2.5.2009
Oversat af Trond Poulsen
Valget af Barack Obama, den 4. november 2008, markerer en enorm mulighed for, at de Forenede Stater kan redefinere sig selv, både hvad angår dens økonomiske og sociale modeller og i dens relation til omverden. Det er i denne evne til periodisk genopfindelse, at Amerikas storhed ligger. Den primære opgave for den nyvalgte præsident er ikke blot at benytte skiftet i den politiske magtfordeling, der har fundet sted, men at reformulere, hvad Amerika står for idémæssigt. Som Franklin Roosevelt gjorde det efter 1932 eller Ronald Reagan efter 1980.
Denne opgave er blevet gjort påtrængende på grund af mange af den forgangne periodes – det vil sige Reagan-æraens – idéers åbenlyse fejlslag. Reagan-revolutionen var, da den fremkom, en vigtig og fordelagtig udvikling. Frem til1980 havde der siden den Store Depression været en stødt forøgelse af de moderne staters magt og omfang; en forøgelse, der mest ekstremt kom til udtryk i de kommunistiske lande, der dengang befolkede verden. Men også i udviklede, demokratiske lande holdt et overmål af regulationer fra regeringen og oppustede statssektorer væksten nede og skabte en krise af stagflation (en sammentrækning af stagnation og inflation, dvs. en stigende inflation og en faldende produktion. red.). Oven på den dybe recession i de tidlige 1980’ere, har de Forenede Stater og den globale økonomi oplevet tre bemærkelsesværdige årtier med stort set uafbrudt økonomisk vækst – indtil nu.
Der er tre Reagan-æra idéer, der bliver nødt til at blive omformuleret eller helt forkastet, hvis de Forenede Stater skal navigere inden for den nuværende krise og genetablere deres troværdighed i den nye æra.
Den første har at gøre med deregulering og regeringens rolle i økonomien mere bredt. Wallstreets sammenbrud og den store økonomiske recession vi er på vej ind i, skete af grunde, der var indlejret i Reagan-modellen: de Forenede Staters regering har tilladt fremkomsten af en enorm og fuldstændigt ureguleret finanssektor ud fra den overbevisning, at den ville være selv-korrigerende. Liberalisering af finansmarkedet har vist sig at være meget farligt i en række af tidligere tilfælde. Mest bemærkelsesværdig er den asiatiske økonomiske krise i 1997-’98 og det svenske bankkollaps i de tidligere 1990’ere. Men disse advarselssignaler blev ignoreret; ingen forestillede sig, at sådan en krise kunne ramme de Forenede Stater. Demokraterne er fuldt medskyldige i dette, ikke blot med deres støtte til låneekspansion af Fannie Mae og Freddie Mac, men også Clinton-æraens finansministre, der prakkede liberalisering af finansielle markeder på den tredje verden.
Den nuværende krise har selvfølgeligt mange andre årsager, men idéen om, at historien var på den evigt udvidende deregulerings side, var i sidste ende en vigtig årsag til kollapset. Reagan-æraens joke, ”Hej, jeg er fra regeringen og jeg er her for at hjælpe dig”, lyder ikke længere helt så ironisk i lyset af den føderale regerings og det amerikanske finansministeriums heroiske indsats for at afholde økonomien fra at tumle fuldstændig ud over klippen.
Det vanskelige trick ved at redefinere modellen er, at man ikke kommer til at overgøre det på den regulationssiden. Den finansielle sektor er meget forskellig fra andre dele af økonomien, fordi nederlag og tab dér i enorm grad spilder over med store omkostninger for alle andre. Det er derfor, kongressen endte med at være nødt til at stemme for $700 milliarder bankredning i september. I kontrast hertil har deregulering af arbejdsmarkedet haft nogle meget fordelagtige effekter i forhold til at drive arbejdsløsheden ned og tillade en langt hurtigere tilpasning til skiftende forhold. Amerikansk indkomstdistribution er ganske vist blevet fordrejet til fordel for de velhavende, men vi har ikke lyst til at ordne det problem ved at vende tilbage til et fagforenings-domineret marked for arbejdskraft.
Den anden idé fra Reagan-æraen, der har brug for gentænkning, vedrører beskatning og udgifter – navnlig, finanspolitik. Reagan introducerede antagelsen, at skattenedskæringer ville være selv-finansierende, idet alle beskatninger kvalte vækst. Han var også ansvarlig for at promovere idéen om, at stort set alle regeringsudgifter andet end til forsvaret nødvendigvis var spild. Mens der findes et niveau af beskatning for hvilke dette er sandt, har de reelle skattenedskæringer, som blev foretaget både 1980’erne og i starten af det 21. århundrede udvidet det finansielle underskud og yderligere forvredet indkomstdistributionen til fordel for velhavende. Det finansielle underskuds effekter var dog i mange år maskeret af, at mange udlændinge var tilbøjelige til at holde deres stadigt stigende reserver i dollars, et fænomen der udskød den endelige regning, men samtidig betød, at den finansielle krise ville være meget mere alvorligt, når den endeligt kom.
Denne holdning til skatter og udgifter har gjort det amerikanske politiske system ude af stand til at konfrontere, først den overhængende krise hvad angår social understøttelse og sygehjælp og for det andet, lammelsen af vores energipolitik. Den allerbedste ting, vi kunne have gjort for os selv i den forgangne periode, ville have været at indføre en høj beskatning på kul i en periode, hvor energipriser ellers var relativt lave. Dette var også noget som ingen politiker havde modet til at gribe an med. Ingen vil foreslå skatteforøgelser før vi er kommet ud af den nuværende ressecion, men i det lange løb bliver amerikanere nødt til at lære at betale.
