Diagnose af en epistemisk krise

Uanset om man vurderer den epistemiske krise, som vi aktuelt befinder os i, som et nyt eller et accelereret fænomen, har diagnosen af det postfaktuelle samfund bidraget til at gøre opmærksom på en række problemstillinger omkring den måde vi som samfund håndterer viden og fakta. I denne artikel kvalificerer David Budtz Pedersen, Andreas Brøgger Jensen, Jacob Lauge Thomassen og Rolf Hvidtfeldt, hvad de mener der kendetegner den nuværende videns- og autoritetskrise, samtidig med at de kommer med en række forslag til, hvordan tilliden til eksperter og myndigheder på længere sigt kan genoprettes.

We are not silent and we are the majority

13.04.2018

I et vidensbaseret demokrati er det vigtigt, at aktuel, pålidelig og relevant viden er tilgængelig i beslutningsprocesserne hos myndigheder, regering og folketing. Relationen mellem forskning, rådgivning og politiske beslutninger er imidlertid ikke altid fredsommelig. På stort set alle politikområder drøftes det, om kvalificeret viden og verificeret information finder vej til de rigtige beslutningstagere, eller om borgere, medier og politikere ligger under for misinformation, diskrediteret forskning og anekdotisk ekspertise.

Det liberale demokrati har et mellemværende med viden og information, som kun sjældent bliver drøftet og heller ikke indgår i den demokratiske selvforståelse. Det er et mellemværende, som den amerikanske tænker Thomas Jefferson (1743-1826) formulerede præcist, da han sagde, at ”demokratiets valuta er information”. Uden præcis og retvisende information i samfundet er det vanskeligt, hvis ikke umuligt, at træffe legitime og effektive beslutninger. Det betyder ikke, at beslutninger kan reduceres til deres grundlag i fakta, eller at forskere og eksperter har svaret på politiske spørgsmål. Samfundets værdier spiller en mindst ligeså afgørende rolle i demokratiske beslutningsprocesser. Det er en del af demokratiet at etablere en balance således, at værdier ikke overdeterminerer beslutninger i en grad, så faktagrundlaget bliver irrelevant, ligesom faktagrundlaget ikke kan bruges til at udpege politiske nødvendigheder i en sådan grad, at værdierne tilsidesættes. 

Det postfaktuelle samfund

Uanset hvordan man angriber problemstillingen, er viden, kendsgerninger, evidens og information udfordret i det nuværende samfund. Tendenser imod det postfaktuelle samfund har vakt bred interesse blandt forskere, medier og kommentatorer, og er blevet beskrevet som resultatet af flere forskellige faktorer, som hver for sig er plausible, men sjældent kan bære den samlede forklaringskraft alene. 

Eksemplerne er mange: Brexit, valget af Donald Trump, angreb på eksperter, dalende tillid til sundhedsmyndigheder, spredning af misinformation, handel med data til brug for politisk manipulation og så videre. Alle er de eksempler på, at demokratiet er udfordret, når det kommer til spørgsmålet om, hvordan samfundet håndterer viden og information. Uanset om man vurderer den nuværende epistemiske krise som et nyt eller et accelereret fænomen, eller som udtryk for en nedarvet splittelse i selve demokratiets historie, gør diagnosen opmærksom på en række centrale informationsbårne problemer. 

[blockquote text=”Uanset hvordan man angriber problemstillingen, er viden, kendsgerninger, evidens og information udfordret i det nuværende samfund.” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]

 

Det postfaktuelle samfund handler om, hvordan kendsgerninger håndteres i en tidsalder, hvor informationsselektion, politisk marketing, psykometrisk data og manipulation har vist sig at være potente politiske kommunikationsmidler – som understreget i den seneste skandale omkring den britiske datavirksomhed Cambridge Analytica. I kampen om magten har demokratiet fået en ny frontlinje: en digital informationsbaseret krig bliver udkæmpet blandt politiske aktører og institutioner. En helt central del af denne krig udkæmpes igennem politiske påvirkningskampagner baseret på metadata om brugernes digitale adfærd. Politikere, konsulenter og datavirksomheder har den vej igennem fået en række særdeles kraftige teknologier til at tappe ind i vælgernes frygt og håb og designe mikrobudskaber og politisk propaganda, som er særdeles vanskelig at opdage.

