1.2.2005
Så kom dannelse eller manglen på samme igen på dagsordenen. Folkeskoleelever vidste ikke, hvor Nakskov var. Nystartede universitetsstuderende troede, Goethe var en af Hitlers betroede mænd. Og hvem søren var B.S. Ingemann?
Der blev råbt behørigt vagt i gevær, og kanonerne blev kørt i stilling . Nu skulle der diskuteres dannelse. Der skulle handles. Og det blev der.
Geografi blev et eksamensfag i folkeskolen, der blev udarbejdet en detaljeret læseplan for historieundervisningen i gymnasiet, og der blev udformet en obligatorisk kanon over danske forfatter navne.
Diskussionen var uden tvivl tiltrængt, men var den fyldestgørende, og var det de rigtige spørgsmål, der blev diskuteret, og de rette tiltag, der blev givet som svar på de udfordringer, vi står overfor? Turbulens.net mener ikke, det er tilfældet.
For spørgsmålet om dannelse rummer en lang række af spørgsmål, som debatten i store træk behændigt har undgået at komme ind på. Eller også blev tidligere formulerede svar på spørgsmålene blot taget for givet.
Og det er ærgerligt. Fordi det, i lyset af de mange forandringer vores samfund har gennemgået de seneste årtier, netop er de underliggende spørgsmål, det er blevet aldeles tiltrængt at kaste et nyt blik på i en diskussion om dannelse. Hvis ikke bliver diskussionen om dannelse, og de tiltag denne afføder blot mere eller mindre ubetydelige krusninger på overfladen.
Hvori består så disse underliggende og påtrængende spørgsmål?
Den stigende globalisering har betydet, at det ikke længere kan tages for givet, at det fællesskab, vi skal dannes til at kunne indgå i, nødvendigvis skal være nationalstaten Danmark. Det kunne også være det europæiske fællesskab eller verdenen som sådan eller noget helt tredje. Skal vi med andre ord dannes som dansker, europæer eller verdensborger?
Danmark udgør ikke længere (hvis det overhovedet nogensinde har været det) en homogen enhedskultur men er karakteriseret ved en række indre forskelle. Hvilket fællesskab vil vi gerne have det skal udgøre? Og kan et sådant ideal overhovedet realiseres i den sociale virkelighed dagens samfund præsenterer os for, og vil det i så fald fungere som et in- eller ekskluderende fællesskab? For dannelse handler også om dannelsen af fællesskaber og markeringer af hvem der inde og hvem der er ude.
Den stigende individualisering har ligeledes betydet at selvdannelse under paroler som selvudfoldelse, selvværd og det unikke individ er blevet fremherskende. Hvad betyder det for spørgsmålet om dannelse, og hvordan skal det forstås i forhold til fællesskaberne.
Også mængden og formidlingen af information og kommunikation har ændret sig radikalt. Man kan derfor spørge sig om det stadig er det skrevne ord, med de skønlitterære værker i centrum, der skal udgøre dannelsens primære objekt.
Først når disse spørgsmål er besvaret, for så ved vi, hvad vi overhovedet vil med dannelsen, kan vi begynde at diskutere, om det er nødvendigt at vide, hvor Nakskov ligger, og hvordan vi bedst lærer det.
