1. februar, 2005
Mødet med Grundtvig har til alle tider og steder været frugtbart. Nu møder vi ham igen som et svar på de udfordringer globaliseringen stiller os overfor. Fra Grundtvig og Livingstone – til globalisering og livslang læring.
Lad mig først kort introducere den danske digter, historiker, politiker og højskoleopfinder N. F. S. Grundtvig og den opdagelsesrejsende engelske missionær David Livingstone.
Livingstone blev kendt, da journalisten Henry Stanley i 1871 fandt ham ved Tanganyika-søen i Afrika og sagde de udødelige ord Dr. Livingstone, formoder jeg. Grundtvig døde året efter. Både Grundtvig og Livingstone argumenterede for, at missionærer ikke skulle plante en kirke uden først at have gødet jorden og forberedt folk grundigt. Grundtvigs opfattelse af kristendommen udtrykte han i den berømte sætning først menneske, så kristen.
Folkelighed og civilisation
Man skulle ifølge Grundtvig ikke begynde med “the gospel”, men med folks sprog, mytologi, poesi, historie og kultur. Hvert menneske skulle bevidstgøres om sin egen kultur. Og midlet var først og fremmest det levende ord.
Livingstone var modstander af missionsarbejde og kirkebyggeri, så længe folk manglede viden om de samfundsmæssige kræfter, der kendetegnede den europæiske civilisation. Det var nødvendigt at ændre samfundet gennem handels- og landbrugsreformer, mente han. Livingstones ideer blev senere opsummeret i sætningen civilisation, handel og kristendom.
Men her stopper ligheden mellem Grundtvig og Livingstone. For Livingstone gjaldt det ikke om at gøre folk bevidste om deres egen kultur. Det gjaldt om at lære dem, at den europæiske civilisation var den bedste. Grundtvig advarede mod en sådan procedure, som han mente ville føre til fremmedgørelse. Grundtvigs begreb folkelighed betød bevidstgørelse om folkets egen kultur.
Grundtvig og den tredje verden
Efter Anden Verdenskrig opstod en udviklingsmodel, som byggede på, at lande i den tredje verden kunne bruge de erfaringer, som de skandinaviske lande gjorde i 1800-tallet. Nøglen til udvikling af landbrugssektoren og andre erhvervssektorer var folkeoplysning med vægt på historisk og kulturel bevidsthed.
Senegals præsident Senghor benyttede begrebet negritude som parallel til Grundtvigs folkelighed. Negritude var i Senghors øjne den sorte civilisations værdier. Senghor skelnede mellem, hvad han kaldte universal humanisme (hvormed han mente vestlig humanisme), og en verdensomspændende humanisme med bidrag fra alle kulturer.
Også Tanzanias præsident Nyerere var inspireret af folkehøjskolerne og de kooperative bevægelser i de nordiske lande. Nyereres voksenuddannelsesfilosofi havde to overskrifter: uddannelse til selvforsørgelse og uddannelse til frigørelse. I begyndelsen af 1970` erne besøgte Nyerere flere svenske folkehøjskoler sammen med Sveriges statsminister Olof Palme. Besøgene gav inspiration til at oprette svensk-støttede folkehøjskoler i Tanzania.
Grundtvig og den første verden
Gennem historien har voksenundervisning altid været rettet mod velfærd, ikke kun i Skandinavien, men også i Canada og i andre lande. Men det var først efter Anden Verdenskrig, at folkeoplysningen og voksenundervisningen blev direkte rettet mod opbygningen af velfærdsstaten.
Efter Anden Verdenskrig dukkede nye ord op, som indbefattede den voksne del af befolkningen, nemlig livslang uddannelse og livslang læring. Historisk er der to teoretiske og ideologiske synspunkter, som argumenterer for livslang læring. UNESCO introducerede begrebet i 1950`erne i forbindelse med demokrati og selvudvikling. Den første UNESCO-konference om voksenundervisning blev holdt i Danmark i 1949, på Den Internationale Højskole i Helsingør. Inspirationen fra Skandinavien var også tydelig under den følgende UNESCO-konference om voksenundervisning i Montreal 1960. I UNESCO¹s Montreal-erklæring hedder det, at folk bør understøttes i at føle stolthed og værdighed i deres egen kulturarv og opmuntres til at forstå og fremme forandringer.
Livslang læring som den nye store fortælling
Omkring 1980 fik OECD imidlertid en stigende indflydelse på uddannelsespolitik, og en ny opfattelse af begrebet livslang læring opstod. Den humanistiske og demokratiske tradition blev mere eller mindre erstattet af en version, der var indrammet af politisk-økonomisk tænkning. Livslang læring blev ifølge den canadiske professor Michel Welton en kode for tilpasning til behovene i den nye globale økonomi.
Denne udvikling har tydeligvis haft konsekvenser for den gamle tradition for folkeoplysning og voksenundervisning. I Danmark har de senere års politik ikke støttet denne tradition. I Canada er en række voksenundervisningscentre blevet lukket og nye centre for livslang læring åbnet. Nordens Folkelige Akademi i Göteborg, som i nogle årtier var en bro mellem Skandinavien og den tredje verden, er ligeledes blevet lukket.
Det virker som om traditionen for folkeoplysning og voksenundervisning – i Canada og i Skandinavien – har gjort sin pligt, og livslang læring overtager scenen. Begrebet livslang læring betragtes i stigende grad som en hjørnesten i samfundets fornyelsesproces i det 21. århundrede. Uddannelse, som hidtil har knyttet sig til en bestemt fase i livet, er blevet en livslang nødvendighed.
Livslang læring er blevet en ny vigtig fortælling med stor virkning. Fortællingen appellerer til mange beslutningstagere, politikere og erhvervsfolk. De er overbeviste om, at livslang læring er svaret på de udfordringer, som globaliseringen stiller.
Globalisering fra oven og fra neden
På det seneste har retorikken om livslang læring ændret sig, idet dernu i stigende grad argumenteres for, at livslang læring ligeledes skal bidrage til styrkelse af demokratisk medborgerskab, jf. EU`s Lissabon-erklæring fra 2000. Folkeoplysning og voksenundervisning har altid betragtet sig selv som del af et nationalt civilsamfund. I dag ses undervisning og læring i stigende grad som del af et globalt civilsamfund.
Flere og flere NGO`er arbejder i dag ud fra et globalt perspektiv, når de beskæftiger sig med emner som menneskerettigheder, kvinders rettigheder, økologi og sociale problemer.
Globaliseringen skabes ikke kun fra oven. Mange ens tanker om det lokale og det globale skyder op i hele verden. Lokale borgergrupper og alternative institutioner dannes for at løse grundlæggende økonomiske behov, for at bevare lokale traditioner, for at etablere miljø-netværk og for at kæmpe for menneskerettigheder og værdighed, og de spinder deres egne transnationale netværk.
Globalisering ser ud til at være en ny historisk realitet og ikke kun et begreb, som neoliberale ideologer har opfundet for at få folk til at kapitulere over for markedet .
Vi mangler et nyt læringsbegreb, som bygger på den realitet, at det lokale og det globale i dag er forbundne kar. Begreber som voksenundervisning og folkeoplysning har til en vis grad udspillet deres rolle. Derfor er det i dag vanskeligt (men forhåbentlig ikke umuligt) for den danske folkehøjskole at blive del af den uddannelsespolitik og de initiativer, der knytter sig til livslang læring.
What the world needs now
Umiddelbart ser Grundtvigs dannelses-ideer ud til at være blevet gammeldags. Hans vision var ikke livslang læring, men læring for livet. Alligevel kan Grundtvigs ideer vise sig at udgøre en vigtig inspiration til en ny fortolkning af begrebet livslang læring.
Livslang læring er en ideologi baseret på læring som nødvendig for at klare sig i den globale konkurrence. Men fører livslang læring i sig selv til en bedre verden? Jeg tror det ikke. Viden kan både bruges til at ødelægge og til at bygge op.
For 60 år siden blev atombomben symbolet på det faktum, at mennesket havde opnået viden nok til at ødelægge sine egne livsbetingelser. I dag er globalisering et udtryk for, at viden som en produktiv kraft har forbundet verden i en fælles skæbne.
Vi er ved en afgørende fase i menneskets historie. Får vi endnu et århundrede præget af krige, massive mennesketab, hensynsløs og ødelæggende vold? De kommende få år skal der sikkert træffes valg, som bestemmer klodens skæbne i årtier.
Hvad verden behøver nu er ikke kun livslang læring, men også læring for livet.
