1.5.2007
Anmeldelse af Håbets Teknologi – samfundsvidenskabelige perspektiver på stamcelleforskning i Danmark, ( red. Lene Koch og Klaus Høyer), Munksgaard Danmark, 2007.
Det er en gennemgående tese i antologien Håbets Teknologi – samfundsvidenskabelige perspektiver på stamcelleforskningen i Danmark, at der bør ydes omsorg for modstanden indenfor og omkring stamcelleforskningen.
Modstand skal her forstås i en meget bred betydning som den modstand stamcelleforskningen møder på vejen mod at realisere stamcelleterapier – en modstand som virkeligheden byder de ’hypede’ (opskruede) forventninger til en mirakelkur mod en række alvorlige sygdomme som cancer, Parkinsons, Alzheimers og diabetes.
Håbets Teknologi viser i en række artikler, der alle bekender sig til de sociologisk orienterede Science and Technology Studies (STS), hvorledes man i en begejstring over de mange forventninger til fremtidens stamcelleterapier tendentielt overser, at stamcelleterapi er en teknologi i sin vorden og at teknologien formes af mange forskellige aktører med særinteresser, lige fra patientgrupper til forskere og den kommercielle industri.
Der er i bogen således et opgør med en ’gammeldags’ forestilling om videnskabens laboratorium som uafhængig af kommercielle og politiske interesser. Videnskaben skal i stedet ses som en del af samfundet, den er med STS teoretikeren Bruno Latour’s udtryk blevet til ’teknovidenskab’. Faktisk er videnskab i dag umulig at adskille fra samfundet, da det gennem kontraktbaseret forskningspolitik som ’fra tanke til faktura’ og kommercielle interesser afgøres hvad der skal satses på i forskningen. Og, det har vist sig at der skal satses på stamcelleforskningen globalt, herunder i Danmark.
Håbets Teknologi ønsker ikke at tage etisk eller politisk stilling til hvorvidt stamcelleforskningen som sådan er etisk problematisk i betydningen en vurdering af dens konsekvenser (Koch og Høyer, s. 39). I stedet giver bogen en omfattende og tværfaglig gennemgang af stamcelleforskningens nylige historie. Ambitionen er ifølge introduktionen (Koch og Høyer) at skitsere et teknovidenskabeligt felts tilblivelseshistorie eller ’skabelsesberetning’.
I beskrivelsen af hvordan stamcelleforskningen bliver til eller ’emergerer’ som forskningsfelt har naturvidenskaben ikke monopol på perspektivet. Der kunne skrives en videnskabshistorie over fremskridt i forskningen af stamceller hvor man alene så på de naturvidenskabelige beskrivelser og teorier. Men, en sådan historie er ifølge ’Håbets Teknologi’ for ensidig, da den helt overser, at stamcelleforskningen ’i-tale-sættes’, konstrueres og ’sam-produceres’ i et netværk af aktører med interesse i forskningen. Det er blikket for denne kompleksitet, der er hovedbudskabet i bogen – at der er en samfundsvidenskabelig og etisk opgave i at være opmærksom på, at videnskab i et moderne pluralistisk videnssamfund er kompleks og politisk. Overses dette, så bliver man som borger manipuleret til at tro på en videnskab uden forbindelse til virkelighedens samfund hvor magt og interesse sætter dagsordenen.
F.eks. vises det at embryoner, der er velegnede til stamcelleforskning, defineres som ’overskydende æg’ af tilhængere og som ’potentielle mennesker’ af modstanderne af forskningen. Fortolkningen af embryonet er således ofte knyttet til bestemte interesser og det er en central pointe, at det er naivt at tro, at der findes en beskrivelse af embryonet der er helt neutral og rent videnskabelig i betydningen apolitisk.
Etik som kriterium for videnskab – “Hwang-skandalen”
Der er således i bogen et etisk og demokratisk anliggende, der søges fremmet gennem ’omsorg for modstand’. Omsorgen angår de svage stemmer i debatten og det er dem eller det (stamcellerne kan nemlig også være aktører), der bliver undertrykt i de stærke alliancers forsøg på at sætte dagsorden.
F.eks. viser skandalen omkring den koreanske forsker Hwang Woo-Suk, at de stærke politiske og kommercielle alliancer undertrykte stamcellernes modstand mod at blive til cellelinjer, svarende til at Hwang ganske enkelt snød med sine forsøg og ikke havde produceret de revolutionerende cellelinjer som man troede. Men i en global forskningsverden hvor det er ’Trials of speed’ og ikke ’Trials of strength’ (Langstrup, Sommerlund og Koch, s. 271), der er succeskriterium, vil efterspørgslen efter nyhedsværdi underprioritere det langsommelige arbejde det er at lave solid forskning.
I kapitlet om Hwang udledes en kontroversiel konklusion af skandalen. Hvis Hwang havde haft større respekt for de forskningsetiske regler, som ellers hævdes at være hæmmende for forskningen, så ville man ikke have haft skandalen og følgelig er etikken med til at ’sam-producere’ holdbar forskning.
Etikken forstået som modstand i et forskningsprojekt bidrager til at teste dets styrke. På den måde er etik helt på linje med den videnskabelige test i laboratoriet – en mekanisme der bidrager til selektionen af evidensbaserede resultater. Denne opfattelse af etik i forskningen kan formentlig betegnes kontroversiel, da etikken normalt opfattes som en beskyttelse af de menneskelige værdier og ikke som en del af selve forskningsprocessen. Objektive forskningsresultater har ingen etisk farve så at sige.
En umiddelbar indsigelse mod at se etikken som betingelse for forskningen kunne være nazisternes forsøg med mennesker, hvor man eksempelvis testede vitale funktioner under kroppens nedkøling (hypotermi) i vand. Forsøgene skulle bidrage til viden om soldaters udsættelse for kulde på Østfronten.
Forsøgene var klart uetiske da forsøgspersonerne ikke bare led stor smerte men også døde. Det er dog omstridt hvorvidt nazisternes forsøg med mennesker er videnskabeligt pålidelige og af nytteværdi for medicinsk forskning, men såfremt de har haft nytteværdi og kan betegnes pålidelige, så må de gælde som et eksempel på at uetisk forskning kan resultere i evidensbaseret viden (se herom i ’Nazi Data and the Rights of Jews’, Stephen G. Post, Journal of Law and Religion, Vol. 6, No. 2, 1988).
Kapitlets kontroversielle pointe er imidlertid velbegrundet hvis man ser på etik som forskningsetik. Hvis Hwang ikke havde fabrikeret sine data og dermed overholdt god forskningsskik ville skandalen have været undgået, svarende til at forskningsetikken bidrager til at sikre solide videnskabelige resultater. Men forskningsetik, groft sagt at man ikke snyder, er i forvejen en del af den videnskabelige metode og derfor ikke etik i den almene betydning. Etikken vil i almindelighed forstås som en beskyttelse af mennesker og er dermed meget bredere og ofte mere vag end den specialiserede forskningsetik. Det kan derfor være svært at se, at etikken i almindelig betydning skulle bidrage til solide videnskabelige resultater – udover at uetiske eksperimenter ikke bør foretages og at etikken derfor sætter grænser for hvilke videnskabelige teorier, der bør testes og dermed producere resultater, men dette er formentlig også forfatternes pointe.
STS-perspektivet er netop ’after the fact’, hvorfor uetiske eksperimenter almindeligvis vil blive selekteret fra og det endelige videnskabelige resultat kan i den forstand siges at være betinget af etik, også i den almindelige og vage betydning som en beskyttelse af mennesker.
Cases i ’Håbets Teknologi’
Lidt om bogens forskellige bidrag. Der er en række meget interessante case-studier, der spænder fra lovgivning omkring stamcelleforskning i Danmark (Hartlev), patientforeningers kamp for indflydelse på stamcelleforskningen (Langstrup og Huniche), stamcellebankers kommercialisering af stamceller (Lind og Arnoldi), donation af overskydende æg i fertilitetsbehandlingen (Nordahl Svendsen og Koch) og forskningskommunikation omkring stamceller (Sommerlund og Horst).
Det er i høj grad case-studierne der gør ’Håbets Teknologi’ til mere end en akademisk diskussion, da man her ser hvordan der strides og forhandles om at definere stamcellerne i ’dagens Danmark’. Disse kapitler vil have en almen interesse for alle med nysgerrighed efter hvad stamcelleforskningen betyder for os alle.
Kapitlerne er samtidig overvejende letlæste og meget informative. Det er i høj grad her man ser styrken i STS-perspektivet. Det er eksempelvis ganske interessant og oplysende at høre om Koch og Nordahl Svendsens feltstudier ved Rigshospitalets fertilitetsklinik.
Man erfarer at overskydende æg fra fertilitetsbehandlingen i begyndelsen af feltstudiet vitterlig er overskydende æg med forskellige misdannelser, der derfor ikke vil have gode chancer for at resultere i graviditet og fødsel. Men, i løbet af feltstudiet opstår der en mangel på æg hos stamcelleforskerne og det viser sig, at man i fertilitetsklinikken begynder at ændre sin praksis i retning af også at ville bruge sunde overskydende æg, dvs. befrugtede æg, embryoner, der kan blive til mennesker, eller med lægens ord, at man nu vil gå efter de ’unge, rige og smukke’.
Forfatterne viser på denne måde, at det ikke er givet hvilke embryoner der defineres som objekter i stamcelleforskningen og at der foregår en forhandling herom med basis i aktørers interesser. Det er et gennemgående træk i disse case-studier, at man viser hvorledes den svage part udsættes for et pres. F.eks. viser Lind og Arnoldi at forældre der ønsker, at forsikre sig mod fremtidig sygdom ved at deponere navlestrengsblod i stamcellebanker, påtager sig et ansvar som det neo-liberale samfund inviterer til. Det er Foucault’s pointe om at viden, etik og magt virker sammen når individer i en stat motiveres til at handle som om de udførte statens ønsker – statsstyring bliver til individers selvkontrol (’governmentality’).
Andre bidrag er mindre case-orienterede, selvom alle bidrag har empiriske referencer, eksempelvis Høyer’s diskussion af patentbegrebet i forhold til kommercialisering af stamceller og Sommerlund og Horst’s beskrivelse af konstruktionen af et marked for stamceller med udgangspunkt i STS-teorien. Endelig er der bidrag hvor refleksionen over STS-metoden foldes ud. Koch er medforfatter på flere af disse kapitler. Det er disse mere teoretiske og metodiske pointer som jeg nu vil diskutere.
Et netværk af alliancer
Overordnet set viser ’Håbets teknologi’ at anvendelsen af STS-metode og teori er særdeles frugtbar i studiet af stamcelleforskningen set fra en samfundsvidenskabelig synsvinkel. Og, meget tegner til at STS forskningen som program kommer til at tegne store dele af de kommende års samfundsvidenskabelige og humanistiske studier i videnskab. I det perspektiv er ’Håbets Teknologi’ formentlig et forvarsel om kommende forskning i nano-teknologi, gen-diagnostik, genmodifikation mv.
STS forskningen i Danmark er ved at blive etableret som anerkendt med egen organisation og hjemmeside. Man kan med STS-terminologien konstatere, at der er relativt stærke alliancer der fremmer STS forskningen i Danmark. Der er formodentlig også alliancer af aktører der ønsker at modvirke udbredelsen af STS-teorien. Set i dette magt-teoretiske perspektiv, som er helt i overensstemmelse med STS, kan man spørge om ikke perspektiver der i højere grad anerkender legitimitet, upartiskhed, evidens mv. nedprioriteres unødigt.
Denne anmeldelse skulle eksempelvis gerne være rimelig upartisk i præsentationen af Håbets Teknologi, men anvendes STS-tesen om sam-produktion bredt, så må også anmeldelsen her ses som et partsindlæg i en struktur af alliancer.
Dette vil den naturligvis også altid være, men vores forventning til anmeldelser og videnskabelig forskning generelt er vel, at disse tilstræber nøgtern upartiskhed og, ja, objektivitet, i det mindste som ideal. Og, det er måske her at vejene skiller mellem de kritiske STS-forskere og de måske mere optimistiske ’videnskabs-objektivister’.
STS-forskere anerkender disse idealer som idealer, men anser det for naivt at overse de mindre ideelle motivationer som magt og interesse. Det fremgår af diskussionen omkring Mertons videnskabssociologi (Langstrup, Sommerlund og Koch, s. 255), at ideale kriterier for god videnskab som CUDOS-normerne (’communism – der her bør oversættes til fællesskab, universality, disinterestedness and organized scepticism’) ikke er tilstrækkelige som garant for god videnskab. Det er nødvendigt også at inddrage magt og interesse som kriterier.
Den traditionelle videnskabsfilosofi fra de logiske positivister til Popper skelner skarpt mellem en ’context of discovery’ og ’context of justification’ eller på dansk mellem genese (oprindelse) og gyldighed (sandhed). Watson og Crick’s opdagelse af DNA’s struktur i begyndelsen af 1950erne er videnskabeligt sand i kraft af eksperimentel evidens og falsificerbarhed, ikke i kraft af den samtidshistorie de to levede og arbejdede i. Sammenblander man de to typer af kontekst vil man eksempelvis kunne hævde at, det sociale miljø i og omkring Cambridge i begyndelsen af 1950erne har bidraget til sandhedsværdien af Watson og Crick’s teori om DNA molekylets struktur. Med Kuhn’s videnskabsfilosofi og introduktionen af sociale betingelser for forskningen er det klart at analytiske dikotomier mellem begrundelse og social kontekst kan problematiseres. Denne udvikling i videnskabsfilosofien fortsætter i videnskabssociologien og STS, hvor tendensen til at se videnskaben som determineret af sociale betingelser senere modificeres af Latour’s tese om symmetri mellem humane og non-humane aktører. Man søger at finde en balance mellem teknologisk og social determinisme i beskrivelsen af videnskabelige fakta. Derfor tesen om sam-produktion som gennemgående metode i Håbets Teknologi.
Døde Ramses d. II af tuberkulose?
Denne tese skal nu diskuteres nøjere. Med tesen om sam-produktion anvender STS en konstruktivistisk metode, dvs. man har en antagelse om, at fakta eller viden skabes eller konstrueres igennem nogle sociale processer. Det giver i dette perspektiv ikke mening at tale om at viden repræsenterer en af os uafhængig verden. Eller som det formuleres i introduktionen til ’Håbets Teknologi’: ”Vi går altså ikke ud fra, at der findes isolerbare objekter, som bare er derude” (Koch og Høyer, s. 24).
Tesen om at virkeligheden eksisterer uafhængigt af os kaldes videnskabsfilosofisk realisme. Derfor kan man rubricere STS som filosofisk anti-realisme, og det vil her sige, at betingelserne for at erkende virkeligheden må være tilgængelige for os som erkendende væsner.
En sådan betingelse kan netop være virkeligheden selv. Hvis man tror på, at virkeligheden er hinsides vores erkendelse så tror man på såkaldte ’verifikations-transcendente erkendelses-betingelser’ og er dermed filosofisk set realist. I de filosofiske diskussioner har mange forsøgt at ramme en midte mellem realisme og anti-realisme, da begge positioner har visse omkostninger. Samtidig har det også vist sig problematisk at ramme en sådan midte, for enten viser det sig at man dybest set er realist eller anti-realist, eller måske helt forkaster valget mellem de to positioner. Relevansen af den filosofiske diskussion for STS-metoden i ’Håbets Teknologi’ er at tesen om sam-produktion netop, filosofisk set, søger denne besværlige balance mellem realisme og anti-realisme. Spørgsmålet er så hvor godt det lykkes at finde en stabil balance?
Generelt demonstrerer bogen at det er lykkedes, at beskrive stamcelleforskningen fra mange, primært sociale, vinkler. Det er imidlertid spørgsmålet hvor godt det lykkes at inddrage stamcellerne som objekter, eller non-humane aktører. Bogens svaghed er, set ud fra dens egen metodiske vægt på sam-produktion, at der ikke siges meget om den naturvidenskabelige side af stamcelleforskningen. Dette er ikke nødvendigvis et problem, ud over at der netop lægges så meget vægt på at sam-produktion er metodisk tilgang. På den måde kan bogen også se ud til at have en konstruktivistisk ’bias’ og dermed tendere mod social determinisme som forklaringsmodel.
Dette bliver tydeligt i kapitlet hvor Sommerlund og Horst gentager en variant af Bruno Latour’s argument for symmetri-tesen, der er ækvivalent med sam-produktion. Latour hævdede i 1998 (se P. Boghossian, Fear of Knowledge – Against Relativism and Constructivism. Oxford 2006, s. 26), at den ægyptiske Farao Ramses d. II nok døde af tuberkulose, men at det ikke gav mening at diagnosticere dette som dødsårsag, da tuberkulosebakterien først blev opdaget, eller rettere konstrueret, i 1882 af Robert Koch. Denne kontroversielle udtalelse faldt efter udbruddet af Science Wars og mange videnskabsfilosoffer så her beviset for at STS og Latour i særdeleshed havde mistet den sidste sunde fornuft. Sommerlund og Horst gentager Latour’s stunt ved at hævde, at mælkesyrebakterien blev ’skabt’ af Pasteur i 1856. Inden da havde man kunnet syrne mælk, men forklarede det på andre måder end ved bakterien. Bakterien er inden 1856 således ikke en faktor eller årsag i forklaringen af mælks evne til at syrne. Det bliver den efterhånden først da Pasteur får overbevist sine kolleger i Det Franske Akademi og industrien senere begynder at producere surmælksprodukter. Sandhedsværdien af teorien om mælkesyrebakterien er dynamisk i betydningen, at den efterhånden stabiliseres i stærke alliancer af forskere og industri, den er altså ikke enten sand eller falsk, men ”befinder sig på et kontinuum mellem sandt og falsk eller som grader af realisering” (s. 276). Spørgsmålet er her om ikke påstanden bliver radikal konstruktivistisk og i disharmoni med sigtet i tesen om sam-produktion?
Den videnskabsfilosofiske realist vil sige, at mælkesyrebakterien har eksisteret tusindvis af år helt uafhængig af om Pasteur havde eller ikke havde opdaget den, og det er i kraft heraf at teorien om mælkesyrebakterien får sandhedsværdi.
Anti-realisten derimod kan påpege, at Pasteurs bakteriologi er en nødvendig betingelse for opdagelsen af mælkesyrebakterien. Men mange anti-realister vil dog ikke gå hele vejen og hævde, at det alene var ved Pasteur’s opdagelse at mælkesyrebakterien blev skabt og dermed fik sandhedsværdi. Dette radikale konstruktivistiske synspunkt har ikke blot filosofisk realisme imod sig, men formentlig også den almindelig folkelige opinion. Synspunktet vil forekomme kontra-intuitivt eller i strid mod sund fornuft osv.
Der er dog en anden fortolkning af synspunktet som er helt plausibel og det er den som STS bør ses i forhold til. Den plausible fortolkning skal ikke ses som en filosofisk position, men som en sociologisk, for det er utvivlsomt sandt, at Pasteur ’skaber’ mælkesyrebakterien i betydningen, at han introducerer den til den sociale virkelighed, hvorefter den accepteres og får sit eget sociale liv med stigende grad af realisering.
Denne pointe er ikke kontra-intuitiv, tværtimod, er den svær at komme uden om. Problemet er bare, at det er tvivlsomt om de mere konstruktivistiske forfattere i ’Håbets Teknologi’ vil købe denne udlægning, da en af pointerne i STS netop er at videnskabsfilosofisk realisme er uholdbar. Videnskabsfilosoffen og STS-teoretikeren, Steve Fuller, gør i sin seneste bog The Philosophy of Science and Technology Studies (Routledge 2006) opmærksom på, at STS har et problematisk forhold til filosofien.
På den ene side søger STS at udgrænse filosofiske spørgsmål fra sit domæne akkurat som andre videnskaber historisk set har gjort.
På den anden side har STS fastholdt filosofiske svar på nogle grundspørgsmål, eksempelvis den anti-realistiske fortolkning af viden. STS-programmets kamp for selvstændighed har stærke alliancer i dele af den anti-realistiske filosofi samt andre steder i humaniora og samfundsvidenskab. Spørgsmålet er i hvor høj grad STS bliver nødt til at basere sig på radikal konstruktivisme og anti-realisme og dermed være i konflikt med realismen. Jeg kan ikke se, at projektet i eksempelvis ’Håbets Teknologi’ fordrer alliancer med radikal anti-realisme. Desuden har STS som metode rigeligt rum for sociologiske beskrivelser af videnskab uden at basere sig på kontroversielle filosofiske teorier.
Afgrænsning af STS-metode
For at tydeliggøre STS-metodens rækkevidde og begrænsning, som den anvendes i ’Håbets Teknologi’ vil jeg modgå Koch og Høyers anbefalinger i introduktionen om ikke at lade STS begrænse af faglig kanon og definitioner (s. 21), og i stedet foreslå tre metodiske ’rettesnore’.
For det første er STS-metoden begrænset til at være ’after the fact’, hvilket også nævnes af Langstrup, Sommerlund og Koch (s. 255). I modsætning til den filosofiske videnskabsteori, der søger at opstille normative kriterier for sand viden der bør gælde fremadrettet (eksempelvis falsifikations-princippet), vil STS ikke skulle opstille normer, men i stedet bagudrettet skulle beskrive selektionen af allerede kendte videnskabelige teorier og teknologier. Denne begrænsning betyder ikke at forsøg på, at opstille normer for videnskab ikke kan være en del af STS-programmet (begrebet om omsorg for modstand tolkes da også som et kriterium for god videnskab, Sommerlund og Horst, s. 285), blot at STS i så fald har placeret sig med mindst et ben i videnskabsfilosofiens normative elfenbenstårn.
For det andet er skellet mellem teoretisk videnskab (grundforskning) og anvendt videnskab (teknologi) væsentligt. STS beskriver begge typer af videnskab, men det er klart, at teknologien og videnskaben som teknovidenskab er gennemsyret af sociale interesser. Derfor vil STS bedst kunne beskrive den anvendte videnskab og mindre den teoretiske videnskab.
Sidst og for det tredje, så vil STS-metoden kunne afgrænses til moderate former for anti-realisme. Det vil være muligt at præcisere, at mælkesyrebakterien har eksisteret uafhængigt af Pasteurs opdagelse (indrømmelse af realisme), men at det først er med Pasteur, at vi kan tale om den og derfor de facto tilskrive den sandhedsværdi og eksistens (anti-realisme). Heri ligger også at STS bør alliere sig med moderat filosofisk anti-realisme og samtidig afgrænse sig fra filosofien som fagdisciplin for at orientere sig mod sociologien i stedet.
’Omsorg for Modstand’ – ansatser til en etik i Håbets Teknologi
Som nævnt i indledningen til denne anmeldelse udgør ’omsorg for modstand’ bogens gennemgående metodiske og etiske ledetråd. Det har ikke for bogens forfattere været formålet at give en etisk vurdering af stamcelleforskningen. Samtidig har en del af forfatterne tilkendegivet, at der dog var etiske potentialer i ’omsorg for modstand’.
Da STS-studier som udgangspunkt søger at beskrive teknovidenskaben uafhængigt af værdier og samtidig er kritisk overfor videnskabelig objektivitet forbindes STS-studier ofte med relativisme. Flere af forfatterne tager dog afstand fra relativismen i betydningen at ’alt er lige godt’ (Høyer, s. 106) og den politiske indignation er eksplicit hos Koch og Høyer (s. 39): ”Det kan [ …. ] være lettere at begrænse sit engagement til en stillingtagen til embryonets moralske status, end det er at tage konkret stilling til, om stamcelleforskning overhovedet løser vigtige sundhedsproblemer. Stamcellefeltet repræsenterer også her en tendens på det biomedicinske felt, nemlig at koncentrere etikkens spørgsmål til det politisk ufarlige, det højteknologiske, det atypiske og det abstrakte frem for at engagere sig i fordelingsspørgsmål, politiske målsætninger, global retfærdighed og økonomi”.
Selvom der således kun er ansatser til etisk analyse i Håbets Teknologi kan man alligevel udlede skitsen til en etisk position. Alt er ikke relativt og ’lige godt’, der findes uretfærdighed og lidelse, dvs. etikken har et vist objektivt indhold. Bio-etikken har været for snæver i sit fokus på enkeltstående problemer såsom ’embryonets moralske status’, og bør derfor udvides til at inkludere politiske overvejelser og målsætninger, såsom social retfærdighed.
Samtidig bør etikere være opmærksomme på, at de indgår i en legitimationsproces, hvor bestemte interesser tilgodeses på bekostning af andre. I højere grad bør etikken være følsom overfor det komplicerede netværk teknovidenskaben udgør.
Nordahl Svendsen’s metafor ’Det moralske landskab’ (s. 214) inspireret af de islandske forskere Helgasson og Palsson, udtrykker at den moralske virkelighed er et landskab som man skal finde vej i ved hjælp af dømmekraften, akkurat som klinikerne i fertilitetsklinikken forsøger at gøre, når de afvejer hvilke æg de kan tillade sig at bruge til forskning (Nordahl Svendsen og Koch, s. 214). Ligeledes skal etikken være følsom overfor biologien da de er ”gensidigt konstituerende” (ibid., s. 220).
Det kan være svært at udlede en mere afgrænset etisk position af disse udtalelser, men der er formentlig ingen tvivl om, at nogle af forfatterne opfatter traditionel bio-etik som upassende abstrakt, politisk naiv og uden fleksibilitet i forhold til udvikling i videnskab og samfund. Almindeligvis vil en etisk analyse tage sit udgangspunkt i en objektiv beskrivelse af sagen og derpå bruge en eller flere etiske teorier og principper for at nå en konklusion, der udtaler hvorvidt X vurderes god. Som man påpeger i ’Håbets Teknologi’ er det problematisk at tro på, at der gives en objektiv beskrivelse af stamcelleforskningen. Den traditionelle sondring mellem ’er’ og ’bør’, der er væsentlig for den etiske analyse er dermed problematiseret.
Spørgsmålet er om man overhovedet kan lave etisk analyse givet betingelserne for viden i STS-perspektiv. Noget tyder på at etikken kunne stå i fare for at blive reduceret til alliancer mellem aktører, svarende til en ideologikritisk afsløring og bortreduktion af etikken. Dette vil være den negative fortolkning.
Det positive og udfordrende bidrag vil være, at etik i dag og i særdeleshed bio-etikken, må besinde sig på, at den skal analysere et samfund og en videnskab hvor det ofte er uigennemskueligt hvad der er analysens genstand – hvad er stamcelleforskning eksempelvis. Med ’Håbets Teknologi’ har alle der gerne vil have en kvalificeret holdning til forskningen i stamceller fået ikke bare modstand, men også omsorg for viden.
