Bibemærkninger til den kognitive kapitalisme

Artikel af Lars Axel Pedersen: Med den franske økonom Yann Moulier-Boutangs vision om pollensamfundet sættes viden – og ikke mindst vores forståelse af vidensarbejderen – i et nyt lys. Lars Axel Pedersen analyserer, med Marx under den ene arm og Lyotard under den anden, forestillingen om de fritsvævende og altbestøvende vidensarbejdere, der klarer sig selv og gratis leverer uanede positive eksternaliteter til kapitalen og samfundet. Men drømmen kan selvfølgelig ikke baseres på rene eksternaliteter alene. Der er som bekendt no such thing as a free lunch, og selv en vidensarbejder må have noget at internalisere i sin mave.

1.5.2009

Med den franske økonom Yann Moulier-Boutangs vision om pollensamfundet sættes viden – og ikke mindst vores forståelse af vidensarbejderen – i et nyt lys. Lars Axel Pedersen analyserer, med Marx under den ene arm og Lyotard under den anden, forestillingen om de fritsvævende og altbestøvende vidensarbejdere, derklarer sig selv og gratis leverer uanede positive eksternaliteter til kapitalen og samfundet. Men drømmen kan selvfølgelig ikke baseres på rene eksternaliteter alene. Der er som bekendt no such thing as a free lunch, og selv en vidensarbejder må have noget at internalisere i sin mave.

Negative og positive eksternaliteter

Da de neoklassiske økonomer i begyndelsen af det 20. århundrede mente, de var ved at nærme sig en matematisk formalisering af den nationaløkonomiske teori ud fra modelkonstruktioner baseret på grænsenyttelærens antagelser om de formodede rationaler i mikroøkonomiske markedsbeslutninger, blev det mere og mere klart for dem, at arbejdet dermed kun var halvt gjort.

Matematificeringen i sig selv gav ingen svar på, hvordan det i teorien så elegante system forholder sig til den virkelighed, det gerne skulle give et billede af. Her var det så, de opfandt begrebet om eksternaliteterne, henholdsvis de positive og de negative. Uundgåeligt spiller omgivelserne med i den enkelte transaktion, idet de bliver påført ekstra udgifter (negative eksternaliteter) eller tilført gratis fordele (positive eksternaliteter). Når Masnedøværket udspyer CO2, så staten må ud at opkøbe forureningskvoter i ulandene, har værket en negativ eksternalitet. Hvis den overflødige varmeproduktion bruges til tomatavl i gartnerier på egnen, har det en positiv. Dette begreb om eksternaliteter er i den senere tid kommet i centrum for nogle af diskussionerne om den aktuelle samfundstilstand – specielt i forbindelse med begrebet om den kognitive kapitalisme.

Den nyskabende og tænksomme franske økonom, Yann Moulier-Boutang, anfører eksemplet med de amerikanske biavlere, der, for at øge profitabiliteten af deres aktiviteter, fremavlede en ny og mere effektiv honningbi. Det opstillede regnskab viser, at det faktisk lykkedes at producere mere honning med færre anstrengelser, så for honningproduktionen isoleret set var det en succes. Problemet var, at den nye bi var mindre ferm til at bestøve alle de planter, den besøgte på sin vej for at indsamle nektar til honningen hjemme i bistadet. Planternes pollen kom ikke i cirkulation, og det gjorde ej heller al den kapital, som var investeret i de afgrøder, der nu uden pollen forblev ubefrugtet. Den positive eksternalitet, som biavlerne hidtil havde leveret i form af gratis pollendistribution som ren sidegevinst til frugt- og anden avl – og for så vidt til samfundet – oversteg langt rationaliseringsgevinsten ved de nye bier, der således måtte fremstå som samfundsmæssigt irrationelle.

Den lille anekdote står som et paradigme for forståelsen af den kognitive kapitalismes problemer – og som modbillede til den positive vision om et fremtidigt pollensamfund, société pollen.

Nøglen til den kapitalistiske produktions anatomi

På denne måde vender neoklassikernes systemkorrektioner tilbage i den nyeste, marxistisk inspirerede samtidsdiagnose. Moulier-Boutang er en kender af den strukturalistiske marxismes grundlægger, Althusser, og Marx er ham ingenlunde fremmed. Det er således   das volle Programm, der aktiveres, når han går i kødet på den aktuelle, kognitive kapitalisme. Præmissen for diagnosen er dog langt fra forbeholdt post- eller neostrukturalistiske yderpositioner. Den er malende formuleret af en af fortalerne for tesen om det såkaldte videnssamfund, den tysk-canadiske sociolog Nico Stehr: “Industrialiseringens tidsalder nærmer sig afslutningen. Den traditionelle sociale ordens strukturer er ved at miste deres mening. Dens elementer, såsom arbejde og ejendom, bliver overskrevet af en ny social orden, der allerede kan ses i horisonten. Fundamenterne for denne sociale orden hviler på viden.” Stehr, Nico og Bernd Weiler, udg. (2008), Who Owns Knowledge? Knowledge and the Law. Transaction Publishers, New Brunswick, N.J., s. vii.

I Moulier-Boutangs formulering er der vokset en ny produktionsmodel frem, som er kendetegnet ved immaterielt arbejde samt kollektiv intelligens som vigtigste produktionsfaktor og som rigdommens og værdiens virkelige substans. Moulier-Boutang, Yann (2007), Le capitalisme cognitif. Comprendre la nouvelle Grande Transformation et ses enjeux, Nº 1 de la Collection Multituddidees. Éditions Amsterdam. (Version provisoire), s. 36. Set ud fra en position, der bygger videre på Marx’ kritik af den politiske økonomi, aktualiserer denne diagnose blandt andet gammelkendte spørgsmål som: ”Skaber arbejde (ikke længere) værdi?” Er det i stedet viden, der er værdiens kilde? Kan viden antage vareform? Disse spørgsmål synes ganske rigtigt at kalde på nye svar – eller en fornyelse af de gamle svar – i dag, hvor kapitalismen er blevet fælles gods i det meste af verden – selv socialismen kan ikke eksistere uden.

Varen var ifølge Marx kapitalismens kimcelle, og analysen af sammenhængen mellem vareværdiens indre væsen og ydre fremtrædelsesformer var derfor nøglen til den kapitalistiske produktionsmådes anatomi. Den kunne løse pengegåden og dermed åbne for en nærmere betragtning af kapitalens indre bevægelse, herunder et kig ind i maskinrummet til den umiddelbare produktionsproces, hvor de tandhjul og drivremme, som formidler og forbinder viden, snurrer, og gør det samfundsmæssige arbejde til en totalitet. Kritikken af den politiske økonomi kunne desuden forklare kapitalens tendens til at brede sig ud over hele jorden, samt dens kriser og til dels de klassekampe, den fremkalder. Med andre ord ville en sådan teori være rar at have netop nu – hvis den ellers var gyldig og i øvrigt til at få styr på.

Men der er altså lige, som nævnt, de drilske spørgsmål om arbejde, bl.a. værdi, viden og vareform. Hertil kan blandt andet føjes spørgsmålet om ejendom, og i den sammenhæng er det værd at opholde sig ved den engelske oplysningsfilosof, John Locke, og hans begreb om den personlige ejendomsret. Ifølge Locke er personlig ejendomsret naturretligt begrundet, og mennesket har uindskrænket ret til sin egen person, til sin arbejdskraft og følgelig til resultatet af eget arbejde.Locke, John (2005), Two Treatises of Government [1690], ed. Peter Laslett, Cambridge University Press, Second Treatrise , § 27: s. 287 ff.

For langt de fleste, der arbejder i dag, vil svaret på spørgsmålet om, hvorvidt arbejde giver krav på ejendomsret til arbejdets resultat, i praksis være nej – og det selvom Lockes ejendomslegitimering hører til et af neoliberalismens grunddogmer. Arbejdsresultatet tilfalder arbejdsgiveren, eller i servicesektoren kunden/ klienten, der så betaler arbejdsgiveren. Men der er en tydelig sammenhæng mellem den moderne privatejendom og vareformen – det, der udveksles i et varebytte, er jo netop ejendomsfordringer, typisk ejendomsretten til en vare mod ejendomsretten til et pengebeløb svarende til varens pris. Ejendommens indehaver er imidlertid ofte en kollektiv og juridisk person, fx et aktieselskab, der igen ejes af fysiske personer for slet ikke på dette sted at tale om den offentlige sektor.

Her kommer så Lockes ejendomsbegrundelse tilbage – og legitimerer firmaets ejendomsret til den ansatte medarbejders arbejdsresultater og dermed, marxistisk set, udbytningen af samme. Hele denne juridiske og fordelingsmæssige problematik skal vi i denne sammenhæng ikke rippe op i – det interessante er her det grundlæggende forhold, som ifølge Marx kendetegner vareproduktionen: at det samfundsmæssige arbejde udføres i private produktionsenheder. Det er hos Marx det grundlæggende forhold ved vareproduktionen, og det, der gør, at varen er alfa og omega. Det er samtidig det forhold, Marx’ økonomikritik dybest set sigter mod at ændre, på kort formel: ved at gøre arbejdet umiddelbart samfundsmæssigt.

Det er ikke til at komme uden om, at det er 142 år siden, Marx udkom med første bind af Kapitalen. Så før vi kan stikke hans nøgleerkendelse i låsen til nutidens verdensgåde, ligger der ikke blot adskillige problemer i at rekonstruere Marx’ oprindelige teori, eller den teori, han nok havde i tankerne, eller den, han rationelt set burde have haft i tankerne. Selv efter en eventuel løsning af disse spørgsmål, der udspringer af selve teorien og dens forhold til datidens samfund, står vi over for en ikke mindre opgave med at reaktualisere teorien; altså overveje, om kapitalismen har forandret sig i en sådan grad, at kritikken af den politiske økonomi ikke længere kan anses for at være aktuel, hverken som en gyldig beskrivelse af den samfundsmæssige virkelighed eller som et meningsfuldt perspektiv for handlingsorientering. Marx’ værk frembyder mange holdepunkter for en – i forhold til nedskrivningstidspunktet – fremtidig aktualisering af en teori, der trods sin systematiske ambition grundlæggende er et historisk udkast, et forsøg på at forene en beskrivelse af fortiden og en forudsigelse af fremtiden i en udlægning af nutiden og dens handlingsperspektiver. Et af holdepunkterne er overvejelserne i Grundrisse, hvor Marx har fæstet sit prognostiske tunnelblik på den kapitalistiske bestemmelse af produktionsprocessen og forvandlingen af viden til kapital. Marx, Karl (1974): Rohentwurf 1857-1858, i: Grundrisse der Kritik der politischen Ökonomie, Dietz Verlag, Berlin, s. 580-600.

En rapport om viden

At vareproduktion, penge og kapitalisme fortsat eksisterer i bedste velgående skulle være klart for enhver at se. Også selv om velgåendet skranter lidt for tiden; det hører med til pakken. Men konkret hvordan arbejdet er samfundsmæssigt, og hvordan produktionsenhederne er private, synes at være forhold, som er underkastet stadige omvæltninger, der ikke udelukkende følger en økonomisk logik. Det kunne meget vel være relevant for gyldigheden af Marx’ universalnøgle til den aktuelle samfundstilstand, at de private produktionsenheder på mangfoldig vis er bundet sammen ad andre kanaler end vareudvekslingen mellem ’privatproducenter.’ Det er i det perspektiv, jeg her vil diskutere viden: som en samfundsmæssiggørelsesform, der forstærker, modificerer, konkurrerer med og overlejres af den kapitalistiske samfundsmæssiggørelse.

Viden har med andre ord – mindst – en dobbeltkarakter. På den ene side indgår den i produktionsprocesser (og alverdens andre processer) og følger her i en vis forstand sin egen logik, selv om denne logik åbenbart kan spændes for kapitalens, krigens og andre logikker.

På den anden side bliver viden selv kapitaliseret og gjort til en vare – en intellektuel ejendom. Med en mild tilsnigelse kunne vi her tale om videns hhv. brugs- og bytteværdiside. At viden kan have brugsværdimæssig nyttevirkning, er næppe nogen epokegørende konstatering. Ej heller at teknologisk og videnskabelig viden indgår i fremstillingen af bytteværdiholdige varer. Det nye, eller en relativt ny tendens er, at viden i sig selv bliver en vare, der kan købes og sælges – altså opnår selvstændig bytteværdi. I den virkelige verden kan disse aspekter selvfølgelig ikke skilles ad, men teoretisk kan det være interessant at se på, hvordan viden ikke blot har en social form, eller produceres i sociale former, eller reproducerer sociale former, men direkte selv kan anskues som en social formbestemmelse. Som bekendt var overvejelser over den forandrede samfundsmæssige betydning af viden centrale i den franske filosof Jean-François Lyotards bog Viden og det postmoderne samfund. Den franske udgave af hans bog bar ligefrem undertitlen En rapport om viden. Hans konstatering af en ny videnspragmatik, hvor performans (dvs. resultatoptimering) erstatter mere klassiske og ideelle gyldighedskriterier som sandhed og moralsk rigtighed, og hvor den humanistiske dannelse, der i romantikkens tid skulle forene de klassiske værdier i idealet om den myndige borger, erstattes af idealet om den gode spiller som kan maksimere output, var ikke uden prognostisk klarsyn.

Heller ikke forestillingen om paralogien, som det innovative sprogspil, der selv forskyder reglerne for sin gyldighed, ramte ved siden af tidens tilstand, hvilket bevidnes af hele den trend af storytelling, der har indfundet sig siden. Tværtimod kan man sige, at det postmoderne ideal, Lyotard syrligt iagttog, i dag er opfyldt, eller snarere overopfyldt af vor tids helt/antihelt, Stein Bagger, der forener den lidt-for-gode spiller og den lidt-for-gode historiefortæller i én og samme person.

Men det geniale ved Lyotards diagnose var hans metodiske antagelse om, at viden er det sociale bånd. Helt så firkantet siger han det ikke, tværtimod tager han en lang række forbehold: ”det observerbare sociale bånd udgøres af sprog[spils-]træk”.Lyotard, Jean-François (1979): La condition postmoderne. Rapport sur le savoir. L.É. de Minuit, Paris, s. 24. Men det denotative er kun ét blandt mange sprogspil – og sprogspillene er heller ikke hele den sociale sammenhæng, men alligevel, synes han at sige: ”spørgsmålet om det sociale bånd er, qua spørgsmål, et sprogspil […] som umiddelbart positionerer dén som stiller det, dén det er rettet til, og den genstand det spørger til: dette spørgsmål er således allerede det sociale bånd.”Ibid., s. 32.

Dette ’bånd’, der ganske vist positionerer Lyotard som sociolog eller socialfilosof, forekommer ret svagt i sammenligning med de sproghandlinger, der fx indgår i en arbejdskontrakt eller en stævning, og man kunne nok diskutere, om sproget i almindelighed blot bliver brugt til at formulere og formalisere sociale relationer, eller det virkelig er sådan, at disse relationer er af sproglig natur. Lyotard giver altså ganske vist et bud på viden som samfundsmæssiggørelses-form – den narrative pragmatik, der positionerer fortæller og tilhører, vidende og uvidende, i den sproglige og dermed også den ikke-sproglige interaktions sociale og teknologiske netværk. Og hermed overskrider han både et monologisk arbejdsbegreb, som det marxske er blevet beskyldt for at være, og en neutralisering af arbejdets og teknikkens sfære som subsystem for en kognitiv-instrumentel rationalitet uden normativ relevans, som Jürgen Habermas har en tendens til.

En freelance con amore-gæst

Lyotard fastholder desuden det forhold, at viden implementeres i systemer, der strukturerer sociale underordningsrelationer; et forhold Marx i sin tid havde et skarpt blik for – han kaldte en dengang udbredt udgave af det ”reel subsumtion af arbejdet under kapitalen”. Der er med andre ord en lang række eksempler, fra mere eller mindre gammel tid på, at viden er blevet placeret centralt i en analyse af arbejdsprocessen.

Det nye er, at diskussionerne nu ikke så meget handler om struktureringen af arbejdsprocessen fx i et industrielt foretagende, men derimod om selve den videndes eller vidensproducenternes eksistensform, der efter sigende ikke længere er skåret over lønarbejderens læst, men snarere netop er at sammenligne med honningbiens svirrende produktivitet som freelance con amore-gæst, der serielt frekventerer diverse fristende videns-støvdragere og ‑fangere og i forbifarten drysser stjerne- og vidensstøv omkring sig på sin vej. Dette gøres blandt andet gennem frivillig bidragen til åbne netværker og gratis software, hvori enorme arbejdsmængder ubetalt kondenseres. Marx sagde som bekendt et sted, at med den stigende produktivitet ophører arbejdet og må ophøre med at være værdiens store kilde – samtidig med, at kapitalen ganske vist krampagtigt bestræber sig på at tvinge enhver tænkelig aktivitet ind i arbejdstidens skema for at kunne gøre den til genstand for beregning og valorisering. Marx, Karl (1974): Rohentwurf 1857-1858, i: Grundrisse der Kritik der politischen Ökonomie, Dietz Verlag, Berlin, s. 580-600. Og i den forbindelse kom han så med den bevingede udtalelse om, at viden og the general intellect bliver det nye grundlag for samfundsmæssiggørelsen af produktionen.

Forestillingen om de fritsvævende, altbestøvende arbejdsbier, der klarer sig selv og gratis leverer uanede positive eksternaliteter til kapitalen, er selvfølgelig dragende på mange måder – ikke mindst for kapitalen, der gratis kan skovle eksternaliteter til sig og samtidig drømme nyliberalistisk om produktivt anarki. Men drømmen kan selvfølgelig ikke baseres på rene eksternaliteter.

Der er som bekendt no such thing as a free lunch. Selv en fri mikroslave må have noget at internalisere i sin mave. Moulier-Boutang mener, at en form for borgerløn er den rette måde at integrere de markedseksterne ydelser i systemernes altgennemtrængende noget for-noget. Pollensamfundet nærmer sig på den måde marxismens krav om at yde efter evne, nyde efter behov, inden for rammerne af en neoklassisk markedsallokering, hvor viden dog er undtaget qua globalt offentligt gode, for så vidt den ikke kan opdeles og konsumeres i splendid isolation.

For at virkeliggøre visionen må de videnshungrende arbejdsbier slippes fri på de intellektuelle fælleder, og reglerne for intellektuel ejendom må indrettes sådan, at disse fælleder netop holdes fri for private pigtrådshegn. Lyotards plaidoyer for en solid samfundsmæssig infrastruktur, der sikrer lige adgang til netværker og databaser, har derfor intet mistet af sin aktualitet. Det aspekt, der her peges på, svarer til ét af den amerikanske sociolog Robert K. Mertons fire institutionelle imperativer for videnskaben – communism – i den betydning, at videnskabens resultater tilhører alle i videnskaben og i samfundet.Se Merton, Robert K. (1973): “The Normative Structure of Science” [1942] i: The Sociology of Science. Theoretical and Empirical Investigations. Red. af Norman
W. Storer. Chicago & London: The University of Chicago Press: s. 267-278.
Hermed menes ikke, at man skal have ret til at stjæle hinandens ideer og forskningsresultater med arme og ben, men at videnskaben kun kan gøre fremskridt, hvis dens resultater åbent publiceres og gøres til fælles eje.

Kan man forestille sig videnssamfundet som et kæmpemæssigt bistade, hvor alle arbejder sammen på at samle livsforsødende videnshonning, sideløbende med at de bestøver og befrugter samfundslivet og tilmed bidrager til opbygningen af den trygge, varmende og plastiske voksformation, der udgør arbejdets samfundsmæssige vidensstruktur, lidt à la den tyske kunstner Joseph Beuys’ fantasifulde installation Honigpumpe am Arbeitsplatz, hvor et system af slanger forbinder arbejdets lokaliteter og slubrende fordeler og cirkulerer halvt flydende honning, bl.a. symboliserende den varmende, organiske socialitet, som på den tid (1972) ikke ligefrem prægede det industrielle arbejdes vidensformidling – og bestemt heller ikke gør det i dag?Benedikt-Jansen, Stephanie (2001): Joseph Beuys. Geordnetes Chaos oder Chaotische Ordnung. Triga Verlag, Gelnhausen, s. 53 ff.

Dette perspektiv overser i hvert fald nok desværre det aspekt, Lyotard omhyggeligt fremhæver tidligt i sin bog om viden i den postmoderne tilstand: agonistikken, det at sprogspillene mellem samfundets kommunikerende celler udspilles gennem egentlige slag og fjendtlige træk. Denne tanke, som Kant gav betegnelsen ”den asociale socialitet”, beskrev Mandeville i sin poetiske og satiriske Fable of the bees fra 1714. Kant, Immanuel (1993): ”Ide til en almen historie med verdensborgerlig hensigt”, 1784, i: Oplysning, historie, fremskridt, udg. af Morten Haugaard Jeppesen, Slagmarks Skyttegravsserie, s. 55. Se i denne sammenhæng også Mandeville, Bernard de (1714): The Fable of the Bees, or private vices, public benefits.
http://pedagogie.ac-toulouse.fr/philosophie/textes/mandevillethefableofthebees.htm.
Undertitlen til sidstnævnte værk, Private vices, public benefits, vidner om, at liberalismen altid har næret sig ved en fortrøstning om, at vores laster i sidste ende vil have positive eksternaliteter for helheden.

Den tyske filosof Peter Sloterdijk fastslår derimod i et interview for nylig, at det nu er vores historiske opgave at internalisere hele naturen i civilisationen, efter at vi længe nok har eksternaliseret vores problemer til den uden omtanke. Hermed strækker han nu nok eksternaliseringsbegrebet vidt i retning af det metaforiske. For i en bogstavelig forståelse af begrebet, i forlængelse af neoklassikerne, ville en fuldstændig internalisering af naturen vel være ensbetydende med dens totale vareliggørelse; dens integration i pengeøkonomien. Men det er jo netop den proces, der af markedsstrukturelle grunde ikke er fuldført, hvorfor naturen som sådan stadig i vid udstrækning både er et ofte slet forvaltet offentligt gode og noget billigt skidt. Det må dog undre, at Sloterdijk kun taler om naturen i forbindelse med behovet for internalisering af (potentielle) eksternaliteter. Mindst lige så påtrængende forekommer den opgave at få integreret de menneskemasser i en tidssvarende økonomi, der ikke blot som fritsvævende vidensarbejdere, men tillige som overflødiggjorte, frisatte, aldrig integrerede eller slet og ret manuelle arbejdere befinder sig uden for eller på kanten af det, Sloterdijk benævner civilisationen, altså sfæren af det, der, vidende eller ej, værdsættes efter fortjeneste eller fortjener efter sit værd.Se Sloterdijk, Peter (2009): ”Zukunft”. Interview i Süddeutsche Zeitung, 3.-4. januar.

Hvad jeg her har haft til hensigt, var blot at påpege, at der er en række komplicerede sammenhænge mellem viden og det sociale, uden at gå ind i en synderlig stringent analyse af dem. Hvordan man politisk vil forholde sig til disse sammenhænge, er nok i virkeligheden mere afgørende, end det fremgår her. Men at det er vigtigt at forholde sig politisk til viden må så være denne kommentars brod.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *