1.5.2009
Kvæler copyright-lovene den kreative proces, sikrer de kunstneren frihed over sit værk, stopper de gement tyveri eller hindrer de udvikling i den tredje verden? Skal lovene reformeres og i så fald hvordan? Turbulens.net har bedt musikere, pladeindustrien, kunst- og kulturformidleren og udviklingschefen om at give deres syn på den intellektuelle ophavsret, dens virke og fremtid.
Peter Sunde, talsmand, The Pirate Bay
Vi lavede The Pirate Bay i 2004, fordi vi ville lave en platform, hvor folk frit kunne dele filer. Også selvom det var copyrightbeskyttede filer. Det var vi fuldstændig ligeglade med dengang. Det var nærmest bare godt, hvis copyright-beskyttede filer blev delt, så folk kunne få adgang til informationen og lære noget.
Copyright er ikke noget, vi behøver i dag. I hvert fald ikke i dens nuværende form. Det er vigtigt at forstå, at internettet grundlæggende har ændret måden, hvorpå vi forbruger indhold. Det er ikke længere noget, du betaler for.
Derfor ser jeg heller ikke nogen fremtid i de forskellige forslag om abonnementsordninger, hvor man betaler en ekstraafgift for at få lov at downloade musik, så musikindustrien på den måde kan overleve. Hvorfor skal vi betale til musikindustrien for at lave noget, vi ikke længere behøver. Vi behøver ikke alt det plastik, distribution og markedsføring. Eller noget af alt det andet lort den laver. Den er blevet overflødig. Det er ikke os, der har et problem. Det er musikindustrien. Det er den, der vil beholde det gamle system, som den kunne kontrollere og præcist vidste, hvor meget den ville tjene. Musikindustrien er nødt til at forandre sig, og det kan vi hjælpe dem med, hvis de ville samarbejde. Men det vil de ikke. De vil bare gå i retten. Desuden lader de her former for abonnementsordninger sig slet ikke realisere. Det er næsten altid kun i forhold til musik, de diskuteres, men man glemmer alle de andre medier – film, TV-serier, fotografier, hvad ved jeg. De skal jo også kompenseres. For slet ikke at tale om porno. Den genre kan vi ikke bare ignorere. Men jeg gider da ikke betale en masse penge, for at nogle andre kan se gratis porno.
En anden og endnu vigtigere ting er, at det vil virke kontraproduktivt i forhold til the long tail, som er en af de bedste sidegevinster ved internettet. For når fordelingen af de her ekstraafgifter sker på baggrund af estimater over, hvad der bliver downloaded, vil det alligevel være de kunstnere, der har råd til at blive spillet i radioen, der få alle pengene. Det er bare en anden måde at opretholde musikindustriens monopol på.
Uddrag fra debatarrangementet Fremtidens Kulturmarked – fildeling og ophavsret, som blev afholdt 29. maj, 2008 i København af Turbulens.net, Hovedstadens Oplysningsforbund og Den Anden Natur.
Morten Bay, musiker og mediekonsulent
Mit største ønske er, at man i højere grad får adskilt ophavsret og eneret til eksemplarfremstilling. Det meste af den ballade, der foregår i denne tid, handler om, at den brede befolkning ikke forstår denne forskel, og at man fra politisk hold ikke gør nok for at sætte sig ind i det. Men ophavsretten – altså retten til, i sin egen livstid, at bestemme over noget, man selv har skabt, mener jeg er ukrænkelig. Når forskellen mellem ophavsret og eneret er så vigtig, er det fordi, det kun er et lille mindretal af ekstremt venstreorienterede pirater, som mener, at ophavsretten bør ændres, hvilket stemmer overens med deres modstand af den private ejendomsret. Derimod er der et stort folkekrav om at ændre på eneretten til eksemplarfremstilling: Folk har ikke noget problem med at respektere, at man har ret til – i et eller andet omfang – at kontrollere, hvad man selv har skabt. Men folk vil gerne have lov til at ’eksemplarfremstille’ – altså kopiere selv. Hvis TDC eller Cybercity ville lave et tilbud til deres kunder, hvor man kunne tilkøbe ’fri kopiering’ som en add-on til sit bredbåndsabonnement, og de ville kompensere rettighedshaverne for det, så skulle det i hvert fald ikke være en gammel lovgivning, der stod i vejen. Fildeling har selvfølgelig altid været en af de centrale nervebaner i nettet. Det er der på ingen måde noget nyt i. I mine øjne er fildeling godartet. Det er en del af den vidensdelingsrevolution, som er centralt i overgangen til netværkssamfundet. Deling er et generelt princip for netværksmennesket, for det er igennem deling med netværket, at netværksmennesket skaber social kapital.
Derfor bliver jeg også skide irriteret, når pseudo-ideologer, som folkene bag The Pirate Bay, bruger deres ’ideologi’ til fx at tjene penge på at stille servere til rådighed for den svenske forening af pædofile og bruger disse tanker for at få dulmet deres mindreværdskomplekser med letkøbt opmærksomhed. Men det ændrer altså ikke ved en skabers ret til at bestemme, hvad der skal ske med hans værk. For mig handler det om friheden til at bestemme, om man vil dele sit værk eller ej. Jeg vil da klart opfordre til, at man deler sit værk med resten af verden.
På sigt tror jeg, lovlig fildeling bliver en realitet. Udøvende kunstnere vil få kompensationer fra de instanser, der rent faktisk tjener pengene – teleselskaberne og de store online-selskaber såsom Google. Og det vil piratorganisationerne eller copyleft-folkene ikke have haft en dyt med at gøre. De vil sikkert gerne tage æren ved at have stillet bittorrent-søgemaskiner til rådighed og for at skabe debat. Men de har jo kun forhindret konstruktiv debat ved at være så ekstreme og virkelighedsfjerne. Den forvandling til netværksmenneske, som industrimennesket for tiden gennemgår, er en langt større samfundsmæssig udvikling, der vil gå over i historiebøgerne. Og piratfolkenes ’politiske’ indsats i den sammenhæng kommer blot til at være et støvfnug i vinden. En parentes, vi ryster på hovedet af om 20 år.
Langefinger og Aage Jæger fra dj-kollektivet Den Sorte Skole
Historisk set har den teknologiske udvikling gjort det nemt at kopiere og distribuere musik, men det er også blevet vanskeligere at vedligeholde et ejerskab over sin musik. Musikindustriens fremtid taget i betragtning, hvordan vurderer I så mulighederne af at leve af at være kunstner?
Langefinger: Man har kunnet iagttage effekten af den teknologiske udvikling på kunstnernes adfærd over længere tid. Med fildeling og hjemmebrændte cd’er har alle i princippet kunnet lave deres eget pladeselskab og de mange platforme for musikpromovering på internettet har delvist erstattet pladeselskabernes promo-funktion. Denne udvikling har betydet en masse muligheder for den uafhængige kunstner plus øget udveksling af ideer til fælles inspiration kunstnerne imellem.
Det er svært at tjene penge på et marked med et uudtømmeligt gratis udbud af musik, men det var heller ikke nemt for den almindelige kunstner at leve af sin musik under pladeselskabernes uindskrænkede vælde. Man må se i øjnene, at i Danmark har det historisk set været et fåtal, der levede af sin musik og et flertal, som levede af dagpenge suppleret med indtægt fra musikken.
Aage Jæger: Måske har udviklingen gjort det muligt for flere mindre kunstnere at sprede deres musik, og derefter tjene penge på koncertjobs. Vi kan og ønsker ikke selv at leve af musikken, men mulighederne for fildeling, kopiering og distribution af musik over nettet har helt klart gjort det nemmere for os at sprede vores musik og dermed skabe et potentielt indtægtsgrundlag. Vi har aldrig opsøgt og har stort set ikke været nævnt i diverse musikmedier eller hype-blade, og vi har aldrig haft et radio-hit. Alligevel kan vi fylde spillesteder i udkanten af landet. Der er for mig at se takket være internettet og folks flittige kopiering af vores mixtapes. Jo flere, der kopierer musikken, jo flere lytter til den, og det er for os det vigtigste.
Ser I ophavsretten som forældet? Og i så fald hvorfor? Eller ser I på nogen måde at ophavsretten afbalanceres til at varetage et fair låneri mellem kunstnere og musikere?
Langefinger: Den kommercielle musikindustri havde i en årrække held med at dekoble ophavsretten til musik fra den øvrige diskussionen om intellektuel ophavsret. Diskussionen om intellektuel ophavsret fokuserer på vidensdeling og evolution til den globale almenheds bedste, og argumentet for dette er 1) at udviklingen af viden altid står på skuldrene af andre erfaringer, og 2) at den samlede akkumulering af viden og dermed evolution begrænses af et snærende patentsystem, hvor isolerede grupper meler deres egen kage. Antagelsen om at musikken og kunsten er isoleret fra samme dynamikker er omsonst og kan tilskrives en romantisk fejlslutning, der har overlevet et par århundreder samt kommercielle interesser.
Forestillingen om den guddommelige inspiration, der gør musikken til et særligt domæne, som skal beskyttes af ophavsret er i min bog forkert, idet musik – fra Mozart til Dizzie Rascal – bygger på referencer fra anden musik. Rythm og Blues byggede på kirkesang og afrikanske slavesange, soul, rock og reggae byggede på rythm and blues, Beatles og Stones byggede på den amerikanske rocktradition og så videre. Man skal i hvert fald være mere end almindeligt blåøjet for at påstå at nutidige rockbands som Arctic Monkeys og Kings of Leon er afkoblet fra det, der kom før dem.
Hvad angår et fair låneri, kan man måske sætte det i system, men faktum er, at alle folk bliver inspireret fra alle andre og vil ‘låne’, som de vil alligevel.
Hiphop som genre er kendt for sampling og lyddeling. Hvordan I opfatter jeres musik i den sammenhæng?
Aage Jæger: Som reglerne er nu, er det svært at ‘låne’ noget uproblematisk, med mindre man har penge nok til at betale – enten i form af betaling for sampling eller ressourcer til at cleare samples. Og det er vel et af de væsentligste kritikpunkter, man kan rejse mod systemet – hvis man har mange penge, kan man sample væsentligt mere, end hvis man ingen penge har! Dermed bliver denne form for musik – samplebaseret musik – forbeholdt rige pladeselskaber. Puff Daddy må altså gerne lave en lam udgave af ”Every Step You Take”, men en eller anden kreativ sjæl må ikke sidde og klippe noget unikt sammen i sit soveværelse.
Vores musik er 100 procent samplebaseret, og vi har valgt at gribe det an på den måde, at vi har skrevet de fulde oplysninger på alle de samples, vi har benyttet. På den måde tilskrives de musikere, vi har benyttet den opmærksomhed, som de fortjener, og der er tilmed en chance for, at nogle af vores lyttere vil gå ud og købe de plader, som vi har samplet. Det er vel egentlig det samme, man gør i den akademiske verden, hvor man bruger kildehenvisninger. Her er det bare mere eksplicit anerkendt, at ny forskning baseres på tidligere forskning og skal forstås i relation hertil. Hiphoppen har altid været samplebaseret, og der har i mange år været tradition for at sample, og derefter maskere disse, således at man ikke skulle frygte for retslige sanktioner. Dette er for mig at se forståeligt, men ærgerligt for den vidensdeling, der mistes i processen.
Vi benytter musik, som vi elsker, og vores brug af samples kan i lyset heraf ses som en hyldest til dem, vi sampler. Vi har valgt at tro på, at de kunstnere, vi har benyttet, ville være glade for, at deres gamle værker vækkes til live på ny – i en ny kontekst. Hvis de synes, at de er blevet brugt til noget lort, vil jeg oprigtigt have det dårligt med det. Vores brug af samples er ikke uproblematisk, men det er en svær gråzone. Hvis vi havde fulgt systemets regler, var musikken aldrig blevet foreviget på tryk, og dermed delt med lytterne. Og spørgsmålet er så, om de musikere, som vi har samplet, var bedre tjent med det. Vi har valgt at spille med åbne kort og håber, at folk tænker, at vi giver mere, end vi tager.
Samtidig er vi i den mærkelige situation, at vores musik er 100 procent lovlig, når vi fremfører den live på vores seks pladespillere. Vi benytter jo brudstykker fra de originale vinylplader til at opbygge ny musik på stedet, og der er ingen juridisk forskel på os, og en hvilken som helst anden dj, der spiller vinylplader på et koncertsted eller en klub. Spillestederne betaler Koda-afgift herfor, og vi spiller de hundredevis af vinylplader, som vi har opkøbt i adskillige eksemplarer. Der er tværtom paradoksalt nok meget få private musikforbrugere, der støtter pladebranchen så massivt som os – vi bruger absurde summer på indkøb af vinylplader i op til seks kopier af samme slags og har ingen glæde af mulighederne for at downloade mp3’er gratis fra nettet.
Christian Nissen, tidligere generaldirektør for DR
Ophavsretten er et kæmpe problem. Den kan næppe opretholdes i sin nuværende form i en digital fremtid. Inden for kultur- og oplysningsområdet bliver institutioner som DR, der er sat i verden til at formidle kunst og kulturelle frembringelser, hæmmede i deres arbejde. Meningen med ophavretten var oprindeligt at sikre kunstnerens personlige levevilkår og fremme kunstproduktionen. Men situationen er en hel anden nu. Hvorfor i alverden skal afdøde kunstneres børnebørn kompenseres for, at deres morfars frembringelser anvendes? Ofte er resultatet, at man helt undlader at bruge værdifuld gammel tekst, musik, billeder og fotografier eller helt undlader at producere udsendelserne.
Et andet problem, der også stiller kontinentaleuropæiske medier svagt i konkurrencen fra USA og UK, er, at vi arbejder ud fra en model, hvor ophavretten tilhører de enkelte journalister og medarbejdere. En journalist får både fast løn og ophavsretten til produktet. Vi burde i stedet tage ved lære fra de anglesaksiske lande, hvor det er producenten, som har rettighederne over de produkter, som de ansatte laver. Dette problem er ganske vist i de fleste medievirksomheder indtil videre nogenlunde løst ad aftalevejen. Men på sigt kan det komme til reelt at blokere for adgangen til en stor del af vores kulturarv
Ivan Petersen, forsanger i gruppen Backseat Boys og formand for Koda, der forvalter ophavsrettigheder for komponister, sangskrivere og musikforlag
Ophavsretten sikrer mig ca. 1/3 af min årsløn og fungerer som et af incitamenterne til at opretholde mit kunstneriske og musikalske drive. I musikbranchen kan det ofte over det lange karrierestræk være en kamp at skabe nyt spændende repertoire, og den kamp stimuleres også af en bevidsthed om en senere aflønning, hvis kompositionerne bruges. Samtidig er det – også for en sangskriver – rart at vide, man måske får råd til at sende sine børn i børnehave og betale blikkenslageren. Internettet øger mulighederne for uden videre at stjæle andres kunstneriske frembringelser, og det gør de fleste uden at tænke særligt meget over det. Stopper du folk på gaden og spørger dem om deres holdning til ophavretten, vil de fleste være enige i, at kunstneren naturligvis skal kompenseres for sit arbejde, uden dog at have en mening om hvordan. En brugbar løsning for fremtidens online musikforbrug kan bl.a. være at indgå aftaler mellem kunstnere, forbrugere og de, der altid tjener penge på nettrafikken – hvad enten den er lovlig eller ulovlig – nemlig teleselskaberne og internet-udbyderne. Det kan gøres via forskellige former for abonnementsaftaler, og det sker allerede i dag i kraft af fx TDCs PLAYtjeneste. Ligesom vi i det daglige ikke tænker over, at vi faktisk betaler for det vand, vi tager fra hanen, men ved, at hvis vi glemmer at betale, kommer der nogen og lukker for forsyningen.
Ophavsrettens administration skal altid revurderes i relation til samfundsforholdene, så lønnen til rettighedshaverne ikke virker hindrende for kulturens – eller markedets udvikling. Det mener vi, at vores KODA-administration gør ret smidigt. Derfor er det også vigtigt, at vores politikere træder i karakter og hjælper med til, at ulovlig fildeling, hvis den ikke kan stoppes, så i hvert fald kan medføre en balanceret og rimelig kompensation til dem, der lider skade derved. Kompensationen kunne måske hentes i den indkomst ulovlige downloads reelt hjembringer til virksomheder, der servicerer og muliggør denne ”tag selvtrafik”.
Jesper Bay Marketing direktør, IFPI, Peter Schønning Advokat og leder af Anti-pirat-gruppen
Hvilken rolle spiller ophavsretten i det digitale samfund?
I sin kerne handler ophavsretsloven om at sikre selvbestemmelsesretten til rettighedshaverne. Det er kunstnerne og producenterne, der ejer materialet, og de skal selv have lov til at bestemme, hvordan deres materiale bruges. Det skal fx ikke være andre, der bestemmer, om det kunne være en god ide at markedsføre et album gennem et fildelingsnetværk. Der synes at være en opfattelse af, at internettet er en slags helle, der er frigjort fra almindelig lovgivning: hvad man ikke må i den analoge verden, det har man lov til i den digitale verden. Men der er ikke nogen grund til, at der skulle være en sådan forskel. Det er de samme principper, der gælder i den digitale verden som i den analoge. Man har den demokratiske debat til at afdække, hvor vidt loven skal ændres, og indtil en eventuel ændring finder sted – hvilket er sket hyppigt inden for de sidste 7-8 år – så er det selvfølgelig den nuværende, der gælder.
IFPI møder kritik fra telekommunikationsbranchen ifm. forslag om three strikes og spærringer af pirathjemmesider. Internetudbyderne vil ikke agere som politi, siger Jens Ottosen-Støtt, formand for Telekommunikationsbranchen. Hvad er jeres reaktion på den indvending?
Det er hverken teleselskaberne eller IFPI, der skal tage juridisk stilling til om aktiviteten, der foregår, er ulovlig eller ej, men derimod en dommer. Det har aldrig været tanken fra rettighedshavernes side, at internetudbyderne skulle overvåge noget uden juridisk kontrol. Det følger både af national og europæisk regulering. Det er en version af virkeligheden, der formodentlig fremlægges, fordi det fremstår som en god måde at agere mediemæssigt på. Det giver jo god respons, når det smager af overvågning og privatlivets fred – og kan ytringsfrihedsargumentet også bringes ind i det, så er det en rigtig god pressehistorie. Men det gør det ikke mere sandt, fordi det aldrig har været det, som har ligget i de forslag.
Der er tale om spin. Det handler om at fremstille situationen på en gunstig måde for Telebranchen selv. Og det er fair nok. Det er Jens Ottosen-Støtts job. Han er nødt til at fremstå, som om de kæmper kundernes sag. Og det forstår vi godt. Men virkeligheden er jo, at teleselskaberne har mange sammenfaldne interesser med indholdsleverandørerne, og derfor tror vi også, at tiden vil vise, at de her ting stille og roligt falder på plads. Der er en voksende erkendelse fra teleselskabernes side af, at de får meget mere ud af at arbejde sammen med kunstnere og pladeselskaber, fordi indholdet – fx musik – i stigende omfang bliver et konkurrenceparameter i kampen om kunderne.
Hvordan ser musikindustrien ud om 5 år?
Problemerne med piratkopiering vil blive løst inden for en overskuelig fremtid. Først og fremmest, fordi de lovlige tilbud bliver så attraktive, gode og brugervenlige, at det bliver meget nemmere at være lovlig frem for ulovlig. Selv om man hører meget om IFPIs kamp for at begrænse pirateriet, tror vi mere på at udvikle vores industri og få lovliggjort nogle af de ulovlige tjenester. I fremtiden vil musikindustrien være en multiformatbranche. For 25 år siden bestod mediemarkedet af LP’er og kassettebånd, som blev erstattet af CD’en, men i fremtiden vil vi have mange forskellige formater og platforme – fra den genopståede vinyl til alle mulige typer af digitale formater, som rummer mange flere muligheder. Vi vil også se flere abonnementsordninger. TDC Play er bare begyndelsen. Flere står klar i kulissen. Nogle vil være traditionelt webbaserede, andre vil være mobilbaserede. Også hardware producenter – fx Nokia og Sony Ericsson – har planer om at være væsentlige spillere på markedet, ligesom Apple har været længe, og formodentlig vil også mange andre virksomheder, der i forvejen har et stort kundeunderlag, kunne se potentialet i at benytte musik – og senere film, spil osv. – som added value til deres tilbud over for kunderne.
Vi vil også se, at de tidligere skel mellem forskellige dele afmusikbranchen brydes ned, og publikum vil opleve et større og mereintegreret musikunivers, hvor oplevelsen ved fx at gå til en koncertallerede begynder, når du beslutter dig for at deltage – enten somtilskuer derhjemme eller ved faktisk at være der. Oplevelsen vil væretil stede på flere platforme i form af musik og video online integreretmed brugerfora og mulighed for tilkøb af særlige produkter og services.Alt sammen ledsaget af en høj grad af mobilitet. Vi vil efter alt atdømme også se en udvikling i retning af mere streaming og mindredownload (cloud-surfing). Ved at betale for at være medlem af etbestemt kunstner-univers, vil du få en lang række muligheder, som duikke får ellers. Musikindustrien vil overordnet udvikle sig i retningaf at skabe og øge kundeloyaliteten frem for blot at sælge varen. Derskal tænkes mere ud-af-boksen for at udnytte de mange teknologiskemuligheder, end vi har set det indtil nu. Og ophavsretsloven står ikkei vejen for at realisere den fremtid. Tværtimod. Den faciliterer den.
Christian Friis Bach, international chef for Folkekirkens Nødhjælp
Ser man på den intellektuel ejendomsret og patent på viden i forhold til udvikling, så står de stramme patentregler på mange måder i vejen for udvikling og vækst i ulandene. For det første skaber de urimeligt høje priser på ofte livsnødvendige produkter som medicin og såsæd. Produkter, som de fattige lande havde kunnet fremstille selv langt billigere, hvis bare de kunne få lov til at kopiere den eksisterende viden.
Et andet problematisk aspekt er, at man afskærer dem adgangen til ny viden og teknologi. Helt aktuelt ser vi det med spørgsmålet om, hvorledes vi skal få gjort grøn teknologi tilgængeligt for ulandene. Det er jo helt afgørende, hvis vi skal have gjort noget ved klimaproblemerne. Her står patentreglerne i den grad i vejen. Det samme er tilfældet i forhold til at få skabt og udviklet en egentlig selvstændig forskning i disse lande. Historisk set starter en sådan udvikling oftest med, at man netop kopierer eksisterende viden og produkter. Med tiden kan man så påbegynde egentlig forskning og videreudvikle disse kopiprodukter, så de tilpasses de lokale forhold. Og det er jo helt nødvendigt, når det i dag i stigende grad er pengene, der driver forskningen frem for de reelle behov – og dermed ikke de fattiges behov. Der forskes fx mere i kosmetisk medicin mod hårtab end i malariamedicin!
I mange tilfælde må man spørge sig selv, hvem det egentlig er, der stjæler fra hvem? Rigtig megen medicin, der udvikles og tages patent på i vestlige lande, bygger nemlig på genetiske ressourcer eller gammel viden fra ulandene. Et godt eksempel er den lyserøde strandsnegl, som findes i Madagaskar. Den indeholder stoffer, der virker mod kræft. Produkter baseret på disse stoffer indbringer hvert år omkring US$ 100 millioner til den amerikanske medicinalgigant Eli Lilly. Madagaskar får stort set ingenting ud af det. Hvis ulandene bare fik to procent af indtægterne fra medicin, som er fremstillet på baggrund af planter og viden fra de oprindelige folk i ulandene, skulle amerikanske medicinalfirmaer af med mere end 5000 millioner dollar om året til ulandene. Så hvem er det lige, der er de egentlige pirater?