Digital misinformation kommer ikke kun fra målrettet holdningspåvirkning, men også fra små lukkede meningsfællesskaber, der, i kraft af spektakulære påstande eller konspirationer, på kort tid kan danne en voksende boble. For eksempel har påstande om tvivlsomme sundhedsråd, skrækscenarier om sygdommes hærgen og påstande om lægers angiveligt invaliderende behandlinger længe været en del af sundhedsvæsnets udfordringer. Men hvor sådanne påstande tidligere kun har spredt sig i afgrænsede subgrupper, kan miskrediteret forskning eller konspirationer i dag sprede sig med stor hastighed gennem informationsnetværk. Således har eksempelvis HPV-vaccinen og vaccinen mod H1N1 være genstand for skepsis og modstand fra interessegrupper på sociale medier. Påstande om mulige bivirkninger af HPV-vaccinen har opnået så stor gennemslagskraft uden for de digitale medier, at en stor del af den anbefalede modtagergruppe har valgt vaccinen fra. Fra online meningsfællesskaber har historien om bivirkninger opnået bred gennemslagskraft og bredt sig til redaktionelle medier. 

Samtidig med effekterne af en ny digital, informationsbåret, politisk magtkamp rapporteres der, ifølge en række toneangivende målinger, om faldende tillid til medier, politikere, banker og virksomheder, men også til akademiske og tekniske eksperter. Videnskabelige eksperter nyder fortsat høj tillid i befolkningen, men tendensen tyder på, at også tilliden til forskere svækkes. Ifølge en svensk undersøgelse er specielt tilliden til forskere, der samarbejder med virksomheder og myndigheder, faldende. En norsk undersøgelse viser, at hele 46 procent af befolkningen ikke finder forskningsresultater og myndigheder troværdige. Og i en undersøgelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet i Danmark udtrykker kun 60 procent af respondenterne høj eller meget høj tillid til universitetsforskere. 

I forlængelse af tillids- og autoritetskrisen er der opstået en række nye politiske bevægelser baseret på opgør med de etablerede administrative, akademiske og økonomiske eliter. Hvor den politiske samtale i de fleste vestlige demokratier længe har været forankret i folkelige bevægelser, stærke institutioner og politiske midterpartier, er en række populistiske partier i dag med til at ændre den kompromissøgende politiske kultur. Populistiske partier vender sig blandt andet imod koncentrationen af magt og kapital i den øverste del af samfundet. Over de seneste år har der været en hastigt voksende kløft mellem rig og fattig, både i indkomst og formue. Svaret på den finansielle elites dominans i samfundet fortolkes bredt af populistiske bevægelser som et problem med eliter som sådan. Af samme grund udtrykker populismen sig ofte som en antielitær bevægelse, der anfægter såvel magteliten, kultureliten, medieeliten, partieliten og den intellektuelle elite (”eksperterne”) for at varetage sine egne interesser. De meritokratiske lag i samfundet ses som tæt forbundne og allierede med den økonomiske elite. Således betragtes journalister, embedsmænd og eksperter ofte som talerør for en korrumperet politisk orden. 

Populismen har et andet centralt kendetegn med relevans for information og evidens. Udover kritikken af de etablerede vidensinstitutioner udtrykker populismen sig ofte i stærkt holdningsbårne og følelsesladede budskaber. Stærkt emotionelt indhold kan bruges til at mobilisere befolkningen, blandt andet ved negativ kommunikation, der skaber klare identitetsmarkører, reducerer nuancer og indfører klare mentale heuristikker i den politiske samtale. Det er ikke et nyt fænomen. Populister har i mange år benyttet sig af følelsernes politik. Angst, utryghed, indignation og stolthed er langt mere effektive kommunikationsmidler end faktuelle budskaber, objektive kendsgerninger og saglige argumenter.

Forskning inden for kognitionspsykologi viser, at jo mindre åben en person er over for alternative, konkurrerende synspunkter, desto mere tillid fæstner vedkommende til sin egen og sin gruppes fortolkning og verdensanskuelse. Denne immunisering imod udefrakommende evidens kendes under forskellige betegnelser som konfirmationsbias, identitetsbeskyttende kognition, (politisk) motiveret tænkning, kulturel kognition, biaspræget assimilering og så videre. I praksis betyder disse kognitive mekanismer, at den politiske vælger i mange situationer forholder sig til komplekse politiske udfordringer med afsæt i vedkommendes loyalitet eller kulturelle identitet snarere end i faktuelle formodninger. 

Mere præcist viser adfærdsforskning, at vi som individer er fanget i et dilemma, når det kommer til den information og de anbefalinger, vi stoler på. En række eksperimenter har vist, at menneskelige beslutninger ofte er forankrede i følelsesmæssige reaktioner og forhåndsantagelser, der måske er velegnede til at træffe valg i vores nære erfaringsverden, men som er uegnede til at selektere i information om komplekse fænomener. 

Med udbredelsen af nye digitale meningsfællesskaber er der opstået en rivalisering mellem grupper, der gør krav på at repræsentere vores viden. Internettet er fyldt med rivaliserende vidensgrupper, der forsøger at vinde tilslutning. Resultatet er, at traditionelle vidensautoriteter mister opbakning, som i tilfældet med vaccinationer. Nye meningsfællesskaber tilbyder at skabe orientering og identitet. Det er på mange måder rationelt at lede efter indicier, der understøtter vores formodninger, men det kan hurtigt føre til stærkt uhensigtsmæssig faktuel blindhed og deraf følgende modtagelighed over for alternative autoriteter.

Information og demokrati 

Ovenstående observationer har flere konsekvenser for brugen af evidens i demokratiske processer. For det første indikerer de nævnte tendenser, at videnskabelige spørgsmål med relevans for individers og kollektivers identitet, kan få tildelt en kulturel mening. Det betyder, at uenighed om faktuelle forhold i stedet antager karakter af normativ uenighed, det vil sige uenighed om hvilke værdier, der skal være gældende for individets og samfundets beslutninger. Klimaforandringer er et godt eksempel herpå. Mange af de emner, der er genstand for uenighed i klimadebatten, handler ikke om evidens og kendsgerninger, men om værdier. Tilhængerne af et bestemt værdisæt er villige til at se bort fra evidensen eller endda mobilisere modevidens og alternative forklaringer for at forsvare deres identitet. Alt afhængig af, hvor borgeren eller beslutningstageren placerer sig på et værdispektrum, vil vurderingen af information variere. 

Der har i de seneste år været stor opmærksomhed på den informations- og tillidskrise, der er grundlaget for diagnosen af det postfaktuelle samfund. Men der har ikke været tilsvarende opmærksomhed på, hvad der kan gøres for at dæmme op for mistillid og polarisering. Ofte er det heller ikke blevet andet end indikeret, hvorfor demokratiske beslutningsprocesser er afhængige af faktuel information. 

Den nuværende epistemiske krise bør imidlertid give anledning til at svare mere overbevisende på dette spørgsmål. Uden evidens og information har vi som borgere ingen mulighed for at blive delagtiggjort i transparente beslutningsprocesser eller orientere os om troværdigheden af politiske forslag. I stedet overlades vi til at tro på de aktører, der har de stærkeste kommunikationsmidler. Den moderne stat kan ikke fungere effektivt uden tillid til viden og data. Det faktuelle demokrati er med andre ord ikke en guldalderperiode, der går forud for det postfaktuelle demokrati. En sådan udlægning ville være historisk fejlagtig. Hele den moderne statsdannelse er en fortælling om en voksende indsamling af fakta om miljø, sundhed, uddannelse, mobilitet, energi, immigration, kriminalitet, infrastruktur og så videre, som har gjort offentlig administration og styring mulig.

Den statslige data fordeler sig i grader af evidens: fra indsamling af information om effektiviteten af medarbejdere og klienter, løbende monitorering af indtægter og udgifter, viden om brugertilfredshed, evaluering af uddannelsesforløb til processering af decideret videnskabelig viden inden for lægemidler, energi, infrastruktur, fødevarer og miljø og klima. Det er utænkeligt, at staten kan fungere legitimt og effektivt uden adgang og tillid til store mængder videnskabelig viden og evidens. Selvom denne information for det meste er anonym og usynlig, udgør den forudsætningen for, at beslutningstagere kan styre, planlægge, debattere og træffe effektive beslutninger. 

[blockquote text=”Det er utænkeligt, at staten kan fungere legitimt og effektivt uden adgang og tillid til store mængder videnskabelig viden og evidens. Selvom denne information for det meste er anonym og usynlig, udgør den forudsætningen for, at beslutningstagere kan styre, planlægge, debattere og træffe effektive beslutninger. ” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]

 

I et nyt litteraturstudie kortlægger vi den massive interesse for at indsamle, analysere og implementere evidens i politiske beslutningsprocesser. Vi redegør for, at der i stort set samtlige OECD-lande gøres mere eller mindre systematiske forsøg på at implementere forskningsbaseret politikudvikling ved hjælp af videnskabelige rådgivere, rådgivende kommissioner, ekspertgrupper og andre mekanismer. Samtidig med at medier og kommentatorer jævnligt beskriver en vækst i misinformation og falske nyheder, er der en tilsvarende stigning i efterspørgslen efter velunderbyggede beslutninger, fordi det skaber et politisk sikkerhedsnet, og hjælper de politiske institutioner til at sikre sig mod kritik fra tænketanke, interesseorganisationer og alternative vidensgrupper. 

Kendsgerninger og værdier

Spørgsmålet er, om vi i den nuværende situation har de rigtige redskaber til at sikre, at myndigheder, virksomheder, medier og civilsamfund har adgang til balanceret formidling af videnskabelig evidens og anbefalinger? Det vil sige, om myndigheder, regering og folketing har de rigtige redskaber til at foretage effektive interventioner i sager, hvor der er værdimæssige kontroverser omkring bestemte videnskabelige spørgsmål. I det følgende skitserer vi nogle af de kompetencer, som ifølge den nuværende forskning er væsentlige for at skabe tillidsfuld kommunikation af evidens og forskningsrådgivning. 

For det første viser undersøgelser, at hvis en borgergruppe først er blevet skeptisk over for en videnskabelig forklaring, kan mere information bidrage til yderligere polarisering (såkaldte ’backfire-effekter’). I et tværvidenskabeligt samarbejde mellem informationsvidenskab og socialpsykologi viste forskerne eksempelvis, at stærke modstandere af MFR-vaccinen blev endnu mindre tilbøjelige til at acceptere vaccinen efter at have modtaget informationsmateriale, der tilbageviste, at vaccinen forårsager autisme. Tilsvarende har en række andre studier vist, at myndigheder og forskere bør undgå oplysnings- og informationskampagner, der udstiller borgernes uvidenhed. Ønsker man at bryde igennem gruppetænkningen i en kontroversiel sag, skal der andre midler i brug. 

For det andet er det nødvendigt at være bevidst om det samfundsmæssige ansvar, der hviler på forskere og myndigheder med hensyn til at formidle deres forskning og inddrage civilbefolkningen. Fordi langt de fleste borgere vil være prisgivet uden adgang til ekspertviden, skal rollen som ekspert og videnskabsperson tages alvorligt. Det kræver kompetencer og incitamenter at formidle og kommunikere på en nuanceret måde med forståelse for kultur, værdier og psykologi. Forskningsmiljøer er alt for lukkede med en sprogbrug og epistemisk kultur, der går henover hovedet på befolkningen. Risikoen for videnskabelig arrogance kan imidlertid afbøjes ved at forskere og formidlere bliver bedre i stand til at mediere, oversætte og forklare videnskabelige metoder og processer for et bredere publikum samt blive bedre til at lytte til de værdikonflikter, der kan opstå som følge af intenderede eller ikke-intenderede effekter af forskning. 

[blockquote text=”Alle forskningsproblemer, der har høj relevans for samfundet, er ‘post-normale’ i den forstand, at viden om udfald, konsekvenser og effekter uundgåeligt fører til diskussioner af værdier.” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]

 

For det tredje opfattes forskning og evidens for det meste som ’neutrale’ politikelementer og anvendes i vid udstrækning som legitimerende faktorer i politik. I politiske sammenhænge refereres ofte til videnskabelige resultater, men mange aktører udfører forskning i dag, og omverdenen har vanskeligt ved at afgøre, hvornår noget er robust viden eller partsindlæg. Ifølge flere toneangivende videnskabelige rådgivere stiller det nogle særlige krav til integritet og transparens. Armslængde og uvildighed er afgørende for at sikre legitimitet i brugen af forskning og evidens i politiske beslutningsprocesser. I situationer, hvor der kan drages tvivl om evidensgrundlaget på grund af indflydelse fra partinteresser, kan det have negativ påvirkning af borgernes tillid til videnskaben. 

Endelig er det værd at gentage, at mange kontroverser omkring forskning og teknologi ved nærmere eftersyn er debatter om værdier, der ikke kan løses ved at henvise til videnskabelige undersøgelser. Det er kun gennem omhyggelig drøftelse af værdier og grundig fortolkning af kendsgerninger, at tilliden kan sikres. Som vi nævnte i begyndelsen af denne artikel, er det vanskeligt, hvis ikke umuligt, at træffe effektive beslutninger uden præcis og retvisende information. Men det betyder ikke, at beslutninger kan reduceres til deres grundlag i viden og information. En sådan opfattelse ville indebære et teknokrati, der ser bort fra det forhold, at værdier spiller en mindst ligeså afgørende rolle i demokratisk beslutningstagen. Dertil kommer, at mange problemer og udfordringer i samfundet har en overgribende karakter, som ikke kan løses med henvisning til evidens. Alle forskningsproblemer, der har høj relevans for samfundet, er ”post-normale” i den forstand, at viden om udfald, konsekvenser og effekter uundgåeligt fører til diskussioner af værdier.

Alle artiklens forfattere er tilknyttet Humanomics Research Centre ved Aalborg Universitet i København. Artiklen er en forkortet version af et bidrag til Tidsskriftet Politik, der udkommer i maj 2018.

Fotos: Mathias Wasik.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *