Yoiken og Ophavsretten

Artikel af Stig Grøntved Larsen: I dag har kampen om den intellektuelle ophavsret udviklet sig til en gordisk knude præget af mange modstridende holdninger og interesser. Men ifølge Stig Grøntved Larsen skal man ikke kigge langt mod nord for at finde et inspirerende og tiltrængt indspark i debatten om ophavsret og rettigheder. Inden for den samiske tradition er det musiske fænomen yoiken en populær sangpraksis, der ikke lader sig stadfæste til et skabende kunstnersubjekt og dermed synliggør en fundamentalt anderledes måde at begribe den intellektuelle produktion og ophavsret på.

1.5.2009

I dag har kampen om den intellektuelle ophavsret udviklet sig til en gordisk knude præget af mange modstridende holdninger og interesser. Men ifølge Stig Grøntved Larsen skal man ikke kigge langt mod nord for at finde et inspirerende og tiltrængt indspark i debatten om ophavsret og rettigheder. Inden for den samiske tradition er det musiske fænomen yoiken en populær sangpraksis, der ikke lader sig stadfæste til et skabende kunstnersubjekt og dermed synliggør en fundamentalt anderledes måde at begribe den intellektuelle produktion og ophavsret på.

I disse år udkæmpes en række beslægtede kampe, som har påkaldt sig offentlighedens opmærksomhed. Mellem såkaldte pirater, der benytter sig af fildelingstjenester på nettet og anti-pirater, der arbejder for at skærpe de juridiske sanktionsmuligheder over for disse nettjenster. Mellem NGO’ere, der insisterer på, at den medicin, som allerede er udviklet også bør komme folk med minimal købekraft i den tredje verden til gode, og medicinalindustrien, der står på retten til at beskytte recepter mod ulovlig kopiering. Mellem computerbrugere, der benytter hackede programmer og softwareproducenter, der kæmper for at få denne praksis anerkendt (og straffet) på lige fod med simpelt tyveri.

Musikindustrien, medicinalfirmaerne og softwareproducenterne argumenterer for, at den kreative udvikling er i fare for at gå i stå, hvis ikke vi udvikler et mere restriktivt juridisk apparat, der kan beskytte den intellektuelle ejendomsret og dermed opretholde de såkaldte incitamentsstrukturer.

Hackere, fildelere og kopiproducenter peger derimod på, at kreativitet og innovation forudsætter adgang og åbenhed og foreslår mere lempelige licenseringsteknologier, som General Public Licens og Creative Commons. Alle synes at være enige om, at kreativ udvikling er i samfundets interesse og er alligevel fundamentalt uenige om, hvordan vi
understøtter en sådan. I dag er den gældende retspraksis omkring intellektuel ophavsret modelleret over den samme figur, som gør sig gældende i forhold til den materielle ejendomsret. Dvs. at juraen udpeger en entydig producent, der tildeles retten til frit at regulere – og dermed også afskære andre fra – brugen af produktet. Dette dogme er i dag under pres fra flere kanter, og særligt er der to eklatante udfordringer, som gør sig gældende.

1. Digitaliseringen af informationsinfrastrukturen har betydet, at marginalomkostningerne forbundet med at producere ekstra kopier af immaterielle produkter går mod nul. Selvom bytteværdien for et produkt falder i takt med, at markedet mættes af ‘gratis’ kopier, forbliver brugsværdien af et immaterielt produkt den samme uanset antallet af(for)brugere.

2. Det forekommer ikke uproblematisk at udpege enkeltproducenter som entydig årsag til intellektuel produktion. Hvis produktionsforholdene er mere komplekse end som så, kan det med god ret drages i tvivl, hvorvidt den gældende lovgivning er hensigtsmæssig i forhold til at understøtte den kreative udvikling. Disse to udfordringer er interessante at undersøge lidt nærmere i lyset af en helt anden tradition, nærmere betegnet den (rets)praksis der er forbundet med den samiske yoik. I den samiske kultur finder man nemlig en fundamentalt anderledes måde at begribe den intellektuelle produktion, her
musikkens ophav, på.

I rummet mellem to positioner

Det dominerende musikalske udtryk i den samiske kultur har traditionelt været yoiken.
At yoike er en særlig måde at synge på, der, som en følge af protestantismens udbredelse mod nord, i flere hundrede år var forbudt ved lov – et forbud, der blev håndhævet med hård hånd af de skandinaviske kirker. Det til trods har traditionen overlevet, og er i dag –efter næsten fuldstændig at have været fortrængt fra det offentlige rum – igen begyndt at spille en rolle som socialt ritual.

Man yoiker i reglen uden akkompagnement, men undertiden kan den yoikende lade sangen ledsage af en samisk rammetromme. Yoiken adskiller sig på en hel række forskellige punkter fra den vesteuropæiske sangtradition. For det første ved at den ikke handler om nogen eller noget. Man kan yoike en person, et dyr, et sted, et begreb eller en følelse, men disse optræder ikke i den forstand som genstand for yoiken – som den samiske litterat Harald Gaski udtrykker det: ”one does not yoik about somebody or something, there is a direct connection; one yoiks something or someone.”Gaski, Harald (2000), “The secretive text: Yoik Lyrics as Literature and Tradition”, Sami Folkloristics NFF Publications 6, Turku

Der er altså ikke tale om et subjekt, som skaber et auditivt udtryk, der betegner et objekt. Ej heller, som i den spirituelle shamanisme, at subjektet i trancen søger at lade sig besætte af objektets ånd og dermed blive objektet. Målet i den folkelige samiske yoik er i stedet at bevæge sig i mellemrummet mellem disse to positioner og sætte sig i forbindelse med det yoikede. Den yoikende såvel som det yoikede tager del i yoikens begivenhed, uden at nogen af dem i den forstand kan identificeres som entydig årsag til den. Der kan ikke peges tilbage på en skaber eller et ophav, men derimod på en række forskellige elementer, der forbinder sig med hinanden og giver anledning til, at yoiken opstår.

I den samiske musikforståelse er det endvidere karakteristisk, at yoiken ikke som den vesteuropæiske sang har en defineret begyndelse og slutning. Yoiken opstår, eller emergerer, så at sige, og derfor vil det variere fra gang til gang, hvor og hvordan den finder sin begyndelse og afslutning, ligesom melodiforløbet og intonering undervejs i yoiken også vil være forskelligt. Dette er også grunden til, at yoiken højst lader sig akkompagnere af en rammetromme og aldrig af et egentligt orkester, da det ville forudsætte, at man på forhånd kunne definere en toneart og et mere eller mindre fastlagt metrisk forløb.

Nok tegner yoikens forløb et særegent og genkendeligt mønster, men er ikke desto mindre blottet for den vesteuropæiske sangs struktur. Yoiken refererer altså ikke som sådan til en identitet eller til afviklingen af et program på samme måde, som sangen gør det, men derimod til en bestemt sammenføjning af heterogene elementer. En stemme, et landskab, et begreb, en tradition, der kobles sammen og giver anledning til et udtryk, der altid forskyder sig lidt fra gang til gang, fordi elementerne også er forandrede set i forhold til sidst, de blev koblet. At yoike er således at improvisere, eller som Deleuze betegner det: ”… to improvise is to join with the world, or meld with it.”Deleuze, Gilles (1980), “Of the Refrain” i Thousand plateaus, s. 311

Hinsides ophavsrettens krav

At yoiken ikke knytter sig direkte til et skabende subjekt, og i en hvis forstand hver gang opstår på en ny måde, har en afgørende betydning for, hvordan der kan opstå en socialitet omkring den, og i sagens natur derfor også for hvordan ophavsretsforholdene lader sig anskue.

Med andre ord bliver det problematisk at tale om egentligt ophavsret og dermed yoikens retsmæssige ejer, når ophavet ikke som sådan lader sig entydigt identificere. Derfor ser man undertiden den eller det, der yoikes, krediteret som værkets juridiske ophav, men oftest vil yoiken blot være opført som det samiske folks, eller den samiske ånds (spirit)
ejendom. Der opereres ikke med et egentligt begreb om en kunstner – i stedet benævnes den udøvende slet og ret ved sin funktion, som yoiker (præcis som maleren, der først blev betegnet kunstner fra renæssancen og frem).

Yoikens producent anerkendes altså som sådan, men tilkendes ikke af den grund eksklusiv råderet over sit produkt. Producent og ophav er adskilte instanser i den samiske ophavsret – producenten identificeres, mens man ikke med juraen forsøger at gribe om tilblivelsens begivenhed.

Der er således to markante træk, som gør ophavsretten omkring yoiken interessant at studere i sammenhæng med den vestlige model for ophavsret. For det første repræsenterer yoiken aldrig en fast og stabil identitet, hvilket betyder, at det er vanskeligt at gøre den til genstand for ophavsretlige krav. For det andet, og i denne sammenhæng måske mest interessant, implicerer distinktionen mellem producent og ophav en ganske bestemt forståelse af kreativitet og tilblivelse af kreative udtryk.

Den aktuelle vestlige retspraksis fungerer fremragende i retning af at integrere intellektuel produktion på markedet, mens det er mere tvivlsomt om dette system er hensigtsmæssigt
i forhold til at understøtte udviklingen af nye kreative udtryk. Hvis disse nye udtryk ikke har deres udspring i producentens person, men derimod bliver til i ‘mødet’ mellem en
lang række forskellige elementer – herunder et kunstnerisk temperament – forekommer det ikke befordrende med et system, der netop fungerer ved at skabe restriktioner for, hvornår disse møder kan finde sted. Som når koden til software lukkes og gøres utilgængelig, forskning patenteres, musik beskyttes mod sampling eller tegneseriefigurer påtegnes ophavsret. Måske skal vi i stedet yoike softwaren, musikken, forskningen og tegneseriefigurerne?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *