28.4.2014
Når arbejdsløshed igen og igen præger den politiske og samfundsmæssige debat, er det fordi talen om arbejdsløse, og beslutningerne der træffes på området, angår os alle. Ifald vigtige dele af menneskelig aktivitet er arbejde og foregår på et arbejdsmarked har det at være uden eller foruden store konsekvenser for organiseringen af vores liv. Når vi taler om arbejde og arbejdsløshed drejer det sig om historiske fundamenter for det samfund, vi lever i, hvordan vi kan forestille os dette samfund udvikle sig, og det drejer sig om frihed- og ansvarlighed, om individet i og overfor kollektivet, og om økonomi, sikkerhed, sundhed, prestige og livsindhold.
Turbulens.net vil henover de næste par måneder publicere en række tekster under temaet “arbejdsløshed og nye arbejdsformer”. Disse vil blandt andet kaste lys over, hvordan lovene på området forandrer sig, hvilken rolle vores forhold til at arbejde spiller for vores identitetsdannelse, og hvilke diskurser der ligger bag politiske initiativer som beskæftigelseskommisionen og den nyligt vedtagne kontanthjælpsreform.
Som Mathias Herup Nielsen synliggør det i sit essay “Det aktive menneskes triumf”, en af de to tekster der i dag skyder vores tema i gang, er kontanthjælpssystemet i 2014 influeret af et ideologisk opgør med begreber som “offermentalitet” og “klientgørelse”, der i de sidste års samfundsdebat ofte er blevet påtalt som bagsiden af den danske velfærdsstat. Et af de spørgsmål Mathias Herup Nielsen stiller er, hvorvidt fokus på kompetencer og løsninger, frem for problemer og begrænsninger, bliver en undskyldning for at lukke øjnene for de komplekse årsagsforhold, der ofte udgør grundene til langtidsledighed. Og om de samtidig bliver et påskud for at sænke satser og minimere rettigheder? Et nærliggende spørgsmål er om den sproglige vending fra at tale om problemer til at tale om udfordringer, er et symptom på, hvordan reel kritik af samfundsforhold undertrykkes? På den måde fører diskussionen om arbejdsløshed også henimod en bredere drøftelse af kritikkens vilkår. Denne har blandt andet været aktuel i forbindelse med en nyligt offentliggjort undersøgelse, der viser, at folk på arbejdsmarkedet i tilfælde af uenigheder med ledelsen, i stigende grad undgår at ytre deres mening. En måske ikke så tilfældig sammenhæng mellem bevægelser blandt de på arbejdsmarkedet, og de der står uden for?
Logikkerne bag de politiske beslutninger, og den forargelse der har præget diskussionerne om dovne Robert og fattig Karina, som har været i centrum for de seneste års debat på området, synes præget af en tro på disciplin som det virksomme værktøj. Den kunnende kontanthjælpsmodtager i Mathias Herup Nielsens essay skal disciplineres til at slutte sig til det arbejdende fællesskab. Vurderes han ikke som havende graverende problemstillinger, der berettiger en såkaldt håndholdt indsats, har han ikke nogen gyldig grund til ikke at levere, ligesom det forlanges af vi andre. Og indtil han indser dette og træder ind i rækkerne, må han stå udenfor med færre økonomiske midler, mindre anseelse og de vanskeligheder, disse forhold kan give i forhold til at etablere sig blandt det arbejdende flertal. Han er, som vi ser det i interviewet med Maurizio Lazzarato, den anden tekst som i dag indleder temaet, gået fra at være rettighedshaver til skyldner, både moralsk og økonomisk.
Dovne Robert, der som udgangspunkt ikke ønsker at træde ind på arbejdsmarkedet på arbejdsgiverne vilkår, er med sin argumentation for meningsfuld beskæftigelse et korrektiv i produktivitetskommisionens og konkurrencestatens æra. Han ser sig selv som historisk betinget rettighedshaver, og leger – ikke uproblematisk – med venstrefløjens klassiske forestilling om, at de stærkeste skudre skal bære det tungeste læs. At arbejde betales med frihedens pris, synes at give ret og måske endda lyst til at disciplinere dem, der frivilligt eller ufrivilligt lever livet på andre måder. Dovne Robert repræsenterer måske noget, vi undertrykker, og mener vi bør undertrykke: Lysten til at stå op og gøre lige præcis, hvad vi ønsker, eller i hvert fald, gøre noget andet end det, der forventes af os, og som vi har vænnet os til at forvente af os selv?
Den arbejdsløse er, som kritisk figur, muligheden for et andet liv på godt og ondt. Set udefra rummer arbejdsløshed udover frustrationer og usikkerhed, nemlig også drømmen om et liv med et andet udgangspunkt for indholdsskabelse end det centreret omkring et ansættelsesforhold. Arbejdsløshed er dog samtidig frygten for, at alternativet, og friheden den tilbyder os, vil betyde at vi falder igennem – økonomisk såvel som personligt, fordi lønarbejdet er uløseligt knyttet til identitetsskabelse. Troen på en alternativ samfundsform, der kan udfordre de problemer mange trods alt anerkender ved organiseringen af arbejdslivet i 2014, er på nuværende tidspunkt ikke er større end frygten for at miste, hvad vi har.
Man kan på den måde hævde, at vi lever med det modsatte udgangspunkt end for 100 år tilbage, da det vi kender som velfærdssamfundet, stadig var i sin vorden. Her var kampen for bedre sundhedsmæssige forhold og økonomisk fremgang knyttet til kampen om øgede rettigheder for den arbejdende. Uden at negligere det nødvendige arbejde der gøres i fagforeningerne for at forbedre rettighederne indenfor de enkelte fagområder, virker det i dag ikke som om, at lønmodtagerne bredt set tror på nytten eller relevansen af en arbejdskamp for forbedret psykisk arbejdsmiljø, ligesom forældreorlov for fædre aldrig blev den bredt funderede rettighedskamp, den kunne have været. Nødvendighedens politik har underkastet den arbejdsløse hårde økonomiske kår i en tid med flere fattige. Dette er blevet bredt accepteret, fordi disciplineringen af den arbejdsløse, er tæt fulgt af selvdisciplin hos den arbejdende, der også selv mener at betale en nødvendighedens pris og vil belønnes for dette.
Med en række tekster og interviews, går vi i dybden med hvordan vi som samfund behandler arbejdsløse og hvorfor. Vi sætter spot på den historiske udvikling såvel som den aktuelle debat, på rettigheder og pligter, affektivt arbejde, neoliberalisme og socialdemokratisme, på mediernes rolle, løntilskud, cv’ficering og meget mere.
God læselyst
På vegne af Turbulens redaktionen
Magnus Paulsen Hansen, Niels Glæsner og Lars Brund Jensen