Reaganismen forstærkede amerikansk ekseptionalisme på mange måder. De Forenede Stater er det eneste udviklede demokrati, hvor et forslag om at forøge progressiviteten i en allerede progressiv indkomstbeskatning, som Obama har foreslået det, kan blive betegnet som ”socialisme”, eller hvor et forslag om at skabe en fælles sundhedsforsikringspulje, som vi allerede har gjort det med bilforsikringer, kan blive angrebet som ”socialiseret medicin”.
Den tredje Reagan-æra idé, der behøver gentænkning, har at gøre med udenrigspolitik og anvendelsen af amerikansk magt. Reagans udenrigspolitik var baseret på en stor, konventionel militæropbygning og et skarpt ”moralsk klarsyn” i den ideologiske kamp mellem demokratier og diktaturer. Det var den rette politik på den tid og Reagan var usædvanligt heldig med, at det sovjetiske imperium på uventet og fredelig vis kollapsede kort efter slutningen på hans vagt.
Til denne dag fastslår mange konservative, at Sovjet Unionen kollapsede på grund af den reaganske holdning, en tilskrivning af kausalitet som kun i bedste fald er delvist sand. Særligt de neokonservative håbede på, at denne begivenhedsrække – overvældende amerikansk militær dominans fulgt af Amerikas fjenders totale sammenbrud – kunne genskabes i andre dele af verden. George Bushs store tragedie var, at han efter den 11. september lod sig overtale til at tro, at han ved at bruge amerikansk militærstyrke i mellemøsten kunne være Churchill overfor Hitler, eller Reagan ved Berlinmuren,. Han overvurderede på det groveste, den trussel de Forende Stater stod over for, og i processen foretog han sig ting, der forøgede alle de reelle trusler for ukontrolleret udbredelse af atomvåben og terrorisme. I processen underminerede han Amerikas moralske autoritet, hvilket i det lange løb er et af vores mest vedvarende kilder til magt.
Tillige er moderne amerikansk konservatisme bygget op omkring et fintfølende forsvar af suverænitet og en mistro til internationale institutioner. Kun et land, der tror, det er hegemonisk, kan forsøge at slippe af sted med det. Men den hegemoni var altid en illusion – se blot på vores manglende evne til at pacificere Afghanistan uden hjælp fra allierede – og i forhold til ikke-forsvarsrelaterede sfærer var det nonsens fra begyndelsen.
Vi har spillet en stor rolle i skabelsen af en globaliseret verden, der producerer en enorm efterspørgsel på globale offentlige produkter så som makroøkonomisk koordination, sikkerhed, håndtering af forfejlede stater, sundheds- og sikkerheds-standarder, sygdomskontrol, CO2-begrænsing og så videre . Men i stedet for at investere i institutioner til at håndtere disse problemer, har de Forenede Stater haft travlt med at erodere grundlaget for de eksisterende internationale strukturer, for deres egne kortsigtede, udenrigspolitiske formål, lige fra at underminere den Anti-Ballistiske Missiltraktat (ABM Treaty) til den nukleare aftale med Indien og den meget modvillige holdning, hvad angår den globale opvarmning.
Et af de store, ubesvarede spørgsmål angående valget den 4. november er, hvorvidt det betyder et skifte i den amerikanske vælgermasse, der vil lede til et forlænget ideologisk skifte, som kan holde en generation eller to, som det var tilfældet med valget i 1932 og i 1980. Konservative kommentatorer så som Karl Rove har fastslået at de Forende Stater er et ”midter-højre”-land og peger på, at der i sidste ende var 46 % af stemmerne til John McCain. Det kan dog være, det ikke forbliver et ”midter-højre”-land. Jo mere smerte denne recession påfører og jo længere den foregår, jo mere sandsynligt vil det være, at det amerikanske folks holdning til regeringens rolle vil skifte mod mere interventionisme. Særligt for arbejderklassen vil dens økonomiske interesser overtrumfe kulturelle bekymringer, som de engang gjorde, da den var en del af New Deal koalitionen.
Hvad enten et skifte materialiserer sig eller ej, vil afhænge af mindst tre ting. Det første er størrelsen af den kommende recession. Hvis, som det virker sandsynligt, den viser sig at være mindst så stor som den, der begyndte i 1981, vil amerikanere forblive fokuseret på økonomiske problemer og deres løsninger i lang tid fremover.
For det andet skal præsident Obama kunne fremstå som værende effektiv i at håndtere den økonomiske krise og udenrigspolitikken i de tidlige måneder, undgå en forlænget overgangsfase og sætte modige nye politikker i spil, der kan genskabe tilliden herhjemme såvel som i udlandet. Den usædvanlige kundskab, hvormed han har organiseret sin valgkampagne, lover vel for en ligeledes effektiv start på hans administration (og antyder at det, at være en dygtig community-organisator alligevel er en god kvalificering at have for en præsident). Men vi må vente og se.
Den tredje faktor vil være, hvorvidt Obama magter på tydelig vis at italesætte de brede idéer, der vil definere den nye tidsalder. Idéer, der skal danne være referencepunkt i de kommende år. Det gjorde Clinton- regeringen aldrig. Den accepterede i stedet mange af de grundlæggende idealer fra Reaganismen og skiftede herfra blot den førte politik en anelse i den venstre retning. Om halvtreds år vil ingen tale om en ”Clinton-æra”, men det er muligt, at de vil tale om en ”Obama-æra”, der overtager fra Reagan-æraen. Hvis ellers den nye præsident kan formulere en klar definition af, hvad de Forende Stater står for, både indenrigs- og udenrigspolitisk. Feltet af mulige ideer er åbent i en grad, det ikke har været i årtier. Det er, hvad der gør denne periode både anspændt og opstemmende.
Francis Fukuyama er professor i politisk økonomi ved Johns Hopkins universitetet i USA