘smag’ også i anliggender, der vedrører sådan noget som lykken, det gode liv, samfundets indretning og humane livsvilkår. Smags-metaforen – jo brugt polemisk i blandt andre statsministerens mund – skal tydeligt nok angive, at en såkaldt smagsdommers vurderinger i bund og grund er subjektive. Den, der ved noget om en sag, den, der har faglig indsigt, skal således ikke fortælle den sunde, jævne, almindelige, danske mand og kvinde, hvordan noget i virkeligheden er fat eller hænger sammen eller ikke hænger sammen.

Enhver hævdes selv at kunne vurdere, fordi al viden er subjektiv, ja faktisk slet ikke er viden, men meninger. Og ikke engang den ‘positivistisk’ indstillede ekspert, altså han, der finder frem til måle- og vejelige tal i sin forskning og udelukkende vil formidle disse, uden egen vurdering, kan vide sig helt sikker: Passer tallene ikke i borgerens eller politikernes kram, kan de afvise dem med ‘smagsdommeri’. Hvad der står tilbage af urørlig værdi for den neoliberale er den enkeltes ret til at påstå hvad som helst i sin stræben efter egen og sine nærmestes overlevelse, i sit forsøg på at hævde sig i det samfund, der angiveligt har den nådesløse konkurrencekamp som sit naturgivne og uoverskridelige fundament.

Forsvindingspunktet for kritikken af ‘smagsdommerne’ er den stupide borger – måske nok forbruger, men i hvert fald producent, arbejder – i det brutale samfund. Men så meget ved den genuine, den kritiske smagsdommer: Sådan skal samfundet ikke se ud, sådanne vilkår skal mennesker ikke bydes. Og så meget ved han også: Liberalismen er en eksisterende, galoperende selvmodsigelse, idet den fabler om ‘værdier’ som frihedsrettigheder, samtidig med at den undergraver dem ved at fremhæve, at bare den subjektive vurdering og forståelse er gyldig; viden og indsigt spiller ingen rolle. Hvad frihedsrettigheder betyder, det bestemmer jeg, vil den neoliberale sige. De facto fører den neoliberale ideologi ikke hen imod tankens frihed, dens sande virksomhed, men tværtom hen imod dens afskaffelse.

Hvad der er lige så væsentligt som kritikkens redning af tankens frihed, og hvad der bør understreges: Kants kriticisme er ikke blot en ideologikritik, drejer sig ikke kun om tankens frihed. Oplysning er menneskets udgang af sin selvforskyldte umyndighed; oplysning er altså ikke blot tankens udgang af sin selvforskyldte umyndighed, men derimod hele menneskets udgang af umyndighed. Heller ikke kroppen, eller mere bredt: det materielle og sociale, må altså holdes nede i undertrykkelse, mennesket/menneskeheden må derfor gives, eller rettere: må give sig selv passende muligheder for sin udfoldelse, en udfoldelse, som ikke lader sig definere, fordi den, i lighed med den kritiske tanke, er foranderlig, svævende. Også materielt og socialt skal mennesket altså forholde sig myndigt og give sig selv mulighed herfor.

Ingen undskyldninger

Kant mener nu videre, at menneskets umyndighed er ‘selvforskyldt’. Hvorfor? For ham var der kun to muligheder: Enten var Gud skyldig i menneskets umyndighed, eller også var mennesket selv. Indlysende måtte det for protestanten Kant blive mennesket selv, der var skyldig. Ja, tilsyneladende består menneskets arvesynd, dets grundlæggende skyld netop i dets umyndighed, ifølge Kants vel nærmest kætterske opfattelse. Hvorom alting er: Lige så urimelig Kants påstand kan forekomme for den historisk bevidste, som kender noget til, hvor svære, i realiteten umulige, betingelser natur og samfund fra tidernes morgen har stillet for udfoldelsen af menneskers myndighed, lige så gyldig synes den at være nu i dag: Vi har i dag al mulighed for, globalt, universelt, at træde ud af umyndigheden. Manipulation, propaganda samt materiel undertrykkelse og udbytning af andre lader sig i virkeligheden omtrent afskaffe fra den ene dag til den anden, hvis vi ville. Derfor har Kants rigoristiske påstand, at umyndigheden er selvforskyldt, sin klare berettigelse i dag: Alle skal vide, at der ikke er nogen undskyldning for ikke at give de andre og sig selv de bedst mulige livsbetingelser.

Her er det på sin plads at indskyde, at oplysningstiden og altså oplysning i det hele taget er noget, som får ikke mindst den kristne højrefløj, således også i Danmark, således også de protestantisk-teologiske chefideologer i Dansk Folkeparti, således også i forbindelse med den standende værdikamp, til at se rødt  Jf. f.eks. Søren Krarup i Dansen om menneskerettighederne, København 2000. Mennesket er, ifølge denne opfattelse, en synder og er derfor ikke myndig, har ej heller potentiale til nogensinde at blive dét eller noget, der ligner, og har heller ingensinde haft dette potentiale. Snarere består dets angivelige arvesynd, dets oprør imod Gud, ifølge denne tro tværtimod i dets forsøg på at skaffe sig myndighed. Gud alene har al myndighed. Gud, og han alene, har al ret og har altid og i evighed ret, mennesket har derfor ingen ret eller rettigheder. Mennesket har at rette sig efter den til enhver tid for det gældende lov, uanset hvad den måtte indebære, og efter den sammenhæng, det er sat i, samt at forlade sig på troen på Gud. At indse, hvad der måtte være fornuftigt, er umuligt for mennesket, der er sat i verden som synder og derfor alt for fejlbarligt, også hvad angår fornuftens fulde brug. På den måde bliver Gud, konge/regent og fædreland/familie til de indiskutable ‘værdier’ for denne ekstremt konservative form for kristendom. Men en Gud, som ikke tåler kritik, og som helt og holdent forbeholder sig at have ret, må karakteriseres som herskesyg og rethaverisk og er næppe, med så smålige og sølle væsens-egenskaber, værd at tro på. I øvrigt er det vigtigt også at påpege, at denne nærmest fuldstændige erkendelsespessimisme, for ikke at sige oplysningsfjendskhed, de facto går igen i forskellige former og grader hos såvel de neoliberale, der ellers turde være børn af oplysningen, som de neokonservative i Danmark i dag.

Det er sluttelig værd at nævne pressen som aktuelt af principielt meget stor vigtighed for oplysningen. Dens betingelsesløse medvirken til kritik af forsøg på manipulation af og propaganda over for befolkningen fra politiske og økonomiske magthaveres side er således et imperativ, hvis det offentlige liv ikke skal have held med at lykkes som svindel. Alle forsøg på at knægte ikke så meget pressens ytringsfrihed som dens forpligtethed på kritik, også den indirekte trussel via markedets mekanismer, må uden videre afvises, ellers er pressen kun dårligt behøvet endsige ønskværdig. Pressen skal ikke være den fjerde statsmagt eller lignende, den skal selvstændigt og uden loyalitetsforhold til hverken stat eller anden etableret magt forholde sig kritisk. Det er meget muligt, at dens talsmænd kan angive mange gode grunde til, at en konsekvent kritisk linje i dag er svær at gennemføre.
Men der er ingen undskyldning.

Artiklen findes i Poul Ferlands nye bog Skiftespor, Forlaget Bindslev, Kbh. 2005, og har desuden tidligere været bragt på netsiden Kritisk Debat.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *